1 minute read

Ildsjæl - Sussie Holmtoft

Sunde madfællesskaber

Af Joan Øhrstrøm Allerede som ung voksen oplevede Sussie Holmtoft, hvordan kroppen får det bedre af sund mad, da hun i et kræftforløb stødte på en dame, der anbefalede hende at spise råkost. Siden har hun både som madkundskabslærer, 4H konsulent og frivillig direktør i Det Levende Køkken i Østermarie gjort sit til at sprede sund madglæde omkring sig. Det var hendes egen ide at omdanne den tomme bygning overfor Østermarie Kirke til et samlingssted for mennesker, der arbejder med hverdagssundhed. Sussie Holmtoft har siden Det Levende Køkken blev en virkelighed for otte år siden, med stor støtte fra både lokalsamfundet, øen og fonde, samlet fællesskaber i alle aldre omkring husets hjerte - to store kogeøer, hvorfra der eksperimenteres med alt muligt mellem himmel og jord. – Det er den slags fællesskab, der kan få folk til at flytte grænser og skifte vaner ved bare at eksperimentere, fortæller den frivillige direktør, som også viser børn som voksne, hvor nemt det kan være at følge de nye kostråd med mindre kød på tallerkenen.

– Det handler om at vise, hvordan man kan få protein på en anden måde. Det smager lige så godt. Men det skal være veltillavet og velkrydret, forklarer madentusiasten, der stopper grønt ind i alt. – Det giver meget mere livskvalitet at spise sundt, siger den tidligere skolelærer Sussie Holmtoft, som stadig brænder for at give folk mod og lyst til sundere spisevaner uden nogen løftede pegefingre. Det er en fryd hver gang, det lykkes, fortæller hun ivrigt. – Det er dejligt at se de lettede smil i menneskers ansigter, når de opdager, hvor nemt det kan være: - Guuud er det bare det? Det er skønt at se den begejstring, og at se mennesker gro ved det, de laver her.