Ingenmandsland

Page 1

Et ingenmandsland strækker sig gennem de russiske naboregioner. En frygtelig krig udkæmpes her mellem to hære, men også uden for Ukraines grænser kaster konflikten fremtid, alliancer, naboskab, tilhørsforhold og sikkerhedsgarantier op i luften for almindelige mennesker.

Ekspeditionen fører dem til Svalbard, Nordnorge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Ukraine, Armenien, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Usbekistan og Kirgisistan, hvorfra de skildrer kampen om den arktiske undergrund, forfulgte seksuelle minoriteter, livet bag den ukrainske frontlinje, den usikre fremtid for udbryderrepublikkerne i Kaukasus og nye alliancer på stanlandenes stepper. Frederik Tillitz er dansk journalist med fokus på Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, Anders Rye Skjoldjensen er fotojournalist ansat ved Dagbladet Information, og Ólafur Steinar Rye Gestsson er islandsk fotojournalist. De er alle tre flere gange prisbelønnede, og sammen modtog de i 2022 Kristian Dahls Mindelegat for reportagebogen Russerne kommer.

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

0 0 0 1 68 /LV

Gad _ Ingenmandsland _ omslag _ 16.indd 1

GADS FORLAG

INGENMANDSLAND Fortvivlelse og håb fra Arktis til Centralasien – reportager fra Ruslands nabolande

INGENMANDSLAND

Frederik Tillitz, Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Rye Gestsson drager på en journalistisk og fotografisk rejse fra Arktis til Centralasien, hvor de møder de mennesker, der bebor det nyoptrukne grænseland på kanten af Rusland – det ingenmandsland, hvor ideerne om Vesten, Østen og Russkij Mir, Den Russiske Verden, støder sammen i det 21. århundredes hidtil største geopolitiske krise.

FREDERIK TILLITZ

Fortvivlelse og håb fra Arktis til Centralasien – reportager fra Ruslands nabolande

FREDERIK TILLITZ

A N D E R S RY E S K J O L D J E N S E N ÓLAFUR STEINAR RYE GESTSSON

24.10.2023 10.35



Frederik Tillitz

INGENMANDSLAND Fotos af Ólafur Steinar Rye Gestsson og Anders Rye Skjoldjensen

Gads Forlag


Ingenmandsland © Frederik Tillitz, Ólafur Steinar Rye Gestsson, Anders Rye Skjoldjensen og Gads Forlag A/S, 2023 Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen Omslag: Rasmus Brøndsted Sats: Demuth Grafisk Kort: Anders Gerning Repro: Narayana Press Fotos: Ólafur Steinar Rye Gestsson og Anders Rye Skjoldjensen Forsidefoto: Ólafur Steinar Rye Gestsson Tryk og indbinding: PNB Print 978-87-12-07178-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2023 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Denne bog er blevet skrevet med støtte fra Wistifonden, Fritt Ord og:

Denne bog er udgivet med støtte fra:

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

www.gad.dk


INDHOLD Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Prolog. Det nye jerntæppe. Ukraine. februar 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10 ARKTIS & NORDEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .28 I. I dybet. Svalbard. August 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .30 II. Undtagelsen i Finnmark. Norge. September 2022 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .39 III. Grænseløs stolthed. Norge. September 2022 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 IV. Junglen. Finland. September & oktober 2022 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .55 BALTIKUM & POLEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .82 V. Naziradio og pornopas. Estland. Oktober 2022 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .84 VI. Russisk i Riga. Letland. Oktober 2022 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .94 VII. Eksklaven i baghaven. Litauen. Oktober 2022 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 VIII. Belarusisk diaspora. Litauen. Oktober 2022 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110 IX. Stærke mænd. Polen. November og december 2022. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116 X. Flygtninge som våben. Polen. December 2022 og januar 2023 . . . . . . . . . . . . . . 124 UKRAINE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 156 XI. Et år i krig. Ukraine. Februar 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158 XII. Romans prøvelser. Ukraine. Februar 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 172 XIII. Lymans kældermennesker. Ukraine. Februar 2023. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178 KAUKASUS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 XIV. Folkedrab og flammende flag. Armenien. April 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . 208 XV. Frygtens zoner. Georgien. April 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 XVI. Et lille stykke af Tjetjenien. Georgien. April 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 232 XVII. Magtvakuummet udfyldes. Aserdajdsjan. April 2023. . . . . . . . . . . . . . . . . 239 CENTRALASIEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 268 XVIII. En sort og hvid verden. Kasakhstan. April og maj 2023 . . . . . . . . . . . . . . . 270 XIX. Kongen er død, længe leve kongen. Usbekistan. April og maj 2023 . . . . . . . . . 284 XX. Nye nomader. Kasakhstan. Maj 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 292 XXI. Landet for enden af vejen. Kirgisistan. Maj 2023 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 322 Billedliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 324 Metode . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 330 Om translitteration fra kyrillisk og sprogene i Sydkaukasus . . . . . . . . . . . . . . . . 331 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 336


FORORD

Ideen til denne reportagebog opstod for flere år siden, da vi stødte på begrebet Det nye jerntæppe – en geopolitisk skillelinje, der strakte sig fra Narva i Estland til Mariupol i Ukraine. Det var før Putins fuldskalainvasion. Dengang annekteringen af Krimhalvøen og krigen i Donbas af mange blev anset som et mellemværende mellem Ukraine og Rusland. En omstændighed, som ikke stod i vejen for, at man kunne øge Europas afhængighed af russiske naturressourcer. Ikke desto mindre var omridset af denne nye frontlinje ved at tegne sig også før invasionen af Ukraine 24. februar 2022. Ukrainekrigen bliver kaldt Europas krig, men i Ingenmandsland ønsker vi at udvide horisonten og løfte det eurocentriske blik, for lige så vigtige og måske mere eksistentielle diskussioner foregår netop nu i de tidligere Sovjetrepublikker i Kaukasus og Centralasien. Naboskabet til Rusland er her resultat af en lang sammenfiltret historie, økonomisk afhængighed og de herskende luner i Moskva eller Sankt Petersborg. Samtidig er russisk militær tilstedeværelse flere steder selve garanten for en nations eller de facto-stats overlevelse. Vores rejse kunne have fortsat videre. Til Kina, Mongoliet, Den Koreanske Halvø, Japan og Alaska, men med et fokus på det postsovjetiske rum set igennem Ukrainekrigens prisme har vi forsøgt at begrænse bogens sfære. I den forbindelse har vi skelet til den allerede eksisterende litteratur. Ingenmandsland forsøger som vores første bog Russerne kommer at stå på skuldrene af en østeuropæisk skrivetradition, hvor vi gennem et hav af stemmer og skæbner forsøger at give læseren en let kurateret, men ellers ufiltreret og fordomsfri indføring i liv og meninger i dette grænseland. Bogens fotografier dokumenterer de mennesker og begivenheder, vi møder i teksten, men vi bestræber os samtidig på, at de kan tilføje noget nyt og i sidste ende stå alene. Vi

6


har valgt at samle billedteksterne i slutningen af bogen, så fotografierne bliver noget andet og mere end blot illustrationer til teksten, men et fortællemæssigt element i sin egen ret. Et russisk mundheld lyder, at der i Rusland vil være en tragedie i enhver familie. I kraft af den fælles historie gælder det samme i store dele af Østeuropa, Kaukasus og Centralasien. Ukrainekrigen tilføjer kun yderligere tragedier til dette ordsprog. På begge sider af skyttegraven. Vi mener, at man sagtens kan have stærk sympati for det selvstændige Ukraines kamp og ret til at bestemme inden for egne grænser, og samtidig skildre krigen i Ukraine så ærligt og objektivt som muligt. Ukrainernes katastrofe bliver ikke mindre af, at man også skildrer tragedierne på den russiske side. Tværtimod gør det kun den umotiverede, vanvittige krig, som regimet i Kreml har kastet Ukraine og Rusland ud i, endnu mere grusom. Derudover håber vi, at man husker på, at der altid er menneskelige omkostninger, når vi hører om tabstal, våbenleverancer og annekteringer. Ukrainekrigen efterlader et magtvakuum i hele det russiske grænseland, som uundgåeligt kommer til at ændre det status quo, den postsovjetiske verden mere eller mindre har befundet sig i de sidste 30 år. Det russiske magtmonopol formindskes, og som med alt andet politisk tomrum står andre klar til at udfylde hullet. Det kommer uomtvisteligt til at definere de kommende år og årtier i regionen. Titlen Ingenmandsland har været diskuteret frem og tilbage. Kunne den misforstås, som en legitimering af en revisionistisk forståelse af Europas grænser? Havde Allemandsland været en bedre titel, eftersom vores fokus er mennesket i det geopolitiske spændingsfelt? Ikke desto mindre følger vi ingenmandslandet langs grænsen til Rusland – det helt håndgribelige, fysiske ingenmandsland. Men også et ideernes ingenmandsland, hvor indbyggere i grænsestaterne bliver nødt til at redefinere sig selv. Hvem er allierede, venner og broderfolk i dette sammenstød mellem Vesten, Østen og Den Russiske Verden? I mødet med menneskeskæbner i lande, hvis fortid ikke længere kan eksistere på samme præmis, men hvor fremtiden virker komplet uforudsigelig. Odesa. Februar 2023.


SVALBARD

NORGE

FINLAND ESTLAND

POLEN

LETLAND LITAUEN

BELARUS

RUSLAND UKRAINE

GEORGIEN ARMENIEN

KASAKHSTAN

ASERBAJDSJAN

USBEKISTAN

8 KIRGISISTAN


»Fra Stettin i Østersøen til Trieste i Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over kontinentet,« udtalte Winston Churchill tilbage i 1946. Efter den russiske invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har et nyt skel lagt sig gennem Europa og Asien. Et skel, der strækker sig fra de norske besiddelser i Arktis ned gennem Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og det krigshærgede Ukraine, hvor det rammer den nordvestlige sortehavskyst. Men også videre gennem Kaukasus løber det og forgrener sig ind over Centralasiens stepper, hvor gamle alliancer er i opbrud og nye bliver dannet.

9


PROLOG.

DET NYE JERNTÆPPE. UKRAINE. FEBRUAR 2023.

Et øredøvende drøn, der kan mærkes i brystet, runger ud over stationspladsen foran Kherson banegård. Rundt om os lyser ubehaget i øjnene på de omkringstående. Var ilden indkommende eller udgående? Var det deres eller vores? Endnu et enormt brag fylder pladsen. Luftsirener hyler ud over byen. En skarp lugt af krudt. De politibetjente, der før bevogtede stationsbygningen, er søgt indenfor eller ned i en kælder. En ukrainsk ven fortalte mig på et tidspunkt, at hans bekendte i den ukrainske hær sjældent bryder sig om at være i de nærliggende byer bag fronten. Så hellere befinde sig i skyttegraven, hvor der ikke hersker tvivl om, hvem det er, der skyder. Igen mærkes trykbølgen fra en eksplosion i vores indre organer, og sammen med en håndfuld andre civile, der enten ligesom os er kommet med nattoget fra Kyjiv eller venter på bussen, søger vi mod det nærmeste sikkerhedsrum. En mobil betonkasse beregnet til tilflugt er placeret nær pladsen foran stationen. En fortættet stank af urin, der ikke kan skylles væk af regn, fylder det koldklamme betonrum. Ved stationen skal vi samles op af den lokale mediemand Maks Penko, som vi skal arbejde sammen med, men på grund af de mange checkpoints på hovedvejen mellem Mykolajiv og Kherson er han forsinket på ubestemt tid. Mens endnu en eksplosion runger, begynder en følelse af fortabthed at indfinde sig. Natten i togvognen på vej mod Kherson havde været anderledes strabadserende, da vores kupé blev delt med to pensionister og deres pomeranian-hunde, Fiona og Verona. Bragt om bord i lyserøde transportable hundebure af plastik, men hele natten sovende hos deres ejere i køjesengene under os. »De små ulve« – Vovtjenjata, som den ene af vores medrejsende kaldte sine kæledyr, var iklædt lilla sweatre og havde hovedpelsen sat med lyserøde hårelastikker. Hver gang en medpassager eller kontrollør natten igennem passe-

10


rede forbi vores dør på vej til toilettet eller ud for at ryge i gabet mellem togvognene, følte mindst den ene af hundene sig kaldet til at give hals. Men efter et kort ophold tidligt om morgenen på perronen i Mykolajiv ændrede stemningen i toget sig, idet vognen rømmedes. De fleste civile – også vores medpassagerer med hundene – var stået af i den mere sikre værftsby. Tilbage i vognen var nu kun militærfolk på vej fra orlov til fronten, en enkelt arbejdsmand stadig sortsmudset af indsmurt gammel olie og med en endnu ikke tændt cigaret i munden samt enkelte forhutlede civilister, der ikke så ud til at have andre steder at tage hen end det udbombede, farlige Kherson. Og så os. På strækningen fra Mykolajiv passerede vi brungrå marker plettet med store sorte huller, hvor artilleribeskydningen havde slået ned, da fronten gik her forbi, og landsbyer, hvor ikke et eneste hus stod intakt tilbage. Da toget rullede ind på stationen i Kherson, skinnede solen. Vores medpassagerer bevægede sig hurtigt hen over skinnerne og gennem banegårdsbygningen. Og mens vi ventede på Maks med sol på kinderne og på udkig efter dagens første kaffe, lød det første brag. Den sydukrainske havneby oplever på tidspunktet for vores besøg daglige bombardementer med tab af menneskeliv til følge. Efter den russiske hær rykkede ud i november 2022 og overlod byen til de ukrainske styrker, har den russiske strategi været at beskyde byen med artilleri, og de er umiddelbart ikke i stand til at undgå eller også helt ligeglade med at ramme civile. »Hvis jeg ikke kan få hende, skal ingen have hende,« lader til at være det russiske mantra, og jubelscenerne på den centrale Frihedsplads foran rådhuset i Kherson, da byen blev befriet, er nu udskiftet med fortvivlede blikke. Selvom de russiske styrker ikke længere befinder sig fysisk i byen, slipper civilbefolkningen ikke for dagligt at blive mindet om, at russiske artilleribatterier og lastvogne med Grad-raketter befinder sig lige på den anden side af Dneprfloden. Denne dag er Frihedspladsen tom, og rådhuset forladt. Ødelagt af en stribe missiler. De civile i den interimistiske bunker, vi har søgt dækning sammen med ved banegården, svovler eder og forbandelser, hver gang de må skutte sig under rystelserne. Oleh er en af vores medpassagerer fra nattoget til Kherson. I sin iver efter at søge i sikkerhed for eksplosionerne har han netop misset den bus, der skulle køre ham væk fra den udsatte stationsplads. »Det her er ikke som i Kyjiv. Her kan man ikke regne med, at den næste bus kommer til tiden, hvis den kommer overhovedet,« siger han. Under den russiske besættelse af Kherson befandt Oleh sig i byen, hvor han bor sammen med sin mor og bror. »Da russerne regerede her, blev vi også nogle gange ramt af HIMARS-missiler, men det her er for voldsomt,« siger Oleh og nævner det amerikansk donerede og producerede

11


raketsystem, som de ukrainske styrker brugte til at ramme mål i Kherson, da byen stadig var på russiske hænder. Et kors er tatoveret på den 49-åriges ene finger. »Mens russerne herskede her, tænkte vi hele tiden, hvad der kunne ske med os. Når vi gik ud ad døren om morgenen, kom vi måske aldrig hjem igen. Sådan tænkte vi i ni måneder. De er ikke mennesker. De er dyr.« I sensommeren 2022 indledte den ukrainske hær sin anden store modoffensiv for at indtage den sydlige regionhovedstad – den eneste, som det var lykkedes de russiske styrker at indtage efter invasionen 24. februar. På dette tidspunkt havde russerne siddet fast uden for Mykolajiv på grænsen mellem de to oblaster siden invasionens første uger, men i løbet af efteråret formåede ukrainerne at presse dem tilbage mod Dnepr­flodens bred. En udbredt frygt for at op mod 20.000 russiske soldater ville blive fanget i Kherson, tvang den russiske militære ledelse til at opgive byen og evakuere sine styrker over på den anden side af floden. Den 11. november rykkede den ukrainske hær ind i byen. »Jeg er ukrainer, og det vidste russerne godt. De ser lidt anderledes ud end os. Vores accenter er lidt forskellige. Sådan kan de vide, hvem der er ukrainere, og hvem der er russere. Vi har mange russere her. Nogle af dem holder med Kreml, men de fleste ønsker et selvstændigt Ukraine. Der er også ukrainere her, som holder med Rusland. Jeg hader dem,« siger Oleh. Han har netop været i hovedstaden for at søge arbejde. Oleh er løsarbejder, og nogle gange arbejder han i byggebranchen, andre gange som chauffør. Nu er han kommet hjem for at tage sig af sin skrantende mor. »Jeg har boet her i byen 15 år. Bare her. Men efter vi er blevet befriet, er jeg blevet nødt til at tage til Kyjiv for at arbejde. Her er ikke noget job at få. Ingen penge. Alle er bange og forsøger at slippe væk, hvis de har råd til det.« »Jeg er glad for, at jeg ikke har børn eller kone. At jeg ikke har min egen familie. Jeg har ikke så meget dødvægt at slæbe rundt på. Når man er alene, er man friere til at bevæge sig. Til ikke at bekymre sig. Måske i fremtiden, når den her krig er slut, vil det være muligt for mig at stifte familie. Men ikke nu. Heldigvis.« Vi bliver samlet op af vores lokale kontakt Maks Penko og oversætteren Andrij Trokhymenko. Maks, der er fra havnebyen Odesa, har en baggrund som kameramand og producer for forskellige ukrainske medier. Siden krigen har han mod betaling arbejdet sammen med en lang række udenlandske medier som såkaldt fikser – en lokal hjælper, der løser logistiske udfordringer. For at tiltrække nye samarbejdspartnere skriver Maks, at han medbringer eget våben og ammunition, hvis situationen skulle kræve det. I bagagerummet på den røde Citroën Grand Picasso har han hjelme og sorte skudsikre veste, som vi iklæder os, inden vi kører ned mod Dneprfloden. Et forladt hotel med udsigt over floddeltaet står tomt på denne bred. En vej fører ned til floden, der ser næsten ubevægelig ud denne lune vinterdag. På den anden side ses det grønne buskads, hvor de russiske snigskytter efter sigende skulle befinde sig.

12


Maks tænder endnu en cigaret og står i god afstand fra hjørnet af den bygning, hvorfra man vil kunne blive set gennem sigtekornet fra den anden side. Vi dukker hovedet og håber på, at hvis der faktisk sidder en snigskytte på den anden side af Dneprfloden, vil han respektere, at der står PRESS på vores skudsikre veste. På fortovet og træerne på begge sider af den vej, der fører ned til floden, er der skilte, som markerer, at området er mineret. En ældre mand krydser uanfægtet denne snigskyttegyde støttende sig til en stok og med sine dagligvarer i en hvid plasticpose. Lige her ved floden løber skellet netop nu mellem to verdener. Afslutningen på den demarkationslinje, der skiller Europa i to. Dneprfloden forgrener sig her og løber ud i Sortehavet med de russiske styrker i front for Den Russiske Verden på den ene bred og de NATO-udrustede ukrainske styrker på vores side af floden. Dnepr markerer Europas nye jerntæppe. En kamp på ideer, der rækker langt ud over Ukraines grænser. Det løber op igennem det europæiske kontinent til havbunden i Arktis, og på den anden side af Sortehavet skærer det ind i de kaukasiske bjerge og videre over de centralasiatiske stepper. Derfor befinder vi os i Kherson. Det er afslutningen på første etape gennem grænselandet til den russiske verden. En færd, der begynder i den norske del af Arktis og fortsætter herfra gennem Asien. Kherson er den blodigste del af rejsen. *** Vores bil stopper ved et busstoppested, der dagen før er blevet ramt af en russisk raket. Seks mennesker har mistet livet, og nu forsøger en række kommunalt ansatte iført refleksveste at feje fortovet for glasskår, metalstumper og menneskerester. En gummiged hjælper til med at fjerne de tungeste brokker. Blodet er trængt ned i asfalten og virker nærmest umuligt at få væk med det anvendte sæbevand og kost. Stumper af fedt, hud og væv ligger stadig spredt ud over området. En kiosk, der indtil for nyligt solgte aviser, er imploderet og står sammenkrøllet tilbage, kun bodens metalskelet står endnu. Imens benytter de forbikørende busser stadig det ødelagte stoppested, og passagerer stiger af og på. Inde fra busserne stirrer folk ud ad ruderne med en blanding af foragt og frygt. »Hvem skyder på civile? Det er kun folk som mig tilbage her. De har røvet alt og er flygtet, og nu er det, hvad de gør,« råber 70-årige Igor, inden han stiger ombord på en bus. »Jeg har ikke ord for det her. Man kan forlade sit hjem, og man ved ikke, hvor man vil møde disse nedslag. Man har ingen chance for at vide, hvor man kan blive ramt. Dette busstoppested eller det næste. Eller i ens eget hjem,« siger en anden passager, 49-årige Natalja Sergejeva.

13


»Disse mennesker skulle bare på arbejde eller besøge deres familiemedlemmer. Jeg mangler ord for at beskrive det,« siger hun og peger rundt på fortovet, inden også hun hopper på bussen. Nedslaget er kun omkring 30 centimer i diameter, men man kan se, hvordan fragmenter af jern har gennemhullet de omkringstående overflader, som er stænket med blod. Det var en Grad-raket, som ramte de ventende. Grad er russisk for ’haglstorm’. »Det er forfærdeligt. Her er ingen militære faciliteter. Ingen militær infrastruktur. Kun civile. Det her er kulminationen på 800 år med Moskvas aggressioner. Rus er Kyjiv. Ikke Rusland. Moskva har besat os igen og igen,« råber Mykola Zykov på 52 år, der er på vej til næste distrikt for at se til sit hus, der er blevet ramt af russiske raketter hele to gange. Kyjiv-Rus eller Kyjivriget var en statsdannelse i den tidlige middelalder med centrum langs Dneprfloden. Et historisk storrige, som både det moderne Ukraine og Rusland hævder at udspringe fra. Selvom begge stater i dag tager ejerskab over det hedengangne fyrstedømme, var der dengang hverken tale om en ukrainsk eller russisk nationalstat, men et multietnisk løst forbundet rige, der på sit højdepunkt strakte sig fra Finland til Sortehavet, og hvor utallige stammer, sprog og religioner levede under et mere eller mindre bindende troskab til den samme fyrste i Kyjiv. Efter den mongolske invasion af Kyjiv-Rus i midten af 1200-tallet ophørte entiteten med at eksistere, og af asken fra den nedbrændte, ubetydelige handelspost Moskva opstod Storfyrstendømmet Moskva, som i de følgende århundreder, med direkte blodsbånd til Kyjiv-Rus og i rivalisering med svenskere, baltere, kosakker, tyskere, polakker, østrigere, osmannerne og forskellige khanater, skabte grundlaget for Det Russiske Tsarrige. Navnet Rus stammer fra de skandinaviske krigere og handelsmænd, der i vikingetiden på deres sejladser ned ad de østeuropæiske floder og med den myteomspundne Rurik i spidsen grundlagde rurikidernes dynasti på de østslaviske stammesamfund. Navnet udspringer formentlig af det estiske og finske navn for svenskere. Dette blev allerede tilbage i middelalderen i folkemunde betegnelse for alle de såkaldte østslavere og lever i dag videre i navnet for russere og belarusere. Ukrainere blev i Tsarrusland benævnt lillerussere. De ukrainske stepper og området omkring Dneprfloden anses derfor af flere i magt­ eliten i Kreml som Ruslands arnested, mens ukrainerne selv, og især efter invasionen i februar 2022, ser sig som arvtagerne af det retmæssige historiske Rus. Blandt andet har et forslag om at omdøbe Rusland til Moskovien – en betegnelse, der helt fratager Rusland Rus-prædikatet, og som samtidig drager historiske paralleller til dengang Storfyrstendømmet Moskvas herredømme lå uden for det moderne Ukraines grænser – været på bordet hos den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj. Siden Kyjiv-Rus har store dele af Ukraine været underlagt Moskva i forskellige politiske entiteter: som en del af Tsarrusland grundlagt af Ivan den Grusomme, Det Russiske Imperium skabt af Peter den Store og Sovjetunionen, som indlemmede hele det nuværende Ukraine efter Anden Verdenskrig.

14


Nær flodbredden i Kherson ligger den sandstenskatedral, hvor knoglerne af byens grundlægger, Grigorij Potjomkin, befandt sig indtil den russiske retræte fra byen. Kherson by blev grundlagt på dekret fra Katarina den Store, og fyrst Potjomkin, der var guvernør i det sydvestlige hjørne af tsarinaens Rusland, anlagde byen på Dneprs vestlige bred. Også nabobyen Mykolajiv blev anlagt af fyrsten. Begrebet Potjomkinkulisse skyldes efter sigende, at Potjomkin opførte kulissebyer, der skulle få Katarina og hendes delegation til at tro, at hendes nyvundne besiddelser efter endnu en krig mod de tyrkiske osmannere var mere folkerige end som så. I dag er kirkemurenes metalporte lukket med lås og kæder, men til trods for, at resterne af den russiske fyrste ikke længere er at finde i krypten under Sankt Katerina-katedralen, afholdes der stadig gudstjenester i kirken. Da de ukrainske styrker nærmede sig byen, tømte de russiske besættelsesmagter Kherson for både kunst og kulturarv, og også krypten blev rømmet. *** Ved Khersons store åbne marked har Valentina Haidajenko på 51 år solgt hatte fra sin bod gennem 20 af dem. Et større udvalg af modevarer hænger på knager på bodens vægge. »Selvom folk her i byen nu bruger de fleste af deres penge på mad, så er der stadig nogle, der køber en hat en gang imellem,« siger hun. »Vi holdt også åbent under besættelsen. Der var ikke meget salg, og de fleste af vores kunder var fra det russiske militær,« siger hun og peger mod den bygning på den anden side af gaden, hvor de russiske besættelsesmyndigheder havde etableret deres administrative kommando. »Mens vores hær fik ordentlig påklædning, kom russerne næsten barfodede hertil. De blev nødt til at købe tøjet selv. De ledte efter ordentlige støvler og fodtøj generelt, men også varme hatte.« »De betalte med deres egne penge, både i hryvnja og rubler. Der var enkelte, der truede os, hvis vi ikke ville godtage rubler, så vi havde ikke noget valg. Her i butikken arbejder vi to kvinder. Vi drillede dog de russiske soldater og fortalte dem, at vi ikke havde byttepenge i rubler.« »Der kom engang en russer ind i butikken, som ønskede at betale med rubler, så jeg begyndte at joke med ham og fortalte ham, at jeg ikke vidste præcis, hvad rublen stod i, men at hvis han snød mig og betalte det forkerte beløb, så ville jeg finde ham og komme efter ham. Han svarede, at jeg ikke ville kunne finde ham. For han ville ikke være i live. De vidste godt, hvad der ventede dem her i Kherson,« siger hun. »Selvom der kom aggressive typer ind en gang imellem, var de allerfleste af russerne stille og rolige folk.« Under samtalen lyder høje brag i baggrunden. Da den russiske administrative kommando er blevet udskiftet med et ukrainsk politihovedkvarter, som ligger et stenkast fra,

15


hvor vi befinder os, og i hvis retning vi har fået forbud mod at tage billeder, er markedet ikke det sikreste sted at befinde sig. Få uger inden vi rullede med toget ind på perronen i Kherson, talte jeg med den russiske desertør Pavel Filatjev, der i krigens første måneder havde deltaget i invasionen af det sydlige Ukraine og indtagelsen af netop Kherson. Fra sit eksil i Frankrig var Pavel Filatjev iklædt en sort dynejakke, der dækkede over en sort hættetrøje, men da han et år forinden befandt sig i blåstribet telnjasjka, som kontraktansat korporal i den russiske hærs 56. luftlandsstormregiment, var han udstationeret på Krimhalvøen. Sammen med sine soldaterkammerater blev han den 24. februar 2022 sendt ind i det sydlige Ukraine. »Om morgenen, da raketterne og artilleri begyndte at falde, var der total forvirring. Jeg forsøgte at forstå, hvad der skete, og hvilken i skala. Hvorfor krigen var brudt ud, og i hvilken form krigen var begyndt,« fortalte han. Han beskrev forvirringen og nervøsiteten over ikke at vide, hvad der foregik. Sin frygt for, at Rusland var under angreb fra NATO, og for sin families sikkerhed. Hvordan hverken de menige soldater eller officererne vidste, hvorfor de befandt sig i Ukraine, og hvad de skulle stille op, når de valgte ruter på antikverede kort viste sig at være mudrede marker, eller når krigsmateriellet ikke levede op til de lovede standarder. Hvordan den lastvogn, som han var passager på gennem krigens første dage, ikke engang havde nogen bremser. Det var under sin deltagelse i invasionen, at Pavel Filatjev blev modstander af krigen. En af de stærkeste oplevelser igennem hans måneder i Ukraine var indtagelsen af den sydlige havneby. »Noget, der ændrede mit verdenssyn, var byen Kherson. Efter den blev overtaget, så jeg, hvordan livet blev ødelagt der. Byen blev til en krigsby. På gaden lå der døde mennesker, ødelagte og brændte biler. Her blev den meningsløse ødelæggelse af fredeligt liv tydelig, og et enormt antal civile lider nu under denne krig. At jeg blev bevidst om det der, påvirkede meget, hvordan jeg senere opfattede krigen,« fortalte han mig. Når Pavel Filatjev omtalte hændelser, der foregik i nabolandet, brugte han udtrykket v Ukraine og ikke na Ukraine, hvilket indikerer, at han med sit valg af præposition anerkender Ukraine som en stat og ikke blot et geografisk sted. Som i Ukraine i stedet for på Ukraine. Pavel Filatjev kæmpede i to måneder på den ukrainske sydfront, før en alvorlig øjenbetændelse sendte ham radbrækket og desillusioneret væk fra fronten. Imens han lå på hospitalet, besluttede han at nedskrive og publicere sine oplevelser, hvilket tvang den russiske ekssoldat til at forlade sit fødeland. Men fra den franske fortovscafé fortalte han kæderygende, at kærligheden til hjemlandet var uændret til trods for alt. »Jeg har ikke besluttet, at jeg ikke vil tale russisk, eller at jeg frasiger mig mit moderland. Det mener jeg er forkert. Den russiske regering og det russiske folk er ikke det

16


samme, og derfor har min nationale selvopfattelse ikke ændret sig. Jeg har ikke tænkt mig at sige, at nu er jeg ikke russer,« sagde han og slog fast: »Nej, jeg er russer. Jeg elsker det russiske folk, den russiske kultur og alt, der har med det at gøre. For mig er den russiske regering det russiske folks største fjende.« Et af de steder, hvor Pavel Filatjev kæmpede på russisk side under krigen, var ved lufthavnen i Kherson. AE og OR er de eneste bogstaver, som står tilbage af AEROPORT over hovedterminalen i Kherson Internationale Lufthavn. Kun betonvæggene står af det, der engang har været en mindre terminalbygning i hovedsageligt glas. I vinduespartierne er ruderne nu udskiftet med ammunitionskasser. Udbrændte busser står efterladt nær ankomstskiltet. Før krigen fløj fly herfra til Istanbul, Sharm El Sheikh og Antalya. Foruden indenrigsflyvninger. I den rundkørsel, som ligger foran terminalen, har de russiske styrker gravet underjordiske bunkere. Vi stiger ned i de trange gange, hvor gulvet udgøres af træpaller, og væggene enten er den bare udgravede jord eller afstivet med brædder. Efterladte femliters vanddunke, sammenkrøllede plasticposer og tomme konservesdåser ligger stuvet sammen i et hjørne. Der ligger også en efterladt røgalarm på bunkerens gulv. Vi får at vide, at vi for guds skyld ikke må røre ved den. Minerede genstande som fjernsyn, køleskabe og computere følger i kølvandet på de russiske soldaters tilbagetrækning. Ideen er simpel. En ukrainsk soldat, der kan se en værdi i en røgalarm, vil samle den op – og derefter forsvinde i en eksplosion. En enlig sikkerhedsscanner til stor bagage står på fortovet ved siden af den ødelagte terminal, og indenfor i lufthavnen hænger stadig billeder af månedens medarbejdere på væggen. Her er mennesketomt. På terminalens let tilsodede mure har de ukrainske styrker lavet graffiti. Blandt andet et digt af den ukrainske forfatter Oksana Zabuzjko: Ære blev givet fra far til søn som arv – Som den hvide knogle! Mine forfædre var smukke – til fjendernes overraskelse og vrede. Ude ved landingsbanen står udbrændte og ødelagte fly på stribe. Knækket midt over. Jetmotorer ligger spredt ud over området. Ikke en flyvemaskine står urørt tilbage. Ved en af de udbrændte fly ligger flere kartonner cigaretter på jorden. Nogen har haft travlt med at komme væk herfra. Kurenie ybivaet ’Rygning dræber’, står der på siden af kartonen. Der er stadig banderole med den russiske ørn på de uåbnede pakker. Fra Jevgenij Vladimirovitjs soveværelsesvindue er der udsigt over landingsbanerne og terminalen. Fra lejligheden havde han derfor udsyn over kampene ved lufthavnen, både da de russiske styrker erobrede området, og da de trak sig tilbage igen.

17


»Det lyste op her fra vinduet. De skød med fosforbomber ud over lufthavnen,« siger han og peger på landsbyen, der ligger op til lufthavnen. »Jeg så også, hvordan vores artilleri beskød russerne i Tjornobajivka. Jeg så det fra mine vinduer. De rystede helt, når der var nedslag.« En kniv med et 30 centimeter langt blad – nærmest en machete – ligger på en stol ved hoveddøren og »venter på russerne«, som Jevgenij formulerer det. Inde i stuen ligger Jevgenijs 89-årige far Vladimir i en udslået sovesofa. Da han rejser sig op i sengen, ses en våd plet midt på de grå træningsbukser. Han har smerter i benene, der gør, at han sjældent forlader sengen, og en grøn plasticspand står lige ved siden af som potte. Vladimir er vokset op i den russiske del af Sovjetunionen nær byen Novorossisjk, men har boet 56 år i Ukraine. »Jeg er 100 procent ukrainer i dag,« siger han. Han har ligget i fire måneder i sin søns lejlighed, efter at hans egen fik blæst vinduerne, døren og balkonen ind af en eksplosion. »Det var et mirakel, at han overlevede,« tilføjer Jevgenij. Lejligheden lugter indelukket og af hund. Buldoggen Kuna løber rundt mellem møblerne. »Det er ren politik. De siger, at de ikke skyder mod civile, men min lejlighed er helt ødelagt i dag. De hævder, at vi er brødre, men gør brødre sådan noget?« spørger 89-årige Vladimir. Jevgenijs 63-årige søster Irina er syg, og under den russiske besættelse var det svært at skaffe medicin til både faren og søsteren. Nu bor de begge i Jevgenijs lille lejlighed. Selv kommer Jevgenij direkte fra hospitalet. Han har højt blodtryk og hjerteproblemer. »Det var ikke nemt at få fat i medicin under besættelsen. De fleste apoteker var tomme. Nogle importerede medicin fra Krimhalvøen og solgte det her, men det var ikke meget og heller ikke god kvalitet. Prisen var enormt høj. Det er bedre nu, hvor mange af apotekerne er åbne igen efter generobringen. Kvaliteten på medicinen er også meget bedre.« »Under besættelsen blev jeg bare hjemme. Der var ikke meget andet at gøre end at gemme sig. Gaderne var tomme, men den russiske hær ledte efter folk som mig, der tidligere har været i militæret. Mange i samme position blev taget og tortureret med elektriske stød og fik tæsk med køller.« »Men jeg blev jo nødt til at tage mig af min far,« siger Jevgenij. Ikke langt fra Jevgenijs lejlighed er en gul lastbil holdt ind på fortovet ved et vejkryds. En kaotisk stemning hersker. I løbet af få minutter strækker en kø sig hundrede meter langs fortovstræerne og rundt om gadehjørnet. Organisationen World Central Kitchen uddeler plastikanretninger med færdigretter. Nogle i køen ser forhutlede ud, men de allerfleste ligner umiddelbart helt almindelig middelklasse i dynejakke og med håndtasker. Fire løse hunde løber rundt ude på vejen.

18


Kirill Kaslouskij på 50 år står i køen med sin mor Raisa og datteren Aleksa – den ene af hans trillingedøtre. Før i tiden arbejdede han som ejendomsmægler, men nu har han ikke arbejde længere. Moderen er født i Svetlovsk ved Uralbjergene i Rusland. »Vi her i Kherson er forundrede over, at to nationer, der sammen bekæmpede nazisterne under Den Store Fædrelandskrig, kan ende i krig med hinanden på grund af én person på magten. Vi er nationer, der er venligt stemte overfor hinanden. Det var vi i hvert fald engang,« siger Raisa og tilføjer: »Men mange af mine familiemedlemmer har fået deres fornuft forskruet af den russiske propaganda.« En mand henvender sig til os og siger, at vi skal forsvinde, da tilstedeværelsen af udenlandske pressefolk vil gøre køen til et mere oplagt mål for de russiske missiler. Paranoiaen er til at føle på i store dele af Ukraine, hvor man frygter, at et fotografi, der bliver uploadet online, vil kunne lokaliseres og bruges til at målrette den russiske artilleri­ beskydning. I modsætning til i begyndelsen af krigen forsøger det ukrainske militær ved fronten at have meget håndfast kontrol med, hvilke billeder der kommer ud. Udenlandsk presse kan indimellem opleve ubehageligheder med ukrainske soldater eller civile, der mener, at det er det forkerte sted at fotografere. Vi forsikrer manden, at vi ikke lægger billeder online med det samme, og at vi selvfølgelig heller ikke sender billeder til de russiske styrker. Kirill forsætter: »Vi får leveret mad gennem nødhjælpsorganisationer. Byen er generobret, og det er vigtigt for os at kunne blive på vores jord. Kherson er Ukraine. I fortiden, nutiden og fremtiden. Men Putin forstår ikke vores bys sjæl. Russerne tror, at de kan komme her og indprente os deres værdier, ideer og levestandarder, og at folk vil acceptere det og leve som i Rusland, men det er hverken sandt eller retfærdigt.« En anden kvinde blander sig i interviewet: »Her dør civile hver dag. Mange folk fra byen er russisktalende ukrainere. Mange har russisk baggrund. Jeg er selv uddannet i russisk filologi, men vores lande kommer ikke til at blive venner igen de næste mange år.« Kirill tager igen ordet: »Vi er i fare hver dag på grund af beskydningen. Hver dag og hver nat,« siger han og peger op på en beboelsesejendom på den anden side af gaden, der for nyligt er blevet ramt af et russisk missil. »Vi får sponsoreret mad fra Hare Krishna og Food for Life. Maden bliver leveret torsdag og lørdag. Her og fire andre steder. Vi blev ikke evakueret. Vi bliver her i vores moderland.« I løbet af ti minutter er køen forsvundet og folkemængden forduftet. Der er blevet skubbet og sprunget over i køen, men nu er varevognen tom. Mens civile andre steder i Ukraine vender tilbage til områder, der er blevet befriet af de ukrainske styrker, bor her kun omkring 50.000 af byens oprindeligt 300.000 indbyggere, og det er ofte de mindst ressourcestærke, der enten ikke har evnet at forlade byen eller har følt sig nødsaget til at tage tilbage. De færreste ønsker at vende hjem til de områder, hvor man som almindelig civilist har størst chance for at møde krigens gru.

19


Ifølge de ukrainske myndigheder har over 200 civile mistet livet i Kherson, efter byen blev befriet i november 2022, og døden finder man i supermarkedet, mens man venter på toget eller bussen, på vej på arbejde, eller mens man ligger i sin seng. Det virker nærmest som om, at krigen var mere fjern, mens området var på russiske hænder. *** En kvinde, der har oplevet konsekvenserne af den russiske besættelse, møder jeg dagen efter på krisecentret Dorogy na Domy, ’Vejen hjem’. Hun er fra en lille by i den del af Kherson Oblast, der stadig er under russisk kontrol, og efter aftale med centret forbliver hendes identitet hemmelig. Krisecentret er henlagt i mørke, og indenfor oplyses bygningen kun af batteridreven belysning. Under trappen står en klapvogn foldet sammen. Løbende børnefødder høres fra etagen ovenover, hvor der er indrettet børnehave, og bag en dør ind til et kosteskab sidder en af centrets ældre børn og modtager fjernundervisning. »Jeg boede i Kherson Oblast indtil august sidste år sammen med min mor og søster. Da beskydningen gik i gang, og mine børn blev bange, flygtede jeg af hensyn til deres sikkerhed,« fortæller kvinden. »Der var problemer med forbindelsen til min tilbageværende familie, for de var på det russiske net, og vi var på det ukrainske. Vores landsby ligger på Dneprflodens venstre bred, som stadig er under russisk kontrol.« »I november kunne jeg pludselig ikke få fat på min familie. Jeg fik at vide, at min søster var forsvundet. Jeg begyndte at slå efterlysninger op på sociale medier, og to uger senere ringede en kvinde fra det lokale lighus og fortalte mig, at min søster var død. De viste mig ikke engang hendes ansigt, for det var forvrænget og vansiret. Der var tegn på vold, og jeg identificerede hende udelukkende på baggrund af hendes hænder og smykker.« »Hun gik hjem ved højlys dag omkring middagstid, og der var en gruppe russiske soldater, som sad og drak og råbte efter hende. En af dem slog hende i hovedet og trak hende med sig. Han blev efterfølgende arresteret af de russiske myndigheder, og der fandt en efterforskning sted, men det blev konkluderet, at han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket.« »Min søster blev 33 år gammel.« Kvinden, der sidder på en stol i køkkenet overfor mig, får tårer i øjnene. »Da han slog hende, mistede hun bevidstheden. Han fortalte senere, at mens han voldtog hende, kom hun til sig selv igen og begyndte at kæmpe imod. Så dræbte han hende, fordi han var bange for, at hun ville kunne genkende ham efterfølgende.« »De russiske myndigheder opbevarede liget i lighuset i mere end to og en halv uge. De forsøgte sikkert at løse situationen, og kvinden fra lighuset, der kontaktede mig, sagde,

20


at jeg ikke skulle fortælle, at det var hende, der havde ringet til mig,« siger den anonyme kvinde. Ukrainerne lever i et samfund, der lige nu oplever et overgreb. Det skaber en lang række usikre forhold for kvinder i et land, der også før invasionen havde store problemer med blandt andet vold i hjemmet. Den russiske invasion har ført til øget selvmedicinering, stress, traumer og generel usikkerhed. Kvinder og børn er særligt udsatte, når de befinder sig alene i mørke beskyttelsesrum eller på flugt. Samtidig stiger det afhængighedsforhold, der kan opstå, når man er på flugt. Dertil kommer de mange historier om fysisk og seksuel vold begået af russiske soldater. FN’s kvindekontor har råbt vagt i gevær på grund af det bjerg af vidnesbyrd om overgreb, der er blevet begået af russiske soldater i de besatte områder. Om der er tale om direkte brug af seksuel vold som strategisk våben fra højeste sted, eller der i højere grad er tale om udisciplinerede, berusede og desillusionerede gerningsmænd, står hen i det uvisse, men det er påfaldende, at russiske styrker har en forhistorie med seksuel vold i kølvandet på deres militære offensiver. Massevoldtægter af tyske kvinder mod slutningen af Anden Verdenskrig er det måske mest voldsomme eksempel, men også under Den Russiske Borgerkrig gentog både de røde og de hvide styrker et mønster: Først erobrede de et område, så drak styrkerne sig sanseløse i den lokale alkohol og voldtog de lokale kvinder. På kvindekrisecentret har tabet af søsteren ændret den anonyme kvindes ønske om at vende hjem til landsbyen. »Før havde jeg lyst til at tage tilbage. Det har jeg ikke nu. Men min mor bor der stadig, og hun ønsker ikke at forlade landsbyen. Så når krigen er slut, vil jeg nok alligevel vende tilbage til hende. Lige nu er der mange bombardementer. Byen bliver ramt hver dag. De mangler alt. Der er en skole tæt på, som er blevet ramt. Det er den ukrainske hær, der skyder mod landsbyen, fordi de russiske soldater skyder derfra.« »Russerne har også tvunget de lokale til at skifte pas til et russisk et af slagsen, og nogle er blevet evakueret til Krimhalvøen. Ingen ved præcis, hvor de er. Der er kollaboratører, som er blevet rigere og har købt ejendomme på Krim eller nær halvøen. Men jeg venter nu bare på at kunne vende tilbage til min mor.« »Det eneste, vi har tilbage, er håbet om, at krigen snart vil slutte.« *** På vej ud af Kherson drager vi et lettelsens suk, da vi kan tage vores skudsikre veste af. I modsætning til de 50.000 civile, der ikke er så privilegerede, at de kan forlade deres hjemby. Bag os lyder eksplosioner fra enten russisk bombenedslag eller ukrainsk artilleriild. Vi holder ind til siden og lægger vestene i bagagerummet. Dem, der skal ryge, ryger.

21


Vores lokale hjælp, Maks Penko, fortæller i bilen, hvordan han som russisktalende ukrainer føler, at storinvasionen har påvirket det ukrainske samfund og hans egen identitet. »Jeg taler russisk og har altid gjort det. Det er det sprog, jeg har hørt igennem hele mit liv. Det var det sprog, min mor talte til mig, og det sprog, jeg har talt med mine egne børn. Putin og de andre svin kan ikke tage patent på mit sprog. Det er der også en del ukrainere, der bliver nødt til at forstå. Russisk er ikke ensbetydende med styret i Kreml.« Vi tager hovedvejen mod Mykolajiv til området, hvor den russiske offensiv i marts 2022 gik i stå. Lige på grænsen mellem Kherson Oblast og Mykolajiv ligger byen Lutj. Den blev grundlagt tilbage i 1952 som en garnisonsby for sovjetiske soldater, og først efter Sovjetunionens kollaps i 1991 dukkede byen op på offentligt tilgængelige kort. De treetagers beboelsesejendomme står sønderskudte og forladte tilbage. Flere steder ses tagspærene strittende frit i luften. En spøgelsesby, der giver mindelser til byer omkring Prypjat efter ulykken på Tjernobyl-værket. Midt i byen står der nogle bedagede sovjetiske militærbunkere. Vi bliver inviteret ned i en af dem af 55-årige Svitlana Hinjul, der bor i beskyttelsesrummet med sin mand Dmytro. Beskyttelsesrummet er sirligt indrettet med sofaarrangementer og blomstrede duge på bordene, et tekøkken med gaskomfur, sovepladser til fem, stueplanter af plastic og et fladskærms-tv på væggen. En stor brændeovn befinder sig ovre i det ene hjørne af, hvad der fungerer som stue. Hvis ikke her var underjordisk og dårligt ventileret, ville det kunne betegnes som hyggeligt. »Jeg er allergisk overfor støv, og nu da vi blot bor to familier hernede, prøver jeg at holde det pinligt rent. Jeg har boet i Lutj i 15 år. Efter invasionen boede jeg først to måneder i min lejlighed, men flygtede efterfølgende til min arbejdsplads. Jeg har boet hernede i beskyttelsesrummet siden august.« »Min mand kæmpede ved Severodonetsk i Donbas i 2014 og 2015. Under fuldskalainvasionen i februar 2022 blev han igen en del af den ukrainske hær.« Manden, Dmytro, ligger på en seng nærmest brændeovnen med støvlerne ud over kanten. På en knage bag ham hænger hans camouflagefarvede jakke. Et gevær med kikkertsigte står op ad en væg. Svitlana er direktør for Lutjs lokale kulturklub, og manden er under normale omstændigheder VVS’er. De blev gift for syv år siden, »Men da var jeg allerede for gammel til at få børn,« som Svitlana formulerer det. »Før boede vi 90 mennesker hernede. Det var svært, fordi der var så mange handicappede, der boede sammen med os. Mange, der ikke kunne bevæge sig, mange ældre og mange børn. Dem, der ikke bare kunne flygte.« »Russerne havde deres positioner derovre i udkanten af landsbyen,« siger Svitlana, da vi kommer op fra dybet, og peger over mod en lille skov. »Landsbyen lå placeret midt i

22


grænselandet. Det var os landsbyboere, der holdt forsvaret her. Vi lod ikke russerne komme igennem,« siger hun og griner. »Engang var der syv russiske køretøjer, der kom kørende på vejen derovre, og jeg fortalte om deres positioner til vores ukrainske hær. Efter det ønskede russerne ikke at have noget med os landsbyboere at gøre længere.« »Der var beskydning hele tiden. Hver dag. Indtil denne del af Kherson Oblast blev befriet, var der konstant artilleribeskydning. Af os, der var blevet tilbage i byen, blev otte ramt og to døde.« »Det var hårdt. Der var intet, vi kunne gøre. Før var byen en god by. En ren by.« Ude på en vej i udkanten af byen stilles der store stabler af Ristorante frysepizzaer op på sammenfoldelige plastikborde. To varevogne med påskriften volonter på siden holder i vejkanten. Udlændinge med gulgrønne refleksjakker pakker ud. Imens stiller fire lokale op og synger den religiøse sang ”Dem som ikke hilser dig, del dit brød med dem” foran de andre ventende landsbyboer. »Russerne var på den ene side, og de ukrainske styrker på den anden side. Vi boede lige netop her midt i ingenmandsland,« siger Svitlana.




Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.