Dansknoter 4/2018 by Dansklærerforeningens Forlag

DANSKNOTER December · 2018 · #4

ÅRSMØDEKURSUS – KULTURMØDER

ÅRSMØDEKURSUS – KULTURMØDER Redaktion Ansvarshavende Anne Mette Finderup af@ijg.dk

Abonnement kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Ditte Eberth Timmermann det@aarhustech.dk

Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansknoter.

Anmeldelser Marie Gerner-Smidt marie@gerner-smidt.dk

Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere.

Bøger til anmeldelse sendes til: Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C

Annoncering i Dansknoter Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansknoter.

Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Kathinka Skriver kathink12@gmail.com Jette Sindbjerg Martinsen js@norreg.dk Kurt Christensen kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester mw@stenhus-gym.dk Marie Gerner-Smidt marie@gerner-smidt.dk Karen Wagner kwa@oeg.dk Kommende numre Dansknoter 1 Det syge samfund Deadline: 13.01.19 Dansknoter 2 Musik Deadline: 07.04.19 Dansknoter 3 Skriftlighed Deadline: 23.06.19 Dansknoter 4 Årsmøde Deadline: 20.10.19

Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk Tlf. 33 27 60 77 Manuskripter og indlæg Sendes til det@aarhustech.dk og af@ijg.dk. Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer: Maksimallængde på artikler er normalt 10.000-12.000 tegn, inklusive mellemrum.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk. Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk. ISSN: 0107-1424 Oplag: 3.000 Printed in Denmark 2018 Grafisk tilrettelæggelse Rikke Albrechtsen Korrektur Pernille Elisabeth Frederiksen Artiklerne i tidsskriftet er fagfællebedømt hvis skribenten har ønsket det. Tryk Tarm Bogtryk A/S Foto: Kurt Christensen

Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler hvis det ønskes. Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv [fødselsår, stilling, publikationer, andet]. Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort, pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Forside fra årsmødet Tidsskriftet udgives med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tipsmidler gennem tilskud til porto/ forsendelse fra ”Bladpuljen” under Slots- og Kulturstyrelsen. dansklf.dk/dansknoter

INDHOLD

VIL EN REDAKTØR AF EN DANSK LITTERATURHISTORIE EFTER 1945 STÅ MED SAMME UDFORDRING, SOM STEVENSON OG KING GJORDE? SVARET ER NU NOK BÅDE JA OG NEJ. JA, FORDI DEN DANSKE LITTERATURHISTORIE IKKE ER ”RENT DANSK” MERE ...

5 Leder 6 Præsentation 7 Kunstner

SØREN FRANK

Tema: Årsmødekursus – Kulturmøder

DET ”FORUGHSKE” BILLEDSPROG BYGGER TIL DELS OGSÅ PÅ ET OPGØR MED KLASSISKE BILLEDER OG METAFORER, F.EKS. IFT. FUGLEN SOM FIGUR. FUGLEN ER EN ETABLERET FIGUR I DEN PERSISKE POESITRADITION, OM END BETYDNINGEN HAR ÆNDRET SIG OG VARIERER GENNEM TIDEN. SHADI BAZEGHI

JEG ER RENTIER, SOM MAN SIGER. AFKASTET AF EN ARV - EFTER MIN HUSTRU DER VAR DATTER AF EN PAPIRFABRIKANT - SATTE MIG FOR NOGLE ÅR SIDEN I STAND TIL AT LEVE TRYGT OG GODT, DOG IKKE LUKSUØST, SNARERE NØJSOMT, OG TIL AT BETALE MIN HUSLEJE OG REGNINGER SAMT DE BESKEDNE LIVSFORNØDENHEDER JEG KRÆVER FOR AT HOLDE MIG I LIVE.

KIM LEINE

Migration og litteratur uden fast hjemsted Af Søren Frank

14 At pakke rygsækken på ny – transkulturelle møder med dansk-norsk kolonihistorie Af Mathias Danbolt 20 Om Kun stemmen bliver tilbage Af Mette Moestrup & Shadi Angelina Bazeghi 26 Rejselitteratur Af Lisbeth Maria Hansen Teksten i midten 32 Dansk standard En romanskitse Af Kim Leine 38 38 42 44 50

Værklæsningen er vejen ud af den digitale sværm Af Markus Floris Christensen Uden for tema Tid til sagalæsning Af Annette Lassen & Henrik Poulsen Forskerinterview Læsningens håndværk Hans Lind Man kan også Orientalisme – det eksotiske og brutale Line Schnack, Lis Petersen & Karen Wagner Sproget.dk

Kulturmøder – og det danske sprog Af Laurids Kristian Fahl

Kurser

Din forening

Uden for tema William Heinesen – Kulturbryder og kulturbærer Af Bergur Rønne Moberg

Anmeldelser

EFTERÅRETS NYHEDER DØDEN – FRA SAGATID TIL SENMODERNITET er en basisbog til dansk-historie-forløbet samt DHO-arbejdet og med døden som gennemgående tema. Foruden dansk-historie-forløbet er bogen også velegnet til tematisk læsning, kronologilæsning, projektarbejder samt sær- og fællesfaglige forløb på alle klassetrin.

DANSK – DIDAKTISK SET er en fagdidaktisk antologi med en række læreres praksisforankrede refleksioner over undervisning inden for danskfagets forskellige områder på de gymnasiale uddannelser.

HØJSKOLESANGBOGEN I DANSK viser forskellige veje gennem Højskolesangbogen – den utvivlsomt mest betydningsfulde litterære antologi i Danmark. Vejene går fra skarptskårne tematiske periodelæsninger over kapitler med forfatterskabs- eller genrefokus og til inspirerende bud på fagligt samspil med samfundsfag og musik.

Læs mere om udgivelserne, og bestil på dansklf.dk/shop

UDK

12 . N OVEM B

Hvordan bruger vi sproget i de sociale medier, og hvordan påvirker de sociale medier sproget? Det er omdrejningspunktet for SPROG I SOCIALE MEDIER. Bogen tilbyder faglige begreber og metoder, der klæder såvel elever som lærere på til at kunne arbejde sproganalytisk med sociale medier.

Pssst!

25% medlemsrabat Læs mere på dansklf.dk/bliv_medlem

Leder LISBETH KAHR GREVE & JULIE SEJER HANSEN Bestyrelsesmedlemmer i Dansklærerforeningens bestyrelse, E-sektionen.

KULTURMØDET KOMMENTERET At sætte sig for at definere hvad kultur – og i forlængelse heraf kulturmøder – er for en størrelse, er ikke en helt nem opgave. I én forstand er alt menneskeskabt jo kultur når det forstås som naturens modsætning, i en anden forstand er kulturen begrænset til musik, litteratur, teater og lignende vi ud fra en værdimålestok kan opdele i masse- og finkultur. I nærværende kontekst vil vi dog i forlængelse af årsmødets fokus se på kultur i et antropologisk/sociologisk perspektiv hvor kulturen er en fællesbetegnelse for symboler, værdier, normer og virkelighedsopfattelse. Selve mødet inden for denne antropologiske/sociologiske tilgang er imidlertid heller ikke en given størrelse – er det mødet mellem os danskere og folk fra fjerne, eksotiske lande? Mødet mellem en dansker og en tysker? Mødet mellem landog bybo, mand og kvinde, over- og underklasse? Uanset hvad synes det givet at der skal være et ’dem’ og et ’os’ til stede i teksten. Et ’dem’ vi kan tilskrive andre værdier end os selv for derved at forstå os selv. Og dog; for hvad med verdenslitteratur og andre oversatte tekster som vi ifølge stx-, hhx- og htx-bekendtgørelserne skal læse med henblik på at perspektivere danske tekster i nordiske, europæiske og globale sammenhænge? Kan der ikke deri finde et kulturmøde sted, simpelthen fordi vi her konfronteres med en anden kultur set indefra? Og det uagtet tekstens tema i øvrigt? Skulle Dansklærerforeningens årsmøde yde alle ovenstående perspektiver retfærdighed, ville det være nødvendigt med et kursus af mindst to ugers varighed snarere end to dages. Vinklerne på årsmødet var mangeartede – indvandrerens rolle i dansk litteratur, Danmarks rolle som slavenation i Dansk Vestindien, Johannes V. Jensens rejseindtryk, Kim Leines skildringer af Grønland – men udtømte så langtfra emnet. Givet er det dog at danskfaget har meget at byde ind med i forhold til kulturmøder. Gennem litteraturen kan vi få et indblik i andre måder at tænke og se verden på, vi kan skildre os selv og andre – og tage diskussionen om hvorvidt en dansk forfatter er i en position til at udsige noget om mennesker der minder så lidt om ham/hende selv. Kan Jakob Ejersbo fx på troværdig vis befinde sig i hovedet på en hinduistisk teenagepige eller en tanzanisk minearbejder? Er det overhovedet et væsentligt spørgsmål om noget kan skildres

troværdigt? Og hvis Ejersbo kun kan skrive om karakterer der i kulturel henseende overvejende ligner ham selv, er det da ikke litteraturens endeligt? Fagets sproglige dimension kan også bruges til at afsøge hvordan multietnolekt og (bevidst) mangelfuld grammatik bruges til at forny rap-genren hos en mand som S!vas eller til at beskrive et ghettomiljø som det sker hos Morten Pape. Danskfaget kan dertil med fordel hente begreber fra eller indgå i fællesfaglige samspil med valgfaget kulturforståelse på C-niveau der udbydes på nogle skoler, og herfra hente inspiration til at diskutere det beskrivende og det komplekse kulturbegreb, Hofstedes kulturdimensioner, etnocentrisme og kulturrelativisme samt meget mere. At der er rigeligt med faglige vinkler på kulturmøder, er imidlertid én ting. At det kan synes bydende nødvendigt at undervise i emnet, er en anden. Da vi ikke længere har – og øjensynligt ikke vil få – en monokultur i Danmark, er kulturmødet en realitet for alle vore elever hvad enten de oplever det som indvandrere eller efterkommere af indvandrere i Danmark, eller som etniske danskere der konfronteres med kammerater i uddannelsessystemet med andre kulturelle baggrunde end dem selv. Dertil kommer at vores elever i stigende grad rejser ud. Som turister med forældrene, på studieture af længere varighed og til stadig mere eksotiske destinationer, som udvekslingsstuderende – og her kan man føle et ansvar for at klæde dem på til at se ”det fremmede” som andet end et kulørt bagtæppe for deres egen selvrealisering. Der er derfor rigeligt med grunde til at kaste sig over emnet og i forlængelse heraf også over dette nummer af Dansknoter. God fornøjelse med læsningen og den efterfølgende undervisning!

Dansknoter

Præsentation

KULTURMØDER – MØDER MED DET FREMMEDE Kulturmøder finder sted overalt – mellem nationaliteter, sprog, køn og generationer. Det danske samfund er ikke monokulturelt, og den flerkulturelle baggrund kan man bruge til at tale om alt muligt – bl.a. i litteraturen. I litteraturen får vi mulighed for at se med indvandrerens blik på hendes nye hjemland eller få den rejsendes indtryk af fremmede himmelstrøg, eller man kan læse om Danmarks rolle som slavenation på jomfruøerne. Ifølge Shadi Bazeghi og Mette Moestrup, som indledte Dansklærerforeningens årsmøde 2018, formår den gode poesi netop at komme ud over grænser. Blandt meget andet kan man deraf udlede at poesi – og litteratur generelt – ikke repræsenterer et specifikt land og en specifik kultur eller en

specifik befolkningsgruppe og dermed et særligt nationalt tankesæt. Man skal ikke læse fx iransk poesi for at lede efter noget specifikt iransk, men for at læse god poesi. I forlængelse heraf kan man spørge om det giver mening at tale om national litteratur mere – eller om nationalt tilhørsforhold – når vi taler litteratur og kultur. Det er netop det Søren Frank (SDU) diskuterer i sin artikel “Migration og litteratur uden fast hjemsted”. Frank argumenterer med Ottmar Ettes begreb “litteratur uden fast hjemsted” for at den nationale rammesætning udfordres med globaliseringens og migrationens indtog, og han drømmer om et litteraturfag i stedet for et fag for dansk litteratur.

REDAKTIONEN TAKKER FOR I ÅR – OG ØNSKER ALLE EN RIGTIG GLÆDELIG JUL! I forreste række ses fra venstre Birgitte Elkjær Lamb, Marie Gerner-Smidt, Kristoffer Kildelund, Jette Sindbjerg Martinsen og Ditte Eberth Timmermann. I bageste række fra venstre: Karen Wagner, Lisa Kaas Hansen, Kathinka Skriver, Anne Mette Finderup og Kurt Christensen.

Dansknoter

Hvor Søren Frank påpeger det problematiske ved i dag at tale om en national litteratur, slår Mathias Danbolt i sin artikel “At pakke rygsækken på ny” ned på et problem i at tænke nationalt når man taler om historie. Danbolt introducerer begrebet “kolonial ignorance” til at betegne det at man glemmer at Danmark og Norge var et fælles rige i de år hvor “Danmark” havde gang i sine koloniprojekter i bl.a. Caribien og Nordatlanten, og “Norge” koloniserede de samiske områder. Danbolt trækker koloniseringen af samisk kultur frem i lyset i sit forsøg på at skabe opmærksomhed på det han kalder “kunst- og kolonihistoriernes grundlæggende transnationale, transkulturelle og translokale karakter” for derigennem at komme de nationalromantiske forestillinger til livs. Shadi Bazeghi og Mette Moestrup er lidt ude i samme ærinde og bringer eksotisering og af-eksotisering i spil i deres artikel “Om Kun stemmen bliver tilbage”. Her fortæller de om den kontroversielle digter Forugh Farrokhzads forfatterskab, der gjorde op med den 1000-årige persiske poesitradition. De mener at Farrokhzads forfatterskab ligesom al anden ikke-vestlig litteratur skal opfattes som ligebyrdig. Man bør altså fokusere på skriften eller konteksten i præcis samme grad som når man beskæftiger sig med vestlig litteratur. Om de forfattere som optræder i bogen Rejselitteratur, gør sig skyldige i en vis eksotisering, vil vi ikke dømme om. Men Lisbeth Maria Hansen, som er forfatter til bogen, præsenterer i sin artikel denne omfattende “guide” til rejsemotiver og -former samt nogle af de forfattere som optager en central plads i bogen. Kim Leine blev på dette års årsmøde interviewet af Svend Skriver om sit forfatterskab. Her fortalte han bl.a. om sit eget kulturmøde – nemlig mødet med Grønland – og om sit sympatiske ønske om at fortælle om koloniseringen af Grønland med romanerne Profeterne i Evighedsfjorden og Rød mand / sort mand (den første bogtitel med en skråstreg, ifølge Leine selv). I dette nummer af Dansknoter kan du læse et uddrag af hans kommende roman Dansk standard der er planlagt til at udkomme i efteråret 2019.

denslitteratur, de knytter også et globalt perspektiv til dansk litteraturhistorie. Bergur Mobergs artikel “William Heinesen – kulturbryder og kulturbærer” handler også om kulturmøder, nærmere betegnet det kulturmøde der opstod i og om William Heinesens litteratur. Moberg beskriver hvordan Heinesen gjorde sig upopulær på Færøerne bl.a. ved at vælge at skrive på dansk. Tre lærere fra Ørestad Gymnasium har inspireret af årsmødekurset strikket et undervisningsforløb sammen om hvordan vi læser oversat litteratur, og hvordan orientalisme og eksotisering kommer til udtryk i dansk litteratur. “Man kan ikke åbne munden, uden at der kommer tyske ord ud”, sagde Niels Davidsen-Nielsen i 2011. Nu måske snarere engelske ord, og der er også fx franske og latinske ord. Pointen er at de ord vi låner fra andre sprog, ikke truer det danske sprog, men blot optages i det. Laurids Kristian Fahl skriver i klummen fra sproget.dk ikke ligefrem at de er med til at holde det danske sprog i live, men kunne man ikke forestille sig det? Og på samme måde kan man måske forestille sig at inspiration og input fra, ligesom møder og udvekslinger med andre kulturer er med til at holde den danske kultur i bredere forstand i live? Du kan se frem til mange forskellige kulturmøder i det Dansknoter du sidder med lige nu. Redaktionen ønsker dig god læselyst!

foto Billederne i dette nummer er alle fra Dansklærerforeningens årsmøde i Roskilde og er taget af Kurt Christensen fra Herlev Gymnasium og medlem af Dansknoters redaktion. De tegnede noter på s. 36 og 37 er tegnet af Nina Sofie Llorente Munck fra KVUC og medlem af G-bestyrelsen.

Et kulturmøde af en anden slags beskriver Annette Lassen og Henrik Poulsen i deres artikel “Tid til sagalæsning”. De har skabt læringssitet sagatid.dk med det udgangspunkt at sagalitteraturen naturligvis bør indgå i undervisningen. Sagaerne tilbyder os ikke alene kontakten til et stykke anerkendt ver-

Dansknoter

Søren Frank Lektor i international litteraturhistorie, Institut for Kulturvidenskaber, SDU, har bl.a. udgivet Salman Rushdies kartografi (2003), Migration and Literature (2008) og The Novel and the Borders of Europe (2017).

MIGRATION OG LITTERATUR UDEN FAST HJEMSTED Artiklen diskuterer kategorisering af litteratur i uddannelsessystemet og argumenterer for, at den nationale rammesætning er udfordret af globalisering og migration. I dag spiller ”litteraturer uden fast hjemsted” en væsentlig rolle i det verdenslitterære system, og litteraturen skrives og læses i højere og højere grad uden for faste nationalstatslige rammer. Litteraturfagene bør derfor strukturelt set være åbne for at arbejde transnationalt og transarealt med litteratur.

Nationalstat og sprog Siden i hvert fald romantikken har vi været tilbøjelige til at kategorisere litteratur og forfattere ud fra nationalt tilhørsforhold og sprog. Goethe og Döblin er tyske forfattere, mens Flaubert og Beauvoir er franske forfattere. Dostojevskij og Akhmatova er russiske forfattere, hvorimod Manzoni og Deledda er italienske forfattere. Austen og Orwell er engelske forfattere, og Pontoppidan og Ditlevsen er danske forfattere. Kategoriseringen efter nation og sprog anvendes i mange sammenhænge. Det gælder blandt andet litteraturhistorier, der som oftest fungerer som national historieskrivning. Eksempler er Dansk litteraturs historie i fem bind fra Gyldendal (2006-2009), A New Literary History of America i et bind fra Harvard University Press (2009) og Geschichte der deutschen Literatur i to bind fra C.H. Beck (2012-2016). Når der er tale om verdenslitteraturhistorier, for eksempel Gyldendals Verdens litteraturhistorie i syv bind (1985-1993), er de alligevel internt strukturerede efter nationer. På universiteterne eksisterer der uddannelser som dansk, engelsk, fransk og tysk. På disse uddannelser, hvis primære eksistensberettigelse er sprog og ideen om en national identitet, læser man den litteratur, der skønnes at være dansk, engelsk, fransk og tysk. Man ser i mindre grad ud af sin egen boks. Spørgsmålet er dog, om selve boksen (læs: nationalstaten) og dens rammer (læs: grænser) har ændret sig så meget, at det i forhold til litteratur ikke længere er meningsfuldt at

fastholde nationalt tilhørsforhold som et styrende kategoriseringsprincip? På selvsamme universiteter eksisterer der også nogle steder uddannelser, hvis genstandsfelt er litteratur fra flere nationer. I Danmark hedder uddannelsen litteraturvidenskab eller litteraturhistorie. Det gælder dog, at man selv på disse komparatistiske litteraturuddannelser i deres curriculum og kursusudbud kan forfalde til at anvende nationen som struktureringsprincip. Tendensen er dog mindre udtalt end på de nationalt orienterede uddannelser. På gymnasierne findes der ikke et fag, der beskæftiger sig med den tværnationale litteratur ud fra en komparatistisk tilgang. Her er udgangspunktet også den enkelte nation og det enkelte sprog. Fagene hedder også her dansk, tysk, engelsk osv. Men er det et problem, kunne man spørge? Hvis ja, hvorfor? Et konkret eksempel kan hjælpe os med at svare. Omkring årtusindskiftet sad en række litteraturhistorikere med ekspertise i engelsk litteratur og skulle færdiggøre den nye, ambitiøse litteraturhistorie i 13 bind fra Oxford University Press, The Oxford English Literary History. Rammen var altså allerede sat: engelsk nation og engelsk sprog. Intet nyt under solen i den forstand. Men redaktørerne var udfordrede, da de nåede til den engelske litteraturhistorie efter 1945, fordi den viste sig at blive mindre og mindre engelsk. Flere af de dominerende forfattere i perioden var således slet ikke engelske. De skrev måske nok på engelsk, men det var

Dansknoter

i så fald sjældent på dronningens engelsk. De var dog helt sikkert ikke fra England, men var i stedet kommet langvejs fra – Indien, Pakistan, Caribien, Sydafrika – og havde bosat sig i imperiets hjerte. Den nye radikale løsning, som Randall Stevenson og Bruce King, forfatterne af henholdsvis bind 12 og 13, endte med, bestod i en opsplitning af perioden efter Anden Verdenskrig i to separate bind. Bind 12 fik den sigende titel 1960-2000: The Last of England? Bind 13 fik den lige så sigende titel 1945-2000: The Internationalization of English Literature. Den traditionelle kategorisering var altså bibeholdt (England, engelsk), men stoffet udfordrede redaktørerne i sådan en grad, at de opfandt en utraditionel form for den nationale litteraturhistorie: parallelformen. At mange forfattere bosat i England havde rødder i andre lande og sprog, gjorde den traditionelle kategorisering mere porøs og relativ. På den ene side betyder det ikke, at nationalt tilhørsforhold og sprog ikke længere betyder noget for et litterært værks udtryk. Det gør de selvfølgelig. De fungerer imidlertid hver især ikke længere i mono, men i stereo (minimum). Det åbner dels for en række genforhandlinger af velkendte positioner (for eksempel ”det engelske”, ”det danske”), dels for helt nye rum af forgrening eller splittelse mellem flere positioner. På den anden side kan andre kategorier – køn, klasse, etnicitet, seksualitet, historie osv. – nu spille en større rolle end hidtil.

turere vores uddannelsessystem efter nationale territorier, statslige grænsedragninger og monosproglige rum, i hvert fald når det gælder litteraturfagene: Hverken forfatternes måde at skabe på, læsernes måde at læse på eller litteraturens måde at virke på ækvivalerer vores præfabrikerede kasser, ikke mindst fordi fortællingen om enhedskulturen har ændret sig. Hvem skal undervise i Özdamar? Tysk- eller tyrkisklæreren? Og hvem påhviler det at sammenligne Ben Jelloun og Naipaul, når nu den sammenligning kalder på at blive foretaget? Ben Jelloun, der udspringer af mellemrummet mellem marokkansk og fransk kultur, men som i øvrigt kommenterer bredt på euro-afrikanske emner, og Naipaul, der bevæger sig mellem caribisk, britisk og indisk kultur, kan måske nok hver for sig passe ind i hhv. fransk- og engelskuddannelsen, men de nationalstatslige rammer modvirker beskæftigelsen med litteraturens transareale bevægelser og sammenligninger på tværs.

Spørgsmålet er dog, om selve boksen (læs: nationalstaten) og dens rammer (læs: grænser) har ændret sig så meget, at det i forhold til litteratur ikke længere er meningsfuldt at fastholde nationalt tilhørsforhold som et styrende kategoriseringsprincip?

Verden I lande som England, Tyskland og Frankrig har der som følge af afkoloniseringen været et stigende antal dagsordenssættende forfattere med dobbelt tilhørsforhold. V.S. Naipaul, Emine Sevgi Özdamar og Tahar Ben Jelloun for nu blot at nævne nogle enkelte. Disse forfattere udfordrer den ensidige kategorisering af litteraturen ud fra ét nationalt tilhørsforhold. De er samtidig repræsentanter for en ny type litteratur, som delvist er foranlediget af globaliseringens opblødning af nationalstatens suverænitet. Ottmar Ette har i bogen ZwischenWeltenSchreiben (Kadmos 2005) kaldt den en ”litteratur uden fast hjemsted”. En sådan litteratur har altid eksisteret, men den dominerer i stigende grad det verdenslitterære system i vores samtid. Set fra fugleperspektiv er det verdenslitterære system snarere karakteriseret ved veje, grænseforskydninger og relationer end ved rum, grænsedragninger og territorier. Vi aner her problemet ved at struk-

Dansknoter

Danmark Vil en redaktør af en dansk litteraturhistorie efter 1945 stå med samme udfordring, som Stevenson og King gjorde? Svaret er nu nok både ja og nej. Ja, fordi den danske litteraturhistorie ikke er ”rent dansk” mere. Nej, fordi antallet og vægten af forfattere, der enten er kommet til Danmark udefra eller har rødder i flere sprog og kulturer, er relativt beskeden sammenlignet med for eksempel England. Hvis den danske litteraturhistories ”renhed” udfordres i disse år, så hænger det sammen med en stigning i antallet af mennesker, der migrerer på tværs af landegrænser. Dette gælder også for Danmark, hvor et stigende antal indbyggere forstår sig selv som flerkulturelle. I første omgang kan vi skabe et overblik over indvandringsfaser i dansk historie efter Anden Verdenskrig, og derefter kan vi sammenligne dette med litteraturens verden. Den første periode indledes med 1956, hvor de første indvandrere kommer til Danmark fra Ungarn. Indtil 1983 kommer der flere til fra Spanien, Portugal, Grækenland, Vietnam, Latinamerika (især Chile) og Afrika. Det fælles udgangspunkt er oftest politiske konflikter. Perioden tæller også gæstearbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien. Politisk er den præget af en uskyldig tilgang til indvandring på grund af det beskedne antal mennesker, det drejede sig om. Den anden periode løber fra 1983 til 2002, og den domineres politisk af det, der uden tvivl var en af verdens mest liberale lovgivninger. Indvandrerne kommer

fra især Sri Lanka, Mellemøsten, Palæstina, Somalia, Irak og Eksjugoslavien. Der er altså sket et skifte fra en fortrinsvis europæisk indvandring til en, der har sit udgangspunkt i andre kulturkredse. Perioden fra 2002 til i dag, den tredje fase, har politisk været kendetegnet ved en række stramninger af lovgivningen omkring indvandring, og denne præges af indvandrere fra både Østeuropa, Afrika og Mellemøsten. Gælder denne periodisering og udvikling også inden for det litterære felt? Vi kan også her tale om tre faser, men de konvergerer ikke med de ovennævnte perioder. De to første samfundsmæssige perioder, 1956-1983 og 1983-2002, overlapper med den første litterære periode, som indledes i 1961 og løber indtil 2005. Denne lange fase er kendetegnet ved meget få migrantforfattere. Trods enkelte priser er disse forfattere ikke kanoniserede eller sågar kendt i den bredere offentlighed. De mest fremtrædende er Maria Giacobbe (Sardinien), Janina Katz (Polen) og Rubén Palma (Chile). Den anden litterære fase løber fra 2005 til 2013. Perioden er kendetegnet ved et stigende antal forfattere, der enten er indvandret til Danmark eller har rødder i flere sprog og kulturer. Medierne har nu en øget opmærksomhed mod de såkaldt ”nye” eller ”fremmede” stemmer. Der er dog, trods enkelte priser, stadig ingen kanonisering af disse forfattere. 2005 er valgt af to årsager: Gyldendal og Berlingske udskriver i fællesskab en konkurrence, hvor de kalder på ”nye stemmer”. Konkurrencen ender med udgivelsen af antologien Nye stemmer. Den anden og væsentligste årsag er Muhammedkrisen, Danmarks egen ”Rushdie-affære”, der for alvor vækker nationens bevidsthed om kulturmøder eller civilisationssammenstød. Forfattere med forskellige baggrunde debuterer eller markerer sig på væsentlig måde i denne periode. Eksempler er Alen Mešković (personlig erfaring med opbrud), Birgithe Kosović og Lone Aburas (født i Danmark af en dansk og en indvandrerforælder) og Eva Tind Kristensen og Maja Lee Langvad (adopteret af danske forældre). I 2013 udkommer to værker af 2 x Hassan. Det ene værk, Brun mands byrde, er skrevet af Hassan Preisler. Det er en selvbiografisk roman, der omhandler forfatterens erfaringer med at være halvt dansk, halvt pakistansk, både som dreng i de københavnske forstæder og i Bern og Berlin og som voksen kunstner og integrationskonsulent i København, Madrid og Beirut. Romanen udmærker sig ved en eksperimenterende

form med endeløse sætninger parataktisk organiseret efter hinanden via kommaer og kun indimellem adskilt af et punktum. Denne form, en slags ”og … og … og …”-form, flugter med fortællerens forsøg på at fremskrive en inklusiv identitet i positiv forstand. Det andet værk, der udkommer i 2013, og som i højere grad end Preislers roman potentielt markerer en ny epoke, er Yahya Hassans debutdigtsamling Yahya Hassan. Værket slog alle salgsrekorder og blev den mest solgte debutdigtsamling i Danmark nogensinde. Forfatteren endte på grund af dens kontroversielle indhold – harsk kritik af Hassans eget bagland og dets kultur – med at måtte have politibeskyttelse. Både salgstallene, den kritiske modtagelse og selve værkets kvalitet indikerer, at Hassans debut aspirerer til kanonisk status. Vision Der er selvfølgelig gode argumenter for, at gymnasier har fag med navne som dansk, tysk, engelsk og fransk. Deres primære eksistensberettigelse er sproget og ideen om national identitet. Det giver også god mening, at disse fag indeholder elementer af både sprog og litteratur. At kunne læse et sprog er ikke kun en forudsætning for at kunne læse litteratur på dette sprog, det omvendte er mindst lige så meget tilfældet: At kunne læse og forstå de kulturelle koder og sproglige nuancer i litteratur er en forudsætning for at blive rigtig god til et sprog. Det vil således ikke give mening at løsrive sprog og litteratur fra hinanden i gymnasiet. Men det vil give mening at indføre et fag med titlen litteratur, hvor denne ikke i udgangspunktet var underlagt en nationalstatslig ramme og et enkelt sprog, men kunne læses i dens verdenslitterære, transnationale og transareale rammer. Fordi det er sådan, litteraturen skrives og læses. På universiteterne hedder den juridiske uddannelse jo heller ikke dansk jura og amerikansk jura, men slet og ret jura. Det samme gælder medicin. Det samme gælder også på både gymnasium og universitet for fagene historie og matematik. Musik i gymnasiet hedder ikke dansk musik og italiensk musik, men slet og ret musik. Det er på tide at skabe et fag med titlen litteratur på linje med musik, historie og matematik, der i højere grad end nu muliggør sammenligninger på tværs af geografier og sprog, og som sætter fokus på de forfattere, der i dag ikke passer ind i rammerne, fordi de sætter sig mellem to stole.

Men det vil give mening at indføre et fag med titlen litteratur, hvor denne ikke i udgangspunktet var underlagt en nationalstatslig ramme og et enkelt sprog, men kunne læses i dens verdenslitterære, transnationale og transareale rammer. Fordi det er sådan, litteraturen skrives og læses.

Dansknoter

Mathias Danbolt Lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet, hvor han arbejder med et forskningsprojekt om betydningen af den danske kolonihistorie i samtidens kunst og kultur.

AT PAKKE RYGSÆKKEN PÅ NY TRANSKULTURELLE MØDER MED DANSK-NORSK KOLONIHISTORIE

I 2017 kom der nyt fokus på kolonihistorie i både Danmark og Norge. I Danmark kom nationens rolle i trekantshandelen i fokus gennem 100-årsmarkeringen af salget af den tidligere caribiske koloni Dansk Vestindien. I Norge var 100-årsjubilæet for den samiske kamp mod Norges vedvarende kolonisering af urfolkets landområder med til at synliggøre at kolonihistorien ikke hører fortiden til. De kolonikritiske diskussioner i Danmark og Norge mødtes dog aldrig i 2017, på trods af at norske handelsmænd var dybt involveret i slavehandelen, og de danske konger var centrale i koloniseringen af Sápmi på samme tid. Siden jeg var lille, har sommeren været en tid for små og store vandreture.1 At pakke en rygsæk og gå ind i den storslåede norske natur, som de nationalromantiske malerne fra sidste del af 1800-tallet har lært så mange af os nordmænd at værdsætte. I dag, som fast ansat forsker, er sommeren ikke bare en tid for vandreture, men også til at forske, læse og skrive uden for mange afbrydelser af møder og mails. I sommer nåede jeg at læse Linnea Axelssons store lyriske epos Aednan (2018). Over 700 sider skriver Axelsson en historie frem om livet i to samiske familier som det udspiller sig fra begyndelsen af 1900-tallet til i dag. Generationsfortællingen afspejler ikke bare samernes moderne historie, med tvangsflytning på grund af norsk og svensk grænsepolitik,

racemæssige hygiejneforsøg, aggressiv assimileringspolitik og dagens vedvarende kampe i og udenfor retssalene om ”aednan” – landet, marken, jorden – i lyset af den statslige regulering af rendrift, intensiv mine- og bjergværksindustri og andre kommercielle indgreb i landskabet. Aednan er også en fortælling om kolonialismens kropslige effekter. Om hvordan historiske-politiske magtstrukturer manifesterer sig i hverdagen, i sproget, i blikket, i følelseslivet. Om det faktum at kolonialismen ikke kun præger livet for dem som undertrykkes, men også dem som står på undertrykkerens side. For eksempel disse ”nordiske børn” som en af Axelssons protagonister omtaler i et digt i bogen:

Dansknoter

Den dansk-norske fællestid har således været en effektiv lynafleder for enhver diskussion af den norsk-danske og norske inddragelse i koloniale projekter, internationalt såvel som nationalt

”Ni nordiska barn som går fram så lätt Som vore ni helt utan makt utan förflutet De som gått före er har visst glömt att packa er ryggsäck” (Axelsson 2018, s. 558)

Jeg har nemt ved at identificere mig med de ”nordiske børn” Axelssons digte henvender sig til. En der er blevet hjulpet frem af forskellige uddannelsesinstitutioner til at føle sig berettiget til at bevæge sig let frem i landskabet – neutralt, uskyldigt, ahistorisk. Ligesom mange andre norske børn er min barndoms natursyn taget ud af den norske nationalromantiske forestillingsverden. Vandreren der klatrer op på bjergtop efter bjergtop, som tager det hele ind. De kanoniserede malerier af kunstnere som Johannes Flintoe, J.C. Dahl og Adolph Tidemand har virket; de virker stadig. Men meget skal glemmes for at den norske natur, kultur og historie skal fremtræde på denne uskyldige måde. For eksempel at nationalromantikken sammenfaldt med intensiveringen af den koloniale fornorskningspolitik i forhold til mindretalsgrupper som samerne. At den kunstneriske konstruktion af det specifikt norske ved landskabet bidrog til at udslette den lange samiske tilstedeværelse i Norge, ses ikke på de storslåede malerier på Nasjonalmuseet i Oslo, og det nævnes aldrig i museernes formidlingstekster. Og kun sjældent bliver disse koloniale koblinger behandlet i kunsthistorisk faglitteratur. Den norske nationalromantik er snarere blevet synonym med det nationale opgør med ”kolonimagten” i syd: Danmark. Den dansk-norske fællestid har således været en effektiv lynafleder for enhver diskussion af den norskdanske og norske inddragelse i koloniale projekter, internationalt såvel som nationalt (Neumann 2014).

Dansknoter

Kulturel homogenitet og strukturel ignorance Der er meget der tyder på at vi nordiske kunsthistorikere stadig har en tendens til at pakke rygsækken til både studerende og kunstpublikum med en lidt for stor portion kolonial ignorance. I kurator ved Nasjonalmuseet i Oslo Øystein Ustvedts bog Ny norsk kunst etter 1990 (2011), der forsøger at give en samtidshistorisk oversigt over kunstfeltet i Norge, kan man for eksempel læse følgende passage i bogens lille afsnit om ”det multikulturelle” i kapitlet ”Spor af virkelighed”: ”I Norge har det postkoloniale og flerkulturelle vært langt mindre synlig enn i USA og de gamle kolonimaktene. Ikke bare fordi Norge aldri var noen kolonimakt, men fordi innvandring og flerkulturalisme ikke er like sterkt til stede. Det finnes rett og slett ikke så mange kunstnere med utenomvestlig bakgrunn, fra marginaliserte kulturer eller som arbeider med postkoloniale problemstillinger.” (Ustvedt 2011, s. 186-187) Det er en meget specifik forestilling om norsk virkelighed Ustvedt skriver frem her, hvor den norske deltagelse i de dansk-norske koloniale projekter i Asien, Afrika, Caribien og Nordatlanten er fuldstændigt visket ud, og hvor den vedvarende kolonisering af Sápmi ikke nævnes. En virkelighed hvor den samiske indflydelse på norsk historie, kunst og kultur overses. En virkelighed hvor samisk kunst og kultur blot afskrives som en ”undtagelse” i fortællingen om norsk samtidskunst. Denne virkelighedsforståelse er langtfra unik. I kunsthistoriker Monica Grinis analyse af oversigtsværker over norsk kunsthistorie fremgår det tydeligt at samisk kunst og historie er blevet givet og stadig gives ”minimal plass”, og at der heller ikke i nyere bøger er ”reflektert særlig mye over fraværene og hvorfor de opprettholdes” (Grini 2016, s. 290). Den strukturelle ignorance om Norges flerkulturelle og marginaliserede (koloni)historier muliggør, med andre ord, at skrive tilsyneladende neutrale konstateringer om Norges kulturelle homogenitet ¬– konstateringer der effektivt opretholder og legitimerer det monokulturelles hegemoni (Danbolt 2018).

I Aednan vender Axelssons protagonister gentagne gange tilbage til ignorancens formative betydning i undervisningssituationer og institutioner. Som oplevelsen af at sidde i en historietime i skolen og mærke at fortællinger om national storhed og stolthed hæver hele klassen op i en kollektiv beruselse, som dog opleves som en kollektiv udslettelse for den der kun finder sig indskrevet i fortællingen i form af en rungende stilhed:

”Men om vår egen historia stod inte ett ord Som om våra föräldrar och vi aldrig funnits aldrig format nånting” (Axelsson 2018, s. 338)

Sammenflettede kolonihistorier I lighed med Axelssons Aednan har jeg i de seneste år været interesseret i den koloniale ignorances effekter og affekter og i at fremskrive andre fortællinger om det såkaldt flerkulturelles rolle og betydning i norsk, dansk og nordisk kunst og kultur. I løbet af 2017 blev det dog klart at der for alvor er ved at ske nogle bevægelser i relation til disse spørgsmål både i Norge og Danmark. Markeringen i 2017 af 100-årsdagen for salget af den tidligere caribiske koloni, Dansk Vestindien, til USA, i form af udstillinger, konferencer og udgivelser – inklusive temanummeret af Dansknoter om ”Dansk kolonialisme” (nr. 1, 2017) – var med til at sætte kolonihistorien på dagsordenen i Danmark. I Norge blev 2017 fremstillet som et gennembrudsår for samisk kunst og kultur. Dette grundet dels i de mange arrangementer der blev afholdt i forbindelse med ”Tråante 2017”, den storslåede fejring af 100-årsdagen for det første pan-samiske landsmøde i Trondheim, og dels

at flere samiske kunstnere var inkluderet på en af verdens vigtigste kunstudstillinger, Documenta 14, der i 2017 blev afholdt i Athen og Kassel. I begejstringen over denne nye opmærksomhed kan det være nemt at glemme at kunstnere og kuratorer har arbejdet med spørgsmål om nordisk kolonialisme og strukturel racisme i en årrække. 2017 kan derfor nok bedst karakteriseres som det år hvor både samisk kunst og den danske kolonihistorie ikke længere kunne ignoreres med samme lethed eftersom større dele af kunstmiljøet nu, med stor forsinkelse, endelig blev opmærksom på betydningen og relevansen af disse spørgsmål. Selvom der kom gang i nye kolonikritiske samtaler om Sápmi i Norge og Dansk Vestindien i Danmark i 2017, var der en bemærkelsesværdig mangel på møder mellem disse diskussioner på trods af at historierne er sammenvævet på så mange forskellige måder. Norske handelsmænd og godsejere var for eksempel særdeles aktive i den transatlantiske trekantshandel under den såkaldte ”florissante handelsperiode” i sidste del af 1700-tallet hvor store rigdomme blev ført til Danmark og Norge. Danmark var også central i koloniseringen af Sápmi. Opdelingen og splittelsen af samiske landområder mellem de nordiske nationalstater tog for alvor fart under det dansk-norske imperie i 1600- og 1700-tallet. I 1751 blev store dele af dagens landegrænse mellem Norge og Sverige tegnet endelig op – en proces der gjorde henholdsvis København og Stockholm til hovedsædet for kontrollen og reguleringen af samiske forhold (Pedersen 2008). Men længe før rigsgrænsen blev fastsat, forsøgte dansk-norske konger at få overblik og kontrol over Sápmi gennem opdagelsesrejser, missionsarbejde og indsamlingspraksisser. Vi finder derfor billeder af samiske trommer i optegnelserne fra 1655 over indholdet af det første danske museum, polyhistor Ole Worms ”Museum Wormianum”, og i kataloget over Frederik 3.s Kongelige Kunstkammer, Museum Regium, fra 1696 (Mordhorst 2009). Disse trommer blev efter al sandsynlighed beslaglagt igennem de såkaldte trolddomsprocesser i 1600-tallet hvor en række samiske noaider, eller shamaner, blev fængslet, dømt til døden og dræbt for trolddomskunst mens deres trommer blev sendt til kunstkamre i København og Europa hvor disse var populære samleobjekter (Hagen 2002). Fascination, kontrol og vold gik med andre ord hånd i

Dansknoter

2017 kan derfor nok bedst karakteriseres som det år hvor både samisk kunst og den danske kolonihistorie ikke længere kunne ignoreres med samme lethed eftersom større dele af kunstmiljøet nu, med stor forsinkelse, endelig blev opmærksom på betydningen og relevansen af disse spørgsmål.

hånd i koloniseringen af Sápmi (Snickare 2014). Dette er tydeligt i den serie på 35 malerier af samernes hverdagsliv som Frederik V bestilte i 1749 af Johannes Rach og Hans Heinrich Eegberg, baseret på missionæren Knud Leems notater og skitser. Disse malerier hænger i dag ved siden af et udvalg af samiske trommer fra 1600-tallet på Nationalmuseet i København. I en udstilling som ikke nævner et ord om Danmarks rolle i koloniseringen af Sápmi, eller hvorfor samlingen af samiske trommer er endt i museets varetægt. Den samiske samling bruges i stedet som et æstetisk bagtæppe i et rum der igennem fotografier og dramatiske videoer fortæller om Nationalmuseets nuværende direktør, Rane Willerslevs, ekspeditioner i Sibirien.

Note: 1 En tidligere version af denne tekst har været publiceret under titlen ”Kunst og kolonialitet” i Kunst og Kultur, nr. 3, 2018

Litteraturliste: Axelsson, Linnea: Aednan, Bonniers, 2018 Danbolt, Mathias, ”Et grenseløst arbeid: Samtaler om ignoransen av samisk kunst i Norge”, Billedkunst, nr. 4, 2018, s. 80-89 Grini, Monica: Samisk kunst i norsk kunsthistorie: Historiografiske riss. Ph.d.-afhandling, UiT – Norges Arktiske Universitet, 2016. Hagen, Rune: ”Harmløs dissenter eller djevelsk trollmann? Trolldomsprosessen mot samen Anders Poulsen i 1692”, Historisk Tidsskrift, vol. 81., 2002, s. 319-346

Et opgør med metodisk nationalisme Det er ikke så overraskende at de norske og danske nationalromantiske kunstnere og historikere der kæmpede for at etablere nye nationale fortællinger i sidste del af 1800-tallet, ikke interesserede sig for den måde dansk-norsk (koloni) historie er flettet ind i hinanden. Mere overraskende er det dog at denne metodiske nationalisme stadig synes at gøre sig gældende i tilgange til kolonihistorien i dag, hvor koloniseringen af Sápmi er blevet til et udelukkende norsk fænomen, og engagementet i den transatlantiske slavegørelse er blevet noget der kun klæber sig til Danmark. Det er naturligvis ikke kun i Norden at de relativt nye nationale fortællinger strukturerer historisk forskning og formidling med tilbagevirkende kraft. Over hele Europa har der længe været en slående mangel på interesse for intimiteten mellem kolonimagternes tæt forbundne imperiale projekter – en intimitet der er blevet fortrængt blandt andet som resultat af at arkiver, museer og historieforskning har haft nationen som orienteringspunkt (Lowe 2015). I mødet med den nye interesse for kolonihistorie er det vigtigt at videreudvikle metodiske tilgange der har øje for kunst- og kolonihistoriernes grundlæggende transnationale, transkulturelle og translokale karakter. Hvis vi skal komme den koloniale ignorance til livs, er det derfor væsentligt ikke blindt at reproducere nationalromantiske fortællinger om både Norge og Danmarks forestillede kulturelle homogenitet. At rette blikket mod de flerkulturelle forbindelser, kontaktzoner og mødepunkter der ligger indlejret i enhver nations historie, kan forhåbentlig hjælpe os til at pakke vores fælles historiske rygsæk med nogle nye og skarpere spørgsmål.

Lowe, Lisa: The Intimacy of Four Continents, Duke University Press, 2015 Mordhorst, Camilla: Genstandsfortællinger: Fra Museum Wormianum til de moderne museer, Museum Tusculanums Forlag, 2009 Neumann, Iver B.: ”Imperializing Norden”, Cooperation and Conflict, vol. 49, nr. 1, 2014, s. 119-129 Pedersen, Steinar: ”Lappekodisillen i Nord 1751-1859”, Dieđut, nr. 3, 2008 Snickare, Mårten: ”Kontroll, begär och kunskap. Den koloniale kampen om Goavddis”, RIG: Kulturhistorisk tidskrift, vol. 97, nr. 2. 2014, s. 65-77. Ustvedt, Øystein: Ny norsk kunst etter 1990, Fagbokforlaget, 2011 En tidligere version af denne tekst har været publiceret under titlen ”Kunst og kolonialitet” i Kunst og Kultur, nr. 3, 2018.

Dansknoter

NYHEDER

Eksamensgenrerne dansk stx giver en overskuelig præsentation af de skriftlige genrer og af de del elementer, der udgør de enkelte genrer. Udgivelsen indeholder anvisninger og forslag til, hvad man skal gøre – og ikke bør gøre – når man vil nå ud til sin læser på en både genre og formidlings bevidst måde.

Guide til skriftlig dansk i hf er en bog til hele hfforløbet, som introducerer til forskellig slags skrivning: danskfaglig, personlig, kreativ, innovativ, professionsrettet. Udgivelsen dækker indgående arbejdet med de nye eksamensgenrer og giver læseren overskuelige, stil ladserende instrukser, øvelser og korte skriveguides.

Af Nicolai Rekve Eriksen Grete Ravn Nielsen (red.)

Af Anders Østergaard Grete Ravn Nielsen (red.)

iBog® eksamensgenrernedanskstx.systime.dk Bog Udkommer også som papirbog

iBog® guidetilskriftligdanskihf.systime.dk Bog Udkommer også som papirbog

Dit digitale danskfag Grundbog til medier i dansk er en iBog ®, som giver eleverne forudsætningerne for at kunne analysere og perspektivere film, tv, video og samtaler på sociale medier. Analysebegreberne er gjort lettilgængelige i form af interaktiviteter, og udgivelsen indeholder eksempler på, hvordan begreberne kan anvendes og forstås i et konkret analysemateriale. Af Tomas Bjørn Pedersen Peter Jensen (red.)

– mere end 50 iBøger®

Søg på tværs af alle iBøger® til dansk og skab varierede undervisningsforløb. Med en fagpakke får alle skolens elever adgang til alle Systimes iBøger ® til dansk.

Se fagpakker.systime.dk

iBog® grundbogtilmedieridansk.systime.dk

Dansknoter

KUN STEMMEN BLIVER TILBAGE Den kontroversielle digterinde Forugh Farrokhzad nåede i sit korte liv at gøre op med den 1000-årige persiske poesitradition. Mette Moestrup og Shadi Angelina Bazeghi fortæller om hendes forfatterskab og om eksotisering og af-eksotisering af ikke-vestlig litteratur.

Forugh Farrokhzad, digter og filminstruktør, debuterede som 20-årig i 1954 med ”Synd”, et digt, der åbenlyst handler om begær. Digtet blev trykt i et litteraturtidsskrift og resulterede i så megen negativ omtale, både fra kritikere og fra religiøs side, at redaktionen i Teheran så sig nødsaget til at trække tidsskriftet tilbage. Reaktionen skal ses i lyset af, at poesien var og er den fremherskende og mest betydningsfulde genre i Iran, og stort set enhver iraner kan recitere de store klassiske persiske digtere. For så vidt var der intet nyskabende ved ”Synd” i form eller indhold. Digtet var skrevet i den klassiske versform kvartet, der i den persiske tradition kan spores tilbage til digteren Rudaki (858-941). Det handlede om begær, som de klassiske digtere havde beskæftiget sig med i vid udstrækning. Men i ”Synd” var det ikke, som i de klassiske digte, kvinden, der var objekt for mandens begær. Der var tale om et kvindeligt digterjeg, som var aktivt begærende, og desuden gensidig lyst og nydelse. ”Jeg hviskede en kærlighedshistorie i hans øre: jeg vil have dig, min skat jeg vil have dig, min livgivende favn du, min vanvittige elskede, i nat.”1 ”Synd” ville formentlig også have vakt forargelse i Danmark i 1954, længe før kvindeoprøret, mens kønsrollerne stadig var meget traditionelle herhjemme og i resten af verden. Vi tænker på Tove Ditlevsens digt ”De evige tre”, der også er skrevet i kvartetter. Ditlevsens digt er fra 1942 og måske derfor også

Dansknoter

mere stringent rimet end ”Synd” og mere traditionelt i sin form. Når man sammenligner ordvalg og billedsprog, er det tydeligt, hvor direkte sanseligt og kropsligt ”Synd” er. Rummet er konkret og intimt med en seng og vin og kroppe, der skælver, mens ordet ”elskov” i ”De evige tre” er det tætteste, man kommer på den fysiske side af kærlighed. I 1955 udkommer Farrokhzads første digtsamling, Fanget, efterfulgt af Muren (1956) og Oprør (1958). Alle er skrevet på versform, men tematisk og indholdsmæssigt bryder de med de klassiske traditioner, hvorfor de alle bliver mødt med massiv modstand. Hun beskriver selv senere disse samlinger ”som håbløs plasken med arme og ben mellem to faser i livet. De sidste åndedrag før en eller anden form for befrielse”.2 Ikke desto mindre formår Farrokhzad i disse tre samlinger at gøre op med hhv. det traditionelle ægteskab, som hun sammenligner med fangenskab for kvinden, den konventionelle form for kærlighed, som hun mener til dels hænger sammen med dyrkelsen af forældede myter, hvor kvinden som oftest er passiv og amorøst ventende, samt de store monoteistiske religioner, der kræver menneskets underkastelse. I En anden fødsel (1963) formår Farrokhzad yderligere at løsrive sig fra de klassiske versformer. Værket markerer, som titlen antyder, et vendepunkt i hendes forfatterskab. Hun slår igennem med et nyskabende form- og billedsprog, der siden får tilnavnet forughsk. Værket har både utopiske og dystopiske træk og et kærlighedsspor, hvori hun udtrykker alternativer til de konventionelle levevis og tankeformer. De sanselige abstraktioner og svingningerne mellem høj og lav

Mette Moestrup Forfatter og har udgivet fire digtsamlinger, børnebøger og udgør den ene halvdel af den feministiske musikog poesiduo SHE’S A SHOW. Mette Moestrup har bl.a. modtaget Montanas Litteraturpris, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og Aarestrupmedaljen. Shadi Angelina Bazeghi Digter, oversætter og medredaktør af det nordiske litteraturtidsskrift KRITIKER. Bazeghi er uddannet fra Forfatterskolen.

stil, patos og platheder, sarkasme og sorgfuldhed, skønt og hæsligt er i særdeleshed karakteristisk for værket. ”Det er heldigt for mig, at jeg ikke har fortabt mig i vores egen klassiske litteratur eller i vestlig litteratur. Jeg er ude efter noget i min egen samtid og omverden; en bestemt tid, der har sin egen særlige musik, samfundsmæssige tendenser og intellektuelle strømninger. Hemmeligheden er at opdage disse særlige egenskaber og indføre dem i poesien …” Det ”forughske” billedsprog bygger til dels også på et opgør med klassiske billeder og metaforer, f.eks. ift. fuglen som figur. Fuglen er en etableret figur i den persiske poesitradition, om end betydningen har ændret sig og varierer gennem tiden. Den klassiske digter Attar skriver f.eks. i sit mesterværk Fuglenes forsamling (1177) om en flok fugle, der samles for at finde deres konge, fabelfuglen Simorgh, der betyder 30 (si) fugle (morgh). Fabelfuglen er et billede på det højeste, man kan opnå, den guddommelige bevidsthed. Nu om dage har ”morgh” dog ingen spirituelle konnotationer, eftersom det betyder kylling. Men i den klassiske poesi har fuglen altså været et billede på selveste Gud, åndelig og jordisk kærlighed i form af f.eks. nattergalen som den forelskede. Og eftersom poesien anses for kernen af kulturen, og digterne som forbindelsen mellem det himmelske og det jordiske, var fuglen det fuldendte billede på både digteren og poesien. I den politiske poesi fra Farrokhzads samtid var særligt fuglen

i fangenskab et billede på politiske fanger, og det at flyve dermed et billede på frihed og det frie samfund. Om end Farrokhzad bruger det at flyve som en metafor for poesien, der for hende er synonym med frihed, så bruger hun fuglen helt konkret som i digtet ”Fuglen var bare en fugl”. Med datidsformen i titlen og den første strofe, hvor fuglen er besjælet, peger hun på den klassiske tradition. Herefter peger hun på fuglen helt konkret og som en misvisende figur, der kommer til at stå i vejen for et tidssvarende billede af menneskelige vilkår. I det hele taget insisterer hun på at skrive i et nutidigt sprog om emner, der vedrører samtiden, i stedet for at følge de klassiske forskrifter og tematikker. Om den fysiske kærlighed og de kropslige erfaringer i stedet for de åndelige. Det transcendente og poetiske findes for hende i det nærværende, de nære relationer og i hverdagen. Det er ikke noget, man behøver at stræbe efter at finde i de højere, polerede luftlag, for det er allerede til stede i den upolerede hverdag. Kun to år efter udgivelsen af En anden fødsel omkommer Farrokhzad i en bilulykke. Efter hendes død vokser hendes popularitet både i og uden for Iran. Hendes værker er nu oversat til mange sprog, heriblandt engelsk, tysk, spansk, fransk, italiensk, tyrkisk, koreansk m.m. I dag læses hendes poesi af den unge generation såvel som den ældre. Hun er en digter, man lever med og læser igen og igen gennem sit liv, og på den måde er hun en del af folks liv og bevidsthed. Eksotisering og af-eksotisering Med antologien Kun stemmen bliver tilbage har vi ønsket at

Dansknoter

Forugh Farrokhzad

Fuglen var bare en fugl Fuglen sagde: Sikken duft, sikke solskin, åh foråret er kommet og jeg vil lede efter min mage. Fuglen satte af fra gesimsen og fløj, fløj væk som et budskab og forsvandt. fuglen var lille fuglen tænkte ikke fuglen læste ikke avis fuglen havde ikke gæld fuglen kendte ikke menneskene fuglen fløj i luften intetanende hen over rødt lys og erfarede de afsindig blå øjeblikke fuglen, åh, var bare en fugl

Dansknoter

præsentere Farrokhzad som det, hun først og fremmest er: ikke en iransk digter, ikke en kvindelig digter fra Mellemøsten, men en stor digter. For som hun selv har udtrykt det så fint: ”Jeg ved, jeg er et individ, og min poesi er for alle”. Vi har under arbejdet med bogen haft utallige samtaler om, hvad vi kunne gøre for at undgå eksotisering af hendes forfatterskab. Men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vores samarbejde ville give anledning til at devaluere Shadis arbejdsindsats. Mette har derfor udtrykt ”det klokkeklart en gang for alle: Jeg kan ikke persisk/farsi. Jeg hverken oversætter eller medoversætter. Det er Shadi, som har oversat hvert ord. Det er også hende, som tog initiativ til bogen, sidder inde med den største viden om Forugh, og hende, der bad mig om at skrive biografien. She is kort sagt the boss … Den dialogiske form, som biografien er skrevet i, afspejler netop min rolle som diskussionspartner (…). I forhåbentlig småparanoide øjeblikke har jeg spurgt mig selv, om folks behov for at se mig som medoversætter beror på en, muligvis ubevidst, mistro til Shadis danske? Eller om folk skeler til ideen om, at man ikke kan oversætte til andet end sit modersmål? Sandheden er, at Shadi har to modersmål, og at hendes tosproglighed er en styrke for dansk litteratur.”3 Eksotisering har mange ansigter. Det er, med Mettes ord, racismens nuttede lillesøster. Den indebærer, selvom den ikke nødvendigvis er ondt ment, marginalisering og fremmedgørelse. I litterære sammenhænge kan eksotisering af ikke-vestlig litteratur hænge sammen med en bevidst eller ubevidst opfattelse af, at ikke-vestlig litteratur er mindre vigtig og god end vestlig litteratur – eller kun god, i det omfang den har ’kulturel kapital’, kan spice det vestlige op som et eksotisk krydderi eller tværtom kan virke som et skrækeksempel, der sætter Vesten i et bedre lys. Selve holdningen til at læse ikke-vestlig litteratur for at lære noget om ”en anden” kultur har også eksotiserende træk, for så vidt som den forudsætter en forventning om, at ikke-vestlig litteratur skal handle om noget etnisk, alt imens det eksistentielle og universelle så er forbeholdt vestlig litteratur. En forventning og uskreven regel, som flersproglige skandinaviske forfattere også er underlagt. En prominent og velmenende journalist sagde f.eks. til Shadi engang: ”Hvis du bare skriver om kærlighed, så vil man hellere læse en dansk digter”. Det vil sige, at flerkulturelle forfatteres arbejde primært har værdi i omfang af etnicitet, og de skal helst ikke udtrykke sig om andet, for det er der alligevel ingen, som gider at høre på. At reducere en digter, der skriver og tænker og føler og lever på dansk, på denne måde må siges at være en form for marginalisering. Denne udtalelse og holdning afspejler desværre tendenserne i vores samfund de sidste 30 år: I 80’erne eksempelvis optrådte få med flerkulturel bag-

grund som kilder i medierne. Det kalder vi fase 1. Siden har flerkulturelle fagfolk fået mere taletid, men når de endelig optræder som kilder, er det oftest i historier, der handler om emner som moskeer, social kontrol og terror, og altså ikke som almindelige borgere i historier om folkeskolen eller grundskyld.4 Andelen af minoritetskilder er desuden ifølge den seneste undersøgelse fra 2017 faldende.5 Det kalder vi fase 2, alt imens vi venter på fase 3, hvor det forhåbentlig bliver lige så naturligt at give flerkulturelle fagpersoner et sted at stå, selvom det måtte vedrøre andre samfundsforhold. Og så kan vi tale reelt om integration. For i et samfund, hvor man ikke får lov til at deltage og bidrage på lige fod med de øvrige borgere, og hvor magthavere og presse fastholder ensidige repræsentationer, er integration reelt set ikke en mulighed. Ift. af-eksotisering i litterære sammenhænge mener vi generelt, at det er vigtigt ikke blot at se ikke-vestlig litteratur som ’kulturel kapital’. Man kan med fordel i stedet medtænke balancen og ligebyrdigheden, sådan at man fokuserer i samme grad på skriften eller konteksten, som når man beskæftiger sig med vestlig litteratur. Samtidig kan man medtænke diversitet uden at frygte, at man så må gå på kompromis med kvaliteten. Det er racismens nuttede lillesøster, der vil have os til at sætte lighedstegn mellem diversitet og ringe kvalitet. Man kan lade være med, som f.eks. nORD-festivalen, at tilrettelægge program år efter år uden at invitere en eneste flerkulturel forfatter fra de nordiske lande. Dette giver, som ift. andelen af minoritetskilder, et utidssvarende billede af vores samtid. Og disse to eksempler illustrerer forhåbentlig, at af-eksotisering er et spørgsmål om inddragelse på lige vilkår, fremfor kun at ringe efter flerkulturelle fagfolk, når det drejer sig om moskeer, særudgivelser, særarrangementer og særforløb. Det vil så sige, at man kan medtænke af-eksotisering i sin grundlæggende holdning, som metode i kuratering og i måden, man forholder sig til, præsenterer og formidler ikke-vestlig litteratur. Forough Farrokhzads digte kan lige så vel indgå i et temaforløb om kærlighed eller fugle i litteraturen, og man behøver, som ung eller ældre, etnisk majoritet eller minoritet, ikke en kulturel manual for at relatere til hendes poesi.

Note: 1 Fra digtet ”Synd” i Kun stemmen bliver tilbage, Gyldendal 2013 2 Fra interview med Forugh Farrokhzad, trykt i tidsskriftet Arash i 1964, oversat af Shadi Angelina Bazeghi og fremstår i sin helhed i antologien Kun stemmen bliver tilbage, Gyldendal 2013 3 Dansknoter 2015, Verdenslitteratur 4 ”Etniske minoriteter får mindre taletid i medierne”, Politiken, 27. februar 2017 5 Undersøgelsen ”Dem vi taler om”, lavet af Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet, 2017

Dansknoter

Lisbeth Maria Hansen Lektor i dansk og engelsk. Hun har tidligere været ansat på Det frie Gymnasium, Ørestad Gymnasium og arbejder nu på Borupgaard Gymnasium. Lisbeth Maria Hansen har tidligere udgivet Hello Out There – 7-eleven-land, en undervisningsbog i engelsk, og hun har skrevet artikler om pædagogik, skriftlighed og dannelse. I de seneste fem år har hun holdt kurser og oplæg om skriftlighed rundtomkring i landet. I december 2016 udkom hendes undervisningsbog Rejselitteratur på Gyldendal.

REJSELITTERATUR Danske forfattere og skribenter har i over 400 år skrevet om deres oplevelser, missioner og refleksioner fra deres rejser i verdens riger og lande. I denne artikel præsenteres Rejselitteratur, der giver en guidet tur i og introduktion til forskellige rejsemotiver og -genrer. Nogle af de forfattere, der indgår i Rejselitteratur, præsenteres i artiklen.

Rejsen i litteraturen – tur/retur I 1954 var mine forældre på bryllupsrejse. De tog toget fra København og rejste hele vejen ned gennem Europa for at stige af i Athen, hvor min mor havde familie, der tog imod dem og guidede dem videre ud til øerne, hvor man ikke var vant til besøg fra andre lande. Mine forældre havde følelsen af at være de første turister i Europa. Før dette havde de én gang været udenfor Danmarks grænser, nemlig i Sverige. Denne begrænsede rejseaktivitet var tidssvarende og normal for efterkrigstiden, og set i det lys er det tankevækkende, med hvilken selvfølgelighed og ofte også uvidenhed man i dag – ca. 60 år senere – rejser verden rundt og ozonlaget tyndt. For nogle år siden kom en af mine elever hjem fra ferie på Bali et godt stykke inde i den mørke danske vinter. Bali – det lød da fantastisk, eksotisk, fremmed og på alle måder som en rejseoplevelse af de store. Jeg bad hende fortælle om rejsen til klassen. Jeg havde nok forestillet mig, at hun ville holde et oplæg om Balis kultur, særpræg og den slags, men stik mod mine forventninger gav hendes beretning mig en utilsigtet mærkelig smag i munden, fordi hun og hendes familie havde været så utilfredse med Balis kulinariske udbud, at det overskyggede alt andet; den væsentlige rejseoplevelse var ganske enkelt, at man på Bali tilsyneladende ikke var

Dansknoter

tilstrækkeligt turistminded, så det var umuligt at opdrive burgere, cola og rødvin. Det fik mig til at tænke over, hvordan pokker det kan være, at en gennemsnitlig dansk familie kan få så lidt ud af at rejse så langt. Hvorfor tager man dog helt til Bali for at blive så sur over, at man får serveret den lokale mad frem for den globalt tilpassede? Hvorfor overhovedet rejse? Jeg begyndte at tale med mine elever om det at rejse, fx bad jeg dem meget pædagogisk om at reflektere over, hvad forskellen mon er på at være henholdsvis turist og rejsende, men jeg fik lov til at tørsvømme med mine egne refleksioner og definitioner, for eleverne bed ikke rigtigt på mine spørgsmål. Hvorfor skulle det være interessant? Alle rejser jo. De fleste danskere rejser 1-2 gange om året. Hvad mener du med at være turist – sådan noget med at gå på museer – eller hvad? Nå ja, o.k. Men det bliver jo alligevel relevant, når vi – som på alle andre gymnasier i Danmark – skal til at bestemme os for, hvor vi skal rejse hen på studietur. Det er ikke for at pege pædagogiske fingre ad vores elever eller folkeskolen, men de ved altså meget lidt om geografi. Og derfor skyder de pænt meget i blinde, når de kommer med forslag til rejsemål. Og deres kendskab til verdens kontinenter og historiens gang er

Teksterne repræsenterer epokale nedslag, der tilsammen favner de seneste 400 års rejseaktivitet, hvor danskere er rejst ud i verden med forskellige afsæt og formål. Og genrer og skrivestil varierer, eftersom de ligesom så meget andet er aftryk af deres samtid.

heller ikke så imponerende. Forslag om Australien, Atlasbjergene og Athen blæser i vinden, og kriterierne synes at handle om sol og alkohol, mens man som lærer står lidt alene med de dannelsesmæssige og faglige forsøg på input, der gerne skulle være studierejsens formål. Ja, ja, og sådan kunne man blive ved med lidt pedanteri over elevernes manglende viden om verden og historie. Noget at skrive hjem om Men alt dette og mere til var grundene til, at jeg fik lyst til at skrive Rejselitteratur, der er en undervisningsbog om, hvordan rejseformer og rejsemotiver har forandret sig over tid. Set fra et dansk perspektiv. Og med masser af litterære, journalistiske og visuelle uddrag og aftryk. Der findes et hav af dansk litteratur, der kan passe i denne sammenhæng. Det svære er at vælge tekster, som er relevante fagligt og dannelsesmæssigt inciterende. I min idégenererende synopsis havde jeg i sagens natur alt for mange bud på forskellige rejseformer og -motiver. Sammen med min redaktør fik jeg så barberet antallet ned til fire. I alt 20 tekstuddrag og billeder er samlet i disse fire overordnede kategorier i Rejselitteratur: ekspeditioner, dannelsesrejser, journalistiske rejser og rejser uden returbillet til Danmark. Teksterne repræsenterer epokale nedslag, der tilsammen favner de seneste 400 års rejseaktivitet, hvor danskere er rejst ud i verden med forskellige afsæt og formål. Og genrer og skrivestil varierer, eftersom de ligesom så meget andet er aftryk af deres samtid. De forfattere og skribenter, jeg har valgt til Rejselitteratur, er enten anerkendte, kendte eller var/er deres/vores tids helte. ”Hvor er det svært at stoppe, blækket flyder, hvorfor fylder det lidt jeg siger altid så meget. At du læser disse sider, er den eneste tryghed jeg føler, skønt jeg ikke ved hvad det har med at gøre.” (Poulsen 2011, s. 59). Sådan skrev Eik Skaløe i et af sine breve fra Paris i starten af 1960’erne. Helt overordnet er rejsens følgesvend skærpelsen af sanserne. Vi ser, oplever og lever stærkere, fordi vi er væk fra hverdagen. De fleste af os kender det: Vi får trang til at skrive, fotografere og fastholde vores iagttagelser, når vi rejser, og vi kommunikerer som oftest bagudrettet, fordi det er dem eller det derhjemme, det, vi forlod, og det, vi måske vender tilbage til, der er referencen

for det, vi ser og oplever derude. Det iagttagende, rejsende jeg er derfor forankret i sit land, sit sprog, sin kultur, sin socialisering og sin samtid. I dag fortættes og formidles rejseoplevelserne mest med snappens forsvindende øjebliksbillede og alskens pittoreske solnedgange på de sociale medier, mens postkortet og de håndskrevne breve er på vej ud af vores kultur. Sådan var det i sagens natur ikke tidligere, og derfor findes der i vores arkiver masser af rejsebeskrivelser, der genremæssigt varierer fra logbogens ordknappe rapport til den journalistiske roman. I Rejselitteratur findes der et bredt udvalg af genrer, der beskriver rejsen i mange af dens afskygninger, fx Thorkild Hansens dokumentariske roman om Carsten Niebuhrs rejse i Det lykkelige Arabien, Jacob Holdts åbne breve og personlige billeder fra vagabondårene i det sorte Amerika og Puk Damsgårds journalistiske roman fra det krigshærgede Syrien. Rejselitteratur er blevet til i min undervisning. Eleverne har læst og analyseret tekstuddragene, og jeg har undervist dem om tidens og forfatternes motiver til at rejse, indført dem i de perioder og genrer, de repræsenterer, og vi har diskuteret og perspektiveret og gjort ved. Og så har jeg sat eleverne til at skrive om rejsen og rejserelaterede emner. Det gør indtryk på dem at læse om risikofyldte og døddramatiske ekspeditioner til ørkenens varme, Grønlands kulde, om Sibiriens zobeljagende jægerfolk, bjørne og russisk mafia og om bestigningen af Mount Everests højeste tinde. Der bliver klart for dem, at hvor ekspeditionen i 1700-tallet havde et videnskabeligt mål, hvor man rejste i en større sags tjeneste for blandt andet at kortlægge verden, er tendensen over tid blevet til, at man bestiger bjerge og udørkener for at slå rekorder og præstere individuelt. Og gerne med det sus, som det giver, når livet sættes på spil. Selv den mest rå banan fra Ballerup Bymidte kan ikke undgå at blive fascineret, når vores nu folkekære direktør fra Nationalmuseet, Rane Willerslev, beskriver sit ufrivillige ophold i en nedfrosset skov i Sibirien, hvor han er ved at dø af sult og kulde: ”Jeg folder brevet og lægger det i inderlommen sammen med mit pas. Det skulle være nok til at identificere mit stivfrosne liv, hvis det kommer dertil. I brevet beder jeg om, at min krop, hvis den kan lokaliseres,

Dansknoter

omhyggeligt må blive bragt til Danmark. Hvad enten det nu går godt eller skidt, skal jeg hjem, levende eller død.” (Willerslev 2009, s. 110). Hippiesporet og nye rejsende i flygtningestrømmen Der tegner sig et broget billede af de rejsemotiver, der har gjort sig gældende i tidens løb. En blanding af nødvendighed, eventyrlyst og udlængsel, og i nogle tilfælde er det ønsket om at blive væk i det fremmede, der er rejsens anledning. Det kommer ofte an på, hvor vi er i historiens gang. Kigger man på den rejselitteratur, der har et dannelsesaspekt, er der faktisk fællestræk mellem den drømmeriske, determinerede 13-årige H.C. Andersens rejse til København, hvor de dannede skabte 1800-tallets kunst og kultur, og så Eik Skaløes længselsfulde drøm om at møde ligesindede frihedselskende unge, der ikke var til faste rammer og betalte regninger, da han som en lykkens pamfil tog på tommelfingeren for at leve fra hånden til munden – først i 1960’ernes Paris og senere på en tilfældig færd ud ad Hippiesporet, der begyndte ved Tyrkiets yderste grænse mod øst, og som for Skaløe endte på et vildspor. Både Andersen og Skaløe bryder op fra det velkendte og drives af eventyrlyst i en trang efter at blive kunstnerisk og menneskeligt dannede. Og så er der Elsa Gress, der som nybagt studine i 1937 tager sin depressive bror under armen for at vandre på landevejene i Tyskland, hvor de med stigende rædsel ser, hvordan nazismen vokser frem. Mødet med de støvletrampende,

Og det er elementært spændende at følges lidt med Suzanne Brøgger i grænselandet mellem Cambodia og Thailand, hvor hun i 1980’erne befinder sig i en flygtningelejr.

skrålende ungnazister såede et humanistisk og pacifistisk frø i den danske forfatterspire, hvilket dannede grobund for hendes dannelse og forfatterskab, hvad hun senere tematiserer i Fuglefri og fremmed. Ligesådan er der en dobbelt dannelse at spore i Carsten Jensens Jeg har set verden begynde, da han med sig selv som det skrivende og iagttagende jeg guider læseren rundt i lande, der i 1990’erne var begyndt at åbne sig mod verden; skildringer af lande, der dannes på ny – østover fra Rusland og videre ad den vej. Der er også et helt frisk bud på en hybrid- og autofiktiv dannelsesroman i dagbogsform i Madam Nielsens Invasio-

Dansknoter

nen – en fremmed i flygtningestrømmen, hvor hun skildrer den nye identitet, som er blevet Europas udfordring, idet gamle og nye vilkår og strukturer henholdsvis opløses, udfordres og reetableres, efterhånden som de nye europæere forsøger at slå rod eller bare få midlertidigt fodfæste sammen med de ’gamle’. Kameraet og kvindeligt mandsmod ”Jeg har aldrig sagt nej til et lift – om der så lå pistoler på forsædet, eller sad fire mænd med solbriller i bilen. Hvert menneske giver én et indblik i samfundet.” (Holdt 1978, s. 112). Eleverne taber næse og mund, når de læser om Jacob Holdts Jesus-lignende, langskæggede gestalt i 1970’ernes sorte USA, hvor han ikke er bleg for samtaler og sex med nogen. Hans grundlæggende fordomsfrie og afvæbnende facon giver ham adgang til især den fattige afroamerikanske befolkning, som bliver synlig via hans fotografier. Allerede 100 år tidligere fotograferede danskeren Jacob A. Riis sig ind i amerikanernes bevidsthed og var medvirkende til, at den daværende præsident lavede reformer, der tilnærmelsesvis skulle tilgodese de fattige i byernes ghettoer og slum. Riis var blandt de første til at bruge blitz og producere dokumentarfotografier, men først skulle han så grueligt meget ondt igennem, da han som ung, fattig emigrant fra Ribe hutlede sig igennem sult, hjemløshed og selvmordstanker i New Yorks gader. Ethvert ungt menneske kan lade sig inspirere af, hvad bare en enkeltbillet til USA og et kamera (eller nu en smartphone) kan skabe af muligheder, hvis man har modet og er drevet af nødvendighed. Også de kvindelige, rejsende skribenter har mod, eventyrlyst og udlængsel. Elsa Gress er nævnt, Karen Blixens selvbiografiske erindringer om kaffefarmen i Afrika er vel det tætteste, vi kommer på et virkeligt eventyr med en kvindelig hovedperson, der har mod og mandshjerte nok til at nedlægge løver og britiske storvildtsjægere? Og det er elementært spændende at følges lidt med Suzanne Brøgger i grænselandet mellem Cambodia og Thailand, hvor hun i 1980’erne befinder sig i en flygtningelejr. 15 år senere bestiger Lene Gammelgaard Mount Everest i en mediestorm af opmærksomhed, uvejr og døde bjergbestigere, mens aktuelle Puk Damsgård får elevernes respekt, når hun fører os ned i et mandsopdækket fangehul et krigshærget sted i Syrien. Jeg ved ikke rigtigt, om det er o.k. at kalde Madam Nielsen en kvinde, men det jo tankevækkende, at det er en forfatter i klassisk kvindetøj, der som en af de første danskere møder og beskriver de flygtninge, der kommer til Europa. Og sådan kunne jeg blive ved. I hvert tilfælde er der hermed og med Rejselitteratur åbnet for en flig af den mangfoldige litteratur, som rejsende, skrivende danskere har givet til os. Der findes meget mere, og der skrives heldigvis endnu

fra verdens udkanter, kontinenter og krigszoner. Her får Puk Damsgård det sidste ord om de eftervirkninger, som et ophold i et fangehul kan give: ”Det er intet under, at min bevidsthed glemte dele af kælderbesøget i al-Bab. Hvor skulle jeg placere den nyopdagede grusomhed? En ting var at læse bøger om Stalin og Hitler, noget andet var selv at møde livet og skæbnen i en diktators land. Men min krop glemte det aldrig. Jeg begyndte at få mareridt.” (Damsgård 2014).

Litteraturliste: Der er uddrag af følgende værker i Rejselitteratur. Rækkefølgen følger bogens kapitler. Thorkild Hansen: Det lykkelige Arabien – en dansk ekspedition 1761-67, Gyldendal, 1962

Achton Friis: DANMARK-EKSPEDITIONEN til Grønlands nordøstkyst 1906-08, Gyldendal, 2005 Lene Gammelgaard: Everest – Vejen til toppen, Aschehoug, 1996 Rane Willerslev: På flugt i Sibirien – Zobeljagt, russisk mafia og 65 minusgrader, Gyldendal, 2009 H.C. Andersen: Mit livs eventyr, revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen, Gyldendals Bogklub, 1988 Elsa Gress: Fuglefri og fremmed – Erindringsbilleder, Gyldendal, 1971 Jan Poulsen: Eik Skaløe – breve til en veninde, Gyldendal, 2011 Carsten Jensen: Jeg har set verden begynde, Munksgaard – Rosinante, 1997 Tom Buk-Swienty: Den ideelle amerikaner, Gyldendal, 2005 (om Jacob A. Riis) Karen Blixen: Den amerikanske farm, Gyldendal, 1965 Jacob Holdt: Amerikanske billeder, Informations Forlag, 1978 Jakob Ejersbo: Liberty, Gyldendal, 2009 Jørgen Leth: Det uperfekte menneske, Gyldendal, 2005 Jan Stage: Signatur: Jan Stage – Essays og journalistik 1961-2001, Lindhardt og Ringhof, 2016 Suzanne Brøgger: Kvælstof, 1980-1990, Rhodos, 1990 Ib Michael: ”Øjenvidneberetning fra tsunamien”, Politiken 29. december 2004 Puk Damsgård: Hvor solen græder, Politikens Forlag, 2014

Dansknoter

Johannes V. Jensens episke drama i storslået opsætning DET KONGELIGE TEATER I SAMARBEJDE MED AARHUS TEATER PRÆSENTERER

AARHUS TEATER / STORE SCENE 10. JAN – 9. FEB 2019

Ungdomsbilletter 60 kr. (man-tor, B, C og D-pladser)

Undervisningsmateriale og andre skoletilbud på aarhusteater.dk

DANSK STANDARD EN ROMANSKITSE Mit navn er E. Det er det man kalder mig, og det navn under hvilket jeg vil give mig til kende i denne fortælling. Jeg bor i et højhus uden for byen, på sjette sal, knap halvvejs oppe, højt nok til at være hævet over verdens larm, som man siger. Det er et fredeligt, om end nedslidt, boligkvarter, hvor graffitiens psoriasis og fugtens pestagtige plamager skæmmer betonvæggene, og hvor overfyldte affaldscontainere står og siver dårlig lugt. Men dette er jeg lykkeligvis hævet over qua min boligs forholdsvis høje placering. Fra min altan har jeg, når jeg en sjælden gang vover mig derud, udsigt til en park, også den lettere nedslidt og forsømt, hjemsøgt af lurende, frakkeklædte mænd med skjulte hensigter, men trods alt grøn, i det mindste om sommeren, og det er en trøst, som man siger. Det er som om det altid blæser herude, og mine vinduer, der altid er forsvarligt lukkede, forlener mit liv med en patina af støv og enkelte glimt af det sollys der er sådan en sjælden vare i denne del af verden. Jeg er rentier, som man siger. Afkastet af en arv - efter min hustru der var datter af en papirfabrikant - satte mig for nogle år siden i stand til at leve trygt og godt, dog ikke luksuøst, snarere nøjsomt, og til at betale min husleje og regninger samt de beskedne livsfornødenheder jeg kræver for at holde mig i live. Det kunne ikke falde mig ind at ønske mig noget andet. Der var en fred, tænkte jeg, i at være nået et sted hen i livet hvor man kunne sige man var resigneret. Men for nogen tid siden fik jeg imidlertid den tanke at jeg måske var ensom. Det var noget jeg havde læst et sted, om midaldrende mænds ensomhed og hvor usund den var for helbredet, ja, at den ligefrem nedsatte mænds middellevetid. Jeg forsøgte mig derfor med en hund. Denne hund anskaffede jeg mig på et såkaldt internat. Jeg kaldte den Agamemnon efter min hustrus far, papirfabrikanten, men det viste sig at være uheldssvangert, for den blev syg og kreperede, som man siger. Derefter fik jeg en kat det samme sted, men den forsvandt for mig, og til sidst anskaffede jeg et bur med en lille

Dansknoter

gnaver i, jeg kan ikke huske hvilken art den tilhørte. Men det viste sig at den var et nattens væsen, og den rumsterede fra aften til morgen med sin trædemølle og med at grave tunneller gennem halmen, en hektisk puslen og skraben der holdt mig vågen. Denne gnaver skaffede jeg af vejen på skånsom vis. Jeg lever nu atter alene efter disse intermezzi og ønsker intet andet end ensomhed. Der går toge ind til byen, og selvfølgelig også busser, hvilket betyder at jeg, når jeg en sjælden gang tager derind, kan skifte mellem henholdsvis tog den ene gang og bus den anden for afvekslingens skyld, som man siger, hvorefter jeg sætter mig på en bænk et sted eller, hvis jeg føler at jeg har råd, på en café hvor jeg drikker en kop kaffe. Jeg vil ikke ligefrem sige at jeg kan lide mennesker. Men jeg kan godt lide at kigge på dem. Jeg ser dem gå fra sol til skygge og til sol igen, og denne skiften mellem mørke og lys synes jeg er ganske forunderlig. Jeg føler noget for disse fremmede der passerer i strømme forbi mig inde i byen, hvad det nu end er, måske medfølelse iblandet et stænk af foragt, men også lettelse over at jeg ikke er en af dem. *** Jeg blev for nogen tid siden ansat i en virksomhed der kalder sig Dansk Standard. Dens opgave er at sikre at tingene her i landet passer sammen, sådan at det hele glider lidt lettere, som man siger. Jeg ved ikke hvorfor jeg søgte dette job, ej heller hvorfor jeg fik det. Den slags kan det være svært at vide. Men jeg kan huske at jeg blev ansat på stedet, på mit blanke ansigt, som man siger. Hver fredag holder kontoret en slags sammenkomst, ikke ligefrem en fest, men alligevel ret uformelt. Der drikkes som regel alkohol ved disse sammenkomster, og nogle gange kan bølgerne gå højt. Selv drikker jeg dog ikke. Jeg ved ikke hvordan det kan være, men jeg bryder mig ikke om smagen, og der er da heller ingen der ser skævt til at jeg kun drikker mineral-

Teksten i midten

vand. Efter denne sammenkomst tager jeg hjem. I weekenden holder jeg mig hjemme i min lejlighed i højhuset uden for byen, og alt er næsten ved det gamle. Men kun næsten. Der er kommet en fremmed ind i lejligheden. Den fremmede er den nye jeg, som man siger. Jeg synes måske han burde blive inde i byen, på sit kontor, i en slags dvaletilstand, mens jeg lever det liv jeg er blevet fortrolig med herude. Men han følger med. Og han forandrer med sin tilstedeværelse det hele. Er det godt eller skidt? Ja, det kan være svært at vide. *** Hver morgen ankommer jeg til togstationen i udkanten af indre by og går hen til Dansk Standards anonyme kontorbygning, og hver eftermiddag skrår jeg over pladsen foran den samme kontorbygning og går hen til togstationen. En dag hvor jeg er på vej hjem efter at have standardiseret og gjort ved i otte timer, får jeg øje på kvinden ved et af bordene på en udendørs café. Hun sidder med en kop kaffe løftet næsten op til munden, i en eftertænksom stivnen, og jeg blinker gentagne gange med øjnene som et kamera, og så sidder hun ligesom fast i min bevidsthed. Halvvejs henne ved busholdepladsen vender jeg brat om, som om jeg har glemt noget. Og jeg går tilbage til pladsen. Kvinden sidder der endnu, stadig med koppen løftet, stivnet midt i bevægelsen. Jeg går ud fra at hun må have taget flere slurke af kaffen mens jeg har vandret frem og tilbage - der er vel gået fem minutter - men sådan virker det ikke. Hun er som et maleri, for evigt fastfrosset i denne stilling. Jeg stopper op nogle meter fra hende og, medgiver jeg, stirrer. Der går nogle sekunder, hvor både hun og jeg er ubevægelige, jeg stående med min mappe, hun siddende, og så brydes fortryllelsen; hun fører koppen de sidste tre, fire centimeter op til munden, drikker og stiller koppen fra sig på bordet. Der er både en pose sukker, en teske og en lille firkant chokolade ved siden af koppen, men hun har skubbet det væk, som for at demonstrere at disse former for nydelse er hende afskyelige. Jeg er tryllebundet. Jeg kan ikke bevæge mig. Men efter nogle sekunder ser kvinden op, og hendes blik strejfer mig med et spørgende udtryk, ikke fjendtligt eller vredt, hvilket ville have været forståeligt, min uhøflige stirren taget i betragtning, men med en drømmende fjernhed i blikket, og jeg tænker at hun er ligesom mig. Så går jeg videre, hanker op i min kontormappe (jeg har altid en del arbejde med hjem), slår en runde på pladsen og går hen til togstationen. Da jeg sidder i toget, lettere fortumlet, mærker jeg at mit hjerte banker tungt i brystet på mig, og jeg er lidt tør i munden. Da jeg kommer hjem, tager jeg to hovedpinepiller. Jeg lader arbejdet ligge og går tidligt i seng.

*** Jeg er flyttet til en lejlighed inde i byen. Den ligger centralt, og jeg behøver ikke længere at tage toget til arbejde, men kan nøjes med at spadsere. Det sker tit at jeg inviterer nogle personer med hjem. Dette er den nye jeg som jeg mærkede var ved at overtage mens jeg endnu boede ude i mit højhus. Da han besluttede at flytte ind til byen, fulgte jeg med som det tynde øl, som man siger. En aften hvor jeg har spist noget der har givet mig luft i maven, virkelig usædvanlig meget luft - tarmene vrider sig og bobler - sker der noget vigtigt. Jeg har igen gæster, nogle kolleger, tror jeg det må være, vel nok inde fra kontoret, en femten stykker, de sidder i stole og sofaer og endda inde på sengen, nogle sidder bænket ved fjernsynet og betragter en eller anden reportage fra en krig med fortinnede fuldemandsøjne, men jeg opfylder værtsansvaret og går rundt og lider i stilhed, som man siger, men lader mig ikke mærke med noget, smilende, konverserende, og en kvinde - måske en nær ven, et familiemedlem, en kollega, en fremmed, den slags kan det være svært at vide - lægger en kølig hånd på min arm og siger: jeg kan godt se hvad der er i vejen med dig, lad mig hjælpe dig, og hun beder mig om at lægge mig på alle fire og trække bukserne ned. Dette er selvfølgelig efter at man har fået en del at drikke, ja, de fleste i selskabet er godt nedsænkede i calvadosen og amarettoen og grappaen og armagnacen og rakien, og jeg ved ikke hvad, spiritussens officerer blandt bataljoner og kompagnier af øl, drukkenskabens fodfolk der står opmarcheret i uordentlige geledder på bordene. Selv drikker jeg som sædvanligt kun mineralvand, og alligevel gør jeg som hun beder mig om, underkastet en fatalisme fremkaldt af en fest jeg ikke længere kan styre, og hun tager et cigaretrør af ægte rav og stikker det op i min endetarmsåbning, eller rettere sagt ned - jeg ligger jo med det nævnte organ i vejret - mundstykket først, og jeg kan mærke at luften pifter ud som fra en spærreballon, åh, himmel, hvilken lettelse! og gæsterne kigger interesseret, men også medfølende og deltagende på mig, og der er også nogle der bliver forargede, og nogle der fniser, og en eller anden, jeg tror det må være kontorchefen, slår ild med sin lighter og sætter den hen til røret, og en flamme slikker ud af det, som blusset fra en borerig, og der bliver ååh'et og aah'et og sagt noget anerkendende og opmuntrende, og folk bøjer sig ned og bruger stikflammen til at tænde deres cigaretter med. Der bliver drukket en del denne aften, som sagt. Stemningen stiger, som man siger. Jeg ligger på alle fire, blussende som Texas' oliefelter, og drikker, helt undtagelsesvis, en Martini med sugerør, efter anbefaling fra min ukendte kvindelige samarit, der dog senere præsenterer sig. Og jeg kan næsten ikke tro det.

Dansknoter

Du? siger jeg. Det er kvinden fra caféen på torvet. Hvem er du? siger jeg. Hun siger sit navn. Hun fortæller hvem hun er. Jeg har set dig i byen, siger hun, og hendes stemme er dyb. Hun bliver hos mig efter at gæsterne er gået hjem. Vi leger. Tre uger senere gifter vi os på rådhuset. Nu bor hun her. Hver aften går jeg tidligt i seng, mens min hustru, der altid bliver sent oppe, pusler inde i stuen. Jeg er lykkelig. Jeg lider af søvnløshed. *** Alting bliver bredere, alting bliver højere, dybere, tungere. Mennesket ekspanderer. Men rummet vi ekspanderer i, forbliver det samme. Derfor er det afgørende vigtigt at have en standard. Her kommer jeg ind, jeg og mit målebånd og min vægt. Jeg måler verden, jeg vejer den, og jeg måler og vejer de ting der er i verden. Derefter udfærdiger jeg et forslag til hvordan man kan få enhederne til at passe sammen, så vidt det nu lader sig gøre. For at tingene skal passe ind i verden, er

vi nødt til at udstikke en generel tendens og udstede regler om maksimaler og minimaler og højder og bredder og dybder. Men disse mål sprænges igen og igen, og nye mål må fastsættes. Dansk Standard vil derfor altid have nok at lave. Men et sted derude lurer den endegyldige standard, den som vores begrænsede verden selv sætter, og hvad skal vi så stille op? Jeg går ud fra at vi før eller senere vil kolonisere nye planeter. Så vil standarderne få helt nye betingelser, og vi kan begynde forfra. Men indtil det sker, er det Dansk Standards opgave at sørge for at menneskets ubændige trang til ekspansion ikke kammer over og løber løbsk. Også jeg ekspanderer. Det er noget med maven. Min hustru hjælper mig. Men selve problemet forsvinder ikke. Der er noget derinde. Og det vokser. *** Vi har en død hest liggende i stuen. Vi bruger den som køddepot. Det er min hustrus påfund, en eller anden ny trend, som man siger. Hver dag skærer vi et par lunser af og smider dem på panden og spiser kødet med råkost som tilbehør. Hesten

Kim Leine 57 år, født i Norge. Har udgivet syv romaner for voksne og en roman for børn. Romanen Dansk Standard, som der bringes et fragment af her, er under udarbejdelse og er planlagt til at udkomme i efteråret 2019. Den er et forsøg på at skrive i en anden stil end i de tidligere og mere realistiske romaner. Kim Leine har netop modtaget Kronprinsparrets Kulturpris 2018.

Dansknoter

Teksten i midten

ligger på siden, henne ved væggen. Et ungt par kommer på besøg, bekendte af min hustru, kokke begge to, helt nyuddannede, med en masse idéer om ”det nye køkken”, som de kalder det. De går hen og kigger på hesten. Hold da kæft, hvor er det fantastisk, en hel hest! Må vi have lov til at skære noget af og tilberede det? Det giver min hustru lov til, og de siger: det er fandeme flot. Der er så mange der har et fremmedgjort forhold til kød, og hvor det kommer fra. De fleste ville ikke drømme om at have deres kødressourcer liggende fremme på den måde. Må vi lave en feature om det? Pigen går og tager billeder, skyder løs fra alle sider, hun åbner endda bugen på dyret og bruger sin flash for at få de fedtgule sårrande og de flammerøde og grønligt iriserende indvolde med, helt ned til mindste detalje. Fyren skriver notater. De er begejstrede. Da vi har spist, begynder hesten at røre på sig. Den rejser sig halvt op på forbenene og slæber sig rundt i stuen, blødende fra sårene der er tilføjet den med kødøkser og knive i løbet af de sidste par uger hvor vi har haft den. Vi, ja mest jeg, bliver lidt urolig over dette, men de to unge beroliger mig. Den ene af dem er uddannet veterinær, siger hun, og hun forsikrer mig om at der ikke er nogen grund til uro. Det dér ser vi hele tiden. Der opstår tit spasmer længe efter at dyret er slagtet. Det er bare syren i musklerne. Det er jo også det der giver kødet den pikante smag. Hun løsner en kølle fra bæltet og giver den flere slag over nakken. Så tager hun hesten i nakkeskindet og slynger den hen til der hvor den før har ligget. Den rører ikke mere på sig. Spis nu din mad, skat, siger min hustru og lægger en kølig hånd på min arm, og de to unge løfter deres servietter op til munden. Jeg ved godt de morer sig over mig. *** Mit navn er E, skønt der ikke længere er nogen der kalder mig ved det navn. Men man hedder jo hvad man hedder, som man siger. Folk her på kysten kalder mig blot señor. Señor Danese. Jeg lever alene her ved Middelhavet. Jeg er nu faldet tilbage til mit gamle liv som rentier. Nye penge føjede sig til de gamle, og de har hobet sig op, som man siger, og for at skaffe mig af med nogle af dem, har jeg købt et hus. Man kan få nogle meget billige ejendomme hernede. Desuden er formueskatten meget lav. De lokale betragter mig vist som en velhaver, og det synes jeg er smigrende. Når jeg går rundt i kvarteret, løfter jeg på stråhatten og hilser på naboerne, og de hilser tilbage: God eftermiddag, frue. God eftermiddag, señor. Den er varm i dag. Ja, meget varm, señor. Osv.

Huset ligger i et par hundrede meters højde over havet, som der er udsigt til fra min terrasse hvor jeg indtager de fleste af mine måltider. Nogle aftener tager jeg dog ned til et hotel ved stranden for at spise. Det er billigt, og jeg kan godt tillade mig denne lille luksus. Jeg nyder at sidde under halvtaget, kun tyve meter fra stranden, og lytte til bølgerne der ruller ind og trækker sig tilbage mens jeg drikker et enkelt glas vin. Tit lyder der musik fra et sted i nærheden, oftest guitar og sang. Her er ingen tiggere. Tjenerne jager dem væk. Jeg får lov til at sidde i fred. Inden mørket når at falde på, vandrer jeg op ad hårnålesvingene til mit hus, ad villaveje hvis huse er beboet af aldrende nordboer der er flyttet hertil for at få levendegjort et helt arbejdslivs længsel efter frihed, sol, varme og vin. Jeg vandrer gennem den tunge, bedøvende lugt af jasminer, der brat bliver ekstra intens når mørket falder på. Blomsterne, som jeg kan se i gadebelysningen, klatrer op ad mure og jernstakitter. Længere oppe tager jeg gerne en genvej, og hvis det har regnet, hvilket det tit gør i overgangen mellem dag og aften, og er klaret op igen med stjernehimmel og byer der hviler i deres øer af lys i det udbredte mørke, kan jeg rigtig indsnuse den skarpe lugt af timian og den friske duft der stiger op til mig nede fra appelsinplantagerne. Resten af aftenen tilbringer jeg på terrassen, ved siden af poolen som jeg aldrig svømmer i, men som jeg alligevel sætter meget pris på, og samvittighedsfuldt holder ren for blade og snavs og alger. Jeg læser gerne lidt, men sidder lige så gerne bare og lytter og mærker den bløde aftenluft og dens dufte. Bag mig står huset med jalousidørene lukkede til, helt stille, men sælsomt levende. Jeg tager mig tit i at lytte efter om der er noget der pusler inde i huset. Der er selvfølgelig ikke noget, ikke en lyd. Men jeg går ikke derind. Jeg foretrækker at blive på terrassen længst muligt, hvilket det milde klima da også muliggør. Tit falder jeg i søvn i min stol til den beroligende lyd fra swimmingpoolens klukken. Mine drømme er smukke og harmoniske, ligesom mit liv. Det sker at min hustru viser sig for mig i en drøm, hvilket måske er hendes måde at minde mig om den tid vi havde sammen.

Dansknoter

TID TIL SAGALÆSNING

Annette Lassen Lektor, Den Arnamagnæanske Samling, NorS, Københavns Universitet. Forfatter til bl.a. Øjet og blindheden i norrøn litteratur og mytologi (2003), Odin på kristent pergament (2011), redaktør af Islændingesagaerne og senest Oldtidssagaerne (2016-).

n fo e ma rt

Sagaerne er en mærkeligt moderne litteratur fra middelalderen, en fremragende litteratur, der ikke alene giver nøglen til en forståelse af konstruktionen af dansk og nordisk identitet, men også til en række perioder i dansk litteraturhistorie.

Henrik Poulsen Lærebogsforfatter og redaktør. Forfatter til bl.a. Litteraturhistorien – kort fortalt (2016) og Gutenberg og Google (2017), hovedredaktør på sagatid.dk.

Sagalæsning har i mere end hundrede år været en faktor i den gymnasiale danskundervisning. En nordisk samhørighed har gjort, at især islændingesagaerne har været en grundstamme i litteraturhistorisk læsning i dansk. Fra Vilhelm Andersen, Falkenstjerne-antologierne, Sven Møller Kristensen og over Samlerens antologier til seneste skud på stammen: Gyldendals grundbog Krydsfelt. Tekstudvalget har været de populære som Egils saga (”Sønnetabet”), Njals saga (mordbranden på Bergtorskvol) eller korte sagaer som Ravnkels saga. I Dansklærerforeningens antologi Spurvesol (1989) optræder som en tidstypisk undtagelse kapitel 4 fra Erik den Rødes saga, hvor Torbjørg gennemfører en sejd i en hungersramt bygd på sydspidsen af Grønland. Umiddelbart efter denne tekst følger Eddaens gudedigt ”Vølvens spådom”. I 2013-læreplanen for stx indgår sagalæsning stadigvæk som en forpligtelse under det litterære stofområde, men i læreplanen 2017 er det skrevet ud. Under litterære perspektiver anføres det blot, at der skal læses ”tekster fra tiden før 1700.” De islandske sagaer, islandsk sprog og kultur har længe sat sit tydelige præg på dansk kultur. Fra 1871 til 1935 var oldislandsk på skoleskemaet i gymnasieskolen. Selv i en antologi for grundskolen, Dansk Læsebog for Mellemskolen (1930), optræder der ikke

Dansknoter

mindre end tre oldislandske tekster (Grettes saga, Snorres Edda om Olav den Hellige og om Balders død) samt flere danske litterære fortolkninger som fx Adam Oehlenschlägers ”Hroar og Helge”. De middelalderlige tekster om den nordiske oldtid var helt frem til midten af 1900-tallet indskrevet i en national litteraturhistorie i lige linje tilbage til Saxo Grammaticus’ værk om danskernes gerninger (Gesta Danorum, ca. 1200). Frem til ungdomsoprøret var oldislandsk en obligatorisk del af danskstudiet på universitetet: et toårs kursus, hvor der læstes 250 sider på originalsproget. Undervisningen i islandsk er for tiden nedlagt på grund af nedskæringer, men der arbejdes på at finde en løsning, så faget også fremover kan udbydes. Hvis sagalitteraturen ikke indgår i undervisningen i stx og på universitetet, mister vi ikke alene kontakten til et stykke anerkendt verdenslitteratur, der knytter et globalt perspektiv til dansk litteraturhistorie, men også en grundlæggende forståelse af en stor del af dansk litteratur og kultur, fra fx Oehlenschlägers ”Guldhornene” over Johannes V. Jensens Kongens fald til Stine Pilegaards Lejlighedssange. Islændingesagaerne er stærke beretninger, der appellerer til unge mennesker gennem deres karaktertyper, temaer og sproglige univers.

Islændingesagaerne forfatter, der lod sig inspirere af tidens toneangivende værSagaerne er et af Nordens vigtigste bidrag til verdenslitteraker. Det kan være inspiration fra Bibelen, teologiske tekster, turen. Selvom de er skrevet i middelalderen, forekommer de andre islandske sagaer, eller, som i Njals saga, fra en kendt på en række punkter moderne, for de foregriber en scenisk versroman fra 1100-tallet om Alexander den Store. Sådan mefortællekunst, som man først ser i Europa i anden halvdel af ner man, at Gunnars berømte replik i Njals saga, ”så smuk er 1800-tallet, og som i dag er et kendetegn ved minimalistisk skråningen” (kap. 75, oversat af Lembek), som falder, da han litteratur. I modsætning til middelalderens forfattere, som på vej i landflygtighed skuer ud over landskabet ved sin gård, gerne moraliserer og udlægger læren af deres værker, giver har forlæg i en lignende replik i Alexander den Stores saga. sagaskriverne ikke deres egne meninger til kende. Der er De fleste forskere mener i dag, at sandheden skal søges som hovedregel ikke indre syn på personerne, fortælleren et sted mellem bogprosa- og friprosateoriens påstande. Man nøjes med at konstatere, hvad man kan iagttage med øjet. har på den ene side kunnet påvise historiciteten af elemenMange islændingesagaer ligger dermed åbne for forskellige ter i sagaerne, som man tidligere mente var opspind. Fx har tolkninger. beretningen i Erik den Rødes saga om nordboernes kortvarige Islændingesagaerne er kendte for deres velturnerede og kolonisering af Vinland fået støtte af arkæologiske fund i hårdtslående replikker, som er lagt i munden på sagaernes L’anse aux Meadows i det nuværende Canada. Som hovedærekære helte. Da Grettes bror såres dødeligt af et spyd, regel har man dog ikke kilder til rådighed, hverken skrevne udbryder han: ”De er på mode nu, de brede spyd” (Grettes eller arkæologiske, der kan be- eller afkræfte sagaernes saga, kap. 45, oversat af Lembek). En anden udbredt stilfigur indhold. Men det betyder ikke nødvendigvis, at sagaerne er litoten (underdrivelse ved brug af dobbelte negativer), og ikke indeholder en kerne af historiske fakta. Man kan dog beslægtet med den er underdrivelsen. Hvis en helt siger, at et med stor sikkerhed gå ud fra, at en sådan kerne i større eller sår ikke behøver forbinding, kan man regne med, at det er dødeligt. Islændingesagaerne handler om frie islandske De fleste forskere mener i dag, at sandheden bønder i den såkaldte sagatid, perioden fra ca. 930skal søges et sted mellem bogprosa- og 1030. De er skrevet i Island mellem ca. 1200 og ca. 1400. Fra Islands middelalder har man også andre friprosateoriens påstande. Man har på den sagagenrer: oldtidssagaer (om danske, norske og ene side kunnet påvise historiciteten af svenske vikinger og sagnhelte), kongesagaer (om norske og danske konger), riddersagaer (bl.a. om elementer i sagaerne, som man tidligere Arthurs riddere af det runde bord), sagaer om mente var opspind. hellige mænd og kvinder (oversatte helgenberetninger) og samtidssagaer (om sagaskrivernes egen samtid). Dertil kommer eddadigte om de nordiske guder og sagntiden, Snorres Edda, hvor man bl.a. kan læse mindre grad er ændret til ukendelighed. Sagaskriverne har om Tors færd til Udgårdsloke, teologiske traktater, lovbøger krydret deres beretninger med drama og fiktive replikker og og oversættelser. Der blev efter europæisk standard producetillagt personerne følelser. Dette betyder imidlertid ikke, at ret usædvanligt mange værker på islandsk i middelalderen, man ikke i islandsk middelalder har opfattet sagaerne som og sagaskriverne var velorienterede om den nyeste litteratur historiske beretninger, selvom det også er klart, at man i løbet i Europa, som ofte var på latin, og som de lod sig inspirere af af middelalderen begyndte at skrive sagaer, som er ren og i deres egne værker. Sagalitteraturen blev til i mødet mellem skær fiktion fra ende til anden. I dag er forskerne enige om, den europæiske litteratur og den islandske fortælletradition. at Ravnkels saga er fiktion fra ende til anden, selvom man Meget af 1900-tallets forskning forsøgte at kortlægge tidligere anså netop denne saga som kongseksemplet på en forholdet mellem en mundtlig overlevering og sagaen som autentisk historisk beretning, der var mundtligt overleveret. skriftligt produkt. Forskningen domineredes af to retninger, Danske læsere har særligt fået kendskab til islændingebogprosateorien og friprosateorien. Ifølge friprosateorien sagaerne gennem to udgivelser: N.M. Petersens oversættelse skal sagaerne være overleveret mundtligt igennem århundaf ti islændingesagaer (der udkom 1839-1844 og er genudgivet rederne i en næsten fast form. Friprosateorien betragter mange gange, senest i 2016) og en udgave af elleve sagaer, sagaerne som autentiske historiske beretninger, der mere som Johannes V. Jensen og Gunnar Gunnarsson udgav på eller mindre er blevet til i den periode, hvor de udspilles. Gyldendal i 1930-31. Først i 2014 udkom det samlede korpus Bogprosateorien understreger derimod, at selvom sagaerne af islændingesagaer (5 bind, redigeret af Annette Lassen) på meget vel kan have deres rod i en mundtlig overlevering, er det islandske Saga Forlag: fyrre sagaer og niogfyrre såkaldte de i deres overleverede form litteratur, som er skrevet af en totter (korte, novelleagtige fortællinger). Med denne udgave

Dansknoter

blev både de kendte klassikere og de mere ukendte senmiddelalderlige sagaer (heriblandt tempofyldte beretninger om trolde), hvoraf nogle aldrig tidligere havde været oversat, for første gang tilgængelige på moderne dansk. Moderne tilgang til islændingesagaerne Vi vil gerne slå et slag for en fornyet sagalæsning i stx. Med læringssitet sagatid.dk har vi samlet vores bud, der arkiverer og aktualiserer islændingesagaerne, så eleverne både kan fordybe sig i sagaerne, historiske forhold og møde stoffet gennem 23 nordiske forfatteres litterære bud på aktualisering. Det vender vi tilbage til. I vejledningen til Læreplanen 2017 står der: ”I tilrettelæggelsen af den historiske læsning er der mange muligheder. Det er muligt at læse kronologisk fremadskridende eller kronologisk bagud eller med fokus på temaer eller genrer […] Når der arbejdes i et litterært perspektiv, betyder det, at teksterne i undervisningsforløbet først og fremmest undersøges litteraturanalytisk og fortolkningsorienteret. Vejene kan være mange, og man kan i tekstudvalg og læsestrategi lægge fokus fx på at skabe læseoplevelser, på teksters potentiale til at åbne for nye livshorisonter og på at afprøve forskellige fortolkningshypoteser og kreative tilgange, der kan øge elevernes udbytte af teksten. I tilknytning til analysen og fortolkningen afprøves tillige perspektivering og kontekstualisering med inddragelse af litteratur-, kultur- og/eller bevidsthedshistorie, fx gennem kontekstualisering til et tema, en periode eller et litterært emne.” Sagatid.dk består af tre tekstsøjler: uddrag af sagaer, nyskrevne nordiske tekster samt et bibliotek med artikler og videolectures, der oplyser om baggrunde og litterære træk. Vi har valgt uddrag fra fire sagaer og en tot, der hver især repræsenterer en karakteristisk og afsluttet delfortælling. En islandsk, grønlandsk og norsk fotograf bringer sagauddragene ind i et distanceret nærvær. De har opsøgt steder i landskabet, hvor fortællingerne ifølge sagaerne finder sted. På den måde knytter fotografierne et element til debatten om friprosateorien versus bogprosateorien, men de betoner også, at sagaens oprindelige landskab er borte. Vi har opfordret seks danske, to svenske, henholdsvis tre norske, grønlandske og islandske forfattere samt fire elever fra Testrup Højskoles litteraturlinje til litterær dialog med udvalgte sagauddrag. Heri ligger aktualiseringen. Det er der kommet mange spændende bud på, der overbeviser os om, at sagaerne, deres temaer og stil, fortsat er vedkommende. Til alle tekster – sagaer og nyskrevet litteratur – har vi knyttet analytiske og fortolkende opgaver, ligesom eleverne selv produktivt kan fortolke stoffet i egne tekster.

Dansknoter

Der opstår overraskende spændingsfelter mellem sagateksten og den litterære tekst. Gunnar Staalesen udlægger konflikten i Njals saga gennem et krimiplot og med en overraskende synsvinkel hos et vidne. Inger Bråtveit udmaler på nynorsk og i et suggestivt lyrisk sprog Torbjørgs sejdkunst som organiske naturprocesser, og Dy Plambeck undersøger køn og seksualitet på baggrund af et afsnit fra Laksdølernes saga. Der er digte, essays, kortprosa og noveller, der på hver deres måde sætter de gamle tekster i spil. I Njals saga, der ikke kun er den længste, men også den kendteste af islændingesagaerne, er der en kampscene mellem Kulskæg, søn af Njal, og Kul, der tilhører gruppen af hævnere, der er kommet til Njals gård Bergtorskvol for at dræbe hans sønner. Ordvekslingen forløber sådan: ”Kulskæg reagerede med et ryk og trængte ind på Kul og huggede sværdet i hans lår, så benet gik af, og sagde: ”Ramte det eller hvad?” ”Nu må jeg bøde for, at jeg ikke var dækket,” sagde Kul og stod et øjeblik på det andet ben og så på stumpen. Kulskæg sagde: ”Du behøver ikke at se efter. Det er, som du tror: Benet er væk.” (Njals saga, kap. 63, oversat af Lembek) Sagaernes tone er ofte rå, enkel og humoristisk. Sagaen opløfter mænd og kvinders egenskaber i et koreografisk univers, hvor handlinger og replikker erstatter følelser og tanker. Den er et skrifttegn, et forvandlingsspejl på det menneskelige. Eller som første strofe i Hallgrímur Helgasons digt ”Kapitel 66” siger det: ”I Alle ser sig som hovedperson i eget liv Som hovedperson i egen saga Indtil en anden og større banker på”

Bibliografi Lassen, Annette (red.): Islændingesagaerne: Samtlige sagaer og niogfyrre totter, Reykjavík: Saga Forlag, 2014 Lassen, Annette: Islændingesagaernes verden, Gyldendal, 2017 Sagatid.dk

Dansknoter

Interview med Hans Lind, Ph.d.-studerende, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Læsningens håndværk Hvad går din forskning ud på? Mit ph.d.-projekt handler om, hvordan der undervises i kreativ skrivning på danske forfatterskoler. Skriveundervisning tager dog oftest form som læseundervisning, så i virkeligheden er det et studie af, hvordan man læser på forfatterskoler, og hvordan denne læseform rammesætter læring og kreativt samarbejde. På langt de fleste forfatterskoler i Danmark er undervisningen bygget op om såkaldte fælleslæsninger, hvor man i fællesskab taler om henholdsvis ufærdige elevtekster og færdige stykker litteratur af etablerede forfattere. Læsningerne afholdes ”prima vista”, hvilket betyder, at ingen på nær forfatteren har læst teksten på forhånd. Formålet med denne umiddelbare samtale om litteratur er at kultivere elevernes blik for, hvordan litterære tekster fungerer, og igennem det deres skriveevne. Det er en af mine arbejdsteser, at fælleslæsningerne formidler en måde at læse på, som er typisk for forfatterskoler. Denne særlige læsemåde danner ramme for en distribution af kreativitet og kunstnerisk knowhow. Jeg kalder den for håndværkskritik, fordi det er en pragmatisk form for læsning, som spørger til, hvad teksten er og kan blive til, fremfor hvordan den kan fortolkes. Med udgangspunkt i begrebet om håndværkskritik vil jeg udvikle en metodologi for skrivekunstnerisk respons, som dels beskriver den tradition og praksis, der knytter sig til forfatterskolernes fælleslæsninger, og dels videretænker nogle af principperne gennem en nyere teoretisk strømning kaldet ”postkritik”. Kan du give et eksempel på et fund, du har gjort? Jeg har i løbet af det første år fundet ud af, at der under fælleslæsningerne tilsyneladende er to overordnede måder, som læserne engagerer sig i og bliver medskabere af tekster på. Disse to engagementer svarer til de to grundlæggende former for håndværk: at skabe og at reparere. Håndværkskritikkens metodiske udgangspunkt er deskriptivt, og i så godt som alle tilfælde begynder forfatterskolernes fælleslæsninger med en eller anden form for beskrivelse eller karakteristik

Dansknoter

af tekstens præmis. Læserne kan bruge lang tid på at beskrive og blive enige om, hvad der står i teksten, og man ser tit, at samtalerne udelukkende har en beskrivende karakter. Nykritikken har haft stor indflydelse på det tekstsyn, som florerer på forfatterskolerne og dikterer, at teksten skal kunne stå alene – hvilket både gælder i forhold til forfatterens intention og læsernes indblanding. Det, jeg har observeret i praksis, er dog, at hvis dette dogme om udelukkende at beskrive ikke bliver håndhævet, bevæger samtalen sig i retning af en skabende eller reparerende læsemodus. I den skabende modus digter læserne videre på teksten, mens de i den reparerende modus tager udgangspunkt i passager, som ikke fungerer i forhold til tekstens præmis, og kommer med ændringsforslag. Begge modi iværksætter en kollektiv tænkeevne, der danner grobund for indsigter, som ikke nødvendigvis kunne være opnået på egen hånd. Det er gruppekreativitet. Denne iagttagelse har gjort mig interesseret i, hvordan man skaber de mest gunstige forhold for de to former for medskabelse i håndværkskritikken – vel vidende, at det strider imod ideen om den fuldkomment egenrådige forfatter. Det er snarere at spørge til, hvordan fællesskabets tænkeevne kan komme den enkelte forfatters og teksts tilblivelse til gode. Og der bidrager et nykritisk litteratursyn ikke altid med det bedste svar. Hvad er din empiri og analysemetode? Empirisk er mit projekt lidt af en smeltedigel. Efter god etnografisk skik trækker jeg på al slags dokumentation af forfatterskolernes tradition og praksis, interviews med lærere og elever, lydoptagelser af fælleslæsninger og litterære tekster for at opnå en så mangesidet forståelse af mit forskningsfelt som muligt. Tilsvarende trækker jeg på flere faglige analysemetoder, men når alt kommer til alt, er det et litterært studie, og mit blik på materialet er formet af min baggrund som litteraturhistoriker. Jeg læser på mange måder skriveværkstedets samtaler, som jeg ville læse litteratur. Som litteraturhistoriker har jeg øje for mønstrene på tværs af fælleslæsningerne, men jeg er i lige så høj grad bevidst om

FORSKERINTERVIEW

hver læsnings egenart. Hver tekst former samtalen på en bestemt måde, som ikke kan forudsiges, og derfor skal tekst og samtale læses sammen. Der er en tradition, men ikke nogen formel for fælleslæsningerne. Hvordan kan det bruges i min undervisning? Håndværkskritikken er en selskabelig læsepraksis. Den trives ved dialog. Derfor foreslår jeg, at fælleslæsningens samtalebaserede model og den håndværkskritiske måde at læse på anvendes sammen i danskundervisningen. At læse håndværkskritisk er dybest set at se teksten som en sum af forfatterens valg og så granske disse valg: Hvordan har forfatteren gjort, hvorfor gør hun det på den måde, og hvad betyder det for tekstens helhed? Hvad kan jeg lære af disse litterære valg, og hvordan inspirerer teksten mig til at skrive noget selv? Det er oplagt at gå håndværkskritisk til værks, når det handler om elevtekster, kreative såvel som faglige, men der kan også være en særlig frihed forbundet med at læse pensumlitteraturen på denne måde. For eksempel er det jo ikke sikkert, at man altid er enig i de valg, forfatteren har truffet. Kunne det have været gjort anderledes? Teksten bliver dermed op til forhandling, en samtalepartner. Uanset hvordan fælleslæsningerne organiseres, vil jeg anbefale, at man starter beskrivende og tager sig god tid til at sætte ord på, hvad teksten drejer sig om. Beskrivelsen er håndværkskritikkens fundament. Hvordan endte du med at forske i det, du gør? Min vej til at blive forsker startede med, at jeg blev hyret som studenterunderviser til at prøvekøre et forløb i kreativ skrivning på Litteraturhistorie på Aarhus Universitet, hvor jeg selv var studerende. Semestret efter udviklede forløbet sig til et seminar, og semestret efter det blev der oprettet et valgfag i kreativ skrivning. I løbet af den tid havde jeg lagt mærke til, at der forelå en masse forskning i den angelsaksiske tradition for Creative Writing, men ganske lidt om den

skandinaviske tradition. Ikke mindst den danske undervisningstradition er bemærkelsesværdigt underbelyst set i lyset af, at der i de senere år er kommet markant flere forfatterskoler og skrivekurser i Danmark. Så det besluttede jeg mig for at råde bod på. Jeg håber, at mit ph.d.-projekt vil bane vejen for videre forskning i kreativ skrivning, og ikke mindst at det vil bidrage med viden, som kan bruges på de danske forfatterskoler såvel som andre undervisningsinstitutioner.

Udvalgte artikler af Hans Lind: ”Er apostrofen et økologisk instrument?”, i Passage, nr. 77, 2017 ”’Iowa Is Not for Everybody’: Hvad tv-serien Girls lærer os om skriveundervisning og sarthed”, i Kulturo, nr. 46, 2018 Hjemmeside: au.dk/hans.lind@cc

Dansknoter

Line Schnack, Lis Petersen & Karen Wagner Lektorer ved Ørestad Gymnasium

Orientalisme

– det eksotiske og brutale ”Eksotisering er racismens nuttede lillesøster” – Mette Moestrup på årsmødet 2018 Hvordan læser vi oversatte forfatterskaber, og hvordan kommer orientalismen til udtryk i dansk litteratur fra oplysningstiden, romantikken og i dag? I hvor høj grad er orientalismen styrende for vores perception af oversat litteratur fra Mellemøsten og dansk litteratur, der beskæftiger sig med Orienten?

Disse spørgsmål kredser dette undervisningsforløb om, inspireret af årsmødekurset 2018 om kulturmøder. Det er rettet mod elever i 3. g (evt. anden halvdel af 2. g) eller kursister på HF 2. år. Forløbet blander de tre perspektiver og lægger op til tekstfordybelse, skriftlighed, kreativitet og litteraturhistorisk viden. Af pladshensyn er det beskåret. For medlemmer findes en udfoldet version på Dansklærerforeningens hjemmeside.

Yahya Hassan: Den arabiske prins + Athena Farrokhzad: Uddrag af Vitsvit. Hav teksterne liggende ved siden af hinanden, og sammenlign først teksternes grafik og digtsamlingernes forsidevalg. Evt. differentiering: Stærke tekstlæsere arbejder med Vitsvit, resten med Hassan ud fra følgende opgave: 1. Nonstop-skrivning i fem minutter om, hvad digtet handler om, og hvordan du forholder dig til det. 2. Gå i grupper på fire, der har læst det samme digt. Læs jeres nonstop-tekst højt for hinanden. Del og stjæl. 3. De, som har læst Hassan, fremlægger deres iagttag elser, og tilsvarende gør de, som har læst Farrokhzad.

1. modul: Digtere og deres nationale forankring

er tekstens centrale tema. Find fem nedslag i teksten, der kan dokumentere hypotesen. Forklar og uddyb, hvad tekstcitaterne betyder. Fremlæg jeres arbejde for hinanden, og diskuter i fællesskab, hvad digtene har til fælles, og hvori forskellene består.

Opstart: gætteøvelse. Tove Ditlevsens digt ”De evige tre” samt Forughs digt ”Synd” uddeles til eleverne uden angivelse af, hvem der har skrevet digtene. Læreren eller et par elever læser digtene højt. Eleverne skal i smågrupper diskutere, hvornår de tror digtene er blevet til, og hvilken nationalitet digterne har. De fremlægger for hinanden, diskuterer. Som afslutning afslører læreren, hvem der har skrevet digtene, og hvornår de er fra.

Afslutning. Læs de med blåt markerede passager af Athena Farrokhzads artikel ”Han hyldes af danske racister” i dansk oversættelse (lærerens). Åben diskussion af Farrokhzads synspunkter.

Digtanalyser. Halvdelen af klassen arbejder parvist med Ditlevsen-digtet, den anden halvdel med Forughs digt ud fra følgende opgave: 1. Opstil en fortolkningshypotese, dvs. det, I mener

Bearbejdning af lektien, Mette Moestrups artikel ”Forugh forever”. Vend med sidemanden, hvad der var mest interessant ved lektien. I skal i par svare skriftligt på følgende spørgsmål:

Dansknoter

2. modul: Forugh

man kan også På disse sider vil vi i Dansknoter bringe praksisnære indslag fra undervisningen. Det kan være modulplaner, screenshots, udfoldede undervisningsforløb, QR-koder osv. Vi modtager altså meget gerne indlæg fra din undervisning som du har lyst til at dele med en kollega.

Lektier

Emne og materialer

Læringsmål

Ingen

Digtere og deres nationale forankring

– Kendskab til persisk poesi – Analyse af lyrisk formsprog – Refleksion over poesiens rolle

Læs Mette Moestrups artikel

Forugh

– Digtanalyse

”Forugh forever” (stk. 1-7). Tag

Forughs digt ”Et vindue”

– Dokumentaranalyse

noter. Vælg et sted i teksten,

Forughs dokumentar The House is Black

– Formidling af digt og forfatterskab

du finder interessant

Værker af Shirin Neshat

Læs ”Billeder af Orienten”.

Orientalisme

– Kendskab til Saids teori om orientalisme – Anvendelse af Saids teori til at analysere eksempler

Se Edward Said – An intro-

på Vestens fremstilling af Orienten i forskellige

duction to Orientalism.

kulturprodukter – Individuelle sansende og reflekterende skriveøvelser

Læs: ”Romantikkens orient”

Oehlenschläger

– Kendskab til romantikkens fremstilling af Orienten

og ”Adam Oehlenschläger -

(Romantikkens Orient)

– Analyse af et uddrag fra Oehlenschlägers Aladdin

den store digter og lykkens

– Sammenligning af Oehlenschlägers Aladdin og

søn”, og tag noter til de tre

Disneys

første spørgsmål på arbejdssedlen (Tjek på lektien), mens du læser. Læs: Uddrag af Aladdin. Læs ”Bazarerne” (Uddrag af

Rejsedestinationer

– Skrivning af en debatterende artikel

H.C. Andersens En Digters Bazar 1842), og lav en kort analyse af, hvordan Orienten fremstilles i dette uddrag af H.C. Andersen.

Dansknoter

1. Hvordan er traditionen for poesi i Iran? 2. Hvilken betydning har Forugh for det iranske folk? 3. Hvad beskæftiger den iranske eksil-kunstner Shirin Neshat sig med i sine værker? 4. Hvad betyder Neshats udtalelse ”I am simply an artist”, og hvorfor er udtalelsen med i en artikel om Forugh? 5. Hvad er styrkerne, som dobbeltsprogede mennesker med ”dobbelt bevidsthed” har ifølge den argentinske litterat Walter Mignolo? 6. Hvorfor bliver Forugh kun kaldt ved fornavn? 7. Hvad og hvilke temaer er karakteristiske for Forughs forfatterskab? Elever læser på skift højt af besvarelserne, mens de lyttende tilføjer gode pointer til deres private noter. En første læsning af ”Et vindue”. Der er 10 strofer i digtet. De uddelegeres til små klynger af elever af 2-3, som i grupper skal diskutere strofens metaforiske og semantiske indhold, fordybe sig og forsøge at give et bud på betydningsindholdet. Der afsættes god tid til, at grupperne diskuterer indholdet, og det er en god ide, hvis læreren får konsulteret alle smågrupper under arbejdet. Derefter fremlægger grupperne deres læsninger. Læreren samler trådene, mens to elever tager noter i et Google-dokument. Diskussion. Hvad mon den danske digter Mette Moestrup mener, når hun siger, at ”eksotisering er racismens nuttede lillesøster”? Hvordan skal vi læse Forough, synes I? Lede efter noget specifikt etnisk eller læse hende som ”poet as such”, som skriver om noget universelt? Shirin Neshat. Vi ser YouTube-video med værker af den iranske eksilkunster Shirin Neshat, som på mange måder er beslægtet med Forugh. Alle skal skrive tre ord om hendes kunst på tavlen. Hvordan forholder hun sig til den iranske tradition? Og hvorfor tror I, hun er eksileret? Dokumentarfilmen The House is Black (1962). I har nu et vist kendskab til Forugh og skal se (uddrag af) en dokumentar, hun har instrueret. Dokumentaren udspiller sig i en lejr for spedalske i byen Tabriz i Iran. Forugh rejste dertil med fire kolleger og optog i løbet af tolv dage det, der blev en prisbelønnet sort-hvid dokumentarfilm. Vi ser filmen (eller uddraget) sammen, og efterfølgende skal I, uden at tale med andre, i 10 minutter skrive jeres indtryk af

Dansknoter

filmen. I kan overveje, hvad I tænker om stemningen, hvorfor I tror, hun har lavet filmen, hvorfor hun fokuserer på de spedalskes bøn og på den medicinske behandling af dem. Synes I, optagelserne fra The House is Black er smukke eller hæslige? Hvilke følelser og tanker sætter det i gang? Tal om det i fællesskab. En eller to skriver digitale noter af diskussionen. Se den sidste scene, hvor drengen Hossein Mansouri svarer ”Månen, sol, blomster, leg” anspurgt af læreren om, hvad der er smukt. Han bliver sidenhen Forughs adoptivsøn. Diskuter slutscenen. Afslutning / Individuelt. Du har tre minutter til at forklare, hvorfor Forugh er en digter i verdensklasse, hvorfor hendes billedsprog er helt særligt, og hvorfor hun har så stor betydning for det iranske folk. Du skal starte processen i slutningen af modulet, men ellers færdiggøre efterfølgende. Skriv det, du vil sige, ned, og lær det udenad. Skriftlig aflevering. Gå sammen med din buddy og film hinanden. Aflever både din video og dit manus. 3. Orientalisme – Vestlige forestillinger om Orienten Vi starter modulet med en lille skriveøvelse. I har ganske kort tid til at skrive, hvad I tænker på, når jeg siger (brug adjektiver): – Hvordan smager noget orientalsk? – Hvordan lugter noget orientalsk? – Hvordan føles noget orientalsk? Vi hører jeres bud på de tre spørgsmål i skriveøvelsen og taler om, hvad I forbinder med orientalisme, og i hvilke sammenhænge I anvender ordet orientalsk. Lærergennemgang af lektien (inklusive billedkunstneriske værker) Vi ser sammen den amerikanske video Why Arabs and Muslims aren't exotic, der har fokus på Vestens fremstilling af Orienten i populærkulturen. Fælles på tavlen: Beskriv videoens vigtigste pointer med Saids begrebsapparat. Brug følgende begreber, når du laver din mundtlige analyse: – Orientalisme – Imperialisme – En lukket diskurs – Orienten og Occidenten – Eksotisme

Aladdin Noureddin Naturens muntre søn Nattens grubler

Hvordan synes I, at Orienten fremstilles i den offentlige debat i Danmark? Individuel skriftlig portfolio-opgave (en refleksion). Vi har primært beskæftiget os med den kritiske vinkel på fremstillingen af Orienten i kulturprodukter i dag, men hvis man ser ud over den mellemøstlige del af Orienten og kigger længere østpå, hvordan fremstilles Orienten så? Kan dette foto også forklares med Saids begrebsapparat? 4. Aladdin – Romantikkens Orient Tjek på lektien 1. Hvordan kommer Orienten og fascinationen af den til udtryk i 1800-tallets romantik? 2. Hvilken intention havde Oehlenschläger med at skrive Aladdin eller den forunderlige lampe? Start med at gennemgå de to spørgsmål til lektien sammen med din makker, og lav en oversigt, der illustrerer romantikkens fascination af Orienten. Fælles rollelæsning af uddraget fra Aladdin eller den forunderlige lampe, som I har læst til i dag. 1. runde: Fem elever påtager sig at læse de fem roller op med almindelig oplæsningsstemme: Aladdin, Noureddin, Den Første, Den Anden, Ringens Aand. 2. runde: Fem elever påtager sig at læse de fem roller op, hvor de forsøger at lægge en passende stemme til hver rolle. 3. runde: Fem elever påtager sig at dramatisere stykket, mens fem nye elever læser de fem roller op med en karikeret stemme. Analyse i grupper – Lav en genrebestemmelse af Aladdin eller den forunderlige lampe: – Lav en karakteristik af Aladdin og Noureddin i stikord:

– Hvordan kan I se, at Aladdin og den forunderlige lampe er skrevet i romantikken? – Herunder kan I komme ind på: – Hvorfor er det Aladdin og ikke Noureddin, der vinder den magiske ring og lampe? – Hvad kunne de magiske genstande symbolisere? – Hvilke oplysninger får vi, der kan bekræfte os i, at hand lingen udspiller sig i Orienten? – Hvilket billede tegner Oehlenschläger af Orienten i Aladdin eller den forunderlige lampe? – Synes I, at Oehlenschlägers Aladdin adskiller sig fra Disneys? – Undersøg, hvor mange opsætninger af Aladdin I kan finde, og kom med et bud på, hvorfor netop denne for tælling fascinerer os. – Jf. forrige modul, hvor vi talte om Saids kritiske teori, synes I så, at en sådan fremstilling (både Disneys og Oehlenschlägers) er problematisk? Hvorfor? Hvorfor ikke? Omskrivning Lav nu i gruppen en omskrivning af Aladdin og Noureddins dialog side 139-141 til nutidigt sprog og med nogle nutidige karakterer. 5. Rejsedestinationer Opgaveformulering Skriv en debatterende artikel, hvor du med udgangspunkt i konkrete eksempler undersøger og diskuterer, om romantikkens fremstilling af Orienten fortsat lever i danske rejsebeskrivelser, samt hvilken virkning beskrivelserne af Orienten har. Du skal forsøge at overbevise din læser om dine synspunkter. I din artikel skal du inddrage to artikler fra Politikens rejsesektion: Linda Danielsen Røygaard: ”Oman: Paradisstrande og mellemøstlig mystik”. Politiken 2012.01.21, Kåre Welinder:

Dansknoter

”Mellemøstens alternative charterdestination”. Politiken 2014.12.14 og ”Bazarerne” (Uddrag af H.C. Andersens En digters bazar, 1842). I din undersøgelse skal du særligt fokusere på: – – – –

At undersøge, hvordan Orienten fremstilles i Politikens rejsebeskrivelser, og diskutere virkningen heraf. At sammenligne Politikens fremstilling med romantikkens fremstilling af Orienten. At inddrage teori og eksempler fra dette undervisningsforløb. Begreberne orientalisme og eksotisering skal anvendes i opgaven. At præsentere emnet gennem en fokuseret indledning og diskussion og forsøge at overbevise læseren gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation med en afslutning, der markerer dit synspunkt.

Omfanget af din artikel skal være 2-3 normalsider a 2400 enheder. Førskriveprocessen (fire opgaver) – Hjemmeopgave: Lav sammen med din makker en op summering på 5-10 linjer, hvor I beskriver romantikkens opfattelse af Orienten ud fra hjemmeopgaven og arbejdet med Oehlenschlägers Aladdin i sidste modul. – Kom herunder ind på, om der er forskel på de to for fatteres fremstilling af Orienten. (Oehlenschläger har ikke selv rejst i Orienten. Kan man se det?)

–

Opstil semantiske skemaer fra hver af artiklernes beskrivelse af Orienten (= de specifikke rejsedestinationer):

Aqaba (Jordan)

Oman

– Opstil minimum to argumenter ud fra opgaveformule ringens ramme: – Romantikkens fremstilling af Orienten lever ikke i de nutidige danske rejsebeskrivelser, fordi … – Romantikkens fremstilling af Orienten lever fortsat i danske rejsebeskrivelser, da man kan se, at ... – Opstil minimum to argumenter, hvor du anvender be greber: – Man ser en eksotisering af xx i forbindelse med ... – Saids begreb om orientalisme kan bruges i denne sammenhæng, da … – Hvis man ser rejsebeskrivelserne i et andet lys end Saids kritiske teori om orientalisme, så kan man ... Efter modulet i dag skal I bruge 2-3 sammenhængende timer hjemme på at skrive opgaven færdig.

Litteraturliste:

Andersen, H.C: ”Bazarerne” i En Digters Bazar, 1842 Ditlevsen, Tove: ”De evige tre”, i Lille verden, 1942 Danielsen Røygaard, Linda: ”Oman: Paradisstrande og mellemøstlig mystik” i Politiken 21.1.2012 ”Edward Said – an Introduction to Orientalism”, https://www.youtube.com/watch?v=1aNwMpV6bVs Farrokhzad, Athena: Uddrag af Vitsvit, 2013 Farrokhzad, Athena: ”Hans raseri hyllas av danska rasister”, Aftonbladet 22.1.2014 Farrokhzad, Forugh: ”Et vindue”, i Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid, 2006 Farrokhzad, Forugh: ”Synd” (1954) i Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi (red. Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup), 2013 Farrokhzad, Forugh: The House is Black, 1967 (dokumentar), https://vimeo.com/136522352

Dansknoter

Gustafsson, Thor m.fl.: “Billeder af Orienten” i Litteratur med udsyn, bd. 2, 2016 Hassan, Yahya: ”Den arabiske prins” i Digte, 2013 Moestrup, Mette: ”Forugh forever” i Dansknoter 2/2015 Neshat: Shirin: Women of Allah, https://www.youtube.com/watch?v=sOjqX4rgS9c Oehlenschläger, Adam: Uddrag af Aladdin eller den forunderlige lampe, 1805, i Gustafsson, Thor m.fl.: Litteratur med udsyn, bd. 2, 2016 Welinder, Kåre: ”Mellemøstens alternative charterdestination”, Politiken 14.12.2014 ”Why Arabs and Muslims aren't Exotic”: https://www.youtube.com/watch?v=ddCJPtcxEwo

Dansknoter

KULTURMØDER – OG DET DANSKE SPROG Søger man på ordet kulturmøde på sproget.dk, får man kun et enkelt hit – nemlig opslaget fra Den Danske Ordbog, hvor man får oplyst at det er et ”(inspirerende) møde mellem forskellige befolkningsgruppers levevis og forestillingsverden”. Det afhænger givetvis af ens politiske observans om man mener at sådanne møder er inspirerende eller ej. Men hævet over enhver tvivl er det dog at kulturmøder altid har haft afgørende indflydelse på det vi gennem sproghistorien har betragtet som dansk sprog. Som tidligere formand for Dansk Sprognævn Niels Davidsen-Nielsen formulerede det i et interview i Politiken den 11. november 2001: ”Vi har altid lånt ord fra andre sprog. Vi kan jo ikke åbne munden, uden at der kommer tyske ord ud.” Davidsen-Nielsen hentyder her til den betragtelige mængde af middelnedertyske ord som i løbet af middelalderen blev indlånt i dansk sideløbende med udviklingen af et mere specialiseret samfund: købstædernes mangfoldige erhverv, lægekunstens indtog og hele den internationale kultur, der især blev formidlet af kirken. Låneordene kunne både være ord for helt nye ting og begreber i dansk, eller de kunne erstatte og fortrænge eksisterende danske ord. I løbet af 1400-tallet optog vi fx et nyt verbum fra middelnedertysk, nemlig verbet begynde, der som bekendt stadig bruges i dansk (hvis man da ikke hører til dem der foretræk-

Laurids Kristian Fahl

ker det engelske låneord starte). Dette ‘nye’ ord, begynde, fortrængte et nu ikke længere brugt gammeldansk ord. Gæt selv hvilket – og se svaret nederst på siden. Men heller ikke i middelalderen var alle lige begejstrede for de nye ord i sproget. Faktisk har ord lånt fra fremmede sprog gennem hele sproghistorien ofte været lagt for had, og mange forfattere og sprogforskere har fra 1600-tallet og til i dag forsøgt at konstruere danske ord til afløsning af ord lånt fra fremmede sprog – det man også kalder for sproglig purisme. Fantasifulde forslag som fx bogsal for bibliotek, fornuftslære for logik og stjernekunst for astronomi bed sig aldrig for alvor fast i den almindelige sprogbrug. Det samme gælder ordet eftergodt, der blev konstrueret af personalhistorikeren og sprogrenseren H.P. Selmer (1802-1877), som mente at man skulle alle fremmedord til livs. Han kom med forslag til flere tusind danske ord til erstatning for fremmede ord, fx ordet eftergodt. Gæt selv hvilket fransk låneord Selmer havde tænkt at eftergodt skulle erstatte – og se svaret nederst på siden. Når nogle således også i dag frygter for det danske sprogs fremtid, indskriver det sig altså i en lang tradition af frygten for fremmede ords indtog i og overtagelse af dansk. Men dansk lever og har det godt – og ”overlever altid alligevel”,

Sproget.dk er resultatet af et samarbejde mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn (DSN) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Visionen for hjemmesiden er at være det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark. Klummen her skrives på skift af to af redaktørerne, Ida Elisabeth Mørch fra Dansk Sprognævn og Laurids Kristian Fahl fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Dansknoter

som det hed i en overskrift fra Politiken den 14. november 2016, hvor ledende redaktør Ebba Hjorth blev interviewet om Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs igangværende arbejde med Dansk Sproghistorie 1-6. Hvad det mere præcist er det danske sprog har overlevet, kan man bl.a. blive klogere på i bind 2 af Dansk Sproghistorie, Ord for ord for ord. Bindet udkom i juni måned og handler om sprogets byggesten, ordene, og bugner af eksempler på ord vi har lånt fra fx latin, tysk, fransk, engelsk og nyere indvandrersprog.

Mødet med andre kulturer påvirker således vores sprog og har altid gjort det. Men uanset om man finder sådanne kulturmøder inspirerende eller ej, så er der næppe nogen grund til at frygte dem. Heller ikke på sprogets vegne.

Eksempler på låneord fra sproget.dk’s tema om ordenes oprindelse:

betydningen ’fætter eller kusine’ til engelsk som cousin og til svensk som kusin. Ordet cousin går tilbage til en yngre latinsk form consōbrīnus ’medsøsterbarn, næstsøskendebarn’ sammensat af forstavelsen con- ’med-’ og sōbrīnus ’som hører til en søster’. Ordet sōbrīnus er udviklet af et ældre *swōsrīnos afledt af *swōsr-/ *swesor-/ *swesr- ’søster’ hvorfra også det danske ord søster stammer.

Kusine er lånt fra fransk cousine, en hunkønsform af cousin ’fætter’. De to ord er lånt som fælleskønsform med fælles-

Svar Det middelnedertyske begynde fortrængte det gammeldanske byrje, som man i dag kender fra det svenske börje. Selmers konstruerede ord eftergodt var tænkt at skulle erstatte det franske låneord dessert.

Mester er via nedertysk meister lånt fra oldfransk maistre (moderne fransk maître), som går tilbage til latin magistru(m), akkusativ af magister ’forstander, lærer, overhoved’. Dette ord magister er afledt af komparativen magis ’mere (end, overordnet)’, afledt af en indoeuropæisk rod *megj’stor’, som også i formen *megjilo- ligger bag ved fællesgermansk *mekila-, ældre middeldansk mikil, mikin ’stor, megen’ og dansk megen, meget. Den samme rod ligger bag ved latin magnus ’stor’ og græsk mégas ’stor’. Fra det samme oldfranske ord maistre stammer de engelske ord master, mister og det tyske Meister. Fra latin magistru(m), magister stammer også italiensk maestro, også lånt til dansk med betydningen ’kapelmester, orkesterdirigent’. En hunkønsform af fransk maître hedder maîtresse, som får den særlige betydning ’elskerinde’.

Teenager er i allernyeste tid lånt fra engelsk, direkte i denne form, med en (tilnærmet) engelsk udtale og den oprindelige engelske betydning ’person hvis alder er et talord mellem 11 og 20”. På samme måde som ordets førsteled teen er identisk med sidsteled i disse engelske talord, har man på svensk oversat ordet led for led som tonåring (jf. tretton, fjorton, femton ...), og på norsk også som tenåring (jf. tretten, fjorten, femten ...).

Læs mere om arve-, låne og fremmedord på https://sproget.dk/temaer/ordenes-oprindelse

Dansknoter

KURSER Dansklærerforeningens repræsentantskabsmøde Dansklærerforeningens repræsentantskab har holdt møde og vedtaget et budget for 2019. Budgettet indstilles til generalforsamlingen for den samlede Dansklærerforening, som holdes i foråret. I repræsentantskabet sidder foreningens fire sektionsbestyrelser: folkeskolesektionen (F), læreruddannelserne (L), sektionen for hhx, htx, eux og eud (E) og sektionen for stx og hf (G). Deltagerne drøftede hvordan den samlede Dansklærerforening kan støtte de fire sektioner, og hvordan en fortsat udvikling i medlemstal, deltagelse i kurser m.v. sikres. Derudover blev det drøftet hvad det vil sige at være frivillig i foreningen, og hvorfor bestyrelsesmedlemmerne vælger at bruge tid på dette arbejde.

Kursus: Nye fagdidaktiske vinkler Skolebaserede kurser 2019 I år kan de skolebaserede kurser igen imødekomme en lang række af de behov lærerne har efter reformen. Desuden har vi har nu lavet en stor forenkling af tilmeldingssystemet. Sidste år prøvede vi kræfter med et softwaresystem som mod alle hensigter kom til at skabe bøvl for både jer og os. Hvis I har holdt jer tilbage med at booke et kursus af den grund, ved I at verden er en anden i år. Og hvis I skynder jer, kan I stadig nå at booke et kursus her på falderebet. Kontakt: Mischa Sloth Carlsen (msc@aurehoej-gym.dk) Datoer for regionalkurser i 2019 15. januar: Region Sjælland 7. marts: Region Syd 13. marts: Region Nordjylland 14. marts: Region Midtjylland 21. marts: Region Hovedstaden Fastlagt punkt på regionalkurserne er Sune Weiles oplæg ”Mød din fagkonsulent”, herunder er der information om de nye skriftlige genrer. For Region Syd, Nordjylland og Midtjylland er det øvrige program ikke fastlagt ved redaktionens afslutning, men sæt kryds i kalenderen, og hold øje med annoncering på hjemmesiden.

Dette kursus er for dansklærere der gerne vil inspireres til nye vinkler på undervisningen i danskfagets perspektiver. Kurset vil byde på en række oplæg som peger ind i danskfaget fra forskellige vinkler, og som kan være med til at opdage nye tids- og reformrelevante forløb. I år kan man f.eks. møde oplægsholdere som Nadia Mansour fra VIA Aarhus, der vil inspirere til at arbejde mere med multikulturel litteratur, og Casper Thrane fra Risskov Gymnasium/DPU Aarhus, der vil inspirere til danskfagets træning af kreativitet og innovation. Vi får også besøg af fagkonsulent Sune Weile, der afholder ”Sunes salon” med fokus på de nye skriftlige genrer, og traditionen tro får vi forfatterbesøg efter aftensmaden den første dag. I år er det Jonas Eika og Caroline Albertine Minor, to af den danske litteraturscenes nyere stemmer, der aflægger kurset et visit hvor de vil læse op af og tale om deres novellesamlinger Efter solen (2018) og Velsignelser (2017) og reflektere over novellegenren i dag. Vi glæder os meget til at byde velkommen til danskfaget i 2019 med dette 2-dages internatkursus på Comwell Køge. Kurset foregår d. 23.-24. januar 2019, og hele programmet kan ses på Dansklærerforeningens hjemmeside, hvor også tilmeldingen sker (senest 20. december 2018): https://dansklf.dk/ungdomsuddannelse/kurser_og_aktiviteter_til_ungdomsuddannelserne/dansklærerforeningens_ kurser Vel mødt Miriam Kruse (Miriam.Kruse@kggym.dk) og Katrine Haaning (kh@egaa-gym.dk)

Dansknoter

Region Hovedstaden Vincent F. Hendricks om Digital (Ud)Dannelse Shitstorme, hate speech, hævnporno, fake news, digital afhængighed og informationsoverload er virkelighed og hverdag. Vi er alle en del af det store socialpsykologiske eksperiment det er at leve i den digitale tidsalder med hidtil usete udfordringer for mennesker og for samfund. Det digitale livs udfordringer vokser massivt med eksplosionen af smartphones og sociale medier. Vi taler om det over middagsbordet og diskuterer det i medierne, men hvordan kommer vi videre med digital dannelse? Vincent F. Hendricks holder et fagligt oplæg om det forskningsbaserede dannelsesprojekt Digital (Ud)Dannelse – D.U.D.E, der er støttet af TrygFonden og Carlsbergfondet. Projektets formål er at lære blandt andet gymnasieelever at forstå og agere i den digitale virkelighed samt at klæde dem på til at deltage konstruktivt i digitale fællesskaber. Undervisningsmaterialet med konkrete øvelser vil være gratis tilgængeligt ved arrangementet d. 21.3.2019 Vincent F. Hendricks, dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi. Leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet og leder af projektet Digital (Ud)Dannelse – D.U.D.E.

Region Sjælland Leena Hastrup om faglig formidling i skrift og tale med særlig fokus på naturvidenskabelige klasser Leena Haastrup er til daglig lektor i dansk, religion, retorik og samfundsfag på Nyborg Gymnasium, og på dette kursus vil hun undervise med afsæt i sit udviklingsprojekt om træning af faglig formidling i skrift og tale med særlig fokus på naturvidenskabelige klasser støttet af UVM. Kurset vil indeholde konkrete øvelser samt en progressionsplan for de tre år i gymnasiet. Program: Dato: 20. marts 2019 Kursets varighed: 12.00-13.15: Fagkonsulent Sune Weile 13.15-13.30: En lille forfriskning 13.30-16.00: Leena Hastrup Næstved Gymnasium og HF Nygårdsvej 43, 4700 Næstved Kursusansvarlig: Rasmus Fristed Jensen (lektor v. Næstved Gymnasium og HF) Tilmeldingsfrist: 15. januar 2019

Vincent Hendricks har bl.a. udgivet Spræng boblen (2016), Fake news (2017) sammen med Mads Vestergaard og Kæmp for Kloden (2018) sammen med Claus Strue Frederiksen. Program: Dato: 21. marts 2019 Kursets varighed: 8.45-9.15: Velkomst og kaffe 9.15-11.30: Vincent Hendricks om digital dannelse. 11.30-12.00: Frokost 12.00-13.15: Fagkonsulent Sune Weile Det frie Gymnasium Struenseegade 50, 2200 Kbh. N. Tilmeldingsfrist: 15. januar 2019 Kontakt: Mathilde Lund Sinding (mls@detfri.dk)

Dansknoter

DIN FORENING REFERAT AF DANSKLÆRERFORENINGENS GENERALFORSAMLING I E-SEKTIONEN, 4.10.18 Dirigent: Gitte Lautrup, formand i E-sektionens bestyrelse, Tradium. Referent: Julie Sejer Hansen, næstformand i E-sektionens bestyrelse, Risskov Gymnasium. Indledende blev det konstateret, at alle deltagere er medlem af foreningen, og at generalforsamlingen er varslet i henhold til vedtægterne. 1. Der indledtes med en præsentationsrunde af bestyrelsen og de fremmødte medlemmer. 2. Formandens beretning blev fremlagt: Årets gang – et overordnet blik: Hvad er Dansklærerforeningen E’s identitet? Hvordan kan vi favne så mange uddannelser (hhx, htx, eux og eud)? Hvordan repræsenterer vi bedst vores medlemmer? Hvad er vores samarbejdsflade til Dansklærerforeningen G? Dansklærerforeningen E har i dette bestyrelsesår haft særligt fokus på mål og visioner for den nye bestyrelsesperiode. Det er første år efter reformen. Efter undervisningsministerens pludselige beslutning om at lukke for netadgangen til eksamen, som vi sammen med G-sektionen reagerede på med undren ved bl.a. at skrive til de politiske ordførere, har vi i overvejende grad kigget indad i bestyrelsen. Vi har brugt tid på at definere vores opgaver ift. de mange uddannelser, vi varetager, og på at diskutere, hvordan vi bruger kræfterne bedst muligt i bestyrelsen. Bl.a. er vi nået frem til, at vi i E-bestyrelsen vil lave et årligt internatkursus, at vi vil bidrage til kataloget med de skolebaserede kurser, samt at vi ønsker at udvikle indsatsen ift. eux. Bestyrelsen repræsenterer ud over de erhvervsgymnasiale uddannelser også eud-uddannelserne, men det er meget svært at repræsentere eud, når der ikke sidder repræsentanter herfra i bestyrelsen. Endvidere har vi diskuteret, hvorvidt bestyrelsens fokus skal være på det faglige eller det mere fagpolitiske, men måske kan de to sider af bestyrelsesarbejdet netop ikke adskilles.

Dansknoter

Af mere konkret arbejde kan vi i år fremhæve tre større tiltag til styrkelse af skriftligheden inden for vores respektive skoleformer. Den 21. november 2017 afholdt E-sektionen for det første kurset ”Skriftlighed i overgang fra grundskole til gymnasium”. For det andet har bestyrelsen gennem hele skoleåret 2017-2018 haft en arbejdsgruppe nedsat, der med midler fra Undervisningsministeriet har skullet udvikle undervisningsmateriale om skriftlighed i regi af 2017-reformen. Gruppen tog udgangspunkt i nyere forskning om kollaborativ skrivning og udviklede på baggrund af dette anvisninger til, hvordan klasser kunne beskæftige sig med det kollaborative greb frem imod de større skriftlige genrer. For det tredje kredsede årets eux-møde om skriftlighed. Her præsenteredes et kondensat af pointerne fra kurset om skriftlighed i overgange, ligesom et medlem af arbejdsgruppen om kollaborativ skrivning holdt oplæg. I Dansklærerforeningen har vi mulighed for at diskutere danskfaget på tværs af uddannelserne fra grundskolen over læreruddannelserne til ungdomsuddannelserne. Det er vigtigt, vi har samtaler om danskfaget på tværs af sektionerne, fordi det er det helt specielle ved vores forening. Der hersker en pluralisme i vores fag, og derfor er det måske endnu mere vigtigt, at vi samtaler om, hvad faget er i 2018. I år har vi fælles på vores store repræsentantskabsmøde diskuteret digital dannelse, hvorfor vi akut har brug for litteraturen, samt hvordan vi i de forskellige sektioner arbejder med at rekruttere nye medlemmer. Ift. digital dannelse mangler der fx en rød tråd i de politiske beslutninger. Hvorfor er internetadgangen fjernet i gymnasiet, men ikke i grundskolen? Der er mange veje ind i den digitale dannelse, og foreningen kan bidrage til at vise, hvad der kan være digital dannelse i dansk. Det er en udfordring at træne eleverne i at være kildekritiske. Det er i øvrigt meget beklageligt, at SkoDa lukker ned med udgangen af dette kalenderår! Erhvervsgymnasieområdet har i øvrigt fået ny fagkonsulent i dansk. Vi vil i Dansklærerforeningen E benytte lejligheden til i denne beretning at takke Lars Holst Madsen for godt og konstruktivt samarbejde og vil glæde os til at arbejde sammen med vores nye fagkonsulent, Søren Husted-Pedersen.

E-sektionen omfatter pr. 30. september 347 medlemmer. Det er fantastisk godt, at vi nu ligger stabilt på et medlemstal over de 300. Men der er plads til endnu flere! Så spred gerne det glade budskab! Skriv til os, hvis der er noget, vi har overset, eller hvis du vil være med i fx et underudvalg eller netværksgruppe om eux eller eud! Et sted, vi fra bestyrelsens side altid glæder os at komme og møde nye medlemmer, er på de fagdidaktiske kurser på de forskellige uddannelsesretninger. Vi har en lille økonomi i det større foreningsregnskab. Vores udgifter går primært til transport, mødeaktivitet i E-sektionen, på tværs og i samarbejde med andre. Vi vil rigtig gerne have gang i flere mindre kurser og et par udvalg i relation til E-bestyrelsen, som kunne fordybe sig i de enkelte skoleformer, hvorfor vi også har budgetteret med lidt ekstra midler til dette! E-bestyrelsens sammensætning og områder/udvalg 2018 Bestyrelsen for Dansklærerforeningen E konstituerede sig i januar 2018 for perioden 2018-2020. Bestyrelsen består af otte engagerede dansklærere, der laver et godt stykke frivilligt arbejde. Bestyrelsen arbejder via Dansklærerforeningens Fællesbestyrelse og på repræsentantskabsmøderne tæt sammen med den øvrige forening – og er endvidere løbende i kontakt med Dansklærerforeningen G om konkrete fælles indsatsområder – fx årsmødet. Vi mødes cirka fire gange årligt, men har flere mindre arbejdende udvalg, netværksmøder og til tider en livlig mailkorrespondance. Se de overordnede bestyrelsesposter og udvalg her: Formand: Gitte Lautrup Næstformand: Julie Sejer Hansen Hhx-tovholder: Rikke Bjørn Jensen Htx-tovholder: Dorthe Hedegaard Mikkelsen Tovholder for eux-merkantil: Lise Fuur Andersen Tovholder for eux-tech: Lisbeth Kahr Greve Dansknoter: Ditte Eberth Timmermann

men at mange medlemmer i øvrigt havde ønsket, at den obligatoriske bogpakke forsvandt. Ligeledes blev indhold på kommende kurser drøftet, bl.a. ift. hvorvidt indholdet specifikt rammer E-sektionens skoleformer. Det, at mange af E-sektionens medlemmer identificerer sig som dansklærere i det hele taget snarere end som specifikt hhx-, htx- eller eux-undervisere, berettiger et udbud af kurser om almene danskfaglige emner af generel interesse. Således vælger mange af E-sektionens medlemmer også kurser udbudt til G-sektionen. Dernæst blev det samtidig understreget, at det fortsat var væsentligt for hhx, htx og eux at have et eget talerør. 3. Fælles diskussion om kurser og udgivelser: Det drøftedes, hvor ofte man måtte komme afsted på kurser på de enkelte skoler, og om en evt. ny praksis på skolerne eller reform kan forklare, hvorfor der er færre tilmeldt årsmødet end tidligere. Nogle måtte komme afsted et par stykker ad gangen et par gange om året, andre oplevede, de godt måtte komme afsted, men at kollegerne ikke kunne finde tiden. Det drøftedes, hvilke ændringer der var kommet ind i de skriftlige genrer på hhx og htx, og om disse ændringer berettigede et kursus. Et konkret forslag til et internatkursus med en hhx-vinkling kom på banen: Pas på pengene! Hvordan kan litteratur og kunst bruges til at forstå, hvad et stort fokus på økonomisk vækst/economic man og rational choice gør ved den enkelte og samfundet? Der blev givet udtryk for, at det kunne være relevant med møder, evt. fyraftensmøder, om de nye skriftlige genrer på htx. Og disse må gerne planlægges snarest, da eleverne skal til eksamen om 1,5 år.

Efter beretningen blev der fra de fremmødte medlemmer stillet spørgsmål til, om det faktum, at man ikke længere har en fast bogpakke, har haft stor betydning for økonomien. Det blev bekræftet, at det selvfølgelig gjorde en forskel,

Dansknoter

DIN FORENING REFERAT AF DANSKLÆRERFORENINGENS GENERALFORSAMLING I G-SEKTIONEN, 5.10.18 Dirigent: Morten Mikkelsen, Fredericia Gymnasium Morten Mikkelsen konstaterer at alle deltagere er medlem af foreningen, og at generalforsamlingen er varslet i henhold til vedtægterne. Referent: Anne Mette Finderup, Dansknoter/Ingrid Jespersens Gymnasieskole Formandens beretning Formanden, Birgitte Darger, præsenterede og takkede bestyrelsen og sagde i den forbindelse tak til Helle Trier og Christian Mohn, som har valgt at træde ud. Bestyrelsen har derfor ønsket at supplere sig med nye medlemmer og byder velkommen til Ninke Genefke og Henrik Nyvang. Derefter fremlagde Birgitte Darger den mundtlige årsberetning, som følger her. En uddybet skriftlig beretning ligger på Dansklærerforeningens hjemmeside. ”I år er overskrifterne i vores skriftlige årsberetning blandt andet faglighed, og der er tradition for at jeg i denne mundtlige version udvælger et af beretningens aspekter. Ligesom de sidste år vil I til sidst blive bedt om regionerne at dele viden, tanker, ønsker og give dem til os som indspark. I år har vi fokus på faglighed i dansk. Jeg har en yndlingsaversion, nemlig udtrykket ”der er ingen tvivl om”. Det breder sig overalt og indimellem også til min tunge. Der er ofte ingen tvivl om at: Der er ingen tvivl om at fagligheden er faldet, der er ingen tvivl om at eleverne ikke kan stave, der er ingen tvivl om at vi har de forkerte elever i gymnasiet. Jeg beklager, jeg er næsten altid i tvivl. For en måned siden talte jeg med en journalist fra Politiken. Han ville have mig til at kommentere en undersøgelse der viste at 1.-årsstuderende på SDU lavede flere sproglige fejl end gymnasieelever til studentereksamen. Jeg var i tvivl om hvad undersøgelsen viste. Det var han ikke. Det var for dårligt og tegn på forkert danskundervisning. Jeg spurgte om han aldrig selv lavede fejl i nutids-r eller satte et komma forkert? Han blev tavs, han havde jo en korrektur-ansvarlig ansat. Jeg prøvede at forklare at det har en 1.-årsstuderende ikke, og samtidig skal de skrive i nye genrer med ny begrebs-

Dansknoter

brug i ny præstationssammenhæng på uni. De fleste fejl var i komma og -r på referere. Jeg er i tvivl om det viser graverende brister i vor nations stavekompetencer. For at skære sin pointe så der ingen tvivl var, konstruerede journalisten til artiklens overskrift en sætning med alle de fejl undersøgelsen viste at de studerende havde. Sætningen var utvivlsomt ubehjælpsom – men altså også fake. JyllandsPosten troede den var autentisk, TV 2 det samme, og jeg blev faktisk vred. Ikke fordi jeg lød som en idiot da jeg efter den sætning fuld af fejl blev citeret for at mene at jeg ikke syntes undersøgelsen viste de studerende som dårlig stavere, men fordi jeg ikke synes det er i orden. Det er ikke i orden at lave sætninger, der ikke findes, som om de er autentiske citater, det er heller ikke i orden i en stor landsdækkende avis at udpege og udstille dårlige stavere som den der havde skrevet sætningen, grangivelig måtte være (hvis personen fandtes). Den slags hjælper man, man peger ikke fingre. Dette skrev jeg til journalisten, som aldrig har svaret. Måske vil denne sætning fra overskriften i artiklen og min reaktion en dag indgå i et kredsløb hvor der ikke er tvivl om at elever og studerende ikke længere kan stave, og at dansklærere er for tykpandede til at se det. Jeg skal indrømme at jeg ser den slags påstande om konstruerede sandheder som mere bekymrende end det manglende -r på referere. Samtidig havde jeg opfordret Politiken til at tage et medansvar og droppe komma-intolerancen. På Politiken (og forlag) er man ikke i tvivl om hvordan et rigtigt komma ser ud, og det ses konsekvent foran ledsætninger. Hvis de studerende i undersøgelsen ikke havde forsøgt at sætte startkomma, var omkring 50 % af de studerendes fejl forsvundet. Journalisten forstod ikke hvorfor jeg ville relativere fejl. Fejl var vel fejl. Det har jeg så mine tvivl om nogle gange. Fagligheden er faldet, lød det fra to meget lidt tvivlende ministre for undervisning og forskning. Derfor blev der nedsat undersøgelsesgrupper i flere fag, bl.a danskfaget, og EVA kom med en rapport. Lad os her lade ligge at ministeren undsagde rapporten fordi hun ikke var enig. Det blev nemlig tilføjet at der i uddannelseskredse eksisterer et tabu som gør at vi ikke vil tale om den sandhed som uden tvivl findes: at fagligheden er faldet. Den udfordring må vi i dette talende forum tage op, og derfor skal I om lidt i regionerne have lov

til at tage bladet fra munden og diskutere faglighed. EVA-undersøgelsen skelner analytisk mellem tre måder at anskue faglighed på.

og foreningen kan gøre for jer i forbindelse med de nye skriftlige genrer. Vi tilbyder kurser og konferencer. Hvad har I brug for?”

den intenderede i læreplaner plus de skriftlige eksamensopgaver den lærerne praktiserer den eleverne opnår.

Mischa Sloth-Carlsen fremlagde herefter årsregnskabet med følgende punkter: Medlemstal: Samlet er der en fremgang på 207 medlemmer i hele foreningen så der nu er 7.014 medlemmer. Mht. medlemstilslutning i G kan der konstateres et fald ved juletid når kontingentet opkræves. Men så stiger det igen, og nu er det på 2016-niveau.

Den intenderede faglighed er ifølge undersøgelsen de sidste 50 år blevet mere og mere kompleks. Der er krav om dybde og bredde i faget, og fagets indhold og elevernes aktiviteter i forhold til dette indhold har ændret sig. I 70'erne var eleverne nogle læreren skulle meddele faget, hvilket vil sige litteraturens historie, til. I dag skal eleverne analysere, formidle, diskutere, kritisere, innovere, reflektere, være kreative, fordybe sig, digitalisere sig … You know. I 70'erne skulle eleverne til eksamen skrive om udviklingen i Mellemøsten – uden nærmere forklaring – et emne nogle i dag nok ville mene var lige lovlig fagoverskridende – mens vi i dag sidder med dugfriske nye eksamensgenrer hvor rigtig meget er ekspliciteret for at minimere tvivl. Det virker som om spørgsmålet om faglighed mere handler om fagsyn. Politikerne taler om faglighed som om det er en evig absolut størrelse. Måske er det fordi de frygter at netop deres fagsyn tabes af syne. Det er bestyrelsens holdning at vi har et godt fag når vi kigger på læreplanerne. Det er et fag med en intenderet faglighed som giver plads til flere fagsyn. Vi skal fordybe os i kulturmøder de kommende dage her i Roskilde. Faglighed er også en slags kulturmøde, og møder skaber tvivl. For dem der ikke tvivler, kan den måde jeg og bestyrelsen taler om faglighed, være udtryk for at vi er underlagt et tabu. Jeg vil gå med til at være underlagt en tvivl. Om lidt vil vi invitere jer i regionerne til at have tvivlende overvejelser om de uregerlige møder vi har i undervisningen. Vi vil spørge jer hvordan I får faget til at lykkes i undervisningen. Vi har den læreplan vi har, vi har de elever vi har. Hvad er det der gør at I går hjem efter endt arbejdsdag og tænker det her lykkedes, her var faglighed? I tilknytning til spørgsmålet vil vi høre om der er noget vi i bestyrelsen

Økonomi: Estimat for G-sektionens økonomi i 2018 viser en fremgang i slutsum på knap 80.000 kr., opnået ved besparelser bl.a. i bestyrelsen og Dansknoter. Kurser: Samlet har kurserne skabt et overskud på 0,3 mio. kr. G-sektionen har afholdt 17 kurser med 831 deltagere. Mange deltager i årsmødekurset, knap så mange i regionalkurserne – hvorfor, spørger Mischa, men opsummerer: Der er tilfredshed med omsætningen, og det vurderes at de mange kurser appellerer til forskellige typer af dansklærere. Bestyrelsen anfører at det er vigtigt at vi mødes på kurserne for det faglige fællesskabs skyld – på tværs af skoler i landet og på de enkelte skoler: Sig til din ledelse at det er vigtigt! Formandens og kasserer-vikarens beretning blev godkendt uden spørgsmål. Morten Mikkelsen bemærkede at bestyrelsens ønsker om supplering af medlemmer til bestyrelsen på generalforsamlingen skal godkendes af selvsamme generalforsamling. Der var ingen indvendinger mod suppleringen. Derefter var der diskussion i regionerne og kort opsamling i plenum.

Dansknoter

WILLIAM HEINESEN – KULTURBRYDER OG KULTURBÆRER

”What is African literature? [...] Was it literature about Africa or about the African experience? Was it literature written by Africans? What about a non-African who wrote about Africa: did his work qualify as African literature? What if an African set his work in Greenland: did that qualify as African literature? Or were African languages the criteria? What about Arabic, was it not too foreign to Africa? What about French and English, which had become African languages? What if a European wrote about Europe in an African language?” Ngũgĩ wa Thiong'o, 1986

Dansknoter

n fo e ma rt

Bergur Rønne Moberg Lektor, ph.d. ved Fródkaparsetur Føroya (det færøske universitet)

William Heinesen var kulturbryder, fordi Færøerne havde det så svært med ham, mens han levede. Den danskskrivende Heinesen var en problematisk figur for den nye nation, der kæmpede for det færøske sprog og øget selvstændighed. Heinesen var også kulturbærer, fordi han bidrog til at udvikle Færøerne som sted og nation. I dag er Færøerne tilstrækkeligt kulturelt modnet til, at man har indset, at Heinesen kan bruges som brand.

William Heinesen skilte sig ud fra de fleste andre færøske forfattere ved at skrive på dansk. Det var et valg, han foretog. Det var ganske vist et oplagt valg, men det var et valg, at han skrev på dansk frem for på færøsk, og det gjorde Heinesen til kulturbryder midt i en nationalt opbyggelig tid. Ved sit blotte valg af sprog overskred han den nationale færøske kontekst. Ved at skrive på dansk fik Heinesen direkte adgang til Københavns kulturelle kapital i form af forlag, medier, kunstnermiljøer osv. Valget at skrive på dansk gjorde altså Heinesen til en kulturbryder i forhold til kampen for det færøske sprog og færøsk identitetspolitik, og han forblev en problematisk figur i det færøske stort set hele vejen frem til sin død. Den store tyske maler med dansk-frisiske rødder Emil Nolde befandt sig i en lignende situation, og han siger følgende:

”det er ganske ejendommeligt og ikke altid lykkeligt at være født i et grænseland, hvor for og imod, her og hisset tegner sig skarpere end andre steder. Den der bliver født midt i sit hjemland, bliver sparet for megen forvirring og mange opgør, som man må gennemleve i grænselandet.” (Beiter 2017) Heinesen pointerer gentagne gange, at han befinder sig midt i verden, men han befandt sig samtidig i et indre eksil og levede og virkede ligesom Nolde i et grænseland, der bestod i en konflikt mellem dansk og færøsk. For ham var det ikke en konflikt, men en skæbne, og derfor forsøger han hele tiden at slå en bro mellem færøsk og dansk. Det gør han f.eks. ved at stave Tórshavn på den gamle måde med et arkaiserende Th. I alt, han skrev, tænkte Heinesen Thorshavns hybriditet og sin egen dansk-færøske baggrund ind i nationens historie. Men lige meget hjalp det. På Færøerne var og forblev han en kulturbryder. Mens han levede, var Heinesen populær i Danmark, men upopulær på Færøerne. I 1984 siger han i et interview til Ekstra Bladet: ”Der er f.eks. ingen tvivl om, at der er mange her i Thorshavn, der ikke kan fordrage mig. De er f.eks. sure over, at jeg har skrevet på dansk. Det er nærmest forræderi.” (Wammen 1984). Forfattere i strukturelt samme position som Heinesen, og som skriver på et andet og større sprog end nationalsproget, bliver ifølge den franske litterat Pascale Casanova netop ofte ”anklaget for forræderi” (Casanova 2007, s. 257) eller for ikke at repræsentere det ægte nationale. Det var upopulært i sig selv, at Heinesen skrev på dansk. Men der hænger også et andet forræderi ved, at han skrev på dansk, nemlig det, at man mente, at han udstillede færinger. ’De andre’ kunne læse med. På Færøerne har man, ligesom Einar Már Guðmundsson siger om islandske læsevaner, læst litteratur med telefonbogen i den anden hånd. Så man havde nemt ved at føle sig ramt. På italiensk siger man ’traduttore traditore’, som betyder, at oversætteren er forræder, fordi hun eller han aldrig kan dække originalen. Færinger og Færøerne blev pludselig set og kunne ses udefra på poesiens verdenssprog. En kulturel færøsk offentlighed eksisterede dårligt nok, da Heinesen fik sit gennembrud i 1950, og Færøerne var ikke modent til moderne perspektiver. Man har derfor mest læst ham ud fra lokale kriterier. Heinesen var selvfølgelig klar over, at der ikke var nogen moderne læseroffentlighed på Færøerne i de første mange årtier af hans karriere. Det var derfor, han valgte at skrive på dansk, og derfor erklærede han tidligt, at han skrev for udlændinge. Det var ikke så meget selve nationens politiske legitimitet, Heinesen ville komme i møde, men derimod en moderne hjemstavn eller lokalitet, som han ville sende i kredsløb om Jorden. Det er lykkedes også på den måde, at i maj 2018 udkom den kinesiske oversættelse af Heinesens gennembrudsroman De fortabte Spillemænd (1950). Mens han levede, forblev Heinesen en problematisk og ubestemmelig figur i det nationale færøske rum. Hans indre eksil kulminerer med to sager: nobelpriskandidaturet og

overdragelsen af arkivet til København, hvoraf den første omtales her. Heinesen blev både indstillet som færøsk og dansk kandidat til Nobelprisen, men valgte at trække begge nomineringer tilbage. Han var indstillet som kandidat til Nobelprisen af færinger i København fra først i 1970’erne, hvorefter det sluttede brat i 1978. Indstillingen blev først et problem, efter at færøske kulturpersoner på Færøerne blev bekendt med mediernes rygter om, at Heinesen figurerede på Nobelkomitéens ”den korta listan” indeholdende fem navne. Ud fra de talrige interviews, som danske aviser lavede med Heinesen i 1970’erne, hvor hans nobelpriskandidatur tit omtales, kan man slutte, at Heinesen selv ikke havde noget problem med at være indstillet som færøsk forfatter, før han for alvor kom på tale som sandsynlig prismodtager i 1978. Dette skyldtes, at der ikke var noget pres fra færøsk side om, at han skulle trække sit kandidatur tilbage, før 1978. Heinesen endte med at trække kandidaturet tilbage, og det var ikke på grund af beskedenhed, som det harmoniserende er blevet udlagt (Moberg 2014). Både Arthur Lundkvist, medlem af Nobelkomitéen, og Heinesen selv er klare i mælet vedrørende grunden til, at Heinesen frabad sig prisen. Med sit fortsatte kandidatur var Heinesen bange for at skærpe sprogstriden på Færøerne. Selv sagde han, at han ville blive udsat for et ”litterært justitsmord” (Moberg 2014), hvis det skulle ske, at han fik tildelt prisen. Heinesen blev således shortlistet af Nobelkomitéen og sortlistet af færøske nationalister (Moberg 2014). Grunden til, at han takker nej i 1978 til fortsat at være indstillet som færøsk forfatter, er en konflikt i det færøske kulturmiljø, der vedrører modsætningen mellem dansk og

Forfattere i strukturelt samme position som Heinesen, og som skriver på et andet og større sprog end nationalsproget, bliver ifølge den franske litterat Pascale Casanova netop ofte ”anklaget for forræderi” (Casanova 2007, s. 257) eller for ikke at repræsentere det ægte nationale.

færøsk. Uden den havde Heinesen ikke haft nogen grund til at trække indstillingen tilbage. På Færøerne foretrak man, at færøskskrivende færinger blev indstillet. Men der var ingen andre færøske forfattere, der kunne bære en prisdeling. Lokale, provinsbaserede kvalitetskriterier centreret omkring det, der var skrevet på færøsk, blev prioriteret på bekostning af universelle kvalitetskriterier i Nobelprisens ånd.

Dansknoter

blevet omdrejningspunktet for et helt satsningsområde inden for ’cultural tourism’, der forener færøsk kulturliv og erhvervsliv. Heinesen er jævnaldrende med det moderne Færøerne, og hans livsværk udgør én stor, moderne færingesaga. Den er derfor velegnet til at udvikle en moderne storytelling om Tórshavn og hele Færøerne. En sådan brug af Heinesen som kulturbærer handler om mere end penge og branding. I en tid med meget voldsomme forandringer for sted og identitet kan brugen af Heinesen som kulturel storytelling aktualisere kulturarvsnarrativer af mere I dag er William Heinesen blevet kulturbærer som varig karakter. Livsværket bør være med til færøsk brand. Som det mest distinkte færøske brand at forme en åben grundfortælling om, hvad er Heinesen blevet omdrejningspunktet for et helt færøsk identitet er for en størrelse, og på denne måde kan brandingen og kulturturissatsningsområde inden for ’cultural tourism’, der men også få strategisk dybde indadtil i det forener færøsk kulturliv og erhvervsliv. færøske, nu hvor Færøerne er genstand for turismens vilde forandringsvinde. Nye færøske generationer spejler sig i tusindkunstneren. Men hvad blev der så af dat til Sørensen, og da Heinesen og Sørensen begge sad i historien om forræderen, kulturbryderen og kunstneren i Det Danske Akademi, endte det med, at Heinesen trak det indre eksil? Den side af sagen forsøger man at fortrænge, indstillingen tilbage for at undgå intern splid i Akademiet. herunder i nyere udgivelser. Men i den store sammenhæng Heinesen trak således begge kandidaturerne tilbage på gør forræderen, kulturbryderen, det indre eksil og nu også grund af intern splid henholdsvis i det færøske og i det dankonfliktfortrængningen jo bare hele storytellingen om ske (Moberg 2016). William Heinesen endnu bedre. Det er den, det handler om, I forhold til nobelpriskandidaturet kan man sammenligherfra til evigheden. ne Heinesen med forfattere som den jødisk-ungarske Imre Kertesz. Da Kertesz blev tildelt Nobelprisen i 2002, syntes ungarske journalister ikke, at det var en rigtig ungarer, der fik prisen (Engdahl 2010, s. 131). I 2000 bekendtgjorde den kinesiske regering, at Gao Xingjian, bosiddende i Paris, ”ikke var en ægte kinesisk forfatter, og lykønskede Frankrig med Litteraturliste: prisen, […] konservative nationalister i Tyrkiet udtrykte et tilBeiter, Morten: ”Over åen efter stemmer”, Weekendavisen 10. svarende synspunkt, da Orhan Pamuk modtog prisen i 2006, november 2017 og stemplede hans værker som alt for stærkt påvirkede af Casanova, Pascale: The World Republic of Letters, Harvard University Press, 2007 vestlige værdier” (ibid.). Det samme gælder den nigerianske Engdahl, Horace: ”Kanonisering og verdenslitteratur. Nobelforfatter Wole Soyinka, der skriver på engelsk og af samme erfaringen” i Litteratur i bevægelse. Nye tilgange til verdensgrund har en fortsat konflikt kørende med sit nationale baglitteratur, Aarhus Universitetsforlag, 2010, s. 129-148 land. Ligesom Soyinka er den nigerianske forfatter Chinua Moberg, Bergur Rønne: ”Resten i Vesten. Verdenslitteratur i modernismens margin” i Spring, 2014. Achebe blevet kritiseret hårdt for at skrive på engelsk og for Moberg, Bergur Rønne: ”Personen, nationen og riget. Den anvendelse af det, der anses for at være vestlige litterære dansk-færøske kontrovers om William Heinesens overdragelse teknikker. Endelig kan Salman Rushdie nævnes. I Indien af sine papirer til København” i Nordica 33, 2016, s. 255-293 mener man ikke, at ”Indien skal repræsenteres af Rushdie i Possing, Birgitte: Viljens styrke. Natalie Zahle. En biografi om dannelse, køn og magtfuldkommenhed, Gyldendal, 1992 verdenslitteraturen, men af forfattere, som er mere rodfæPossing, Birgitte: Ind i biografien, Gyldendal, 2015 stet i indiske sprog, og som har et større lokalt engagement Skyum-Nielsen, Erik: ”Sikke et held at jeg aldrig har mødt Freud i Indien” (Thomsen 2008, s. 12). Forfattere, der ikke bevæger … Interview med William Heinesen” i Bogens Verden nr. 2, 1984 sig langs de rene nationale linjer, udgør således et strukturelt Thomsen, Mads Rosendahl: ”Introduktion” i Verdenslitterær kritik og teori. Verdenslitteratur 1. Aarhus Universitetsforlag, problem i litteraturhistorien. 2008, s. 9-19 I dag er William Heinesen blevet kulturbærer som færøsk Wammen, Chris: ”Det er Gud der tror på mig”, Ekstra Bladet brand. Som det mest distinkte færøske brand er Heinesen 1. august 1984

Dansknoter

n fo

e ma rt

Den danske indstilling blev trukket tilbage på grund af en interessekonflikt mellem Det Danske Akademi, som allerede havde indstillet Villy Sørensen, og en kreds af kulturpersoner med Per Stig Møller i spidsen, der indstillede Heinesen. Per Stig Møller og konsorter mente, at Heinesen var en langt bedre kandidat end Villy Sørensen. Det er der også meget, der tyder på. Men Heinesen blev opfattet som en modkandi-

Jesper Wung-Sung -Jesper vinder af De Gyldne Laurbær 2017 Wung-Sung - vinder af De Gyldne Laurbær 2017

Jesper Wung-Sung - vinder Wung-Sung af De Gyldne Laurbær 2017 Jesper - vinder af De Gyldne Laurbær 2017

To livliner i To livliner i - vinder af De Gyldne Laurbær 2017 opgaveskrivningen opgaveskrivningen To livliner ii To livliner Jesper Wung-Sung opgaveskrivningen opgaveskrivningen -Jesper vinder af De Gyldne Wung-Sung To livliner i Laurbær 2017 vinder af De Gyldne To livliner i Laurbær 2017 Jesper Wung-Sung opgaveskrivningen Faktalink giver overblik - vinder Wung-Sung af De Gyldne Laurbær 2017 Jesper opgaveskrivningen Faktalink giver over historiske ogoverblik Jesper Wung-Sung - vinder af De Gyldne Laurbær 2017 Jesper Wung-Sung

- vinder af De Gyldne Laurbær 2017

Jesper Wung-Sung To livliner i overblik Faktalink giver over -historiske vinder af De Gyldne og Laurbær 2017 Jesper Wung-Sung samfundsaktuelle emner Faktalink giver To livliner ioverblik over historiske og - vinder af De Gyldne Laurbær 2017 samfundsaktuelle emner og eropgaveskrivningen forsynet med kilder, over historiske og samfundsaktuelle emner opgaveskrivningen To livlinermed ii kilder, To livliner og er forsynet links filmklip. Faktalink giver overblik og er og forsynet med kilder, samfundsaktuelle emner opgaveskrivningen opgaveskrivningen links og filmklip. Faktalink giver overblik links filmklip. To livliner i kilder, over historiske og og erog forsynet med

F.eks. To livlinerog i over historiske samfundsaktuelle emner links og filmklip. opgaveskrivningen Faktalink giver overblik F.eks. F.eks. • #MeToo opgaveskrivningen samfundsaktuelle emner Faktalink giver overblik over historiske og og er forsynet med kilder, •• #MeToo #MeToo Nordkorea Jesper Wung-Sung Faktalink giver overblik over historiske og ersamfundsaktuelle forsynet medoverblik kilder, F.eks. emner •og Nordkorea • Nordkorea Faktalink giver links og filmklip. Fake News over historiske og emner samfundsaktuelle •• Fake News og forsynet med kilder, links ogerNews filmklip. • #MeToo Fake over historiske og emner samfundsaktuelle og er forsynet med kilder, • Nordkorea links filmklip. Faktalink giver overblik og er og forsynet med kilder, F.eks. samfundsaktuelle emner Forfatterweb giver Forfatterweb giver links og filmklip. To livliner i Faktalink giver overblik • Fake News links og filmklip. F.eks. over historiske og kilder, og erover forsynet med • #MeToo Forfatterweb giver overblik perioder F.eks. overblik over perioder over historiske og emner • #MeToo samfundsaktuelle links og filmklip. opgaveskrivning Nordkorea F.eks. F.eks. • #MeToo overblik over perioder og genrer og sætter og genrer og sætter samfundsaktuelle Forfatterweb • Nordkorea er forsynetgiver medemner kilder, •og • #MeToo #MeToo Fake News Nordkorea og genrer og sætter forfatterne ind i en Forfatterweb og Faktalink er to uundværlige og er forsynet med kilder, F.eks. • Nordkorea forfatterne ind i en • Nordkorea • Fake News links og News filmklip. Fake overblik over perioder livliner i undervisningen på • Fake News • #MeToo litteraturhistorisk links og ind filmklip. forfatterne i giver en • Fake News litteraturhistorisk Forfatterweb og genrer og sætter mellemtrinnet og overbygningen i: • Nordkorea F.eks. sammenhæng. Forfatterweb giver litteraturhistorisk Forfatterweb giver Forfatterweb giver sammenhæng. • Fake News F.eks. overblik over perioder forfatterne ind i perioder engiver • #MeToo Forfatterweb overblik over • Danskoverblik over perioder sammenhæng. • #MeToo overblik over perioder Nordkorea F.eks. overblik perioder og genrer ogover sætter litteraturhistorisk • Historie og genrer og sætter og genrer og sætter Forfatterweb giver • Nordkorea Fake News •F.eks. Det moderne og genrer og sætter •forfatterne Samfundsfag og genrer og sætter forfatterne ind i en forfatterne ind i en ind i en sammenhæng. • Fake News overblik over perioder F.eks. • gennembrud Det moderne litteraturhistorisk forfatterne ind i giver en indudgang i sætter en litteraturhistorisk Forfatterweb litteraturhistorisk og genrer •forfatterne Autofiktion gennembrud Skoda lukker ved årets og • Det moderne sammenhæng. litteraturhistorisk Forfatterweb giver sammenhæng. F.eks. •litteraturhistorisk TegnLyrik abonnement 2019 såperioder Iiogså overblikforover gennembrud forfatterne ind en sammenhæng. • Autofiktion sammenhæng. overblik over perioder efter 1. januar 2019 har adgang F.eks. • Det og moderne genrer og sætter litteraturhistorisk sammenhæng. • Autofiktion Lyrik F.eks. •de Det moderne til to af mest brugte værktøjer i elevernes og genrer og gennembrud forfatterne indsætter i en sammenhæng. gennembrud F.eks. • Lyrik F.eks. • Faktalink Detogmoderne opgaveskrivning projektarbejde. Besøg og ind i en • Autofiktion litteraturhistorisk •forfatterne gennembrud F.eks. • Autofiktion Det moderne • Det moderne Forfatterweb på F.eks. •litteraturhistorisk Lyrik gennembrud Abonnementet giver ret til ubegrænset • Lyrik sammenhæng. • Autofiktion gennembrud Det moderne Besøg Faktalink og brug i Danmarks Læringsfestival. • Det moderne sammenhæng. undervisningen via UniLogin og omfatter alle • Autofiktion Lyrik gennembrud Besøg Faktalink og gennembrud • Autofiktion Forfatterweb på Vi glæder os til at se jer undervisningsinstitutionens og læreres/ F.eks. • Lyrik Besøg Faktalink og • Autofiktion • Lyrik Forfatterweb påpå elevers computere. F.eks. • Autofiktion Det moderne på stand 34. Danmarks Læringsfestival. Forfatterweb Besøg Faktalink ogog Lyrik • Lyrik gennembrud • Det moderne Besøg Faktalink Danmarks Læringsfestival. Danmarks Læringsfestival. Vi glæder os til at se jer Se indhold oggennembrud priser på www.dbc.dk Forfatterweb påat Besøg Faktalink og • glæder Autofiktion Forfatterweb på Vi os til se Vi glæder os til at se jerjer • Autofiktion på stand 34. Lyrik Forfatterweb på Besøg Faktalink og på stand 34. Danmarks Læringsfestival. Danmarks Læringsfestival. Besøg Faktalink og • Lyrik på stand 34. Besøg Faktalink og jer Danmarks Læringsfestival. Vi glæder os til Forfatterweb påat Vi glæder os til at se Forfatterweb påsejer Vi glæder os til Forfatterweb påat se på stand 34. Besøg Faktalink og jer Danmarks Læringsfestival. Danmarks Læringsfestival. på stand 34. på stand 34. Besøg Faktalink og jer Danmarks Læringsfestival. Forfatterweb påse Vi glæder os at til at Vi glæder os til se Forfatterweb på jer Danmarks Læringsfestival. på stand 34. Vi glæder os til at se jer på stand 34. os Danmarks Læringsfestival. Vi glæder til at se på stand 34. os til at se jer Vi glæder jer på stand 34.

ANMELDELSER PERSPEKTIVER I DANSK Oluf Carl Lindberg-Nielsen, lektor, Århus Statsgymnasium.

Perspektiver i dansk er en grundbog til dansk, skræddersyet til den nye læreplan, der som bekendt arbejder med perspektiver i stedet for stofområder. Det lægger jo op til en tematisk tilgang til undervisningen, og konsekvent nok har bogens forfattere bygget bogen op af 11 kapitler med et tema eller et emne i fokus. Til bogen hører endvidere en antologi og en webside, som jeg ikke har haft lejlighed til at kigge på. Bogens kapitler er bygget op på den måde, at de indledningsvist i en tekstboks præsenterer et fagligt fokus. Her fremhæves centrale begreber med fed skrift. Derefter kommer brødtekst med opgaver, tekstarbejde og centrale begreber, og til sidst sluttes af med en side med overskriften ”Hvad kan du huske, og hvad har du lært?”, hvor alle afsnittets begreber listes op. Denne side er med farvet baggrund, hvorfor det er særdeles let for eleverne at orientere sig i bogen og at bruge den selvstændigt i forbindelse med en skriftlig opgave eller til eksamenslæsning. Selvom det i forordet hedder, at man kan læse bogens kapitler i en vilkårlig rækkefølge, forekommer der alligevel at være en progression fra introducerende stof i de første kapitler til mere tematisk og begrebslig kompleksitet hen imod slutningen. Kapitlernes temaer er umiddelbart spændende, og en god del af dem giver mig inspiration til, hvordan man kan arbejde tematisk under det nye læreplansregime. Og måske kæmpe sig fri af den gamle læreplans opdeling i stofområder. Kapitlet ”Fortællinger om syndefald” arbejder både med litteratur og billedanalyse, ”Fortællinger fra hjemstavnen” med litteratur, film og tv-serie, og i ”I krig med virkeligheden” kommer vi omkring dokumentarfilm, fiktionalisering, digte, krigsfotografi, fortællende journalistik og radiokommentar. Sådan er det tænkt i den nye læreplan, og sådan kan det gøres. Med Perspektiver i dansk har vi fået en god guide til, hvordan man bygger forløb op med flere perspektiver på emnet, såvel som en kompetent indføring i fagets metoder og begreber. Måske mere metoder og begreber end temaer. Under læsningen af bogen følte jeg mig af og til hensat til folkeskolens tysktimer, hvor gode historier om den forulykkede folkevogn eller tykke Uwe, der kommer til at spise hele anretningen til forældrenes gæstebud, og som jeg glædede mig til at tale om i timen, aldrig, aldrig var interessante som historier, men blot en anledning til at introducere et nyt grammatisk begreb. Var

Dansknoter

Uwe egoist eller en tankeløs dreng? Ja, både-og, for ”egoist” og ”tankeløs dreng” er subjektsprædikater, og subjektsprædikater markeres med en cirkel med et kryds i midten og står i nominativ. Så lærte jeg det – videre til næste kapitel. Og sådan er det også her i bogen; krig, hjemstavn og syndefald er anledning til at introducere nye faglige begreber, og af dem er der mange. Differenskæde, gatekeeping og multiplot. Nå, det var nyt for mig, men så blev jeg det klogere. Fremhævet med fed skrift i teksten og både introduceret og gentaget på de farvede sider er der ingen tvivl om, at bogens primære sigte er begreber og metode; temaerne et instrument herfor. Måske er dette hjertesuk urimeligt i en anmeldelse af denne lødige bog, men vi oplever i disse år en forskydning af den faglige interesse fra indhold til begreber og metode. Selvfølgelig kan vægtningen ikke stilles op som et absolut enten-eller, men tendensen er klar, og den er klar for gymnasiet som helhed. Symptomatisk nok har Perspektiver i dansk bevidst fravalgt litteraturhistorien, og man finder heller ingen introduktion til ismer af nogen slags, hvad der forekommer mig at være et noget begrænset perspektiv for en grundbog. Måske er det på tide, at vi debatterer danskfagets raison d’être med hinanden; er metoderne en dåseåbner for en udlægning af teksters intentionalitet og derfor sekundære, eller ligger fagets kerne i vores metoder og begrebsapparat? Det sidste forekommer mig temmelig perspektivløst. Forfatter: Mads Rangvid og Mimi Sørensen Dansklærerforeningens Forlag 2018

G-bestyrelsen Birgitte Darger Christianhavns Gymnasium birgitte.darger@gmail.com Næstformand: Mischa Sloth Carlsen Aurehøj Gymnasium msc@aurehoej-gym.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Camilla Aaquist Odense Katedralskole aaquist83@gmail.com Mette Clausen Roskilde Gymnasium rgmc@roskilde-gym Karen Wagner Ørestad Gymnasium kwa@oegnet.dk Henrik Nyvang Ikast Gymnasium Ny@ikast-gym.dk René A. Christoffersen Gammel Hellerup Gymnasium rc@ghg.dk Julie Sejer Hansen Risskov Gymnasium julie_sejer@yahoo.dk Maren Miltersen Pilgaard Falkonergårdens Gymnasium mp@falko.dk

Miriam Kruse Køge Gymnasium kgmir@kggym.dk

Repræsentant i Dansk Sprognævn: Mischa Sloth Carlsen

Lisbeth Kahr Greve Tradium lg@tradium.dk

Nina Sofie Llorente Munck KVUC nm@kvuc.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Mette Clausen

Carsten Ullum Hansenberg cu@hansensberg.dk

Suppleanter Nynke Birgitte Genee Roskilde Gymnasium Nynke.Birgitte.Genee@ roskilde-gym.dk Kathinka Skriver Gribskov Gymnasium kathink3@gmail.com Fagkonsulent Sune Weile weile@galnet.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Skolebaserede kurser: Mischa Sloth Carlsen Maren Miltersen Pilgaard Nina Sofie Llorente Munck Regionskurser: Miriam Kruse Internatkurser: Camilla Aaquist René A. Christoffersen Katrine Haaning Miriam Kruse Repræsentant i PS: Birgitte Darger

Katrine Haaning Egå Gymnasium kh@egaa-gym.dk

Nordisk Udvalg: Turnus

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm

Sjælland: Rasmus Fristed Næstved Gymnasium & HF rasm442y@ngh.nu

Sjælland Hovedstaden: Loa Schmidt Jensen Det frie Gymnasium lsj@detfri.dk

Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium MM@fredericia-gym.dk

Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb

Repræsentant i GYMsprog: Mischa Sloth Carlsen Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansknoters redaktion: Karen Wagner Kathinka Skriver

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Tradium gl@tradium.dk Næstformand Ditte Eberth Timmermann Teknisk Gymnasium Skanderborg, Aarhus Tech det@aarhustech.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Dorthe Hedegaard Mikkelsen Teknisk Gymnasium Viby, Aarhus Tech dhm@aarhustech.dk Rikke Bjørn Jensen EUC Nordvestsjælland rha@eucnvs.dk Lise Fuur Andersen IBC Fredericia Middelfart lisefuur@gmail.com

Midtjylland Julie Sejer Hansen Risskov Gymnasium julie_sejer@yahoo.dk

Suppleanter: Henning Nyegaard Holm Vejle Tekniske Gymnasium hnh@sde.dk Jan Nøhr Christensen Handelsgymnasiet Aalborg jnch@ah.dk Orlov: Julie Sejer Hansen Risskov Gymnasium julie_sejer@yahoo.dk Fagkonsulent Søren Husted-Pedersen soren.husted-pedersen@ stukuvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Repræsentant for eux: Lisbeth Kahr Greve Repræsentant i PS: Lise Fuur Andersen Repræsentanter i Fagligt Forum: Gitte Lautrup Lise Fuur Andersen Medlem af Dansknoters redaktion: Ditte Eberth Timmermann

Nordjylland Claus Nielsen VUC & HF Nordjylland cni@vucnordjylland.dk

Mathilde Lund Sinding Det frie Gymnasium mls@detfri.dk

Dansknoter

IDNR 4276