KRONIKEN - 13.04.2012
Reality eller virkelighed – hvem skelner? MEDIEKRITIK DENNIS BUCHLEITNER JOHANSEN, STUD.MAG. I RETORIK Politiken TV d. 11 april: Bertel Haarder trykker den TVskabte karakter Fissan i hånden og udsteder en officiel undskyldning for at folkeskolen har svigtet realityfiguren. Kameraholdet er på plads, tilrettelæggerens øjne skinner begejstret. Alt går som planlagt. Den tidligere undervisningsminister indrømmer pligtskyldigt at han bærer ansvaret for realitydeltagerens - tilsyneladende - manglende begavelse. Tilrettelæggeren der også agerer interviewer, er ultra professionel og får præcis hvad han kom efter. Myten som underholdnindsindustrien spinder guld på, er blevet bekræftet og dens forbindelse med virkeligheden blåstemples af en af de mest respekterede og erfarne politikere i landet. Kun et splitsekund er situationen ude af kontrol. Adspurgt om hvorvidt løbet er kørt for Fissans fremtid, kommer han til at tøve. Det er ikke godt TV, og det ved tilrettelæggeren godt. Så den rutinerede tilrettelægger redder den hjem: “Han aner jo ikke hvad han skal svare”. Det er han “jo” for dum til, forstås. Ham der spiller Fissan kigger lettet på sin redningsmand, før der klippes til sandstrand og den solbrune overkrop han i sin tid blev castet på. Det er ikke folkeskolens skyld, at Fissan aldrig bliver til noget. For Fissan findes slet ikke. Det er en figur der er skrevet af en højtlønnet medieekspert, der har næse for hvad der holder os fra slukknappen på fjernbetjeningen. Bevares, i teorien kan der være et sammenfald mellem Jesper Schumann, der udfylder rollen som “Fissan”, og den karikatur der så dygtigt tegnes gennem klipning, speak og interviewsessions i programmet “Kongerne af Marienlyst”. Den teoretiske mulighed for at karaktertegningen af Fissan er 1:1 med virkelighedens Jesper Schumann, har som konsekvens at der altid vil være en nagende tvivl hos seeren: “Måske er han i virkeligheden så dum, også når kameraet slukkes?”. De andre, hvem er det? Det er han, forsikrer Bertel Haarder. Med sit håndtryk og sin optræden i indslaget, bekræfter han smilende (og sikkert uforvarende) myten om den tåkrummende, ureflekterede dummernik, der underholder ved sin blotte tilstedeværelse på
et provinsdiskotek på Falster. To verdener smelter sammen i dét håndtryk: den mediekonstruerede udstillingsmontre og den politiske virkelighed. En katastrofal cocktail vi for tiden beruser os i, uden tanke for de tømmermænd der truer med at tilintetgøre vores tillid til og omsorg for hinanden. Vi lever i en tid hvor underholdningsindustrien aldrig holder fri, hvorfor udbuddet efter nye stereotyper aldrig mættes. Når fladskærmen tændes, speeddates seeren af samtlige stereotyper, tilrettelæggeren har kunne komme i tanke om. Du får stripperen, der taler om silikonebryster med samme gravitas som Kennedy om Berlinmuren. Ser de tomme og alkoholdrevede konflikter eksplodere ud ingenting mellem halvnøgne unge i provinsens natteliv. Præsenteres for uuddannede og ubegavede teenagepiger der maser små børn ud af deres livmoder i armene på et tv-hold, der gør deres totale mangel på viden om børnepasning og almindelig menneskelig adfærd til et nationalt fænomen. Og seertallene stiger og stiger.
seapperatet rulle og produceren gnække “Det er fandens godt fjernsyn”. Det var det – ikke en eneste gang blev der skiftet kanal. Når de mest uduelige (læs: underholdende) er blevet trukket rundt efter Thomas Blachmans stridsvogn længe nok, sætter konkurrencen ind for dem der ikke umiddelbart kunne ydmyges for deres format som sangere. Popularitetskonkurrencen kører i programmerne og i sladderbladene, for til sidst at finde den der ikke taber. Det er underordnet, hvem der rent faktisk får flest stemmer i SMS-afstemningen på finaleaftenen. Den sidste deltager skylles ud i glemslen når vedkommende dagen derpå har været på den obligatoriske tur i manegen hos alverdens interviewere, morgenprogrammer og radioværter. Morgenfriske hyggeværter vil spørge “Du vandt hele X-factor, er det hele ikke lidt uvirkeligt?”, og det har alle vinderne indtil nu nok ment. Det er ikke så underligt. Virkeligheden på Crazy Daisy
Alle disse programmer synes at have til formål at efterlade dig i sofaen med en bittersød fornemmelse: Hvor er mine medborgere dumme, og hvor er det godt at jeg/mine børn/mine venner ikke er sådan. Vi føler i højere grad omsorg og solidaritet med dem der ligner os, end med dem der ikke gør. Groft sagt kan den type programmer deles ind to: Talentkonkurrencer og overvågningsprogrammer.
Mens talentkonkurrencerne har et alibi i deres søgen efter “de uopdagede talenter”, forholder det sig helt anderledes med overvågningsprogrammerne. Her er det nok med en pseudodokumentarisk tilrettelæggelse af en druktur på Crazy Daisy. Eller en prostitutionsleg på et paradisisk hotel et sted i Mexico. Det særligt komplicerede at forstå ved overvågningsprogrammerne, er legen med det virkelige over for det konstruerede. Natkameraet i soveværelserne på Paradise Hotel, er indstillet sådan at det ligner klip man kender
Fandens godt fjernsyn
fra overvågningskameraer på tankstationer eller supermarkeder. Illusionen om den objektivt rapporterende linse fremstår ekstra stærk, når billedet ligner noget vi normalt sætter vores lid til.
Jeg sad en aften i mine forældres stue, da de indledende runder af X-factor 2011 rullede over skærmen. Min mors holdning til dem der ikke blev valgt, var ikke til at tage fejl af: “Tænk at de overhovedet stiller op, når de ikke har en tone i livet. Det ville jeg ALDRIG gøre”. I det såkaldte “talentshow” skal vi ikke glemme at de første mange programmer i sæsonen, først og fremmest handler om de talentløse og dommernes håndtering af dem. De kiksede og grimme tages i hånden af produceren og følges ind på podiet hvorfra dommerne på mest underholdende vis, piller de folk ned der er for kiksede til at blive tiltalt ordentligt. Mellem snøftene fra de vragede, utrøstelige deltagere kan man, hvis man lægger øret helt ind til skærmen, høre kas-
Men de to slags kameraer, eller rettere sagt de klip de producerer, er alt andet end de samme. Hvad der vises i den slags programmer er klippet til ukendelighed, vinklet på sensationen og blandet med interviews, foretaget et helt andet sted på et helt tredje tidspunkt. Alligevel taler vi ikke i kantinen om tilrettelæggerens vinkling af Amalie-figuren, men om at “Amalie bare var for meget ved parceremonien”. Når gårsdagens afsnit har været særligt fascinerende, behandles konflikterne i ramme alvor – som om optrinene var et stykke virkelighed, man kan tale meningsfyldt om. Tilrettelæggeren, producenten og den kulørte presse klapper til blodet står ud af hånd-
fladerne. Pitbull Media, der har skabt Paradise Hotel, griner hele vejen ned i banken, mens de priser sig lykkelige for manuskriptforfatterens dramaturgiske sans, og den manglende vilje blandt seerne til at acceptere hvor konstrueret realitygenren er. X(trem)-faktor Det, der tilbage i 90’erne var sociale tv-eksperimenter, er endt som vor tids gladiatorarena, hvor berømmelsens slaver kæmper om mediernes opmærksomhed. Vi lever i en tid hvor velproducerede glansbilleder af de selvportræterende skuespillere findes overalt – statusopdateringer, spisesedler, de føromtalte samtaler i kantinen. Produktionsselskaberne og TV-kanalerne tjener styrtende summer på den her type underholdning. Men selvom en sæson slutter og et program reelt ikke længere er aktuelt, er der stadigvæk svimlende beløb at hente for tabloidpressen, der er det samme for den forhenværende deltager, hvad hyænen er for den afkræftede gazelle. Der er ikke meget kød på, men det er som sådan underordnet. En side er en side, også bagerst i avisen. Først efter sæsonafslutningen begynder det slidsomme arbejde for de nykendte forsideaspiranter. Og hvis de blitzhungrende realitystjerner tror, at det kræver sin mælk at gøre sig til i de konstant overvågede kulisser på Paradise Hotel eller i Big Brother huset, vil de hurtigt opdage at der skal endnu mere til at imponere tabloidpressen. Her nytter det ikke blot at feste, nej, du er først rigtig godt stof hvis du kaster et ølglas i hovedet på én, som Susan K. gjorde. Eller hvis du bliver voldtaget. Det gjorde Amalie Szighety. Med dobbeltopslag i Se&Hør, i pressemeddelelser fra Ritzau og hele vejen til Go´ Aften Danmarks studier, fik
eks-paradisoen forlænget sine femten minuter i rampelyset. Hun var blevet voldtaget, endda i en kælder. Endda i en kendt forretning. Endda af en ANDEN kendis! Det var den perfekte historie, og Amalie afslørede da også senere at det var løgn altsammen. Nu skal Amalie og Peter, som den voldtægtsanklagede hedder, giftes. Når bikinien er blevet smidt tilpas mange gange, må man skrue op for charmen, forstås det. Nærsynet fjernsyn En ting er hvad et enkelt opmærksomhedshungrende enebarn kan finde på at gøre for at tiltuske sig opmærksomhed. En anden er hvad det betyder for vores syn på hinanden som borgere med fælles vilkår og fælles interesser, at vi konstant i mediebilledet møder utiltalende karakterer der på et forløjet grundlag fremstilles som autentiske. For hvis min næste alligevel er en tequilabællende, selvretfærdig sladderdesperado, bliver det for alvor svært for mig at bekymre mig om hans vilkår. Så handler det ikke længere om, at man bare kan slukke fjernsynet, men om at den uundgåelige påvirkning fra den slags programmer (uanset om man aktivt ser dem eller ej) skaber manøvrerum for virkelige, politiske forslag, som kun bliver til virkelighed, fordi vi er blevet fremmede for hinanden. Solidaritet er håbløst gammeldags. Ellers var realityprogrammerne da heller aldrig blevet været så vanvittigt populære, som det i dag er tilfældet. Den ironiske distance er til gengæld meget moderne, og vigtigst er det at man i hvert fald ikke skal være for fin til noget som helst. Det er ikke så underligt at få synes vi skal have 16-års valgret, når billedet af ungdommen er fra De Unge Mødre. Der er intet at sige til, at flere vil forkorte uddannelserne og skære SU´en når man
hver uge kan se nye gymnasieelever brænde skattekroner af på vodka/juice i Marienlyst. Når endnu en afbleget Paradiso knapt kan formulere to sammenhængende sætninger, uden at kløjs i syntaksen, kan man godt få lyst til at sende børnene på privatskole. Den underholdning vi omgiver os med, betyder noget for vores måde at forstå verden på. Det betyder noget for vores følelse af fællesskab, vores solidaritet med andre samfundsgrupper, vores sociale grundsyn. Ude på gaden vrimler det altså ikke med forkælede, uintelligente og selvindbildske typer. Det er folk som dig og mig, der i udgangspunktet gerne vil andet og mere end at være på skærmen. Vi burde ikke stiltiende acceptere det forvrængede billede af vores medborgere, som males af de der har magt nok til at bestemme hvad der skal produceres og hvad der ikke skal. Før nogen indvender at dem der ser disse programmer er voksne mennesker, der godt kender forudsætningen for programmerne, tillader jeg mig at ødelægge den gode stemning og stille spørgsmålstegn ved den slags udsagn. Mine forældres generation er ikke vokset op med den uhellige alliance mellem dokumentar og sæbeopera, der karakteriserer sendefladen i dag. Min lillesøster, 14, og hendes generation har ikke set andet, men er ikke blevet opdraget til at tage kritisk stilling til det, der bliver serveret. Hvem skulle dog gøre det? Både min lillesøster og Jeg er overladt til os selv, når det kommer til at afkode og adskille reality fra virkeligheden. Indslaget med Bertel Haarder og Fissan viser med skræmmende nøjagtighed, hvorfor denne skelnen efterhånden er helt umulig. debat@pol.dk