Maleriets forbandelse

Page 1

BENJAMIN ASMUSSEN

MALERIETS FORBANDELSE

JAGTEN PÅ ET KUNSTVÆRK

OG DETS EJERE

GADS FORLAG

ANDERS RAVN SØRENSEN
SAMMEN MED

ANDERS RAVN SØRENSEN

MALERIETS FORBANDELSE

JAGTEN PÅ ET KUNSTVÆRK

OG DETS EJERE

GADS FORLAG

SAMMEN MED BENJAMIN ASMUSSEN

Maleriets forbandelse

© 2023 Anders Ravn Sørensen og Benjamin Asmussen og Gads Forlag

Forlagsredaktion: Anne Mette Palm

Omslag: Sune Ehlers

Forsideillustration: Udsnit af Jens Juels maleri af Christophe Battier.

Foto: © Bruun Rasmussen Kunstauktioner – Part of the Bonhams Network

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07258-4

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Langt de fleste storsamlere er mænd. De jager kunst og antikviteter for at understrege nyvunden magt og succes. Kunstgenstanden bliver et trofæ, der giver samleren en sælsom kraft over tidligere ejere. Behovet for at indkøbe og byde ved auktioner har stor lighed med det seksuelle begær. Lysten må forløses med et indkøb. Men begæret blusser op på ny, når genstanden er sikret til samlingen. Storsamleren kan aldrig få nok, fordi akkumulationen af genstande bekræfter hans egen eksistens. Fordi han med samlingen kan etablere et umisteligt monument over sig selv og måske leve videre efter døden.

Efter Frederick Baekeland: “Psychological Aspects of Art Collecting”.

INDHOLD KAPITEL 1. PORTRÆTTET 9 KA PITEL 2. BOGHOLDEREN 17 KA PITEL 3. BANKDIREKTØREN 102 KA PITEL 4. OLIEBARONEN 137 K APITEL 5. RESTAURATØREN 169 KA PITEL 6. GODSEJEREN 207 K APITEL 7. JÆGEREN 223 KA PITEL 8. KUNSTHANDLEREN 241 K APITEL 9. HISTORIKEREN 283 KIL DER OG LITTERATUR 288 NOTE R 29 7

PORTRÆTTET

Kunsthandleren er en gråhåret mand i slutningen af tresserne. Han er iklædt en stram, sort turtleneck og slidte jeans. I hans mundvig danser en cigarstump op og ned, mens han byder os velkommen. Han taler udenlandskdansk med forfinede vokaler; en dialekt, der er opdyrket gennem et langt eksil.

Han vinker os gennem en gitterlåge og ind i porten. Indenfor under hvælvingen er opsat messingskilte med navne på bygningens tidligere ejere som en slægtstavle over Københavns rigeste købmænd.

Samtalen i porten varer nogle minutter. Det er en mærkelig blanding mellem høfligheder og en uanmeldt eksamen i Københavns byhistorie. Det er godt, at Benjamin er taget med, for han konverserer helt naturligt om byens handelsmænd i 1700-tallet. På et tidspunkt er vores vært tilfreds. Vi er tilsyneladende ægte historikere, og vi kan passere. Han åbner hoveddøren til en nyrestaureret trappe, der leder op gennem ejendommen.

”Jeg har en fransk dame i håndjern liggende oppe på anden sal,” annoncerer han. ”Så lad os starte på første.”

Vi griner nervøst. Men inderst inde er jeg i tvivl om, hvorvidt det er en joke.

Der har været god grund til den byhistoriske eksamen i porten –det er ikke et sted, man har lyst til at få tyveknægte på besøg. Hele ejendommen er fyldt med antikviteter fra gulv til loft. Værelserne er stuvet med alle typer antikke møbler: chatoller, stole, borde, kister

9
KAPITEL 1
*

og elegante sofaer. Væggene er tæt dekoreret med malerier af danske og udenlandske mestermalere.

Et professionelt showroom og et gigantisk pulterkammer på én og samme tid. I hvert rum skinner forgyldte spejle og ure, rustninger, våben og mandshøje stabler af dyrt porcelæn og fajancer. Alt sammen nonchalant hensat i etagernes herskabsstuer. På et tidspunkt træder jeg uopmærksomt et skridt tilbage og er ved at vælte en stabel Flora Danica-tallerkner, der vipper faretruende. Det hundred tusinde kroner dyre tallerkentårn holder heldigvis balancen.

Især lejlighedens mange kinesiske antikviteter får det til at gibbe i Benjamin. Han har et særlig blødt punkt for den florissante periodes fine porcelæn og malerier. Med et sultent blik kigger han efter skatte, der fortæller om de danske søfolk, som i 1700-tallet sejlede mellem Kina og København med eksotiske varer. På et tidspunkt, hvor kunsthandleren taler i telefon, griber han mig i armen.

”Jeg kan næsten ikke holde til det – tænk, hvad der gemmer sig her!” hvisker han.

Vores vært er upåvirket og energisk. Under rundvisningen ringer telefonen med jævne mellemrum. Kunsthandleren skifter frit mellem fransk, italiensk og engelsk, mens han taler med mulige kunder og europæiske auktionshuse. Stadig med den kolde cigarstump i munden.

Efter turen rundt i stuerne slutter vi i et lille køkken. Det bærer ikke præg af kulinarisk udfoldelse. Til gengæld afslører grupperinger af tomme flasker, at der drikkes en del rødvin. Vi takker begge nej til et glas beaujolais nouveau. Det er lige lovlig tidligt; Benjamin skal holde foredrag senere på dagen, og jeg skal tilbage på arbejdet.

Kunsthandleren sætter vand over til stempelkaffe og arrangerer biscotti på et lille porcelænsfad. Vi sætter os rundt om et mahognibord. Der skænkes kaffe i kinesiske tekopper, og vi bliver elskværdigt budt på cigarer fra en stor kasse. Vi afslår igen tilbuddet.

Mens vi drikker kaffe og taler om det Jens Juel-maleri, vi er kommet for at se, støder en dame til vores selskab. Hun kommer oppe fra anden sal, så der har altså været en fransk kvinde i lejligheden.

10

Hun er godt nok ikke lagt i håndjern, som kunsthandleren spøgte med. Hun er ved at vurdere et antikt chatol, der skal til salg hos et auktionshus i Paris. Kvinden hedder Elsa og er omkring de fyrre år. Hun får småkager og ser utrolig fransk ud, mens hun pulser på nogle tynde cigaretter. Samtalen går trægt. To kejtede, blazerklædte historikere, en kæderygende, fransk valuar og en gestikulerende kunsthandler.

Det viser sig, at maleriet ikke er i lejligheden. Det er i Tyskland, vistnok på vej til Portugal. Kunsthandleren har købt et gammelt slot i Lissabon, og alle antikviteterne skal i løbet af det næste stykke tid flyttes ned på slottet. Vi er velkommen til at komme og besøge ham. Den franske kvinde spørger skeptisk til, hvad Benjamin og jeg egentlig laver. Hvad er vores ærinde? Vi ligner ikke nogen, der er ved hverken at vurdere eller købe antikviteter.

Kunsthandleren kommer os i forkøbet og forklarer, at vi skriver en bog om en rigtig naughty boy – en uartig dreng – der svindlede for et kæmpe beløb.

Elsa og kunsthandleren diskuterer deres middagsplaner. Alt er lukket ned under pandemien, men der er bestilt en italiensk kok. Han vil komme op i lejligheden og tilberede mad i det lille tekøkken. Bagefter skal de finde et sted, hvor man kan feste videre i byen om aftenen. Vores vært pointerer det mærkelige i, at Københavns stripklubber stadig må holde åbent til efter klokken 22 på trods af coronarestriktionerne. Inde på de frække klubber kan man drikke champagne hele aftenen, forklarer han pædagogisk. Indgangen er jo baseret på medlemskab, derfor er de ikke omfattet af samme afstandskrav som almindelige diskoteker.

Mens vi taler, ringer politiet på kunsthandlerens mobil. Det er fra paskontrollen i Københavns Lufthavn, hvor Elsas kollega lige er landet. Han skal hjælpe med at vurdere møbler, men han taler kun fransk, og han har problemer med at forklare sig over for de mistroiske pasbetjente.

Mens kunsthandleren går ind i den tilstødende stue og redder trådene ud, konstaterer Elsa tørt:

11

”I er altså ved at skrive en bog om et maleri? I skulle hellere skrive en bog om kunsthandleren. Den ville blive spændende.” Hun suger på sin cigaret og nikker indforstået, mens hun understreger: ”You should write about him – you really should.”

BATTIER

Det var Benjamin, som første gang fortalte mig om maleriet. Han stødte på det, mens han skrev sin afhandling om dansk kinahandel i 1700-tallet. Dengang var vi kollegaer. Jeg skrev en bog om dansk søfartshistorie, mens han var opslugt af sine kinafarere.

Portrættet er malet af Jens Juel og forestiller bogholderen i Asiatisk Kompagni, Christophe Battier. Battier styrede regnskaberne i det magtfulde kompagni, der sendte sine fregatter til den anden side af Jorden. Skibene vendte tilbage fulde af porcelæn og silke – og ikke mindste te, eftertragtet te i store mængder.

Benjamin brugte maleriet som illustration i sin afhandling. Vi talte en del om bogholderen Battier. Han havde været involveret i en større svindelsag i 1783, og vi fik lyst til at finde ud af, hvem der mon ejede portrættet i dag.

Jeg kontaktede auktionshuset Bruun Rasmussen og spurgte om navnet på køberen. Vi ville gerne tale med ejeren, skrev jeg, måske tage nogle billeder af maleriet. Men auktionshuse udleverer ikke så gerne information om deres kunder. De lovede i stedet at sende brevet videre til køberen, så var det op til vedkommende at kontakte mig. Da telefonen ringede en januardag, sad jeg i kø på motorvejen, forsinket på vej hjem til Hillerød for at køre mine børn til svømning. Jeg havde glemt alt om brevet.

På displayet kunne jeg se, at der blev ringet fra et ukendt nummer i Lazio-regionen omkring Rom. Det var kunsthandleren. Han var meget imødekommende og interesseret. Glad for, at der stadig var unge mænd, som interesserede sig for historie og kunst. Vi måtte endelig komme ind og møde ham i København, næste gang han rejste til Danmark.

12

I mellemtiden lukkede coronapandemien verden, og det blev umuligt at rejse. Kunsthandleren blev i sin villa i Rom, et stenkast fra Vatikanet. I det sene forår lavede vi så en aftale. Jeg havde nok forestillet mig, at vi skulle mødes på en cafe til en kop kaffe og en sludder om maleriet. Men i stedet kom vi på besøg i den propfyldte lejlighed.

På Juels portræt sidder Christophe Battier ved et skrivebord og bladrer i nogle regnskabsbøger. Han bærer en pudret paryk og en nøddebrun fløjlsfrakke. Han ser både moderigtig og fornem ud. Men selvom han lige er blevet forlovet med bryggerældstens smukke datter Anna Elisabeth, og selvom han er på toppen af sin karriere, virker han ikke rigtig glad. Han smiler til sin kendte portrættør, men smilet er skævt, næsten lidt trist.

Hvis man skal være ærlig, er det faktisk et kedeligt maleri. Det forestiller ikke en kendt person. Det er ikke et af Juels bedste værker. Til gengæld har det en mærkværdig historie. Christophe Battier var nemlig involveret i en svindelsag i 1783 – en sag, der rystede landets handelshuse og skabte finansiel panik. Mere end hundrede år senere blev maleriet af Battier købt af bankdirektør Emil Glückstadt.

Og her kommer det mærkelige: Glückstadt var i begyndelsen af 1920’erne hovedmanden bag danmarkshistoriens største bankkrak. De to pengemænds skæbner var meget lig hinanden: Battier og Glückstadt ejede det samme maleri, og begge mænd havde svindlet og bedraget for andre folks penge.

Benjamin studsede over det sælsomme sammentræf. Vi spøgte med, at der måske hvilede en forbandelse over portrættet af Christophe Battier. Fortællinger om forbandende malerier er, trods alt, en veletableret skønlitterær trope. Faktisk findes der på Wikipedia en selvstændig side dedikeret alene til forbandende malerier: fra et 1700-talsportræt af baron Bernardo de Gálvez, der hænger på et hotel i Texas, til Giovanni Bragolins uhyggelige maleri af en grædende

13
*

dreng. Et maleri, der er kommet uskadt igennem en række voldsomme ildebrande.1

Vi er begge rationelle mennesker. Ingen af os tror på forbandelser. Vi er historikere, uddannet på universitetet. Benjamin er ansat som inspektør på Museet for Søfart i Helsingør. Han laver udstillinger om verdenskrige, slavehandel og skibe. Jeg er ansat på CBS. Der underviser jeg i virksomhedshistorie og strategi. Vi lægger vægt på kildekritik og på videnskabelige principper.

Og så alligevel. Der var noget tillokkende over Battiers portræt. Noget foruroligende, men også dragende. Noget, som gav os lyst til at opsøge det og undersøge det nærmere. Det var et mysterium.

Christophe Battier og Emil Glückstadt. Havde de noget til fælles, ud over at have ejet det samme maleri? Var der noget, som bandt dem sammen på tværs af hundrede og halvtreds år? Hvad med de efterfølgende ejere, hvad var deres historier? Vi var tiltrukket af maleriet, kan man vel sige. Og vi var tiltrukket af den bedrageriske bogholder. Derfor begyndte vi at lede efter kilder, der kunne kaste lys over Christophe Battier – og over de mennesker, som i eftertiden anskaffede sig Jens Juels maleri af ham. Med fortidens kilder ville vi tættere på deres motiver, og vi ville tegne deres historiske portrætter.

Biografier er menneskelige portrætter malet med ord i stedet for farver, men det er altid farligt og urovækkende at tegne et andet menneskes portræt.2 Man risikerer, som Oscar Wilde lader sin kunstmaler i romanen om Dorian Grays billede formulere det, at afsløre en flig af sit eget inderste. Et portræt siger nemlig mindre om den portrætterede, end det gør om den portrætterende. Det gælder for kunstmalere, og det gælder for historikere. Enhver historisk fortælling, fra tør økonomisk historie til nærgående biografier, afspejler altid historikerens valg, indskydelser og personlige præferencer. Nogle gange bliver det historiske portræt et spejl, der viser, hvordan historikeren, i sin optagethed af for længst døde personer, kommer til at forråde de selv samme historiske figurer, som ellers skulle tegnes respektfuldt og lødigt.

14

Sådan har vi også følt indimellem, når vi har endevendt maleriejernes liv med hundrede års forsinkelse. Som professionelle indbrudstyve, der gennemroder kommoder og skuffer, hvor de mistænker, at værdigenstande er gemt, har vi læst breve og dokumenter for at komme tættere på Christophe og for at forstå maleriets ejere en smule bedre.3 I den proces er vi ikke kun kommet nærmere Christophe, vi er også kommet til at holde en lille smule af ham. Men vi har også forrådt ham indimellem og samtidig afsløret en lille flig af vores eget inderste.

Det kan være rigtig svært at komme ind på livet af folk, der for længst er døde og borte. Især dem fra 1700-tallet. Hvis de ikke skrev dagbog eller gemte breve, kan det være frustrerende slidsomt at danne sig et billede af dem. Her må man begynde med indirekte kilder. Har de haft venner eller forretningsforbindelser, som beskrev dem i breve?

Måske breve sendt til eller fra udlandet? Har de haft vrede kreditorer eller utilfredse kunder? Er der skrevet om dem i aviserne? Findes der relevante dokumenter fra retssager, boskifter eller konkurssager, der kan hjælpe på forståelsen? Det gør der ofte. Men det er besværligt, og det tager tid. Især tager det tid at læse gotisk håndskrift på tysk og dansk, som datidens mennesker nedfældede med deres fjerpenne. Det kan tage timer at læse et enkelt brev eller notat. Man må tage et bogstav ad gangen, og kan man genkende det senere i teksten, kan man bruge det til at læse næste sætning. Anderledes let er det med franske og engelske kilder. Her er håndskriften ofte ensartet og overraskende læselig, som var de skrevet for ganske nylig.

Men alle dokumenterne og brevene, alle de små kilder og brudstykker, vi har fundet frem til, er stadig kun fragmenter af en fortid, som er passeret, og som aldrig kan genskabes. Historikernes genfortælling af fortiden kan aldrig blive andet end en kvalificeret, men ubehjælpelig kopi; et forvrænget ekko, som forvitrer med tiden.

15
*
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.