In-Game 1: DragonDale – læseprøve by Jan Kjær

DragonDale

IN-GAME 1: DragonDale Tekst © 2021 Jan Kjær & Emil Blichfeldt Illustrationer af Jan Kjær Udgivet af Agama Publishing ISBN: 978-87-94181-12-9 1. udgave, e-bog (ePub) Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

JAN KJÆR & EMIL BLICHFELDT

IN-GAME 1

DragonDale

AGAMA

Indhold

Kap. 1. DragonDale Kap. 2. Orkanens øje Kap. 3. Gnist Kap. 4. Snotlingerne Kap. 5. Dragejægeren Kap. 6. Stormdragerne Kap. 7. Dragetæmmeren Kap. 8. Den nye plan Kap. 9. Alene igen Kap. 10. Alondas slot Kap. 11. Opløseren Kap. 12. Vibes skygge Epilog

11 19 27 39 47 57 67 77 87 97 107 115 125

DragonDale Kapitel 1 Vibe stirrede ud ad vinduet, mens læreren talte oppe ved tavlen. Der var ikke mange, der hørte efter, hvad Tom sagde. Klassen summede af småsnak, men Vibe gad ikke være med i sladderen. Hun gad heller ikke høre efter Tom. Tom Hjerne, som sukkersøde Sara havde døbt ham, og Tom troede vist stadig, at det var, fordi hun syntes, han var klog. Det viste bare, hvor tom hans hjerne var. ”Vibe, er du sød at fortælle, hvad du synes om historien?” spurgte han. ”Ja, lad os høre, hvad du synes,” gentog Sara med en honningstemme, der dryppede af gift. Hendes hjernedøde slæng af makeup-dukker fnisede i kor. Vibe sukkede. Hun kunne godt lide historien, men hun havde ikke lyst til at tale, mens Sara og alle andre i klassen stirrede på hende. Men jo længere

hun ventede, jo værre ville det blive. ”Den var da go’ nok,” svarede hun. ”Kan du fortælle, hvad den handlede om?” spurgte Tom med et imødekommende smil. ”En skygge, der ... øh ... gør et eller andet, og det er nok ikke så godt, eller noget …” Toms smil forsvandt som dug for solen. ”Har du overhovedet læst historien?” Sara begyndte at fnise. Hun lænede sig til siden og hviskede noget til Jasmin, der ivrigt nikkede. ”Ja, men …” Vibe rødmede og stirrede ned i bordet; hun ville bare væk. Væk fra alle andre, gemme sig derhjemme med katten Kitty, en skål chips og så bare game DragonDale, til mor kom hjem sent. Spise i køkkenet og synge med på musicals, mens mor pludrede løs uden at forvente svar, og så stene i sofaen under et tæppe med mor, mens de var dybt inde i hver sin spilverden, hvor alting var, som hun gerne ville have det. En verden, hvor hendes mor ikke skulle have to job, fordi hendes far var skredet, og hvor der ikke skulle vælges valgfag eller tænkes på uddannelse. Og hvor oversminkede dukker som Sara ikke kunne vende alle i klassen imod én. En magisk

verden som DragonDale, hvor ting gav mening, og hvor hun bestemte. Tom sukkede dybt. ”’Skyggen’ handler ikke bare om en skygge, men om en person, som får stjålet sit liv af sin egen skygge. Det er faktisk spændende og en meget fin symbolik ...” Klokken ringede, og Tom prøvede at overdøve syndfloden af stemmer. ”Vi taler videre om historien på mandag. Rigtig go’ weekend.” Vibe så godt, hvor fortabt han så ud, og syntes også, hun kunne se, at han mumlede ”møgunger”. ”Det kan du selv være,” hviskede Vibe og maste sine papirer ned i tasken. Eller prøvede. Sara gav hende et skub, og hun tabte papirerne på gulvet. ”Ups, det må du undskylde, Vibelibe.” Der var intet undskyldende i hendes øjne, bare en forventning om, at Vibe ville bøje sig ned og samle op, mens Sara og hendes veninder fandt på noget nyt at drille hende med. Vibe så bare tomt på den kønne pige, der var alt det, hun ikke selv var. Smuk frisure, slank og med det nyeste look fra de dyreste mærker. Vibe var buttet, havde langt, leverpostejfarvet hår, der altid var

samlet i en hestehale, briller og så den forbandede bøjle, der havde forvist hende til de nederste regioner af udstødte i klassen, ja, på hele skolen. Hun var det, de altid kaldte hende, men hun var også ligeglad. Vibe ignorerede papirerne og smed penalhuset ned i tasken, mens Sara grinede: ”God weekend, taber!” Vibe svarede ikke, vendte sig bare væk, og der stod Markus fra klassen med sit blide ansigt og det lidt for lange hår. Han bukkede sig ned og samlede et stykke papir op. ”Skal jeg hjælpe?” Han havde ikke forandret sig det mindste de sidste år, hvor flere af de andre drenge var begyndt at gå op i tøj og piger. Markus var bare sød og rar. Sara og Jasmin fnisede. ”Ej altså, Vibe og Markus er kærester. Hvor er det bare sødt, når taberne finder sammen.” Vibe rødmede og ville bare væk. Hun maste sig gennem flokken af elever og ud på gangen. Larmen var infernalsk. Tænk, at de kan holde det ud! Hun hev rutineret hovedtelefonerne frem og proppede dem i ørerne, mens hun tændte telefonen. Ignorerede beskeder og startede DragonDale. Det kørte i real time,

så der var sikkert sket en masse, mens telefonen havde været tvangsslukket i skoletiden. Alle tanker om åndssvage lærere og elever gled i baggrunden, mens hun krydsede skolegården og kom ud på fortovet. DragonDales kendingsmelodi bragede i ørerne og var som balsam for sjælen. Spillet startede, og ganske rigtigt ... det nyeste drageæg var klækket. Vibe mærkede et sus gå gennem kroppen. Det var godt at være tilbage. ”Bare det er en månedrage, please, lad det være en månedrage, så jeg kan parre den med min natdrage og måske få en stjernedrage. De er bare så sjældne og værdifulde,” mumlede hun og bevægede sin heks, Ursula, i den stramtsiddende, dybrøde frakke fra tårnkammeret og ned gennem borgen, hvor der var drager i de fleste kamre. Drager, der skreg af sult og kedsomhed. ”Ja ja, jeg skal nok tage mig af jer, I forvoksede krybdyr,” hyggevrissede hun og sendte en mild forbandelse efter en særligt brokkende glimmerdrage, hun havde døbt Zara. ”Av-av-av!” Vibe godtede sig, da dragen hvinede af smerte. ”Så kan du lære ikke at spille smart, Zara,” hviskede hun

og ønskede, hun kunne gøre det samme med virkelighedens glimmerdronning. ”Jeg ville give alt for at bytte plads med heksen i DragonDale – så kunne hun få Sara ned med nakken, og jeg kunne nusse med drager for altid,” sukkede Vibe og gik videre ad fortovet hen mod lyskrydset. Hun kendte ruten som sin egen bukselomme, så hun havde ikke brug for at se op fra skærmen for at vide, hvor hun var. Hun behøvede ikke engang at se op, når hun skulle over vejen, for en bippende boks ved lyskrydset fortalte, om der var grønt eller ej, og lige nu var det vigtigste i hele verden at tjekke den nyudklækkede drage. ”Please, vær en månedrage,” mumlede hun, mens lyskrydset bippede grønt lys. Vibe drejede ud på vejen, mens hun åbnede døren ind til rugekammeret for at se … ”Nej, det er bare løgn! Endnu en glimmerdrage! Så ender jeg alligevel med at bruge alt mit guld på at købe en månedrage fra en af de grådige dragejægere.” Glimmerdragen med de store øjne lavede de sædvanlige dyreungelyde, der havde været så nuttede i starten, da hun begyndte at spille, men her på level 75 var det bare baggrundsstøj. ”Øv bøv, kun én ting

at gøre.” Der var et begrænset antal kamre i borgen, så endnu en glimmerdrage gav ingen ekstra værdi. Den var bare spild af tid og plads. Vibes heks greb den lille drage i nakkeskindet og ignorerede dens piben. ”Nårh, hvor er du nuttet, men du er Zaras yngel, så ved du, hvad du skal? Du skal ud at flyve. Du er fri!” sagde Vibe og kastede den lille drage ud ad vinduet på borgen på toppen af bjerget vel vidende, at nyudklækkede drager ikke kunne flyve. De kunne bare falde. ”Go’ tur ned!” Det var i det øjeblik, Vibe hørte lyden af hvinende dæk og et tudende horn. ”Pas på!” skreg en lys stemme. Bilens lygter fløj som lysende krystaller mod hende. Så gjorde alt ondt, og der blev mørkt og stille.

Orkanens øje Kapitel 2 Vibe åbnede øjnene. Alt gjorde ondt. Underlaget var hårdt. Sten mod kinden. Blod på fingrene. Regn, der faldt. Torden og glimtende lyn. ”Hvor er jeg?” Ingen svarede. Lyn oplyste bjerge og dale. ”Det kan ikke passe!” hviskede Vibe, for det lignede fuldstændig DragonDale. Tunge, truende skyer rullede gennem dalen. De kulørte marker, som Vibe selv havde plantet, var alle grå og farveløse under de mørke skyer. Tordenvejret kom nærmere. Et lyn slog ned med et smæld og satte ild til et træ længere nede ad bjerget. Al forundring blev lavet om til én simpel tanke: Jeg skal væk. Et nyt lyn glimtede og afslørede en åbning i bjerget.

”En hule,” hviskede Vibe. Hendes ord druknede i tordenen, der sendte hjertet op i halsen og fik hendes ben til at flytte hende ind i hulen hurtigere, end hun kunne tænke tanken. Hulen var dyb, mørk og alt andet end hyggelig. Hun skuttede sig i sine våde, forrevne klæder og rykkede længere ind. ”D-det er stadig koldt, men i det mindste er jeg i sikkerhed,” hviskede hun. Lyden af et tungt åndedræt fik hende til at vende sig med et gisp og stirre ind i mørket. Er her nogen? Tanken fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Så var lyden der igen. En rallende vejrtrækning. Her er noget. Noget stort, tænkte hun. Et lyn glimtede bag hende og oplyste grotten. Med ét så hun, hvem hun delte hulen med. Et stort, skællet væsen stirrede på hende med øjne så store som hendes håndflader. Det hvæsede og blottede sylespidse tænder så lange som Vibes fingre. Det tog et skridt frem. Så var lyset væk, og Vibe vidste, at hun ville blive spist. I stedet hørte hun et klask, og da det næste lyn glimtede, kunne hun se monsteret synke sammen for

hendes fødder. Og i det øjeblik gik det op for hende, hvad hun stod over for. ”En drage! Men det er jo umuligt.” Så var der mørkt igen, mens tordenbraget fyldte hulen med en dyb rumlen. Dragen løftede hovedet med besvær og klynkede. En klynken, der lød helt ligesom dengang, Kitty havde fået poten i klemme. Vibe sprang frem uden at tænke, lagde en hånd under dens kind og strøg dragen over dens skællede hoved. ”Bare rolig, jeg gør dig ikke noget.” ”Virkelig?” hviskede dragen med en stemme, der var alt for lille i forhold til dens størrelse. ”Virkelig. Og jeg skal nok passe på dig,” sagde Vibe uden at vide hvorfor. Hun vidste bare, at hun ville redde det store væsen, om det så var det sidste, hun gjorde. Som var hendes ord en gnist, der tændte et håb, begyndte dragen at glimte i mørket som en hel stjernehimmel. Glimt, der oplyste store, tillidsfulde øjne og bævende læber. Vibe grinede. Kun glimmerdrager kunne lyse på den måde. ”Hvor er du smuk,” hviskede hun. ”Synes du?” peb dragen og blinkede med sine

store, blanke øjne, mens uvejret langsomt drev videre ned i dalen. Lynene blev færre, og tordenen blev til en fjern buldren. Vibe strøg dragen over de lysende, bløde skæl. ”Ja, hvordan kan man synes andet?” ”Den røde dame syntes, jeg var grim, og kastede mig ud. Mine vinger kunne ikke bære, og jeg faldt ned ad bjerget. Klippespidserne flænsede mine skæl, og stenene knuste mine knogler. Jeg kravlede ind i hulen for at dø. Den røde dame kan ikke lide mig,” hulkede dragen, og dens lys blev svagere. ”Jeg kan lide dig,” hviskede Vibe og følte et inderligt behov for at tage sig af det skadede væsen. Dragen virkede så skrøbelig, selvom den var dobbelt så stor som Vibe. Dragen glimtede i mørket og løftede sit hoved. ”Kan du virkelig?” ”Virk’lig, virk’lig,” sagde Vibe og strøg tårer væk fra dragens kind. ”Vil du passe på mig?” sagde det store væsen og lagde sit hoved i Vibes skød. Et hoved, der var lige så stort som en labrador, og med øjne, der stirrede håbefuldt på hende.

Vibe tog en dyb indånding. ”Jeg forstår ikke, hvad der sker, jeg ved ikke, hvor jeg er ... men jeg ved, hvordan det er at blive valgt fra. Og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe dig.” Der gik et sus af lysglimt gennem dragen, men lyset stoppede brat ved dens ene vinge, og før dragen kunne putte sig ind til Vibe, som var den en lille killing, var Vibe på benene. ”Der er sket noget med din vinge?” ”Den gør ondt. Du må ikke røre den,” klynkede dragen. Vibe rakte forsigtigt hænderne frem. ”Jeg er nødt til at røre den for at hjælpe dig. Må jeg godt det?” ”Det må du vel, bare du er forsigtig,” sagde dragen ængsteligt. Vibe følte sig frem over de glimtende skæl, til hun kom til dens vinge. ”Jeg tror, den er brækket.” ”Kan du hjælpe?” hviskede dragen håbefuldt. På forunderlig vis vidste Vibe, at det var, lige hvad hun kunne. Hun lagde hænderne på den brækkede vinge, og uden at vide, hvor ordene kom fra, messede hun: ”Ved naturens kraft, lad alting spire og gro.” Hendes hænder lyste op, og lyset bredte sig ud i dragen. Den brækkede vinge voksede sammen.

Dragen rejste sig på alle fire og jublede glad, så lysglimtene sprang som fyrværkeri over dens skæl. ”Mine knogler er også helet. Du har reddet mit liv!” jublede den og glimtede i alle regnbuens farver. Især ét glimt fangede Vibes opmærksomhed. Lys strålede fra en sten i dragens bryst. En lysende juvel så blank, at Vibe kunne spejle sig i den. Hun så sig selv og trådte chokeret et skridt baglæns. ”J-jeg ligner ikke mig selv. Jeg ser anderledes ud!?” Dragen stirrede på hende med skinnende, nysgerrige øjne. ”Du ligner den røde dame, men du er jo god. Ikke ond.” Vibes hjerte sprang et slag over. ”Hvad er der dog sket?” Og som på kommando ændrede billedet i dragehjertet sig, og hun så sig selv. Sit rigtige jeg på gaden uden for skolen. Men noget var anderledes. Hendes øjne var kolde, og et hånligt smil spillede om hendes læber. Hun åbnede munden og talte med heksens hvislende stemme: ”Du ville give alt for at bytte plads med mig, så jeg kunne sætte Sara på plads, og du kunne få lov at ’nusse drager’ resten af dit liv. Borgen og dragerne er dine. Skal du ikke sige tak?” lo heksen Ursula hånligt med Vibes mund.

”Nej! Det kan ikke passe!” Heksen smilede selvtilfreds. ”Hvis du vil bytte plads igen, så er der en nem og en svær måde. Drag til orkanens øje, og find porten til din verden … eller vælg den nemme vej: Dræb dragen, og knus dens hjerte!” ”H-hva’ mener du?” stammede Vibe forfærdet. Heksen i spejlbilledet vendte en hjertekrystal mellem sine fingre. ”Ødelæg dragens hjerte,” hvislede hun og brød ud i en hæslig latter. Dragen så på Vibe med store øjne. ”Jeg er ikke noget. Bare en lille, ubetydelig, navnløs drage. Knus mit hjerte og lad mig dø, så du kan leve.” Vibe stod med åben mund, mens tårer samlede sig i dragens øjne. I hjertekrystallen vred Vibes krop sig fornøjet, og heksens latter slog mod grottens vægge. ”Hvem kan mon blive mine slaver i denne verden?” spurgte heksen. ”Jeg tror, jeg begynder med din mor ...” ”Nej, du lader min mor være,” skreg Vibe, men heksen smilede bare selvtilfreds, mens billedet forsvandt, og Vibe stod alene tilbage i grotten med dragen.