Skjult

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 2

Af samme forfatter i dansk oversĂŚttelse: Alene, 2009 Forsvundet, 2011

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 3

LISA GARDNER

Skjult KRIMINALROMAN

Oversat fra amerikansk af Jan Pock-Steen

PEOPLE’SPRESS

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 5

1

JEG VAR SYV år gammel, første gang min far forklarede mig det. Verden er et system. Skolen er et system. Nabolag er systemer. Byer, myndigheder og enhver større forsamling af mennesker. For den sags skyld er menneskekroppen et system, opbygget af mindre biologiske undersystemer.

Domstolene er helt sikkert systemer. For slet ikke at tale om den katolske kirke. Der er også sport, FN og naturligvis Miss America-skønhedskonkurrencen.

“Man behøver ikke at kunne lide systemet,” belærte han mig. “Man behøver ikke at tro på det eller være enig med det. Men man bliver nødt til at forstå det. Man kan overleve, hvis man forstår systemet.”

En familie er et system.

Jeg var kommet hjem fra skole samme eftermiddag og havde fundet begge mine forældre i stuen ud mod gaden. Min far, der underviste i matematik på Massachusetts Institute of Technology, kom sjældent hjem før klokken syv. Men nu stod han ikke desto mindre ved den blomstrede sofa, min mor skattede så højt, med fem kufferter nydeligt på række ved sine fødder.

Min mor græd. Da jeg åbnede hoveddøren, vendte hun ryggen til, som om hun ville skjule ansigtet, men jeg kunne se, at hendes skuldre rystede.

Begge mine forældre var iført tykke uldfrakker, hvilket virkede underligt, eftersom det var en forholdsvis varm eftermiddag i oktober.

Det var min far, der først sagde noget. “Gå ind på dit værelse og hent to ting. Du må selv bestemme hvilke to. Men skynd dig, Annabelle. Vi har ikke meget tid.”

Min mors skuldre rystede endnu voldsommere. Jeg stillede rygsækken

5

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 6

fra mig og gik ind på mit værelse, hvor jeg så mig omkring i mit lille rum, der var malet i lyserøde og grønne farver.

Af alle øjeblikke i min fortid er det dette, jeg allerhelst vil opleve igen.

De tre minutter i min barndoms værelse. Fingre, der gled hen over mit skrivebord med alle klistermærkerne, rørte de indrammede fotografier af mine bedsteforældre, strejfede min indgraverede forsølvede børste og det store håndspejl. Jeg sprang mine bøger over. Jeg end ikke overvejede min samling af marmorkugler eller bunken med tegninger fra børnehaven. Jeg husker, jeg traf et decideret smertefuldt valg mellem min yndlingstøjhund og mit seneste klenodie, en Barbiedukke klædt i bryllupskjole. Jeg besluttede mig for tøjhunden Boomer, hvorefter jeg greb mit højtelskede babytæppe af mørkerødt flannel med en lyserød satinkant.

Ikke min dagbog. Ikke min samling af fjollede, krusedullefyldte beskeder fra Dori Petracelli, min bedste ven. End ikke albummet med babybilleder, så jeg i det mindste ville have haft nogle fotografier af min mor i alle de år, der fulgte. Jeg var et skræmt lille barn, og jeg opførte mig barnligt.

Jeg tror, min far vidste, hvad jeg ville vælge. Jeg tror, han havde forudset det hele, allerede selv dengang.

Jeg gik ind i stuen igen. Min far var udenfor og i færd med at læsse bilen. Min mor stod og holdt om den søjle, der adskilte stuen fra spisekøkkenet. Et øjeblik troede jeg, hun aldrig ville slippe den. Hun ville holde på sit og kræve, at min far holdt op med det pjat.

I stedet rakte hun hånden frem og aede mit lange, mørke hår. “Jeg holder så meget af dig.” Hun knugede mig hårdt ind til sig. Hendes kinder føltes våde mod min hovedbund. Det næste øjeblik skubbede hun mig bort og tørrede hurtigt øjnene.

“Lad os gå udenfor, skat. Din far har ret – vi må skynde os.”

Jeg fulgte min mor ud til bilen med Boomer under armen og tæppet knuget i favnen. Vi indtog vores sædvanlige pladser – min far sad på førersædet, min mor sad ved siden af, og jeg bagi.

Min far havde bakket den lille Honda ud ad indkørslen. Gule og orange blade hvirvlede ned fra bøgetræet og dansede uden for bilruden. Jeg pressede fingrene mod glasset, som om jeg kunne komme til at røre dem.

“Vink til naboerne,” instruerede min far os. “Lad, som om alting er, som det plejer.”

6

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 7

Det var det sidste, vi så til vores lille, blinde vej med de mange egetræer.

En familie er et system.

Vi kørte til Tampa. Min mor havde altid gerne ville se Florida, forklarede min far. Ville det ikke være rart at bo mellem palmer og hvide sandstrande efter så mange vintre i New England?

Eftersom min mor havde valgt vores bestemmelsessted, så valgte min far vores navne. Jeg kom nu til at hedde Sally. Min far hed Anthony og min mor Claire. Er det ikke skægt? En ny by og et nyt navn. Sikke dog et eventyr.

Jeg havde mareridt i begyndelsen. Det var forfærdelige, forfærdelige drømme, som vækkede mig skrigende. “Jeg så noget, jeg så noget!”

“Det var bare en drøm,” forsøgte min far at berolige mig med, mens han aede mig på ryggen.

“Men jeg er bange!”

“Ssh. Du er ikke gammel nok til at vide, hvad det vil sige at være bange.

Det er det, man har fædre til.”

Vi boede ikke mellem palmetræer og hvide sandstrande. Mine forældre talte aldrig om det, men nu, hvor jeg ser tilbage på det som voksen, kan jeg se, at en universitetslærer i matematik ikke bare kunne fortsætte i et nyt, tilsvarende job, især ikke under falsk identitet. I stedet kørte min far taxi.

Jeg elskede hans nye arbejde. Det betød, at han var hjemme det meste af dagen, og det var en fortryllende følelse at blive hentet i skole af sin egen, private hyrevogn.

Den nye skole var større end den gamle. Mere rå. Jeg fik vist nogle venner, selv om jeg ikke husker ret mange detaljer fra vores tid i Florida. Det er mere en generel fornemmelse af en bizar tid og et mærkeligt sted, hvor mine eftermiddage gik med at øve mig i selvforsvar, og selv mine forældre forekom mig fremmede.

Min far, der konstant vimsede rundt i vores lille lejlighed. “Hvad synes du, Sally? Skal vi ikke pynte en palme til jul? Hold da op, hvor har vi det sjovt nu!” Min mor, der nynnede åndsfraværende, mens hun malede vores stue i en lys koralrød farve; som fnisede, da hun købte en badedragt i november, og virkede oprigtigt interesseret i at lære at tilberede de mange forskellige varianter af hvid fisk.

7

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 8

Jeg tror, mine forældre var glade for at være i Florida. Eller de var i det mindste indstillet på at være det. Min mor indrettede lejligheden. Min far genoptog sin hobby med at tegne. De aftner, han ikke arbejdede, poserede min mor for ham ved siden af vinduet, mens jeg lå på sofaen og fornøjet iagttog min fars behændige strøg, når han fangede min mors drillende smil på en lille kultegning.

Lige indtil den dag, jeg kom hjem fra skole og så de pakkede kufferter og bistre ansigtsudtryk. Der var ikke nødvendigt at spørge denne gang. Jeg gik helt af mig selv ind på mit værelse. Hentede Boomer. Fandt mit tæppe.

Så gik jeg ud til bilen igen og satte mig ind bagi.

Der gik lang tid, før nogen sagde noget.

En familie er et system.

Den dag i dag ved jeg ikke, hvor mange byer vi har boet i. Eller hvor mange påtagede navne, jeg har haft. Min barndom blev en tåget række af nye ansigter, nye byer og de samme gamle kufferter. Vi ankom og fandt den billigste toværelses lejlighed. Min far tog af sted dagen efter og fandt altid straks en eller anden slags arbejde – med at fremkalde film, bestyre en McDonald’s eller være salgsassistent. Min mor pakkede vores sparsomme ejendele ud. Jeg blev sendt i skole.

Jeg ved, jeg holdt op med at tale så meget. Jeg ved også, at min mor gjorde det samme.

Det var kun min far, der forblev ubøjeligt munter. “Phoenix! Jeg har altid haft lyst til at se ørkenen. Cincinnati! Se, det er en by efter min smag!

St. Louis! Her vil vi føle os hjemme!”

Jeg husker ikke, om jeg døjede med flere mareridt. De forsvandt bare, eller måske blev de skubbet til side af mere presserende bekymringer, som den eftermiddag, hvor jeg kom hjem og fandt min mor besvimet på sofaen. Som mine lynkurser i madlavning, fordi hun ikke længere kunne holde sig oprejst.

Som at brygge kaffe og tvinge den ned i halsen på hende. Som at plyndre hendes håndtaske for penge, så jeg kunne købe ind, inden min far kom hjem fra arbejde.

Jeg håber, han vidste det, men den dag i dag er jeg ikke sikker. For min mor og mig virkede det i hvert fald, som om vi mistede mere og mere af

8

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 9

os selv for hver gang, vi antog andre navne. Indtil vi var blevet til tavse overjordiske skygger, der fulgte i min fars stormfulde kølvand.

Hun klarede den, indtil jeg fyldte fjorten. Kansas City. Vi havde holdt ud i ni måneder der. Min far var blevet forfremmet og ledte nu afdelingen for autodele hos Sears. Jeg overvejede at deltage i mit første skolebal.

Jeg kom hjem. Min mor – Stella, hed hun dengang – lå på maven på sofaen. Denne gang kunne jeg ikke vække hende, uanset hvor meget jeg rystede hende. Jeg husker svagt, hvordan jeg stormede ud af lejligheden. At jeg hamrede på naboens dør.

“Min mor, min mor, min mor!” skreg jeg. Og stakkels mrs. Torres, som ingen af os nogensinde havde skænket så meget som et smil eller en hilsen, flåede døren op, stormede i forvejen og erklærede, mens hun forgæves forsøgte at holde tårerne tilbage, at min mor var død.

Politiet kom. Og ambulancefolkene. Jeg iagttog dem, mens de fjernede liget. Så det tomme orange pilleglas glide ud af hendes lomme. En af betjentene holdt det op. Han så medlidende på mig.

“Skal vi ringe efter nogen?”

“Min far kommer snart hjem.”

Betjenten efterlod mig hos mrs. Torres. Vi sad i hendes lejlighed, hvor der lugtede kraftigt af jalapeño-pebre og fyldte majsblade. Jeg beundrede de farvestrålende, stribede gardiner, der hang for hendes vinduer, og puderne med friske blomstermotiver, der dækkede hendes slidte brune sofa. Jeg spekulerede på, hvordan det mon ville føles at have et rigtigt hjem igen.

Min far dukkede op. Takkede mrs. Torres overstrømmende, gennede mig ud.

“Du forstår vel nok, at vi ikke kan sige noget til dem?” sagde han igen og igen, da vi endelig igen var kommet i sikkerhed i vores lejlighed. “Du forstår nok, at vi må være meget forsigtige, ikke? Du må ikke sige et ord, Cindy. Ikke ét ord. Alt det her er meget indviklet.”

Da betjentene vendte tilbage, var det min far, som talte. Jeg varmede noget kyllingesuppe i det lillebitte tekøkken. Jeg var ikke rigtig sulten. Jeg ville bare have vores lejlighed til at dufte som mrs. Torres’ lejlighed. Jeg ønskede bare, at min mor kom tilbage igen.

9

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 10

Senere opdagede jeg, at min far græd. Han sad sammenkrøbet i sofaen med min mors slidte lyserøde slåbrok i hænderne. Han kunne ikke holde op igen. Han hulkede, hulkede og hulkede.

Det var den første nat, min far sov i min seng. Jeg ved godt, hvad I tænker, men sådan var det ikke.

En familie er et system.

Vi ventede i tre måneder på at få udleveret liget af min mor. Myndighederne ville foretage en obduktion. Jeg har aldrig forstået hvorfor, men en dag fik vi min mor tilbage. Vi ledsagede hende fra lighuset til bedemanden.

Hun blev lagt i en kiste, hvor der stod en andens navn på etiketten, og derpå sendt ind i flammerne.

Min far købte to små glasbeholdere, der hang i hver sin halskæde. Én til ham. Én til mig.

“På den her måde,” sagde han, “vil hun altid være nær vores hjerter.”

Leslie Ann Granger. Det var min mors rigtige navn. Leslie Ann Granger. Min far fyldte glasbeholderne med aske, og vi hægtede dem om halsen. Resten af hende slap vi løs i vinden.

Hvorfor købe en gravsten, der blot ville cementere en løgn?

Vi tog tilbage til lejligheden, og denne gang behøvede min far ikke at spørge; jeg havde pakket vores kufferter tre måneder tidligere. Ingen Boomer, intet tæppe denne gang. Jeg havde lagt begge dele i min mors trækiste og sendt dem ind i flammerne sammen med hende.

Når ens mor dør, skal man holde op med at gøre barnlige ting.

Jeg valgte navnet Sienna. Min far kom til at hedde Billy Bob, men jeg gav ham lov til at kalde sig B.B. Han vendte det hvide ud af øjnene, men gik med på spøgen. Fordi jeg havde haft æren af at vælge navnene, så valgte han byen.

Vi satte kurs mod Seattle; min far havde altid haft lyst til at se Vestkysten.

Vi klarede os bedre i Seattle, hver på vores måde. Min far begyndte igen at arbejde i Sears, og eftersom han aldrig afslørede, han havde arbejdet for dem før, antog de, at han var et naturtalent, og han strøg op gennem ledelsesniveauerne. Jeg blev optaget på endnu en overfyldt, underfinansieret offentlig skole, hvor jeg forsvandt ind i de navnløse, ansigtsløse masser med middelgode karakterer.

10

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 11

Jeg begik også min første rebelske handling: Jeg sluttede mig til en kirke.

Den lille menighedskirke lå en gade fra vores lejlighed. Jeg gik forbi hver eneste dag til og fra skole. En dag stak jeg hovedet indenfor. Den næste dag satte jeg mig ned. Den tredje dag faldt jeg i snak med præsten.

Lukker Gud en ind i himlen, hvis man er blevet begravet under et forkert navn, ville jeg vide.

Jeg talte i lang tid med præsten den eftermiddag. Han havde briller med glas, der var tykke som bunden af sodavandsflasker. Tyndt, gråt hår. Et venligt smil. Da jeg kom hjem, var klokken over seks, min far ventede mig, og maden stod ikke på bordet.

“Hvor har du været?” ville han vide.

“Jeg blev lidt forsinket …”

“Er du klar over, hvor bekymret jeg har været?”

“Jeg kom for sent til bussen. Jeg talte med en lærer om en opgave. Jeg, øh … måtte gå hele vejen hjem. Jeg ville ikke forstyrre dig på arbejde.” Jeg ævlede løs, blev rød i kinderne og lød slet ikke, som jeg plejede at gøre.

Min far stirrede olmt på mig i lang tid. “Du kan altid ringe til mig,” sagde han kort. “Vi er jo et team, ikke?”

Han purrede op i mit hår.

Jeg savnede min mor.

Så gik vi ud i køkkenet og gik i gang med at lave en sammenkogt ret med tun.

Jeg opdagede, at man næsten blev høj af at lyve. Før jeg vidste af det, havde jeg fortalt min far, at jeg havde meldt mig til en diskussionsklub.

Det gav mig selvfølgelig mulighed for at tilbringe en række eftermiddage i kirken, hvor jeg lyttede til koret, der øvede sig, talte med præsten eller blot sugede rummets atmosfære til mig.

Jeg havde altid haft langt, mørkt hår. Da jeg var barn, flettede min mor det for mig. Som teenager havde jeg degraderet det til et uigennemtrængeligt gardin, jeg lod hænge foran mit ansigt. En dag besluttede jeg, at håret blokerede for glasmosaikkernes sande skønhed, så jeg gik ned til frisøren på hjørnet og fik det klippet af.

Min far talte ikke til mig i en uge.

Og mens jeg sad i min kirke og så mine naboer komme og gå, opdage11

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 12

de jeg, at mine alt for store sweatshirts var for kedelige, og at mine posede cowboybukser sad for dårligt. Jeg kunne godt lide folk med farvestrålende tøj. Jeg kunne lide, at det rettede ens opmærksomhed mod deres ansigter og fik en til at bemærke deres smil. Folk, der så glade ud. Normale. Kærlige. Jeg ville vædde på, at der ikke indfandt sig en tre sekunder lang forsinkelse, når man spurgte dem om deres navn.

Så derfor købte jeg nyt tøj. Til diskussionsklubben. Og jeg begyndte at bruge hver eneste mandag aften i suppekøkkenet – det var et krav fra skolen, fortalte jeg min far. Alle skulle udføre så og så meget samfundstjeneste. Tilfældigvis var der også en sød, ung mand, der arbejdede frivilligt der.

Brunt hår. Brune øjne. Matt Fisher.

Matt tog mig med i biografen. Jeg husker ikke, hvad vi så. Jeg var opmærksom på hans hånd mod min skulder, den svedige fornemmelse i mine egne håndflader. Vejrtrækningsproblemerne. Efter filmen gik vi ud for at få en is. Det regnede. Han holdt sin jakke over mit hoved.

Og så – under hans cologneduftende jakke – gav han mig mit første kys.

Jeg svævede hjemad. Et drømmende smil i mit ansigt.

Min far mødte mig ved hoveddøren. Fem kufferter ventede truende bag ham.

“Jeg ved godt, hvad du har lavet!” erklærede han.

“Ssssh,” sagde jeg og satte en finger mod læberne. “Ssssh.”

Jeg dansede forbi min chokerede far. Jeg fortsatte ind på mit lillebitte, vinduesløse værelse, og i otte timer lå jeg i min seng og tillod mig at være lykkelig.

Jeg tænker stadig på Matt Fisher indimellem. Er han mon gift nu? Har to komma to børn. Fortæller han nogensinde historier om den skøreste pige, han nogensinde har kendt? Han kyssede hende en enkelt aften. Så hende aldrig igen.

Min far var taget af sted, da jeg stod op om morgnen. Han kom tilbage omkring klokken tolv og smækkede et falsk id-kort i hånden på mig.

“Og jeg vil ikke høre noget brok over navnene,” sagde han, da jeg rynkede panden ved synet af min nye identitet: Tanya Nelson, Michaels datter. “Det har allerede kostet mig et par tusind at få lavet dokumenterne med så kort varsel.”

12

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 13

“Men du har valgt navnene.”

“Fyren havde ikke andre at give mig.”

“Men du kom jo hjem med navnene,” insisterede jeg.

“Ja, ja, så siger vi det.”

Han havde allerede en kuffert i hver hånd. Jeg blev urokkeligt stående med armene over kors og et uforsonligt udtryk i ansigtet. “Du valgte navnene, så vælger jeg byen.”

“Vent, til vi sidder i bilen.”

“Boston,” sagde jeg.

Han gjorde store øjne. Jeg kunne se, han havde lyst til at protestere.

Men regler er regler.

En familie er et system.

Når man har tilbragt sit liv på flugt fra det onde, kan man ikke undgå at tænke på, hvordan det mon føles, når det endelig en dag indhenter en. Det fandt min far aldrig ud af.

Betjentene sagde, at han gik ud på vejen og blev dræbt øjeblikkeligt af en hurtigt kørende taxi. Hans krop fløj gennem luften. Han slog panden mod en metallygtepæl og smadrede ansigtet.

Jeg var toogtyve år gammel. Jeg var endelig færdig med at slide mig gennem en endeløs række af skoler. Jeg arbejdede på en Starbucks. Jeg gik en masse. Jeg sparede sammen til en symaskine. Jeg åbnede min egen forretning, der lavede specialsyede gardinløsninger og matchende sofapuder.

Jeg kunne godt lide Boston. Det skræmte mig ikke at vende tilbage til min barndoms by. Faktisk var det lige modsat. Jeg følte mig tryg i de konstant kværnende folkemængder. Jeg nød at spadsere gennem Public Garden og kigge på vinduer i Newbury Street. Jeg holdt endda af efteråret, hvor dagene duftede af egetræ, og nætterne var kolde. Jeg fandt en ufattelig lille lejlighed i North End, hvor jeg kunne spadsere til Mike’s og spise frisklavet cannoli, når jeg havde lyst til det. Jeg hængte gardiner op. Jeg anskaffede en hund. Jeg lærte endda at lave fyldte majsblade. Om aftnen stod jeg ved mit vindue med tremmer for på fjerde sal og knugede min mors aske, mens jeg så navnløse fremmede passere nedenfor.

Jeg sagde til mig selv, at nu var jeg voksen. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke havde mere at frygte. Min far havde styret min fortid. Men fremtiden 13

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 14

var min egen, og jeg ville ikke tilbringe den på flugt. Der var en grund til, jeg havde valgt Boston.

Så en dag gav det hele mening. Jeg købte et eksemplar af Boston Herald og læste det på forsiden: Efter femogtyve år var jeg omsider blevet fundet død.

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 15

2

TELEFONEN RINGEDE. Han rullede om på siden. Greb en pude. Maste den mod øret.

Telefonen ringede.

Han smed puden fra sig og hev dynen over sig i stedet.

Telefonen ringede.

Han åbnede modvilligt det ene øje og stønnede. Klokken var 2.32.

“Fanden tage det …” Han slog ud med hånden, fumlede med telefonrøret og holdt det op til øret. “Hvad?”

“Munter som altid, kan jeg høre.”

Bobby Dodge, den nyeste kriminalbetjent i Massachusetts Delstatspoliti, stønnede endnu højere. “Jeg har kun været ansat i to dage. Du kan da ikke mene, at jeg skal kaldes ud allerede. Hov.” Hans hjerne vågnede omsider op til dåd. “Lige et øjeblik …”

“Kender du det tidligere sindssygehospital i Mattapan?” spurgte D.D. Warren, der var kriminalbetjent i Boston Politi.

“Hvorfor?”

“Det er vores gerningssted.”

“Du mener, det er Boston Politis gerningssted. Det glæder mig at høre.

Nu lægger jeg mig til at sove igen.”

“Du skal være her om en halv time.”

“D.D. …” Bobby trak sig op i siddende stilling, efterhånden modvilligt vågen, og det morede ham ikke. Han og D.D. havde kendt hinanden i mange år, men klokken halv tre om natten er klokken halv tre om natten.

“Hvis du og dine venner har lyst til at drille en grønskolling, så find en i jeres eget korps. Jeg er for gammel til den slags pis.”

“Der er noget, du bliver nødt til at se,” sagde hun blot.

15

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 16

“Hvad?”

“En halv time, Bobby. Lad være med at tænde for radioen. Du skal ikke lytte med på politifrekvensen. Du skal se det her med et åbent sind.” Der blev stille et øjeblik. “Bobby,” tilføjede hun mere dæmpet, “hold det for dig selv. Det er en grim sag.” Og så var hun borte.

Bobby Dodge var ikke uvant med at blive kaldt ud midt om natten. I næsten otte år havde han gjort tjeneste som finskytte i indsatsstyrken hos Massachusetts Delstatspoliti, i det såkaldte STOP-team. Han stod til rådighed døgnet rundt alle ugens dage og var uundgåeligt blevet kaldt på arbejde de fleste weekender og på de vigtigste helligdage. Det havde ikke generet ham dengang. Han havde nydt udfordringen ved at være en del af en elitestyrke.

To år tidligere var hans karriere dog blevet afsporet. Bobby var ikke blot blevet kaldt ud til et gerningssted, men han havde skudt en mand. I sidste ende blev det betegnet som en berettiget handling, men alt havde føltes anderledes bagefter. Der var ingen, der protesterede, da Bobby et halvt år senere stoppede i indsatsstyrken. Og da han for nylig bestod eksamenen og blev kriminalbetjent, var alle enige om, at Bobbys karriere godt kunne trænge til at begynde forfra.

Så her var han. Han havde været kriminalassistent i to dage og var allerede blevet overdraget et dusin åbne, men ikke hastende sager. Det var bare for at prøve ham af. Når han først havde bevist, at han ikke var helt og aldeles idiot, ville de måske lade ham lede en efterforskning. Eller han kunne håbe at være den heldige civilbetjent, der blev hevet ud af sengen til en større sag. Kriminalfolk spøgte med, at folk kun blev slået ihjel klokken 3.05 eller 16.50. Bare lige tids nok til, at dagsholdet kunne begynde tidligt eller køre på hele natten.

Telefonopkald midt om natten var ubetinget en del af jobbet. Men de burde komme fra Delstatspolitiet, ikke fra en ansat hos Boston Politi.

Bobby rynkede atter panden og forsøgte at kringle gåden. Som hovedregel hadede kriminalbetjente fra Boston Politi at invitere delstatsbetjente med til deres fester. Og hvis en betjent fra Boston Politi for alvor havde brug for delstatens ekspertise, ville vedkommendes overordnede kontak-

16

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 17

te Bobbys overordnede med al den åbenhed og tillid, man kunne forvente af sådan et arrangeret ægteskab.

Men D.D. havde ringet direkte til ham, tænkte Bobby, mens han trak sine bukser på, kæmpede sig i en langærmet T-shirt og pjaskede vand i ansigtet, hvilket fik ham til at gruble over, om D.D. slet ikke havde brug for Delstatspolitiets hjælp. Det var hans hjælp, hun havde brug for.

Og det gjorde Bobby mistænksom.

Nu standsede han en sidste gang ved kommoden og rodede i den ved skæret fra natlampen. Han fandt sit politiskilt, sin personsøger, sin Glock .40 og det våben, som en praktiserende kriminalbetjent satte størst pris på – sin Sony minirecorder. Bobby så på sit ur.

D.D. havde sagt, han skulle være der inden for en halv time. Han ville nå det på femogtyve minutter. Hvilket gav ham fem minutter mere til at regne ud, hvad i helvede alt det her gik ud på. vejen til Mattapan gik lige ud ad I-93 fra Bobbys etageejendom i South Boston. De to timer mellem klokken tre og fem om morgnen var sikkert de eneste i døgnet, hvor motorvejen ikke var som en tyk slange af køretøjer, så Bobby kom hurtigt frem.

Han drejede fra ved afkørslen til Granite Avenue og kørte til venstre ad Gallivan Boulevard for at flette ind på Morton Street. Ved lyskurven standsede han ved siden af en gammel Chevrolet. De to unge, sorte mænd så på Bobbys Crown Vic med kendermine og sendte ham deres mest hadefulde blikke. Bobby svarede igen ved at vinke muntert. I samme øjeblik lyset blev grønt, drejede de to knægte skarpt til højre og drønede af sted i afsky.

Endnu et storslået øjeblik for nærpolitiet.

Forretninger gav plads for huse. Bobby passerede sidegader med tætte rækker af treetagers ejendomme. Den ene så mere trist og nedslidt ud end den næste. Store dele af Boston havde gennemlevet en renæssance i løbet af de seneste fem år, og på havnefronten veg lejekaserner pladsen sig for luksuslejligheder. Forladte værftsbygninger blev til kongrescentre. Hele byen blev strategisk og kosmetisk omorganiseret, så den tilpassede sig det enorme tunnelbyggeri, der var kendt under betegnelsen “The Big Dig.” Nogle kvarterer havde vundet ved det. Det havde Mattapan tydeligvis

17

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 18

ikke. Forventet ankomst om otte minutter. Han drejede til venstre og kørte rundt om Mt. Hope Kirkegård. Fra denne vinkel kunne han ud ad sideruden omsider se det enorme ingenmandsland, som området omkring den psykiatriske institution Boston State Mental Hospital udgjorde.

De hundrede og femogtyve tønder frodigt, træbevokset land midt i byen gjorde Boston State Mental Hospital til delstatens mest eftertragtede byggegrund for tiden. Da det samtidig var hjemsted for en hundrede år gammel sindssygeanstalt, var det også et af mest uhyggelige steder i området.

To forfaldne murstensbygninger stod på toppen af bakken og blinkede ned til folk fra vinduernes smadrede ruder. Enorme, tilgroede ege- og bøgetræer kradsede mod nattehimlen med nøgne grene, der lignede krogede hænder.

Man sagde, at hospitalet var blevet bygget på det skovklædte område, så patienterne havde “rolige” omgivelser. Adskillige årtier med overfyldte afdelinger, mærkelige midnatsskrig og to voldsomme drab senere talte de lokale stadig om lys, der tændtes tilfældige steder i ruinerne, om uhyggelige, hviskende stemmer fra de sammenstyrtede dynger af mursten og om flagrende skygger, der flaksede mellem træerne.

Indtil videre havde ingen af disse historier skræmt kommende bygherrer bort. Naturfredningsforeningen havde sikret sig et hjørne af grunden og omdannet det til et populært naturreservat. Der var i øjeblikket et større byggeri i gang af et splinternyt laboratorium til University of Massachusetts, mens Mattapan summede af rygter om socialt boligbyggeri og måske en ny high school.

Udviklingen var ikke til at undgå. Selv ikke for hjemsøgte psykiatriske institutioner.

Bobby drejede om kirkegårdens fjerneste hjørne og fik omsider øje på festlighederne. Der, i venstre hjørne af området: Kraftige lysstråler skar gennem de afpillede bøgetræer og fordrev den tætte, måneløse nat. Flere fjerne lys, patruljevognes blå og røde prikker, siksakkede sig gennem træerne ad den snoede vej. Bobby ventede at se omridset af det tidligere statshospital, en relativt lille, treetagers bygning, dukke op, men patruljevognene drejede fra og kørte i stedet længere ind i skoven.

18

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 19

D.D. havde ikke løjet. Boston Politi havde fundet et gerningssted, og at dømme efter trafikken var det en stor sag.

Bobby nåede hele vejen rundt om kirkegården. Der var et minut til forventet ankomst, og han kørte gennem den gabende, sorte port i retning af ruinerne på bakken.

Han mødte snart den første politibetjent. Betjenten fra Boston Politi stod midt på vejen iført en orange sikkerhedsvest og var bevæbnet med en kraftig stavlygte. Knægten virkede knap gammel nok til at barbere sig. Han skulede alligevel på det nydeligste, mens han studerede Bobbys politiskilt og gryntede derpå mistænksomt, da det gik op for ham, at Bobby var fra delstatspolitiet.

“Er du sikker på, du befinder dig det rigtige sted?” spurgte knægten.

“Aner det ikke. Jeg skrev ‘gerningssted’ på gps’en, og så havnede jeg her.”

Knægten så på ham med et tomt blik. Bobby sukkede. “Jeg fik en personlig invitation fra kriminalassistent Warren. Hvis det generer dig, må du diskutere det med hende.”

“Er det hende, der lige er blevet forfremmet til kriminalassistent af første grad?”

“Første grad? Der kan man bare se.”

Knægten klaskede Bobbys legitimation ned i hans hånd igen. Bobby kørte op ad bakken.

De første forladte bygninger dukkede op på hans venstre side. Lyset fra hans forlygter reflekteredes i småsprossede vinduer. Murstensbygningens fundament var sunket, hoveddøren var lukket med hængelås, og taget var ved at falde sammen.

Bobby drejede til højre, passerede endnu en bygning, som var mindre og om muligt endnu mere forfalden. Vejsiden var ved at være fyldt op med biler, som stod parkeret kofanger mod kofanger. Kriminalbetjentes biler, retsmedicinerens varevogn og politiets teknikere kæmpede om pladsen.

Projektørerne lokkede dog endnu længere fremme som et fjernt skær over de mørke træer. Bobby kunne svagt høre den brummende lyd fra en generator, der var hentet til gerningsstedet for at sætte strøm på festen.

Han havde åbenbart en gåtur foran sig.

19

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 20

Han parkerede på den tilgroede mark ved siden af tre patruljevogne og greb en stavlygte samt papir og kuglepen. Ved nærmere eftertanke tog han også en varmere jakke på.

Det var en kølig novemberaften, temperaturen var ikke meget over fem grader, og alt var belagt med en tynd rimtåge. Der var ingen andre i nærheden, men strålen fra stavlygten oplyste den nedtrampede sti, der var banet af de kriminalbetjente, der havde gået her før ham. Lyden af Bobbys støvler hørtes klart i natteluften.

Han kunne stadig høre generatoren, men ikke nogen stemmer endnu.

Han dukkede sig under et buskads og mærkede, hvordan jorden under hans fødder blev sumpet, før den igen blev fast. Han gik forbi en lille rydning og bemærkede en dynge skrald – råddent træ, mursten, nogle plastikspande. Det havde i årevis været et problem, at folk ulovligt smed affald herind, men det meste lå omkring hegnet. Dette lå for langt inde. Det var sikkert affald fra selve anstalten eller måske fra et af de nyere byggeprojekter. Det var ikke til at se i den her belysning, hvor længe det havde ligget der.

Larmen blev kraftigere, og generatorens brummen voksede til et dumpt brøl. Han trak frakkekraven op om ørerne for at beskytte ørerne. Bobby havde været patruljebetjent i ti år og havde set sin andel af gerningssteder.

Han kendte støjen. Han kendte lugten.

Men dette var hans første gerningssted som kriminalassistent. Han tænkte, at det nok var derfor, det føltes anderledes. Så kom han ud på den anden side af endnu en række træer og standsede brat.

Folk. Overalt. De fleste var klædt i jakkesæt. Måske femten-atten kriminalbetjente og sikkert et dusin uniformerede politifolk. Dertil kom mændene med det grånende hår og de tykke, uldne overfrakker. Højerestående politifolk. Bobby genkendte de fleste fra forskellige aftrædelsesfester for andre store kanoner. Han fik øje på en fotograf og fire kriminalteknikere. Og til sidst en enkelt kvinde. Hun var vicestatsanklager, hvis han huskede rigtigt.

Det var en masse mennesker, især fordi Boston Politi i årevis havde krævet skriftlige rapporter fra alle, der havde befundet sig på gerningsstedet. Det holdt til en vis grad glanende politibetjente ude og – hvilket var endnu mere vigtigt – de øverste chefer.

20

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 21

Men denne aften var de her alle sammen. De travede rundt i små cirkler i skæret fra de strålende projektører og stampede med fødderne for at holde varmen. Centrum for det hele lod til at være den blå pavillon, der var rejst i den fjerneste ende af lysningen. Men herfra kunne Bobby stadig ikke se nogen tegn på, at der var et gerningssted under den skærmende teltdug.

Han så blot et indhegnet område, et telt og en masse meget stille efterforskere.

Det fik de små hår i hans nakke til at rejse sig.

Der lød en raslende lyd på Bobbys venstre side. Han vendte sig og så to personer komme ind i lysningen fra en anden sti. Forrest gik en midaldrende kvinde, iført en heldækkede Tyvek-beskyttelsesdragt, fulgt af en yngre mand, hendes assistent. Bobby genkendte straks kvinden. Christie Callahan fra det retsmedicinske institut, kaldet OCME. Callahan var blevet kaldt ud til sagen i sin egenskab af retsantropolog.

“Fandens også.”

Mere bevægelse. D.D. var på magisk vis dukket op fra det blå telt. Bobby lod blikket glide fra hendes blege, omhyggeligt fattede ansigtstræk over beskyttelsesdragten, der dækkede hendes tøj, til det blæksorte mørke bag hende.

“Fandens også,” mumlede han igen, men det var for sent.

D.D. kom lige hen imod ham.

“Tak, fordi du kom,” sagde hun. Der opstod et kejtet øjeblik, mens de begge forsøgte at regne ud, om de skulle give hinanden hånden, kindkysse eller noget helt tredje. Til sidst tog D.D. hænderne om på ryggen, og det afgjorde sagen. Deres forhold skulle kun være kollegialt.

“Jeg vil nødigt skuffe en kriminalassistent af første grad,” sagde Bobby drævende.

D.D. sendte ham et stramt smil for at bekræfte sin nye titel, men hun kommenterede den ikke. Dette var hverken rette tid eller rette sted.

“Fotograferne har allerede taget den første omgang billeder,” sagde hun brysk. “Vi venter på, at de er færdige med at optage video, så kan du komme med ned.”

“Ned?” “Gerningsstedet ligger under jordoverfladen, indgangen er inde i teltet.

21

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 22

Bare rolig, vi har en stige, så det er ikke for besværligt at komme derned.”

Bobby gav sig tid til at fordøje det hele. “Hvor stort er det?”

“Kammeret er omtrent to gange tre meter. Vi nøjes med tre personer dernede ad gangen, ellers kan man ikke bevæge sig omkring.”

“Hvem fandt det?”

“Nogle unge mennesker. De opdagede det vist i forgårs, mens de var optaget af lidt hyggedruk og/eller lignende interesser. De tænkte, det kunne være sjovt at komme tilbage igen i nat med en lommelygte. Det gør de ikke igen.”

“Er de her endnu?”

“Næ. Ambulancefolkene gav dem noget beroligende og kørte af sted med dem. Det var nok det bedste. Vi kunne ikke bruge dem til noget.”

“Her er mange kriminalbetjente,” bemærkede Bobby og så sig omkring.

“Tja.” “Hvem har ansvaret for efterforskningen?”

Hun løftede hovedet. “Jeg er den heldige vinder.”

“Det er jeg ked af at høre, D.D.” Hun skar en grimasse. Hendes ansigtsudtryk var mere dystert nu, hvor de var på tomandshånd.

Nogen rømmede sig bag dem. “Undskyld.?”

Videofotografen var kommet ud under teltdugen og ventede på yderligere instrukser fra D.D..

“Lad os filme igen i intervaller,” sagde D.D. til videofotografen og vendte sig igen mod de forsamlede mennesker. “Omkring én gang i timen, så vi er opdaterede. Snup dig en kop kaffe, hvis du har lyst. Der er en termokande i varevognen. Men bliv i nærheden, Gino. For en sikkerheds skyld.”

Betjenten nikkede og gik derpå hen mod varevognen, hvor generatoren buldrede løs.

“Okay, Bobby. Så er det vores tur.”

Hun begyndte at gå uden først at se, om han fulgte efter.

Under den kraftige blå teltdug fandt Bobby en dynge beskyttelsesdragter samt overtrækssko og hårnet. Han trak det papiragtige stof over sit tøj, mens D.D. byttede sine mudrede skoovertræk ud med et nyt par. Der lå to

22

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 23

ansigtsmasker ved siden af beskyttelsesdragterne. D.D. tog ikke en, så det gjorde han heller ikke.

“Jeg går først,” sagde D.D. “Jeg råber klar, når jeg er nede, og så er det din tur.”

Hun pegede, og Bobby så et svagt lysskær fra en åbning i jorden, der var omtrent tres gange tres centimeter stor. Enden af en metalstige stak op over jordoverfladen. Det gav ham en sær følelse af deja-vu, som om han vidste nøjagtigt, hvad der skulle ske.

Og så i næste øjeblik forstod han det; pludselig vidste han, hvorfor D.D. havde ringet til ham. Og han vidste, hvad han ville komme til at se, når han gik ned i hullet.

D.D. strejfede hans skulder med en fingerspids. Berøringen forskrækkede ham. Han krympede sig, og hun trak sig straks bort. Blikket var alvorligt; hendes blå øjne virkede for store i det blege ansigt.

“Vi ses lige om et øjeblik, Bobby,” sagde hun lavmælt.

Hun forsvandt ned ad stigen.

To sekunder senere hørte han hendes stemme igen. “Kom bare.”

Bobby begav sig ned i afgrunden.

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 24

3

DER VAR IKKE mørkt. Der var lamper i hjørnet, og der hang lyskæder ned fra loftet. Kriminalteknikerne havde brug for kraftigt lys til deres møjsommelige arbejde.

Bobby stirrede stift frem for sig, trak vejret overfladisk gennem munden og noterede sig gerningsstedet lidt ad gangen.

Kammeret var dybt, og der var mindst to meter til loftet. Der var slet ingen problemer med at stå oprejst, og det var bredt nok til, at tre mennesker kunne stå skulder ved skulder. Det var ikke en tilfældigt opstået fordybning i jorden, men noget, der var konstrueret med møje og et klart formål for øje.

Det var køligt, men ikke koldt. Det mindede Bobby om de huler, han engang havde besøgt i Virginia. Luften havde konstant ligget på tolv grader; det var ligesom i et kæmpestort køleskab.

Lugt, men ikke så slem, som han havde frygtet. En jordagtig dunst med en snert af forrådnelse. Det, som var sket her, var sket for længe siden, hvilket forklarede retsantropologens tilstedeværelse.

Han rørte væggen med sin behandskede hånd. Jorden føltes hårdt sammenpresset og kun lettere rillet. Det var ikke ujævnt nok til at være udgravet med en skovl; rummet var under alle omstændigheder sikkert for stort til, at man kunne gøre det på den måde. Han gættede på, at hulen oprindeligt var blevet gravet med en gravemaskine. Måske var det en rørføring, der behændigt var blevet omskabt med et andet formål i tankerne.

Han bevægede sig yderligere knap en meter fremad og kom til den første støttebjælke, en gammel lægte fyldt med splinter. Den udgjorde en del af den groft tilvirkede afstivning, der gik i en bue tværs gennem rummet.

Han kunne se endnu en afstivning en meter efter den første.

24

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 25

Han undersøgte loftet med fingrene. Ikke jord, men krydsfiner.

D.D. så, hvad han gjorde. “Hele loftet er af træ,” føjede hun til. “Det er dækket med jord og blade, undtagen ved åbningen, hvor der var et trælåg, der kunne fjernes og lægges på igen. Da vi ankom, lignede det bare noget tilfældigt byggeaffald, der lå og flød på den tilgroede mark. Man ville aldrig have gættet … man kunne simpelthen ikke vide …” Hun sukkede, bøjede hovedet og så derpå ud til at ryste tanken af sig.

Bobby nikkede kort. Rummet var rimelig rent og spartansk møbleret, en gammel tyveliters spand stod ved siden af stigen, bogstaverne på spanden var så falmede af ælde, at de kun virkede som en svag skygge; en sammenfoldet metalstol, hvis hjørner var farvet af rust, stod op ad den venstre væg; en metalreol, der strakte sig i hele endevæggens længde, var dækket af en bambuspersienne, der var lige ved at falde fra hinanden.

“Hvad med den oprindelige stige?” spurgte han.

“En stållejder,” svarede D.D. “Vi har allerede taget den som bevismateriale.”

“Sagde du, at åbningen var dækket af et krydsfinerlåg? Har I fundet nogle gode pinde i nærheden?”

“Vi fandt én, der er omkring en meter lang og tre centimeter tyk. Barken er slidt af. Den kan bruges til at holde krydsfinerlåget åbent med, omtrent som man kan forvente.”

“Hvad med hylderne?” Han tog et skridt frem imod dem.

“Ikke endnu,” sagde D.D. strengt.

Han skjulte sin overraskelse med et skuldertræk og vendte sig derpå mod hende. Det var trods alt hendes show.

“Jeg synes ikke, der er markeret ret meget bevismateriale,” sagde han endelig.

“Stedet er for rent. Det virker, som om gerningsmanden har lukket det ned. Han brugte det. Jeg gætter på en rum tid, men en dag fandt han bare på noget andet at lave.”

Bobby så spørgende på hende, men hun uddybede det ikke.

“Det virker gammelt,” bemærkede han.

“Forladt,” specificerede D.D. “Har I et årstal?”

25

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 26

“Ikke noget, der er videnskabeligt belæg for. Vi bliver nødt til at vente på Christies rapport.”

Han ventede igen, men atter nægtede hun at give yderligere oplysninger fra sig.

“Ja, okay,” sagde han et øjeblik efter. “Det ligner noget, han kunne have lavet. Men du og jeg har kun hørt om sagen gennem andre. Har du kontaktet de kriminalbetjente, der arbejdede på det oprindelige gerningssted?”

Hun rystede på hovedet. “Jeg har været her siden midnat. Jeg har endnu ikke haft tid til at tjekke den gamle sag. Men det er mange år siden. De betjente, som tog sig af sagen dengang, må da være gået på pension nu.”

“Den 18. november 1980,” sagde Bobby lavmælt.

D.D. klemte munden stramt sammen. “Jeg tænkte nok, du kunne huske det,” mumlede hun sammenbidt. “Hvad mere?”

“Hullet var mindre, halvanden gange to meter. Jeg husker ikke, at politirapporten nævnte noget om støttebjælker. Man kan vel roligt sige, at den var mindre avanceret end denne her. Du godeste. At læse om det er stadig noget andet end at se det.”

Han rørte igen ved væggen og følte på den hårdt sammenpressede jord.

Den tolvårige Catherine Gagnon havde tilbragt næsten en måned i det første jordfængsel og levede i et tidløst tomrum, der kun blev afbrudt af besøg fra Richard Umbrio, som havde bortført hende og holdt hende fanget som sin egen personlige sexslave. Jægere havde fundet hende ved et tilfælde kort efter thanksgiving, da de havde banket på krydsfinerlåget og til deres store overraskelse hørt svage råb dernedefra. Catherine var blevet reddet; Umbrio røg i fængsel.

Historien burde være endt der, men det gjorde den ikke.

“Jeg husker ikke, at der blev nævnt andre ofre ved Umbrios retssag,” sagde D.D. nu.

“Nej.” “Det betyder dog ikke, at han ikke har gjort det før.”

“Nej.” “Måske var hun offer nummer syv, otte, ni eller ti. Umbrio var ikke den snakkesaglige type, så alt er muligt.”

“Ja, alt er muligt.” Han forstod godt, hvad D.D. udlod at sige. Og de 26

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:33

Side 27

kunne jo ligesom ikke spørge. Umbrio var død to år tidligere. Han blev skudt under omstændigheder, der for alvor havde ringet begravelsesklokkerne for Bobbys karriere i STOP. Det var sært, som visse forbrydelser bare forsatte med at gøre skade selv årtier efter.

Bobby rettede igen blikket mod de skjulte hylder, som han bemærkede, at D.D. stadig undgik. Hun havde ikke hidkaldt ham klokken to om natten bare for at se på et underjordisk kammer. Boston Politi havde ikke iværksat en så omfattende aktion for et næsten tomt hul i jorden.

“D.D.” spurgte han lavmælt.

Hun nikkede omsider. “Du må hellere se det med dine egne øjne. Det her, Bobby, er dem, som ikke blev reddet. Det er dem, som blev i mørket.”

Bobby var forsigtig med persiennerne. Snorene føltes gamle og mørnede i hans hænder. Nogle af de tynde sammenflettede stykker bambus var splintrede og hang fast i snorene, så det var vanskeligt at rulle persiennen op. Lugten af råddenskab var kraftigere her. En næsten eddikeagtig lugt.

Hans hænder rystede ufrivilligt, og han måtte koncentrere sig for at holde hjertet i ro.

Være til stede i øjeblikket, men samtidig uden for det. Løsrevet fra det.

Fattet. Koncentreret.

Den første persienne gled op. Og derpå den anden.

Det var det ubegribelige ved hele situationen, som i sidste ende var den største hjælp.

Sække. Gennemsigtige affaldssække af plastik. Der var seks. Tre på den øverste hylde, tre på den nederste; de lå ved siden af hinanden, nydeligt bundet sammen i toppen.

Sække. Seks styk. Gennemsigtig plastik.

Han vaklede baglæns.

Der var intet at sige. Han mærkede, han åbnede munden, men der skete ikke noget, der kom intet ud. Han stod bare og stirrede. Og stirrede og stirrede, for sådan noget fandtes ikke, sådan noget kunne ikke være virkeligt. Hans hjerne registrerede synet, afviste det, men øjnene så det alligevel og kæmpede for at forstå det. Han kunne ikke … det kunne ikke …

Han ramte stigen med ryggen. Han strakte hænderne bagud og greb så hårdt om de kølige metaltrin, at han kunne mærke kanterne skære sig ind 27

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 28

i huden. Han koncentrerede sig om den følelse, den skarpe smerte. Den gav ham selvbeherskelsen tilbage. Forhindrede ham i at skrige.

D.D. pegede op i loftet, hvor man havde hængt en af lyskæderne.

“Det er ikke os, der har sat de to kroge i,” sagde D.D. lavmælt. “De var her allerede. Vi fandt ikke nogen petroleumslamper hernede, men jeg antager, at …”

“Ja,” sagde Bobby hæst. Han trak stadig vejret gennem munden. “Okay, ja.”

“Og stolen, naturligvis.”

“Ja, ja, og den forpulede stol.”

“Det, øh, det er våd mumifikation,” sagde D.D. Hun lød også rystet og forsøgte at beherske sig. “Det kaldte Christie det. Gerningsmanden viklede ligene ind, lagde dem hver for sig i en affaldssæk og snørede den sammen foroven. Da forrådnelsen satte ind … ja, så kunne væsken ikke løbe nogen steder hen. I bund og grund er ligene blevet syltet i deres egne safter.”

“Hold da kæft.”

“Jeg hader mit arbejde, Bobby,” hviskede D.D. pludselig, ligefremt. “Åh gud, jeg har aldrig ønsket at skulle se sådan noget.” Hun satte hånden for munden. Han troede et øjeblik, hun ville bryde sammen, men hun bed tænderne sammen og fortsatte stædigt. Selv en erfaren betjent har sine grænser.

Bobby tvang sig selv til at slippe grebet om metalstigens trin.

“Lad os gå op,” sagde D.D. hurtigt. “Christie venter sikkert på at komme herned igen. Hun skulle bare hente nogle ligposer.”

“Okay.” Men Bobby vendte sig ikke mod stigen. I stedet gik han tilbage til de blotlagte metalhylder og til det syn, hans hjerne ikke kunne acceptere, men som den aldrig ville glemme.

Tiden havde givet ligene en mahogniagtig farve. De var ikke som de tørre, tomme skaller, han havde set på udstillinger af ægyptiske mumier.

Disse virkede massive, næsten læderagtige, og alle træk var stadig tydelige. Han kunne følge de lange og usandsynligt tynde, reblignende arme, der holdt om bøjede ben. Han kunne tælle ti fingre, der var flettet sammen om anklerne. Han kunne se detaljer i hvert eneste ansigt, de udhulede kinder, hagespidserne, hvor de hvilede på knæene. De havde lukket øjnene.

28

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 29

Mundene var rynkede. Hår klistrede sammenfiltret til deres hovedskal og hang i lange, slatne lokker over deres skuldre.

De var små. De var nøgne. Det var piger. Børn, de rene børn. De lå sammenkrøbet i gennemsigtige affaldssække, hvorfra de aldrig ville undslippe.

Nu forstod han, hvorfor kriminalbetjentene deroppe ikke sagde et ord.

Han stak en behandsket hånd frem og rørte let ved den første pose.

Han vidste ikke hvorfor. Der var intet, han kunne sige, og intet, han kunne gøre.

Han mærkede en tynd metalkæde. Han trak den frem fra folderne øverst på affaldssækken og fandt en lille sølvmedaljon. Det stod et navn på den: Annabelle M. Granger.

“Har han mærket dem?” sagde Bobby vredt.

“Det er nok nærmere trofæer.” D.D. havde stillet sig hen bag ham. Hun stak sin behandskede hånd ind bag en anden affaldssæk og viste ham en lille, laset tøjbamse i en snor. “Jeg tror … jeg ved det sgu ikke, men der er en genstand på hvert af ligene. Ting, der har betydet noget for ham. Eller ting, der har betydet noget for pigen.”

“Du godeste.”

D.D. havde nu lagt en hånd på hans skulder. Han havde ikke bemærket, hvor hårdt han bed tænderne sammen, før hun rørte ved ham. “Vi bliver nødt til at gå op, Bobby.”

“Ja, okay.”

“Christie skal i gang med sit arbejde.”

“Ja, okay.”

“Bobby …”

Han flåede hånden til sig. Så en sidste gang på ligene, mens han mærkede behovet for at indprente sig hvert eneste billede, som om det kunne skænke dem trøst at vide, at de ikke ville blive glemt. Som om det betød noget for dem, at de ikke længere var alene i mørket.

Han gik tilbage mod stigen. Det sved i hans hals. Han kunne ikke sige noget.

Tre dybe indåndinger, og han brød gennem åbningen under den lyseblå teltdug.

Tilbage til den kølige, disede nat. Tilbage til skæret fra projektørerne.

29

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 30

Tilbage til larmen fra nyhedshelikopterne, der omsider havde fået færten af historien og nu susede rundt på himlen ovenover.

Bobby tog ikke hjem. Det kunne han godt have gjort. Han var kommet, fordi D.D. havde bedt ham om det. Han havde bekræftet, hvad hun havde frygtet. Ingen ville undre sig, hvis han tog af sted igen.

Han skænkede sig en kop varm kaffe i kriminalbetjentenes varevogn.

Han lænede sig mod siden af køretøjet, pakket ind i den hvide støj fra de brummende generatorer. Han drak aldrig sin kaffe, men drejede blot koppen rundt og rundt mellem rystende fingre.

Klokken blev seks, og solen begyndte at titte frem over horisonten.

Christie og hendes assistent fik hentet ligene op, som nu var lagt i sorte ligposer. Det passede med tre lig til én båre, hvilket betød to ture med retslægens vogn. Første stop ville være ved laboratoriet hos Boston Politi, hvor plastikaffaldssækkene, som indeholdt de enkelte lig, skulle undersøges for fingeraftryk. Derpå ville pigernes jordiske rester blive transporteret til OCME, hvor obduktionen så ville finde sted.

Da Christie tog af sted, gjorde hovedparten af kriminalbetjentene det samme. Gerningssteder af denne type blev styret af retsantropologen, så da Callahan var taget af sted, var der ikke meget mere at gøre.

Bobby hældte den kolde kaffe ud og smed engangskruset i en affaldspose.

Han sad og ventede på passagersædet i D.D.’s bil, da hun omsider kom gående ud fra skoven. Og fordi de engang havde været forelskede i hinanden, og endda havde været venner derefter, lod han hende hvile hovedet mod sin skulder og holdt hende der, mens hun græd.

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 31

4

MIN FAR ELSKEDE gamle mundheld. Et af hans yndlingsudtryk var: Forberedelse er det halve arbejde. I min fars øjne var forberedelse det allervigtigste. Og han begyndte at forberede mig i samme øjeblik, vi flygtede fra Massachusetts.

Vi lagde ud med et grundkursus i sikkerhed for syvårige. Tag aldrig imod slik fra fremmede. Gå aldrig med nogen hjem fra skole, ikke engang med en, du kender, medmindre vedkommende har sagt det korrekte kodeord. Lad være med at gå hen til fremmede biler. Hvis føreren spørger om vej, så henvis ham til en voksen. Leder han efter en forsvunden hundehvalp, så henvis ham til politiet.

Hvis en fremmed dukkede op på mit værelse midt om natten? Råb, skrig, slå på væggene. Når et barn bliver rigtig rædselsslagen, forklarede min far, kan det indimellem slet ikke styre stemmebåndene. Så vælt møbler, smid en lampe på gulvet, ødelæg mindre ting, blæs i din røde alarmfløjte – lav larm på alle mulige måder. Min far lovede mig, at i sådan en situation ville mine forældre ikke blive vrede, om jeg så ødelagde hele huset.

Kæmp imod, sagde min far. Spark efter knæskallerne, stik fingrene i øjnene, bid ham i halsen. Kæmp, kæmp, kæmp.

Mine lektioner mere komplicerede med alderen. Karate for at træne min behændighed. Løb for at opøve hurtighed. Avancerede tips om sikkerhed. Jeg lærte, jeg altid skulle låse hoveddøren hjemme, selv ved højlys dag. Jeg lærte aldrig at åbne døren uden først at kigge gennem dørspionen og aldrig åbne for nogen, jeg ikke kendte.

Gå med løftet hoved, hurtige skridt. Skab øjenkontakt, men lad være med at stirre. Det skal bare række til, at man kan se, du har tjek på dine 31

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 32

omgivelser, uden at du tiltrækker dig unødig opmærksomhed. Hvis jeg nogensinde følte mig utryg, skulle jeg slutte mig til den nærmeste gruppe mennesker og følge i hælene på dem.

Hvis jeg nogensinde følte mig truet på et offentligt toilet, skulle jeg råbe “det brænder”, for folk reagerer hurtigere på truslen om ildebrand end på et nødråb fra et voldtægtsoffer. Hvis jeg nogensinde følte mig utryg i et indkøbscenter, skulle jeg løbe hen til den nærmeste kvinde, for det er mere sandsynligt, at kvinder handler, end mænd, der som oftest ikke ønsker at blive indblandet i noget. Hvis nogen sigtede på mig med en pistol, skulle jeg løbe min vej, for selv den dygtigste skarpskytte har svært ved at ramme et mål i bevægelse.

Forlad aldrig hjemmets eller arbejdspladsens trygge rammer uden at have bilnøglerne i hånden. Gå hen til din bil med nøglen stikkende ud fra din knyttede næve som en interimistisk kniv. Lad være med at låse døren op, hvis der står en fremmed bag dig. Sæt dig ikke ind i bilen, før du har tjekket bagsædet. Når du er kommet ind, skal du til hver en tid holde vinduerne lukket; hvis du har brug for frisk luft, kan du åbne dem et par centimeter.

Min far havde ikke tiltro til våben. Han havde læst, at der var stor sandsynlighed for, at kvinder fik frataget deres våben, så det kunne bruges mod dem. Det er grunden til, at jeg – indtil jeg fyldte fjorten – altid bar en fløjte om halsen til nødstilfælde og altid havde en spraydåse tåregas med mig.

Det år slog jeg imidlertid for første gang min modstander i gulvet under en træningskamp i den lokale idrætsklub. Jeg havde droppet karate til fordel for kickboxing, og det viste sig, at jeg var ganske god til det. De forsamlede tilskuere blev forfærdede. Moren til den dreng, jeg nedlagde, kaldte mig et uhyre.

Min far gav is bagefter og sagde, at jeg havde klaret mig godt. “Det er ikke, fordi jeg billiger vold, at du ved det. Men hvis du nogensinde bliver truet, Cindy, skal du ikke holde igen. Du er stærk, du er hurtig, og du har kampinstinkt. Slå først, spørg bagefter. Man kan aldrig være for velforberedt.”

Min far meldte mig til nogle flere konkurrencer, hvor jeg dygtiggjorde mig og lærte at målrette min vrede. Jeg er hurtig. Jeg er stærk. Jeg har 32

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 33

kampinstinkt. Det gik alt sammen godt, indtil jeg begyndte at vinde for meget, hvilket naturligvis tiltrak sig unødig opmærksomhed.

Ikke flere konkurrencer. Ikke mere liv.

I sidste ende vendte jeg min fars ord mod ham selv: “Forberedt? Hvad nytter det at være så forberedt, når vi ikke gør andet end at løbe vores vej!”

“Ja, skattepige,” forklarede min far utrætteligt. “Men vi kan stikke af, fordi vi er så velforberedte.”

Jeg begav mig direkte fra min morgenvagt hos Starbucks til Boston Politis hovedkvarter. Fra Faneuil Hall havde jeg kun en kort gåtur til metroen, hvor jeg kunne fange den orange linje til Ruggles Street. Jeg havde gjort mit hjemmearbejde aftnen før og klædt mig passende: slidte cowboybukser med lav talje og frynsede opslag, der slæbte hen ad fortovet. En tynd, chokoladefarvet ærmeløs top over en sort, tætsiddende langærmet bomuldsbluse. Et mangefarvet tørklæde med chokoladebrunt, sort, hvidt, lyserødt og blåt bundet om livet. Over skulderen havde jeg en kæmpestor April Cornell-taske med blåt blomstermotiv.

Jeg lod mit hår være udslået, så de mørke lokker nåede halvvejs ned til min talje, mens gigantiske sølvringe dinglede fra mine ører. Jeg kunne, og havde lejlighedsvist gjort det, gå for at være latinamerikansk af oprindelse. Jeg tænkte, at det nok var et sikrere look med tanke på, hvor jeg skulle tilbringe min eftermiddag.

State Street-stationen var summende travl som sædvanlig. Jeg smed min polet i automaten og strøg ned ad trappen til den vidunderlige, kraftfulde lugt af urin, som findes på enhver metrostation. Befolkningssammensætningen omkring mig var typisk for Boston – sorte, asiater, latinamerikanere, hvide, rige, gamle, fattige, veluddannede, arbejdere og bandemedlemmer, som alle mosede rundt mellem hinanden i et farverigt, urbant tableau. Liberale elsker den slags pis. De fleste af os ønsker bare, at vi vinder i lotteriet og kan købe en bil.

Jeg udvalgte mig en ældre dame, der havde et teenagebarnebarn med på slæb. Jeg stillede mig ved siden af dem; jeg holdt mig langt nok fra dem til ikke at virke påtrængende, men tæt nok på til at virke som en del af gruppen. Vi stirrede opmærksomt på den modsatte væg, og alle undgik omhyggeligt at se andre i øjnene.

Da metrotoget endelig ankom, masede vi os fremad som én sammen33

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 34

hængende klump og klemte os ind i metalæsken. Så lukkede dørene med en susende lyd, og togvognen strøg ind i tunnelerne.

Der var ikke siddepladser nok på denne del af turen. Jeg stod og holdt fast i en metalstang. En sort knægt med rødt pandebånd, en alt for stor sweatshirt og posede bukser rejste sig for den ældre dame. Hun sagde mange tak. Han sagde ikke noget som helst.

Jeg stod med blikket rettet mod det farvekodede rutekort over døren, mens jeg på den meste diskrete vis så mig omkring i togvognen.

Længst mod højre sad en ældre asiatisk mand fra arbejderklassen. Bøjet hoved, sammensunket i skuldrene. Bare en mand, der forsøgte at klare sig gennem dagen. Den ældre kvinde havde fået sædet ved siden af ham, og hendes barnebarn stod vagt. Så var der fire sorte teenagedrenge iført den officielle bandeuniform. Deres skuldre svajede i takt med togvognens rytme, mens de sad og stirrede ned i gulvet uden at sige et ord.

Bag mig sad en kvinde med to små børn. Kvinden så latinamerikansk ud, men de seks-otte-årige børn var hvide. Sikkert en babysitter, der tog de betroede børn med i parken. Ved siden af hende sad to teenagepiger, begge med håret flettet og store diamantørestikkere blinkende i ørerne. Jeg vendte mig ikke mod dem, men vurderede, at de var værd at holde øje med.

Piger er mere uforudsigelige end drenge og derfor farligere. Fyre stiller sig an, mens piger har en tilbøjelighed til at gå i kødet på en og begynde at stikke løs med skjulte knive, hvis de føler sig provokeret.

Jeg var dog ikke så bekymret for pigerne; de var kendte ubekendte. Det er det ukendte ubekendte, der tager røven på en.

Stationen ved Ruggles Street dukkede op. Dørene åbnedes, jeg steg ud.

Ingen værdigede mig så meget som et blik.

Jeg løftede min taske op på skulderen og gik mod trappen. Jeg havde aldrig før været i politihovedkvarteret i Roxbury. Jeg havde kun hørt historierne om midnatsskyderier på parkeringspladsen og om folk, der var blevet bestjålet uden for indgangsdøren. Hovedkvarterets nye placering havde tilsyneladende været et politisk forsøg på at give Roxbury et kvarterløft eller i det mindste gøre stedet mere sikkert ved nattetide. Så vidt jeg kunne læse på nettet, virkede det ikke.

Jeg holdt godt fast i min taske og gik foroverbøjet, så jeg var klar til at

34

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 35

reagere på pludselige bevægelser. Stationen på Ruggles Street var stor, travl og fugtig. Jeg siksakkede hurtigt gennem menneskemasserne. Vær fokuseret, målbevidst. Der er ingen grund til at se fortabt ud, bare fordi man er det.

Uden for stationen, neden for en stejl trappe, så jeg en høj radiomast på min højre side og forstod, at politihovedkvarteret lå i den retning.

Netop som jeg begav mig hen ad fortovet, lød en hånende bemærkning bag mig. “Du ser godt ud, tacotøs! Har du lyst til en burrito med rigtigt kød i?”

Jeg vendte mig, fik øje på tre sorte knægte og gav dem fingeren. De lo bare. Lederen, der så ud til at være omkring tretten år gammel, tog sig i skridtet. Nu var det min tur til at grine.

Det tog lidt af gassen af dem. Jeg vendte rundt igen og fortsatte hen ad gaden med rolige, regelmæssige skridt. Jeg knyttede næverne, så mine hænder ikke skulle begynde at ryste.

Politihovedkvarteret var svært at overse. For det første var det en enorm konstruktion af glas og stål, der var smækket ned midt i et forfaldent socialt boligbyggeri af brune murstenshuse. For det andet var der opstillet betonbarrikader hele vejen langs med forsiden, som om bygningen lå i det centrale Bagdad. Det var sådan, man terrorsikrede offentlige bygninger.

Jeg tøvede for første gang. Siden jeg traf beslutningen sent aftnen før, havde jeg ikke tilladt mig at tænke nærmere over det. Jeg havde planlagt det. Jeg havde handlet. Nu var jeg her.

Jeg satte tasken ned. Fandt en fløjlsblazer frem, der havde samme farve som lys mælkechokolade, og tog den på i et forsøg på at klæde mig lidt pænere. Men det var lige meget. Jeg havde ingen beviser. Enten troede kriminalbetjentene mig, eller også gjorde de det ikke.

Indenfor var der kø foran metaldetektoren. Den vagthavende betjent krævede at se mit kørekort. Han inspicerede min store taske. Dernæst så han op og ned ad mig på en måde, der skulle anspore mig til at sige: Ja, jeg forsøger at smugle våben/bomber/narko ind i politihovedkvarteret. Jeg havde intet at bemærke, så han slap mig igennem.

Ved skranken tog jeg avisartiklen frem og tjekkede endnu en gang kriminalbetjentens navn, selv om jeg havde lært det udenad.

35

LIsa Gardner-SKJULT-1.korr:Layout 1

16/08/12

11:34

Side 36

“Har De en aftale med hende?” spurgte den uniformerede betjent med et strengt blik. Han var en korpulent fyr med et kraftigt overskæg. Jeg kom straks til at tænke på Dennis Franz fra New York Blues.

“Nej.” Endnu et kig op og ned. “Hun har altså ret travlt for tiden.”

“Bare sig, at Annabelle Granger er her. Det vil interessere hende.”

Betjenten fulgte tilsyneladende ikke meget med i nyhederne. Han trak på skuldrene, løftede telefonrøret og gav beskeden til en eller anden. Der gik et par sekunder. Betjentens ansigtsudtryk ændrede sig ikke. Han trak blot igen på skuldrene, lagde røret på og bad mig om at vente.

Der stod andre mennesker i kø, så jeg tog min taske og slentrede ud i den lange, hvælvede lobby. Der var en udstilling, som viste politistationens historie. Jeg gik frem og tilbage gennem udstillingen, mens jeg så nøje på hvert eneste fotografi og læste alle billedteksterne.

Minutterne gik. Mine hænder begyndte at ryste. Jeg tænkte, at jeg burde stikke af, mens jeg stadig havde chancen. Så tænkte jeg, at jeg måske ville få det bedre, hvis jeg bare kastede op.

Endelig lød der trin.

En kvinde nærmede sig og gik direkte hen imod mig. Stramme cowboybukser, støvler med høje stilethæle, en stramtsiddende hvid skjorte og en virkelig stor pistol i et hylster i bæltet. Hendes ansigt var indrammet af en uregerlig masse af blonde krøller. Hun lignede en fotomodel, indtil man fik set nærmere på hendes øjne. Blikket var glansløst, direkte og alvorligt.

Det blå blik rettede sig mod mig, og et kort øjeblik flaksede et eller andet over hendes ansigt. Hun lignede en, der havde set et spøgelse. Så nåede hun hen til mig.

Jeg tog en dyb indånding.

Min far havde taget fejl. Der var visse ting i livet, man ikke kunne forberede sig på. For eksempel at miste sin mor, mens man stadig er barn.

Eller at ens far går bort, før man har fået mulighed for at holde op med at hade ham.

“Det var satans,” sagde kriminalassistent af første grad, D.D. Warren.

“Mit navn er Annabelle Mary Granger,” sagde jeg. “Jeg hører, I leder efter mig.”

36