Nærmere noget - Filosofien bag yoga

Simon Krohn

NĂŚrmere noget Filosofien bag yoga

People’s Press

Nærmere noget. Filosofien bag yoga © Simon Krohn 2013 Copyright denne udgave: © Simon Krohn og People’sPress, København 2013

Grafisk tilrettelægning og omslag: Klahr | Grafisk Design Forsidefoto: © Samuel Allison

Alle illustrationer inde i bogen: © Marie Jørgensen Alle fotos inde i bogen: © Tuala Hjarnø ISBN: 978-87-7108-725-3 1. udgave, 1. oplag Printed in EU 2013

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse

uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk

„We are what we think.

All that we are arises with our thoughts.

With our thoughts we make the world …

Your worst enemy cannot harm you As much as your own thoughts, unguarded.“ Dhammapada (ca. 300 f.v.t.)

Yogatraditionen består af en række forskellige skoler og strømninger. Det kan let virke uoverskueligt og forvirrende, men der er heldigvis en rød tråd. For at forstå hvad yoga traditionelt handler om, er det vigtigt at forstå de fundamentale tanker. Den vigtigste grundtanke er, at vi mennesker lever ude af trit med virkeligheden, og at det er årsagen til størstedelen af de problemer, vi møder i livet. Yoga er udviklet som en vej til at se virkeligheden i øjnene og med denne indsigt at leve i harmoni med den. Udfordringen er dog, at den ønskede indsigt overskrider vores rationelle fatte­evne.

Traditionelt er yoga derfor en radikal stræben, som blandt andet kræver, at du skal give slip på din normale, rationelle opfattelse af dig selv og omverdenen.

2 Harmoni med virkeligheden

Livet er et hjul, der drejer Hvis du går i banken og bestiller en pizza, bliver du skuffet. Hvis du ønsker, at din kæreste skal være lige så cool som Brad Pitt eller sexet som Angelina Jolie, vil du givetvis hurtigt blive utilfreds. Og hvis du tror, at du burde være lige så tjekket, som dem du læser om i bladene, er du ganske simpelt på vildspor. Sådan noget lignende sagde Buddha for omkring 2.500 år siden. Det er et fundamentalt vilkår for os mennesker, at vi digter historier om verden. Når vi så lever efter vores egne historier i stedet for virkeligheden, kommer vi let til at leve ude af harmoni med virkeligheden. Ifølge Buddha er hovedparten af vores problemer noget, som vi ubevidst selv skaber på denne måde, og dette er det eksistentielle udgangspunkt for hele yogatraditionen. Påstanden er både simpel og kraftfuld. For hvis du selv skaber størstedelen af dine problemer, er det logisk, at du kan få et markant bedre liv, hvis du holder op med at digte, ser livet i øjnene og lever i større harmoni med virkeligheden.

Den eksistentielle utilfredshed eller lidelse, som opstår, når du ikke lever i harmoni med virkeligheden, kaldes duḥkha. Det er et nøglebegreb i yogatraditionen, og det er et godt udgangspunkt for at forstå yogaens bagvedliggende løfte om indsigt. Når man skal forstå et koncept, kan 37

det ofte være en god idé at kigge på dets modsætning. Lad os derfor analysere begrebet i relation til begrebet sukha, som normalt oversættes med ’glæde’ eller ’lykke’. Duḥkha og sukha er modsætninger, men stavemåden viser tydeligt, at de har noget til fælles. En masse mening vokser ud af de to begreber, så snart vi opdeler ordene og ser på deres rødder.

Begge begreber kan opdeles i to dele: duḥ + kha og su + kha. Begge ord ender på kha, hvilket refererer til hullet i midten af et hjul. Ved hjælp af dette hul sidder hjulet fast på den aksel, som hjulet drejer rundt om.

Duḥ betyder ’dårlig’, og su betyder ’god’. Når vi kigger etymologisk på begreberne, finder vi altså ud af, at de beskriver en relation mellem en aksel og hullet i hjul.

Når hullet i hjulet ikke passer til akselen, vil det skurre, når hjulet drejer rundt. Hvis akselen derimod ligger godt i hullet, vil hjulet dreje let og uproblematisk. Bruges begreberne om os mennesker, bliver de et billede på, hvordan vi lever. Når du bevæger dig gennem livet, svarer det til hjulet, der drejer rundt. Hvis du ikke lever i overensstemmelse med virkeligheden, svarer det til, at hullet og akselen ikke passer sammen, og så skurrer dit liv. Det er duḥkha. Hvis du til gengæld formår at se virkeligheden i øjnene og lever dit liv i overensstemmelse med virkeligheden, vil dit liv sandsynligvis glide let og uproblematisk i sit leje. Det er sukha.

En del mennesker er på vagt over for ordet ’virkelighed’, og det er med god grund. Ordet kan betyde flere forskellige ting, og i forbindelse med yoga refererer det ofte til en objektiv, ontologisk sandhed om verden, hvilket er en temmelig heftig brug af ordet. Lad mig derfor lige 38

slå fast, at jeg ikke taler om en objektiv sandhed. Jeg bruger ordet i dets mest hverdagsagtige betydning. Hvis jeg for eksempel hævder, at jeg er 10 meter høj, er det ikke i overensstemmelse med virkeligheden, hvor­ imod det vil være i overensstemmelse med virkeligheden, hvis jeg siger, at jeg er ved at blive tyndhåret.

Lad mig give et eksempel fra mit eget liv, hvor jeg igen og igen oplever, at jeg kommer ud af harmoni med virkeligheden og dermed mærker, at mit liv begynder at skurre. Det drejer sig om min kalender og mine forestillinger om, hvor lang tid ting tager. Stort set hver gang, jeg skriver en aftale i min kalender, undervurderer jeg hvor lang tid, jeg skal sætte af til den. Jeg undervurderer både, hvor lang tid selve aftalen vil tage, og hvor lang tid det tager at transportere mig til og fra min aftale, men jeg overvurderer også min evne til at gå direkte fra den ene aftale til den næste. Det betyder, at hvis jeg ikke er meget påpasselig, vil min kalender være tætpakket, og så føler jeg mig konstant presset. Dermed opstår duḥkha. Jeg har på fornemmelsen, at rigtig mange har det på samme måde med kalenderen, og det er med garanti ikke et mønster, der kun har at gøre med kalendere. Hvis du først begynder at kigge efter, vil du højst sandsynligt opdage en række problemstillinger i dit liv, som opstår primært, fordi du lever ude af harmoni med virkeligheden. Der er mange veje til at komme ud af trit med virkeligheden, og i yogafilosofien er der især fokus på tre, som vi nu skal kigge på. Livet vil med stor sandsynlighed skurre, når: 1. Du ser permanens (nitya) i det forgængelige (anitya) Alt, hvad du har, skal du miste. Så simpelt er det. Det er et basalt grundvilkår ved livet, og der er hverken noget uretfærdigt eller forfærdeligt ved det. Alt, hvad der opstår, skal forsvinde igen, og når det forsvinder, giver det plads til, at noget nyt kan opstå i fremtiden. Det er bare sådan, det er.

Intet opstår af ingenting, og intet forsvinder og bliver til ingenting.

Når noget opstår, er det altid både forbundet til det, der kom før og til det, der vil komme efter. Det gælder for alle ting, alle væsener og alle oplevelser. Det opstår af noget andet, findes for en stund og forvandler 39

sig derefter til noget nyt. Det er derfor fuldstændig lige så naturligt, at ting skal forsvinde, som at de bliver til. Det er bare, som om vi mennesker ikke helt forstår det. Det er, som om vi er programmeret til at samle sammen og holde fast på det, vi har. Vi fylder det ene loftsrum efter det andet med ting. Vi klamrer os til vores ungdom, til forelskelsen, til berømmelse og til jobbet. Vi fejrer, når et barn bliver født og sørger, når et menneske dør. I det hele taget er vi som dyreart ikke meget for forandring, og døden er et emne, som du ikke bringer op, når du er til fest, for så ødelægger du bare den gode stemning.

Det er tydeligt, at de fleste har svært ved forandring og især svært ved at give slip på det, de har. Når vi forsøger at undgå forandring og prøver at holde fast på de ting, vi har, er det simpelthen ikke i harmoni med det faktum, at alt er i konstant forandring. Dermed bliver duḥkha næsten uundgåelig.

Det kan være meget skræmmende at se sin egen forgængelighed (an­itya) i øjnene, men det kan faktisk også være utroligt befriende. At indse altings foranderlighed kan være en konstruktiv måde at få sat vores hverdagsproblemer i perspektiv og holde op med at tage os selv så seriøst. Det er denne strategi, du bruger, hvis du i en ophidset situation minder dig selv om, at du vil grine ad situationen om 10 år. Når vi træder et skridt tilbage, kommer begivenhederne i perspektiv, og verdens foranderlighed kan få dit liv til at virke betydelig mindre vigtigt og betydelig mere værdifuldt.

Jo større skridt vi træder tilbage, desto tydeligere bliver det. Lad os for sjov træde et kæmpemæssigt skridt tilbage og se verden i et kosmisk perspektiv. Fra dette perspektiv vil du se, at alt i verden bogstavelig talt har været stjernestøv. Alt hvad du ser, inklusive din egen krop, består af partikler, der på et eller andet tidspunkt for utroligt mange år siden er blevet sendt ud i rummet fra en eksploderende supernova.

I løbet af milliarder af år fortættede stjernestøvet sig i tåger og begyndte uendelig langsomt at danne et tyngdefelt, som trak partiklerne tættere og tættere sammen. På den måde blev jorden til, og så begyndte partiklerne at danne alverdens former, og pludselig har vi skove, bjerge, stole, borde, fodbolddommere og Mozarts Requiem. Alt, hvad du kan 40

opleve, er opstået som formationer af stjernestøv, og en dag, når solen har opslugt jorden, og den selv bliver til en supernova, bliver det hele endnu en gang spredt som stjernestøv i rummet. Ashes to ashes – dust to dust. For mig tager verden sig uendelig smuk og utrolig ud, når jeg ser den fra dette perspektiv. Og når jeg efterfølgende vender blikket tilbage på mig selv, føler jeg mig befriende ubetydelig, og mine problemer bliver meget små.

2. Du identificerer dig (ātman) med noget, du ikke er (anātman) Jeg mødte Louise for fem-seks år siden. Hun begyndte til yoga hos mig, og efter et par måneder bad hun om en enetime. Hun havde nemlig nogle problemer, som hun gerne ville arbejde med gennem yoga.

Hun var 35 år. Hun virkede selvsikker, og hun var smuk og højtuddannet. Hun havde sit eget firma, som hun havde succes med. Alligevel havde hun det svært. Succes var noget, hun krævede af sig selv. Hun forklarede, hvordan tanken om ikke at være succesfuld var direkte ubehagelig, og det handlede tydeligvis ikke bare om at have penge til at betale sin husleje. Det handlede om hendes identitet. Det handlede om, at hun identificerede sig med en række roller, og i alle disse roller krævede hun af sig selv, at hun havde succes. Hun identificerede sig med rollen som forretningskvinde, så selvfølgelig skulle firmaet have succes. Hun identificerede sig med sit udseende, så hun skulle også se godt ud. Hun identificerede sig med at være i god form, med sit parforhold, med sit fritidsliv, med sit sexliv, med at dyrke yoga og med at have overskud. Så hun krævede af sig selv, at hun skulle have succes med det hele.

Hun vidste godt selv, at hun var hård ved sig selv. Stort set alt, hvad hun foretog sig, blev gjort til et projekt, og selvom hun kunne se, at det var det, der skete, var det stort set umuligt for hende at gøre noget ved det. Hun kunne ikke bare ’tage den lidt med ro’ eller ’være ligeglad med hvordan andre så hende’. Som vi snakkede sammen, blev det tydeligt, at det ikke drejede sig om forfængelighed, men om noget langt dybere.

Det handlede om hendes eksistens. Fordi hun identificerede sig med sine roller, var det ikke længere bare roller. Det kom til at handle om hende og dermed til syvende og sidst om liv og død.

41

Da Louise begyndte til yoga, gjorde hun det uden tvivl som en del af rollen som moderne overskudskvinde, men yogaen gjorde mere end at hjælpe hende med at være succesfuld i denne rolle. Hun oplevede, at yoga bragte hende ro på en langt dybere måde, end hun var vant til.

Hendes normale strategi til at finde ro gik ud på at have styr på det hele og være succesfuld. Men den ro, hun oplevede efter yoga, var anderledes og mere fundamental. Yogaen fik hende til at slippe sin identifikation med rollerne, og pludselig var det slet ikke nødvendigt, at der var styr på dem. Når hun sad med tæppet omkring sig i slutningen af en yoga­klasse, følte hun sig nogle gange fuldstændig afslappet, lettet og fri.

Der var helt sikkert flere andre facetter ved Louises mønster, men det, der sprang mest i øjnene, var, at hun identificerede sig med en lang række ting, som derved blev alt for vigtige. Det er sandsynligvis noget, som de fleste af os kan genkende. Jeg ser det i hvert fald tydeligt i mit eget liv, og ser det ofte beskrevet i alle mulige sammenhænge. Det bliver beskrevet som noget tidstypisk; et mønster, der er specifikt for vores tid. Den moderne vestlige kultur synes på mange måder at stimulere det med sit opskruede tempo og fokus på livsstil og individuel udfoldelse. Det giver næsten sig selv, at jo flere magasiner, der viser dig, hvor succesfuldt du kan leve dit liv på alle mulige planer, desto lettere kan de forskellige aspekter af livet forekomme vigtige. Der er altså ingen tvivl om, at det moderne samfund lægger et øget pres på mennesket, men det er en fejl at tro, at det er et nyt mønster.

Dybest set handler det om, at mennesket identificerer sig med sine roller og historier. Det kan vi tydeligt læse i de gamle yogatekster, hvor mønsteret allerede var velkendt for 2.500 år siden. Fra begyndelsen var yoga derfor fokuseret på at hjælpe dig med at skelne mellem, hvad der virkelig er dig, og hvad du tror, er dig. Vejen til denne skelneevne (viveka) går igennem fordybelse og dyb selvindsigt.

Logikken er meget simpel: Så længe du identificerer dig med noget, du ikke er, vil du lede efter fred og forløsning de forkerte steder. Den oldgamle indiske påstand er altså, at så længe du misforstår, hvem du er, vil du uundgåeligt leve dit liv ude af harmoni med virkeligheden, og 42

dermed vil dit liv skurre. De gamle indere opdagede, at yogateknikker kunne hjælpe dem til at slippe for denne skurren, og på Nørrebro i København i 2008 opdagede Louise præcis det samme.

3. Du lever efter en forestilling om virkeligheden Gennem tiden har jeg undervist en masse mennesker, som er blevet syge med stress. Det er en forfærdelig tilstand at være i. Når du er stresset, er kroppen fastlåst i et højt alarmberedskab, og så vil du konstant føle dig utryg og urolig. Et af symptomerne er, at du overreagerer på stimuli. Pludselig reagerer du med voldsom uro på situationer, som du ikke tidligere anså for problematiske. Du bliver urolig for at holde et oplæg, for at køre bil eller for at lave aftaler med dine venner. Det interessante er, at stort set alle, der lider af stress, har meget store problemer med at acceptere, at det er sådan, virkeligheden er, når man lider af stress. Stort set alle dem, jeg har arbejdet med, har hårdnakket holdt fast i deres forestillinger om, hvad de burde kunne holde til: „Jeg burde kunne holde et oplæg, uden at det skal være et stort problem.“ „Jeg burde ikke blive nervøs for at køre bil.“ „Jeg burde ikke blive så påvirket af at skrive noget ind i min kalender.“ Når virkeligheden er, at dit nervesystem overreagerer på stimuli, så hjælper det bare ikke noget at give sig selv tæsk over det. Tværtimod bliver det kun værre, hvis du samtidig bebrejder dig selv og føler dig forkert over, at du har det, som du har det. Så får du bare endnu mere duḥkha.

Når jeg bringer stress op i denne forbindelse, er det fordi, mønsteret bliver meget tydeligt, når folk bliver syge. Pludselig er der ting, de ikke kan gøre, som de er vant til at kunne uden problemer, og så er det utrolig let at tænke, at virkeligheden burde være anderledes. Det er dog ikke et mønster, der først opstår, når vores udfoldelsesmuligheder bliver begrænset. Det er et mønster, som ligger dybt i de fleste mennesker, og som hurtigt kan få livet til at skurre.

Problemet er, at vi meget let og helt ubevidst kan komme til at leve livet efter facitlister. Når det sker, lader vi os guide af vores ideer om, hvordan virkeligheden burde være i stedet for at leve i harmoni med, hvordan virkeligheden faktisk er. Fra du var helt lille, har du indirekte 43

lært, hvordan livet bør se ud. Dine forældres opførsel, fjernsyn, bøger, de kendte i bladene og de tusindvis af reklamer, som vi er blevet bombarderet med, fra vi var helt små. Det er alt sammen med til at give os forestillinger om, hvordan livet bør se ud. På stort set alle områder i livet, vil du kunne finde facitlister: Hvordan du skal opføre dig, hvordan du skal se ud, hvad du skal mene, og hvordan et godt liv ser ud.

Et af de tidspunkter, hvor facitlisterne bliver mest synlige, er ved begyndelsen af et parforhold. Dels er der ikke mange områder af livet, hvor der er så mange uudtalte forventninger og uskrevne regler, som når det kommer til kærlighed og parforhold, og dels er det oplagt, at dine facitlister ikke er identiske med den anden persons, og så bliver din verden pludselig udfordret. Facitlister er nemlig noget, vi tager for givet. Vi ser dem ikke som vores egne facitlister, men snarere som virkelige kvaliteter ved verden. Det er næsten utænkeligt, at den anden har præcis de samme facitlister som os selv. Så når vi kommer helt tæt på et andet menneske, vil vi næsten uundgåeligt opleve, at den anden person ikke deler vores syn på verden. Når det sker, kan vi enten beslutte, at den ene har ret, og den anden tager fejl, eller vi kan lære hinandens facit­lister og verdensbilleder at kende. Den første vej fører typisk til mere duḥkha, og den anden kan føre til mere frihed og nærhed.

Livet i Indien for 2.500 år siden var generelt hårdt og usikkert. Folk døde af sygdomme, som vi i dag ikke regner for noget, og jeg tør slet ikke tænke tanken om visdomstænder til ende. Når det kommer til lidelse, ville det gamle Indien vinde med mange længder, og derfor er det utroligt tankevækkende, at de gamle tekster skriver om duḥkha på måder, som du lige så godt kunne finde i en moderne selvhjælpsbog.

Det fortæller os, at begrebet duḥkha ikke handler om fysisk ubehag som tandpine og hungersnød. Duḥkha handler om den eksistentielle lidelse, vi selv skaber med vores skæve forestillinger om os selv og vores rela­ tion til verden. Og det fortæller os, at selv om vi moderne mennesker kan rejse til månen, er vi stadig nybegyndere, når det kommer til selvindsigt.

44

Samsāra – det traditionelle indiske livssyn For at forstå hvordan yoga i 2.500 år har fået fornuftige mennesker til at forlade hus og hjem og leve i cølibat, bliver vi nødt til at se på den klassiske indiske livsopfattelse og ideen om reinkarnation. Reinkarnation er ideen om, at livet ikke bare er slut, når vi dør. Det begynder bare forfra i en ny fysisk form og sammenhæng. Det uoplyste menneskes eksistens er således kendetegnet ved både duḥkha og reinkarnation, og denne eksistens kaldes saṃsāra. Hvis du ligesom jeg har et positivt livssyn, vil du muligvis opfatte ideen om reinkarnation som noget positivt, men det var ikke tilfældet for de gamle indere. Så længe du ikke forstår dig selv og verden omkring dig, er dit liv præget af disharmoni, og når du kombinerer det med ideen om reinkarnation, bliver det en negativ fortælling om en utilfredsstillende situation, som gentager sig igen og igen. Sat lidt på spidsen kan det siges således: Livet er noget lort, og der er uendelig meget af det. At sætte sig ned og surmule resten af livet er således ikke en brugbar løsningsmodel, for så starter det bare forfra igen. Muligvis er du enig med de gamle inderes livssyn, og muligvis synes du, at de lyder som nogle bitre gamle mænd, men det forklarer i hvert fald det indiske ønske om at gøre noget ved sagen.

Duḥkha og reinkarnation er ikke bare en uheldig kombination. De hænger uløseligt sammen, fordi de udspringer af den samme eksistentielle uvidenhed. Denne uvidenhed hedder avidyā. Det er avidyā, der får dig til at se permanens i det forgængelige, identificere dig med noget, du ikke er, og leve dit liv efter facitlister, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Ifølge den indiske tankegang er avidyā en kraftfuld størrelse. Det er ikke bare årsagen til størstedelen af vores problemer, det er også den fundamentale årsag til reinkarnation.

Lige meget om du tror på reinkarnation eller ej, er det en spændende tanke og en vigtig brik i forståelsen af yogaens oprindelse i Indien. Reinkarnation forklares ud fra ideen om karma. Karma betyder ’handling’ og refererer til handlinger, der bliver udført af folk, der lever i uvidenhed (avidyā) om dem selv og verden. Ideen er, at karmiske handlinger efterlader karmiske frø (saṃskāra) i den, der udførte hand45

lingen. Disse karmiske frø vil på et senere tidspunkt manifestere sig i oplevelser eller situationer, som svarer til den oprindelige handlings kvalitet. Hvis du opfører dig dårligt, vil du ifølge karmaloven opleve ubehagelige eller svære situationer i fremtiden. Hvis du derimod opfører dig pænt, vil dine saṃskāra’er på et tidspunkt manifestere sig i gode og behagelige oplevelser. Orden og retfærdighed ligger således indbygget i verden med samme kausale naturlighed som for eksempel tyngdekraften. Når de gamle indiske filosoffer skriver om karma og reinkarnation, handler det dog ikke så meget om, hvorvidt dine handlinger er gode eller dårlige. Alle karmiske handlinger er nemlig udført ude af harmoni med virkeligheden, og derfor bærer de alle sammen kimen til at få livet til at skurre. Det betyder selvfølgelig ikke, at de gamle indere var ligeglade med, hvordan folk opførte sig, de fokuserede bare på noget andet. For de indiske filosoffer og yogī’er handlede det om at forfølge drømmen om at finde hjem og undslippe suppedasen i saṃsāra.

„Once (limited) knowledge is destroyed, rebirth is destroyed.“ Śivasūtra, 3.19 (ca. 800 e.v.t.)

Ifølge yogatraditionen – og især de tidlige skoler – er menneskets højeste mål at erstatte den eksistentielle uvidenhed (avidyā) med indsigt (jñāna) og dermed gå fra duḥkha til sukha. Hvis det lykkes, kommer du i harmoni med virkeligheden, og det betyder samtidig afslutningen på saṃsāra. Når du fuldstændigt har forladt saṃsāra, er du ifølge indisk tankegang oplyst. Denne tilstand har forskellige navne i forskellige skoler, men de to mest udbredte er nirvāṇa og mokṣa. Nirvāṇa er det begreb, der normalt bliver brugt inden for buddhisme. Direkte oversat betyder det ’udslukt’, og det hentyder til, at når du endelig bliver oplyst, vil din gamle forestilling om, hvem og hvad du er, forsvinde som flammen i et vokslys, der bliver pustet ud. Mokṣa betyder ’frihed’, og det refererer til ideen om, at den eksistentielle indsigt kan frigøre dig af den evindelige, utilfredsstillende menneskelige tilstand (saṃsāra).

46

Når en person er blevet oplyst, vil personen muligvis stadig have karmiske frø tilbage, som endnu ikke er blevet manifesteret i oplevelser.

Hvis det er tilfældet, må den oplyste yogī blive i verden, indtil de sidste karmiske frø er blevet brugt. Sådan en person kaldes jīvanmukta – en ’levende fri’. Selvom yogī’en stadig lever i verden, foregår det uden tilknytning, og yogī’ens handlinger skaber derfor ikke ny saṃskāra. Når de sidste karmiske frø er afviklet, er yogī’en fuldstændigt fri. Ifølge de tidligste yogaskoler betyder det endelig afsked til reinkarnations­kæden.

Flere af de senere skoler mener dog, at den oplyste person er fri til at vælge mellem at lade sig genføde eller forlade livshjulet. Hvis den op­ lyste yogī lader sig genføde, sker det af dyb, spontan medfølelse for andre væsener. Yogī’en vælger altså at vende tilbage for at hjælpe og guide dem, der stadig er fanget i saṃsāra. Inden for buddhismen kaldes sådan en person for en bodhisattva. En bodhisattva har sværget at lade sig genføde, indtil alle følende væsener er frigjort fra saṃsāra. Det kendteste nulevende eksempel er Dalai Lama. Inden for den gren af tibetansk buddhisme, som han tilhører, anses han for at være en inkarnation af en bodhisattva ved navn Avalokiteśvara (Tibetansk: Chenrezig).

Den mystiske selvindsigt Hvis du bare erkender, hvem du er, vil dit liv blive langt mere gnidningsfrit, og du vil opnå en ophøjet tilstand af frihed. Det lyder jo meget nemt. Umiddelbart kunne man i hvert fald tænke, at det med erkendelse og viden ligger lige til højrebenet for os moderne mennesker. Vi lever i et videnssamfund, hvor vi gennem internettets søgemaskiner, biblioteker, skoler og universiteter har samlet enorme mængder af information og gjort den let tilgængelig. Desværre er det ikke så simpelt.

Den selverkendelse, som yogafilosofien fortæller om, er nemlig ikke nogen almindelig form for erkendelse. Du kan ikke sanse dig til den. Du kan ikke læse dig til den eller tænke dig til den. Du kan hverken google dig til denne erkendelse eller ringe til en ven og få hjælp. Det drejer sig nemlig om en mystisk erkendelse.

Den dybe selvindsigt, som yogatraditionen stræber efter, transcenderer din rationelle fatteevne. Det betyder, at alle de metoder, du normalt 47

bruger til at forstå verden, stort set er ubrugelige. Det kan lyde meget mærkeligt, men logikken er faktisk simpel. Enhver anden erkendelse følger en simpel struktur, hvor du er et subjekt, der erkender et objekt.

Hvad enten du skal finde din cykel på Nørreport Station eller diskuterer, hvor julemanden bor, så følger det den samme struktur. Lige meget om du søger erkendelse gennem sansning, logik, ord, billeder eller endda din intuition, så følger det altid den samme struktur. Strukturen er altid, at du er et subjekt, der forholder sig til et objekt. Problemet opstår, når subjektet forsøger at forstå sig selv. Så snart du forsøger at erkende dig selv, vil du uundgåeligt gøre subjektet til objekt for din opmærksomhed, og så er du begyndt at digte. Ifølge den indiske tankegang kan det siges helt simpelt. Et subjekt er ikke et objekt, og hvis du rationelt forsøger at forstå et subjekt, gør du det til objekt, og så er du øjeblikkelig på vildspor.

Det personlige selv og den universelle tilstand Inden for yogatraditionen bliver der skelnet skarpt mellem to niveauer af selvopfattelse: Dit personlige selv (jīvātman) og den ’universelle tilstand’ (ātman/puruṣa). I den indiske filosofi bliver den universelle tilstand ofte kaldt det ’sande selv’. På en måde er det en oplagt betegnelse.

I denne tilstand føler du dig nemlig allermest autentisk, og den selvopfattelse, du har i den universelle tilstand, føles dermed mere virkelig end det personlige selv. Når jeg alligevel vælger at bruge betegnelsen ’den universelle tilstand’ i stedet, er det blandt andet fordi, ’det sande selv’ implicerer, at ’det personlige selv’ må være ’det falske selv’. Desuden er ’sandhed’ et ord, som hurtigt kan klinge lidt hult og skingert.

De forskellige skoler er enige om at bruge yogateknikker til at efterstræbe den universelle tilstand, men deres beskrivelser af denne tilstand er ofte meget forskellige. Nogle skoler beskriver den universelle tilstand, som det sande selv, mens andre siger, at det ville være misvisende. Nogle skoler beskriver tilstanden som én samlet bevidsthed, der gennemstrømmer alt i verden, mens andre mener, at hver af os har vores egen individuelle bevidsthed, der ligger til grund for den universelle tilstand. Du kan finde en kort oversigt over de forskellige skolers specifikke virkelighedsopfattelser i bogens appendiks.

48

Må jeg først have lov at præsentere mit personlige selv. Jeg hedder Simon. Jeg er en mand på 37 år. Jeg er 198 cm høj. Jeg voksede op i Sorø, men bor nu i København. Jeg er yogalærer og cand. mag. i filosofi. Jeg er som regel glad, men har alligevel en forkærlighed for melankoli. Min yndlingsfarve er blå, og jeg elsker italiensk mad.

Når jeg præsenterer mig selv sådan, er det mit personlige selv (jīv­ ātman). Det personlige selv bliver præsenteret som et objekt. Du kan sanse og forstå det, og du kan sammenligne dit personlige selv med andres. Det er oplagt, at det ville lyde markant anderledes, hvis du skulle præsentere dig selv på samme måde. Det personlige selv er således en samlebetegnelse for en række elementer, som vi normalt identificerer os med som for eksempel køn, alder, udseende, historie, uddannelse, job, sindelag og præferencer. På bare fire sætninger kan du dermed fortælle en unik historie om dig selv, som sandsynligvis kun passer på dig. Det er derfor, det er det personlige selv.

Lad os nu kigge på den universelle tilstand. Den er per definition umulig at præsentere. Den er et subjekt, og som før nævnt kan ord kun beskrive objekter. Enhver beskrivelse vil per definition være fejlagtig, og hvis vi skulle være helt præcise, måtte vi nøjes med en negativ beskrivelse, hvor vi kun beskriver, hvad den ikke er. Dette er faktisk en traditionel indisk strategi, som især forbindes med en skole, der hedder advaita-vedānta. Strategien kaldes neti neti, hvilket kan oversættes med ’ikke det, ikke det’. Strategien bygger på et håb om, at vi faktisk kan nærme os en erkendelse af den universelle tilstand ved at fokusere på alt det, som det ikke er. Selv Śaṃkara, som er den største figur inden for advaita-vedānta, mener dog, at denne strategi ikke er optimal, og vover sig derfor ud i en kort beskrivelse. Godt nok vil den per definition være forkert, men forhåbentlig vil den føre os i den rigtige retning.

Den korteste beskrivelse, vi finder i yogatraditionen, er, at den universelle tilstand er bevidsthed; det er simpelthen oplevelse som fænomen.

Det kan lyde meget mystisk, men det behøver det egentlig ikke være.

Tænk på en helt almindelig dag. I løbet af en dag vil du have en række forskellige oplevelser. Du vil befinde dig på forskellige steder og i vidt forskellige situationer. I løbet af en dag vil dit humør ændre sig mange 49

gange. Du vil tænke en masse forskellige tanker, og dit energiniveau vil ændre sig fundamentalt. Fysisk såvel som mentalt er det hele i konstant forandring, men hvis du mærker efter, vil du alligevel opleve, at der er én ting, der er konstant gennem hele dagen. Det er din bevidsthed. Lige meget hvad du oplever, lige meget hvor du er, og hvordan du har det, er du konstant i færd med at opleve.

I yoga spiller din bevidsthed en dobbeltrolle. For det første skal du bruge din bevidsthed som redskab, når du dyrker yoga – både til at få yoga­ teknikkerne til at fungere og til at navigere i sindets bevægelser. For det andet er det i bevidstheden, at den universelle tilstand kan findes, og yogatraditionens stræben efter selvindsigt fører altså dybt ind i bevidstheden. Så er spørgsmålet bare, hvordan man gør det. Det skal vi kigge på i næste kapitel.

Selvudvikling gennem selvafvikling Den universelle tilstand føles som vores grundtilstand. Den føles uendelig naturlig og udramatisk – som en tilstand du altid har kendt. Det mest interessante ved tilstanden er måske, at der ikke er noget personligt ved den. Der er intet ved tilstanden, som adskiller dig fra andre mennesker. Tværtimod. I denne tilstand er alle historierne faldet bort.

Alt hvad du er stolt af, og alt hvad du er flov over, er pist væk. Der er ganske simpelt intet ved tilstanden, der gør dig unik. Alt, hvad der normalt differentierer dig fra andre, er forsvundet, og derfor er det oplagt at kalde tilstanden universel. Dermed er vi kommet til et af yogaens mest interessante og paradoksale punkter. Yoga anses som regel for at være en form for selvudvikling. Men det, der som regel sker, når vi går dybt i vores yogapraksis, er, at alt det, vi normalt identificerer os med, falder mere og mere bort. Sat lidt på spidsen kunne man kalde det selvafvikling i stedet for selvudvikling.

Selvudvikling lyder som et projekt, hvor du skal ændre dig. Betegnelsen kan derfor hurtigt give dig en idé om, at du skal stræbe efter at være anderledes, end du er. Men sådan er det ikke inden for yoga. Den universelle tilstand er ikke noget, du skaber eller udvikler. Den er der 50

hele tiden, men som regel kan du bare ikke se den, fordi du er i gang med at udleve en masse roller og identificere dig med det personlige selv. Når du finder tilstanden, vil du således indse, at alt er, som det altid har været.

„There is no difference at all between saṃsāra and nirvāṇa! There is no difference at all between nirvāṇa and saṃsāra.“ Mūlamadhyamakakārikā, 25.19 (ca. 200 e.v.t.)

Det er en fundamental antagelse inden for yogafilosofien, at du opnår dyb visdom og selvindsigt ved at slippe dine forestillinger om dig selv.

Ved at søge hvile i en tilstand, hvor din personlige selvopfattelse er trådt i baggrunden, sker det helt naturligt, at du gør dig mere fri af facit­ listerne og alle de andre begrænsende ideer, du bærer rundt på. Når du vænner dig til at hvile i den universelle tilstand, vil du være langt mere fri til at se virkeligheden i øjnene og leve i harmoni med den. Det sjove er, at jo mere du lever upersonligt, desto mere føler du, at du er dig selv.

Det er, som om autenticitet og spontanitet helt naturligt vokser ud af det tomme rum, hvor din personlige selvopfattelse har været.

Når vi ser den universelle tilstand i dette lys, giver det ingen mening at kalde yoga for selvudvikling. Så giver det mening at sige, at yoga er selvudvikling gennem selvafvikling. Ved at give slip på alt, hvad du normalt identificerer dig med, finder du nemlig dig selv. Det er ikke logisk, men det virker hver gang. Når du giver slip på dig selv, vinder du dig selv.

Katrines hjernerystelse Katrine var en ung karrierekvinde. Hun havde netop gennemført sit universitetsstudie og havde fået et godt job i en stor nødhjælpsorganisation. Hun arbejdede hårdt, rejste meget og havde tydeligvis en strålende professionel fremtid, indtil hun i oktober 2006 gled på et vådt gulv og slog hovedet. Hun fik en alvorlig hjernerystelse, og fra den dag var hen51

des liv ændret fundamentalt. Hun havde konstant voldsom hovedpine.

Hun kunne ikke kigge ind i en computerskærm i mere end et par minutter, før smerterne eksploderede. Støj, travlhed og grupper af mennesker resulterede ligeledes i forfærdelige smerter. Selv det at koncentrere sig gjorde ondt, og hun kunne ikke længere læse eller fokusere på en opgave i længere tid ad gangen. Katrine havde gået til yoga hos mig i et par år, da ulykken skete. For at undgå at gå fuldstændigt i stå bad hun mig om at hjælpe hende med at lave et skånsomt yogaprogram, som hun kunne lave på trods af hjernerystelsen. Derfor fik jeg mulighed for at følge med i en intens menneskelig transformation.

Det første år holdt Katrine fast i sine forestillinger om sig selv. Hun var ganske vist sygemeldt, men selvfølgelig skulle hun tilbage og fortsætte, hvor hun havde været, da hun slog sit hoved. Efter et års tid måtte hun til sidst overgive sig. Hendes kamp for at opretholde sin gamle identitet bragte hende kun frustration, nederlag og smerte, så hun traf et bevidst valg om at lade det hele ramle. En del mennesker knækker, når de oplever sådan noget. Nogle bliver apatiske og andre bliver bitre på tilværelsen. Katrine gjorde noget andet. Noget der kræver utroligt mod og konstant overgivelse. I stedet for at fokusere på, hvad hun burde kunne, eller hvad hun kunne holde til før ulykken, vendte hun fokus 180 grader.

Hun lod simpelthen facitlisterne, rollerne og forventningerne være, og i stedet mærkede hun konstant efter og lod virkeligheden bestemme. Hun gjorde med andre ord det, som yogatraditionen foreskriver, men som kun meget få mennesker tør efterleve. Hun gjorde det til sit primære projekt at være i konstant harmoni med virkeligheden. Hun besluttede sig for, at hun ikke længere måtte tage sig sammen. For hver gang hun tog sig sammen, betød det bare, at hun overhørte de signaler, som hendes krop sendte. Desuden besluttede hun at lade forventningerne falde bort.

Forventningerne – både hendes egne og andres – blev sat i anden række i forhold til virkeligheden. Resultatet var fascinerende og markant. I løbet af de år, der er gået siden ulykken, har Katrine udviklet sig til et af de stærkeste, mest autentiske, varme og medfølende mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hun siger, hvad hun mener, og gør, hvad hun skal.

52

Set med yogafilosofiske briller er det klart, hvad der skete. Katrine traf en radikal beslutning, som ifølge yogafilosofien er vejen til den universelle tilstand. Hun gjorde det dog ikke ud af en spirituel længsel, men af bydende nødvendighed. På en meget håndgribelig måde betød det, at hun oplevede langt mindre duḥkha. Både i form af mindre hovedpine, men også i form af mindre skuffelse og frustration. Ved at slippe facitlisterne og forventningerne øvede hun sig konstant i at leve i et kompromisløst accepterende, åbent nærvær. Den tilstand gjorde hun i flere år til sin grundtilstand, og resultatet er tankevækkende. Selvom hjernerystelsen gjorde det umuligt for Katrine at gøre alt det, som hun identificerede sig med, og selvom hendes liv stadig er stille og ikke særligt imponerende i en normal, karrieremæssig forstand, anser jeg hende for at være et af de største mennesker, jeg kender.

Det tog Katrine næsten et år med hjernerystelse, før hun traf den radikale beslutning om at leve livet i harmoni med virkeligheden. Med al sandsynlighed havde hun aldrig gjort det, hvis det ikke havde været for ulykken. Yogatraditionen inviterer os til at satse hele butikken og vælge at leve med den samme indstilling som Katrine. Vi er formentlig mange, der ikke tør tage dette skridt fuldt ud. Men vi kan tage små skridt, og vi kan lade os inspirere af de mennesker, som på den ene eller den anden måde formår at leve uden facade og facitlister.

Teknik

Giv slip på det hele Sæt dig rank og værdig i en behagelig meditationsstilling. Lav nu en skål med dine hænder foran dit hjerte. Teknikken går ud på, at du fylder alt, hvad du identificerer dig med ned i skålen og derefter tømmer skålen. På denne måde hjælper teknikken dig med at give slip på det hele. Det er meget kraftfuldt, og det er en af mine absolutte yndlingsteknikker. Nogle finder den svær og provokerende, men personligt oplever jeg en stærk følelse af lethed, frihed og indsigt.

Det er meget almindeligt, at der er ting, du meget nødig vil give slip på. Det kunne for eksempel være dine børn eller andre, som du elsker. Du skal selvfølgelig ikke gøre vold på dig selv, og du kan altid justere teknikken, så formen og formuleringerne passer dig bedre.

Du skal bare huske, at du ikke ødelægger noget ved at slippe dit mentale greb om det.

Teknikken har tre etaper, og normalt laver jeg tre runder: På den 1. etape siger du (højt eller inde i dig selv): ’Alt hvad jeg er’.

Derefter gennemgår du relativt hurtigt alle de roller, du identificerer dig med: Bager, bibliotekar, arbejdsløs, studerende, succesfuld, ung, gammel, smuk, tyk, tynd, mor, datter, søster, kæreste osv. Når det hele er fyldt i skålen, kan du adskille hænderne og dermed tømme skålen, mens du siger ordene: ’Alt det giver jeg slip på’.

På den 2. etape gentager du processen. Denne gang siger du: ’Alt hvad jeg gør’. Derefter lader du dine handlinger falde ned i skålen: Når jeg arbejder, spiller guitar, slapper af, dyrker sex, dyrker yoga osv. Når det hele er nede i skålen, tømmer du den igen med samme ord som før.

På den 3. etape gentager du processen igen. Denne gang siger du: ’Alt hvad jeg har’: Min bankkonto, min garderobe, mit job, min succes, min bolig, min familie, mine venner osv. Ligesom på de to første etaper tømmer du skålen og giver slip på det hele.