Vilde problemer

Page 1

VILDE PROBLEMER

VÆRKTØJSKASSE TIL

POLITIKERE, PRAKTIKERE OG

POLICY-ENTREPRENØRER

REDIGERET AF

SIGGE

WINTHER NIELSEN

VILDE PROBLEMER

VÆRKTØJSKASSE TIL politikere, praktikere og

POLICY-ENTREPRENØRER

REDIGERET AF

Sigge Winther Nielsen

VILDE PROBLEMER

Værktøjskasse til politikere, praktikere og policy-entreprenører

© 2023, forfatterne og Nord Academic / Gads Forlag

ISBN: 978-87-12-07227-0

1. udgave, 1. oplag

Forlagsredaktion: Anette Stoffersen

Projektledelse: Rikke Kensinger

Korrektur: Hans Ørbæk, Errata

Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Demuth Grafisk Tryk og indbinding: ScandBook

Printed in Sweden, 2023

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

nordacademic.dk

Læs om Nord Academics klimakompensering af vores bogproduktion på nordacademic.dk

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.

/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.

If you realistically present to people what can be achieved in solving a problem, they will find that completely uninteresting.

INDHOLD Om bogen 9 Intro. Et kanvas for vilde problemer 12 Af Sigge Winther Nielsen Del 1. Værktøj. Rammeværk for vilde problemer 53 Kapitel 1. Entreprenørstatens samarbejdsmodeller 54 Af Sigge Winther Nielsen Kapitel 2. Løs de vilde problemer lokalt 87 Af Dorte Bukdahl Kapitel 3. Vilde eksperimenter 115 Af Asmus Leth Olsen Kapitel 4. Policy-entreprenører – ledelse af partnerskaber 128 Af Carsten Greve Kapitel 5. Stedbaseret samskabelse – hvad kræver det af kommunale medarbejdere? 144 Af Anne Tortzen Kapitel 6. Evaluering i Entreprenørstaten 165 Af Carsten Strømbæk Pedersen Del 2. Praksis. Tackling af vilde problemer 189 Kapitel 7. Design af missionsorienteret innovation – en ny vej for mental trivsel 190 Af Christian Bason og Sara Gry Striegler
Kapitel 8. Sammen om skolen – et partnerskab ved fordøren og bagdøren 217 Af Thomas Gyldal Petersen, Gordon Ørskov Madsen og Claus Hjortdal Kapitel 9. Systemisk lederskab kan tæmme vildskaben – indbrud og utryghed som case 243 Af Britt Wendelboe, Anders Dybdal og Kristoffer Milling Kapitel 10. Syv vilde problemer i Aarhus – policyentreprenørskab i en kommune 270 Af Martin Østergaard Christensen, Ina Bøge Eskildsen og Trine Kiil Naldal Kapitel 11. Styring af samskabelsen af lokale grønne løsninger – fra Avedøre til Teluk Pang Pang 292 Af Jacob Torfing, Oda Hustad og Alexander L.Q. Chen Kapitel 12. Unge uden job og uddannelse – tackling af et vildt problem i praksis 315 Af Vibeke Normann Andersen og Anna Mollerup Slutord. Fra redaktøren 348 Af Sigge Winther Nielsen Outtro. Perspektiver på bogens landkort 350 Af Mads Leth Jakobsen Noter 362 Litteratur 375 Om forfatterne 404 Tak 411 Register 413

OM BOGEN

Jeg udgav bogen Entreprenørstaten for godt to år siden. Bogen skabte en offentlig debat om demokratiets evne til at håndtere vilde problemer. Siden udgivelsen har jeg rejst land og rige rundt, afholdt over 200 oplæg og mødtes med mennesker, som til daglig tackler vilde problemer. Alt fra pædagoger og skolelærere til iværksættere, virksomhedsejere, klimaaktivister og ansatte i psykiatrien, på hospitaler og ved landets jobcentre. Også uden for landets grænser har jeg mødtes med alt fra en BBC-tv-vært til britiske departementschefer i tykke tweedjakker, den tyske vicekansler i hættetrøje og den spanske vicepremierminister, der bød ind til passioneret passiar.

I dialogen med disse mennesker – fra hver deres udkigspost – står det klarere og klarere frem, at Entreprenørstaten sætter tanker i gang om, hvilken fremtid vi gerne vil indtage. På tværs af livsvilkår ville de alle gerne høre mere om to aspekter: (I) dels hvilke nye værktøjer vi kan gribe efter for at adressere de vilde problemer, (II) dels caseeksempler fra frontlinjen, som har evnet at tæmme de vilde problemer.

De to ønsker har jeg gerne villet imødekomme, og derfor er bogen bygget op omkring disse to dele. Første del beskriver netop nye policy-værktøjer ud fra et rammeværk for vilde problemer. Anden del beskriver cases, der i praksis tackler nogle af samfundets vildeste problemer: at skaffe flere hænder og hoveder til arbejdsmarkedet, fikse klimakrisen, imødegå unges mistrivsel, speede læringen op i folkeskolen for de svageste eller begrænse kriminalitet i det ganske land.

Jeg har dog måttet erkende, at det kræver inddragelse af folk, som er klogere end mig, hvis denne bog skulle blive til virkelighed. Ligesom håndteringen af vilde problemer kræver samarbejder i en ny skala, så er denne bog også blevet til i et møde mellem bidragsydere, som ser verden fra mange forskellige positioner i samfundet.

9

Bogen er lang og kommer vidt omkring. Og det er meningen, for det er ofte vanskeligt stof at tage greb om vilde problemer. Derfor kan læserne behændigt udvælge de kapitler, som findes relevante for netop dem, men bogen kan også læses fra start til slut, da mange af bidragene refererer til hinanden. Den ’hurtige læser’ kan dog komme langt ved at kigge på hvert kapitels start, hvor der er et resumé, samt hvert kapitels slutning, hvor der oplistes ”Fire tips til policy-entreprenører”, som vil håndtere vilde problemer.

At skrive om disse løsninger på vilde problemer er en sælsom øvelse: Enten fremstår løsninger som banale, fordi læseren kender dem. Eller også fremstår de som ukonkrete, fordi man aldrig har prøvet dem. Vilde problemer, som du har mellem hænderne, er således sin helt egen; et ubestemmeligt sted mellem forskning og formidling. Bogen er et forsøg på at inspirere de mange mennesker, der hver dag går på arbejde for at tackle vilde problemer. Den er et forsøg på at vise, at kæden mellem politiker og praksis er blevet længere, end da min far gik i korte bukser. Men til gengæld kan vi forkorte kæden ved at passe og pleje den på nye måder, så demokratiet igen leverer resultater for dig og mig. Bogen Vilde problemer giver derfor et første bud på, hvordan man bedre sammenkobler politik og praksis – hvad enten man er beslutningstager, embedsmand, civilsamfundsaktør, virksomhedsleder, fondsperson, ekspert, borger eller noget helt ottende. Det er dog ingen nem opgave, som citatet, der åbner denne bog, indrammer:

Hvis du på en realistisk måde præsenterer folk for, hvad der kan opnås ved at løse et problem, vil de finde det fuldstændig uinteressant.

Ordene kommer fra nobelprismodtageren Daniel Kahneman, som ved, hvor svært det er at skabe forandringer hos mennesker og i systemer. Og han fortsætter faktisk sit citat, som blev udsagt for en del år siden, med følgende salut: ”Du er nødt til at love mere, end du kan holde, for at få noget gjort”. Jeg er i tvivl, om han i dag har ret i denne sidste del, altså at mennesker har brug for at blive lokket ud i fremtiden gennem løfter, der senere viser sig svære at holde. For det, som kendetegner

10

denne bog, er rettere, at bidragsyderne stirrer de vilde problemer i øjnene og fortæller omverdenen, at det er svært – for ellers havde vi løst dem tidligere. Bogen Vilde problemer har således en dobbelt fordring: På den ene side er den en vejviser til de policy-entreprenører, som tør indvie offentligheden – ved demokratiets fordør – i den svære kunst at forestille sig en ny fremtid, som det bøvlede arbejde med vilde problemer indvarsler. På den anden side er den en vejviser til policy-entreprenører – ved demokratiets bagdør – om den svære kunst at gennemføre de forestillede fremtider, når man med bogens værktøjer bygger, tester, leger og skalerer for at bekæmpe vilde problemer.

Denne dobbelte fordring går som en underliggende strøm igennem bogen. Og den kan måske lyde naiv, sekterisk eller endda verdensfjern. For er mennesker da ikke bare interesseret i deres egne snævre interesser? For er samfund da ikke nærmest umulige at forandre? Jo, dette er ofte den præcise beskrivelse af mennesker og samfund. Men der er også alle de andre momenter, som vi har set igennem historien. Netop de momenter, der oprulles i denne bog, hvor flere af samfundets parter pludselig går sammen og håndterer et vildt problem på nye måder.

Denne bog handler kort sagt om, hvordan man opsøger disse momenter. På de næste mange sider kan du læse om, hvilke værktøjer og cases der evner at tackle de vilde problemer, som har slået rod i vores samfund. Nu er det dit moment som læser.

Demokratiets hus

I Entreprenørstaten sondrer jeg mellem fordøren og bagdøren i demokratiet. Fordøren omhandler den politiske debat, hvor vi deler os efter anskuelser. Bagdøren omhandler de politiske beslutninger, der omsættes ude i samfundet.

ET KANVAS FOR VILDE PROBLEMER

Af Sigge Winther Nielsen

Hvordan er det muligt at tackle et vildt problem? Dette introkapitel opstiller et kanvas for vilde problemer, som svarer på netop det grundlæggende spørgsmål. På kanvasset sondres mellem på den ene side tamme/vilde problemer og på den anden side tre pools, der beskriver, om den aktuelle politiske situation er præget af grøn pool (samarbejde), blå pool (forhandling) eller rød pool (frygt). På den måde får policy-entreprenører en mulighed for at matche pool og problem, så de rette policy-værktøjer bruges på den rette politiske situation. Dette kanvas tager højde for, hvornår der er brug for klassiske policy-værktøjer såsom reguleringer og incitamenter (ofte tamme problemer i den røde og blå pool), og hvornår der er brug for denne bogs alternative værktøjer såsom månelandingsprojekt og systemforandring (ofte vilde problemer i denne grønne pool). Kapitlet viser gennem historiske eksempler, at disse alternative samarbejdsmodeller i den grønne pool kan skabe store resultater, især hvis policy-entreprenører (u)bevidst benytter Det vilde kanvas, så de opsøger eller opdyrker de rette momenter.

Der gemmer sig en kursusejendom i Nordsjælland. Den ligger i Helsinge, og for to år siden kører jeg derop i min gamle bil.

Jeg spekulerer undervejs på, om jeg mon skal stå skoleret. For statsministeren har inviteret mig til at tale for kredsen af ministre og departementschefer efter udgivelsen af bogen Entreprenørstaten – en bog, hvor jeg tager livtag med samfundets manglende evne til at løse de vilde problemer i vores tid.

Så er de mon sure på mig i regeringen?

12 INTRO

Jeg træder ind på Kursuscenter Bymose Hegn i Helsinge på slaget 10. Et sted, der trænger til en nænsom pedel og langtfra lader ane, at magten i dansk politik har forskanset sig her.

”Velkommen”, lyder det fra Mette Frederiksen, som tager imod i det lavloftede lokale.

”Kan du mon lære os noget om at løse problemer?”, spørger en minister i forbifarten op til scenen. ”Jeg kan da prøve”, mumler jeg.

Jeg går på og skuer ud over kredsen af magtudøvere og siger så: ”Vi står over for det moderne demokratis paradoks: Problemerne bliver vildere, mens løsningerne bliver tammere”. Jeg tilføjer i et lidt for højstemt toneleje: ”Vi skal gentænke vores demokratiske ramme for at adressere tidens vilde problemer”.

I Danmark er det moderne demokratis paradoks imidlertid ganske nyt. For siden 2. Verdenskrig har vi leveret et imponerende spring i velstand gennem tålmodig problemløsning. Danmark har overhalet mange lande, som vi lå på niveau med. Det skyldes, at vi i flere år har været dygtige til at løse såkaldt tamme problemer. Det vil sige problemer, som er afgrænsede, forståelige, og hvor der findes en oplagt løsning – tænk på opførelsen af vejnet og plejehjem eller indførelse af rettigheder til pension, skolegang og sygehusbehandling.1

I dag står vi dog tilbage med det, jeg betegner som vilde problemer. Det vil sige problemer, som ikke lader sig definere så nemt eller løses ved at opføre en bygning, indføre en ret eller give en bonus. Faktisk meget af det som dansk politik drejer sig om lige nu både lokalt og nationalt: at vi skal rekruttere flere hænder end vi har, styrke produktiviteten, imødegå unges mistrivsel eller fikse klimakrisen. Disse problemer er vilde, og de er svære at få greb om. De kræver noget andet af os – og her er vi i Danmark langtfra så imponerende i vores problemløsning.2

Vi står i en situation, hvor vi forsøger at løse det 21. århundredes vilde problemer med det 20. århundredes policy-ideer og det 19. århundredes politiske institutioner. Og det går sjældent særlig godt. For vores ambition om at tage fat på de vilde problemer ender ofte med flere regler og tilsyn, mere kontrol og koordinering. Måske fordi vi historisk i det 19. århundrede har opbygget magtens tredeling, et

13

partisystem og et repræsentativt demokrati. Måske fordi vores policyideer kommer fra det 20. århundrede med en hierarkisk styringskæde baseret på stribevis af resultatkontrakter og tilsynsmyndigheder, der alle sammen skal sikre, at pengene passer, og juraen holder, når politik skubbes ud fra magtens center til borgere og virksomheder. Alt det fungerer godt, når vi løser tamme problemer. Men er det svaret på det 21. århundredes vilde problemer?

I en situation, hvor journalister, embedsmænd og politikere løber hurtigere end nogensinde, er der få, som har tid eller tilskyndelse til at se på, hvordan vi tackler de vilde problemer.3 Det er ikke ond vilje. Det er snarere, fordi de vilde problemer vitterlig er vilde, og så er det nemmere at vise handlekraft med en hurtig reform fyldt med pseudopolitik, der langtfra griber fat om det vildes rod.4

Når man får vilde problemer på hjernen, bliver det aktuelt at (gen) vurdere den demokratiske ramme fra det 19. århundrede og policy-ideerne fra det 20. århundrede – og så (gen)besøge de fortællinger, der er indlejret i vores forståelser af, hvordan det politiske liv udspiller sig. Så det er emnet i dette kapitel. For de mange forgæves forsøg på at adressere vilde problemer illustrerer, at de ofte kræver noget andet end de tamme problemer.5

I dette introkapitel vil jeg kridte banen op for bogens bidragsydere. Jeg vil argumentere for, at politik i dag fremstilles som et spil mellem rationelle individer i en hierarkisk organisering. Altså den bagage, vi har fra det 19. og 20. århundrede. Imidlertid har politik i det meste af menneskets levetid faktisk vekslet mellem forskellige politiske tilstande – det, som jeg kalder pools. Jeg definerer en pool (grøn, blå eller rød, som vi skal se) som den stemning, der omkranser den aktuelle politiske situation. I en pool findes et sæt bevidste og ubevidste spilleregler for, (a) hvordan mennesket opfører sig ’rigtigt’ i politiske aktioner, og (b) hvordan den ’rigtige’ politiske organisering bør se ud, for at et samfund kan fastholdes eller forandres.

Jeg kigger i dette kapitel gennem historien og ser som minimum tre politiske pools. En grøn pool baseret på samarbejde og gerne horisontal organisering, hvis udbredelse og betydning i den politiske historie til tider er blevet undervurderet. En blå pool, der i dag er mest udbredt,

14

og som nævnt er funderet på rationelle individer og hierarkisk organisering. Og så en rød pool baseret på relationer og rå magt, hvor den mest frygtindgydende overlever.

I dag er vi typisk i den blå pool, hvis politikere skal lave en slagkraftig reform. Det har skabt en myte, der er så udbredt, at vi nærmest tager den for givet som vores støbeform for moderne politik, altså at rationelle individer i en hierarkisk organisering er opskriften på succes, når politik mases ud fra magtens center.6 Men hvad nu, hvis myten er en selvopfyldende fortælling, der holder os tilbage fra en bredere vifte af tilgange til problemløsning. Hvad nu, hvis myten ikke er helt rigtig, men heller ikke nødvendigvis forkert. Ja, at verden er meget mere nuanceret, og at vilde problemer kræver en bredere tænkning. At det handler om at skabe det rette match mellem problem (tamt/vild) og pool (grøn, blå og rød).

De tre pools er tre tilstande, som lever side om side og har særlige antagelser om individ og organisering. Her kan man over tid iagttage, at eksempelvis det samme politikområde kan være situeret i forskellige pools, som når folkeskolepolitik i Danmark vandrer fra lærerkonflikt til Sammen om skolen-partnerskabet (se kap. 8). Eller med andre ord går fra rød til blå og nu til noget, der minder om en grøn pool med samarbejde i centrum.7 Den centrale pointe er, at vilde problemer ofte løses bedst i den grønne pool, men at de også kan tilgås i både de blå og røde pools, når situationen byder det, måske fordi der er en tidsfrist eller grundet særlige interesser, geografi eller historiske omstændigheder.8 På den måde adskiller de politiske pools sig fra tænkningen i (styrings)paradigmer. Hvor paradigmer såsom New Public Management (der ville befinde sig i den blå pool) kan tage årtier, før de falder sammen, så er begrebet om pools snarere et udtryk for større omskiftelighed mellem tre sidestillede pools. Forskellige ministerområder eller policy-felter kan altså på samme tid optræde i vidt forskellige pools, fordi den aktuelle politiske situation kan skifte dramatisk. Så eksempelvis kan den aktuelle ene kommune være i rød pool og den anden kommune i grøn pool.

For at dykke ned i de tre pools er dette introkapitel en smule anderledes end de andre kapitler, idet jeg bygger på en meget bred vifte af videnskabsfelter. Det drejer sig om alt fra arkæologi til antropologi.9

15

I det følgende skrider kapitlet derfor således frem: (I) Jeg definerer først, hvad jeg mener med vilde problemer, og hvordan de adskiller sig fra de tamme af slagsen. (II) Dernæst opbløder jeg ideen om, at politik må være baseret på rationelle individer i en hierarkisk organisering, hvis et samfund skal foretage sig en fornuftig problemløsning. Jeg beskriver her de tre pools gennem et rids over den politiske historie, som dokumenterer en flerhed af tilgange, der på hver deres tidspunkt har skabt store politiske resultater. (III) Ud fra ovenstående indsigter opstiller jeg Det vilde kanvas til policy-entreprenører, som fritskraber deres handlemuligheder. På den ene akse er der vilde versus tamme problemer, og på den anden akse er der de tre pools – grøn, blå og rød. (IV) Til sidst indrammer jeg, hvad en policy-entreprenør er, og hvad han/hun kan bruge dette kanvas til. Jeg forklarer, at policy-entreprenører igennem forskellige strategier kan forsøge at matche problem og pool ved at ’skubbe’ politik rundt mellem tamt/vildt og de tre pools afhængigt af dels problemets policy-modenhed og dels aktørernes politiske position.

Om vilde og tamme problemer

I 1973 udgav to forskere fra Berkeley i Californien en videnskabelig artikel, der skulle vise sig at få stor indflydelse. De to professorer hedder Horst Rittel og Mel Webber, og de opstillede en modsætning mellem onde problemer (wicked) og tamme problemer (tame).10

Rittel og Webbers bidrag var forud for deres tid. Det viser sig ved, at artiklen blev meget lidt citeret, de første 20 år efter den blev publiceret. Da Den Kolde Krig var ovre, skiftede den politiske dagsorden imidlertid. Fokus flyttede sig til genstridige samfundsproblemer såsom klima, mistrivsel, folkesundhed, fattigdom, kriminalitet, integration og mange andre, der stod frem som svære at løse. Det skete pludselig i løbet af 1990’erne og skabte interesse for Rittel og Webbers arbejde.

I dag har deres artikel over 500 årlige citationer – et ganske imponerende tal.11 Alligevel er det vigtigt at kigge kritisk på deres dikotomi mellem onde og tamme problemer, hvis vi skal kunne bruge indsigterne

i Danmark, når vi forsøger at håndtere tidens problemer. Der er særligt tre årsager til, at jeg har valgt at redefinere onde problemer til vilde problemer.

16

Min første og vigtigste kritik af Rittel og Webber er deres manglende blik for den politiske sammenhæng, som et problem udspiller sig i. Altså de vidt forskellige politiske pools, som et problem optræder i over tid. Rittel og Webber havde meget lille tiltro til, at samfundsproblemer kunne løses – fordi problemerne var for komplekse til, at politik kunne gennemføres med en stringent planlægning fra statens skriveborde. Men Rittel og Webber tager her ikke tilstrækkelig højde for, at den politiske situation kan skifte og have stor betydning for mulighedsrummet. Helt grundlæggende kan den politiske pool skifte fra valgår til valgår, fra ressortområde til ressortområde, fra policy til policy.12 Tænk eksempelvis på, hvordan klima og folkeskole i Danmark i det store hele er gået fra konflikt til konsensus, fra rød pool til grøn pool, så samfundets aktører hjælper med til en højere grad af kollektiv problemløsning. Man kan sige, at Rittel og Webbers artikel var præget af deres tid. De skrev artiklen på et tidspunkt, hvor et teknisk tamt problem kunne løses i naturvidenskaben og dermed få os til månen i 1969 med NASA som indpisker. Omvendt kunne samfundsvidenskaben ikke løse det ’onde’ fattigdomsproblem i byområderne i USA, selvom præsident Johnson havde forsøgt sig med store reformer under titlen The Great Society. Da Rittel i 1967 første gang brugte betegnelsen onde problemer på en konference på Department of Architecture på University of California, Berkeley, var det i en replik til, om man kunne overføre NASA’s rumfartstilgang til politiske løsninger.13 Det korte svar fra Rittel var nej.

Et par år efter satte Rittel og Webber14 trumf på og skrev, at i den forstand omhandler disse uløselige onde problemer: ”Stort set alle offentlige politikområder”. Men denne udlægning er for bastant i min optik. Rittel og Webbers udlægning af onde problemer er for ond i synet på, hvad der kan gøres, småt såvel som stort, i den politiske arena for at imødegå vilde problemer.15 Det er derfor, jeg vælger at benytte betegnelsen vilde problemer. Betegnelsen onde problemer giver mindelser om noget utilnærmeligt og uløseligt, hvilket kan skræmme mange aktører væk fra overhovedet at konfrontere et ondt problem.16

Min anden kritik går på, at en skarp dikotomi mellem ond og tam ikke giver mening i en politisk virkelighed, hvor mange problemer sna-

17

rere bevæger sig på en glidende skala.17 For eksempel giver et binært valg langtfra mening for en kommunal embedsmand, som vil vurdere om folkesundhed eller unges mistrivsel er et ondt (vildt) problem. Historien er nok snarere, at de begge er onde (vilde), men at det ene formentlig er sværere at håndtere end det andet grundet mangel på policy-løsninger eller usikkerhed om årsagssammenhænge.18 Og først når vi kan beskrive disse faktorer nærmere, kan vi omsætte det til handling. Nemlig at der måske mangler mere viden om unges mistrivsel, end der gør om folkesundhed. Eller omvendt. I det lys ønsker jeg at indføre et kontinuum – til forskel fra Rittel og Webbers dikotomi – med klare modpoler. Jeg foreslår således en glidende skala fra tamt mod vildt.19

For det tredje ønsker jeg at definere vilde problemer simplere og anvendeligt end de ti punkter, som Rittel og Webber20 har stillet op for at indfange et ondt problem. Jeg trækker på forskeren N.C. Roberts,21 der zoomer ind på problemrelaterede aspekter og løsningsrelaterede aspekter. Det fører til min minimale definition22 af vilde problemer som: Problemer, hvor der i varierende grad mangler konsensus om selve definitionen af problemet samt i varierende grad mangler konsensus om løsninger. Med denne minimale definition, der burde rumme de fleste opfattelser af vilde problemer, kan der foretages subklassifikationer, som er mere specifikke a la super-internationale vilde problemer eller politisk konfliktfyldte vilde problemer.23

Rittel og Webbers ti punkter til beskrivelse af wicked problems (onde problemer)

1. Der er ikke nogen definitiv formulering af onde problemer.

2. Du ved aldrig, hvornår problemet er løst.

3. Løsninger på onde problemer er ikke sande eller falske, men gode eller dårlige.

4. Der er ingen umiddelbar eller endelig test af en løsning på et ondt problem.

5. Hver løsning på et ondt problem er en ‘one-shot operation’; fordi der ikke er mulighed for at lære ved ’forsøg og fejl-metoden’, tæller hvert eneste forsøg signifikant.

6. Det er ikke muligt at opremse (eller udtømmende beskrive) et sæt af potentielle løsninger, og der er heller ikke et velbeskrevet sæt af tilladte handlinger, som kan indarbejdes i planen.

7. Hvert ondt problem er i grunden unikt.

8. Hvert ondt problem kan betragtes som et symptom på et andet problem.

9. Eksistensen af en afvigelse, der repræsenterer et ondt problem, kan forklares på utallige måder. Valget af forklaring bestemmer karakteren af problemets løsning.

10. Planlæggeren har ikke ret til at tage fejl (dvs. planlæggere er ansvarlige for konsekvenserne af de handlinger, de genererer).

18

Med disse tre kritikker som bagtæppe bruger jeg resten af kapitlet på at vise, at driftige praktikere, som forskeren John Kingdon24 kalder policy-entreprenører – det vil sige praktikere, som er alt fra politikere, embedsmænd, erhvervsledere, fondspersoner og civilsamfundsaktører – til alle tider har ageret i forskellige situationer eller rettere politiske pools, som jeg benævner det. Jeg mener, at det skal understreges meget mere, end Rittel og Webber gjorde, at det er lige så vigtigt at kigge på den pool, det vilde problem udspiller sig i, som på det vilde problem i sig selv. På den måde står det klart, at Rittel, som fandt på begrebet onde problemer allerede i 1967, hvor han underviste i arkitektur og design, kigger mere på problemets natur, mens jeg som politolog orienterer mig mere kontekstuelt mod den politiske pool, hvor problemet udspiller sig.25

De tre politiske pools

I det følgende beskriver jeg de tre pools gennem den politiske historie for at nuancere mulighederne for at handle på et vildt problem (se opsamling i tabel 1). Dette er naturligvis på ingen måde en systematisk gennemgang af verdenshistorien, men snarere en udgravning af de største drivkræfter.26 Det skal noteres, at jeg først bruger længst tid på den grønne pool, da den er dårligst beskrevet i den eksisterende policy-litteratur.27

19
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.