De blødende hjerters klub by Gads Forlag

Af samme forfatter

I serien om Harbinder Kaur: Døden mellem linjerne

Ekspert i mord

I serien om Ruth Galloway: Pigen under jorden

Løgnens hus

Huset på klippen

Døden på museet

Det tavse vidne

De udstødte

Stemmer fra graven

Kvinden i blåt

Forsvundet i mørket

Den mørke engel

Stencirklen

Lygtemændene

Det første juletræ

Elly Griffiths De blødende hjerters klub

På dansk ved Signe Lyng GADS

FORLAG

De blødende hjerters klub er oversat fra engelsk af Signe Lyng efter Bleeding Heart Yard

ISBN 978-87-12-07271-3

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til kærligt minde om John Maxted

Er min ven mon livsfrisk, selv om jeg er kold og død?

Og har han fundet bedre seng end min i jordens skød?

Javist, min ven, jeg ligger og kalder roser frem

på kind hos død mands hjertenskær – spørg mig ikke hvem.

Is my team ploughing? Fra: A Shropshire Lad

Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender til.

A.E. Housman Blaise Pascal Tanker

Kan man glemme, at man har begået et mord? Ja, det kan man faktisk, skulle jeg hilse at sige. Selvfølgelig ikke helt. Men i hverdagen mærker man ikke noget til det. Pete og jeg spillede endda en overgang de der mordgådespil med vores venner. Vi klædte os alle sammen ud og samledes hjemme hos hinanden for at opføre dem efter et bestemt forlæg. Der var små kort med instrukser og stikord, rekvisitter, ja, endda baggrundsmusik. Rammen var gerne en herregård eller en hjuldamper på Mississippi – den slags ting. Jeg steg i graderne fra at spille miss Ellie, Black Jack Roulettes fandenivoldske datter, til kokkepigen mrs. Beacham. Vi holdt os altid til rollen i begyndelsen, men efterhånden som aftenen skred frem, blev folk fulde og glemte deres instrukser. Det irriterede mig lidt. Jeg kan godt lide at følge reglerne.

Ungerne elskede at lege Mord i mørket, da de var mindre. Det var en dejlig nem selskabsleg, og den holdt dem fredeligt beskæftiget i timevis. De lukkede sig alle sammen inde på badeværelset nedenunder – ti stykker var de vel – og lod detektiven sidde og kukkelure på trappen udenfor. Efter nogle minutters fniseri lød et grufuldt skrig derindefra, hvorpå døren gik op og afslørede en af dem liggende på gulvet mellem toilettet og håndvasken. Så måtte

PROLOG Cassie

ordensmagten opklare forbrydelsen, undertiden med lidt hjælp fra mig.

“Det er ikke fair, mor,” sagde Lucy og Sam altid.

Det rigtige mord fandt sted for så længe siden, at det vitterlig forekom at være noget, der var sket for en anden. Vi tænker sikkert alle sammen på vores attenårige jeg som en helt anden person, men jeg kunne helt bogstaveligt kigge på billeder af den lyshårede, smilende pige og ikke genkende hende overhovedet. Hvad tænkte hun, hvem kunne hun lide, hvad lyttede hun til af musik? Jeg kunne simpelthen ikke huske det. Dissociation er et ord, jeg husker fra mit psykologistudium. Jeg tror, jeg engang skrev definitionen ned på et stikordskort: “En mental proces, hvor en person afkobler bestemte tanker og følelser. Ofte forbundet med barndomstraumer.” Men jeg havde aldrig troet, at man kunne leve så lykkeligt med den afkobling. Hvem var pigen på de skolefotos? Mig havde hun ikke noget med at gøre.

Men skolen var jeg ikke i stand til at glemme helt. Pete gik også på Manor Park, og han skulle ustandselig til diverse træf med sit gamle fodbold- og rugbyhold. Jeg holdt endda selv kontakten med et par gamle skolekammerater. Ikke at jeg havde specielt lyst til at se dem – jeg ville bare gerne vide, hvor de var. Pete bad mig af og til tage med, når han skulle ses med sine gamle holdkammerater, men jeg takkede altid nej. “Jeg har ikke lyst til at se tilbage,” sagde jeg altid. “Jeg vil hellere se fremad.” For fremtiden var alle tiders. Den betød, at ungerne blev store, kom på universitetet, selv stiftede familie. Den betød, at Pete og jeg blev pensionister og rejste verden rundt, at vi fik det sabbatår, vi ikke havde haft råd til i sin tid. Jeg elskede fremtiden. Det var kun fortiden, jeg ikke var så vild med.

“Cassie fortjener at slappe af,” sagde Petes mor tit. “Du burde

ikke plage hende om at tage med til de fester. Hun har rigeligt at gøre i forvejen. Med det job, hun har.”

Og det er en anden ting, man kan gøre for at glemme: Man kan blive politibetjent.

KAPITEL 1

Harbinder

Lørdag d. 21. september 2019

Harbinder Kaur kigger ud ad vinduet i sin lejede lejlighed. London, tænker hun. Ordet fremmaner en heftig billedcocktail: skoleudflugter, lugten af plastic og opkast i bussen, farvelægning af opgaveark med Tower Bridge, poseren med voksfigurer af tv-stjerner. Weekender med forskellige kærester, West End-forestillinger og måltider på restauranter i Soho, hvor ingen af dem forstod vinkortet. Enkelte arbejdsbesøg – hun og Neil havde engang stået på et forlagskontor og måbet over de ustyrlige mængder bøger og over, at der fandtes voksne mennesker ved navn Jelli. Olympiaden i London – det var sidste gang, Harbinder havde følt større national stolthed. Londons brand i seksten hundrede et eller andet. London Calling. Londinium. London Pride.

Og nu bor Harbinder på dette fortryllede, forbandede sted. Hun har en delelejlighed og et job som kommissær hos Londons kriminalpoliti (afdelingen for drab og grov kriminalitet). Til hendes slet skjulte glæde er hun nu leder af et efterforskningsteam i West Kensington, W10, et område, der af uransagelige grunde kaldes Delgano. Hun fatter stadig ikke helt, at det hele gik så hurtigt. Det

ene øjeblik boede hun hos sine forældre i Shoreham i West Sussex, hvor hun jamrede sig over sit arbejde og sine kolleger, især Neil, og så gamle afsnit af Bones hver aften og spillede spil på sin telefon. Det næste havde hun bestået sin ledereksamen, søgt et nyt job, proppet sine sparsomme ejendele ind i Neils brors varevogn og var flyttet ind i det største værelse på Barlby Road nr. 45.

“Du er en London-pige nu,” havde hendes mor sagt, da hun kyssede hende farvel. Hendes stemme var fuld af oprigtig ærefrygt, der dog blev spoleret, da hun i næste sekund fortsatte: “Men du kan jo altid komme tilbage, hvis det bliver for meget for dig.”

“Pas nu på deroppe i storbyen,” havde hendes far sagt. “Den er ikke så hyggelig som gode gamle Sussex.” Det blev sagt med en snert af ironi, hvilket ikke var så underligt i betragtning af, at Harbinder havde været involveret i opklaringen af adskillige store mordsager i den efter sigende så fredelige lille kystby.

“Jeg kunne aldrig bo i London,” havde det lydt fra Neil, der velvilligt havde tilbudt at køre varevognen.

“Hvorfor ikke?” spurgte Harbinder. “Er der for mange brune mennesker til dig?”

“Nej,” sagde Neil tålmodigt. “For meget kriminalitet.”

“Vi er i politiet,” sagde Harbinder, der allerede var rædselsslagen over trafikken, da de nåede ringvejen syd for byen. “Vi elsker kriminalitet.”

Men hun vidste godt, hvad han mente. London var lig med alvorlige forbrydelser. Ikke bare mord, der såmænd kunne være skuffende trivielle, men også stoffer, afpresning, bandekriminalitet og menneskehandel. De allerværste sider af den menneskelige natur, havde Harbinder tænkt med en ikke ubetinget ubehagelig gysen, mens varevognen kørte forbi en række tomme, tilskoddede butikker og en pub ved navn Dr Crippen’s. Hvilket var grunden

til, at hun nu, efter en måned i det nye job, var lettere skuffet over, at arbejdet indtil videre mest havde bestået af at gå til møder og lære nye computerprogrammer at kende. Men i det mindste havde hun sit eget kontor med “Kriminalkommissær Harbinder Kaur” på døren. Hun havde forsøgt at tage en selfie til Neil, men havde ikke formået at få både sit ansigt og skiltet med på billedet. Hendes underordnede, kriminalassistent Cassie Fitzherbert, havde været så sød at tilbyde at tage et ordentligt billede, men øjeblikket var forpasset.

Harbinder kan godt lide det vestlige London. Hendes lejlighed ligger på første sal i et solidt rækkehus på en lang, buet vej ned mod fængslet Wormwood Scrubs. Men der er også en fin lille park i nærheden og forskellige butikker, caféer og restauranter. Hun kan godt lide at gå rundt i gaderne i weekenden og se glimt af sig selv i butiksvinduerne, som hun går der i jeans og læderjakke. Det er september måned, klart og solrigt efterår. Der er begyndt at dukke græskar op i butikkerne, og træet uden for Harbinders vindue skifter fra grønt til gult til rødt som et omvendt trafiklys.

Harbinder har måske nok drillet Neil, men det er også rart at være i en multikulturel by. Første gang hun så sikher i turban, havde hun tænkt, at det måtte være hendes far eller hendes brødre.

Det er forfriskende, og lettere sært, ikke at være den eneste brune person på bussen til arbejde. Hun er heller ikke den eneste brune kvinde på stationen. Men hun er den eneste kriminalkommissær.

Hendes bofæller er til gengæld stort set så hvide, som man kan blive. Jeanne er skotte med rødt hår og næsten gennemsigtigt bleg hud. Mette er dansker, høj og lyshåret og kører frygtløst på cykel gennem det mareridt, der går under navnet Scrubs Lane-krydset. Jeanne er lærer, og Mette er arkitekt. Harbinder kender dem ikke ret godt endnu, men de har været ude at spise pizza sammen alle

tre, og de sludrer, hver gang de støder på hinanden i køkkenet. Der er ingen stue, så de tilbringer det meste af deres tid på deres egne værelser. Det gør ikke Harbinder noget, men indimellem, når hun sidder om aftenen og spiller Panda Pop ved det åbne vindue, hører hun musik fra lejlighederne overfor og tager sig i at tænke: Er det virkelig alt, hvad London har at byde på?

Nu er det lørdag aften, og Harbinder sidder igen ved sit vindue. Hun har ikke decideret hjemve, siger hun strengt til sig selv, men måske er hun en smule trist til mode. I går, mens hun gik langs promenaden ved South Bank og kiggede på turistrundfarterne og de besynderlige stykker drivgods, som Themsen skyllede i land, tog hun sig i at savne havet. I modsætning til sin ven Benedict er Harbinder er ikke nogen ivrig svømmer eller strandsamler, men hun kan godt lide, at havet aldrig er det samme to dage i træk, at det aldrig tager sig af hendes følelser, men bare fortsætter sin egen elementære rytme fra flod til ebbe og tilbage igen. Hun savner at kunne se horisonten. Themsen er for smal, og Londons bygninger for mange og for høje.

Men hun ved, at hvis hun havde siddet i Shoreham og lyttet til sine forældres mundhuggerier om X Factor, ville hun have følt sig fanget og lettere ynkelig. “Harbinder Kaur bor stadig hjemme i en alder af otteogtredive,” ville den hånlige voiceover i hendes hoved have sagt. “Hun er lesbisk, men selv om hendes forældre teoretisk set er klar over det, har hun endnu ikke præsenteret dem for nogen kæreste. Hendes hobbyer er at mundhugges med sine brødre og spille hjernedøde spil på sin mobil.” Nu lyder resuméet i det mindste: “Otteogtrediveårige Harbinder Kaur er kriminalkommissær hos Londons politi og deler lejlighed med to andre karrierekvinder.” Det ændrer dog ikke på det faktum, at hun sidder

her alene lørdag aften og lytter til Mettes fjernsyn gennem væggen, mens hun overvejer, om det er for tidligt at smutte i pyjamassen. Jeanne er i byen med sin kæreste.

Harbinder er faktisk selv blevet inviteret ud. Kim, en af hendes kriminalassistenter, havde nævnt, at teamet skulle ud og fejre en eller andens pension. “Du skulle tage med, chef. Det skal nok blive sjovt.” Harbinder burde tage med, det ved hun godt. Hun vil gerne vise sine kolleger, at hun måske nok er beskeden af statur, sikh og kvinde, men holder lige så meget af at få en fadøl som enhver anden londonstrisser. Hun går også og venter på det rette øjeblik til at komme ud af skabet over for dem. Det er sværere, end man skulle tro. Hun vil ikke gøre et stort nummer ud af det, men hvis hun ikke snart siger noget, vil de helt sikkert gå ud fra, at hun er straight. Problemet er, at hun ikke bare kan nævne en kæreste, der tilfældigvis er en pige, for hun har jo ikke nogen. Tanken om at tilbringe en aften i festligt lag og samtidig hele tiden skulle være på udkig efter en lejlighed til at nævne L-ordet gør hende nedtrykt.

Så hun ved, at hun ikke tager med.

Skal hun ringe til sin mor? Men hvis hun gør det, vil bibi bare forsøge at overtale hende til at komme hjem til søndagsfrokost i morgen. Bibi er så besat af søndage som nogen katolik og insisterer altid på at samle så mange familiemedlemmer, man overhovedet kan få plads til i én stue. Harbinder tænker på lejligheden over familiens butik og mærker et stik i hjertet, selv om hun ved, at hun efter en halv time i sine brødres selskab vil længes efter sit fredelige værelse i Vestlondon. Nej, hun vil gå tidligt i seng, og i morgen vil hun så begive sig ud og virkelig udforske byen – gå på et par markeder, spise eksotisk mad, sende Neil et par billeder. “Her i London er maden ikke friturestegt, den er friteret.” Tanken minder hende om, at hun ikke har spist endnu. Hvad har hun i skabet?

Hun tror nok, der er noget pasta og en dåse tomater. Harbinder er ikke nær så god en kok som sin mor, og derudover magter hun ikke retter, der minder hende om derhjemme.

Efter den lettere intetsigende pasta og adskillige afsnit Bones, vurderer Harbinder, at det er blevet sent nok til at gå i seng. Hun overvejer at tage et hurtigt bad, men beslutter at lade være. Badeværelset er iskoldt, og der er altid en risiko for at støde ind i Mette, der tilsyneladende ikke går meget op i at have tøj på. Harbinder ved ikke, om det har noget med Mettes skandinaviske baggrund at gøre, men det er i hvert fald lettere foruroligende, og det får Harbinder til at føle sig som en snerpe i sin rummelige badekåbe fra Marks & Spencer. Nej, hun børster bare tænder og går i seng. Hun er ved at slukke for sin bærbare, da telefonen ringer.

Det er en af hendes folk, kriminalassistent Jake Barker. Harbinder forsøger at se ham for sig: ret lav, ret mørk og med en af de der dialekter, den Sussex-fødte Harbinder tænker på som “nordlig”.

“Hej, Jake. Hvad så? ”

“Hej, chef.” Hvor Harbinder dog elsker den tiltaleform. Hun ville ønske, hun kunne bruge den som ringetone. “Vi er lige blevet kaldt ud til noget. Et uventet dødsfald. Du må vist hellere komme.”

“Uventet dødsfald?” Ikke så godt som mistænkeligt dødsfald, men hendes lørdag havde afgjort vendt sig til det bedre.

“En mand, der er fundet død til en fest for gamle elever.”

“Interessant.”

“Så vent, til du hører, hvem det er.”

“Jeg bryder mig faktisk ikke om at vente på den slags, Jake.”

“Garfield Rice. Politiker og parlamentsmedlem Garfield Rice.”

Selv Harbinder, der er allergisk over for politik, har hørt om ham.