Uddrag fra "Karin Michaëlis BARNET"

KARIN MICHAËLIS BARNET

TIL VÆRKS

Karin Michaëlis

BARNET

© 2023 Dansklærerforeningens Forlag

1. udgave, 1. oplag 2023

Forlagsredaktion: Sanne Zillo Rokamp

Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen

Tekstudgivelse og noter ved: Jesper Gehlert Nielsen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Introduktion til tid og værk: Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Forlaget har forsøgt at kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan have krav på honorar i henhold til loven om ophavsret. Eventuelle rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil af forlaget få udbetalt et honorar, som var der indgået en aftale.

ISBN 978-87-7211-382-1

Trykt hos Tarm Bogtryk A/S. Printed in Denmark 2023

www.dansklf.dk

Forord

Barnet er den første udgivelse i serien Til Værks fra Dansklærerforeningens Forlag og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hensigten er at genudgive klassikere, der fortjener ny opmærksomhed i danskfaget, og som kan læses med gymnasieelever. Vores ønske er at vække nysgerrigheden over for værker, der er blevet glemt, har samlet støv for længe eller har fået fornyet aktualitet. Kriteriet er, at de rummer stærke kvaliteter som tekster, og at de både kan spejle og udfordre samtidens læsere.

Serien er blevet til som følge af en folketingshøring om danskfagets litteraturkanon i marts 2022, hvor der blev talt for en mere fleksibel kanonliste, som kan give anledning til en åben samtale om den gode litteratur. I den samtale skal der blandt andet flere kvindestemmer ind, så mangfoldigheden, bredden og kvaliteten sikres. Til Værks er ikke et bud på en ny kanon, men værker, der taler for sig selv med deres egne kunstneriske kvaliteter. Serien kan således bidrage til samtalen om litteraturens flerstemmighed. Vi har valgt Barnet, fordi Karin Michaëlis alt for længe har været glemt. I 2020’erne og frem mod hendes 150-års fødselsdag i 2022 kom der dog ny opmærksomhed på forfatterskabet. Bogen kan både læses af egen nysgerrighed og interesse, og den kan også læses som værk i danskundervisningen. »En plads i verden« giver en introduktion til Barnet og forfatterskabets litteraturhistoriske betydning. Derefter følger værket, der genudgives med noter rettet mod unge, og på Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside ligger en forløbsbeskrivelse under bogens ekstramateriale.

Vi bliver aldrig færdige med at læse klassikerne, og de lever netop, fordi vi læser dem og taler med hinanden om dem. God læselyst!

Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann

En plads i verden

INTRODUKTION TIL TID OG VÆRK

»Barnet skulde dø. Barnet maatte dø.«

Med dette anslag begynder Karin Michaëlis (1872-1950) sit værk Barnet fra 1902, der som noget nyt i dansk litteratur giver stemme til det unge menneske. I romanen følger vi den unge pige Andreas udvikling fra barn til kvinde gennem dialoger, dagbogsoptegnelser og breve, hvor hun giver sprog til de store biologiske og følelsesmæssige forandringer, hun oplever. Hun lider dog også af en alvorlig sygdom, som gør hende svagelig og sengeliggende, og dødens nærhed vækker hendes eksistentielle tanker om livets mening. Allerede i begyndelsen af romanen dør hun, så hele hendes fortælling får vi, fordi moren finder hendes dagbøger og et brev fra bedstemoren om de voksnes løgne og fortielser.

Fra sit sygeleje iagttager Andrea sine forældres kærlighedsløse ægteskab og fyldes af sorg over, hvad hun er tilskuer til. Hun er fuld af beundring for sin fars handlekraft og af foragt for sin mors svage skyggetilværelse, indtil hun erfarer sammenhængen. Læseren får aldrig navnet på Andreas sygdom, og i det hele taget kan det undre, hvorfor hun både kan være døende og fuld af livskraft. Det kan ses som bogens tomme plads, som kalder på en læser, der vil være med til at tolke symptomerne. Noget tyder nemlig på, at sygdommen drejer sig om en blind vinkel i bogens samtid, hvor der ikke er ord for overgangen fra barn til voksen – det vi i dag kalder teenager. Ved et kunstnerisk trick skal den unge kvinde ofres, for at historien om hendes sanseverden og livstolkning kan blive fortalt op imod visheden om dødens endeligt.

DEN UNGE, KVINDELIGE STEMME

Karin Michaëlis giver sin læser indblik i den unge kvindes tanker om og forståelse af sig selv, sine medmennesker og sin omverden. Bogen

er skrevet med en ung og legende fortælletone og i en ræsonnerende stil. Når vi læser Andreas tanker, giver det en psykologisk og eksistentiel dybde, som man omkring år 1900 ikke havde hørt før. Dagbogsoptegnelserne viser Andreas refleksioner over sin spirende seksualitet.

I denne dagbogsoptegnelse dateret juni 1894 spejler hun sig sprogligt i det kvindesyn, hun har fået i arv og forsøger at give det mening:

»Tænk, at jeg er et Maanebarn. Det er Mor ogsaa. Men ingen Mennesker ved, hvad et Maanebarn er, og man skal ikke fortælle det til nogen, for de ler blot og siger, det er noget Vrøvl.

Det er sjældent!

Mor skreg om Natten, saa Bedstemor Voldby maatte staa op og tænde Lys i hele Huset og lave Kaffe til hende. Det er kun Piger, Drenge kan slet ikke være Maanebørn. Det staar i Forbindelse med det andet.

Mor kan ogsaa mærke, naar Maanen skinner paa hendes Hud, selvom hun lukker Øjnene, og hun siger, det er, ligesom der kommer Gift i Blodet, saadan at Tankerne bliver syge.

Og det er ogsaa sandt. Jeg ligger og tænker paa Døden, jeg kan høre den, jeg kan føle den, jeg kan se den. Jeg tror, Døden sidder inde i Maanen; det er derfor, jeg bliver saa bange.

Hvor det maa være underligt at turde gaa ud i Maaneskin eller sidde ved Vinduet og se lige op paa den, eller møde den ude i Skoven. Dengang jeg var Barn, var jeg vist ikke bange for den.« (Juni 1894, side 68)

Passagen vidner om samtidens normer og omskrivninger af det kvindelige vilkår. Fænomenerne menstruation og menstruationssmerter gøres af moren til noget forkert og sygeligt, der skal fortrænges. Heldigvis kan Andrea udtrykke sig gennem en eksistentielt ladet metaforik om ‘et andet’, som både kan betegne kvinden som nummer to og det neutrale, som er uden for sprogets orden og forbundet med mystik. Naturmetaforerne har tydelige romantiske rødder og peger på et metafysisk lag i en tekst, hvis denotative plan ellers handler om noget kropsligt og livsnært. Som læser kan det undre, hvem der har givet hende og moren

betegnelsen »Maanebarn« og hvem der mener, at »det er noget Vrøvl«?

Man aner en særlig magt i livet bag teksten: For mennesket må være patriarken, som har nøglen til normerne for, hvad der er rigtigt og forkert at sige, både når man er ung, og når man er kvinde.

Det feminine perspektiv ses endnu ikke som noget i sin egen ret. Jyllands-Postens anmeldelse af Barnet omtaler tankevækkende nok bogen med begejstring og måler den samtidig ud fra en mandlig målestok: »Barnet er en pryd for vor damelitteratur, for den danske litteratur overhovedet. Så fin og sart en bog får man ellers kun fra Herman Bangs hånd«. Motivet om den kvindelige seksualitet forfølger Michaëlis flere steder i sit forfatterskab. Særligt berømt blev hun senere for Den farlige Alder fra 1910, der blev revet væk i flere europæiske lande. Ligesom Barnet handler den om en overgang, men dér er det blot den såkaldte ‘overgangsalder’, hvor hun modbeviser de gængse myter og misforståelser om, at kvinden ikke længere skulle have en seksualitet.

DE VOKSNES FORTIELSER

Barnet Andrea har et anstrengt forhold til sin mor, og undervejs får hun det også til sin far, fordi hun har gennemskuet meget mere, end forældrene tror. Der er noget galt med forældrenes indbyrdes forhold, som er omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Fra sin sygeseng bliver hun nemlig vidne til sine forældres forlængst forliste ægteskab og morens morfinafhængighed. Det særlige ved dagsbogsgenren er, at man ikke nødvendigvis ved, hvad der er sket mellem to dagbogsoptegnelser, der kommer lige efter hinanden som for eksempel i august og september 1894. Der er noget, vi ikke får at vide, men som må være sket:

»Mor aabner Fars Breve og læser dem. Hun holder dem over varmt

Vand. Jeg saa det ganske tydeligt, men jeg sagde ikke noget.

Der er saameget, jeg ikke forstaar.

Der er saameget Sorg til.« (August 1894, side 72).

Som en detektiv lægger Andrea to og to sammen i et puslespil om mistil-

Katharina Marie Bech Brøndum blev født 20. marts 1872 i Randers. Hendes far var telegrafist, og hendes mor bandt kranse. Som barn blev hun drillet, fordi hun var lille, buttet og vindøjet, men hun havde ambitioner. Som ung kvinde begyndte hun at kalde sig »Karin« og flyttede til København for at uddanne sig til spillelærerinde. Kabinetfotografi fra 1902 af fotograf Christiane Marie Cruse. Michaëlis sidder ved et bord med en bog. Kreditering: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.

lid, fejhed og konfliktskyhed i et parforhold. Hun har opsnappet dele af en samtale om, hvorvidt faren har været sammen med en anden kvinde, eller hvorvidt moren blot er sygeligt mistænksom. Dagbogsoptegnelsen er et raseriudbrud, hvor hun mister respekten for sine forældres forhold: »Jeg hader Far. Jeg vil ikke se ham, jeg vil ikke kysse ham, jeg vil ikke

sidde hos ham om Aftenen, eller gaa med ham eller nogetsomhelst. Han er ond og raa, er han, og saa er han uridderlig

Han kunde ligesaa gerne være rigtig simpel.« (September 1894, side 73).

Forældrenes kærlighedsløse ægteskab påvirker Andrea. Tænk, at de ikke engang formår at være ærlige over for sig selv og deres datter i hendes sidste levetid! Hvorfor fortier de deres problemer i stedet for at tage ansvar for sig selv, deres ægteskab og liv sammen? Noget tyder på, at verden kunne indrettes bedre. Her giver bogen en kommentar til en stærk debat om kærligheden og ægteskabet som institution. Kampen for ligestilling blev i 1871 slået an, da Georg Brandes (1842-1927) holdt sine forelæsninger om det moderne gennembrud, og Dansk Kvindesamfund blev etableret, hvilket banede vejen for kvinders valgret med grundlovsrevisionen i 1915.

Barnet bliver et stille opgør med det patriarkalske samfund og ægteskabet som institution, fordi værket stiller sig undrende over for misforståelser og fortielser mellem mænd og kvinder. Her kommer romanen i familie med Amalie Skrams (1846-1905) ægteskabsromaner som for eksempel Constance Ring (1885) og dobbeltromanen Professor Hieronimus (1895) og Paa Sct. Jørgen (1895). Skram reflekterer over kvindens rolle, afmægtighed og sygeliggørelse i ægteskabet. Hvem er skyld i uligheden? Det er svært at placere helt konkret. I Barnet er Andrea optaget af den norske dramatiker Henrik Ibsens (1828-1906) drama Gengangere (1881), som hun ikke må læse for sin far. Bogen handler om nedarvede kønsrollemønstre, der beskrives med en metafor om maskinsøm, som spøger i os og er svære at trevle op. Michaëlis’ samtidige Marie Bregendahl (1867-1940) peger i sit forfatterskab på, at ingen individer i sig selv bærer skylden. Problemet ser altså ud til at bunde i en kulturel indretning og nogle samfundsstrukturer, der reproduceres. Spørgsmålet er, hvem der har nøglen til det, der holder spøgelset i live?

I Barnet har Andreas bedstemor et svar, som vidner om en indsigt, hun har fået gennem et langt liv. Bedstemoren bor i Sønderjylland, der

i perioden 1864-1920 var en del af Tyskland, hvor man modsat Danmark stadig benyttede gotisk skrift. Den videbegærlige Andrea modtager et vigtigt brev fra hende, som hun ikke kan læse. Igen og igen beder hun sin far om at lære hende at læse de gotiske bogstaver, men han glider mistænkeligt nok af hver gang. Det kan ligne en magtdemonstration, at patriarken ikke vil give den unge kvinde sproget og dermed nøglen til at ændre verden.

BARNET SOM INDIVID

Det er tankevækkende, at Barnet udkom lige efter, at den svenske forfatter Ellen Key (1849-1926) udgav sit store værk Barnets Aarhundrede (1900), der satte fokus på anerkendelsen af barnet som individ og på børns rettigheder. Key blev oversat til dansk i 1902, og der fulgte en debat om den rolle, samfundet spillede i børneopdragelse og uddannelse. Senere kom en række politiske reformer, der forbedrede børns vilkår. Tankerne om barnet som individ kender vi tilbage fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit værk Émile fra 1762 skildrer han naturbarnet og den frie børneopdragelse som et revolutionerende led i oplysningsprojektet, der i første runde havde været møntet på eliten. I industrialiseringen var tankerne om børneopdragelse igen blevet aktuelle på grund af arbejdernes børn. I begyndelsen af 1900-tallet fik vi de første børnehaver, hvilket vakte en pædagogisk interesse for, hvordan opdragelsen og skolesystemet både kan skade og fremme personligheden hos børn og unge. Formålet var at få barnet til at indgå i de samfundsfunktioner, man anså for vigtige i industrisamfundet. Samfundet havde ikke noget socialt sikkerhedsnet, så man skulle være i stand til at forsørge sig selv som voksen og som kvinde sikre sig det rette parti.

Vi stod dog også ved en skillevej i et ungt demokrati med idealer om frihed, men hvor kvinden og dermed halvdelen af borgerne endnu ikke havde fået stemmeret. Spørgsmålet var nu, om man kunne opdrage til frihed under ansvar for sin egen tilværelse? Og var det ikke naturligt, at frihedstrangen også handlede om kvindens tilværelse?

Michaëlis stiller skarpt på netop denne problematik, som begynder i årene som barn og ung. Som en fremstilling af den unge kvindes liv i overgangen fra barn til voksen er Barnet del af den oversete kanon af

I 1895 giftede Karin sig med Sophus Michaëlis, der var forfatter og magister i fransk, tysk og latin. De blev skilt i 1911. Dette foto er stillet romantisk op med den gådefuldt smilende kvinde og den alvorlige og elegante mand. Da Karin og Sophus mødtes, var hun ‘ lige kommet ind med firtoget’, mens han var en kendt kunstkritiker og digter i hovedstaden. Disse roller blev vendt om, efterhånden som hun blev internationalt kendt, mens hans tekster gik i glemmebogen. I 1912 blev hun gift for anden gang – med en norsk-amerikansk akademiker, Charles Stangeland, som hun havde truffet på en skibsrejse fra USA til København. Ægteskabet gik dårligt helt fra begyndelsen, ikke mindst på grund af Stangelands jalousi, men det blev først opløst i 1930. Begge Michaëlis’ ægteskaber var barnløse. Kreditering: Fotograf Julie Laurberg, 1905, Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

bøger skrevet af kvindelige forfattere. I Karin Michaëlis’ samtid udkom

også Marie Bregendahls En Dødsnat (1912). Den omhandler den 14-årige Lise, der vokser op på en gård og er fuld af drømme og planer for sin fremtid. Alt for tidligt bliver hun voksen og må overtage ansvaret for sine små søskende, fordi moren dør under sin 10. fødsel, hvor familiens første søn kommer til verden. Senere har vi Tove Ditlevsens (1917-1976) autofiktive roman Barndommens Gade (1943) om opvæksten som arbejderbarn på 1930’ernes Vesterbro i København. Det ligger ikke i kortene for hovedpersonen Tove, at en arbejderpige skal videre i gymnasiet, bare fordi hun har “skrift i fingrene”. Endelig er det værd at nævne Sonja Haubergs (1918-1947) Syv Aar for Lea (1944) om gymnasiepigen Ruth, der har svært ved at passe ind i den sorte skole, hvor kun naturvidenskabelige evner bliver taget alvorligt, mens det indre liv higer efter at få et rum at være i. De fire romaner er hovedværker med unge upriviligerede kvinder midt i et tonedøvt samfund, der ikke anerkender deres stemme i sig selv.

GENNEMBRUDSROMAN

Barnet er på alle måder en gennembrudsroman. Hvad betyder den spirende seksualitet, undren over for de voksnes adfærd og lyst til oprør over for den verden, man skal arve? Som en af de første i dansk litteratur bliver pigen og det unge menneskes oplevelser taget alvorligt, fordi de fortælles med den unges stemme og synsvinkel. Her får vi i dansk litteratur det 20. århundredes første store bidrag til en ny genre, hvor det unge menneskes oplevelser står i centrum: ungdomsroman og generationsroman. I dag kalder vi dem ofte for young adult og coming of age, hvilket afspejler en amerikaniseret ungdomskultur. Værket Barnet udkom fem årtier før, vi lærte ordet ʻteenagerʼ at kende og begyndte at tale om en genre med afsæt i ungdommen. Mange steder hører man ellers, at J.D. Salingers (1919-2010) Forbandede ungdom (1951) og Klaus

Rifbjergs (1931-2019) Den kroniske uskyld (1958) er de første inden for kategorien. Måske skyldes det, at vi traditionelt har forbundet ung-

dommens stemme med amerikaniseringen, forbrugskulturen og ungdomslivet efter anden verdenskrig.

Samtidig er Barnet – ligesom de andre nævnte romaner fra den oversete kanon – ikke kun en roman for unge, men for alle. Det er en modernistisk roman, der sætter fingeren på, hvor vores tanker om liv, drifter og eksistens begynder. Bogen viser, hvordan vores sanser og fantasier har et liv uanset alder og køn, inden samfundet lægger sin hånd ind over os og giver form til vores liv og den vej, vi kommer til at gå. Alle sanser står åbne på det unge individ. Det kan være vanskeligt at indfange det umiddelbare og sætte ord på sine oplevelser. Hvordan forstår man sig selv i en verden, der udstikker vejen for én? Kan man tage sine egne tanker om livet alvorligt? Og hvad betyder det for ens eksistens, at man som voksen og ældre blev modnet og formet i en bestemt tid, hvor verden så ud på en bestemt måde og gav os en skæbne? Den unge og døende Andrea bliver på denne måde talerør for kvinden som mere end ‘det andet køn’, nemlig som samfundsborger i sin egen ret.

KVINDENS POSITION

I Barnet er Andrea tilskuer til sine forældres dårlige skuespil. Andrea og hendes videbegær og livsvilje ofres, for at vi kan iagttage de kulturelle symptomer på de problemer, der fører til skæve kønsroller og skilsmisse. Men var skilsmisse en reel udvej for kvinden? Det er vigtigt, at vi læsere holder os for øje, at skilsmisse i starten af 1900-tallet hverken var nogen nem eller oplagt løsning. Skilsmisse blev betragtet som moralsk forkasteligt og revolutionerende og var nærmest umuligt.

Borgerskabskvinden Nora fra Henrik Ibsens Et Dukkehjem (1879) er den første litterære hovedperson, der begærer skilsmisse. Den borgerlige presse i Danmark kritiserede skuespillet for at være usædeligt, og i Tyskland måtte slutningen skrives om, for at stykket overhovedet kunne opføres. En skilt kvinde havde ovenikøbet ingen sociale eller økonomiske rettigheder, og det var først i 1922, at vi i Danmark fik den første lov, der gav kvinden rettigheder i forbindelse med en skilsmisse.

Med Barnet forsøger Karin Michaëlis at optrevle de falske forestillinger, man kan have i et traditionelt ægteskab, men fra den forundrede position, en teenager kan have. Moren tror, at hun skal ofre sig selv og sin egen seksualitet i håbet om at opnå sin mands kærlighed og begær. Hvad nu hvis hun stolede på sig selv, og manden gav hende plads til, at de kunne være i verden sammen og dele nøglen til det herskende sprog, vi har fået i arv? Det handler kort sagt om at have sit eget domæne og at være ligestillet. Denne tankegang ser man hos senere forfatterne, som engelske Virginia Woolf (1882-1941) og danske Tove Ditlevsen. I romanerne A Room of One’s Own fra 1929 og Vilhelms Værelse fra 1975 er begge forfattere optaget af det symbolske ved værelset som identitetsmarkør. I borgerskabet havde kun manden et værelse, herreværelset, hvor han kunne indtage sit eget domæne, vokse som individ, mærke sin egen eksistensberettigelse.

Andreas blik på moren bliver flere steder i dagbogsoptegnelserne en spejling af farens, hvormed Michaëlis viser, at den patriarkalske orden definerer det herskende sprog. Hun foregriber dermed også den franske forfatter og eksistensfilosof Simone de Beauvoirs (1908-1986) hovedværk Det andet køn fra 1949, der er berømt for formuleringen: »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det«. Her peger Beauvoir på opdragelsen og samfundet som det sted, hvor kvinden skabes som køn. Både det franske ord homme og det engelske ord man vidner om, hvordan den vestlige kultur har sat lighedstegn mellem mandekønnet og mennesket, så manden er subjekt og dermed det første køn, men kvinden er objektet og det andet køn. Både vores sprog og vores samfundsstrukturer giver os et grundlag for at blive dem, vi er som mennesker, og det blik vi ser på hinanden med som medmennesker. Strukturerne sidder dybt i vores kultur og definerer vores position. I en oplyst moderne verden som Danmark anno 2023 kan man for eksempel undre sig over, at vi i gymnasiets danskfag stadig har en litteraturkanon med 13 mænd og kun en enkelt kvinde og dermed accepterer en kvindelig repræsentation på 7%. Er der mon stadig plads til forbedring?

ET FORFATTERSKAB MED RÆKKEVIDDE

Barnet handler om det offer, der skal til, for at samfundet vil stoppe op og se på vores klemte sanser og medtænke det unge menneske som en værdig stemme med sit videbegær og sine visioner for verden. Andrea får ikke en chance, fordi strukturerne gør hende syg. Et af de næste skridt bliver for Karin Michaëlis at vise, når den unge kvinde får en chance og får lov til at være modig, selvstændig og handlekraftig. Det gør hun i sin senere, meget populære serie om pigen Bibi, der udkom i syv bind i årene 1929-1939. Bibi rejser ud i verden, indtager såkaldte mandepositioner som for eksempel landmand og rettighedsforkæmper, og hun fører samtaler med blandt andre Albert Einstein (1879-1955), som Michaëlis i øvrigt selv var venner med i det virkelige liv. Bibi-bøgerne blev oversat til 20 sprog, men havde ingen stor læserskare hjemme i Danmark. Den svenske forfatter Astrid Lindgren (1907-2002) har senere udtalt, at hun blev inspireret af Bibi-figuren, da hun skabte sine børnebøger om den lidt yngre Pippi, der udkom fra 1945 og frem. Hvad nu hvis man gik så vidt som til at lade unge mennesker forme vores fremtid? Det eksperiment er omdrejningspunkt for Karin Michaëlis’ utopiske roman Den grønne Ø (1937), der oprindeligt udkom på tysk som Die Grüne Insel (1933). Bogen er skrevet som en måde at nytænke verdens indretning oven på første verdenskrig. Efter den gamle verdens sammenbrud lader Michaëlis ungdommen skabe et radikalt anderledes og bæredygtigt samfund med respekt for naturen og hinanden. Den er forbavsende aktuel i en tid med klimakatastrofe og en ny krig i Europa.

I det hele taget giver Michaëlis et højst aktuelt blik på vores verdensorden. Hun vidste, hvor galt det kunne gå, og hun bevidnede det som krigsreporter under første verdenskrig i Krigens Ofre (1916), der skildrer livet blandt civile bag frontlinjen i Centraleuropa. Det satte så dybe spor i hende, at hun efter Adolf Hitlers (1889-1945) magtovertagelse i 1933 inviterede politiske flygtninge til sin egen ‘grønne ø’, Thurø. En af disse var den tyske dramatiker Bertolt Brecht (1898-1956). Michaëlis var en handlingens kvinde og efterlevede konsekvent sine egne idealer

Det var af stor betydning for Michaëlis’ liv at hun og hendes første ægtemand, Sophus, byggede huset Torelore på Thurø. Her tilbragte de somrene sammen indtil skilsmissen i 1911, hvorefter Michaëlis brugte huset som helårsbolig. I dette hus gav hun i årene op til anden verdenskrig husly til en række tyske emigranter på flugt for nazismen. Karin Michaëlis døde i 1950 i København.

Da var hun 77 år og den mest kendte kvindelige, danske forfatter i udlandet.

Flere af hendes romaner var udkommet i store oplag og på mere end 20 sprog.

Kreditering: Randers Bibliotek.

fra forfatterskabet. Det har da også en særlig kraft, at hun i 2022 blev udnævnt som årets klassiker. Det var både 150-året for hendes fødsel og året, hvor krigen i Ukraine brød ud. Karin Michaëlis’ store pointe

er nemlig de tankevækkende forbindelser mellem dem, vi fødes som og ønsker at være, og den verden, vi opdrages til at indgå i sammen.

Karin Michaëlis’ underskrift fra 1932.

HÅBET

Ifølge Michaëlis går der kort sagt en lige linje fra barnet og teenageren til vores samfundsindretning, og vi skal alle være her sammen i vores egen ret. Barnet rammer noget eviggyldigt. Hos barnet kan der næres et håb for fremtiden, men det skal have plads til at vokse uanset sit køn og sin overbevisning. Vi holder aldrig op med at have behov for at tale om, hvad biologiske forhold gør ved os og vores tanker. Vi holder heller aldrig op med at forholde os til sygdom og død, der bliver en markør for tanker om vores eksistens, og hvordan vi kan forme det liv, der giver mening for os. Michaëlis giver barnet og det unge menneske en stemme og peger på, at generationer og køn skal lytte til hinanden, for vi står i forskellige situationer og er farvede af forskellige horisonter.

På nogle måder er vi kommet videre her mere end 100 år efter udgivelsen af Barnet. Vi er juridisk ligestillede, og i 2022 har vi endda fået ligestillede barselsregler i Danmark, som forhåbentlig vil rette op på det lønefterslæb, alle ældre generationer af kvinder har. Men er uligheden helt udryddet i dag? Kan vi nogensinde komme normer til livs? Vil hver tid ikke skabe nogle nye? Litteraturen giver os her en stærk, almenmenneskelig fortælling, vi kan bruge til at forstå vores egen tid i et dybere perspektiv og i håbet for en bedre verden.

Af Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann

Ortografisk note:

Teksten er gengivet ord- og bogstavret efter originalteksten fra 1902 med ganske få rettelser (se nedenfor). Originaltekstens spatierede fremhævelser gengives i denne udgave med kursiv. Da teksten er skrevet før retskrivningsreformen i 1948, skrives substantiver med stort begyndelsesbogstav, aa er endnu ikke erstattet af å, og modalverberne (mådesudsagnsordene) skrives i datid kunde, skulde, vilde (i stedet for den moderne form: kunne, skulle, ville) og optræder side om side med infinitivformerne kunne, skulle, ville

Rettelser mod originalen:

45,14 Andrea.« < Andrea

92,3 1895 < 1894

Barnet skulde dø. Barnet maatte dø. De ønskede det begge – – nu.

Nu ønskede de det.

Barnet ønskede det med.

Det var, som Stuerne rundt om stod og døde, som Hjemmet blev en kold, stum Gravhvælving,1 der ikke kom Livet og de Levende ved.

Kun et eneste Sted var fredlyst,2 fuldt af Sol, fagert3 af Blomster og lunt af stadig Latter – – – Rummet, hvor Barnet laa, den lille Andrea, den store, voksne Datter.

Saadan var hun, at alle Mennesker elskede hende, alle Mennesker der i Byen.

Fra Sælgekonerne4 omme paa Torvet, hvor hun plejede at købe Aarets Frugt, kom nu tykke, graa Kræmmerhuse med gule Blommer.

»Jeg vil snuse, Høne5, jeg vil snuse,« lo hun og lugtede til Blommerne, som hun slet ikke maatte spise.

Fra de store Haver rundtom Byen kom dyngvaade Blomster hver Morgen, og om Aftenen ringede Venner og Veninder paa med Grene og lodne Bregner, som de hentede ude i Skoven – hvor Andrea aldrig mere skulde komme.

»Lad mig gramse,6 Høne,« og hun fik Grønt og Blomster i Hænderne og blev vaad og lo højt.

Fattige Koner i Kældrene7 og fattige Jomfruer8 i Stiftelsen9 skar Pelargonier af Vinduespotterne og kom med dem. For Blomster, det var jo det fineste, de havde.

1 Gravhvælving: begravelsesplads; oprindelig om buet (hvælvet) rum i kirke (oftest under jorden).

2 fredlyst: fredet.

3 fagert: vidunderligt, smukt.

4 Sælgekonerne: kvindelige sælgere af grøntsager, frugt m.v.

5 Høne: Andrea kalder sin mor for »Høne«.

6 gramse: føle på.

7 Kældrene: kælderværelserne eller kælderlejlighederne, de billigste lejemål.

8 Jomfruer: ugifte, oftest yngre kvinder.

9 Stiftelsen: fattigstiftelsen, institution, der yder understøttelse, bolig og evt. undervisning til fattige, undertiden også som hospital.

»Høne, men giv dem dog Kaffe,« raabte Andrea, og hun vilde se paa, at de drak Kaffen; men Pelargonierne krammede hun itu, for de lugtede af ingenting.

»Ved du hvad, jeg har da en graadig Næse, den kan aldrig faa nok!« og saa lo hun og Moderen af den lille Næse, der var saa fin og smal og slet ikke saa graadig ud.

I en stor Krukke stod Siv og Dunhammere. De var nede fra Aaen, hvor Andrea hver Aften plejede at ro i sin hvide Baad, medens hun sang og hujede, saa det lød helt ovre i Bakkerne hos Bønderne – eller hun laa plat10 paa sin Mave i Bunden af Baaden og spiste kolde Pandekager og drev for Strømmen.

Kun naar Maanen skinnede, kom hun aldrig paa Aaen.

Men hvergang hun saa hen til de Siv, tænkte hun paa, at nu var det Hele forbi for hende.

Under Loftet fløj – spiddet paa Knappenaale – en Hærskare11 af store, skinnende Sommerfugle. De var kommen fra Brasilien med en Fætter, og hun elskede at have dem om sig for deres dejlige Farver, som hun rigtignok ikke mere kunde se, men godt huskede, og for alle de Indbildninger, der fulgte med Tanken om at eje noget »dybt, dybt inde fra de store Urskove«.

Det bedrøvede hende, at de var paa Knappenaale, de maatte hellere være levende.

Midt i Loftet hang en lille Uro fint udskaaret i hvidt Træ. Den baskede altid rundt og bragte de spiddede Sommerfugle til at skælve.

Om dem havde der staaet en Kamp.

Paa Lægernes Bud var der kommen en Sygeplejerske med lange, haarde Hænder og tunge Trin. Hun fordrede,12 at det støvede Stads strax blev pillet ned, det var uforsvarligt i en Sygestue.

10 laa plat: lå fladt.

11 Hærskare: hær, en stor mængde.

12 Hun fordrede: hun krævede.

Da havde Andrea tudbrølet og var sprunget ud af Sengen. Inden

Aften var saa den strenge Dame færdig i det Hjem.

Moderen passede sit Barn, og Sommerfuglene fløj under Loftet.

Paa en Knage hang hendes Skøjter. I en Krog stod hendes Aarer.

Hun havde den Forfængelighed selv at slæbe Aarerne til og fra Baaden.

Bogskabet var ynkelig tomt for Bøger, thi naar Andrea ønskede nye

– hun vilde ikke laane, hun vilde eje – solgte hun de gamle, men de gamle havde ikke synderlig Værdi paa Grund af de mange Æselører13 ved dejlige Steder.

I Bogskabet bag de grønne Silkeforhæng stod saa hendes Balsko og

Eskimostøvlerne.14 Men i Bunden af Bogskabet laa en Forsamling af Ben og gammelt Jern.

Andrea fik en Øre for Pundet15 omme hos Fedtkræmmeren.16

Andrea hittede paa17 i al Uskyldighed.

Hun laa og grisede med et Par Lyngduske, som Vadskerkonens18

Dreng var kommen med. De var fra »Trimlebakken«, hvor Andrea hvert Aar pillede Tyttebær omkap med Fattighuskonerne og rullede rundt – alene – til Skørt og Kjole gik i Las.19

Saa lovede hun sin Kjole til den, som var mest fattig, men inden hun gav den bort, maatte Kokkepigen veje den. Hun kunde faa fem Øre for Pundet af »Pjalter« omme paa Papirfabrikken.

Andrea morede sig med at lade den tørre Jord drysse fra Rodtrevlerne ned paa Lagen og Natkjole.

»Naa, Høne – – den er nok værre, hvad?« Og hun lod det drysse.

13 Æselører: ombukkede hjørner af sider i en bog, ofte brugt som bogmærke.

14 Eskimostøvler: skindstøvler til vinterbrug.

15 Pundet: måleenhed for vægt, 1 pund = 500 gram. Afskaffet som officiel vægtenhed i 1907, men stadig brugt især af ældre mennesker om madvarer m.v.

16 Fedtkræmmeren: marskandiseren, skrothandleren, der forhandler alle slags brugte ting.

17 hittede paa: fandt på, fik (gode) idéer.

18 Vadskerkonen(s): kvinde, der lever af at vaske tøj for folk.

19 gik i Las: gik i stykker.

Da den unge kvinde, Andrea, dør, finder moren hendes dagbog. “Skal brændes ulæst” står der på den, men moren kan ikke dy sig.

Karin Michaëlis (1872-1950) var i sin egen tid kendt både hjemme og i udlandet og oversat til mere end 10 sprog. Hendes lille roman Barnet er fra 1902, og den er ny i sin tid, fordi den giver det unge menneske en levende og sanselig stemme. Det er en tankevækkende roman om en alt for tidlig død omgivet af tidens fortielser og forstillelser omkring køn og kærlighed.

Denne udgave af Barnet har et udførligt noteapparat og en indføring i værkets tid, forfatter og tematikker, således at den kan læses af elever på ungdomsuddannelserne. På Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside findes desuden en lærervejledning. Udgaven er en del af serien Til værks, der er et samarbejde mellem Dansklærerforeningen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.