Dansknoter 1/2018 by Dansklærerforeningens Forlag

DANSKNOTER Marts · 2018 · #1

VELFÆRD

NATUREN KOMMER Redaktion Ansvarshavende Anne Mette Finderup af@ijg.dk

Abonnement kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Ditte Eberth Timmermann det@aarhustech.dk

Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansknoter.

Anmeldelser Marie Gerner-Smidt marie@gerner-smidt.dk

Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere.

Bøger til anmeldelse sendes til: Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C

Annoncering i Dansknoter Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansknoter.

Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Ivar Lærkesen ILaerkesen@gmail.com Jette Sindbjerg Martinsen js@norreg.dk Kurt Christensen kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester mw@stenhus-gym.dk Marie Gerner-Smidt marie@gerner-smidt.dk Kristoffer Kildelund kristoffer.kildelund@greve-gym.dk Karen Wagner kwa@oeg Kommende numre Dansknoter 2 Værker Deadline: 06.04.18 Dansknoter 3 Demokratiets diskurs Deadline: 29.06.18 Dansknoter 4 Årsmødekursus Deadline: 19.10.18

Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk tlf. 3327 6077. Manuskripter og indlæg Sendes til det@aarhustech.dk og af@ijg.dk Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer: Maksimallængde på artikler er normalt 10.000-12.000 tegn, inklusive mellemrum. Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler hvis det ønskes.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk. Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk. ISSN: 0107-1424 Oplag: 3.000 Printed in Denmark 2017 Grafisk tilrettelæggelse Rikke Albrechtsen Korrektur Pernille Elisabeth Frederiksen Tryk Tarm Bogtryk A/S Kunstner: Janna Yamuna Kirkeby

DANSKNOTER Marts · 2018 · #1

VELFÆRD

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv [fødselsår, stilling, publikationer, andet]. Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort, pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Forsideillustration: Parterapi Tidsskriftet udgives med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tipsmidler gennem tilskud til porto/forsendelse fra ”Bladpuljen” under Slots- og Kulturstyrelsen. dansklf.dk/dansknoter

INDHOLD 5 Leder 6 Præsentation 7 Illustrationer Tema: VELFÆRD 8

Røv og velfærdsstat

Af Lasse Horne Kjældgaard

Efter velfærden

Af Tue Andersen Nexø

Mod en postvelfærdslitteratur?

Af Nicklas Freisleben Lund

På fattigdomssafari i Velfærdsdanmark

Af Anita Nell Bech Albertsen

Uden for tema

Postkolonialismen i danskfagets dannelse

Af Astrid Gro Pedersen

Da Danmark blev moderne

Af Jon Christensen

Teksten i midten

Af Folkemøg

Af Dennis Gade Kofod

Man kan også

Selvfortællingen mellem eleven og faget

– Faglighed, læring og identitet i danskfagets

kreative skrivning Af Mischa Sloth Carlsen

MEN DET VAR DET DENGANG, I MIDTEN AF 1960’ERNE, HVOR JORN SÅ LANGTFRA VAR DEN ENESTE KUNSTNER, DER INTERESSEREDE SIG FOR SPØRGSMÅL OM VELFÆRD OG VELFÆRDSSTAT. EJ HELLER VAR DET UDELUKKENDE HAM, DER BESKÆFTIGEDE SIG MED SÅDANNE SPØRGSMÅL BÅDE I BEGREBSLIG FORM OG I KUNSTNERISK PRAKSIS. DET GJORDE OGSÅ ANDRE KUNSTNERE, NAVNLIG FORFATTERE.

DENNIS GADE KOFOD

Den samvittighedsfulde nærlæsning Interview med Troels Hughes Hansen Nogle ord fra velfærdssamfundet Af Ida Elisabeth Mørch

Perspektiv på tekster Af Sune Weile

Din forening

Anmeldelser

NICKLAS FREISLEBEN LUND

PROBLEMET FOR RIGET ER, AT KONGEN ER BLEVET KIDNAPPET AF TROLDKÆLLINGEN, SAMTIDIG MED AT DE FATTIGSTE ER BEGYNDT AT MISUNDE DE RIGE DERES LIV.

Forskerinterview

POSTVELFÆRDSLITTERATUREN ER STADIG ET UOPDYRKET FELT, OG EN INDLEDENDE OPGAVE ER KORTLÆGNINGEN AF DENS FORSKELLIGE VARIATIONER.

46 Voxpop

LASSE HORNE KJÆLDGAARD

34 DANSKLÆRERE ELSKER TEKSTER. VI KAN BRUGE TIMER PÅ AT LEDE EFTER ET BESTEMT DIGT AF SOPHUS CLAUSSEN, FORDI VI VED, AT DET VIL LØFTE LIGE PRÆCIS DETTE FORLØB OM SYMBOLISMEN. VI KAN GRAVE OS GENNEM DATABASER MED AVISARTIKLER, FORDI VI ER PÅ JAGT EFTER ET DEBATINDLÆG OM REALITY-TV, DER KAN PROVOKERE VORES ELEVER TILSTRÆKKELIGT. SUNE WEILE

UDKOMMER 23. APRIL

KROP, SKAM OG STOLTHED

LÆR AF FORFATTERNE

SUPERSTRENGE

– på tværs af medier

Skriveråd til alle teksttyper

Naturvidenskabelig dansk lyrik

Mia Bang Nedergaard

Søren Boy Skjold

Lars Green Dall

Gennem teoriindføring, øvelser og antologitekster med arbejdsspørgsmål sætter bogen fokus på vores socialt og kulturelt formede kropsholdninger; på de følelser af skam eller stolthed, vi ofte knytter til vores krop.

Med udgangspunkt i et kort tekststykke af nogle af dansk litteraturs bedste forfattere giver bogen 21 gode råd til, hvordan man forbedrer sit sprog og skriver bedre tekster. Der er for eksempel fokus på indledninger og afslutninger, sætningslængde, verber og scenisk opbygning.

Bogen rummer et stort og varieret udvalg af naturvidenskabelig dansk lyrik i perioden 1573-2015. Samtidig præsenteres fem tematiske kategorier, der giver mulighed for at samlæse og perspektivere digte på tværs af litteraturhistorien.

Bogpakkepris: Kr. 75,60 Vejl. pris: Kr. 189,00

Bogpakkepris: Kr. 67,60 Vejl. pris: Kr. 169,00

Bogpakkepris: Kr. 71,60 Vejl. pris: Kr. 179,00

60%

medlemsrabat

fra 20. marts - 13. april* Læs mere på dansklf.dk/bogpakke DEN ETISKE H.C. ANDERSEN – nye perspektiver på gamle historier

Tony S. Christensen og Anne-Marie S. Christensen H.C. Andersens eventyr udfordrer vores etiske antagelser og bidrager til etisk tænkning i kraft af deres særlige litterære form. Bogen viser, hvilke etiske dimensioner man kan udforske med udgangspunkt i hans eventyr og en rækker perspektiveringstekster.

DANSKLÆ RERFORE

NINGENS FORLAG

Kalender 2018-2019

NY BOGPAKKE PÅ VEJ Glæd jer til forårets 6 nye udgivelser

#nårjegc

ykler

PERSPEKTIVER I DANSK Mads Rangvid & Mimi Sørensen Grundbogen er bygget op, således at de enkelte kapitler kan læses selvstændigt som egentlige, faglige forløb, der samler sig om et tema. Men fungerer også som en håndbog, eleverne nemt kan slå op i og læse definitioner på centrale faglige begreber. Bogen er rigt forsynet med opgaver, der bearbejder stoffet på forskellig vis. Grundbog: Bogpakkepris: Kr. 107,60 Vejl. pris: Kr. 269,00 Antologi: Bogpakkepris: Kr. 59,60 Vejl. pris: Kr. 149,00

Bogpakkepris: Kr. 91,60 Vejl. pris: Kr. 229,00

Læs mere, og se priser i vedlagte Katalog 2018 - Ungdomsuddannelserne. *Medlemmer får besked, når det er tid til at forudbestille bøgerne med rabat.

Leder BIRGITTE DARGER Formand for Dansklærerforeningens sektion for stx og hf

DIGITAL DANNELSE UDEN INTERNET? Bestyrelsen har fået brev fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet som svar på at vi i efteråret 2017 henvendte os til undervisningsministeren med bekymring angående hendes beslutning om at lukke for adgang til internettet til skriftlig eksamen. I svaret står blandt andet: ”Hvis eleverne har fri adgang til internettet, er der risiko for, at prøvebesvarelsen afspejler elevens evner i informationssøgning og ikke elevens kunnen og faglige niveau.” Ordlyden forundrer. Danskfaglig kunnen bygger på brug af tekster. Eleverne får faglige problemer i dansk hvis ikke de har lært at anvende viden fra relevante kilder. Informationssøgning er uundgåelig, om det så er via egne noter, Litteraturens veje eller lærerens PowerPoint. Når eleverne går til eksamen, skal de kunne søge og bruge information. Hvis man erstattede ordet ”internettet” med ordet ”bøger” i dette svar, så ville det besynderlige blive tydeligt. Hvad er det vi tester til eksamen i skriftlig dansk? Eleverne skal kunne analysere tekster og sætte dem i perspektiv til anden viden, og det skal de gøre på skrift i genrebestemte former. Man kan ikke isolere skrivning og genrekendskab som det eneste de skal dokumentere at kunne. Det ville ikke give mening. Med svaret fra Styrelsen bliver den trykte bogs viden legitimeret, mens viden på nettet delegitimeres. Dette står i direkte kontrast til gymnasiereformens bud om at danne digitalt myndige medborgere som er i stand til kritisk at forholde sig til viden i en verden hvor bøger ikke kun findes på tryk, og hvor opdateret danskfaglig indsigt også findes på et utal af digitale platforme. Jeg vil hellere lade mine elever bruge Nordisk kvindelitteraturhistorie på nettet end den ældre sag af en litteraturhistorie som samler støv i bogkælderen. Der er noget terminologisk kludder i svaret, for kan man forestille sig digital dannelse som ikke indbefatter internettet? Hvad er fx det i læreplanen omtalte ”digitale fællesskab” hvis ikke det er et fællesskab på nettet? Digital dannelse og digitale fællesskaber angår ikke alene vores liv som socialt hungrende netvæsener. I digitale fællesskaber kan eleverne opleve hvordan viden opbygges, deles med respekt og kvalificeres gennem samarbejde. Sådanne

digitale fællesskaber må eleverne inviteres til at deltage i i dansktimerne, fx gennem brug af delte dokumenter. Problemet er bare at fx et Google-site ikke kan downloades, og hvis eksamenslogikken styrer mere end fagets dannelsesformål, så vil opbygningen af digitale vidensfællesskaber kunne virke som spild af tid. Styrelsen lader til at være klar over den indbyggede selvmodsigelse. De forklarer i brevet: ”Elevernes digitale kompetencer kan godt afprøves ved prøverne uden adgang til internettet, bl.a. fordi de fremtidige prøver bliver digitale. Det digitale format gør det fx muligt at stille store informationsmængder til rådighed ved prøverne. Herved kan prøverne indeholde elementer af informationssøgning og kildekritik inden for det til rådighed stillede materiale, ligesom arbejdet med digitale medier, fx gennem film- og lydklip, kan indgå som en del af prøverne.” I bestyrelsen er vi bekymrede for dette. Det lyder som om eleverne vil få adgang til en vidensmængde på et ”net” lavet til lejligheden og derfra skal vælge ud og være kritiske. Hvis vi forstår Styrelsens svar rigtigt, vil eleverne skulle gå på jagt efter viden i en mængde tekster som de godt ved opgavekommissionen har udvalgt for at det skal ligne et internet. Situationen vil sætte dem til at tolke den bagvedliggende hensigt fra en ukendt eksamensafsender, samtidig med at de skal kunne tolke de tekster de udvælger. Det kan se ud som om man mener at sådan en kryptisk informationssøgning er mere forsvarlig end brug af faglige digitale ressourcer anvendt og bygget op gennem undervisningen. (Beslutningen om at lukke for SKODA som netbaseret arkiv med vigtig viden tilgængelig for studerende synes samtidig paradoksal). Det er vi ikke enige i. Til gengæld vil vi opfordre ministeren til at genindføre det trykte opgavehæfte. Forskning viser entydigt at fordybelse har bedre kår når man bruger trykt materiale. Hvorfor ikke lade den trykte tekst og den digitale tekst indgå en meningsfuld alliance og sikre en eksamen hvor eleverne får de tekster de skal forholde sig analyserende til, på print, mens de tekster og den viden de skal perspektivere til, bliver tilgængelige som de er i virkeligheden og gennem undervisningen: både på papir, i bøger og via nettet?

Dansknoter

Præsentation

VELFÆRD Den modernistiske litteraturs gennembrud i Danmark fra midten af 50’erne skete samtidig med en voldsom forandring af det danske samfund i form af urbanisering, ny industrialisering og vækst i serviceerhvervene. Politisk blev ideerne om et velfærdssamfund samtidig ført igennem. Der ligger noget næsten symbolsk i at folkepensionen blev indført i 1956, samme år som Peter Seeberg og Klaus Rifbjerg debuterede. Bemærkelsesværdigt er det at Villy Sørensen i Digtere og dæmoner fra 1959 forsvarer den ny velfærdsstat, ikke som et mål, men et middel, ”en baggrund for den enkeltes personlige eksistens” (s. 221). Nogenlunde samme standpunkt var baggrunden for at statsminister Viggo Kampmann inviterede til to kulturmøder på Krogerup og Louisiana i efteråret 1960, hvor kunstnere, erhvervsfolk og politikere gik sammen, noget som senere førte til oprettelsen af Kulturministeriet og Statens Kunstfond. Kunsten fik en næsten selvfølgelig kritisk funktion i det velfærdssamfund som var under opbygning. Fra slutningen af 1980’erne og frem sker der en gradvis ændring af velfærdsstaten. Erhvervslivet dereguleres, og den offentlige sektor udliciteres, privatiseres, centraliseres og digitaliseres. En ny statstype er ved at vokse frem, konkurrencestaten. Her får kunsten og dens repræsentanter en anden og mindre selvfølgelig funktion end i velfærdsstaten. Netop det forhold har i de senere år affødt en omfattende forskning i velfærd, temaet for dette nummer af Dansknoter. Vi lægger ud med en artikel af Lasse Horne Kjældgaard som viser hvordan den litterære velfærdsdebat formede sig i 50’erne og 60’erne, i en periode hvor velfærdssamfundet ikke blev opfattet som mål, men som middel. Velfærdsstaten skulle forsøge at maksimere den enkeltes sociale sikkerhed. Men den kunne intet stille op over for hans eller hendes eksistentielle usikkerhed og udsathed i tilværelsen. I artiklen viser Kjældgaard hvordan de administrative rutiner efterhånden ændres for at man kan bevare velfærdsstaten som mål. Et mål som alle politiske partier bekender sig til. Noget som alle gerne vil værne om og bevare, og som ikke behøver legitimering ud fra humanistiske formål. Tue Andersen Nexø tager også udgangspunkt i den oprindelige sondring mellem velfærdsstaten som middel og mål og viser hvordan det ændres i konkurrencestaten.

Dansknoter

På den baggrund undersøger han forskellige positioner i nyere litteraturs forhold til velfærdsstaten. Med Llambías som eksempel hævder han at 90’ernes og 00’ernes værker gennemstrømmes af en forestilling om velfærdsstaten som en art institutionel ruin der har mistet forbindelsen til sine oprindelige idealer. Men nedskæringer og socialpolitik diskuteres alligevel sjældent. Med Cecilie Lind og Yahya Hassan som eksempler viser han at i den nyeste litteratur optræder personer hvis liv meget konkret er filtret sammen med velfærdens institutioner, men som typisk snarere betragtes som velfærdsklienter end som ideelle borgere. Nicklas Freisleben udvikler i sin artikel en karakteristik af en ny underklasselitteratur hvor der findes en nostalgisk længsel efter velfærdsstaten og dens borgerideal. Opstigningen i samfundet sker ikke på grund af velfærdsinstitutionerne, men snarere på trods af dem. Det er ikke sociale ydelser, engagerede lærere eller varmhjertede kontaktpersoner der faciliterer deres bevægelse op og væk. Endelig behandler Anita Nell Bech Albertsen temaet med realitydokumentaren som materiale. Dokumentarserier som skildrer socialt udsatte, fylder stadig mere på TV-kanalerne. Underklassen er nemlig ”god underholdning”. I den forbindelse spørger hun om litteratur og TV om livet på overførselsindkomst, med tvangsauktioner, svigt og tvangsfjernelser af børn m.m., gør os klogere på livet i underklassen? Artiklerne har en sådan sammenhæng og dækker et så bredt felt at de efter vores opfattelse lægger op til vedkommende undervisningsforløb. God læselyst!

God fornøjelse! Redaktionen

Illustrationer

JANNA YAMUNA KIRKEBY Som kunstner arbejder jeg for tiden i spændingsfeltet mellem teknologi og mennesker på et filosofisk og abstrakt plan. Med en faglig baggrund som sygeplejerske og tekno-antropolog har jeg beskæftiget mig med velfærdssamfundets udfordringer, og jeg forholder mig kritisk til samfundets ensidige fokus på økonomi og styring. Jeg søger et anderledes syn på bæredygtighed, moral, etik og værdier. Janna Yamuna Kirkeby (1980) Kunstner, sygeplejerske og cand.scient. i tekno-antropologi Arbejder hovedsageligt med maleri på lærred og papircollager. www.jannakirkeby.dk og @kirkebykontemporary (Instagramprofil)

Janna Yamuna Kirkeby arbejder i sine værker i og omkring tilsyneladende let afkodelige begreber som relationer, seksualitet og kærlighed. Forhold vi alle kender til og mere eller mindre frivilligt farer vild i. Janna Yamuna Kirkebys værker giver sig ikke ud for at kunne analysere eller forklare, men de gør det muligt for den enkelte selv at se eller gense poetiske udgaver af følelsesfulde rum man har været i og muligvis gerne ville reetablere. Relationer der af og til er i modstrid med hverandre, som kærlighed og parforhold, er i nogen grad indlejret i pigmentet som drømmemateriale bygger videre på, og meget, om ikke alt, baserer sig på kunstneres mangeårige arbejde med teknologi og filosofi på det konceptuelle plan og solid kunstnerisk praksis og talent. Alt i alt er det muligt at aflæse Janna Yamuna Kirkebys værker som billeder på det moderne menneskes i nogen grad rodløse færden. En færden der kan være lige så frustrerende som underholdende. Bjørn Ignatius Øckenholt

Mobile Relationer

Dansknoter

Lasse Horne Kjældgaard f. 1974, professor i dansk litteratur, dr.phil. & ph.d., Roskilde Universitet

RØV OG VELFÆRDSSTAT Den tidligste danske debat om velfærdsstaten var en kulturdebat som litteraturen og kunsten havde exceptionelt gode muligheder for at bidrage til – og det gjorde den i vid udstrækning. Artiklen antyder hvorfor og hvordan.

Det skønne abstrakte skilderi er malet af Asger Jorn. Det er fra 1964 og bærer titlen Velfærd og er blevet til, samtidig med at Jorn fremsatte teoretiske overvejelser over ”velfærd” og ”velfærdsstat” i skrifter, der udkom på hans selvbestaltede Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme. Emner, der ikke umiddelbart lyder æstetisk appellerende – for os i 2018. Men det var det dengang, i midten af 1960’erne, hvor Jorn så langtfra var den eneste kunstner, der interesserede sig for spørgsmål om velfærd og velfærdsstat. Ej heller var det udelukkende ham, der beskæftigede sig med sådanne spørgsmål både i begrebslig form og i kunstnerisk praksis. Det gjorde også andre kunstnere, navnlig forfattere. Det blev jeg selv meget overrasket over for tolv år siden, da jeg kom på sporet af det emne, som jeg er endt med at skrive en bog om, Meningen med velfærdsstaten: Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede. Jeg var ganske enkelt forbavset over at opdage, hvor interessevækkende velfærdsstaten var for den tids forfattere, kunstnere og intellektuelle – og hvor betydningsfuld en rolle de spillede i debatten om den. Når man i dag taler om den danske velfærdsstats arkitekter og sociale ingeniører – de politikere og embedsmænd, der så at sige ”tegnede” og etablerede velfærdsstaten – så taler man om navne som Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Erik Ib Schmidt og Henning Friis. Man taler ikke om Villy Sørensen, Hans Jørgen Lembourn, Erik Knudsen, Thorkild Bjørnvig, Klaus Rifbjerg, Anders Bodelsen og Henrik Stangerup. Men det burde man gøre. De blandede sig nemlig i velfærdsstatsdebatten, både med argumenterende indlæg og

Asger Jorn: Velfærd, 1964.

med fiktionsværker. Og ikke alene havde de noget at sige om velfærdsstaten, de opnåede også at blive lyttet til af ledende politikere. Det er velkendt, at Danmarks statsminister Viggo Kampmann i sommeren 1960 henvendte sig på vegne af politikerstanden direkte til dem, han (med en allusion til Poul Henningsen) kaldte for de ”kulturelt interesserede”: ”Vi har i høj grad behov for vejledning. Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at raadgive os paa kærlig og forstaaende maade, ville meget være vundet!” (Larsen 1960). Jeg har forsøgt at vise, at denne anmodning i en årrække faktisk blev imødekommet af forfattere, der gik ind i en kritisk og konstruktiv dialog om velfærdsstaten. Villy Sørensen, for eksempel, skrev abstrakte modernistiske noveller, som med timing og præcision pegede på nogle af de vanskeligste paradokser i forestillingerne om velfærd. Han var især optaget af de problemer, der opstår i en velfærdsstat omkring viden, magt og myndighed – dét, at der er nogle, der ved bedre end andre, hvad der er bedst for alle. Den forestilling – som ikke er blevet mindre problematisk med årene – skrev Villy Sørensen blandt andet om i 1964 i Formynderfortællinger, der kan læses som en dialektisk replik til samtidens beskyldninger imod velfærdsstaten for at være en formynderstat. Anders Bodelsen kender de fleste nok som krimiforfatter, men han begyndte sin litterære løbebane med at skrive såkaldt ”nyrealistiske” noveller, der undersøger de mærkelige psykologiske og sociale tilstande, der opstår, når nu velfærden er opnået, og der ikke rigtigt er mere at kæmpe for, i hvert fald ikke på det ydre plan. Hvad er det videre formål

Dansknoter

Spørgsmålet, der interesserer os, er ikke hvorfor, det er hvordan. For forfattere, kunstnere og humanistiske intellektuelle blev det vanskeligt at bidrage kvalificeret til den forandrede dagsorden for velfærdsstaten, der drejede sig om dens reformering og effektivisering.

med velfærden? Det spørgsmål stiller Anders Bodelsens stemningsmættede noveller, samtidig med at de undersøger velfærdsstatens nye landskab af sovebyer, motorveje, klinikker, kontorer, filialer og charterferiesteder, altså ikke bare velfærdsstatens steder, men også dens ikke-steder og de drømme om andre steder, de heterotopier, som den giver anledning til. Som dystopi tonede velfærdsstaten senere frem i litteraturen, blandt andet i Henrik Stangerups Manden der ville være skyldig fra 1973 og Svend Åge Madsens Se dagens lys fra 1980 – to fremtids- eller foregribelsesromaner, der viste, hvordan velfærdsstaten kunne skabe perverse resultater ud af gode forsæt. Samtidig kører velfærdsstatssatiren som et selvstændigt genrespor i 1950’ernes og 60’ernes lystspil og revyer, der lystigt brugte løs af velfærdsstatens store synderegister i samfundsdebatten. ”Ved siden af et ord som ”røv” er ”velfærdsstat” vel det, der giver det nemmeste grin i vore revyteatre”, skrev Viggo Clausen i en anmeldelse af Dronningmøllerevyen i 1964 (Clausen 1964). Eksemplet viser, at det ikke kun var i bøger, at velfærdsstaten blev taget under kunstnerisk behandling. Det blev den også i film, hvilket Klaus Rifbjergs og Palle KjærulffSchmidts nybrydende film Weekend fra 1962 kort kan illustrere. Filmens medvirkende er tre unge ægtepar, som skal holde weekend sammen i et sommerhus under ledsagelse af en fælles ven. Solen skinner, og af mad og drikke er der mere end nok. De sociale og materielle og meteorologiske betingelser for en vellykket weekendsammenkomst er til stede. De psykologiske forudsætninger er derimod fraværende. Det hele går op i druk og vold, patetiske monologer og udenomsægteskabeligt hanky-panky, der ikke rigtig bliver til noget, når det kommer til stykket. Det er der nemlig ikke noget, der gør. Alle de medvirkendes interaktion foregår i forhold til en social drejebog, som de muligvis misbilliger, men ikke for alvor formår at overskride. Trumfen bliver sat i filmens kendte kryptiske afslutningsreplik, som Ilse, spillet af Bente Dessau, leverer: ”Det er ikke til at bære”. Hvad er ikke til at bære? Den konkrete situation eller mere overordnet: den tilstand af frihed, overskud, overflod og fornemmelse af forspildte muligheder,

Dansknoter

som hjemsøger dem? Selve titlen, Weekend, der i 1962 var et forholdsvis nyt ord i dansk, peger på et svar: fritiden. De medvirkende personer kan tydeligvis ikke magte fritiden – og friheden. Har det noget med velfærdsstaten at gøre? Det mente i hvert fald Leif Panduro, da han kort efter filmens premiere skulle forklare i Ekstra Bladet, hvad han mente om velfærdsstaten: ”De fleste tror, at de får det godt, fordi de får det bedre. Med velfærdsstaten som baggrund kan det se ud, som om de syv personer i Rifbjerg-filmen ”Weekend” skaber sig. De har det jo godt. Nej, de har det fandeme ikke godt, fordi de mangler det væsentlige, kontaktevnen. Det positive ved den film er, at den viser, at sådan får vi det alle sammen, når det materielle er i orden, så bliver de problemer de vigtigste.” (Schønberg 1962) Ifølge denne udlægning viser Weekend altså et negativt telos for velfærdsstaten, som personernes problemer bliver repræsentative for: ”sådan får vi det alle sammen, når det materielle er i orden”. Medmindre – og det sagde Panduro ikke her, men det sagde mange andre i samtiden – at staten griber ind og fører en aktiv kulturpolitik og støtter kunst, der gør opmærksom på, at publikum ikke har det godt. Man forstår, at det trods alt er bedre at se Weekend end at te sig som filmens personer – i weekenden. Panduros kommentar til velfærdsstaten er præget af en tankegang, der er definerende for den første fase af dansk velfærdsstatsdebat, fra 1950 til 1980, nemlig forestillingen om et skarpt og vigtigt skel mellem velfærdsstatens mål og midler. Denne præmis for debatten, som politikerne i vid udstrækning overtog, blev først lanceret i 1955 af Sigurd Hoel, men med størst præcision og slagkraft blev den formuleret af Villy Sørensen året efter, da han skrev, at den ”stiltiende forudsætning for hele velfærdssystemet er at det kun er et middel, ikke et mål; social sikkerhed kan aldrig være et mål i sig selv, kun en baggrund for den enkeltes personlige eksistens” (Sørensen 1956, s. 78). Velfærdsstaten skulle forsøge at maksimere den enkeltes sociale sikkerhed. Men den

kunne intet stille op over for hans eller hendes eksistentielle usikkerhed og udsathed i tilværelsen. Denne forestilling om velfærdsstaten – som en heterotelisk (som har sit mål uden for sig selv), dynamisk og kvalitativ størrelse – går igen i debatten i et utal af formuleringer og med brug af adskillige metaforer: Velfærdsstaten er ”glimrende så længe den er et middel”, sagde Panduro for eksempel i det førnævnte interview fra 1962 – og fortsatte: ”Bliver velfærden i sig selv et mål, så bliver folk vanvittigt ulykkelige. Velfærden er værktøjet” (Schønberg 1960). Samme år gav den daværende politiske chefredaktør på Aktuelt og senere socialdemokratiske minister Ivar Nørgaard udtryk for, hvilke politiske konsekvenser denne forestilling om velfærdsstaten på længere sigt ville få: Det må også være en samfundsopgave at sikre den åndelige velfærd [...] Når det materielle ikke mere bliver det ene fornødne, er der gode muligheder for, at det kulturelle og etiske får en større plads i tilværelsen. Politik vil da i stigende grad gå over fra at være en debat om økonomi til at blive en kulturdebat, og de økonomiske spørgsmål vil blive trængt i baggrunden til fordel for pædagogiske, psykologiske og alment kulturelle. Undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet. (Nørgaard 1962) Ad åre ville Kulturministeriet, som var blevet etableret året forinden, udvikle sig til at blive ét af de vigtigste, profeterede Nørgaard i 1962. På snart halvtreds års afstand kan vi spørge nu, om det gik sådan? Nej, det gjorde det ikke, og det er der mange forklaringer på. 1960’erne var et turbulent årti, og både de folkelige protester imod Statens Kunstfond og Vietnam-krig og ungdomsoprør og 68 og siden hen nye politiske protestpartier kom i vejen for denne udvikling. Men der skete også noget mindre sensationelt, der måske fik større betydning. I 1971 og 1974 udkom de to såkaldte Perspektivplanlægningsrapporter, PP-1 og PP-2, udarbejdet af en arbejdsgruppe, som regeringen havde nedsat i 1968, med Finansministeriets legendariske departementschef Erik Ib Schmidt som formand. Ekspansionen af den offentlige sektor var ude af kontrol, og derfor skulle gruppen se på, hvordan det danske samfund ville udvikle sig på femten års sigt, hvis altså udviklingen fik lov at fortsætte. Det så bekymrende ud. Blandt andet forudså arbejdsgruppen, at antallet af offentligt ansatte i så fald ville være fordoblet inden 1985. Der var således akut brug for både at ændre den politiske holdning og indføre nye administrative værktøjer – og for at forstærke Finansministeriets magt, mente Schmidt og hans gruppe. Men hvis det var midlerne, hvad var så egentlig målet? Ja, det var at bevare velfærden – og velfærdsstaten. Her begyndte man altså at tale om velfærdsstaten som selve målet i

sig selv – stik imod den vision for velfærdsstaten, som Villy Sørensen havde udkastet. Både for udviklingen af den offentlige sektor og for økonomiseringen af den offentlige debat fik det stor betydning. I langt højere grad kom diskussionen derefter til at dreje sig om midlerne til overhovedet at bevare velfærdsstaten, det vil sige, hvilke reformer der er nødvendige for at sikre dens økonomiske grundlag og politiske legitimitet. For en nutidig iagttager som Ove Kaj Pedersen – ham med konkurrencestaten – var det her, vi tog fat på den store reformproces, som endnu er uafsluttet. En følge er, at debatten om velfærdsstaten er blevet lukket – lukket i den forstand, at velfærdsstaten er blevet til et mål i sig selv. Et mål, som alle politiske partier bekender sig til. Noget, som alle gerne vil værne om og bevare, og som ikke behøver legitimering ud fra videre humanistiske formål. Velfærdsstaten er nu autotelisk og statisk, og målene for den gøres i stigende grad op i kvantitative snarere end kvalitative registre. Spørgsmålet, der interesserer os, er ikke hvorfor, det er hvordan. For forfattere, kunstnere og humanistiske intellektuelle blev det vanskeligt at bidrage kvalificeret til den forandrede dagsorden for velfærdsstaten, der drejede sig om dens reformering og effektivisering. Det er, vil jeg hævde, hovedforklaringen på, at velfærdsstatsdebatten omkring 1980 ophørte med at være et produktivt tema i dansk litteratur – sådan som den havde været siden midten af 1950’erne.

”Ved siden af et ord som ”røv” er ”velfærdsstat” vel det, der giver det nemmeste grin i vore revyteatre”, skrev Viggo Clausen

Litteraturliste Clausen, Viggo: ”Et særsyn: en demokratisk revy”, Information, 13.-14.6.1964. Larsen, Ejvind: ”Jeg interesserer mig faktisk ikke saa voldsomt meget for politik. Samtale med Viggo Kampmann om kultur, religion, moral og Danmarks stilling i verden”, Information, 25.26.6.1960. Nørgaard, Ivar: ”Politik. Forsvar for Velfærdsstaten”, i: Hoffmeyer, Erik (red.): Velfærdsteori og velfærdsstat, København: Berlingske Forlag, 1962, s. 82-84. Schønberg, Knud: ”Jeg er anarkist”, Ekstra Bladet, 8.11.1962. Sørensen, Villy: ”Velfærdsstaten og den suspenderede personlighed”, i: Paludan, Jacob m.fl. (red.): Ståsteder søges, København, 1956.

Dansknoter

EFTER VELFÆRDEN

Hvad sker der, når man hverken kan eller vil stræbe efter et liv som borger i den moderne velfærdsstat? Det spørgsmål kredser vigtige litterære værker fra 10’erne om. Tue Andersen Nexø (f. 1974), lektor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og anmelder ved Dagbladet Information

Den danske politolog Ove Kaj Pedersen, der op gennem 00’erne introducerede begrebet ”konkurrencestaten” i nyere dansk politisk tænkning, forsvarede i november 2015 sin doktorafhandling om velfærdsstatens historie og forandringer. Han blev i den anledning interviewet i Politiken, hvor han blandt andet blev spurgt om den reformiver, der havde kendetegnet Helle Thorning-Schmidts nyligt afgåede, socialdemokratiske regering. Blandt andet spurgte Politiken om, hvorvidt velfærdsstatens menneskesyn ”med sin vægt på det dannede og demokratiske menneske” var mere humanistisk ”end konkurrencestatens menneskesyn, hvor mennesket ses som et stykke arbejdskraft, der helst skal være produktiv så længe som muligt” (Jespersen og Kvorning 2015). Men så enkelt ville Ove Kaj Pedersen ikke stille ligningen op. Thorning-regeringens fokus på økonomisk effektivitet var nødvendig, for den korrigerede for en bygningsfejl i det oprindelige, velfærdsstatslige projekt, mente han. Ideelt set sikrede den, at velfærdsstaten og dens institutioner blev økonomisk holdbare og dermed også eksisterede for de næste generationer. For ham var konkurrencestaten altså ikke velfærdsstatens modsætning, men en nødvendig videreudvikling af den. Men så svarede Ove Kaj Pedersen også: ”Målet har været det frie, selvforsørgende menneske, men også det menneske, der påtager sig et ansvar for at finansiere og dermed bidrage til velfærden ved at finde et arbejde og udvikle sine kompetencer. Det menneskesyn kan jeg sagtens stå inde for.” (Jespersen og Kvorning 2015) Uden at han gør det tydeligt, formulerer Ove Kaj Pedersen sig her ikke, som om konkurrencestaten bare er velfærdens

Dansknoter

hjælper. Han viser i stedet, hvordan et ensidigt fokus på velfærdsstatens økonomiske holdbarhed ender med at forandre dens grundlæggende idealer. Det ender med at forandre dens menneskesyn. Der er nemlig forskel på en velfærdsstat, hvis mål er den dannede og demokratiske borger, og én, hvis mål er de borgere, der optimerer sig selv for at bidrage til samfundets økonomiske holdbarhed – på den stat, der anskuer sine borgere som politiske og eksistentielle væsener, og så den, der mener, at borgernes primære bidrag til fællesskabet foregår via skattebilletten. Set fra skønlitteraturens perspektiv er der blandt andet dén forskel, at litteraturens rolle i samfundet er langt mindre åbenlys, det øjeblik velfærdsstaten betragtes som en konkurrencestat, dvs. som en nationaløkonomisk model, der skal optimeres. Spørgsmålet om litteraturens rolle i velfærdsstaten har en lang og glorværdig historie i moderne dansk litteratur. Det ligger som en klangbund i Villy Sørensens indflydelsesrige essaysamling Digtere og dæmoner fra 1959 og gøres eksplicit i bogens afsluttende kapitel ”Velfærdsstat og personlighed”. For Villy Sørensen var svaret klart: Skønt velfærdsstaten er den mindst ringe samfundsform, så kan dens idealer om frie og myndige borgere kun realiseres via kunsten. Kunsten skal på én gang sikre den enkeltes eksistentielle dannelse og være kritisk over for de mulige overgreb, velfærdsstaten kan komme til at foretage. Den skal lære os at leve med de sider af os selv, vi ellers gerne vil fortrænge, og som ikke passer ind i det sociale liv, i praksis ofte en uregerlig seksualitet. Men kunsten skal også gøre os opmærksom på, at velfærdsstaten kan overskride sine beføjelser og umyndiggøre sine borgere. Det gør den, mener Villy Sørensen, det øjeblik den vil sørge for vores eksistentielle og ikke blot vores sociale sikkerhed (se også Horne Kjældgaard 2017, side 368 ff.). Begge ærinder illustreres på eksemplarisk

vis i hans novelle ”Tigrene”, der er del af novellesamlingen Sære historier (1953). En langt senere tekst, der reelt kredser om de samme spørgsmål, er Pablo Llambías’ essay ”Hvorfor står der en skulptur foran rådhuset?” Det udkom i 1998 og er en form for poetik for romanen Rådhus (1997). I essayet prøver forfatteren Pablo Llambías at finde ud af, hvad velfærdsstaten helt konkret – illustreret af de kommunale rådhuse – vil med kunsten. Til forfatterens store overraskelse viser det sig, at meget få kommuner egentlig ved, hvorfor de skal have en skulptur stående, hvilket bliver et billede på en velfærdsstat, hvor ånden så at sige har forladt bygningen: I det ydre efterlever kommunerne nok de kulturpolitiske krav, men i praksis ved de ikke længere, hvorfor de gør det – mere generelt har den offentlige administration glemt formålet med den velfærd, de søger at sikre. Men Llambías skriver også, at en undersøgelse af forholdet mellem kunsten og velfærdsstaten må skrives i jegform: ”[Jeg måtte] inddrage fortællerens position, idet fortælleren var og er en del af offentligheden og som sådan har et medansvar for både skulpturen og den øvrige del af samfundet. Jeg er kommunen og kommunen er mig.” (Llambías 1998, s. 6) Ganske vist betragter Llambías forvirret en velfærdsstat, som har glemt sin egen begrundelse – et tema, der løber igen fra essay til roman – men han betragter ikke desto mindre sig selv som fuldgyldig borger. Nok bebor han en velfærdsstat, der ikke fungerer, men han gør det som en skikkelse, der som den største naturlighed har en stemme i en offentlig debat. Som jeg har argumenteret for i min bog Vidnesbyrd for velfærdsstaten, er han på dette område typisk for de sene 90’eres og 00’ernes danske litteratur. Nok er periodens værker gennemstrømmet af en forestilling om velfærdsstaten som en art institutionel ruin, der har mistet forbindelsen til sine oprindelige idealer. Men nedskæringer og socialpolitik diskuteres alligevel sjældent. I stedet kredser bøgerne typisk om skikkelser, der burde kunne – og på overfladen har alle muligheder for at – leve op til rollen som frigjort og myndigt menneske, men alligevel sjældent formår det. Sådan er det ikke i den helt unge danske litteratur. Ikke at spørgsmålet om velfærdsstaten er forsvundet, men det har taget en anden form. På den ene side konstaterer mange, at velfærdens goder helt konkret forringes og egentlig ikke er tiltænkt dem – som Olga Ravn skrev i 2014: ”Vores universitetsuddannelser er blevet forringede, vi har store studielån, vi ved, at vi højst sandsynligt aldrig får efterløn, og folkepensionen tvivler jeg også stærkt på, jeg nogensinde kommer i kontakt med” (Ravn 2014). På den anden side skriver mange forfattere fra en bestemt position. Forfattere som Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen, Cecilie Lind, Caspar Eric og Yahya Hassan har i deres bøger og andre tekster givet

stemme til skikkelser – ofte, men ikke altid dem selv – der har velfærdsstatslige behov, kunne man kalde det, og hvis liv meget konkret er filtret sammen med velfærdens institutioner, men som typisk snarere betragtes som velfærdsklienter end som ideelle borgere. Det kan være arbejdsløse (som i digtet ”jeg vil tale om arbejde” af Asta Olivia Nordenhof), den småkriminelle og anbragte teenager (i anden halvdel af Yahya Hassans digtsamling), den handikappede (hos Caspar Eric) eller den psykisk syge, hvis stemme og figur går igen hos forbløffende mange nye forfattere. Her beskriver Cecilie Lind livet som diagnosticeret i den moderne velfærdsstat: Alt det liflige billedsprog, der findes i psykiatrien! Alle de illustrationer af blå blomster i pamfletterne! Poesiens blå blomst og sygdommens og dødens pølse: den offentlige psykiatri. Det er svært at forklare den modstand, jeg nærer mod dem, der forsøger at hjælpe mig frem til den bedre tilværelse, og det endda gratis. Mit velfærdssamfund i fuldt flor (dvs.: et år med halvanden times gruppeterapi en gang om ugen, når diagnosen er: ”personlighedsforstyrret”), men det er sådan, kravene er: Jeg skal betro mig, dele episoder (psykiske nedsmeltninger). Jeg skal se, at det er en fejl ved mine medpatienter, at de giver sig hen til computerspil, bøger, gråd, mad. Eskapisme skal vi komme til livs. Trang til flugt, til hi, er af det onde, lediggang især, er af det onde. Formålet med det raske er: arbejde, det normale. […] Alle, jeg har forsøgt at få i tale, som repræsentanter for et system, der sjofler med de psykisk syge, affejer min kritik ved at behandle min kritiske position som et symptom. Min vrangvillige indstilling: et barns trods. (Lind 2017) Lind taler med en indigneret stemme, men indignationen skyldes ikke kun det mangelfulde tilbud. Det skyldes også, at systemet har en bestemt model for det at være rask – man er rask, når man frivilligt både er synlig og produktiv – som det søger at pådutte sine klienter, og som dette jeg hverken kan eller vil leve i. I stedet insisterer Lind, uden på noget tidspunkt at erklære sig for helbredt, på, at man kan skrive fornuftigt – skarpt, følsomt, præcist – fra en psykisk syg, uproduktiv position. Hun taler som én, for hvem det så at sige på forhånd er umuligt at leve op til de idealer, Ove Kaj Pedersen skitserede. Hun taler også som en skikkelse, der snarere betragtes som et objekt for forvaltning end som borger – én, hvis stemme af ”systemet” erklæres barnlig, umyndig. Man finder noget lignende hos Yahya Hassan. I debutens afsluttende langdigt finder man passager som: ”MIN SAGSBEHANDLER SIGER/ MIG JEG ER IK PARAT TIL HØJSKOLE/

Dansknoter

JA MIG JEG ER IK GO NOK TIL GRUNDTVIG! HENDE DER HUN SIGER/ DE VIL IK PRESSE MIG TIL INSTITUTION/ FORDI NU ER JEG BLEVET STOR/ MEN MIG JEG VED DE SKAL SPARE” (Hassan 2013, s. 164). Også her er jegets liv filtret ind i institutioner, der skjuler deres nedskæringer bag en hyklerisk retorik. Men det er også en pointe – både tematisk og formelt, jf. det stiliserede perkerdansk, digtet er skrevet i – at jeget aldrig slipper sin position som kriminel og marginaliseret, bare fordi han er digter, og egentlig også at han aldrig slipper sit forkrøblende selvhad. ”MIN KRØBLINGRYG HAR OMFAVNET MIG FORKERT/ MIN HALEBEN JEG KA IK HVILE PÅ DEN/ MIG JEG ER ABE” (Hassan 2013, side 167). Ligesom hos Lind taler disse digte fra en position og med en stemme, der på den ene side gennemskuer og afslører socialforsorgens hykleri, men som på den anden side hverken kan eller vil indtage positionen som frigjort, dannet, harmonisk borger. Hassan og Lind er symptomatiske for en hel generation. I takt med at synet på velfærdsstaten forskyder sig – groft sagt: fra politik til nationaløkonomi – ændrer forfatternes forestillinger om forholdet mellem stat og litteratur sig nemlig også. For Villy Sørensen kunne digtningen bidrage til velfærdsstaten ved at danne dens borgere til frigjorte og myndige væsener. Pablo Llambías og store dele af 00’ernes danske litteratur registrerede, forvirrede og ambivalente, hvordan velfærdsstatens idealer forvitrede, både i institutionerne og i den enkelte, men var reelt ikke synderligt optagede af socialpolitik og besparelser. Meget helt ny dansk litteratur gør noget andet. Den insisterer, også når den ikke eksplicit tematiserer den moderne velfærdsstat, på at give stemme til de skikkelser, der aldrig bliver produktive og selvforsørgende, der altså aldrig kommer til at leve op til det

menneskesyn, Ove Kaj Pedersen skitserede som den moderne velfærdsstats ideal. Den insisterer på, at disse stemmer er i stand til at beskrive deres egne liv og egne situationer. De taler efter velfærden, fordi de taler om livet i et samfund, hvor velfærdens goder er stadigt mere sparsomme, men også fordi de så at sige på forhånd har opgivet at leve det liv, velfærdsstatens institutioner vil nøde dem ind i. De er både forvaltede og ”uefterrettelige”, som det hedder hos Yahya Hassan (Hassan 2013, s. 141). At tale fra en sådan position er ikke det samme som at ønske at blive inkluderet. Den franske filosof Jacques Rancière mener i sit hovedværk La Mésentente fra 1995, at den egentlige politiske begivenhed er det øjeblik, hvor ellers udelukkede subjektpositioner insisterer på at blive hørt i den offentlige samtale. Men når det sker, påpeger han, når de stemmer viser os, at de kan tale fornuftigt og derfor må opfattes som ligeværdige, så medfører det samtidig en reorganisering af den politiske ordens idealer og selvfølgeligheder. I forhold til den nye danske litteratur kunne det oversættes til: Når vi møder disse uproduktive og ikke-selvforsørgende stemmer, læser deres skarpe observationer, deres sorg og fornuft, så udfordrer det reelt den forestilling om velfærdsstaten og dens rationaler, der i dag gennemstrømmer den offentlige debat. Og også gennemstrømmer den eksisterende lovgivning og den administrative praksis. Ove Kaj Pedersens interview i Politiken, som denne artikel begyndte med, var jo et forsvar for de reformer, Thorningregeringen allerede havde gennemført. Når den nye litteratur skriver, som den gør, reagerer den ikke bare på et politisk sprog, men på den sociale virkelighed, der omgiver os i dag.

Anvendt litteratur: Yahya Hassan: YAHYA HASSAN. Gyldendal 2013 Per Michael Jespersen og Tobias Kvorning: ”Ove Kaj Pedersen: Kritikken af Corydons konkurrencestat har været reaktionær”. Politiken 28. november 2015 Lasse Horne Kjældgaard: Meningen med velfærdsstaten. Upubliceret doktorafhandling, Roskilde Universitetscenter 2017 Cecilie Lind: ”Dette er det tredje forår, jeg kæntrer”. Information 20. april 2017 Pablo Llambías: ”Hvorfor står der en skulptur foran rådhuset”. I Kritik nr. 133 , Gyldendal 1998 Pablo Llambías: Rådhus. Gyldendal 1997 Tue Andersen Nexø: Vidnesbyrd fra velfærdsstaten. Arena 2016 Asta Olivia Nordenhof: det nemme og det ensomme. Basilisk 2013 Ove Kaj Pedersen: ”Velfærdsrapporten som tidsbillede”. I Kritik nr. 179. Gyldendal 2006 Jacques Rancière: La Mésentente. Editions Galilée 1995 Olga Ravn: ”Sorry Mallarmé”. Information 28. februar 2014 Villy Sørensen: Digtere og dæmoner. Gyldendal 1959 Mikkel Thykier: Over for en ny virkelighed. After Hand 2011

Dansknoter

Akademisk Feminisme 110 x 130

SEKS TRÆK VED SAMTIDSLITTERATURENS UNDERKLASSESKILDRINGER

MOD EN POSTVELFÆRDSLITTERATUR? Underklassen er blevet et centralt og genkommende emne i samtidslitteraturen. Tendensen præsenterer et særligt (klasse)perspektiv på de sidste årtiers socio-økonomiske udvikling og udgør et kritisk modbillede til forståelsen af konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat. For her møder man netop underklasse, der befinder sig langt hinsides velfærden.

Nicklas Freisleben Lund ph.d.-studerende ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, KU, og litteraturanmelder ved Jyllands-Posten

Nærværende artikel begynder dér, hvor to af de mest markante studier af velfærdsstatens litteratur ender. Lasse Horne Kjældgaards doktorafhandling Meningen med velfærden (2017) handler om den danske velfærdsdebat mellem 1950 og 1980 og litteraturens rolle deri. Men forordet tager afsæt i konkurrencestaten, som det ifølge Kjældgaard er muligt, at vi lever i i dag. Den stat, der opfatter sin centrale politiske opgave som sikringen og optimeringen af nationens konkurrenceevne, eksempelvis via effektiviseringen af den offentlige sektor, og en beskæftigelsespolitik, som indbefatter, at så mange som muligt bidrager positivt og produktivt til virksomheden Danmark. Således var motivationen for 2015-kontanthjælpsreformen det velkendte credo om ”et stærkere incitament til at tage arbejde” (Beskæftigelsesministeriet 2017). Disputatsens anslag fungerer som en opfordring til at genoptage den type målsætningsdebat, som historisk knytter sig til velfærdsbegrebet: Hvad ville man egentlig med den gryende velfærdsstat; hvad var det gode samfund, det gode liv? Opdateret til det nye årtusinde bliver det grundlæggende spørgsmål dét, som udgør disputatsens allersidste sætning: ”Hvad er meningen med konkurrencestaten?” (Kjældgaard 2017, s. 553).

Dansknoter

Nærværende artikels påstand er, at samtidslitteraturen tilbyder vigtige input til denne samtale. Mit argument flugter med Tue Andersen Nexøs afsluttende perspektiver i Vidnesbyrd fra velfærdstaten (2016). Efter at have påvist en velfærdsskepsis i 00’ernes litteratur – oplevelsen af ”en art institutionel ruin” (Nexø 2016, s. 165) – vender Nexø sig kort mod 10’ernes nye forfattergeneration. Med udgangspunkt i Asta Olivia Nordenhofs Det nemme og det ensomme (2013) lokaliserer han en ny skepsis, hvis kerne er oplevelsen af eksklusion fra og følgelig manglende identificering med samfundets velfærdinstitutioner og dets idealer om og forventninger til individet. Nexø skitserer her fremvæksten af en post-velfærdslitteratur. Når jeg vælger denne term, er det, fordi den understreger værkernes kritiske position, der afviser tidligere finansminister Bjarne Corydons (S) udlægning af ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat” (Kestler 2013). I stedet portrætterer disse forfattere et samfund, der har svigtet den oprindelige velfærdsvision om solidaritet, social sikkerhed samt, med den tidligere statsminister H.C. Hansens (S) ord, den stadige ”fremmarch mod lykkeligere livsvilkår” (citeret i Kjældgaard 2009, s. 34). Postvelfærdslitteraturen er stadig et uopdyrket felt, og

en indledende opgave er kortlægningen af dens forskellige variationer. En vigtig retning er den, Nexø optegner. Her vil jeg imidlertid skitsere en anden tendens: underklassens markante tilstedeværelse i samtidslitteraturen. Som jeg har redegjort for i andre sammenhænge (Lund 2016a; 2016b; 2016c) – lignende argumenter fremføres af Anker Gemzøe (2017) og Peter Simonsen (2017) – så er klasseskel, ulighed og social segregering i de senere år blevet genkommende emner i den hjemlige litteratur, som bl.a. behandles i de følgende titler: Jonas T. Bengtssons Submarino (2007) og Sus (2017), Mikael Josephsens Neden under (2010), Yahya Hassans YAHYA HASSAN (2013), Jacob Skyggebjergs Vor tids helt (2013) og Jalousi (2017), Jonas Suchaneks Do Danska (2014) og Vi er bohemer (2016), Peder Frederik Jensens Banedanmark (2014), Jonas Eika Rasmussens Lageret Huset Marie (2015), Kim Basses Det halve menneske (2016), Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017) og Sebastian Bunes Min familie (2017). Behandlingerne af samtidslitteraturens underklasserepræsentationer har indtil videre haft form af udfoldede analyser af enkelte markante værker. Denne artikels tilgang bliver mindre nærlæsende og mere overordnet karakteriserende; således vil jeg i det følgende introducere tendensens seks grundtræk i den nye underklasselitteratur. Omrids af underklasselitteraturen 1) Det danske klassesamfund Ikke alle træk findes i samtlige værker, men de deler alle tendensens definerende karakteristika. Der er åbenlyse forskelle mellem Yahya Hassans vrængende ghettolyrik og Thomas Korsgaards regelrette prosaskildring af opvæksten på en forgældet og rottebefængt gård, men begge værker peger på eksistensen af et samfundslag, som er karakteriseret ved materiel og immateriel armod, hvorfor de begge udgør kritiske modbilleder til narrativet om det fundamentalt lige Velfærdsdanmark. På denne vis flugter de med debatbøger som fx Det danske klassesamfund (Olsen m.fl. 2012), der påviser fremvæksten af stigende ulighed og klasseskel. Underklasselitteraturens relevans består således i dens rolle som en art vidnesbyrd om de, for mange af os, usynlige liv, der gemmer sig bag samfundsvidenskabens analyser. 2) Den prekære underklasse Værkerne rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvem er

underklassen i dag? Her kan man med fordel anvende den engelske arbejdsmarkedsøkonom Guy Standings indflydelsesrige term prekariatet (Standing 2011). Symptomatisk er forældrene til Morten, hovedpersonen i Morten Papes autofiktive debutroman om opvæksten i det sociale boligbyggeri Urbanplanen. Moderen har forskellige ufaglærte jobs, men er ofte langtidssygemeldt med depression, mens faderen mestendels er arbejdsløs. Således inkarnerer de prekariatets økonomiske karakteristika: De har ingen formue, ingen ejendom og ingen udsigt til nogen af delene. 3) Udsatte steder Den prekære underklasse forbindes til tre udsigtsløse lokaliteter. Ghettoen, det såkaldte Udkantsdanmark og den ufaglærte arbejdsplads. På industrislagteriet i Kenneth Jensens Tragedie plus tid gange ni (2017) er arbejderne reduceret ”til maskiner på maks., der ikke kan følge med” (Jensen 2017, s. 20). Forhold, enhver ville flygte fra, hvilket dog er de færreste af karaktererne forundt. Som en nedkørt natholdsarbejder udtrykker det i Jonas Eika Rasmussens Lageret Huset Marie: ”Jeg kan ikke miste det her arbejde, okay? Jeg kan ikke få flere dagpenge” (Rasmussen 2015, s. 158). Parallelt hermed er en genkommende trope beskrivelsen af lokaliteterne som en art fangenskaber: I Nancy, Dennis Gade Kofods dystopiske roman om Bornholms sociale slagside, er man ”skæbnebundet og lænket til øen” (Kofod 2015, s. 40), på samme måde som hovedpersonen i Kim Basses Det halve menneske er ”bundet til betonslummen” (Basse 2016, s. 19). 4) Prekære liv Det, karaktererne er bundet til, er en ulykkelig, sårbar og uønskværdig tilværelse, hvilket allerede indikeres af deres ydre klassemarkører (tøj, mad, vaner), herunder det, jeg andetsteds har kaldt den prekære krop (Lund 2016a, s. 32 f.): de afvigende, usunde og klamme kroppe, som i værkerne bliver emblematiske for en særlig degraderet livsform. Her møder man nemlig en dysfunktionel, destruktiv og afstumpet underklasse, karakteriseret ved misbrug, mistrivsel, vold og fravær af ansvarsfølelse og omsorg i videste forstand. Således er en central og genkommende karakter det svigtede barn, der optræder i stort set alle de nævnte værker, der skildrer alt fra grundlæggende negligering til håndgribelig vold, som eksempelvis optræder i Yahya Hassans og Sebastian Bunes bøger. Det er vigtigt at understrege, at forældrene sjældent

Nærværende artikels påstand er, at samtidslitteraturen tilbyder vigtige input til denne samtale.

Dansknoter

Skildringerne af velfærdsinstitutionerne rummer således en besynderlig dobbelthed. De er både dysfunktionelle og sært effektive. De fungerer ikke, men former stadig underklassens prekære liv.

beskrives uden empati, men det ændrer ikke ved fremstillingen af deres uformåen. En spænding, der fx udtrykkes i Korsgaards teenagehovedpersons replik til sin mor: ”’Du er god nok, mor’, sagde jeg, men min stemme blev mindre, og det virkede ikke ægte” (Korsgaard 2017, s. 285). 5) Dysfunktionelle, men effektive institutioner Fortællingerne formidler imidlertid også oplevelsen af et større, strukturelt svigt. Men hvor proletariatets armod i den klassiske arbejderlitteratur skyldes fraværet af beskyttende institutionelle strukturer, så er underklasselitteraturens liv formet og forvaltet af velfærdsinstitutioner, der imidlertid ikke virker efter hensigten. Centrale er igen de sociale boligbyggerier, der egentlig skulle sikre billige kvalitetsboliger til de fattigste borgere, men som er endt som ”kommunernes skraldespande” (Basse 2016, s. 69). Det samme gælder for de mange folkeskoleskildringer. Kernevelfærdsinstitutionen skulle være garant for fri og lige adgang til uddannelse, men i værkerne magter den generelt ikke at nå og rumme underklassens børn, og det gør skolen til et rum for fastholdelse i stedet for udvikling, jf. den lektie, som Kim Basses hovedperson får af sin engelsklærer, nemlig ”at børn fra Frydenlund aldrig blev til noget” (Basse 2016, s. 24). Skildringerne af velfærdsinstitutionerne rummer således en besynderlig dobbelthed. De er både dysfunktionelle og sært effektive. De fungerer ikke, men former stadig underklassens prekære liv. 6) Farlige følelsesstrukturer Underklasselitteraturen formidler, som sagt, underklassens følelser og erfaringer. Med den engelske Raymond Williams kan man sige, at de giver et indblik i de kollektive følelsesstrukturer (Williams 2013). Udgangspunktet beskrives som en smertefuld underlegenhedsfølelse, som omsættes til en voldsom vrede rettet mod de bedre stillede borgere, som karaktererne på den ene side misunder og beundrer (”her vil jeg blive”, tænker Planens hovedperson, da han for en kort stund oplever et anderledes privilegeret liv (Pape 2017, s. 176177)), men som de samtidig føler sig ekskluderede af. Dermed flugter værkerne også med Standings opfattelse af den prekære underklasse som en farlig klasse. Ikke alene omsættes vreden og frustrationen i stort set alle værkerne til vold og anden destruktiv adfærd. Mere vidtrækkende producerer erfaringen af svigt mennesker, som ikke længere føler sig og dermed heller ikke længere agerer som medborgere, som en del af samfundet.

Dansknoter

Afslutning: Velfærdsnostalgi Underklasselitteraturens input til samtalen om konkurrencestaten er hverken sofistikerede refleksioner eller fremadrettede visioner. Men de konfronterer læseren med et særligt (klasse)perspektiv på de sidste årtiers socio-økonomiske udvikling. Min pointe er ikke, at bøgerne viser, at velfærden som sådan er forsvundet. Den virker stadig glimrende for majoriteten af de ressourcestærke danskere. Men underklasselitteraturen peger på, at det herskende konkurrenceparadigmes reformering af det danske samfund har forvansket velfærdsstatens oprindelige solidaritet med de udsatte og sårbare. Altså, de ikke-værdiskabende borgere, der befinder sig i konkurrencestatens periferi, som i post-velfærdslitteraturen beskrives som en position hinsides velfærden. Det spørgsmål, dét aftvinger, er, om det kan være meningen? I den variation af post-velfærdslitteraturen, som Nexø skitserer, medfører denne position en trodsig modstand. I underklasselitteraturen udtrykkes snarere en nostalgisk længsel efter velfærdsstaten og dens borgerideal, jf. idealiseringen af middelklassens gode liv. Det understreges af, at det faktisk lykkes en række af værkernes karakterer – bl.a. hovedpersonerne i Planen, Det halve menneske, Hvis der skulle komme et menneske forbi, Min familie og på sin vis Vor tids helt – at undslippe hertil. Det kan forekomme at underminere min påstand om skildringen af et dysfunktionelt velfærdssamfund. Men opstigningen sker netop sjældent på grund velfærdsinstitutionerne, snarere på trods af dem. Det er ikke sociale ydelser, engagerede lærere eller varmhjertede kontaktpersoner, der faciliterer karakterernes bevægelse op og væk, men derimod medfødte kvaliteter – først og fremmest intelligens – tilfældigheder og held, hvorfor de snarere fremstår som inkarnationer af det liberale idealnarrativ om ’the self-made-man’. På den vis problematiserer underklasselitteraturen også den stigende vægtning af social mobilitet på bekostning af økonomisk omfordeling. For de enkelte succeshistorier ændrer ikke ved vilkårene for den forarmede underklasse. Således er det påfaldende, at de umiddelbart opbyggelige fortællinger som Planen og Hvis der skulle komme et menneske forbi ender med fortællernes iagttagelse af deres fædre, der stadig er fanget i underklassens prekære liv: ”Ved han hvem han er? Hvor skal han hen, min far?” (Pape 2015, s. 559). I underklasselitteraturen er svaret umiddelbart: ingen steder.

Den etiske fordring 100 x 100 Bibliografi

Korsgaard, Thomas: Hvis der skulle komme et menneske forbi,

Basse, Kim: Det halve menneske, Mellemgaard, 2017

Lindhardt & Ringhof, 2017

Beskæftigelsesministeriet: ”Aftale om kontanthjælp”, pressemedde-

Lund, Nicklas Freisleben: ”De fremtidsløse tager ordet”, i Passage,

lelse 18. november 2015, http://bm.dk/da/Aktuelt/Pressemeddelelser/

årg. 2016, bd. 76, 2016a, s. 27-39

Arkiv/2015/11/Aftale%20om%20kontanthjaelp%20-%20det%20skal%20

Lund, Nicklas Freisleben: ”Udkantsapokalypse og velfærdsdystopi”,

kunne%20betale%20sig%20at%20arbejde.aspx (lokaliseret 3. januar 2017)

i Dansknoter, årg. 2016, nr. 3, 2016b, s. 58-61

Gemzøe, Anker: ”Den sociale drejning: Hvis det er og Helle Helles

Lund, Nicklas Freisleben: ”Vidnesbyrd hinsides velfærdsstaten”,

klassesynsvinkler”, i Hva er arbejderlitteratur (red. Christine Hamm),

Jyllands-Posten, 30. juli 2016c

Alvheim & Eide Akademisk forlag, 2017, s. 83-100

Nexø, Tue Andersen: Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, Arena, 2017

Jensen, Kenneth: Tragedie plus tid gange ni, Gyldendal, 2017

Olsen, Larsen et al.: Det danske klassesamfund, Gyldendal, 2012

Kestler, Amalie: ”Corydon: Konkurrencestat er den nye velfærdsstat”,

Pape, Morten: Planen, Politikens Forlag, 2015

Politiken, 23. august 2013

Simonsen, Peter: ”Prekarisering og prekært arbejdsliv i Helle Helles

Kjældgaard, Lasse Horne: ”Fremtidens Danmark”, i Kritik, årg. 2009, nr.

roman Ned til hundene (2008)”, Tidsskrift for arbejdsliv, årg. 19, nr. 1, 2017,

191, 2009

s. 63-77

Kjældgaard, Lasse Horne: Meningen med velfærdsstaten, disputats,

Standing, Guy: The Precariat. The New Dangerous Class, Bloomsbury, 2011

Roskilde Universitet, 2017

Williams, Raymond: ”Følelsesstrukturer”, i K&K, årg. 2013, nr. 116, 2013, s. 11-16

Kofod, Dennis Gade: Nancy, Gyldendal, 2015

Dansknoter

Cyborgs in Love 200 x 150

Anita Nell Bech Albertsen (f. 1973), ph.d., lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

PÅ FATTIGDOMSSAFARI I VELFÆRDSDANMARK Underklassen og stigende ulighed er blevet centrale emner i TV-dokumentaren – eksempelvis i På røven i Nakskov, Prinsesser fra blokken og Blok på bistand. Hvilket politisk aftryk sætter den slags repræsentationer mon i den ophedede fordelingspolitiske debat om velfærdsydelsernes størrelse og rimelighed?

Selvom klasse længe er blevet opfattet som et begreb, der er overflødiggjort af samfundsudviklingen, så er klasseperspektivet fortsat nærværende i samtidslitteraturens underklasseskildringer, i TV-satirens kærlige (men stereotype) klasseportrætter og i den fordelingspolitiske velfærdsdebat, hvor medierne med sociale karikaturer som Fattig-Carina og Dovne Robert har forsøgt at belyse det danske velfærdssystems udfordringer. Dokumentarserier, som skildrer socialt udsatte, fylder ligeledes en stadig større del af sendetiden på TV-kanalerne. Ofte med høje seertal, for underklassen er ”god underholdning”. Men gør litteratur og TV om livet på overførselsindkomst, med tvangsauktioner, svigt og tvangsfjernelser af børn m.m., os virkelig klogere på livet i underklassen? Eller øger de ikke snarere afstanden mellem socialklasserne? Realitydokumentaren – klasset underholdning Antallet af TV-programmer, der har til formål at forbedre, belære, disciplinere og ikke mindst udstille underklassen (og/eller arbejderklassen), er i løbet af det sidste årti eksploderet. Flere af dem ledsages af ædle erklæringer om at ville kvalificere fattigdomsdebatten. Men giver På røven i Nakskov (TV 2: 2015), Stadig på røven? (TV 2: 2016), Prinsesser fra blokken (DR3: 2016) og Blok på bistand (DR2: 2015) os virkelig svar på ”Hvem […] de mennesker [er], der lever af offentlige ydelser”, som det hedder i sidstnævntes serie-intro? De tre programserier gør i varierende grad brug af realitydokumentarens gængse dramaturgi, der følger bølgemodellens (Harms Larsen 2012) parallelklipning mellem flere personforløb. Dertil benyttes visuelle strategier til at kommunikere intimitet og emotionalitet – herunder brugen af nær- og ultranærbilleder, hvormed der skabes illusionen om en her-og-nu-backstageadgang til følelsesladede og konfliktfyldte situationer mellem mennesker. Oveni gør brugen af interviewstumper, hvor de medvirkendes refleksioner og inderste følelser formidles direkte til seeren i betroelsens fingerede monologiske form, genren velegnet til at studere diskursivt forankrede (klasse)identitetsstrategier. Reality er i Beverley Skeggs og Helen Woods forståelse

Dansknoter

ligefrem ”classed pantomimes and morality plays” (Skeggs & Wood 2011, s. 1). Som en art socialt teater sætter genren nemlig den mikrosociale interaktion mellem mennesker i centrum, hvori klasseidentitet produceres performativt under indtagelse af og forhandling mellem forskellige positioner. Dertil giver klasse sig også diskursivt til kende i måden, hvorpå de medvirkende vurderer sig selv og andre, og hvordan de med reference til respektabilitet benytter strategier som identifikation og disidentifikation (Skeggs 1997). Respektabilitet knyttes til personer i moralske diskurser og dannes ud fra den konsensus, hvormed vi karakteriserer, hvem/hvilken adfærd der er/ikke er respektabel. Noget sådant er på færde i realitydokumentarerne om underklassen – hvor middelklasse-seeren med reference til respektabilitet vurderende nedgør underklassen og trækker symbolske grænser nedad i det sociale hierarki. Middelklassens spejlkabinet? På røven i Nakskov og fortsættelsen Stadig på røven? handler på overfladen om social ulighed. Seriens hoved- og bipersoner kontrasterer og supplerer hinanden således, at variationen i underklassens problemer belyses: arbejdsløshed, tvangsfjernelsen af børn, arbejdsskader, psykiske lidelser, tvangsauktion, misbrugsproblemer og kriminalitet. I Nis Bank-Mikkelsens intro-speak spidsformuleres seriens hovedargument om den sociale virkelighed således: ”Underklassen er voksende i Danmark, fordi et større antal mennesker falder nedenud af arbejdsmarkedet. Konsekvenserne heraf forsøger programmet at illustrere med konkrete menneskeskæbner i syv socialt udsatte familier i Nakskov og omegn”. Ambitionen bag serien er tydeligvis ikke at tale om underklassen, men derimod at give den stemme. Derfor benytter serien ikke ekspert- eller myndighedsudsagn, og voiceoveren stiller sig loyalt på de medvirkendes side – bl.a. i det introducerende anslag, hvor et objektiverende ”de” er erstattet med et ”vi” (subjekt), eftersom det hedder: ”Velkommen til et år – all inclusive – fra det, I kalder udkant, og vi kalder hjem”. Således etableres der et modsætningsforhold mellem samfundets underbemidlede periferi (”vi”) og dets privilegerede center (”I”). Godt hjulpet på vej af de turisme-associationer, som ”all inclusive” vækker, bydes seeren velkommen og tilbydes – som en anden slumturist – et fascinerende indblik i et ukendt miljø, mens der visuelt lefles for fordommene om Udkantsdanmark med billeder af nedslidte bymiljøer og kæderygende overvægtige mennesker med dårlige tænder. Hvert afsnit består af tre personforankrede kronologisk forløbende (sideordnede) handlingstråde, der samlet set spejler seriens bærende ide (Harms Larsen 2012, s. 23), nemlig at underklassens udfordringer er komplekse og bl.a. tæller systemets usmidige sagsbehandling, svage personlige

Godt hjulpet på vej af de turismeassociationer, som ”all inclusive” vækker, bydes seeren velkommen og tilbydes – som en anden slumturist – et fascinerende indblik i et ukendt miljø, mens der visuelt lefles for fordommene om Udkantsdanmark med billeder af nedslidte bymiljøer og kæderygende overvægtige mennesker med dårlige tænder.

ressourcer, den enkeltes fastlåste reaktionsmønstre og ditto gruppedynamikker i underklassen, der begrænser social mobilitet. Den pointe underbygges af seriens personfortællinger, der er variationer over det samme aktantskema, hvor de enkelte medlemmer af underklassen (subjekt) ved egen eller andres tilskyndelse stræber efter et bedre liv (objekt), som de søger at realisere med forskellige midler (hjælperfunktion) så som (efter)uddannelse, lydhøre sagsbehandlere og skilsmisse. Kampen for et bedre liv møder imidlertid modstand fra flere kanter, nemlig de nævnte udfordringer. På røven i Nakskov forsøger i langt højere grad end Blok på bistand at fokusere på de medvirkendes ressourcer og styrker det i en sådan grad, at de mere ressourcesvages fortællinger glider i baggrunden – givetvis fordi de som langtidsparkerede på offentlig forsørgelse ikke flugter med seriens favorisering af mønsterbryderne (Nicolai, Irene og Kenneth), der alle udvikler sig inden for seriens konfliktstruktur. For Nicolai er søfartsuddannelsen midlet til at trodse den sociale arv og mobningen i folkeskolen. Tilsvarende gennemgår både Irene og Kenneth en positiv udvikling, hvor vigtige plotpunkter er Kenneths personlige forvandling og ægteparrets midlertidige separation, der sætter Irene i gang med en uddannelse. Seriens plot svarer til det forhindringsforløb, som de medvirkende gennemfører for at bevise seriens bærende ide og for at opnå deres objekt: et bedre liv. Drømmen

Dansknoter

... og pigerne bruger netop glamour som empowermentteknik, hvorigennem de bekræfter deres klassetilhørighed i en slags reclaiming af (og insisteren på) en æstetik, deres look, som ud fra middelklasseidealet om naturlighed ofte nedgøres for sin kunstighed og vulgaritet.

om et bedre liv er – med seriens dramaturgiske favorisering af mønsterbryderne in mente – en stræben mod middelklassen. Således synes seriens fortælletekniske prioriteringer at være styret af middelklassenormen om, at uddannelse er vejen frem. Underforstået i seriens logik er underklassens projekt således at blive middelklasse. Reclaiming plastic fantastic I dokumentarserien Prinsesser fra blokken (DR3: 2016) benytter Eva Marie Rødbro samme visuelle udtryk og (ofte poetiske) fortællestil som i sin afgangsfilm Os der valgte mælkevejen (2015), hvor flere af seriens medvirkende piger også deltager. På trods af pigernes barndom i opløste misbrugsfamilier er der ikke megen offerunderholdning over serien, hvis enkelte afsnit kredser om temaerne skønhed, musikmiljø/-venskab, mænd og fremtiden. Fortælleteknisk forholder serien sig observerende og antropologisk afdækkende, og de selvudnævnte prinsesser skildres på egne præmisser – iagttagende og fremvisende – uden eksplicit stillingtagen fra en bedrevidende voiceover. Serien gør sig i stedet til ét med det skildrede miljø ved audiovisuelt at mime de medvirkendes selviscenesættelse og æstetik. Auditivt trækker serien på prinsessernes foretrukne musikgenre, progressiv trance, idet titelmusikken er et mashup af Neelix & Phaxe ”Angels of Destruction” (2014) og ATP’s ”Ecstasy” (Morten Granau Remix 2016). Også rent visuelt efterligner og poetiserer serien pigernes æstetik med dens musikledsagede og lyrisk stemningsmættede slowmotion-passager, hvor eksempelvis Simonas udsagn ”Det er min hobby at […] flyve væk med mine øjenvipper” (afsnit 1) visualiseres med ultra-nærbilleder af fjer i bevægelse – som en metafor for den eskapisme, som pigernes ekstreme optagethed af deres udseende er udtryk for. I disse passager smyger kameraet sig om pigernes kroppe og bekræfter kælent deres selviscenesættelse og underklassens skønhedsideal, som sædvanligvis udskammes. Et skønhedsideal, der hylder botox-behandlinger, tatoveringer, piercinger, plastikkirurgi og det rette udseende med lange gelénegle, hår-extensions, falske øjenvipper, tung makeup og store silikonebryster. Pigerne investerer mange kræfter (og penge) i det glamourøse ”prinsesse”-look med de kropsmodificeringer, der fuldender udseendet, hvor solkur (det illegale medika-

Dansknoter

ment melanotan) ifølge Emmas forklaring også er ”en del af uniformen” (afsnit 1, min kursiv). I det kunstige udseende er der følgelig indkodet et klassetilhørsforhold til ”pigernes stamme”, og Vestegnsprinsessen skabes som en art performance, der indgår i diskursive processer, hvor klasse giver sig til kende i form af grænser mellem ”os” og ”dem”. Når Siri eksempelvis formulerer Vestegnspigernes skønhedsideal således: ”Jo falskere, jo bedre” (afsnit 1), og Simona lidt senere i afsnittet karakteriserer sig selv som ”sådan lidt overdrevet”, så positionerer de deres eget kunstige (pornoæstetiske) look i forhold til middelklassens normer om naturlig skønhed og respektabilitet. Ifølge Beverley Skeggs er glamour en ”performance of femininity with strength” (Skeggs 1997, s. 111), og pigerne bruger netop glamour som empowerment-teknik, hvorigennem de bekræfter deres klassetilhørighed i en slags reclaiming af (og insisteren på) en æstetik, deres look, som ud fra middelklasseidealet om naturlighed ofte nedgøres for sin kunstighed og vulgaritet. Af samme grund er serien ikke offerunderholdning. For pigerne er ressourcestærke, idet de tager en marginaliseret æstetik på sig og gør den til noget positivt, som de er stolte af. Tabloidiseringens Carina-effekt Empatifremmende insider-fortællinger fra underklassen, der når et spadestik dybere end medieskabte sociale karikaturer, kan synes nødvendige i det danske velfærdssystem, fordi det netop hviler på en solidaritet på tværs af forskellige samfundslag. De kan give stemme til mennesker i samfundets periferi, som ellers ikke får taletid i debatten om velfærdsydelser, langtidsledighed og fattigdom. Det giver Prinsesser fra blokken Vestegnspigerne ved at gå ind i deres selviscenesættelse og tage dem fuldstændig seriøst. Mange dokumentarer om underklassen trækker dog på realitygenrens fortælleformer og virkemidler, hvilket gør dem mere spiselige (underholdende) for et bredere publikum end tungere dokumentarer, hvor et politisk ansvar for de belyste problemer tit søges placeret. Qua sit poetiske udtryk uden brug af letkøbte dramatiserende virkemidler er Prinsesser fra blokken dog en undtagelse. Men både På røven i Nakskov og Blok på bistand tabloidiserer i varierende grad deres indhold og vægter underholdningsværdien højere end en

problemdebatterende fortællemodus. Med en forkærlighed for det personcentrerede, melodramatiske og spektakulære appellerer de til seerens voyeuristiske interesse for det skjulte og for mere tvetydige fascinationsformer som skadefryd og forargelsesfryd, hvor vi i selvreferentiel bekræftelse af vores eget tilhørsforhold til middelklassen blot får bekræftet vores fordomme. Den slags repræsentationer af Underdanmark er politisk set uheldige, fordi de ikke udfordrer forestillingen om underklassens nasserøve uden selvkontrol, pligtfølelse og skam, som cirkulerer i mediernes kredsløb i form af groteske enkeltsager om misbrug af velfærdsydelser som Dovne Robert og Fattig-Carina. De forskyder først og fremmest diskussionen om strukturelt betinget ulighed til et spørgsmål om den enkeltes personlige ansvar og moral. For det andet opstår der i kølvandet på den slags enkeltsager ifølge Golding og Middletons Images of Welfare

(1982) en art ”moralsk panik” – dvs. en fjendtlighed rettet mod en bestemt befolkningsgruppe, som qua mediernes stereotype fremstilling opfattes som en trussel mod velfærdssamfundets værdier og interesser, hvilket igen forplanter sig til en generel skepsis over for velfærdssystemet som sådan. En sådan skepsis finder man i Karina Pedersens stærkt omdiskuterede velfærdskritiske bog Helt ude i hampen (2016), hvis politiske (neoliberale) pointe kan koges ned til: Underklassen mangler ikke penge, men derimod moral. En alvorlig politisk konsekvens af mediernes mere stereotype underklasserepræsentationer er, når de gøder jorden for velfærdsreformer med vidtrækkende konsekvenser for de udsatte. Takket være Fattig-Carina og Dovne Robert kunne en historisk hård kontanthjælpsreform således træde i kraft i 2014 uden nævneværdig modstand fra den brede befolknings side.

Bibliografi Bondebjerg, Ib: Virkelighedens fortællinger. Den danske TV-dokumentarismes historie, Forlaget Samfundslitteratur, 2008. Faber, Stine Thidemann et al.: Det skjulte klassesamfund, Aarhus Universitetsforlag, 2012. Golding, Peter & Sue Middleton: Images of Welfare, Oxford, 1982. Harrits, Gitte Sommer: Klasse. En introduktion, Hans Reitzels Forlag, 2014. Jerslev, Anne: Reality-TV, Samfundslitteratur, 2014. Lamont, Michéle: Money, Morals, and Manners, The University of Chicago Press, 1992. Pedersen, Karina: Helt ude i hampen, Gyldendal, 2016. Larsen, Peter Harms: De levende billeders dramaturgi, Bd. 2, DR, 2012. Skeggs, Beverley & Wood, Helen (red.): Reality Television and Class, Palgrave, 2011. Skeggs, Beverley: Formations of Class & Gender, Sage Publications, 1997.

Andet anvendt materiale: TV 2: På røven i Nakskov (2015): https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/paa-roeven-i-nakskov/familierne-paa-kanten-af-samfundet-99735/?icid=S%C3%B8gning%20p%C3%A5%20%22nakskov%22:area1:1:P%C3%A5%20 r%C3%B8ven%20i%20Nakskov TV 2: Stadig på røven? (2016): https://play.tv2.dk/programmer/ dokumentar/serier/stadig-paa-roeven/ DR3: Prinsesserne fra blokken (2016): https://www.dr.dk/tv/se/ prinsesser-fra-blokken/-/prinsesser-fra-blokken-1-4

Dansknoter

KĂŚrlighed 100 x 100

POSTKOLONIALISMEN I DANSKFAGETS DANNELSE Astrid Gro Pedersen cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet

100-året for salget af de tidligere Dansk Vestindiske Øer har igangsat en omfattende – men også længe ventet – interesse for dansk kolonialisme. Museer, biblioteker, gallerier og tidsskrifter har i løbet af året givet nye kritiske perspektiver på Danmarks rolle i slavegørelse, racialisering og kolonisering. Men som flere af artiklerne i Dansknoters eget temanummer fra marts 2017 peger på, har kolonialismen relevans for danskfaget langt ud over en historisk behandling af ”kolonitiden” som en overstået periode. Hvis bevidstheden om og refleksionerne over Danmarks rolle som kolonisator ikke skal forsvinde, når 2017 og 100-året for salget af Jomfruøerne klinger af, så er det nødvendigt at fastholde opmærksomheden på koloniseringens forbindelse til vores egen tid.

Kolonialisme – ikke kolonitid For at undgå at behandle kolonisering som et uvedkommende overstået historisk kapitel er det nødvendigt at operere med en kolonialismedefinition, der sætter begrebet i relation til nutidens samfund – både globalt og nationalt. Undervisningen i gymnasiet kan med fordel tage udgangspunkt i fx tidsskriftet Marronages definition af kolonisering: ”[Vi] definerer kolonisering som en række handlinger, der dehumaniserer og skaber et ulige magtforhold […]. Når vi bruger begrebet kolonisering, snarere end at tale om eksempelvis kolonitiden i datid, er det først og fremmest for at understrege, at kolonisering er en proces, der stadig foregår og ikke et afsluttet kapitel.” (Scherfig et al. 2017, s. 7)

Dansknoter

Fordelen ved denne definition er, at den ikke lukker koloniseringsperspektivet om trekantshandlen og fortidige begivenheder, men for det første peger på, hvordan magtstrukturerne endnu gør sig gældende, og for det andet åbner op for også at beskæftige sig med fx Nordatlanten og Danmarks kolonisering af Island og Færøerne, hvor racialisering ikke har spillet samme rolle som i koloniseringen af områder og folk i fx Afrika, Caribien og Grønland. Definitionen flytter med andre ord kolonialisme fra et pensum knyttet til viden om fortiden til en beskæftigelse med nutidige globale strukturer og nationale identiteter. Klafki og den kategoriale dannelse Netop relevansen for elevernes samtid er et vigtigt kriterium ifølge den tyske dannelsesteoretiker Wolfgang Klafki og hans krav om aktualitet for eleverne. Klafki og hans begreb kategorial dannelse har siden gymnasiereformen i 1971 haft afgørende betydning for dannelsestænkningen i den danske gymnasieskole, særligt i forhold til gymnasiets måder at arbejde tværfagligt på. Klafki opstiller et radikalt kriterium for stofudvælgelse. Alt indhold, der ikke direkte forholder sig til elevens egen fortid, fremtid eller nutidige virkelighed, men alene fungerer som ”forråd” af viden, skal ikke optage undervisningstid. Beskæftigelsen med dansk kolonialisme har altså ikke sin berettigelse ved at være en interessant periode i historien. Emnet skal relateres direkte til elevernes nutid og ”indføres i [elevens] horisont som udgangspunkt for levende spørgsmål og løsning af problemer” (Klafki (1983), s. 63). Stofudvælgelsen skal altså ifølge Klafkis kategoriale dannelse ske ud fra, hvordan stoffet eller teksten forholder sig direkte til elevens eget liv. Det betyder imidlertid ikke, at gymnasiet skal

fundsskabt ulighed og til sidst problemer forbundet med informations- og kommunikationsteknologiens udvikling. Klafki understreger, at denne liste ikke er udtømmende, men snarere skal forstås som eksempel på nogle overordnede temaer i tiden, som en længere række af nøgleproblemer kan falde ind under. Det tidstypiske implicerer, at listen af nøgleproblemer og deres grundelementer hele tiden må opdateres, fordi problemerne faktisk kan løses, og nye problemer opstår. I forhold til fredsspørgsmålet som nøgleproblem skriver Klafki, at undervisningen skal: ”[…] tydeliggøre økonomiske interessemodsætninger mellem stater eller grupper af stater, nationalistisk eller racistisk eller fundamentalistisk motiverede imperialistiske bestræbelser, samfundspolitisk ulighed og uretfærdighed.” (Klafki 2001, s. 74)

glemme historien og andre tiders litteratur, men beskæftigelsen med det historiske skal være et redskab til at forstå elevernes eget samtidige samfund. Grundtesen for Klafkis dannelsesbegreb lyder: ”Almendannelse er i denne henseende ensbetydende med at få en historisk formidlet bevidsthed om centrale problemstillinger i samtiden og – så vidt det er forudsigeligt – i fremtiden, at opnå den indsigt, at alle er medansvarlige for sådanne problemstillinger, og at opnå en beredvillighed til at medvirke til disse problemers løsning.” (Klafki 2001, s. 73) Eleverne skal dels blive bevidste om nogle problemstillinger i samtiden og nær fremtid og dels blive beredvillige til at løse dem. Almendannelse indeholder for Klafki både viden om objektet, dvs. det konkrete problem, der er genstand for undervisningen, fx kolonialisme, og også placering af subjektet, dvs. elevernes bevidsthed om deres egen position og handlemuligheder i forhold til problemet. Med andre ord er Klafkis dannelsesbegreb aktivistisk. Dannelse handler ikke alene om at reagere på udviklinger i samfundet og fx vælge nye værker ind i en kanon eller skrive pensum om efter samtidige interesser. Dannelsesteori og -praksis har ansvar for at medvirke til udviklingen og gøre den unge i stand til at udvikle sig selv og samfundet. Koloniale strukturer som nøgleproblem Undervisningen skal kredse om de problemstillinger, der er karakteristiske for elevernes samtid. Klafki formulerer i slutningen af 1980’erne fire grundelementer for tidstypiske nøgleproblemer: Fredsspørgsmålet, miljøspørgsmålet, sam-

Fredsspørgsmålet er altså for Klafki tæt knyttet til globale ulighedsforhold, imperialisme, nationalisme og racialisering. Jeg mener i forlængelse af dette fokus, at man – i overensstemmelse med Klafkis anbefaling om at revidere og detaljere listen af nøgleproblemer med tiden – kan tale om kolonialismens stadige tilstedeværelse i globale magtstrukturer som et selvstændigt nøgleproblem. Selvom mange konkrete kolonier fra det 15. århundredes europæiske ekspansion i dag er afviklet eller omstruktureret mere eller mindre voldeligt og med forskellige grader af national suverænitet, findes kolonialismens strukturer og systemer stadig overalt i gymnasieelevernes hverdag. Verdenshandelen, klimadebatten, flygtninge-/immigrationspolitik, militære interventioner og Danmarks stadige delvise suverænitet over Grønland og Færøerne igennem rigsfællesskabet er eksempler på kolonialismens konkrete nutidige tilstedeværelse. Postkolonialismen i danskfaget Som Thor Gustafsson, Anders Kristiansen og Rasmus Urup Kjeldsen skriver i deres bidrag til Dansknoter nr. 1, 2017, kan postkolonialismen være litteraturens og danskfagets perspektiv på det globale. En postkolonial tilgang har foruden relationen til litteraturen den fordel, at den forbinder kolonialismen og koloniale strukturer til nutidens kulturer og samfund. Men hvordan omsætter vi den omfangsrige postkolonialisme til konkrete læsninger i danskundervisningen uden at bruge det første år på at lade eleverne læse introducerende baggrundsteori? I sit bidrag til Litteraturens tilgange fra 2010 giver Hans Hauge et bud på, hvordan en postkolonial tilgang til litteratur kan bruges i undervisningen. Hauge eksemplificerer selv postkolonial læsning med det, han kalder genlæsning af tekster. Genlæsningen skal sætte ”teksten ind i en anden kontekst end den sædvanlige” (Hauge 2010, s. 381) og vise de sider frem, som den nationale litteraturhistorie har fortrængt. Konkret viser Hauge, hvordan Grundtvigs ”Danmarks Trøst” beskriver Danmark ud fra et modsætningsfor-

Dansknoter

hold til udlandet og de danske kolonier. Hauge peger her på, at postkoloniale læsninger af meget dansk litteratur beror på en undersøgelse af fravær. Det er det, som teksterne ikke omtaler, der er nøglen til det postkoloniale perspektiv. Det indebærer nogle åbenlyse didaktiske udfordringer at angribe en tekst ud fra, hvad der ikke står i den, og postkolonialismen i undervisningen må derfor nødvendigvis didaktiseres nærmere. Det kan fx gøres ved at dykke dybere ned i den engelske litteraturprofessor John McLeods anbefalinger, som Hauge selv henviser til. I Beginning Postcolonialism introducerer McLeod postkolonialisme og giver sine anbefalinger til, hvordan postkoloniale læsninger kan introduceres i undervisningen. McLeod nævner tre læsemåder, som enhver postkolonial tilgang altid involverer mindst en af: Litteratur fra tidligere koloniserede områder Migrantlitteratur Genlæsning af litteratur fra kolonimagter. Mens genlæsningen især retter sig mod tekster skrevet af medlemmer af den koloniserende nation – både de tekster, som direkte beskriver og måske romantiserer udvidelsen af det nationale territorium, og dem, som tilsyneladende ikke tematiserer emnet (McLeod 2010, s. 40). Som Hauge skriver, er koloniale perspektiver og kolonitiden som tema fattigt repræsenteret i den etablerede danske litteraturhistorie, men der er formentlig langt flere koloniale undertekster i de kendte værker, end vi umiddelbart er opmærksomme på. Grundtvigs ”Danmarks Trøst”, Knud Rasmussens Min Rejsedagbog og Adam Oehlenschlägers Aladdin er eksempler på værker, der kan genlæses postkolonialt. Nordatlantisk kolonialisme Læsningen af litteratur fra tidligere koloniserede områder kan i en dansk kontekst relateres til de nordatlantiske lande Grønland, Færøerne og Island. Foruden kolonierne i Ghana, Tranquebar og på Jomfruøerne, der alle blev officielt afviklet mellem 1845 og 1917, har de danske koloniforhold især relateret sig til Nordatlanten, og det er også i forhold til de to selvstyrende lande Grønland og Færøerne, at koloniale relationer mest direkte gør sig gældende i dag. Vi får her gavn af Marronages åbne kolonialismedefinition, der giver mulighed for at beskæftige sig med økonomisk, politisk og kulturel undertrykkelse også uden Edward W. Saids klassiske modsætningspar Occidenten/Orienten. De postkoloniale indsigter kan dermed også bruges inden for Vesten. Som et eksempel på en eksemplarisk tekst til danskundervisningen i litteratur fra koloniserede områder har jeg i mit speciale analyseret Silvia Henriksdóttirs roman Djevelen kan ikke lese med udgangspunkt i romanens tematisering af nationalitet, historieskrivning og brug af genrer. Henriks-

Dansknoter

dóttirs roman har i modsætning til genlæsningsstrategien den åbenlyse didaktiske fordel, at den behandler koloniale relationer eksplicit, og der er ikke behov for at læse efter fravær. Samtidig kan Henriksdóttirs roman læses på (ét af sine) originalsprog – nemlig norsk. En postkolonial læsning af Henriksdóttirs roman viser, hvordan historieskrivning bruges til at etablere og opretholde hegemoniske nationale identitetsopfattelser, og hvordan den heroiske romance som strukturerende genre for historien privilegerer nogle erfaringer frem for andre. I forlængelse af den jamaicansk-amerikanske professor i antropologi David Scott kan Henriksdóttirs brug af og brud på genren læses som en postkolonial modstand, fordi den viser, at opgøret med historieskrivningens deterministiske heroisme er mulig, og at man dermed kan skubbe til koloniale hierarkier inden for national identitet, historieskrivning og litteraturlæsningen. Denne indsigt kan danskfaget bidrage til ved at lade eleverne læse postkolonialt.

En postkolonial læsning af Henriksdóttirs roman viser, hvordan historieskrivning bruges til at etablere og opretholde hegemoniske nationale identitetsopfattelser, og hvordan den heroiske romance som strukturerende genre for historien privilegerer nogle erfaringer frem for andre .

Litteratur Hauge, Hans: ”Postkolonialisme”, i Fibiger, Johannes et al. (red.): Litteraturens tilgange, 2. udg. Academica, 2010 Henriksdóttir, Silvia: Djevelen kan ikke lese, Vigmostad & Bjørke, 2014 Klafki, Wolfgang: Kategorial dannelse og kritiskkonstruktiv pædagogik – udvalgte artikler ved Sven Erik Nordenbo, Nyt Nordisk Forlag, 1983 Klafki, Wolfgang: Dannelsesteori og didaktik – nye studier, Forlaget Klim, 2001 McLeod, John: Beginning Postcolonialism, Manchester University Press, 2000 Scherfig, Albert et al.: Marronage, vol. 1(1), Forlaget Nemo, 2017

KĂŚrlighed 100 x 50

DA DANMARK BLEV MODERNE

– OM ERIK KNUDSENS DIGT "EKSDRONNING" Jon Christensen fhv. lektor ved Egå Gymnasium

Eksdronning Da jeg blev kronet til årets pølsedronning gik en masse røde pølseballoner til vejrs, og to borgmestre stod på hænder med hot dogs i munden, og turistchefen gned sig ind i sennep, og jeg spiste middag med verdensmesteren i sværvægt og dansede med en professor der havde fået nobelprisen, og ved midnatsmessen bad biskoppen en bøn for mig og firmaet. Nu er der nok ingen der husker mig, men jeg ejer et minde for livet. Jeg er gift og har fem børn. Min ældste datter har lige vundet en flyverejse til Bangkok. Hun starter i morgen, og så vil jeg stå ude i lufthavnen og vinke farvel og tænke på min lykkelige tid. Forfatteren Erik Knudsen debuterede i den tidlige efterkrigstid med digtsamlingen Dobbelte Dage (1945), men det er med samlingen Blomsten og sværdet (1949), han får sit egentlige gennembrud. Digtsamlingens titel antyder forfatterens dobbelte fokus: det lyriske og det politiske. Perioden var domineret af Heretica og af centrallyrik, men Erik Knudsen bevægede sig efterhånden mere ad det politiske spor sammen med andre forfattere, der holdt liv i kulturradikalismen fra mellemkrigstiden. De grupperede sig omkring tidsskriftet Dialog, hvis redaktør Knudsen selv var i en periode. Tidsskriftet blev udgivet på Land og Folks forlag Tiden. Bevægelsen mod det politiske bliver således tydeligere i digtsamlingen Sensation og stilhed (1958), der består af en blanding af rene lyriske digte og digte, hvor det politiske spor bliver mere explicit. Dette ses fx i digtet ”Eksdronning”, hvor

Dansknoter

det politiske dog fremtræder lidt henkastet gennem formuleringen ”mig og firmaet”. Herom senere. Såvel digtets form som dets indhold udfordrer dog genrebegreberne, selvom samlingen bærer betegnelsen Digte af Erik Knudsen på bogens forside. Var teksten således udkommet i dag, ville man sikkert betegne den kortprosa, idet teksten har en klar episk struktur og et klart prosasprog. Der er således i det mindste tale om et prosadigt, der er formuleret som et rolledigt, hvilket betyder, at der er en latent distance mellem forfatteren og fortælleren. Digtet falder i tre dele: fortid, nutid og fremtid, der understøttes gennem brugen af tempus: Det begynder i præteritum, skifter til præsens og slutter i futurum. Digtets fokus på en begivenhed i fortiden kommer klart til udtryk i størrelsesforholdet mellem de tre afsnit, idet første del udgør hovedparten af digtet efterfulgt af sidste afsnit, hvor man fornemmer et håb om, at fortælleren vil genopleve sin ”lykkelige tid” gennem datterens oplevelser. Det mellemafsnit, hvor fortællerens nuværende liv er i fokus, forbigås hurtigt gennem den følelsestomme konstatering: ”jeg er gift og har fem børn”. Stærke følelser er der til gengæld masser af, selv om de kun kommer indirekte til udtryk. Den stadig levende begejstring over denne ene dag i fortællerens liv, hvor hun var i centrum for alles opmærksomhed, kommer nemlig til udtryk gennem beskrivelsens parataktiske form med de første fire konjunktioner, ligesom der med den femte konjunktion skabes sideordning mellem

Knudsens ironiske distance til fortællerens selv- og samfundsforståelse kommer klart til udtryk i distancen mellem ordvalgene ”eksdronning” og ”pølsedronning”, der får læseren til at fornemme en samfundskritik, der dog forbliver implicit, netop fordi digtet er skrevet som et rolledigt, hvor rollen udfyldes af en, i Knudsens bevidsthed, politisk naiv kvinde, der ikke er bevidst om, hvad hendes egentlige rolle er i den beskrevne begivenhed, nemlig at sælge pølser.

hende og firmaet. Konjunktionerne sætter fortælletempoet op, således at begejstringen kommer indirekte frem frem for gennem følelsesadjektiver. Brugen af substantivet ’minde’ fremfor det mere neutrale ’erindring’ – er dog stærkt følelsespræget, samtidig med at det konnoterer det tilbageskuende perspektiv og peger på det, der mangler i fortællerens nuværende liv. Knudsens ironiske distance til fortællerens selv- og samfundsforståelse kommer klart til udtryk i distancen mellem ordvalgene ”eksdronning” og ”pølsedronning”, der får læseren til at fornemme en samfundskritik, der dog forbliver implicit, netop fordi digtet er skrevet som et rolledigt, hvor rollen udfyldes af en, i Knudsens bevidsthed, politisk naiv kvinde, der ikke er bevidst om, hvad hendes egentlige rolle er i den beskrevne begivenhed, nemlig at sælge pølser. Knudsen gemmer sig i sin distance bag sin fortæller, der beretter om den lykkeligste dag i sit liv for mange år siden, hvor man gennem hendes begejstring over, at hendes egen datter står overfor at gentage moderens oplevelser, fornemmer en ubevidst uforløsthed i hendes liv efter noget andet end hustru- og moderrollen. Samtidig giver digtet en forudanelse om de omvæltninger i kønsrollerne, som sker i løbet af 1960’erne. Det er i 1960’erne, som jeg vil kalde perioden fra o. 1956 til den første oliekrise i begyndelsen af 1970’erne, at Danmark forlader traditionssamfundet og går ind i moderniteten. En konsekvens heraf er, at forholdet mellem kønnene forandres radikalt. Perioden er én lang økonomisk optur, som danner grundlaget for en realisering af de bevidsthedsmæssige forandringer, som digtet blot antyder. Det moderne som bevidsthedsform er hele tiden at være på vej et nyt sted hen, og den indre uro er drivkraften. Derfor er kvindens egen redefinering kun en del af udviklingen i moderniteten. For begge køn betyder omslagshastigheden, at identitetsarbejde bliver en vedvarende proces for det enkelte individ, og samtidig begynder troen på, at man selv kan

forme sit liv, at vinde større udbredelse. Digtets fortæller er som nævnt ubevidst om rækkevidden af sine egne længsler efter selvrealisering, men den skinner klart igennem i hendes behov for at skille sig ud som noget særligt, samtidig med at hun nedtoner kvaliteterne i sit liv og fokuserer på sin ubevidste længsel. Det er imidlertid lidt uklart, om Knudsen er solidarisk med denne længsel, eller om hun bare bliver statist i hans egen samfundskritik. Hvor hun ser sig selv som begivenhedernes hovedperson, afslører Knudsen nemlig hendes selvbedrag. Hun er blot et menneske, der udnyttes og bliver holdt for nar af den kyniske kapitalisme, der har sine fangarme ude i alle samfundets sektorer: Politikerne, sporten, videnskaben og kirken danser alle efter kapitalens behov. Når digtets fortæller således opfatter sig selv som hovedpersonen, punkteres denne opfattelse som falsk bevidsthed af forfatteren. Fortælleren oplever begivenheden som en kroning, mens læseren bliver klar over, at alle de deltagende personer gør sig selv til grin. Alligevel læser jeg ikke digtet som et éntydigt politisk digt, fordi dets fokus trods alt ligger på fortælleren. Her synes jeg, hendes anvendelse af ordet ”minde” kommer til at få en central betydning, idet det peger på en blokering i fortællerens bevidsthed, der er blevet skæbnesvanger for hende, idet den låser hende fast i fortiden i noget substansløst i stedet for at åbne op mod fremtiden. Ikke imod noget, som hun kan håbe, falder ned fra himlen, men som noget, hun selv aktivt kan arbejde hen imod. Hendes påvirkning af datteren kunne tyde på, at dette ikke vil lykkes for hende selv, men derimod først for datteren, som, i modsætning til moderen, har tiden (læs: 1970’erne) med sig. I løbet af 1970’erne bliver Knudsen mere éntydigt politisk orienteret, men i dette digt synes jeg, at han rammer en fin balance.

Dansknoter

Dennis Gade Kofod Dennis Gade Kofod (f. 1976) har i sit forfatterskab leveret en kritisk diagnose af det danske velfærdssamfund. Udsigtsløsheden understreges af den måde Kofod benytter det lokale fortællestof om underjordsfolkene på. I den roman som Dennis Gade Kofod nu har under udarbejdelse, Folkemøg, spiller udnyttelse, magtrelationer og populisme fortsat en afgørende rolle. Men hvor disse temaer tidligere har været udfoldet i en genkendelig ramme, sker det nu i et fantasyunivers.

Dansknoter

Teksten i midten

AF FOLKEMØG Folkemøg er en fantasyroman, der er tænkt som en allegori. En allegori, der beskriver afviklingen af velfærdsstaten, som vi kender den. Riget, hvor Folkemøg foregår, er en østat, der er afhængig af tilrejsende for at forøge og forny befolkningen. Derfor ligger Riget i krig med troldkællingen på den anden side af havet for at lokke flygtninge til, der så giftes ind i befolkningen efter et sindrigt system. Riget har succes på grund af sine magiske runer, der aktiveres ved at afbrænde blod og pis. Blodet skal dog komme fra borgere, som har svoret troskab til kongen. Runerne bruges til at skabe store flyvende insekter af træ, der både bruges til krigsførelse og overvågning. Problemet for Riget er, at kongen er blevet kidnappet af troldkællingen, samtidig med at de fattigste er

Tronsalen, hvor Harald slikker dronningen, kaster hendes støn og smask rundt i sig. Fra væg til væg er tronsalen et levende kammer, hjertekammer. Harald er den udvalgte livvagt, dronningens elsker, og han har blussende hud i hele ansigtet. Hans og hendes hår i ét stort vådt virvar, hvor tungen, svulmende og varm, løber over hendes røde, bløde og lige så varme fissekød. Det er dronningens tredje måltid allerede denne dag, men Harald spiser ikke med. Han kan lide, at brysterne vokser, når hun tager lidt på. Han kan lide det, hun er. Hylsteret, der rummer hende i denne verden, hylsteret, han knepper med spidsen af tungen, alt imens næsen maser sig ned i klitoris. Alt det, men Harald spiser ikke med. Han tænker, at hun, i modsætning til ham, har brug for pladsen i kroppen. De krav, der stilles til hende. Harald er egentlig heller ikke sulten. Han ved, hun spiser med fingrene. Han har set det. Han kan høre hende synke. Han kan mærke det i kroppen, der giver sig. Ved siden af sig har hun en stabel af stofservietter, hun så kan bruge. Som lyden af negle, der kratter i tørret bark på et døende træ. Senere skal hun til

begyndt at misunde de rige deres liv. De rige vil således i kongens fravær ophæve tvangsægteskaberne for at skabe en ny underklasse, som de fattige så kan bruge som prygelknabe, og derved få afløb for den utilfredshed, der vokser i dem. Ved siden af det kæmper de rige, troldmanden og dronningen, om magten på slottet i kongens fravær, alt imens troldkællingen tapper kongens krop for en energi, der måske gør hende i stand til at vinde krigen. Alt sammen bliver det bevidnet af livvagten Harald, der også er dronningens elsker. Nå, ja, så er der også det der med, at hvert tredje barn i en familie skal gives til kongen, men ingen ved, hvad der sker med dem, efter de er blevet lagt i det insekt, der henter dem, når amningen er overstået.

møde med troldmanden. Harald kan lugte lammekødet og den milde urtedressing, det og hendes skræv. Det røgede, det fede, det syrlige og spyttet blander sig, når han slikker. Han tænker på brødet og osten, der sikkert allerede er sat frem. Han har god tid endnu. Endnu er han ikke øm i knæene, der ellers bærer hans vægt på det kolde stengulv. Endnu er han ikke træt i kæberne. Ja, han er fuld af energi og lyst til det, han gør; en finger fugtes med hendes safter, så en til og en til. Nu efter kongen er blevet kidnappet, spiser dronningen endnu mere, men det er faktisk, som om det ikke sætter sig, som det har gjort. Som om hun ikke kan følge med i alt det, der sker med hende. Haralds dronning. Ursula. Ursula. Åh, Ursula. Det er dronningens navn, Ursula. Han puster hende på klitten, og hun ler, med munden fuld af mad. Et tomrum, der ikke helt kan fyldes. Den balance, Harald ved, han skal opretholde med sit nærvær: Kongen kunne lide Ursulas krop, Harald skal kunne lide hendes krop på samme måde, eller noget der minder om; kun langsomt må han lade sine egne lyster tage plads i det, de har sammen.

Dansknoter

Det kongen sagde: Jeg elsker at vælte mig i dig. Det har hun fortalt Harald. Den ordre: Vælt dig i mig. Harald vælter sig i hendes åbne skræv. Tronsalen er varm, og Harald sveder. Ursula retter på sig i stolen og skubber til hans hoved for at få ham tilbage på plads. Det går nemt, og uden hun behøver at tale til ham. Nu er kongen væk. Nu er kongen væk. Tungen, der stikker ud af Harald, er kongen. Den hersker og bekriger og slagter og underlægger sig. Nu kan Harald mærke, at Ursula græder og tygger på samme tid, og så er kongen tilbage hos dem, i hende. Så presser hun sig mod hans ansigt. Hun befaler ham at bruge fingrene. En uddrivelse skal finde sted. Harald ved, hun tænker på det barn, hun så gerne vil have. Ursula har talt så meget om det. Pudesnak med spredte ben for at få luft til de klistrede, slappe kønsdele. Harald vil ikke tænke på det nu. En tjener kommer ind og tager af bordet og skænker mere vin, og de mister begge koncentrationen en tid, men da tjeneren er gået, lader dronningen sig falde helt sammen i den store bløde stol. Ursula skubber røven helt ud til sædets kant og sætter fødderne op på bordet. Dem på slottet er ikke mere værd end det, folket vil give dem, og folket er ikke mere værd end det, dem på slottet kan tage fra dem. Det har kongen prædiket for Ursula, og Ursula har stønnet det ind i Harald, når han har kneppet hende. Det er sådan, hun skal tænke, det forstår Harald. Harald vil så gerne forstå hende. Åh, kærlighed, åh, empati, åh, al den mangel. Han hører hende sige: Alt, hvad jeg gør, er for folket, for blodet. Så tør Harald ikke vente længere, og han giver hende det, hun gerne vil have; med tommeltotten presser han mod ringmusklen, og den åbner sig langsomt og stramt, og dronningen, Ursula, kroppen, magten, giver et hvin fra sig. Harald kan høre det, at det var meget sådan som en dronning skal lyde, når nogen fingerknepper hende i begge huller.

Den magi, der driver de tunge mekaniske kroppe, er runernes magi, et tegn, der sætter reaktionen i gang, straks elementerne, ja, pis, ja, blod, er til stede. En rune for dette, en rune for hint. Nu et insekt, der dovent hænger over en ældre mand, der humper igennem gaderne ned til havet med sin fiskelyster over skulderen og en fugtig sæk i bæltet. Han er halt på det ene ben, knæet lidt stift i det, og når gaden skråner mere end blot en smule, må han hele tiden flytte vægten i små hop for ikke at træde for hårdt ned. Det isner nok i siderne, det brænder måske rødt i senerne, måske skallen ligefrem svupper over ledet. Klonk, dak, klonk fra hans træsko, og lyden smelter sammen med lyset og havner med det, det ubegribelige, i dråberne i insektet. Troldmandens insekt. Troldmanden er deres mager, han er deres kontrollør, han er mesteren bag deres ruter ind og ud af byen, fra havet til markerne på bjerget bag byen, fra kysten og ud over det store hav og over til troldkællingens land, hvor krigen raser. Fra slottet og ud i hele riget. Spyddene på fiskelysterne er nyslebne, og metallet yderst på æggene er helt blankt. Sommeren er så varm, som en sommer kan være. Insektet lader sit øje, det mangefacetterede glas, dreje i sin honningindsmurte sokkel, og nu ses sveden under den grove skjorte, skjolderne, der er vokset ud under armen. Det må kradse og klø, der må være flager af død hud under stoffet, sådan en skjorte er det, det ses, det lagres, det er med i alt, der vides, det, der fragtes med insektet tilbage til slottet. Sådan fungerer det; de små insekter i byen, de store over havet ved krigen. Fra slottet forsøger de at se alt. Tårnene er ikke alene det sted, der kan skues ud fra. Så drejer manden fra, og insektet ligner et rovdyr, der har mistet interessen for sit bytte, sådan som det følger sin rute ned ad den større gade.

* Insekterne af træ, der flaprer af sted på deres spændte lædervinger, er rigets immunforsvar. Prismerne i deres bug, der ser næsten alt, er rigets hukommelse. Det lys, der trænger ind, sløves og fortættes, bliver til små dråber, der samles i en beholder ved siden af brændkammeret. Udstødningen er små skyer af sødlig råddenskab, fordi blodet ligger der og bliver gammelt, inden det blandes med pisset og brændes af.

Dansknoter

En kone med et barn. Et par, der kysser i et hus. En familie, der lige er blevet bragt sammen igennem ordningen; en tilrejsende kvinde, et tilrejsende barn og den unge mand, der nu er hendes mand, der nu er barnets far. Hun laver mad ved komfuret, og barnet øver sig på det nye sprog. De har det godt, her er ingen krig, her er troldkællingen langt, langt væk.

Teksten i midten

* Troldmandens værksted et andet sted på slottet, et stort rum halvvejs oppe i et tykt og puttet tårn i fløjene, der stikker af ned mod byen. Harald holder døren for Ursula og lukker den først efter sig, da hun har taget plads foran troldmanden. Bagefter stiller han sig op ved væggen og står ret, indtil han får tilladelse til at stå rør. Det at slappes og lade blodet løbe mere frit, de pauser, der gives i løbet af en dag. Ursula er dronningen. Troldmanden bukker, og dronningen anerkender hans hilsen. De er ikke på fornavn i den situation, Ursula og Jakob. Insekterne, dem, der kommer fra krigen mod troldkællingen, lander på rampen, der hænger på muren ud mod havet bag byen. De har den her skrigende lyd fra deres kroppe, der kommer fra trykket i deres brændkammer. Jakob siger, han hører det, som om de kalder på ham. Dyreunger, tænker Harald. Insekterne er drænet for pis og blod. Når de ikke er i luften, krabber de af sted på små korte ben med tre led. Harald ser uroen, der løber igennem Ursula, da det første insekt kommer ind. Han tænker, at hun ligesom han væmmes ved at se dem sådan her, så tæt på, så levende. Det, at de faktisk er levende og ikke en mekanisme. Det forstår man ikke, når de, som altid, flyver over byen. Mursejlere, duer og måger og så insekterne, det er det, der er og altid har været i luften over byen. Og nu er de grunden til, at de er samlet her.

hånd om det overpissede håndtag på bækkenet under hans seng, men ingen lort i dag. Faren skider sent, fordi han spiser sent. Alle andre i familien kan gå på dasset, imens der endnu er dagslys. Så den lange tur nedenunder og ud på gaden, hvor naboen smiler til hende, imens også hun tømmer natspanden i rendestenen. Dunsten er rædselsvækkende, intet mindre, og hun har slået sit forklæde op om munden, hvor hun bider i stoffet, der smager af madrester. Senere kommer spulevognen, og alt bliver skyllet det sidste stykke ned ad bakken og ud i havnen. De arbejder på kloakkerne, men de er ikke nået herned endnu, ned til de små huse, hvor de fattige bor. I køkkenet vasker hun sine hænder, og hun kan høre vandet hele vejen igennem afløbet; ind igennem væggen og ud på fortovet, hvor det plasker ned på fodmuren, inden det rammer fliserne. Så spiser hun morgenmad, inden hun skal møde på vodbinderiet, hvor hun løber ærinder imellem de små syopgaver, de først nu er begyndt at betro hende. De hænder, der holder om skeen, har endnu barnets fine hud, har endnu de runde bløde neglerødder. Brødrester og lidt ost. Hun har en drøm om engang at komme op i bjergene og se ud over hele byen.

* […] Først det store bækken under farens side af forældrenes seng. Hun må ned på knæ og rode rundt, fordi han har skubbet det langt ind med foden. Sengen lugter af dem, hun elsker. Så slæber hun emaljebaljen hen over gulvbrædderne og ud. Faren er allerede på havet, men nattens lort sejler fast i den helt gule, blanke urin, kun i det yderste lag er der tegn på opløsning. Ved siden af lorten flyder en slimet spytklat. I spanden med det hele. Så det mindre bækken under morens side af sengen, men det er tomt, og spanden er ikke så tung, da hun så skal bære den ind på brorens værelse. Hendes lille

Dansknoter

Hvor er du? 60 x 90

Os to 60 x 90

VÆRKBIBLIOTEKET.GYLDENDAL.DK

20 LITTERÆRE VÆRKER ONLINE

Med Værkbiblioteket får du og dine elever digital adgang til 20 litterære værker fra Gyldendal i deres fulde længde til værklæsning i dansk: ■

■

■ ■

PRØV GRATIS I 30 DAGE

Værkbiblioteket består af 9 nyere og 11 ældre værker til værklæsningen i dansk Læs fx Kim Leine, Naja Marie Aidt, Dorthe Nors, Caspar Eric, Herman Bang, Henrik Pontoppidan m.fl. Der er knyttet forfatterportrætter til alle værkerne Anvend også evalueringsmodulet til mundtlig og skriftlig dokumentation.

DAN0218

Læs mere om Værkbiblioteket og få en måneds gratis prøveadgang på værkbiblioteket.gyldendal.dk.

Klasseabonnement: Kr. 500,- ex moms pr. år Skoleabonnement: Kr. 15,- ex moms pr. elev pr. år. Prisen beregnes ud fra skolens samlede elevantal.

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

Man kan også ...

Mischa Sloth Carlsen lektor, læremiddelforfatter og næstformand i Dansklærerforeningens bestyrelse/G

På disse sider bringer Dansknoter korte, praksisnære indslag fra undervisningen. Det kan være modulplaner, screenshots, udfoldede undervisningsforløb, QR-koder osv. Vi modtager altså meget gerne indlæg fra din undervisning som du har lyst til at dele med en kollega.

SELVFORTÆLLINGEN MELLEM ELEVEN OG FAGET – FAGLIGHED, LÆRING OG IDENTITET I DANSKFAGETS KREATIVE SKRIVNING Faglighed handler ikke bare om at lære, men også om at være! I danskfaget kan arbejdet med kreativ skrivning på en gang give eleven en oplevelse af fagets betydning og af at se sig selv gennem faget. Gennem den kreative skrivning bliver sprog i særlig grad billedskabende, og fagligt stof levendegøres for eleven i arbejdet med alternative skrivegenrer og faglig erkendelse. Artiklen giver et didaktisk bud på at udvikle identitet gennem skriftligheden ud fra Fortællingens Spejl – Grundforløb i dansk (Carlsen 2017a/b). Kernen er her at have blik for selvfortællingen mellem elevens kontekst og faget. Den kreative skrivnings position i gymnasiet I de senere år er der kommet stort fokus på skriftligheden som en vej til læring af kompleks karakter, der ser processuelt på elevens udvikling af skrivekompetencer og på disse som veje til den faglige diskurs. Vi skelner i danskfaget typisk mellem to overordnede former for skriftlighed: genreskrivningen og tænkeskrivningen. I genreskrivningen får eleven fortrolighed med de faglige skrivekonventioner ud fra bevidsthed om en ideelt skolet modtager som læreren. I tænkeskrivningen er elevens egen erkendelsesproces målet for forskellige skrivehandlinger, der ikke følger en særlig genremæssig fremstillingsnorm, og modtageren er her eleven selv.

Dansknoter

Inden for denne skelnen rummer den kreative skrivning et særligt potentiale ved at have træk af begge aktiviteter. Dette skyldes måske netop, at den ikke har som sit mål i sig selv, at eleven kommer til at mestre en eksamensgenre. Den kreative skriveaktivitet bliver alternativet til eksamensgenrerne og går på tværs af litteratur, sprog og medier i kernestoffet. Eleven kan prøve kræfter med sig selv og sin faglige erkendelse gennem produktiv leg med billeddannende sprog og genrer. Derigennem kan eleven udvikle sin egen sprogbevidsthed og udtryksfærdighed. Lærerens rolle handler i denne sammenhæng om at lede de processer, der holder et spejl op for eleven og udfordrer den faglige fordybelse. Eleven kommer ikke til eksamen i at kunne skrive et digt, en novelle, et drama, en tale eller en reportage, men genrerne er centrale i kernestoffet fra Ludvig Holberg til Olga Ravn og fra Morten Sabro til statsministerens nytårstale. Gennem egne erfaringer med genrer som disse kan eleven ikke bare styrke sin egen tilgang til det skriftlige udtryk, men også øge identifikationen med fagligt kernestof, der ellers behandles receptivt. Dette anvendelsesorienterede fokus betyder ikke, at vi med kreativ skrivning fjerner fokus fra den sproglige, litterære eller mediemæssige mestring. Den kreative sproglige aktivitet kan skabe motivation for den basisfagsdidaktiske læring. Det essentielle er derfor tilgangen til elevens

kontekst fra dennes egen livs- og erfaringsverden og dennes eksistentielle spørgsmål til verden. Blik for elevens kontekst Skriveforskeren Roz Ivaničs teori om skriveridentitet er interessant i denne sammenhæng, fordi Ivanič har særligt blik for elevens kontekst. For Ivanič omfatter sproget enhver form for kommunikativ aktivitet fra tegnsystemer til praksisser af sociokulturel karakter. Elevens skrivning er forankret i den læringsmæssige kontekst, der gør skriveprocesser identitetsskabende i arbejdet med fagets diskurs. Tilgangen indskriver sig læringsteoretisk i traditionen fra Jean Lave og Étienne Wenger, der tager afsæt i læring som legitim perifer deltagelse og anskuer læreprocesser som situerede i praksisfællesskaber (Lave og Wenger 1993). Fem begreber er ifølge Ivanič centrale for udviklingen af identitet hos hver elevskriver i et klasselokale: relation, diskurs, identifikation, netværk og stadig diskursiv justering (Ivanič 2006). Disse kan forklares med kobling til aktiviteten kreativ skrivning. Eleven forstår sit arbejde med skrivning relationelt i forhold til andre subjekter i læringsmiljøet, og mødet med andre har betydning for elevens læring. Arbejdet med kernestoffet er en diskursiv proces, hvor eleven møder faget ved at sætte ord på det gennem sine faglige skrivehandlinger. I denne handling identificerer eleven sig med de litterære tekster, og faget internaliseres ved at give mening til elevens egne disparate hverdagserfaringer. Elevens horisont både inden for og uden for læringsmiljøet forbinder eleven i netværk af sociale sammenhænge, eleven er en del af, som fx koret, fodboldklubben eller fritidsjobbet. Gennem sit netværk har eleven mangfoldige sproglige erfaringer med sig, der har betydning for eleven og spiller mere eller mindre bevidst ind på skriveaktiviteten. Og endelig er elevens identifikation med skrivningen under stadig diskursiv justering gennem danskfagets arbejde med skriftlighed i gymnasieforløbet. Der ligger således et stort identitetsskabende potentiale ved at inddrage konteksten i undervisningen. At skrive et digt om hverdagen Hvordan skal Ivaničs teori anvendes i praksis? Jeg vil her give et didaktisk eksempel på inddragelsen af kreativ skrivning i brugen af Fortællingens Spejl – Grundforløb i dansk (Carlsen 2017b). Her er elevens perspektiv det væsentlige i arbejdet med faget, og Ivaničs kontekstbaserede pointer om udviklingen af skriveridentitet er centrale. Bogen er skrevet til det nye grundforløb, og sigtet er at introducere til litteratur, sprog og medier i overgangen fra grundskole til gymnasium. Der lægges op til at arbejde på den ene side receptivt og analytisk og på den anden side produktivt og kreativt, hvilket sker i en vekselvirkning mellem skriftligt og mundtligt arbejde i hvert undervisningsmodul.

Det gennemgående tema er selvfortælling, som eleven arbejder med ud fra de litterære hovedgenrer, dokumentarfilm og sociale medier. Bogen møder eleven i øjenhøjde, og temaet er valgt, fordi selvfortælling kan være en stærk identitetsmarkør. På den ene side har eleven selv ofte rige erfaringer med selvfortællinger fra kommunikation i og uden for klasselokalet – såvel i faglig sammenhæng som i brug af sociale medier. På den anden side er selvfortællingen en kulturel tendens i den nyeste tids litteratur, dokumentarfilm og sociale medier, som samtidig har dybere faglige rødder i europæisk kulturhistorie. Hermed ses kvaliteten i at lade elevens erfaringer fra tidligere faglige sammenhænge og andre netværk få betydning i mødet med det faglige stof i en vigtig overgangsfase i elevens liv. Dette sker netop på et tidspunkt, hvor eleven både skal redefinere sin identitet som ny i gymnasiet og anerkendes for de sproglige og eksistentielle erfaringer, denne har med fra tidligere. Forskellige fortælleformer holdes på denne måde op som spejl for eleven gennem en proces, der samtidig skal lægge grunden til tre års arbejde med dansk. På lærersitet til bogen findes alle bogens opgaver, og her udfoldes bogens grundsyn gennem fuldt didaktiserede PowerPoints til 17 undervisningsmoduler (Carlsen 2017b). I et delforløb om lyrik og sprog har en klasse arbejdet med lyrisk form og semantiske skemaer i Dan Turèlls ”Jeg holder af hverdagen” fra 1984 og Lone Hørslevs ”Giftige blomster og bær” fra 2009. Begge digte er bygget op om tydelige semantiske skemaer. I forløbets fjerde undervisningsmodul lyder en opgave: Skriv et digt om din egen hverdag! Lav to semantiske skemaer med udgangspunkt i din hverdag (fx ”skole” og ”træning”): 1. Skriv 10 ord under hvert skema – brug forskellige ordklasser (under skemaet ”skole” fx: ”kantine”, ”lektier”, ”lytte”, ”fjolle”, ”skrive”, ”svært”). 2. Skriv et digt på 10 linjer. På hver linje skal du skrive en sætning, hvor et ord fra hvert skema indgår (men ikke overskriften). Du må gerne gentage, lave hele sætninger og selv fylde på, så længe de to skemaer er med i hver verselinje. 3. Byt digt med en anden elev – og gæt hinandens skemaer (overskriften). Lad os overføre Ivaničs fem begreber til opgaveeksemplet. Eleven skal her skrive kreativt ud fra et sprogligt fokus på semantik og genre og derigennem anvende og internalisere den faglige diskurs. Det særlige er det relationelle arbejde, opgaveordren fra læreren lægger op til, da eleven skal bytte digt med klassekammeraten. Gennem skrivehandlingen

Dansknoter

LyserĂ¸de skyer 200 x 120

Dansknoter

får eleven anledning til at identificere sig med emnet og integrere sproglige erfaringer fra netværksoplevelser. Selve forløbet er et led i elevens stadige diskursive justering af sin skriveridentitet. Opgaven anerkender altså, at eleven i grundforløbet selvfølgelig har skrevet før i andre sammenhænge og allerede i grundskolen har udviklet sin skriveridentitet i mødet med den basisfaglige sproglige viden. Det er forskelligt for de enkelte elever i klassen, hvilket stof de allerede kender, og hvordan man føler sig klædt på i den nye sammenhæng. Tidspunktet for forløbet ved indgangen til gymnasieforløbet markerer derfor også strukturelt en særlig diskursiv justering fra lærerens og uddannelsessystemets side, da alle elever skal sikres det samme faglige niveau for at få et stabilt og motiverende læringsfællesskab for danskundervisningen. Når eleven skriver et digt om sin hverdag, sker læringen om den faglige diskurs i en gensidighed mellem skriftlig og mundtlig aktivitet og med elementer af peer-feedback. Dette kan uddybes yderligere med Ivaničs fokus på, hvordan identiteten konstrueres diskursivt. Dette sker via tre rolleaspekter for subjekter i en kommunikativ praksis (Ivanič 2006, s. 13-15). Den enkelte elev gives en faglig position, når denne tiltales (by address) i mødet med den andens feedback på digtet. Eleven oplever at blive tilskrevet en faglig betydning ud fra måden, hvorpå den anden elev sætter ord på ens semantiske skemaer i digtet (by attribution), fordi skrivehændelsen har skabt en egen faglig repræsentation. Herigennem oplever eleven et socialt tilhørsforhold (by affiliation), fordi

Når eleven skriver et digt om sin hverdag, sker læringen om den faglige diskurs i en gensidighed mellem skriftlig og mundtlig aktivitet og med elementer af peer-feedback.

eleven anvender de sproglige koder i praksisfællesskabet og erfarer at lykkes med at udtrykke sig inden for en fælles diskurs. Den samme tredelte proces sker også for klassekammeraten, og på den måde udløser handlingen en gensidig anerkendelse ved deres fælles deltagelse i den faglige diskurs, der gør læringsfællesskabet levende. Fagets dybde i eleven Når eleven skal skrive et digt om sin hverdag, giver det derfor anledning til en læringsmæssig selvfortælling, der forbinder eleven med faget i form af en diskursiv identitetskonstruktion. Denne brug af Ivaničs teori peger på, hvilket læringspotentiale der ligger i samspillet mellem skriftligt arbejde og mundtligt feedback. Eleven erfarer gennem den kreative skrivning, at faget rummer en dybere betydning, fordi skriveprocessen kan bidrage til elevens faglige selvfortælling.

Referencer Carlsen, Mischa Sloth (2016). ”Dansk som sproglig dannelse”. I: Tænketanken om sprog – anbefalinger til at styrke sprog i gymnasiet, Gymnasieskolernes Lærerforening, http://www.gl.org/uddannelse/udd.politik/Documents/Tænketanken%20 om%20sprog%20-%20anbefalinger%20til%20at%20styrke%20sprog%20i%20gymnasiet.pdf Carlsen, Mischa Sloth (2017a). Fortællingens Spejl – Grundforløb i dansk. Red.: Bødtcher-Hansen, Maja og Mose, Susan. Kbh.: Gyldendal Uddannelse. Carlsen, Mischa Sloth (2017b). Fortællingens Spejl – Grundforløb i dansk. Lærersite: http://forloeb-i-dansk.gyldendal.dk. Red.: Bødtcher-Hansen, Maja og Mose, Susan. Kbh.: Gyldendal Uddannelse. Ivanič, Roz (2006). ”Language, Learning and Identification”. I: Kealy, Richard et al. (ed.) Language, Culture and Identity ind Applied Linguistics, s. 7-30. British Studies in Applied Linguistics, Vol. 21, October 2006. Lave, Jean, & Wenger, Étienne. (1993). Situated Learning. Legitimate Peripheral Participation. Cambridge: Cambridge University Press. Nielsen, Frede V. (2005): ”Fagdidaktikkens kernefaglighed”. I: Didaktik på kryds og tværs, s. 25-45, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, København.

Dansknoter

Digital Transformation 200 x 150

VOXPOP

Velfærdssamfundet Kære 1. B Skriv jeres tanker om hvad I forstår ved ordene velfærd, velfærdsstat og velfærdssamfund.

1. B på Herlufsholm Skole

Dansknoter

Klara O

NHF

For mig er et velfærdssamfund et samfund hvor alle bliver hørt. Det er også et samfund hvor regeringen lader hver person være sin egen og giver plads til at man frit kan udtale sig om sin mening. For mig går velfærd ud på at turde stå ved sin mening og at have gensidig respekt for andre med en anderledes mening.

Velfærd er en betegnelse for at have det godt og trives i et miljø. En velfærdsstat er en stat der netop har fokus på velfærd, herunder høje skatter, der medvirker til statens indtægt for at sikre borgerne gratis offentlige ydelser, som for eksempel uddannelse og sundhed. Staten er størst. Et velfærdssamfund er et samfund der fokuserer på ligestilling mellem borgerne og at nedsætte ulighed. Samfundet bygger på Robin Hood-konceptet, nemlig at de stærkeste skuldre skal bære den største vægt – de skal betale de højeste skatter.

NKH Velfærd sørger for at vi har det godt. Velfærden er med til at hjælpe den enkelte borger. Velfærdsstaten sørger for de midler og goder som vores velfærd består af – gratis sundhedsvæsen, gratis skole og en ældrecheck, som også har et fast beløb. Takket være de ydelser fra samfundet har de svageste i samfundet en større mulighed for at klare den bedre. Samfundet betaler til vores velfærd, og sammen danner vi et velfærdssamfund hvor vi hjælper hinanden.

Mikkel Det danske velfærdssamfund er bygget på konceptet om at de stærke skal hjælpe de mindre stærke, i form af ting som topskat. Det medfører også at ting som sygehus og skole er ”gratis” (forstået på den måde at det er betalt igennem skat).

Caroline Amalie

William Heiberg

Når jeg hører ordet velfærd, så tænker jeg at alle har noget at skulle have sagt, og alle har indflydelse på samfundet. Alle går sammen om opgaver der skal gøres i samfundet, og det at man løfter i flok, er centralt.

Velfærdsstaten er en overordnet betegnelse for vores danske system. Staten spiller en vigtig rolle i omfordelingen af samfundets økonomi. Den sikrer at der er et stærkt sundhedsvæsen, og den giver de svageste i samfundet offentlige ydelser.

Sarah V.P. Jeg ser vores velfærdssamfund som et gode der skal værnes om. Velfærd er ikke en ret, det er en gave. Vores velfærdsstat er et sikkerhedsnet/gulv for de svageste, dog også et loft for de stærkeste så de begrænses af det gennemsnitlige.

ASH

Daniel Velfærd betyder at have det godt. I et velfærdssamfund handler det om at man sætter samfundet i forreste række selvom det kan have konsekvenser for en selv. Det vigtigste er at alle har det så godt som muligt. En velfærdsstat prøver at sikre at alle er ligestillet og har det ”godt”, det er de stærke der har de bredeste skuldre.

Velfærd handler om at have det godt. Et velfærdssamfund arbejder hen imod at skabe ligestilling ved at tilbyde offentlige ydelser, fx mht. sundhedssystem og uddannelse.

Dansknoter

FORSKERINTERVIEW

Interview med Troels Hughes Hansen, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Af Marie Gerner-Smidt, medlem af redaktionen på Dansknoter

Den samvittighedsfulde nærlæsning Vidnesbyrdlitteratur forbindes ofte med dem der overlevede Holocaust. Troels Hughes Hansen undersøger i sin ph.d. gennem sammenlignende nærlæsning om den antisemitiske forfatter Céline kan forstås inden for rammerne af vidnesbyrdlitteratur.

Hvad går den forskning du sidder med, ud på? Mit ph.d.-projekt har forsøgt sig med en læsning af den franske forfatter Louis-Ferdinand Célines sene romaner. Det er min påstand at Célines romaner efter 2. Verdenskrig forstås bedst inden for rammerne af den såkaldte vidnesbyrdlitteratur. Det er et kontroversielt argument fordi Céline var antisemit, og fordi vidnesbyrdlitteraturen oftest forbindes med dem der overlevede Holocaust og senere forsøgte at fortælle om det i litterær form. Céline burde altså stå i et komplet modsætningsforhold til en sådan skrift. Ikke desto mindre har jeg fremhævet og analyseret seks genkommende træk fra en bred vifte af vidnesbyrdlitteraturens kanoniske værker der i overraskende grad går igen i den sene Célines prosastil. Mit projekt har fortolket disse ’vidnende funktioner’ som en biografisk forfatters forsøg på i litterær form at fortælle om en virkelig, historisk begivenhed der ikke umiddelbart kan forventes at blive accepteret som sandhed af en læser. Enten af uvilje eller fordi det oplevede ligger så langt uden for den almindelige læsers erfaringsverden. Dermed stiller projektet en række grundlæggende spørgsmål til selve det at fortælle. Hvem har ret til at fortælle om en given begivenhed? Hvordan har man ret til at tale om den? Hvad er forholdet mellem sandhed og sandfærdighed i beretninger om historiske begivenheder? Forråder en æstetisk bevidst og stærkt stiliseret tekst den ’sande’ erfaring? Kan du give et eksempel på et fund som du har gjort? At bruge vidnesbyrdlitteraturen som dåseåbner på Célines sidste og meget vanskelige romaner har vist sig at tilbyde en god forklaring på det voldsomme brud der opstår i hans

Dansknoter

forfatterskab efter 2. Verdenskrig. Hans insisterende iscenesættelse af sig selv som øjenvidne til den største katastrofe i nyere tid indvarsler ifølge min fortolkning et skift væk fra tekster hvor forfatteren ikke selv har ’betalt’. For at bruge et af Célines egne idiosynkratiske begreber er det slut med frihjulslitteratur. Fra nu af må forfatterens eget skind på bordet, og han eller hun må betale for sine historier med levet liv. Dermed kan Céline siges at pege frem mod senere tiders bølger af autofiktion og erfaringsbaseret litteratur. Kigger man nærmere på et bredt udsnit af romaner efter 2. Verdenskrig, virker det som om at Céline og vidnesbyrdlitteraturen indvarsler et regulært hovedspor i europæisk litteratur frem til i dag. Hvad er din empiri og analysemetode? Min afhandling har trukket på to empiriske felter. Dels de mest læste og berømte litterære vidnesbyrd af forfattere som Primo Levi, Imre Kertész, Charlotte Delbo, Tadeusz Borowski og Jorge Semprún. Og dels Célines sidste fem romaner. Min metode er i høj grad funderet på sammenlignende nærlæsning der har peget på ligheder og ormehuller mellem mine to materialer. Konkret har jeg til at starte med etableret en række genkommende træk i vidnesbyrdlitteraturen (såsom spring mellem fortid og nutid, inkorporering af ord på fremmedsprog i teksten, direkte henvendelse til læseren osv.) og så overført dem som analyseværktøjer i min læsning af Céline. Kan jeg gøre noget af det samme i min undervisning? (Er der måder at arbejde med litteratur og sprog på som kunne bruges i danskundervisningen? Og kan du give forslag til

Dansknoter bringer på disse sider interviews med forskere hvis forskning har interesse for læserne. Har du et forslag til et interview, skal du skrive til mw@stenhus-gym.dk.

uddrag fra et af Célines værker som ville fange teenagere?) Jeg tror i høj grad at den samvittighedsfulde nærlæsning kunne være et interessant greb i undervisningen som supplement til en bredere fortolkning af værket. Selv små passager kan ved den rette åbning sige en hel masse, og det giver en skærpet bevidsthed om nødvendigheden af at være opmærksom på detaljer i mindst lige så høj grad som på eksempelvis person- og miljøkarakteristik, tidsplaner osv. Tag et stykke som starten på Célines roman Nord fra 1960: ”Ja, ja, tænker jeg, snart er det altsammen slut… pyh!... nok har vi set… når man er tres og lidt til hvad kan så den værste H… Z… Y-bombe rage én… vindpust!... småtteri! kun denne forfærdelige følelse af al den tid og de myriadertons anstrengelser man har spildt på den modbydelige forpulede forbandede fordrukne horde lakajer… ak, Madame!... ”sælg Deres nag og hold mund”!... enig!... gerne, men hvem til!... køberne skyr mig, forlyder det… de kan kun lide og køber kun forfattere næsten som dem selv, med bare den lille kulørte bort i tilgift… overopvarter, overrøvtørrer, slikker, lækager, vievand, pelotoner, bidet’et, slagterknive, kuverter… så læseren genfinder sig selv, sin næste, sin broder… indforstået, parat til alt…” Man kan sige at et sådant stykke nærmest har brug for en nærlæsning for overhovedet at blive forstået. Der er mange ting på spil, men et vigtigt træk er den direkte henvendelse til læseren. Stykket giver først en følelse af fortrolighed, nærhed mellem læser og forfatter, for så derefter at slå over i direkte aggression. Interessant er det dog at angrebet på læseren ikke blot står uimodsagt – læseren bryder ind og svarer igen (”sælg Deres nag og hold mund!”). I min undervisning har jeg flere gange brugt små passager som ovenstående der kondenserer en vigtig problematik i en roman eller i et helt værk. Starten på Nord bliver på den måde en god måde at tale om Célines stil som aggressiv, fyldt med digressioner som et angreb på sætningen (punktummer og anden tegnsætning er sat ud af kraft), som tidsbunden (reference til atomprøvesprængninger der er omtalt i dagspressen), som et forsøg på at skabe en levende stemme i litteraturen osv. osv. De store linjer og temaer kan ofte ses i de små stykker også, og jeg synes at den nære arbejdsform giver et godt afsæt til at tale om begreber som stil, tone og stemme

i en litterær tekst. Forhåbentlig giver det også eleverne en skærpet opmærksomhed og et blik for at der kan uddrages betydning af selv meget små bidder. Hvordan endte du på forskergangen? Jeg ansøgte om et åbent stipendium, men fik det ikke. Til gengæld blev jeg en del af en større forskningsgruppe med en professor, tre postdocer og to ph.d.-stipendiater som fik penge til et treårigt forskningsprojekt. Det har været en lærerig og spændende tid, men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at komme ud og formidle min glæde ved litteratur og sprog på en anden facon end den strengt akademiske. Eksempelvis som gymnasielærer.

Udvalgte publikationer: Artikler: ”Og bruum!... Og Braum!....” Om krig og stil hos Louis-Ferdinand Céline”, Proust Bulletin, no. 10, 2017 ”Den emotive metro. Louis-Ferdinand Céline og vidnesbyrdlitteraturen”, Passage nr. 70, 2013 Oversættelser: Charlotte Delbo: Auschwitz og efter, Gyldendal, efterår 2018 Louis-Ferdinand Céline: Breve fra Vestre Fængsel, Antipyrine, 2017 Blaise Cendrars: Moravagine, Basilisk, 2016 Paul Valéry: Mennesket og konkylien, Virkelig, 2016 Louis-Ferdinand Céline: Samtaler med professor Y, Forlaget Vandkunsten, 2015

Dansknoter

Digitalisering 100 x 120

Nogle ord fra velfærdssamfundet Ida Elisabeth Mørch Dansk Sprognævn

Denne klumme er for kort til at omtale alle velfærdssamfundets ord. I 1953 fik man ret til 3 ugers sommerferie, og ser vi derfor på emnet sommerferie, så vrimler der ord frem som var nye i perioden 1950-1980. Ord der opstod mens velfærden og den helt nye ferieindustri voksede frem. Når man genbesøger et lille udpluk af disse ord, ser man at en del virker bedagede og ikke længere bruges, mens en del stadig er aktuelle. I andre tilfælde har vi stadig fænomenet, men nu har vi andre ord for det. Pudsige eksempler på uaktuelle ord er: afkokset, airguide og sommerfugl. Ordet sommerfugl havde i 1962 en ny billedlig betydning, som nu er helt forsvundet, nemlig ’person ansat i sommerferie, opr. om stewardesse’, fx ”de såkaldte ”sommerfugle”, det vil sige studiner, der i ferietiden supplerer SAS’ ... faste stewardesser” (Berlingske Tidende 28.10.1962). En airguide var stewardesse, rejseleder og bureaukonsulent på charterrejser. Når man kom afslappet hjem fra en ferie, var man afkokset, jf. dette citat fra Politiken 20.11.1967: ”I ferierne går hele familien lange ture i de østrigske bjerge for at blive rigtig godt blæst igennem – eller afkokset, som det vist hedder på nudansk”. Badeland (1979), charterrejse (1959), feriecenter (1955) er

eksempler på ord som stadig er aktuelle i dag med samme betydning som oprindeligt. Fænomenet boligbytte fra 1963 og boligbytteferie fra 1980 har sikkert fundet sted i alle de mellemliggende år, men efter 2008 med deletjenesten Airbnb er fænomenet blevet nemt og moderne og kommet på alles læber. Endelig er det interessant hvordan ordet velfærdsturist i vore dage har fået en ekstra betydning. I 1969 betød det ’økonomisk velstillet turist’, fx ”(der) forudses ca. 200 mill. mark investeret i det enorme projekt, der skal lokke fremtidens ”velfærdsturister” til Vesterhever (i Tyskland)” (Flensborg Avis 20.3.1969). Denne betydning er nævnt i Den Danske Ordbog som betydning 2. Den første betydning i ordbogen er nu ’person der rejser til et andet land for at få del i de velfærdsgoder som landets egne borgere har adgang til’ – denne betydning er kendt fra 2000. Man kan gå på opdagelse i ordene ved at søge på sproget. dk – de ældste ord dukker op i Ordbog over det danske Sprog. I Nye ord i dansk finder man ord der er kommet ind i dansk siden 1955, og også udtryk som i mellemtiden er blevet forældede. Mens moderne dansk er beskrevet i Den Danske Ordbog (ligeledes fra 1955 til i dag) og Retskrivningsordbogen.

Sproget.dk er resultatet af et samarbejde mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn (DSN) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Visionen for hjemmesiden er at være det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark. Klummen her skrives på skift af én af de to redaktører, Ida Elisabeth Mørch fra Dansk Sprognævn og Laurids Kristian Fahl fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Dansknoter

SoUs 100 x 100

Perspektiv på tekster Dansklærere elsker tekster. Vi kan bruge timer på at lede efter et bestemt digt af Sophus Claussen, fordi vi ved, at det vil løfte lige præcis dette forløb om symbolismen. Vi kan grave os gennem databaser med avisartikler, fordi vi er på jagt efter et debatindlæg om reality-tv, der kan provokere vores elever tilstrækkeligt. Eller vi kan gennemtrawle YouTube for at finde et klip fra Mandrillen1 for at vise eleverne, at der også fandtes humor, før YouTube-stjerner begyndte at spise salte Piratos for åbent kamera. Danskfaget er et tekstfag. Og derfor er vi altid på jagt efter tekster. I danskfaget interesserer vi os for sammenhængen mellem form, indhold og kontekst, som det blandt andet er beskrevet i vejledningen (2017): ”Danskfagets identitet er undersøgelse og produktion af dansksprogede tekster med udgangspunkt i et udvidet tekstbegreb. Fagets kerne er sprog og litteratur, som dog konsekvent gøres til genstand for elevers nysgerrige og kritiske undersøgelse af tekster i udvidet forstand. Centralt i faget står den intensive tekstlæsning, som gennem undersøgelsesorienterede strategier som oplevelse, opdagelse, afprøvning, analyse og fortolkning etablerer et møde med kultur- og bevidsthedsformer i Danmark, Europa og den øvrige verden fra oldtiden til i dag”.

Sune Weile Fagkonsulent i dansk, stx og hf

Det er samtidig fagets fokus på teksten som genstandsområde, der har ført til en ændring i de nye læreplaner for stx og hf. Her er der sket et skift fra de tidligere stofområder, der bredt beskrev dele af faget, til et nyt perspektiv på teksterne, der i stedet forsøger at betegne danskfaget som en helhed med forskellige indgangsvinkler. Artiklen her forsøger at beskrive rammerne og baggrunden for ændringen. Dansk som tekstfag I artiklen ”Mellem hermeneutik og kommunikation” (2013) skriver Thomas Illum Hansen indledningsvist, at man bør ”bestemme danskfaget som et tekstfag, der rummer forskellige typer af tekster og, som følge heraf, bør kombinere forskellige fagtraditioner”. Hansens pointe er, at vores valg af tekster i danskfaget er tæt knyttet til det, vi ønsker at arbejde med (eller hvilke kompetencer eleverne skal opnå). Vi vælger fx ofte en debattekst, når vi skal arbejde med argumentation, en novelle, når vi skal arbejde med personkarakteristik, og et digt, når vi ønsker at arbejde med billedsprog. Det betyder samtidig, ifølge Hansen, at vores valg af metodiske indgangsvinkler er knyttet til vores tekstvalg, som modellen herunder viser: Selvom modellen naturligvis er en forsimpling af virke-

(Vejledning Dansk A – hf/stx 2017)

Kommunikationskompetence

Hensigt

Funktion

Emne

Form

Afsender/modtager

Hermeneutisk kompetence Værk/publikum

Tegnhandlinger

Praktiske tekster

Fagtekster

Æstetiske tekster

Eksempler: Antagelse, påstand, kvalitetsdom, illustration, løfte, ordre, aftale, regel, forbud, påbud ...

Eksempler: Kontrakt, leder, lærebog, valgvideo, annonce, nyhedsbrev, modeblog, bekendtgørelse, prædiken ...

Eksempler: Tidsskriftartikel, monografi, review, rapport, essay, afhandling, foredrag, naturfilm, faglig hjemmeside ...

Eksempler: Roman, digt, novelle, film, billedbog, musikvideo, tv-serie, computerspil, radiomontage ...

Dansknoter

ligheden, så kan den alligevel understøtte nogle væsentlige overvejelser i forbindelse med de tre fagdidaktiske spørgsmål: hvad (fagets indhold), hvordan (fagets arbejdsformer) og hvorfor (fagets legitimering). Først og fremmest viser modellen, hvad vi ofte kigger efter, når vi læser bestemte teksttyper. Samtidig peger den på, at vores tekstvalg af samme grund hænger afgørende sammen med de faglige indgangsvinkler, vi vælger i det konkrete tilfælde. Sidst, men bestemt ikke mindst peger den på, at danskfaget er udspændt mellem en kommunikationstradition (en mere sproglig og mediemæssig fagtradition) og en hermeneutisk tradition. Sat på spidsen naturligvis. Læreplanen anno 2005 Det er måske også denne dikotomi, som vi kan genfinde i den gamle læreplan fra 2005. Her blev der indført tre stofområder, som kernestoffet fordelte sig på. På stx blev fordelingen mellem det sproglige, det litterære og det mediemæssige stofområde 2:3:1, mens det på hf blev 2:2:1. Baggrunden var særligt rapporten ”Fremtidens danskfag” fra 2003, som jeg har omtalt i tidligere artikler, der havde fokus på, at det sproglige i danskfaget fyldte for lidt. Ved at inddele danskfagets kernestof i særlige stofområder ville man sikre, at der også blev arbejdet med det sproglige som et særligt genstandsfelt. Det litterære stofområde fyldte stadig klart mest og var karakteriseret ved sit arbejde med fiktionstekster. Mens det litterære stofområde i den gamle læreplan havde sit eget genstandsfelt af tekster, så lukrerede det sproglige stofområde ifølge læreplanen i højere grad på de to andre stofområders tekster. Der stod bl.a., at: ”Det sproglige stofområde har som sit genstandsfelt et genremæssigt varieret udvalg af tekster, talte såvel som trykte, hvorpå der kan anlægges en sproganalytisk tilgang.” (Læreplan for Dansk A stx/hf, 2011). På samme måde som det litterære stofområde fik det mediemæssige stofområde tildelt sit eget genstandsfelt af tekster, ifølge læreplanen primært faktatekster, fx dokumentartekster, nyhedstekster m.v. Fra områder til perspektiver Gennem årene har ovenstående haft betydning for planlægningen af undervisningen. Selvom intentionen i læreplanen fra 2005 var, at de tre stofområder skulle integreres, så har praksis ofte været, at det er blevet set som tre områder af faget, der nok kunne berige hinanden, men som har været tænkt hver for sig. Det har ofte ført til en opfattelse af faget i tre søjler, som igen har haft betydning for det daglige arbejde i undervisningen, hvor forløb ofte er blevet placeret under de enkelte søjler.

Sproglige stofområder

Litterære stofområder

Mediemæssige stofområder

Når man læser læreplanen fra 2005 i dag, er det sandsynligt, at opdelingen i stofområder har haft betydning for en forskydning af arbejdet i faget fra et tekstfokus til i højere grad at fokusere på begreber og metoder indenfor de enkelte stofområder. Der kan også være andre grunde, fx lærebøgers begrebsfokus, et tværfagligt samarbejde, der i begyndelsen havde et ret metodisk fokus m.v. Den nye læreplan forsøger at dreje faget tilbage til kernen i faget: teksten. Når Hansens model peger på, at tekstvalget er afgørende for de kompetencer, vi arbejder med, så bliver det nemlig samtidig tydeligt, at det må være indgangsvinklerne på teksten, der får betydning for vores arbejde. Men det er ikke i første omgang et stofområde, der bestemmer, hvordan vi vil arbejde med teksterne. Men teksten selv. Det er dette fokus, der er forsøgt ændret i den nye læreplan, som fokuserer på perspektiver, der kan anlægges på de enkelte tekster:

Sprogligt perspektiv

Litterært perspektiv

Mediemæssigt perspektiv

Tekst I læreplanen er dette uddybet ved at understrege, at der både i det litterære og mediemæssige perspektiv arbejdes metodisk med analyse og fortolkning, mens der i det sproglige perspektiv tillige arbejdes med vurdering. De tre perspektiver er således i princippet ligestillede som indgangsvinkler på teksten. De er alle centrale for fagets interesseområde: tekstens form og indhold. I undervisningen betyder det, at tekstvalget bliver det helt centrale i undervisningen, fordi det bliver knyttet tæt til de perspektiver, som læreren ønsker at arbejde med. Hvis der fx arbejdes med en dokumentar som Ambassadøren2 i undervisningen, så kan der anlægges et mediemæssigt perspektiv på teksten, hvor der arbejdes med filmiske virkemidler m.v. Der kan også anlægges et sprogligt perspek-

Dansknoter

tiv på teksten, som bl.a. kan indeholde en diskursanalyse af Brüggers kommunikation med de indfødte. Og sidst, men ikke mindst kan der anlægges et litterært perspektiv på teksten, der fokuserer på de litterære og kulturhistoriske referencer, som helt tydeligt er til stede i dokumentaren, fx Karen Blixen, postkolonialismen m.v. Teksten er således den samme, men perspektivet på teksten er forskelligt. Det har indflydelse på vores fortolkning af teksten, fordi det valgte perspektiv får betydning for den metode, der anlægges på teksten. Det kommer til udtryk i vejledningen ved gennemgangen af metodetrekanten, som netop viser, hvor forskelligt et fokus der kan anlægges på den samme tekst:

– pragmatik – filmiske virkemedler – historiske fortolkninger – ideologiske fortolkninger – medialisering

– biografisme – selvfremstilling – motivanalyse – fiktionskontrakt

– immanent tekstanalyse – metodiske greb fx komposition m.v.

omverden

– mediesociologi – modtagerinvolvering – receptionsteori

tekst afsender

Eksempel på eksamensopgave til den mundtlige prøve efter den nye læreplan Fokus: Det sproglige og litterære perspektiv Forløb: Sproglige normer og variationer

Materiale: Tekst 1: (uddrag) Jonas Hassen Khemiri: Et øje rødt (2003) (ukendt) Tekst 2: (uddrag) Yallahrup: Af Pusher – afsnit 15 (2007) (ukendt) Tekst 3: Ordbog i Perkerdansk (2007) (ukendt) Instrukser: Foretag en sammenlignende analyse og fortolkning af tekst 1 og tekst 2 med fokus på multietnolektiske træk.

Diskutér, hvordan multietnolekt fremstilles i tekst 1, tekst 2 og tekst 3.

En lille ændring, som forhåbentlig vil få betydning for, hvordan vi i det daglige integrerer de tre perspektiver på teksterne. Med ændringerne i læreplanen er der således lagt op til at sætte teksten i centrum af et danskfag, eleverne kan tage med sig ud i en verden, der nok har brug for endnu flere dygtige tekstlæsere.

modtager

Vejledning i dansk STX og Hf, 2017

Birgitte Darger uddyber en vigtig pointe ved metodetrekanten i sin artikel i Gymnasiepædagogik (2017): ”Denne model kan illustrere for eleverne, at teksten er i centrum i faget, og at man i dansk metodisk kan spørge til selve teksten og til teksten og fx dens relation til forfatteren, dens tidstypiske træk, dens genre osv. Og hver gang der spørges til noget uden for teksten, så bliver man nødt til at hente viden andre steder fra, og her er det ikke nok selv at synes noget.” Med teksten i centrum bliver det derfor tydeligt for eleven, at danskfaget kan noget helt særligt i sit fokus på at trække betydning ud af og ind i teksterne. Den samme ændring udmønter sig i en ændring ved den mundtlige prøve, hvor det nu bliver muligt at anlægge et eller to perspektiver på tekster i den samme opgave (eksamensspørgsmål), så længe det ene perspektiv er det primære (det, der står først), jf. vejledningen (2017). Eleven skal således være sikker på, om vedkommende bliver bedt primært om en sproglig analyse med inddragelse af mediemæssige perspektiver eller en litterær analyse med inddragelse af sproglige perspektiver:

Litteratur Birgitte Darger: ”Dansk”, Gymnasiepædagogik, 3. udg., 2017 Fremtidens danskfag, Undervisningsministeriet, 2003 Thomas Illum Hansen: ”Mellem hermeneutik og kommunikation”. Cursiv, 2013 Vejledning i dansk Hf, 2017. Undervisningsministeriet Vejledning i dansk STX, 2017. Undervisningsministeriet 1 ”Mandrillen” (”Mandrilaftalen”), DR2, 1999 2 Ambassadøren, Zentropa Real, 2011

Dansknoter

FrigĂ¸relsen (det fulde billede kan ses pĂĽ s. 62) 200 x 150

DIN FORENING NYT FRA BESTYRELSERNE G-sektionen

E-sektionen

Den nye bestyrelse i G-sektionen for stx og hf har haft første møde.

Den nye bestyrelse i E-sektionen for hhx, htx, eux og eud har haft første møde.

Vi siger velkommen til Katrine Haaning fra Egå Gymnasium, Miriam Kruse fra Køge Gymnasium og Nina Munck fra KVUC. Den nye bestyrelse har konstitueret sig med Birgitte Darger som formand og Mischa Sloth Clausen som næstformand.

Vi siger velkommen til Carsten Ullum fra Hansenberg (htx) i Kolding. Den nye bestyrelse har konstitueret sig med Gitte Lautrup som formand og Julie Sejer Hansen som næstformand.

Bestyrelsen består desuden af Camilla Aaquist, Karen Wagner, Mette Clausen, René Christoffersen, Christian Mohn, Pernille Pedersen, Maren Pilgaard. Helle Trier og Kathinka Skriver er suppleanter. Nyt inspirationsmateriale på hjemmesiden: Til stx: Find også ideer til dansk-historie-forløbet der byg-ger op til DHO med elevernes egne problemformuleringer: dansklf.dk/ungdomsuddannelserne/kursusmaterialer. Til alle: Find vodcasts fra vores kurser med blandt andet interview med Anne Marie Mai: dansklf.dk/undervisningsforloeb/DHO. Kursusplanlægning: I februar og marts planlægger bestyrelsen det kommende skoleårs kurser. Har du ideer, er du velkommen til at skrive til os. Tjek regionalmøde i din region. De sidste afholdes i februar og marts.

Bestyrelsen består desuden af Ditte Eberth Timmermann, Lise Fuur Andersen, Dorthe Hedegaard Mikkelsen, Lisbeth Kahr Greve og Rikke Bjørn Jensen. Jan Nøhr Christensen og Henning Nyegaard Holm er suppleanter. Nyt inspirationsmateriale på hjemmesiden: Find vodcasts fra vores kurser med blandt andet interview med Anne Marie Mai og Ellen Krogh: dansklf.dk/undervisningsforloeb/DHO. Kursusplanlægning: I april planlægger bestyrelsen det kommende skoleårs kurser. Har du ideer, er du velkommen til at skrive til os. Der er blandt andet et internatkursus om galskab og det skrøbelige sind på tapetet, ligesom der er eux-erfaringsmøde d. 25. april på Tradium i Randers, hvor fagkonsulent Lars Holst Madsen kommer til mødet. Årsmødekurset i det kommende skoleår bliver igen i år afholdt sammen med G-sektionen og afholdes i Roskilde.

Årsmødekurset i det kommende skoleår bliver igen i år afholdt sammen med E-sektionen og afholdes i Roskilde.

Dansknoter

Dit digitale danskfag – mere end 40 iBøger

Over 1.000 tekster | Søg på tværs i alle titler | Byg dine egne forløb

GRUNDBØGER

ANTOLOGIER

TEMAUDGIVELSER

NYH

Dansk og historie. Provins og storby og derimellem

Kreative produktioner i dansk – en øvebog

Af Mikael Skou Hougaard Jørgensen Peter Jensen (red.)

Af Maibrit Schmitt og Soffy Langballe Løvschall Ole Schultz Larsen (red.)

Dansk og historie. Provins og storby og derimellem er en tema- og metodebog til arbejdet med dansk-historie-opgaven. Udgivelsen kan også bruges enkeltfagligt og i forbindelse med andre større opgaver på ungdomsuddannelserne.

Kreative produktioner i dansk – en øvebog sætter fokus på skriveglæde og sprogets muligheder for at bygge bro mellem elever, lærer og fag i klasserummet. Bogen indeholder 32 meget varierede, klare og instruktive øvelser fordelt på danskfaglige perspektiver.

iBog® danskoghistorie.systime.dk

iBog® kreativeproduktioneridansk.systime.dk

Licenspriser fra kr. 30,-

Bog

Licenspriser fra kr. 30,-

170 sider | kr. 160,-

Se mere på fagpakker.systime.dk

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

DIN FORENING

Skolemessen 2018

UDKOMMER 23. APRIL

KROP, SKAM OG STOLTHED

LÆR AF FORFATTERNE

SUPERSTRENGE

– på tværs af medier

Skriveråd til alle teksttyper

Naturvidenskabelig dansk lyrik

Mia Bang Nedergaard

Søren Boy Skjold

Lars Green Dall

Bogpakkepris: Kr. 75,60 Vejl. pris: Kr. 189,00

Bogpakkepris: Kr. 67,60 Vejl. pris: Kr. 169,00

Bogpakkepris: Kr. 71,60 Vejl. pris: Kr. 179,00

60%

medlemsrabat

fra 20. marts - 13. april* Læs mere på dansklf.dk/bogpakke DEN ETISKE H.C. ANDERSEN – nye perspektiver på gamle historier

FORLAG

DANSKLÆRERFORENINGENS

NY BOGPAKKE PÅ VEJ Glæd jer til forårets 6 nye udgivelser

Kalender 2018-2019

– nu også for undervisere på de gymnasiale uddannelser, Som et nyt tiltag på Skolemessen vil en del af messeaktiviteterne være direkte målrettet undervisere på de gymnasiale uddannelser. Med stærke oplægsholdere og et spændende udstillingsområde vil der være solid viden og faglig og farverig inspiration at hente. Kom forbi stand 325, som vi deler med Forlaget Columbus og Forlaget Nucleus, og se vores nyeste udgivelser til ungdomsuddannelserne.

#nårjegcy

kler

**GRATIS KLASSESÆT – slå til nu!** Køb et klassesæt af En anden kanon (min. 30 stk.), og få samtidig et *GRATIS klassesæt af Marie Bregendahls tvillingeromaner Blandt de Unge & I Fest og Trængsler.

Bogpakkepris: Kr. 91,60 Vejl. pris: Kr. 229,00

Læs mere, og se priser i vedlagte Katalog 2018 - Ungdomsuddannelserne. *Medlemmer får besked, når det er tid til at forudbestille bøgerne med rabat.

Annonce 200x270_Dansk_noter3.indd 1

*Det eneste I skal betale for tvillingeromanerne, er et ekstra forsendelsesgebyr på kr. 100,- som bliver lagt oven i de almindelige forsendelsesomkostninger. FØRST-TIL-MØLLE! Tilbuddet gælder for de første 15 bestillinger og frem til 1. april 2018 Bestil på dansklf.dk/en_anden_kanon.

28/02/2018 11.00

Så er det tid til at bestille forårets bogpakke Du kan bestille de nye udgivelser på dansklf.dk/bogpakke fra den 20. marts til 13. april – og som altid med hele 60 % medlemsrabat. Vi har bestræbt os på at komme godt rundt i danskfaget, og vi håber at bøgernes nye faglige og didaktiske vinkler kan inspirere dig til at nytænke din danskundervisning. Bl.a. lancerer vi vores nye grundbog Perspektiver i dansk. Læs mere om de fem nye titler i annoncen på side 4, eller i det nye katalog 2018.

Kender du en kollega der ikke er medlem af Dansklærerforeningen? Vil du hjælpe med at sprede det gode budskab om at foreningen er medlemskabet værd? Vi får hver måned nye medlemmer, men vi mister også nogle, ofte uden at de fortæller hvorfor. Vi skal helst være alle. Eller de fleste. Ellers mister vi vores stemme politisk og vores ressourcer til at lave Dansknoter og kurser og udvikle nye udgivelser. I er meget velkomne til at skrive til bestyrelsen hvis I går med tanker om noget vi kan forbedre.

Dansknoter

FrigĂ¸relsen 200 x 150

ANMELDELSER DANMARKS STATISTIK: 37 FAMILIETYPER (2014) Kristian Langhorn, VUC & hf Nordjylland

Familiebilleder. Fortællinger og andre tilgange (Samfundslitteratur, 2017) handler om familiens udvikling fra de tidlige bondesamfund og frem til i dag. Den er ”en flerfaglig temabog” (s. 11) til stx, som inviterer til historiefagets ”samspil med dansk – i forbindelse med historisk og tematisk læsning” (s. 12). Bogen kan bruges til dansk-historie-opgaven (DHO) eller et kronologisk oversigtsforløb. Til oversigtsforløbet har Nielsen udvalgt skønlitterært materiale fra vikingetiden og frem til 1. verdenskrig, inklusive de gymnasiale kanonforfattere. Det findes på bogens hjemmeside (familiebilleder.samfundslitteratur.dk). Bogen består af to dele Del 1 indeholder 20 fortællinger. I Fortælling 1 får vi en introduktion til familien som historisk institution. I de følgende 19 fortællinger følger den store beretning om familien som kulturhistorisk fænomen fra de tidlige bondesamfund og frem til Danmarks Statistiks 37 registrerede familieformer i 2014. Undervejs inddrager Nielsen skiftende historiske opfattelser af krop og seksualitet for at belyse udviklingen i de familiære samlivsformer. Del 1 er velskrevet – og illustreret med et flot kildemateriale. På bogens hjemmeside findes opgaver til fortællingerne. I del 2 (s. 160-219) går forfatteren i dybden med familietemaerne ritualer og myter. Han stiller undervejs fine opgaver. Efterfølgende kommer et kapitel om familien som sociologisk genstandsfelt og endnu et kapitel om identitet. Afslutningsvis følger et velskrevet kapitel om historiefortælling og kritisk research. Her kommer forfatteren ind på historikerens evne til at stille spørgsmål, det funktionelle kildebegreb og den vitale kildekritik. Vi forstår med Nielsen, at den moderne historiefortælling både er en fagligt veldokumenteret og narrativ konstruktion – og at det at skrive god historie kan være en balanceakt, fordi sprog og narrative valg påvirker modtagerens forståelse af fortællingen. Med det udgangspunkt bevæger forfatteren sig frem til en analysemodel til historiske kilder. Efter den følger en gennemgang af ”Historiefortælling som faglig skrivning”. Her præsenterer forfatteren en pæda-

Dansknoter

gogisk tilgang til skriftlig historiefortælling (s. 213-214). Inden bogen slutter, når Nielsen at præsentere flere analyse- og skriveopgaver. Herefter ledes læseren over til bogens hjemmeside med materialer i form af den historiske kildesamling og det skønlitterære tekstudvalg til samspil med dansk og skriveopgaver. Der er både skrive- og fortælleopgaver, skriveopgaver til de 20 fortællinger og skriveopgaver til bogens billeder. Hertil kommer teksten ”At skrive og fortælle” med afsnittet ”Sproglige udfordringer – læring og udvikling med sigte på større opgaver”. I den hjælper Geert Alex Nielsen dansklærere og elever til at forstå historielærerens forventninger til DHO. Jeg har meget godt at sige om Familiebilleder. Det er en bog med gods i. Der er stærke analyser og en rød tråd. Der er mulighed for at arbejde i længden og i dybden – med variation – og originale kilder! Ideen med at lade familien være det bærende tema er også interessant, når værket er tænkt til samspil mellem Dansk A og Historie A. Dansk litteratur er jo fuld af spændende tekster om familien. Desuden er familien et emne, som alle elever kan forholde sig til. Familiebilleder er bestemt værd at inddrage i både historie- og danskundervisningen.

ET NYT BUD PÅ AT LÆSE LITTERATUR I GYMNASIET Kasper Lezuik Hansen, lektor på Gefion Gymnasium

”Det er ikke svært at læse. Det er forventningerne til læsningen, der gør det svært”, skriver Hans Otto Jørgensen i forordet til En anden kanon. Bogen er et nyt bud på at læse litteratur i gymnasiet, som er lige så ambitiøst, som det er engageret. Ambitionen er nemlig at bryde både forventningerne til, hvad vi læser, og til, hvordan vi læser det. Og lad det være sagt med det samme. Det er et rigtig godt bud. En anden kanon består først og fremmest af femten stykker fremragende og ikke særlig kendt litteratur, organiseret i kapitler, som består af en præsentation af tekstens forfatter, en overskuelig tekst eller tekstuddrag, supergode forslag til, hvordan man arbejder med teksterne, og til sidst i hvert kapitel forslag til paralleltekster både i form af litteratur, billeder og film. Introduktionskapitlet bruges til at forklare tekstudvalget, et udvalg af nogenlunde lige dele kvindelige og mandlige forfattere, som af én eller anden grund ikke er i den officielle kanon. Teksterne har ”en vis historisk spredning” og ikke mindst ”en næsten materiel tilgang til verden, en akkuratesse i beskrivelsen af tilværelsens konkreter, og en stærk visionær kraft” og er altså pissegod litteratur. Der gives desuden i introduktionskapitlet et bud på en læsepraksis, fælleslæsning, som på baggrund af oplæsning er en elevcentreret samtale om teksten, der så at sige omgår den fælde, at klassens tekstlæsning bliver en jagt på at formulere, hvad læreren mener om teksten. Fælleslæsning er grundigt beskrevet i en trinvis introduktion, og mange af kapitlernes arbejdsspørgsmål og tekståbnere er tænkt ind i fælleslæsningen. Det andet ben i bogens didaktiske tilgang til litteratur er skriveøvelser. Også disse er beskrevet generelt i introduktionskapitlet og indarbejdet i alle litteraturkapitlerne. Det er et fint kapitel, som elever og lærere kan få meget ud af at læse – og man kan også springe det over og gå direkte til bogens store oplevelse, litteraturkapitlerne. Her møder man en perlerække af tekster, som hver især introduceres af Hans Otto Jørgensen, som indsigtsfuldt, i et relativt letlæseligt (enkelte elever bliver nok udfordret) og underholdende sprog forklarer, hvem forfatteren var, hvad vedkommende har skrevet, og ikke mindst hvorfor hun eller han bør læses. For læreren er disse introduktioner fantastiske, fordi man begynder med det ofte alt for oversete

spørgsmål: Hvorfor er teksterne gode? Teksterne er ikke lette. Men det lover bogen heller ikke. Den lover gode tekster, og det holder den. Det er relevante tekster for eleverne. I Ole Kollerøds Min Historie overkommes forfatterens kranke skæbne lynhurtigt, fordi teksten simpelthen er så umiddelbar og livsbekræftende i al sin lidenskab og sit engagement i tilværelsen. I Hinsides – En psykologisk Redegjørelse af Helga Johansen får fortællerens knivskarpe indsigt i sig selv og sin narkomani det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren, og i Tove Meyers følsomme og visionære ”Det blaa Baand” er hendes søgen efter mening i en kaotisk verden langt mere tøvende, usikker, ydmyg og dejlig end den samtidige blærerøv Ole Sarvig. Og der er mange, mange andre oplevelser i bogen. Det tager tid at læse teksterne, at tale om dem og bruge de mange gode øvelses- og tekståbningsforslag i de forskellige kapitler, og der vil helt sikkert være dem, der mener, at bogen er for svær for gymnasieelever. Men ofte kan eleverne mere, end man tror, og nogle gange skal man skubbe dem lidt og skubbe sig selv. En anden kanon er en fremragende lejlighed til at gøre dét, og om ikke andet er den superunderholdende og inspirerende at læse igennem.

Dansknoter

Nordspråks som ma rk u r s 2018 Från radioprat till litteraturappar berättelser i fokus • multilitteracitet i undervisningen • kreativt arbete med multimodala uttryck • att uttrycka sig på olika sätt via olika medier

För elä sa r e: Lena Andersson (Sverige) - läsarfrågor som utgångspunkt för filosofiska essäer

Bo Kampmann Walter (Danmark) - dataspel som utgångspunkt för berättelser

Märta Uggla (Finland) – läkande berättelser; berättelser som utgångspunkt för en läkningsprocess

Hildur Viggósdóttir (Island) - apps i undervisningen

Kaisa Leino (Finland) - studier, arbete och liv i en digitaliserad värld

Nordspråks sommarkurs i Helsingfors kommer att handla om teman kring multimodalt berättande och hur man kan använda olika sorters texter och arbeta med multilitteracitet. Programmet kommer att bestå av såväl traditionella seminarier, som möjlighet att själva prova på olika arbetssätt. Kursen hålls på natursköna Hanaholmen konferenshotell och kulturcentrum som ligger strax utanför Helsingfors. Under kursen är vi också på besök i staden och på utflykter i naturen.

Tid 27. – 31. juli 2018

Plats Hanaholmens kulturcentrum, Esbo

Pris I enkelrum: 4300 DKK / Dubbelrum: 3800 DKK / Utan övernattning och frukost: 3000 DKK

A ntal kursdeltagare 25-40

Information och anmälning: https://nordsprak.com/ Anmälning börjar 10. januari 2018

G-bestyrelsen Birgitte Darger Christianhavns Gymnasium birgitte.darger@gmail.com Næstformand: Mischa Sloth Carlsen Aurehøj Gymnasium msc@aurehoej-gym.dk

Nina Sofie Llorente Munck KVUC nm@kvuc.dk Ditte Eberth Timmermann Aarhus Tech det@aarhustech.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer

Suppleanter Helle Trier Gribskov Gymnasium helletrier@gmail.com

Camilla Aaquist Odense Katedralskole aaquist83@gmail.com

Kathinka Skriver Gribskov Gymnasium kathink3@gmail.com

Mette Clausen Roskilde Gymnasium rgmc@roskilde-gym Karen Wagner Ørestad Gymnasium kwa@oegnet.dk Christian H. Mohn Paderup Gymnasium christian@chmohn.dk René A. Christoffersen Gammel Hellerup Gymnasium rc@ghg.dk Pernille Bach Pedersen VUC Holstebro pbp@holstebro-vuc.dk Maren Miltersen Pilgaard Falkonergårdens Gymnasium mp@falko.dk Katrine Haaning Egå Gymnasium kh@egaa-gym.dk Miriam Kruse Køge Gymnasium kgmir@kggym.dk

Fagkonsulent Sune Weile weile@galnet.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Skolebaserede kurser: Mischa Sloth Carlsen Regionskurser: Mette Clausen Internatkurser: Camilla Aaquist René A. Christoffersen Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Mischa Sloth Carlsen

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm

Sjælland: Rasmus Fristed Næstved Gymnasium & HF rasm442y@ngh.nu

Sjælland Hovedstaden: Loa Schmidt Jensen Det frie Gymnasium lsj@detfri.dk

Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium MM@fredericia-gym.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Mette Clausen Repræsentant i GYMsprog: Mischa Sloth Carlsen Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansknoters redaktion: Karen Wagner Kathinka Skriver

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Tradium gl@tradium.dk Næstformand Julie Sejer Hansen Niels Brock jush@niels.brock.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Ditte Eberth Timmermann Teknisk Gymnasium Skanderborg, Aarhus Tech det@aarhustech.dk Dorthe Hedegaard Mikkelsen Teknisk Gymnasium Viby, Aarhus Tech dhm@aarhustech.dk

Lisbeth Kahr Greve Tradium lg@tradium.dk Carsten Ullum Hansenberg cu@hansensberg.dk Suppleanter: Henning Nyegaard Holm Vejle Tekniske Gymnasium hnh@sde.dk Jan Nøhr Christensen Handelsgymnasiet Aalborg jnch@ah.dk Fagkonsulent Lars Holst Madsen lars.holst.madsen@uvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Repræsentant for eux: Lisbeth Kahr Greve Repræsentant i PS: Lise Fuur Andersen Repræsentanter i FagligtForum: Gitte Lautrup Lise Fuur Andersen Medlem af Dansknoters redaktion: Ditte Eberth Timmermann

Rikke Bjørn Jensen EUC Nordvestsjælland rha@eucnvs.dk Lise Fuur Andersen IBC Fredericia Middelfart lisefuur@gmail.com

Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium sc@toerring-gym.dk

Nordjylland Claus Nielsen VUC & HF Nordjylland cni@vucnordjylland.dk

Mathilde Lund Sinding Det frie Gymnasium mls@detfri.dk

Dansknoter

IDNR 4276

Charmetrolde & ejendomsskatter 100 x 120