side 10
side 11
Finn Sködt
Aftenen før vi skal mødes, modtager jeg denne mail: ”Kære Helle. Husk lige, at vi bor “hvor landet er forlænget med spånplader”. Her er koldt og sumpet! Vi ses. Finn”. Der kører godt nok busser ud til det yderste af Helgenæs på Djursland, men det er ikke mange, så på Rønde busterminal bliver man hentet og modtaget med kindkys af manden i støvfrakke og det lange, hvide, florlette hår strøget bagud. Ude ved det hvide hus er der højt til loftet, og man kan se vandet, hvis man altså går op på taget. Og godt nok er der koldt og vådt udenfor, men inden døre breder den gode varme sig fra brændeovnene. Ad en hvid trappe går vi op på første sal, hvor en stor, lys og luftig stue breder sig ud omkring et blankt sort klaver, et rødt selv-indkøbt lakskab fra Kina, ”det er godt nok ikke gammelt, men det er da meget smukt alligevel”, fire lænestole i lyst læder og stål fra Friis & Moltkes 2000 serien, designet af den mangeårig ven Ove Rix, en sofa draperet med et farvestrålende tæppe fra Mexico, et stort 1700-tals skrivebord, en neongrøn modelstol, som vist er mere til pynt end til ”sidning” samt et stilrent spisebord i lyst træ. I det lige så lyse køkken, også på første sal, er der dækket op med laks, rejer, gedeost og Chablis, som vi nyder i selskab med Finn Sködts kone, Else Marie, mens vi taler om børn, at bo på landet samt fordele og ulemper ved at have kæledyr.
Star, Kvadrat
Somme tider er der nogen, der lukker skabet op Finn Sködt har været med i den grafiske branche helt fra han som litograflærling, i et bogtrykkeri, slæbte papir og siden som studerende på Den Grafiske Højskole i København, så han kan til enhver tid spotte en tryksag med forkert baneløb. ”Jeg bilder mig ind, at jeg kan faget – selvfølgelig ikke til bunds, det kan vel ingen – men jeg ved i hvert fald, hvad der er op og ned på et stykke papir. Det er så grimt, når papir bliver behandlet forkert. Desværre ser man det mere og mere.” Og papir er helligt hjemme hos Finn Sködt, for papir er et fantastisk materiale, og børnene har lært, at når man er færdig med at tegne eller skrive på den ene side, så vender man det om og bruger den anden side. Og til slut kan man jo altid lave en papirflyver eller noget origami. Ikke noget med bare at smide væk. Men tilbage til begyndelsen. Her er Den Grafiske Højskole det absolutte fyrtårn. Finn Sködt pjækkede én dag i løbet af de tre års skoletid, og det fortryder han stadig. ”De år ændrede alt. Hvad jeg jyske bondedreng ikke fik ud af at gå på den skole, det er ikke værd at nævne. Du ved, der er mennesker, man støder på undervejs ... Nogle mener, at man ikke kan lære noget af nogen, men der er fandme nogen, der får lukket skabet op engang imellem. Der var fantastiske lærere på
”I skolen underholder min datter med, at jeg griner med den røde, pjatter med den gule og diskuterer med purpur …” Divina, Kvadrat