35 mm
Not press / cmyk og ryg samlet 201 mm
35 mm 59 mm
De danske landboreformer i slutningen af 1700-tallet udgør en af de vigtigste perioder i danmarkshistorien med gennemgribende konsekvenser for landskab og samfund; landsbyfællesskaberne blev opløst, stavnsbåndet ophævet og bøndernes fæste og hoveri enten erstattet af selveje eller reformeret med stærkt forbedrede livsbetingelser for landets største befolkningsgruppe til følge. Andre resultater af reformerne kan den dag i dag ses i det danske kulturlandskab.
Birgit Løgstrup (f. 1941), historiker dr.phil., har været arkivar ved Landsarkivet for Nørrejylland, arkivchef ved Rigsarkivet og adjungeret professor ved Aarhus Universitet.
BIRGIT LØ G STR U P
9
788712
051107
Bondens frisættelse B I RG IT LØ G STR U P
251 mm
En samlet fremstilling af landboreformernes historie er ikke udgivet siden mellemkrigstiden. Birgit Løgstrup fortæller i Bondens frisættelse, hvordan denne afgørende periode i Danmark udspillede sig, både hvordan de nye tanker vandt fodfæste i samfundet, hvordan kongerne og deres rådgivere omsatte tankerne til love, og hvordan de blev gennemført ude i landet – der var nemlig store regionale forskelle på, hvordan reformerne indvirkede på både godsejeres og almindelige bønders liv.
Bondens frisættelse
Bondens frisættelse
201 mm
BOGEN ER UDGIVET MED STĂ˜TTE FRA Augustinusfonden
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 2
22/09/15 07:59
Bondens frisĂŚttelse
De danske landboreformer 1750-1810 B I RG I T LĂ˜GST RU P
GADS FORLAG
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 3
22/09/15 07:59
Tak Det har været morsomt at arbejde med Bondens frisættelse. Æggende at diskutere med Juntaen – et historisk netværk for tiden bestående af mag.art. Margaretha Balle-Petersen, docent dr.phil. Nanna Damsholt, professor dr.phil. Inga Floto, overbibliotekar dr.phil. Grethe Jacobsen, professor dr.pæd. Gunhild Nissen og adj. professor dr.phil. Inge Skovgaard-Petersen. Befordrende for teksten at blive udsat for cand.jur. Kirsten Lindhardts læsevante gennemgang. Tak til dem alle. Og en stor tak til Augustinusfonden, som generøst støttede hele udgivelsen. Jægerslund august 2015 Birgit Løgstrup
4
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 4
22/09/15 07:59
Indhold Tak 4
6. KAPITEL
De tidlige lokale landboreformer
102
Indledning 8
1. STILSTAND OG BEVÆGELSE 14
7. K A P I T E L
Systemet 134
1. KAPITEL
Den gamle orden
2. SKIFTENDE REGERINGER – SKIFTENDE REFORMER 132
16 8. KAPITEL
2. KAPITEL
Ude i Europa
32
Kommissionen til Landvæsenets Forbedring 1757-67
138
3. KAPITEL
9. K A P I T E L
Samfundsideer og intellektuelt miljø 44
Landvæsenskommissionerne 1767-73 149
4. KAPITEL
10. KAPITEL
Den offentlige opinion
55
73
Andet forsøg 1768-70
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 5
151
11. KAPITEL
5. KAPITEL
Hvad skrev de om?
Første forsøg 1767-68
157
5
22/09/15 07:59
12. KAPITEL
Tredje forsøg 1770-73
176
13. KAPITEL
Tiden uden landbokommission 1773-84 188
3. IMPLEMENTERING AF DE DANSKE LANDBOREFORMER 298 1 9. K A P I T E L
Den begyndende udskiftning
300
20. KAPITEL
14. KAPITEL
Nedsættelsen af Den store Landbokommission 1786-1816
209
Udskiftningsbølgen på Løvenborg 309 21. KAPITEL
15. KAPITEL
Den bondevenlige begyndelse 1786-90
220
16. KAPITEL
Den godsejervenlige fortsættelse 1790-1816
22. KAPITEL
238
1 7. K A P I T E L
Love fra Landbokommissionens anden periode
Udskiftningsbølgen på Nørholm 341
Udskiftningsbølgen på Sohngaardsholm
358
23. KAPITEL
261
Vurdering af udskiftningens implementering
377
18. KAPITEL
Sådan blev det under skiftende regeringer 277
6
24. KAPITEL
Stavnsbåndets ophævelse
384
INDHOLD
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 6
22/09/15 07:59
25. KAPITEL
Implementeringen af de første hoveriforordninger
31. KAPITEL
401
26. KAPITEL
Implementeringen af de endelige hoveriordninger
Landboreformerne – en helhedsløsning
525
EFTERSKRIFT
430
Fra landboreformerne til dansk landbrug i dag
450
Bilag 548
532
2 7. K A P I T E L
Vurdering af hoverireformerne i praksis
Ordliste 564
28. KAPITEL
Arvefæste og selveje
457 Kilder 568
2 9. K A P I T E L
Lykkedes implementeringen af landbolovene?
493
Litteratur og trykte kilder
570
Noter 579
4. HVORFOR LYKKEDES LANDBOREFORMERNE?
504
Navneregister 604
30. KAPITEL
Derfor blev landboreformerne en succes
Stedregister 601
506
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 7
7
22/09/15 07:59
Indledning Der har været mange reformer af landbruget og landbosamfundet, men når ordet landborefor mer står uden nærmere præcisering, menes der altid reformerne i slutningen af det 18. århun drede. Det var de reformer, der gennem et en kelt slægtled førte dansk landbrug og det dan ske landbosamfund ind i moderne tid inden for ejerforhold, organisation, arbejdsledelse, jord behandling, sædskifte og sociale relationer på landet. Der skete en fuldstændig ændring af landbosamfundet. Gennem landboreformerne blev det landbrug skabt, som den nyeste udvik ling i dansk landbrug i dag er i gang med at kaste omkuld. Det, der var moderne dengang, er ikke længere så moderne, men det er trods alt stadig grundlaget for nutidens ændringer af landbo samfundet. Før reformerne var de allerfleste bønder fæ stere under en godsejer eller en institution. Efter reformerne var de fleste selvejere eller arvefæ
8
stere, således at forbindelsen til godsejerne var helt eller delvis skåret over. De, der blev tilbage som fæstere, havde gennem lovgivningen opnå et en langt større sikkerhed i fæstet. Der kunne nu med rimelighed tales om det nye fæstevæsen. Før reformerne krævede strukturen i lands byen, at al jord blev drevet i fællesskab efter en fælles driftsplan. Reformerne gennemførte ud skiftning og samling af den enkelte gårds jord ÅRET 1788 OG STAVNSBÅNDETS LØSNING er blevet symbol for landboreformerne i sidste halvdel af det 18. århundrede. Derfor malede Eckersberg også omkring 1838 ved 50-årsjubilæet dette levende billede af Frihedsstøtten med bøndernes taksigelse til deres nådige konge, Christian VII, og kronprins Frederik. Men emnet for denne bog er også alle de andre lige så vigtige reformer. C.W. ECKERSBERG: EN HENTYDNING TIL STAVNSBÅNDETS LØSNING UNDER CHRISTIAN VII. FOTO ROBERTO FORTUNA, STYRELSEN FOR SLOTTE OG KULTUREJENDOMME. CHRISTIANSBORG SLOT.
I N D L E D N I N G
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 8
22/09/15 07:59
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 9
22/09/15 07:59
tilliggende, så landsbyfællesskabet derved blev ophævet, og den enkelte bonde nu stod alene med driftsansvaret på sin bedrift. Det gav mod til at indføre en række ændringer af driftssyste met med nye sædskifter og nye dyrkningsmeto der, som lettere kunne gennemføres i det enkelte landbrug, når det ikke længere skulle vedtages af hele landsbyfællesskabet. Set i et længere per spektiv blev den allerede påbegyndte sociale dif ferentiering i landsbyen mellem bønder og hus mænd forstærket, således at der med tiden kom endnu større forskelle ind i landbosamfundet. Reformbevægelsen i Danmark i det 18. år hundrede stod ikke alene, selvom vi ofte opfatter os selv og vor historie som ganske enestående. I Holland og England havde der i mange årti er været gennemført reformer, som virkede in spirerende for danske forhold. I både Østrig og Preussen blev der samtidig med udviklingen i Danmark forsøgt gennemført reformer, som dog ikke blev til noget på dette tidspunkt. I Frankrig endte det hele foreløbig i den store revolution i 1789. Men i kraft af de nye filosofiske strømnin ger i Frankrig og den stigende prisbevægelse for landbrugsvarer over hele Europa var der blevet tændt en brand, der udviklede sig forskelligt i de enkelte lande. Det er ikke første gang, disse afgørende re former tages under behandling af forskningen i Danmark. 1788 – året for ophævelsen af stavns båndet i Danmark – har fået status som symbol for de samlede reformer og er derfor blev fejret ved alle efterfølgende jubilæer. Ved hundred året blev der udsendt en række fine beskrivelser af reformerne og deres betydning. Der er grund til at fremhæve økonomen V. Falbe Hansens
10
Stavnsbaands-Løsningen og Landboreformerne. Set fra Nationaløkonomiens Standpunkt og historikeren Edvard Holms Kampen om Landboreformerne i Danmark i Slutningen af det 18. Aarhundrede, der i deres overordnede vurderin ger stadig virker moderne. Siden har flere forskere beskrevet reform bevægelsen ud fra hver deres synsvinkel. Hans Jensen havde i 1936 fokus på bondebeskyttelse kontra fuldstændig frie forhold, Dansk Jordpolitik 1757-1919. Første Del: Udviklingen af Statsregulering og Bondebeskyttelse indtil 1810. Fridlev Skrubbeltrang udsendte i 1978 som afslutning på et langt livs forskningsindsats Det danske landbosamfund 1500-1800, hvori han også behandle de landboreformerne. Jeg har selv i 1983 set på de administrative forhold og følgerne af reformer ne på skatte- og udskrivningsvæsenet i reform perioden i Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede. Thorkild Kjær gaard fokuserede i 1991 på praktiske tiltag som jordbehandling og kløver i Den danske revolu tion 1500-1800. En økohistorisk tolkning. Og Dan Ch. Christensen havde også reformernes tekni ske innovation med i sin bog fra 1996 om teknik og kultur, Det moderne projekt. Teknik og kultur i Danmark-Norge 1750-(1814)-1850. Claus Bjørn har i flere artikler behandlet protesterne mod udviklingen både hos godsejerne og bønderne, ”Den jyske proprietærfejde. En studie over gods ejerpolitik og bondeholdninger omkring 1790” og ””De danske cahiers”. Studier i bondereaktio nerne på forordningen af 15. april 1768”. Det har været diskuteret, om initiativet til reformerne kom fra oven eller fra neden i sam
I N D L E D N I N G
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 10
22/09/15 07:59
fundet. Eller hvilken rolle de enkelte deltagere i begivenhederne spillede. Hvorfor kom det for eksempel aldrig til revolution i Danmark? Sideløbende er der kommet mange dybtgående lokale undersøgelser af dele i reformkomplekset: udskiftning, udflytning, selveje, hoveri, stavnsbånd, befolkningstilvækst og husmændenes forhold. Undersøgelserne foreligger som artikler, monografier og disputatser. Emnerne har fascineret både lokalforskere og universitetsfolk. Landboreformerne kan med mindst lige stor succes undersøges lokalt som centralt.1 Det er ambitionen med denne bog at undersøge både den centrale lovgivningsproces og de lokale resultater udvalgte steder i landet. Undersøgelsen tager sin begyndelse ved 1750, hvor de økonomiske konjunkturer atter gik fremad. 1730’ernes økonomiske krise og de efterfølgende kvægsygdomme var ved at være overstået. Befolkningstallet begyndte at stige både i Danmark og ude i Europa. Man begyndte at se med kritiske øjne på den gamle orden. Bogen slutter med året 1810, hvor den sidste af de store reformlove, tiendeafløsningen, blev udstedt. Samtidig var den økonomiske fremgangsbølge ved at være afsluttet. Det gik mod Danmarks statsbankerot i 1813. Nu var det samtidig tid til at koncentrere arbejdet med det danske landbrug om økonomiske og driftstekniske problemer. Mulighederne var skabt med reformerne. Nu skulle det efterfølgende vise sig, om de blev udnyttet. Hvad omfatter denne undersøgelse rent geo grafisk? Det danske rige bestod i det 18. århundrede af kongerigerne Danmark og Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Hertil kom de nordatlantiske bilande og rigets fåtallige ko-
lonier. Norge havde en ganske anden landbrugsstruktur end Danmark og blev derfor ikke omfattet af de danske reformer. Det samme gjaldt for så vidt også Slesvig og Holsten, hvor forholdene for bønderne enten var friere – som hos selvejerne i marsken – eller langt hårdere med livegenskab – som i det sydøstlige Slesvig og det østlige Holsten. Desuden var de statsretlige forhold anderledes i hertugdømmerne end i de øvrige dele af den danske konges rige. Det geografiske område for behandlingen af de danske reformer vil derfor være det nuværende Danmark indtil Kongeåen med enkelte sammenligninger med de øvrige dele af riget, hvor det virker naturligt og nødvendigt. Det er klart, at det ikke er muligt at give en beskrivelse af forløbet i hvert sogn og på hvert gods. De har alle deres særlige historie. Denne bog må nøjes med at behandle et par områder i landet. Hvis den kan inspirere til flere lokale undersøgelser, vil dens lykke være gjort! Bogen er delt op i fire dele. Første del, kapitlerne 1-6, behandler landboforholdene før reformerne både i Danmark og ude i Europa. Det følges op af en beskrivelse af nye samfundstanker og det intellektuelle miljø, der var en vigtig forudsætning for ændringerne i landbosamfundet. Det fører videre til den samtidige diskussion i artikler og pamfletter, efter at statsmagten havde lempet censuren. Derefter beskrives nogle af de tidlige lokale reformer, for rundtom i landet dukkede mange små og store reformer op både på kongelige og private godser. Det var de tusind små blomsters tid. Anden del vil i kapitlerne 7-18 give et overblik over arbejdet med de vigtigste af statens reform-
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 11
11
22/09/15 07:59
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 12
22/09/15 07:59
love set i relation til den almindelige politiske udvikling. Det vil delvis ske med en administrationshistorisk indgangsvinkel. I tredje del, kapitlerne 19-29, vil implementeringen af de nye love blive fulgt på tre udvalgte godser: Løvenborg i Nordvestsjælland, Sohngaardsholm i Nordjylland og Nørholm i Sydvestjylland. For hvis de nye love ikke blev fulgt op i praksis, var det hele kun en tom teoretisk øvelse uden praktisk betydning. I den kortere fjerde del, kapitlerne 30-31, vil der blive givet en samlet vurdering af de danske
landboreformer og de afgørende faktorer i deres succes. Håbet er at give et svar på de spørgsmål, den skotske historiker T.C. Smout rejste i 1987: Hvad var grunden til, at danske godsejere valgte at sælge fæstegårdene til selveje i slutningen af det 18. århundrede? Og – kunne man tilføje – hvorfor greb så mange tidligere fæstebønder muligheden for at blive selvejere?2 De fleste af bogens citater er nænsomt tillempet moderne retskrivning; enkelte væsentlige kildeuddrag er dog bogstavtro gengivet.
FREDERIK V VAR ENEVÆLDIG KONGE, da de indledende skridt til den store reformbevægelse blev taget i 1750’erne. Hans riger var kongerigerne Danmark og Norge, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, de nordatlantiske bilande og de fåtallige kolonier. JOHAN FRIEDRICH GERHARD: FREDERIK V HYLDES SOM KONGE AF DANMARK OG NORGE, 1747. FOTO KIT WEISS, DET NATIONALHISTORISKE MUSEUM PÅ FREDERIKSBORG SLOT.
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 13
13
22/09/15 07:59
1. DEL
STILSTAND OG BEVÆGELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 14
22/09/15 07:59
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 15
22/09/15 07:59
1. KAPITEL
Den gamle orden ”Give her på godset ikkun var brave og stræbsomme folk, sandelig jeg ville leve ubekymred i stæden for nu med bekymring og beeden at få een til at antage gård.” Kilde Brev af 12.5.1784 fra godsforvalter A. Lange til Heinrich von Holstein, ejer af Fuirendal.3
Danmarks jord tilhørte før landboreformerne fortrinsvis godsejerne og i mindre grad kongen og nogle gejstlige og verdslige institutioner. Selvejerne var næsten forsvundet i senmiddelalderen. Enten havde de frivilligt givet sig ind under godsernes beskyttelse, eller deres jord var blevet taget fra dem som straf for oprør under FORRIGE SIDE / TO AF HOVEDPERSONERNE i denne bog. En bonde og hans søn i en glad scene, hvor den lille dreng får en slurk øl af faderen. Til beroligelse – øl var ikke så stærkt dengang. PETER CRAMER, 1781. SMK.
16
f.eks. grevens fejde i 1530’erne. Nu i det 18. århundrede var der kun selvejere tilbage på en-to pct. af den danske jord. De hundredvis af godser med tilliggende fæstegods bredte deres netværk ud over næsten hele landet. Kun i Nordsjælland fandtes der ikke godser, da jorden her var krongods og tilhørte kongen. I det indre af Jylland var der heller ingen godser, fordi de uopdyrkede heder hindrede bosættelse. Rundt om købstæderne fandtes der ud over købstadsjorden en del fæstejord, som i århundreder havde hørt under stiftelser og latinskoler. Godsets jord blev enten drevet direkte under hovedgården og betegnes da som hovedgårdsjord, eller den var som bøndergods fæstet bort til fæstebønder eller i mindre målestok til fæstehusmænd, som selv var ansvarlige for driften. Godsejerne havde således ejendomsretten til fæstejorden, hvor bønderne blot havde brugs-
1. kapitel
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 16
22/09/15 07:59
retten. For denne brugsret skulle fæstebønderne betale en fast landgilde, som yderst sjældent blev forhøjet – ej heller ved fæsteskift. Desuden skulle bønderne yde hoveri, dvs. arbejde på godsejerens hovedgårdsmarker med tjenestekarle, redskaber og trækkraft, hvis de da ikke boede alt for langt fra godset. Så kaldtes de undertiden fribønder – selvom de stadig var fæstebønder under et gods. For hoveriets omfang var der ikke faste grænser. Så det var her, godsejerne søgte at forøge udbyttet fra deres fæstegods til intensivering af hovedgårdsdriften uden selv at skulle levere arbejdskraft eller redskaber. De danske godsejere levede således både af rentebetaling i form af afgifter fra deres fæstebønder og af afkast fra hovedgårdens drift. Derved indtog de en mellemposition mellem godsejere vest for Elben, der fortrinsvis var rentenydere, og godsejere øst for Elben, der levede af hovedgårdenes afkast med støtte fra et tungt hoveri fra de livegne fæstebønder. Størrelsesforholdet mellem hovedgård og fæstegods i Danmark var forskelligt rundt i landet, men på landsbasis dækkede hovedgårdene en tiendedel af Danmarks jord, men fæstegodset de ni tiendedele. Lovgivningen havde nedlagt forbud imod, at godsejerne flyttede fæstegodset ind under hovedgårdsmarkerne. Oprindeligt havde begrundelsen for dette forbud været hensynet til kongens skatter, da hovedgårdsjord var skattefri. Senere blev det også afgørende at sikre ernæringsmuligheder for så talrig en befolkning som muligt. Godsejerne måtte heller ikke formindske fæstegårdenes størrelse. Igen var det af hensyn til de kongelige skatter af agerjorden. Men dette forbud var godsejerne selv interesse-
rede i, da en fæstegård af en vis størrelse sikrede hoveriet på hovedgårdsjorden. I det hele taget var skattespørgsmål afgørende for forholdet mellem stat og gods. Før enevældens indførelse 1660 kunne kun adelen eje gods, som ovenikøbet var skattefrit. Begge dele ændredes i 1660, hvorefter alle kunne eje gods, men nu var det skattepligtigt. Efter en del ændringer endte det dog i 1682 med, at hovedgårdsjord var skattefri, hvis godset ejede to hundrede tønder (herefter tdr.) hartkorn bøndergods inden for en radius af femten km. Begrundelsen for dette sidste skridt var, at enevælden havde besluttet at bruge godsejerne som ulønnede administratorer for opkrævning af skatter og restancer fra deres skattepligtige bøndergods. Senere, i 1701, fulgte godsejerens ansvar for soldaterudskrivningen. Hermed var skattefriheden for hovedgårdsjorden blevet kompensation for denne administrative forpligtelse, men der krævedes dog en stor mængde bøndergods for at opnå denne kompensation. Derfor blev det et naturligt mål for godsejernes godspolitik så vidt muligt at tilkøbe sig fæstejord og samle den omkring hovedgården. De danske fæstebønder var i deres benyttelse af fæstegårdene beskyttet af et retligt livsfæste i både fæsteren og hans enkes levetid, hvis de blot var i stand til at overholde betingelserne i fæstebrevet. Dvs. de skulle betale alle skatter og afgifter af deres fæstegårde og være lydige mod godsejeren og hans forvalter. Hvis fæstebønderne ikke overholdt disse krav, kunne de sættes ud af fæstegården, efter at domstolen havde konstateret den manglende betaling eller lydighed og dømt dem fra gården. Godsejeren kunne dog
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 17
17
22/09/15 07:59
DETTE KORT FRA 1760’ERNE over Bregentveds marker viser på samme tid det gamle trevangsbrug med de mange marker og omlægningen til kobbeldrift med ti marker mod vest og øst. De nye marker er indtegnet over trevangsbrugets langt større antal marker. Kortet bliver således et klart udtryk for driftsomlægningerne i det 18. århundrede, først på hovedgårdene og senere i bondebruget. FOTO ELIZABETH MOLTKE-HUITFELDT. BREGENTVED GODSARKIV.
18
også vise nåde og lade fæsteren beholde sit fæste, hvis han så sine interesser bedst tjent med det. Måske fordi det var vanskeligt at finde en ny fæster, se blot godsforvalter Langes ord i 1784 til godsejeren på Fuirendal, der står i begyndelsen af dette kapitel. I det hele taget var det ved generationsskiftet på fæstegårdene, at det blev mest tydeligt, at fæstebønderne kun havde brugsret til gårdene. For hvem fæstet skulle overdrages til, og hvor-
1. kapitel
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 18
22/09/15 07:59
ledes generationsskiftet skulle foregå, var helt overladt til godsejeren. Fæsterne søgte ofte at opnå aftaler om en søns eller svigersøns overtagelse af fæstet, så deres arbejde kom deres efterkommere til gode. Om det lykkedes, hvilede i sidste instans på godsejerens tilladelse. Godsejeren havde skiftekompetencen ved fæsterens død eller fratræden af fæstet og skulle derfor udpege folk til vurdering af både aktiver og passiver i fæsterens bo, herunder hans gæld til godsejeren. Og der skulle vel at mærke ikke tages hensyn til, hvordan fæstegårdens tilstand havde været, da fæstebonden tiltrådte fæstet. Han havde under alle omstændigheder pligt til at aflevere en velistandsat fæstegård med de nødvendige redskaber og heste. Det sidste var fastsat ved lov af hensyn til hoveriet. Hvis godsejerens vurderingsmænd ikke fandt forholdene i orden, blev det manglende trukket fra boets beholdning. Det betød ikke, at godsejeren satte fæstegården i stand, inden næste fæster tiltrådte. Denne kunne dog ved egen aktive forhandling omkring fæsteoverdragelsen opnå at få overdraget materialer til reparation af bygningerne og måske et par heste. Var gården helt ribbet, kunne der følge korn med både til såsæd og føde for mennesker og dyr indtil den nye høst. Ydelserne kunne være givet vederlagsfrit, men de kunne også stå til afdrag til bedre tider. Dette afspejler, at godsejeren og fæsteren havde en fælles interesse i, at fæstebonden havde held med sin fæstegård. Ellers ville godsejeren ikke kunne få sine afgifter. Hvis fæstebonden ikke var i stand til at klare skattebetalingerne, var det i første omgang godset, der måtte stå til ansvar for restancerne og tage mod de soldater, staten
sendte ud for at afvente betalingen, mens de levede af godsets naturalier. At godsejeren senere kunne forsøge at inddrive gælden hos den skyldige fæster og i sidste instans få ham sat ud af fæstegården, betød sjældent, at han blev holdt skadesløs. Der var nemlig mange om at efterspørge et eventuelt overskud af fæstebondens gård. Landgilden til godsejeren er allerede omtalt. Hoveriet stillede krav om forhøjede driftsomkostninger på fæstegården til lønninger til tjenestefolk, som ofte var dem, der i praksis udførte hoveriarbejdet, og foder til hestene. Skatterne var stærkt stigende under enevældens første tid, da gælden fra 1600-tallets fortvivlede krige med Sverige og de efterfølgende forhåbninger om revanche strammede skatteskruen. Og skatterne hvilede tungt på bøndernes produktionsjord, indtil prisstigningerne på landbrugets produkter satte ind ved midten af det 18. århundrede, og den relative vægt af skattebyrden faldt. Men den middelalderlige tiendepligt havde, som navnet siger, allerede taget sin tiendedel af bondens indtægter. Og så skulle han nødvendigvis have såsæd til det følgende år og føde og klæder til sin husstand. Alt dette skulle klares inden for et fold udbytte på fire til fem, hvis det var et godt år. Hertil kom så udbyttet af kvægbesætningen, hvis størrelse vi generelt ved meget lidt om. Men tre til fire køer med tillæg af kalve gav ikke det store afkast. Tilgangen til foder af græs, hø og halm ikke mindst for vinteren satte en grænse for antallet af dyr. Hovbonden skulle jo som omtalt også have foder til et stort hestehold. Det krævede hoveriet på godsejerens hovedgårdsmarker.
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 19
19
22/09/15 07:59
Godset havde internt en række administra tive værktøjer i form af jordebøger og skatteli ster, så det kunne holde styr på fæsterne, hvilken gård de havde fæstet, og hvilke afgifter de havde betalt. Dette administrative apparat havde cen traladministrationens store interesse. For når godsejerne kunne administrere fæstebønderne i privatøkonomiske forhold, så kunne de også overtage den offentlige administration, ikke mindst da godserne dækkede hele landet. Derfor blev godsejerne skudt ind som administrativt led mellem den enevældige konge og hans un dersåtter af fæstebondestand på landet. Og det selvom enevælden som system byggede på den enevældige konges direkte adgang til alle under såtter. Godsejerne var ikke embedsmænd i van lig forstand. Det var godsbesiddelsen og ikke en kongelig udnævnelse, der gav dem adgang til de res beføjelser. Afgørende var, at godsejerne ikke kunne afsættes fra embedet. Denne løsning var en disposition, kongen havde været tvunget til at træffe, da han ikke havde embedsmænd nok og heller ikke midler til at aflønne dem. Dette godsejerstyre – eller feudalvæsen, som nogle kalder det – kunne have sine fordele også for fæsterne, så længe det gav mulighed for dispensationer i godsejerens og fæsterens fæl les interesse. Men bagsiden af systemet kom ty deligt frem, da godsejerne i 1701 fik overladt ad ministrationen af udskrivningen af soldater, dog kun indtil præsentationen af karlene på sessio nen, hvor de fremstillede soldateremner kun ne kasseres af fysiske grunde. Hvis karlens fy sik var i orden, kunne godsejeren nemlig benytte soldaterpræsentationen som en trussel for at få karlen til at overtage en forsømt fæstegård. For
20
bønderkarlene var med rette bange for militær tjenesten, der let kunne resultere i direkte krigs tjeneste. Endnu værre blev det, da godsejerne under den store landbrugskrise i 1730’erne i 1733 fik bevilget stavnsbånd over karlene på deres god ser. Et flere hundrede år gammelt vornedskab på bondestandens mænd på den sjællandske øgruppe var netop blevet ophævet i 1702 af Fre derik IV, efterhånden som de vornede døde. Vor nedskabet indebar pligt for karlene til at blive på fødegodset hele livet og fæste den gård, godseje ren ønskede. I 1733 indførte Christian VI altså et stavnsbånd, der ganske vist var mildere end vor nedskabet, idet det i første omgang kun dække de årene 14 til 36 og ikke indebar pligt til at fæ ste gård. Det gjaldt i lighed med det tidligere vornedskab heller ikke landbosamfundets kvin der. Men i modsætning til vornedskabet omfat tede stavnsbåndet hele landet. Det blev desuden gennem den følgende periode udvidet til at gæl de, fra drengen var fire år gammel, til han blev fyrre år, medmindre han havde fæstet gård un der godset eller udstået soldatertjenesten. Gan ske vist var der åbnet mulighed for, at han kunne købe fripas af godsejeren. Men denne besluttede naturligvis selv, om han ville af med karlen, lige som han også satte prisen for fripasset. Ikke nok med det, men i 1741 var karlene heller ikke frie efter endt soldatertid. De skulle vende tilbage til det gods, der havde udskrevet dem som soldater. I realiteten var stavnsbåndet blevet livslangt. Det var dog ikke så tungt som livegenskabet i Østeuropa, der indebar direkte fæstepligt og pligt til at gifte sig med, hvem godsejeren fandt for godt – og desuden også omfattede kvinder
1. kapitel
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 20
22/09/15 07:59
ne på landet i modsætning til Danmark, hvor de forblev frie. Godset var således ramme om et kontraktforhold mellem godsejer og fæstebonde med ejendomsretten placeret hos godsejeren og brugsretten hos fæsteren. Samtidig var godsejeren skudt ind mellem konge og fæstebonde med en lang række administrative opgaver, som i dag ville blive betegnet som offentligretlige.4
LANDSBYFÆLLESSKABET ”Så må ikke heller nogen uden forudgående vedtægt uddrage eller uddrage lade at pløje, så, slå hø, høste korn eller korn hjemføre under 4 marks straf til grandet (landsbyfællesskabet).” Kilde § 48 i vedtægten for Voer 1772. LAN, G 268 – 53. Stenalt godsarkiv. Forskellige sager 1676-1914.
Bønderne havde – som beskrevet i det foregående – godset som en ramme om eller forudsætning for deres livsvilkår på godt og ondt. En anden faktor i deres livs- og erhvervsvilkår var fællesskabet med beboerne i landsbyen, hvor de allerfleste bønder havde deres fæstegårde. Enkelte bønder kunne dog bo på en enlig gård lidt uden for landsbyen, eller på en enestegård, der ikke havde del i driftsfællesskabet med de øvrige bønder. Fæstebønderne havde fæstet deres gårde med et tilliggende af ager, eng, hede og overdrev, som det var beskrevet i den store matrikel fra 1688. Ikke alle bønder i en landsby hørte nødvendigvis under samme gods. Der er eksempler på op til ti forskellige ejere af bøndergårde i samme
landsby. Det havde ikke indflydelse på landsbyfællesskabet, selvom det kunne indebære store forskelle i fæstebøndernes afgiftsvilkår. Agrene til hver gård i landsbyen var fordelt ud over byens opdyrkede marker principielt efter systemet, at hver bonde skulle have et stykke af den gode jord og af den dårlige jord. Et ligedelings- og et sikkerhedsprincip. Hvis det var et tørt år, var det godt at have en del af sin avl på våde marker. Og omvendt hvis det var et vådt år, gav højtliggende, tørre arealer de bedste udbytter. Samtidig afspejlede formen på de enkelte markstykker den herskende plovteknologi, idet den almindelige tunge hjulplov krævede lange lige jordstykker, hvor ploven ikke skulle vendes så hyppigt med de nødvendige fire til seks heste spændt for. De to principper medførte, at hver bonde havde sin jord i lange smalle strimler placeret mange steder på agerjorden. Det kunne være op til hundrede forskellige steder, der formentlig afspejlede opdyrkningsforløbet over tid. Resultatet var, at bønderne var meget afhængige af hinanden. De måtte nødvendigvis dyrke samme afgrøder på deres markstrimler, og alle arbejdsprocesser måtte gå i gang samtidig efter vedtagelse på landsbystævnet. Det er dette forhold, der var fastsat i § 48 i vedtægten for Voer sogns fællesskab, der indledte dette afsnit. Jorden blev drevet enten efter et trevangssystem som i det østlige Danmark eller et græsmarkssystem som i den nordlige og vestlige del af Jylland. Der var også mange lokale afvigelser rundt i landet, som ikke skal behandles her, hvor kun hovedlinjerne vil blive fremstillet. I trevangssystemet var markerne inddelt i et sædskifte med en treårig turnus: et år med vin-
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 21
21
22/09/15 07:59
tersæd efter gødskning, et år med byg og havre og et år, hvor markerne lå i hvile eller brak, som vi ville sige i dag. For at beskytte markerne skulle der etableres og vedligeholdes diger af jord eller hegn af ris uden om de besåede van-
DYRKNINGSSYSTEMERNE I DANMARK var, som det ses på dette kort over situationen i 1682-83, meget forskellige fra landsdel til landsdel, ja, fra egn til egn. Den forskellige jordbund gav den naturlige forklaring. Var det skarpe egne eller fede egne, som det hed i tidens sprogbrug. KORT: PER JØRGENSEN EFTER KARL-ERIK FRANDSEN, VANG OG TÆGT, BYGD 1983.
22
ge, hvor hver bymand havde sit stykke hegn at sætte i stand til en nærmere bestemt dag om foråret. Efter høst blev kreaturerne lukket ind til afgræsning af markerne inden pløjning, ligesom den ubesåede vang, årets fælled, blev anvendt til kreaturgræsning sommeren igennem. Uden for vangene kunne der findes udmarker, som uden gødskning blev dyrket et ubestemt antal år og derefter lå i hvile en endnu længere årrække. Det var betinget af, hvad bønderne mente, jorden kunne klare. I græsmarksbruget var turnusperioden otte til tolv år, hvor markerne blev besået i halvdelen af tiden og i den øvrige periode var lagt ud til naturlig græsvækst. Altså efter en turnus, hvor en ny mark blev taget ind til drift hvert år, mens den gennem længst tid besåede mark overgik til græsvækst. Der var normalt ikke hegn omkring markerne i græsmarksbruget. Sammenlignet med trevangsbruget indebar græsmarksbruget en længere hvileperiode, som kunne være nødvendig for udnyttelsen af en lettere eller sandbaseret jordbundstype. Samtidig medførte systemet, at flere marker lå i græs i en længere periode. Deraf navnet. Det var væsentligt for kvægavlen, der betød meget i de vestjyske områder. Også i græsmarksbruget kunne der være udmarksjorder, som blev dyrket et skiftende antal år, inden de overgik til hvile. Uanset driftssystem var landsbyens bønder afhængige af hinanden. Denne afhængighed blev yderligere forstærket af markdriftens kombination med kvægavl. Husdyrene gik ude så lang tid af året, som vejret tillod, og græssede på fælleden eller brakmarken og på kornstubbene efter høst. Landsbyen havde derfor en hyr-
1. kapitel
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 22
22/09/15 07:59
de ansat til at vogte landsbyens dyr eller de dyr, den enkelte bonde lod gå med hjorden hver morgen. Selv med en omhyggelig og pligtopfyldende hyrde var der mange muligheder for uheld, hvor dyrene stak ind på fristende grønne kornmarker. Engarealer omkring et åløb eller i moser blev også udnyttet efter en fælles plan med slåning af græs til hø og vinterfoder og derefter direkte afgræsning. Selvom der var et fast tidspunkt for påbegyndelse af forårets græsning, kunne en vinters fodermangel medføre, at græsning på engarealer blev påbegyndt tidligere end optimalt i et længere perspektiv. Uden for landsbyens agerjord lå de såkaldte overdrev, hvor jorden ikke var i drift, men alligevel var en væsentlig ressource for landsbyen eller landsbyerne, for flere landsbyer kunne udnytte de fælles overdrev mellem byerne. De var ikke blevet opmålt til den store matrikel i 1688, så vi kender ikke deres størrelse. De var ofte lyngklædte med en naturlig bevoksning af buske og småkrat. Lyngen blev udnyttet til vinterfoder, brændsel og tagtækning. Biernes honning var et godt naturprodukt, som også kunne indbringe penge ved salg til byerne. Småskov gav grundlag for alskens husflids- og håndværksarbejde både til eget forbrug og til salg. Større skovarealer ejedes og udnyttedes af godserne, men de nærmestliggende bønder kunne få tilladelse til at få udvist træ og græsning af dyr. Udnyttelsen af underskoven tilhørte traditionelt bønderne til afhugning af grene til hegn og græsning af svin på olden. Fandtes der mergel i jorden, blev den udnyttet til jordforbedring for hele landsbyen. Dette alsidige landbrug stillede krav om fælles regler og bestemmelser, for at systemet kunne
lykkes. Disse regler kaldes vider (bøder) og vedtægter, hvoraf den ældste nedskrevne er fra 1492. Fra ældgammel tid var der tradition for en fælles organisation med oldermand, markmand og andre fælles ”bestillingsmænd”, hvor hvervet gik på omgang i byen mellem bønderne. De fælles regler for markdrift og kreaturhold var måske oprindeligt blevet overleveret mundtligt, men efterhånden nedskrevet med årlig oplæsning på landsbystævnet eller grandestævnet, som det også kaldtes. Her skulle overhovederne for alle husstande med jordbrug være til stede. Altså både bønder og husmænd med jord. På disse grandestævner, egentlig sammenkomster af naboer, fastsattes desuden tidspunkter for igangsættelse af markarbejder, drøftelse af brud på reglerne samt idømmelse af bøder efter markmændenes beretning. Reglerne var ikke ens landet over, men der var op gennem det 18. århundrede en tendens til, at godsadministrationen og præsten fik større indflydelse på reglernes udformning, selvom de ikke deltog i grandestævnerne. Præsterne havde dog ofte jord i fællesskab med bønderne. Den eksterne indflydelse kan f.eks. ses på reglerne om anvendelse af bøderne for overtrædelse af vedtægterne. Skulle de indbetales til godsejeren, skyldtes det nok indflydelse herfra. Og tilsvarende hvis bestemmelserne vendte sig mod tidligere tiders skik, at bøderne blev anvendt til fester og øl på grandestævnet. Dette skal dog ikke forstås, som om vi her har at gøre med en demokratisk organisation. Kun bønder og husmænd med adgang til jord havde ret til at komme på grandestævnet. Hvis overhovedet for en husstand var en kvinde, i så fald en enke, var det hende, der mødte. Men
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 23
23
22/09/15 07:59
der boede andre grupper i landsbyen, som husmænd uden jord og inderster, der boede til leje hos andre. De ernærede sig af håndværk, dagleje og havde måske et par får eller andre små husdyr, som græssede langs vejene eller på fælleden og overdrevet eller deltog i ævredsgræsning, dvs. græsning på markerne efter høst. De skulle have tilladelse hertil af grandestævnet, hvor de altså ikke selv måtte komme. Det blev først for alvor et problem, da befolkningsudviklingen tog fart, og andelen af husmænd og inderster voksede ud over antallet af jordbrugere fra midten af det 18. århundrede i nogle dele af landet. Det førte til et øget pres på landsbyens ressourcer. Det kan ses i bestemmelser om græsfordeling i vedtægterne, f.eks. i vedtægterne fra Voer under Stenalt ved Randers. I de bevarede vedtægter fra 1707 skulle græsningsrettighederne tilbydes granderne og først derefter udenbys folk. I vedtægterne fra 1728 blev også gårdmændenes rettigheder reguleret efter størrelsen af deres jordtilliggende. Hvis de havde flere dyr på græs, end de havde fået tildelt, måtte de betale bøder til fællesskabet. Men hvis de ikke kunne udnytte deres rettigheder, måtte de leje de manglende ud til andre og selv indkassere lejen. I denne vedtægt havde hver husmand i byen ret til græsning af en ko, fire får og et svin. Men i vedtægterne fra 1770 var dette indskrænket til fire gæs og en gase. Det viser et landsbysamfund med fællesressourcer under pres. Disse bestemmelser om fællesskab om udnyttelsen af jorden indebar dyrkningstvang. Hvis en bonde ønskede at ændre dyrkningssystemet, måtte han have de andre bønder med til ændringen. Det krævede ikke nødvendig-
24
vis enstemmighed, men et flertal måtte der til. Det kunne under alle omstændigheder være en tung proces. Præsten i Voer havde af en eller anden grund fået sine sognebørn på nakken, så alle hans ideer om nye driftsmetoder med kløversåning blev pure afvist. Et år havde han ikke fået høet ind samtidig med de andre bønder lørdag aften. Det skyldtes, at han trods bøndernes afvisning alligevel havde sået kløver i sit eget korn, og det derfor var længere om at blive tørt. Mandag morgen kunne han så tælle halvtreds heste på sit græsstykke. Der havde nok været grandestævne om lørdagen, hvor bønderne havde vedtaget at åbne for ævredsgræsning, da de alle – undtagen præsten – havde kørt deres korn hjem. Præsten var således blevet hæmmet af landsbyfællesskabet i udnyttelsen af sin præstegård. Det samme ville ske for andre bønder, der ikke kunne komme igennem med nye ideer over for de øvrige bønders træghed. Der var trods fællesskab en stille kamp inden for landsbyen om ressourcerne. Stærke bønder pløjede måske lidt mere af skellet ind til naboen, end godt var. Måske opdyrkede en særlig ivrig bonde på egen hånd et stykke af overdrevet. Derved forøgede han sin egen agerjord, men formindskede samtidig de fælles græsarealer, som måske i forvejen var under pres. En bonde kunne også være så stridslysten, at de øvrige bønder ikke kunne få ham til at acceptere fællesskabets regler og procedurer. Sådanne sager kunne derfor ende ved de ordinære retter, herredsting eller birketing. Undersøgelser af bønderne under Giesegaard på Midtsjælland har vist store forskelle på bønderne og deres holdning til udnyttelsen af vilkårene. De kan opdeles i de stræbsomme, der
1. kapitel
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 24
22/09/15 07:59
forsøgte at få det bedste ud af de givne muligheder. Og så fatalisterne, der bare lod stå til og først og fremmest udnyttede mulighederne for et godt og muntert lag, når blot de lige holdt sig på kanten, så de ikke blev sat ud af fæstegården på grund af for mange restancer. Rent socialt må landsbyfællesskabet betegnes som trægt, undertiden med overvægt for de stridslystne, men også med bånd på de stræbsommes muligheder. Hvis vi nu vender os mod det økonomiske afkast af denne fælles driftsform, hvordan så det så ud? Vi har tidligere noteret de lave foldudbytter af kornafgrøderne – fire til fem fold på bondejord, når det gik godt. Traditionelt er det blevet forklaret med, at jorden var udpint. Og at det skyldtes den ringe gødningsmængde, det fåtallige husdyrhold kunne levere både i trevangsbrug og græsmarksbrug. Det kan dog næppe være hele forklaringen. Gennem de sidste hundrede år er der blevet gennemført forsøg med dyrkning af korn på marker, der ikke bliver tilført nogen form for gødning. Udbyttet har ganske vist været lavere på disse forsøgsmarker end i nutidens øvrige landbrug, men alligevel langt højere end i det 18. århundrede. Så den begrænsede gødningsmængde er en væsentlig, men ikke tilstrækkelig begrundelse for det lave foldudbytte. Hvad kan forklaringen så være? Den nyeste forskning har vist, at en væsentlig årsag også skal findes i det 18. århundredes højere grundvandstand, den manglende dræning og de dårlige afløbsforhold. Det er mere poetisk blevet beskrevet som: ”Da åløb og bække svulmede, og jorden sivede af væde.” Smukt lyder det. Men det indebar betydelige vanskelighe-
der for jordbehandlingen. De tunge plove kunne datidens svage og små heste ikke tumle på de våde og tunge jorder. Jordbehandlingen blev derfor ikke god nok med det resultat, at såbedet blev for dårligt. Ukrudtet blev ikke udryddet, og sædekornet fik ikke tilstrækkelig gode betingelser. Ukrudtet betød på den anden side også, at udsæden til det følgende år blev for dårlig. Samtidig var ukrudtet dog med til at forøge næringsindholdet i halmen! Når hestene ikke klarede de tunge trækopgaver, skyldtes det både deres dårlige ernæringstilstand og landbrugets manglende avlsarbejde. Driftsmæssigt var bondebruget inde i en negativ spiral i det 18. århundrede. Landsbyfællesskabet var således under pres med hensyn til økonomisk afkastning. Det skyldtes befolkningsstigning og deraf følgende pres på ressourcer og fællesskabets strukturer i midten af det 18. århundrede. Disse forhold blev forværret af en voldsom afsætningskrise i 1730’erne og en efterfølgende kvægpest i 1740’erne med død og nedslagtning af kvæget til følge.5
KIRKEN OG SKOLEN ”Og jeg var på denne dag så fyrig og fornøyet, som jeg neppe med ord kan udsige. Og jeg har siden med en højtidelig tanke ofte kaldet denne dags handling tilbage med glæde og tak til Gud.”6 Kilde Søren Pedersens erindring om sin konfirmation i 1792 i Karen Schousboe (udg.): En fæstebondes liv.
I hver sogneby knejsede en middelalderlig kirke som et symbol på kristendommens betydning
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 25
25
22/09/15 07:59
og indflydelse på landbefolkningens liv. Vi ved ikke meget om, hvordan den enkelte bonde oplevede sit møde med kristendommen. Men ovenstående lille bid er Søren Pedersen Havrebjergs erindring om sin konfirmation i 1792, som han nedskrev flere år efter. Det var et ungt menneskes møde med den lutherske kirke, hvor han som sekstenårig selv bekræftede sin dåb. Konfirmationen var blevet indført i 1736 som resultat af den pietistiske strømning, der lagde stor vægt på den enkeltes personlige forhold til Gud og den hellige skrift. Det krævede, at alle kunne læse og tilegne sig Biblens ord. Derfor blev konfirmationen også i 1739 fulgt op af den første danske skolelov, der indførte undervisningspligt for alle drenge og piger. De skulle lære at læse, men kunne også lære at skrive og regne. Der blev udformet verdslige læsebøger, men det var i høj grad tekster fra Biblen og Luthers katekismus, børnene skulle slide med. Der var store problemer med at få et landsdækkende skolevæsen op at stå. Tilvejebringelsen af det materielle grundlag blev som så meget andet overdraget godsejerne, som da også slog sig i tøjret under henvisning til den samtidige økonomiske krise. Derfor blev resultatet et skolevæsen med færre og dårligere skolebygninger og lavere lønninger til lærerne end forudset i loven. Tilsynet med undervisningen var placeret hos de kirkelige myndigheder. Det største problem var manglen på uddannede lærere, da der endnu ikke fandtes seminarier. Et andet problem var manglen på forståelse af nytten af skolegang hos forældre og arbejdsgivere, altså af at få børnene til at modtage undervisning blot et par år, så de kunne klare overhøringen til konfir-
26
mationen. Kampen stod om børnenes tid og arbejdskraft i landbosamfundet. Men hvis de ikke blev konfirmeret, kunne de ikke aflægge ed og derfor ikke blive soldater, fungere i retsvæsenet eller blive gift. Af samfundsmæssige grunde var konfirmationen derfor nødvendig også set fra bøndernes side. Der var gudstjeneste i sognekirken hver søndag. Her forventede præsten, at alle – i hvert fald en enkelt fra hver husstand – mødte op. Men der var mange præster, som klagede over den manglende kirkegang. Gudstjenesten var bygget op, som vi kender den i dag, med salmesang, læsning og prædiken. Her mødte kirkegængerne ud over Guds ord en indskærpelse af kongens enevældige magt og den lutherske trestandslære. Det var det tankegods, det verdslige samfund byggede på. Den enevældige gode konge havde sin magt direkte fra Gud, og derfor skyldte alle ham hørighed og lydighed. Kirken docerede på baggrund af den lutherske trestandslære et samfund, der hvilede på husstanden som første stand. Her skulle alle medlemmer af husstanden være lydige mod husfaderen og var underkastet hans myndighed. Men alle i husstanden, også dens overhoved, skulle være lydige mod lærestanden, som var den gejstlige stand. Præsten var ansvarlig for, at husbonden overholdt sin forpligtelse. Alle var derimod underkastet regeringsstanden, hvor kongen var ansvarlig for, at præsterne opfyldte deres forpligtelser, og at samfundsborgerne var lydige over for statens og kirkens love. Men kongen var samtidig en del af menigheden og havde derfor behov for præsternes vejledning. Trestandslæren har således intet med befolkningens erhverv at gøre, men
1. kapitel
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 26
22/09/15 07:59
var udelukkende bygget op på kravet om lydighed. Denne docering af lydighed var sammen med Luthers påbud om, at enhver skulle forblive i sit kald og sin stand, med til at fastholde befolkningen i lydighed mod Gud, konge og godsejer. Vi ved fra flere trykte prædikener fra denne tid, at præsterne sammenlignede samfundet med et menneskelegeme, hvor de forskellige stænder var lemmer. Og alle var lige nødvendige og uundværlige, ja, samfundet kunne slet ikke fungere uden disse standsforskelle. De højere stænder måtte ikke foragte de lavere, ligesom de lavere ikke måtte misunde de højere. Alle skulle agte og ære hinanden. Selvom standsforskelle således var nødvendige i det verdslige samfund, var alle lige over for Gud, lød ordene fra prædikestolen. Fra prædikestolen hørte menigheden også efter prædikenen, hvilke love den gode konge havde udstedt. Nogle af dem, der berørte bønderne i deres dagligdag, blev læst op for dem. Efter kirketid blev der afholdt sognestævne ude på kirkegården, hvor andre nyheder blev kundgjort. Og så var der selvfølgelig også den uformelle snak og sladder. Undertiden blev grandestævnet også afholdt umiddelbart efter kirketid, når bønderne nu var kommet hjemmefra. Heller ikke i kirken var bønderne fritaget for godsejernes indflydelse. Det var ofte dem, der ejede kirkerne og undertiden også retten til at udnævne præsten. Ved reformationen havde kongen så at sige nationaliseret kirkerne og inddraget dem og kirketienden. Men de mange krige og økonomiske nedture havde senere tvunget kongemagten til at frasælge mange kirker. I
de tilfælde skulle bønderne aflevere kirketienden til godsejeren, som til gengæld skulle sørge for de pågældende kirkers vedligeholdelse og istandsættelse. Havde han også kaldsretten af præsten, kunne han udvælge den nye præst. Det var dog stadig kongen, der udstedte ansættelsesbrevet, og derefter biskoppen, der gav attestats, dvs. indsatte ham efter at have undersøgt hans viden og lærdom. Under Frederik IV (1699-1730) beløb de private udnævnelser af præster sig til 63 pct. af alle præsteudnævnelser på landet i Danmark, mens kongen kun foretog 37 pct. Kongen måtte også på dette område acceptere godsejerne som et mellemled til lokalsamfundet. Kirketienden blev ydet in natura – altså i varer – af bønderne til kirkeejeren, præstetienden til den lokale sognepræst og bispetienden til biskoppen. Tilsammen var det en tiendedel af høstudbyttet – med en tredivtedel til hver modtager. Tienden fulgte altså høstudbyttet – i gode år var betalingen høj, og i dårlige år lav. Derved fulgte sognepræsten samme op- og nedture som sine sognebørn. For bønderne rummede selve opkrævningsmåden dog flere problemer. De gik ikke alene glip af kernen, men også af strået eller halmen, som de nok kunne have brug for til fodring af deres dyr. Dertil kom, at de ikke måtte køre kornet ind, før tiendetælleren havde været der og afgjort, hvor meget der skulle leveres til tiendeejerne. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig problemerne og ærgrelserne, når kornet stod klar, og der var udsigt til regnvejr – og tiendetælleren endnu ikke havde vist sig. Kirken og skolen var en afgørende del af landbosamfundets liv. Her hørte menigheden, hvordan tilværelsen var skruet sammen, og her
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 27
27
22/09/15 07:59
lærte børnene, hvad de havde brug for at vide af hensyn til deres saligheds sag. Men også hertil kunne godsejeren udstrække sin indflydelse. Og også her medførte ydelserne problemer for bøn derne.7
RETSVÆSEN ”… Ved omtalen af de danske love må jeg retfærdigvis begynde med ros. De overgår i retfærdighed, korthed og klarhed alt, hvad jeg kender. De er rimelige samlet i et bind i kvart format og skrevet på landets eget sprog så klart at ingen, der kan læse og skrive, ikke straks forstår sin egen sag og selv kan føre den uden advokat, hvis han ønsker det.” Kilde Robert Molesworth 1692. Her citeret efter Ståle Dyrvik: Truede tvillingriker 1648-1720. Danmark-Norge 1380-1814. III. København 1998.
Så positivt skrev den engelske gesandt Robert Molesworth om det danske retssystem i 1692. Han var ellers alt andet end rosende i sin om tale af styreformen i det danske rige. Grunden til hans ros på dette område var Danske Lov fra 1683, som indeholdt en klar fastsættelse af den procesform, der skulle følges i det danske rige. Der var ligeledes en klar instansfølge fra her redsting med appel til landsting og videre til Højesteret. På herredstinget sad herredsfogeden som dommer og leder af retsprocessen med en her redsskriver ved sin side. Herrederne var af for skellig størrelse – omfattende fra fire til 22 sog ne. Enevælden havde problemer med at aflønne
28
embedsmændene ved laveste instans. Derfor var herrederne på Fyn og i Jylland allerede i 1686 ble vet sammenlagt to og to til én retskreds. Manglen på fogeder blev atter større, da der fra 1736 blev stillet krav om en mere formel uddannelse af dommerne i stedet for deres hidtidige rent prak tiske uddannelse. Det blev derefter almindeligt, at samme embedsmand sad på flere embeder. Godsejerne havde fra gammel tid også blan det sig i retskredsenes omfang. Fra middelalde ren havde flere adelige godsejere fået kongelig tilladelse til at få deres godsområde undtaget fra det almindelige herred og oprettet som et sær ligt birk. Godsejeren fik således birkeret på sit gods, men kun efter særlig bevilling fra kongen. Ved oprettelsen af den særlige lensmandsstand i 1671, dvs. grevskaber og baronier med et tillig gende på henholdsvis 2.500 og tusind tdr. hart korn bøndergods, fik disse grever og baroner automatisk tillagt birkeretten over deres bøn der. Birkets geografiske grænser var derfor me get utydelige, da de fulgte ejendomsretten og så ledes kunne omfatte alene et par af bønderne i en landsby. Derfor er der heller aldrig blevet teg net noget kort over birkernes udstrækning! Birkeretten betød, at birkets bønder ikke læn CHRISTIAN DITLEV GREVE REVENTLOW (1710-75) til Christianssæde på Lolland var en værdig repræsentant for den lensmandsstand, der var blevet oprettet i 1671. Han bestyrede sine talrige godser med alle de administrative opgaver, det indebar, men han tog sig også tid til at være nærværende sammen med sin anden hustru, Charlotte Amalie grevinde Reventlow, og hendes kniplebræt. I hvert fald mens billedet blev malet. JENS JUEL, BEGYNDELSEN AF 1770’ERNE. FOTO HANS PETERSEN, MUSEUM LOLLAND-FALSTER. PRIVATEJE.
1. kapitel
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 28
22/09/15 07:59
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 29
22/09/15 07:59
gere skulle have deres retssager pådømt af her redsfogeden, men af birkedommeren. Godseje re med birkeret eller lensbesiddere havde ret til at udnævne og afskedige dommere og skrivere, men de kunne aldrig selv være dommere i deres eget birk. Fra de almindelige birker var der ap pelmulighed til landsretten, men fra lensbesid dernes birker gik appellen direkte til Højesteret. Vi kender ikke det præcise antal birker. I Jyl land var der allerede i 1680 ca. tres adelige bir ker, hvortil så efterhånden kom lensbesiddernes birker. Det var dog senere i det 18. århundrede ikke ualmindeligt, at godsejere med birkeret udnævnte den nærmeste herredsfoged til også at betjene birkedommerembedet som en føl ge af den omtalte sammenlægning af embeder. Hvad det betød for bøndernes retsstilling, at de res godsejer også havde udnævnt deres dommer, ved vi ikke. Hertil mangler de tidskrævende un dersøgelser af retsafgørelserne både ved her redsting og birketing. Men inden det kunne komme til en retsaf gørelse, skulle der anlægges sag. I civile sager var det bønderne selv, der indklagede modpar ten for retten. I straffesager kunne den forurette de eller hans slægt også anlægge sag, hvilket de især gjorde tidligere. Men dertil kom, at godseje ren tilbage fra middelalderen havde haft ”sigt og sagefald”. Det betød, at han var anklagemyndig hed ved forbrydelser, der var foregået inden for hans gods. Hvis sagen endte med en bøde, skul le han indkassere denne bøde til sin egen kasse – hvad der faldt af sagen, tilhørte ham. Det skal betragtes som godtgørelse for de omkostninger, han havde haft ved at rejse sagen. Han havde også hals- og håndsret over sine bønder. Det be
30
tød, at han i tilfælde af sagens afgørelse med le gemsstraf eller fængsel skulle sørge for straffens fuldbyrdelse. Disse rettigheder og forpligtelser havde oprindeligt tilhørt alle adelige godsejere. Da godserne efter 1660 også kunne overtages af borgerlige, var det ikke nødvendigvis alle, der fik sigt og sagefald eller hals- og håndsret over de res bønder. Det krævede som så meget andet en kongelig bevilling. Det var heller ikke alle godsejere med bevil lingerne i orden, der levede op til deres forpligtel ser. Det blev i hvert fald nødvendigt at indskærpe overholdelsen af sigt og sagefalds-forpligtelsen med en forordning af 6. december 1743. For det var blevet sådan, står der i indledningen til for ordningen, at godsejeren kun rejste sigtelse i de sager, hvor der var noget at komme efter rent økonomisk, mens han ikke ønskede at kaste sig ud i en anklage, hvor han ikke kunne forvente, at en eventuel bøde ville blive betalt. Derfor ind skærpede forordningen, at godsejerne skulle rej se sigtelse i alle sager – uanset om den anklage de havde midler eller ej. Hvis kongen var nødt til at rejse sagen, ville godsejeren selvfølgelig ikke kunne indkassere bøden. Og ved gentagne forse elser kunne godsejerne miste sigt og sagefalds retten. Dog kunne den generhverves. Nedenunder dette officielle retssystem ek sisterede bøndernes egne landsby- eller gran destævner, hvor landsbyfællesskabets sager blev afgjort. Der var ikke lovgivet om dem i Danske Lov, der kun pålagde landsbyens beboere at vise lydighed mod landsbyens vide og vedtægt. Denne indeholdt for eksempel præcise regler for, hvad bøderne skulle være, hvis reglerne for fælles skab om markdrift og kvæghold blev overtrådt.
1. kapitel
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 30
22/09/15 07:59
Det var så op til de valgte markmænd i landsbyen at konstatere, hvilke dyr der havde overtrådt reglerne, og hvad deres ejer skulle bøde derfor. Det blev i bogstavelig forstand hakket ind på synderens videstok, hvis regnskab blev gjort op en gang om året. Der var naturligvis mulighed for et utal af stridigheder, som skulle behandles og forliges på landsbystævnerne. Proceduren var mundtlig, så der er ikke bevaret referater eller afgørelser fra disse landsbystævner. De må imidlertid betegnes som første retsinstans i landbosamfundet. I vedtægten for Voer og Ørsted under Stenalt påbydes det således, at ingen må kalde hinanden til tinge for mindre sager, førend sagen har været forelagt oldermanden. Det var således først, når landsbytinget ikke var i stand til at sætte sine afgørelser igennem over for modvillige bønder, at interne sager fra landsbyfællesskabet blev bragt op enten til godsejeren eller til herreds- eller birketinget. Bevarede sager herfra viser, at de almindelige domstole accepterede grandestævnets kompetence og benyttede deres egen myndighed til at understøtte den. Godsejerne kunne imidlertid også blive bedt om at gribe ind over for genstridige bønder, der ikke ville acceptere fællesskabets afgørelser. Hvor ofte det skete, vides heller ikke. Også det juridiske system var således på flere områder bygget op om fæstebøndernes tilhørsforhold til et gods, selvom landsbyfællesskabet søgte at klare egne sager uden indblanding ude-
fra. Hvor godsejeren havde birkeret, var kombinationen mest iøjnefaldende. Men selv hvor en herredsfoged skulle pådømme bøndernes sager, kunne de være afhængige af, at godsejerne benyttede sig af deres sigt og sagefalds-ret til at rejse sagerne og indkassere de idømte bøder.8
SÅDAN VAR DEN GAMLE ORDEN Godsejerne besad således gennem deres ejendomsret en afgørende indflydelse på fæstebøndernes forhold i tiden forud for landboreformerne. Til gengæld var godsejerne også afhængige af, at fæstebønderne havde gode økonomiske forhold. Godsejernes dominans blev understøttet af præstens prædiken i kirken, der betonede bøndernes pligt til lydighed i kald og stand både over for Gud, konge og herremand. Skoleforholdene i sognet var også afhængige af godsejernes indsats. Internt i landsbyen var bønderne bundet af hensynet til driftsfællesskabet med de øvrige bønder efter bestemte regler i vider og vedtægter. Her var der ikke plads til selvstændighed. Denne manglende bevægelsesfrihed for de danske bønder på alle områder var en væsentlig forudsætning for landboreformerne. Det var den, landboreformerne i Danmark gjorde op med. Hvordan så systemet ud i det øvrige Europa? Var bønderne her bundet i samme omfang som i Danmark?
BONDENS FRISÆTTELSE
101481_bondens frisaettelse_cs6_r.indd 31
31
22/09/15 07:59