Af Mads Mazanti Det er nemt at overse – det lille skilt der fortæller, at her holder violinbygger Jens Stenz til. Og indgangsdøren til Christiansgade 25 ligner så mange andre midtbyopgange i Århus. Men bevæger man sig ind ad døren og op på anden sal til højre, åbner der sig en stor lys hjørnelejlighed, der nærmest flyder over af mere eller mindre spilleklare strygeinstrumenter, værkstedet med et væld af specialværktøj, køkken og hvad der ellers skal til for at drive forretning, der reparerer og bygger fine træinstrumenter. Og Jens Stenz har ikke behov for at reklamere med sin eksistens. Er man på jagt efter – eller allerede i besiddelse af – et instrument, der trænger til et gennemsyn i ordets videste forstand, vil man ”i kredsene” hurtigt støde på Jens Stenz’ navn. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, om man er stryger i symfoniorkester, elev på konservatoriet, folkemusiker eller glad amatør: der er stor sandsynlighed
for, at man på et eller andet tidspunkt har konsulteret det efterhånden 19 år gamle firma. For tiden er violinbyggeren og hans medhjælp gennem 13 år, Bo Swahn, ene om at dække Jylland og Fyn, mens landets øvrige ti byggere alle har til huse i hovedstadsområdet. Den skæve geografiske fordeling betyder dog ikke, at Københavner-firmaerne må kæmpe om kunderne. Alle danske violinbyggere og -værksteder har med Jens Stenz’ ord masser at lave. Også udenlandske kunder dukker jævnligt op, når de er stødt på Århus-firmaets hjemmeside. Ligger man inde med et dansk-bygget strygeinstrument og søger på navnet på Internettet, vil www.stenz-violins.dk utvivlsomt poppe op,
22
basunen • juni 2005
da Jens Stenz samler, opmåler og registrerer de danske instrumenter. Jens Stenz er født i Randers og startede sin violinbyggerkarriere på grund af en stærk interesse for musik og traditionsrigt håndværk. Han var med egne ord en pilfinger i sine unge dage og rodede med alt lige fra knallerter til hjemmebyggede instrumenter. I gymnasiet blev han af en fremsynet lærer rådet til at gøre noget ved håndværket, da studietiden blev brugt mere på reparationer af skolens instrumenter end til stileskrivning. Da der ikke er mulighed for en læreplads i Danmark, drog Stenz som 22-årig til den anerkendte violinbyggerskole ”The Welsh School of Violinmaking and Repair” i Wales, England, hvor han var elev i årene 1982-85. På skolen var der plads til 7 elever, og Jens slap gennem nåleøjet i konkurrence med 176 andre ansøgere fra hele verden. Den selvfinansierede og samtidig SUberettigede uddannelse var tre intense år med lange arbejdsdage i et nærmest lukket univers. Svendeprøven bestod i at bygge en violin på 6 uger – fra rå klods til toptunet instrument. En opgave Jens Stenz løste med udmærkelse. I dag er debut-violinen i øvrigt lånt ud til en talentfuld ung Århus-violinist og er den første i en række af foreløbig 32 færdigbyggede instrumenter fra Jens Stenz’ hænder. Efter studietiden i Wales arbejdede Jens Stenz et års tid med reparation af strygeinstrumenter på værkstedet hos Violinbygger Emil Hjorth & Sønner, København. Her fik han et relevant billede af selve forretningsgangene bag det at drive instrumentmager-virksomhed. Den unge violinbygger valgte derfor at starte sit eget værksted allerede i 1986, og en kæreste plus familien i Randers afgjorde at stedet for starten blev Århus. Desuden er faget i sagens natur afhængig af en driftig musikalsk by som Århus, der på daværende tidspunkt husede tre andre violinbyggere. Og det skulle hurtigt vise sig at der var basis for endnu en i Jyllands største by. Jens Stenz startede på mange måder på bar bund uden startkapital og stort reklameapparat. I de 53 m2 i Thorvaldsensgade, som udgjorde hans første værksted/butik, gik tingene over stok og sten. Med fortrinsvis mund-til-mund metoden blev Stenz hurtigt et navn inden for sit felt. Han fortæller, at han benyttede et lille trick for at få geschæften til at se lidt mere driftig ud i den
Jens Stenz - Violinbygger spæde opstart: de fem violiner han var i besiddelse af blev hængt op på væggen, mens de tilhørende kasser blev stillet et andet sted i lokalet og foregav at være en helt anden håndfuld instrumenter. Den slags finurligheder er der ikke længere brug for. Nu er det nærmere pladsproblemer, der driller, og der cirkulerer konstant omkring 75 reparationer igennem de i dag tre gange så store lokaler i Christiansgade. Det er det gamle, traditionelle håndværk der dyrkes i den naturligt oplyste hjørnelejlighed, der tidligere rummede et kollektiv. Alt laves i hånden, og det eneste elektriske hjælpemiddel er en slibemaskine til noget af det oprindelige værktøj. Udover at reparere og bygge instrumenter opkøber og videresælger Jens Stenz diverse strygeinstrumenter. Han tager også den gamle cello eller den kostbare violinbue i kommission og er desuden taksator, når et instrument skal vurderes i forbindelse med dødsboer, skilsmisser, forsikringssager, osv. Som instrumentreparatør skal man besidde en stor indlevelsesevne, da musikere ofte har et helt særligt og tæt forhold til netop deres ”små børn”. Derfor er det vigtigt for Jens Stenz at sætte sig nøje ind i, hvilke problemer og behov den enkelte kunde har med sit kære eje. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, om det er landets mest kostbare violin – en Stradivarius til 20 mio. kroner – eller om det er folkemusikerens gamle, elskede hakkebræt. På den