Jomfruen fra Norge

Page 1

D EN N ORSKE P RESSE SKR EV »Aldrig er den norske middelalder blevet beskrevet mere levende (…) Tore Skeie har på mesterlig vis genskabt et univers af stolte riddere og sultende bønder, af svage konger og snu hertuger.« Stavanger Aftenblad

»Tore Skeie har med Jomfruen fra Norge løftet norsk historieskrivning op på et nyt litterært niveau (…) Kort sagt er dette en uendeligt fascinerende bog.« Bergens Tidende

»Selvom bogen ikke er en roman, griber den læseren på samme måde. Historie er absolut ikke kedelig, når man kan fortælle den godt. Og det kan Tore Skeie.« Oppland Arbeiderblad

En dansk konge ruster sig. En norsk konge lover sin et år gamle datter væk. En svensk hertug sætter alle alliancer på spil.

e n e fte r å rsda g i 1302 mødes den magtfulde kong Håkon 5. af Norge og den både ridderlige og hensynsløse hertug Erik af Sverige på en lille klippe i Göta-elven for at indgå en alliance vendt mod den danske konge, Erik Menved. Hævnlysten svider i Danmark som et åbent sår. Jomfruen fra Norge fortæller levende om en dramatisk periode i middelalderens Skandinavien, om en intens magtkamp mellem tre meget forskellige mænd, der kæmper om land og ressourcer – og ikke mindst om ære og prestige. Bogen skildrer en tabt verden af riddere og jomfruer, men også et nådesløst samfund, der præges af skruppelløse magtmennesker, krigstogter og lejesoldater. Og et politisk system, hvor ægteskab mellem børn kan afgøre et helt kongeriges fremtid.

tore skeie (1977) er uddannet historiker og bor i Oslo. Med sin første bog fra 2008 om adelsmanden Alv Erlingsson vandt han det norske forlag Spartacus’ historiebogskonkurrence. Bogen blev af juryen karakteriseret som »lysende skrivekunst og en fortællermæssig præstation.« Jomfruen fra Norge er hans første udgivelse på dansk.

»Tore Skeie er noget så sjældent som en krydsning mellem en historiker og en forfatter.« Klassekampen ISBN 978-8712-04982-1

9

788712 049821

f orfatterf oto : espen odén evertsen om sla gsdesign: øystein vidnes


Jomfruen fra Norge.indd 2

07/03/14 13.16


Tore Skeie

Jomfruen fra Norge P책 dansk ved Morten Visby

Jomfruen fra Norge.indd 3

07/03/14 13.16


Jomfruen fra Norge Af Tore Skeie Oversat fra norsk af Morten Visby efter Tore Skeie: Jomfruen fra Norge Copyright © Spartacus Forlag AS, 2012 Norsk utgave utgitt av Spartacus Forlag AS, Oslo Utgitt etter avtale med Hagen Agency, Oslo Dansk udgave: © 2014 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-04982-1 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Gro Frank Rasmussen Oversættelse: Morten Visby Projektledelse: Henrik Sebro og Gro Frank Rasmussen Omslag: Øystein Vidnes Forfatterfoto: Espen Odén Evertsen Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: Bookwell, Finland Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Jomfruen fra Norge.indd 4

07/03/14 13.16


Indhold Forord

7

1 Jomfruen

13

2 Kongen

39

3 Sveriges bedste ridder

77

4 Vinterbesøg

105

5 Fredløs

129

6 Brødrestrid

145

7 Planen

167

8 Farlige forbindelser

191

9 ”Lad os brænde deres land som hævn!”

219

10 Del og hersk

243

11 Om at spise sin egen bror

267

Epilog

289

Kronologi

295

Personoversigt og slægtstavle

299

Kilder og litteratur

307

Jomfruen fra Norge.indd 5

07/03/14 13.16


Jomfruen fra Norge.indd 6

07/03/14 13.16


Forord Jeg tror, det er rigtigt at begynde med en advarsel: Dette er ret beset ikke en bog om jomfruer. Det er en bog om politiske stridigheder – om store planer, magt og afmagt i det omskiftelige univers, vi kalder middelalderen. Nærmere bestemt handler bogen om et bestemt fænomen i denne tabte verden, som i mange år har interesseret mig; nemlig hvordan enorme ressourcer i form af landområder, penge og politisk prestige – og undertiden hele kongeriger – blev investeret i forlovelser og ægteskaber mellem børn. Hvad her følger, er en historie om et sådant ægteskabsspil, en række magtkampe og intriger med en norsk kongedatter i centrum, som fik vidtrækkende historiske konsekvenser ikke bare for Norge, men for hele Norden. Disse mennesker er for længst døde, og de taler kun til os gennem deres handlinger. Som al anden historieskrivning er det følgende en fortolkning, en konstruktion baseret på kritisk vurdering af de bevarede kilder. Det drejer sig om klosterårbøger, annaler, verdslige krøniker, retsdokumenter, regnskaber, fyrstebreve og politiske bekendtgørelser. Da kildesituationen er temmelig udfordrende, har arbejdet været mere tidskrævende, end jeg forestillede mig, da jeg gik i gang. De norske kongesagaer – de vigtigste fortællende kilder til 

Jomfruen fra Norge.indd 7

07/03/14 13.16


ældre norsk middelalderhistorie – ophørte i 1260’erne. De bevarede annaler og krøniker rummer kun få og ofte kronologisk forvirrende oplysninger. Til gengæld vokser mængden af bevarede diplomer – politiske breve – drastisk i den periode, som denne bog omhandler, fordi kommunikationen i stadig højere grad bliver skriftlig, og fordi de politiske aftaler, der tidligere blev indgået mundtligt, nu bliver skrevet ned og forseglet. Man kan derfor se, hvad de forskellige aktører blev enige om, hvor de befandt sig, og hvem der var til stede. Rekonstruktionen af dokumenternes tilblivelse er imidlertid noget af et puslespil. Jeg har benyttet en række forskellige kilder under arbejdet – norske, svenske, danske, engelske, skotske, tyske og en enkelt russisk. Og selvfølgelig mange faghistoriske værker skrevet af skandinaviske forskere, som har sorteret, ordnet og fortolket. Dette er ikke et akademisk værk, men de vigtigste kilder og den anvendte litteratur vil den interesserede læser kunne finde bagerst i bogen. Jeg vil også henlede læserens opmærksomhed på person­ oversigten og slægtstavlerne, som gør det lettere at holde styr på, hvem der er hvem i et ret stort persongalleri. Bagerst i bogen finder man ligeledes en kronologisk oversigt. Bogen rummer også et kort over de nordiske riger og et detaljeret kort over grænseområdet ved Göta-elven. Jeg har fået stor hjælp fra forskelligt hold. Frem for alt vil jeg gerne takke min kæreste, Ane Bjølgerud Hansen, som ikke kun har hjulpet mig på mange måder – ved at læse, lytte og give gode råd – men også har fundet sig i, at jeg i perioder blev noget af en eremit. Professor Arnved Nedkvitne, min første vejleder på universitetet, har været fagkonsulent på bogen. Han har været der for mig hele vejen igennem og bidraget med uvurderlig hjælp. Min anden konsulent har været professor Sverre Håkon Bagge fra universitetet i Bergen, der kender periodens politiske historie som få andre. Han har givet værdifulde indspark og påpeget pinlige fejl og mangler. Postdoc Bjørn Bandlien har også gennemlæst dele af 

Jomfruen fra Norge.indd 8

07/03/14 13.16


manuskriptet og bidraget med indsigtsfulde kommentarer. Tak til Dag Solstad, der har været tekstkonsulent. Også tak til konsulent Silje Een de Amoriza og redaktør Frode Molven. Min mor, Eli Skjeseth, har læst og kommenteret dele af manuskriptet. Konservator Endre Fodstad har været til stor hjælp, især når det gælder 1300-tallets materielle kultur. Sidst, men ikke mindst, tak til Ing­ rid Goverud Ulstein, som ofrede nattesøvn og fritid i projektets kritiske slutfase og hjalp mig med at komme i mål med det hele. Jeg er naturligvis eneansvarlig for det færdige resultat. Oslo, oktober 2012

Jomfruen fra Norge.indd 9

07/03/14 13.16


Jomfruen fra Norge.indd 10

07/03/14 13.16


Åh verden, som du belønner den, der forsøger at følge dine regler. Din skønhed og din hårdhed ender ofte i sorg og gråd. erikskrøniken, ca. 1321



Jomfruen fra Norge.indd 11

07/03/14 13.16


Jomfruen fra Norge.indd 12

07/03/14 13.16


1 Jomfruen De er for længst borte, sammen med hele den fjerne og for os så underlige verden, de tilhørte. Vi vil aldrig finde ud af, hvad de hed, hvor de kom fra, eller hvordan de levede. De få konkrete oplysninger, vi har om dem, tegner et yderst vagt billede. Kvinden var midaldrende, omkring 40 år gammel, med gråt, delvist hvidt hår. Manden, hun rejste sammen med, var hendes ægtemand. De var begge tyskere, lader det til, men kvinden beherskede det norske sprog godt nok til at kunne overbevise omgivelserne om, at hun var norsk. Begge var udstyret med et usædvanlig stort personligt mod. De havde en plan. Med livet som indsats var de nu på vej for at udfordre en af de mest magtfulde mænd i Norden. På et tidspunkt i løbet af sommeren i år 1300 befandt de sig på havnen i handelsbyen Lübeck. Byen var transitstation for al handel i Østersøen, og havnen udgjorde det største og travleste bryggeområde i Nordeuropa. Der gik de om bord på et fartøj, der skulle til Norge. Antagelig var det en af de mange hansekogger, som hver sommer sejlede til riget i nord med lastrummet fyldt med tysk korn – disse fartøjer var korte og brede, med hævet agterdæk og et enkelt, firkantet sejl, typisk med omkring ti hårdføre sømænd og cirka lige så mange købmænd om bord. Med den gråhårede kvin

Jomfruen fra Norge.indd 13

07/03/14 13.16


de og hendes mand blandt passagererne roede sømændene skibet ned ad den brede flod Trave, som altid var tæt trafikeret af robåde, pramme og havgående skibe på vej til eller fra byen. Inden længe var de ude i Østersøen. De var bedragere. Et år tidligere var nyheden om kong Erik Magnusson af Norges død nået ned til de tyske havne, hvorfra den langsomt spredte sig langs hovedfærdselsårerne ned gennem Tyskland. Kongen havde ikke efterladt sig nogen søn, og kongetitlen var derfor gået i arv til hans bror, Håkon Magnusson, som eftertiden husker som kong Håkon 5. Ægteparrets plan var enkel, farlig og umådelig ambitiøs. Kvinden skulle udgive sig for at være norsk kongedatter, nærmere bestemt den afdøde konges førstefødte barn, jomfru Margrete Eriksdatter. Jomfru Margrete omkom som barn, ni år før sin far. Ægteparret håbede formentlig, at den forvirring, der altid herskede, når en ny konge kom til magten – de centrale rådgivere blev erstattet af andre, fremtrædende mænd kappedes om den nye konges gunst, og nye magtkonstellationer dannedes – ville øge deres chancer. Kvinden havde forberedt sig godt på den rolle, hun skulle spille. Langsomt førte vinden skibet længere mod nordvest. Forbi de flade danske øer, hvor små landsbyer omgivet af pløjede jorder og græsmarker lå på rad og række langs kysten. Forbi København, med de krogede gader og de mange kirketårne. Gennem det smalle Øresund, hvor man i klart vejr kunne se den danske konges borge på begge sider af Sundet. Derfra fulgte de østkysten nordover. Bag strand og skærgård gled det grønne Halland langsomt forbi skibets højre side. De passerede den grå stenborg Varberg, der var let at få øje på, som den tronede der på toppen af en stejl klippe, før de nåede frem til udløbet af Göta-elven og dermed grænsen til det norske rige. Efter at have sejlet forbi markedspladsen Marstrand skar de tværs over Skagerrak op mod Agderkysten. Den sidste del af rejsen førte dem forbi fjeldene, fjordene og skærgårdene langs den norske syd- og vestkyst. Da de endelig kom frem til 

Jomfruen fra Norge.indd 14

07/03/14 13.16


Bergen, som var rejsens mål, måtte de have været på havet i cirka to-tre uger. Skibet lagde til blandt de mange andre sejlskibe, der var fortøjet i havnen, uden for bryggehusene med de karakteristiske spidse tage over mørke og trange gyder. Ægteparret gik i land på træbroen. * Der havde altid været noget uafklaret over jomfru Margretes død. Hendes skæbne var indhyllet i en sky af romantiske rygter, og det var ikke så mærkeligt, for hun havde været en helt enestående værdifuld pige, selv af en kongedatter at være. Og hun var omkommet under på én gang opsigtsvækkende og uigennemskuelige omstændigheder, som derfor ansporede til spekulation og rygtedannelse. I det politiske system, der organiserede hele kristendommen i riger og underriger, herrer og vasaller, udgjorde ægteskaberne de vigtigste bånd mellem såvel kongeriger som adelsfamilier. Fyrstelige ægteskaber var det vigtigste grundlag for territorial kontrol og dermed det, der mere end noget andet sammenknyttede de netværk og alliancer, hvorigennem de politiske ledere udøvede indflydelse. Jagten på lukrative giftermål var derfor den primære drivkraft i diplomatiet. Forholdet mellem rigerne blev ikke afgjort af fælles grænser eller det, man i dag ville opfatte som naturlige interesser, men af dynastiske forbindelser og de mest utrolige slægtskabsbånd. På den måde kunne en ungarsk fyrste blive arving til den neapolitanske trone og en engelsk konge tronprætendent i Castilien. Over hele Europa blev fyrstesønner og fyrstedøtre ustandselig sendt frem og tilbage, over havene eller ad knoldede landeveje, mellem lande og herskere. Hver af dem udgjorde én enkelt tråd i det kunstige væv, der bandt den europæiske herskerklasse sammen, men også skabte lige så mange fjendskaber og modstridende krav, som den knyttede bånd. Habsburgerne fra 

Jomfruen fra Norge.indd 15

07/03/14 13.16


Østrig, huset Plantagenet fra England, capetingerne fra Frankrig, wittelsbacherne fra Bayern, luxemburgerne fra Bøhmen, husene Navarra, Castilla og Aragon, hertugerne af Bretagne og Bar, greverne af Lusignan, Flandern, Hainaut og Savoie – og langt mod nord, kongerne af de tre skandinaviske riger – var alle en del af dette netværk. I dette uophørlige spil var der to forhold, man aldrig tog hensyn til: brudens og brudgommens følelser og interesserne hos befolkningerne i de berørte områder. Det var mekanismerne i dette sindrige system, der havde gjort jomfru Margrete Eriksdatter af Norge så vigtig. Hendes mor var den smukke og sofistikerede skotske kongedatter Margaret Alex­ andersdatter, der som 20-årig krydsede havet og ankom til Bergen i 1281 og blev gift med kong Erik Magnusson af Norge. Han var dengang en lille, svagelig barnekonge på blot 12. Kongens unge alder til trods blev Margaret gravid allerede et år efter brylluppet. Men da hun fødte Margrete i Tønsberg i foråret 1283, endte hendes eget liv i tragedie. Hun døde kort efter fødslen, efter al sandsynlighed af barselsfeber. At dronningen måtte lade livet for et pigebarns skyld og ikke en søn, gjorde tragedien endnu større for kong Erik, som end ikke var fyldt 15, da han blev både far og enkemand. Kun drengebørn kunne videreføre magten, æren og dynastiet som fremtidens konger. I årene, der fulgte, viste det sig imidlertid, at det kongelige skotske blod, som jomfru Margrete havde efter sin mor, gav hende stærkt øget værdi som brik i det politiske spil. For i løbet af jomfruens tidligste leveår uddøde hele morens slægt simpelthen på den anden side af havet gennem en række pludselige og uventede dødsfald. Først døde tronarvingerne af sygdom og efterlod kong Alexander 3. af Skotland ensom på tronen. En tidlig forårsdag i 1286 blev så skottekongen selv fundet druknet på en strand nord for Edinburgh. Hamrende beruset efter et ædegilde med sine baroner var han redet ud over en klippeafsats midt om natten og styrtet i havet med sin hest. Da morfaren mødte sit lidet ærefulde 

Jomfruen fra Norge.indd 16

07/03/14 13.16


endeligt, var jomfru Margrete i Norge tre år gammel. Hun havde aldrig mødt et eneste medlem af sin egen skotske slægt. Alligevel var hun i kraft af sit blod pludselig det eneste overlevende medlem af et kongedynasti, der havde regeret i over 250 år og regnede sig blandt Europas ældste kongefamilier. Det gjorde hende til det vigtigste barn i denne del af Europa. Hun var nøglen til magten i et helt kongerige. Siden dengang havde Margrete været midtpunktet i et storpolitisk trekantsdrama hen over Nordsøen – mellem kong Erik og hans kongsråd i det ene hjørne, de ledende baroner i det kongeløse Skotland i det andet og den magtfulde og kløgtige kong Edward 1. af England i det tredje. Enorme værdier stod på spil: landområder, klingende mønt, politisk prestige, indflydelse. Den drivende kraft i dette spil var den engelske konge, som længe havde haft ambitioner om at kontrollere naboriget i nord. Han sendte derfor budbringere til det norske hof, som anholdt om jomfruens hånd på vegne af hans lille søn og tronarving, prins Edward, der endnu kun var spæd, da alt dette begyndte.* Ved ægteskabet mellem de to børn ville englænderne ikke blot vinde herredømme over naboriget på kort sigt, men én gang for alle underlægge Skotland den engelske krone – uden et eneste sværdslag. I bytte for jomfruens hånd var Edward villig til at betale hendes far og den norske rigsledelse en anseelig pengesum og yde garantier om politisk støtte. Sjældent, måske aldrig, havde en norsk konge haft udsigt til så stor magt og indflydelse på den anden side af Nordsøen. Jomfru Margrete ville i fremtiden blive dronning, ikke bare i Skotland, men også i England. Hvis alt gik efter planen, ville lederne af det norske rige kunne regne med venskabelige forbindelser til et pacificeret Skotland, store engelske pengeoverførsler som medgift og det engelske og skotske riges værdifulde * Prins Edward var det drengebarn, der mange år senere arvede den engelske kongetrone som kong Edward 2.



Jomfruen fra Norge.indd 17

07/03/14 13.16


støtte i den altid aktuelle magtkamp mellem de skandinaviske kongeriger. Efter kong Alexanders druknedød blev Skotland styret af et råd bestående af seks fremtrædende baroner, der tog vare på tronen på jomfruens vegne. De så dystert på en fremtid som vasaller under den engelske krone. Det samme gjorde mange af de talrige adelsmænd, rådet repræsenterede, hvoraf mange var fjernt beslægtet med det næsten uddøde kongehus og derfor selv var potentielle kandidater til tronen. Men ingen i Skotland havde magt eller myndighed til åbent at modarbejde de norsk-engelske planer, og ingen kunne bestride, at den norske jomfru var den nærmeste arving til tronen. De måtte nøjes med at kæmpe for en aftale, der sikrede dem størst mulig selvstændighed i fremtiden. Jomfru Margretes tidlige barndom udspillede sig efter al sandsynlighed stilfærdigt i kongsgården i Bergen. Hendes tilværelse må have været præget af en blanding af omhyggelig omsorg og streng bevogtning, uendelig værdifuld som hun var. Imens rejste sendebudene frem og tilbage mellem de tre riger med beskeder, forslag, modforslag og aftaleudkast. Pave Nikolaus 4. i Rom anerkendte hende som retmæssig skotsk dronning og velsignede ægteskabsplanerne i året 1288, hvor Margrete fyldte fem. Sommeren efter sejlede den norske chefforhandler, baronen Tore Håkonsson af Lei­kvang, til Aquitaine i Sydfrankrig, hvor den engelske konge for tiden holdt hof. Tore var en erfaren politisk diplomat i kongelig tjeneste og juridisk skolet efter i sine unge år at have studeret kanonisk ret ved et af Europas universiteter. Da han fulgte den engelske konge tilbage til England om efteråret, var de blevet enige om de sidste detaljer i den norsk-engelske aftale. I Brigham, Skotland, foråret 1290 godkendte så 104 gejstlige og verdslige stormænd fra England og Skotland den indgåede aftale. Kort efter blev parterne enige om, at jomfruen skulle sendes over Nordsøen. Den skotske adel skulle sværge hende troskab som deres dronning, og de sidste detaljer i ægteskabsaftalen skulle af

Jomfruen fra Norge.indd 18

07/03/14 13.16


klares. Så skulle der holdes bryllup for de to børn. Margrete var lige fyldt syv. Hendes vordende ægtemand var fem. På kong Edward af Englands personlige ordre blev et stort sejlskib gjort klar i havnebyen Yarmouth på den engelske nordsøkyst. Til ære for barnebruden og det norske kongehus blev skibet malet, dekoreret og udstyret med vimpler og flag, inden det stævnede ud med kurs mod Norge først på sommeren. Om bord var håndplukkede skotske og engelske sendebud. De skulle hente jomfruen til England. Den nøje planlagte sejltur blev imidlertid en fiasko. I Bergen kom det til heftig uenighed mellem de engelske, skotske og norske forhandlere, som ikke kunne blive enige om, hvorvidt skibet skulle fragte jomfruen til England eller Skotland. Det var et spørgsmål af største betydning. Den engelske konge ville se sin søn og tronarving gift på engelsk grund. Det ville imidlertid signalere, at skotterne spillede andenviolin i en aftale, der var helt afgørende for deres fremtid, og de insisterede på, at deres dronning blev gift i Skotland. I to uger mundhuggedes udsendingene i Bergen, hvorefter de i slutningen af juni vendte tilbage til England uden jomfruen om bord. Ud på sensommeren kom skibet og udsendingene tilbage. Der var så meget på spil, for så mange magtfulde mennesker, at det var vigtigt at få aftalen realiseret så hurtigt som muligt. I Skotland ulmede uroen under overfladen, mens man afventede en løsning. Jo længere tid der gik, desto større risiko var der for, at nogle af de skotske baroner ville gå egne veje og selv påberåbe sig tronen. Kong Edward pressede på. Da skibet kom tilbage til Bergen, havde sendebudene fået strenge ordrer om at bringe jomfruen over havet inden allehelgensdag, 1. november. Det var den frist, der var sat for hendes ankomst under de sidste forhandlinger. I Bergen indgik de engelske og skotske sendebud denne gang et kompromis med det norske kongsråd, som skulle sikre, at der blev taget behørigt hensyn til alles værdighed og følelse af kontrol 

Jomfruen fra Norge.indd 19

07/03/14 13.16


over processen: Jomfruen skulle føres til de norsk-kontrollerede Orkneyøer ud for nordkysten af Skotland. Også de skotske og engelske adelsmænd og kirkelige repræsentanter skulle begive sig dertil og besegle en endelig ægteskabskontrakt, før alle drog videre til Edinburgh inden allehelgensdag, hvor tidsfristen udløb. Dette indebar, at overfarten måtte foregå lovlig sent på året, hvor man normalt undgik at krydse havet, fordi vindene blev kraftigere og koldere, bølgerne højere og faren for efterårsstorm væsentlig større. Men der var ingen anden udvej. * Da alt endelig var klart, var det blevet efterår. De mennesker, der samlede sig på bryggen på afrejsedagen, en septembermorgen i år 1290, for at se jomfruen og hendes følge stævne ud, havde kun begrænset eller slet ingen indsigt i det komplekse politiske diplomati bag aftalen. For dem var de høje herrers spil noget fjernt og svært forståeligt, der tilhørte en anden verden end deres. Mange af dem havde set de skotske og engelske udsendinge, i hat og kappe og fine dragter, som havde besøgt Bergen de senere år. Men de havde ingen anelse om, hvad der var blevet sagt under forhandlingerne i salene bag kongsgårdens mure. Ud over det, de selv havde set og hørt, var de henvist til gætterier og spekulation. I forsommeren havde de set det store skib komme til byen blot for at sejle bort igen uden jomfruen. Da skibet kom tilbage for at hente hende, var det blevet så sent på året, at man fornemmede vinterens komme i vindstødene. Hvem ved, hvad de tænkte, da de stod der og ventede i deres uldkjortler og lædersko, med deres ødelagte tænder og barkede hud, klædt i hætter, hovedtørklæder og luer. Også småkårsfolk kendte til ægteskabsspil – søgningen efter en passende brud eller brudgom var strategisk styret og økonomisk motiveret. Men almuens ægteskabsindgåelser var underlagt strenge kulturelle og ju

Jomfruen fra Norge.indd 20

07/03/14 13.16


ridiske rammer, som det var forbundet med vidtrækkende konsekvenser at overskride. De havde ikke lov til at indgå forlovelser på deres børns vegne, før disse var fyldt syv år. Det var strengt forbudt at holde bryllup, før bruden var 12 og brudgommen 14, og ingen vielse blev anset for gyldig, medmindre begge parter samtykkede i vidners nærvær. Sådanne love gjaldt ikke for de herskende. Mens folkemængden ventede, blev jomfruen gjort klar inde i kongsgården, et massivt borganlæg bygget i gotisk stil af granitsten, med firkantede tårne, forrådsbygninger, festhaller med spidse tage og høje mure med brystværn. Tilskuerne blev holdt på sikker afstand af hirdmænd i harnisk og stålhjelme, udrustede med trekantede skjolde og lange spyd. Portene blev åbnet. Omgivet af dem, der skulle følge hende over havet, blev jomfruen i ceremoniel procession ført ud af borgen over træbroen, der forbandt borgholmen med resten af byen. Følget gik forbi den rigt ornamenterede Apostelkirken, gennem de plankebelagte gader med lave, tæt sammenklyngede træhuse på begge sider og ned mod bryggen. Der lå det malede og udsmykkede skib, som skulle bringe Margrete til det nye hjemland. I masterne hang bannere og flag med det kongelige engelske våben, de tre løver på blå og rød baggrund. Om bord ventede 40 engelske sømænd, der også fungerede som soldater til værn mod sørøvere. Ud over livvagter og tjenere bestod jomfruens følge af norske adelsmænd og gejstlige, der skulle repræsentere kong Erik under brylluppet. Lederen var Tore Håkonsson, den midaldrende baron, der i de senere år havde ledet ægteskabsforhandlingerne på vegne af det norske rige. Han blev fulgt af sin kone, fru Ingeborg Erlingsdatter. Hun må i øvrigt have været genstand for heftig rygtedannelse i sig selv. Ingeborg var nemlig søster til den stærkt berygtede jarl, krigsherren og sørøveren Alv Erlingsson af Tornberg, som tre år tidligere havde stået i spidsen for et mislykket oprørsforsøg mod kronen og var flygtet ud af landet som fredløs. Han havde ernæret sig ved omfattende sørøveri i Østersøen, indtil skæbnen til sidst 

Jomfruen fra Norge.indd 21

07/03/14 13.16


indhentede ham. Tidligere denne sommer var han blevet taget til fange af den danske konges mænd og henrettet på hjul og stejle under en spektakulær offentlig seance i Helsingborg. Nyheden om hans endeligt må være nået til Norge kort før jomfru Margretes afrejse. Fru Ingeborg havde imidlertid holdt sig uden for brorens oprør, og sammen med sin mand tilhørte hun fortsat rigets øverste elite og kongens inderkreds. At føre jomfruen over havet var den mest betroede opgave, man kunne få. Med sig havde de den unge biskop Narve fra Bergen, som var en af kong Eriks personlige venner og nærmeste rådgivere. Selvom kong Erik ikke selv skulle med på færden over havet, må han have deltaget i processionen ned til skibet. I 1290 var kongen en ung mand, en knap færdigudvokset 20-årig. Han havde en karakteristisk haltende gang på grund af en mislykket operation af et benbrud efter et fald fra hesteryg i barndommen. Med i følget var også de mennesker, der stod Margrete nærmest her i livet, nemlig de kvinder i husholdningen, der havde sørget for den daglige omsorg for hende, lige siden hun blev født. De skulle ledsage hende over havet til det nye hjemland. For tilskuerne fremstod den lille pige som et næsten overnaturligt væsen. Hun var en prinsesse med helligt blod i årerne og uendelig ophøjet status. Århundreders, for ikke at sige årtusinders, europæisk kultur og tradition havde gjort hende til det, hun var, og bestemt, hvordan hun blev opfattet af købmænd og byboere, koner og børn, fiskere og tilrejsende bønder, som hilste hende med ærefrygt, da hun blev ført forbi dem – en klejn, syvårig jomfru på vej ud over havet, indhyllet i den aura af hellighed og mirakler, som omgav alle kongelige. Mellem borgen og bryggen passerede processionen gennem en port, hvor en gruppe syngende præster havde taget opstilling. Idet jomfruens følge kom forbi dem, glemte de rent melodien og holdt inde. En af præsterne var en ung islænding ved navn Havlide Steinsson. Han var en af kongens hirdpræster og den eneste 

Jomfruen fra Norge.indd 22

07/03/14 13.16


ikkeadelige person, vi kender navnet på, af alle de mennesker, der var forsamlet i Bergen denne dag. Som forsanger fik han de andre præster i gang igen, med hymnen ”Veni Creator Spiritus” – en takkesang til Guds ære, som ofte blev sunget under kongekroninger og bispeindsættelser. De sang med lyse stemmer, mens jomfruen blev løftet op og båret om bord på skibet. Veni, creator Spiritus mentes tuorum visita, imple superna gratia, quae tu creasti pectora. Qui diceris Paraclitus, altissimi donum Dei, fons vivus, ignis, caritas et spiritalis unctio.

De færreste af tilhørerne forstod, hvad ordene betød, men smukt lød det. Så blev skibet roet ud på fjorden. Det rundede Nordnes og var borte. Skibet sejlede eller blev roet ud i Hjeltefjorden, hvor man lå og ventede på bør, når man sejlede til Hjaltland, den øgruppe i vest, der lå tættest på den norske kyst.* Alle rejsende fra Norge sigtede derfor først efter disse øer, uanset om de skulle ud til et af de skatskyldige norske lydlande (skatlande) eller til Skotland eller England. Det gjaldt om at gøre den potentielt farlige overfart over åbent hav så kort som mulig. *

* Hjaltland var middelalderens betegnelse for den øgruppe, vi i dag kalder Shetlandsøerne.



Jomfruen fra Norge.indd 23

07/03/14 13.16


Der var ikke meget, menneskene i det europæiske middelaldersamfund frygtede mere end havet. Det bandt folk og riger sammen, men i sin skræmmende uendelighed og utrolige uforudsigelighed var havet også porten til det farlige og det ukendte, tilsyneladende besjælet med en ond vilje, der sendte skibe og deres mandskab og last til bunds eller knuste dem mod klipper og skær. Den udbredte tro på søuhyrer – grufulde skabninger, der svømmede rundt under de sorte bølger og varslede død og ulykke, hvis de viste sig for mennesker – var en konkretisering af denne forestilling om havets iboende ondskab. Man forstår deres frygt – få bedrifter var farligere end lange sørejser. Der var blevet gjort store anstrengelser for at ære den lille brud og for at gøre rejsen så behagelig som muligt for hende og hendes prestigetunge følge. Den engelske konges hushovmester havde ikke sparet på noget, da han udrustede skibets forrådskamre. Under dæk fandt man – ud over vokslys, håndklæder, kopper, glas og dækketøj – 50 pund hvalkød, 15 saltede okser, 72 skinker, 600 tørfisk, sild, stør, fem dusin lampretter,* hvide og sorte bønner, oste og kornvælling tillige med det for de kongelige særdeles nødvendige tilbehør salt, peber, eddike, løg, safran, spidskommen, mandler, muskat, kanel, ingefær, citron og 100 liter sennep samt 12 tønder øl og hele 32 store tønder vin – flere tusind liter i alt. Man havde også husket et lille lager med luksusvarer tilpasset den lille prinsesses smag og mave: 500 valnødder, havrekiks, figner, rosiner, 28 pund brunkager og to sukkerbrød. I alle bevarede kilder fra samtiden er Margrete kun omtalt i tørre juridiske vendinger eller i korte, upersonlige notitser i munkenes klosterbøger. Det overleverede engelske dokument, som viser, at hun fik sukkerbrød og brunkager om bord, giver derfor trods sin regnskabsmæssige nøgternhed det bedste billede af det, hun egentlig var – nemlig kun et lille barn. * En ålelignende fisk også kaldet niøje.



Jomfruen fra Norge.indd 24

07/03/14 13.16


Vi får aldrig opklaret de nærmere omstændigheder omkring den tragedie, der fulgte. Under ideelle vindforhold behøvede overfarten ikke tage mere end tre-fire døgn. Når det gik rigtig stærkt, kunne man klare det på et par døgn. Men vinden lod ofte vente på sig, dengang som nu. Et skib kunne blive liggende længe i fjorden, undertiden i ugevis, og vente på rigtig bør, før sejlene endelig blev hejst. Og det havde dem, der styrede dette skib, ikke tid til. Det var sent på året, vinden blev koldere og koldere, jo længere de ventede, og de måtte bringe jomfruen over havet så hurtigt som muligt. Antagelig begyndte de at krydse, i siksak, hvilket let kunne forlænge rejsen med to eller måske helt op til tre uger. Omgivet af koldt, sort hav til alle sider var det en kummerlig tilværelse om bord på skibet, selvom det var et stort skib med bugnende forrådskamre. Rummene under dæk var trange, fugtige, mørke og kolde. Bølgerne kunne være meget høje og gynge skibet op og ned i dagevis uden ophold, så alle andre end de mest erfarne søfolk blev så søsyge, at de ikke kunne holde maden i sig. Det førte til en generelt elendig sundhedstilstand og sænket modstandsdygtighed over for andre sygdomme. For gamle eller syge og små børn kunne søsyge være dødelig, hvis tilstanden varede i flere dage, især kombineret med fugt og kulde. Jomfru Margrete havde levet et beskyttet liv og efter al sandsynlighed aldrig været udsat for en længere sørejse på åbent hav. Hun kunne ikke holde til det. Undervejs blev hun frygtelig syg, og da skibet endelig nåede Orkneyøerne omkring den 1. oktober, svævede hun mellem liv og død. På land, formentlig i den norske bispeborg i Kirkwall, forsøgte de mænd og kvinder, der havde ansvar for jomfruen, at redde hendes liv. Det var forgæves. Narve, den unge biskop, gav hende den sidste olie. Kort efter døde hun i hans arme. Allerede få dage senere begyndte der at spredes modstridende rygter i Skotland. Nogle sagde, at jomfruen var død, andre at hun havde været syg, men nu var i bedring. Den 7. oktober nåede ryg

Jomfruen fra Norge.indd 25

07/03/14 13.16


terne frem til den skotske biskop af St. Andrew, et stykke nord for Edinburgh, netop som han stod og skulle drage mod Orkneyøerne for at tage imod sin kommende dronning. Han sendte straks en gruppe riddere nordpå for at undersøge sagen og en budbringer sydpå med brev til kong Edward i England. Han bad kongen forberede sig på en mulig krig: De skotske adelsmænd var begyndt at samle deres hære, da de fik nys om disse rygter. Sejlskibet vendte tilbage over havet med den lille jomfru i en kiste. I Bergen blev nyheden modtaget med forfærdelse. Kong Erik lod datteren gravlægge ved siden af den mor, hun aldrig havde kendt, i Apostelkirken i Bergen. Han havde mistet sit eneste barn. Riget havde mistet sin prinsesse. Det skotske kongedynasti, som havde regeret uafbrudt siden vikingetiden, fandtes ikke længere. * Jomfruens død fik store historiske konsekvenser. De norske lederes forbindelser til Skotland og England – som i århundreder havde været mindst lige så vigtige som forholdet til naborigerne i øst – blev aldrig de samme igen. Det kongeløse Skotland indtrådte i et af de mørkeste kapitler af sin historie, da 14 forskellige tronprætendenter meldte deres kandidatur til den tomme trone. Kong Edward af England, fast besluttet på at underkaste naboriget sit overherredømme, spillede dem op mod hinanden – både helt åbent og i kulisserne. Kong Erik af Norge var en af tronprætendenterne, men blev hurtigt udmanøvreret og måtte opgive sit krav. I lyset af den stadig mere uoverskuelige situation på den anden side af Nordsøen allierede nordmændene sig i stedet med det skotske adelshus Bruce, der så ud til at være den mest fremgangsrige skotske familie. Den nye alliance blev beseglet i Bergen i 1293, da kong Erik giftede sig med den blot 12 år gamle Isabella Bruce, der blev ført over havet af sin mægtige far. For kong Erik og det norske kongsråd viste denne forbindelse 

Jomfruen fra Norge.indd 26

07/03/14 13.16


sig imidlertid blot at skabe yderligere problemer. Kort efter rejste Isabellas bror, Robert Bruce, sig med sværd i hånd mod det engelske åg. I 1296 udbrød der endelig åben krig mellem den engelske konge og den skotske adel under ledelse af Bruce-familien, med hjælp fra blandt andre den senere så berømte William Wallace, ”Braveheart”. Det norske kongsråd støttede skotterne, men havde selv intet at vinde ved konflikten. Det tidligere så varme forhold mellem det norske og det engelske kongehus kølnedes naturligvis hurtigt og blev erstattet af bitter passivitet fra begge sider. I det voldelige kaos, der fulgte, blev tre af den nye norske dronnings brødre fanget og hængt af englænderne. En række af hendes øvrige slægtninge blev holdt fængslet i årevis. Da kong Edward af Englands sarkofag blev åbnet i 1770’erne, næsten 500 år efter hans død, fandt man følgende inskription på hans gravsten ”Edwardus Primus Scottorum malleus hic est”, Her er Edward den første, skotternes hammer. Skotterne gik til sidst sejrrigt ud af konflikten, men først efter over 20 års krig, som kostede titusindvis af menneskeliv. Krigen blev en af de blodigste i europæisk middelalderhistorie. Dette var en verden styret af stærke mænd, med hård vilje og harnisk og våben af stål og jern. De red på stridshingste og traf politiske beslutninger i stenborge, der var konstrueret til at kunne modstå belejringer og stormangreb. Alligevel havde de alle investeret alt, hvad de ejede og havde, i en syv år gammel pige. Og da Margrete døde, kollapsede hele det politiske bygningsværk, som de så møjsommeligt havde rejst efter årelange minutiøse forberedelser – utallige sendebud, lange sørejser frem og tilbage over Nordsøen, op og ned langs den engelske og skotske kyst, til Frankrig og til Rom, hemmelige og åbne møder, juridiske undersøgelser og udredninger, argumenter og modargumenter, trusler, løfter. Alt var forgæves. Den skrøbelighed og uforudsigelighed, der var indbygget i tidens politiske system, kunne dårligt have været illustreret klarere. Skotterne glemte ikke den lille dronning, de aldrig fik. Mens 

Jomfruen fra Norge.indd 27

07/03/14 13.16


deres rige stod i brand, talte, digtede og sang de om hende. Hun blev et symbol på det, de havde mistet, på en forgangen og romantiseret tid. De kaldte hende ”The Maiden of Norway” – jomfruen fra Norge. * Da den gråhårede tyske kvinde og hendes mand gik i land på bryggen i Bergen, var der gået ti år siden jomfruens død. Den nye konge, Håkon 5., var ikke i byen. Han befandt sig i den anden ende af landet med hele den kongelige husholdning og store dele af sit magtapparat. På borgen på Holmen tog en særskilt afdeling af kongsrådet hånd om styringen af ”det nordafjelske”, dvs. Vestlandet og landsdelene nord for Dovre. Måske bankede det fremmede ægtepar på porten til kongsgården og forlangte at blive lukket ind. Måske gik de hen til rådhuset på bryggen, der også fungerede som vinstue og værtshus, og fortalte deres historie til dem, der sad og drak der. Vi ved med sikkerhed, at kvinden, fra det øjeblik hun gik i land, udgav sig for at være den forsvundne jomfru, og at hun fortalte en nøje indstuderet historie. Vi kender hendes beretning i hovedtræk og nogle enkelte detaljer. Det passede ikke, at hun var død, som alle troede, sagde hun. Hun var blevet udsat for en sammensværgelse, et ondsindet komplot. Magtfulde mennesker havde ønsket at rydde hende af vejen, inden hun nåede til Skotland, og de havde fået hjælp af nogle af de norske adelsmænd, der havde haft til opgave at beskytte hende under færden over havet. Den hovedskyldige var fru Ingeborg Erlingsdatter, som var gift med lederen af det norske følge. For en stor pengesum havde denne svigefulde adelsfrue overgivet hende til dem, der ville hende ondt. De havde så iscenesat hendes død og bortført hende. Barneliget, der var blevet ført tilbage over havet og nu lå gravlagt i Bergens største kirke, var en anden pige. 

Jomfruen fra Norge.indd 28

07/03/14 13.16


I mange år havde hun levet i et andet land. Hun havde giftet sig med den tyske mand, der også ledsagede hende nu. Hun havde haft en hård tilværelse, og håret var blevet gråt. Men efter at have modtaget nyheden om farens død havde hun bestemt sig for at vende tilbage til hjemlandet for at kræve sin ret – og nu var hun kommet hjem. Det var en utrolig historie. Men kvinden spillede rollen godt, og det, hun fortalte, var ikke mere usandsynligt, end at det kunne være sandt. Havde man et minimum af indsigt i det, der var foregået ti år tidligere, ville man vide, at den lille pige havde været det eneste, der stod mellem en række magtfulde mænd og den skotske trone. Det lader til, at kvinden hurtigt tiltrak sig en lille, men trofast tilhængerskare, som var overbevist om, at den jomfru, alle troede var død, vitterlig var vendt tilbage. Iblandt dem var flere af Bergens præster. Vi ved ikke, hvor længe ægteparret fik lov at vandre frit omkring, men det var formentlig ikke særlig længe. De blev begge arresteret af kong Håkons repræsentanter i Bergen og fængslet i kongsgården. En budbringer blev sendt østover med besked til kongen om det, der var sket. De sad fængslet i lang tid. Mens ugerne gik, og efterår blev til vinter, forsøgte kongens mænd og byens dommer, Nikolas lovmand, at finde ud af, hvem de var. Kvinden og manden blev nøje afhørt. De holdt på deres – at hun var den hjemvendte kongedatter, og at han var manden, hun havde giftet sig med – men de lovkyndige troede dem ikke. Kongen havde ikke tænkt sig at komme til Bergen foreløbig. Vinter blev til forår. Forår blev til sommer. Imens gik snakken, spekulationerne tog til på bryggen og i gaderne, og rygtet om denne mærkelige kvinde spredte sig uden for byen. I løbet af 1301 nåede det til Island, hvor en munk nøgternt noterede i en klosterbog, at der ”kom en kvinde fra Tyskland, som siger, at hun er datter af kong Erik og Margaret, datter af 

Jomfruen fra Norge.indd 29

07/03/14 13.16


Alexander Skottekonge. Hun siger, at Ingeborg Erlingsdatter har solgt hende.” * Det var blevet efterår i 1301, og der var gået mere end et år, siden ægteparret gik i land på bryggen, da det kongelige følge endelig sejlede ind i fjorden. Kong Håkon planlagde at fejre jul og tilbringe vinteren i kongsgården. Han var ledsaget af mange af baronerne og ridderne i kongsrådet. Følget var let genkendeligt – ikke så meget på grund af kongens velkendte våben, som vajede over det forreste og største skib, den oprejste løve med en økse i forpoterne, men af den simple grund, at ingen andre end kongen sejlede rundt med en så stor armada. På grund af sin position som transithavn mellem Østersøen og De Britiske Øer var Bergen ikke kun langt den største by i det norske kongerige, men også den største by i hele Norden. Op mod ti tusind mennesker fra mange forskellige lande kunne opholde sig i byen om sommeren, hvor handelssamkvemmet stod på sit højeste. Alligevel skiftede den fuldstændig karakter, da skibene i kongens følge kastede anker uden for kongeborgens bryggeanlæg, og kongen gik i land. Kongen var en høj mand, omgivet af livvagter, der holdt folk på afstand. Hundredvis af mennesker fra alle samfundsklasser fulgte med ham – tjenere og arbejdsfolk, soldater og livvagter, skrivere, regnskabsførere, hestepassere, unge mænd af lavadelen og storbondesønner, der var blevet optaget i kongshirden, politiske rådgivere, udenlandske gæster, munke og præster, riddere, baroner og deres fruer. Tjenerne i den kongelige husholdning begyndte at laste varer ind i borganlægget. Med ét blev Bergen det norske kongeriges hovedstad, som dengang var, hvor end kongen befandt sig. Det var, som om lyset pludselig blev tændt. Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for moderne mennesker at forstå til fulde, hvordan en konge i 1300-tallet blev op

Jomfruen fra Norge.indd 30

07/03/14 13.16


fattet af sine samtidige. I middelalderens Europa var der ingen, der nød højere status eller blev betragtet med større ærefrygt end kongerne og deres familiemedlemmer. De var efterkommerne af de gamle germanske høvdinger, der blev beundret for deres personlige styrke og knyttede stærke mænd til sig ved at give dem gaver, guld og krigsbytte. For Norges og Europas lærde elite var de ekkoer af og billeder på den autoritet, oldtidens romerske kejsere havde udøvet. Norge var et kongedømme af Guds nåde, styret efter det europæiske princip om, at det kongelige dynasti var indsat af Gud, placeret på jorden for at regere efter den guddommelige vilje – ritualiseret gennem højtidelige kroningsceremonier, hvor biskopper satte kronen på kongernes hoveder. Kongens blod var helligt, og et oprør mod ham var derfor også et oprør mod Gud. Denne europæiske magtideologi slog igennem for alvor i det norske rige under kong Håkon Håkonsson i 1240’erne og 1250’erne, hvor de sidste rivaler til tronen i et samlet Norge var ryddet af vejen, og der samledes større magt i kongens regeringsapparat end nogensinde tidligere. Kongens suveræne position blev hyldet i digtning og sang ved hoffet og var juridisk forankret i lovværket. Kongens person – snarere end en fælles kulturel identitet – var det samlende symbol, der forenede de fjerne skatlande på den anden side af Vesthavet, fiskerlejerne i det lige så fjerne Finnmark i nord, de enorme skovområder i Jemtland og Herjedalen, landområderne omkring Konghelle ved Göta-elven, indlandsbygderne i Gudbrandsdalen og Telemark og ved Mjøsa, og de stejlt beliggende bygdesamfund langs fjordarmene på Vestlandet, til ét rige. Dynastiet gik i virkeligheden kun tilbage til slutningen af 1100-tallet, hvor Håkons tipoldefar Sverre tilranede sig magten ved at dræbe den retmæssige konge. Men i kongehusets strålende selviscenesættelse var alle de gamle konger deres forfædre. Alle hævdede de i ubrudt fædrene linje via helgenkongen Olav, ”Norges evige konge”, at kunne føre deres æt tilbage til legendernes tid 

Jomfruen fra Norge.indd 31

07/03/14 13.16


og den halvmytiske Harald Hårfager, fire århundreder tidligere. I realiteten var det naturligvis de færreste konger, der kunne leve op til den formidable og stærkt idealiserede rolle, de var blevet tildelt gennem fødslens lotteri, og bag al den strålende symbolik var mange kongers magt i virkeligheden nok så skrøbelig. Nogle af Europas konger var brutale og forhadte tyranner, andre var snu realpolitikere, atter andre var svage og vankelmodige ledere, som ikke magtede at regere effektivt. Men alle konger havde det tilfælles, at de var omgærdet af en magisk-religiøs mystik, som gjorde dem fremmede og fjerne i undersåtternes øjne og hævede dem højt op over alle andre. Hos almindelige mennesker affødte de en blanding af skræk og varm kærlighed. Skræk fordi de havde magt til at knuse mennesker som fluer, hvilket de da også gjorde fra tid til anden. Kærlighed fordi de var personificeringer af den gode kraft langt deroppe, som sørgede for lov og orden og retfærdighed mellem mennesker. Undersåtternes utilfredshed med uretfærdige skatter og overgreb fra de herskende rettede sig sjældent direkte mod kongens person, men blev forklaret med korrupte rådgivere og kyniske hoffolk, der vildledte og førte kongen bag lyset. For befolkningen i Bergen var den nye konge en fjern figur. Håkons ældre bror og forgænger, kong Erik, havde haft hovedsæde i Bergen og tilbragt mere tid der end i nogen anden del af riget, hvorimod Håkon havde haft hovedresidens på den anden side af landet, i Oslo, i hele sit voksenliv. Få uger efter brorens død kom han til byen med et stort følge for at lade sig hylde. Han viste sig kort for folket og fik hurtigt overstået diverse formaliteter, hvorefter han igen sejlede østover få dage senere. Siden havde de ikke set noget til ham. * Folk ventede i spænding på, hvad der ville ske med det fremmede ægtepar. 

Jomfruen fra Norge.indd 32

07/03/14 13.16


Kort efter sin ankomst lod kong Håkon den gråhårede kvinde, formentlig sammen med hendes mand, fremføre for sig, så han kunne se hende med sine egne øjne. Hun fik lov at fortælle sin historie. Om mødet ved vi kun, nemlig gennem et senere brev, at kongen og hans folk mente, at hun ”tydeligvis bedrev svindel og bedrag”. Alligevel blev der organiseret en rigtig retsproces. At afholde formelle retssager, med juridisk gyldige domstole, som fulgte rigets love og ikke dømte uden beviser, blev taget særdeles alvorligt i den tids Norge, ikke mindst af kong Håkon selv. I en så alvorlig sag var det kongsrådet – bestående af landets fremmeste mænd og kongens vigtigste rådgivere – der skulle fælde dom. Under den korte og effektive retssag indkaldte og afhørte man vidner, som havde været involveret i rejsen til Orkneyøerne ti år tidligere. De understøttede ikke kvindens historie. Antagelig vidnede også Ingeborg Erlingsdatter, som jo spillede en slags hovedrolle i kvindens historie, og hendes mand Tore Håkonsson. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er at dommerne ikke troede kvinden, men at hun alligevel insisterede på rigtigheden af sin historie. Eftersom både kongen og dommerne var overbevist om, at hun var bedrager, er det ikke usandsynligt, at hun blev tortureret for at aftvinge hende en tilståelse, selvom en tilståelse ikke var en nødvendig forudsætning for en fældende dom i Norge. Men kvinden indrømmede intet, tværtimod holdt hun hårdnakket fast på sin historie. Det vedblev hun at gøre til det sidste. Straffen var døden. Manden skulle halshugges. Kvinden skulle brændes på bålet. Et bål og et skafot med en huggeblok blev gjort klar på Nordnes, som lå ud mod fjorden på den anden side af Vågen og fungerede som det ene af byens to rettersteder. Da dagen oprandt, blæste enten kongens herold eller Bergens egen ”kalder” – manden, der havde til opgave at kalde folk til møde og samling – i sit horn. Det var påbudt for bybefolkningen at møde op til henrettelser. Som et underligt spejlbillede af den ægte jomfrus procession 11 år tidligere blev hendes dobbeltgænger 

Jomfruen fra Norge.indd 33

07/03/14 13.16


ført ud af kongsgården, også hun omgivet af vagter, og ned mod bryggerne. Mange af tilskuerne var de samme som dengang. På vej ned til bryggerne passerede følget med de dødsdømte gennem porten, hvor en gruppe præster 11 år tidligere havde stået opstillet og sunget hymner for jomfru Margrete. Med stadig større forundring blev folkemængden vidne til et mærkværdigt optrin. Den gråhårede kvinde begyndte at råbe. Højt og tydeligt skreg hun, at hun godt kunne huske, da hun blev ført gennem den samme port som barn, på vej ned til skibet, som skulle bringe hende til Skotland. Præsterne var holdt op med at synge, skreg hun, men en af hendes fars hirdpræster ved navn Havlide havde istemt hymnen ”Veni Creator Spiritus,” og den havde de sunget, mens hun blev båret om bord i skibet. Havlide Steinsson levede stadig i bedste velgående. Men han havde forladt Bergen og var flyttet hjem til Island, hvor han arbejdede som præst på Breidabolstad. Han var en fremtrædende og respekteret figur blandt øens gejstlige. Da han senere fik at vide, hvad den dømte kvinde havde råbt, sværgede han på, at det var sandt, hvad hun havde påstået. Han blev selv en af dem, der var overbevist om, at den ægte jomfru var vendt tilbage. Ægteparret blev roet over Vågen til Nordnes, fulgt af folk i egne både og folk, som gik langs vandkanten. En stor folkemængde samlede sig ved retterstedet ud mod fjorden – nordmænd og udlændinge, byfolk, fiskere, bønder og købmænd, kvinder og mænd, gamle og børn. De lyttede, mens en kongelig herold, måske den samme, der tidligere havde blæst i hornet, højt og tydeligt kundgjorde dommen og beviserne mod de dømte, så alle forstod, at der ikke herskede nogen tvivl om, at disse mennesker var bedragere: Da jomfru Margretes døde krop 11 år tidligere blev bragt tilbage til Bergen, havde hendes egen far, kong Erik, selv åbnet kisten. Med sine egne øjne havde kongen gransket kroppen, og i vidners påhør havde han stadfæstet, at det virkelig var hans egen datter, som lå der. Hvis Margrete på en eller anden måde al

Jomfruen fra Norge.indd 34

07/03/14 13.16


ligevel var i live, ville hun være 18 vintre gammel nu. Kvinden fra Tyskland var, som alle kunne se, ”grå og hvid i hovedet.” Det var tydeligt, at hun var midaldrende, mindst 40. Hun var med andre ord flere år ældre end den nylig afdøde kong Erik, som hun påstod var hendes far! Denne bedrager og hendes mand havde forsøgt at narre den gode kong Håkon og alle kristne mennesker med deres djævelskab. Døden var deres retmæssige straf. Det er højst usandsynligt, at de fremmødte havde set et menneske blive brændt på bålet før. Dette var nemlig, så vidt vi ved, første gang denne straffemetode benyttedes i Norge. Der skulle gå over 100 år, før den blev taget i anvendelse igen. Det er et mysterium, hvorfor kong Håkon, måske efter anmodning fra sine rådgivere, befalede hende henrettet på lige netop denne måde. I Frankrig brændte man kættere på bålet i denne periode, og i Norge såvel som i resten af Europa blev det efter Reformationen en almindelig straf for mænd og kvinder, der var dømt for trolddomsforbrydelser. For kættere, troldmænd og hekse mentes flammerne at have en rensende effekt. De brændte synderne væk og afkortede dermed de dømtes ophold i skærsilden. Der er imidlertid intet, der tyder på, at den gråhårede kvinde var anklaget for noget, som havde det fjerneste med kætteri eller trolddomskunster at gøre. Hun var kun anklaget for en løgn. Men det var den alvorligste løgn, man kunne forestille sig. Hvem kan de to have været? Det er muligt, de blot var to vel­ informerede lykkejægere med ambitioner om at vinde en ægtefødt kongedatters arv. Ægteparret var i så fald hverken de første eller de sidste i denne tidsalder, der forsøgte sig med den slags. Middelaldersamfundets manglende metoder til at kontrollere folks identitet, kombineret med en fastlåst social struktur, som gav folk minimale muligheder for at undslippe den rolle, de var født ind i, lokkede undertiden modige lykkejægere til at imitere kongelige eller andre øvrighedspersoner. De endte næsten altid på bålet, i galgen eller på skafottet. Det er muligt, at kvinden – som i norsk 

Jomfruen fra Norge.indd 35

07/03/14 13.16


historieskrivning er kendt som den falske Margrete – tidligere havde været tilknyttet den kongelige husholdning på en eller anden måde eller måske kendte en, der havde været det og kunne give hende så stort kendskab til hoffets indre liv, at hun kunne optræde som kongedatter med en vis troværdighed. Nogle historikere har overvejet, om hun arbejdede for kræfter, som ønskede at skade den nye konge ved at undergrave hans legitimitet, og som havde instrueret hende i, hvad hun skulle sige. Det er imidlertid usandsynligt. Selv hvis man havde troet hende, ville hun ikke have udgjort nogen trussel mod kong Håkon. Han stod under alle omstændigheder langt over den ægte jomfru Margrete i arvefølgen. Det er muligt, at kvinden var gal og virkelig selv troede, at hun var den ægte jomfru. Måske var det derfor, hun fastholdt sin historie. Hvis bålet var lavet på samme måde som andre steder på den tid, bestod det af en lodret pæl med brænde omkring. Tørrede, bladløse grene, som var lette at antænde, var lagt i bunden. Formentlig var det hele indsmurt i sort, tyktflydende tjære for at hjælpe flammerne med at få fat. Kvinden blev bundet fast til pælen. Manden blev placeret på knæ over huggeblokken på skafottet. Han blev holdt fast, mens bødlen hævede sin store økse højt i vejret og huggede hovedet af ham. Voksblegt og blodplettet blev det sat på en stage. Til fortvivlelse for dem, der stadig var overbevist om, at kvinden talte sandt, blev bålet tændt med en fakkel. Under overværelse af folkemængden voksede flammerne, manden med faklen trak sig tilbage, mens røghvirvler steg op om kvindens krop. Ilden fik fat i hendes tøj og kort efter også det gråhvide hår. Hun kunne ikke skrige sin smerte og angst ud ret længe, for lungerne blev hurtigt fyldt med røg. Kort efter brændte hun i stilhed. Det ydre hudlag sprak, gik i opløsning og faldt af i flager, mens flammerne dansede over kroppens overflade. Efter et stykke tid – hun var allerede død – sprak også det tykkere lag af underhud, så det gule og brændbare fedtlag under huden løb ud og blev antændt af flammerne. Når et men

Jomfruen fra Norge.indd 36

07/03/14 13.16


neske brænder på bålet, brænder kroppen efter et stykke tid af sig selv, næsten som et stykke træ. Ifølge senere beskrivelser af sådanne bålbrændinger veg de nærmeste tilskuere tilbage fra den stærke varme, blev tilsodede i ansigtet og fik håret dækket af aske. Til sidst blev også mandens hovedløse krop kastet ind i flammerne. Og sådan brændte de op med alle deres hemmeligheder. Røgen steg op mod himlen, opløstes i vinden og forsvandt. * Da kong Håkon og hans råd rejste til Bergen og dømte den gråhårede kvinde til døden, fulgte hans dronning ikke med. Grunden var, at hun lige havde født sit første barn i Oslo. Man passede godt på spædbarnet og ville ikke risikere at flytte det i de første, skrøbelige leveår. Det var en pige. En ny jomfru fra Norge. Sammen med sine rådgivere var kongen allerede begyndt at lede efter en ægteskabsforbindelse, som kunne give dem politiske fordele og forbedre deres strategiske position. En storstilet politisk plan var ved at tage form. Allerede mens røgen steg op mod efterårshimlen over de forkullede bedrageres kroppe, tog et nyt magtspil sin begyndelse. Også denne gang skulle der investeres enorme værdier i et lille pigebarn. Igen skulle der udløses krige med indvirkning på tusindvis af menneskers liv. Men denne gang fik det langt mere gennemgribende og langvarige konsekvenser for Norges historie end jomfru Margretes død på havet. Denne gang var kongens blik ikke vendt mod vest, men mod øst.



Jomfruen fra Norge.indd 37

07/03/14 13.16


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.