Dansk noter 2014/2

DANSK NOTER

Hjemstavn

Juni 2014

dansklf.dk/Dansk_Noter

2

DANSK 2 2014 NOTER Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf. 2248 5483 js@norreg.dk Anmeldelser Lars Dalum Granild Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Anne Mette Finderup Rosenvængets Sideallé 9, 3. tv.

2100 København Ø Tlf. 2893 7904 af@ijg.dk Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning Tlf. 6077 7304 dt@videndjurs.dk Ivar Lærkesen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 ILaerkesen@gmail.com Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5, 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk Kurt Christensen Sortemosevej 101, 2730 Herlev Tlf. 3175 3101 kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V Tlf. 3117 7500 lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved Tlf. 4161 3245 bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th 2200 København N Tlf. 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

DANSK NOTER 3/2014: Tema: SKÆRM!SKÆRM!SKÆRM! Deadline: 16.06.14 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,- ekskl. moms.

Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Bestilling af abonnement sker ved henvendelse til Dansklærerforeningen på dansklf@dansklf.dk.

Bestilling af enkeltnumre sker på dansklf.dk/Dansk_Noter

af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten.

Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 3379 0010 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk

Dansk Noter er en del af medlemska- Alle henvendelser vedr. medlemskab, bet for medlemmer af Dansklærerfor- kontingent, bogpakker, abonnement, eningens sektion for gymnasielærere. adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk Dansk Noters hjemmeside: dansklf.dk/Dansk_Noter ISSN: 0107-1424 Oplag: 3000 Manuskripter og indlæg: Printed in Denmark 2014 Sendes til js@norreg.dk Kunstner: Helle Borre eller: Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B Grafisk tilrettelæggelse 2500 Valby og produktion: Zeuner Grafisk as Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer: Tidsskriftet udgives med støtte af Maksimallængde på artikler er norUndervisningsministeriets tipsmidler malt 12.000 tegn inklusive gennem tilskud til porto/forsendelse mellemrum. Skriv gerne kortere. fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier.

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og Forsidefoto: skriv gerne et par linjer om dig selv ”Til minde om skurvognen”, 2011 (fødselsår, stilling, publikationer, andet). Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk.

Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk.

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen

Indhold

4

Leder Jeg er vokset op i Brøndbyøster

Af Birgitte Darger

6

Præsentation Hjemstavn

7

Illustrationer Helle Borre

Tema: Hjemstavn 8 Det yderste hav

Af Jeppe Brixvold

14

Kort over stedet

Af Dan Ringgaard

18

Byens forbindelser

Af Elisabeth Skou Pedersen

8 ”Betragtet som hjemstavns-fortællinger tegner de to bøger et billede af København som en by, hvor mangfoldige tilknytninger krydser hinandens spor.”

18

24

Hjemstavnsdigtning – en trend i 00´erne

Af Erik Svendsen

”I got more

30 Postnummerpoesi

Af Lars Bukdahl

33

teksten i midten

Katrine Marie Guldager

Søndag

38

Byen i skriften / skriften i byen

Af Claus Høxbroe

30

than I’m loosin’ her i 2000, I kan tigge og be, I kan sætte en ske i en ble, alt kan ske i Frederiksberg C.”

42 voxpop

Udenfor tema 44 Forsøg med digitale prøver

33

Af Østergaard og Eriksen

48

Jamen, hvordan gør man i virkeligheden?

Af Nicolai Rekve Eriksen

52 Synspunkt 60 din forening 64 Boglisten

”Kommer flyvende på frie vinger høj på fadøl og fogedret vokset ud af Sydhavnens sprudlende mavesår.”

38

Leder

Jeg er vokset op i Brøndbyøster Af Birgitte Darger Jeg er vokset op i Brøndbyøster. Forestiller mig hvilke billeder det giver på jeres nethinder når I læser dette.

Må jeg gætte: høje betonhuse, en fodboldklub med svingende vinderchancer, Vestegns-problematikker ….?

På kortet over Danmark hører Brøndby til det man i byforskningen kalder beton-byen eller et ikke-sted.

Stedsforsker Dan Ringgaard påpeger at for at en lokalitet skal blive til et sted og en hjemstavn, må der fortællinger til. Menneskenes forhold til stedet skal fortælles, omtalen skal blive til litteratur. Det er ikke mange forfattere der har knyttet en fortælling til Brøndby og gjort det til sted. Det gibber nærmest i mig når Brøndby nævnes i et digt, en novelle, en film, en reportage, og når det ikke er fordi teksten handler om fodbold og ghettoer.

Det er åbenbart ikke indlysende at betragte Brøndby som noget der kan fremkalde følelser på samme måde som moders hytte i Oehlenschlägers digt Hiemvee, og så vidt jeg ved har ingen endnu beskrevet Brøndby som erindringssted. Selvom vi er vældig mange der er flyttet fra forstaden, har Brøndby ligesom Glostrup, Ballerup, Ishøj, Herlev, Nærum til gode at blive formuleret som hjemstavn. Det må nok være sådan lige indtil os der er flyttet fra forstaden, flytter forstaden ind i hjemstavnen.

Det er nemlig ikke Brøndbys skyld. Min villavejs sene sommeraftener med hinkeruder og “hvem melder krig”, slikmutter på Torvet og de stejle skrænter på Vestvolden med fæstningens knirkende låger er lige så hjemstavnsegnede som Gram, Rødby, Mols og Marstal.

Litteraturen kan gøre lokaliteter til steder, og vi kan i danskfaget åbne litteraturen ved at opdage dens steder.

Her mener jeg der er et potentiale for en oplevelsesorienteret læsestrategi. Steder er sansbare også når de finder sted i litteraturen, steder kan koble tider sammen og knytte levede og læste oplevelser. Steder kan give identifikation.

Ved årsskiftet havde Politiken ladet kendte danskere

4 DANSK NOTER

komme med deres nytårsforsæt. En af dem var forfatteren Josefine Klougart som blandt andet kom med en opsang til uddannelsessystemet og sagde: “I det nye år håber jeg, at jeg sammen med forlaget Gladiator og de mange gode forfattere der kan være med til at ændre den måde, man i Danmark typisk forstår og læser litteratur på, hele uddannelsessystemets idé om litteraturen som en rebus, der skal løses. Litteratur er grundforskning i, hvad det vil sige at være menneske, og ikke tungetale, der skal oversættes.”

Hvordan bliver litteraturen eksistentielt vedkommende? Hvordan kan vi give eleverne en oplevelse gennem læsningen? Hvordan give mulighed for at teksterne berører dem og åbner verdener og steder?

Som dansklærere benytter vi os af mangfoldige læsestrategier. Vi vil nok ikke genkende Josefine Klougarts oplevelse af at uddannelsessystemet får litteratur til at være tungetale, men jeg synes at vi må tage hendes opfordring om ikke at gøre tekster til rebusser op. Og her kan grundforskningen i menneskets forhold til stederne, både erindringens steder og de nu og her sansede steder og fremtidens drømmesteder, måske være et sted at sætte af.

Steder blev til hjemstavne da forfatterne som alle de andre flyttede fra landet ind til den store by. Derfor har provins, land og hjemstavn været næsten synonyme når vi kigger på litteraturen frem til efter anden verdenskrig. Vores billeder af hjemstavnen på landet er skabt af forfattere i eksil i storbyen eller eksil i et fremmed land. Og af forfattere som er voksne og husker tilbage på barndommens land. Hjemstavne er steder man længes hen fordi man er flyttet væk. Hjemstavnen har på den måde altid været forbundet med kombinationen af afstand og længsel.

I februar læste jeg en nyhed om at kommuner med økonomisk fordel kunne opkøbe og destruere landsbyerne langs de danske landeveje. Det ville være billigere end at levere serviceydelser hvor kun få mennesker bor.

De små landsbyer er på vej til at blive ikke-steder i bogstaveligste forstand. Udlængslen har taget dem, folk er flyttet væk. Med destruktionen af dem vil de forsvinde som hjemstavne, og det danske landskab forandre sig radikalt.

Måske er fremtidens hjemstavne flyttet ind i computerspillenes virtuelle universer, og vores elever vil huske hvordan de i WOW eller LOL forcerede hegn og skove og kiggede på kort over virtuelle landskaber. Hvad for en stedssans har vores elever mon? Og hvordan tager de vare på omgivelserne?

På konferencen “Dansk i mange retninger” i marts måned hørte jeg et inspirerende oplæg af ph.d. Søren Langager Høgh hvor han appellerede til at vi får øjnene op for tingene i litteraturen. I et interview i Information den 22.11.13 uddyber han sit projekt og dets etiske aspekter. Han bliver citeret for at sige: “...Ting kan ikke tale, så hvordan gør man så; og her kan litteraturen hjælpe, for her taler tingene fint.” Det falske skel mellem natur og kultur skal brydes ned: “så tingene kan deltage i samtalen.

Udnyttelsen af naturressourcer og afbrænding af kul hænger sammen med adskillelsen. Vi gør den til en ekstern verden, der ikke har noget at gøre med os”.... “ Litteratur kan hjælpe med til at redefinere, hvad ting er, hvad den materielle verden er.”

Underviser vi i steder, så har vi mulighed for at fokusere på det materielle og menneskets forhold til det sansede og rummet. Vi kan sammen med eleverne gå på opdagelse i tingenes verden, i en fysisk sansbar virkelighed som vi deler og har et fælles ansvar for.

Jeg har flere gange undervist i hjemstavn som forløb. Jeg har i den forbindelse også brugt digtere der har formuleret forstaden som hjemstavn, også fordi det er den verden som eleverne og jeg ofte deler. For eksempel har vi læst uddrag af: Rifbjergs ”Amagerdigte” Halfdan Rasmussens ”Og det var det” Camilla Christensens ”Jorden under Høje Gladsaxe” Hans Jørgen Nielsens ”Fodboldenglen” Dan Turells ”Vangede billeder” Morten Ramslands ”Sumobrødre” Med eleverne har jeg samtidig fokuseret på udlængslen, for uden den ingen hjemstavn. Med globalt orienterede elever der bare længes efter at indtage Indien, Japan og Australien og måske, måske ikke kommer hjem igen, kan Aakjærs “Ole sad på en knold og sang” bruges og

genskrives og opdateres af eleverne helt og aldeles uden tungetale. Flere af ordene i teksten, det materielle i digtet, vil imidlertid sikkert faktisk skulle oversættes, for ved en forstadselev i dag hvad “beder” og “heden” er? Nogle gange gør oversættelsen at man sammen med eleverne kan bevæge sig tilbage i tiden, ind på stedet, komme tæt på tingene.

Ole sad på en knold og sang, la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! får og beder omkring ham sprang. tra-la-la-la-la-la-la-la!

Lyngen sused, og skyen gled, la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! udflugtslængsler i hjertet sved. tra-la-la-la-la-la-la-la!

Heden stænged, og mindet spandt, la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! moders øjne dog stærkest bandt. tra-la-la-la-la-la-la-la!

Snart den ting dog blev åbenbar: la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! minder gør ikke sagen klar. tra-la-la-la-la-la-la-la!

Stak så Ole en dag i trav, la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! stod med et ved det store hav. tra-la-la-la-la-la-la-la! Øjet skinnede, tåren randt, la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! intet mere i verden bandt. tra-la-la-la-la-la-la-la!

Over havene hyrden fo’r, la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! fårene står der endnu og glor. tra-la-la-la-la-la-la-la!

Ej kan bede og får forstå la-la-la-la-la-la-la-la-la-la! længslers tog over bølger blå. tra-la-la-la-la-la-la-la!

DANSK NOTER 5

Præsentation

Hjemstavn September i regn i Sønderho. Ind ad døren til krostuen træder to regnvåde mænd. De ryster regn og nattens sang og dans af sig. Sætter sig ned med en kop kaffe, en snaps og kage. Det er Jeppe Brixvold og Lars Skinnebach, to sønderhotilflyttere. De næste par timer fortryller de Dansk Noters redaktion med poetiske beretninger om deres nye hjemstavn og bliver som sådan inspiratorer til dette nummer om hjemstavn. Vi lytter til deres oplæsning af egne tekster der viser hvorledes skriften – tempo, rytme, ordvalg – påvirkes af stedet. De to forfattere er eksempler på hvor enkelt og kompliceret fænomenet hjemstavn er. Det er der du kommer fra, men det kan også være der hvor du kommer til og bliver en som kommer fra ....

Jeppe Brixvold åbner dette temanummer om hjemstavn med en artikel om samhørigheden mellem musik og sted; sønderhoningen fra det sydlige Fanø er en uadskillelig del af stedet, dets beboere og historie.

Dan Ringgaard griber bolden og undersøger metoder og veje i det at læse litteratur i stedets perspektiv. Det kræver blandt andet en rumlig, sanselig opmærksomhed hvor læseren må forestille sig det teksten viser før den afkodes for mere eller mindre skjulte budskaber.

Stedet bliver afgørende for jeg’ets identitet idet fokus rykkes fra det suveræne individs udvikling til relationer mellem jeg’et og omverdenen.

Den moderne hjemstavn er en del af globaliseringens netværk, skriver Elisabeth Skou Petersen i sin artikel der giver eksempler på at storbyen optræder som

6 DANSK NOTER

en alternativ hjemstavnsfigur. Her udfordres grænsen mellem det lokale og globale. Det er interessant at følge hvordan nyere litterære værker konfronterer hjemstavnen med netværkets og kortlægningens troper.

Ifølge Erik Svendsen er den moderne hjemstavn dog en imaginær forestilling. Der er tvetydigheder i den oprindelige hjemstavnslitteratur, som vi kender den hos blandt andre Blicher og Aakjær, men i den nyere litteratur kan vi se en egentlig dekonstruktion og afmontering af hjemstavnen; stedernes aura forsvinder i modernitetens historie.

Med Lars Bukdahl skal vi tilbage til 1980’erne og Amager, Aalborg og Aarhus. Den danske rapscene har tradition for at rime på relationen til postnummeret, og her er hjemstavnen ikke nødvendigvis barndommens land, men det sted rapperen føler sig hjemme i det rappende nu. Der disses og hoveres mens dialekten understreger identiteten og tilhørsforholdet til stedet.

Vi lander i København hos beatpoeten Claus Høxbroe der giver eksempler på hvordan storbyens tempo og evige kulisseskift sætter sig spor i egne digte.

Fra Fanø til København. Den regnvåde formiddag i Sønderho har bragt os vidt omkring i den danske hjemstavnslitteratur.

Vi ønsker god læselyst.

Redaktionen

Illustrationer

Helle Borre Helle Borre, kunstner og galleriejer Arbejder med maleri på lærred og malede originale Arne Jacobsen 7’er-stole.

Billedserien ”Mobile Homes” afspejler en udlængsel for oplevelser, men til trods for disse ofte flyvske faktorer fungerer Borres penselstrøg nede på jorden og i øjenhøjde med modtageren, hvilket gør det nemt at drømme videre i maleriernes uhøjtidelige scene.

Galleri KBH kunst På hjørnet til kunstnergaden Rørholmsgade ligger Galleri KBH kunst som præsenterer dygtige up-and-coming kunstnere. I galleriet finder du over 100 forskellige værker som spænder over forskellige udtryk og stilarter, men med en rød tråd og nerve som er kendetegnende og unik for galleriet. Her finder du kunst og kunstnere med mod til at skabe nyt.

Galleri KBH kunst, Øster Søgade 34, København K www.kbhkunst.dk

”En fastlægger” 120 x 120 cm, 2012

DANSK NOTER 7

Tema: Hjemstavn

Det yderste hav om musikken fra Sønderho Udtrykket folkemusik er opfundet af nogen som ikke så sig selv som del af den. Ordet antyder måske at noget er forsvundet og kun holdes frem som minde. Dette kan man ikke sige om sønderhoningen, en type dansemelodi der spilles ofte, både i planlagte og improviserede sammenhænge, i Sønderho på Fanø, i private hjem, fredag aften på cafeen eller til bryllupper, fødselsdage og fester i Sønderho Forsamlingshus. Et par udenøs fester for nylig på Operaen på Christiania trak fulde huse. I øvrigt er sønderhoningen melodisk, lyrisk, i 2/4-takt, men danses i 3/4, hvilket tilsammen giver en glidende rytmik der er forskellig fra senere vals og polka i dansk spillemandsmusik. Sønderhoningen har været spillet på Fanø i cirka 350 år.

Beslægtede former kendes fra andre danske, tyske og hollandske vadehavsøer; en anden musikalsk parallel er scottish’en som findes i de fleste nordatlantiske lande. Bandet Det yderste hav, bosat i Sønderho, består af Peter Uhrbrand (violin), Jørgen Bjørslev (guitar) og Jeppe Brixvold (sang og recitation). Her er en introduktion til stedet og musikken set igennem seks koncerter i februar 2014.

Ho Kirke, onsdag d. 12. februar Vejen til Ho går langs Oksbøl Kasernes øvelsesområde.

Tætte fyrretræer, i mørket her og der et glimt af de tilsodede vinduesrammer i de huse der bruges til øvelser.

Peter bakker bilen ind på kirkegårdens våde grus. Vi slæber grej ind: højttalere, stativer, Jørgens to guitarer, den ene i ny mokkafarvet Gibsonkasse som i sit indre afslører en absolut lysrosa silkepolstring.

Pudset flager i den lille, fugtige kirke.

Hvordan er lyden? De to sidder midt på fliserne i midtergangen, Jørgen med sin fodstol.

Jo, helt fin … Violinen måske lidt mere diskant …

Det regner stadig udenfor.

Vi har en stak foldere med som graveren lægger i indgangen.

Heri kan man se et maleri af et sommerligt Sønderho i eftermiddagssol, malet af August Wilckens i 1920’erne, og man kan læse at ”Sønderhoning kaldes den dansemusik, der i Sønderho på Fanø som det eneste sted i kongeriget er bevaret som levende tradition.

Det yderste hav er et forsøg på at udforske denne vitale kulturelle overlevering ud fra vores egen tid.”

8 DANSK NOTER

Ordet ho betyder ”holm”, altså et selvstændigt land.

Fanø opstod oprindeligt som to holme, en nordlig og en sydlig, som siden er vokset sammen; Sønderho er den søndre ho. De to holme har ingen geologisk forbindelse til Jyllands landmasse, men er opstået ved lejringer af sand og slit, først som revler, såsom vader, dvs. sande der forbliver oven vande ved højvande, men uden planteliv, såsom langsomt bevoksede lande.

Graver man en meter ned et hvilket som helst sted på Fanø, finder man sand.

Ho har muligvis samme historie. Efter en kop kaffe på graverens kontor er vi klar. Der er dukket cirka 30 mennesker op. Jeg siger velkommen, tak fordi de er kommet, præsenterer os, siger at vi først vil spille en sønderhoning ”ret lige ud”, og vi spiller Rydding om.

Rydding om lægger alting frem fra begyndelsen: Her er energien, her er dansen, det her er festmusik.

Der kan kvajes til Rydding om, det forsøger jeg også – det er festråb, tral, men også noget der er for utæmmeligt til at kunne være i festen, og også noget der ligner sorg.

Så spiller Jørgen og Peter de tre brudestykker: melodi, forfinelse, en mere inderlig, mere selvforglemmende

Af Jeppe Brixvold

dans. Jørgens hurtige spanske fingerspil i andet brudestykke er aldrig lavet før, men det er direkte ind i traditionen, friskt og ligefremt.

I folderen står der også at ”Det yderste hav har hentet sit navn fra Andreas Sørensens bog Ved det yderste hav (drøm og digt og virkelighed) – en erindringsbog fra barndommens Sønderho. Allerede i starten af bogen skriver han: ”… ret tidligt havde jeg fornemmelsen af, at Fanø vendte ryggen til Jylland og bredte armene ud mod landene på den anden side af havet.””

I bogen citerer Andreas Sørensen også H.C. Andersens eventyr ”Ved det yderste hav” om en ung matros der dør langt fra sin hjemstavn og familie.

Noget af dette gik igennem i Ho. Folk forstod Enkedansens mol. Og de forstod ”Øster Land”, et digt om tiden og om en væren ligesom under tiden, som vi blander med Sikkstyk i en skærende, bankende variant.

Ho er også gammel søfartsby. Mol, ja, men også tøjlesløs udlængsel, og også den enkle kærlighed der får nogen til at vende hjem.

Nordby Kirke, torsdag d. 13. februar Intet sted kunne det betyde så meget om der kom mennesker. Men det gjorde der, mindst 150. Det er en stor glæde at også folk på øen vil høre det. Vi vil gerne ud med det, variere det, men vi vil mindst lige så gerne tale til dem der kender det.

I sønderhoningdansen når parrets omdrejninger starter, vender herren i sit første skridt ryggen til kredsens imaginære centrum og slutter om damens liv med armene mens hun også holder om ham. Når omdrejningerne er færdige – på et tidspunkt parret selv afgør – åbner begge armene og går igen rundt i kredsen.

Koncentration og åbenhed.

Organisten og en af hans venner snakker fanden et øre af i rummet hvor vi venter, så jeg går udenfor – en frostklar aften.

På kirkegården ligger de i rækker. Som Tina Sonnichsen en dag sagde det om en der var død i Sønderho: For ham er det jo fint nok. Men hver gang forsvinder der lidt af byen.

Hans Brinch siger at kun de glemte er borte. Så længe nogen huskes, hører de stadig til.

Vi var nervøse. For her kender folk jo musikken.

Nogle af dem har kendt de melodier altid.

Jeg havde siddet og bladret i N.M. Kromanns Fanøs Historie og fortalte nu imellem to af numrene et par småting om den langsommelige, næsten modvillige an-

læggelse af den første vej imellem Sønderho og Nordby 1795-1807. Anekdoter, mennesker der går vild i tågen, den første vej af lyng og grene mod sandflugten, men med en vis pointe: Den her musik er skabt på et sted hvor man faktisk ikke bare kunne gå. Den havde bare at virke.

Allemagasej fik et ordentligt skud krudt. Og Sikkstyk.

Ved at rotere i disse stykker driver Jørgen og Peter improvisationerne ud i mærkelige hjørner som et par søfolk i en storm de dog netop kan håndtere.

Jeg ved ikke om folk her tænker over hvor sært det er. Hvis man kom ind fra gaden. Dronen fra shrutiboksen hænger i luften i flere sekunder før nogen finder på at klappe.

Tjæreborg Kirke, torsdag d. 20. februar Sigrun, min datter på otte, havde spurgt hvad jeg skrev på, og sagde så: ”Hvorfor skriver folk altid om musikken når de skriver om Sønderho? Hvorfor skriver de ikke at det er let at gå over til sine venner.”

Det er let at gå over til sine venner i Sønderho. Og et barn på fire kan gå alene til bageren en søndag morgen – i sæsonen hvor bageren er åben, forstås. Børnene kaldes altid ved deres navn, de er aldrig bare nogens børn, de er personer som yder deres til byen.

Selvom de store årlige fester, Nytårsballet, Pinsefesten, Sønderhodag og Høstballet, hvor Peter spiller med Ole Mouritzen på harmonika og måske Jens Mouritzen på trommer i et pakket forsamlingshus, må betragtes som musikkens fineste fremtrædelse, går den mindst lige så dybt i hjertet til en havefest hvor Kré Thygesen spiller Kejseren af Kinesiens Land, eller på Nanas Stue en aften om vinteren hvor der kun er lokale, men ofte 7-8-10 musikere i gang for lige så mange publikummer – eller alle er publikummer, alle musikere og dansere.

Musikken er et fælles anliggende.

I Tjæreborg stiller vi op et par timer før koncerten for at øve de nye numre som vi skal spille i Flensburg på mandag. Jørgen tager den lille barokguitar, som han siger ligner én Brorson anvendte, og Peter oktavviolinen.

En afdeling med spinkelt, kammerspilsagtigt udtryk: to fanniker (fra Nordby), en svinger (fra Föhr), de mandøske brudedanse og en femdans fra Mandø i 5/4.

Til dén skal jeg synge en gammel Mandøtekst, ”Otte bejlere”, højt i A-dur, men sangen er i én køre og så hurtig at jeg simpelthen ikke har luft til det. Det gik fint for et års tid siden. For mange cigaretter ved skrivebordet.

DANSK NOTER 9

Vi sætter den ned i C fremfor at slække på tempoet.

Men den skal nu op i A igen.

Tjæreborg Kirke har et nyt sognehus med lokal kunstudstilling i én fløj, fuldt nyt køkken hvor vi får en kop kaffe, og på præstens kontor hvor vi underskriver kontrakterne, en dvd med Monty Pythons Life of Brian som én af de eneste ting på hylderne – og intet galt med dét – jeg synes dårligere om de karakterløse, næsten newage-agtige malerier.

Jeg er ikke imod fremskridt. Tingene skal forandre sig og har altid gjort det. Men 1) vi må sortere; en del af det vi kalder fremskridt og udvikling, har ingen begrundelse i menneskelig nødvendighed eller glæde, men er kun produkter af en økonomi i selvsving, 2) den abstrakte, næsten religiøse tro på fremskridt og nyhedsværdi som en magt vi må bøje os for, er absurd.

Vi kan vel selv bestemme hvad der er nyt. Nogle gange er der som bekendt lige så meget nytænkning i at sætte sig fladt på sin røv i et par dage og læse en klassiker. Hvis man da virkelig er interesseret i forandring.

Mange er ikke interesserede i dét; den evindelige nyhed er bare en slags sutteklud. Jf. cigaretterne.

Flensborghus, mandag d. 24. februar Peter og jeg har været omkring en violinbygger i Kiel for at se på en ny Cremona-violin som han kommer til at bløde en større sum for, mens Jørgen kommer fra job på Fyn og står og tripper med en ellers fin udsigt til havnen da vi ankommer for sent. Han er for prof til at skælde ud, og vi læsser grejet på elevatoren og får det op i den store sal.

Flensborghus er et kompleks af kontorer og mødelokaler i en gammel købmandsgård, alt sammen meget rigt. Marinemalerier i gangene. Salen med teaterscene bag et rødt fløjlstæppe og Dannebrog i faneholder på en ferskenfarvet væg.

Det er hjemsted for den danske venskabsforening i Flensburg. Folk taler forskellige grader af dansk, fra perfekt rigsdansk til en spøjs blanding af sønderjysk og plattysk.

Vi skal spille foran et arrangement af borde med kaffe og kage, 70-80 mennesker, sådan at de sidder midt i den store sal, mens vi selv står ikke på scenen, men på gulvet foran fløjlstæppet. Det giver vanskelige lydforhold, især de nye stille numre kan let helt forsvinde.

Til den ene fannik synger jeg teksten ”En pige vandred’”, som findes i mindst syv varianter rundt om

10 DANSK NOTER

i Danmark, og jeg har også hørt irske og amerikanske versioner, Bob Dylan synger en på Self Portrait.

Den fanøske variant har ni vers, men vi bruger kun fem, og selve udvælgelsen har været interessant.

Sangens kerne er et forvekslingsspil. Pigen afviser sømanden med henvisning til en kæreste som har været borte i syv år, og da sømanden opdager at hun ikke kan overtales, afslører han sig selv som den forsvundne kæreste. Og det er så her hun enten dør af chok eller accepterer ham.

Jeg tror historien bygger på et realistisk vilkår. Hvis man tænker sig en kvinde der havde forlovet sig, måske endda var blevet gravid med en mand der var forsvundet, og som af nødvendighed – eller kærlighed – stiftede familie med en anden, men hvor de så opretholdt en illusion om at han var den forsvundne, evt. over for omverdenen, evt. over for barnet, evt. over for sig selv – det tror jeg på som en mulighed i en tid hvor spørgsmålet om dyd havde stor betydning for seksualitet og selvforståelse.

Sangen kunne altså handle om pigens overgang fra ungdommens ideale kærlighedsfordring til en mere pragmatisk indstillen sig på livets realiteter og ”the second love”. Eller – i de varianter hvor pigen dør – om hendes modvilje mod at foretage denne overgang.

Det er ikke noget dumt emne, og fokuserer man fx på dialogen mellem pigen og sømanden uden for meget skillingsvisesceneri, er det dén historie der står frem. Det er derfor sangen har overlevet.

Sådan moralsk tvetydig realisme er sikkert en af grundene til den borgerlige kulturs århundredlange afvisning af ”folkelig” kunst – og måske en af grundene til kirkens kamp imod viser og spillemandsmusik. Havde ikke Sønderho i årene 1880-1910 hvor de kristelige bevægelser dundrede gennem Vestjylland, haft et par præster som faktisk kunne lide musikken og var i stand til at danse en sønderhoning, havde nok den ubrudte tradition som Jørgen beskriver i vores folder, været i fare. Også i den forstand vendte Fanø ryggen til Jylland. ”Øster Land”’s linjer om Sønderhos selvstændighed, om tradition og modvilje mod at rette ind får en særlig betydning over for et dansk mindretal i Tyskland. Mindretal har en særlig styrke.

Vestjysk Musikkonservatorium, Esbjerg, onsdag d. 26. februar Lydmanden Ole står klar til at hjælpe i koncertsalen.

Det er en gave med det lydudstyr og den sal. Jeg får

”På tur” 120 x 120 cm, 2012 min kondensatormikrofon i brug for første gang. Vi har aldrig haft en bedre lyd. En lille gruppe fra Nordby, som hørte os for fjorten dage siden, dukker op, det må ses som et godt tegn.

Og det går godt. Rydding om sidder hvor den skal, så falder alt til ro igen i brudestykkerne, deres skønhed bliver ved med at virke.

Så kommer Allemagasej. Vi snakker om ordets betydning. Peter joker om det plattyske ”Alle mag es sei”, ”Alle gør det sådan”, jeg nævner Henning Smeds teori om fanøsømænd i Middelhavet der har hørt folk sige

”Salam Aleikum”. Vi får aldrig sikkerhed for nogen af de forklaringer.

Teksten til Allemagasej skrev jeg efter familiens og min første sommer i Sønderho, synet af et bal gennem forsamlingshusets ruder, men ikke kun det, spil fra haver rundt omkring om aftenen, folk med violiner i gaden, denne ukendte, lyriske musik. Hvad fanden var dét for et sted? Vi havde ingen anelse haft om det, regnede med et halvt års pause fra København – nu er der gået tolv år.

Jeg fortæller det også for at ingen skal tro at jeg

DANSK NOTER 11

forsøger at lege sønderhoning. Min vinkel er netop ikke den indfødte sønderhonings, jeg vil for så vidt altid være en udefrakommende på opdagelse.

Jørgen er født på Fanø, men Peters historie er lidt den samme som min da han kom til byen i starten af 1970’erne og efter kort tid droppede uddannelsen til socialrådgiver, blev tækkemand hos Oluf Jensen og spillede så meget han kunne, med spillemændene Frits Brinch og Søren Lassen Brinch, sjette generation af spillemænd i den familie.

Peter, som i dag er den vigtigste repræsentant for traditionen, siger også ofte at han kommer udefra, og at dét passer ham godt: at han stadig er i en læringsproces, at der stadig er mange hemmelige veje i melodierne.

Nu opfatter jeg Sønderho som det sted vi hører til.

Naturen er vigtig, stranden, lyden af havet, sommer-

”Uden titel” 2013

12 DANSK NOTER

aftenerne, men det vigtigste er landsbyen, det sociale fællesskab.

Også den stille afdeling er ved at være på plads. Peter, som er i sit es med snakken i aften, fortæller til Mandønumrene længere og længere historier om dengang han var på job på Mandø som tækkemand og om Eduard – udtalt med tryk på u – den lokale organist som ”spillede for Vorherre” og også kørte gammelt stråtag ud med traktoren og brændte det af på stranden.

Mandø er synlig fra Sønderhos havn. Et sted man ikke kommer så tit, men ofte ser, flimrende eller klart, over vandet. Deres musik er enkel, melodisk, melankolsk, men ingen spiller den derovre i dag.

Folkemusiklinjen på Rytmisk Konservatorium har betydet – eller fulgt – en opblomstring for traditionel musik igennem de seneste cirka 15 år, men det er vigtigt at bevare forbindelsen til de steder hvor musikken

opstod. Det er en udmærket idé at de nu flytter linjen fra Odense til Esbjerg.

Kvarterhuset, Amager, lørdag d. 1. marts Det er vores andet job i København i år, og det er jo interessant hvordan det virker her. Publikum er eksilfanniker eller eksilsønderhoninger der arbejder eller studerer i København, en flok studerende fra klassisk konservatorium og et par litterære folk, og baren har fundet ud af at lave kaffepunch.

Kvarterhuset er et fint spillested, fint indrettet sal med høje vinduer til alle sider, så man pludselig befinder sig midt imellem boligblokke.

Antropologen Lévi-Strauss siger at for at noget kan stabilisere sig i én kulturel identitet, må det have noget andet at spejle sig i og adskille sig fra. Amager over for København.

Traditionelt kaldes Nordbyfolk – eller fanniker – for gøj’er (hvilket kan komme fra verbet gøde, at sprede møg, for det lille landbrug der er på Fanø, er i denne ende), mens sønderhoninger kaldes jap’er (hvilket kan have forbindelse til det jyske hjappe for sjusket kvinde).

Sandsynligheden taler altså for at man ikke har navngivet sig selv, men har givet hinanden øgenavne, og sådan bruges de to ord også i dag, drillende om de andre.

Man skal ikke være bange for at være uenig eller forskellig. Det er én erfaring med landsbylivet.

Efter koncerten siger lydmanden Mathias at vi skulle spille på Roskilde. De skulle være velkomne til at invitere. De kan dårligt finde noget mere originalt end os.

Det er klart at interessen for traditionel musik i dag er del af en større forbrugermekanisme der konstant søger nye inputs. Altså også et spørgsmål om mode. Den irsk-gæliske sanger Seosamh Ó hÉanaí, som fik et sent amerikansk gennembrud i 1990’erne, holdt aldrig op med at skælde ud på publikum i Dublin: ”When I came here last you booed at me!” Det var i 60’erne hvor alt skulle være så internationalt som muligt. I 70’erne blev folk o.k. igen, blot ikke Ó hÉanaís traditionelle musik, men singer-songwriter-ballader. I 1980’erne og 90’erne fik man forskellige pompøse typer folkrock, og i dag må det godt være rigtig trad*, rigtig specielt.

Hellere en sær halvfalsk soloviolin fra Dalarne med den rigtige lyd end forskellige forsøg på tillempelse. De unge ikke-sønderhoninger der hører os på Kvarterhuset, er mindre interesserede i rock og pop end i fx improvisationsjazz og minimalisme.

Jazzmusikere kan have svært ved at forstå et simpelt rockdrive, og rock- og popmusikere har svært ved at spille trad. Det handler om forskelle i musikkens idé.

Traditionel musik handler ikke om at fange opmærksomheden med variationer og skiftende intensiteter.

Den går ud fra at opmærksomheden er der. Den tror på en melodi som man bliver ved med at lede efter, i årevis, samme nummer, men melodien har ændret sig hver gang man finder den.

Vi slutter andet sæt med Skal vi gå til fremmed’ lande i en kombination med digtet ”Jens Rask’s dånsstouw”, som er skrevet af Hans Brinch engang først i 1970’erne.

Hans Brinch var ud af gammel Sønderhoslægt på både fars og mors side, men voksede op i Roskilde. Da han som halvgammel mand kom tilbage til Sønderho, kastede han sig ud i et meget egensindigt forfatterskab især dedikeret til sine aner hvor han i generation efter generation forfulgte særlige temperamenter som de forplantede sig.

Men han skrev altså også digte. Hans favorit var T.S. Eliot. Ikke nogen nem mand, Hans Brinch, og i de sidste år ofte ensom – man fornemmer i digtene at han på en spadseretur over Lodne Bjerge kan gå i direkte kommunikation med fortidens stemmer. ”Jens Rask’s dånsstouw” beskriver en Sønderhodansestue omkring 1890 med stor indlevelse.

Som ekstranummer spiller vi Nordvest med en tekst jeg har skrevet for nylig som en hyldest til spillemændene Frits Brinch og Søren Lassen Brinch, mennesker jeg aldrig har mødt mens de levede – men jeg har hørt deres optagelser.

Den bevægelse i dybden som sker i forholdet til det lokale, er den samme som i forholdet til traditionel musik. Et traditionelt sted hvor man kender sine venners forældre og sine børns kammeraters søskende, skaber en variation i dybden, en vertikal erfaring, ulig det moderne sted hvor man flytter sig mere, men til gengæld primært omgiver sig med mennesker der ligner en selv, hvilket skaber en horisontal erfaring. Kunne man sige.

Der er stadig forskel på steder, kunne man også sige.

Hvilket er godt.

Kvarterhuset holder åbent flere timer efter koncerten, personalet holder fri, folk sidder og drikker dåseøl.

Derefter er vi på Pelikanen på Amagerbrogade hvor Jørgen finder guitaren frem igen. Nu spiller han en hyldest til bartenderen Veronika.

(Et par liveoptagelser med Det yderste hav kan findes på www.bjorslev.dk)

* ”Trad” er en forkortelse for ”traditionel”, bl.a. for traditionel folkemusik. (Red.s anmærkning)

DANSK NOTER 13

Tema: Hjemstavn

Kort over stedet Hvad er forholdet mellem sted og litteratur? Hvilke perspektiver og metoder ligger der i at arbejde med sted og litteratur? Denne artikel slår seks sådanne perspektiver op, inden den afslutter med nogle kritiske bemærkninger om begrebet hjemstavnslitteratur.

1 At læse litteratur i stedets perspektiv er at rette opmærksomheden imod omgivelserne og først dernæst imod den der taler, og det der sker. Jeget, karaktererne og handlingen træder til side til fordel for stedet. Det er et spil med forgrund og baggrund som ofte handler om at jeget, karaktererne og handlingen er indfældede i stedet der til gengæld ikke kan reduceres til spejl, kulisse eller funktion. Stedet er en anden position at læse litteratur fra. Forestillinger om identitet forskydes fra fortællinger om mere eller mindre suveræne subjekters udvikling og over i mere relationelle og ikke-kausale forbindelser imellem jeg og omverden. ”Jeg er hvad der er omkring mig”, skriver Wallace Stevens.

Synet på læsning ændres fra reading for the plot til reading for the atmosphere: At læse er ikke begærligt at vende siderne på vej imod bogens slutning, men at synke ned i en særlig tilstand. Spotlyset falder også på læseakten. Som Hr. Spitzweg i Philippe Delerms Det havde regnet hele søndagen: ”På Maigret-bøgernes første sider regner det ofte. Man føler sig af den grund godt tilpas i dem … Hr. Spitzweg kan godt lide at begynde en Maigret siddende med en fadøl i støjen på Penalty i Rue Damrémont. Man befinder sig midt i Paris, som oftest på Maigrets kontor på Quai des Orfèvres … Det efterfølgende interesserer Hr. Spitzweg mindre.” Vi læser også for at være et sted og for at være til stede. Læsninger af klima og natur har draget nytte af det synspunkt at omgivelserne ikke først og fremmest er en scene for mennesket og dets udfoldelser. Sense of Place kan, med en bogtitel af Ursula K. Heise, føre til Sense of Planet.

2 Et sted er konkret for så vidt det er et rum i tid, historisk tid. Rum er en abstrakt udstrækning hvor stedet er reduceret til et kvalitetsløst punkt. Et landskab opstår som genstand for distanceret æstetisk kontemplation, stedet derimod er noget som har egenskaber, og som

14 DANSK NOTER

man er midt i. Stedet bliver til i mødet mellem disse egenskaber (topografi, arkitektur, klima, men også sociale rutiner) som kan samles under begrebet lokalitet, og så det menneske der træder ind på denne lokalitet med sine sanser, følelser, viden, erindring, kort sagt: sin samlede sum af egenskaber. Mere konkret er stedet altså heller ikke. Lokaliteten såvel som mennesket er altid allerede kulturelt-historisk præget, så stedet kan, med lidt andre ord, siges at blive til i en trekant af landskab, krop og kultur. Det er den fænomenologiske filosof Edward S. Caseys definition fra bogen Getting Back Into Place. Læs Klaus Rifbjergs seneste digtsamling som hedder Stederne. Rifbjergs steder har hverken navn eller grænser, de bliver til via nære sansninger, små tændsatser i erindringen, kropslige begivenheder der åbner et helt konkret rum i en radius omkring sig.

Det sted som opstår hos Rifbjerg, er uigentageligt bl.a. fordi det hører en anden tid til. Steder er historisk traderede, og personlige som kollektive erindringer aktiveres når nogen træder i forhold til et sted. Stedet er en ressource for historieskrivningen, et sted i teksten hvor der er udgang til det historiske. Man kan sågar skrive litteraturhistorie med stedet frem for perioden som organiserende princip sådan som Mario J. Valdés har foreslået i ”Rethinking Literary History”, og som Anne-Marie Mai har gjort det med sine tre bind dansk litteraturhistorie Hvor litteraturen finder sted. Hertil kommer at stedet har sin egen historie. Den har Casey skildret for filosofiens vedkommende i The Fate of Place.

3 Man læser med en rumlig, sanselig opmærksomhed.

Sansningen, ikke meningen, men det vi også kan kalde det materielle, bliver centralt, og i forlængelse heraf de erindringer, den viden og de forestillinger som stedet synes at indeholde eller kalde på. At læse litteratur i stedets perspektiv kræver at læseren forestiller sig det teksten viser, før han eller hun afkoder det for mere el-

Af Dan Ringgaard, dr.phil. og lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet. Har senest udgivet Stedssans (2010), Stoleleg. Jørgen Leths verdener (2012) og sammen med Anne-Marie Mai antologien Sted (2010)

ler mindre skjulte budskaber eller beskriver den i mere eller mindre abstrakte strukturer. Derfor vil studiet af stedet ofte hælde imod fænomenologien frem for hermeneutikken eller strukturalismen – begge ord taget i deres bredeste betydning. Analysestrategier a la den franske tematiske kritik får ny aktualitet.

Det sansende, handlende og tegnproducerende subjekt går i en slags forbindelse med sine omgivelser, og der opstår en mellemzone. Stedet får tilsyneladende selvstændige kvaliteter, genius loci som det nogle gange kaldes. Man kan også kalde det atmosfære eller stemning som i Hans Ulrich Gumbrechts seneste bog, Stimmungen lesen. At læse litteratur i stedets perspektiv er i høj grad at læse inde i mellemrummene imellem subjekt og objekt, sansning og følelse, ting og tegn. Deleuze og Guattari peger ind i det med begreberne affekt og percept. Tænk på luften hos Proust, det tætte væv af regnbyger og dufte, kirkeklokker og lysvirkninger som ophæver grænsen imellem udenfor og indenfor, og som i erindringens utrættelige arbejde blandes med mikroskopiske sindsbevægelser, halvt anede følelser og længsler og suggestive navne. Stedet er også noget som er i luften.

artiklen ”En global fornemmelse for sted”, et knudepunkt for globale strømme? I det første tilfælde bliver rejsen stedets modsætning, i det andet dets forudsætning.

Under studiet af stedet lurer forestillingen om det gode sted, idyllen, paradis. Jeg vil, ud over litteraturen selv, anbefale Ernst Bloch og Jean-Francois Lyotard som vaccine. I ”Scapeland” skriver Lyotard om landskabets paradoks af indlevelse og distance som noget helt centralt for det jeg vil kalde stedserfaringen. Som om der midt på stedet findes en uhåndgribelig fjernhed som er helt central for den forundring man kan opleve på steder. Bloch beskriver mere håndgribeligt de arkitektoniske og byplanlægningsmæssige katastrofer i og omkring domkirken i Worms og tager dem til indtægt for en lykkelig dissonans af tider og rum. Det sted lever i kraft af sine sammenstød. Det er stedet i interferensens billede.

5 Distancen midt på stedet kan også opstå ved bevidstheden om at stedet kun kan perciperes fuldstændigt ved at kombinere en uendelig række af positioner, herunder ikke mindst overblikkets. Der er med andre ord sider af stedet som unddrager sig det sansende subjekt. Derfor 4 kalder stedet på kortet. Kortet er stedets repræsentaStedet samler tid og rum, ifølge Martin Heidegger. tionsform par excellence og en modvægt til fænomeDet er per definition kronotopisk, kunne man også nologien. Kortet er ikke bare et middel til at beherske sige med Michail Bachtin. Man kan også, med Henri stedet (det Certeau kalder strategi og sætter i modsætLefebvres Production d’espaces, sige at det ikke er stedet ning til fodgængerens taktik), kortet med dets navne der samler, men at mennesker producerer steder igenog ruter er en fantasireserve, en fortolkningsstrategi og nem praksisser, forestillinger og betydninger, eller med en struktureringsform. I en tekst Michel de Certeaus beskrivelser om hvordan han blev forfatter, fra af ”Vandringer i byen” tale om hvordan en rumlig og en betegI tekstens rum kan man, som essaysamlingen Maps and Legends skriver Michael Chabon sådan nende praksis af fortællinger, erindringer og drømme skaber på et kort, se over Stillehavet her om et kort over hans dengang endnu ikke færdigbyggede et levet rum, dvs. et sted. Synet barndomsby: ”Disse navne, dette på hvordan disse kategorier fra San Francisco til Hawaii eventyr, er stadig med mig hver samles, kan igen variere efter eneste gang jeg sætter mig ned teoretiske præferencer. Danner og videre til Japan. Det kan ved tastaturet og, idet jeg griber ud stedet en helhed, eller er det snarere en form for energifelt man ikke i virkeligheden, ”for efter et eller andet tvivlsomt kort, sejler ud imod terra incognita.” for tiltrækning og afvisning?

Per Olov Enquist fortæller en Og i forlængelse heraf: Er stedet jorden krummer, og dit rum tilsvarende historie i Korttegnerne et organisk produkt af den men med den tilføjelse at kortets lokale historie, af arbejdet, ru[kære læser] krummer ikke. rumlige organisationsform flyttede tinerne osv., eller snarere, som med over i skriften, ikke mindst esDoreen Massey har foreslået i Der er kun ligeud.”

”

DANSK NOTER 15

sayistikken. I Cartographic Cinema benytter Tom Conley det enkle, men effektive analytiske greb at læse film med udgangspunkt i de kort som optræder i dem. Det står én frit for at gøre det samme med litteratur. En række af de egenskaber ved en læsning i stedets perspektiv som jeg har nævnt indtil nu, følger næsten automatisk med i købet. Kortet som fortolkningsstrategi er tydeligt i Franco Morettis Atlas of the European Novel 1800-1900 og i Barbara Piattis ambitiøse kortlægning af en række af litteraturens virkelige steder i Die Geographie der Literatur.

I begge tilfælde er kartografien et analytisk instrument til fortolkning af litteratur. Denne aktive brug af en anden videnskab peger på den dialektik imellem videnskaber som er en central komponent i det man på engelsk kalder adjacent discourses, tilgrænsende diskurser. Det betegner litteraturvidenskabens stadig hyppigere partnerskaber med traditionelt fjernereliggende videnskaber som f.eks. jura, arkæologi, medicin, biologi og altså i stedsforskningens tilfælde, geografi.

6 Kortet minder om at stedet altid allerede er tegn. Det er så meget desto mere påtageligt hvis vi tænker det i

Malet original Arne Jacobsen 7’er-stol. 2011

16 DANSK NOTER

litteraturens eget perspektiv sådan som George Perec gør det i Espèces d’espaces. Først er der en blank side, så er der nogle ord, og før man ved af det, er der opstået et sted. Det er en genkommende pointe i megen kulturog medieanalyse at stederne kommer til os medieret af billeder, ord og lyde. Samtidig består stederne selv i stadig højere grad af symboler. Det er i hvert fald en af de ting der karakteriserer den særlige og mere og mere fremherskende type af steder som Marc Augé har døbt ikkesteder. Den fænomenologiske analyse af stedet må – som Michel Foucault gjorde opmærksom på da han i foredraget ”Andre rum” anerkendende fejede Gaston Bachelards Rummets poetik til side – suppleres af en semiotisk såvel som en historisk.

I ”Udvikling af et rum” fra Rejsen til Ribe demonstrerer Peter Seeberg hvor lidt der skal til for at læseren kan se stedet for sig, hvor få genstande og koordinater forfatteren behøver at skrive ind i sin tekst før læseren, som en anden kartograf, giver sig til at udmåle og forestille sig en verden. Hans egen tekst gør så minimalt brug af sanselige detaljer at den selv bliver som et kort for læseren der må læse en verden ud af det.

For Seeberg går skellet ikke mellem en litteratur som er midt på stedet, og et kort som er oven over det, men mellem begge dele og så virkeligheden. I tekstens rum kan man, som på et kort, se over Stillehavet fra San Francisco til Hawaii og videre til Japan. Det kan man ikke i virkeligheden, ”for jorden krummer, og dit rum [kære læser] krummer ikke. Der er kun ligeud.”

7 (en tilføjelse) Seebergs læser kan se hele vejen til Japan. Stedets genre er lige så meget rejselitteraturen som det er selvbiografien. Alligevel er det som sagt som om man ikke kan sige sted uden at sige hjemsted eller ligefrem hjemstavn. Man bør skelne imellem den lokallitteratur med politisk kant fra begyndelsen af det 20. århundrede som går under betegnelsen Det folkelige gennembrud, og så den såkaldte hjemstavnslitteratur som Inge-Lise Hjort Vetlesen i Dansk litteraturhistorie forbinder med 20’erne og 30’ernes konservative, nationale og sentimentale udvanding af Det folkelig gennembrud til pastoral landlivsdigtning. Så meget desto mere skudt helt ved siden af er det at tale om sider af den aktuelle litteratur som hjemstavnsdigtning. Så hellere måle den med Det folkelige gennembrud. Men også her er der indlysende store forskelle skabt af de hundrede år som er imellem teksterne, hele skredet fra landbrugssamfund til indu-

”At læse litteratur i stedets perspektiv er at rette opmærksomheden imod omgivelserne og først dernæst imod den at vi faktisk aldrig strialisering og urbanisering der taler, og det der sker […] har været moderne. til globalisering.

Opmærksomheden Så heller ordet lokallitDet er et spil med forgrund og baggrund. over for stedet skriteratur for en litteratur som ver sig ind i en æstetaler ud fra et bestemt sted, tisk vending inden for humanistisk forskning. Æstetisk et sted som betyder noget for nogen, og som adskiller i betydningen sanselig. En vending imod tingene og sig fra andre steder. Sådan en litteratur vil spille spillet det materielle, imod affekterne og percepterne, imod med figur og grund og lade stedet optræde på samme stedet og det der foregår i luften mellem os. Læs Hans niveau som jeget, karaktererne og handlingen. Men Otto Jørgensens romanserie, Hestenes øje, The factory, igen: Steder findes overalt i litteraturen, ikke kun i Sæt Asta fri og Strange days indeed. Det er lokallitteratur, den der undersøger det lokale. Den yderste filosofiske ovenikøbet med valgslægtskaber i Det folkelige genpointe med stedet og denne manipulation af grund og nembrud. Men det er også en litteratur der pejler disse figur er at den anfægter skellet imellem menneske og langt mere dybtgående rystelser, og som forandrer litting, imellem det menneskelige og det ikke-mennesketeraturen i processen. lige. Brugt på den måde tydeliggør stedet med Bruno Latour at det modernes distinktioner står for fald, ja,

”

LITTERATUR Marc Augé: ”Fra steder til ikkesteder”, Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted. Aarhus: Aarhus Universitetetsforlag 2010.

Gaston Bachelard: La poétique de l’espace. Paris: Presses Universitaires de France 1958.

Mihail Bachtin: ”Kronotopen. Tiden och rummet i romanen. Essäer i historisk poetik”, Det dialogiska ordet. Gråbo: Bokfölaget Anthropos 1997.

Ernst Bloch: ”St.-Paulus-Kirche in Worms”, Litterarische Aufsätze. Frankfurt am Main: Surkamp Verlag 1965.

Edward S. Casey: Getting Back into Place: Toward a Renewed Understanding of the Place-World. Bloomington: Indiana University Press 1993.

Edward S. Casey: The Fate of Place. A Philosophical History. Berkeley/Los Angeles: University of California Press 1998. Se også ”Hvordan man kommer fra rummet til stedet på ganske kort tid”, Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted. Aarhus: Aarhus Universitetetsforlag 2010.

Michel de Certeau: ”Vandringer i byen”, Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted. Aarhus: Aarhus Universitetetsforlag 2010.

Michael Chabon: ”Maps and Legends”, Maps and Legends. San Francisco: McSweeney’s Books 2008.

Tom Conley: Cartographic Cinema. Minneapolis/London: University of Minnesota Press 2007.

Philippe Delerm: Det havde regnet hele søndagen. København: Borgen 1998.

Per Olov Enquist: Kartritarna. Stockholm: Nordsteds 1992.

Michel Foucault: ”Andre rum”. Slagmark nr. 27.

Hans Ulrich Gumbrecht: Stimmungen lesen. Über eine verdeckte Wirklichkeit der Literatur. München: Carl Hanser Verlag 2011.

Martin Heidegger: ”Bauen Wohnen Denken”, Vorträge und Aufsätze.

Phullingen: Neske 1954.

Ursula K. Heise: Sense of Place and Sense og Planet. The Enviromental

Imagination of the Global. Oxford/New York: Oxford University Press 2008.

Hans Otto Jørgensen: Hestenes øje, The factory, Sæt Asta fri og Strange days indeed. Gyldendal: København 2008, 2009, 2010 og 2012.

Bruno Latour: Vi har aldrig været moderne. Et essay om symmetrisk antropologi. København: Hans Reitzel 2006.

Henri Lefebvre: La production de l’espace. Paris: Editions Anthropos 1974.

Jean-Francois Lyotard, “Scapeland”, The Lyotard Reader. Oxford/Cambridge Mass.: Blackwell 1989.

Doreen Massey: ”En global fornemmelse for stedet”, Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted. Aarhus: Aarhus Universitetetsforlag 2010.

Anne-Marie Mai: Hvor litteraturhistorien finder sted, bd. 1-3. København: Gyldendal 2010-2011.

Franco Moretti: Atlas of the European Novel 1800-1900. London/New York: Verso 1998. Se også ”Roman og nationalstaten”, Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted. Aarhus: Aarhus Universitetetsforlag 2010.

George Perec: Espèces d’espaces. Paris: Galilée 1974.

Barbara Piatti: Die Geographie der Literatur. Schauplätze, Handlungsräume, Raumphantasien. Göttingen: Wallstein Verlag 2008.

Klaus Rifbjerg: Stederne. København: Gyldendal 2011.

Dan Ringgaard: Stedssans. Aarhus: Aarhus Unviersitetsforlag 2010.

Peter Seeberg: Rejsen til Ribe. København: Samleren 1990.

Wallace Stevens: ”Theory”, Collected Poetry and Prose. New York: Library of America 1997).

Mario J. Valdés: ”At gentænke litteraturhistoriens historie”, Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted. Aarhus: Aarhus Universitetetsforlag 2010.

Inge-Lise Hjort Vetlesen: Dansk litteraturhistorie bind 7. København: Gyldendal 1984.

DANSK NOTER 17

Tema: Hjemstavn

Byens forbindelser Den moderne hjemstavn er en del af globaliseringens netværk. En række nyere danske værker udfordrer grænsen mellem det lokale og det globale, og her er der ikke mindst interesse for storbyen som alternativ hjemstavnsfigur

Find et kort, og tegn en cirkel: Hvor går din hjemstavns grænser? Er det barndommens gade, er det et postdistrikt? Er det vejen til skole, eller byens mure? Måske er din hjemstavn en vildtvoksende metropol, og hvornår går byen så fra at være hjemlig til at være fremmed?

Stedet er et relativt begreb: Ikke nok med at det forandrer sig over tid – skal man forsøge at afgrænse et hjem eller en lokalitet, må man også vide, hvad det skal defineres i forhold til.

Kartografer og geografer taler om det ’lokale’ som et punkt på en skala fra det helt nære (her er det ekstreme eksempel gerne kroppen) til det helt store overblik, det globale. Mellem disse poler kan man inddele verden i et utal af niveauer, der kan bruges til at definere det område, man taler om: en region, et land, en storby, en landsby og så videre. Hvis kroppen er det lokales billede, kan man foreslå landkortet som det globale overbliks metafor. Det er i hvert fald sådan, den stedsfænomenologiske filosof Edward S. Casey formulerer det. Kortet og kroppen indikerer hver deres synsvinkel, og skalabegrebet kan dermed også forstås som en bevægelse fra globalt overblik til lokalt, subjektivt indblik. Stedsfænomenologiens sammenfletning af den subjektive krop og det lokale sted er også en privilegering af nærhed, hvilket Casey formulerer som en modsætning til kortlægningens globale og objektiviserende distance.

Nyere udviklinger i geografisk teori forskyder fokus fra den kiastiske forbindelse mellem krop og sted til en netværkstankegang. Stedet og det lokale er stadig vigtige begreber, men den såkaldte ’relationelle geografi’ kritiserer skalabegrebets hierarkiske orden, der indlejrer geografiske niveauer som kinesiske æsker. Stedet er et produkt af de sociale relationer og de begivenheder, der udspiller sig i rummet. Teoretikere som Doreen Massey og Nigel Thrift gør samtidig op med fænomenologiens interesse for nærhed: Den relationelle geografi forstår snarere det lokale som et knudepunkt i en

18 DANSK NOTER

kompleks strøm af bevægelser. Stedet er altså nok så specifikt, men det er defineret ved sin forbindelse til det, der ligger uden for det, og må begrebsliggøres i sammenhæng med den globale skala, det er del af.

Hjemstavnslitteraturen er en litteratur om steder, som vi har en særlig tilknytning til. Her er sted og subjekt altså allerede knyttet sammen, og derfor kan genren synes at lægge op til en vinkel, der fokuserer på nærhed og lokale afgrænsninger. Men hvad sker der, hvis vi skyder hjemstavnen ind som en begrebslig kile mellem de to tankesæt, jeg har ridset op ovenfor? Det vil jeg undersøge her ved at pege på litterære værker, der alle konfronterer hjemstavnen med netværkets og kortlægningens troper.

Møder i København Den opblomstring af hjemstavnslitteraturen, som man har kunnet iagttage i Danmark de sidste årtier, begrænser ikke sit fokus til provinsens landskaber. Også København fungerer som hjemstavnsmotiv, og iscenesættelsen af hovedstaden som en globaliseret storby er ikke en uvæsentlig tilbøjelighed.

I Katrine Marie Guldagers novellesamling København (2004) spiller byen selv hovedrolle i bogens orkestrering af et væld af karakterers møder og sammenstød på tværs af novellerne. Fortælleren bevæger sig mellem synsvinkler som en nysgerrig flanør, og dét greb er del af, hvad Lars Bukdahl i sin tale ved bogens modtagelse af Kritikerprisen kaldte for Guldagers ’trafikale praksis’.

Også i bogstavelig forstand er København en trafikal bog, der er folk i alle slags transportmidler – fra flypassagerer til fumlegængere. Byen er nemlig ikke bare et netværk, der bringer sine egne borgere sammen i relationer af en kompleksitet, som overstiger deres egne fortolkningsevner. Byen er også en åben struktur – det er en del af netværkets logik hos Guldager, at de små, nære relationer spejles i større geografiske bevægelser.

Synsvinklen skifter frit mellem blikke på forskellige

Af Elisabeth Skou Pedersen, ph.d.-stipendiat i litteraturhistorie, Aarhus Universitet

niveauer, og på den måde bringes flere skalaer i forbindelse: ”Manden, der havde været på forretningsrejse i Sverige, hang oppe i luften og nød indflyvningen over København. Det var klart vejr, og han nød at genkende forskellige steder: Rigshospitalet, søerne. Men når man kom fra Stockholm, havde man også følelsen af at komme til en mindre by. En provinsby, tænkte han. Flere kilometer under ham lå hans søn i entreen og undersøgte tæppet.”

Fra barnets kropslige og jordnære perspektiv er byen stor, men fra faderens overflyvende synsvinkel bliver København en del af et endnu større kartografisk mønster. At de to opfattelser sameksisterer og forbindes i den familiære relation, er sigende for novellesamlingens billede af den globalt forbundne hjemstavn.

Den samme dobbelthed går igen i byens funktion som ramme for det tilfældige møde eller sammenstød – det er en by, der er stor nok til, at man kan føle sig fortabt i mængden, men lille nok til, at der alligevel er en fælles identitet, om end karaktererne bærer den alene.

Det er altså krydsningen af subjekter, der er i fokus.

Samme vinkel på København finder man i Gerd Laugesens gonzoagtige kortprosareportager i Møder (2009), hvor hun beretter om de usandsynligt skæve karakterer, der bliver ved med at opsøge hende i det offentlige rum. Hun møder en nøgen mand i S-toget. Hun møder en kvinde, der roder i Nettos skraldespand, og hun møder en mand, hvis smokingjakke er størrelse 12 år.

Figurerne udfoldes sjældent – i stedet får vi et anekdotisk indblik i deres liv, som i ”Damen med skoene”, der i sin fulde længde lyder: ”I genbrugsbutikken sidder en dame med grå permanentede krøller. Hun fortæller, at hun bruger størrelse 43 i sko. Da hun skulle konfirmeres, fik hun sin brors aflagte sko, og de blev malet med hvid maling. Da hun nåede op til alteret, var al malingen faldet af dem, og de var sorte igen.”

Laugesens bog afslører netop en fascination af de uudfoldede fortællinger, som hun støder på i byrummet. Ligesom hos Guldager antydes det, at der findes

en sammenfletning af byens skæbner, som de enkelte karakterer ikke selv kan få øje på. Guldager bruger et strikketøj med tabte masker som metafor for det uoverskuelige netværk – hos Laugesen er det en rød tråd, som hun bliver ved med at støde på i konkret form (på gaden, om en venindes håndled), mens den metaforiske sammenbinding forbliver uhåndgribelig. De lokale indblik antyder muligheden af et større overblik, men det må stykkes sammen af anekdoter, situationer og løsrevne følelser. Det er en metonymisk kartografi, hvor helheden kun er indirekte til stede via fragmenterne.

Betragtet som hjemstavnsfortællinger tegner de to bøger et billede af København som en by, hvor mangfoldige tilknytninger krydser hinandens spor. Byen som helhed er et konglomerat af disse bevægelser, der giver fragmentarisk indsigt i den andens liv, og hvor overblikket forbliver usynligt. Samtidig indebærer denne flettelogik en åbning af byen mod den større verden, der perspektiverer fortolkningen af hovedstaden som en storby: Den er stor og lille på én gang.

En søgen efter sammenhæng For jegfortælleren i Amalie Laulund Trudsøs debut Koordinater (2013) er København nu stor nok og ganske uoverskuelig. Kortprosasamlingen (der egentlig har struktur som en roman) præsenterer sig som ’Københavnertekster’, og kunne kaldes en omvendt hjemstavnsfortælling. Jeget er en ung pige, der flytter fra den sjællandske provins til København, og teksterne beskriver hendes forsøg på at finde sig til rette i byen.

Hun foretager altså en bevægelse væk fra hjemstavnen i traditionel forstand, men samtidig er bogen netop et

”De lokale indblik antyder muligheden af et større overblik, men det må stykkes sammen af anekdoter, situationer og løsrevne følelser. Det er en metonymisk kartografi, hvor helheden kun er indirekte til stede via fragmenterne.

”

DANSK NOTER 19

”Fanget af fangst” 100 x 100 cm, 2010

20 DANSK NOTER

”Guldager bruger et strikketøj med tabte masker som metafor for det uoverskuelige netværk – hos Laugesen er det en rød tråd, som hun bliver Den kropslige metafor forsøg på at etablere en hjemved med at støde på i konkret form – broer som sener – marlig tilknytning mellem jeget kerer et skift fra det helt og det nye sted. (på gaden, om en venindes håndled), lokale, men hjemløse ”Tankeløst forærer man og desorienterede, blik mig byen, dens hinde over mens den metaforiske sammenbintil en ny orientering og naturen af ulige elementer: tilknytningsfølelse, da sten, plastic, metaller,” klager ding forbliver uhåndgribelig.

Københavns løsrevne dele jeget ved sit første møde smelter sammen i et netmed hovedstaden. Der er værk af bevægelsesveje. en afstand mellem hende De enkelte koordinater bruges altså her til at tegne et og omgivelserne, og byen fremstår desorienterende og personligt kort over byen, og det organiske, subjektive fremmed. Hver tekst i bogen er benævnt med et købenvæv slutter sig til strikketøjet og den røde tråd som havnsk gadenavn, og titlens ’koordinater’ peger altså metaforer for netværksbyen. på de punkter og steder, som teksterne forholder sig til.

Bogen kan læses som jegets indtagelse af København Byen som fangenet sted for sted: Hver tekst investerer et nyt gadenavn med Guldagers København er koblet op på den globale mening – enten gennem begivenheder eller mere eller verden, Laugesens er en appetitvækkende labyrint mindre tilfældige associationer, som navnet vækker. af uopdagede historier. Og Trudsø finder en balance Det vigtigste er, at jeget gør stederne til sine egne. i tegningen af et personligt mønster hen over byen.

Vender vi blikket ud af storbyen, bliver det muligt at få Koordinaterne er en metafor hentet fra kartografiens øje på et anderledes og mindre positivt billede af den domæne – men byen fremstilles gennem nære, lokale globaliserede by. Peer Hultbergs Byen og verden (1992) er og subjektivt bundne situationer, der synes at stå i en ’roman i hundrede tekster’, der har Viborg som sin modsætning til kortets overblik. Ligesom krydsninhovedperson. Teksterne er anekdotiske, sladderagtige gerne hos Guldager og Laugesen er også koordinatlevnedsberetninger om Viborgs borgere, og der springes systemet et netværk, men et anderledes et af slagsen. frit frem og tilbage mellem forskellige dele af det 20.

Her er tale om et logisk tankesæt, der skal sætte steders århundrede. Gennem læsningen dukker sammenhænge indbyrdes relationer på formel: Det kvadrerede kort er op mellem karaktererne og deres skæbner – på kryds og et orienteringsredskab. Det er også sådan, det fungerer tværs er de viklet ind i hinanden. Teksten selv er også hos Trudsø, men i stedet for at etablere overblikket først indviklet – alenlange hypotaktiske sætninger understrestykker jeget en helhed sammen bid for bid. Dermed ger de komplekse sammenhænge i tid, rum og sociale etableres også en ny betydning af koordinatet, nemlig relationer. krydsningen mellem jegets indre og det ydre rum. Til Hultbergs Viborg er på mange måder en netværksby sidst forløses processen med opdagelsen af en organisk – dens gader og lokaliteter er knudepunkter for sociale sammenhæng mellem byens dele: spor, der krydses gennem tid og rum. Hver fortælling er også et knudepunkt i et større sammenrend af anekdo”Voldanlæggets tegninger er som tuschstreger ter, og selv folks navne synes netværksagtigt indviklede over byens hud, der takket adskiller dette for– vi hører f.eks. om ”fru forhenværende kontorchef i dums fattigkvarter fra Indre By. Tolv bastioner Kreditforeningen Preben E. Simonsen”. En sådan betegangiver, at vi befinder os i en befæstningsby, nelse er selvfølgelig meget præcis – men den er også der engang var sin egen, der ikke engang var en indirekte, idet den fortæller os alt andet end kvindens del af København. Den kan fornemmes, denne fornavn: Hun defineres gennem de relationer, hun egenhed, herude trives man som en mellemindgår i. ting mellem Sjælland og Amager. Alligevel er Ligesom Guldagers København er dette Viborg også det en trøst at tænke på broerne: at se dem for et netværk, der defineres ved sin konstante udveksling sig som sener og vide, at der findes en form for med den omkringliggende verden. Viborgs indbyggere væv.” (91-92) rejser til København, Argentina, USA og Tunis, men by-

”

DANSK NOTER 21

”Betragtet som hjemstavnsfortællinger tegner de to bøger et billede af København som en by,

Sladderens kortlægning af borgernes gøren og laden er et forsøg på at bekræfte en bestemt homogen identitet ved at udpege alt, der er fremmed og anderledes, som upassende eller sågar unævneligt.

hvor mangfoldige tilknytninger krydser hinandens spor. Byen som helhed er et konglomerat af disse bevægelser, der giver fragmentarisk indsigt i den andens liv, og hvor overblikket forbliver usynligt.

”

ens fortællerstemme slipper dem aldrig af syne. Hovedstaden med sine ’farer og forlokkelser’ (104) er mindst lige så fremmed som det udenlandske, og det understreger, at enhver åbenhed i fortællerstemmens øjne indebærer risikoen for moralsk forfald. På samme måde stiller det viborgske blik sig skeptisk over for tilflyttere, og det lader sig ikke gøre at udviske sin fremmedhed, som immigranten Kyra Pedersen må erfare: ”Skønt ingen udenbys fra ville have studset over Kyra Pedersens fremtoning og ment at hun som sådan skilte sig ud fra byens borgere, betragtedes hun dog som en fremmed fugl og først da fru landsdommer Thyge A. Eriksholt følte nødvendigheden af at intensivere sit kendskab til den franske tunge efter at den ugifte datter til landsarkivar Ole Lynggaard i al alvor var blevet foreslået som formand for Alliance Française, begyndte man at forstå hvilken skat byen besad i Kyra Pedersen (…)”

Den russiskfødte Kyra viser sig at være opdraget på fransk, et sofistikeret sprog, men midt i al taknemmeligheden frygter landsdommerfruen alligevel, at hendes franske har fået et ’judeo-baltisk anstrøg’. Og er der noget, man frygter i Hultbergs Viborg, er det kulturelle blandingsprodukter.

Fortællerstemmen lader sig ikke fæstne i en bestemt person, men inkarnerer byens semi-offentlige rygter: Den er på én gang intim og anonym. Sladderstemmen indtager løbende forskellige borgeres synsvinkler på en måde, der kommer til at fremstå invaderende – i sladderens diskurs stilles personlige følelsesmæssige og kropslige erfaringer til offentligt skue og fordømmelse. Det netværk, der bindes i Byen og verden, er altså snarere et fangenet end en positiv forbindelsesstruktur:

22 DANSK NOTER

Alt er ikke længere ens Alle disse værker beskæftiger sig på hver sin vis med hjemstavnens problematikker, og alle iværksætter de en netværkstænkning, hvor den lokale og subjektive erfaring konfronteres med rumlighed i en større skala. Hos Guldager forbindes det nære og det fjerne ubesværet, og København fremstilles som en mangeperspektivisk og åben struktur. Laugesen fremhæver tilfældigheden som et kendetegn ved netværksbyen, og hendes bog er et portræt af hovedstaden og Danmark som mangfoldighedens og mærkværdighedens hjemsted. Tættest på en fænomenologisk subjektivitet kommer Trudsø, hvis koordinat-begreb på visse måder ligner en kiastisk forbindelse mellem jeg og sted. Også her fungerer det lokale dog i sidste ende til udpegning af en større helhed – den helhed, der forbliver uoverskuelig i Møder og i København. Hultbergs fortæller i Byen og verden kæmper en umulig kamp mod globaliseringen – den rablende stemmes utrættelige men umulige forsøg på at inkludere alt og alle i sin fortælling understreger bare, at det lokale altid også er globalt. Verden er trængt ind i byen, hvad enten man vil det eller ej. Det betyder ikke, at den kropslige og subjektive forankring er uvæsentlig, men den genfortolkes i litteraturen som et led i det netværk, der forbinder steder og personer over store afstande. Danmark er stadig lille, men homogeniteten er i opløsning – så meget desto mere er der brug for en nytænkning af, hvordan vi knytter os til de steder, vi kalder hjem.

Litteratur: Katrine Marie Guldager: København, Gyldendal 2004 Gerd Laugesen: Møder, Tiderne Skifter 2009 Amalie Laulund Trudsø: Koordinater, Rosinante 2013 Peer Hultberg: Byen og Verden, Lindhardt & Ringhof 1992 Lars Bukdahl: “Lys og kryds”, Information d. 25. februar 2005 Edward S. Casey: Representing Place: Landscape Painting and Maps, University of Minnesota Press 2002 Doreen Massey: For space, SAGE 2010 Nigel Thrift: Non-representational Theory: Space, Politics, Affect, Routledge 2008 Nigel Thrift: “Space”, Theory, Culture and Society, 23: 2006

”Min overbo” 120 x 120 cm, 2011

DANSK NOTER 23

Tema: Hjemstavn

Hjemstavnsdigtning – en trend i 00’erne I sidste halvdel af 00’erne udgav en lang række af danske forfattere værker, der kredsede om den provinsielle horisont og familiens eller slægtens historie, og i en nytårstekst 2009 skrev kritikeren Erik Skyum-Nielsen programmatisk: ”Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer” (Information den 31-12-09). Jeg vil dels trække nogle af linjerne bagud til den oprindelige hjemstavnslitteratur, som den manifesterede sig i de første årtier i det 20. århundrede og fik en genopblussen med ’bondeslutspil’ i 1980’erne, dels diskutere, hvor konsistent 00’ernes hjemstavnslitteratur er. Snarere end at bekræfte genren bliver den dekonstrueret. Årsagerne hertil er ikke kun æstetiske; det er også radikalt andre samfundsmæssige omstændigheder, der ændrer præmisserne for forståelsen af hjemstavnen. Måske er den aktuelle revitalisering allerede ved at være historie. Alene det forhold peger på det skøbelige i konstruktionen, for hvis der er et remtræk mellem de kunstneriske udtryk og de sociale former og den klassemæssige forankring samt de erfaringer, som forfatterne skriver på, burde hjemstavnslitteraturen ikke være en kortvarig modestrømning i medielandskabet.

Idyllens genre Sidst i 1930’erne, hvor den danske hjemstavnslitteratur har toppet, udgiver den russiske litteraturforsker Mikhail M. Bakhtin Rum, tid & historie, og heri finder man et kapitel om ’den idylliske kronotop i romanen’.

Den inkluderer blandt andet hjemstavnsdigtningen, som omfatter fire basale idyller: kærlighedsidyllen, landbrugsarbejdets idyl, håndværkerarbejdets idyl og familieidyllen. Fælles for disse er betoningen af kontinuitet og en organisk cyklisk bevidsthed. Generationerne hænger sammen, slægt følger slægters gang, og horisonten er afgrænset: ”Det idylliske liv og dets begivenheder er uadskillelige fra denne konkrete krog [de hjemlige skove, fødehjemmet osv. ES] i rummet, hvor forældre og bedsteforældre levede, og hvor børn og børnebørn vil leve. Denne lilleverden er et begrænset og selvtilstrækkeligt rum uden væsentlige forbindelser med andre steder, med den øvrige verden(...). I idyllen er enheden mellem generationernes liv essentielt bestemt af stedets enhed, af slægtslivets århundredegamle tilknytning til et bestemt sted, som dette liv og alle begivenheder i det ikke er adskilt fra” (Bakhtin side 144). Det ligger i kortene, at dette sted er rundet

24 DANSK NOTER

af naturen, af en agrar horisont, ligesom forfatteren er rundet af hjemstavnen og trækker på sine livserfaringer fra lokalsamfundet. Forfatteren er organisk forbundet med den naturorienterede cyklus. Forarbejdningen af naturen og de produkter, denne proces afstedkommer, udgør den basale kondition for tilværelsen i idyllen, hvorfor den kollektive indtagelse af mad og drikke let kommer til at spille en rolle i litteraturen. (Bemærk, at Jens Smærup Sørensens Mærkedage (2007) har tre kapitler med titlerne ”Suppe”, ”Steg” og ”Is”).1 Bakhtins definition lyder: ”Hjemstavnslitteraturens mest fundamentale princip – det århundredgamle ubrydelige bånd mellem generationernes livsproces og en begrænset lokalitet – gentager den rent idylliske relation mellem tid og rum, den idylliske enhed mellem hele livsprocessen og stedet. I hjemstavnsromanen bliver selve livsprocessen udvidet og gjort mere detaljeret (hvilket er obligatorisk i en roman), og dens ideologiske side – sproget, troen, moralen og sæderne – fremhæves, så også den kommer til at fremstå som uløseligt knyttet til en begrænset lokalitet. Nøjagtig som i idyllen er alle tidsgrænserne i hjemstavnsromanen opblødte og menneskelivets rytme afstemt efter naturens rytme” (ibid. side 148).

Af Erik Svendsen, lektor i litteratur og medier, CUID, RUC

tidens civilisering og forbedring af livsvilkår. Men armodens hær er tyngede af års udsigtsløs slid. Det er fraværet af organiseret klassekampsbevidsthed, som de bærende repræsentanter for hjemstavnsdigtningen vil gøre op med. Der er ikke meget idyl over Jeppe Aakjærs og Johan Skjoldborgs engagementslitteratur omkring århundredskiftet. Aakjærs sang om Jens Vejmand er indignationskunst, mens andre digte fra Rugens Sange (1906) orkestrerer det dialektiske naturforhold, og Johan Skjoldborgs roman Gyldholm (1902) er ingenlunde en harmoniserende skildring af et landliv, hvor alle hjælper alle. Skjoldborg bliver husmændenes samlende figur, og hans engagerede litteratur får politisk gennemslagskraft. I takt med forbedringen af livsvilkårene for den agrare underklasse ændrer forfatterskabet sig i en mere hjemstavnsbesyngende retning. Tilsvarende nedtoner Aakjær den politiske vrede, hvad titler som Arbejdets Glæde (1914) og Af min Hjemstavns Saga (1918) vidner om.2 I Gyldendals Litteraturleksikon (1974) defineres hjemstavnslitteratur som ”enhver digtning, hvor forfatterens hjemstavn – dens natur, mennesker og miljøer – udgør såvel forudsætninger som stof”. Forfatteren skal have stærke relationer til området qua opvækst og/eller faSkriften på afstand milierelationer, som det hedder supplerende i et nyere Denne dialektik finder man i den danske litteratur. Hvis opslagsværk, Gads litteraturleksikon (1999). Per definitivi sætter dele af Blichers forfatterskab i parentes og for on må hjemstavnsforfatteren være født ind i det miljø, en ordens skyld nævner Johannes V. Jensens Himmersom senere skildres – en skildring, der konstitutionelt landshistorier (1898-1910), der er tvetydige kærlighedsmå skrives i præteritum, som Withold Bonner noterer i erklæringer til en agrar verden, artiklen ”Mein Problem ist das som bliver overhalet af den Kontinuum” i antologien HeiI hjemstavnens tilstræbt samfundsmæssige dynamik, vil mat (2012, s.141), en titel, der jeg mene, at den første bølge indicerer, at hjemstavnsdigtmonokulturelle enhed finder af folkelig gennembrudslitteraningen er baseret på opbrudstur snarere er politisk engaoplevelser, på kontingensman et gemeinschaft, omgivet gementslitteratur, end den er erfaringer.3 Og på en tidslig harmoniserende og en usamtiafstand, apropos første strofe i af det fjendtlige gesellschaft, dig protest mod det moderne.

Aakjærs ”Naar Rugen skal ind”: Jeppe Aakjær kan tematisere Nu er det længe siden,/men sådan er den radikale den intense forbindelse melend det gjemmes i mit Sind,/ lem det kollektivt arbejdende hvordan i Barndomstiden/ den modstilling mellem traditioner- kjære Rug kom ind,/hvordan menneske og naturen, samtidig med at hans tekster i dens kjærnetunge Top/ ved nes kultur og modernitetens forlængelse af Henrik PontopModers svage Kræfter/ blev pidan har en kritisk agenda. lagt i Lugen op”. dynamik, som kun lader hjemHusmanden, landarbejderen, Jeppe Aakjær og Johan almuen skal vækkes, de fattige Skjoldborg var politisk mobilistavnen eksistere på lånt tid. på landet skal også mærke serende, før de blev regelrette Bakhtins materiale er litteratur fra før-borgerlige samfund, og genren kommer selvsagt i knibe, når den dynamik, som følger med den borgerlige samfundsorden, tager teten. Hjemstavnen overhales, og idyllen bliver en besyngelse af en tabt horisont, en negation af moderniteten, en provinsialisering, der desperat forsøger at sætte en parentes om en enklave, som moderniseringsprocesser vil ophæve, før eller siden. I hjemstavnens tilstræbt monokulturelle enhed finder man et gemeinschaft, omgivet af det fjendtlige gesellschaft, sådan er den radikale modstilling mellem traditionernes kultur og modernitetens dynamik, som kun lader hjemstavnen eksistere på lånt tid. Er genrens besyngelse af det agrare arbejdes fællesskab, nærkontakten med den store (og stridbare) natur og orienteringen mod det nære væsentlige karakteristika, er det omvendt evident, at hjemstavnstænkningen er en tvetydig reaktion på samfundsmæssige moderniseringsprocesser.

Dens rationelle kerne er sansen for mennesket i naturen og det basale faktum, at mennesker drømmer om at leve i overskuelige miljøer, dens problem er trangen til nostalgi, dyrkelsen af det monokulturelle og reaktionær afmagt.

”

”

DANSK NOTER 25

hjemstavnsdigtere, der fokuserede på verden af i går i Vestre Han Herred, Limfjorden og Salling.4 Det betyder, at de to var genuine eksempler på det, som italienske Gramsci kategoriserer som organiske intellektuelle.5 Det vil sige, de skrev som repræsentanter for en specifik klasse: husmændene og landarbejderne – den agrare underklasse. Vi har at gøre med solidaritetslitteratur.

Et samfund set med en bestemt agenda, nemlig ønsket om at fremme den agrare underklasses interesser. De to forfattere vedbliver at være organiske intellektuelle, også når de lader gården eller det lille landbrug, der kæmper med de magre jorde, være verdens navle. Mens husmandsbevægelsen klinger politisk ud, ændrer den litteratur, der engang havde en kritisk dimension, sig henimod det forsonende. Den genuine hjemstavnslitteratur har et nostalgisk drag over sig, kulminerende med Morten Korchs lovprisninger af forbundetheden med jorden, slægten, nationen og den protestantiske tro, alt imens stadig flere vandrede fra land til by. Socialrealisme afløses af ’mystisk realisme’, lyder det i Dansk Litteratur Historie bind 7 (1984), der har et kapitel om hjemstavsforfatterne Sigurd Elkjær, Thorkild Gravlund, Helene Strange og Harry Søiberg som dvæler ved slægtshistorie og lokalområders usamtidighed. Hjemstavnsdigtningen eksisterer i 10’erne og 20’erne, men symptomatisk nok er der ikke et kapitel om fænomenet i den nyeste Dansk Litteraturs Historie. 1920-1960 (2006).

Renæssance eller afskrivning Hjemstavnsdigtningen får en opblomstring i 1980’erne, det årti hvor tvangsauktioner sætter sit præg på landbruget. Morten Arnfred laver en solidarisk film om den trængte landmand, Der er et yndigt land (1983), en ironisk titel, der gør opmærksom på diskrepansen mellem drøm og samfundsmæssig realitet. Forfattere som Arthur Krasilnikoff, Kirsten Thorup og Knud Sørensen udgiver centrale bøger, der tager udgangspunkt i en agrar horisont, og de er med til at afvikle de sidste illusioner om en dansk intakt hjemstavn. Tidligere tiders kollektive arbejde er erstattet af landmanden, der hylder friheden og selvbestemmelse, mens han sidder ensom tilbage på gården, som det fremgår af Sørensens digt ”Produktion” (1987).

I princippet kan en metropol også inkludere nærmiljøer, som mennesker i kraft af bydelens tilstræbte autonomi kan opleve som en hjemstavn. Dan Turélls Vangede Billeder (1975) er denne undtagelsen fra reglen om, at hjemstavnslitteratur er forbeholdt en (foran-

26 DANSK NOTER

dringstruet) agrar erfaringshorisont. Jo stærkere og dybere de samfundsmæssige dynamiseringsprocesser trænger igennem, jo sværere bliver det at fastholde hjemstavnen, hvilket ikke hindrer, at drømmen om den i ny og næ manifesterer sig. Når kunstnerisk repræsentation af hjemstavnen glimrer ved sit fravær i årevis, er det et mentalhistorisk vidnesbyrd om den faktiske underminering af hjemstavnen som modstand mod modernitetens virke – en vægring, der ikke kun kan udlægges som politisk reaktionær. Drømmen om en intens relation til naturen og glæden ved det kollektive arbejde er ikke per definition odiøs.

Johs Nørregaard Frandsen konstaterer i sin artikel ”Erindringens steder og mærkedage”, at cirka halvdelen af danskerne i 1950 boede i landlige omgivelser og havde de små samfunds fællesskaber som dagligt centrum, i 2010 er der højst 2 %, som er forankret i landbrugets verden. Folk, der bor på landet, er overvejende pendlere, der er dybt afhængige af byernes verden. På den baggrund forstår man godt fraværet af tematisering af hjemstavnen, for den eksisterer de facto ikke længere som andet end en svunden drøm hos mennesker, der definitivt har forladt landbruget. I dagens samfundsdebat er hjemstavn erstattet af et stigmatiseret udkantsdanmark. ’Jævnet med jorden’ Det er længe siden, Morten Korch-filmatiseringerne fik folk til at strømme til biograferne; teaterinstruktøren Katrine Wiedemann har begået en remake af det Korchske univers, Fruen fra Hamre (2000), men den er bevidst kitschet og en radikal udstilling af genrens ånd.

Der er ikke meget yndigt fællesskab tilbage på landet, hvis man skal tro nyere danske film, der udspiller sig i provinsen. Hjemstavn og provins er associerede størrelser, men hvor den organiske intellektuelle tidligt i det 20. århundrede forfattede solidariske skildringer af den og (af udviklingens) tabte horisont, der vidner de nyere film om en omvending. Provinsen er lettere skræmmende; helt amok går Ole Bornedal i den dæmoniserende Fri os fra det onde (2009). Peter Schpelern giver i ”Velkommen til provinsen” et vue over afviklingen af den landlige horisont. Var der en gang et modstandspotentiale i de traditionsforankrede miljøer, er der nu set med den metropoliserede intellektuelles briller ikke andet end armod. Hjemstavnsgården i Mifunes sidste sang (1999) er en ruin, og de to filmatiseringer af Erling Jepsens udhængning af det sønderjydske, Peter Schøn-

”AIR” 160 x 160 cm, 2014

DANSK NOTER 27

”En hule” 120 x 50 cm, 2013

28 DANSK NOTER

au Fogs Kunsten at græde i kor (2006) og Henrik Ruben Genz’ Frygtelig lykkelig (2008), stimulerer ikke trangen til at flytte ud på landet.

Jeg siger ingenlunde, at 00’ernes nye hjemstavnslitteratur er lige så distanceret, som fiktionsfilmene er.

Men de har et beslægtet, distanceret blik. Vi får ikke skildringer af mennesker, der vender tilbage til fødeegnen, fordi den er at foretrække, og vi har slet ikke at gøre med organiske intellektuelle, der solidarisk repræsenterer de nye tider i tidslommerne i moderniteten. Suzanne Brøgger er ganske vist indforstået med de lokale i Sølve (2006), men hendes figur adskiller sig radikalt fra dem. En gæst, der finder white trash forfriskende anderledes, finder vi i Helle Helles Ned til hundene (2008), men vi har decideret at gøre med en iagttager, som ikke er en ’naturgroet’ del af et lokalmiljø. Hans Otto Jørgensens mange erindringsbøger har faktisk karakter af studier i en moderniseret hjemstavn, men igen er den meget talende og skrivende en intellektuel, som har svært ved at falde tilbage til sin barndoms rolle som arbejdsdyr. Jeppe Aakjær vendte tilbage til sin egn og blev hyldet; Hans Otto Jørgensen derimod er permanent splittet mellem det gamle og nye.

Opgøret med hjemstavnen kan indbefatte en minimering af stedet; Solvej Balle og Mette Moestrup omfunktionerer begge drømmen om hjemstavnen ved henholdsvis at lade en vandmølle og et træ på mødrenes side være omdrejningspunktet (Moestrup: Jævnet med jorden, 2009), og ved at familiens gamle samlingspunkt, bedsteforældrenes gård, Frydendal, ender som bordel, betjent af sorte illegale indvandrere (Balle 2008). Stedernes aura forsvinder i modernitetens historie. Under drømmen om homogenitet ligger det heterogene. Afmonteringen af hjemstavnen mærkes dels i en koncis analytisk tilgang, dels i en stilistisk pluralisme og narrativ reduktion: ”Sentimentalitet falbyder, tænker jeg, ligesom nostalgien, stivnede idyller, fastfrossen fortid. Den nostalgiske længsel efter hjemstavnen og den svundne tid er per defintion sentimental. Sentimentalitet lukker øjnene for samtiden og græder over et stivnet billede af den gode, gamle hjemstavn” (Moestrup side 28). Når hjemstavnen smuldrer, frisættes måder at nytænke stederne og relationer mellem mennesker på. Skriften bliver hos flere af de nævnte forfattere undersøgende, vævende og fabulerende. Det er ikke tilfældigt, at Balle højfrekvent skriver ’jeg ved ikke’ og ’jeg forestiller mig’. Der er hjemstavnen i dag – en imaginær forestilling.

Noter

Henvisninger

1 Jeg analyserer Smærup Sørensens roman i Svendsen 2009. Det er en forkortet version af en længere analyse, der vil kunne læses i min bog Kampe om virkeligheden. Tendenser i dansk prosa 1990-2013, ultimo 2014.

2 Inge-Lise Hjordt Vetlesens Aakjærstudie Flugtens fængsel (1981) demonstrerer dog, hvordan forfatterskabets kompleksitet ikke forsvinder i idyl.

3 Det er ikke kun i Danmark, at hjemstavnen er dukket op igen. Som bekendt har heimat en særlig historie i Tyskland, og efter nazismens fald var det længe problematisk at forholde sig til den regressive drøm om blut und boden i landlige omgivelser. Edgar Reitz’ tv-serie Heimat (1984-2000) skabte fornyet interesse for den tabte historie, og den første sæson i 11 dele kan ikke anbefales stærkt nok.

Friederike Eigler og Jens Kugeles antologi 2012 giver et godt overblik over nyere heimatforskning. Anbefales skal også en endnu bredere fremstilling, leveret af David Morley 2000.

4 Se også Knud Sørensens to præcise læsninger af de to forfatterskaber, ”Med hjemstavnen som fundament” i Sørensen 1994.

5 Se nærmere i Gramsci1972, specielt kapitlet ”De intellektuelle og kulturens organisering”, skrevet engang i 1930’erne. Gramsci opererer med en anden type, nemlig den traditionelle intellektuelle, der udmærker sig ved at vidergive de traditioner, som understøtter staten og de herskende klassers magt. Spørgsmålet er selvfølgelig, om gymnasielærere kan genkende deres virke i den traditionelle intellektuelle, sagt helt en passant.

Agger, Gunhild m.fl.(1984): Dansk litteraturhistorie 7, Gyldendal Bakhtin, Mikhail M. (1939): Rum, tid & historie. Kronotopens former i europæisk litteratur, Klim 2006 Busk-Jensen, Lise m.fl.(2009): Dansk litteraturs historie 3, Gyldendal Eigler, Friederike m.fl.(2012): Heimat. At the Intersection of Memory and Space, De Gruyter Frandsen, Johs Nørregaard (2012): “Erindringens steder og mærkedage.

Fra Jeppe Aakjær til Jens Smærup Sørensen” i Kim Furdal (red.): På sporet af den tabte tid, Museum Sønderjylland Gramsci, Antonio (1937): Politik og kultur, Gyldendal 1972 Hjordt-Vetlesen, Inge-Lise (1981): Flugtens fængsel, Odense Universitetsforlag Morley, David (2000): Home territories. Media, mobility and identity, Routledge Skyum-Nielsen, Erik (2009): “Gå tilbage, men aldrig til en fuser”, Information den 31-12 Sørensen, Knud (1994): Hvor bor kulturen? Og andre funderinger, Gyldendal Schepelern, Peter (2014): ”Velkommen til provinsen” i Ekko nr. 64 Svendsen, Erik (2009): ”Dansk hjemstavnsdigtning anno 2008. Om Jens Smærup Sørensens Mærkedage” i TijdSchrift voor Skandinavistiek, nummer 1 2009

”At rejse er at leve” collage på LP, 2013

DANSK NOTER 29

Tema: Hjemstavn

Postnummerpoesi - Når rapperne hjemstavnsdigter med respekt En pudsig undergenre i dansk rap siden starten 1988-1989 er hjemstavnsdigtet, der i høje (= lave) toner besynger det sted, den by, det kvarter i kongeriget, rapperen/rapperne bor og/eller kommer fra. Pudsig, fordi hjemstavnsdigtning i den ”rigtige”, ”seriøse” litteratur længe har været dømt ude som utidig og kitschet, med Klaus Rifbjergs Amagerdigte og Dan Turèlls Vangede Billeder, 1974, som de to gloriøse undtagelser, der bekræfter reglen (begge værker er desuden lige så meget erindringstekster, som de er hjemstavnsdigtning, hvis ikke mere; man kunne også godt nævne Jørgen Gustava Brandts, igen stærkt erindringstintede, digtbøger om København fra 70’erne; og ingen kender sørgeligt nok Boris Boll-Johansens lille, genialske poetisk-analytiske (og igen, igen, temmelig erindringshjemsøgte) bog om Rødovre, Solsorten i mit våben, 1999).

Amar Sjovt nok er det lige præcis Amager, Rockers By Choice besynger på deres debutplade Opråb til det danske folk, 1989. Nummeret hedder ”Amar er #1” og begynder med en bogstavelig nedtælling til den autentiske, dialektale stavning: A-M-A-G-E-R – Amar er nummer 1 Det er stedet hvor vi hænger, og har det fedt Tropperne herude bakker os op Alting er centralt stedet er tiptop Engang imellem så får den én på frakken Samles med venner nede i Englandsparken Vores klan vil du sikkert kalde psykopater Vi er Amarkanere, men ikke fra Forenede Stater Total Teater – 47 – Algården og Stjernen Har støttet RBC og de tilhører kernen Amar er nummer 1 – vi ved det er sandt Og helt sikker bedst i det danske land.

Og ja, ja, Rockers er ikke ligefrem de eleganteste rimsmede i lavet, men hvad angår hjemstavnsrap, er de pionererne, og så er der ingen vej udenom respekten (”Sorgenfri Rap” af MC Einar, der var først og bedst, er bestemt ikke nogen hyldest til Sorgenfri (hvor Einar og hans venner til slut ligger brak med ”cola, chips og tobak”)); anden strofe fremhæver Amager som stedet, hvor ”kulturen hip hop blev sat i flammer”. Og her er så tredje strofe: Blodets ø bliver Amar til tider kaldt Men det er rygter, det får du her slået fast Uanset hvor du går, er der gang i gaden

30 DANSK NOTER

Ta’ en tur på Amagerbrogade og tjek facaden Her er menneskene seje, ta´ det for givet Grønne steder, naturen er i live Fladøen bliver den kaldt, intet bakket landskab Her er sammenhold, venskab, desværre også fjendskab 5-øren og stranden om sommeren hvor det sker altid fart på øen, selv når det regner og sner Kastrup - Tårnby - Dragør - Sundby – Christianshavn Star for øens dele, syd for København Her blev vi født vokset op til i dag Har været gennem nedtur, succes og nederlag Amar’s stolthed vil altid vare ved Vi vil kæmpe for vores ø til den sidste er død Tværs gennem al akavethed leverer RBC’s tekst et solidt og komplet blueprint for hjemstavnsrappen: På indholdssiden hyldes hjemstavnen som en sej og rå, men ugleset outsiderprovins, dér hvor det i virkeligheden sker og sner, hvor autenticiteten er i top, hvor subkulturen udfolder sig stærkest og måske oven i købet, som i tilfældet Amager, har sin rod (som et lån fra USA!), med andre ord nøjagtig de samme kvaliteter, som rapperen/rapperne mener selv at indeholde, og på den led er hjemstavnsrappen altid én stor ego-metafor. På formsiden myldrer det med uformidlede opremsninger af gade-, lokalitets- og personnavne, parallelt med brugen af indforstået lingo og i sjældne tilfælde dialekt. Og så er der altid battle-aspektet: Det er i sammenligning med alle de andre åsteder, såvel centrale som decentrale, at hjemstavnen skiller sig ud, København City er opreklameret og indbildsk, og alle de andre provinsbyer og forstæder er bare kedelige; nøjagtig ligesom rapperen/ rapperne skal hævde sig i forhold til de andre rappere,

Af Lars Bukdahl, digter og anmelder ved Weekendavisen

skal deres hjemstavn hævde sig i forhold til de andre(s) hjemstavne.

Kedde, Sønderborg Hjemstavnsdigtningen er løftet ret direkte fra den amerikanske rap, hvor man hylder sit kvarter, sin ’hood = neighborhood, men hvor det desuden spiller en stor rolle, også i rapteksterne, hvilken stat eller rettere kyst man kommer fra, vestkysten vs. østkysten. Der er ikke på samme led en fejde mellem Sjælland og Jylland i dansk rap, i sammenligning med de amerikanske rappere er danske rappere alt andet lige betydeligt mere fredsommelige, når de udæsker hinanden og hinandens baggrund. Østkyst Hustlers gjorde grin med jyder, men ikke med jyske rappere på deres Verdens længste rap, 1995, og da L:RON:HARALD tager fra Sønderborg til København i nummeret ”Langs i Køffenhaun”, 1999, nedlægger han som en selvfølgelighed alt og alle, men finder grundlæggende hovedstaden og sine gode venner blandt de københavnske rappere helt i orden.

Der er flere hyldester til den som udgangspunkt absolut ucool by Sønderborg på gangsterparodikeren L:RON:HARALDS cd’er, og i nummeret ”Nei o Kedde” (ligesom ”langs i Køffenhaun”) fra debut-cd’en Pornogangster, 1999, går han til den ekstrem at smede en stamværtshushyldest, ”Kedde” er nemlig det dialektale kælenavn for værtshuset Christian 2-tal, her er, med oversættelseshjælp fra nettet, en central passage: Wenn L:RON: HARALD han ska langs å drikk baje Æ dæ it møj pjat a gø som a plaje Først da taie æ tuu mæ e spritte [en tur med spritbåden] Så nei i e Minefelt å ind o Kedde Alle anne staie [andre steder] de stinke det tøs æ (det synes jeg] Å Buddy Holly de æ kun få bøsse Fuck Roosevelt de ka da it en ski Æ tai nei å Kedde te va en tii [til hver en tid] Havnen og Århus V og Aalborg og Bagdad Efterhånden som nye rappere op gennem 90’erne ikke bare i stigende grad kom andre steder fra end Storkøbenhavn, men også indrømmede og stod ved det, blev det mere almindeligt med hjemstavnsdigteriske indslag og deciderede hjemstavnsraps. Jokerens ”Havnen” fra Alpha Han, 2003, handler om den gode, gamle outsideprovins Christianshavn, grundigt mytologiseret af tv-

Malet original Arne Jacobsen 7’er-stol, 2012

serien Huset på Christianshavn og rockgruppen Gasolin (Jokeren er tilflytter, hans barndomsby er Hillerød, et faktum, der blev gjort meget grin med, da nummeret hittede, men det er, vil jeg mene, at tage autenticitetsfordringen en kriminalistisk grad for alvorligt: En hjemstavn er ikke en barndomsby, en hjemstavn er det sted, rapperen føler, han har hjemme i det rappende nu).

På remixversionen, som jeg kun har i en mangelfuld udskrift fra nettet, er teksten skiftet ud med en strofe om Århus Vest ved L.O.C., en ny strofe om Havnen/ Christianshavn ved Jokeren og en strofe om Aalborg (dobbelt-a’er er meget, meget, meget vigtigt) ved (vistnok!) Niarn; her kan man virkelig tale om regional diversitet (men ikke om dialektalt diversitet, de taler og rapper sådan ca. lige hårdt og elegant i storbypumastil, på dialekt-boldbanen er L:RON:HARALD stadig den eneste seriøse player, med midtjyske Per Vers frem og tilbage-trippende ved udskiftningsbænken). L.O.C. har det mindste lille stik til Christianshavn: ”Hvor domsmænd mener det vil gøre gavn/ At aftjene samfundstjeneste på Christianshavn”. Først og fremmest har de bare travlt med at prale arm i arm: L.O.C.: ”Hvor der er penge hvor de fucking bør være/ Skotøjsæsker fra gulv til loft, penge på lager/

DANSK NOTER 31

Malet original Arne Jacobsen 7’er-stol, 2011 Hvor vi siger ”Hvad så” når en bager flexer/ Knægte fra Langkjær rundt i Lexer”. Jokeren: ”Det er her selv de gamle damer siger ”hvad så, der”/ Der hvor vi lufter vores Armstaff Tæver/ Der hvor vi stadig slutter fred med de bare næver/ Der hvor Larsen gik rundt, forklædt som voksen/ Der hvor de har Alpha Han i rotation på jukeboxen”. Niarn: ”Jeg er fra dobbelt A/ Vi snakker lædervest og nittebælter/ Der hvor pushere napper mere end de sælger (…) der hvor alle rykker spurt ud med skærefjæs/ der hvor du lærer at tune en knallert før du ”lærer at læse” (jf. udgave på YouTube) læse”.

Niarns Aalborg er lige en god del mere proletariseret og forrået end L.O.C.s Århus Vest og især Jokerens nu om stunder jo temmelig mondæne Christianshavn med de hiphop-hippe gamle damer. Ellers skiller Jokeren sig ud ved både i originalteksten og remix-strofen at fremmane også hjemstavnens fortid og stolte sønner: Det var her Kim Larsen gik rundt.

En helt anderledes praksis, lysår fra oderne til Amager og Aalborg, er besyngelsen af hjemlandet og hjemverdensdelen hos nydanske rappere og frem for alt gruppen Outlandish, der, lysår fra fejden sønderjyskrigsdansk, blander nationalsprogene og rapper på både engelsk, spansk og arabisk (og en sjælden gang på dansk), på nummeret ”El Moro” fra Breads and barrels går respekten ud til både Irak og Palæstina: ”Young kids in Bagdad showing 2 on 3/ Holla West Coast? Naah West Bank for life” Postnummer(t)orden Et kuriøst, men signifikant træk i hjemstavnsrappen er den faste påkaldelse af postnummeret, som om postnummeret overtages, approprieres som hjemstavnens kodificerede hiphop-pseudonym parallelt med Amar og Dobbelt A (Aalborg), og ligesom Jokeren i virkeligheden hedder Jesper Dahl og L.O.C. i virkeligheden Liam

32 DANSK NOTER

O’Connor; det er meget sjældent, tal eller numre får lov til at spille en rolle i dansk poesi, jeg kan på stående fod kun komme i tanke om Per Højholts magiske tal 6512, der både optræder i en romantitel og i indtil flere digttekster.

Her er en ufuldstændig eksempelliste på postnummerpoesi, og som demonstreret kan der sagtens rimes på et postnummer: CAS: ”En kærlig brise strejfer mig og man skulle tro/ at mens mørket sænker sig og gadelygterne på Vesterbro/ tændes, brændes stemningen fast i gadebilledet/ et sidste øjekast til 1650 var som forestillet” ((Kbh.s Vestside, Reflexion, 2000).

L.O.C.: ”Jeg tog en vader gennem 8210/ Fucked op på Hennesy/ Ikke flad men langt fra rig/ I Ben Davis og kakis – det sporter vi” (”Klare den som os”, Dominologi, 2001); ”Tjener penge på alt andet end shoiwbiz/og broderet 8210 på vores Akis (…) Hvor vi mixer lus (?) og juice op i vodka/ Løber rundt med 8210 fra Nokia/ ” (”Havnen-remix”).

Jonny Hefty: ”Der er én ting du bare skal fat’, mand!/ Det er lige så sikker som Master Fatman/ - har dobbelthage/ Man staver 9000 Aalborg (Aalborg)/ - med dobbelt-A” Niarn: ”haha, til alle, mine drenge i Dobbelt A, 9 kilo baby (spoken word intro, ”Dobbelt A”,).

En af mine faste kæpheste er lighederne mellem rap og gamle revyviser (og anden humoristisk brugslitteratur), og jeg kan ikke afslutte denne artikel uden at citere Anton Melbyes forrygende og excentriske revyvise (sunget af Frederik Jensen i Sommerrevyen 1914!) ”Nye postdistrikter”: ”Jeg i går var med min Idé hos ham, De véd nok, Hertz,/ Han syn’s navnlig godt om at sætte Gaderne på Vers,/ Han var elskværdig, og tænk, til Tak gav han mig Haanden paa,/ At jeg mine Breve med første Post sku’ faa -/ Enighedsvej ………. 1/ Todesvej ………. 2/ Trianglen ………. 3/ Fiskergade ………. 4/ Femernsgade ………. 5/ Sjette Afdeling ………. 6/ Syvens Allé ……….

7/ Odinsvej ………. 8/ Nikolajsgade ………. 9/ Tietgensgade ………. 10/ Elmegade ……….. 11/ Toldbodvej ………. 13!”

I got more than I’m loosin’ her i 2000, I kan tigge og be, I kan sætte en ske i en ble, alt kan ske i Frederiksberg C

Teksten i midten – Katrine Marie Guldager

Teksten i midten er skrevet af Katrine Marie Guldager.

Novellen hedder Søndag og er en af fem nye noveller i Guldagers nyligt udgivne ”Samlede noveller” (2013).

Katrine Marie Guldager debuterede med Dagene skifter hænder (1994) og modtog Kritikerprisen for novellesamlingen København i 2004.

DANSK NOTER 33

SØNDAG Det var blevet sent, og han var kørt ned på slipway for at få en øl. Han satte sig i den udendørs restaurant, hvor han kunne se lysene op langs kysten, op mod Kunduchi. Han bildte sig ind, at han kunne se lysene fra universitetet, der lå lidt inde i landet. Tjeneren var inder og nikkede indforstået, det var ikke første gang, han kom ned på slipway i aftentimerne. Slipway var et lille butikscenter på Masakis vestside. Det var her, de hvide familier kom lørdag formiddag, her, man kunne købe den sidste nye bestseller fra England. Manden havde taget et af de yderste borde i restauranten. Han lod sandalerne glide af og mærkede brisen fra havet.

I et stykke tid nu havde han overvejet at tage hjem. Han var gift i Dar es Salaam, havde to børn med en svensk kvinde, der hed Annika, børnene gik i international skole. Han kiggede ud over det mørke hav, drak lidt af den øl, inderen havde stillet foran ham, men den smagte ham ikke. Det var ikke så tit, han kørte ud for sig selv om aftenen, det var en vane, han havde fået de seneste måneder. Hans kone havde ingen interesse i at komme hjem. For hende var det nok at komme hjem hvert andet år. På besøg.

Kvinden, der kom for at mødes med ham, nærmede sig lydløst bagfra. Han blev forskrækket. Så rejste han sig og kyssede kvinden, inderen kom over og spurgte, hvad hun skulle have. Kvinden var mandens kollega, og hun var ligesom ham strandet i Dar es Salaam. Kvinden slog sig ned på bænken over for manden, hun stillede sin rygsæklignende taske fra sig og lynede vindjakken ned. Hun gav et lille suk fra sig, og manden lagde mærke til, at hun havde et hvidt halssmykke på, perler af hvide koralsten, men han spurgte ikke. Han ønskede, at hun var der, han havde selv inviteret hende. Men han ønskede ikke, at der skulle ske mere mellem dem. Ikke nu. Han ville bare gerne sidde i fred og drikke en øl, kigge ud på det mørke, kølige hav. Manden forestillede sig havet som et mørkt værelse.

Hjemme var Annika ved at lægge børnene i seng, hun var ved at læse en historie. Hun sad på en lille skammel med et lagen over hovedet, under lagnet holdt hun en lille lommelygte. Højt-

læsningen foregik på engelsk, for selv om hverken hun eller hendes mand var engelske, så var sproget i huset engelsk. Det var noget, de havde besluttet for flere år siden. Lyset trængte ud gennem lagnet sammen med kvindens stemme. De to børn var begge klar over, at deres far ikke var hjemme.

Manden og hans kvindelige kollega sad stadig og mærkede brisen fra havet. Kvindens hvide halsbånd lyste som misfarvede tænder. Hun havde lyst til at indlede en samtale, men hun havde for længst mærket mandens modvilje. Hun rejste sig og sagde, at hun var nødt til at gå. Manden fik lyst til at standse hende, holde hende tilbage, han ville gerne sige: - Vent!

Han ville fortælle hende om alt det, han tænkte på. Han ville fortælle om sin opvækst i Danmark, sin bror, sine forældres skilsmisse. Han ville made hende, som en fugl mader en unge, og når hun havde taget imod hans ord, ville han give hende endnu flere. Han ville fortælle om sin fars død, om retssagen, om hvordan han blev udstødt af familien: og til sidst var rejst til Afrika. Han kiggede væk, men det eneste, han ønskede, var at fortælle hende det hele, blive sig selv igen. Men den ene historie spærrede for den anden. Historierne knudrede sig sammen til én stor, uformelig masse, og manden var nærmest panisk ved tanken om, at han aldrig ville få fortalt en eneste. Han var som en ballon, man gnider: varm og lige ved at sprænges.

Men han sagde ikke noget.

Han sagde ikke noget, fordi beslutningen var for omfattende. Desuden havde han ikke kun sig selv at tænke på, der var også Annika, der var børnene, som lå derhjemme og kiggede op i loftet. Børnene som han elskede over alt andet, børnene, der rakte deres læber frem som sugemaller, når de ville kysses.

Manden og hans kollega drak ud og gik ud til deres ventende biler, de smækkede bildørene næsten synkront og kørte ud af slipway. Manden i bilen tænkte et øjeblik, at han burde gå til en luder. Kvinden drejede af og tænkte: vi er alle udlændinge.

Manden boede ikke langt væk. Han dyttede foran en sort jernport. Der var to vagtmænd nu, det var der altid om natten.

Fortsættes side 36

34 DANSK NOTER

De havde sorte bukser på, røde skjorter. De kom fra et bureau, der hed ”Ultimate Security”. Manden parkerede og gik ind i huset, Annika havde allerede låst de fleste gitre. Sådan var natten i Dar es Salaam, de hvide låste sig selv inde.

Børnene sov.

Manden gik ind i soveværelset, hvor Annika lå på sengen og læste. Hun havde smidt tæppet af sig, hun var nøgen. Hun havde en arm under kinden, hendes smil var velkommende, men ikke for velkommende, en smule afventende, en smule Mona Lisa-agtigt. Efter at børnene var lagt i seng, havde hun været i bad, hun havde sprøjtet sig med parfume. Hun havde egentlig ikke særlig meget lyst til at sprøjte sig med parfume, hun var ikke i det humør, og hun havde ikke lyst til sex. Hun gjorde det, hun følte, hun var nødt til: manden var som et vildtfarent dyr, der skulle gennes ind i huset.

Døren ud til badeværelset stod åben, manden børstede tænder. Annika ville ikke spørge, hvor han havde været. I stedet spurgte hun, hvordan hans dag var gået. Manden spyttede.

Han kiggede sig i spejlet og tænkte: hvordan kan du holde dig selv ud?

Annika sagde, at hun havde savnet ham. Hun sagde, at hun havde reserveret plads på deres favoritrestaurant i weekenden.

Hun ville prøve at få børnene passet. Det sidste sagde hun med lidt af den fortrolighed, der altid havde været imellem dem.

Lidt af den fortrolighed, der stammede fra det særlige, der var deres, det rum, hvor de havde mødtes første gang, og hvor de stadig mødtes.

Men stemmen var blottet for nærvær, det var den høflige rutine, der talte. Manden mærkede det, klædte sig af og kravlede desperat ind til sin kone. Han var flov. Han fandt hende, og han fandt hende ikke. Han kravlede ind til hende, kyssede hende, han ønskede brændende, at han havde lyst.

Da de stod op, var deres hushjælp allerede kommet, kaffen summede på kaffemaskinen, Annika var ved at riste brød.

Manden hentede et sovende barn, hun hentede det andet, det var, som om hele familien stadig sov, som om søvnen stadig dryppede drømme ned i deres hjerner. De rakte te og kaffe

og brød frem og tilbage til hinanden, de slubrede og knasede og skar ost, det hele foregik langsomt og trygt, de var som en stor organisme med otte arme, fire munde og en masse tænder. Manden tog et ad gangen børnene med på badeværelset, så de kunne børste tænder. Annika fik et par minutter til at læse avis.

Hun mumlede: – Tak, skat.

Det var sådan, det var.

Børnene fik pakket tasker, de gjorde vrøvl og modstand og nægtede at gå med ud til bilen, de fortabte sig i lege og fantasier og ligegyldigheder, og så gik de alligevel med. Familien kom af sted. Manden satte først børnene, så Annika af og kørte på arbejde. Allerede i receptionen mødte han sin kvindelige kollega, der ikke sagde noget, men blot nikkede. Manden bemærkede, at hun stadig bar den hvide halskæde.

Manden gik ind på sit kontor. Han sagde til sig selv: det kan ikke blive ved på denne her måde. Manden satte sig ned, lænede sig tilbage. Det havde han sagt til sig selv i mange år nu: det kan ikke blive ved på denne her måde. Telefonen ringede.

Manden havde et møde senere på formiddagen. Det var nemt nok. Han kunne lave sit arbejde med lukkede øjne.

Kontoret lå med udsigt ud over Det Indiske Ocean, og manden betragtede havet. Det skiftede farve fra dag til dag, det var roligt, oprørt, der var lavvande, højvande, af og til stank det frygteligt. Nogle kvinder gik i vandkanten og samlede skaller.

Det bankede på døren. Kvinden med koralsmykket kom ind.

Hun sagde ingenting. Hun gik rundt om bordet, satte sig op på det. Hendes øjne fulgte mandens blik. Hun sagde, at hun skulle skilles. Det var sket aftenen før. Manden kiggede spørgende på hende, men han spurgte ikke. I stedet drejede han stolen tilbage mod stranden, hvor der foregik et eller andet: to hvide mænd var oppe at skændes med tre sorte. De tre sorte mænd havde tilsyneladende et eller andet, som de hvide mente tilhørte dem. De pegede på en genstand.

Manden sad stadig og fantaserede om, hvad det var, de tre sorte gadesælgere havde fået fat i, da hans sekretær kom ind og ville gennemgå dagens møde med ham. Han kiggede på

DANSK NOTER 35

hende og mærkede en usigelig glæde ved den afstand, der var mellem dem.

Da det blev søndag, tog han hele familien med til Sydstranden.

De holdt og ventede på færgen, der skulle fragte dem derover, de kørte ombord, og så snart alle de gående fik adgang til færgen, låste han dørene. Livet var noget, der fandt sted udenfor.

Eksplosionen af farver og stoffer og mennesker, havluften, solen, varmen og stanken af sved: det var alt sammen noget, der var udenfor. Annika sagde, at hun ville gå ud og trække luft et øjeblik, manden misbilligede det, men han kunne ikke bede hende om at blive inde i bilen. Han kunne ikke have den stilling, han havde, og så åbent erkende, at han var bange for sorte mennesker.

Annika gik ud.

Hun gik hen i stævnen, kiggede ud på det brusende vand og følte sig træt. Der var mennesker alle vegne, afventende, snakkende, bærende på tunge byrder, nogle kiggede efter hende, nogle gjorde ikke. Hun var som et omvandrende stykke fremmedhed, et stykke hud, der var syet ind i det forkerte tæppe.

Hun indåndede havluften.

Færgen lagde til, tømtes for fodgængere. Bilerne kørte langsomt ud og gennem mængden af gående, mængden af handlende, køleren strejfede en kvinde med appelsiner på hovedet. På Kipepeo var der kun hvide. De sorte sørgede for parkering, grillede fisk og åbnede sodavand. Det tilhørende stykke strand var 400 meter langt, der kom kun folk i deres egne biler. Annika havde allerede genkendt folk, de kendte, folk med børn i samme skole. De skiftedes til at gå i vandet. Først ham, så hende. Han med begge børnene, hende alene. Det Indiske Ocean var varmt som et badekar.

Da de kom, havde de bestilt maden, grillet fisk med pomfritter. Manden købte sodavand i baren. De havde alle fire været i vandet, men ingen havde skyllet sig, og derfor spiste de indhyllet i en salthinde, luften mellem dem knasede. De havde sand på fingrene, på læberne. Manden var en smule irriteret, og når han var irriteret, blev Annika eftergivende, vægtløs. Hun gjorde, hvad han sagde, men hun var der ikke, måske var hun bange

36 DANSK NOTER

for ham. Eller rettere: bange for, hvad han måske ville gøre ved deres lille familie.

De havde i sin tid mødtes på en strand hernede, ikke den, de var på nu, men en, der lå nord for Dar es Salaam, oppe ved Kunduchi. Han var på stranden med nogle venner. Hun var hvid og tynd og sad under et træ, hun smurte sig energisk med solcreme. Han var lige ankommet, han prøvede stadig at vaske transitfornemmelsen af kroppen, han var som en desperat nøgle, der søgte døren i det nye territorium, han var kommet til. Måske var det derfor, han var så udfarende, derfor han gik hen og snakkede med hende på en måde, han aldrig ville have gjort hjemme.

Indtil da havde begivenhederne i hans liv formet sig lige så pænt og nydeligt, som havde de været perler på en snor. Han var gået direkte fra gymnasiet ind på den udddannelse, han havde drømt om, siden han var dreng. Han havde gennemført uddannelsen, fået topkarakterer, på ingen tid havde han fået sit drømmejob. Da flyet havde lettet fra Heathrow, havde han lige nået at tænke, at nu manglede han bare en kone. Dagen efter stod han på stranden og mærkede det varme sand under fødderne. Kvinden, der sad under træet, smilede til ham, hun blev hans kone. Han blev far. Perlerækken fortsatte.

Annika havde allerede boet i Dar es Salaam et par år, da de mødtes, hun havde altid været fremmed, hun havde rejst hele sit liv. For hende var tanken om, at et sted på jorden skulle være mere rigtigt end et andet, absurd. Som om mennesker slog rod. Hun så Europa for sig på den måde, skove og atter skove af mennesketræer. Når folk talte om, at de ville hjem, var de bare i dårligt humør, det var hendes erfaring.

Det var ved at blive eftermiddag på Kipepeo. En tjener havde for længst ryddet af bordet, Annika prøvede så vidt muligt at holde øje med børnene. Manden fortalte, at han var nødt til at tage på forretningsrejse en uge, Annika nikkede, og så var det, at det skete. For sit indre blik så han en halskæde, der sprængtes. Han hørte lyden af de hårde perler, der ramte gulvet.

Anni Greve m.fl.:

Storbyen

– urbanisering & urbanitet Hvad er en storby? Hvordan opstår storbyer, og hvordan forandrer de vores samfund, bevidsthed og hverdagsliv?

Storbyen er både farlig, forførende og et vindue ind i det moderne samfund. Denne bog giver forskellige indblik i, hvordan den kan studeres, og klæder eleverne på til ekskursioner, studieture og projektarbejde i undervisningen.

Forfatterne introducerer centrale teorier og meto­ der indenfor bysociologi, antropologi og by­ planlægning, og temakapitler om blandt andet ghettoer, gentrificering, migration og natteliv giver mulighed for fordybelse og tværfagligt samarbejde mellem bl.a. samfundsfag, dansk, religion, historie og biologi.

224 sider Skolepris: kr. 159,-

Lotte Schou og Susanne Ørnstrøm Dansk og historie i samspil – temaer i lange linjer Denne bog lægger op til at undervise tematisk, samtidig med at undervisningen spreder sig over tid. Fagene mødes omkring flere forskellige temaer med myten som det gennemgående. Således lægger danskmaterialet op til arbejdet med myter, eventyr, mundtlig og skriftlig fortælletradition samt sagprosa. I historiedelen behandles myten som et element i skabelsen af den danske selvforståelse.

95 sider Skolepris: kr. 109,-

forlaget © columbus

Tlf. 3542 0051 • www.forlagetcolumbus.dk

Tema: Hjemstavn

Byen i skriften / skriften i byen Byen, og ikke mindst byens puls, er en evigt inspiration til min skrift, hvor andre søger mod mennesketomme områder for at slappe af, dykker jeg ned i byen, hvor tempoet, fremdriften og de evige kulisseskift sætter deres tydelige spor i skriften, og ikke mindst i mig.

Der er så meget by i skriften, så meget brosten og bydel.

Så mange gader løbende gennem alfabetet, så mange mennesker der stikker hovedet ind i digtene. Så meget opvækst der hænger som vasketøj i mindernes baggårde. Fra flagrende drengedrømme i forstaden, hvor kommunen udgjorde universet, hvor man sjældent krydsede bygrænsen, over folkeskolen og skæbner der flød som floder gennems ens liv, satte sine spor, og buldrede videre ud i verden.

Martin Så folk glide gennem hullerne i systemet godt skjult i forstadens glinsende indpakning de maniske blikke med nerver så tyndslidte som trøjen på deres ryg neglebidende vanvittige med flakkende blikke på hvert gadehjørne med mistroen løbende brændende i årerne forventende at blive forrådt af alle, sig selv og fornuften hørende stemmer tale til dem gennem væggene og rive gulvbrædderne op for at lede efter skjulte mikrofoner kørende i pendulfart i C-toget samlende sig selv, skodder og flasker op i datidens rygerkupeer kun afbrudt af kortvarige tvangsindlæggelser for at blive udskrevet på nye papirer og igen pendle Herlev – Hovedbanen Hovedbanen – Herlev som var togets rytme det eneste der rigtig kunne dulme vanviddet Hvor kraverne vendes (2012) Der er så mange flyttebiler, evigt transporterende en videre i udviklingen, fra forstad til hovedstad, fra bydel

38 DANSK NOTER

til bydel, har flyttet så godt som efter hver udgivelse, og bærer mine gadenavne stolt under huden.

Lige fra Borgbjergsvej, Bentzonsvej, Refshalevej, Ryvej, Frederiksborgvej, Webergade, Amager Strandvej, Sankt Hans Gade, Saltholmsvej og andre flygtige adresser, hvor pickup’en er blevet placeret for at opfange lydene, lægge øret til asfalten og opfange lige netop det steds charme, de hemmeligheder og ende op med hele København som sin baglomme, med lokal kiosk, pizzamand og bodega på hvert gadehjørne.

Fra Borgbjergsvej, med hele Sydhavnen bankende i brystet, med Amager på den anden side af broen, og Vesterbro lurende fra bunden af Enghavevej. * Tagene strækker ryg mod nattehimlen bilerne skyder skygger langt op ad sidegaderne mens fortovene sniger sig videre ud i mørket og neonskiltet lyser blåt over alle Sydhavnens stjerner ** 3A som dirigent fra Mozarts Plads til Trianglen *** Kommer flyvende på frie vinger høj på fadøl og fogedret vokset ud af Sydhavnens sprudlende mavesår Tilpas utilpasset (2008)

Af Claus Høxbroe, beatpoet

Byen der samtidig lærte mig af skrive naturen ind i digtene, flette det sammen som pigtråden på toppen af hegnet, kapslende Ryvej inde mellem natur og lufthavn. Med udkigspost fra bondegårdens 1. sal, toilet på modsat side af gårdsplads, og en så kold vinter, at sneen lagde sig i hofte-højde, og spærrede gaderne af. * Lamperne blinker flyene til sig bader Dragørs nætter i gulligt lys en knitrende nattehimmel Amagers pejsevideo projekteret på teltdugen ** Nøgne som nyfødte står træerne rækker armene i vejret fødderne plantet i den frostramte jord krogede fingre pegende stjernerne på himlen ud *** Solen maler trækronerne bourbonrøde fly og fugle flakser på nattehimlen før de finder ro i mørket de sidste stråler kravler akkurat over længens tag glider gennem vinduet og projekterer musvågen på bogreolen blødt på det skrå loft Før flyene styrter (2011) Byen der konstant sender flashback af minder gennem kroppen, byen der selv en grå-kedelig hverdagsaften ved tastaturet på Bentzonsvej lader Frederiksberg lyse op af inspirationens brændende fakkel. Med lige dele nu-og-her, samt minderne fra opvæksten med Crime Story løbende over skærmen.

Mike Torello vs. Ray Luca Uendelige biljagter med hvinende dæk skridende faretruende ud i svingene flyvende hjulkapsler pistoler bragende borende projektiler ind i bagsæder affyret fra åbne sidevinduer lyssky handler på havnen og altid den sidste fidus der koster livet evig stønnen fra pornobutikkerne skjulte skikkelser med kraven trukket op over næsen lokket til af neonskiltene og de private kabiner dampende kloakdæksler viskende asfalten ud læggende sig som storbyens dis omkring anklerne på nattens kvinder hængende på hjørnerne med løfter om Me love you longtime kunderne svedende duften af konen bort i trange kælderlokaler på udpinte boksmadrasser og pletter fra tidligere kunder glødende cigaretter mellem opmalede ildrøde læber lysende slukkede blikke op og røgen sivende fra mundvigen tøjet dalende mod jorden som regnen i gyderne fra pigerne på podierne roterende om stængerne som møl om en elpære Før flyene styrter (2011) Byen der konstant får mig i knæ over sin afvikling i stedet for udvikling, byen der er en pulserende del af mig, og dermed skuffer mig, glæder mig, overrasker mig, og holder mig kørende, byen jeg deler med så mange, og gør den til lige netop det den er.

DANSK NOTER 39

”Day dream” 130 x 100 cm, 2013

København København jeg gav dig alt og de tog dig fra mig er bange for min kærlighed til dig snart kun bygger på nostalgi og indbildning

København du har altid været noget særligt og man kan langt fra kalde dig billig, men det er nu ikke alt der kan gøres op i kapital

København du kunne være blevet så stor, men alt anderledes og skævt rives op med rod

København jeg savner dig og hænger i de sol-løse sidegader for at finde dig, i håb om du bare gemmer dig

København jeg kan snart ikke genkende dig, du havde så mange muligheder, nu er der kun få skæve lys i adventskransen tilbage

København Jeg er så småt begyndt at blive oprigtig nervøs for at vi glider fra hinanden Tilpas utilpasset (2008)

København der klappes i hænderne over Kim Larsen i enighed om han er kulturskat, men miljøer som det der har formet ham, er ikke længere brugbart

Byen der konstant gør mig nysgerrig på dens historie, der konstant sender nye oplevelser min vej, fra historisk viden, brokvarterernes udvikling, gadernes oprindelse, bygningernes bagage, til nye bekendtskaber, nye kys, nye steder at savne, nye opgange at blive fortrolige med.

København jeg er bange for hvad det kommer til at betyde for os, når vi alle skal normaliseres, hvad hvis vi ikke ønsker det, eller kan det

40 DANSK NOTER

* Byen er fuld af nye mennesker nye ansigter med nye historier nye kvinder og nye måder at kysse på nye vinduer at kigge ud ad nye sofaer at synke ned i nye måder at suge hinanden ind på Hvor kraverne vendes (2012) Byen jeg konstant udfordrer, udforsker, som den udfordrer mig, ser hinanden an, byen jeg konstant vender og drejer, prøver at se fra nye vinkler, som et barn med et spejl foran sig for første gang. Lige dele fascineret af synet, og lige dele ude på at afsløre hvad der gemmer sig på bagsiden. Byen der føles så hjemlig at der til tider må tages afstand, rejses væk, for at kunne se hele billedet.

Hoteller Holder af hoteller fra de helt smadrede Turist Hotellet med cigaretbrændemærker og huller i gulvene efter stiletter med udsigt til endegavl og endestation for skæbnerne over til de familieejede i de små byer Hotel Thisted med duften af hjemmelavede frikadeller sivende ud fra køkkenet ledsaget af kokkens fløjten til de helt luksuriøse med privat elevator til værelset minibar og bellboy klar til at skaffe lige netop det man mangler på lige netop det tidspunkt af døgnet det ønskes Duerne lurer fra oven (Udkommer 2014) Byen, på godt og ondt, byen, med alt og intet, byen, der uden tvivl løber buldrende gennem mine årer, sidder bagerst i hovedet, selv når de fjerneste afkroge af Danmark besøges, byen, der ikke bare er byen, men Byen.

Malede originale Arne Jacobsen 7’er-stole, 2011

DANSK NOTER 41

· v l s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r n a vo op · D nsklæ r-voxp D · k p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s o k r n p Voxpop om hjemstavn p s e a o x r n D p o a æ x l -v pop · D o k · v s r n p e a o x Vi har bedt ·treD forfattere, en litterat og en sociolog om ans r p o æ x v lopfattelser-afvo D k r- at formulere p · s sig omn deres begrebet hjemstavn o p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o æ x · l -v pop D o k r · v s e r r n p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ l s -v pop · ox k r v s e r r n o e a p æ x r l x D o k æ o · v l s v k r p s r e o e r n o p r a p æ x l æ x D o l nsk ærer-v pop · Dansk rer-vo p x l æ x · o l k o v k s p v s r n o r n e p e r a x r D p æ o l æ x · v l k o k s r p an klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p ox klæ ære x · Da Voxpop

Dy Plambek, forfatter

Hjemstavnen var udgangspunktet for min skrift, idet jeg i min debut Buresøfortællinger (2005) brugte min egen hjemstavn, den lille flække Buresø, hvor jeg er vokset op, som en ramme for fortællingerne. Det har fået mange til at tro, at bogen er selvbiografisk, men jeg vil hellere kalde den selvgeografisk, fordi stedet i teksten er virkeligt, som det findes i virkeligheden, men fortællingerne fiktive. Buresøfortællinger undersøger, hvad det vil sige at komme fra et sted, altså betydningen af at have en hjemstavn, hvordan det er med til at skabe identitet for os mennesker. Og også hvordan hjemstavnen er med til at definere den måde, vi forstår verden på, hvordan vi oplever verden. Forholdet til hjemstavnen er særligt, fordi fortællingerne om ens liv tager sit udgangspunkt der. Jeg tror, at man bærer sin hjemstavn med sig som en måde at forstå livet på og se verden ud fra. Steder er jeg blevet ved med at udforske i mine romaner Texas’ rose (2008) og Gudfar (2011) og arbejder også med det i min kommende roman. Mine romaner starter ofte med, at jeg har et sted. Det er definerende for teksten. Hvad der kan ske, afhænger af det sted, romanen foregår. Samhørigheden mellem mennesker og steder er interessant, hvordan de påvirker hinanden. Mennesker skaber stedet, men stedet skaber også mennesker.

42 DANSK NOTER

Josefine Klougart, forfatter

Hvis alting er til låns her i livet, hvordan opstår så den følelse at høre til. Et sted. Det ikke at falde ind, men snarere se sig selv faldet ind, i et landskab, i en familie, en verden eller et perspektiv, en form. At have en hjemstavn er måske mest af alt at leve med et tab, og det er den største sorg, tror jeg. Så står man igen udenfor. At vende tilbage og føle sig fremmed.

Uforsonlige landskaber. På en måde har alt det, jeg har skrevet indtil nu, handlet om at finde et hjem. I erindringen, i kærligheden, i sorgen måske – de midlertidige hjem, som så måske alligevel også kan være skriften, simpelthen.

Skriften, der måske kan være et mere konstant hjem i verden, en hjemstavn, der bliver hos dig, fordi den er foranderlig, følger efter dig som en gammel hund. Du vender dig om, og så står den der og logrer eller spiller død, men simpelthen der. Den konkrete fysiske hjemstavns forbandelse og velsignelse ligger i, at den aldrig kan genfindes, at den ligger i erindringen altid.

Hjemstavnen siddet fast i ansigtet, men som et savn, et hulrum. Noget mistet. Hjemstavnen findes også i litteraturen, der er blevet din gennem skriften eller læsningen. De to befrugter hinanden, kaster en skygge ind over hinanden.

Sådan tror jeg, det er med mig og mine bøger.

Skyggekastning.

x r D p o æ x · v l o k r p v s ære -voxpo · Dan lærer- oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo · klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x l s -v pop · o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o nsk ærer-v pop · ansklæ er-vox o x nskl ærer-vo pop · D ansklær er-voxp o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s r Da klære voxpo · Dan e r p æ x l s o k r n Da klære voxpop · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ o · v l s v k r n p s r e a o e r n D p r a æ x l æ D o l k · v k s v s r n p r n e a o e r a D p r D æ x · l æ · o l k v k s p v s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e n o r r n a p e a æ x D r l p · Dansk rer-vo pop · D nsklæ r e a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x · l e a o r k p D v s o æ · l r n p e k a p x Kristian Ditlev Jensen, forfatter og journalist Hjemstavn – agterstavn

Foto: Søren Rønholt

Jeg kommer fra Holbæk. Men mere specifikt kommer jeg fra Holbæk. Jeg har ingen kontakter længere i min fødeby, jeg har ingen interesser dér, og jeg kan næsten sige som jeg’et i den gamle sang om Tobacco Road: ”Vi lavede en aftale, hvis de kunne holde tanken om byen ude af mit sind, så ville jeg holde mig uden for bygrænsen.” Så snart jeg fyldte 18, flyttede jeg hjemmefra – og ud af byen. Sommetider overvejer jeg, om jeg er en bitter fraflytter. Det er jeg måske nok.

Men jeg har ikke mange positive minder om Holbæk. Dem, jeg har, er stort set altid blandet op med et eller andet negativt.

Enten noget, der har ramt mig helt personligt – svigt, fattigdom, overgreb. Eller også er det mere bare, sådan, i forhold til selve byen. Holbæk er snæversynet, den er selvglad, og så er det på en eller anden måde en meget hård by. Der var altid mere narko, kriminalitet, vold i Holbæk, end der var for eksempel i Roskilde eller Ringsted. Jeg føler mig langt mere tryg på stenbroen.

Hjemstavn Lis Norup, undervisningsadjunkt ved Institut for æstetik og kommunikation – nordisk sprog og litteratur, Aarhus Universitet

Slår man op i ODS under ”Hjemstavn” angives: den egn, hvor man hører hjemme, har sit hjem og sin slægt. At være hjemstavnsforbundet er derfor at være omsluttet af koncentriske kredse. Den inderste udgøres af familiens sluttede enhed, der for sin del indesluttes i slægtens større kreds, som igen er rodfæstet i egnens fællesskab. Yderst fortoner sig fædrelandets abstrakte sammenhæng.

Følger man i ODS nogle af de ord, der har hjem som forstavelse, føjes to bestemmelser til hjemstavnen: 1) ”Hjem-syg” i betydningen den ve, som den, der er borte fra hjemmet og hjemstavnen, hjemsøges af; og 2) ”Hjem-søgelse”: at være plaget af ulykker, gespenster og gengangere.

Vor tids hjemstavnslitteratur ved, at hjemsøgelsens uhjemlige uhygge ikke hidrører fra noget, der er fremmed for hjemmet, men fra det fortrolige og hjemlige selv. Således er hjemmet og hjemstavnen i Erling Jepsens forfatterskab hemmelighedernes sted.

Hjemsygen rammer ikke længere den, der er blevet borte fra hjemmet, men hjemsøger den, der er blevet i hjemmet. For at overleve hjemmets syge og stedets ånd må den stavnsbundne tage benene på nakken.

Til gengæld sikrer den indre hjemstavn, at der altid vil være noget at skrive om.

trale fænomener i den eksilerede Melan Salimi ent bosat i Paris sul kun og tter rsæ ove forfatters sproSociolog, lige og litterære en tetsrejse kan ses som kontekst.

Eksilforfatterens identi den eller nneskeheden, i mæng I denne forsvinden i hele me rer bæ På den ene side g. rin ne po eks elt bb transnationale en slags do ere t sprog, hjem og tidlig ege af kab dss litteratur er der lan et han e tilværelse. ny n de er ov ud s de tale om kulturelle erfaringer, som bre t fremmede landsde n de er e sid n de formationer, der Og på den an er nger og åbninger tag dri hin e sin d me sætter spørgsmålsskab, som blepå en lang rejse. En pro ter fat for e red tegn ved selve ile eks den est er et af kulturer som mod, som først og fremm ebet, ved opfattelsen egr eb ns græ ede matisk form for opbru eksil e kerner og velafgræns e til noget. At skrive i rikker med homogen kb sai tur era opbrud fra noget og ikk gen litt ns mo ho r denne verde nalistisk ideal om en kanter. I stedet opstille istisk er et skift fra et natio heterogen en om al rmationer i en plural rfo ide k ltu tis ku oli de processuelle m hje litteratur til et kosmop som e n oft de t de ver le som et enten-eller, kultur. At betragte he ns de ver noen d, litteratur. Det er ikke he t er mangfoldig nalistiske diskurs. De gør en perspektivistisk lig mu ren tte rfa t fremlægges i den natio ilfo tig rig eks vidsthed, hvor e mellem, hvad der er madisk decentreret be m. ha både-og, hvor grænsern e og ikk g r hin de itc n den besid e, og hvor code-sw besidder kulturen, me og forkert, er flydend tværtimod cenn me le, na rgi ma er code-mixing ikke

DANSK NOTER 43

Udenfor tema

Skriftlig dansk på hf:

Forsøg med digitale prøver Af Nicolai Rekve Eriksen, formand for opgavekommissionen, stx, og Anders Østergaard, formand for opgavekommissionen, hf I det tidlige efterår blev der nedsat en arbejdsgruppe, der fik til opgave at udvikle de eksisterende hf-opgavetyper, så de dels kommer til at indbefatte digitalt materiale, dels lægger op til, at hf-kursisterne inddrager internettet i deres besvarelser. Arbejdet er indtil videre mundet ud i en faglig udredning og et vejledende prøvesæt, der allerede nu er sendt ud som pdf-fil til skolerne sammen med et par eksemplarer af den tilhørende cd-rom (uden kopisikring). Det vil stå kurser/ skoler frit for at tilmelde sig forsøget. Der udsendes flere vejledende sæt. Første eksamen vil være sommer 2015.

Sideløbende vil den gængse hf-prøve i skriftlig dansk fortsætte uændret.

Nedenfor beskriver vi forsøgets baggrund i det tilsvarende stx-forsøg og viser, hvilke ændringer i hfprøven det indebærer: Gruppedelen og det fælles tema forsvinder, og der sker visse justeringer af de enkelte genrer, bl.a. så opgaverne udnytter muligheden for at analysere digitalt materiale og inddrage nettet aktivt i besvarelsen.

Baggrunden for forsøget Allerede i 2008 begyndte Undervisningsministeriet at afprøve et forsøg med internet og digitalt materiale til de afsluttende prøver på stx i fagene dansk, matematik og samfundsfag. Lærerne fra de deltagende forsøgsklasser gav ifølge følgegruppens endelige rapport for forsøget med digitale prøver med adgang til internettet en bemærkelsesværdigt høj anbefaling1, og på baggrund af disse anbefalinger og positive erfaringer er prøveformen fortsat efter forsøgsperiodens udløb. Censorevalueringer og udmeldinger fra lærere, der arbejder med digitalt prøvemateriale i dansk, har i vidt omfang bekræftet forsøgslærernes positive tilbagemelding i 2010.

44 DANSK NOTER

Det første prøvesæt med adgang til internettet blev taget i brug ved den skriftlige eksamen i dansk på stx i 2008, og i 2010 kunne følgegruppen konstatere, at ”de deltagende dansklærere [giver forsøget] en overordentlig positiv vurdering”, og at også ”eleverne har taget særdeles godt imod denne prøveform”. Følgegruppen gav på baggrund af interviews og spørgeskemaundersøgelser udtryk for den opfattelse, ”at den ny eksamensform generelt giver et godt grundlag for at vurdere elevens opfyldelse af danskfagets faglige mål”. Og i højere grad end tidligere giver denne eksamensform mulighed for at evaluere elevens evne til – med læreplanens ord at: – aflæse og uddrage betydningen af trykte og elektroniske medietekster med blik for samspil mellem skrift og billeder – navigere i skærmbaserede tekster samt kunne indsamle, sortere og anvende materiale i trykt og elektronisk form.

Den digitaliserede eksamensform harmonerer således med fagets formål (jf. læreplanens paragraf 1.2), og, konkluderer følgegruppen: ”Tilpasningen af eksamensformen til en moderne medieverden og til elevernes normale arbejdsform er en betydelig gevinst”.

Siden har antallet af deltagende klasser i den digitale prøveform været støt stigende, mens den positive respons har været konstant, bekræfter følgegruppens konklusion fra 2010. ”Lad os da få inddraget internettet til alle hurtigst muligt”, skriver en censor i sin evaluering af den digitale prøve i 2013 og fortsætter: ”Det er en noget mere virkelighedsnær eksamensform, der minder mere om både den dagligdag, eleverne kender, og de fremtidige situationer de kommer til at befinde

”Mobile Home” 120 x 120 cm, 2012 sig i på videregående uddannelser”2. Det er med udgangspunkt i disse erfaringer og positive tilbagemeldinger, at der nu gennemføres et tilsvarende forsøg med digitale prøver i skriftlig dansk på hf.

Den nuværende prøve på hf Dansk A Den nuværende prøve i Dansk A på hf indledes med, at kursisterne får udleveret opgaveformuleringer samt et teksthæfte med paralleltekster. Der afsættes 1½ time til gruppearbejde, hvor kursisterne kan udveksle idéer og indgangsvinkler til emnet og opgaven. Derefter

arbejder kursisterne individuelt i 4½ time på baggrund af det andet teksthæfte, som består af særtekster knyttet til hver af de tre opgaver og først udleveres, efter at den 1½ times gruppearbejde er overstået. Hæfternes tekster og opgaver er sammensat på baggrund af et fælles tema.

Den indledende del, der er afsat til gruppearbejde, har været genstand for både rosende og – især – skosende ord. Den blev i sin tid indført for at ”stilladsere” hf-kursisternes arbejde med stoffet. Utvivlsomt kan den også have denne funktion. Men skønt teksthæfte 1 og

DANSK NOTER 45

”Spunk” 120 x 120 cm, 2012

de 90 minutters fælles forberedelsestid for nogle kursister virker som en inspiration og støtte til det videre arbejde med særteksterne og den individuelle opgave, er der fra flere sider blevet peget på vanskeligheder ved den nuværende prøveform. Af den afsluttende rapport for udviklingsprojektet Formidling og genre på tværs3 fremgår det, at prøveformen ”kan synes ganske kompleks”, og at ”mange hf-kursister har […] vanskeligheder både med at forstå og med at leve fuldt op til fordringerne”. Et af de væsentligste problemer, uddybes det, er, ”at kursisterne har svært ved at udnytte gruppearbejdet”. Dermed gentages et centralt sammenhængende problemkompleks, som bl.a. også har været påpeget i Råd og vink 2011: ”Kursisterne får ofte ikke nok ud af de 1½ times gruppearbejde. Og i den individuelle del anvender de gruppearbejdets resultater og dermed hæfte 1 på en uhensigtsmæssig måde: De lader det fylde for meget, og prisen er både, at stilen bliver ufokuseret, og at kravene til særtekstens behandling bliver underopfyldt”4.

46 DANSK NOTER

Det digitale forsøg på hf – muligheder og forandringer Den digitale prøve på hf giver mulighed for, at kursisterne kan blive præsenteret for flere forskellige typer af materiale. Det er en fordel for en kursistgruppe, hvor ikke alle har de samme læsekompetencer. I ovennævnte rapport Formidling og genre på tværs fremgår det af konklusionen, at et område, der på alle fire gymnasieuddannelser volder vanskeligheder for eleverne i skriftlig dansk, er at ”udarbejde originale, selvstændige og velstrukturerede vinkler på et stof, de sædvanligvis ikke forholder sig reflekteret til – og at skrive med engagement”. Det bredere tekstudvalg og netadgangen vil netop åbne muligheden for aktivt og selvstændigt dels at søge inspiration på nettet til at finde originale vinkler på emnet, dels at samle viden om et stof, der ikke nødvendigvis er en del af kursisternes livsverdener.

Hertil kommer som anført argumentet om, at den digitale åbning er velegnet til at opfylde de danskfaglige mål. Endvidere kan gruppearbejdets sociale stilladse-

ring siges her at blive afløst af den videns-stilladsering, som muligheden for at søge støttende viden på nettet kan give. Man kan forestille sig en kursist, der får en eksamenstekst af en vis Hamsun – og lynhurtigt kan konstatere, at det ikke er en kineser.

Med adgangen til nettet følger en række justeringer af prøveformen: 1 Den tematiske binding ophører. Prøveformen har som anført været kritiseret for sin kompleksitet og for at være for udfordrende og uoverskuelig for hf-kursisterne. En del af kompleksiteten beror på den store tekstmængde, der følger med den todelte prøve og de to teksthæfter, der udleveres undervejs i prøven. Hver opgave vil således have særskilt emne og materiale.

2 Gruppedelen ophører. Den 1½ times indledende gruppearbejde har været et af de væsentligste argumenter for den tematiske binding i den eksisterende prøveform. Gruppearbejde og tema har således betinget hinanden; med temabindingens ophør vil grundlaget for gruppedelen naturligt forsvinde sammen med det fælles tekstmateriale. Samtidig vil tiltaget til at bringe gruppedelen til ophør imødekomme flere års genkommende kritik af den todelte prøveform.

3 Dublering af analyseopgaven – sættet udvides fra tre til fire opgaver. Der stilles to analyseopgaver: Den ene opgave skal bygge på et digitalt tekstforlæg, fx en kortfilm, og den anden opgave skal bygge på et trykt forlæg, typisk en litterær tekst, evt. suppleret med digitalt materiale. Samtidig sker der to navneændringer: Genren ’analyserende oplæg’ ændrer navn til ’analyserende artikel’, og ’argumenterende artikel’ vil fremover hedde ’diskuterende artikel’.

De nye navne ændrer ikke ved opgavernes hidtidige form.

4 Tydeligere betoning af formidlingsaspektet i den introducerende artikel – besvarelsen ledsages af metatekst. For at styrke den anvendelsesorienterede dimension i den skriftlige prøve skal der lægges eksplicit vægt på formidlingsaspektet. Opgavehæftet præsenterer et emne, et tekstmateriale og en opgaveformulering. Kursisterne får til opgave at forholde sig til dette emne og introducere det for læseren i en klar, vinklet og nuanceret form, der dels afspejler genrebevidsthed, dels tager sproglige og formidlingsmæssige hensyn til den intenderede læser. Adgangen til internettet vil være kursisternes mulighed for at finde relevant supplerende materiale, der kan sikre nuance, bredde og udsyn i deres formidlende tekst.

Som noget afgørende nyt skal den formidlende tekst følges op af en metatekst, hvor kursisterne reflekterer over deres valg af fx stil, sprogtone, materialevalg, søgestrategier, anvendte danskfaglige metoder, argumentationsformer og vinkel. Metateksten praktiseres bl.a. i den formidlende opgave i dansk på hhx samt i SRP-formidlingsopgaven på stx.

Konsekvenser for undervisningen Forsøget med digital prøve involverer en læreplansændring i forhold til eksamensformen – stofområder etc. forbliver uændret. Ændringerne bør selvfølgelig inddrages i undervisningen med de fokusområder, forsøget rummer. Det vil uundgåeligt medføre, at man træner kursisterne (mere) i målrettet søgning på internettet, i kritisk vurdering af søgeresultater, i god skik mht. henvisning og brug af netkilder m.m. For nogle lærere vil det måske også give den sidegevinst, at medieanalysen får en mere tydelig og udfoldet plads i undervisningen5.

Noter 1 http://www.uvm.dk/Uddannelser-og-dagtilbud/Gymnasiale-uddannelser/I-fokus-paa-omraadet-gymnasiale-uddannelser/~/media/UVM/Filer/ Udd/Gym/PDF10/101007_it_rapport_13%20september%202010.ashx s. 8-9 2 Censorernes evaluering. Råd og vink 2013 http://www.uvm.dk/Uddannelser/Gymnasiale-uddannelser/Proever-og-eksamen/~/media/UVM/Filer/ Udd/Gym/PDF14/140127%20Evaluering%20Skriftlig%20dansk%20stx%202013.ashx 3 Anders Østergaard, Vibeke Blaksteen, Doris Thrane og Nicolai Rekve Eriksen: Formidling og genre på tværs. Et fagligt udviklingsprojekt om skriftlighed i hf, hhx, htx og stx (Kbh., 2012) 4 Skriftlig dansk 2011. Højere forberedelseseksamen. Censorernes evaluering af den skriftlige eksamen. Råd og vink. http://www.emu.dk/sites/default/files/Skriftlig%20dansk%202011%20hf.pdf 5 På emu.dk kan der findes flere tekster om, hvordan man kan gribe den analyserende artikel i medieanalyse an: http://www.emu.dk/modul/ fors%C3%B8get-med-digital-skriftlig-pr%C3%B8ve-dansk-stx

DANSK NOTER 47

Udenfor tema

”Jamen, hvordan gør man i virkeligheden?”

Konkrete eksempler på, hvad man kan gøre, og hvad man bør undgå i kronikken, essayet og den litterære artikel – en lille teaser

Af Nicolai Rekve Eriksen, Mulernes Legatskole Ved det store censormøde i Odense blev der i 2013 voteret 24850 danske stx-stile. Forud var gået mange lange dage og nætter med spandevis af kaffe, bunker af bugnende kuverter fra Aurehøj, Tarm, Aabenraa … ledsaget af hidsigt udfyldte karakter- og kommentarark med alt fra ubehjælpelige hjerter til udråbstegn, og i ganske særlige tilfælde dødningehoveder og galger med dinglende pindemandselever. Gennem juni måned blandede solsortenes sang sig med en boblen fra de små lektorhjem af frustrationer, glæde, afmagt, benovelse, inspiration og pludseligt opståede ideer til nye forløb, garneret med denne irrationelle følelse af at være blevet brutalt forladt af Gud, når kronikstil nr. 17 i træk om Facebook og velsignelsen ved at kunne holde virtuel kontakt med gamle efterskolekammerater tonede frem i stakken. En del af disse gæve skriftlige censorer tog sig efter mødet tid til at sammenfatte deres oplevelser af og med de mange stile i en mindre censorrapport. Rapporterne giver et værdifuldt indblik i, hvordan det står til med skriftligheden ude i det danske gymnasielandskab: Hvor solidt et greb eleverne har fået om genrerne, hvordan det går med formidlingsbevidstheden, hvor godt de formår at udfolde relevant danskfaglig viden på skrift etc.

Censorernes iagttagelser og vurderinger er traditionen tro blevet sammenskrevet og har dannet grundlag for de årlige Råd og vink. I denne publikation finder man bl.a. råd om, hvad eleverne konkret skal gøre for ikke at påkalde sig censorernes vrede og hidsigt nedkradsede dødningehoveder og galger. Og vigtigere: Giver vejledning til, hvordan man kan skrive klart, sammenhængende og genre- og formidlingsbevidst, så man kan få greb om læseren på den anden side af skriften.

48 DANSK NOTER

Hvad man som både lærer og elev ofte kan savne, er det konkrete og autentiske eksempel på, hvordan man lever op til de enkelte delkrav til den gode formidling: Det er evident, at et anslag er vinklet, at kronikkens karakteristik ikke lukker sig hermetisk om sig selv, og at essayet kobler de gode eksempler med refleksioner på et højere abstraktionsniveau. Men hvordan ser et vinklet anslag ud? Hvordan får man skabt sammenhæng mellem karakteristikken, redegørelsen og diskussionen?

Hvordan bevæger man sig overbevisende fra et konkret iagttagende niveau til det mere abstrakt reflekterende?

På emu.dk kan man finde artiklen Jamen, hvordan gør man det i virkeligheden? Konkrete eksempler på hvad man kan gøre, og hvad man bør undgå i kronikken, essayet og den litterære artikel. Her gives en række autentiske og kommenterede eksempler fra årets eksamensstile på nogle af de problemer, censorevalueringerne i år har fremhævet. De følges op af eksempler på, hvordan velskrivende eksaminander har undgået disse problemer og dermed levet op til kravet om at formidle sig med læseren for øje. Der fokuseres i artiklen på – Indledning og afrunding – Formidling – Kobling mellem del og helhed (nedslag – effekt), litterær artikel – Perspektivering, litterær artikel – Karakteristik, kronikken – Sammenskrivning af redegørelse og karakteristik, kronikken – Bevægelsen mellem konkret og abstrakt, essayet – Essayistisk, personlig sprogtone

”Møller” 100 x 100 cm, 2013

Uddrag af Jamen, hvordan… Om indledning og afrunding til den litterære artikel Indledningsvis ser vi begyndelsen til en litterær artikel, der først og fremmest savner et fængende og appetitvækkende anslag og næppe giver mange læsere en naturlig lyst til at læse videre. Den analyserede tekst omtales slet og ret som ”Teksten”, og vi bringes direkte og uden nogen overordnet præsentation af hverken emnet eller ”teksten” ind i folkevisens handling. Ydermere er det kortfattede handlingsreferat indforstået: Læseren bliver fx ikke oplyst om, at nattergalen er en fortryllet jomfru, hvorfor formuleringen ”sin rigtige skikkelse” kun giver ringe mening. En anden svaghed

ved anslaget er, at det ikke peger ind i artiklen og giver læseren et praj om, hvordan den forestående læsning er vinklet. Det er med andre ord hverken let eller synderligt spændende at stå foran denne litterære artikel: Teksten er en dansk folkevise, hvor vi følger en svends kamp for at få sin jomfru. Folkevisen handler om jagten på nattergalen, jomfruens forvandling, og om hvordan svenden arbejder så hårdt for at fange nattergalen, som i sidste ende kommer tilbage til sin rigtige skikkelse.

DANSK NOTER 49

”Hjerte rum” 140 x 110 cm, 2013

50 DANSK NOTER

(…)

Kendetegnende for de gode besvarelser inden for alle tre genrer er det, at indledningen ofte anslår nogle problemstillinger eller vinkler, der landes i afrundingen, uden at den bliver for firkantet konkluderende.

Indledningen til den litterære artikel er relativt kort, men meget præcis og klar i sin præsentation og vinkling. Den fastholder substansen i novellens tematik – det eksistentielle valg – og leder derved direkte ind i den forestående læsning. Det fortættede resumé formår både koncentreret og pædagogisk at vise, hvilken scene Ida Jessen lader handlingen udspille sig i, og hvilke linjer i handlingsforløbet der er centrale for den del af novellen, der vedrører det eksistentielle valg.

Eksistentielle valg kan være længe undervejs – indtil de en dag slet ikke kan udskydes længere.

Således kan et enkelt blik fra en fremmed være dét, der bliver grundlag for en hel livsomvæltning. Dét får vi et eksempel på i Ude på vandet, en novelle skrevet af Ida Jessen og udgivet i 1997 med novellesamlingen Den anden side af havet.

Gråvejr og regnvejr sætter stemningen i denne historie om kvinden Hanna, der ombord på en færge er på vej hjem fra ferie med sin mand, Abel, og deres fem børn. En kvinde vedbliver at stirre på Hanna, og hun føler noget forandre sig inde i sig. Hannas mand generer hende, og deres forhold er ulykkeligt; da hun møder kvindens blik, får det hende til at rejse sig og styrte væk. På et mennesketomt dæk finder Hanna omsider ro og vender så tilbage til Abel, hvor hun er i stand til at fortælle ham, at de er nødt til at begynde forfra.

Den litterære artikel afrundes med et vinklet udblik.

Fokus er stadig lagt på ”menneskers eksistens og det eksistentielle valg”, men perspektivet er bredt ud til den samtidige litteratur og andre forfattere, der har ladet den samme tematik udspille sig i deres tekster.

Afgørende er det, at de perspektiverende betragtninger konsekvent holdes op mod analyseteksten og de pointer, der netop er blevet udfoldet i analysen og fortolkningen. På den måde trækkes der en klar linje tilbage til både læsningen og indledningen. Resultatet er en stramt komponeret litterær artikel med logisk indre sammenhæng.

På den vis lægger Ude på vandet sig i forlængelse af novellegenrens genkomst i 1990’erne og efter 2000. Ude på vandet stræver ikke åbenlyst efter at sætte et verdensomspændende problem til debat, men er mere beskeden; alligevel stiller den spørgsmål ved menneskers eksistens og eksistentielle valg. Det samme gør sig gældende for den tids noveller: almindelige hverdagssituationer eksamineres, karaktererne udfoldes, og konflikten opstår. Det ses f.eks. i Helle Helle og Simon Fruelunds minimalistiske værker, der går tæt på de pæne overflader og finder brister i det, der udadtil virkede så godt; men også i den mere realistiske tradition, som Ude på vandet falder ind under. (...)

Ida Jessens novelle ender, hvor den startede – på havet – men personerne har flyttet sig, og vi ved som læsere at det er i en sådan grad, at deres liv er ændret radikalt. Hvad der er på den anden side af havet, er det denne gang op til fantasien at forestille sig; men der er ingen tvivl om, at man dér vil finde en ny horisont, og såldes også i Ude på vandet.

Artiklen kan læses i sin fulde længde på danskfagets side på emu.dk.

”Frihed” 2012

DANSK NOTER 51

SYNSPUNKT

Mener du noget?

På disse sider trykker vi forskellige synspunkter der indeholder en danskfaglig problematik. Vi modtager meget gerne indlæg til denne sektion.

Kan man stampe forfattere op af jorden?

– blinde vinkler i skildringen af det moderne gennembrud i ”Litteraturens veje” Johan Christian Nord, cand.mag., ph.d.-stipendiat ved Institut for æstetik og kommunikation, Aarhus Universitet Når man giver sig i kast med formidling af historisk stof til folk uden særlige forkundskaber, eksempelvis gymnasieelever, melder der sig fra første færd en række vanskeligheder i forhold til den nødvendige forenkling: Hvor skal snittene være?, hvor lineær skal fortællingen være?, hvor kraftigt skal man betone entydige følgesammenhænge?, for blot at nævne tre af de delspørgsmål, der må melde sig. Og det er unægtelig en vanskelig vurdering, hvor langt man kan gå i formidlingens navn, før man ved sin forsimpling kan siges at gøre vold mod stoffet.

Her skal det dreje sig om et konkret eksempel på gymnasierettet formidling, hvor fortællingen er skåret på en sådan måde, at der faktisk gøres vold mod stoffet, nemlig skildringen af det moderne gennembrud i Gerd Lütken og Johannes Fibigers lærebog i dansk litteratur Litteraturens veje. Det skal dreje sig om et par afgørende blinde vinkler i denne skildring.

Georg Brandes’ stormtropper Hvis jeg allerede fra begyndelsen skal sammenfatte min overordnede indvending mod Lütken og Fibigers skildring af gennembruddets litteratur, må det blive i form af det i første omgang måske lidt kryptiske spørgsmål, jeg har brugt som overskrift: Kan man stampe forfattere op af jorden? Det, jeg sigter til med dette spørgsmål, er lærebogens fremstilling af forholdet mellem Georg Brandes og de skønlitterære forfattere, der med et udtryk fra bogen blev »stormtropperne« i den kulturkamp, Brandes gav startskuddet til ved sine forelæsninger over den europæiske litteraturs hovedstrømninger i

52 DANSK NOTER

18711. Stormtropperne omtales også som »En hel skare af unge begavede forfattere«, der allerede står »klar i kulissen til at føre hans ideer ud i livet, omsætte dem til bøger af en helt ny og ukendt slags.«2 Som det fremgår af citaterne, formidler Lütken og Fibiger her en opfattelse af ’gennembrudsforfatterne’ som en art brandesiansk kunstnerarmé, hvis virke er at betragte som en direkte følge af litteraten Brandes’ forelæsninger over den nye udenlandske litteratur – og det er denne etablering af et entydigt kausalforhold mellem kateder og skønlitterært skrivekammer, det skal dreje sig om.

Men før vi kommer så langt, skal vi lige genopfriske, hvem det drejer sig om. Et andet sted i de indledende afsnit får vi således at vide, at det i første række – eller hærkolonne – »drejer sig om en række forfattere, der den dag i dag regnes blandt vore bedste: J.P. Jacobsen, Herman Bang og Henrik Pontoppidan«, samt at »I geleddet lige bag dem står en række kendte, men mindre betydningsfulde forfattere som Holger Drachmann, Sophus Schandorph og Erik Skram«3.

I det følgende vil jeg prøve at eksemplificere problemet med forbindelsen mellem kateder og skrivekammer ved at se lidt nærmere på én af de tre store, nemlig J.P. Jacobsen.

Tilfældet J.P. Jacobsen Den første af de tre store, der inddrages, er naturligt nok J.P. Jacobsen, som lærebogsforfatterne behandler under den meget fornuftige overskrift Æstetisk naturalisme.4

”Ro på, båd” 160 x 160 cm, 2011

DANSK NOTER 53

”Uden titel” 100 x 100 cm, 2012 I begyndelsen af deres beskrivelse af tilfældet Jens Peter Jacobsen skildrer Lütken og Fibiger, hvordan den unge bondestudent Jacobsen overværede og vaktes af Brandes’ forelæsninger på Frue Plads og således fremstod som én af de sprængfarlige kulisseeksistenser, der »under Brandes’ næsten hypnotiske påvirkning kan give den danske nationalromantik dødsstødet«, som det hedder i teksten.5 Altså, i udgangspunktet en enkelt historie om en mand, hvis digteriske talent blev sat fri af doktor Brandes.

Det mærkelige er imidlertid, at den mere indgående beskrivelse af Jacobsen, der ligger i forlængelse af indledningen, ikke har stort at gøre med det indledende udsagn om Jacobsens nærhed til det brandesianske projekt, men derimod langt snarere angår en forfatter, der var helt sin egen og endda på afgørende punkter stod i modsætning til både Georg og lillebror Edvard Brandes.

Vi hører således om, hvordan Jacobsen på den ene side

54 DANSK NOTER

var præget af sit naturvidenskabelige studium – han læste og oversatte eksempelvis Charles Darwins Arternes oprindelse – og på den anden side har en udtalt hang til det »æstetiserende og drømmende«6.

Om hans forhold til det brandesianske projekt hedder det specifikt, at »han arbejder helst ved lys og tager Brandes og oplysningsprogrammet dybt alvorligt, men spadserer helst i en mindre klar belysning og drømmer hellere end han tænker«7. Og videre i en slags afsluttende karakteristik af forholdet Brandes-Jacobsen: »Han skriver aldrig programlitteratur, og det er ikke altid, Brandes-brødrene er tilfredse med hans følsomt indlevende stil«.8 Men hvad var det nu lige Brandes ville? Jo, som vi netop har fået at vide i lærebogens indledende skildring af litteraten, havde den unge Brandes et meget klart program – og landets talentfulde forfattere skulle være dem, der bragte det til udfoldelse. Brandes indbød de

unge til at give lods for den problemorienterede æstetiske skaberkraft og derved bidrage til løsning af dette og hint ’ude i samfundet’, men J.P. Jacobsens virke svarede, som Lütken og Fibiger viser, faktisk ikke til denne forhåbning. Han hengav sig til digterisk-diagnostisk beskrivelse og formidling af en både erfaret og æstetisk formet virkelighed og bandt i sin kunst ikke an med løsning af samfundsmæssige problemer. Jacobsens livssyn var – som forfatterne angiver et andet sted – »ikke idealistisk, men naturalistisk«9; han »taler«, som det ligeledes hedder, »mere om erotisk dæmoni, end han taler om seksualmoral«10. Brandes derimod, ville meget gerne tale om seksualmoral – eller nødvendigheden af mangel på samme – og han havde faktisk et idealistisk syn på litteraturens rolle. Han bekendte sig blot til en anden ideologi end den, der på det tidspunkt var den herskende. Brandes ønskede en litteratur, der beskæftigede sig konkret og løsningsorienteret med »kønsmoralen, religionen, ejendomsforholdene og samfundsstrukturen«, som det hedder i afsnittet om »Brandes og det europæiske perspektiv«, 11 og sådan én fik han ikke ligefrem hos Jacobsen.

Problemet er altså, at vi her står over for en meget uformidlet modsætning mellem beskrivelsen af Jacobsen som én af Brandes’ stormtropper og den faktiske virkelighed, at Jacobsen og (den tidlige) Brandes ville noget helt forskelligt; Jacobsen ville digte om en problematisk erfaringsvirkelighed, og Brandes ville løse samfundsmæssige problemer.

Det utilfredsstillende ved denne skildring er, at man på den ene side fortæller, at det var Brandes, der med sit program plantede digterspiren i den unge Jacobsen, uden hvilken thistedboen aldrig ville have indblæst sin ånde i en vis hr. Lyhne, og at man på den anden side beskriver den egentlige milevide afstand mellem de tos kunstsyn – og det vel at mærke en afstand, der var til stede fra begyndelsen. Der er simpelthen noget, der ikke stemmer.

For sagen er jo, at vi i bund og grund ikke véd, om Brandes var den nødvendige betingelse for Jacobsens vej til kunsten. Hvem kan vide det? – og det er netop pointen, at man ikke med sikkerhed kan gennemskue den slags; at impulser og ideers overgang fra hjernekammer til hjernekammer ikke kan afklares med den nærmest matematiske sikkerhed, som Lütken og Fibiger fremskriver. Naturligvis var Georg Brandes og sidenhen lillebror Edvard Brandes overmåde indflydelsesrige som grundlæggere af den kulturradikalisme, der sidenhen

fik stor betydning for livssynet og samfundsindretningen i Danmark. Men at slutte fra denne senere samfundsmæssige historie til, at den brandesianske idealisme så også var den ikke blot primære, men også altafgørende drivkraft bag de naturalistiske forfatteres skønlitterære værker, er og bliver en operation af mere tvivlsom karakter. Det er meget muligt, og sikkert også sandsynligt, at Georg Brandes var en vigtig faktor – en antændingsmekanisme – for J.P. Jacobsen og for mange andre med ham, men i betragtning af hvilken kunst Jacobsen fra første færd skabte, finder jeg det meget vovet at ville indrullere ham så gnidningsfrit i gennembruddets armé, som det er tilfældet i lærebogen.

For Jacobsen, og med ham Bang og Pontoppidan, var ikke ideologisk entydige, de delte ikke den unge Brandes’ optimistiske tro på fremskridtet og frigørelsen. De var derimod i langt højere grad optaget af det grundlæggende problematiske og almenmenneskelige ved selve tilværelsen. Det er netop derfor, de er så store, og derfor vi stadig gider læse dem, derfor vi ønsker, at gymnasieeleverne skal læse dem!12 De var kunstnere i egen ret, hvis virke ikke kan reduceres til resultatet af et litterært vækkelsesmøde på Københavns Universitet.

De var sådanne, der – ligesom enhver anden kunstner – blev den, de blev, gennem en mængde forskelligartede påvirkninger. Det kunne man faktisk godt skrive i en lærebog, for det er ikke anderledes end den virkelighed, vi alle kender. Også geniale forfattere har modtaget et væld af prægninger, og ingen er i stand til at isolere en enkelt blandt disse som den, der fik dem og os ud fra kulissedybet og ind på scenen.

Hvorfor?

Spørgsmålet bliver så, hvorfor Lütken og Fibiger har lagt sig an på en så sømløs, men alligevel uforløst paradoksal, litteraturhistorieskrivning, når nu de – som man kan se i de enkelte forfatterskildringer – meget vel véd og evner at skildre, at fænomenet det moderne gennembrud ikke just er en entydig affære? Det oplagte og velvillige svar er naturligvis, at Lütken og Fibiger har villet tage hensyn til, at gymnasieelever simpelthen bliver nødt til at få historien skåret ud i skematiske, mundrette bidder for at kunne sætte den til livs og drage næring af den.

Men er det virkelig formålstjenligt først at fortælle dem om Georg Brandes som den egenhændige leder for og ophavsmand til de moderne forfatteres skrivelyst, og så sidenhen opremse forskellene mellem ham og dem,

DANSK NOTER 55

der ellers først blev præsenteret som hans ivrige litterære frontsoldater, men så sidenhen viser sig at være helt deres egne?

Efter min opfattelse er der simpelthen tale om en for fattig tiltro til og ambition for elevernes dannelse.

Virkeligheden har flere farver – og litteraturen flere stisystemer – end der bliver plads til i Lütken og Fibigers skildring; og de farver, der forsvinder, og de stier, der dækkes til, er faktisk af afgørende betydning.

umuligt – andet i de pågældende forfatteres liv, og at noget af det mest interessante ved det, vi kalder det moderne gennembrud, faktisk var, at de allerstørste af tidens forfattere, altså de tre store, som vi endnu læser, ikke var fuldblods disciple af Brandes.

Det var der imidlertid andre, der i højere grad var var, nemlig morsomt nok de tre – Drachmann, Schandorph og Skram – der af Lütken og Fibiger omtales som mindre betydelige.

Alternativet?

Men hvad er så alternativet? Hvad er det, jeg vil have Lütken og Fibiger til at gøre i fremtidige opdateringer af Litteraturens veje – eller hvad bør andre lærebogsforfattere gøre for at undgå den didaktiske fristelse til at omstrukturere den danske litteraturs historie fra et vidtforgrenet stisystem til en ensporet motorvej?

Naturligvis er det ikke så ligetil. Der er intet let sted at springe over det didaktiske gærde af vanskeligheder, jeg omtalte i indledningen. Men jeg tror nu alligevel godt, at flertydigheden kunne fremstå tydeligere i den litteraturhistoriske formidling. For man kunne faktisk gøre noget vældig enkelt: Man kunne simpelthen hist og her indføje et lille, ydmygt forbehold, når der fremskrives kausalsammenhænge. For problemet er ikke selve Lütken og Fibigers skildring af de enkelte forfattere, men derimod deres indledende forsøg på at bringe dem i pagt med et brandesiansk skema.

Måske kunne man bare holde fast i, at der ganske rigtigt skete noget i auditoriet på Frue Plads, noget vigtigt, men at der bestemt også skete alt muligt – og

En interessant historie Så mærkelig er historien, og det kunne gymnasieeleverne måske endda lære noget ved at høre. For historien – herunder litteraturens historie – er ikke bare noget, der har fundet sted; den er også noget, der behandles ud fra skiftende synsvinkler, og noget, vi strides om.

Brandes havde selv en meget klar fortælling om sin egen rolle som den store befrier, men de forfattere, der trådte frem i løbet af hans liv og virke, havde også deres – og den var faktisk ikke sammenfaldende med hans, for deres tro på fremskridtet og menneskelivet var ikke den samme, som hans (oprindelig) var.

Det, synes jeg, er en interessant historie, og jeg tror endda, at gymnasieelever også ville kunne have både faglig og personlig gavn og glæde af at høre den lidt klarere fortalt.

Litteraturens veje er grundlæggende et stykke dygtigt udført formidlingsarbejde; jeg har selv læst den i gymnasiet, og jeg kommer sikkert også til at bruge den, hvis jeg en dag skulle blive dansklærer, men jeg ville nu ønske, at fremtidige udgaver bliver endnu bedre.

Noter 1 Jeg anvender online-udgaven af Litteraturens veje og henviser til navn på afsnit og sidetal; her Brandes og det europæiske perspektiv, s. 1 2 En litterær revolution, s. 1 3 En litterær revolution, s. 4 4 At jeg her koncentrerer mig om skildringen af Jacobsen, skyldes et simpelt hensyn til omfanget af artiklen, der ellers ville svulme betragteligt. Det er imidlertid min opfattelse, at et lignende problem gør sig gældende i de indledende skildringer af de to andre – naturligvis med visse afvigelser.

5 Brandes og det europæiske perspektiv, s. 1 6 Æstetisk naturalisme, s. 3 7 Æstetisk naturalisme, s. 1

56 DANSK NOTER

8 Æstetisk naturalisme, s. 3 9 Æstetisk naturalisme, s. 2 10 Æstetisk naturalisme, s. 3 11 Brandes og det europæiske perspektiv, s. 2 12 Lütken og Fibiger nærmer sig faktisk en sådan opfattelse af Jacobsen i slutningen af afsnittet om ham, hvor det hedder, at han netop var sig modsætningen mellem »romantikkens dyrkelse af natten« og »dagens kølige lys« bevidst, og at »hans kunst ikke mindst består i at holde denne modsætning vital og levende«, for det er »ikke sikkerheden, men tvivlen, [der] er nøgleordet hos Jacobsen«, Æstetisk naturalisme, s. 4. Jeg kunne ikke være mere enig!

Dansk på ny iBog® Kom godt i gang med

• Argumentation og retorik

dansk

• Formel og uformel skriftlighed • Introduktion til genrer

i gymnasiet

• Tematisk overblikslæsning • Arbejdsformer • Tekster.

Dansk på ny henvender sig til eleven der med overgangen fra folkeskolen til gymnasiet oplever nye udfordringer i faget dansk.

Scan koden, og få gratis adgang i 2 dage,

Anette Hauge Nielsen, Maria-Katrine Staugaard Lindequist og Julie Baden Korch-Frandsen. Johan Rosdahl (red.)

4 videoklip | 50 illustrationer | 30 opgaver | 10 primærtekster | 175 sider | eBog

eller gå ind på dpn.systime.dk

Dansk på ny udkommer også som trykt bog i sommeren 2014 | Se priser og licenser på systime.dk

dpn.systime.dk

Brug litteraturhistorien iBog® Brug litteraturhistorien er en ny litteraturhistorie til hf og stx.

Udgivelsen introducerer til traditionelt litteraturhistorisk stof og didaktikken er nytænkt. Elever og kursister inviteres ind i litteraturhistorien via:

Klar og didaktisk

gennemtænkt litteraturhistorie

• tematiske vinklinger på det litteraturhistoriske stof • opgaver og aktiviteter der tager udgangspunkt i elevers og kursisters univers • mange historiske og nutidige illustrationer.

”

Derfor synes bogen forhåbentlig kulørt. Det er nemlig motiverende.

Forfatterne

Scan koden, og få gratis adgang i 2 dage,

Mimi Sørensen og Mads Rangvid. Liselotte Henriksen (red.)

14 videoklip | 60 interaktive opgaver | 150 opgaver | 75 illustrationer | 30 primærtekster | 200 ordforklaringer | ca. 190 sider | eBog

eller gå ind på bl.systime.dk

Brug litteraturhistorien udkommer også som trykt bog i sommeren 2014 | Se priser og licenser på systime.dk

dansklf.dk

systime.dk

33 79 00 10

70 12 11 00

bl.systime.dk

SYNSPUNKT

Verdenslitteratur – ?

Af Anne Marie Têtevide Det er nu et par år siden, jeg efter lang og tro tjeneste forlod VUC og gymnasie­skolen. HF var i alle årene mit hjertebarn.

Og hvor ofte stod man ikke der og skulle foreslå et ungt menneske ‘et værk’. Helst ikke for utilgængeligt sprogligt og gerne lige så spændende som historierne fra ‘den virkelige verden’. Helst tematisk inden for en genkendelig for­ståelses­ramme. Dertil kom ens faglige glæde, som fik én til at anbefale vær­ker af en vis litte­rær værdi (hvad det nu ellers er for en størrelse), værker, man måske endda selv holdt af at læse.

Læreplanen for STX beder dansklæreren om at etablere “et møde med kultur- og bevidsthedsformer i Danmark, Europa og den øvrige verden”, og eleverne skal læse “verdenslitteratur i oversættelse”. På HHX skal eleverne “udvikle evne til at begå sig med (…) tolerance og til aktivt at tage del i et demokra­tisk sam­fund”, hvilket vel bl.a. kunne stimuleres ved et bekendtskab med andre kultu­rers litteratur. På HF skal kursisterne læse værker, som skal have en “historisk og genremæssig spredning”. Kort sagt, på alle tre uddannelser anbefales det, at litteraturlæsningen ikke blot er dansk og kano­ nisk, men også inddrager andre landes litteratur.

Hvilken verdenslitteratur læser nutidens dansklærer selv? Hvad anbefaler hun HF-kursisten, hvad udvælger hun til sin undervisning? En bid af James Joyce, Boccacio, en hel saga? En svensk krimi? Dan Brown, Jo­nathan Safran Foer? Er ver­denslitte­ra­tur virkelig verdenslitteratur eller euro­pæ­isk/vestlig lit­teratur? Skal den være det? Hvor meget afri­kansk, caribisk, øst­ asiatisk litteratur læ­ser og bruger den gen­nemsnitlige dansk­lærer? Jo, der er jo Murakami og Mo Yan. Måske har dansklæreren fulgt et en­kelt kursus i post-colo­nial literature på universi­tetet. Men nu hvor den seneste overens­komst også betyder mindre tid til lystlæsning end i min tid? For slet ikke at snakke om det sproglige pro­blem: Det anerkendte svenske litterære tidsskrift for tredje ver­dens litteratur, Karavan, bragte sidste år lange artikler om, hvordan litteratur fra den tredje verden

58 DANSK NOTER

først når os, når den over­sættes og/eller udgives i de sprogli­ge moderlande (England, USA, Frankrig).

Og hvor vil jeg hen med denne lange indledning?

For det første op­for­dre til en fortsat diskussion om begrebet verdenslitteratur i dansklærergrup­pen, mens medier og politikere vifter os om ørerne med, hvor globale vores elever er eller bør være – og det indbe­fat­ ter vel andet end skyping med unge i andre lande om computerspil eller flit­tig hanging-out på YouTube? Ikke et ondt ord om de akti­viteter i øvrigt!

Til min store fornøjelse arbejder jeg nu som oversætter og forfatter. Og fra star­ten som opspringende løve vil jeg nu slutte med at falde ned som en mus: nem­lig med en anbefaling af en fransk roman, som netop er udkommet på forlaget Etcetera i min over­sættelse. Den gamle cirkushest ærgrer sig over ikke at kom­me til at opleve den i en klasse.

Hubert Mingarellis Fire soldater er kort og sprogligt meget letlæst. For­fat­te­ren rubriceres i Frankrig som mellem voksen- og ungdomslitteratur, hvil­ket i mine øjne er et plus, når det gælder værker til HF. Romanens beretning om nogle ugers liv for fire soldater i Den Røde Hær i 1919 indbyder til videre hi­sto­risk læsning, til en diskussion af temaer som krig, frivillig deltagelse i den (sør­geligt aktuelt), kammeratskabets roller, angst og sult, moralsk ansvar. Kort sagt nogle af de store spørgsmål i livet, som man som ungt menneske er optaget af. Endelig er det i høj grad en roman med mulighed for en drenge-identifika­tion, men med en psykologisk indlevelsesevne, som også piger kan blive opta­get af.

Læs romanen, fortæl mig, hvad I og jeres elever synes!

Og derudover kan den glade emeritus anbefale Alain Mban­ckou fra Congo, Amitav Ghosh fra Ganges-deltaet, Michael Ondaatje fra Sri Lanka og Canada, Toni Morrison fra det andet USA, Derek Wallcot fra Saint Lucia, Elif Shafak fra Tyrkiet til jer, der læser andre sprog end dansk!

God fornøjelse, ønsker Anne Marie Têtevide.

Litteraturhistorien – på langs •

1700

1800

1900

2000

En litteraturhistorie i to dele. Første del går på langs igennem litteraturhistoriens perioder fra middelalderen til det 20. århundrede, mens anden del gennemgår genrer på tværs af den traditionelle periodeinddeling.

Litteraturhistorien – på langs og på tværs iBog® er udvidet og ajourført med bl.a.: • Nyt, indledende kapitel om litteraturhistorieskrivning • Ajourført kapitel om den nyeste litteratur • Nyt, selvstændigt kapitel om renæssancen • Ordforklaringer ved ældre tekster • Et afsnit om skyggemotivet i romantikkapitlet • Flere kunstbilleder, billeder fra medieproduktioner og portrætter af alle kanonforfatterne.

Barbara Kjær-Hansen og Tinne Serup Bertelsen. Peter Kennebo (red.)

300 repetitionsspørgsmål | 7 videointroduktioner | 90 billeder | 12 lydfiler | 260 sider | eBog I sommeren 2014 udkommer en ny, opdateret udgave af Litteratur­ historien – på langs og på tværs som trykt bog. Udvidelserne og ajourføringerne er med i 2. udgave af bogen.

Ordforklaringer

Tekstoplæsninger Scan koden, og få gratis adgang i 2 dage,

eller gå ind på litthist.systime.dk

Videointroduktioner

litthist.systime.dk

Se priser og licenser på systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

og på tværs

1600

Din forening

Kursus Årsmøde 2014

GRÆNSELAND – DANMARKSBILLEDER Kursusudbyder Dansklærerforeningen/G Sektionen for stx og hf Kurset laves i samarbejde med Dansklærerforeningen/E Sektionen for hhx, htx og EUD Formål Sort sol i marsklandskab mod vest og grønne dale, marker, fjorde mod øst. Grænseland mellem Europa og Danmark og tyndt befolket område i udkanten af Danmark. Slaget ved Dybbøl mod tyskerne og unge danske mænd i 1. verdenskrig på tysk side. Nationalromantiske spor og globalisering lige om hjørnet. Årsmødet finder sted i Sønderborg, Sønderjylland. Året er 2014. 150-året for slaget ved Dybbøl og 100året for startskuddet til 1. verdenskrig. Formålet er at undersøge grænseskabte og grænseoverskridende Danmarksbilleder. Vi skal udforske stederne hvor slagene stod, og hvor litteratur og kunst har været med til at give mening til det lokale og historien, og kaste blik på hvordan kunsten, sproget, medierne genfortæller og formidler en fælles historie.

Danskfaget befinder sig selv i et grænseland. Med et ben i hver lejr, i den nationale selvforståelse og i invitationen fra en stadig mere global verden, er udfordringen at opdatere fortællingen om det nationale og ikke mindst at opdatere vores fag.

Indhold Årsmødets oplægsholdere er forskere og kunstnere der på forskellig vis undersøger forholdet mellem stedet, historien og danskheden. Hvordan optræder krigen i medier og kunst, og på hvilken måde har grænselandet spillet en rolle som sted i både fysisk og mental forstand? Vi skal en tur på grænsen, og vi skal opleve ny kunst der viser et grænseland mellem nyt og gammelt. Blandt oplægsholderne er bl.a. Tom Buk-Swienty, Kasper Green Krejberg, Anne Marie Mai, Per Vers og Erling Jepsen.

Tid og sted Torsdag den 2. oktober kl. 13 – lørdag den 4. oktober kl. 11, Hotel Comwell, Sønderborg Pris 4500 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 4700 kr. for ikke-medlemmer Ved tilmelding for flere medlemmer i dobbeltværelse: 4000 kr. per person Priserne er ekskl. moms Tilmelding Senest den 1. september 2014 via www.dansklf.dk Kontakt For yderligere oplysninger se program på www.dansklf.dk

60 DANSK NOTER

Kursus Årsmøde 2014

GRÆNSELAND – DANMARKSBILLEDER Kursusudbyder Dansklærerforeningen/E Sektionen for hhx, htx og EUD Kurset laves i samarbejde med Dansklærerforeningen/G Sektionen for stx og hf Formål Sort sol i marsklandskab mod vest og grønne dale, marker, fjorde mod øst. Grænseland mellem Europa og Danmark og tyndt befolket område i udkanten af Danmark. Slaget ved Dybbøl mod tyskerne og unge danske mænd i 1. verdenskrig på tysk side. Nationalromantiske spor og globalisering lige om hjørnet. Årsmødet finder sted i Sønderborg, Sønderjylland. Året er 2014. 150-året for slaget ved Dybbøl og 100året for startskuddet til 1. verdenskrig. Formålet er at undersøge grænseskabte og grænseoverskridende Danmarksbilleder. Vi skal udforske stederne hvor slagene stod, og hvor litteratur og kunst har været med til at give mening til det lokale og historien, og kaste blik på hvordan kunsten, sproget, medierne genfortæller og formidler en fælles historie.

Danskfaget befinder sig selv i et grænseland. Med et ben i hver lejr, i den nationale selvforståelse og i invitationen fra en stadig mere global verden, er udfordringen at opdatere fortællingen om det nationale og ikke mindst at opdatere vores fag.

Indhold Årsmødets oplægsholdere er forskere og kunstnere der på forskellig vis undersøger forholdet mellem stedet, historien og danskheden. Hvordan optræder krigen i medier og kunst, og på hvilken måde har grænselandet spillet en rolle som sted i både fysisk og mental forstand? Vi skal en tur på grænsen, og vi skal opleve ny kunst der viser et grænseland mellem nyt og gammelt. Blandt oplægsholderne er Tom Buk-Swienty, Kasper Green Krejberg og Anne Marie Mai. Tid og sted Torsdag d. 2. oktober kl. 10.30 - fredag d. 3. oktober kl. 17, Hotel Comwell, Sønderborg Der er dog mulighed for at deltage i den sidste del af årsmødet planlagt for Dansklærerforeningen /G til lørdag d. 4. oktober kl. 12. Se program annonceret for Dansklærerforeningen/G. Pris 2900 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 3000 kr. for ikke-medlemmer Ved tilmelding for flere medlemmer i dobbeltværelse: 2500 kr. pr. person Ved ikke-medlemmers deltagelse i årsmødet til lørdag er prisen 4500 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 4700 kr. for ikke-medlemmer.

Ved tilmelding for flere medlemmer i dobbeltværelse: 4000 kr. pr. person Priserne er ekskl. moms Tilmelding Senest den 1. september 2014 via www.dansklf.dk

Kontakt For yderligere oplysninger se program på www.dansklf.dk

DANSK NOTER 61

Din forening Invitation til konference

I oktober 2013 samledes en række undervisere for at diskutere litteraturhistoriens status i hele systemet – fra folkeskole til universitet.

Projekt Ny Litteraturhistorie planlægger nu en opfølgende konference hvor praksis og perspektiv skal være i centrum.

Fra folkeskole til universitet – formidling af litteraturhistorie i undervisning og medier. Hvorfor og hvordan?

Det er en åben konference, og åbenheden markeres ved navneforandring: Vi er nu Netværk Ny Litteraturhistorie.

Tanken er at fokusere på alle de spændende ting der faktisk foregår i undervisningen – frem for at beklage at litteraturhistorie er en truet art.

Når tiden er til det (ved planlægning af reformer, yderligere nedskæringer etc.), vil netværket sætte ind over for politikere og meningsdannere.

Oplysninger om tilmelding etc. kommer senere.

Foreløbig: Sæt kryds i kalenderen. Velkommen!

Konferenceplanlægningen forestås af: Johnny Kondrup, Peter Michael Lauritzen, Ivy York Möller-Christensen, Jens Raahauge og Johan Rosdahl.

Program:

Litteraturhistorie i praksis – en inspirationskonference Arrangeret af Netværk Ny Litteraturhistorie – Fredag den 24. oktober 2014, Københavns Universitet, Amager 10.00:

Velkomst og praktiske oplysninger (Johnny Kondrup, Københavns Universitet)

10.15:

Åbning ved kulturminister Marianne Jelved

10.25:

Forfatteren Oscar K. læser Netværk Ny Litteraturhistories manifest

10.30:

Ivy Möller-Christensen, Universität Flensburg: Refleksioner over manifestet

11.00:

Jens Bjerring-Hansen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: Litteraturhistorien i en digital kultur

11.30:

Lars Stubbe Arndal, professionshøjskolen Metropol: Hologram fra fortiden – med Kingo på dybt vand

12.00:

Frokost

13.00:

Jesper Wung Sung, forfatter: Mine litteraturhistoriske valgslægtskaber

13.30:

Aktiviteter: speed-dating etc., faciliteret af Sisters Academy

14.30:

Kaffe- og tepause

14.45:

Maria R.H. Andersen, Frederikshavn Gymnasium: Mellemkrigstiden og mediebaserede arbejdsformer – et lavpraktisk indblik i litteraturhistorieundervisning i gymnasiet

15.15:

Anders Beier Stokkebæk, Vestegnens Privatskole: Herfra hvor vi står – et optimistisk blik på litteraturhistoriedidaktik i grundskolen

15.45:

Sune Weile, fagkonsulent for Dansk i gymnasiet.

16.00- 17.00

Rundbordssamtale mellem foredragsholdere og publikum

62 DANSK NOTER

Dansklærerforeningen har ansat Lars Dalum Granild som forlagsredaktør og projektleder til ungdomsuddannelserne. Lars kommer fra en stilling som lektor i dansk og filosofi ved Silkeborg Gymnasium, hvor han bl.a. har været faggruppeleder i dansk, medlem af pædagogisk udvalg samt involveret i udviklingsprojekter omkring faglig brobygning og skriftlighed. Han har tidligere været ansat på htx i Randers. Mellem de to gymnasiejob har Lars på Aarhus Universitet lavet en ph.d. om August Strindberg samt været ansat i et projekt omkring litteraturdidaktik. Desuden har han i de seneste år været tilknyttet Dansklærerforeningen dels som redaktionsmedlem og anmelder i Dansk Noter dels som regionsrepræsentant i Midtjylland.

Lars’ primære fokus i den nye stilling vil være at lave fagligt og didaktisk ambitiøse papirbøger til bl.a. Dansklærerforeningens bogpakker og, i samarbejde med Systime, danskfaglige i-bøger. Lars påbegynder arbejdet i Huset den 1. august 2014 efter afslutning af skoleåret og sommerferien. Vi ønsker Lars tillykke med stillingen og glæder os til samarbejdet.

Operation Dagsværk søger faglig sparring hos gymnasielærere Årets Operation Dagsværkkampagne er til fordel for homoseksuelle og transkønnede i Kenya og laves i samarbejde med Sex og Samfund. Sekretariatet er netop hjemvendt fra Kenya hvor unge “4’gere” har indsamlet nyt materiale i form af interviews, førstehåndsberetninger mm. Det er det materiale som udgør rygraden i et nyt undervisningsmateriale.

OD søger i den forbindelse dansklærere, engelsklærere, samfundsfagslærere, historielærere og biologilærere til at gøre undervisningsmaterialet egnet til brug ude i klasselokalerne. Der efterlyses blot et par timer af din tid; et par timer hvor du giver dit besyv med, sparrer med OD og kommer med gode ideer.

Materialet er målrettet brug i AT-undervisningen og kredser derfor om tværfaglige problemstillinger, men det vil også kunne bruges i enkeltfag samt større opgaver.

Har du tid og lyst til at give OD en hånd, så skriv til kampagneleder Anna Lundbak på anna@od.dk

Projektet kan vara inom alla ämnen som ingår i grund- och gymnasieskolans läroplaner.

Ni kan inta ett kulturperspektiv, eller vara kreativa tillsammans med skolklasser från den andra sidan av Öresund.

Projektet vara alla ämnen som ingårmera i grundgymnasieskolans läroplaner.kan Ni kan Det kan kan handla om inom historia, klimatfrågor och mycket – alla och ämnen från grund- och gymnasieskolan involveras.

Ni kan t.ex. få besök av lärare från Danmark/Sverige, eller skapa en gemensam virtuell undervisning inta ett kulturperspektiv, eller vara kreativa tillsammans med skolklasser från den andra sidan av tvärs över Det är din, eller elevernas fantasi vi bjuder in, till ett Öresundsprojekt inom utbildning. Öresund.

Detsundet. kan handla om historia, klimatfrågor och mycket mera – alla ämnen från grund- och Det handlar om samarbete över Öresund mellan danska och svenska grundoch gymnasieskolor. gymnasieskolan kan involveras. Ni kan t.ex. få besök av lärare från Danmark/Sverige, eller skapa en Målgruppen lärare, elever och klasser i grundochDet gymnasieskolorna. kulturinstitutioner gemensam virtuellärundervisning tvärs över sundet. är din, er ellerFörvaltningar, elevernas fantasi vi bjuder in, till och andra kan också söka medel. Men avgörande är att skolan involveras i ett utbildningsförlopp som omfattar ett Öresundsprojekt inom utbildning. Det handlar om samarbete över Öresund mellan danska och språk och andra element från Öresundsregionen. Som minimum ska projektet involvera en part från vardera svenska grund- och gymnasieskolor. sida av Öresund.

Ansökningsfrist är 1 juni 2014 och val av vinnare sker 27 juni 2014.

Målgruppen är lärare, elever och klasser i grund- och gymnasieskolorna. Förvaltningar, Projekt som tilldelats finansiella medel ska vara avvecklade 1 juli 2015. kulturinstitutioner och andra kan också söka medel. Men avgörande är att skolan involveras i ett Pengarna utbetalas i en klumpsumma. utbildningsförlopp somoch omfattar språk och andra element frånsidan Öresundsregionen.

Som minimum Utöver att språket parter från både den danska och svenska av Öresund ska vara involverade, så ska är projektet involvera en part från vardera sida av Öresund. det enda villkoret för beviljandet, att mottagaren själv utvärderar resultatet av aktiviteterna. Detta så att andra kan inspireras av erfarenheterna.

Ansökningsfrist ärkan 1 juni 2014 ansökningsblanketten och val av vinnare sker 27fåjuni 2014.

Via denna länk du hitta samt mer information: http://www.oresundskomiteen.org/naboskolor/

Projekt som tilldelats finansiella medel ska vara avvecklade 1 juli 2015.

Pengarna utbetalas i en klumpsumma.

Utöver att språket och parter från både den danska och svenska sidan av Öresund ska vara involverade, så är det enda villkoret för beviljandet, att mottagaren själv utvärderar resultatet av NOTER DANSK aktiviteterna. Detta så att andra kan inspireras av erfarenheterna.

63

Boglisten v. Lars Granild, lektor i dansk og filosofi på Silkeborg Gymnasium

Henrik Poulsen: tv-serierDk. Lindhardt og Ringhof, 2013 (fås også som e-bog) Tv-serier er populære som aldrig før. Og kvaliteten og ambitionsniveauet tårnhøjt. Det er ikke længere lavstatus hverken at lave eller se tv-serier. Man taler i USA om tiden efter årtusindskiftet som tv-seriens guldalder. I Danmark har særligt DR fulgt trop og haft stor international succes med flere af deres satsninger. Der synes således at være gode grunde til også i danskundervisningen at beskæftige sig med tv-serier. Spørgsmålet er dog hvordan. Det har Henrik Poulsen sat sig for at give et bud på i den foreliggende lærebog, hvis udgangspunkt er, at tv-serier er en sag for danskfaget. Bogen refererer løbende til en lang række forskellige tv-serier og giver således et bredt vue over feltet. Fokus er på de danske tv-serier, men med sammenlignende udblik til store udenlandske serier.

Bogen er inddelt i fire kapitler. Første kapitel indkredser overordnet tv-seriens genrekarakteristika, og teksteksterne og -interne forhold samt seerens rolle belyses. Kapitlet sluttes af med en gennemgang af enkeltafsnit i tre populære og roste danske tv-serier i hver sin undergenre. I disse analyser bringes kapitlets forskellige teoretiske og analytiske begreber i anvendelse på illustrativ vis. I de to efterfølgende kapitler uddybes flere af nøglebegreberne, og nye kommer til.

Andet kapitlet er delt ind i 3 dele. Første del ser nærmere på tv-seriens narrative opbygning med brug af begreber fra klassisk dramaturgi, narratologi og mediefag. Anden del tager fat i de audiovisuelle virkemidler og gennemgår diverse filmsproglige begreber. Tredje del ser på tv-seriens forhold til virkeligheden med fokus på fakta- og fiktionskoder, medietransparens og mediemarkering. Bogens tredje kapitel går dels i dybden med de forskellige genretyper (dramaserie, komedieserie og hybridgenrer), dels udpeges 6 overordnede temaer, der går på tværs af forskellige tv-serier. Fjerde og sidste kapitel er et (over)ambitiøst anlagt kreativt opsamlingskapitel, hvor tanken er, at eleverne skal samle op på bogens forskellige delelementer ved selv at skrive udkast (en såkaldt pitch) til en tv-serieproduktion. Her skal eleverne tænke i forhold til tv-kanal, målgruppe, format, genre, plot, miljø, karakterer og visuelt udtryk. Der skal også laves en synopsis til seriens første afsnit.

64 DANSK NOTER

Bogen er enkelt opbygget, og stoffet velformidlet med et overvejende elevvenligt sprog, brug af faktabokse, der forklarer nøglebegreber, samt opsamlingsbokse.

Desforuden er der løbende enkle og brugbare øvelser, såvel analytiske som kreative. Bogen har også mange danskfagligt relevante perspektiver på tv-serien, fx omkring dens narrative opbygning, genre og forhold til virkeligheden (fakta- og fiktionskoder). Omkring genre og dramaturgi er der tilmed oplagte samarbejdsmuligheder med oldtidskundskab. Bogen har dog en tendens til at gå lidt for langt ned i særligt den mediefaglige værktøjskasse. Er det fx i danskundervisningen nødvendigt at bruge begreber som ”saliens” og ”clusters”? I det hele taget er bogens ambitionsniveau både dens styrke og svaghed. Styrken ligger i, at den klæder læreren godt på til at kaste sig ud i et forløb om tv-serier. Dens velformidlede form gør den nem at oversætte til undervisningspraksis. Svagheden er, at den som elevbog – og sådan er den åbenlyst tænkt – bliver for lang og grundig i forhold til den tid, der er realistisk at sætte af til tvserier i et presset danskfag, hvor mediedelen kun udgør en lille del og andre aspekter også skal dækkes. Denne svaghed træder tydeligst frem i det afsluttende kapitel, hvor eleverne skal ’producere’ en tv-serie. Kapitlet viser, at bogen er tænkt som en helhed, og her er 150 sider klart for ambitiøst. I den forstand sætter bogen sig lidt mellem to stole: Som lærerbog er den unødvendig pædagogisk og som lærebog for lang og ambitiøs i forhold til danskfagets rammer. Et andet problem, som der heller ikke i tilstrækkelig grad tages højde for, er, hvordan man (igen med den relativt sparsomme tid, man har til rådighed) arbejder med serier som serier – altså de plotmæssige seriebuer og den diakrone karakterudvikling.

Jens Kramshøj Flinker: Litteratur i 00’erne.

En ny ideologikritik. Forlaget Spring, 2013 I starten af året var i Information og efterfølgende også på forskellige litterære blogs en debat om, hvorvidt det gav mening at kalde 10’ernes nye forfattergeneration for ”generation etik”, således som Information havde gjort i en artikel i januar. Bl.a. Lars Frost og Amalie Smith opponerede mod betegnelsen, herunder den danske litteraturkritiks hang til at inddele forfattere og litteraturhistorien i 10’er-ismer. For dermed overser

man nemt såvel slægtskaber på tværs af generationer som forfatterskabers indre udvikling. Forfatternes pointe var nemlig, at også meget af 00’ernes litteratur er samfundsorienteret og politisk. Det er blot den samfundsorienterede og politiske læsemetode, der ikke har været i fokus i litteraturkritikken. Sidstnævnte er også en central pointe i Jens Kramshøj Flinkers yderst interessante bog om litteraturen i 00’erne (som dog også går op i 10’erne). Bogen påviser netop en høj grad af samfundsengagement i 00’ernes litteratur, og dens ærinde er at genoplive den ideologikritiske læsemetode, men på det senmoderne samfunds og dets litteraturs betingelser.

Læsemetodens teoretiske og litteraturhistoriske rammer præsenteres i bogens tre første kapitler, hvor ideologikritikken stilles op som alternativ til ”frihedens ideologi”, som if. Flinker er blevet altdominerende i senmoderniteten, og som Flinker kobler med tænkere som Anthony Giddens og Thomas Ziehe. Bogens teoretiske grundlag udgøres primært af Bourdieu og Žižek, men undervejs flettes disse tænkeres begreber også sammen med begreber hentet fra Foucault, Lacan, Baudrillard og Bauman. Metoden udfoldes desuden i kritisk dialog med tidligere tiders marxistiske ideologikritik, dels for ikke at havne i samme dogmatiske blindgyder, dels fordi den nye tids litteratur og samfund kræver en helt anden form for ideologikritik end 70’ernes marxisme. Disse kapitler veksler fint mellem teoripræsentation og konkrete ideologikritiske læsninger af noveller af Martin Kongstad og Pia Juul. Herefter følger en række mere analytisk orienterede kapitler med hver sit ideologikritiske fokus: kapitel 4 om konkurrencesamfundet som velfærdstatens afløser, kapitel 5 om køn og magt og kapitel 6 og 7 om forbrugersamfundet og nydelsens ideologi. Læsningerne trækker på et bredt udvalg af litteratur fra 00’erne – noveller, romaner, digte af såvel etablerede navne som helt nye og mindre kendte navne: Martin Kongstad, Pia Juul, Ursula Andkjær Olsen, Thomas Boberg, Bent Vinn Nielsen, Kristian Ditlev Jensen, Lone Aburas, Lars Frost, Erling Jepsen, Jakob Ejersbo, Christina Hagen, Josefine Klougart, Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager, Anders Bodelsen, Jan Sonnergaard, Kirsten Thorup, Kirsten Hammann, Lars Skinnebach, Nikolaj Zeuthen, Martin Glaz Serup, Mads

Kastrup, Dennis Gade, Rolf Sindø, Mayse Aymo Boot og Rasmus Heiberg. Bogen afrundes med en opsamlende karakteristik af 00’erne med fokus på forskellene fra tidligere tiders ”samfundslitteratur”. En pointe er bl.a., at litteratur ikke eksplicit behøver at rejse store politiske spørgsmål, men at ideologien ofte manifesterer sig indirekte i magt- og dominansforhold i forskellige ”felter” og ofte kan aflæses på det førrefleksive niveau i den fænomenologiske krop.

Med så mange forfattere og tekster i spil siger det sig selv, at læsningerne ikke er udtømmende, men fokuserede nedslag. Fokus er først og fremmest tematisk. Det er mest i digtanalyserne, at formen også medtænkes.

Læsemetoden minder en del om Rune Lykkebergs i Kampen om sandheden, som jo også trækker meget på Bourdieu. Begge har således fokus på den skjulte magt, der ligger i kulturradikalismens og velfærdssamfundets friheds- og frigørelsesprojekt. Inddragelsen af Žižek gør dog Flinkers ideologikritiske læsninger bredere og mere ideologikritiske. Bogen åbner op for gode samarbejdsmuligheder med samfundsfag. Bogen er dog ikke en lærebog, men en bog for læreren at blive klogere af og lade sig inspirere af. Og som sådan anbefales den på det varmeste.

Passage nr. 69: Lyrik på tværs (2013) & Spring nr. 34. Tema: Lyrik (2013) I 2013 har både tidskriftet Passage og Spring haft temanumre med fokus på samtidslyrikken. Det er der kommet mange interessante artikler ud af. Eftersom det er forskningstidsskrifter, bevæger artiklerne sig dog indimellem ind i nicher og teoretiske diskussioner, som er mindre relevante for gymnasiedansklærere. Alligevel giver de samlet set en god fornemmelse af bredden i samtidens lyrik og de forskningsmæssige perspektiver herpå.

Passages temanummer er bredest (men dermed i en anden forstand samtidig smallest) i sit perspektiv. Her er ud over mere traditionelle lyrikanalyser af centrale danske lyrikere også fokus på (udenlandsk) multimedial og digital lyrik; på materialitetens betydning for læsningen af såvel den ’analoge’ som den digitale lyrik; på den polyfone og performative stemme på grænsen mellem skrift og lyd i Ursula Andkjær Olsens interme-

DANSK NOTER 65

diale poesivideoer ”Selvoptagelser”; på sangteksten og forholdet mellem lyrik og musik hos Nikolaj Zeuthen; på den konceptuelle og postproduktive lyrik. Ursula Andkjær Olsen behandles i 4 af 9 artikler og fremstår således som en nøglefigur i samtidslyrikken. Derudover behandles Naja Marie Aidt, Pia Juul, Olga Ravn, Christina Hagen, Amalia Smith og Asta Olivia Nordenhof. Nummeret afrundes med en artikel af Peter Stein Larsen, som argumenterer for, at markante nybrud i litteraturvidenskaben siden 1990 er forløbet i samklang med udviklingen i lyrikken, hvilket han tolker som et tegn på lyrikkens store kvalitative betydning, som ikke afspejles i lyrikkens beskedne salgstal eller plads i mediebilledet. Ud over Stein Larsens artikel vil jeg særligt fremhæve Krista Stinne Greve Rasmussens artikel om boghistorie og nymaterialitet, Susanne Kemps om sproglig fornyende strategier hos Pia Juul, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen og Louise Mønsters om krop, køn og identitet hos yngre danske kvindelige lyrikere.

Peter Stein Larsens skelnen mellem en centrallyrisk og interaktionslyrisk strømning i samtidslyrikken i doktorafhandlingen ”Drømme og Dialoger” fra 2009 er et tilbagevendende referencepunkt i mange af artiklerne i Springs lyriktemanummer. Hans begrebsapparat udgør således et centralt grundlag i Marianne Stidsens meget interessante læsning af Niels Franks akademisk under-

”Cellestruktur” 120 x 90 cm, 2010

66 DANSK NOTER

belyste forfatterskab. Stein Larsens begreber er også omdrejningspunkt i en udmærket artikel af Dea Storm Mikkelsen, som udvider hans formalistiske tilgang med et performativt perspektiv inspireret af Judith Butler.

Teoriens anvendelighed demonstrerer hun efterfølgende i udsigelsesfokuserede nærlæsninger af et digt af hhv. Lone Hørslev og Naja Marie Aidt. Trods indledende rosende ord om Stein Larsens store indsats leverer Erik Skyum Nielsen med udgangspunkt i Stein Larsens læsning af Søren Ulrik Thomsen og Ursula Andkjær Olsen en sønderlemmende kritik af hans skelnen mellem centrallyrik og interaktionslyrik. Også René Rasmussen er i sin artikel yderst kritisk over for Stein Larsens begrebskonstruktion, som if. hans analyse hviler på en ahistorisk og naiv subjektopfattelse. Selv bidrager Stein Larsen med en artikel om de litteraturhistoriske principper, han har arbejdet ud fra i sin doktordisputats.

Disse refleksioner er meget interessante og relevante for, hvordan vi kan nytænke litterturhistorieundervisningen i gymnasiesammenhæng.

Ud over de nævnte artikler er en artikel af Mads Jensen om samtidens avantgardepoesi med fokus på Martin Larsens yderst kuriøse ”kunstobjekt” Svanesonetterne (en rigsarkivkasse med 60 sammenkrøllede A4 ark med udkast til en sonetkrans samt løse håndskrevne dagbogsark). Mere relevant i gymnasiesammenhæng er Stefan Kjerkegaards gode artikel om Ursula Andkjær Olsen. Andkjær Olsen åbner selv temanummeret veloplagt med nogle poetologiske refleksioner over subjektets genkomst – skrevet i hendes velkendte poetiske stil. Sune Auken og Sven Skriver skriver om Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl set i et forfatterskabsperspektiv, Marianne Ølholm om, hvordan man med udgangspunkt i poststruktualistisk teori med fordel kan læse samtidslyrikkens ofte ’ulæselige’ tekster. Rasmus Dahl Vest vil rehabilitere Kristen Bjørnkjær gennem en læsning af hans eksperimenterende tidlige digtsamling Min landbrugsleksikalske barndom. Uden for tema er en anbefalelsesværdig artikel om Das Beckwerks Funus Imaginarium skrevet af Christina Pape Hansen og en artikel om Peter Seebergs Patienten.

Der er naturligvis langt fra artiklerne til undervisningslokalet, men man får som sagt via artiklerne et godt indtryk af tendenser og mønstre i samtidens lyriske felt og forskningslitteraturen herom.

G-bestyrelsen

Formand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3. th.

2200 København N Tlf: 3535 1073 bda@detfri.dk

Suppleanter Helle Trier Winthersvej 8B, Nødebo 3480 Fredensborg Tlf.: 2032 1261 helletrier@gmail.com

Næstformand: Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf: 2294 6592 ca@tornbjerg-gym.dk

René A. Christoffersen Damagervej 18, 1. th.

2450 København SV Tlf.: 5057 9641 rc@ghg.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Nordkrog 22,1. 2900 Hellerup Tlf.: 2251 8106 mette.clausen@roskilde-gym.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først)

Sissel Worm Glass Goethesgade 19, 6400 Sønderborg Tlf.: 2818 7868 sissel.w.glass@statsskolen.dk Signe Højholt Damstien 36, 2720 Vanløse Tlf.: 3141 1759 si@kvuc.dk Mette Møller Jørgensen Ved Linden 13, st. th.

2300 København S. Tlf.: 5129 5733 mjo@gefion-gym.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk

Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist Regionskurser: Christian H. Mohn Internatkurser: Sissel Worm Glass Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Ivar Lærkesen

Christian H. Mohn Svanevej 3, 3. tv. 8600 Silkeborg Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk

Medlem af Dansklæreforeningens Hus A/S bestyrelse: Birgitte Darger

Kathinka Skriver Oldtidsvej 14, 3300 Frederiksværk Tlf.: 2243 0672 kathinkask@yahoo.dk

Repræsentant i GYMsprog: Ubesat

Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th.

2200 København N Tlf.: 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th.

1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk Karen Wagner Luganovej 30, 3. th.

2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oerestadgym.dk Sjælland Trine Paludan Maribo Gymnasium Refshalevej 2 4930 Maribo tp@maribo-gym.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cnu@vucnordjylland.dk

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansk Noters redaktion: Maja Wester og Jette Sindbjerg Martinsen

Fagkonsulent Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf. 2557 4154 weile@galnet.dk

DANSK NOTER 67

IDNR 46586

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Udsigten 11, Uggelhuse 8900 Randers Tlf.: 8649 4353 gl@tradium.dk Næstformand Ditte Timmermann Søvejen 20A, 8362 Hørning Tlf.: 6077 7304 dt@videndjurs.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer

Suppleanter:

Lise Fuur Andersen Æblehaven 10 6000 Kolding Tlf.: 7518 0587 lisefuur@gmail.com

Rikke Hansen, rha@eucnvs.dk

Lisbeth Kahr Greve Skelagervej 562 8200 Aarhus N. lg@tradium.dk Tina Svane Jakobsen Piledamsvej 30 6000 Kolding tsj@hansenberg.dk Dorthe Hedegaard Mikkelsen Bakkegårdsvej 31 8240 Risskov dhm@aarhustech.dk Jørn Schmidt Strindbergsvej 56 2500 Valby Tlf.:3388 0966 jsc@dansklf.dk

Trine Noes Olesen trinenoes@gmail.com