Tobias Skiveren, f. 1987, forfatter og cand.mag. i dansk og filosofi samt undervisningsassistent ved Aalborg Universitet og i øvrigt fast anmelder ved Litteraturmagasinet Standart.
henholdsvis en etisk bevidsthed, en kritisk bevidsthed og en fri bevidsthed. Alle er de imidlertid i en eller anden udstrækning indspundet i dannelsestanken, så lad os starte dér. Dannelse Dannelse er en oversættelse af det tyske ’Bildung’, hvis etymologi afslører et slægtskab med ’skabelse’, ’portræt’ eller ’form’.1 Det, der skabes eller formes, er imidlertid ikke noget ydre, konkret materielt, men omvendt individets indre; det handler om, hvordan vi mennesker formes som mennesker. Og går man til den tyske filosof Hans-Georg Gadamer, hænger denne indre dannelse fundamentalt sammen med måden, hvorpå man møder det ydre: Vil man dannes, gælder det om ”at holde sig åben for det andet, for andre og mere almene synspunkter” (Gadamer 2004: 21). Dannelse, skriver Gadamer, er det, der sker, når vi åbner os i mødet med det fremmede og tager mødets nye indsigter med os videre, på samme måde som protagonisten i dannelsesromanen drager ud i det eventyrligt ukendte, møder det og vender hjem med erfaringen af det fremmede i bagagen. Dannelse handler om perspektivforskydning: at se tilværelsen, som var man den Anden – og går således ud på at transcendere den partikulære synsvinkel, vi alle er forankret i, for i stedet hæve os op til det almene (jf. ibid.); en bevægelse, der angiveligt skulle resultere i, at man opbygger en bedre forståelse af én selv og éns position, ikke alene i det nære miljø, men i verden. Det er let at se, hvorfor dannelsestanken gennem generationer har legitimeret humanioras studier, al den stund at der næppe findes mere direkte adgange til den Anden end gennem det studie af andre menneskers tanker, adfærdsformer, kulturer og samfund, som netop humaniora udøver, hvad enten det sker gennem antropologisk feltarbejde eller litteraturkritisk nærlæsning. Og selvom dannelsesbegrebet måske kan siges at være på tilbagetog som slagord i dagens uddannelsesdebat (se f.eks. Bertelsen 2012 eller Harder og Gregersen 2008: 253-4), er dens tankefigur ikke desto mindre langtfra forsvundet. Etisk bevidsthed Vi møder den særligt i argumenterne for, at humaniora skulle fremme dét, jeg har kaldt en etisk bevidsthed. Idéen går ud på, at dannelsens perspektivforskydning i bund og grund er identisk med dét, vi i dag kalder empati, dvs. evnen til positionel tænkning (at tænke som
den Anden), og at empati samtidig er fremmende for sympati. Eller kortere: Er vi empatiske, får vi nemmere sympati – vores etiske bevågenhed for den Anden skærpes. Jævnligt er denne tanke blevet mødt med konkrete empiriske modeksempler, ofte er det den dannede, men langtfra sympatiserende Goebbels, der trækkes på. Men som filosoffen Martha C. Nussbaum, der i øvrigt er en prominent fortaler for empatitankegangen, skriver i sit humanioraforsvar Not for profit – Why Democracy Needs the Humanities (2010), er det rigtignok sandt, at empati hverken er en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse for sympati, men ikke desto mindre er empatien en stor hjælp til at få sympatiserende følelser (jf. Nussbaum 2010: 36). At humaniora skulle være det sted, hvor en sådan empatisk evne kultiveres, er Nussbaum langtfra ene om at mene. Så sent som i oktober sidste år bragte Science resultaterne af et empirisk studie af David Comer Kidd og Emanuele Castano, der pegede på et kausalitetsforhold mellem læsning af litteratur, særligt den såkaldt finlitterære, og øgede empatiske evner (i deres terminologi: Theory of Mind) (Comer Kidd 2013: 377-380). Og orientering mod litteraturens etiske potentialer er der da også en længere tradition for, måske særligt i amerikansk litteraturkritik (hos eksempelvis Wayne C. Booth og eleven James Phelan), hvor man senere ligefrem har talt om en ’etisk vending’, jf. f.eks. antologien Mapping the ethical turn (2001). Denne idé om humanioras og litteraturens potentielle forfinelse af menneskets etiske bevidsthed, som vi ser her hos forskellige repræsentanter, står og falder, når alt kommer til alt, på en præmis, man med Suzanne Keen kan kalde ”the empathyaltruism hypothesis”, altså den påstand, som vi også så hos Nussbaum, at øget indlevelse og empati bidrager til en forøgelse i medmenneskelig hensyntagen (jf. Keen 2006: 208 og Horne Kjældgaard 2012: 214) – en hypotese, der dog ifølge Keen ikke bør overtages ukritisk.2 Kritisk bevidsthed Netop en sådan kritisk bevidsthed overfor etablerede idéer og praksisser, som Keen her udviser, er en anden evne, som humaniora, som nævnt, ofte er blevet krediteret for at fremme. Det er oplagt, at denne legitimeringsstrategi havde sin storhedstid i 70’ernes ideologikritiske miljø, hvor eksempelvis Roland Barthes’ Mythologies (1957) viste vejen frem. ”Myten er hverken en løgn eller en erklæring, men en fordrejning” (Barthes 1969: 164), skrev Barthes da, og pro-
DANSK NOTER 55