Havet i munden

Page 1

HAVET I MUNDEN

Af samme forfatter:

Emma Emma, roman 2015

Graceland, roman 2017

LOOK, læsninger 2020

Digte Gutkind
LUKA HOLMEGAARD HAVET I MUNDEN

Havet i munden

© Luka Holmegaard & Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Grafisk tilrettelæggelse: Kasper Vang

Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Livonia Print, Letland

ISBN 978-87-434-0626-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag

Læderstræde 9, 1.

DK-1201 København K

gutkind.dk

Facebook: gutkindforlag

Instagram: gutkind_forlag

og kysten
Havet

Stranden er lille, ligger klemt inde mellem to ambassader neden for Skodsborg Station. V og jeg har været i Dyrehaven. Den har trænet på en træningsbane, jeg løb bare rundt og rundt i skoven. Er næsten helet, men arrene er stadig tapet op. Jeg kan ikke løfte så meget i armene. Det er maj, overskyet. V er en ven, som har hjulpet mig meget, og den er en erfaren bader i ydersæsonerne. Den siger, at vandet er 13 grader varmt, og at jeg i hvert fald ikke kommer til at gå i kuldechok.

Til at begynde med gør det vildt ondt i benene. Så bliver det bedre, men ikke meget.

Står lidt og venter i vand til livet. Som om jeg skal træffe et valg, men jeg er jo allerede herude og ved, at først bliver det koldt, og så bliver det dejligt.

Havet bliver blødere i løbet af sommeren, lige nu er det hårdt som glas.

På stranden bagefter står jeg med håndklædet og kigger på V, som stadig svømmer rundt derude. Jeg kan bare se dens skuldre og hovedet over vandet, det farvede blå hår. Den ser glad ud, rutineret.

7

Tager ud at svømme for anden gang i år efter et bryllup. Det skal vaskes af!

Vi var der ikke engang så længe. P er så smuk, fuldstændig on point. I de stramme bukser, Margiela, der går ned over skoene. Solbriller, de små øreringe af sølv.

Et smil fra en af dem fra cateringfirmaet, som også har ring i øret.

Sang med på salmerne med min overgangsstemme, så yndigt at følges ad.

P sagde: Det er, som om der kommer to toner ud af dig på én gang.

Vi møder nogle gamle venner, som deler en pizza ved Svanemøllen, hilser på dem. Det er kun mig, der vil i vandet.

Der går en sky for solen, det blæser. Jeg er længe om at komme i gang, komme ud af tøjet og ned til badebroen. Langsomt ned ad trappen et trin ad gangen. Skuldrene er det mest følsomme sted, og midt på ryggen.

Vandspejlet, ikke et forvrænget billede. Lys i pletter eller klumper nærmest, sejlende.

Jeg har det sådan om foråret: Man er altid i tvivl, inden man bader, men bagefter fortryder man det aldrig.

8

Ved havnen med M. De har en lille måtte med til at sidde på. Flotte, højhælede sandaler af læder og træ. Vi har købt kolde sodavand, selvom vejret er koldt, en form for ønsketænkning. M ved ikke, om de har lyst til at bade. De synes, at det er lidt irriterende med det her friske og sunde ritual, som alle pludselig hele tiden vil deltage i, når det bliver sommer. Der er noget omklamrende og kultisk ved det. Jeg giver dem ret, i princippet, og kan ikke vente med at komme i.

Møder en ven, som lige har svømmet. Han er på vej til arbejde. Tidligere på foråret sendte han mig beskeder med gode råd: Få fat i en ispose. Masser af ro og hvile. Lad de andre passe på dig. Vi krammer, han smiler, lægger hånden på sin egen brystkasse og siger: Tillykke! Det har han gjort de sidste fire gange, jeg har set ham. Måske er det bare sådan, vi hilser på hinanden nu.

9

Det er sankthansaften. Bader med fem cispersoner, det bliver spændende. De hopper alle sammen i fra bryggen, mens jeg tager stigen, men det er bare fordi jeg er bange for højder. Vandet er lunt for første gang i år, mørkt og tæt så langt inde i havnen. Det er dejligt, siger vi, ja, varmt, så dejligt. Jeg kender ikke andre end E, det er ham, jeg er kommet for at besøge. Han bor her tæt ved vandet. Jeg nyder at være i, laver et slags lille hop opad, et lodret svømmetag, som en sæl. Ser en anden ven inde på land, de er på arbejde på restauranten derinde. Jeg vinker, men de ser mig ikke. Jeg er allerede svømmet langt ud, en af de andre svømmer længere, helt ud i kanalen, hvor der er mere åbent.

Hænger på stigen, mens jeg venter på, at en anden fyr kravler op, tror han hedder Ole. Jeg husker at mærke på vandet, hvor tungt og blødt det er. Det er koldere mod bunden.

Vi tørrer os med håndklæderne og står lidt i aftensolen. Kun én af de andre stirrer. Jeg har mødt hende et par gange før, men for nogle år siden. Jeg har ikke nogen bryster. Det er der mange, der ikke har.

På vej tilbage til huset spørger E, hvordan det føles at bade. Om jeg er nervøs, selvbevidst. Jeg siger nej, siger: Jeg har det, som om min krop er fyldt med lys.

10

Hele eftermiddagen og aftenen har jeg mit våde badetøj og håndklædet med mig i en stofpose. En tung, gennemblødt klump, som jeg først er lige ved at glemme i bussen, så under en stol.

Efter baren lukker, lægger D armen om min skulder, mens vi går ned mod havnen for at finde et sted at sidde ved vandet. Det er sommer, natten er lys. Ingen af os har lyst til at bade. Det er for koldt, især med det våde badetøj. Jeg har næsten aldrig lyst til at bade to gange på samme dag. Hver badetur kræver, at jeg har den varme med mig, som kommer af at have sovet. Vi sætter os på brostenene, de er så kølige, at de føles våde, eller er det duggen. Vi kysser, det er dejligt. Vandet i havnen står næsten helt stille. Himlen er lilla.

D nikker mod min pose, spørger: What kind of swimwear do you use? Jeg svarer badebukser, det har jeg gjort i mange år. Before I also looked like a teenage boy from most angles. Jeg spørger dem om det samme, og de svarer, at det kommer an på situationen. På hvor de skal bade, om de har badet der før.

Vi taler om, hvem der genkendte os, da vi var yngre, hvem der tog sig af os. Jeg fortæller om mine venner og mig, som fandt hinanden for mange år siden, de pressede biseksuelle i udkanten af heteromiljøet. D foreslår en tekst til en datingprofil: Are you also bisexual? Want to become friends and remain closeted for a couple of years, maybe three to five? We can keep each other company:)

11

Vi går ikke helt ned til havnebadet, for der er alt for mange teenagere, og de har det alt for vildt. Der er skygge på broen, og det er lækkert, for det er en varm dag. U og jeg har begge to tømmermænd. Vi er begge i et uroligt humør, overstimulerede af midsommeren. U er blevet solskoldet på stranden i går, jeg smører aloe vera-salve på deres skuldre og ryg, inden vi skal i vandet.

Tager et stort rygsvømningstag, som en gople, kroppen bred og så smal gennem vandet. For det meste ligner man en hund, når man svømmer. Den måde, U smiler på, en glæde, der ser enkel ud, eller hel. Hele kroppen i vandet.

Oppe på broen igen taler vi om juni måneds temperament.

June sends love songs after the second date. June is dm’ing up a storm, texting all the time where are you at babe? June is new on t, June is a puppy, drunk but also hungover, but also had too many coffees. U smiler, siger: Now I think of it, I have never actually seen you and June in the same room at the same time.

12

Cykler ud og bader alene ved Nordhavn efter at have hjulpet L med at flytte. De er ung og har ikke så mange ting, men blev helt gennemsvedt alligevel. Jeg insisterede onkelagtigt på at tage de store, besværlige møbler, nu hvor jeg kan bære tunge ting igen og har al den her testo-energi, der skal brændes af. En kontorstol vinklet ind gennem døren, en topmadras, en kommode af stål.

Det er lummert og overskyet. Cykler forbi de store byggepladser og det nye kvarter, kan man kalde det det? Glasbyggerierne med Irma i bunden, de breder sig fra havnen og indad, hurtigere og hurtigere.

Kommer til at tænke på at gå og fylde i dynejakken i metroen om vinteren. At begynde at lægge mærke til, hvem der virker nervøse ved hvide mænd. Hvem der kigger sig over skulderen, når jeg glemmer, at jeg skal give mere plads nu. Ikke gå så hurtigt.

Sidder ligesom ukoncentreret og tørrer ved molen.

På vej tilbage dukker jeg mig, skynder mig hen til cyklen. Nogle gange får man øje på nogen, man ikke har lyst til at møde.

13

Folk svømmer både inden og uden for bøjerne.

En bliver trukket af sted i en gummibåd i en forbløffende fart.

En anden skubber en balje med en rygsæk i gennem vandet ud mod en båd. Et smart trick.

Jeg sidder lidt med fødderne ud over kanten. Så hopper jeg.

Forsøger at svømme uden om der, hvor en gruppe teenagere i badetøj filmer. Vandet er kanalvand, uklart og stille, men det er godt nok.

Svømmer tilbage igen for at komme væk fra en and, der nærmer sig.

14

Det er lavvande, vi skal gå langt.

Jeg bærer P i vandet, hans arme og ben om min krop, han hænger på mig som en taske. Let og kølig.

Bagefter holder han mig oppe, mens jeg ligger udstrakt i overfladen. Jeg tænker, at det er, som om jeg bliver døbt. Havet skinner.

Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.