Af samme forfatter: Sanghunde Landet under verden Sultestrejken Danser
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 2
01/03/11 15.49
COLUM McCANN
LAD KUN VERDEN TUMLE SIG ROMAN
På dansk ved Juliane Wammen
People’sPress
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 3
01/03/11 15.49
Lad kun verden tumle sig Copyright © 2009, Colum McCann All rights reserved Copyright denne udgave © People’sPress 2011 Titlen stammer fra Alfred, Lord Tennyson „Locksley Hall“, på dansk ved Adolph Hansen, 1872 Omslag: Poul Lange Bogen er sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-7108-108-4 1. udgave, 2. oplag Printed in Denmark 2011 www.artpeople.dk
Bogen er udgivet med oversættelsesstøtte fra Ireland Literature Exchange (oversættelsespuljen), Dublin, Irland. www.irelandliterature.com info@irelandliterature.com
Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
People’sPress • Ørstedhus •Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 KøbenhavnV
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 4
01/03/11 15.49
Til John, Frank og Jim. Og selvfølgelig Allison.
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 5
01/03/11 15.49
D
e, der så ham, blev tavse. På Church Street. Liberty. Cortlandt. West Street. Fulton. Vesey. Det var en tavshed, som lyttede til sig selv, frygtelig og smuk. Nogle troede først, det måtte have været lysets spil, noget med vejret, skyggernes tilfældige fald. Andre tænkte, at det kunne være en rigtig storby-joke – at stå og pege op i luften, indtil folk stimlede sammen, løftede blikket, nikkede, bekræftede hinanden, indtil alle stod og stirrede opad på slet ingenting, som når man venter på pointen i et Lenny Bruce-nummer. Men jo længere de kiggede, jo sikrere blev de. Han stod helt ude på kanten af bygningen, en mørk silhuet mod den grå morgen. Måske en vinduespudser. Eller en bygningsarbejder. Eller en, der ville kaste sig ud. Deroppe, i hundrede og ti etagers højde, fuldstændig ubevægelig, et mørkt stykke nips mod den skyede himmel. Han kunne kun ses fra bestemte vinkler, så tilskuerne var nødt til at standse op på gadehjørner, finde et hul mellem bygningerne eller sno sig ud og ind af skyggerne for at få et udsyn, der var frit for kransgesimser, gargoiler, balustrader, tagkanter. Ingen af dem havde endnu fået øje på linen, der var udspændt ved hans fødder mellem tårnene. Det var i stedet menneskeskikkelsen, der fik dem til at blive stående med strakte halse, splittet mellem løftet om undergang og skuffelsen over det trivielle. Dét var tilskuernes dilemma: De gad ikke stå dér og vente på ingenting, et eller andet fjols, der stod på kanten af tårnene, men 11
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 11
01/03/11 15.49
de ville heller ikke gå glip af øjeblikket, hvis han gled eller blev arresteret eller sprang ud med strakte arme. Rundt om tilskuerne kom byen stadig med sine hverdagslyde. Bilhorn. Skraldevogne. Færgers tuden. Subwayens rumlen. Bus M22 holdt ind til kantstenen, bremsede, gled med et suk ned i et slaghul. Et svævende stykke chokoladepapir strejfede en brandhane. Taxadøre smækkede. Små stumper affald sloges i gydernes mørkeste hjørner. Gummisko fandt deres anslag. Lædermapper gned mod bukseben. Enkelte paraplyspidser klikkede mod fortovet. Svingdøre skubbede kvarte samtaler ud på gaden. Men selvom tilskuerne havde taget alle disse lyde og presset dem sammen til en enkelt tone, ville de stadig ikke have hørt ret meget: Selv når de bandede, blev det gjort dæmpet, ærbødigt. De stod sammen i små grupper ved trafiklysene på hjørnet af Church og Dey, samledes under markisen til Sams barbersalon, i døråbningen til Charlie’s Audio, et tætpakket lille publikum af mænd og kvinder op mod rækværket til St. Paul’s Chapel, de albuede sig frem til vinduerne i Woolworth-bygningen. Advokater. Elevatorførere. Læger. Rengøringsfolk. Køkkenassistenter. Diamanthandlere. Fiskesælgere. Ludere i slidte jeans. Alle bero liget af hinandens tilstedeværelse. Kontordamer. Handlende. Bydrenge. Mænd med reklameskilte. Korthajer. Måleraflæsere. Telefolk. Børsmæglere. En låsesmed i sin vogn på hjørnet af Dey og Broadway. Et cykelbud hvilende op ad en lygtepæl på West. En rødnæset dranker ude efter en tidlig morgendram. Fra Staten Island-færgen kunne de skimte ham. Fra kødforsyningslagrene på West Side. Fra de nye højhuse i Battery Park. Fra morgenmadsboderne ovre på Broadway. Fra pladsen nedenfor. Fra tårnene selv. Selvfølgelig var der nogle, som ignorerede postyret, som ikke gad tage sig af det. Klokken var syv femogfyrre om morgenen, og de havde ikke tanker for andet end et skrivebord, en kuglepen, en telefon. De kom op fra subwaystationerne, ud af limousiner, ned fra bybusser, krydsede gaden i rask tempo, afviste muligheden af at stå og glo. Endnu en dag, endnu en plage. Men når de passerede de små stimer af leben, satte de langsomt farten ned. Nogle standsede helt, trak på skuldrene, vendte sig nonchalant, 12
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 12
01/03/11 15.49
gik over til et hjørne, skubbede sig ind mellem tilskuerne, stillede sig på tåspidserne, stirrede hen over mængden og gav sig så til kende med et Wauw eller et Hold da op eller et For helvede. Manden deroppe blev stående stift, men mysteriet omkring ham var bevægeligt. Han stod uden for gelænderet om syd tårnets udsigtsplatform – hvert øjeblik kunne han sætte af. Under ham kom en enlig due fejende ned fra øverste etage på Federal Office-bygningen, som om den tog forskud på faldet. Bevægelsen fangede nogle af tilskuernes blikke, og de fulgte den grå flaksen mod den stående mands lille skikkelse. Fuglen jog fra det ene tagskæg til det andet, og det var på det tidspunkt, tilskuerne bemærkede, at andre var stødt til dem i vinduerne til kontorer, hvor persienner blev trukket op og enkelte glasruder med besvær skubbet opad. Det eneste, man kunne se, var et par albuer eller enden af et skjorteærme, eller en ærmeholder, men så sluttede et hoved eller et par sært udseende hænder sig til og trak rammen endnu højere op. I vinduerne i de nærliggende skyskrabere kom skikkelser hen for at kigge ud – mænd i skjorteærmer og kvinder i farvestrålende skjortebluser, der flakkede i glasset som skikkelser i et spejlkabinet. Endnu højere oppe dykkede en vejrhelikopter i et sving over Hudsonfloden – en indrømmelse til den kendsgerning, at sommerdagen alligevel ville blive overskyet og kølig – og rotorerne bankede en rytme ud over pakhusene på West Side. Først så helikopteren ud til at få slagside, da den nærmede sig, og en lille siderude blev hevet op, som om maskinen skulle have luft. En linse kom til syne i det åbne vindue. Den fangede et kort lysglimt. Et øjeblik efter rettede helikopteren sig yndefuldt op og snurrede hen over den åbne himmel. Nogle politibetjente på West Side Highway satte udrykning på, kørte hurtigt op ad afkørselsramperne og gjorde morgenen endnu mere magnetisk. Der opstod en spænding i luften overalt omkring tilskuerne, og nu – hvor sirenerne havde givet dagen autoritet – gik snakken imellem dem, de var bragt ud af balance, deres ro svandt bort, og de vendte sig mod hinanden og begyndte at gætte, ville han springe, ville han falde, ville han liste forsigtigt hen langs kanten, 13
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 13
01/03/11 15.49
arbejdede han der, var han alene, var han en lokkedue, havde han uniform på, var der nogen, der havde en kikkert? Vildfremmede mennesker tog hinanden om albuen. Eder blev udvekslet mellem dem og rygter om, at et mislykket røveri havde fundet sted, at han var en slags klatretyv, at han havde taget gidsler, han var araber, jøde, cypriot, IRA-mand, at han i virkeligheden bare var et publicitynummer, en firmafidus, Drik mere Coca-Cola, Spis flere Fritos, Ryg flere Parliament, Brug mere Lysol, Elsk mere Jesus. Eller at han var aktivist, og at han ville hænge et banner op, ville lade det glide ud fra tårnets kant, så det kunne hænge dér og blafre i brisen som et gigantisk stykke himmelvasketøj – ud med nixon! husk ’nam, sam! uafhængighed for indokina! – og så var der en, der sagde, at han måske var hangglider eller faldskærmsudspringer, og alle de andre lo, men de var mystificerede over kablet ved hans fødder, og rygterne begyndte igen, et sammenstød mellem eder og hvisken, forstærket af flere sirener, som fik deres hjerter til at slå endnu hurtigere, og helikopteren fandt fæste nær tårnets vestside, mens politifolkene spurtede hen over marmorgulvet nede i World Trade Centers foyer, og de civilklædte flåede politiskilte frem fra skjorterne, og brand bilerne kørte ind på pladsen, og det rødblå flimrede i ruderne, og en blokvogn ankom med en kran, og dens brede dæk bumpede op over kantstenen, og en eller anden lo, da kranen svingede sidelæns, mens chaufføren kiggede opad, som om kurven ville kunne nå hele den gevaldigt lange vej op, og sikkerhedsvagterne råbte i deres walkie-talkier, og hele den morgen i august blev sprængt vidåben, og tilskuerne stod som fastnaglede, der var ikke længere nogen, der skulle nogen steder hen, stemmerne steg til et crescendo, alle mulige accenter, et babylonisk virvar, indtil en lille, rødhåret mand fra matrikelselskabet på Church Street løftede haspen af kontorvinduet, lagde albuerne i vindueskarmen, tog en dyb indånding, lænede sig frem og brølede ud i det fjerne: Gør det nu, røvhul! Der var et ophold inden latteren, et sekund før det sank ind hos tilskuerne, en ærbødighed over for mandens uærbødighed, for inderst inde var det det, så mange af dem følte – Gør det, for fanden! Gør det nu! – og så blev en malstrøm af ord sluppet 14
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 14
01/03/11 15.49
fri, udråb og svar, og det var, som om den bølgede hele vejen fra vindueskarmen ned mod fortovet og hen langs de revnede fliser til hjørnet af Fulton, ned ad gaden langs Broadway, hvor den zigzaggede ned ad John, krogede sig om til Nassau og fortsatte, dominobrikker af latter, men med en skarphed over sig, en længsel, en ærefrygt, og mange af tilskuerne indså med en gysen, at selvom de måske sagde noget andet, ønskede de i virkeligheden at se et ordentligt fald, at se nogen tumle i en bue hele den lange vej, forsvinde ud af synsfeltet, fægte med armene, knuses mod jorden og give onsdagen en elektricitet, en betydning, at det eneste, de behøvede for at blive en familie, var et millisekunds vaklen, mens de andre – de, som ville have, han skulle blive deroppe, stå fast, være selve afgrundens rand, men ikke mere end det – nu følte sig oplivede af afsky for dem, der råbte: De ville have, at manden skulle redde sig selv, træde bagud ind i armene på politiet i stedet for ud i himlen. De var tændte nu. Vibrerede. Grænserne var trukket op. Gør det nu, røvhul! Gør det ikke! Langt oppe kom der en bevægelse. I det mørke tøj talte hvert eneste lille spjæt. Han bukkede sig sammen, en halv-skikkelse, foroverbøjet, som om han studerede sine sko, som et blyantsmærke, hvor det meste var visket ud. I positur som en udspringer. Og da så de det. Tilskuerne stod tavse. Selv de, der havde ønsket, at manden skulle springe, mærkede luften blive slået ud af sig. De trak sig baglæns og stønnede. En krop sejlede ud i den tomme luft. Han var borte. Han havde gjort det. Nogle slog kors for sig. Lukkede øjnene. Ventede på bumpet. Kroppen snurrede og fangedes og slog kolbøtter, kastet rundt af vinden. Så lød der et råb hen over tilskuerne, en kvindestemme: Gud, åh gud, det er en trøje, det er bare en trøje. Den faldt og faldt og faldt, ja, en sweatshirt, flagrede, og så forlod deres blikke tøjstykket midt i faldet, for højt oppe havde manden foldet sig opad fra sin hugsiddende stilling, og en ny 15
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 15
01/03/11 15.49
tavshed sænkede sig over politimændene deroppe og tilskuerne nedenfor, mens et brus af følelser skabte krusninger mellem dem, for manden havde rejst sig fra sin foroverbøjede stilling med en lang tynd stang i hænderne, rystede den, afprøvede dens vægt, vippede den op og ned i luften, en lang, sort stang, så bøjelig at enderne svajede, og hans blik var rettet mod det fjerneste tårn, der stadig var pakket ind i stilladser, som en såret genstand man skulle nå, og nu gav kablet ved hans fødder mening for alle, og uanset hvad det ellers var, kunne de umuligt gå deres vej nu, der blev ingen morgenkaffe, ingen cigaret i møderummet, ingen skødesløs, slæbende dans hen ad gangene, ventetiden var blevet magisk, og de så til, mens han løftede den ene mørkklædte fod, som en mand på vej ud i lunt, gråt vand. Tilskuerne nedenfor åndede alle sammen ind på én gang. Med ét føltes luften fælles. Manden deroppe var et ord, de åbenbart kendte, selvom de ikke havde hørt det før. Ud gik han.
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 16
01/03/11 15.49
FĂ˜RSTE BOG
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 17
01/03/11 15.49
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 18
01/03/11 15.49
AL RESPEKT FOR HIMLEN, MEN JEG KAN GODT LIDE AT VÆRE HER
E
n af de mange ting, min bror Corrigan og jeg elskede ved vores mor, var, at hun var en dygtig musiker. Hun havde en lille radio stående på Steinwayet i stuen i vores hus i Dublin, og når vi søndag eftermiddag havde gennemløbet de radiostationer, vi nu kunne finde, Radio Éireann eller BBC, løftede hun flyglets lakerede vinge, bredte kjolen ud over træskamlen og forsøgte at kopiere nummeret efter hukommelsen: jazz-riffs og irske ballader og, hvis vi fandt den rigtige station, gamle Hoagy Carmichael-sange. Vores mor spillede med et naturligt anslag, selvom hun led under en hånd, der havde været brækket mange gange. Vi fandt aldrig ud af, hvordan bruddet oprindeligt var sket, det var noget, som forblev usagt. Når hun var færdig med at spille, gned hun undersiden af håndleddet let. Jeg plejede at forestille mig, at tonerne stadig løb gennem knoglerne, som om de kunne springe fra den ene til den anden, hen over bruddet. Så mange år efter kan jeg stadig sidde i de eftermiddages mindestue og genkalde mig lyset, der breder sig over tæppet. Somme tider lagde vores mor armene om os begge og førte vores hænder, så vi kunne hamre dem hårdt ned i tangenterne. Det er vist ikke længere moderne at ære sin mor, sådan som 19
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 19
01/03/11 15.49
min bror og jeg gjorde det dengang midt i 50’erne, dengang lydene uden for vinduet mest bestod af blæst og brusen fra havet. Man leder efter en sprække i rustningen, det ben på klaverskamlen, der var kortere end de andre, det tungsind, som ville løsrive os fra hende, men sandheden er, at vi nød hinandens selskab, alle tre, og aldrig mere udtalt end de søndage, hvor regnen faldt grå over Dublinbugten, og kastevindene blæste frisk mod ruden. Vores hus i Sandymount lå med udsigt over bugten. Det havde en kort indkørsel fuld af ukrudt, en firkant græsplæne, et sort jerngitter. Når vi gik over vejen, kunne vi stille os på det buede dige og se ganske langt ud over bugten. Der voksede en klynge palmetræer for enden af vejen. De var lavere og mere forkrøblede end palmetræer andre steder, men alligevel eksotiske, som om de var blevet inviteret til at komme og glo på Dublin-regnen. Corrigan sad og bankede hælene ind i diget, mens han kiggede ud over den flade strand mod vandet. Jeg burde have vidst allerede dengang, at havet var indskrevet i ham, at der ville komme en afrejse af en slags. Det blev langsomt højvande, og vandet brusede for fødderne af ham. Om aftenen gik han op ad vejen forbi Martellotårnet til de forladte offentlige bade, hvor han balancerede på toppen af diget med vidt udbredte arme. I weekenden gik vi om formiddagen tur med vores mor, op til anklerne i ebbens lave vand, og kiggede bagud på rækken af huse, tårnet og de små striber røg, der steg op af skorstenene. To vældige røde og hvide kraftværksskorstene brød horisonten mod øst, men resten var en blid bue med måger på himlen, postbådene fra Dun Laoghaire, de drivende skyer på horisonten. Når det var ebbe, blev sandstrækningen riflet, og somme tider kunne man gå en halv kilometer blandt spredte vandpytter og gammelt affald, lange knivmuslinger, rør fra sengerammer. Dublinbugten var langsom og duvende, ligesom den by, der omsluttede den som en hestesko, men den kunne skifte karakter uden varsel. En gang imellem bragede vandet op mod diget i stormvejr. Når først havet var kommet, blev det hængende. Saltet afsatte skorper på vinduerne i vores hus. Dørhammeren var rød af rust. Når det blæste voldsomt, sad vi på trappen, Corrigan og jeg. 20
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 20
01/03/11 15.49
Vores far, som var fysiker, havde forladt os for flere år siden. En check, poststemplet i London, dumpede ind ad brevsprækken en gang om ugen. Aldrig noget brev, bare en check, udstedt fra en bank i Oxford. Den snurrede rundt i luften, når den faldt. Vi løb ind for at give den til vores mor. Hun skubbede konvolutten ind under en potteplante i vindueskarmen i køkkenet, og næste dag var den væk. Mere blev der aldrig sagt. Det eneste andet spor efter vores far var et garderobeskab fuldt af hans gamle jakkesæt og bukser i vores mors soveværelse. Corrigan lukkede døren op. Vi sad i mørket med ryggen mod de ru træpaneler og stak fødderne ned i vores fars sko, lod hans ærmer strejfe vores ører, mærkede køligheden fra hans manchetknapper. En eftermiddag fandt vores mor os klædt i hans grå jakkesæt med opsmøgede ærmer og bukserne holdt oppe af elastikker. Vi marcherede omkring i hans alt for store sko, da hun kom ind og stivnede i døråbningen, og der blev så stille i værelset, at vi kunne høre radiatoren tikke. „Nå,“ sagde hun og knælede foran os. Over hendes ansigt bredte sig et skævt smil, som så ud til at gøre ondt. „Kom her.“ Hun kyssede os begge på kinden, gav os et klap i numsen. „Smut så med jer.“ Vi lod os glide ud af vores fars gamle tøj, efterlod det i en bunke på gulvet. Senere samme aften hørte vi en klirren af bøjler, da hun hængte jakkesættene op og på plads igen. Som årene gik, kom der de forventelige raserianfald og blodtude og smadrede gyngehestehoveder, og vores mor måtte stå model til naboernes hvisken, somme tider endda til opmærksomheder fra lokale enkemænd, men i det store og hele strakte tingene sig trygt foran os: roligt, åbent, en vidstrakt, grå flade af sand. Corrigan og jeg delte et værelse med udsigt over vandet. Det skete lige så stille, jeg husker stadig ikke hvordan: Han, der var to år yngre, tilkæmpede sig overkøjen. Han sov på maven med udsigt gennem ruden ud i mørket, mens han bad sine bønner – han kaldte dem sine slumrevers – i en rask, skarp rytme. Det var hans egne besværgelser, for størstedelen umulige for mig at tyde, med sære, små latterudbrud og dybe suk. Jo nærmere han 21
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 21
01/03/11 15.49
kom søvnen, jo mere rytmiske blev bønnerne, en slags jazz, men somme tider hørte jeg ham bande midt i det hele, så de løftede sig fra det hellige. Jeg kendte den katolske hitliste – Fadervor, Ave Maria – men det var det hele. Jeg var et almindeligt, stille barn, og Gud kedede mig allerede. Jeg sparkede til undersiden af Corrigans køje, og der blev stille et stykke tid, men så begyndte han igen. Når jeg vågnede om morgenen, lå han somme tider ved siden af mig med armen slynget om min skulder, og hans bryst hævede og sænkede sig, mens han hviskede sine bønner. Så vendte jeg mig mod ham. „Åhr, Corr, hold nu kæft.“ Min bror var lyshudet, mørkhåret, blåøjet. Han var sådan et barn, som alle smilede til. Han kunne tø én op med sit blik. Folk faldt for ham. På gaden purrede kvinder op i hans hår. Arbejdsmænd dunkede ham blidt på skulderen. Han havde ingen anelse om, at hans tilstedeværelse holdt folk oppe, gjorde dem glade, fremkaldte umulige længsler i dem – han fortsatte bare derudad, intetanende. En nat, da jeg var elleve, vågnede jeg ved en voldsom og kold træk ovenfra. Jeg tumlede hen til vinduet, men det var lukket. Jeg rakte ud efter lyset, og snart brændte værelset gult. En skikkelse stod foroverbøjet midt i rummet. „Corr?“ Vejret emmede stadig fra hans krop. Hans kinder var røde. Der lå lidt fugtig tåge i hans hår. Han lugtede af cigaretter. Han satte en finger for munden for at få mig til at tie og klatrede op ad træstigen igen. „Sov bare,“ hviskede han oppefra. Lugten af tobak hang stadig i luften. Næste morgen sprang han ned fra sengen med sin tykke anorak over pyjamassen. Skælvende åbnede han vinduet og bankede sandet ud af skoene mod vindueskarmen og ned i haven. „Hvor var du?“ „Bare nede ved vandet,“ sagde han. „Har du røget?“ Han kiggede væk, gned sine arme varme. „Nej.“ „Du må altså ikke ryge, at du ved det.“ „Jeg røg ikke,“ sagde han. 22
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 22
01/03/11 15.49
Senere samme morgen fulgte vores mor os i skole, og vi havde vores læderskoletasker over skuldrene. En isnende vind føg gennem gaderne. Henne ved skoleporten bøjede hun sig ned på det ene knæ, lagde armene om os, rettede på vores halstørklæder og kyssede os, først den ene, så den anden. Da hun rejste sig for at gå, blev hendes blik fanget af noget på den anden side af gaden ved rækværket foran kirken: en mørk skikkelse hyllet i et stort, rødt tæppe. Manden løftede hånden til hilsen. Corrigan vinkede tilbage. Der var masser af gamle drankere i Ringsend, men min mor virkede overrasket ved synet, og et øjeblik slog det mig, at der måske var tale om en hemmelighed. „Hvem er det, mor?“ spurgte jeg. „Smut nu med jer,“ sagde hun. „Vi ordner det efter skole.“ Min bror gik ved siden af mig, tavs. „Hvem er det, Corrie?“ Jeg daskede til ham. „Hvem er det?“ Han forsvandt i retning af sit klasseværelse. Hele dagen sad jeg ved min træpult og gnavede på min blyant, mens jeg spekulerede – forestillede mig en forsvunden onkel, eller vores far, der på en eller anden måde var vendt tilbage, knækket. Intet var dengang hinsides det mulige. Uret hang bagest i lokalet, men der sad et gammelt, fregnet spejl over klasseværelsets håndvask, og i den rigtige vinkel kunne jeg se viserne bevæge sig baglæns. Da klokken ringede, var jeg ude ad porten, men Corrigan gik en omvej hjem, korte, trippende skridt gennem det sociale boligbyggeri, forbi palmetræerne, langs diget. Der lå en blød, brun papirspakke på overkøjen og ventede på Corrigan. Jeg puffede den over mod ham. Han trak på skuldrene og lod fingeren løb langs snoren, trak prøvende i den. Indeni lå der endnu et tæppe, et blødt, blåt Foxford. Han foldede det ud, lod det falde ned på langs, kiggede op på vores mor og nikkede. Hun rørte ved hans ansigt med oversiden af fingrene og sagde: „Aldrig mere, vel?“ Der blev ikke sagt andet, før han to år senere forærede også det tæppe væk, til en anden hjemløs dranker, en anden iskold nat, oppe ved kanalen på en af sine sene nattevandringer, hvor han listede ned ad trappen og gik ud i mørket. For ham var det 23
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 23
01/03/11 15.49
et simpelt regnestykke – der var andre, der havde mere brug for tæpperne end ham, og han var parat til at tage sin straf, hvis det skulle blive nødvendigt. Det var mit tidligste vink om, hvad min bror skulle blive til, og hvad jeg senere ville komme til at se blandt New Yorks udstødte – luderne, fidusmagerne, de håbløse eksistenser – alle dem, der hagede sig fast i ham, som var han et lysende halleluja midt i det lortehul, som verden i virkeligheden var. __ Corrigan var ikke ret gammel – tolv-tretten år – da han begyndte at drikke sig fuld en gang om ugen fredag eftermiddag efter skoletid. Han løb fra porten i Blackrock mod busstoppestedet med skoleslipset af og skolejakken i en bylt, mens jeg blev hængende på skolens idrætsplads og spillede rugby. Jeg kunne se ham springe på bus 45 eller 7A, hvor hans silhuet bevægede sig ned bag i bussen, når den kørte væk. Corrigan kunne godt lide de steder, som var drænet for lys. Havnekvarteret. Natteherbergerne. De gadehjørner, hvor bro stenene var revnede. Han sad tit sammen med drankerne på Frenchman’s Lane og Spencer Row. Han tog en flaske med, lod den gå på omgang. Hvis den nåede tilbage til ham, drak han med schwung og tørrede bagsiden af hånden hen over munden, som om han var vant til at drikke. Alle kunne se, at han ikke var nogen rigtig dranker – han opsøgte det ikke og drak kun af flasken, når han fik den. Han troede vel, at han passede ind. De mest ondskabsfulde drankere grinede ad ham, men han var ligeglad. De udnyttede ham selvfølgelig. Han var bare endnu en snotunge, som ville prøve at være i fattigrøvenes sko, men han havde lidt penge på lommen og var altid parat til at give dem fra sig – de sendte ham hen til vinhandlen efter flasker eller til kiosken efter løse cigaretter. Nogle dage kom han hjem uden sokker på. Andre gange kom han uden skjorte og skyndte sig op ad trapperne, inden vores mor opdagede ham. Han børstede tænder og vaskede ansigtet, inden han kom ned, fuldt påklædt, en smule verdensfjern, men ikke helt fuld nok til at blive opdaget. 24
PP_Lad kun verden tumle-P.indd 24
01/03/11 15.49