Rød sol

Af samme forfatter på dansk:

Natten før denne dag (2020)

Strega (2021)

Johanne Lykke Naderehvandi

Rød sol

ROMAN

På dansk ved

Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Rød sol

er oversat fra svensk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter Röd sol

Copyright © Johanne Lykke Naderehvandi 2023

Published by agreement with Hedlund Agency

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: Sofie Winding

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07266-9

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Denne udgivelse har modtaget støtte fra Nordisk Ministerråd

Til Khashayar

Jeg er ikke nogens mor og har ikke nogen mor, er ikke nogens søskende og har ikke nogen søskende, ligger ved døren men er ikke nogen vagthund, jeg taler, men jeg taler ikke, lever og lever ikke, har langt hår og føler intet af det man siger at kvinder føler.

Elektra

Hugo von Hofmannstahl

Hun lægger hånden på disken og beder om et halvt kilo oksekød. Ekspedienten nikker kort, tager kødet op og lægger det foran sig. På væggen bagved hænger parteringsredskaberne og blinker som sølv i lysstofrørenes hårde skær. Ekspedienten skærer og vejer, der er blod på metallet hvor hun arbejder. Under plastikhandskerne er neglene lakeret i en rosa nuance der skriger mod det røde. Hun laver en pakke og skriver prisen på med sprittusch. Ovre ved rengøringsartiklerne falder noget på gulvet og India ser derhen. Hvidt pulver på de blå fliser. Foran hende banker nogen på glasskærmen. India farer sammen, møder ekspedientens blik over disken. Hun tager imod pakken med begge hænder og lægger den i kurven. Kigger ned i gulvet. Plastiksandalerne og ankelkæden, risten hvor det blodige vand løber ud. Da hun igen ser op er ekspedienten allerede optaget af næste kunde, står med ryggen til og tager et aluminiumsfad ud af et blankt køleskab. India stryger sig over sin svedige pande og går videre gennem butikken.

Hun finder brød, tomater, rødvin. Snupper den sidste carobkage fra hylden. Tager en stor klase næsten sorte vindruer op, men ombestemmer sig. Vælger i stedet en lille, men perfekt vandmelon og en stor håndfuld kirsebær. Hun

går i stå ved mejeriprodukterne, står et øjeblik og svaler sig mod kølemontren. Hun lukker øjnene, indånder fugten, tager så en flaske fløde og en pakke smør, kigger ned i kurven for at se om hun har glemt noget. På vej til kassen finder hun dadler, salt, mineralvand. Hun løfter kurven og lægger varerne på rullebåndet, rækker ud efter en pakke tyggegummi med kanelsmag. Hun nikker til kassedamen, betaler hurtigt og går i gang med at pakke det hele ned i indkøbsnettet. Vinflaskerne kan ikke være der, så hun trykker dem mod brystet, hænger nettet om den bøjede albue. Hun kaster et blik til siden. Der står de andre kvinder. De rækker sedler og mønter frem, råber til hinanden og ler.

Ved døren står en pige og skræller en appelsin. Hun lader skrællen falde på gulvet, tørrer hånden i kjolen med et plaget udtryk.

Udenfor butikken er det uudholdeligt varmt. Solen har flyttet sig tættere på jorden som for at brænde den. India får lyst til at tænde en cigaret, men skrår i stedet over gaden til blomsterforretningen. Asfalten føles blød under sandalerne og lugter kraftigt af noget giftigt og vulkansk, en fabrik der er gået i brand. Hun skubber døren op med skulderen, og det ringler over hende. Indenfor er luften sval og duftende, alt er friskt, levende, hun ser dahliaer og efeu og solsikker, en ekstravagant vegetation som strækker sig mod taget. Og midt i alt det grønne står ekspedienten som en luftånd, halvt i damp, med håret samlet i to bløde knolde under ørerne.

Hun løfter blikket da India kommer ind, men siger ikke noget, arbejder videre på sit blomsterarrangement, fæstner et sort begravelsesbånd til stilken på en snorlige lilje.

India lader blikket glide gennem rummet, over plastik-

spandene med eukalyptus og de oplyste blomsterkøleskabe, hvor alt står og funkler i kraftige farver. Hun stirrer længe på en mørklilla flamingoblomst, men vælger som altid det billigste: skriggrønne, allerede udsprungne nelliker. Ekspedienten pakker blomsterne ind i avispapir og binder snor om. Bag disken hænger et snavset spejl, hvor planterne og ekspedientens genspejlede nakke drukner i lyset fra amarturet. En sveddråbe løber fra Indias hårgrænse ned over panden og næsen, lægger sig i fordybningen over amorbuen, ruller videre og forsvinder ind i munden. Saltet får hende til at tænke på havet, man får vand i munden og synker, lader tungen glide over tænderne der føles gummiagtige eller som koraller, den skarpe smag af tang. Døren ringler og India ser derhen. En ung mand står og stirrer ned på sine fødder. Han er ligesom uskarp af nervøsitet, kan tilsyneladende ikke være i sin egen krop. Hun ser, hvordan han begynder at bevæge sig febrilsk mellem de store bundter af røde roser. Ekspedienten smiler næsten umærkeligt, ser derefter ned på nellikerne, som ligger foran hende, underdanige og hysterisk grønne, hun rækker ud efter sin blomstersaks og arbejder videre.

Først da India vil tage imod buketten, husker hun, at hun har vinflaskerne og det overfyldte net i favnen. Hun bøjer nakken som for at undskylde for sig selv, og stiller det hele fra sig på disken. Ekspedienten rækker hende buketten med en rutineret bevægelse. India tager imod blomsterne og fisker pungen frem fra bh’en, betaler med en seddel. Ekspedienten træder ud på den anden side af disken. Hun har sorte, knælange støvler på, som om varmen udenfor intet har med hende at gøre. Hun stiller sig helt tæt på

India og hænger indkøbsnettet og flaskerne på hende, som var de detaljer ved et yderst indviklet stykke tøj, et korset hvor hvert enkelt bånd skal bindes med en særlig knude. Ekspedienten møder Indias blik og trykker buketten ind under armen på hende. Hun inspicerer hende fra top til tå, beundrer sit værk. Kvinderne ser på hinanden hen over de grønne blomster. India bliver underligt forlegen, ler nervøst og slår blikket ned. Hun siger tak, lidt for højt, og skubber døren op med skulderen.

Udenfor slår heden igen imod hende af al kraft. Hun står stille, vænner sig til støvet og dagslyset og den tørre luft. Blomsterforretningens kølighed bliver hængende ved huden et øjeblik, inden den fordamper. Hun føler sig underkastet vejret, disciplineret af de høje temperaturer. Over hende hænger skyerne og spejler sig i bliktagene. Byen er stor men kompakt og ligger ved en harmløs flod, som munder ud i et labyrintisk delta, hvor hængepilene svajer stille over vandoverfladen og på den måde hædrer floden med deres tyste skuespil, denne flod som har givet byen og de omkringliggende bjerge deres navne, selv om man faktisk aldrig kan se den, uanset hvor man står, den nøjes med at give sig til kende ved sin fade lugt og de storme, som af og til samler sig derude for bagefter at rulle ind over byen, en hård og snavset blæst der fyger gennem gaderne som en rastløs og blodtørstig ungdomsbande og vækker indbyggerne af deres bedøvede søvn. Menneskene her er trætte men arbejdsomme. Hver dag er en gentagelse af den forrige og uden disse tilbagevendende storme ville byen synke endnu længere ned i en fælles søvn som mest af alt ligner døden. Her, i byen ved floden, findes en træthed som går i arv fra

generation til generation, eftersom ingen nogensinde kan finde hvile her, ikke engang når de rent faktisk hviler sig. Her er fritiden bare endnu et arbejde, noget som skal udholdes, præcis som katastroferne og lykketræffene, børnefødslerne og begravelserne, alt er én og samme sag, for alt er lige udmattende, og det eneste, som kan virke forfriskende på folk her, er derfor denne vind, som kommer når foråret slutter, når efteråret begynder og i sjældne tilfælde endda en sensommerdag som denne, hvor India går gennem gaderne med indkøbsnettet mod hoften og nellikerne, som allerede hænger med hovedet, under armen.

Hun retter sig op, står et øjeblik og trækker vejret, det svier i lungerne og indersiden af albuen, det kommer til at give grimme vabler, ildrøde bylder, som sprækker og afgiver en klar væske. Hun ser ud over de hvide bygninger, der ligger i en ring rundt om torvet. Hen over alle facader en grå skygge, der lugter svagt af røg og bilos, hvis man stiller sig tilstrækkeligt tæt på. Trafikken buldrer omkring hende, og længere borte over bjergene hænger smoggen tæt og gul. Hun går langsomt og standser tit, er flere gange nær ved at tabe flaskerne og tomaterne, mærker hvordan indkøbsnettet glider ned. Hun kommer til parken, hvor en plakat informerer om at det kommunale svømmebassin holdes åbent måneden ud. På en tavle har parkbetjenten skrevet dagens temperatur, syvogtredive grader i skyggen, store, runde bogstaver med lyseblåt kridt.

Hun skubber lågen op med foden og skrår tværs over græsset, går forbi nogle mastikstræer, som dufter af grøn terpentin og candyfloss. Sandalerne klaprer når hun går, en rytmisk og beroligende lyd, som hænger sammen med den

allerede tabte sommer: at gå gennem en øde gade mens alle andre har ferie, høre hvordan skridtene runger og runger fordi man er alene i heden og byen derfor tilfalder en, helt enkelt fordi den ikke tilfalder nogen anden. Omkring hende rejser sig store formklippede buske, grønne terninger og kugler. Hun kommer forbi en cypres og en lille hvid kiosk, hvor man kan købe sodavand og chips. På en høj står en samling statuer og skuer ud over svømmebassinet, der lugter af klor og våde sten, mens hun går mellem det lysegrønne vand og liggestolene af plastik. I den lave ende af bassinet ligger en kvinde og vugger på ryggen sammen med småbørnene. Kvinden svømmer hen til kanten, rækker ud efter en pakke cigaretter, ryger derefter stille med armene på fliserne. Hendes kinder er blanke af vandet og lyser i den stærke sol. På en sten ved siden af sidder et barn og drikker melonjuice af en pyramideformet karton. India siger hej, og barnet svarer. Hun går videre, svedig under brysterne og mellem lårene.

Da hun drejer ind på deres gade, blive skridtene automatisk hurtigere, som om hun skal nå noget vigtigt, et fyldt tog sydpå, man styrter gennem stationen med hjertet næsten uden på brystkassen, fast besluttet på ikke at komme for sent til det tog, der skal redde en fra hedebølgen og føre en ud til havet, hvor det siges at havvinden kommer fejende om aftenen, og man kan købe kolde drikke og berlinere af sælgerne på strandpromenaden. Hun skubber lågen op og løfter ansigtet mod himlen, hvor et militærfly bevæger sig hurtigere end sin egen lyd, en hvid sky bagved som en hale, inden hun fortsætter hen over gården.

De bor på syvende etage i det første af en lang række

identiske højhuse, uindtagelige betonsøjler midt i en frodig vegetation. Svalegangene er fulde af blomsterkrukker og paraboler, her og der har nogen hængt et flag over rækværket. På facaden står modstridende slagord skrevet med rødt, visse steder skjult bag reklameplakater og håndskrevne opslag. For hende er det det lykkeligste sted på jorden, eftersom det er deres og desuden alle de andres, naboernes, alle disse mennesker som lever lige ved siden af deres liv, lyden af rørene og elevatoren og trappeopgangen som runger, når teenagerne løber gennem den om aftenen.

Hun får øje på en bold, som ruller ned ad en af de flisebelagte stier der gennemskærer græsset, den ruller og ruller, ligesom helt af sig selv, og triller til sidst lige ned i en af de rektangulære damme, hvor nogen engang har sat gyldne fisk og små frøer ud mellem åkanderne. Det er nabobørnenes bold, hun genkender navnet som står skrevet på den skriggule kugle. Hun vil redde den op af vandet, men kan ikke finde et sted at stille madvarerne fra sig. Får øje på en ung mand, som går og spuler stierne lidt borte, vil råbe på ham men lader være, hun ved ikke hvorfor, måske fordi et gyldent solglimt rammer hende netop da, noget helligt der ligesom holder hende for munden. Hun fløjter en dyb tone, og manden får øje på hende. Hun gør et kast med hovedet, og han vender blikket mod bolden. Nikker til hende og lægger vandslangen fra sig, går hen mod dammen.

Hun har glemt nøglerne, trykker med albuen på knappen, hvor der engang bare var hans navn, men hvor der nu er begges, skrevet med sort, belyst bagfra af et koldt lys. Hun synes, at hun kan høre dørtelefonen ringe oppe i lejligheden gennem de åbne altandøre. Hun ser ham for

sig, hvordan han går gennem rummene, barfodet og stærk i den krøllede hvide skjorte hun rakte ham for et par timer siden. Han siger et kort hallo. Hun svarer.

“Det er mig.”