Nattens gerninger

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA C A R L S E N - L A N G E S L E G AT S T I F T E L S E DEN HIELMSTIERNE-ROSENCRONESKE STIFTELSE DISPONENT OVE MELLERUPS MINDEFOND G.E.C. GADS FOND KONSUL GEORGE JORCK OG HUSTRU EMMA JORCK’S FOND K R I S TA O G V I G G O P E T E R S E N S F O N D LILLIAN OG DAN FINKS FOND S TAT E N S K U N S T F O N D S V E N D G R U N D T V I G S O G A X E L O L R I K S L E G AT

FORSIDEBILLEDE ”Alt det interessanteste sker i mørke”, skrev den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline, som en overgang levede i eksil i Danmark. Alligevel er natten stort set skrevet ud af danmarkshistorien, og vi ved lige så lidt om den, som hvad der foregår uden for billedrammen på dette gådefulde maleri. Måske er der ildebrand?

C.W. ECKERSBERG: LANGEBRO MED LØBENDE FIGURER, 1836. SMK

Nattens gerninger red. Poul Duedahl Ulrik Langen

GADS FORLAG

Indhold T I L B L I V E L S E N / Poul Duedahl & Ulrik Langen / 6 N AT T E L I V E T / Ulrik Langen / 12 B R A N D N AT T E N / Mette Frisk Jensen / 38 N AT T E VÆ G T E R E N / Karl Peder Pedersen / 60 N AT T E R AV N E N / Jakob Ørnbjerg / 76 P O L I T I N AT T E N / Jørgen Mührmann-Lund / 96 N AT T E S ØV N E N / Mikkel Venborg Pedersen / 118 N AT T E TA N K E R / Thomas Bredsdorff / 140 N AT VÆ S E N E R / Charlotte S.H. Jensen / 156 D JÆ V E L E N / Louise Nyholm Kallestrup / 172 T Y V E N / Tyge Krogh / 194 D Ø D E N / Morten Fink-Jensen / 214 N AT T E R O D E R I E T / Poul Duedahl & Ulrik Langen / 228 SÆ D E L I G H E D E N / Karin Lützen / 250 N AT T E L O G I E T / Mette Tapdrup Mortensen / 270 A F S K A F F E L S E N / Poul Duedahl / 288 Noter / 308 Navneregister / 317 Stedregister / 321 Bogens forfattere / 323

Helvede, nattemulm og nedfarten til dødsriget er Himlens, dagslysets og genopstandelsens modpol. Dér regerer mørkets fyrste og driver sin sorte kunst, frister børn og svage sjæle, udsætter mennesker for prøvelser og fører dem bag lyset. HIERONYMUS BOSCH: GENOPSTANDELSEN OG HELVEDE – VENSTRE OG HØJRE SIDE AF TREDELT ALTERTAVLE, DOMMEDAG. OMKRING 1500.

GROENIGEMUSEUM, BRUGES. © LUKAS-ART IN FLANDERS VZW/ BRIDGEMAN IMAGES/SCANPIX

Tilblivelsen Af Poul Duedahl & Ulrik Langen

Når den udvendige verden lukkede, åbnede den indvendige. Ved aftensædet forsøgte folk at holde nattens farer på afstand med lys og pindebrænde.

Ofte foregik indelivet med munterhed, røgtobak, sladder og kortspil i en lille tætbefolket lysboble med dunkle afkroge.

PETRUS VAN SCHENDEL: ET BIEDERMEIERSELSKAB SPILLER KORT I TÆLLELYSETS SKÆR, 1829. DEUTSCHES HISTORISCHES MUSEUM, BERLIN. © DHM/BRIDGEMAN IMAGES

F

ortællingen om, hvordan mørke blev adskilt fra lys, og hvordan nat blev adskilt fra dag, danner indledningen til Det Gamle Testamente. Den er af samme grund en af denne verdens mest berømte, citerede og indflydelsesrige tekster. Den bibelske skilsmisse mellem nat og dag har på afgørende vis præget tankegangen i den vestlige verden, og det er herfra, vi har et væld af værdiladede udtryk med associationer til den uforenelige modsætning mellem nat og dag, som f.eks.: mørke og lys, helvede og himmel, ondskab og godhed, kaos og orden, synd og dyd, død og liv, sort og hvidt, kulde og varme, natur og kultur og så videre.

Natten er med andre ord et symbol for kontrasten til det gode, alt det, der ”tåler dagens lys”, og det har haft betydning for menneskers måde at opfatte og udstille verden på. Natten har da heller ikke i nævneværdig grad været genstand for selvstændige kulturhistoriske undersøgelser, da historie traditionelt har handlet om bevægelsen væk fra mørket og i retning af lyset. Retningsangivelsen er nærmest indbygget i disciplinens tidsmæssige betegnelser – i hvert fald er Oldtiden som regel grå og Middelalderen mørk, mens de efterfølgende epoker er præget af en stadigt stigende grad af oplysthed, som peger frem mod nutidens samfund. Et samfund, hvor natten er om ikke fuldstændig afskaffet så i hvert fald koloniseret af dagen i form af massive mængder af kunstige lyskilder, der har muliggjort døgnarbejde, folkeoplysning og en kultur, hvor det meste er blotlagt for enhver og dermed til frit skue. Et samfund, hvor natten er blevet en forlængelse af dagen, som fortsætter uophørligt bortset fra de få timer i døgnet, hvor kroppen vælger natten til, fordi den trods alt også er en biologisk nødvendighed. Altså et samfund, hvor natten er indskrænket til søvnen.

6

N AT T E N S G E R N I N G E R

N AT T E VÆ GT E R E N

7

Fuldmånen gjorde det undertiden muligt at trodse natten og udstrække dagens dont til mørkets enemærker.

Det gjaldt for fiskere og rejsende på nattefærd over havet såvel som for tyve og smuglere, der helst arbejdede i ly af mørket. Under alle omstændigheder krævede det mod at trodse natten.

C.W. ECKERSBERG: MÅNESKINSBILLEDE, 1821. NIVAAGAARDS MALERISAMLING. FOTO THOMAS CHRISTENSEN

Selv hvis man forsøger at se bort fra det bibelske arvegods, løber man ind i vanskeligheder. Synssansen – den mest dominerende af menneskets sanser – blev nemlig indtil for relativt nylig sat ud af kraft efter solnedgang. Det har været et problem, ikke alene for billedkunstneren, der lever i kraft af lyset, men også for kunst- og kulturhistorikeren, fordi det er vanskeligt at skrive uden referencer til netop synsevnen. Historikere af alle slags ”betragter” jo fortiden, og værkerne repræsenterer et særligt ”kunstsyn” eller ”historiesyn”. Med andre ord er natten og dens livsverden forblevet indbegrebet af alt det, der ikke bliver fortalt: den glemte halvdel af den menneskelige erfaring. Og det er problematisk. Om ikke af andre grunde, så fordi menneskene helt frem til omkring år 1900 tilbragte adskillige af deres vågne timer efter mørkets frembrud og særligt om vinteren – hvor den naturgivne nat på vore breddegrader udgør op mod 17 timer af døgnet – måtte fortsætte deres virke, selvom mørket blindede øjet.

Idéen med Nattens gerninger er at trodse tabuer og traditioner og berette om tiden mellem skumring og daggry i Danmark i perioden fra nattens opdukken i den stadig større mængde af bevarede dokumenter fra 1500-tallet og frem til, at

8

N AT T E N S G E R N I N G E R

den ydre og indre oplysning omkring år 1900 opslugte og indskrænkede natten til et minimum.

I stedet for at opfatte natten som præget af blindhed og unyttig spildtid vil den blive behandlet sådan, som den også – trods alt – kommer til udtryk i f.eks. billedkunsten, nemlig som den del af døgnet, hvor netop knapheden på lys forstærkede kroppens øvrige sanser. Tænk blot på C.W. Eckersberg og Wilhelm Marstrands pirrende billeder af kælne ægtefolk på sengekanten og mennesker på måneskinstur.

Natten rummer en særlig æstetik, der netop i billedkunsten ofte kommer til udtryk i den effektfulde kontrast mellem en lyskilde, som f.eks. lygten eller fuldmånen, og det omgivende mørke. På samme måde kan man af fortidens malerier se, at lyskildens sparsomme rækkevidde tydeligvis har sat grænser for afstanden mellem mennesker, og derfor er natlige motiver ofte præget af mange mennesker samlet på et lille areal i modsætning til motiverne fra dagligdagen.

En lang række af fortidens efterladte dokumenter illustrerer på en tilsvarende måde, hvordan sociale relationer ændrede sig efter mørkets frembrud, hvor de fleste offentlige institutioner var tvunget til at køre på nødblus, mens privatsfæren åbnede for et tætpakket mylder af liv præget af frigjortheden fra statens og kirkens overopsyn. Nattens lediggang blev anvendt til alt det, der netop ikke tålte dagens lys, og gjorde det muligt for mænd og kvinder at vriste sig løs af indsnørede sociale konventioner og handle mere lystbetonet, drikke, ryge, elske og myrde, fordi natten skjulte alle vellyster og forbrydelser under sin kåbe. Natten rummede sine helt egne værdier, myter, ritualer, fjendebilleder, heltefortællinger og menneskeskabte genstande, som man kommer nærmere ved at tage udgangspunkt i natlige begreber såsom døden, Djævelen, underverdenen, nattesædet, vægteren, tyven og søvnen.

Selvfølgelig er der historikere, der i tidens løb indimellem har beskæftiget sig med nogle af de mange kontraster, der gemmer sig i ly af mørket på Jordens skyggeside. Det gælder f.eks. dem, der laver studier i kriminalitet og heksekunst. Og i udlandet er der sågar udgivet bøger alene helliget natten.1 På hjemlig grund vil vi fremhæve et enkelt banebrydende værk, der udkom helt tilbage i 1914 – altså for omtrent hundrede år siden. Bogen Natten, Studier i gammelt Byliv blev skrevet af kulturhistorikeren Hugo Matthiessen. Natlige temaer var i det hele taget centrale i hans forfatterskab, og flere af hans værker fremhæver, hvordan sociale relationer i købstæderne ændrede sig, når mørket faldt på. Samtidig gjorde hans sanselige beskrivelser skildringen af natten til noget nær en kunstform.2 I titlen på denne bog – Nattens gerninger – ligger altså både en påmindelse om, at natten engang var et magtfuldt fænomen med sine egne skæbner og deres gerninger, men samtidig også en anerkendelse af Hugo Matthiessens rolle som inspirationskilde for nutidige kulturhistorikere, hvis seneste gerninger i arkiverne har afsat sig spor i dette værk.

Poul Duedahl & Ulrik Langen

T I L B L I V E LS E N

9

NÆSTE OPSLAG I mørkningen eller skumringstimen svækkedes synssansen, og folk fik travlt med at komme hjem bag byens volde og i sikkerhed inden døre, før natten blev tæt og tyk og gjorde det umuligt at orientere sig.

FREDERIK VERMEHREN: VINTERAFTEN VED SUSÅEN, UDATERET. SMK

NATTENS

begyndelse faldt naturligt sammen med mørkets. Natten begyndte af samme grund tidligere om vinteren og senere om sommeren, og der er intet usædvanligt i, at et slagsmål i Randers i 1599 fandt sted ”om natten mellem 8 og 9”. Den faldt heller ikke på én gang overalt i landet, da købstæders og landsognes stueure langt op i tiden ikke fulgte faste tidszoner, men alene solens gang over himlen, og der var næsten et kvarter, fra natten satte ind i hovedstaden, til det samme gjorde sig gældende langs den jyske vestkyst.

Nattens snarlige komme fik mennesker til pludselig at ændre adfærd.

For efterhånden som natten blev tykkere og synsevnen svækket, var det på høje tid at gøre nogle forberedelser. I skumringstimen blev får og køer hentet ind og dørene lukket forsvarligt efter dem. Vejfarende kørte i sikkerhed i den nærmeste købstad, og byportene blev stænget. Døre blev lukket i, så mulm og nattefrost holdt sig ude af beboelseshusene, og livet i de mange indvendige verdener tog deres begyndelse.

Små lakuner af tællelys og kakkelovnsild udgjorde midtpunktet i disse undertiden tætpakkede og halvmørke interiører med dunkle afkroge.

Herinde levedes et liv helliget fred og hvile, som afveg fra dagens.

Synssansen fik trangere kår, mens andre sanser skærpedes. Kaffe, øl og snaps gav næring til smagsløgene. Snak, fortællinger og viser, adskillige nedarvet i generationer, fandt vej til øret. Sved, tobaksrøg og indelukkethed påvirkede lugtesansen. Fysisk nærhed, berøring og fumlen med snitteknive, karter og hækletøj fik følesansen til at arbejde mere intenst.

I disse småverdener tilbragte langt hovedparten af befolkningen, hvoraf de fleste boede på landet, døgnets mørke timer. Her opretholdt de illusionen om en forlænget dag og forsøgte at bryde søvnen med dans, leg og drikkeri, indtil døsighed og iltmangel fik overtaget og gjorde dem modne til at bryde op og sætte ind med søvnens ritualer, aftenbøn og lyseslukning, og iføre sig nattens uniformer i form af natskjorter og nathuer eller den skinbarlige nøgenhed og bevæge sig til sengs for at hente den energi, der måtte til, når gårdens kreaturer forkyndte, at solens stråler igen så småt var ved at indfinde sig. For det var nemlig imellem mørkets yderste forposter, at nattelivet – i de utallige udgaver, det kunne antage – havde hjemme.

10

N AT T E N S G E R N I N G E R

N AT T E VÆ GT E R E N

11