Per Chr. Frost modtager Ken Gudman-prisen 2005 ”Jeg vil ud og spille for folk” Tekst og foto: Jørgen Nielsen Der er priser, og så er der priser. Der er den type, hvor en organisation profilerer sig ved at uddele priser til personer, som i forvejen er både kendte og anerkendte. Det skal vi ikke klage over her, men konstatere, at den anden type hæderspris, som gives til en skattet og anerkendt, men ikke nødvendigvis særlig kendt kollega, må føles bedre at modtage. For det er vel prismodtageren, det handler om?
naturligt for mig, at komme ud og spille for folk. Jeg har selvfølgelig også medvirket på mange plader, men stadigvæk er det live-situationen, der er mest reel”, fortæller Per Frost, idet han mindes starten på sin karriere i Århusbandet Beekeepers, som bestod af fire skolekammerater. ”Forskellen
Den 9. oktober 2005 modtager århus-musikeren Per Chr. Frost Ken Gudman-prisen, som uddeles for anden gang. Prisen er stiftet til minde om trommeslageren Ken Gudman, og gives til en musiker, der ligesom Ken gennem sin karriere som sideman har været med til at sætte sit personlige præg på de bands, han har spillet i, og de indspilninger, han/hun har medvirket på. Det er en pris til dem, hvis håndværk og sågar kunst, stjernerne ikke kan undvære, hverken på scenen eller i studiet. De musikere, som bare får det hele til at lyde tæske-godt. Per Chr. Frost nåede aldrig at komme til at spille med den legendariske trommeslager, men hørte ham allerede så tidligt som i 1967:”Jeg kom kørende på min cykel, og Young Flowers spillede i Pallis Tivoli på havnen bag ved Hotel Atlantic. Det var med Peter Ingemann på bas, Ken på trommer og Jens Dahl på guitar. Det var første gang, jeg hørte sådan et hippie-rockorkester, og jeg tænkte ”det er da bare større end stort, det der”. Senere erstattedes Jens Dahl af Peer Frost, som blev tidens store guitarikon, og hans status gjorde, at Per begyndte at inddrage sit mellemnavn Christian, for at foregribe forvekslinger. The hard working man on the road ” Hvis der er en, der har fortjent Ken Gudman prisen i år, er det Per Chr. Frost. Han har de sidste 30 år været ”the hard working man on the road” skriver en besøgende på Gnags’ hjemmeside juni 2005, og de ord beskriver essensen af Per Chr. Frosts karriere. Det er næsten ti år siden, Per forlod Gnags. Og det er faktisk blevet til mere end 30 år på landevejen for den 50-årige guitarist og bassist, som siden han var en stor skoledreng altid har prioriteret den levende musik og mødet med publikum højest. ”Det er jo den historie med, at det drejede sig om at få nogle jobs og komme ud og spille, og det gør det stadigvæk for mig, det er det, der er
6
basunen • juni 2005
på unge musikeres situation dengang i 60-erne og nu er, at vi lærte håndværket ved at stå og spille på danserestauranter og spille en helvedes masse musik, ganske vist til en latterlig hyre. Det, at spille så meget ude, det, at spille sammen med nogen og stå foran et publikum, er det, der giver allermest, når det drejer sig om at få greb om at spille. Det er svært at erstatte med at stå i et øvelokale eller øve sig individuelt. I dag er der rigtig mange af dem, der arbejder med originalmusik, som knokler enormt meget med deres udtryk, og så får de måske chancen i en halv time på Spotfestivalen, hvor det hele bare skal være perfekt. Det er et pres, det hele bliver så eksamensagtigt. Hele den der promotion-del, den eksisterede slet ikke dengang. I dag er der folk, der rejser rundt i månedsvis og præsenterer deres materiale på radiostationer og i pladeforretninger. Det, man i dag kalder ”røvballe”, altså at tage ud og spille kopinumre, havde vi også en anden holdning til dengang. Vi gjorde altid det, hvis der var numre, vi rigtig godt kunne lide, at vi forsøgte at præge dem, gøre dem til vores egne ved at lave lidt om på arrangementet, spille længere soloer og måske tilføje et C-stykke. Nu sidder jeg måske og lyder som en gammel nar, men det at have spillet så meget har betydet enormt for mig.” Pers talent og arbejdsomhed har givet ham
en karriere, hvor det er lang tid siden, at dagpenge har været på tale. Men siden 1976, da Willy Hørting sad i formandsstolen i Århus Orkesterforenings kælderkontor i Langelandsgade, har han fundet det særdeles meningsfuldt at stå i fagforening. ”Jeg synes, at den form for solidaritet, man kan opnå der, må man virkelig værdsætte. Alle kan få brug for support, og i det store perspektiv, er det med til at give et mere retfærdigt og velfungerende samfund. Jeg er F-medlem i dag, og så ser jeg i øvrigt frem til efterlønnen!” tilføjer Per med et skælmsk smil. Fanatisk Beatles-fan Per fik sin første guitar som 12årig, men konfirmationsgaven var en Höfner violin-bas, ligesom den Paul McCartney gjorde berømt. ”Jeg var totalt Beatles-fan på den der hysteriske måde; jeg ville overhovedet ikke have andres plader, alt andet var noget lort. Jeg havde alle deres singler, så det var ét stort fanatisk Beatles-trip” mindes Per med et grin. ”Så kom der en vis Jimi Hendrix, og man hørte noget Aretha Franklin, Stevie Wonder og Earth, Wind & Fire, og så kunne jeg jo godt høre, at der var andet i verden!” Begyndte som bassist Men Pers debut i bandsammenhæng var i rollen som bassist, og inden han fik sin Geloso-forstærker, spillede han gennem en båndoptager med en 6-tommers højttaler. ”Bassen har jeg desværre ikke mere, dengang solgte man jo det gamle for at få råd til noget nyt. Det var oven i købet en ældre model med sådan nogle bakelitmikrofoner” siger Per med en antydning af ærgrelse i stemmen. Hvorfor blev det bas, når han nu allerede spillede guitar? ”Du ved, hvordan sådan noget er, fire kammerater fra samme klasse vil spille Beatles; alle vil spille guitar, trommer eller synge, men ingen vil spille bas. Men det varede ikke så længe med det der bas, for så var der nogen, der gik ud og andre kom med, og jeg begyndte at spille guitar og synge. De andre kunne godt høre, at det gik vist meget godt, og så stod jeg pludselig på frontmands-pladsen.” Det var stadig i folkeskolen, men orkestret, som hed Beekeepers, havde betalte jobs, f. eks. på Stalden ved Århus-hallen. Det var en danserestaurant. ”Da gik vi i 2. og 3. real og spillede rask væk 2-3 aftener om ugen;