Efter festen

BJARKE DAHL MOGENSEN

RUNE DETLIF BAASTRUP

EFTER FESTEN

NYE VEJE TIL ET BEDRE SAMFUND UDEN VÆKST

GADS FORLAG

Efter festen

© 2023 Bjarke Dahl Mogensen og Rune Detlif Baastrup samt Gads Forlag

Forlagsredaktion: Anne Mette Palm

Tekstredaktion: Mette Højbjerg

Omslag: Sune Ehlers

Grafisk tilrettelæggelse: Bech Grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook

Printed in Sweden

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07144-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

INDLEDNING

Vi har kastet os ud i denne bog på et åndssvagt tidspunkt i vores liv. Livsglade småfolk forstyrrer vores nattesøvn, og arbejdet fylder godt op i dagtimerne. Men vi har gjort det, fordi vi har en snigende fornemmelse af, at tingene ikke længere går op. Fornemmelsen får et skub, når endnu mere ekstremt vejr rammer os sommer efter sommer. “No one is safe,” skrev The New York Times den sommer, hvor det mindste af vores børn ankom til Jorden.1 Det var sommeren 2021, som blev mærket af voldsomme skovbrande i Europa og Nordamerika og lokale oversvømmelser i Tyskland og Belgien.

Året efter trådte den nye virkelighed pludselig frem som systemiske kriser for Europas fødevare- og energiforsyning.2 Den ekstreme tørke kombineret med det meget begrænsede snefald i Alperne den foregående vinter havde tørret nogle af Europas største floder så meget ud, at de truede med at lamme et allerede krigsramt energisystem yderligere. Ganske makabert afslørede tørken såkaldte hungersnødssten tilbage fra 1616 med påskriften “Når du ser mig, græd”.3 En hilsen fra fortiden om, at vi nu tilbagevendende har så massive tørkeperioder om sommeren, at vitale dele af vores infrastruktur trues. Udtørrede floder umuliggjorde flodtransport af kul til kraftværker og køling af franske a-kraftværker. Det sker på måder, meteorologerne først forventede mindst et årti ude i horisonten.4

Vi lever i en tid, hvor klimaforandringer og naturødelæggelser er gået fra at være en bekymring for fremtiden til at være en daglig og nærgående realitet. En tid, hvor vandmasserne det ene år tager over

200 liv i hjertet af Europa og det næste år dækker en tredjedel af Pakistan, sender 33 millioner fra hus og hjem, mens dødstallet hurtigt kravler over de første tusind. Og det allerværste er, at vi godt ved, at det her kun er begyndelsen. År for år vil oversvømmelser og tørke blive værre. Hvilke virkninger har det, når vi som jordboer for alvor og uden tvivl erfarer, at vidtrækkende ødelæggelser er konsekvensen af vores livsførelse?

EN TVIST OM NATURENS GRÆNSER OG MENNESKETS NATUR

Den umiddelbare virkning er en både mental og politisk krise, fordi der lægges så stort et pres på vores evne til at forstå truslernes natur og handle tilstrækkeligt på dem. I vores research til denne bog har vi igen og igen mødt to ganske forskellige præmisser for, hvad de rette svar må være. Den ene præmis handler om naturens grænser for menneskelig aktivitet. Den anden præmis handler om menneskets natur. Hvorvidt præmisserne er sande, og hvordan vi forholder os til dem hver især, vil være afgørende for vores kapacitet som samfund til at løse kriserne med mest muligt af det, vi har kært, i behold.

Den første præmis handler om klodens grænser og lyder som følger: Vi kan ikke vedvarende fortsætte økonomisk vækst uden i alvorlig grad at overskride, hvad planeten kan bære rent økologisk. Det betyder, at rammerne for velordnede menneskelige samfund bliver nedbrudt af netop menneskelige aktiviteters karakter og omfang.

Siden opdagelsen af fossile brændstoffer har de menneskelige samfund gennemlevet en stadig mere vidtgående acceleration i udnyttelsen af naturens ressourcer. Det er kommet så vidt, at den totale vægt af alt, hvad vi har skabt som mennesker – vores huse, broer, biler, boreplatforme, fodboldstadioner, togskinner, skyskrabere og højspændingsmaster – nu overgår vægten af alt organisk materiale på jorden.5 Vores aktiviteter sluger energi og råstoffer i opadgående kurver. Vores aktiviteter producerer alle hånde former for affald i stadigt stigende omfang. Affald, der ender som kulstof og metan i atmosfæren og sender klodens klima ud af balance. Affald, der ender

som mikroplast i havene og menneskers kroppe, selv i vores blod.6 Affald i form af overskydende næringsstoffer, der dræber livet langs kysterne.

Opdagelsen af kul, olie og gas i undergrunden har muliggjort en højnelse af levestandarden for hundredvis af millioner af mennesker de sidste 150 år. Det har været en mageløs fest drevet af den energi, man kan udvinde ved at bringe lagret sollys fra millioner af år op fra undergrunden. Den økonomiske vækst fik dermed et boost, som aldrig er set før i menneskets historie. Et boost, vi i billedlige termer kalder en fest, fordi den muliggjorde en udbredelse af velstand og fremgang til så mange flere end før. Men fossilfesten kan ikke fortsætte længere, fordi overtrækket på naturen risikerer at fjerne grundlaget for stabile og holdbare samfundssystemer og økonomier.

Som vi skal dokumentere i kapitel 1, er budskabet fra førende forskere og internationale institutioner forbløffende klart. Det er selve målet om fortsat økonomisk vækst, vi må sige farvel til. Det har overrasket os at se, hvor gennemgående og stadig mere velunderbygget et videnskabeligt belæg der er for den erkendelse. Ikke desto mindre er positionen marginal i offentligheden og navnlig blandt ledende beslutningstagere. Ja, den er nærmest et tabu på Christiansborg og i de besluttende lag af det danske samfund.

I bogen vil vi føre dokumentation for det budskab, at et uomgængeligt trin i overgangen til bæredygtige samfund er et opgør med målet om grænseløs vækst i den rige del af verden. Det betyder med andre ord, at vi må overgå til et nulvækstsamfund, uanset om vores vante begreber om og forståelser af økonomi og samfund dermed må omskrives. Præmissen påbyder økonomier, kulturer og demokratier at genopfinde sig selv på måder, vi ikke har prøvet før, og som vi ikke kan være sikre på at lykkes med.

Den anden præmis handler om menneskets natur. Ifølge denne præmis er mennesket et overforbrugende og overudnyttende væsen ude af stand til at stoppe op eller lade fremtidige behov eller konsekvenser begrænse vores nutidige eller øjeblikkelige forbrug. “Mennesket (er) ustoppeligt. Vi kan ikke få nok, og vi tænker kun på os

selv og vores egne behov. Og hvis mennesket ikke kan finde en fjende i naturen, så vender vi os bare mod hinanden. Det er i hvert fald det, historien altid har fortalt os.” Sådan siger museumsinspektør på Nationalmuseet, Jeanette Varberg, i en podcast med forskningschef fra Nationalmuseet, Lasse Sørensen. Podcasten har i øvrigt den sigende titel “Mennesket – den overudnyttende race”. Mens de to forskere i samtalen indikerer, at det ville være godt, hvis befolkningerne kunne forbruge mindre, er deres konklusion, at menneskets historie dokumenterer, at vi som slaver af vores natur er dømt til konstant at bruge mere uanset konsekvenserne.7

Præmissen møder man også i mere politiske udlægninger af de klima- og miljøudfordringer, som samfundet står over for, eksempelvis i en samtale mellem Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, og historiker og tidligere ansvarshavende chefredaktør for Politiken, Bo Lidegaard. Lidegaard konstaterer, at vi mennesker i så høj grad er nogle suckers efter mere, større, bedre, hurtigere, at det er utænkeligt, at vi kan håndtere omstillingen uden at tage bestik af den præmis. Ifølge Lidegaard skal præmissen håndteres ved at accelerere overgangen til vedvarende energi og klimarigtige løsninger. Gennem teknologisk innovation kan vi skabe overlegne produkter, der gør det til en win-win-win-situation at vælge den grønne vej. Vi kan både forbedre vores levestandard, gavne klimaet og fortsætte væksten. Dér har vi opskriften. Den skal så anvendes over hele linjen, konstaterer han.8

Det grønne vækstscenarie, hvor vi som samfund skal omstille os til at leve bæredygtigt og samtidig øge vores forbrugsmuligheder, bygger netop på denne præmis om den menneskelige natur. Det ligger lige under overfladen, at den eneste realistiske vej til grøn omstilling er, hvis vi også bliver rigere af anstrengelserne, ellers er det ikke muligt at samle den nødvendige opbakning til at gennemføre omstillingen. Hverken den danske eller verdens øvrige befolkning vil finde vejen attraktiv, hvis den ikke også indeholder en gevinst i økonomisk forstand, lyder rationalet.9

Sætter man argumentet bag præmissen på spidsen, er mennesket en fossil abe fanget af vores kortsigtede lyster og ude af stand til at

tøjle dem trods deres utilsigtede konsekvenser. En slags antropologisk konstant, der ifølge fortalerne nødvendiggør, at vi sætter alt ind på innovation og ny teknologi, så alt kan fortsætte, som det plejer. Aben kan ikke ændre sig, og derfor må systemerne tilpasses i en ingeniørmæssig kraftanstrengelse uden lige.

Som vi skal redegøre for i kapitel 2, er der blot det problem, at præmissen er tvivlsom eller direkte falsk. Menneskets natur er ekstremt plastisk og formbar af omstændighederne. I det omfang der findes en trang til større rigdom og fremgang i forbrugsmuligheder, er den samfundsskabt. Og den næres af en vækstorienteret politik, der animerer til øget forbrug og mere arbejde.

Lige så marginal den første præmis er i offentligheden og blandt beslutningstagere, lige så dominerende synes den anden at være. Vi møder den snart sagt overalt. Vi har kun taget et par eksempler med her, men vi møder denne præmis i stort set alle samtaler, vi har med politikere, beslutningstagere, erhvervsledere, fagforeningsledere, økonomer, rådgivere og andre, vi drøfter disse spørgsmål med. Ofte som en underforstået præmis, der tages for givet uden videre undersøgelse.

I bogen vil vi vise, at man kan føre belæg for det modsatte af præmissens argumentation. En plausibel udlægning er nemlig, at det, der adskiller mennesket fra andre dyr, netop er evnen til at stoppe op, planlægge langsigtet og lade fjerne behov eller mål styre nutidige valg og endda afsavn.

TILPASNINGEN TIL DE PLANETÆRE GRÆNSER

Vi har skrevet denne bog, fordi vi har en dyb overbevisning om, at vi som civilisation er i stand til at lave den nødvendige tilpasning til et bæredygtigt samfunds- og hverdagsliv. Vi tror, at vores samfund kan leve op til præmis nummer et, men på bekostning af præmis nummer to. Det betyder ikke, at vi mener, det vil være nemt. Tilpasningen vil kræve ofre og indebære konflikter og spændinger i en grad, der langt overstiger, hvad vi hidtil har kendt til i vores levetid.

Men sagen er, at det ikke er vores valg, hvorvidt vi vil tilpasse os de naturlige grænser for økonomisk vækst og forbrug eller ej. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi vil gøre det tidsnok til, at de værste konsekvenser kan afbødes. For de naturkræfter, vi i disse år skubber stadig mere ud af balance med vores fossile fest, vil fratage os stadig mere af vores handlerum. Det vil yderligere reducere kontrollen over vores egen skæbne år for år, alt imens omkostningerne blot stiger – økonomisk og menneskeligt. Naturkræfterne er ligeglade med vores kulturelt betingede forestillinger om grænseløst forbrug som vejen til lykke. Eller for den sags skyld vores svagt underbyggede, men indgroede, ideer om menneskets iboende natur.

Tilpasningen vil ske. Det er op til os selv at afgøre, hvornår vi vil lytte til advarslerne fra den første præmis. Det er dermed op til os, hvor langt ned ad slisken mod opløsning af det samfund, vi holder af og har arvet fra generationerne før os, vi vil bevæge os, før vi ændrer kurs. At trykke på snoozeknappen og udsætte nødvendig handling med henvisning til en kulturelt betinget sandhed er både uklogt og uansvarligt.

Den grønne omstilling er dermed et samfundskulturelt projekt, før det er et teknologisk. Vi kan umuligt klare os uden revolutionerende hittepåsomhed og teknologispredning. Vi får brug for endnu flere banebrydende teknologiske og videnskabelige landvindinger i årene, der kommer. Men hverken opfindelsen af nye eller billiggørelsen af eksisterede teknologier gør arbejdet for os. Det skyldes, at det problem, vi skal løse, ikke er et traditionelt innovationsproblem. Vi skal ikke blot sprede en ny og bedre teknologi. Vi skal stoppe en gammel. I dag driver den gamle, fossile teknologi omkring en milliard maskiner i USA alene.10 Dem kan vi umuligt udskifte i tide, hvis vi samtidig tillader, at der kommer dobbelt så mange maskiner de næste 30 år, i takt med at væksten øger økonomiens størrelse. Og i det hele taget er problemet, at i en økonomi med vækst vil enhver ny innovation typisk blot føre til, at klima- og miljøbelastningen tager til et andet sted i samfundet. Danmark er et godt eksempel på det. Vi har herhjemme gjort meget for at nedbringe energiforbruget

til opvarmning af vores boliger. Men efter 30 år med gradvist skærpede energikrav og massiv støtte til f.eks. efterisolering forbruger vi i dag lige så meget energi i de danske boliger som i 1990.11 Hvordan kan det være? Fordi vi i samme periode er blevet rigere og derfor har råd til større huse, at skrue op for varmen eller købe flere energislugende produkter.

Vi skal derfor på samme tid ændre produktionen, reducere forbruget og ændre normer, vaner og handlinger. Det kræver, at vi finder ud af, hvad der for alvor betyder noget og har blivende værdi midt i alt det flygtige. Hvad vi er klar til at sige farvel til sammen med vores farvel til målet om vækst. Ikke for at lide afsavn, men for at øge vores frihed og handlemuligheder i en verden med stigende økologisk og klimatisk disruption.

Det er ikke svært at se, at den centrale nøgleværdi, der står på spil i tvisten mellem de to beskrevne præmisser, er ideen om frihed. I vores livstid har den drivende idé om frihed været tæt koblet til flere valgmuligheder og øget forbrug for individet. Med det frihedsbegreb bliver mødet med de grænser, som naturen sætter for os, hurtigt til et angreb på frihed som sådan. Omvendt bliver håbet om grøn vækst til en stræben efter at forlænge det frie valg og det grænseløse forbrug ind i fremtiden.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi kan genfortolke selve ideen om frihed i lyset af de spørgsmål, tidens mange opbrud kaster mod os. Vi vil forsøge at trække en række forskellige tråde gennem den debat for at se den i et nyt lys. I sidste ende handler det om, hvad vi for alvor vil stræbe efter, sætte pris på og forbinde med forestillingen om det fælles bedste og det gode liv.

Den omstilling, vi står over for, handler om, hvilke værdier og ideer vi vil bygge og ombygge vores samfund efter. Vi kommer nemlig ikke til at forandre, hvad der driver vores maskiner, før vi har forandret, hvad der driver vores ideer.12

VI SKRIVER FOR AT FINDE EN NY HISTORIE

Når præmissen om, at mennesket er et overforbrugende og overudnyttende væsen, dominerer, skyldes det måske netop, at idéudviklingen i både politik og samfundsdebat synes at være gået i stå. Toneangivende stemmer og beslutningstagere synes endnu ikke at være i stand til at forestille sig den gentænkning af samfundsforholdene, der kræves for at skabe et samfund i balance med naturgrundlaget. Denne præmis er derfor en af de første barrierer, der skal overvindes.

Vi håber, at vi med denne bog kan levere et lille bidrag i den retning. Arbejdet med den har modnet og skærpet vores forståelse af problemernes karakter og vores tanker om, hvad de betyder for politik. Bogen er vores foreløbige konklusion på undersøgelser og debatter, der sandsynligvis vil fylde resten af vores aktive samfundsliv. I første version af dette manus puttede vi lidt med den erkendelse, at grøn vækst er en luftspejling. “Skriv nu, hvad I mener,” sagde vores tidligste læsere og vores to gennemgående redaktører. Som mange andre var vi bekymrede for, om vi ikke havde forstået emnerne dybt nok – eller om vi ville skrive noget, der var for kontroversielt til, at folk ville tage pointerne alvorligt. Bogens hovedbudskab er nemlig en slags offentlig hemmelighed, som samtidig er indlysende, når man går ned i tallene, læser rapporterne og tænker grundigt efter.

Vores indledende forsigtighed bundede også i, at vi i klima- og naturvidenskabelig forstand er lægfolk. Vi er heller ikke klima- og miljøaktivister med mange års erfaringer. I alt for mange år har miljø- og klimaproblemerne været sekundært for os, ikke mindst i politisk forstand. Det var noget, vi nok syntes var vigtigt, men som vi overlod til andre at tage ansvar for. Det ændrede sig markant i erfaringen af hedebølgen i sommeren 2018 og efterårets hårdtslående klimarapporter, præcis som det gjorde for så mange andre.

Vi skriver som fædre til i alt seks børn, fordi vi er dybt bekymrede over den verden, vi giver dem i arv. Fordi vi oplever, at vi mangler en fortælling, vores børn kan tro på og vokse op med, alt imens de eksisterende fortællinger bryder sammen. Fordi vi oplever, at vi ikke

kan have en samtale på tværs af generationer, medmindre vi forældre tager os gevaldigt sammen.

Vi skriver som henholdsvis økonom og sociolog, fordi vi kan se, at vores respektive faglige linser har meget at sige hinanden i søgen efter svar på kriserne og alt det, vi ikke forstår. I den økonomiske disciplin står antagelser, præmisser og dogmer for fald, mens sociologien har brug for en massiv oprustning, når det kommer til at kunne klæde samfundsaktører på til at håndtere tidens udfordringer.

Vi skriver som politiske dyr, fordi en tvingende virkelighed, en ny nødvendighed presser sig ind i det politiske liv, hvor vi lærte hinanden at kende i begyndelsen af sidste årti. Vores første møde fandt sted i efterdønningerne fra finanskrisen, mens klima- og naturkriserne i en årrække stod i baggrunden.

Vi skriver, fordi ingen af de politiske ledere lader til at have erkendt dybden af problemerne. De er tavse om de uholdbare aspekter af vores livsførelse og samfundsmodel. Midt under at krisen for alvor træder ind i borgernes hverdag og bevidsthed, mangler vi et tydeligt fælles sprog for, hvad det kommer til at kræve af os, betyde for vores fremtid, hvad vi skal stille op, og hvilken rolle vi selv kan spille. Indtil nu får vi mest præsenteret omstillingen som en proces, der ikke skal koste for meget og ikke nødvendigvis vil kræve det store af os. Det er uholdbart.

Arbejdet med denne bog har gjort problemerne tydelige for os. Men det har ikke gjort os til pessimister. Vi er overbeviste i vores tro på, at vi reelt kan skabe attraktive samfund og livsmuligheder også for de generationer, der skal tage over efter os. Samfund, der på de vigtigste områder har mulighed for at blive mere tilfredsstillende og meningsfulde at leve i end det, vi voksede op i. Hvor vi veksler jagten på materiel overflod til en søgen efter større menneskeligt overskud. Hvor vi finder sammen om nye fremtidsdrømme, som vi tør tro på, mens fremtiden for de fleste fremstår stadig mere dunkel.

Vi skriver fra en flertydig rolle som rådgivere og sparringspartnere til beslutningstagere og aktører snarere end typiske meningsdannere eller forfattere. Vi er politiske insidere med adgang til nøgleaktører

i magtens centrum. Vi har arbejdet sammen med ledende politikere, og vi har rådgivet beslutningstagere i et hav af indflydelsesrige organisationer. Vi kender spillet om magt og indflydelse indgående og har gennem årene fået dyb respekt for dem, der har valgt at stille op for vores demokratiske forsamlinger og civile organisationer som folkevalgte med ofte enormt arbejdspres og tungt ansvar.

Men mindst lige så vigtigt færdes vi hjemmevant langt fra samme centrum. Vi har gennem de seneste to-tre årtier haft i tusindvis af samtaler med foreningsaktive, folkevalgte, virksomhedsledere, tillidsvalgte og græsrødder fra hele landet i en endeløs række af møder, events, kampagner, konferencer, oplæg og uddannelsesforløb. Samtalerne er en lige så vigtig del af vores empiri som de målinger og analyser, vi i bogen støtter os til. Vi har oplevet, hvordan bogens temaer er gået fra at være helt ude af fokus til at være i centrum af samtalerne påfaldende mange steder. Det er afgørende indsigter, fordi temaer i periferien altid har potentiale til at vokse og flytte sig til magtens centrum. Nogle gange ved magt- eller generationsskifte i toppen, andre gange ved, at ledere adresserer problemet, selvom de endnu ikke har en løsning på rede hånd. Vi har set det ske utallige gange tidligere i historien, og vores fornemmelse er, at noget lignende vil kunne ske på det grønne område i de kommende år.13 Ja, vi går med bogen et skridt videre og samler dokumentation for, at der er klare tegn på, at et egentligt grønt systemskifte er undervejs i Danmark.

BOGENS OPBYGNING

Bogen er en gennemresearchet debatbog med stof til eftertanke, som man kan være mere eller mindre enig i eller anfægtet af. Det er også en bog, som henvender sig til alle, der i disse år leder efter meningsfulde måder at kunne tage ansvar for at gøre noget ved klimaog naturkriserne.

I bogens første del analyserer vi problemet. I kapitel 1 gennemgår vi de planetære grænser og ser, hvordan første præmis fastsætter

en firkantet ramme for politik og økonomi, som menneskelige samfund skal bestræbe sig på at tilpasse sig. Har man læst med på de centrale hovedværker og rapporter på området natur, politik og økonomi de senere år, vil det måske primært være vores samlede konklusion, man vil finde nyt i. Har man kun fulgt mere overfladisk med, skal man forberede sig på en tour de force, der ikke er skånsom over for bærende søjler for dansk og international økonomisk politik eller klimapolitiske resultater. Vi kan nemlig kun se én vej ud af problemerne: at rive plasteret af ved at gå illusionsløst og nøgternt til værks over for hævdvundne sandheder og halvbagte fremtidsdrømme uden forankring i de biofysiske grænser og lovmæssigheder. Vi opstiller den grundpræmis, at vi må acceptere, at klodens biosfære og økosystemer udgør grundlaget for vores økonomi og samfund. Den vigtigste diskussion handler her om, hvorvidt det er muligt at afkoble vækst i bruttonationalproduktet (BNP) fra overskridelsen af de planetære grænser. Vores analyser viser, at det ikke er og næppe bliver muligt, selv ikke for Danmark. Konsekvensen af den præmis er vidtrækkende og leder til konklusionen om, at økonomisk vækst ikke er forenelig med overgangen til et bæredygtigt samfund.

I kapitel 2 vender vi undersøgelsen af vækstspørgsmålet om og ser på, om vækst overhovedet er et attraktivt samfundsmål længere. Vi dykker ned i udvalgte politiske taler for at vise, hvordan vækst i BNP er politikkens kongetal. Derefter rækker vi helt tilbage til den økonomiske videnskabs grundlæggere og ser på forholdet mellem velstand og lykke, først med økonomiens briller og siden med psykologiens og de bredere humanvidenskabers. I anden del af kapitlet ser vi på de negative afledte konsekvenser af at stræbe efter vækst og flere valgmuligheder. Vi konstaterer, at overbelastning af den ydre verden finder sit spejl i en indre, mental ørkenspredning drevet af psykiske overbelastninger, stress og mistrivsel.

Man kan rejse en lang række indvendinger mod analysen af problemet i de to foregående kapitler. Vi har forsøgt at indkredse de vigtigste indvendinger og vil i kapitel 3 forsøge at give korte svar på

indvendingernes argumenter for at uddybe udvalgte nuancer af vores argument.

I kapitel 4 konstaterer vi, at der er behov for et demokratisk systemskifte. Vi kan ikke gennemføre den krævende omstilling af vores samfund baseret på et tag selv-bords-demokrati, hvor staten reduceres til de serviceydelser, den kan levere til borgerne. Måske er det begrænsningerne i vores nuværende demokratiske landskab, der er den reelle årsag til, at mange beslutningstagere og forskere fastholder præmis nummer to som gældende: Et parlamentarisk system, der behandler borgerne som tilskuere og forbrugere, kan næppe gennemføre den nødvendige begrænsning af vores samlede forbrug af klodens ressourcer. Omstillingen kræver, at aktører på alle samfundsplaner tager ansvar og udviser lederskab på nye måder. Og det vil indebære så mange små og store ændringer i vores demokratiske kultur, normer, love og institutioner, at det sammenlagt har karakter af et nyt systemskifte. Systemskiftet indebærer nogle selvforstærkende mekanismer, der gør dette årti til det mest spændende i 100 år.

I kapitel 5 tager vi tråden op fra indledningens diskussion af ideer om frihed, vækst og forbrug. Hvis vi først kan ændre, hvad der driver vores maskiner, når vi har ændret, hvad der driver vores ideer, så er vores styrende samfundsfortællinger helt afgørende for forandring. Vi konstaterer på den ene side, at årsagen til de store opbrud i de politiske systemer bl.a. skyldes, at de bærende fortællinger bryder sammen i disse år, på den anden, at arbejdet med at drive forandring via værdier og fortællinger handler om at tage afsæt i, hvor man kommer fra. Det betyder, at vi i disse år skal nyfortolke vores idé om Danmark, vores idé om velfærd og om det fælles bedste. Bogen her levner ikke plads til en udtømmende gennemgang af den nye fortælling; i stedet zoomer vi ind på en aktør, der historisk har haft en vis indflydelse på udviklingen af fortællingen om Danmark, og som samtidig er det største og mest magtfulde parti i disse år, nemlig Socialdemokratiet. Den ene af os har arbejdet for Socialdemokratiet i en årrække som rådgiver, den anden af os gjorde det for ti år siden. Gennem den socialdemokratiske arv viser vi, at det for ledende

socialdemokratiske stemmer op igennem historien har handlet om meget mere end at lade samfundskagen vokse.

I kapitel 6 skal vi omsætte vores analyser til konkrete forslag. Fra de brede penselstrøg i denne indledning og over teorier og analyser i de følgende kapitler runder vi bogen af med otte vidt forskellige tiltag, vi som samfund kan sætte i værk her og nu. De er ikke “løsningen på klimakrisen” i bestemt form – den slags findes pr. definition ikke på så sammensatte samfundsproblemer – men de kan påvirke og over tid fordybe eller accelerere systemskiftet. Tiltagene spænder fra nye, styrende mål for samfundsudviklingen over et demokratisk boost af deltagelse landet over til et ambitiøst bud på, hvordan vi kan bringe vores landbrug og fødevaresystem inden for de planetære grænser og give meget mere plads til natur og klima. Og så foreslår vi også nye fælles goder, som skal sættes i stedet for målet om vækst.