Min fars flugt - Jødiske skæbner i oktober 1943

Bent Blüdnikow

Min fars flugt Jødiske skæbner i oktober 1943

Min fars flugt.indd 3

30/07/13 10.51

Min fars flugt Copyright © Bent Blüdnikow, 2013 Denne udgave © Berlingske Media Forlag i samarbejde med People’sPress, 2013 Omslag: Rasmus funder Sats og tilrettelægning: Lymi ISBN: 978-87-7137-582-4 1. udgave, 1. oplag Printed in EU 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Berlingske Media Forlag i samarbejde med People’sPress ∙ Ørstedhus ∙ Vester Farimagsgade 41 ∙ DK-1606 København V www.artpeople.dk

Min fars flugt.indd 4

30/07/13 10.51

Indholdsfortegnelse: Forord af Jørgen Kieler Kapitel 1: Druknedød Kapitel 2 : Fra Sankt Petersborg til København Kapitel 3: Anden generation vokser op Kapitel 4: Nazisme og besættelse Kapitel 5: Hvad vidste man om nazisternes politik?

Kapitel 6: Raquel Rastenni synger Kapitel 7: Ella Wassermann og Kamptegnet Kapitel 8: Nazisterne strammer skruen Kapitel 9: Desperationen vokser Kapitel 10: Jødeaktionen Kapitel 11: Hvorfor gjorde de det?

Kapitel 12: Panik i Snekkersten Kapitel 13: Jøder på kirkeloftet Kapitel 14: Robåden, der lækkede Kapitel 15: Ny flugt Kapitel 16: Brunos historie Kapitel 17: Flygtninge i Sverige Kapitel 18: Den Danske Brigade oprettes Kapitel 19: Brigaden indtager Danmark Kapitel 20: Tavshed og traumer Kapitel 21: Opgør i den jødiske verden Kapitel 22: Politik og fanatisme Kapitel 23: Kongen og jødestjernen Kapitel 24: Mysteriet om jødeaktionen Kapitel 25: Holocaust og lille Danmark Kapitel 26: De reddede og de druknede Kilder og litteratur

Min fars flugt.indd 5

7 9 13 26 46 60 69 79 95 109 114 131 140 152 162 169 177 183 192 199 210 219 223 228 233 243 247 254

30/07/13 10.51

Min fars flugt.indd 6

30/07/13 10.51

Forord af Jørgen Kieler

De fanger, der under besættelsen var udsat for svær sult i koncentrationslejrene, kom sig relativt hurtigt efter befrielsen, hvis de ikke havde tuberkulose. Det kom derfor som en overraskelse, at mange af dem fem-ti år senere begyndte at klage over en række overvejende psykiske symptomer, som skabte problemer både i hjemmet og på arbejdspladserne, undertiden med selvmord til følge. Der syntes at være en korrelation mellem forekomsten af disse klager og graden af sult, som de pågældende havde været udsat for, og sygdomsbilledet blev derfor kaldt kz-syndromet. Dette måtte man imidlertid modificere, da man konstaterede lignende symptomer hos krigssejlerne, som havde været udsat for enorm psykisk belastning, men ikke sult, i allieret tjeneste. Lignende iagttagelser blev siden gjort ved undersøgelser af modstandsfolk, som havde været udsat for tortur og andre belastende oplevelser under besættelsen, men ikke sult. Det blev klart, at det drejede sig om et posttraumatisk stresssyndrom, som også kunne ramme flygtninge og dermed også omfattede de jøder, som flygtede til Sverige under krigen.

De lægevidenskabelige aspekter af dette syndrom skal ikke omtales nærmere i denne forbindelse, men ét vilkår kræver mere indgående kommentarer, da det uventet også har ramt de jødiske flygtninge. Mange af dem synes at have løbet panden imod en mur. Det er ikke grædemuren i Jerusalem, ej heller muren omkring ghettoen i Warszawa, jeg refererer til, men 7

Min fars flugt.indd 7

30/07/13 10.51

den tavshedens mur, som mange af dem er stødt imod. Kan man ikke glemme fortidens lidelser, kan man i det mindste prøve på at tie minderne om dem ihjel. Så behøver man heller ikke at belaste sin familie eller kolleger med sine sørgelige beretninger. Men den går ikke, for man kan ikke løbe fra sin egen skygge.

Dette blev vi mindet om, da den tidligere Auschwitz-fange Elie Wiesel i 1986 besøgte København på vej tilbage til USA fra Oslo, hvor han lige havde modtaget Nobels fredspris. For en stor forsamling i Tivolis Koncertsal holdt han en gribende tale, i hvilken han opfordrede alle tidligere kz-fanger til aldrig at glemme vore døde kammerater, og han afkrævede os det løfte, så længe vi lever at minde menneskeheden om det barbari, som vi har været vidner til og ofre for.

Han var tysk-rumænsk jøde, der havde mistet sin mor og lillesøster i gaskamrene i Auschwitz og sin far på en dødsmarch mod Buchenwald. Han var alene i verden, men levede i minderne om sine lidelsesfæller. Han sluttede af med ordene: NEVER – Never Again.

På denne baggrund har Bent Blüdnikow bedt sin far, Benjamin, Fanny Fischermann (gift Poulsen) og Sonja Sandler (gift Bandmann), de sidste overlevende fra den tragiske flugt til Sverige, om at bryde tavshedens mur og fortælle ham om flugten til Sverige i oktober 1943.

Med de varmeste hilsener til Benjamin, Fanny og Sonja og deres familier fra en tidligere Porta-fange.

2013 Jørgen Kieler Tidl. medlem af modstandsgruppen Holger Danske, fange i Porta Westphalica, formand for Frihedsfonden, leder af Fibiger Laboratoriet og forskningschef for Kræftens Bekæmpelse.

Min fars flugt.indd 8

30/07/13 10.51

Kapitel 1

Druknedød Hvad farer gennem hovedet, når man er lige ved at drukne?

Jeg tænker ikke på at drukne i hverdagens trængsler og i de daglige rutiner, men den egentlige druknedød i havet. Hvad flakser gennem ens tanker, mens man ser døden i øjnene?

Jeg ved det ikke, men jeg kan spørge min far, for han har prøvet det. I oktober 1943 var han sammen med ni andre danske jøder på flugt fra Danmark til Sverige med Gestapo i hælene. Båden, der skulle bringe dem til Sverige, var overfyldt og synkefærdig. Det var midt om natten for 70 år siden, og min far husker det i dag så tydeligt, som var det i går.

“Nogen dødsangst husker jeg ikke,” fortæller han. “Jeg ved, at jeg tænkte på, hvad mon mine forældre ville sige til, at jeg ikke var der mere. Og så kan jeg huske, at jeg tænkte, hvad der mon skulle ske med mine jazzplader, når jeg var borte.”

De ti i robåden, som vi møder senere i denne bog, var: Benjamin Blüdnikow Hans ven Leopold Recht Leopolds ældre søster, Dora Recht, med sin etårige datter, Jette Sonja Sandler (gift Bandmann) og hendes bror, Harry Sandler Malermester Leopold Fischermann, hans søn Adolf samt hans datter Fanny (gift Poulsen) Den tysk-jødiske landbrugsstuderende Bruno Schmitz Tre af bådens ti ombordværende druknede; mirakuløst, efter halvanden time i det kolde vand, blev resten reddet. Men 9

Min fars flugt.indd 9

30/07/13 10.51

skipperen bragte dem tilbage til Danmark, hvor Gestapo var lige ved at fange dem. Dette er historien om en af besættelsestidens mest dramatiske flugter, om druknedød og om redningen af de danske jøder. Det er 70 år siden i år, men det er stadig danmarkshistoriens mest bevægende tid. Danmarks besættelse og jødernes flugt til Sverige med Gestapo i kølvandet fascinerer stadig de fleste danskere, for den rummer de bedste og værste øjeblikke i vor historie.

Min far og mor overlevede krigen i modsætning til det flertal af europæiske jøder, der nådesløst blev jaget af nazisterne og myrdet. Min far, Benjamin, er i dag 89 år, og min mor, Henny, er 85. De har siden 1952 boet i Islev i Rødovre Kommune, og de har haft krondiamantbryllup. Min far har Parkinsons Syge, og han ser lidt dårligt, hvad der dog ikke har afholdt ham fra at købe den seneste nye iPad-model for at følge med udviklingen. Man er vel ikke civilingeniør for ingenting. Min mor arbejdede, mens min far studerede, men blev så hjemmegående. I dag har hun overraskende nye opgaver, når min fars svage syn tvinger hende til at foretage elektriske reparationer og finde vej i it-junglen.

Det er lettere at sætte sig selv ind i en historisk rammefortælling, jo længere tid der er gået, og alligevel tager det generationer, før man fatter, hvad der var på færde. Selv årtier efter Anden Verdenskrig var det ikke gået op for danske jøder, hvor usandsynligt heldige de havde været at overleve krigen. Godt 65 procent af Europas jøder blev myrdet. Det var rent held, at grupper af jøder i Danmark, Bulgarien, Albanien og få andre lande overlevede. Det kunne meget nemt være gået anderledes. Selv om de danske jøder et sted i deres bevidsthed godt vidste det, blev den frygtelige erkendelse skubbet til side af en mere snæver dansk historie, der handlede om redningen af danske jøder i 1943. Det blev en dansk solstrålehistorie midt i rædslernes mørke.

Jeg kan ikke huske, at mine forældre under min opvækst bebyrdede mig med den tragiske historie om mordet på Europas jøder. Det var den lyse historie om redningen, der blev 10

Min fars flugt.indd 10

30/07/13 10.51

fortalt, ligesom i de andre dansk-jødiske hjem. Først senere, engang i 1980’erne, blev den trøsterige fortælling om redningen i 1943 afbalanceret med den mørkere historie om Europas jøder, og danske jøder blev derfor først sent til en del af en bredere jødisk skæbnefortælling.

Mine forældres flugt i oktober 1943 er dramatisk og har for altid sat sig sine spor hos dem og hos deres børn, altså min bror, Bjarne, og mig. Men vi er ikke anderledes end alle andre jødiske familier og flygtende frihedskæmpere, der hver har deres dramatiske flugtberetning.

De flygtninge, der sad i robåden den nat i oktober 1943, var næsten alle fra russiske immigrantfamilier. En stor udvandring fra Rusland og andre østlande havde bragt jøder til Vesten, og en gruppe var blevet i København, mens hovedparten var draget til New York. Min fars forældre var en del af denne flygtningestrøm, ligesom familien Recht og Fischermann.

Kun en enlig flygtning i båden i skikkelse af Bruno Schmitz var kommet fra Tyskland, og var således ikke østjøde.

Denne bog fortæller ikke blot historien om flugten i 1943, men beretter også om det østjødiske miljø, der opstod midt i København i begyndelsen af det 20. århundrede. Bogen er historien om indvandring og flugt set med jødiske øjne. Vi har haft mange historiske redegørelser om flugten i 1943, skrevet af danske historikere, men her er beretningen fortalt med jødiske briller, hvilket giver, vil læserne forhåbentlig erfare, nogle overraskende perspektiver.

Hovedkilderne til denne bog er de tre overlevende fra den tragiske bådtur i oktober 1943, nemlig Fanny Fischermann, Sonja Sandler og min far, Benjamin Blüdnikow. Jeg har gentagne gange interviewet dem om hændelserne.

Sonja Sandler er i dag 89 år. Hun har haft lidt problemer med ryggen, men ellers skal man lede længe efter en kvinde med så meget energi og virkelyst. Hun går ofte til foredrag og hjælper gerne folk, der har det dårligere end hun selv. Hun har 11

Min fars flugt.indd 11

30/07/13 10.51

boet på Amager på Syriensvej siden 1950’erne. Hun er nær veninde med Fanny Fischermann, der i dag er 90 år gammel og ligesom Sonja udstyret med en ustyrlig livsgnist. Hun bor i en lejlighed på Frederikssundsvej og tager ofte trappeturen til 4. sal flere gange om dagen for at holde sig i form. Hun følges med Sonja på busturen til det jødiske plejehjem, for “at hjælpe de gamle”, som hun formulerer det.

Jeg har desuden benyttet mig af en dagbog, min far skrev i 1944 i Sverige med tilbageblik på flugten, og som giver et autentisk øjebliksbillede af hændelsesforløbet. Endvidere har jeg anvendt Morten Things bog Min mors historie – Morten Things mor var Dora Recht, som var med i båden. Og nævnes skal også Lene Sofie Baks bog Dansk antisemitisme 19301945, der er basis for kapitlet om Ella Wassermann.

Jeg har haft glæde af at kunne interviewe familiemedlemmer til de jødiske flygtninge i båden, hvilket har givet skildringen en fast forankring i den jødiske erfaring fra krigens tid, og jeg er meget taknemmelig over den velvilje og åbenhed, disse jødiske familier har vist mig. En speciel tak skal også gå til historikeren Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, der med stor detektivisk snilde fandt frem til Bruno Schmitzs familie. Medlemmer af familien, Stephen Wiener og Marion Godfrey, har forsynet mig med oplysninger om og fotografier af Bruno Schmitz. Jeg retter desuden en varm tak til modstandsmanden Jørgen Kieler, der har skrevet forordet til bogen, og som i de dramatiske dage i 1943 sammen med andre unge modstandsfolk var blandt de første til at tage initiativ til at redde jøder i Danmark.

Denne bog er blevet til i flere etaper. Den udkom i kort version som Berlingskes e-bog i februar 2013. Under skrivningen havde jeg stor hjælp af Berlingskes redaktør Nina Rølle og chefredaktør Jens Grund. Derefter blev manuskriptet udvidet til nærværende bog med Anne Mette Palms kyndige konsulentbistand.

Gennem hele processen med bogen har min mor, Henny Blüdnikow, og min hustru, Ira Hartogsohn, været en stor hjælp.

Min fars flugt.indd 12

30/07/13 10.51

Kapitel 2

Fra Sankt Petersborg til København Mine bedsteforældre kom til Danmark kort før Første Verdenskrig. Fra 1880’erne flygtede russiske jøder i stort tal fra zarens Rusland og vestpå; drevet bort af antisemitisme, undertrykkelse og fristet af rygterne om et frit og rigt liv i Vesten.

De fleste var ganske unge mennesker. De var ofte socialister, og kun meget få af dem var religiøse. Der var også lidt ældre immigranter, og de var som regel mere religiøse. Langt de fleste søgte til USA, hvor de bosatte sig på Manhattan, hvor store jødiske kvarterer opstod. Her opstod en livskraftig amerikansk-jødisk kultur, som vi stadig nyder godt af i for eksempel Saul Bellows og Philip Roths romaner og i Woody Allens film. Andre fandt frem til London, Paris og fjernere egne som Argentina.

Godt 8-10.000 østeuropæiske jøder kom til København fra 1880’erne og frem til 1917, hvoraf en del dog rejste videre. Men mange blev her, fordi landet virkede åbent og venligt sammenlignet med andre lande på den tid, og der var gode muligheder for at få arbejde som skræddere og syersker. Den dansk-jødiske teaterinstruktør Sam Besekow, der i årtier var en af dansk teaters hovedkræfter, har skrevet flere erindringsbøger om at vokse op i det jødiske miljø i København. I en af dem fortæller han, hvordan hans forældre kom til København med båd. De var som de andre tilrejsende jøder fattige og frygtsomme. Så mødte de en politibetjent, og han viste dem vej og sagde høfligt farvel. De var ved at falde bagover, 13

Min fars flugt.indd 13

30/07/13 10.51

for de havde aldrig mødt en venlig politimand før, og Besekow citerer sine forældre: “En venlig politimand, der smiler og er høflig. Her må vi blive.”

Langt hovedparten af de russiske jøder var forpligtet ved lov til at opholde sig i et bosættelsesområde i det vestlige Rusland op til den noget omskiftelige grænse til Polen – det var i dette område, at de fleste jøder senere blev myrdet af nazisterne.

Også i de omkringliggende lande var der store jødiske grupper.

Her blev der i de små landsbyer talt jødisk (jiddisch), og kender man teaterstykket Spillemand på en tagryg, romaner af Isaak Bashe­vish Singer eller Marc Chagalls malerier, ved man, hvordan den verden så ud. Det var fattige bysamfund med træhuse og en synagoge. Rabbineren var som regel den centrale person, man lagde vægt på studier af de jødiske skrifter, og det var, som om tiden havde stået stille i flere hundrede år. Mændene var klædt i sorte kaftaner, som traditionen havde fastlagt det i 1700-tallet, og de religiøse kvinder gik med paryk. Man levede i rædsel for jødeforfølgelser, der ofte blev sat i værk af zarens politi eller kristne borgere. Min mormor, Dora Krakowsky, fortalte mig, hvordan hun i 1903 havde oplevet en sådan pogrom, der ramte deres landsby, Polotsk, og efterlod en del døde.

De fleste samfund var stærkt religiøse, men fra begyndelsen af århundredet voksede nye sociale og politiske kræfter frem, og mange unge jøder afviste religionen og blev socialister, zion­ister eller bundister. Bundisterne spillede en stor rolle i den socialistiske verdensbevægelse; de gik ind for revolutionen, men lagde også vægt på jødisk kultur, og hvad de betegnede som national-kulturel autonomi – altså en fastholdelse af en speciel jødisk selvbestemmelse. Mange jøder i den revolutionære bevægelse afskrev sig ellers enhver tilknytning til jødedommen; de stræbte efter verdensrevolutionen, og i den kommunistiske bevægelse kom en række jødiske personer til at spille ledende roller. Disse grupperinger var væsentlige helt op til Anden Verdenskrig, hvor holocaust ændrede tingenes tilstand, da de fleste blev slået ihjel eller flygtede.

14

Min fars flugt.indd 14

30/07/13 10.51

Familien Blüdnikow kom imidlertid ikke fra bosættelsesområdet, men fra Sankt Petersborg i Rusland. Min farfar, Jakob, var født i Sankt Petersborg, hvilket var temmelig usædvanligt, fordi det normalt ikke var tilladt jøder at bosætte sig der. Men nogle få fik adgang til byen; familierygtet vil vide, at min olde­ far var en meget dygtig skrædder og derfor havde fået myndighedernes tilladelse. Hvorom alting er, familien bosatte sig i zarens pragtstad, og der har vi stadig familie, selv om de fleste slap væk til USA og Israel.

Et resultat af min families bosættelse i Sankt Petersborg var, at min farfar aldrig lærte at tale ordentligt jødisk, som ikke blev talt i storstaden Sankt Petersborg. Et andet resultat af opvæksten uden for de jødiske samfund var, at min farfar i modsætning til de fleste andre jødiske børn fik en verdslig russisk skolegang, inden han kom i lære som skrædder. Det var ikke de store kundskaber, han skaffede sig, men nok til, at han siden lettere end mange andre østeuropæiske immigranter i Danmark lærte at læse og skrive dansk.

På et tidspunkt rejste min farfar til byen Vitebsk, hvor der var en stor jødisk befolkningsgruppe. Her mødte han datteren af en urtekræmmer ved navn German. Hun hed Gittel, og i 1913 giftede de sig i Vitebsk. Umiddelbart efter brylluppet emigrerede min farfar og hans brud, og pengene rakte til en skibsbillet fra Stettin til København. Sandsynligvis var målet New York, som så mange andre flygtninges, men da de allerede kendte nogle i København, er det også muligt, at endemålet vitterligt var denne lille by i udkanten af civilisationen. Bruddet var hjerteskærende mellem den ældre generation i Rusland og de unge mennesker, der tog turen vestpå for at undslippe undertrykkelse, fattigdom og for mændenes vedkommende lang militærtjeneste. Man vidste, at det sandsynligvis var et farvel for altid.

Min mors far, Abraham Krakowsky, havde en anden typisk jødisk vej væk fra Rusland og til Danmark. Han var blevet indkaldt til militærtjeneste. Man skulle være inde som soldat i årevis, og desuden var hæren kendt for antisemitisme. Han 15

Min fars flugt.indd 15

30/07/13 10.51

blev forsynet med uniform, og samme dag bad han om tilladelse til sammen med en kammerat at gå i byen for at købe brød. Han fik tilladelsen, og den russiske hær så ham aldrig mere. De to venner stak af og tog til havnebyen Stettin, hvorfra de kom om bord i et skib, der førte dem til København. Derfra kunne han sende besked til min mormor, Dora Chagall, om at hun skulle forlade Rusland og komme til København.

Snart understregede afgørende begivenheder, at verden var i kaos. Første Verdenskrig fra 1914-1918 afskar mange familiebånd, og den russiske revolution i 1918 fik den unge jødiske generation til at strømme til de røde faner i håbet om en bedre verden. Det lykkedes alligevel familierne Blüdnikow og German at fastholde forbindelsen til København med breve og fotografier, og i 1920’ernes midte kom mine oldemødre, fru Blüdnikow fra Sankt Petersborg og fru German fra Vitebsk, på besøg i København. Sandsynligvis var rejserne betalt af min farfar, for han klarede sig ganske godt som skrædder i København.

De mange østeuropæiske jøder i København talte jødisk som hovedsprog, og de var fattige som synagogerotter. I de første år slog de sig ned i Københavns fattigste områder i Prindsensgade, Borgergade, Brøndstræde og Adelgade, som dengang var byens slum med baggårde og uhumske sanitetsforhold. I slutningen af 1920’erne blev området saneret, og der er stort set intet tilbage af den oprindelige slum. I dette ghettoagtige miljø opstod i tiden omkring Første Verdenskrig et rigt jødisk kulturelt liv med foreninger, forretninger og teater.

Hvordan det var at bo i den jødiske ghetto i den tidlige periode, kan man få et indtryk af i Ruth Linows erindring; hun var født i ghettoen af jødiske immigranter: “Mine forældre talte jødisk, men når de ville tale om noget, som vi børn ikke måtte høre, så talte de russisk. Der var en særlig atmosfære i kvarteret, hvor vi boede. Der var mange værtshuse, mange fulde mænd og mange gadepiger. Der boede en masse jøder i kvarteret. De var alle sammen fattige, og alle arbejdede de 16

Min fars flugt.indd 16

30/07/13 10.51

hårdt. Fredag aften, når de var færdige med arbejdet og før shabbes ( jødisk udtryk for fredag aften), så samledes de. Det var et sted i Prindsensgade, nogle trappetrin nede, hvor de sad og sludrede efter ugens arbejde. Det var mest skræddere og skomagere. Der var et meget fint sammenhold blandt jøderne i kvarteret. Der eksisterede også en hjælpekasse oprettet af en kreds af jødiske håndværkere gennem små indskud. Når en familie så kom i en vanskelig situation, kunne den låne af kassen og senere betale lånet tilbage gennem små ugentlige bidrag. Det eneste alternativ var fattighjælp, og det var der ingen, der ville bruge, da det ville belaste dem, når de søgte indfødsret.”

Ruth Linow fortæller om familielivet: “Vi holdt alle de jødiske traditioner. Min mor købte kød hos en jødisk slagter, og så lavede hun sådan nogle retter, der var meget mættende med mel, kartofler og bønner. Men vi holdt ikke shabbes i ortodoks forstand. Mine forældre arbejdede dog ikke lørdag.

Jeg kan huske, at der om lørdagen blev lagt en hvid dug hen over skrædderbordet, og det virkede så festligt – så var det helligdag. Og de holdt de jødiske helligdage. Man festede også sammen, for eksempel når der var født et barn. Hvis det var en dreng, blev han omskåret otte dage efter, at han var født, og så lavede man et kæmpestort gilde.”

Danmark virkede som sagt åbent og venligt på de unge jøder, der havde været vant til zarens hårde styre og diskrimination. Det var dog ikke hele sandheden, for politiet bortviste mange af de tilrejsende. Myndighederne vidste, at mange af dem var socialister og måske endda revolutionære, hvilket man selvfølgelig ikke brød sig om. Desuden var jøder ikke et populært folkefærd. Der var en generel foragt for jøderne, der havde levet på tålt ophold i Europa og Rusland i århundreder.

I Rusland havde zaren undertrykt dem, og det var zarens politi, der havde fabrikeret et skrift med titlen Zions Vises Protokoller, som skildrede onde jødiske kapitalister, zionister og socialister i en konspiration, der skulle overtage magten i verden. Dette skrift blev siden hen brugt af mange antisemitter til 17

Min fars flugt.indd 17

30/07/13 10.51

Familien Wassermann fotograferet i 1915 i deres lejlighed i Sct. Gertruds Stræde. Fra venstre ses Gelja Maiehel, Chaim Benzion Wasserman, Sarah Lea Wasserman, Ella Wasserman, Menachem Munis Wasserman, Jochanan (John) Wasserman og Samuel Pesach (Smed) Wasserman.

Familien var samlet til den jødiske påske, pesach, hvor man mindes den gammeltestamentlige historie om jødernes udvandring fra Egypten.

Langt de fleste østeuropæiske jøder, der kom til Danmark, var irreligiøse og socialister, men dyrkede samtidig ivrigt den jødiske kultur. Familien Wassermann skulle få en tragisk skæbne under krigen, som det vil fremgå senere i denne bog. Pigen i midten, Ella Wassermann, blev desuden hovedperson i en af besættelsestidens mest opsigtsvækkende retssager – mere om den sag senere. (Udlånt af Salo Wassermann)

at påstå, at jøder havde konspiratoriske planer. Men jøderne var også foragtet i brede folkelige kredse, der baserede deres fjendtlighed på religiøs antipati eller almindeligt fremmedhad. Endelig var der også en stærk antisemitisk strømning i arbejderbevægelsen, hvor man mente, at jødiske kapitalister udgjorde kernen i vestlig kapitalisme og udnyttede arbejderne.

18

Min fars flugt.indd 18

30/07/13 10.51

Der var en vis latent antisemitisme i Danmark, men jøder og kristne havde stort set levet i harmoni i Danmark siden den voldsomme jødefejde i 1819, hvor jøder og deres ejendom blev angrebet. Det nye århundrede var dog spændt og uroligt, og fremmede blev set på med mistænksomhed. Der blev lavet sager på de tilrejsende i politiets udlændingeafdeling, så vi kan følge politiets syn på dem ganske nøje, og det var ikke venlige ord, der blev skrevet i dokumenterne. Problemet var desuden, at langt de fleste af de russiske jøder var fattige, og både de danske myndigheder og den jødiske menighed i Danmark frygtede, at de skulle blive en økonomisk byrde. Mange af de tilrejsende jøder søgte hjælp fra den jødiske menighed og fik den, men derved blev de opført som modtagere af hjælp og stod i fare for at blive udvist. Den jødiske menighed, som hovedsagelig bestod af velhavende ældre slægter, ønskede ikke, at de nye immigranter med deres sære vaner, jødiske sprog, socialistiske holdninger og fattigdom skulle blive en belastning og måske endda gøre situationen for dem selv usikker.

Det var et typisk tema, der havde været opført i jødisk historie i århundreder. Derfor blev mange immigranter i de første år tvunget bort med rejsepenge, og mange rejste til USA. Som neutralt land skulle Danmark passe på og sikre sig mod fremmede agenter og provokatører, så den danske forsigtighed var i store træk velbegrundet.

Situationen blev drabeligt tilspidset i 1908, da en gruppe russere under anførsel af en russisk forbryder, Egan Bulotti, slog en proprietær ihjel i Holte under et røveri. Bulotti var ikke jøde, men fremmedfrygten, der blussede op ved den lejlighed, ramte også mange jøder. Bulotti blev efter en voldsom jagt pågrebet i november 1908 hos en jødisk skomager i Brøndstræde i den jødiske ghetto; ifølge aviserne under kamp og skyderi. Hele sagen medførte en bølge af frygt over for både jøder og andre fremmede og fik som konsekvens, at mange jøder udvistes, fordi politiet strammede grebet.

Der var også i regeringen tale om en skærpet opmærksomhed over for jøder. Justitsministeriet og Udenrigsministeriet 19

Min fars flugt.indd 19

30/07/13 10.51

korresponderede således i 1913 om den socialistiske forening Bund, fordi man frygtede, at foreningen var farlig. Fra Udenrigsministeriet lød det i et brev: “Da efter udenrigsministeriets mening faren ved en russisk-jødisk indvandring ville forøges, hvis denne lidet heldige befolkning benyttede den større frihed i Danmark til her at danne foreninger, som forfulgte et revolutionært formål i Rusland, har man beordret den danske gesandt i Berlin ad fortrolig vej at søge oplysning hos den tyske regering ...”

Justitsministeriets departementschef, Frits Schrøder, skrev i et notat i 1916 om udvisning af en jødisk skrædder, at udvisningen var nødvendig: “så meget mere som han efter alt at dømme hører til det forbryderproletariat, der på grund af lemfældighed i henseende til fremmedtilsynet i så udstrakt grad har fået lov til at brede sig her i landet.”

I 1918 tog Statspolitiet en jøde med til forhør og skrev i afhøringsrapporten: “NN kom 2.1. 1910 til landet og interesserede sig i begyndelsen meget for syndikalistisk bevægelse, men påstår nu at være uden politisk interesse. Han ser mig imidlertid temmelig syndikalistisk ud.”

De stadig mere vanskelige forhold for tilrejsende jøder medførte en større udrejse og frygt. Berlingske Tidende kunne i 1916 oplyse, at der i løbet af året var udrejst 500 østjøder til USA af frygt for stigende krav om legitimering og pas, og at der var en følelse af skræk og rædsel blandt jøderne – her har man muligvis smurt lidt for tykt på. Avisen skrev: “Den russiske koloni i København forsvinder. Med hver eneste Amerikabåd rejser en lille klump til New York.”

De fattige forhold blandt immigranterne, den politiske radikalisme og frygten for yderligere jødisk indvandring gjorde, at ikke alene myndighederne, men også det omgivende samfund blev mere på vagt. Det radikale blad Politiken strammede således tonen i en leder fra 1913, som er værd kort at referere, idet den kunne være skrevet midt i vor egen nutidige debat om muslimer – dog her med Politiken i rollen som fremmedkritisk: “Det begynder efterhånden at gå op for byens forskel20

Min fars flugt.indd 20

30/07/13 10.51

lige myndigheder såvel som for befolkningen i det hele taget, at den fortsatte indvandring af polakker og russere, navnlig af polske og russiske jøder, vil berede kommunen overmåde betydelige vanskeligheder, og det inden ret lang tid (...) De er blot meget fattige og i åndelig og legemlig kultur langt tilbage.

Deres moralske niveau er ikke på højde med vort (...) De savner assimilationsevne og assimilationstrang; dansk bryder de sig ikke om at lære (...) Vi skal selvfølgelig være humane, og vi skal være gæstfri, men der er en grænse ...”

Sagen var nok tværtimod, at jøderne var assimilationsvil­ lige og gerne ville lære dansk og blive gode samfundsborgere.

Men med til historien hører, at Politiken gik for at være lidt af en jødisk avis med flere medarbejdere af jødisk oprindelse og mange jøder fra det bedre borgerskab blandt de trofaste kernelæsere. Det forklarer den kritiske holdning, for mange blandt de danske jøder så som sagt med en vis frygt og mistænksomhed på de nye jøder. De fleste unge immigranter lærte at tale dansk, ikke mindst hvis de havde arbejde hos danskere, eller hvis børnene gik i den jødiske menigheds skoler, hvor det var forbudt at tale jødisk. På min mors side lagde man i familien Krakowsky meget stor vægt på jødisk sprog og kultur, og mine bedsteforældres tre døtre talte jødisk med deres forældre, men i skolen talte de dansk og lærte sproget perfekt. Min farmor, Gittel, var meget hjemme og talte kun dårligt dansk og skrev slet ikke sproget.

I forbindelse med krigens udbrud i 1914 og de danske myndigheders stigende mistænksomhed blev lovgivningen mod jødisk indvandring yderligere strammet. Den jødiske menig­ hed var i vild uenighed om, hvilken holdning man skulle indtage; det var en kamp, hvor religion og etik var involveret, og den var yderst spændt. En del af ledelsen ønskede de nye jøder til New York, London eller endnu længere væk, mens overrabbiner Max Schornstein på den anden side forsøgte at få politiet til at lempe reglerne. I sidste ende vandt menighedens ledelse, og Max Schornstein blev sat på plads. Rabbiner Schornstein, der i øvrigt er bedstefar til tidligere overrabbiner Bent Mel21

Min fars flugt.indd 21

30/07/13 10.51

chior, risikerede sin position på at forsvare de russiske jøder.

Menighedens ledelse lod i 1914 politiet og Justitsministeriet forstå, at man fuldt ud accepterede et stop for indvandringen.

Mange blev løbende udvist, andre smuglede sig igen ind over grænsen, og mange familier blev splittet. Det var samme situation i hele Europa, hvor store grupper af stats- og hjemløse jøder fristede kummerlige tilværelser i Paris, London og andre byer.

Krigssituationen betød, at nye grupper jøder kom til København for at slippe væk fra krigstrusler og diskrimination. I nogle tilfælde var de danske myndigheder på trods af den restriktive politik parat til at tage imod dem efter bøn fra fremtrædende jødiske personer. Denne politik var fremherskende i Europa i 1930’erne, hvor statsløse og flygtende jøder rejste rundt uden fast holdepunkt og uden midler. Da nazisterne kom til magten i Tyskland, viste denne situation sig snart at være livstruende, og også jøder med tilknytning til Danmark, der af forskellige grunde var blevet udvist, blev ofre for nazismen. Den restriktive holdning til fremmede jøder ramte også min egen familie. Da min oldemor på min fars side i 1925 var i Danmark for at besøge sin søn, min farfar, Jakob Blüdnikow, ønskede hun at blive. Hendes mand var død, og hun ville gerne være sammen med sin søn. Men ansøgningen om hendes ophold i Danmark blev afvist, og hun måtte drage tilbage til Sankt Petersborg.

Samtidig må man dog fastslå, at danske myndigheder udviste større tolerance og åbenhed end i de fleste andre lande i Europa. Man kunne stadig fra jødisk side forhandle om enkelte skæbner, og de danske myndigheder fulgte så vidt muligt lovgivningen uden at misbruge den til chikane, som det skete så mange andre steder Langt de fleste immigranter klarede sig med skrædderarbejde, og de fleste af dem havde ikke en egentlig uddannelse. Min farfar var imidlertid rigtig skrædderuddannet. Det jødiske skrædderforbund spillede en stor rolle i organiseringen af de 22

Min fars flugt.indd 22

30/07/13 10.51

Familien Blüdnikow, 1925. Fra venstre min fars søster Anna, mormor German med min far på skødet, min fars søster Minna og mine bedsteforældre, Gittel og Jakob.

Jakob var skrædder og klarede sig bedre end de fleste, og måske derfor havde familien råd til at bekoste, at min farmors mor kom på besøg i København i 1925. Det var sjældent at generationer mødtes igen efter udvandringen fra Rusland. (Blüdnikows familiearkiv)

jødiske arbejdere, idet mange skræddere og syersker arbejdede for jødiske mestre med få ansatte, mens andre arbejdede hjemme. Den mangeårige formand for forbundet var en særdeles begavet mand ved navn Max Klotz, som jeg interviewede i 1981, hvor han gav dette eftertænksomme tilbageblik på sit liv: “Jeg var 15 år immigrant i Danmark. Og nu har jeg boet her i over 70 år. Hvem kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at være immigrant? At komme fra et underudviklet land og til et kulturland som det danske? Et land med love og med orden.

For os var det svært. Vi var immigranter, og immigranter så man ned på som tredjeklasses mennesker. Vi var her i cirka 15 år, før vi fik statsborgerskab, og i de 15 år måtte vi ikke komme i konflikt med politiet, vi måtte ikke få dom for noget, 23

Min fars flugt.indd 23

30/07/13 10.51

og vi måtte ikke ligge staten til last. Vi måtte klare os selv, og det var svært. Det betød, at vi ikke måtte tage imod penge fra den jødiske menigheds hjælpekasse. Hvis vi gjorde det, blev vi stemplet som fattigvæsensmænd, og det betød, at vi aldrig kunne få dansk statsborgerskab, og vi kunne ikke stemme. Vi var stemplet. Og vi kunne risikere at blive udvist af landet. Og der var immigranter, der blev udvist. Dertil kom, at mange af os var socialister, og politiet var på ingen måde begejstret for at få en gruppe revolutionære ind i landet. Der blev i hvert fald holdt øje med os. Men i 1927 blev jeg dansk statsborger. Så følte jeg mig som et nyt menneske, som en fri fugl, der kunne baske med mine vinger.”

Disse grumme vilkår kan dog ikke skjule, at det gik de russiske jøder godt i deres nye fædreland. De var arbejdsomme og villige til at arbejde for lave lønninger. Man sad oppe hele natten og syede for at klare dagen og vejen. Der var et stærkt sammenhold, og snart dukkede en række foreninger op, hvis mål det var at organisere immigranterne politisk og fagforeningsmæssigt. Mange af de unge jøder havde fra starten været bundister, der tilstræbte en social revolution og samtidig lagde vægt på jødisk kultur, men i Danmark blev denne bevægelse hurtigt svækket, og den blev afløst af en bredere socialdemokratisk tilknytning. Fagforeninger, ikke mindst det jødiske skrædderforbund, var stærke og organiserede mange arbejdere. Min egen familie på begge sider var typisk for disse tendenser. Rygtet fortalte, at min farfar, Jakob Blüdnikow, havde været ræverød i sin tid i Rusland, men i Danmark gled han over i Socialdemokratiet, som han – i lighed med de fleste andre jødiske immigranter – altid stemte på.

Der var selvfølgelig som i alle vestlige lande også en del, der blev kommunister, og kommunismen havde stor appel. En del af de unge jøder tilmeldte sig den kommunistiske gruppe De Unge Pionerer og blev af den grund bortvist fra de jødiske skoler. Den kommunistiske aktivitet viste sig ved en loyalitet over for Sovjetunionen, og da Josef Stalin i 1920’erne oprettede en jødisk stat i Sibirien ved navn Birobidjan, dannede 24

Min fars flugt.indd 24

30/07/13 10.51

danske jøder en støttekomité for at hjælpe jøderne i denne gudsforladte republik, som på papiret stadig eksisterer. Men der var stadig også grupper af både zionister og socialister, og de politiske opgør i den lille københavnske jødiske koloni var hård og til tider bitter.

De fleste af immigranterne klarede sig godt økonomisk og kravlede stille og roligt op i middelklassen. Langt de fleste fik indfødsret i løbet af 1920’erne og 1930’erne og kunne – ligesom Max Klotz – ånde lettet op, for så var de ikke længere truet af udvisning. Disse indfødsretspapirer viste sig få år senere af livsvigtig betydning, for med nazisternes besættelse var jøder uden indfødsret i betydeligt større fare end andre.

Min fars flugt.indd 25

30/07/13 10.51