Højskolebladet December 08

Med Gud i hælene Tema: Højskolernes kristne arv År 2008: De gode, de sløje og de virkelige sjove

s. 1

december 2008

siden 1876

Nye kataloger på gaden s. 2

Bestil nu på www.hojskolerne.dk

Korte kurser Fx i en ferie.

Ca. 1400 spændende kurser for voksne i alle aldre.

Lange ophold Fx i et friår.

Fortrinsvis for unge.

: SMS T” KA “HS 1272 til ,- + alm. t s 1 -tak sms

december 2008

Indhold december 2008

s. 3

s. 10 tendens

s. 48 højskole

Højskolernes kristne arv

Bladets urimeligt subjektive vurdering

Tema: Med Gud i hælene

s. 4 debat Leder Fed jul s. 5 debat 8 skarpe til Martin Ågerup Hvad skal vi stille op med finanskrisen? s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 8 højskole Hot / not Hot / not-lister er yt!

december 2008

2008 - året der gik

s. 9 debat Udfordring Skal højskolerne have professionel ledelse?

s. 24 interview ”Vi er nogle røvhuller hele bundet!”

Rapport fra et møde med Ejvind Larsen

s. 44 tendens Nedslag Giv os livslysten tilbage!

TEMA: Med Gud i hælene

s. 28 essay Lille kristendomsapologi Af Lars Christiansen

s. 50 debat 2 sider af samme sag Jul eller kultur

s. 16 feature Med Gud i hælene Højskolernes kristne arv s. 20 replik Kristendom som Oplysningens moder - en myte Af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjerfelt

s. 34 debat Kommentarer Gymnasierejser og grønne agurker s. 38 debat Bogkritik Borgerlig kultur, Paven, modoplysning mm.

s. 54 højskole Navne Bosei har nu en forstander

debat Leder

s. 4

kolofon udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Mob.: 2991 1522 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

Fed jul Andreas Harbsmeier Redaktør

redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz-Jørgensen Uffe Strandby Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste.

Højskolebladet er som de fleste: Det bliver lidt federe ved juletid. Ikke fordi bladet er særligt julet, men af den mere prosaiske grund, at størrelsen på Biblioteksstyrelsens portotilskud til blade af Højskolebladets type afhænger af det gennemsnitlige sideantal… Men desuagtet kan vi godt sige, at de ekstra sider er en slags julegave til læserne, så glædelig jul! Og nu når det er sagt, kan vi også godt dvæle lidt ved julen. Man kunne jo ellers foranlediges til at tro, at de danske folkehøjskoler - og dermed Højskolebladet havde et særligt forhold til julen, kristendommen og det teologiske, for sådan var det jo engang på de danske højskoler, at det kirkelige spillede en væsentlig rolle. Grundtvig var trods alt både teolog og præst. Men siden Marx afløste Gud - eller i hvert fald tog konkurrencen op - dengang i Askovs velmagtsdage, har den dimension gradvist aftaget og er endt med at været næsten totalt fraværende, som i så mange andre dele af samfundet. Bortset fra en række skoler, der har et tydeligt kristent grundlag.

Spørgsmålet er, om højskolernes kristne arv stadig spiller eller bør spille en rolle som en del af det tankegods, der har skabt den. Igennem de senere år er det religiøse i den grad vendt tilbage i det offentlige rum, både som moderate og radikale udtryk for og imod religionens berettigelse i den politiske debat. Men mens religion som politisk kamp utvivlsomt er blevet flittigt diskuteret rundt omkring på skolerne, er deres egen kristne oprindelse i store træk forsvundet fra skemaet. Så er spørgsmålet om det ikke er på tide med en muslimsk højskole?

Glædelig jul.

skribenter Dagmar Winther Thomas Emil Jensen Rasmus Kolby Rahbek Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Line Hemmingsen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg Stibo Zone Kontaktperson: Jane Lindby Tlf: 8939 8833 Mobil: 2015 5388 @: hojskole@stibo.com design Esben Niklasson layout Katrine Dahlerup, FFD forsiden Maj-Britt Boa: Promised Land tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Næste nummer udkommer den 21. januar. Deadline den 9. januar.

Medlem af Dansk Fagpresse.

ISSN: 0018-3334

december 2008

debat 8 skarpe

Finanskrisen gør os nervøse og får os til at bruge færre penge. Men er der nogen grund til det? Højskolebladet har spurgt direktøren for den liberale tænketank CEPOS, hvad vi skal gøre.

s. 5 Martin Ågerup (F. 1966) Direktør for den liberale tænketank CEPOS. Uddannet økonom og økonomiske historiker.

af andreas harbsmeier

01 Skal man spare på julegaverne?

Det afhænger helt af den enkeltes privatøkonomi og personlige præferencer.

02 Hvad vil du råde folk til at stille op?

Spare op og vente til bedre tider - eller forbruge, som om intet var hændt?

Det kan man igen ikke sige noget generelt om. Men krisen skaber nogle nye muligheder, som nogle vil forstå at udnytte, for eksempel vil nogle varer og serviceydelser blive sat billigt på tilbud, eller priserne vil kunne forhandles ned, fordi sælgerne er mere sultne efter et salg end tidligere. Mange aktier er også blevet meget billige efterhånden. Men det optimale købstidspunkt kender ingen.

03 Skal vi nu til at læse Marx igen?

Marx’s grundlæggende teorier blev tilbagevist allerede i slutningen af 1800-tallet.

Så Marx har kun historisk interesse.

04 Er den aktuelle krise et problem for den tænkning, som du og CEPOS repræsenterer?

Nej. Finanskrisen skyldes primært en forkert pengepolitik fra centralbankernes side - primært den amerikanske, men også den danske. Det blev endvidere forværret af, at politikerne i USA lagde pres på realkreditinstitutterne for at give lån til folk, der reelt ikke havde råd til egen bolig.

Lidt forenklet sagt viser krisen, hvor galt det kan gå, når politikere blander sig i markedet.

8 skarpe til Martin Ågerup

05 Du skrev i 1998 en bog med titlen ”Dommedag er aflyst” – ville du have skrevet den i dag?

Ja, bestemt. Stemningen i dag er lidt ligesom dengang, så nu er der igen behov for sådan en bog, som viser, at mennesket kan løse eller mindske alle væsentlige problemer, så længe vi har personlig og økonomisk frihed til at udfolde vores medfødte opfindsomhed og initiativrigdom.

06 Vindene blæser mod stadigt mere statslig indblanding; hjælpepakker og den slags. Er det ikke meget godt, som tingene ser ud nu?

Nej, der er stor fare for, at politikerne igennem deres indgreb gør tingene meget værre, end de ellers ville have været. Det er for eksempel en myte, at Roosevelts New Deal løste krisen i 30’ernes USA. Sandheden er, at politikerne forlængede krisen, så den varede ved helt indtil 1941.

Havde politikerne ladet økonomien være i fred, havde krisen højst varet 2-3 år, ligesom alle tidligere kriser.

07 Hvem er krisens egentlige taber på sigt?

Miljøet? Ulandene, den almindelige vestlige forbruger eller noget helt fjerde?

Det afhænger af, hvad politikerne nu finder på. Måske vil de støtte ineffektive virksomheder som General Motors i USA. Det vil skade skatteyderne og forbrugerne.

Måske vil de beskytte egne producenter mod udenlandsk konkurrence. Det vil være til skade for forbrugerne og befolkningen som helhed - især i de fattige lande. Måske sætter de “seddelpressen” i gang. Det vil skade pensionsopsparerne.

08 Hvor har du selv placeret dine penge?

Ud over en kapitalpension har jeg ikke ret mange penge. Min kapitalpension har en høj andel af aktier, fordi jeg først skal bruge pengene om 2-3 årtier.

højskole Notitser

s. 6

Kampen for Ryslinge fortsætter Kampen for at skaffe den fornødne sum penge til at redde Ryslinge fortsætter, og opfindsomheden er stor. Den 17. december afholdes en støttekoncert, hvor Albert Winding og Benjamin Koppel er navnene, der skal trække publikum til. Billetindtægt og barsalg går ubeskåret til skolen.

Ryslinge er midt i en hård kamp om overlevelse, men den store og afgørende udfordring består imidlertid i at skaffe tilstrækkeligt med elever til at kunne gennemføre det tilskudsgivende lange kursus til foråret. Her samarbejder man blandt andet med Film Fyn om at etablere en manuskriptlinje, der skal tiltrække de påkrævede elever.

Først ved kursusstart den 6. januar ved vi, om det er lykkedes.

december 2008

Indsamling for Island II

2009 - katalog Det nye højskolekatalog er på gaden eller de to nye kataloger er på gaden.

For højskolekataloget ano 2009 er delt i to: et for de lange kurser og et for de korte. Oplaget for lang-kursuskataloget er 220.000 eksemplarer og for de korte 120.000. Opdelingen er en konsekvens af, at det er helt forskellige mennesker, der tager på hhv. korte og lange kurser - at højskolerne reelt har to helt adskilte kursusformer - og at man derfor fra FFD’s side har valgt at målrette indsatsen mere.

I november skrev Højskolebladet, at Idrætshøjskolen i Århus stillede sig i spidsen for en indsamling til fordel for islandske unge - sportsfolk, kunstnere, studerende - der var kommet i økonomisk klemme på grund af finanskrisen.

Ved at oprette en facebook-gruppe under titlen ”Because we care”, hvor islandske unge, der er kommet i klemme, kan henvende sig og søge om støtte. I mellemtiden har interessen været overvældende og der er stadig behov for og mulighed for at yde støtte til de unge. Facebookgruppen har rundet de 1.000 medlemmer og det er utvivlsomt ikke slut der.

s. 7

1.000.000 Sabbatår til truede unge mindsker frafald Arbejdsmarkedsudvalget i Randers Kommune har bevilliget 1 million kroner til dækning af højskoleophold og lommepenge for truede unge. Ideen er at undgå, at unge anbringes uden for hjemmet eller kommer på kontanthjælp (det er også der, pengene hentes fra). Pengebeløbet er beregnet ud fra ca. 20 unges deltagelse i et halvårligt ophold på en Højskole et sted i landet.

Initiativet er i tråd med ”Kombinationsprojektet”, der køres af FFD og har til formål at øge højskolernes medvirken til, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse.

Resultaterne af en rapport fra Århus Universitet er godt nyt for højskolerne: Undersøgelsen viser med al tydelighed, at studerende, der har holdt pause mellem gymnasium og videregående uddannelse, er mindre tilbøjelige til at droppe ud. Og så har man et ualmindeligt fornuftigt argument for at tage på højskole - og forestillingen om, at det ikke er nogen skade til at give sig tid til at tænke sig lidt om, som højskolerne slår sig op på, er dokumenteret fra neutralt hold. Rapporten, der tager sit udgangspunkt i Humaniora-studerende på Århus Universitet, viser, at 27 % af studerende uden sabbatår, der startede på studiet i 2007, er faldet fra, mod 18,5 % af de studerende, der havde et eller flere sabbatår. Selv om undersøgelsen ikke siger noget om, hvad sabbatåret eller årene er blevet brugt på, er tendensen klar: Det giver ikke større afklaring at forsøge af løbe igennem det formelle uddannelsessystem.

Højskoleb ønsker alle ladet glædelig julen rigtig

højskole Tidsånden kort

s. 8

Hot eller not

af anne-marie donslund forfatter og lærer på vallekilde højskole

HOT

NOT

folkeskolen på facebook Gitte fra folkeskolen fik inden for en måned hundehvalp (Bimmer), hammondorgel og kassebukser.

Selvfølgelig blev vi veninder. Hendes far var formand for SID, de boede i nyt parcelhus, kørte Toyota Corolla og tog mig med til mit første førstemaj-møde. Det gik i stykker, fordi hun kom til min 12-års fødselsdag med blå øjenskygge på og derfor scorede Carsten Hosbjerg. Nu er vi blevet venner på Facebook. (Men hvad blev der af Carsten?)

elevknald Mandlige højskolelærere, der konkurrerer om, hvor mange elever de kan knalde på fire måneder. Det er ikke bare patetisk, det er magtmisbrug. (”Jamen, hun ville selv, og i øvrigt er hun 18, det er ikke ulovligt, og så er det da klart, at hun hellere vil have en moden mand med vid og erfaring, ho, ho, og er du ikke også bare misundelig?” ”Gu’ er jeg ej, din klamme nar!”)

skilsmisser Skilsmisser gør, at du får dine venner tilbage, når de har været opmagasineret i ægteskaber så længe, at I har mistet kontakten, men så kort, at det ikke er for sent. Dine egne skilsmisser gør, at du opdager, hvem du egentlig er.

Hvis du for eksempel troede, du var en ko eller en røv, vil du finde ud af, at det var løgn. gammel elevfest Sidste gang vi havde gammel elevfest på Vallekilde, blev jeg så fuld, at jeg kun kan huske latter, knus og høj musik. Jeg husker ikke, at mine sko gik i stykker, at jeg styrtede på dansegulvet, at jeg sad i et fad chips og spurgte alle, om de ikke syntes, jeg lignede en på 17, og at jeg blev båret hjem i seng.

Heldigvis vågnede jeg alene. Se også NOT - Elevknald… undskyld Man skal sige undskyld, det skal man sgu. Undskyld mor, at jeg bandede, og undskyld til pedellen for den stol, jeg smadrede, og undskyld til min eks for den mobil, jeg smed i toilettet, og undskyld til kronprinsen, fordi han ikke fik en af mine pomfritter, og undskyld til Ikast Bibliotek for den bog, jeg huggede (Doktor Faustus), og undskyld til kørelærerens kone (she knows why), og undskyld Jørgen Carlsen, at jeg engang sagde, at du var Gud (det var for sjov).

december 2008

blablablabla Punkt 1) Bla bla bla bla bla bla bla Punkt 2) Bla bla bla bla bla bla bla Punkt 3) Bla bla bla bla bla bla bla Og jeg gentager… dårlige oversættelser Hvorfor skulle ”Jag drömde om arton svanar inatt” oversættes til dansk i den nye højskolesangbog? Fortryllelsen er forsvundet, tilbage står vi med en flad dansk fadøl og rimsmedspoesi. Udmærket til en familiefest i Vorslunde, men det er ikke Cornelius Vreeswijk. hot&not-lister Faktisk hader jeg sådan nogle lister her. I sidste nummer skrev Christian Dorph, at højskolelærere, der henviser til nordisk mytologi, er NOT. Samme dag havde jeg holdt en morgensamling om Bragesnak og blev helt perpleks.

Men altså, til alle jer virkeligt hotte derude, jeg var altså ironisk, lidt i hvert fald, og det kan jo være rimelig hot, ikke? - så må jeg ikke nok få lov til at blive på bænken, så jeg ikke falder ud af Valhalla, jeg mener aaaaaaaaaaaaaaahhhhh…

debat Udfordring

s. 9 9 s.

Svend Thorhauge (F. 1971) Producent ved teater Mungo Park i Kolding. Tidligere forstander på Ry Højskole, foredragsholder, projektleder, redaktør mm.

Carl Ingemann Bestyrelsesformand for Den internationale Højskole. Tidligere chef på Experimentarium og afdelingsleder for uddannelsesområdet i Egmont Fonden.

Kan højskolen have en moderne ledelsesstruktur?ur? » spørgsmål Svend Thorhauge: I medie- og kulturbranchen har man ofte en delt ledelse bestående af bladdirektør og ansvarshavende chefredaktør eller producent og kunstnerisk ledelse, dvs. en administrativ og en kreativ chef, som begge refererer til bestyrelsen. Vi kender det eksempelvis fra det meget komplementære makkerpar Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen. Disse brancher er sammenlignelige med Højskolen, fordi de på den ene side skal skabe et værk, der er uafhængigt af de bagvedliggende økonomiske interesser, men på den anden side også har en drift, der skal løbe rundt, og et produkt, der skal sælges.

Det kan godt være svært at finde de nødvendige kompetencer til at møde de to udfordringer forenet i en og samme person. Det har man måttet erkende flere gange i dansk højskolehistorie. Kunne højskolerne derfor ikke med fordel inkorporere en sådan tvedelt ledelsesstruktur, der tilmed ville være meget befordrende for organisationernes kontinuitet, eller er Højskolens selvbillede for hårdt bundet op på ideen om den store patriark?

» svar Carsten Ingemann: Skal højskoler uddanne til ansvar og medborgerskab i en globaliserede verden, så må højskolen også være åben over for nye ledelsesformer. Der er en del højskoler, som har forsøgt sig med delt ledelse eller mere eller mindre kollektiv ledelse. En overgang, for flere år siden, havde Den Internationale Højskole fx en forstanderstab på tre personer. Der er bestemt fordele ved at dele ansvaret på flere. Det kan give en god gruppedynamik. Risikoen er blot, at ansvaret bliver meget diffust, og det kan hverken skolekreds, bestyrelse, personale eller elever være tjent med.

Ikke desto mindre, så har højskoler i dag en delt ledelse. I gamle dage var der højskoler, som var ejet af forstanderen. I dag er alle højskoler idébestemte foreninger med en skolekreds og en bestyrelse. Det er skolekreds eller bestyrelse, der ansætter forstanderen, og forstandere kan bestemt også fyres. I dag er det ikke en livsstilling at være forstander. Den idébestemte ledelse er også blevet styrket i de senere år. Det er skolekredsen, som fastsætter

skolens værdigrundlag, og nu er det ligefrem lovpligtigt, at der årligt skal være en evaluering af skolens virksomhed ud fra skolens værdigrundlag.

Man kan vel også sige, at Undervisningsministeriet sidder med i højskolernes ledelse. Højskoleloven og UMV stiller ret stramme regler for, hvad man kan gøre, når man vil have tilskud fra staten. Uden tilskud kan man næsten gøre hvad man vil.

Ledelsesrollen har også udviklet sig meget. Før var kunsten at gå forrest, at være det gode eksempel. Den rolle er bestemt ikke død, men nu er ledelse også kunsten at få det bedste ud af alle medarbejderne. Hvem kender ikke mus-samtalerne. Coaching er blevet et vigtigt ledelses- og motivationsværktøj. Mange højskoler har nogle stjerne-lærere (sportsfolk, politikere, forfattere, musikere og dansere) som beget bevist bruges til at tegne skolen udadtil. Jeg ser oftere højskolelærere kloge sig i aviser, radio og tv, end jeg ser forstanderne. Det er mange år siden, at højskolers selvbillede var bundet op på ideen om den store patriark.

tema Med Gud i hælene

s. 10

Med Gud i hælene Gud døde på højskolerne engang i 50’erne, og kristendommen spiller ingen rolle længere. Det er de fleste enige om. Men er det rigtigt? Højskolebladet er gået på jagt efter Gud i højskolebusiness.

Og hvorfor findes der egentlig ingen muslimske højskoler? af andreas harbsmeier

december 2008

Højskolebladet er gået på jagt efter Gud. Selv om man gen- nem en del år efterhånden har talt om religionens genkomst, og man har diskuteret islam og kristendom i det offentlige rum som aldrig før, er der ikke nogen mærkbar ændring at spore på højskolerne. Gud forsvandt tilsyneladende ud af de danske højskoler for 30-40 år siden, og har ikke for alvor vist sig siden - bortset fra på en række vedholdende skoler, der holder fast i et tydeligt kristent fokus.På uddannelsesguiden.dk kan man alligevel stadig læse: ”Alle højskoler er i princippet forankrede i den samme danske kristne tradition.” Hvordan hænger det sammen?

Vi starter med at gå til en af de lærde, for at skabe et overblik over, hvor man kunne finde Gud i højskolesammenhæng. Måske kan han hjælpe. ”Sagen er interessant nok, men jeg mener ikke, at der meget kød på den”, siger Ove Korsgaard, mangeårig højskolemand, forfatter og professor ved DPU. ”Af de højskolefolk, der siden 60’erne har forsøgt at fastholde, at der var et klart spændingsforhold mellem det folkelige og det religiøse, var det meget få, der havde held med det. De forsøgte at modernisere en tradition, men havde ikke megen succes med det.”

Mod påstanden om, at en del mennesker stadig opfatter højskolerne som en levende del af et kristent tankesæt, mener Korsgaard, at offentlighedens billede af højskolerne er en 10-20 år forsinket. ”Jeg mener ikke, at højsko-

s. 11

lerne har mere affinitet til kirken end alle mulige andre uddannelsesinstitutioner.”

Der findes desværre heller ingen statistisk på, hvilken uddannelse højskolelærere har, men Korsgaard mener heller ikke, at der er en overrepræsentation af teologer på skolerne, som det tidligere var tilfældet: ”Jeg tror, at man skal 20-25 år tilbage for at finde en overrepræsentation af teologer på højskolerne. Langt de fleste er humanister eller lærere i musik, kunsthåndværk eller gymnastik.”

Man skal længere tilbage for at finde spor af Gud og kristendommen på de brede højskoler: ”Jeg var selv elev på Askov i sin tid. Og der fastholdt man jo som hos Grundtvig, at kirke og skole er to forskellige ting. Der var også morgensamling med et kristentteologisk islæt. Men det forsvandt hurtigt efter. Og meget senere, da Niels Højlund kom tilbage til Ry Højskole og ville fortsætte traditionen fra Askov med morgensamling og med sang til middagsmaden, var der ingen lydhørhed. Det måtte han opgive.”

At Gud og kristendommen ikke spiller nogen væsentlig rolle i dag skal imidlertid ikke forveksles med en manglende interesse for det religiøse: ”Det er jo ikke sådan, at interessen for det religiøse har aftaget. Den blomstrede meget op i 80’erne. Forskellige spirituelle strømninger og interessen for det nyreligiøse havde stor succes.

Man kunne sige, at det, at traditionen for tilknytningen til kristendommen blev svækket meget, åbnede op for, at mange andre ting myldrede frem.”

indre mission Korsgaard mener altså, at det med undtagelser er vanskeligt at finde den kristne tradition på dagens højskoler, men lad os alligevel kigge lidt på en af undtagelserne, for der findes faktisk stadig skoler, der direkte bekender sig til kristendommen og sågar markedsfører sig på det. Der må Gud trods alt stadig være.

En af de skoler er Børkop Højskole syd for Vejle. Her er Kurt Kristensen forstander. Skolen bærer tilnavnet ”Indre missions Bibelskole” - og det er jo klar besked; Her bekender man sig til kristendommen. Kristensen, der er uddannet teolog og har været præst i ”bibelbæltet” i Harboøre og Hvidesande, før han blev forstander, mener i en vis forstand, at de viderefører den oprindelige højskoletanke: ”Vi ser os ikke som en del af noget nyt, men som en videreførelse af en tradition. Vi synes nok, at der ville mangle noget væsentligt, hvis vi ikke var her. Højskolespektret er så mangefarvet, og vi varetager én af de mange farver. En god og vigtig farve, som jeg ikke mener, kan undværes. Men også en farve, der ikke er særlig mange, der står for. Vi har fokus på klassisk kristendom. En kristendom som lægger vægt på bibelen som Guds ord, og på Kristus som vores frelser. Som lægger vægt på, at troen på Kristus er livsvigtig. Og som ønsker, at vores elever skal have det som fundament i deres liv. Det vil vi gerne være med til at formidle og skabe bevidsthed om.”

Skolens tilknytning til indre mission giver anledning til en masse fordom-

»

Det er jo ikke særlig sexet at være kristen.

Sådan er fordommen i hvert fald. Men vi er jo bare lige som alle andre. signe bo, forstander på haslev udvidede højskole

»

For et par år siden skabte det overskrifter, at højskolen i Oure meldte ud, at de ikke havde noget med Grundtvig at gøre. Så skal man virkelig ikke have fulgt med for at blive overrasket over det. jes fabricius møller, lektor på københavns universitet

Burn

s. 12

december 2008

s. 13

tema Med Gud i hælene

s. 14

»

Hvis man ser på sådan en ting, som det at gå i kirke om søndagen, så er vi rimeligt homogene.

Det anbefaler vi, at man gør - og de fleste tager med. kurt kristensen, børkop højskole

me, og det er forstanderen ked af. Men samtidig rekrutterer skolen udelukkende elever blandt de i forvejen troende, og det er jo heller ikke meget, man hører til skolen uden for de specifikt kirkelige kredse, så selv om Gud findes her, er det nok et særtilfælde: ”De fleste af vores elever kommer fra indre missions ungdomsarbejde. Og så har vi nogen enkelte, der kommer fra forskelligt andet kirkeligt arbejde.

Elevtallet er nogenlunde stabilt, men vi arbejder ihærdigt på at hæve det. Det har ligget der omkring 40 i et stykke tid. Og så foretager vi nye tiltag for at hæve det elevtal. Vi ser os selv som stående i den danske folkekirke. Som stående på det, som er folkekirkens fundament. Det betyder rigtig meget for os at kunne sige det. Vi vil ikke stå inde for alt det, der er plads til inden for den danske folkekirke, men vi vil gerne arbejde for det, som er fundamentet, nemlig biblen og folkekirken.

Det betyder meget for os.”

Selv om skolen i princippet henvender sig til alle, er det altså en kristen skole: ”Hvis man ser på sådan en ting, som det at gå i kirke om søndagen, så er vi rimeligt homogene. Det anbefaler vi, at man gør - og de fleste tager med.”

Så Kristensen står ved, at højskoletradition - hvis man tager Grundtvig alvorligt - også må have en teologi: ”Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at tage det teologiske ud af Grundtvig. Han er jo ikke bare et navn uden indhold. Jeg mener, at Grundtvig stod for en del af det, som vi gerne vil stå for: En levende tro, som viser sig i praksis og som er en personlig del af et menneskes liv. Det er vigtigt at fastholde det indhold, som Grundtvig også fremførte. Jeg synes absolut, at der mangler noget, som vi gerne vil være med til at bære ind iblandt de unge.” fra gud til 68 Så Gud findes altså - men den form, som han har på Børkop, må nok siges

december 2008

at være perifer inden for højskolen.

Den spiller heller ingen væsentlig rolle i den fornyede interesse for det religiøse i en politisk sammenhæng, hvor man diskuterer, om det er rimeligt, at særligt islam, men også kristendommen, må spille en rolle i det offentlige rum. Kristensen mener heller ikke, at de er så vigtige her: ”Jeg ser os ikke som en aggressiv del af den udvikling, men jeg har den holdning, at troen ikke kan isoleres i det private rum. Den vil altid være en del af offentlige rum. Og det vil den også ud fra os. For hvis den ikke vil det, så er det ikke den kristne tro. Den vil have et offentligt udtryk - det er væsentlig del af troen. Den kristne giver os nogle værdier, som vi gerne vil agere ud fra, men det er meget vigtigt for os, at vi ikke er noget politisk parti.”

Jes Fabricius Møller, historiker, Ph.d., tidligere højskolelærer, nuværende lektor i historie, mener også at det er et vanskeligt projekt at finde Gud på højskolerne over en bred kam: ”Så skal man spilme lede grundigt”. Lige som Korsgaard, mener Fabricius Møller, at man skal langt tilbage for at finde en eksplicit kristen tanke i højskolen, og at dem, der mener, at det ligger som et uudtalt grundlag i højskoletanken overhovedet, er gal på den: ”Man kan ikke anklage de moderne højskoler for kristen mission. Der bliver jo stadig sunget Grundtvig om morgenen, men det faktiske indhold af undervisningen og værdigrundlaget er helt afkristnet.

Det egentlige brud fandt sted allerede i 50erne på Krogerup. Hal Koch dannede som en af de første et sekulært grundlag for det at drive højskole. Han var en af dem, der bidrog til at pakke det kristne væk fra de åbne rum. Personligt var han faktisk en gammeldags from kristen.” ”Det egentlige mirakel er så, at højskolen har overlevet 1968. Højskolen har altid været meget god til at

s. 15

tilpasse sig de unges behov. Efter 68 blev højskolen et rum for 68-kulturen.

Der var der man lærte at spille guitar og batikfarver og keramik.”

Højskolen videreførte altså ikke kristent tankegods i nye forklædninger: ”Det var tale om en mirakuløs transformation. Det blev fortalt som om, at Grundtvig stod i centrum hele vejen. Men det gjorde han ikke. Den overordnede historiske bevægelse har været væk fra en veletableret landboungdomskultur og dannelsestradition.

Men det var en kultur, som ganske enkelt forsvandt i løbet af 10 år. Som var væk i midten af 60erne. Det var en demografisk nødvendighed.”

Alligevel har Grundtvig og det kristne været et så stærkt ”brand”, at det udefra så ud, som om højskolen blev ved med at have tilknytning til kristendommen og kirken: ”For et par år siden skabte det overskrifter, at højskolen i Oure meldte ud, at de ikke havde noget med Grundtvig at gøre. Så skal man virkelig ikke have fulgt med for at blive overrasket over det. Det har været meldt ud fra starten.” ”Der har været en naturlig affinitet til kirken. Men i og med at der i starten - med de første højskoler - var meget lidt afstand mellem kirken og samfundet i øvrigt, var det nærmest skolens fornemmest opgave, at markere en forskel mellem skole og kirke. Og det er den markering, der har fået karakter af tilknytning i stedet - i takt med, at det øvrige samfund har fjernet sig fra kirken. Set inde fra mente højskolen fortsat, at der var tale om en afstand, mens det ude fra lignede en tilknytning.” en åben kristendomsforståelse En tilknytning kan man i hvert fald tydeligt se hos Haslev udvidede Højskole, der tidligere var kendt som en indremissionske højskole, men nu har en mere midtersøgende position.

”Haslev udvidede Højskole tager udgangspunkt i en kultur-åben kristendomsforståelse”, står der i skolens værdigrundlag. ”Spørger mig ikke, hvad det betyder”, siger skolen kun 27-årige forstander Signe Bo, ”det er noget, en klog teolog en gang skrev”. Hendes skole repræsenterer en lidt blødere version, og skolen har elever, der bekender sig til kristendommen og elever, der ikke gør. Og det er vigtigt: ”Hvis vi kun havde dem, der kommer fra søndagsskolerne og KFUM/K, ville det være uinteressant. Vi har en meget større bredde end på idrætshøjskolerne for eksempel.” ”Vi tør godt sige det højt, at vi er kristne. Og at vi godt kan være kristne og fornuftige på samme tid. Kristendommen skal have et moderne udtryk, som betyder, at det fordrer vores frisind og vores udsyn. Men vores arv er gået tabt, forstået på den måde, at det ikke længere er én sandhed, som vi har. Tværtimod har vi en masse tvivl og en masse spørgsmål, som vi stiller hele tiden. Vor Herre holder meget af spørgsmål. Både til os selv, og til hvem Gud er.”

Signe Bo er bevidst om, at det med Gud og kristendommen nok ikke appellerer så bredt i dag, men hun ser også skolen som en mulighed for at gøre det mere spiseligt for unge i dag - og dermed også pligt til at påvirke og forandre folkekirken: ”Det er jo ikke særlig sexet at være kristen. Sådan er fordommen i hvert fald. Men vi er jo bare lige som alle andre. I virkeligheden tror jeg, at vi kan have et meget større liv på syndernes forladelse. Højskolerne er noget andet i dag end for 100 år siden. Vi har ikke nogen forpligtelse over for Grundtvig. Vi har en forpligtelse over for det værende samfund. En pligt til at stille spørgsmål, men vi har også pligt til at forsøge at forandre kirken som institution og bringe lidt inderlighed i den

danske folkekirke.”

Også her fandt vi altså Gud på højskole. Og måske i en mere bredt appellerende form. Så mod hårde odds fandt vi ham altså alligevel - om end kun på nogle enkelte skoler. Helt ude er han altså ikke. Så mens religionen inden for de sidste 10 år igen har spillet en ekstrem stor rolle i den offentlige debat, er den fortsat tilstede, omend marginaliseret på højskolerne. Men ikke mere, end at man flere steder kan læse, at højskolerne over en bred kam - i princippet - hviler på et kristent grundlag. Det grundtvigsk-kristne islæt er alligevel stadig for markant, til at det helt kan slippes. Udfordringen ville være at få en muslimsk højskole!

Så skulle man nok kunne få diskuteret højskolerne kristne grundlag!

Jes Fabricius får det sidste ord: ”Det kunne være et interessant eksperiment. Ville vi få statsstøttede madrasaer eller ville det blive en nøgle til integration, forsoning og forståelse? I frisindets navn bør vi vove forsøget!”

Billedkunst Maj-Britt Boa (F. 1963) Billedkunstner. Har siden sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1985 arbejdet med såvel maleri som skulptur. I de seneste år har hun koncentreret sig om det iscenesatte fotografi. Maj-Britt Boa har i samarbejde med forfatteren Mads Brenøe udgivet kunstbogen Føde (2000), der udfordrer vort almindelige syn på madvarer og føde. Bor og arbejder i København. www.mbo.dk

tema Med Gud i hælene

s. 16

”Vi er nogle røvhuller hele bundet!”

Rapport fra en dag med Ejvind Larsen. Om kristendom, samfund og højskole - og om misforståelsen i at anse skaberværket som liggende uden for mennesket selv af thomas emil jensen foto klaus holsting

december 2008

Det er en morgen i november, og jeg er taget over til Ejvind Larsen for at få en snak om den kristne arv, som fundament for, hvad vi foretager os i samfundet, og særligt hvad vi har muligheder for at gøre anderledes. Hvad enten det gælder Larsen selv, hans opvækst i et grundtvigsk hjem, hans engagement i Studenterkredsen på Vartov eller i Dagbladet Information, hans livsprojekt, så har kristendom og kristenhed været den dominerende klangbund for hans tanker. I fald det skulle blive nødvendigt med hjælpemidler til at bryde isen, har jeg købt to spandauere med, men selvom Larsen godt kan lide wienerbrød, går der dog to fulde timer, før han har tid til at tage den første bid. Det uendeligt brede emne, vi skal diskutere, ligger ham nemlig svært meget på sinde, så det er heldigt, vi har sat hele dagen af.

Han ved udmærket, at det hele ikke kan siges i et sådant interview. Alligevel insisterer han på hellere at ville blive misforstået end slet ikke forstået.

Og vi springer derfor direkte ned i det første spørgsmål; spørgsmålet om hvad det kristne betyder for vores samværsform i dag. kristus er en stillingsbetegnelse Mange taler om Jesus Kristus, som om det var en sammenstilling af to ord med samme betydning. En pleonasme ligesom en ostemad med ost. Men det er det, ifølge Larsen, bestemt ikke. Kristus er en stillingsbetegnelse.

Kristus betyder ”den salvede” og skal forstås som den, der gør det muligt for os at komme igennem vore liv. Og for Ejvind Larsen er Jesus fra Nazaret, eller ”den langtidsledige tømrersvend som nok blev født 7 år f.kr.”, blot én velkvalificeret kandidat til stillingen som Kristus. Grundtvig er også en rimelig kandidat sammen med Dostojevskijs storinkvisitoren fra Brødrene Karamasov. Men over alle disse står Shakespeare. Grundtvig kalder ham ”den universalhistoriske profet”, og han er, ifølge Larsen, ”den, der har set

det dybest og kan sige det klarest”.

Men hvad har dette så med kristendom at gøre? Ligger ikke i kristendommen netop troen på at Jesus er Kristus, og hvad det betyder overhovedet for os i dag, om vi bygger på Jesus, Grundtvig, eller Shakespeare?

Det har, ifølge Larsen, stor betydning, at Jesus nok er den person i verdenshistorien, hvorpå man dårligst kan bygge en kirke. Jesus afviser alle, som påberåber sig kirkelig status, og han slår dermed ’den gamle gud’ ihjel.

Den gamle gud forstået som forestillingen om de evige sandheder om loven rakt ned til os på stentavler. En kirke bygget på Jesus må derfor blive en kirke uden præster. ”Selv bygger Ånden kirke bedst, trænger så lidt til drot som præst”, hvis vi skal lade Grundtvig sige det. En kirke hvor vi ikke kan læne os op af noget som helst fast, men bliver nødt til at tage fat selv.

På andelsmaner. Med Jesus sker det som Marx og Engels først får øje for med den moderne kapitalisme: ”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.”

Det er en klassisk tidehvervsk pointe, at Jesus frikøber menneskene fra moseloven. At Jesus er den store frisætter. Og hvis det står til Larsen, er det Grundtvig, som mest radikalt har indset dette: ”Grundtvig er så hensynsløs superdemokrat, at om så Jesus selv havde nedfældet noget på skrift, et Jesus evangelium, ja, så ville han stadig insistere på, at budskabet var til debat”.

Larsen henviser til et citat af Grundtvig, hvor det ganske tydeligt står: ”Og selvom derfor Herren havde efterladt sig egenhændige skrifter, så vedkom de dog kun umiddelbart deres frivillige læsere og var ånden og menigheden efterladte og overladte til fri brug.” (Begtrups udgave af Grundtvigs skrifter, 10 bind, side 173f). ”Thomas Emil, hvad betyder

»

Efter den gamle Gud er død, er der kun dialogen, samtalen, tilbage.

Det begynder med snak, og det ender med snak.

Og det er den snak, vi skal holde i live. Og i den forbindelse vil jeg da gerne nævne, at den ’grundtvigske lejr’, herunder højskolerne, er gået lige lovligt stille med dørene de sidste tyve år.

s. 17

tema Med Gud i hælene

s. 18

alt dette? Det betyder, at efter den gamle Gud er død, er der kun dialogen, samtalen, tilbage. Det begynder med snak, og det ender med snak. Og det er den snak, vi skal holde i live. Og i den forbindelse vil jeg da gerne nævne, at den ’grundtvigske lejr’, herunder højskolerne, er gået lige lovligt stille med dørene de sidste tyve år.”

Jeg tænker, at Ejvind Larsen nu har brugt en frygtelig masse ord på at sige ”Gud er død!” Dette er kun til dels sandt. For Ejvind Larsen bliver ikke kynisk. Selv om Gud er død, bliver det hele ikke bare lige gyldigt og dermed ligegyldigt. Det gør det ikke, fordi vi har noget dialogisk i os. Vi bliver grebet af andre. Vi elsker, vi fascineres, vi røres og alt det der jazz. Vi kan simpelthen ikke lade være! ”Det er noget med vores grundvilkår som menneske, at vi kan, og må, insistere på at holde dialogen i gang.

Dialogen om hvordan vi skal indrette os i alt fra familie-, arbejds- og samfunds- og til verdensforhold.”

Og dette indser vi kun, hvis vi indser, at vi bestemt ikke er mere end andet og andre. Og det er så kristendommens rolle; at holde os mindet om, at vi ikke kan eller skal klare den på egen hånd. Men profeten, som minder os om, at dette behøver ikke at være tømrersvend fra Nazaret. Det kunne lige så godt være Muhammed, Krishna, Solguden, Buddha, naturen eller hvem folk ellers bruger til at holde sig selv på plads. Kristendommen kan, kort sagt, få os til at indse behovet for dialog, og er som sådan uløseligt forbundet med ideen om folkelighed: ”For mig at se er dette hemmeligheden ved Grundtvig; at indse, at kristendom og folkelighed er uløseligt forbundet, og netop derfor må holdes skarpt adskilte, fordi ingen herefter kan øve magt over andre i Guds navn.

Og det er dette, jeg har forsøgt at få sagt gennem alle mine år på Information.”

Dette er en indsigt, som vi i dagens samfund har mere brug for end nogen

december 2008

sinde før. ”Det haster”, siger Ejvind Larsen. Men med hvad? ”Med at indse at homo sapiens sapiens efter 35.000 års artshistorie snart må få lært, hvad demokrati er. Få lært, at det går ud på, gennem dialogen, at ophæve skellet mellem mit og dit.”

I denne forstand synes det altså som om, kristendom og demokrati hænger sammen, selvom vi, ifølge Larsen, endnu har sidstnævnte til gode. videre end grundtvig I min gymnasietid stødte jeg første gang på Grundtvig via en distinktion mellem støv og ånd. Noget med at mennesket består af både støv og ånd, mens dyr, græs og klipper kun består

af støv. Min far foreslog, at det nok betød, at mennesket kan bevæges af en smuk solnedgang, mens en ko ikke er disponeret for den slags.

Ejvind Larsen mener, at dette er en af de store fejlopfattelser i det samfund, vi lever i (hvilket, for Larsen, selvsagt betyder det samfund, vi skal stræbe for at forbedre). Vi mennesker går rundt og tror os privilegerede over andre dele af skaberværket. Det kan måske ikke bebrejdes os, da selv Gud har sagt, at det skal hænge sådan sammen, og da selveste Grundtvig har sagt, at der virkelig er noget særligt ved mennesket. ”At ophøje mennesket er forkert.

Jeg vil videre end Grundtvig. Han er

»

Det var meget slående, at jeg allerede som 9-årig fandt ud af, at jeg var totalt isoleret, fremmedgjort og ensom på grund af den folkelighed, jeg havde fået med hjemmefra. Blandt de voksne, jeg kendte, var mine forældre de eneste, som gik i kirke om søndagen. De eneste, som ikke kunne dy sig for at åbne den lille blå og synge ved hver eneste sammenkomst i hjemmet. Og det ledte altså til total isolation for mig.

for antropocentrisk. Vi skal nemlig have mere fat i dyrene!”

Mener Larsen mon, at vi skal være gode ved dyrene? Altså det jeg lærte som §2 i spejderloven; ”Du skal værne om naturen.” Nej, dette ville være stadig bero på et skel mellem mig og naturen, og det er præcis dette skel, Larsen ønsker at opløse.

Da jeg lige har lært, at dialogen er midlet til ophævelse af skel, glæder jeg mig til friskfyrsagtigt at spørge, om løsningen mon ligger i en dialog med dyrene. Men Larsen kommer mig i forkøbet: ”Vi er i bestandig dialog med regnvejret, solskinnet, klitterne, klipperne, skyerne, skummet på bølgerne. Med

krokusblomsten, som er i stand til at bryde igennem selv asfalt uden at have gået til biologiundervisning og med fiskehejren og alt det andet. Alt dette, som kan sige en så utroligt meget, og vi skal ikke tro, at det forholder sig anderledes. Eller med salmen af Peter Dass; Gud er gud, om alle mand var døde!”

Ifølge Larsen får Grundtvig det næsten sagt i salmen ”Den signede dag”, hvor utopien for vores samværsform er det fædreland, hvor ”med venner i lys vi tale”. Men ”kun hvis vi ved ’venner’ også forstår dyrene, klipperne og skummet på bølgerne har Grundtvig ret.”

Men dette betyder også, at dialog for Ejvind Larsen ikke kun er noget med at bruge ord. Faktisk kan ordrigeligheden forhindre os i at indgå i den dialog, som skal hjælpe til nedbryde skellet mellem os selv og den såkaldte ”natur” eller skellet til de mennesker, vi omgås.

Hvis ord og argumenter ikke er vejen til en sand demokratisk folkelighed, må vi indkredse, hvad der kan muliggøre en tilnærmelse, lede til ophævelse af skellet mellem mit og dit.

Og om det er noget, højskolen eller ”den Grundtvigske lejr” kan involveres i. Før vi går i kødet på dette spørgsmål, tager Ejvind dog den første bid af spandaueren. behovet for pausen ”Det er værd at notere, at når Shakespeare skal have noget vigtigt sagt, bruger han pauseklovnene, hofnarrene og kvinderne. Men når det helt afgørende skal siges, har han kun to former. I næstsidste instans er der kun musik og i sidste instans kun stilhed.

Personerne besvimer simpelthen. Og her taler Gud om det, der ikke er ord for.”

Jeg tænker, at dette interview omkring kristendom som fundament for samfund og højskole nu ikke bare er gået længere ud end til navlen. Det har løsrevet sig fra noget, der kunne minde om at være konkret. Men jeg bliver reddet af Larsens næste eksempel. ”Da Moses møder en brændende tornebusk i ørkenen, og ser at ilden ikke fortærer bladene, bliver han benovet og tager skoene af. Nu til dags tager vi måske ikke skoene af, men vi har udtrykket om at tage hatten af for noget, vi benoves af ”. Skal jeg forstå det således, at dialogen snarere er en

evne til at benoves og begejstres? ”Ja, det kan du kalde det. En slags gehør for det, som ikke kan siges med ord. Og det kan man få gennem musik, dans, teater og stilhed.”

Kan jeg ligefrem tolke det således, at højskolernes fornemste opgave er at kultivere et gehør for både ord og stilhed, et gehør, som gør os i stand til at skabe en folkelighed, som nedbryder skellet mellem mit og dit? ”Det er helt klart centralt, at højskolerne og ’den grundtvigske lejr’ må beskæftige sig med det. For evnen til at begejstres og benoves er evnen til at sige, at det hele ikke er lige gyldigt.

Og altså et opgør med dødbideri og opgiveri.”

Larsen prøver at indkredse sagen med et tredje eksempel: ”Carl Nielsen har sagt, at det vigtigste i musikken ikke er tonen, men pausen. Her udtrykkes nemlig det, som der ikke engang er lyd for.

Dermed ikke sagt, at vi alle skal holde pause hele tiden. For så er der jo ingen musik. Nej, pausen skal være en del af det folkelige projekt. Og det bliver den kun, hvis vi kultiverer et gehør for den.”

Et gehør, vi måske kan kalde folkelighed? ”Ja, men ikke nogen folkelighed i den forstand, at vi som danskere har en privilegeret status over andre. Folkeligheden er bestemt svaret. Men det er en universel folkelighed. Det er evnen til lade pausen råde. Også i mødet med muslimer, jøder eller franskmænd.” pausens ophav Hvis folkelighed, enten som en slags gehør for pausen eller en evne til at begejstres, er noget, der skal kultiveres, vil jeg tillade mig at spørge, hvor du selv tror, du har pådraget dig denne folkelighed? ”Der er uden tvivl mange, jeg skylder for dette. Ud over Studenterkredsen, Information, Dostojevskij, Bach, Michelangelo, Shakespeare og ’den Grundtvigske lejr’ står jeg i taknemmelighedsgæld til mit hjem.

Det var meget slående, at jeg allerede som 9-årig fandt ud af, at jeg var totalt isoleret, fremmedgjort og ensom på grund af den folkelighed, jeg havde fået med hjemmefra. Blandt de voksne, jeg kendte, var mine forældre de eneste, som gik i kirke om søndagen. Det var de eneste, som ikke kunne dy sig for at åbne den lille blå og synge ved hver

s. 19

s. 20

Ejvind Larsen Født 1936 Journalist, foredragsholder, forfatter.

Student 1955, Askov Højskole 1957-58, studier ved Københavns Universitet 1961-63.

Redaktør af Studenterkredsen 1964-66; af Vindrosen 1969-74 og Radioens Kulturmagasin 1968-70.

Ansat ved Information 1. september 1955. Chefredaktør på avisen 1966-68 og 1979-83.

Har udgivet en række digte og bøger. Bl.a. ’Kryptofoni’, ’Den Satans Stat’, ’Grundtvig - og noget om Marx’, ’Til Kamp Mod Dødbideriet’ (m. Ebbe Kløvedal Reich, ’Mangeord’.)

Tildelt produktionsstøtte fra Statens Kunstfond; Otto Gelsted Prisen 1989 og Egholt Prisen 1991.

december 2008

eneste sammenkomst i hjemmet. Og det ledte altså til total isolation for mig.”

Skal jeg forstå det således, at vi netop er folkelige ved at være totalt, som folk ikke er? Det lyder da fjollet. ”Ja, men der er noget om det.

Grundtvig var umådelig ensom på grund af sin folkelighed. Ja, faktisk gik det så vidt, at han blev sat under censur på grund af sine skrifter. Han blev frosset ude, fordi han blev anset for farlig.”

Så der er altså noget revolutionært over det folkelige? Og er det derfor, du i dine bøger har fundet støtte hos Marx? ”Det er bestemt revolutionært at insistere på dialogen, da det altid går imod dem, som ønsker at bestemme monologisk - altså magten. Og du kan sige, mine forældre gjorde netop dette. De mente ikke, at min og min søsters skoleundervisning blot kunne overlades til den etablerede gænge.

Derfor oprettede de en friskole. De ville ikke være passive brugere af en stat eller en kapital, som var uden for dem selv. De ville tage del i udviklingen af samfundet ved at lave en skole. Og ja, hele ideen om andelsbevægelse. Om at tage del i samfundet i stedet for at se sig selv som stående uden for, det har jeg bestemt fundet foreneligt med tankerne hos Marx.”

Så er Marx nok en rambuk til brug for at nedbryde skellet mellem mit og dit? ”Ja, det kan han være. Og vi må snart indse, at rigtigt demokrati nok er tættere på det, vi i dag kalder kommunisme. Ikke stalinisme, maoisme eller alt det, som er gået galt. Men en måde at indrette os på hvor vi erkender, at dialog er vort nødvendige vilkår, når den gamle Gud er død, og vi ikke skal forvente hans tilbagekomst.”

Ejvind viser mig ligefrem, at Grundtvig, i 1861 har brugt ordet ”kommunisme” i et skrift. Jeg er lidt tøvende over for denne kobling af Marx og Grundtvig. Og jeg kan jeg ikke vurdere, om den holder vand.

Hertil må jeg vist henvise til en egenhændig læsning af Larsens bøger.

Ejvind insisterer dog på, at udlægge Grundtvigs forståelse af ordet kommunisme. ”Vi er, Thomas Emil, et sted i teksten hvor Grundtvig refererer til Lukas’ fremstilling af det oprindelige liv i menigheden i Jerusalem: ’I de troendes mængde var eet hjerte og

een sjæl, så ingen af dem kaldte noget gods sit eget, men de var indbyrdes lige gode om alt’”.

Ejvind forklarer: ”For Grundtvig er den afgørende grund til at tro Lukas, at evangelisten netop ikke påberåber sig, at hele menigheden i Jerusalem var ét hjerte og én sjæl, altså fuldkommen i kærlighed. For det kunne Lukas nemlig overhovedet ikke vide. Det kan kun Gud, som bekendt! Lukas siger dog kun, at i mængden af de troende var der ét hjerte og én sjæl. Og bestemmer altså ikke, hvor vidt det gik i dybde og i omfang, men, som Grundtvig videre skriver, ’kun, at det gik så vidt, som det behøvedes for at avle udvortes fællesskab om timeligt gods, hvad kommunismen i den nyeste verdenshistorie lærer os, man, endogså uden al kristen tro og kærlighed, kan stræbe at iværksætte’. Og dette, Thomas Emil, står i Begtrups udgave af Grundtvigs skrifter, 10 bind, side 108, og det må du altså tage med i interviewet. For det er et afgørende sted for Grundtvig. Et sted som alt for ofte er blevet overset af andre forskere. Naturligvis ønsker Jesus ikke stalinisme, maoisme og Gulag. Men Grundtvigs udlægning af kristendom som et udvortes fællesskab om det timelige, er en hæderlig udlægning af kristendom, hvis du spørger mig.”

Nu er der gået tre timer, og undervejs i vores samtale har en flaske cognac sneget sig ind i legen. Langsomt er jeg mere klar til at gå til Larsen. For er det ikke det rene hykleri at påkalde sig ”andelstanken genopfundet”, ”økonomisk demokrati”, ”omorganisering af arbejds- og produktionsforhold”, når manden selv har siddet som chefredaktør på Information, et af de firmaer som faktisk var medarbejderejet. Er det, med andre ord ikke for nemt at ønske oprør fra midten, når man selv sidder på toppen? I hvert fald den kulturelle top? hykleri og gyldighed ”Jo, det er da hyklerisk. Men det troede jeg da, vi to var blevet enige om fra starten af. Vi er nogle røvhuller hele bundet. Men derfor skal vi jo alligevel leve sammen. Og her bør det dog stadig være således, at man kan fremstille en hypotese, selvom man er gennemført hykler. Ellers kunne vi aldrig få forslag på banen, for vi skal ikke forvente, at den gamle Gud kommer igen og rækker dem ned fra him-

melen. Det er bestemt ikke en dårlig ide at lytte til en hykler. Det er snarere sagt helt nødvendigt, at vi lytter til hinanden. Og jeg håber, at mine forslag vil blive taget seriøst, for jeg synes, i al beskedenhed ikke, at de er blevet falsificeret af, hvad vi har set i vore omgivelser. Mine skrifter er ’en overbevisning,’ og jeg håber, de vil blive taget seriøst som sådan. Der ér altså forskel på ren snik-snak og på kvalificerede skøn. Og det haster med at få diskuteret disse sager. At få kultiveret folkeligheden. Der er nemlig færre og færre hyklere, som føler sig overlegne (i både negativ og positiv forstand) nok til at kunne tage fat på disse store spørgsmål. Rigtig mange kan knapt nok få en dagligdag af nødvendigheder til at hænge sammen. Rigtig mange træller under nyttens slavepisk, hvor vi skal arbejde længere, mere intensivt og mere effektivt i konkurrencedygtighedens navn. Mange folk, jeg kender rigtig godt, lider i dén grad under Den Økonomiske Vækst, passende forkortet DØV! Og jeg mener, at det er gennem en folkelig vækkelse, at vi kan og skal ændre dette. Og det er bestemt ikke blot mine nære venner, som lider.

Den såkaldte natur kan heller ikke klare det, så efter vi har vækket det danske folk, må vi videre med Norden, Europa og Verden.”

Jeg indser, at der tydeligvis er nok at tage fat på. Og når jeg tænker, at jeg da har det meget godt og synes at kunne finde små pauser og lærkereder her og der, og derfor ikke behøver den store reform for at undgå afgrunden, insisterer Larsen på, at han selv havde det præcis ligedan i min alder. Men at mit fremtidige ophold i arbejdslivet med en eventuel familie og krav til konstant performance nok skal få mig til at indse, at noget skal laves om. Det skøn kan jeg af praktiske årsager ikke falsificere på nuværende tidspunkt, men jeg tygger da på det og må endelig spørge til, hvad de seneste fire timers store tanker sådan konkret kan udmøntes i. ”Hvad skal der gøres?” var titlen på Lenins kampskrift i 1902. Hvad end han svarede, gik det som bekendt helt galt!

Larsen kender om nogen til utopiernes faldgrupper, så jeg tør godt stille ham spørgsmålet. hvad skal der så gøres?

For Larsen destillerer Grundtvig det folkelige program, når han i tredje vers af ”Kærlighed til fædrelandet” skriver:

”Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit, er ej blot dog at undskylde men er hele lovens fylde.”

Evnen til, gennem dialogen, gennem pausen, gennem begejstringen, gennem benovelsen at kunne gøre op med det monologiske system, som for tiden regeres af DØV, er programmet, der kan og bør udgå fra vores kristne fundament her i landet. ”Det vigtigste er at synge, danse, skrive, og spille komedie”. Og Larsen nævner mange andre mulige tiltag, som alle har det til fælles, at de er helt igennem u-nyttige: ”Brug umådelige mængder tid på alle porno-siderne på nettet. Det er en totalt CO2 fri beskæftigelse. Spil fodbold med vennerne. Find en sten med et hul i og sving den rundt i en snor.

Tegn et abonnement på Højskolebladet eller noget andet, som er helt og aldeles u-nyttigt. Som dyrker pausen og fordybelsen og som i hvert fald ikke kan ikke medberegnes i hverken konkurrenceevne, betalingsbalance eller globaliseringsplanen.”

Og hvad er højskolernes rolle så i dette? ”Det er da åbenlyst. Den ’grundtvigske lejr’ har de sidste tyve år været for tavse omkring at sige fra over for DØV. Og det er helt forkert, når nogle højskoler begynder at reklamere for deres kurser som kompetence-udvikling; som noget, der kun har værdi, fordi det passer så net ind i DØV’s rasende strøm af ord og regler og idéer om, hvordan vi skal være mennesker sammen.”

Men Ejvind, spørger jeg, er jeg naiv hvis jeg påstår, at der i dagens samfund stadig er masser af sprækker, hvor jeg selv kan lirke en lille pause ind og patetisk begejstres over en solnedgang? ”Jo, der er naturligvis stadig pauser.

Men de er blevet kortere og kortere, ikke bare for voksne, men nu også for børnene, som del af deres opdragelse skal have udarbejdet karriereplaner.

Det er der sgu ikke meget kristeligt gehør i. Der er ikke meget blik for, at vi mennesker ikke har den endegyldige løsning og derfor skal holde os fra at spænde andre for en vogn. Hvis vi erstatter ’Gud er død’ med ’Gud er DØV,’ har vi netop indsat en ny gud.

Og ikke en, som jeg har lyst til at leve under.”

Og er konklusionen så, at denne kristelighed ikke nødvendigvis afhænger

af Jesus, men snarere af, hvem vi dog kan bruge til at bryde med trangen til at indsætte en ny gud i stedet for den gamle? ”Ja, men skal vi alligevel ikke også eksistere på en ny gud? Jo, det bliver vi nødt til. Det bør så være en dialogisk/ økologisk folkelighed, som jeg her har forsøgt at skitsere. Og jeg mener bestemt ikke, det er blevet modbevist som en dårlig idé!”

Det er nu hen ad eftermiddagen, og jeg er kommet hjem til mig selv. Det der med pausen fascinerer mig, og jeg prøver at finde ud af, hvad Carl Nielsen angiveligt har sagt angående behovet for pausen: I artiklen Musikalske Problemer skriver han; ”Hvad er nemlig en saadan pause? Den er … ikke en afbrydelse, men en underforstaaet fortsættelse af den musikalske strøm.”

Hvad der sker i pausen er altså noget ”underforstået”. For Carl Nielsen er det noget underforstået i sammenhængen mellem musikkens partier. For Grundtvig ville det nok være en underforstået folkelig sammenhæng mellem danske borgere. Men for Ejvind Larsen er det mere end dette. Jeg er bestemt ikke sikker på, hvad det er, men det er vist noget med en underforstået sammenhæng mellem os selv og det, vi færdes i og med.

s. 21

tema Med Gud i hælene

s. 22

Kristendom som Oplysningens moder - en myte At kalde oplysningen for et barn af kristendommen er intet andet end en komfortabel historieforfalskning af jens-martin eriksen og frederik stjernfelt

december 2008

meget ofte møder man den påstand, at oplysningen er vokset ud af kristendommen.

Det kan fx hævdes af kristne, der er ivrige for at distancere sig fra nogle af deres religions mere dystre aspekter i fortiden - og som til gengæld måske gerne vil have lidt af æren for oplysningens fortjenester. Argumentet kan også findes hos oplysningstilhængere, der dels gerne vil give oplysningen større historisk dybde, dels gerne vennesælt vil formæle modsætningerne mellem to, kristendom og oplysning. Det kan også findes hos anti-oplysningstilhængere, der gerne vil relativere oplysningens mere universalistiske fordringer ved at hævde, at oplysningen i sig selv er et partikulært produkt af en bestemt, kristen kultur og således bare er et stykke europæisk kultur – dette argument kan findes hos forskellige multikulturalister, islamister og mange andre. Men alle varianterne deler en kulturalistisk myte - at oplysningen er en bestemt, kristen kultur.

Mod dette kan anføres mange ting.

For det første kan man sige, at oplysningen på ingen måde kun har fundet sted i Europa. Mange andre kulturer har intensive oplysningsperioder, man kan fx pege på de gamle mesopotamiske kulturer, hvor handel, videnskab og bykultur udvikles, man kan tænke på den islamiske guldalder 800-1100, da Bagdad var klodens mest oplyste by; man kan pege på flere forskellige perioder i kinesisk historie, man kan som Amartya Sen pege på 1500-tallets indiske oplysning, hvor både ateisme og rationalisme stod stærkt, man kan pege på de mellemamerikanske kulturers fremskredne astronomi og

matematik, og meget andet. Men selv hvis man fokuserer på den stærke europæiske variant af oplysning de seneste århundreder, så er det en tilsnigelse, der nærmer sig falsum, hvis man hævder den vokser modstandsløst frem af kristendommen. Der er den bitte kerne af sandhed i påstanden, at der er visse sider af kristendommen, der kan fortolkes som oplysningsvenlige - såsom skellet mellem kejserens og guds rige og det institutionelle skel mellem stat og kirke (som reformation og enevælde dog tenderer mod igen at opløse), der er næstekærlighedsbuddet som en art tåget foregribelse af individuelle rettigheder, og der er, ligesom hos islam, monoteismen, der suger al uforudsigelig hellighed ud af denne verden, der så til gengæld bliver tilgængelig for videnskabelig udforskning. Men selv om der er visse sider af kristendommen, der har kunnet understøtte oplysningen, er der lige så mange eller flere sider, der trækker i modsat retning.

Kætterforfølgelser, inkvisition, klerikalt hierarki, den katolske kirkes konstante indblanding i statslige og andre verdslige forhold, reformationens grundlæggelse af statskirker, hævdelse af åbenbaret viden over for erfaret viden og deraf følgende antividenskabelighed, censur, omfattende kristne religionskrige. Disse mange sider viser sig også i de konkrete kampe, som oplysningen reelt måtte føre imod både kirken og enevælden af guds nåde i 16-1800-tallet, hvor oplysningen ikke på nogen måde automatisk blev fremmet af religionen, tværtimod. At dække disse hårde kampe ind under begreber som et ”dialektisk” forhold

s. 23

mellem oplysning og kristendom er intet andet end en eufemisme, der skjuler, at kirken endnu i denne periode var en formidabel og modbydelig modstander. Endelig overser denne historieforfalskning de mange påvirkninger den europæiske oplysningsproces modtog fra ikke-kristne kilder – fra de andre kulturer som opdagelsesrejserne bragte Europa i kontakt med, fra islamiske filosoffer (Averroes, Avicenna, osv), fra Indien (”arabertallene”), fra Kina (krudt, kompas, papir etc.), fra den antikke tænkning (videnskab, filosofi, demokratisk politik), fra Rom (romerretten som sækulært retssystem, det ikkeetnisk definerede statsborgerskab, republikken, humanitas-begrebet fra stoikerne) - og meget, meget mere.

At kalde oplysningen for et barn af kristendommen er intet andet end en komfortabel historieforfalskning. Og det er endnu en variant af kulturalismen, fordi den vil gøre oplysning til en partikulær kultur, der så kan rodfæstes i Europa og kun der. Om man så vil dyrke eller forkaste denne partikulære kultur, så er en sådan intellektuel operation lige uholdbar.

Artiklen er et uddrag fra Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts bog Adskillelsens politik, der er udkommet på Gyldendal i år.

»

Kætterforfølgelser, inkvisition, klerikalt hierarki, den katolske kirkes konstante indblanding i statslige og andre verdslige forhold, reformationens grundlæggelse af statskirker, hævdelse af åbenbaret viden over for erfaret viden og deraf følgende antividenskabelighed, censur, omfattende kristne religionskrige.

tema Med Gud i hĂŚlene

s. 24

Lille kristendomsapologi

Antifon

december 2008

s. 25

ESSAY: Hvordan kristendommen kan være rationalitetsfremmende, samtidig med at den tager forbehold over for den overdrevne fornuftsdyrkelse af lars christiansen det er blevet sagt så ofte, at der måske er noget om snakken: Religion er kommet på dagsordenen. Længe troede vi, at efterhånden som verden blev mere moderne, oplyst og velstående, ville religionen lige så stille forsvinde, næsten ligesom barnet efterhånden lærer at cykle uden støttehjul. Nietzsche havde jo fortalt os, at Gud er død. Fra Marx vidste vi, at religion er folkets opium, og Freuds diagnose lød, at Gud var en psykisk projektion, en forstørret faderfigur, en illusion simpelthen, der umuligt kunne have nogen fremtid. Men vi måtte tro om igen. Selv om der er god plads på kirkebænkene søndag formiddag, fortæller avisernes debatsider, nyhedsstoffet og en strøm af nye bogtitler om en genopvakt, intens interesse for sagen: Historikere, biologer, sociologer og filosoffer diskuterer religion, f.eks. oplysningstænkeren Jürgen Habermas, hvis samtalebog med pave Benedikt XVI er en af de mere opsigtsvækkende indikatorer på religionens genkomst.

Emnet for filosoffens og teologens diskussion er kristendommens betydning som før-politisk grundlag for det sekulære, liberale demokrati (dvs. hvorvidt kristendommen har skabt det fælles værdigrundlag og den

solidaritet, der holder sammen på samfundet og for så vidt er de vestlige demokratiers mulighedsbetingelse).

Det afføder spørgsmålet, om modernitetens tiltagende afkristning fører til en krise for det liberale demokrati, da det ikke længere nyder godt af kirkens produktion af social kapital og ikke selv er i stand til at reproducere det nødvendige moralske kit. Habermas besvarer spørgsmålet med en elegant, dialektisk spagat: på den ene side argumenterer han for, at den liberale stats forfatningsgivne rettigheder, samt borgernes deltagelse i den demokratiske proces og den offentlige samtale, ideelt set selv skaber statens fornødne legitimitet og normative grundlag, „uafhængigt af religiøse og metafysiske overleveringer“. Men samtidig konstaterer han opløsningstendenser i form af smuldrende medborgerlig solidaritet, vigende politisk engagement, samt værdirelativistiske og irrationelle intellektuelle strømninger. Og her mener han, at det religiøse sprog har en rolle at spille, fordi det råder over særlige erkendelser og intuitioner, billeder og symboler, som det profane og rationelle sprog ikke ejer. Dette særlige „sandhedspotentiale“ kan revitalisere værdigrundlaget, og alene af den grund er religiøse stemmer en nødvendig og legitim del af den offentlige diskurs.

Habermas formulerer det således: „Det er derfor i forfatningsstatens egen interesse, skånsomt at omgås alle de kulturelle kilder, der nærer borgernes normbevidsthed og solidaritet. Denne bevidsthed, der er blevet konservativ, spejler sig i talen om ‘det postsekulære samfund’.“ Spørgsmålet om religionens samfundsopretholdende kraft og modernitetens værdiopløsende konsekvenser er imidlertid lige så gammelt som det moderne selv, og der er da også andre, mere presserende årsager til, at religionen er sluppet ud af privatsfæren og ind i offentligheden:

nemlig islamisternes terror og tilstedeværelsen af et stort muslimsk mindretal i Europa, for hvem religion ikke blot er genstand for filosofisk - eller æstetisk - interesse, men et spørgsmål om liv og død. Den multikulturelle, multireligiøse virkelighed har mindet os om, at vi lever i en kultur, der er afgørende præget af kristendommen, og den har tvunget os til at reflektere over religionens politiske, sociale og kulturelle følgevirkninger. Men det har vi svare problemer med: Årtiers afkristning har gjort os til religiøse analfabeter, der ikke ved, hvorfor vi fejrer pinse, men til gengæld er velinformerede omkring udviklingen i den amerikanske rente, Mellemøstforhandlingerne eller indholdet af regeringens kvalitetsreform. Desuden har vi lært, at religion er en sekundær, afledt størrelse, som er betinget af primære sociale, økonomiske og teknologiske strukturer. Mentalt hænger vi på sin vis stadig fast i eftervirkningerne af den dialektiske materialisme. I det hele taget har den gamle dannelses toneangivende triumvirat af kulturradikalisme, marxisme og psykoanalyse fremmedgjort os for drivkræfterne i det, der med et omstridt, men indtil videre uudryddeligt begreb kaldes „civilisationernes sammenstød“: Vi forstår ikke, hvorfor andre definerer os ud fra religiøse kriterier, vi tror, at alle konflikter primært skyldes tomme maver og ressourcespørgsmål, og vi skal først vænne os til, at religion og kultur også kan være primære motivationsgrunde samt skabe samfundets strukturer. ateismens genkomst Religionens genkomst kalder naturligvis på religionskritik. Sådan skal det være. Et besnærende og letfatteligt bud på en sådan leveres af det fænomen, som medierne har døbt „Den Ny Ateisme“. Man kunne hævde, at betegnelsen er uheldig, idet de nye

tema Med Gud i hælene

s. 26

»

Årtiers afkristning har gjort os til religiøse analfabeter, der ikke ved, hvorfor vi fejrer pinse, men til gengæld er velinformerede omkring udviklingen i den amerikanske rente, Mellemøstforhandlingerne eller indholdet af regeringens kvalitetsreform.

ateisters religionskritik ikke indeholder noget afgørende nyt på indholdssiden. På den anden side er betegnelsen velvalgt, fordi ateismen jo er negativt afhængig af sin modpol, teismen, og derfor er vendt tilbage sammen med religionen. Nyateismens mest markante repræsentanter er Christopher Hitchens, der har skrevet Gud er ikke stor. Hvordan religion forgifter alting, Sam Harris, forfatteren til Troens Fallit og Brev til en kristen nation, samt Richard Dawkins, der har skrevet: Illusionen om Gud. Deres slagkraftige og populære budskab går i al sin enkelhed ud på, at religion som sådan er roden til næsten alt ondt i verden, en evig kilde til vold, intolerance, fordummelse og bagstræb; en sutteklud for svage sjæle, der ikke tør se endeligheden i øjnene. Nyateisternes mission er at hugge sig vej gennem overtroens vildnis med videnskabens

december 2008

og rationalitetens økse og føre menneskeheden ud i forstandens klare lysning. Til formålet konstruerer de prototypen på en „troende“, som til forveksling ligner en fanatisk mullah eller en fundamentalist fra USA’s bibelbælte. Denne karikatur latterliggøres (en taknemmelig opgave), og fremstillingen krydres med en perlerække af hårrejsende, bloddryppende (og ofte misforståede) bibelcitater, inden de sætter trumf på med eksempler på uhyrligheder og dumheder begået i Guds navn. De ny ateister anerkender ikke sondringen mellem tro og viden; der er ingen forståelse for, at religionens „sandhedspotentiale“ ligger på et andet plan end naturvidenskabens, at det religiøse sprog ikke nødvendigvis består af konstative, empiriske, falsificerbare læresætninger, som konkurrerer direkte med naturvidenskaben. I stedet fremturer de med hjerneforskning, evolutionsbiologi etc. og kræver en tilsvarende håndfast, videnskabelig bevisførelse for Guds eksistens. Heri ligner de til forveksling deres bibelfundamentalistiske modstandere, f.eks. kreationisterne, der også tager polyvalente, symbolske og metaforiske udsagn på ordet, så at sige. Begge parter opfatter Gud vulgær-materialistisk som en hvidskægget supermand, hvilende på en sky. De er fælles om den antagelse, at kristendom er det samme som biblicisme. Nyateisternes kritik af kristendommen lider stærkt under, at de ikke er synderlig interesseret i teologi, som Harris kalder for „en beretning om en flok boglærde, optaget af at dissekere et kollektivt selvbedrag“. Da de ikke skelner mellem religion og teologi og tilmed er dårligt historisk informerede, medfører det gedigne svipsere i deres argumentation; de render åbne døre ind og misforstår i et væk. For eksempel „afslører“ Dawkins, at Det Ny Testamente blev nedfældet efter

Jesu død, og tror, at han dermed fortæller noget nyt; Hitchens ser historien om Abraham, der på Guds befaling drager ud for at ofre sin søn Isak, som et fældende bevis på gammeltestamentlig grusomhed, men overser, at historien ender med, at Gud griber ind og afskaffer menneskeofringer. Altså et fremskridt i humanitet.

Det falder ingen af dem ind, at Jesus var en skånselsløs religionskritiker (tænk bare på hans hårde ord til farisæere og skriftkloge), og de ignorerer ecclesia semper reformandum; kirkens vedvarende forandring og selvkritik gennem f.eks. reformation og oplysningstid. Milepæle lige fra renæssancens bibelhumanisme til oplysningstidens kritiske hermeneutik over f.eks. liberal teologi, dialektisk teologi, afmytologisering eller eksistensteologi synes dem ligeledes ukendte, og nyateisterne gebærder sig i det hele taget, som om de selv har opfundet religionskritikken. Ikke overraskende fokuseres der nærmest eksklusivt på religionernes - alt for lange - synderegister og historiens dystreste skikkelser; Ayatollah Khomeini frem for Frans af Assisi.

Kirken er pr. definition et undertrykkelsesinstrument, ikke en kilde til modstand mod undertrykkelse - som for få år siden i Polen under kommunismen. Kristnes moralske handlinger bortforklares tyndt; Hitchens mener f.eks., at teologen Dietrich Bonhoeffers modstand mod nazismen ikke skyldtes hans tro, men hans humanistiske sindelag! En temmelig abstrakt adskillelse af tro og sindelag, der også er temmelig respektløs over for Bonhoeffer, der blev hængt i kz-lejren Flossenburg i 1945. I sin iver efter at gøre religion ansvarlig for alt ondt, slipper Hitchens nemt om ved den kendsgerning, at ateister som Mao, Stalin og Hitler er verdenshistoriens største mordere: Kommunismen og nazismen efterlignede kirken, påpeger

han, altså var de religioner. Nej, de var perverse politiske religionserstatninger, men det er vel ikke et argument imod religion? Man kunne tværtimod se det som et bevis på, at når religion forbydes, bliver politik til religion.

Samme indvending kan man gøre gældende mod Sam Harris: Han sideordner de totalitære bevægelser og religionen, idet han mener, at begge hviler på irrationelle antagelser.

Dermed overser han også, at både nazismen og kommunismen byggede på hver deres „videnskabelige“ teorier om hhv. racen og klassekampen, som for få årtier siden var omgærdet af videnskabens respekt. Det er måske trivielt drilleri at pege på ateisternes religiøse træk, men hvad er deres missionsiver og frelserfantasier andet end forvildede religiøse energier og abstrakt idealisme, der søger verdslig befrielse fra det onde ved at afskaffe religionen? Harris drømmer om et „fornuftens kongerige“, hvor mennesker kun tror på logiske ræsonnementer og videnskabelige beviser, og en rationel moralvidenskab. Stillet over for denne fromme utopi kunne man f. eks. ønske sig dybere overvejelser over, hvorfor 1700‑tallet, rationalismens århundrede, mundede ud i den franske revolutions ateistiske rædselsregimente, og om den såkaldte autonome fornuft, der både har opfundet penicillin og atomvåben, af sig selv kan begrunde og opretholde en forpligtende, universel etik. Troen på fornuftens og videnskabens lyksaligheder er netop: Tro – og dermed lige så „irrationel“ som troen på Gud. Evolutionsbiologen Dawkins’ kulturelle skyklapper kommer f.eks. til udtryk i hans anekdote om, at hvis man tager en munk fra 1300‑tallet og flytter ham til nutiden, ville han nok vide meget om Gud, men han ville, som det nedladende konstateres, ikke være i stand til at besvare de mest elementære videnskabelige spørgsmål. Nej,

selvfølgelig ikke, men han ville sandsynligvis vide noget om Thomas Aquinas, Cicero og Ovid, og det er dog også noget, skulle man mene. Det samme snæversyn finder man i Hitchens’ påstand om, at litteraturen er „bedre“ til at behandle etiske problemstillinger end religion. I den forbindelse henviser han til en række klassiske forfattere, bl.a. Shakespeare og Dostojevskij. Dem kan man imidlertid ikke forestille sig uden Bibelen, som litteraten Northrop Frye har kaldt „den store kode“; underteksten i den vestlige litterære kanon.

Denne blindhed over for deres egen kulturelle og religiøse baggrund er symptomatisk for nyateisterne, der generelt synes at lide af den vildfarelse, at man kan forestille sig Vestens kultur uden kristendommen. Det minder om vittigheden om en gruppe professorer, der efter en god middag tænder for cigarerne og nipper til cognacen. En af dem spørger sidemanden, hvilken trosretning han tilhører, hvortil denne svarer, at han er intellektuel og selvfølgelig ateist. Det er vi jo alle, siger den første, men er du en katolsk, protestantisk eller jødisk ateist?

Bestsellerlisterne viser imidlertid, at nyateisterne har stor succes, ligesom det heller ikke skorter på hjemlige anmelderklakører. Det kan virke overraskende, al den stund de beskriver en virkelighed, der ikke har ret meget med danske, protestantiske forhold at gøre; det eneste eksempel på politisk indblanding fra folkekirkens side i nyere tid er hyrdebrevet mod jødeforfølgelserne under krigen; ligeledes er det svært at få øje på en grasserende bibelfundamentalisme, der forpester den frie, rationelle meningsudveksling og kræver Darwin ud af skolen. Det er oplagt, at Den Ny Ateisme i den forbindelse profiterer af et posttraumatisk stresssyndrom efter 9/11 og Muhammed-krisen, der nærer de generelle anti-religiøse affekter. Og

»

I Danmark er tro blevet et så privat anliggende, at det næsten er blufærdighedskrænkende at tale om det. Samtidig har vi dyrket den mærkværdige forestilling, at man sagtens kan være en god kristen uden at sætte sine ben i kirken, for det kommer jo an på det indre. Der er kun et lille skridt fra inderliggørelsen og usynliggørelsen af troen, til den visner bort.

s. 27

Sleeping

s. 28

december 2008

s. 29

tema Med Gud i hælene

s. 30

»

Selvom man længe har høstet mere hån, spot og latterliggørelse ved at forsvare end ved at angribe kristendommen, så virker det som om den stadig opfattes som en trussel mod den frie tanke og den frie forskning. På den baggrund ligner det et lille mirakel, at kirken har overlevet den marxistiske bølge, 68’ernes generelle anti-traditionshysteri og djøf ’ernes lige så historieløse nytte- og effektivitetstænkning.

december 2008

selvom nyateisterne iscenesætter sig som provokatører, rummer deres religionskritik faktisk en god portion politisk korrekthed, idet de af angst for at „diskriminere“ vælger den løsning, at problemet er religion som sådan, uden at pege fingre ad nogen.

Dermed stilles der heller ikke krav til en kvalificeret skelnen mellem religionernes forskellige fremtrædelsesformer, hvilket bekvemt imødekommer den forskydning i dannelsens tyngdepunkt, som man kan kalde kristelig analfabetisme: Når den generelle viden om økonomiske, politiske og sociale spørgsmål er vokset i samme grad, som den generelle viden om helt elementære forhold inden for teologi, kristendom og kirkehistorie er svundet ind, så kan alt være et fedt, og Den Ny Ateismes karikatur kan tages for gode varer. De nye ateister har selvfølgelig ret i, at der ikke skal vises særlige hensyn til trosretninger eller religiøst begrundede synspunkter i den offentlige debat, men deres egne standpunkter skal heller ikke skånes. Fordømmelse af religion under henvisning til dens excesser svarer nogenlunde til at forkaste politik pga. bolsjevismen. I det hele taget er der jo ikke noget som politik, der kan vække lidenskaberne og stifte ufred og splid. Og hvad med kærlighed? Den kan jo føre til jalousidrab. Meget tyder dog på, at både politik, kærlighed og religion er kommet for at blive, så det gælder nok om at akkommodere sig og skelne mellem deres forskellige fremtrædelsesformer. Da der ikke synes at være megen plads til en sådan differentiering hos Den Ny Ateismes forfattere, er de under ingen omstændigheder et godt udgangspunkt for en kvalificeret drøftelse af et af tidens mest påtrængende emner. Men om ikke andet tydeliggør deres stereotyper behovet for oplysning til de dannede blandt religionens foragtere. Og deres aggressivitet

viser behovet for en ny apologetik fra kristendommens forsvarere, der ligesom de første kristne i det gamle Rom må værge sig mod uhyrlige anklager og bagvaskelse. Gudskelov er gladiatorarenaen i mellemtiden erstattet med offentlig meningsudveksling. Takket være kristendommen. […] afkristning I Danmark er tro blevet et så privat anliggende, at det næsten er blufærdighedskrænkende at tale om det.

Samtidig har vi dyrket den mærkværdige forestilling, at man sagtens kan være en god kristen uden at sætte sine ben i kirken, for det kommer jo an på det indre. Der er kun et lille skridt fra inderliggørelsen og usynliggørelsen af troen, til den visner bort. Teologen Viggo Mortensen har udtrykt dette forhold meget præcist: Det ideelle syn ud fra en protestantisk socialetik var, at med kristendom og samfund var det som med sukker i vand. Kristendommen skulle ikke give konkrete anvisninger på, hvordan man skulle leve, for det kunne den alligevel ikke. Nej, evangeliet skulle forkyndes således, at hver enkelt fik mod til at realisere den evangeliske inspiration bedst muligt i konkret arbejde for næsten, nu ikke som bestemte kristne gerninger, men udtømt i det almindelige menneskelige liv – som når sukker opløses i vand (…)Vanskeligheden var og er imidlertid, at den kristne inspiration kan forsvinde. Fordi den i en vis forstand skal være skjult, så kan den også forsvinde i glemmebogen.

Frygten for, at alting falder fra hinanden og opløses i anarki, når den centrale normgiver svækkes, står imidlertid over for en anden konsekvens af afkristningen; at „værdierne“, hvis de ikke længere relativeres af evangeliet,

Dreaming

s. 31

kekirkemodel, altså kirkens og statens endegyldige skilsmisse, i hvert fald ikke er nogen garanti for, at religion og politik lader hinanden være. Tværtimod vil en privatiseret kirke stå i fare for at blive kuppet af sekterisk lobbyisme og politiserende præster, der tager stilling til alt mellem himmel og jord, frem for at forkynde evangeliet rent og purt. Sekularismens fortalere, der bl.a. argumenterer med hensynet til menneskerettigheder og religionslighed i et multireligiøst samfund, burde i stedet overveje fordelen ved statens forlovelse med en evangeliskluthersk kristendom, der på forhånd accepterer skellet mellem de to sfærer, der lærer, at den enkelte skal adlyde øvrigheden, som til gengæld ikke skal blande sig i den enkeltes tros- og samvittighedsspørgsmål. Religion trumfer ikke politik i verdslige spørgsmål, og politik trumfer ikke religion i åndelige spørgsmål. I det lys kan det sagtens forsvares, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed.

inficeres af hjemløse religiøse energier og bliver hellige og absolutte. Man risikerer at ende i en ny slags lovreligiøs fromhed og missionsiver, som det f.eks. ses af danskernes efterhånden temmelig inderlige forhold til profane størrelser som velfærdsstat, demokrati og menneskerettigheder. En mere dramatisk konsekvens kan udledes af vore historiske erfaringer, der har gjort os følsomme for det delikate forhold mellem politik og religion. Vi vidste fra middelalderen, at kirken bliver voldelig og repressiv, når den får magtpolitiske ambitioner. Den har bedst af at kon-

centrere sig om at forkynde evangeliet.

Konfessionskrigene i det 16. og 17. århundrede lærte os nødvendigheden af religionsfriheden. Det 20. århundredes totalitære ideologier, der ville realisere paradis på jord, bør til gengæld lære os, at staten kan få messianske ambitioner, når den ikke længere holdes i ave af evangeliet. Staten har bedst af at koncentrere sig om den ydre og ikke den indre velfærd, og det sikres bedst ved, at politik og kristendom nok adskilles, men ikke kapper forbindelsen helt. På et mindre dramatisk niveau betyder det, at afskaffelsen af den danske fol-

modkultur En ny apologetik står ikke bare over for en ny ateisme, men også et nedarvet dansk kirkefjendskab: Siden det moderne gennembrud har kirken været central skydeskive i opgøret med den overleverede borgerlige kultur og moral, fordi den repræsenterer den absolutte autoritet. Lidenskaben bag opgøret røbes af disse linjer i et brev, den unge Georg Brandes skrev til sin moder: „Hvad man ikke gerne vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: det mest levende had til kristendommen, af mit ganske hjerte skal jeg altid istemme Voltaires Écrasons l’Infâme.“ Fra det gamle, kulturradikale dannelsesborgerskab er denne holdning sivet ud i mellemlagene, hvor den har bevaret sin progressive og antiautoritære aura. Hundrede år efter Brandes og Nietzsche findes der stadig selvudnævnte ateister, der i ramme

tema Med Gud i hælene

s. 32

alvor dyrker en heroisk selvopfattelse.

De ser sig selv som tabubrydere og dissidenter, der uforfærdet nagler deres kætterske teser fast til kirkens porte.

At modstanderen for længst har rømmet stillingerne, og at fremstødene er fuldstændig risikofri, synes ikke at gøre nogen forskel: Selvom man længe har høstet mere hån, spot og latterliggørelse ved at forsvare end ved at angribe kristendommen, så virker det som om den stadig opfattes som en trussel mod den frie tanke og den frie forskning.

På den baggrund ligner det et lille mirakel, at kirken har overlevet den marxistiske bølge, 68’ernes generelle anti-traditionshysteri og djøf ’ernes lige så historieløse nytte- og effektivitetstænkning, der ensidigt fokuserer på det umiddelbart samfunds- og privatøkonomisk relevante. Professor Hans Hertel, der vist ikke har særlig meget imod at kaldes arvtager efter kulturradikalismen, har i et læseværdigt essay kritiseret dødvandet i den kulturradikale holdning til kirken: „

Madonna

december 2008

… der er stadig forbløffende mange fordomme i omløb om den kirke.

Mange gamle aggressioner - jeg havde nær sagt: overleverede pubertetsoprør.

Det var piskenødvendigt, da Georg Brandes, Henrik Pontoppidan & Co. for 75‑100 år siden gjorde op med klerikalt hysteri, indremissionsk fordømmelse og den evige indtampning af sort syndsbevidsthed, den kroniske skyld, men det oprør er der ikke brug for nu.“ Nej, der er mere brug for modkulturen i kirken, hvor man kobles op på noget, der går ud over hverdagen og det umiddelbart samfundsrelevante, hvor der tales offentligt til den enkelte som et åndeligt væsen, ikke som forbruger, arbejdskraft, skatteyder eller stemmekvæg. Der er brug for Folkekirken som en navlestreng, der forbinder os med vor egen og en fælleseuropæisk kulturtradition; der både markerer og ophæver skellet mellem nationalt og internationalt. I kirken er man kristen som en del af en menighed, i modsætning til nyspiritualitetens privatisering

af det åndelige, der kan tage form af en selvnydende bekvemmelighedsflugt ind i inderligheden. I kirken tales der også til det „indre menneske“, men der forkyndes ikke kontemplativ verdensfornægtelse eller narcissistisk sjælegranskning: Her sættes yderligheden højere end inderligheden. Og mens coachingkulturen lærer, at hvert enkelt menneske rummer en uendelig fond af kreative potentialer og ubegrænsede muligheder, der bare venter på at frigøres, fortæller kristendommen om menneskets begrænsninger; vi er ikke perfekte, vi vil det gode og gør det onde, vi er ikke noget i kraft af os selv, men kun i kraft af det, vi får givet.

Artiklen er en forkortet version af Lars Christiansens bidrag til antologien Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed og kultur, redigeret af Morten Ebbe Juul Nielsen og Kasper Støvring, der netop er udkommet på Gyldendal.

Historien om dine højskolesange CENTERLEDER GRUNDTVIG CENTERET

Ved det nyoprettede Grundtvig Center er en lederstilling (37 t/u) ledig til besættelse pr. 1. marts 2009 eller snarest derefter. Grundtvig Centerets aktiviteter er primært placeret på Vartov, København og ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Centerlederen får sin hovedarbejdsplads på Vartov.

Centeret har til opgave at skabe en kommenteret og digitaliseret udgave af N.F.S. Grundtvigs værker samt fremme det almene studie af Grundtvig og hans virkningshistorie såvel nationalt som internationalt.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til dekan Carsten Riis, tlf. 8942 2240 eller e-mail: cr@teo.au.dk Opslagets fulde ordlyd kan ses på: www.teo.au.dk.

Ansøgningsfrist: tirsdag den 6. januar 2009 kl. 12.00.

Ansøgningen mærkes med opslagsnummer: 2008-212/4-25 Aarhus Universitet har 35.000 studerende, 8.500 medarbejdere og en omsætning på 4,8 mia. kr. i 2008.

Universitetets strategi og udviklingskontrakt kan ses på www.au.dk

Sanghåndbogen indeholder viden om alle højskolesangbogens 572 sange og salmer - leveret af 85 bidragsydere med særligt kendskab til de enkelte sange.

Pris: 298,-

Købes på hojskolesangbogen.dk eller ring 3336 4040

s. 33

debat Kommentarer

s. 34

Lys forude af pia stærmose, gymnasielærer, nordsjællands erhvervsgymnasium flere debattører har budt ind på højskolernes fremtidige kerneydelser ud fra den betragtning, at hvis kerneydelsen bare er i orden og har substans, så kommer eleverne. Jeg vil her slå på tromme for en anden synsvinkel.

Jeg har noteret mig, at de fleste debattører er fuldkommen enige i, at substans er noget i retning af en indre kerne af old-school-traditioner, såsom højskolesangbogen og måske morgensamlinger, omkranset af en række opdaterede tilbud, der alle matcher tidsånden, men altid tager sit udgangspunkt i følgende citat: ”Kunsten er at vende et andet menneske mod det væsentlige i deres liv og mod tanker og forestillinger, som er gunstige for det selv og fællesskabet”. Når man nu nærmest er enige om grundtanken, hvordan kan det så være, at problemet ikke er løst?

Mit ærinde her er at skaffe kunder i butikken ved at komme med en ide, der nemt kan blive til virkelighed, hvis nogen forstår at trykke på de rigtige knapper. Baggrunden for ideen er bl.a. følgende fortælling fra det virkelige liv: Sidste efterår faldt en 18-årig dreng ned fra taget på et hotel i London, hvor han var på studierejse med sin klasse fra et københavnsk gymnasium.

Det døde han af. Lige præcis en sådan ulykke har jeg og andre gymnasielærere landet over frygtet længe. Var han fuld? Sandsynligvis. Eller var ulykken

december 2008

resultatet af en ungdomskultur, der var ude af kontrol?

Igennem mange år har jeg undret mig over, at landets gymnasieskoler stadigvæk påtager sig at gennemføre disse såkaldte kultur/dannelsesrejser for en generation af unge, der allerede har rejst verden tynd med forældre og kammerater. Sandheden er, at alt for mange af disse rejser til Europas hovedstæder ender som rene drukture, som underviserne selvfølgelig ikke kan styre. Lærerne skjuler ofte deres magtesløshed ved at undlade at fortælle, hvad der egentlig forgår.

Ved at afskaffe studierejserne på landets gymnasieskoler, både på det almene gymnasium, hhx og htx og erstatte disse med en uges Højskoleophold med substans og egenbetaling selvfølgelig, har man både løst et problem for højskolen og for gymnasieskolen.

Gymnasieelever er vant til at bruge forfærdelig mange penge på studierejser i udlandet. Alle disse penge kunne lige så godt lande i højskolernes kasse.

Når eleverne bare en gang har haft en spændende højskoleoplevelse, er jeg sikker på at mange vil komme igen på andre kurser, og på den måde har man skabt en kæmpestor, never-ending kernemålgruppe, som vil blive højskolens fremtidige elever og ambassadører.

Hvem trykker på de rigtige knapper, så ideen kan blive til virkelighed?

»

Gymnasieelever er vant til at bruge forfærdelig mange penge på studierejser i udlandet. Alle disse penge kunne lige så godt lande i højskolernes kasse.

Den grønne agurk vs. den rådne banan af else mathiassen, forstander på vestjyllands højskole. jeg stod på bussen i københavn og stod og rodede lidt med pengene. Buschaufføren udbrød irriteret: ”Jyde”. - ”Ja” - sagde jeg ”og det er jeg stolt af ”.

Buschaufførens bemærkning var faktisk for intet at regne i forhold til den tur ”kjøwenhavnerne” får, når de drager den anden vej (Som I jo ved, er alle sjællændere københavnere i vestjysk optik.), men sådan er det jo.

Morsingboer har noget på Thyboer, Danskere på Svenskere. Det kan nok ikke være anderledes. Der ligger jo også en vis identitetsopbygning i sammenligningen med de andre.

En ting er det, når de forskellige landsdele driller hinanden i godmodighed. Anderledes alvorligt er det, når det er staten, der er medvirkende til at områder bliver trængt. Det kommer blandt andet til udtryk i at vores egnsteatre i øjeblikket er truet, hospitalerne bliver større og større og de sygehuse, der ligger i vores grønne agurk får færre og færre funktioner.

Seminarier og uddannelsessteder bliver lagt sammen i et væk og frygten for at uddannelsesmuligheder, og dermed de unge, helt forsvinder fra egnen er reel.

Sidste år lancerede et par meningsdannere begrebet ”Den rådne banan”. Der har før været snak om råddenskab i Danmark, men historisk har det været centreret omkring Kronborg og omegn. De af os der bor i det bueformede område (fra Thy ned langs vestkysten over til Lolland), ser det mere som en grøn agurk: en sund

grøntsag med masse af livgivende vand og en smule tørstof der på forunderlig vis holder sammen på det hele. Når man går ud og kalder vores hjem for rådne bananer føles det som et angreb på vores identitet. Især fordi de fleste af os faktisk gør en stor indsats for at få agurkerne til at blomstre og bære frugt, for at blive i havesproget. Et centralistisk Danmark gør sit for at nedkæmpe kampgejsten.

Jeg er vokset op i et udkantsområde og har boet med fødderne i Vesterhavet næsten hele mit liv. Jeg har igen og igen oplevet hvad folkelighed og enkelte ildsjæle kan stable på benene, uanset modsatrettede kræfter øst fra.

Og her tænker jeg ikke på Moskva, men på steder betydelig tættere på Kronborg. Når man bor langt væk fra de større byer, har man den fordel, at der ikke er noget, man kan læne sig op ad: Vi ved, at skal der ske noget, skal man skabe det selv, meget gerne med en uundværlig hjælp fra det vi kalder tilflyttere. Alt sker på grund af ildsjæle og lokalt initiativ. (Det lokal politiske liv kan man ikke nødvendigvis regne med.)

På Mors oplevede jeg, hvordan tilflyttere fik sat kampen mod atomaffald på dagsordnen. Ved et stort undersøgelsesarbejde og aktioner af informerende og kulturel art, var vi lokale og tilflyttere i høj grad med til at præge debatten. Alle kastede sig ind i arbejdet med alle deres kræfter. Vi var så få, at vi vidste, vi var nødvendige.

Jeg flyttede længere ned af kysten, til Fjaltring hvor folk langsvejs fra havde besluttet at lave et grønlandsk teater som egnsteater. Fjaltring er ikke andet en sand, blæst og det storslåede

Vesterhav, og alligevel er det nu en blomstrende kulturel landsby. Det begyndte med et grønlandsk teater, men er nu befolket af teaterfolk, malere, forfattere og livskunstnere af forskellige observans. For kultur avler kultur og samtidig har de lokale forstået, at de fremmede er byens mulighed for nyt liv.

Mit liv fortsatte ned af kysten. Til Vestjyllands Højskole i Velling ved Ringkøbing Fjord. I 1969 besluttede stovte landsbyboere at stedet skulle have en højskole. Selvtilliden fejlede ikke noget. Som sagt så gjort…. et kulturelt kraftværk Højskolen kom i gang, og jeg springer godt 30 år frem: Der indkaldes til møde i forsamlingshuset, hvor temaet er udkantsområder. Højskoleeleverne var inviteret med, og undervejs i debatten tog én af eleverne ordet. Hun syntes, der var for meget klynkeri. Vi skulle i stedet se, hvad der kunne være vores niche. Det rytmiske konservatorium i Silkeborg var blevet nedlagt og flyttet til Århus, (det var selvfølgelig ikke omvendt). Hun mente, vi havde et fantastisk dansested på Vestjyllands Højskole. Det skulle vi gøre til dansested nr.1 i Danmark, og samtidig gøre Vestjylland til et ”hipt” sted.

Jeg sad og tænkte: Ja - det kan hun sagtens sige. Hun er østfra og ved ikke, at der ikke er nogen hjælp at hente i Danmark, hvor man kun gider udkantsområder, når det er sommer og solen skinner. Men hun havde sået et lille frø.

Der gik få år, og vi havde fået en danseinstruktørlinje i gang.

Danselinjen har betydet, at vi har

s. 35

s. 36

FotoThomas Dausel

haft et historisk højt antal elever. Så ud over at give mange arbejdspladser, bliver Vestjylland kendt for også at være et kulturelt spændende sted.

De mange elever giver os mulighed for at blive et kulturelt kraftcenter med musik, teater, dans og foredrag.

Ved at lægge arrangementer om aftenen, kan vi være det kulturelle tilbud, som ellers har svært ved at løbe rundt, når det som altid i Vestjylland er billetindtægterne og ikke tilskuddene, der skal få det hele til at balancere.

Danseinstruktørerne skal have undervisningserfaring. Derfor undervises der i dans fra alverdens lande til gensidig gavn for eleverne og egnens befolkning. en bæredygtig fremtid Enhver egn må gennemtænke, hvad det er de kan og ikke mindst vil. Hvad er specielt? Hvorfor skal folk synes, at det er fantastisk at bo helt ude ved randen? Fælles for de steder er en skøn natur. Natur og økologi - og et ansvar for vores omgivelser hænger sammen.

Her er det igen folkeligheden, der kommer på banen som et fundament.

Begynde i det små og lade det vokse.

december 2008

Jeg vil fortælle historien om, hvordan en egn og en højskole kan give klimakonferensen et spark fremad ved at handle og ikke bare bruge ord.

Caroline og jeg sad og snakkede en sommerdag over en kop te.

Vi talte om huset: Muslinger i bunden, halm i væggene og græs på taget.

Vi talte om den historie materialerne fortæller. De har stået på marken i solskin og regn. Vokset i skoven.

Ligget i de norske fjelde i millioner af år - blevet nedbrudt, indtil det lige netop fik denne størrelse og form, så vi kunne bruge dem. Og vi talte om de mange mennesker, der havde lagt blod sved og også tårer i huset.

Vi talte også om den økologiske urtehave - et efterhånden stort projekt.

Om skolens ”økologiske” historie.

Vores vindmølle som blev et vartegn for over 20 år siden. I forbindelse med en ny og større mølle fik vi en såkaldt dypkoger, der omformer strøm til varme.

Vi talte om Eva-seminarerne, der var en udløber af diskussioner på de hedengangne Grundtvigkurser. Dengang besluttede man, at man ikke bare ville tale om bæredygtighed. Der måtte

»

Enhver egn må gennemtænke, hvad det er de kan og ikke mindst vil. Hvad er specielt?

Hvorfor skal folk synes, at det er fantastisk at bo helt ude ved randen?

Fælles for de steder er en skøn natur. Natur og økologi - og et ansvar for vores omgivelser hænger sammen.

Afrika s. 37

www.kiplingtravel.dk

Tanzania safari og Zanzibar Fantastisk safari med Lake Manyara, Serengeti og Ngorongoro afsluttende med badeferie på Zanzibar.

15 dage, daglig afrejse, fra................18.980,Det klassiske Indien og Nepal Grupperejse med dansk rejseleder til Indiens gyldne trekant, Varanasi og Kathmandu-dalen i Nepal.

13 dage, 5/2, 11/3, 10/10...................16.980,-

handling til. Vestjyllands Højskole fik et økologisk køkken.

Kunne vi ikke lave en alternativ folkelig uddannelse. Caroline, der er uddannet gartner, sagde, at det var sådan en uddannelse - om bæredygtighed - hun gerne ville have haft, og nu er fundamentet her for en ny linje. I løbet af få år var vi blevet til en af Danmarks mest økologiske højskoler.

Endnu et eksempel på, at det man kan forestille sig også kan ske i virkeligheden. Forestillingens magt rækker ikke kun til det positive: Forestil jer og behandl vores område, som en rådden banan, og I vil få en rådden banan. Hvem gider for eksempel bo i en rådden banan? Tænk i stedet på en grøn agurk, tilfør kulturel næring til området, og I vil se agurkeblomsterne springe ud over alt.

I Vestjylland har vi i øjeblikket ikke brug for arbejdspladser, vi har brug for højtuddannet arbejdskraft, og den slags mennesker flytter til områder med et stort udvalg af kulturelle grønne agurker.

Død over bananen, længe leve den grønne agurk.

Kina-Tibet-Nepal Den Transtibetanske rejse med dansk rejseleder. Med Himmeltoget til Lhasa, overland gennem Himalaya til Nepal.

21 dg, 6/4, 5/5, 11/5, 2/7, 11/7...........25.980,Ecuador og Galapagos Kultur- og naturrejse til Galapagos og Ecuadors største oplevelser med Amazonas og Andes - med dansk rejseleder 16 dage, 9/2, 18/7, 2/11 fra................26.980,Peru og Bolivia Et brag af en kulturrejse med dansk rejseleder - Cuzco, Machu Picchu, La Paz, Potosi og de endeløse saltsletter, Uyuni.

22 dage, 10/7, 7/10, fra......................27.980,Everest base camp med Amnesty Menneskerettigheder til tops! Den store trekkingtur til Everest base camp i samarbejde med Amnesty International.

21 dage, 1/4.......................................21.840,Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg Fantastisk trekkingtur til Afrikas top ad den bedste rute med optimal akklimatisering og stor topchance.

12 dg, 3/2, 19/2, 6/7, 21/7..................22.480,-

Tlf.: 4716 1220 - www.kiplingtravel.dk

debat Bogkritik

s. 38

Oplysningens modstandere af egon clausen forfatter og tidligere programmedarbejder ved p1 I oplysningstiden gik det op for folk, at de ikke nødvendigvis skulle bøje nakken under en almægtig gud og affinde sig med en lunefuld skæbne, men at de kunne forbedre deres situation ved hjælp af den sunde fornuft. Ved at studere naturen kunne man finde frem til nogle lovmæssigheder, som man kunne udnytte til det fælles bedste.

Det resulterede i mange håndgribelige fremskridt for den enkelte såvel som for samfundet. De moderne demokratiske stater og ideen om menneskerettighederne er således udsprunget af oplysningstiden. Uden modsigelse gik det dog aldrig. Mange teologer opfattede oplysningstidens tanker som et oprør mod en guddommelig orden, og den franske revolution blev brugt som et eksempel på, at når menneskene vil styre sig selv uden nation og gud, ender det med guillotine og terror, for når man ikke har Gud som instans uden for sig selv og som dømmende instans, går mennesket amok. Disse indvendinger har fulgt oplysningens tankegods som en slæbende skygge fra dens begyndelse, og de fremføres såmænd endnu. Redaktøren af Kristeligt Dagblad skriver således i bogen Gud bevare Danmark fra 2006, at ”den ideologi, der afviste kirken, endte i en blodrus, da de revolutionære rejste halshugnings­maskinen.

Dermed kom guillotinen til at stå som et triumferende symbol over en revolu­tion, der ville afskaffe Gud og sætte mennesket ind på skaberens plads.” Det er som et ekko af de argumenter, der blev fremført i 1700-tallet, da modstanden mod oplysningstankerne tog form i det, der senere kaldes for modoplysningen, og som ikke er en kuriøs sidefortælling, men som tværtimod har været bestemmende

december 2008

for definitionen af oplysningsprojektet lige siden. I vore dage kommer modstanden fra den radikale islamisme, fra kristen fundamentalisme, konservativ nationalisme, new age-bevægelser og Dansk Folkeparti. Den offentlige diskussion kan synes hård, men ved nærmere eftersyn er det måske slet ikke en diskussion, for ofte nøjes parterne med at kaste skældsord efter hinanden. Oplysningens forsvarere har generelt set sine modstandere som mørkemænd, der ønsker at genindføre enevælde og præstestyre, mens modparten påstår at oplysningstiden udgør det filosofiske grundlag for kommunisme, fascisme, nazisme og 68oprøret. Ofte virker det som om man ikke sætter sig ind i hvad modparten egentlig mener. Man læser tilsyneladende ikke modpartens skrifter og man søger heller ikke at sætte sig ind i, hvad modpartens argumenter egentlig går ud på. Man er ikke ude i et forståelses-ærinde, men i en kampsituation, og der er ikke plads til indrømmelser.

I den situation er det et prisværdigt initiativ, Mikkel Thorup har taget med sin bog. Han søger at beskrive modoplysningens idehistorie, og som et appendiks har han oversat centrale tekster af tre modoplysningstænkere, nemlig den engelske Edmund Burke, den franske Joseph de Maistre og den spanske Juan Donoso Cortés.

Det er en væsentlig bog, Mikkel Thorup har begået. Lige let at læse er den dog ikke hele vejen igennem.

Han skriver også, at han ikke vil tage stilling, men det er dog et løfte, han til tider har svært ved at holde.

Interessant er det også, at han redegør for hvordan højrefløjen forsøger at overtage nogle af oplysningens idealer for at bruge dem i kampen mod Islam, så kvindefrigørelse, ytringsfrihed og modernitet bliver brugt til at trække skel mellem ”dem” og ”os,” men samme øjeblik disse værdier bliver erklæret for uangribelige og uden for enhver

diskussion, er de i modstrid med den kritiske og frigørende dimension, der er knyttet til oplysningens krav om at alt skal kunne sættes til diskussion.

Det er godt at det bliver påtalt her.

En gammel talemåde siger, at man skal gå til rødderne for at kende sig selv.

Det gælder også, hvis man vil kende sine modstandere. Nogle af deres rødder er blotlagt her. Derfor er denne bog væsentlig og vedkommende i vore dage.

Fornuftens perversion – modoplysning og 200 års krig mod fornuftens herredømme Mikkel Thorup Aarhus Universitetsforlag 2008

Connies klima Klimaministeren har skrevet en oplysende og let læselig bog om et kompliceret emne, som vi alle bør tage mere konkret stilling til af berit asmussen projektleder på come2gether, ffd’s klimaprojekt og formand for peoples climate action sekretariatet Connie Hedegaard har skrevet en både politisk og folkelig bog om klima.

Bogen bygger på Hedegaards betragtninger fra hendes position som klimaog energiminister, og det gør den naturligvis til et politisk dokument.

Politiske sejre bliver fremhævet, og konservativ politik er grundstammen.

Alt andet ville også være utroværdigt.

Ministeren gør det klart, at hun ikke er klimaspecialist, men også har haft brug for at sætte sig grundigt ind i klimaproblematikkerne. I bogen deler hun sin læring og sine opfattelser med læseren. Og det gør hun godt.

Hun fortæller levende om sin frustration over, hvor langsomt forhandlingerne går i FN, og om, hvordan og med hvilke midler hun forsøger at få det hele til at gå lidt stærkere. Man behøver ikke at være konservativ klimaminister, for at dele denne opfattelse. Samtlige NGO’er i dette land er helt enige i, at det næsten ikke er til at holde ud, så langsomt det går med at få taget de rigtige globale beslutninger.

Hun beskriver på en præcis, humoristisk og medrivende måde de processer og de spil, der er en del af international politik generelt - og klimapolitikken i særdeleshed. Jeg har været med til FN

s. 39

Andre mente

Da klimaet blev hot

”Da klimaet blev hot giver kun få konkrete bud på, hvordan vi i Danmark skal håndtere de kommende års udfordringer på energi- og klimaområdet. Man kunne ønske sig, at Hedegaard havde fulgt sin egen opfordring i debatten om regeringens tidligere, forfejlede klimapolitik til at glemme fortiden og skue mere fremad.”

Peter Hyldgård i Information

Connie Hedegaard Gyldendal 2008

topmøder - og kan genkende de situationer, der beskrives. Men man skal ikke nødvendigvis have været der, for at få glæde af bogen. Man får indblik i det komplicerede diplomatiske og politiske spil som foregår, når mange nationer skal forpligte sig på konkrete mål og aftaler. højskole egnet?

Umiddelbart vil jeg mene, at Da klimaet blev hot er meget velegnet til højskoleundervisning. Emnet er i allerhøjeste grad centralt og repræsenterer en af de vigtigste demokratiske processer i vor tid. Den skal naturligvis ses som et partsindlæg og kunne med fordel suppleres med NGO’ers og teknikeres (tungere) fremstilling af både processen og klimaproblemernes omfang.

Connie Hedegaards bog giver alt i alt rigtig god indsigt i, hvorfor næste års klimakonference har afgørende betydning for hele Jordens befolkning. Med den som et af udgangspunkterne bliver vi bedre rustede til mere af den debat om klimapolitikken, som er nødvendig for at vi som enkeltindivider også begynder at tage et ansvar for klimaet og beslutningerne omkring det.

”Connie Hedegaard [har] bedrevet et uundværligt værk for enhver, der ønsker indsigt i, hvorfor vores hovedstad næste år bliver centrum for ikke bare den største konference nogen sinde på dansk grund, men for et møde der kan få afgørende indflydelse på Jorden og dens indbyggere i generationer fremover.”

Lars Henrik Aagaard i Berlingske Tidende

”Bogen er levende og engageret skrevet. Connie Hedegaard er en ildsjæl, der lægger alle kræfter i for at få en global klimaaftale i stand i København til afløsning af Kyoto-protokollen, der udløber i 2012. Hun er en minister, der vil mere end at køre i ministerbil.”

Frede Vestergaard i Weekendavisen

debat Bogkritik

s. 40

Kulturen som borgerlig byrde af rasmus kolby rahbek lærer på ry højskole Den borgerlige lejr har gennem de seneste måneder gerådet sig ud i en række indbyrdes stridigheder, der ser ud til at true den ellers så fasttømrede VKO-blok. Borgerligheden er kommet under pres. Ikke fra oppositionen, men fra en intern uenighed, der synes at bunde i, hvad der overhovedet skal forstås ved borgerlighed. Hvad der falder mest i øjnene er, at det tilsyneladende ikke har været muligt at dække over disse stridigheder ved at fremhæve den realpolitiske dagsorden.

Midt i denne uenighed udgiver en række unge forskere så antologien ”Den borgerlige orden”, der skal forsøge at tænke borgerligheden i dybden, og ikke blot bruge borgerligheden til polemiske angreb eller forsvar af realpolitiske dagsordener.

Normalt forventer man af en antologi, at den belyser et emne eller en problematik ud fra en række forskellige vinkler, for derigennem at give et mere samlet billede. Men her forholder det sig anderledes med ”Den borgerlige orden”. Denne antologi indleder med at hævde et samlet billede, nemlig eksistensen af en konservativ/ liberal borgerlighed, for derefter langsomt men sikkert at rive dette samlede billede fra hinanden.

Dette skyldes, at man foruden at udfolde en borgerlige idédebat, også har et andet hovedærinde, nemlig at gentænke borgerligheden i forhold til kulturbegrebet. Denne ambition fortjener antologien ros for, da det er med til at skabe rum til den kvalificerede diskussion, som redaktørerne ønsker sig (selvom polemik og realpolitik bestemt ikke er fraværende i artiklerne…). Derfor er det også dobbelt ærgerligt, at kun et par af forfatterne giver sig i kast med grundigt at definere, hvad der menes med kultur. Alt

december 2008

for mange af artiklerne præges her af lemfældighed.

Men det er samtidig netop kulturbegrebet, der er med til at afsløre de store forskelle, der er mellem liberalismen og konservatismen. Et eksempel: I sin artikel, et nationalkonservativt forsvar for sammenhængskraften, skriver Kasper Støvring: ” … har man erkendt, at den danske kultur er et frugtbart grundlag for skabelsen af et frit, borgerligt-demokratisk samfund, må man naturligvis også støtte den nationale kultur; man må bevare kernekulturen og kræve at andre kulturer tilpasser sig den.”

Hertil svarer Dennis Nørmark i sit markedsliberale angreb på kapitalismekritikere: ”Samfund, der har fællesskabet som erklæret primærideal, må begå overgreb på individet og indsætte de stakler i kz-lejr, der nægter i alle henseender at tilpasse sig samfundet, men insisterer på også at være sig selv.”

Eller når Mikael Jalving skriver i et liberalt opråb til borgerlige om at promovere markedet: ”Liberalismen er borgerlig, opbyggelig og samfundsbevarende. Skader man liberalismen skader man den borgerlige orden, som beror på køb og salg af arbejdskraft.”

Hvilket Søren Hviid Pedersen besvarer i sin radikal-konservative artikel ”Nation, lov og folk” ved at kalde liberalismen for en totalitarisme mere subtil og kompleks end marxismen. fokus på tvivl?

Det bliver således slået fast med syvtommersøm at postulatet om en sådan fælles borgerlighed er yderst problematisk, og man kan derfor undre sig over, at en række af forfatterne ureflekteret fastholder den på det realpolitiske plan. Med kulturbegrebet som ledemotiv, bliver det åbenlyst, at skribenterne i samlet flok stort set kun er enige om én ting: nemlig modstanden mod venstrefløjen.

Antologien kan derfor betragtes

Den borgerlige orden Tanker om borgerlighed og kultur.

Morten Ebbe Juul Nielsen og Kasper Støvring (red.)

Gyldendal 2008

på to måder: Enten som et, i bund og grund, realpolitisk forsøg på at fastholde en fælles borgerlig front - alle uenighederne til trods. Eller som en opfordring til at tage forskellene seriøst, stille dem frem i lyset og gøre en dyd ud af dem - uagtet at borgerligheden dermed måtte slå revner i lakken.

Derfor er da også bidragene af især Jørgen Møller, Morten E.J. Nielsen og Thomas Hoffmann, der imponerer mest ved ikke at forfalde til entydig bloktænkning, men afvise det utopiske såvel som det bagstræberiske samfundssyn, og i stedet sætte fokus på dyder som besindelsen, modsætningen, overvejelsen - og turde man tilføje tvivlen?

Borgerlighed som nysgerrighed Interview med Morten Ebbe Juul Nielsen, redaktør af og forfatter til Den borgerlige orden af rasmus kolby rahbek Hvorfor er der netop nu brug for at markere en fælles borgerlig front?

Bogen er som sådan ikke et kamp- eller programskrift, langt fra. Snarere er bogen et udtryk for en groende intellektuel nysgerrighed vedrørende kulturfænomener, sammenhængen mellem kultur og politik, og kultur og civilisation.

Det er selvsagt svært at forene de mest hysterisk frihedsfanatiske libertarianere med de mest dunkle Blut und Boden-konservative. Og man får ikke fat i kernen af ideer ved at høre på de mest fanatiske udlægninger.

Men jeg mener, at kernen i liberalisme og kernen i konservatisme ikke er fuldkommen inkompatible - den reflekterede liberale kan se, at frihed ikke kan eksistere uden institutioner og sæder, der bakker op om frihed, og den tænksomme konservative kan se, at et ordentligt samfund respekterer en lang række liberale principper.

Ved, alle mellemregninger og nuancer til trods, at operere med borgerlighed kontra venstrefløj som udgangspunkt, låser I jer så ikke fast i den blok-tænkning, der præger den realpolitiske dagsorden, hvorved I afskærer jer fra at indtage mere uafhængige positioner, der bedre ville give mulighed for at tænke disse begreber i dybden?

Ethvert vellykket projekt her i livet er afhængigt af afgrænsninger og klassifikationer. Vi har så arbejdet med to

store kasser - venstrefløjen og borgerligheden. Det der er i de kasser kan så være nok så broget og mangeartet.

Men det er da en valid pointe, specielt det vedrørende en mere uafhængig position. En anden bog, der vil være værd at skrive, ville forfølge den tanke. Men vores bog tager sit udgangspunkt i en distinkt mangel blandt borgerlige, eller i en borgerlig kontekst, på refleksioner vedrørende kultur og de sammenhænge mellem kultur og andre sfærer.

I Den borgerlige orden kaster I jer over borgerlighedens forhold til især kulturbegrebet. Hvorfor er der brug for at gentænke borgerlighedens forhold til netop kulturen?

Der er mange gode grunde. En er den just omtalte mangel på refleksioner over kultur blandt borgerlige - især herhjemme. Liberale skyr kulturen fordi den er ”privat” eller ”subjektiv”; konservative har ondt ved at italesætte kultur, fordi den anses som uformal og uudtalt. Men derfor skal man da, om ikke andet af ren og skær intellektuel nysgerrighed, prøve alligevel. En anden grund er, at kulturspørgsmål med globalisering, migration osv. trænger sig på i en meget mere markant grad nu end før. At undersøge forholdet mellem kultur og samfundsmæssige institutioner og borgerlige idealer og principper er ganske enkelt noget der er nødvendigt for at komme med saglige begrundelser for vores politikker og holdninger.

Man kan så spørge, hvor ”kultur” kommer ind i billedet. Jeg tror borgerlige - meget groft skåret - har en anden betoning af hvilke kulturelle træk, der er ønskværdige og bevaringsværdige, end venstreorienterede har. Den bombastiske negativisme i forhold til den vestlige kultur, som har præget venstrefløjen, siden den forlod oplysningsidealerne, deles naturligvis ikke af borgerlige.”

Kan liberale og konservative kun blive enige om kulturens betydning, hvis de øver vold på enten deres eget ideologisk grundlag eller kulturbegrebet?

Jeg er ret overbevist om, at der findes en fælles grund, hvor man måske ikke er 100 % enige om vægtninger og betoninger af konkrete politiske værdier eller principper, men hvor der dog er en rig og levende baggrund for interessante og frugtbare debatter.

I dag er der efterhånden langt mellem liberale tænkere, der mener, staten bør være neutral i den forstand, at kultur er noget der skal ignoreres fra statens side. Liberal tænkning har taget mange konservative indsigter til sig. Og det er ligeledes svært i dag at få øje på konservative partier i Europa, der ikke i meget vid udstrækning abonnerer på klassisk liberale tanker om lighed for lovet, retsprincipper, udstrakt lovgivning mod diskrimination osv.

»

Liberale skyr kulturen fordi den er ”privat” eller ”subjektiv”; konservative har ondt ved at italesætte kultur, fordi den anses som uformal og uudtalt. Men derfor skal man da, om ikke andet af ren og skær intellektuel nysgerrighed, prøve alligevel.

s. 41

debat Bogkritik

s. 42

Pavens Jesus af jimmi ekløv journalist og lærer på rønshoved højskole Her i Juletiden er vi blevet begavet med en bog om den person, hvis fødsel i krybben vi jo nu skal fejre: Jesus. En bog skrevet af Pave Benedikt XVI. Så hér får vi danske læsere nu en helt unik mulighed for at stifte bekendtskab med aktuel katolsk litteratur og teologi på vores eget modersmål.

Hvad er det så for en bog, som Joseph Ratzinger (som Pave Benedikt hed, før han blev udnævnt til Pave) har skrevet? Jo, Ratzinger som er en af den katolske kirkes stærke teologer, har ønsket at skrive en bog og dermed dele sine egne indtryk og refleksioner over, hvem Jesus fra Nazareth er. Eller som han selv udtrykker det: ”min personlige søgen efter Herrens ansigt”.

Nu er der jo igennem de sidste hundrede år skrevet en del bøger, hvor man har prøvet at nå frem til den såkaldt ”virkelige” Jesus. Og det er der jo kommet rigtigt mange mærkelige ting ud af. Alt lige fra Jesus som jødisk revolutionær, Jesus i vandmandens tidsalder, Jesus som feminist, som New Age healer, dommedagsprædikant, Jesus som en idiot som Nietzsche vidst mente, eller hvorfor ikke som Brandes i sin biografi: At Jesus bare er en legende. Seneste har Dan Browns roman om det såkaldte Da Vinci mysterium gået sin sejrsgang, også her i Danmark hvor den har solgt i hundredetusinder eksemplarer. Det har også sat sine spor. For nylig kunne man læse i de danske medier, at en undersøgelse viste, at halvdelen af den danske befolkning troede, at der var noget om snakken bag Dan Browns roman.

Som man kan se, så er Jesus en person, som alle må forholde sig til.

Et verdenshistoriens midtpunkt. Det sjove er dog, at det eneste, det mo-

december 2008

derne menneske så absolut har svært ved eller ikke vil forholde sig til eller acceptere, er kirkens forkyndelse af, at Jesus ikke kun var menneske, men både ”sand Gud og sandt menneske”.

Det er her, at Benedikt tager fat. Det er hans formål at beskrive Jesus ud fra evangeliernes sandhed.

For som han siger: “Jeg har forsøgt at vise evangeliernes Jesus, som den virkelige Jesus, som den sande historiske Jesus.” Og det formår han så sandelig også på fremragende vis For han formår på en enkel, men dyb måde at vise læseren, at den såkaldt historisk-kritiske metode alene ikke kan forholde sig til Jesus, netop fordi den udelukker det transcendente.

Jamen, er der sikkert nogle læsere derude, der siger, er det ikke bare noget katolsk snak al det med det transcendente? Det mener jeg nu ikke. Kernen i Grundtvigs arbejde og troen på det levende ord er nemlig en tro på Gud. Nemlig den Gud, der fødtes i en stald, Den Gud, som i Jesus blev menneske, og som ad den vej søgte den sande kærligheds fællesskab med os alle. Det rationelle, som Paven også peger på i sin bog, ender med at lægge alt øde, også sjæle.

I bogen påviser Paven også, at de såkaldte historisk-kritiske analyser eller beskrivelser modsiger hinanden, samt at de mere formår at være et afbillede af forfatterens egne teorier. Det svage punkt er nemlig, at den rationalistiske rekonstruktion består i ganske enkelt at udelade Gud og se Jesus som kun et menneske. Og kernepunktet i Jesu selvforståelse og forkyndelse er, at han er Gud. Paven tager fat på disse såkaldte rationelle ”teorier” om Jesus og diskuterer dem med sig selv og med læseren, og formår at vise læseren, at Jesus virkelig er den, han sagde han var, i evangelierne og som den Jesus, kirken har forkyndt i gennem 2000 år. Det er

blevet til en smuk bog. Dyb og inspirerende. Men det er nu ikke en bog, man sådan læser ud i et stræk. Det skal man heller ikke. Den skal ikke hastes igennem. Det er en bog, som kræver eftertanke og refleksion, og tør man sige dette i dagens Danmark?: Bøn.

Læg den ved siden af dig ved natbordet, ved lænestolen, eller tag den med i toget. Læs lidt og reflekter. Sådan skal denne bog læses.

Glædelig jul

Jesus fra Nazarat Pave Benedikt XVI. Gyldendal 2008

En thybondes erindringer af egon clausen forfatter og tidligere programmedarbejder ved p1

Bogkort ved andreas harbsmeier

s. 43

Ganske kort …

Vaclav Havel Gyldendal

Hvis man vil vide noget om hvad ånd er, kan Tom Kirks erindringer anbefales. De fortæller om en landmand i Thy, hans slægt, hans gård og de tanker han har gjort sig gennem et langt og virksomt landmandsliv med dyr og jord. Det usædvanlige er, at denne jordnære beretning med dens familiebilleder og mange konkrete detaljer også fungerer som et kikhul ind til en rig og frodig verden, der er bundet til en klassisk dansk frihedstradition og oplyst af ånd. På gården i Thy læses verdenslitteratur, fortælles nordiske myter og sagn, oprettes danske friskoler og en lokal højskole med udsyn til hele verden, og så skriver Tom Kirk både lejlighedssange og digte. Dem får vi også med. Nederlag og skuffelser har der været undervejs, men det er dog ikke en trist tabshistorie, der fortælles, og der er ingen bitterhed at spore, selv om det liv der skildres, ikke altid har været lige let. Gennem bogens mange beretninger går nemlig en vældig bærebølge af tillid og tro, og det gør bogen til et fascinerende værk, der på sin egen jordnære måde fortæller om de store kræfter der er på færde i den danske fri- og højskoletradition.

Havel er en helt central figur i europæisk efterkrigstidshistorie. Ingen tvivl om det.

Hans erindringsbog er ikke en selvbiografi i egentlig forstand, men brudstykker og erindringsglimt for dissidenten, forfatteren og præsidentens begivenhedsrige liv, der samtidig er historien om østblokkens fald.

Som jeg husker Tom Kirk Dansk Friskoleforening 2008

Danskerne

Portræt af et bemærkelsesværdigt folk Triloki Nath Sharma Forlaget Klim Det er kommet en del bøger på det seneste, der på den ene eller den anden måde forsøger at give et billede af Danmark, set ude fra. Triloki Nath Sharma er født og opvokset i Indien, men har boet i Danmark gennem længere tid – og det er grundlaget for hendes bog, hvor der blandt andet skrives om højskolerne: ”Højskolerne, som desværre er i krise lige nu, er noget helt specielt dansk, som man ikke kender mage til i mange andre lande.”

På cykel gennem seks årtier Margrete Auken Forlaget Vartov

Mands minde-foredragene på Vartov var en stor succes med blandt andre Birthe Rønn Hornbech og Uffe Ellemann-Jensen og – og Margrete Auken, hvis foredrags-serie nu findes i bogform. Den ”røde præsts” liv i det politiske liv fortælles frem gennem 6 årtier.

tendens Nedslag

Livslyst og samfundssind

s. 44

Livskvalitet som ikke er et spørgsmül om levestandard Polfoto

af bo rasmussen forfatter og tidligere seminarielektor

december 2008

s. 45

Hvordan får man et samfund med mennesker, der er fyldt med både livslyst og samfunds- sind?

Det lyder som en vild utopi i en samfundsvirkelighed, hvor det i så høj grad for det moderne individ gælder om at kunne klare sig selv og sine egne problemer, at man næsten kun kan overleve ved at være sig selv nok.

Og livslysten er en utopi i en virkelighed, hvor det samme moderne individ er fyldt med en lyst, der ikke kommer fra et overskud, men fra et underskud af liv, fordi det i en moderne markedsvirkelighed er fristende at forvandle naturlige livsytringer til behov, der kan opfyldes med kunstige materielle ting.

Det lyder ikke rart, men det er samfundsvilkår, som det er svært at komme uden om i et samfund, som hylder både frihed og kapitalistisk markedsøkonomi.

Man kan begræde disse vilkår, men de færreste vil erstatte friheden med ufrihed og det kapitalistiske samfund med det gamle hierarkiske feudalsamfund.

De fleste vil imidlertid gerne have mere samfundssind i det moderne egoland. Derfor har politikerne gjort medborgerskab til et fag på seminariet, og det kommer sikkert også snart i folkeskolen. Politikerne vil også gerne have livsglade borgere, og erhvervslivet er klar over, at de materielle ting sælger bedre, hvis reklamernes forbrugere er glade og fyldt med livslyst, når de sidder i den nye bil eller foran den nye fladskærm.

Så der er ingen tvivl om, at livslyst og samfundssind er begreber, der er

fyldt med livskvalitet. Og det er en væsentlig iagttagelse i en tid, hvor der tales og skrives mere om livssstil end om livslyst, og hvor samfundssind af mange opfattes som et forældet begreb i forhold til som moderne individ at mestre det sociale rollespil så godt, at man hele tiden får tilbudt og er god til at spille nye roller. et socialt dyr Mennesket er tilsyneladende et socialt dyr, der både kan tænke og føle glæde og livsslyst, men hvordan fremmer man livslyst og samfundssind som livskvaliteter, der ikke udelukker hinanden?

Det er et både væsentligt og spændende spørgsmål, for jeg er ikke sikker på, at livslyst er en del af pensum i det nye medborgerskabsfag i læreruddannelsen, eller at man sædvanligvis kan se livslyst som årsag til samfundssind. Hvad kan få de to begreber til at hænge sammen?

Det er også et spørgsmål om, hvad der kan være sammenhængskraft i en moderne tid, hvor enhver bliver salig i sin egen livsstil og i sine egne rollespil.

Man kan måske fornemme, at jeg blander mig i det mange kalder den store værdi- og kulturkamp mellem gamle religiøse og moderne kulturradikale værdier, men mit problem er, at man på begge sider synes at have svært ved at forene livslyst og samfundssind.

De gamle religioner er fyldt med åbenbaringer om, hvordan man med en guds hjælp får et godt samfundsliv, men det er mange gange ved hjælp af love, der sætter grænser for livslysten, fordi mennesket - som i kristendom-

men - er syndigt og har brug for tilgivelse, eller - som i islam - er svagt og har brug for koranstyring.

Det er selvfølgelig fristende i en moderne tomhedsfølelse at vælge den kristne eller den muslimske livsstil og spille religiøse roller i det sociale spil, og man kan stadig blive salig i en sådan tro, men i et multireligiøst samfund kan hverken kristendom eller islam være en samlende sammenhængskraft.

De moderne kulturradikale værdier bygger ikke på religiøse åbenbaringer, men på oplysningstidens ideologiske tanker om frihed, fornuft og fremskridt, og ideologier har i den moderne tid sat lige så hæmmende grænser for livslysten som de gamle religiøse åbenbaringer, fordi den kulturradikale værdikamp i så høj grad har bifaldet en fornuft, en politik og en teknologi, der har gjort materiel levestandard til den

»

Finanskrisen lige nu er meget afslørende for, i hvor høj grad det er levestandard, der er livskvalitet i alle de små danske hjem og i de politiske hoveder, der kun tænker på at blive genvalgt i de små hjem.

tendens Nedslag

s. 46

største livskvalitet.

Det gælder både den røde kulturkamp, der ville afskaffe den private ejendomsret, og den mere liberale kulturkamp, hvor det var vigtigere at få moderne møbler og lamper i de private hjem. I begge tilfælde er der tale om en politisk kamp, hvor samfundsideologi er vigtigere end livslyst, og politisk ideologi som sammenhængskraft er også problematisk, for der er forskel på et rødt og et liberalt samfundssind, og hvad med dem der har mere lyst til at være religiøse? livsglæde og værdier Værdi- og kulturkampen mellem de gamle religiøse og de moderne kulturradikale værdier er i virkeligheden i dagens Danmark en kamp mod vejrmøller og en kamp mellem vejrmøller, fordi værdierne begge steder - som i Don Quichotte - er så meget oppe i skyerne, at de er usynlige, fordi man på begge sider mere er interesseret i materiel levestandard end i livskvalitet, og på begge sider mener, at den politiske kamp er afgørende for den forskel i levestandard, som i den forstand er ligegyldig, at bedre levestandard ikke nødvendigvis fører til større livslyst eller mere samfundssind.

Det politiske parti, der har mest sans for borgernes livsglæde, Dansk Folkeparti, er til gengæld det politiske parti, der svømmer mest over i nationalistisk selvtilstrækkelighed, fordi de gamle religiøse værdier er en dannebrogsfarvet kulturkristendom, der blot skal tilsløre at man vil være sig selv nok i den globaliserede virkelighed som et udvalgt folk med det samme gamle

december 2008

kongehus og ”Der er et yndigt land” i hjertet og på læben fra fødsel til død.

Finanskrisen lige nu er meget afslørende for, i hvor høj grad det er levestandard, der er livskvalitet i alle de små danske hjem og i de politiske hoveder, der kun tænker på at blive genvalgt i de små hjem.

Nej, nej, nej har man lyst til at råbe.

Den virkelige værdi- og kulturkamp er mellem politisk oprustning ved hjælp af religion og ideologier - hvor flaget er hvidt og rødt eller rødt - på den ene side, og en livsfilosofi, der fokuserer på menneskets naturbundethed både som enkelteksistens og som samfundsborger på den anden side.

Så Anders Fogh Rasmussen skal blive ved med at kæmpe for sin miljøkonference. Den er der fremtid i for kloden, medens kampen for øget levestandard ender med at blive naturens dødskamp.

Inden jeg argumenterer for, at naturforbundetheden fører til både livslyst og samfundssind, skal det lige slås fast, at natur for mig ikke er et idyllisk kosmos, men et cyklisk kredsløb med både liv og død. På samme måde rummer mennesket som naturvæsen dødelig aggression og et kærligt yngelplejeinstinkt både som barn og voksen.

Voldsom storm og rolig vækst er en del af naturen både uden for og i os selv. Og hvis mennesket som det frie kulturvæsen, det også er, glemmer det, bliver det et kultiveret halvmenneske, som er et let bytte for både livsstils- og rollespilseksperter, men et menneske, der fornægter sin fornufts- og kulturside, er også kun et halvt menneske.

Mennesket er hverken dyr eller engel, som Pascal formulerer det, men

et naturvæsen med både et fornuftsgen og et socialt gen. Et dyr med både hjerte og hoved, og en engel med krop, dvs. både sanser og følelser. Og for den livsfilosofi, der bygger på det, er livslyst et selvfølgeligt udtryk for stemtheden i den sansende og følende forbundethed med naturen, og samfundssind bygger på det naturlige sociale gen, der gør, at vi som fornuftige kulturvæsener ikke kan lade være med at elske og slå på hinanden.

Og så skal man selvfølgelig lægge vægt på at slås på en civiliseret måde og ikke miste blikket for, at det giver både sår og skrammer at elske, for balancen mellem fornuft, følelse og sanser er vigtig og vanskelig, for den er meget lettere for den menneskelige frihed at administrere - og man er mindre sårbar - hvis man alene er en fornuftig politiker, en følelsesfuld romantiker eller vild med dans. hverdagsfilosofi Den livs- og naturfilosofi synes jeg, at det er værd at kæmpe for lige nu. Det er en filosofi, der udfylder et tomrum i en protestantisk tradition, hvor man har fokuseret så meget på synd og nåde, at man har glemt mennesket som et både frit, fornuftigt, kærligt og aggressivt naturvæsen også efter syndefaldet. Det har man haft mere sans for i en katolsk tradition.

Grundtvig kunne måske graves op af jorden som en sådan jordnær livsfilosof, men så skal man ikke læse ham med K.E. Løgstrups briller, hvor natur ender med at blive til forgængelig død uden liv, og menneskenatur til kærlige livsytringer uden aggres-

sivitet. Grundtvig skal filtreres af en Johannes V. Jensen og en Karen Blixen, som havde en helt anden sans for mennesket som et komplekst og sårbart natur- og kulturvæsen fyldt med bevidsthed om både gru og glæde, kærlighed og aggressivitet i det sande jordiske menneskeliv.

Jeg har været hård ved både gammel religiøs konservatisme og moderne kullturradikalisme, men Karen Blixen havde faktisk rødder i den konservatisme, hvor man som hos Jakob Knudsen kan finde livslyst og samfundssind på et så elementært jordisk plan, at det kan bruges mod opstyltede politiske og nationale medborgerskabsidealer. Og Johannes V. Jensen er en kulturradikal, der ikke blev så bange for nazismens tale om Blut und Boden, at han holdt op med, som andre kulturradikale i 30’erne, at fokusere på menneskets naturbundethed.

De fleste kulturradikale blev marxister og gjorde kulturkampen til en nødvendig oplysning om klassekampen. PH talte hånligt om det mørkemaleri, der i Jylland hos kulturradikale malere som Erik Rådal og Jens Søndergård forsøgte at fastholde en forbindelse til natur og hjemstavn.

Han kunne heller ikke få oplysning nok og satte en fabrikation i gang af de lamper, der nu er kriteriet for god levestandard.

Men hvad med den konkrete værdi- og kulturkamp lige nu? Det er kamp for en livsfilosofi om at være til stede med krop, hjerte og fornuft både i sit hverdagsliv og i sit liv som samfundsborger og derved forene livslyst og samfundssind. Den filosofi handler ikke om danskhed, marke-

ting og levestandard, men om natur, menneskenatur, fornuft og menneskelighed på tværs af religiøse, politiske og kulturelle forskelle. Det er en hverdagsfilosofi om mennesket som et frit og foranderligt kulturvæsen med naturlige livsytringer, der er utroligt uforanderlige.

I Nik og Jays sidste cd ”Kommer igen” lyder det: ”Hvad er det vi løber fra, hvad skal vi nå. Har vi glemt hvem vi er når vi når vores mål”. Er det ikke efterlysning af livskvalitet, som ikke er et spørgsmål om levestandard?

»

PH talte hånligt om det mørkemaleri, der i Jylland hos kulturradikale malere som Erik Rådal og Jens Søndergård forsøgte at fastholde en forbindelse til natur og hjemstavn. Han kunne heller ikke få oplysning nok og satte en fabrikation i gang af de lamper, der nu er kriteriet for høj levestandard.

s. 47

højskole Året der gik

s. 48

2008: De gode, de sløje At skrive en årskronik over højskoleverdenen generelt er ingen nem sag - så er det både sjovere og lettere at forfalde til lister, så det gør vi.

Højskolebladet præsenterer tre helt igennem subjektiv lister over året, der gik i højskolebusiness; de gode, de sløje og de lidt sjove begivenheder i et år, der alt i alt kan give grund til optimisme, hvorfor man med al rimelig godt kan gøre lidt grin med det af andreas harbsmeier

december 2008

og de lidt sjove

s. 49

de gode

de sløje

og de lidt sjove

1. sangevent rådhuspladsen 7000 mennesker, heriblandt en stor mængde højskoleelever, på Rådhuspladsen, der synger fra Højskolesangbogen, koncert med Søs Fenger og Isam B, livetransmission på både DR og TV2 News. Jo, den 11. september var en god dag for højskolen, for sangen og frisindet - og for, at man også kan markere 11. september i en positiv ånd.

1. ryslinge kamp mod døden Det er sjældent et kønt syn at se en skole i overlevelseskamp. Men midt i ærgrelsen over, at en skole har det svært, er det godt at se, hvilken aktivitet, der kan skabes. Og det er imponerende, hvad de sat gang i på Ryslinge i løbet af så kort tid. Det er ikke et populært synspunkt, at hævde, at der det er et problem, at der findes for mange højskoler, fordi kriseramte skoler giver dårlig omtale og skader højskolerne generelt. Men i Ryslinges tilfælde har det nærmest været modsat: stor opfindsomhed og kreativitet har præget foretagendet.

1. politiken beklager En af de mest positive historier om højskolerne leverede Politiken med meget lille skrift under overskriften ”Fejl og Fakta”: ”Det går bedre for højskolerne , end vi skrev i artiklen ’Færre elever på højskole ’ på side 4 i 1. sektion 15. maj. Højskolerne har ganske rigtigt på grund af små årgange været i elevkrise, men de seneste tre år har tallet af årselever - en elev tæller 40 uger - ligget stabilt og er snarere i svag fremgang end i nedgang.” Måske ikke så markant - men det stod der!

2. islandsk finanskrise Ikke umiddelbart en begivenhed, der hører hjemme i denne kategori, men det dannede baggrund for et flot initiativ: For gode i ordets egentlige forstand var Århus Idrætshøjskole, da de gav sig til at samle ind til trængende islandske elever, studerende, sportsfolk og kunstnere, der på den ene eller den anden måde var kommet i klemme i finanskrisen.

3. relanceringen af højskolebladet Nogen vil nok mene, at denne begivenhed hører hjemme i en anden kategori, eller at det er upassende selv at placere den her. På den anden side; hvis vi ikke selv mente, at det var en af årets gode begivenheder, ville vi jo ikke være værdige til at lave bladet? Og ved at placere den på en lunken 3. plads har vi da også markeret en vis ydmyghed.

4. sabbatåret er tilbage!

Vi har ventet længe på, men nu skulle det være sikkert: Sabbatåret er tilbage.

Denne gang sågar på næsten videnskabeligt grundlag. Lige pludselig er det nu bevist, at det er bare er behageligt, men både fornuftigt, samfundsgavnligt og rendyrket nytteoptimering at holde en pause. Hvem skulle have troet det?

Højskolerne har vidst det hele tiden.

2. Nepaleser-sagen Netop som den såkaldte kineser-sag var ved at være glemt, dukker en lignende sag op - denne gang blot med nepalesere - med samme ubehagelige fornemmelse af, at nogen bliver udnyttet til andres fortjeneste. Selv om opmærksomheden primært retter sig mod en række erhvervsskoler, dukkede højskolerne alligevel op på Kristeligt Dagblad. Velkommen til forsiden!

3. finanskrisen Selv om højskolen nok ikke kan bebrejdes finanskrisen - da en egentlig overophedning næppe har kunnet spores - skal den alligevel med her…

Finanskrisen er en dårlig nyhed for mange. På den anden side, vil nogen mene, er det måske en meget god lejlighed til at stoppe lidt op i vækstmøllen og fokusere på det egentlige værdifulde… og her kan højskolerne jo godt spille en rolle.

2. kendis-trip Det var året, hvor jagten på kendislærere til højskolerne for alvor tog fart. Vi nævner i flæng; Michael Falck, Asmaa Abdol-Hamid, Morten Messerschmidt, Thure Lindhardt, og man kunne blive ved. Få ved, hvor ofte de faktisk optræder på skolerne, men det skaber opmærksom, og det er jo også meningen.

højskole Tæt på

s. 50

At blive sig selv lig Er det psykologiske arbejde med personligheden, relationerne og gruppedynamikken én af højskolens vigtigste opgaver fremover? På Rønde Højskole gør man forsøget af dagmar winther

december 2008

Det er sagt og sagt igen. Men konflikthåndteringen, behovet for det sociale netværk og evnen til at navigere i og udvikle sine relationer er alfa og omega for at lykkes med livet.

Det er på sin vis et opgør med den socialkonstruktivistiske tankegang, hvor individet selv er sin egen livskonstruktør og kan blive til hvad som helst.. Men det er ikke et knæfald for egoistkulturen. Det fælles har simpelthen sit udgangspunkt og sin retfærdiggørelse i individet. ”Det er så vigtigt at have hjemme i sig selv, for det er først da, du kan gøre en forskel for andre. Der er en indre fortælling, som skal være i overensstemmelse med den ydre, for at du kan være genuin. Og her er det, en erhvervspsykologisk måde at arbejde på kan være konstruktiv. Vi behøver ikke at identificere os med et selvbillede som socialt inkompetent. Men kan sætte os nye, realistiske mål, som vores typologi understøtter,” siger Jens Tranholm Damkjær.

På Rønde Højskole har man nemlig ansat psykolog Jens Tranholm Damkjær på dette grundlag: Erhvervspsykologien skal anvendes systematisk og professionelt. I fremtiden vil alle elever på højskolen blive tilbudt personlighedsprofilen MBTI. Derfor har den nye højskoleleder inviteret en håndfuld udvalgte psykologer – Inge Svane, Claus Gosvig, Martin Holmgaard-Laursen, Helle Sørensen og Felicia Nyløkke - til en snak om erhvervspsykologiens rolle i højskolens oplysningsopgave.

relationerne er en forudsætning for det gode liv ”Den almene psykologi styrker følelsen af, hvad det er vi har til fælles på tværs af køn. Og at vi dybest set ikke er så forskellige. Og de gode relationer er en forudsætning for det gode liv. De mennesker, man kan stole på og regne med. Men det er ikke givet, at man ved, hvordan man vedligeholder sine relationer,” fortæller psykolog Inge Svane.

Psykolog Martin Holmgaard Laursen er enig: ”Pejlemærker i tilværelsen er en forudsætning. Vi siger, at de unge roder i kærligheden - men er de ældre så meget klogere? Man skal være i stand til at træffe de valg, man står inde for.

Der er en søgen mod ansvarligheden, som mangler et forum.”

Netop det forum kan højskolen byde ind med, og det er også ambitionen på Rønde Højskole, hvor den nyligt tiltrådte daglige leder Jens Tranholm Damkjær ønsker at arbejde med psykologien som vejen ind i det livseksperimentarium, han med begejstring betegner højskolerummet som: ”Som psykolog oplevede jeg dem, der kom og betalte 850 kroner i timen for at dele nogle faktisk ganske almene problemstillinger med mig - fordi de ikke deler dem med andre! Det fortæller mig, at vi som samfund mangler noget væsentligt. Og derfor har jeg valgt at blive højskolemand - jeg melder mig ind i et værdibaseret fokus. Og jeg tror på, at vi skal udvikle de gaver, vi har med os fra fødslen,” siger Jens Tranholm Damkjær.

s. 51

indsigt i menneskelige grundegenskaber Psykolog Inge Svane har arbejdet med redskabet MBTI - Myers-Briggs Type Indicator - igennem mange år og kalder det for en Jung-inspireret indsigt i menneskelige grundegenskaber. Kort fortalt inddeles et menneskes præferencer i grupper og undergrupper. Det handler blandt andet om sanser, intuition, kognitive systemer for logik og følelser, og om man som menneske er introvert eller ekstrovert. Kort sagt et hierarki af præferencer og en klarlægning af personlige ressourcer. Og ifølge Inge Svane er der god grund til at arbejde med netop denne klarlægning: ” Forskellige jobs tilgodeser forskellige personlighedstyper. Men MBTI kan anvendes til at synliggøre forskellige ressourcer og bryde mønstre, og det er et meget virksomt værktøj. Eleven får ejerskab over sine mål og mulighed for at bryde forhindringerne på en meget praktisk orienteret måde,” siger hun.

For psykolog ved Center for Spiseforstyrrelser Felicia Nyløkke er behovet for mønsterbrydning hverdag. I arbejdet med mennesker med spiseforstyrrelser er det en konstant påmindelse om de ydre krav, mange - især unge - bukker under for. ”Det handler ganske enkelt om, at man stiller helt vanvittige krav til sig selv. Ikke mindst i den kontekst, der hedder, at man som menneske kan konstrueres til hvad som helst.

Hvis der er for stor forskel mellem et menneskes ideelle og reelle selv, skaber det dårligt selvværd. Problemet er, at

de ikke kan mærke deres egen værdi den, de allerede har,” fortæller hun.

Psykolog Claus Gosvig er enig i, at behovet er der. ”Relationskompetencen er der rigtig mange, som har brug for at udvikle.

Vi har brug for et øvelsesværktøj til kommunikation, til virkelig at forstå hvad der sker i kommunikationen. Og vi er nødt til at blive bedre til konflikthåndtering - det er en svær kunst at forståtingene på en anden måde end blot ud fra sit eget filter. Forståelsen af, at man ikke er alene i verden med sin forhindring er en stor oplevelse. Som mennesker er vi gode til at slå os selv oven i hovedet med vores mønstre og bommerter. MBTI kan forklare, hvorfor de relationelle konflikter opstår og eksternaliserer på samme tid konflikten. Der er et problem - men det er ikke mig, der er problemet,” siger han. den bedste version af sig selv Seminarets deltagere er enige om, at det at være i overensstemmelse med sig selv - at det indre liv hænger sammen med det ydre - er forudsætningen for det gode liv. ”Det handler om ønsket om at blive den bedste version af sig selv. Og tør man være sig selv? Det er svært at tage ansvar for de mange muligheder man har. Man står ensom med sine valg,” siger psykolog og coach Helle Sørensen. ”For mig handler højskolen dannelsesopgave om, at man som elev får bragt sine unikke kvaliteter i spil til gavn for omverdenen og fællesskabet.

At være til gavn skaber den tilfredshed i livet, som vi har brug for. Det lader os

være i relation til andre. Det er utrolig svært i dag at sætte sig i andres sted, men tolerancen er en forudsætning for at komme videre. Højskolen skal være et eksperimentarium, hvor vi skal have det hele i spil, ” siger Claus Gosvig.

»

Pejlemærker i tilværelsen er en forudsætning.

Vi siger, at de unge roder i kærligheden - men er de ældre så meget klogere?

Man skal være i stand til at træffe de valg, man står inde for. Der er en søgen mod ansvarligheden, som mangler et forum. psykolog martin holmgaard laursen

Gavekort

s. 52

En bedre skolerejse

Tror du på Julemanden?

På fine hoteller med dygtige guider

I denne søde juletid er vi mange, der går og hygger os med nisser, julebag, eller klæder os ud som julemænd for at glæde ungerne. Men de færreste af os tror på Julemanden. Hvordan kan det så være, at så mange tror på en gammel ørken-religion baseret på historier om en mirakelmager ved navn Jesus?

Aktivrejser til: Polen og Tjekkiet

- til en oplevelse der aldrig bliver glemt Glæd en ven eller et familiemedlem med hel eller delvis betaling af et højskoleophold. Gavekort udstedes på beløb fra 100 kr.

Kontakt Højskolernes Hus på 3336 4040 eller bestil via www. hojskolerne.dk/gavekort

Det du ikke lærer andre steder

Studierejser til: Berlin, Prag, Krakow, Budapest, St. Petersborg

Ring og få et godt tilbud!

Billige skirejser til: Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien

Hvis I vil havde have lidt mere liv i de eksistentielle diskussioner på Højskolen, så var det måske værd at invitere en ateist.

Send en mail til sekretaer@ateist.dk, så hjælper vi dig med at finde en ateist i dit lokal område.

Med venlig hilsen Jesper Vind Formand for Ateistisk Selskab

Østeuropa Rejser 97252524 www.osteuropa-rejser.dk

NYHED - NYHED - NYHED - NYHED Berlinspecialisten tilbyder nu også:

BARCELONA

www.barcelonaspecialisten.dk mail: barcelonaspecialisten@yahoo.dk

DUBLIN

www.dublinspecialisten.dk mail: dublinspecialisten@yahoo.dk

Tlf. 3082 7333 - God, personlig service - Undervisningsideer til byerne - Gratis arrangement jeres program

december 2008

Nyt fra FFD s. 53

Foreningens kalender 22. januar 2009 Medlemsmøde om Højskolens Kerne Idrætshøjskolen i Århus 6.-7. marts 2009 Kursus for skolebestyrelsesmedlemmer 24. -25. marts 2009 Højskolelærernes Temakonference Silkeborg Højskole 11.-12. juni 2009 FFD’s Årsmøde og generalforsamling Grundtvigs Højskole Mere på www.ffd.dk

Skal FFD’s mentorprojekt ophøre?

FFD’s succesfulde projekt, hvor unge uden kompetencegivende ungdomsuddannelse har kunnet tilknytte en mentor under højskoleforløbet, ophører med udgangen af 2008. Foreningen har forgæves søgt om at få forlænget projektet med støtte fra Satspuljen og afventer nu svar på, om undervisningsministeren kan finde penge til at forlænge ordningen.

Lovrevision på trapperne

I december måned skal Folketinget behandle forslag til ændring af loven om frie kostskoler. Det foreslås, at de frie kostskoler fremover hovedsageligt (mod tidligere altid) skal udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed. Forslaget indebærer, at kravet modificeres, så en mindre del af en skoles undervisningsfaciliteter kan ligge uden for den geografiske og bygningsmæssige enhed. Derudover forlænger lovforslaget den såkaldte Cirius-ordning til og med 2012.

Nordisk projekt om højskolekompetencer

Med støtte fra Nordplus-voksen programmet iværksættes i december et fælles nordisk projekt om dokumentation og anerkendelse af højskolekompetencer. Projektet indeholder en kortlægningsdel, hvor der foretages komparativ analyse af, hvordan nordiske folkehøjskoler arbejder med dokumentation og anerkendelse af (real)kompetencer, samt en udviklingsdel, der sætter fokus på, hvad kan vi lære af hinanden på tværs af de nordiske lande. Endelig vil der blive udarbejdet en slutrapport, der sammenfatter udviklingsarbejdets resultater og kommer med anbefalinger til det videre samarbejde. Ved Vårkonferencen den 25-28. maj 2009 i Kungälv vil midtvejsresultater blive præsenteret og diskuteret.

FFD deltager i landsstævne 2009

DGI har inviteret Højskolerne til Landsstævne i Holbæk den 2-5. juli 2009. Invitationen kvitteres fra FFD´s side med en indholdsbåret event, der kommer til at involvere 12-15 højskoler. De interesserede og deltagende højskoler udfordres til at flytte deres indhold, lærere og netværk til Holbæk for at lave højskole med alt, hvad dertil hører af store armbevægelser, sang, holdning og underholdning. Se mere på DGI´s hjemmeside.

Denne side redigeres af FFD

højskole Navne

s. 54 Fra fængsel til højskole.

Livsstilshøjskole Gudum har ansat Ulla som ny køkkenleder. Ulla er økonomauddannet, men har også en uddannelse som fængselsbetjent bag sig, så hun forstår at styre køkkenet.

Mariager Højskole har ansat en ny sekretær Karin Lima, der har boet 11 år i New Zealand, men nu er vendt hjem til Danmark.

Og nu vi er i Mariager.

Højskolens årlige ”Pionerpris” gik i år til pastor Linda Wilson fra den nystartede kirke Eurolife i Århus. Prisen er på 10.000 kr.

Det samme beløb fik Outlandish, der løb med Den gyldne Grundtvig, der uddeles af foreningen af tidligere elever på Odder Højskole en gang om året. I begrundelsen hed det blandt andet: ”De [Outlandish] står ved deres rødder, men levner plads til forskellighed og inspiration udefra.”

Og flere priser: Europahøjskolens pris 2008 gik ikke overraskende til tidligere udenrigsminister og nuværende supereuropæer Uffe Ellemann-Jensen.

Morten Roneklint Ellehauge

En alsidig herre Idrætshøjskolen Bosei skal åbne i sommeren 2009. Som navnet antyder, skal skolen blandt andet sætte fokus på japansk kampsport. Til at styre løjerne har man nu ansat en forstander - og det er Morten Roneklint Ellehauge. Han er ikke fremmed for højskolen, idet han var med til at genskabe Rødkilde Højskole og boede der adskillelige år mens konen, Jane Ryborg, var forstander.

Ellehauge er uddannet lærer, men har en række andre uddannelser bag sig - blandt andet har han læst kirkeog kunsthistorie, taget diverse lederkurser og gået på Niels Brock. Så det

december 2008

er en alsidig herre, hvilket hans professionelle liv også tydeligt viser: Han har arbejdet som højskolelærer, scenografiassistent, redaktionssekretær, producer og ungdomsskole-souschef.

Ellehauge har alt i alt arbejdet med kunst, undervisning, supervision og ledelse igennem mere end 25 år. Han har selv udstillet i ind og udland - og er tidligere formand for Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie udstillingsbygning i København. Der venter uden tvivl 46-årige Ellehauge en stor udfordring på Bosei, men erfaringsgrundlaget er i hvert fald i orden.

På Oure fortsætter de stimen af spektakulære ansættelser og har tilknyttet skuespilleren Thure Lindhardt – sås for nylig sammen med Mads Mikkelsen i den regulære blockbuster Flammen og citronen – der føjer sig til navne som Brian Laudrup, Michael Falck og Kasper Eistrup fra Kashmir.

Ryslinge Højskole søger ny forstander H Ø J S KO L E N F O R K R E AT I V KO M M U N I K AT I O N Ryslinge Højskole søger ny forstander med tiltrædelse d. 1. februar 2009 eller senere efter aftale.

Ryslinge Højskole .

Ryslinge Højskole er en moderne almen folkehøjskole med en særlig profil indenfor kreativ kommunikation. Men det er også en af Danmarks ældste højskoler med rødder tilbage til Kold og Grundtvig. Ryslinge Højskole er del af skolekomplekset Ryslinge Høj- og Efterskole, hvor efterskolen starter op til august 2009. De to skoleformer er adskilte og selvstændige enheder, men på ledelsesniveau vil højskolens forstander indgå i et samarbejde med efterskolens forstander, ligesom højskoleforstanderen overfor Undervisningsministeriet er den formelt ansvarlige for de to afdelinger.

Vi søger en iderig og udadvendt forstander, som kan påtage sig det overordnede pædagogiske, administrative og økonomiske ansvar for en moderne folkehøjskole. Den kommende forstander skal forstå at bevæge sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse og forene folkehøjskolens kvaliteter og

det moderne vilkår. Således forventer vi, at vores kommende forstander har erfaringer fra højskolen og besidder en sensibilitet overfor det, der rører sig i omverdenen, som kan trækkes ind og berige og udvikle vores højskole.

Ryslinge Højskole er beliggende i et historisk enestående skolemiljø og råder over særdeles gode faciliteter, som udover det aktuelle skolekoncept også åbner op for et spændende udviklingspotentiale.

Praktisk information . · Ansættelsen sker i henhold til gældende regler fastsat af Undervisningsministeriet. · Yderligere oplysninger fås hos bestyrelsesformand Erik Rahn Jensen, tlf. 6267 1790, som også gerne viser skolen frem. · Se desuden hjemmesiden www.ryslinge-hojskole.dk · Ansøgningsfrist: mandag d. 5. januar 2009 · Send din ansøgning til bestyrelsesformand Erik Rahn Jensen, Bellisvænget 12, 5856 Ryslinge eller pr. mail på adressen erikrahnjensen@mobil.dk

Der er brug for din stemme!

- som ambassadør og garant for højskolen og dens bæredygtighed.

• • • •

Savner Savner Savner Savner

du du du du

et et et et

sted at udtrykke din begejstring? sted at aflevere din frustration? sted, hvor du kan udfolde din faglighed? sted, hvor du kan gører din indflydelse gældende?

Kampagnetilbud i 2009: medlemskab + Højskolebladet kr. 599,Medlemskab 200,- om året Læs om formål og fordele på www.ffd.dk/medlem

m af nes e l d Me skoler ehøj ning k l o F Fore ark m i Dan

s. 55

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

00

s. 56

Højskolebladet er et kulturmagasin i bredeste forstand.

I Højskolebladet og på hojskolebladet.dk kan man holde sig orienteret om væsentlige diskussioner om politik og kunst, om dannelse og folkeoplysninge og om centrale værdide-

batter. Højskolebladet er højskolen i trykt form og stræber ikke kun mod at afspejle væsentlige debatter, men også at være dagsordensættende på højskolens kerneområder. Højskolebladet er ikke et smalt magasin udelukkende for højskolemiljøet, men et bredt orienteret magasin, der stræber mod at bringe højskolen ud i verden, og verden

ind i højsko-

len. Højskolebladet er et uafhængigt månedsmagasin - og udgives af Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) - og holder til i Højskolerne Hus på Nytorv i København. Højskolebladet udkommer

11 gange om året, distribueres i

et begrænset gratis oplag til alle landets højskoler og forhandles ellers udelukkende i abonnement. Hojskolebladet.dk er et supplement til det trykte blad. Her finder man udvalgte artikler fra det trykte blad, men også nyheder, blogindlæg, anmeldelser mv., der kun kan læses her. Tegn abonnement på www. hojskolebladet.dk

december 2008

"RINGĀ#ITYMAIL