Træløven uddrag

Caspar Koch

»Hvorfor så mystisk?« hviskede Johannes. »Du så ham selv, inde i rummet. Saul hedder han. Han er farlig, jeg stoler ikke på ham. Ikke endnu. Måske har han nogle af sine folk stående her rundt omkring.« »Hvad har han gjort?« spurgte Johannes. »Hvad har han ikke gjort? Han har været efter os i årevis, han tvinger folk til falske tilståelser, til at angive andre, og nogle har han fået henrettet. Han er en af de slemme.« »Hvorfor skal jeg så rejse med ham?«

Caspar Koch

Træløven er fortællingen om drengen Johan­ nes, der siden får tilnavnet Markus og bliver forfatter til et af de mest betydningsfulde skrifter i verdenshistorien. Og så er det for­ tællingen om at finde frem til, hvad der er vigtigt i en verden fuld af blodig modstand.

Unitas

Caspar Koch Illustrationer af Rikke Ahm

Unitas 2015

DE TO MÆND GIK NED AD de stejle stier. Bjerg skråningen var støvet, men de mange oliventræer gav en pletvis skygge. Mændene talte ikke sammen, de var ude på en opgave. Nok den dårligste opgave, de nogensinde havde været sendt ud på: find en mand, der bærer på en vandkrukke …

De nåede ned for foden af bjerget, gik ud af oliventræernes skygge og gik tværs over den tomme, steghede dal. Uden at tale begyndte de at gå op mod byporten, der åbnede sit sorte gab for enden af hjulsporene.

Påske

J

ohannes lukkede døren bag sig. Hængs­ lerne peb. Han holdt godt fast om mes­ singkrukken og begyndte at gå hen til brønden.

Der var flere, der skulle samme vej, de bar alle på tomme krukker, nogle af ler, andre af mes­ sing. Da Johannes nåede hen til brønden, ka­

5

F

stede han et blik ud ad byporten. Han kunne se ned i dalen, og se oliventræerne på bjergs­ kråningen overfor. Der var mennesker på vej ind gennem porten, enkeltvis og dér kom to gående sammen.

Johannes vendte sig mod brønden, da det blev hans tur. Han fyldte krukken fra kilden, lod vandet løbe ned over sine håndled for at køle sig. »Kom nu videre, du skal ikke bade i brøn­ den,« sagde en kvinde lige bag ham. Johannes skyndte sig at trække krukken til sig, han lagde sin lille lærredsring op på hovedet, satte krukken op, fandt balan­ cen og begyndte forsigtigt at gå hjemad, mens hans øjne hele ti­ den undersøgte stien for ikke at snuble over en sten eller gren. Han var så optaget af at kigge frem, at han ikke så to mænd komme ind gennem byporten, gå hen imod ham og følge efter ham på afstand.

6

FOLDELINJE

Beskeden havde lydt: Gå ind til byen, find en mand, der bærer på en vandkrukke. Følg ham til det hus, han går ind i, og sig til husets ejer: Hvor har du et rum, hvor jeg kan forberede påskemåltidet? – Var det ham her? Der var ikke meget mand over ham, snarere dreng. Ikke antydning af skæg. Spinkel og helt lys i huden som én, der sidder meget inde.

Johannes åbnede døren, den peb som altid. Forsigtigt luk­

7

kede han bag sig, gik hen over gårdspladsen og satte meget omhyggeligt krukken ned på køk­ kengulvet. Hans mor kom fortravlet hen til ham, tog krukken og hældte indholdet over i et stort kar, der stod i køkkenet. »Godt Johannes. Og så kan du lige …« Men Johannes var allerede gået hen under et af træ­ erne og havde sat sig i skyggen. Han måtte lige puste lidt, hans hjerte var tosset og klaprede vildt.

Det bankede på døren ud til gaden. Johannes’ far sprang ned ad den udvendige trappe, småløb hen over gårdspladsen og åbnede gadedøren.

Fra sin plads under træet kunne Johannes se to mænd stå derude, en kraftig med stort, vildt skæg og en ung mand med et tyndt bedrøvet skæg. Begge var klædt i hvidt. Han så faren bukke for de to, hele hans krop knækkede sam­ men af ærbødighed. Så vendte faren sig, pe­ gede hen mod trappen og rummet ovenpå. De to mænd nikkede, så tilfredse ud, de lagde alle hånden på hjertet, og så forsvandt de. Døren ud til gaden peb på hængslerne, og faren gik

8

hen i køkkenet til mor Maria. Johannes blev nysgerrig. Hvad handlede det om? »Vi … øh,« sagde faren og gik i stå. »Vi … øh … hvad?« vrissede Maria forpu­ stet, mens hun løftede deres største gryde ned fra ildstedet og satte den på det lerklinede gulv. »Viøhhvad? Jeg har travlt, kom til sagen, mand!« Og det var rigtigt, de havde meget travlt, for det var påske, de skulle holde den store påskefest i aften, og der var en masse for­ beredelser. Johannes følte sig allerede træt ved tanken. Faren tog sig sammen og forklarede, at den fattige profet Jesus og hans 12 elever kom i aften og skulle bruge det store rum ovenpå. »Hvad siger du?« Maria var standset midt i en bevægelse og stirrede rasende på sin mand. »Vores rum? Har du lånt det ud til fremme­ de?« »Ja … nej ikke sådan, men … Jo. Det har jeg. Vi følger begge den fattige profet, så må vi også gøre det, han be’r os om … Og vi kan sagtens være her nede i køkkenet.« »Sagtens,« sagde Maria iskoldt og gav sig til at skramle endnu mere med gryder og fade. Jo­

9

hannes listede ud under træet igen. Det blev da vist en munter påskefest!

Om aftenen kom den fattige profet sammen med sine elever og gik ovenpå i det store rum for at fejre påske. Familien samledes nede i køkkenet, hvor de lavede deres egen påskefest. Der var sta­ dig tavshed mellem faren og moren, og samtidig lod de som om, det var det naturligste af verden.

Johannes blev sendt op med brød, vin og vand til gæsterne. Da han kom ind i rummet, så han alle gæsterne ligge på hynder i en rundkreds rundt om den fattige profet. Det var en mand med skæg og store, klare øjne. Og han talte til de andre. Johannes var for genert til at afbryde, så han blev stående henne ved døren med sine to kander og brødet under armen. Han mærke­ de alvoren i rummet.

Profeten standsede sin tale og så op på Johan­ nes. Johannes ville helst se ned, for sådan gjor­ de man, når en voksen så direkte på én, men han gjorde det ikke. Han blev ved at se den

10

fremmede ind i øjnene, han så ikke rummet, ikke de andre mænd, han blev bare ved med at stirre ind i de helt klare, mørke øjne. Som om han ville suges ind i dem.

Da Johannes lidt senere tumlede ned ad trappen, vidste han ikke, hvad der var sket, men noget i ham var forandret. Noget var plan­ tet i ham.

Nede i køkkenet var familiens påskefest i fuld sving, og faren og mor Maria havde fundet hin­ anden igen, for de lo sammen, og faren holdt hende om livet. Da de havde afsluttet med lov­ sangen og festen var forbi, blev alle børnene sendt i seng. Johannes håbede, at han som den store måtte blive lidt længere oppe, men det kunne der ikke blive tale om.

Det var en lun forårsnat. Han lå og vendte og drejede sig, han kunne ikke falde i søvn. Der var sket noget for ham oppe i det store rum ovenpå. Måske var det den anspændte stem­ ning, eller også var det det blik, manden havde set på ham med. Han var profet, og han hed

11

Jesus, havde faren fortalt nede i køkkenet. Og de to mænd i gadedøren hed Peter og Johan­ nes. Det var der ikke noget særligt ved. I hver eneste gade boede der en dreng, der hed Jesus eller Johannes …

Puh, det var rigtig varmt. Han stod op og tog alt tøjet af. Så lagde han sig igen på sengen, kun med det tynde lagen trukket over sig. Det var umuligt at sove. Han hørte sine små søsken­ des tunge åndedræt. Nu hørte han også sang, ganske svagt, oppe fra det store rum ovenpå.

Det var gæsterne, de sang lovsangen. Det var den samme, som familien havde sunget nede i køkkenet, så var påskefesten også ved at være slut deroppe.

Nu var Johannes lysvågen. Han kunne høre, hvordan gæsterne kom ned ad trappen, gik hen over gårdspladsen og forsigtigt åbnede gadedø­ ren, men den peb alligevel. Johannes mærkede stilheden efter dem.

Stilheden samlede sig til en mørk kugle inde i hans hoved, og så blev den til en beslutning.

12

Han hoppede op af sengen, viklede lagnet rundt om sig og sprang ud ad det åbne vindue.

Han løb bag huset hen til gaden og nåede lige at se de sidste af gæsterne forsvinde i mørket.

Han løb efter dem, hen ad vejen, forbi brønden, igennem byporten, som stod åben på grund af festen, videre ud i landskabet. Johannes holdt sig hele tiden på afstand, men måtte heller ikke miste dem af syne i mørket.

Vejen gik nu opad. Ved et lavt stengærde gjor­ de mændene holdt, nogle satte sig ned, han kunne høre kviste, der knækkede. Han lå lidt og pustede. Han mærkede sit eget hjerte slå.

Hvad nu hvis mændene kunne høre det tossede hjerte?

Nogle af dem gik videre, Johannes listede efter dem og prøvede at være så musestille, han kun­ ne, da han skulle forbi de siddende. Nu var her rigtig mørkt, træerne skyggede for den smule lys, der ellers havde været. Mændene stoppede, og Johannes faldt ned bag en busk og gjorde sig så lille som muligt.

13

Han lå et stykke tid og hørte dem snakke sam­ men. Der var fire, kunne han høre. Han kunne skelne en stemme, der var stærk og dyb, det måtte være Peter, den kraftige med de bræn­ dende øjne. Og så var der en ung mands stem­ me, han fik ikke lige fat i navnet. Kunne det være ham, de kaldte Johannes? Og igen en kraftig stemme, mere skarp end Peters, han hed Jakob. Men den stemme, som Johannes aldrig skulle glemme, var blid og kraftig på én gang, den var en, som de andre lyttede til og som de rettede sig efter. Det var den fattige profet, han som havde set på Johannes, han, som faren havde kaldt for Jesus.

Pludselig forlod Jesus de andre. Johannes hørte hans skridt knase hen over de visne blade, lige hen imod ham. Nu blev han opdaget! Men nej, skridtene stoppede bare en meter fra Johannes’ skjulested, og han kunne høre, hvordan Jesus faldt på knæ i skovbunden.

14

»Abba!«* bad han. »Alt er muligt for dig.

Tag dette bæger fra mig.« Bæger? tænkte Johannes. Hvad for et bæ­ ger?

Nu blev der stille. Den eneste lyd var den tun­ ge vejrtrækning fra Jesus. Pludselig hviskede han hæst: »Dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« Så rejste han sig og gik tilbage til de andre.

Og nu lød hans stemme ikke blid, men skarp: »Simon!« Hvem var Simon? Ham havde Johannes ikke hørt om. »Kunne du ikke våge, blot én time?« Og Johannes hørte en forskrækket snøften fra Peter, han lød helt rundtosset af søvn. Var det ham, der blev kaldt Simon?

Igen kom skridtene lige hen mod Johannes, igen standsede de bare en meter fra ham. Og igen faldt Jesus på knæ og bad om at slippe.

*

Abba er hebraisk og betyder ’far’.

15