Byen, kollegierne og studenterne

Ditlev Tamm

400 ÅRS STUDENTERLIV I

Byen, kollegierne og studenterne

400 års studenterliv i København

Af Ditlev Tamm

Gads Forlag

Byen, kollegierne og studenterne

400 års studenterliv i København

Af Ditlev Tamm

Copyright © Ditlev Tamm og Gads Forlag, 2023

ISBN: 978-87-12-06696-5

1. udgave, 1. oplag

Printed in Latvia

Tekstredaktion: Merete Harding

Billedredaktion: Thomas Storgaard og Therese Boisen Haas

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Grafisk tilrettelæggelse: Jakob Helmer

Repro: Narayana Press

Tryk og indbinding: P&B Print, Letland

Omslagsillustration: Wilhelm Bendz’ maleri Et Tobaksselskab (1827/28) viser en sammenkomst hos den daværende stud.jur. (senere professor i matematik) Christian Jürgensen (1805-1860). De ti unge mænd, formentlig studiekammerater, er samlet om piberygning, musik og kortspil, mens et tællelys på bordet kaster lange skygger og dermed skaber en intim atmosfære.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Bogen er udgivet med støtte fra Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Forord

Året 1623 hører ikke til de mest bemærkelsesværdige, hverken i verdenshistorien eller i danmarkshistorien. For den, der betragter Shakespeare som et højdepunkt i litteraturen, er det året, hvor den såkaldte First Folio udkom med hans vigtigste skuespil, herunder flere hidtil utrykte. For Shakespeare selv var det året, hvor hans hustru, Anne Hathaway, døde. I Nordeuropa rasede Trediveårskrigen, som den danske konge, Christian 4., med mindre succes få år efter skulle kaste sig ud i. I København var det året, hvor et nyt stort studenterkollegium kunne tages i brug midt i byen. Derfor blev kollegiet efter kongen på latin benævnt Collegium Domus Regiae, kongens kollegiebygning, eller på dansk Regensen, som vi første gang hører kollegiet benævnt i Universitetets akter den 18. april 1629. En notits i en universitetsprotokol fortæller, at der blev anstillet en undersøgelse, i anledning af at nogen på en bededagsaften har larmet og spillet musik foran Regensen. Derfor: ”Bleff inquirerit paa dennem, som haffde hafft spill och holt Music i jaftis paa Bededagen for Regentzen.”1

Regensen blev hermed et af de mange byggerier i hovedstaden, som netop denne konge fik sat igennem. Og nok så vigtigt lod kongen i løbet af de følgende 20 år opføre en universitetskirke over for det nye kollegium med et loft til et bibliotek og dertil et genialt rundt tårn med en rebus på facaden og et observatorium foroven. Det står alt sammen endnu og pynter i et af Københavns hovedstrøg, Købmagergade, som i dag er en gågade med mange butikker.

På det tidspunkt – altså i 1623 – havde byen formentlig omkring 30.000 indbyggere. Mange var fattige og daglejere, en del kunne ernære sig som håndværkere, der var en del søfolk, både civile og i flåden, mens byens rigeste var et par hundrede købmænd med større gårde i byen, der med flotte renæssancegavle næsten kunne matche adelsgårdene, som var den regerende rigsrådsadels residenser i byen.

Midt i byen omkring Gråbrødretorv og Helligåndskirken lå en anden af kongens nye institutioner, nemlig Tugt- og Børnehuset. Formålet var at

sikre uddannelse af omstrejfende børn i et håndværk og med henblik på produktion af klæde og andet, der kunne sælges, en såkaldt manufaktur. Her fik efterhånden omkring 700 unge foruden skolegang og tag over hovedet en uddannelse i håndværk, og som alt andet overvågede kongen nøje institutionen. Den viste sig at være en betydeligt mindre langtidsholdbar satsning end Regensen, og der gik kun få årtier fra grundlæggelsen i 1605, førend denne institution viste sig så urentabel, at den måtte nedlægges. Regensen, derimod, står der den dag i dag som bolig for studerende.

Det er i år 400 år siden. Kongen var dengang Christian 4., og det er stadig ham, man fejrer på Regensen som grundlæggeren. Undertiden svinger retorikken på stedet sig så højt, at man som en af de mest kendte beboere langt senere, præsten og forfatteren Kaj Munk, omtaler sig selv og sine medregensianere som ”børn” af Christian 4. Pengene til opførelsen af kollegiet stammede imidlertid fra den stiftelse, som kongens far, Frederik 2., i 1569 havde oprettet for de studerende. Den kaldtes for Kommunitetet, så der er altså to konger til at deles om æren. Ordet kommunitet er afledt af latin communitas, et ord, som både betyder fællesskab og villighed til at gøre en indsats for fællesskabet, det, vi undertiden kalder public spirit, og sådan var den også ment. Et nøgleord til forståelse af danske studerendes vilkår i de første århundreder af Universitetets historie er eksistensen af denne stiftelse til gavn for de studerende, og hvordan denne stiftelse er nøje forbundet med oprettelsen senere af Regensen som bolig for de studerende. Det hele er en god historie i den forstand, at studenten eller akademikeren hører med i billedet af det danske samfunds udvikling, og at studenterne i studietiden ikke blot studerede og festede for sig selv, men også var en del af livet i København, og i studietiden lagde grunden for et senere virke i samfundets tjeneste. Det var i hvert fald det, der var meningen, da kongen oprettede Kommunitetet som den første offentlige økonomiske støtteordning for studenter. I stiftelsens grundregler fremhævede han således, at det skete for at hjælpe personer, som – med en formulering netop fra Kommunitetets grundlæggelsesdokument – skulle være

”Riget til tjeneste og bedste og de der ikke er formuende, men af armod så undertrykte, at de deres begyndte studier ikke kunne forfølge og fuldende

...”.2 Indvielsen af Kommunitetet foregik den 1. maj 1569 ved en højtidelighed for universitetslærere og studerende med en tale af Universitetets mest fremtrædende teolog, professor Niels Hemmingsen.

Byen, kollegierne og studenterne

Anledningen til foreliggende bog er netop, at et af Københavns ældste og største og derfor formentlig det mest kendte og prestigefyldte af de fire såkaldte gamle studenterkollegier, som er vores ord for boliger til studerende, i 2023 fylder 400 år. Ikke mange danske institutioner er så gamle. Det skal dog straks siges, at bogen ikke er en historie om kollegierne, men de kommer naturligvis til at spille en ikke uvæsentlig rolle i historien om studenterlivet i København i de 400 år, der er forløbet siden. Et værk om en så relativt lang periode og med så mange mennesker involveret, som der her er tale om, når vi medregner universitetsprofessorer og andre ansatte og kollegiernes mange beboere, kan ikke tilstræbe eller gøre krav på nogen form for fuldstændighed. Om Regensens og de øvrige kollegiers historie foreligger da også allerede en righoldig litteratur. Det er almindelig kendt, at her boede en hel del af de personer, der siden har været med til at skrive danmarkshistorie eller i hvert fald både i hovedstaden og rundtomkring i landet har haft mere eller mindre indflydelsesrige stillinger. Det er ikke blot dem, som bogen handler om. Den handler også i en mere bred forstand om studieårene og rammerne for de studerendes liv i København i studietiden, sådan som det nu engang har udviklet sig siden Reformationen og frem til i dag. Dermed handler den både om senere berømtheder og om studenterlivet for dem, der ikke er blevet en del af danmarkshistorien. Og det er jo langt de fleste. Bogen handler også om de markante bygninger i hovedstaden, som var og er knyttet til Universitetet og dets studerende og – ikke mindst – om livet bag deres mure.

Bogen giver slet ikke en detaljeret fremstilling af hverken Regensens eller de øvrige kollegiers historie. Dem er der som sagt mange af. Her kan man læse om små og store begivenheder i kollegiernes egen historie. Fortalt for gamle kollegianere, der godt kan lide at høre den slags om det hus, som de engang var en del af, og om de personer, som har boet der engang. Det er helt forståeligt. Som en gammel regensianer udtrykker det endnu i 2017: ”Der var Regensen, og der var verden uden for Regensen.”3 Og det er nu engang sjovest at læse indforstået om verden indenfor, når man selv har hørt til den.

Kollegierne har produceret et stort antal fremtrædende danske lærde. Det har derfor ikke dengang været svært at finde gode forfattere blandt

tidligere kollegianere, og ikke underligt er bøgerne om kollegiernes historie som regel forfattet på et passende højt niveau, også når det gælder detaljer, der modsvarer akademikeres selvforståelse – især når vi går et par generationer tilbage i tiden. Det meste handler om daglige rutiner og fester, lidt økonomi, kamp for og imod autoritære regler og myndigheder, indskrænkninger af studenternes livsudfoldelse og om studenternes vilkår, og som udenforstående kan det være svært at holde opmærksomheden fangen. Som en regensianer skriver: ”… det at flytte på Regensen er at blive hvirvlet rundt i et hav af historie og ritualer, som altid allerede definerer livet bag de røde mure, og som alligevel kun opretholdes af de levende mennesker, der kontinuerligt bliver optaget og ’født’ på ny herinde.”4

Denne bog tegner et mere alment og overordnet billede af vilkårene for både for kollegianere og de mange forskellige studenter, som i tidens løb har haft deres studietid i København. Et højdepunkt i den historie indtræder i begyndelsen af 1800-årene, hvor de studerende fik noget, der lignede en reel indflydelse på historiens gang. Der peges på mere almene linjer og tegnes portrætter af nogle af de ledende skikkelser i tidens løb, der udadtil har været med til at tegne billedet af den danske student. Det er en historie, som består af lige så mange individuelle historier, som der er studerende, og i den historie er der ingen rød tråd, men måske nok nogle fællestræk, som denne bog forsøger at skitsere.

Dengang som nu var uddannelse en investering. Tilværelsen som den fattige student er en side af studenterlivet, selv om ikke alle studenter var fattige. Nok så vigtig er den anden side af studenterlivet, at studier betaler sig på længere sigt, fordi de i princippet leder frem til en plads med som regel god løn og mulighed for at gøre en indsats i samfundet. At studere er ikke blot at realisere sig selv. Det sker med henblik på samfundet. Derfor støttede det offentlige – i dette tilfælde kongen – studierne. Staten havde simpelthen brug for personer, der havde studeret, for at få løst vigtige samfundsopgaver.

Studenterlivet optager for de fleste blot nogle få ungdomsår, inden arbejdslivet og tilværelsens alvor begynder. Det kan alt efter de ydre omstændigheder være en mere eller mindre festlig og behagelig tid, som man enten ser tilbage på med julelys i øjnene eller med mere blandede følelser. For mange studerende i tiden før indførelsen i 1970’erne af uddannelsesstøtte til alle kunne studieårene blive trange, og det er især erindringen om

Byen, kollegierne og studenterne

kampen for at klare både job og studium, der for dem står i forgrunden. Den senere kendte professor i fysiologi og modstandsmand, professor P. Brandt Rehberg (1895-1989), fik således i sin studietid et lille legat, men måtte ellers ernære sig ved undervisningsarbejde, og det kunne let blive til mere end 20 timer om ugen. Han underviste bl.a. to timer om dagen en privatist, som han på egen hånd førte frem til studentereksamen.5 For andre er det tiltrækkende friheden til at vælge sit studium, og det at kunne disponere over sin tid og glæden ved at læse og blive klogere er det, der står stærkest i erindringen.

Historien om studenterlivet i København er således ikke en enkel fortælling om en bestemt privilegeret klasse, som har fået lov til at tilbringe nogle glade ungdomsår på Universitetet. Særlig i de første århundreder, som denne bog handler om, var det så som så med lystigheden. Vi skal et godt stykke frem i historien, førend det at være student bliver en identitet, man er stolt af, og det at have det sjovt bliver en målestok for livskvalitet eller ligefrem en del af livets mening.

For at lette læseligheden er latinske citater oversat, gammel retskrivning erstattet med ny og antallet af noter begrænset og samlet bag i bogen. Ved citering af danske forfattere er den oprindelige retskrivning dog bevaret, når hensynet til tekstens litterære kvalitet taler for det.

Initiativet til denne bog kommer fra Regensianersamfundet. Ønsket var en bog om ikke blot Regensens historie, men en bog, der udfyldte savnet af en mere almen fremstilling af studenterlivet. Mathias Esmann, formand for Regensianersamfundet, takkes for gode råd og kommentarer.

Eforerne for de fire gamle kollegier takkes for gode kommentarer, råd og vink.

Cand.mag. Thomas Storgaard takkes samtidig for kompetent og omfattende arbejde som videnskabelig assistent i forbindelse med indsamling af materiale til bogen og kommentering af indholdet, efterhånden som den skred frem.

København, april 2023

Ditlev Tamm

Indledende betragtninger

Hovedstaden

Københavns Universitet er et hovedstadsuniversitet, og langt op i tiden var det den eneste højere læreanstalt i et geografisk udstrakt rige. Her færdedes danske studenter, men også livlige norske studenter og studenter fra Island og Færøerne og senere Grønland. Eller fra Tranquebar i Indien og De Vestindiske Øer. Norske studenter kunne siden 1811 besøge deres eget universitet i Christiania (senere Oslo), men længe blev de nyudklækkede norske studenter – med en gammel betegnelse (som vi kommer tilbage til) kaldt for russer – ved med at komme til København på druktur som en fortsættelse og anerkendelse af det gamle fællesskab. Islandske studenter kom fortsat til København og havde endda deres egen kvote af pladser på Regensen indtil 1918. Studenterlivet i hovedstaden er fulgt med tiden. Det har gennemgået en lang række ændringer – transformationer – som følge af udviklingen i det omgivende samfund, som netop i hovedstaden mærkes tidligst og stærkest. Universitetslivet var for de fleste koncentreret om Frue Plads, eller dengang Frue Kirkegård, med Vor Frue Kirke, om Nørregade, engang byens hovedgade, og Fiolstræde med universitetsbygningerne og Store Kannikestræde, som har sit navn efter de kannikker, som var knyttet til Vor Frue Kirke i den katolske tid. I gaden fandt man professorresidenser og efterhånden tre studenterkollegier, nemlig Regensen, Borchs og Elers’ Kollegier, som alle findes endnu. Denne del af byen kaldes

Byen, kollegierne og studenterne

stadig for Latinerkvarteret, opkaldt efter lærdommens sprog. Her lå siden 1500-årene Universitetets auditorium og andre lokaler til undervisning, og her boede mange af professorerne i deres universitetsgård med have og tjenestefolk, og her færdedes Universitetets studerende. Byens mest statelige bygning var Vor Frue Kirke i konkurrence med kongens slot på Slotsholmen, der var en regulær ø, og byens mere beskedne rådhus på Nytorv få meter fra kirken. Frue Plads, hvor Universitetets hovedbygning ligger i dag, var helt frem til omkring år 1800 ikke en plads, men en kirkegård. På hjørnet af Nørregade og Studiestræde boede Sjællands biskop, der spillede en vigtig rolle på Universitetet som den første i rangen af universitetets professorer og som leder af det dominerende teologiske fakultet. Alt dette fik lov til at bestå som latinerkvarter, indtil udflytningen af Universitetets humanistiske, juridiske, teologiske og samfundsvidenskabelige fakulteter i slutningen af 1900-årene og begyndelsen af 2000-årene. I 1500-årene var der i byen mange handelsboder og borgerhuse og adelspalæer med ofte to-, tre- eller firlængede hovedbygninger og stalde og andre mindre bygninger omkring haver eller en gårdsplads. I løbet af tiden kom der mere imponerende borgerhuse i mursten til. Og langt senere voksede byen til den millionby, den er i dag, med industriområder, brokvarterer og andre nye bydele, som det var let for en studerende at forvilde sig i.

Universitetet blev grundlagt i 1479 af den danske konge. Dets placering var i århundreder midt i Riget, i København nær magten og som en del af magten. Og magten var siden Reformationen og indtil enevældens indførelse i 1660 koncentreret hos kongen og adelen, der udgjorde en meget lille elite i det danske samfund på omkring et par tusinde individer. Socialt var der langt fra kongen og den kreds af adelige, der omgav ham, til Universitetets lærde elite, professorer og studerende, men fælles for dem var, at de hørte til en europæisk elite, som delte et fælles dannelsesgrundlag. Og så var der faktisk ikke så få adelige, der var dybt fascinerede af tidens lærdom. Det gjaldt Christian Friis til Borreby (1556-1616), og det gjaldt hans efterfølger som kongens kansler, den lærde og vidt berejste Christen Friis (1581-1639) til Kragerup, det gjaldt i eminent grad geniet Tycho Brahe (1546-1601) og den Holger Rosenkrantz (1574-1642) til herregården Rosenholm, der valgte at hellige sig religiøse studier. For megen af den form for lærd virksomhed i studerekammeret var dog ikke helt velset i de kredse og heller ikke af kongen. Landet skulle styres, og man havde brug

Ingeniørofficer Christian Gedde (1729-1798) kunne i 1761 aflevere som færdigt et såkaldt eleveret kort over København, hvor byen og dens bygninger blev indtegnet ret præcist, så man så det hele lidt fra oven og som en slags indflyvning over bygningerne, der på den måde gav et mere imponerende indtryk af Kongens København, end et almindeligt kort kunne give. Samtidig udarbejdede Gedde også mere detaljerede kort over byens i alt 12 såkaldte kvarterer. På dette udsnit af det eleverede kort ses universitetskvarteret omkring Vor Frue Kirke, Nørregade og Store Kannikestræde med Regensen, Borchs og Elers’ Kollegier, som her vender facaderne mod betragteren. Kortet er en fin kilde til byens udseende dengang og giver den nutidige beskuer en mulighed for at foretage en nærmest virtuel tur i det gamle latinerkvarter.

for de bedste kræfter ved statens ror. Havde man evnerne og kunne gøre nytte i regeringen, var der begrænset tid til læsning hjemme ved skrivebordet. Men det hører med til forståelse af det akademiske liv i Universitetets første århundreder, at de statsmænd, der overvågede Universitetet, var fuldt fortrolige med Universitetets sprog, lærdomsmæssigt ofte var fuldt på højde med de bedste professorer og vidste rigtig god besked med, hvad

Byen, kollegierne og studenterne

det drejede sig om, og værdsatte arbejdet på Universitet som en del af statsmaskineriet. En anden sag er, at de måske også inderst inde nærede en vis foragt over for dem, der bare læste og studerede i stedet for at handle. Den belæste svenske statsmand Axel Oxenstierna (1583-1654), der som rådgiver for den svenske konge Gustav 2. Adolf overlegent dygtigt stod for sit landspolitik på Christian 4.s tid, citeres således for sin overvejelse, om en ”akademisk person” nu også var stort andet end et par bukser, en trøje og nogle bøger, ”ett par byxor, en tröja och ett antal böcker?”.

Danske adelige var for fine til at komme på Universitetet. De studerede i udlandet eller på egne adelige akademier, hvis de studerede. Universitetet var i de første år først og fremmest en kirkelig institution beregnet på at uddanne præster. Det var især vordende gejstlige, der befolkede kollegierne og færdedes i gaderne omkring Universitetet og Vor Frue Kirke.

Det varede mange år, førend Danmarks hovedstad blev en egentlig storby eller metropol. Først omkring år 1800 kom indbyggertallet op over 100.000, men det var og blev landets største by og centrum i et ganske stort rige. Universitetet i det geografisk udstrakte gamle dansk-norske rige lå dermed i hovedstaden København, og indtil oprettelsen i 1811 af et universitet i Christiania (senere Oslo) var der ikke andre universiteter i det dansk-norske rige. Slesvigske og holstenske studenter havde siden 1665 mulighed for at studere ved universitetet i Kiel. Det var der ikke mange danske studenter, der gjorde, men mange fra Hertugdømmerne valgte også tyske universiteter frem for København. Studerende i de gamle danske landsdele, Skåne, Halland og Blekinge, søgte siden den svenske erobring i 1658 og grundlæggelsen af Lunds universitet i 1666 ikke længere til København.

Ordet universitet kommer af latin universitas og betegner et fællesskab eller en helhed. En helhed af lærere og studenter, hvor de studerende udgør en væsentlig bestanddel. De ældste universiteter i Bologna, Paris og Oxford er opstået som fællesskaber af lærere og studerende, uden at vi helt ved hvordan, og deres forhold til autonomi, konge og kirke har vekslet gennem tiden. Paris er også en hovedstad, men mange universiteter er opstået i mindre byer uden den drivkraft, som det nu engang giver at være en del af en storby. Der er forskel på at være student i en mindre – ofte let søvnig – tysk universitetsby eller blot i det svenske Uppsala, hvor det

første svenske universitet grundlagdes i 1477, og så i Kongens København. Studier kræver ro, men også inspiration. Ro og afskærmning fra ydre impulser kan man finde i små idylliske provinsbyer, mens storbyen byder på liv og variation og kan være farlig med mange tilbud, der ikke lige peger i akademisk retning. Oxford og Cambridge i England, mange små tyske universitetsbyer som Göttingen eller Heidelberg eller Uppsala i Sverige er eksempler. Ofte skabes her et godt studiemiljø, men stederne præges også af en vis verdensfjernhed og – som følge af mangel på konkurrence –en til tider overdreven tro på egen fortræffelighed og det akademiske livs lyksaligheder i forhold til det at være der, hvor det foregår her og nu. Det er fordelen ved et universitet i en storby. At man ikke kan isolere sig helt fra samfundet udenom, men tvinges til at være en del af det. Ulempen kan være, at selve universitetet drukner i mængden af andre vigtige institutioner, at studenterlivet ikke bliver så anderledes end andre former for liv, og at adspredelserne bliver en for stor fristelse, der tager tid og fokus fra studierne. Til gengæld er der rig anledning til på nærmeste hold at følge med i, hvad der foregår i samfundet her og nu, og til at lade sig inspirere af tidens strømninger. I storbyen går tiden ikke i stå. Man tvinges til at følge med og som student til en gang imellem at løfte hovedet fra bøgerne og indsnuse tidsånden. Men omvendt kan man også i storbyen føle ensomhed og fremmedgjorthed, og det tema blev især taget op i litteraturen omkring år 1900, da byen var vokset langt ud over sine tidligere grænser. Ikke langt fra København – når bortses fra Roskilde Universitet – ligger det geografisk nærmeste universitet i domkirkebyen Lund. Her nyder man fordelene ved at være et provinsuniversitet med større synlighed i bybilledet, men også ulempen ved netop at ligge i en lille by, hvor der langt frem i tiden ikke skete så meget andet bemærkelsesværdigt end det, der foregik på universitetet.

Studenterlivet og forholdet til det omgivende samfund i de små universitetsbyer bliver nu engang et andet end i storbyen. Universitetets bygninger i København repræsenterer både lærdom og lærdommens magt som tæt knyttet til den politiske magt. Universitetet repræsenterer en elite i befolkningen, hvor uddannelse sker til centrale poster, der kræver viden og personlighed. Derfor har statsmagten interesseret sig for Universitetet og i tidens løb støttet Universitetet og dets lærere og studerende. Betydningen af netop et hovedstads- og storbymiljø, også for videnskabens udvikling,

Byen, kollegierne og studenterne

gav den finske statsmand og litterat Johan Vilhelm Snellman et markant udtryk for i 1857 på et tidspunkt, hvor det finske universitet var flyttet fra det mindre Åbo (Turku) til hovedstaden Helsinki, der efter finske forhold var ved at udvikle sig til en storby:

... de store succeser inden for videnskab og litteratur kommer ikke fra små, stille byer, men fra støjende hovedstæder som Athen, Paris, London osv. Ingen besøger i dag Europa for at søge videnskabelige fremskridt i Jena, Marburg, Erlangen, ikke engang i Montpellier, Oxford og Cambridge, men man søger dem i Paris, London, Berlin, Prag og Wien.6

I København har der i århundreder udfoldet sig et rigt studenterliv – ofte sådan, at studenterne følte sig som en elite i forhold til det omgivende samfund i byen af håndværkere og købmænd, der måske nok var mere velhavende, men jo slet ikke belæste og med indsigt i livets virkelige værdier som de studerende. Ludvig Holbergs komedie om Erasmus Montanus, bondedrengen fra den sjællandske landsby Bjerget, der tror, at han er noget, fordi han kan (eller ikke rigtigt kan) latin og sin logik, er et rigtig godt eksempel på spændingen mellem studenterliv og studenterbevidsthed og forventningerne og realiteterne i samfundet i øvrigt. I løbet af de århundreder, som denne bog beretter om, har hovedstaden ændret sig dramatisk. Indtil 1857 var København en fæstningsby omgivet af volde med porte, der lukkedes om aftenen og først blev åbnet næste morgen. Byens borgere var i virkeligheden spærret inde i byen, og på samme måde var studenterne på deres studenterkollegier også begrænset af åbnings- og lukketider, der skulle overholdes. Langt op i 1800-årene var Regensens port låst om natten, og ingen kunne komme ind og ud uden efter forudgående anmeldelse at have lånt en nøgle for at komme ind ad porten efter lukketid, oprindelig kl. 21, senere dog kl. 24. Langt op i tiden var der også reglementer for dagligdagen og jerngitter for vinduet.

I datidens København var Regensen, som var indrettet i en tidligere adelsgård, som havde tilhørt kongens kansler, på en gang en ganske imponerende og statelig bygning med et slotsagtigt præg, men samtidig var der også elementer af fængselslignende forhold med små vinduer og jerngitre. Måske lidt som et middelalderligt kloster eller en af 1800-årenes fængselsbygninger, hvor arkitekturen kan være ganske imponerende, men hvor anlægget alligevel udstråler uhygge og lukkethed.

Gaudeamus igitur

Engang var latin lærdommens sprog og det sprog, som de studerende talte på universitetet, og det var det i den grad, da Regensen stod færdig som studenterkollegium og indflytningsklart i 1623. Latin og græsk – foruden hebraisk – var (og er stadig) den sproglige indgang til teologi, som de fleste studerede eller i hvert fald forventedes at snuse til og kende i hovedtræk. Regensen blev oprettet i en tid, hvor lærdom og viden var i højsædet. Kongen selv, Christian 4., havde terpet latinske stile og romersk mytologi, og historie var en konstant referenceramme. De mennesker, der omgav kongen og tog del i landets styre, havde for en stor dels vedkommende et godt kendskab til tidens lærdom. I det daglige benyttede man ikke latin, men gerne andre sprog som fransk og tysk, men når det drejede sig om viden, så var tilgangen latin.

At begå sig som lærd krævede som sagt et godt kendskab til latin, ligesom det i dag er nødvendigt at kunne engelsk. Men der var en forskel. Dårligt latin blev ikke tolereret. Korrekt latin var en forudsætning for at komme nogen vegne. Til gengæld kunne man så tale latin med den lokale accent, som man nu engang havde.

Grundlaget for det juridiske studium var romerretten, som naturligvis også byggede på latinske kilder. Og det samme gjorde store dele af lægevidenskaben, så beherskelse af latin var en helt uomgængelig betingelse for at kunne studere noget som helst. For at komme på universitetet og blive student skulle man derfor også dimitteres – som det hedder – altså aflægge en afgangseksamen fra en af landets latinskoler, hvor eleverne blev ekserceret i latin som forudsætning for at komme på Universitetet. At gennemføre et sådant skoleforløb krævede flid og dygtighed og – hvis man ikke lige boede i eller nær latinskolebyen – økonomisk enten en friplads, et legat eller forældre, der kunne og ville betale for grunduddannelsen i håb om at pengene ville give afkast i form af en god stilling, når studierne var overstået.

De, der kender til Holbergs komedie Erasmus Montanus, vil erindre, at der i stykket tales om noget, som kaldes ”klosterlatin”, der ikke, som man kunne tro, var godt latin, men derimod et mere gebrokkent latin, der taltes i studenternes spisestue af de mange, som endnu ikke kunne udtrykke sig ordentligt. Latin var datidens engelsk, men som sagt med den

Byen, kollegierne og studenterne

forskel, at der var nultolerance over for dårligt latin. Skulle man i længden begå sig på Universitetet og senere i det akademiske miljø, så var der ingen vej uden om et grammatisk korrekt latin og brug af de rigtige gloser. Form og indhold skulle passe sammen.

En af alle tiders mest populære internationale studentersange er af samme grund naturligvis skrevet på latin. Den kendes som ”Gaudeamus igitur, juvenes dum sumus ...” – lad os altså glæde os, mens vi er unge – og er skrevet som en pris til ungdommen, de studerende, universitetet og dets professorer. Dele af den stammer fra middelalderen, mens hoveddelen og den form, vi kender den i nu, stammer fra bogen Studentenlieder udgivet af tyskeren Christian Wilhelm Kindleben (1748-1785) i 1781 som et bidrag til udviklingen af tyske studerendes bedre selvforståelse. Sang og musik blev en del af den tids studenterliv, selv om danske studenter aldrig blev helt så sangglade som i vort naboland Sverige. I Tyskland blev studenterrørelser en vigtig del af samfundslivet i årene før og omkring

år 1800, og herfra bevægede denne nye studentikose ånd sig også til de nordiske lande, hvor en helt ny opfattelse af studenterrollen blev en del af en ny studenteridentitet. Det gav studenterlivet en særlig aura, som er blegnet siden med masseuniversitetet og erkendelsen af, at det nu engang i omverdenens øjne ikke er noget så særligt at blive student, selv om man selv er glad for det.

Og dog! Der er i dag run på gymnasiet og universiteterne, og en såkaldt højere uddannelse er stadig målet for mange. At blive akademiker står stadig højt på manges ønskeseddel, og akademikernes andel af samfundskagen bliver kun større. På den måde har den gamle sang om glæden ved at være student bestemt ikke mistet sin aktualitet, selv om det kniber med at fastholde mange af de akademiske traditioner, der engang var med til at gøre det akademiske liv eksklusivt. For eksempel netop dette at kunne tale et sprog, som andre ikke forstod. Det er der ganske vist stadig akademikere, der er gode til. Selv om klarhed i tale og tanke er et akademisk adelsmærke, så er det en hyppig bebrejdelse mod dele af det akademiske liv, at vanskeligt sprog og terminologi unødigt skaber sekterisme og lukker af for den almindelige forståelse af, hvad der egentlig foregår på universitetet, og dermed skaber usikkerhed. Ikke mindst humanister må ofte forsvare deres fagområde. Og hermed er et af denne bogs temaer formuleret: eksklusiviteten. Vi skal høre om studenter i København og deres

liv som en del af byen og som en afsondret gruppe med egne undertiden let forskruede, undertiden mere ydmyge og realistiske forestillinger om, hvad forholdet mellem universitet og samfund skal være.

Formålet med indretningen af højere læreanstalter er at værne om og fremme videnskaben og uddanne nye generationer på områder, som er vigtige for at føre samfundet videre. Såkaldt forskningsbaseret undervisning, som vi taler om den i dag, har ikke altid været idealet. Ikke alle skal som sagt være videnskabsmænd, men universiteterne har længe bygget på den ide, at så vidt muligt de mest fremtrædende forskere underviser yngre og giver deres viden videre, og da det er forskere, der underviser, forventes denne viden at være konstant opdateret. Undervisningen skal i dag bygge på et videnskabeligt grundlag, men det ligger i kortene, at hovedparten af de studerende ikke skal være videnskabsmænd eller -kvinder. De skal derimod erhverve et solidt teoretisk grundlag for senere praktisk arbejde. For at forstå historien bag studielivet i København er det også vigtigt at gøre sig klart, at det aldrig har været tanken med hverken universitetet, studenterkollegier eller studiestøtte udelukkende at bidrage til enkeltpersoners egen livsudfoldelse med henblik på den personlige livsudvikling eller opnåelse af et ”egotrip” med offentlig støtte. Universiteterne og studenterne er der for samfundets skyld. Midlerne og rammerne er der grundlæggende for at fremme ikke den enkeltes, men samfundets interesser.

Studenterhistorie er derfor en del af historien om, hvordan det danske samfund har fungeret, og hvordan det er blevet, hvad det er i dag. Og så er det altså også en historie med en lille hævet pegefinger til den, der gerne vil nyde studenterlivets frihed, om, at der skal være en passende balance mellem samfundets interesser og den enkeltes udfoldelsesbehov. Fest og ballade er en del af det almene billede af studenterlivet. Studentersange og beskrivelser af studenterlivet kan give et lidt skævt billede af studenterliv som en festkultur. Det betyder ikke, at det ikke har været berettiget, at de studerende har haft det sjovt – indimellem – og festet, men grundlæggende er historien om studenterlivet ikke en historie om fest og ballade, men en historie om hårdt arbejde for at afslutte studierne tilfredsstillende, blive til noget og gøre nytte i samfundet.

Byen, kollegierne og studenterne