STAUNING OG GRØNLAND
Kampen om den arktiske koloni mellem de to verdenskrige
NIELS NØRGAARD
Beskytteren
Konger, dronninger, vovelystne skibskaptajner, flyvere, eventyrere og stribevis af polarforskere fra kolonimagterne i Europa og USA har op gennem historien lagt navn til Grønlands dybe fjorde, forrevne halvøer, sneklædte bjerge og isdækkede indre.
Thorvald Stauning har – som en af de ganske få politikere – fået en bid af verdens største ø opkaldt efter sig. Stauning Alper er en massiv bjergkæde i det nordøstlige Grønland. Det barske naturområde tager sit udspring dybt inde i landets og verdens længste fjord, Scoresby Sund, Kangertittivaq på grønlandsk.
På landkortet syner Stauning Alper ikke af meget. Men det omkring 6.000 kvadratkilometer mennesketomme område, som domineres af granit, forrevne bjergtinder og tykke islag, er næsten dobbelt så stort som Fyn.
Bjergkæden fik Staunings navn et par år efter, at han besøgte kongerigets store koloni i 1930. Han var den første danske statsminister, der foretog en embedsrejse til Grønland. Med rejsen markerede Stauning, at nu var det ham, der udstak den politiske kurs i Grønland. Straks efter hjemkomsten bad han danske polarforskere om at udarbejde planerne for en storstilet kortlægning og udforskning af det tyndt befolkede Østgrønland.
Det var en af nationens største grønlandsforskere, Lauge Koch, der i taknemmelighed over Staunings handlekraft fik ideen til at navngive bjergene efter statsministeren. I 1930’erne sad Lauge Koch og hans medhjælpere i timevis og frøs i den danske marines små tyskproducerede Heinkel-amfibiefly. Flyene var udstyret med de mest moderne kameraer,
Det er helt sikkert også sådan, at Thorvald Stauning opfattede sig selv. Virkeligheden var givetvis mere nuanceret.
Men det var ikke kun i sine knap 13 år som den øverste politisk ansvarlige for menneskene i det, som han selv kaldte ”Det mærkelige land”, at Stauning gjorde sin indflydelse gældende. Interessen for og den erklærede kærlighed til Grønland begyndte meget tidligere.
Kort efter at han blev valgt ind i Folketinget i 1906, fik Stauning posten som Socialdemokratiets grønlandsordfører. Han var således med i de skelsættende forhandlinger i Rigsdagen, som betød, at den første spæde demokratisering af Grønland blev indledt.
Det var også 1920’erne og 1930’erne, at en ny generation af politisk bevidste grønlænderne trådte frem i lyset og langsomt – men sikkert –begyndte at tale kolonistyret i København midt imod. Ikke mindst når Thorvald Staunings skiftende regeringer tog beslutninger, der ikke altid var i tråd med grønlændernes interesser.
Det var på mange måder også i de to årtier, at kampen om Grønland for alvor blev indledt, og bestræbelserne på at fastholde Grønland som en vigtig del af det danske kolonirige tog til.
I Norge fiskede man i rørte vande i årene lige efter den første store verdenskrig. Det var en tid, hvor kolonimagter kunne sælge hele lande og deres befolkninger fra til højstbydende. Og det var en tid, hvor der blev tegnet nye streger på verdenskortet. Men det var først i Staunings regeringstid, at Norge for alvor satte alt ind på at sikre sig suverænitet over Østgrønland, som de gav navnet ’Eirik Raudes Land’.
Senere i 1930’erne blev det teknologien, især flyvningen, der for alvor gjorde Grønland langt mere tilgængeligt og dermed også strategisk interessant. Både økonomisk, politisk og militært.
Verdens mest berømte ’flyverhelt’, amerikaneren Charles A. Lindbergh, og flyselskabet Pan Am sværmede i midten af 1930’erne om Grønland, der blev udpeget som den afgørende brik i opbygningen af nye transatlantiske post- og passagerruter mellem Nordamerika og Europa.
I alle årene kæmpede Stauning også for at holde sammen på hele kongerigets interesser i Nordatlanten, hvor ikke mindst Færøernes krav til Grønlands rige fiskebanker ofte blev vægtet højt. Nogle gange også for højt – efter grønlændernes mening.
Der var mange vigtige – ofte modstridende interesser – at varetage for Stauning, men en vigtig ledetråd veg han ikke fra. Han ville beskytte ’naturfolket’, som han selv kaldte grønlænderne, mod kapitalismen.
Mod den økonomiske udbytning, kyniske udnyttelse og de livstruende sygdomme og ulykker, som normalt fulgte i kølvandet, når europæerne koloniserede og plyndrede rundtomkring i verden. Derfor forblev Grønland et lukket land i hans tid.
Først når grønlænderne var uddannede og politisk modnede, kunne de gradvist overtage styringen af deres land. En selvsikker Stauning mente, at det ville tjene dem bedst, at Grønland forblev en del af det danske kongerige – i hvert fald så langt han selv kunne kigge ind i fremtiden.
Beskytteren Stauning var på en gang både patriark og bedrevidende. Det var ham og hans embedsmænd i Grønlands Styrelse, der alene kunne definere, hvornår grønlænderne var politisk modne og uddannede nok til selv at kunne styre deres land.
Selv erkendte Stauning gang på gang, at Grønland for ham og nationen handlede mere om følelser og historie end om økonomi. Stod det til ham, måtte båndet mellem danskerne og grønlænderne aldrig brydes.
Både de fremmede magter og de store økonomiske kræfter i Danmark, som altid sværmede om Grønlands ressourcer, skulle holdes ude. Ingen af dem ville jo ifølge Stauning grønlænderne noget godt.
I efteråret 1939 bryder Anden Verdenskrig ud, og få måneder før den tyske besættelse af Danmark gør statsminister Thorvald Stauning en slags status over sit mere end 30 år lange engagement i Grønland. Det sker i Det Grønlandske Selskabs årsskrift 1939, hvor han under over-
Sommeren 1931 bliver et dramatisk år for både Danmark og Grønland. Thorvald Stauning er mødt op i Københavns Havn for at sige farvel til ekspeditionslederen Lauge Koch, der skal ud på første del af en stort anlagt treårig videnskabelig ekspedition, der skal udforske og kortlægge Østgrønland med hjælp af skibe, hundeslæder og fly og dermed dokumentere at også denne del af Grønland tilhører Danmark. I Norge føler de nationalt sindede kræfter, at kampen om retten til Østgrønland er ved at være tabt, mens danske Lauge Koch og snesevis af hjælpere er på vej nordpå. En del af Østgrønland bliver samme sommer okkuperet i Kong Haakons navn af norske fangere, og kort tid efter bakker den norske regering op om okkupationen. Foto: Alfred Müller/Arbejdermuseet.
skriften ’Grønlands fremtid’ skælder kraftigt ud på de danske erhvervsledere og folketingspolitikere, som vil intensivere jagten efter mineraler og ædelstene i Grønlands undergrund.
”Man nærer tilsyneladende en stærk forventning om, at store rigdomme vil være at finde i Grønlands undergrund eller i klipperne, således at landet engang vil komme til at indtage en lignende plads efter de store amerikanske gulddistrikter. Jeg må straks sige, at disse forhåbninger og fantasier om en gylden fremtid forekommer mig utiltalende …”
Mange af de problemer og dilemmaer, som grønlænderne og danskerne drøftede dengang, ligner på nogle stræk nutidens. Historien om Grønland mellem de to verdenskrige kan man blive klogere af, hvis man interesserer sig for Rigsfællesskabets fremtid.
Nærværende bog er et stykke kolonihistorie, der så vidt muligt er fortalt gennem danskernes og grønlændernes egne ord og handlinger. Mit håb er, at det er en fortælleform, der gør historien mere levende og på samme måde gør det lettere for læseren at drage sine egne konklusioner.
Rejsen til ’Det mærkelige land’
Søndag formiddag 10. august 1930 stimler københavnerne i stort tal sammen på kajen ved Trangraven i det indre København. De er mødt frem for at ønske landets statsminister en god rejse til den arktiske koloni, der ligger mere end 3.700 kilometer nordpå. Thorvald Stauning er på vej ud på sin grønlandsfærd, og det går ikke stille af, når en dansk statsminister for første gang rejser til Grønland.
Kong Christian 10. sender et telegram og ønsker god rejse. Telegrammet overbringes til Stauning på grønlandsskibet M/S Disko, og inden afgangen går på slaget ti, er også ministre og flere folketingsmænd mødt op på Christianshavn, hvor Den Kongelige Grønlandske Handel holder til. Da fløjten lyder, vinker statsministeren farvel fra øverste dæk på M/S Disko, og folk på kajen svinger lommetørklæderne, mens de råber ”Grønland leve” efterfulgt af glade hurraråb.
I mange år har Stauning længtes efter selv at bese forholdene og tale med menneskene i kongerigets store koloni i det nordvestlige Atlanterhav. Her, hvor intet er som eller bare ligner det flade grønne frodige landbrugsland, hvor han selv er født. Endelig skal han med egne øjne se isbjerge, sæler og hvaler og sætte sine fødder på den grønlandske klippegrund.
For anden gang har Socialdemokratiets formand indtaget posten som regeringsleder. Ved folketingsvalget i april 1929 får Socialdemokratiet næsten 42 procent af stemmerne, og Stauning er landets ubestridte leder. Helt usædvanligt har han oven i statsministerembedet også gjort sig selv til den øverste politiske ansvarlige for Grønlands Styrelse. Han er minister for Søfart og Fiskeri, som Grønlands Styrelse bliver en del
landske folk. Knap 17.000 indfødte og nogle få hundrede danskere bor der langs Grønlands vestkyst, og han ser frem til at møde sælfangere, fiskere, minearbejdere og fåreavlere samt naturligvis også de danske embedsmænd.
I kolonien er det også blevet bemærket, at selveste statsministeren nu er ”Minister for Grønland”.
I juli 1929, blot tre måneder efter Stauning for anden gang har indtaget statsministerposten, samles et dusin grønlændere til årets traditionelle landsrådsforhandlinger i Godhavn (Qeqertarsuaq). Den danske landsfoged for det nordlige Grønland, Jørgen Peter Berthelsen, byder medlemmerne af Nordgrønlands Landsråd velkommen til mødet, hvor de skal diskutere stort og småt omkring administrationen af Grønland.
Fangeren Jens Rosing fra Ritenbenk (Appat) og handelsmedhjælper Frederik Lynge fra Egedesminde (Aasiaat) er kommet sejlende langvejsfra for at deltage i mødet, mens magister M.P. Porsild er på hjemmebane. Han bor i selve Godhavn, der er ”hovedstaden” i det nordvestlige Grønland.
Grønlænderne er stolte af, at statsminister Stauning viser stor interesse for den fjerne koloni, og Landsrådet for Nordgrønland vedtager, som noget af det første på mødet, at sende den nye minister for Grønland ”en hilsen og samtidig byde ham velkommen til deltagelse i arbejdet for Grønland”.
De folkevalgte grønlænderes hilsen glæder Stauning. Han har i mange år beskæftiget sig med koloniens forhold – men kun på afstand. I 24 år har han siddet med ved bordet, når alle de vigtige love, aftaler og beslutninger om Grønland er blevet forhandlet på plads i Folketinget.
Han har gjort sig selv til minister for Grønland. Nu er det magtpåliggende for ham ved selvsyn at bese forholdene.
På den lange sørejse med den Kongelige Grønlandske Handels solide flagskib M/S Disko er der god tid til at skrive breve til både vennerne, partifællerne og familien. Afhængigt af vind og vejr tager rejsen typisk 10-12 dage, nogle gange lidt længere tid. I Staunings første brev, som i dag ligger i hans arkivkasser på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, skriver han til sin elskede adoptivdatter Aase. Det er som sædvanligt skrevet med Staunings karakteristiske letlæselige og elegante håndskrift.
Kære lille Aase
Nu er det på ottende dag siden afrejsen og vi nærmer os Grønland. En gang i morgen tænker jeg vi kan passere Kap Farvel og tirsdag kan vi måske nå Julianehåb. Derefter vil vi snart besøge Ivigtut og der træffer vi skibe, der skal til Danmark medførende dette brev og anden post. Rejsen er hidtil gået godt. Der har været et par dage med ordentlig vind og høj sø, så farten blev sat ned. Der var adskillige fald på kvindesiden og enkelte fra mandesiden. Jeg møder imidlertid sikkert ved kaptajnens side, når der kaldes til spisning og jeg har det jævnt godt. Nogle nervesmerter og hovedpine har jeg haft, da jeg søgte at falde til ro, men i dag synes befindedet at være svært godt. Jeg har sovet meget. De første døgn ikke blot om natten men også dele af dagen. Det blev vist for meget thi jeg begyndte at få urolige nætter med dårlig søvn. I går opgav jeg så frokost- og middagssøvnen og har derfor sovet godt i nat. Om aftenen lærer jeg at spille bridge og om dagen læser jeg, når jeg ikke går eller ’springer’ på dækket. Jeg har læst fem store værker om Grønland.
Mens skibet skærer sig gennem Atlanterhavets høje bølger, har den ellers så travle statsminister haft usædvanligt megen tid til at læse og tænke uden konstant at blive forstyrret af embedsmænd, politikere og journalister. Den 56-årige statsminister grubler over den usikre verdensøkonomi. Børsen i New York er krakket for mindre end et år siden, og den økonomiske krise har spredt sig som en steppebrand til det meste af verden. Virksomheder bukker under på stribe, og arbejdsløsheden eksploderer i både Europa og USA. Suppekøkkener til de arbejdsløse er et nyt fænomen i USA’s storbyer.
Ikke mindst hos Danmarks store nabo og handelspartner i Tyskland er krisen begyndt at bide. Priserne på smør og kød, Danmarks vigtigste eksportvarer, begynder at gå den forkerte vej. Forvarslerne om at Danmark også kan blive hårdt ramt, bekymrer Stauning.
Nede i de to mørke skibskahytter, hvor Stauning har indlogeret sig, kan sollyset ikke rigtigt nå ind, og det passer ganske godt med hans egen sindstilstand. Han er midt i en personlig krise efter sit forliste
ægteskab og savner sin syvårige søn Søren. Dagen før afrejsen til Grønland er han blevet separeret fra sin hustru Olga Stauning, og imellem linjerne i brevet til Aase har han svært ved at skjule sit mismod.
I Thorvald Staunings arkiv på Arbejdermuseet ligger der et brev, som hudløst beskriver statsministerens sindstilstand den sensommer, hvor han er længere væk fra København, familien og vennerne i fagbevægelsen, partiet og dansk politik end nogensinde tidligere i sit liv.
På kuverten står der: ”Tilhører Th. Stauning. I tilfælde af min død afleveres denne pakke til min adoptivdatter fru Aase Westergaard, Mikkel Vibesgade 5.” Brevet, der bærer præg af hastværk og impulsive tanker, er delvist skrevet på bagsiden af en gammel middagsinvitation fra nogle af statsministerens venner i Holbæk. Brevet er dateret 10. august 1930 – altså samme dag, hvor M/S Disko med Stauning om bord sejler ud fra Grønlandskajen med kurs nordpå.
”Ærede frue”, står der som overskrift på brevet, som om det er til den separerede hustru Olga Stauning. I virkeligheden er brevet nok mest skrevet til ham selv, for Stauning prøver at få styr på de voldsomme følelser, der river og flår i ham.
Når du får dette brev er jeg på vej til Grønland og mulighederne for at møde døden er større end sædvanlig. Jeg vil derfor sende en hilsen med ønske og håb om, at du falder til ro og indretter dig godt under de gode vilkår, som du har skaffet dig. Dertil føjer jeg håbet om, at vi trods alt, hvis vi fortsat skal leve, må kunne forenes om at gøre det godt for Søren og bidrage til at han bliver et nyttigt og godt menneske og et lykkeligt menneske. Jeg går ind i en tid, hvor jeg vil føle mig berøvet det barn, der skulle lyse op i mine sidste år, men er jeg end derved blevet så uhyre fattig, så er jeg blevet beriget i min erfaring. Den overenskomst, som vi har underskrevet, er aftvunget mig med den hensynsløses magt. Og kun hensynet til større interesser end de personlige, drev mig til denne underskrift. Jeg har ønsket at gøre denne ’Bekendelse’ for dig og jeg har deponeret en afskrift af dette og andre dokumenter for det tilfælde, at det skulle blive min sidste rejse.
Striden med Olga Stauning er gået så meget i hårdknude, at hustruen kort før afrejsen nægter Stauning, at han må tage sønnen med på sin grønlandsfærd. Til stor frustration for Thorvald Stauning, der havde set frem til ugers samvær med Søren. Men mor Olga mener, at det er alt for risikabelt at have mindre børn med på skibsrejsen til det kolde nord. Thorvald Stauning har også dummet sig ved åbent at tale om farerne ved den slags rejser.
Men Stauning møder ikke døden i det iskolde hav på vej til den arktiske koloni. M/S Disko er juvelen i Den Kongelige Grønlandske Handels flåde. Skibet er bygget på skibsværftet i Nakskov i 1927 og kun tre år gammelt, da Stauning stiger om bord. Det store jernskib er på 1496 bruttoregisterton og drives frem af to kraftige diselmotorer på hele 1050 hestekræfter.
Når de danske og grønlandske passagerer, avlsfår, sølvræve og andre husdyr sammen med fødevarer, træ og andre byggematerialer er læsset af grønlandsskibet i kystbyerne, går hjemturen til Danmark forbi minebyen Ivigtut (Ivittuut) i Sydgrønland. Her brydes det værdifulde mineral. Noget af kryolitten skal med hjem til København, mens resten eksporteres med fragtskibe til metalvirksomhederne på USA’s vestkyst og til Canada.
Bag roret på kommandobroen står kaptajn Hans Frederik Valdemar Hansen, eller H.F.V. Hansen, som han blot kaldes. Han er som sædvanlig iført sin lange varme sømandsfrakke. Fuldskægget er ikke lige så imponerende som statsministeren, men kaptajnen udstråler autoritet, mens han står og kigger ud over havet ved Grønlands sydlige spids Kap Farvel (Nunap Isua). ”Det er kaptajn Hansens femogfirsindstyvende grønlandsrejse,” noterer Stauning.
Kaptajnens næstkommanderende, den lige så rutinerede overstyrmand Rasmus Tving, holder udkig efter de drivende isbjerge. Den danske konge har for ti år siden udnævnt den erfarne sømand til overstyrmand. Skal man besøge Grønland i 1930’erne, kan man ikke være i mere sikre hænder end hos kaptajn Hansen og styrmand Tving.
På rejsen fører Stauning hele to dagbøger. På forsiden af den ene dagbog står der med guldtryk: ”Hr. Folketingsmand Th. Stauning.” Det er næppe tilfældigt, for det er her Stauning nedfælder de mere pri-
Frem til 1929 havde den danske indenrigsminister ansvaret for administrationen af Grønland. Det ændrer sig, da Thorvald Stauning efter en stor valgsejr i april 1929 bliver statsminister for anden gang. Stauning opretter og sætter sig selv i spidsen for Ministeriet for Søfart og Fiskeri og lægger de ’grønlandske sager’ ind under det nye ministerium. I 1933 er Danmarks eneste koloni blevet så vigtig en del af dansk politik, at Stauning lægger Grønlands Styrelse direkte ind under Statsministeriet. Ingen anden dansk politiker har været minister for Grønland i længere tid end Stauning. Storm P. tegnede i Svikmøllen 1930 Stauning med rejsekasket på Grønland. Tegningen var ledsaget af et længere digt, der indledes med disse ord: ”Hr. Stauning han snapped kasketten fra væg/ og gik i et skib om bord/ Farvel han os bød,/ der var flere, der tød/ dengang, da han stævned mod nord.”
vate betragtninger fra rejsen. Den anden dagbog er også prydet med guldtryk. Her står der ”Statsminister Th. Stauning” og meget passende indeholder denne dagbog Staunings notater om de politiske og økonomiske iagttagelser, som han gør sig under rejsen.
De to dagbøger viser også to vidt forskellige sider af Stauning. I den ene dagbog optræder en mand, som er midt i en separation fra sin yngste søns moder. Den ’officielle’ dagbog viser en rutineret og disciplineret toppolitiker – en statsminister med et vigtigt stykke arbejde foran sig.
I korte og præcise sætninger beretter Stauning, hvordan det barske arktiske klima dikterer rejsens tempo.
Tirsdag den 19. august, dagen før M/S Disko anløber Julianehåb (Qaqortoq), fortæller Stauning, hvordan det er at rejse i Nordatlanten på en tid, hvor skibsfarten ikke har mange af de moderne hjælpemidler og det sikkerhedsudstyr, som kendetegner nutidens sejladser i Arktis: ”Tågen holder sig. Råt, fugtigt vejr. Vinden er i sydvest. Temperatur 1 grads varme. Der ses mange drivende isblokke. Vi passerer rundt Kap Farvel 6.30 om morgenen. Vi går med halv kraft. Tågen bliver tættere og store ismasser omgiver os. Vi sætter kurs til åbent vand og standser maskinerne.”
Efter en lidt frustrerende dag og aften noterer han lakonisk, at der ved midnat nu er tyk tåge, og man ligger helt stille syd for Grønland.
Alligevel får statsministeren sidst på aftenen spillet ”aftenbridge”. Tiden skal jo gå med noget. Bridgepartnere er som regel de nærmeste rejsefæller. Direktøren for Grønlands Styrelse Jens Daugaard-Jensen er en helt naturlig bridgepartner. Det samme er Sydgrønlands landsfoged Knud Oldendow. Også kaptajn Hansen og Peter Freuchen spiller gerne et slag kort med skibets prominente gæst.
Thorvald Stauning betegner i en af dagbøgerne Peter Freuchen som ’den muntre grønlandsfarer’, og statsministeren værdsætter, at han er med på rejsen og viser vej i en helt fremmed kultur og natur. ”Peter Freuchen har levet så mange år blandt eskimoerne og prøvet de mange situationer, der kan indtræffe i ødemarkerne, hvor jagten går og hvor hver enkelt må stole på sin egen evne til at klare udkommet og livets opretholdelse,” skriver Stauning.