Klovnekrigen

DS

MA

Klovnekrigen-NY6.indd 1

BR

ÜG

R GE

KL

OV

NE

KR

IG

EN

29-09-2013 23:59:10

Klovnekrigen-NY6.indd 2

29-09-2013 23:59:10

MADS BRÜGGER KLOVNEKRIGEN EN HUMØRPLATTE MED REPORTAGER OG PORTRÆTTER FORLAGET BINDSLEV & PEOPLE’SPRESS

Klovnekrigen-NY6.indd 3

29-09-2013 23:59:10

KLOVNEKRIGEN En humørplatte med reportager og portrætter © Mads Brügger, Forlaget Bindslev & People’sPress Omslag: Michael Mandrup Omslagsfoto: Lukas Hammerich Tilrettelægning: Kasper Bindslev Bogen er sat med Celeste og BentonSans ISBN: 978-87-7137-817-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2013 Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagenes skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk People’sPress Ørstedhus Vester Farimagsgade 41 1606 København V www.artpeople.dk

Klovnekrigen-NY6.indd 4

29-09-2013 23:59:10

INDHOLD

Forord 7 Bowling for Pyongyang 9 Solskinspiger i mørkets hjerte 39 Mit navn er Peter Asschenfeldt 49 Roswell Redux 65 Liebe an der Autobahn 81 Så svar mig dog! 115 Klovnekrigen 131 Carsten Knudsens kosmiske knald 161 Åh min Gud, jeg er fuld af gløder! 169 Thanotopsis 207 Manden der ville have det sjovt 247 Jeg vaskede tøj med Larry Harvey 277 Seks dage der rystede verden 297 Brisant 343 Dagbog fra mørkets blindtarm 361 Mads Holgers forunderlige rejse 381

Klovnekrigen-NY6.indd 5

29-09-2013 23:59:10

Klovnekrigen-NY6.indd 6

29-09-2013 23:59:10

FORORD

DET ER LANGT FRA alle mine skriverier, som har kunne klare tidens tand, men hvad der følger her er et bud på en samling af de mere stedsegrønne sager. Nogle af artiklerne stammer fra Euroman, EKKO og Ekstra Bladet, men broderparten kommer fra magasinet VIRUS, som jeg var med til at redigere og udgive fra midten af 1990’erne og et stykke op i nullerne. VIRUS var et meget ambitiøst anlagt journalistisk magasin, men også et meget hemmeligt magasin, så mine beretninger fra Tysklands motorveje og World Economic Forum i Davos, kan sagtens tåle en genudsendelse. Hvad der var endnu mere hemmeligt, er det engelsksprogede BLACK BOX, som vi forsøgte os med efter VIRUS. Det udkom kun en enkelt gang, blandt andet med reportagen fra en klovnefestival i Svendborg, som nu foreligger for første gang på dansk. JEG HAR SKREVET en indgangsbøn til alle artiklerne, så dette forord behøves ikke at være så meget længere. Hvad jeg dog gerne vil nå, før jeg runder af, er at sige tak til forlægger Kasper Bindslev, som kom med ideen om at udgive en kollektion af mine reportager og portrætter i bogform. Jeg vil også gerne takke Danny Lund, Julie Moestrup og Klaus Thymann fra magasinet VIRUS – foruden Mads Lange fra magasinet Euroman og Claus Christensen fra EKKO. VELKOMMEN til Klovnekrigen. 7

Klovnekrigen-NY6.indd 7

29-09-2013 23:59:10

Jeg skrev denne reportage på et hotelværelse i Beijing. På det tidspunkt var jeg på vej til Nordkorea for anden gang, denne gang for at filme tv-serien og (senere hen) filmen Det Røde Kapel (2009). I reportagen fortæller jeg om mit første besøg i Nordkorea, hvor jeg skulle sikre mig nordkoreanernes accept af min ide om at sætte en vaudeville med to dansk-koreanske komikere op på et teater i Pyongyang. På en måde var det første besøg mere krævende, fordi det involverede mange timers daglige forhandlinger med nordkoreanske embedsmænd, og i Nordkorea er forhandlinger lig med utrolig meget druk. Det er nok den mest alkoholiserede kultur i verden. Og lige meget hvor meget social kapital jeg fik opsparet gennem drukken, var termometret alligevel altid nulstillet når vi mødtes næste dag – så var det som om vi aldrig havde truffet hinanden før, og så startede det forfra, fra bunden af, med mere druk. Men til sidst fik jeg grønt lys, og det var mit indtryk at min fysiske lighed med Lenin gjorde udslaget – de kaldte mig ”Super Lenin” på koreansk.

Klovnekrigen-NY6.indd 8

29-09-2013 23:59:10

BOWLING FOR PYONGYANG

Telefonpigens blide stemme hørtes på linjen: ”Den kære kammerat Kim Jong Il vil tale i telefon med dig. Jeg stiller dig om lige om lidt.” Han kom straks til sig selv og rettede sig op i stolen. En svag, familiær knasen i telefonrøret kunne høres, idet telefonen blev forbundet. ”Kære kammerat leder! Jeg er i røret,” sagde han, så hurtigt han kunne. Men der kom intet svar fra ham. Det ene sekund afløste det næste, men der kom stadig intet svar. Kun lyden af et rytmisk åndedræt hørtes over linjen. Og det fik hans hjerte til at svulme op. Den kære kammerat Kim Jong Il var tydeligvis faldet i søvn med røret i hånden. Embedsmanden forsøgte at dæmpe sit eget åndedræt af frygt for at forstyrre ham i den søde søvn. Således gik der 15 minutter. Så hørtes hans blide stemme pludselig i røret: ”Jeg er ked af det, jeg ringede dig op og slumrede hen et øjeblik.” Trætheden kunne høres i hans stemme. Embedsmanden sagde med rystende stemme: ”Kære kammerat leder! Hvad er klokken nu? Jeg er bekymret for, at du ikke går i seng hver nat.” Dertil svarede den kære kammerat Kim Jong Il: ”Som natten skred frem, besluttede jeg mig for at diskutere visse sager med dig næste morgen, men da jeg læste nogle dokumenter, fik jeg nogle ideer, og jeg ringede dig uventet op. Undskyld mig.” Embedsmanden lyttede til ham i stilhed, mens hans øjne begyndte at flyde over med tårer. ”Telefonopkald ved daggry” fra anekdotesamlingen Den store mand Kim Jong II. Foreign Languages Publishing House, Pyongyang, Nordkorea, 1989. 9

Klovnekrigen-NY6.indd 9

29-09-2013 23:59:10

OG SÅ STÅR MAN ELLERS og er på vej til Nordkorea igen, denne gang med et tv-hold og to dansk-koreanske komikere, hvoraf den ene er spastiker, og inden afrejsen leder man efter en kulisse, hvor de to bajadser kan afholde en generalprøve på deres show, og hvad er mere naturligt end at ringe til frimurerlogen på Blegdamsvej? Og så bliver man stillet om til stormesterens kontor og taler med en mand, der hedder Bjarne, for så at få at vide, at templet er under ombygning, men til gengæld sidder han over for frimurerlogens ekspert udi Nordkorea, og før man ved af det, snakker man med en mysteriøs ældre frimurer, som hævder, at han driver et arkiv om Nordkorea i sin kælder, og forklædt som en ven af regimet har han været i Nordkorea flere gange, og snart skal han til Sibirien for at filme en fangelejr befolket af nordkoreanere, som udlejes til Rusland til skovhugst. Han lød som den sfinksagtige bagmand, der træder frem til sidst i agentfilm for at forklare helten, hvordan sagerne virkelig hænger sammen, og … Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg fortæller det her, for det var slet ikke sådan, min artikel om Nordkorea skulle begynde, men omvendt ville jeg gerne gøre det klart fra starten, at Nordkorea er det mest tossede sted i verden, og som sådan virker det som en magnet på galninge. Men hvordan indleder man en historie om noget så skrækindjagende som Nordkorea, kronjuvelen i ondskabens akse? For eksempel kunne man lægge ud med det faktum, at regimets evige præsident, den afdøde ondhersker Kim Il Sung, har skrevet en opera med titlen Alt svømmer i en sø af blod, og så ved man godt, hvad klokken er slået. Eller måske er det tilstrækkeligt at fortælle om et af regimets officielle postkort, som jeg faldt over, mens jeg var på tur i ”Eremitkongeriget,” som Nordkorea kaldes. På postkortet ses et fotografi af en ængstelig lille ræv, spærret inde i et rustent bur, siddende i sin egen afføring. Rævens blik er et blik af vanvid, ydmygelse og frygt. ”Pyong Yang, Democratic People’s Republic of Korea,” står der på bagsiden, og så giver resten ligesom sig selv. 10

Klovnekrigen-NY6.indd 10

29-09-2013 23:59:10

OG RESTEN? Resten starter på et hotel i Peking, i lobbyen en tidlig morgen, hvor et lille rejseselskab møder hinanden for første gang. Det lyder lidt som de første linjer i en hjemmelavet vittighed. Vi har Pop Ciprian, en ranglet statskundskabsstuderende fra en mindre bjergby i Rumænien. Pop, der ejer verdens største blazer, en blazer med skulderpuder så store, at man kan riverdance på dem, er formand for Den Nordkoreanske Venskabsforening i Rumænien, som kun tæller tre personer, og dette var Pops første udenrigsrejse, når vi ser bort fra dengang, hvor han kørte med tog til Bulgarien. Derfor har Pop bevaret turistens grundlæggende uskyldighed og entusiasme og kan finde på at stille tåbelige spørgsmål som: ”Undskyld mig, tror I, det er muligt at svæveflyve i Nordkorea?” Læg dertil, at Pops kønsdrift var ude af kontrol, og som rejsen skred frem, blev det åbenlyst, at han ville i seng med alle i Nordkorea, og jeg mener virkelig alle. Og så har vi undertegnede, der er på vej til Nordkorea for at forberede et fjernsynsprogram, men det skal jeg nok vende tilbage til senere. Med var også Johan Stahl, min kollega fra Danmarks Radio. Næste ansigt i gruppen var Dr. Ralf Hejikants, en hollandsk videnskabsmand med et firkantet hoved, og lige meget hvor langt ude vi kom i den følgende tid, uanset hvor tænderskærende perverst og vanvittigt Nordkorea viste sig at være, lod Ralf være med at bagtale regimet, og han afslørede aldrig, hvorfor han var taget med på turen, men jeg har på fornemmelsen, at hvis Nordkorea har en atombombe, er det en type som Ralf, der har været fødselshjælper på den. Og til sidst var der så lederen af vores delegation, en spansk mand i begyndelsen af trediverne ved navn Alejandro Cao De Benos, der er kendt som ”Nordkoreas ledvogter.” Det er denne tykke mandsling, der bestemmer, hvilke udlændige som får lov til at rejse ind i landet, og som tiden gik, blev jeg klar over, at denne lille sykofant var den mest skøre af dem alle til hobe. Jeg blev også klar over at den egentlige årsag til hans næsegruse forelskelse i 11

Klovnekrigen-NY6.indd 11

29-09-2013 23:59:10

Nordkorea måtte skyldes, at han dér kan få tilfredsstillet drifter, som ikke kan forløses i Thailand, Vietnam eller Laos … og hvad det mon kan være, tør jeg ærligt talt ikke gætte på. MEN VI HAVDE LIGE MØDT hinanden, og jeg vidste intet om, at Alejandro bruger det internationale netværk af nordkoreanske venskabsforeninger, som han stiftede og står i spidsen for, til at true systemkritikere og journalister. Man kan ligefrem sige, at han bestyrer et slags Rotary for stærkt venstreorienterede karakterafvigere. Ej heller var det klart for mig, hvor bizart det egentlig er, at en mand, som er født og vokset op i Spanien, og som lever i Spanien til hverdag, omtaler Nordkorea som sit ”moderland.” Han førte sig frem med en påtaget militaristisk gestik, men det hændte dog, at hans håndled blev bløde og flagrende, men kun i nogle sekunder, og så blev der straks strammet op. Som han sad foran os, var han klædt i et mørkeblåt yang bok, et traditionelt koreansk jakkesæt, som Kim Il Sung gik klædt i. På hans håndled hvilede et stort og vulgært kronometer, en kopi af det ur, Breitling har lavet for Bentley. Ved hans bryst sad en rektangulær pin med et billede af Kim Il Sung. Længere fremme i forløbet opdagede vi, at alle, der er noget ved musikken i Nordkorea, bærer disse pins, og små detaljer ved ikonografien afslører, hvor magtfuld ejeren af den pågældende pin er. Alejandro gik i gang med at dele vores pas ud, nu med viseringer fra Nordkoreas ambassade i Peking. Da han kom til videnskabsmanden Ralf, holdt han fast i passet. – Vi kan desværre ikke give dig et visa, det ser ud, som om du er på vores sorte liste. Har du nogen idé om, hvorfor du er det, spurgte Alejandro og spændte kindmusklerne i sit fedladne ansigt. Ralf så fåret ud og begyndte at rødme. Og så, efter der var gået alt for lang tid til, at det var sjovt, slog Alejandro en kunstig latter op og gav Ralf passet tilbage, og alle grinede med, selv om vi godt kunne se, at det ikke kun var en joke, men en test. 12

Klovnekrigen-NY6.indd 12

29-09-2013 23:59:10

– I er på vej til et land, der er i krig, sagde Alejandro så og fortalte, at Koreakrigen kun sluttede med en våbenhvile, og teknisk set er Nordkorea stadig i krig med USA og Sydkorea. Han ridsede også de grundlæggende regler for turister i Nordkorea op. Faktisk er der kun én regel, når man ser bort fra, at man skal acceptere, at ens personlige frihed inddrages i alle henseender: Uanset hvad skal man aldrig, aldrig, aldrig nogensinde gøre grin med Yongdoja, den kære leder, general Kim Jong Il – sønnen af Kim Il Sung, landets daværende enehersker. Da vi havde fået dette på plads, kastede Alejandro sig ud i et skænderi med receptionisten angående sin regning på hotellet. Alejandro snakkede til manden, som om han var en køter, og jeg tror, pointen med øvelsen var, at han gerne ville demonstrere sin foragt for de frafaldne, kapitalistiske kinesere. JEG GIK OP PÅ VÆRELSET og pakkede. De fleste af mine bøger om Nordkorea måtte jeg efterlade på hotellet. Først og fremmest Pyongyangs akvarier skrevet af Kang Chol-Hwan, som voksede op i en nordkoreansk fangelejr og senere undslap til Sydkorea. Jeg turde heller ikke tage journalisten Simon Winchesters bog Korea med til Pyongyang. Da jeg var færdig med at pakke, gav jeg mig til at skrive om Koreas historie i min notesbog. Målet var at kunne skrive så kort og godt om emnet som muligt. Nogle vil mene, at jeg generaliserer for meget i dette afsnit, men det hænger sammen med, at den samlede koreanske nation er en af verdens mest homogene folkeslag. De tænker ens, de handler i flok, og de er alle præget af en dyb melankoli over de kindheste, historiens gang har budt dem. Korea er nemlig for Asien, hvad Polen er for Europa; et transitland og et springbræt for megalomaniske generaler, som vil underlægge sig fremmede folkeslag. Mongoler, kinesere, englændere og japanere har gang på gang stormløbet landet, og den japanske besættelse, som varede fra 1910 og frem 13

Klovnekrigen-NY6.indd 13

29-09-2013 23:59:10

til Anden Verdenskrigs afslutning, klinger stadig smertefuldt i koreanernes underbevidsthed. Samtidig har vi at gøre med et folk, som dybest set ikke bryder sig om andre racer og nationer. De ringeagter alle andre end koreanere, både kinesere, japanere og vesterlændinge, som de kalder for ”grå spøgelser.” Og så har de et talent for grusomhed, som rækker langt ud over klicheen om den sadistiske asiat. Når koreanerne tager skeen i den anden hånd, bliver det hurtigt overdrevet voldeligt og ondskabsfuldt. Under Vietnamkrigen gjorde sydkoreanske faldskærmssoldater tjeneste på amerikansk side, og rygtet om, hvordan de flåede huden af tilfangetagne vietcong-soldater, mens de var i levende live, spredte skræk og rædsel langs med Ho Chi Minh-stien. I stedet for ”sten, saks og papir” spiller nordkoreanske børn ”sten, pistol og papir” – og går man tilbage i historien, til tidernes morgen, ser man, at Koreas konger altid har straffet tankeforbrydere og misdædere på samme håndfaste måde, som det praktiseres i Nordkorea i dag: Hele familien i tre generationer, alle led, rives op med rode, al ejendom beslaglægges, og dem, der ikke henrettes på stedet, kan se frem til at friste en tilværelse som levende døde i landets fangelejre. Således er Kim Jong Il og hans håndlangere en naturlig fortsættelse af praksis, blot med en stalinistisk overbygning. Og man må endelig ikke tro, at Sydkorea er en pletfri modsætning til regimet i nord. I mange år var Sydkorea et kryptofascistisk militærdiktatur, hvor den koreanske mentalitet virkelig foldede sig ud. Som da Nordkorea sendte et hold kommandosoldater på en mislykket rejse til Det Blå Hus i Seoul for at dræbe den siddende præsident Park Chung Hee, hvorefter Park lod et hold hærdede kriminelle fragte ud til en ø og trænede dem i årevis som dræberrobotter med henblik på en selvmordsmission til Pyongyang for at sige tak for sidst. Tiden løb dog fra projektet, og Park fik medlemmerne af Enhed 684 henrettet, hvorpå Park selv blev myrdet af chefen for sin egen efterretningstjeneste, efter et drukorgie i whisky tilbage i oktober 1979. Mordet på 14

Klovnekrigen-NY6.indd 14

29-09-2013 23:59:10

Park førte til militær undtagelsestilstand, som kulminerede seks måneder senere med en vanvittig blodig massakre på omkring 2.000 studenter og pårørende i byen Kwangju. Soldaterne, der begik udåden, havde ikke spist i tre dage og blev drukket fulde i brændevin, umiddelbart før de blev sluppet løs. På sidelinjen stod amerikanerne, som formelt set er de øverstkommanderende for Sydkoreas militær, og så igennem fingre med løjerne, hvilket igen har bidraget til koreanernes ambivalente følelser for USA. Godt nok var det USA, som kom koreanerne i syd til undsætning, da kommunisterne fra nord indledte Koreakrigen i 1950, men samtidig har USA brug for Nordkorea. Nordkorea er fjendebilledet, som udnyttes til at retfærdiggøre USA’s massive troppetilstedeværelse i Sydkorea og resten af Stillehavet, og hvis USA skal forhindre Kina i at gøre sin stigende indflydelse gældende i regionen, kan amerikanerne ikke undvære regimet i Pyongyang. Den naturlige samarbejdspartner for et genforenet Korea er nemlig Kina, og så er der ikke meget at komme efter for USA. Derfor lever de 22 mio. nordkoreanere stadig som de gæve gallere i det amerikanske imperium, bortset fra at de ikke er særlig gæve, men derimod hjernevaskede, tossede, udsultede og mishandlede. Og de har ikke nogen trylledrik, de har ingenting i verden overhovedet, men til gengæld er de blevet flasket op med et altædende had til USA, Sydkorea og Japan, som gør deres stående hær på fire millioner mand til en alvorlig modstander. MANGE TIMER SENERE fandt jeg mig selv på 14. etage på et hotel i Pyongyang, der ligner troldmanden Sarumans tårn. Natten var ved at træde i karakter, og byen var mørklagt. Jeg kiggede ud på en verden, som var kørt helt og aldeles i bund. Ingen gadebelysning, ingen biler, intet liv. De få personer, man kunne se på gaderne, gik rundt som overlevende, der var vendt tilbage til overfladen efter en neutronbombe. Eller som statister på vej til næste location i filmen The Truman Show. På den anden side af 15

Klovnekrigen-NY6.indd 15

29-09-2013 23:59:11

Taedong, floden, som skærer igennem Pyongyang, kunne jeg se konturerne af et gigantisk kraftværk, hvor det væltede ud med røg fra alle sprækker og vinduer i bygningen. Faktisk kom der mere røg ud af selve bygningen end fra de to skorstene. Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan det måtte være at arbejde inde i dette monstrum. Længere væk lå byens kerne, hvor smuldrende betonpaladser tårnede sig op. Som spidsen på et spyd af beton, der var blevet jaget op gennem Pyongyangs maveskind, stod skelettet af Hotel Ryugyong, et monumentalt byggeri, der oprindelig var tænkt som Asiens største hotel. Men da regimet begyndte at løbe tør for penge i midten af 1980’erne, blev projektet skrinlagt, mens byggeriet var bedst i gang, og nu stod strukturen tilbage som en sort og ond pyramide. Havde det været en tegneserie af Bilal eller Moebius, ville spidsen af Ryugyong en dag skyde i vejret på en pude af lys, og fra spøgelseshotellets indre ville der vælte bevingede dæmoner ud. Hvad jeg stod over for, slog det mig, var Jordens største temapark for angst, ensomhed og død. PÅ VEJ GENNEM BYEN havde Alejandro fortalt os, at der lever 2,5 mio. mennesker i denne nekropolis, men han fortalte ikke, hvad det er for nogle mennesker. Det vidste jeg til gengæld noget om i forvejen. Borgerne i Pyongyang tilhører nemlig den højeste kaste i landet, dem, som regimet stoler mest på, men de er stadig nødt til at søge om tilladelse, hvis de vil besøge venner eller familie uden for byen, og ligesom alle andre nordkoreanere frister de en trøstesløs tilværelse som Kim Jong Ils personlige ejendom. ”I må ryge smøger, I må drikke bajere, og I må knalde – resten bestemmer jeg,” er den doktrin, landet styres efter. Hvis man bor ude på landet og gerne vil flytte til Pyongyang, siges det, at man er nødt til at angive en af sine medborgere, og således er Pyongyang gennem tiderne blevet befolket med spytslikkere og stikkere. Det siges også, at de mennesker, som opholder sig i Pyongyang, er dem med det bedste helbred. Handicappede og 16

Klovnekrigen-NY6.indd 16

29-09-2013 23:59:11

psykisk syge forvises omgående fra byen, og ifølge FN aflives vanskabte børn ved barselssengen. Jeg skriver ”siges det,” for et grundvilkår for alt, der vedrører mordgåden Nordkorea, er, at man ikke kan være sikker på noget som helst. Ja, det er slet ikke sikkert, at der bor 22 mio. mennesker i landet, for i teorien kunne halvdelen være døde, uden nogen havde opdaget det. Det er stort set umuligt at fravriste regimet dets hemmeligheder, og derfor er man nødt til at samle på små stykker af informationer og iagttagelser, som måske kan klinkes sammen til et billede, men det bliver aldrig retvisende. For eksempel er det fristende for besøgende i landet at tilslutte sig den skole, som hævder, at det er løgn, at Nordkorea har været i stand til at fremstille en atombombe, fordi alt fremstår som en mølædt kulisse, hvorigennem slavestatens totale sammenbrud kan skimtes. Men så finder man ud af, at landet efter sigende har nogle af verdens største underjordiske industrianlæg, og for et par år siden blev nordkoreanske ingeniører og militærfolk spottet i Burma, hvor de hjælper juntaen med at bygge et atomanlæg, og tilbage i 1998 sendte Nordkorea et missil ind over Japan, og videre ud i Stillehavet, hvilket betyder, at de har mellemdistanceraketter, som virker, og de forstår at betjene dem … Og så ved man ikke rigtig, hvad man skal tro. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at nordkoreanerne er nogle pissefarlige og benhårde skiderikker. SÅ BANKEDE DET PÅ DØREN. Det var rumæneren Pop, som ville sige, at Kim Jong Ils protokolchef var klar til at mødes med os. Vi lokaliserede den eneste elevator, som virkede i hotellet, og kørte op til en etage, hvis nummer jeg har glemt nu. Bortset fra en norsk maratonløber og nogle idrætsfolk fra Yemen var vi de eneste gæster på hotellet. Elevatoren stoppede, og vi gik ud på gangen. Her ventede resten af gruppen på os. Hotellet var isnende koldt, så koldt, som en bygning kun kan blive, hvis 17

Klovnekrigen-NY6.indd 17

29-09-2013 23:59:11

den aldrig er blevet varmet rigtigt op, og kulden har slået rod i det inderste af fundamentet. Vi blev ført ned ad nogle gange og stod pludselig inde i et hotelværelse, hvor der var indrettet et møderum. Som alle andre værelser og kontorer i Nordkorea var rummets decor udtryk for, at i dette land hersker mændene, og igen og igen kom jeg til at tænke på indretningsarkitekturen i computerspil som Wolfenstein, Counterstrike og Doom. Og så var der mange askebægre, for i Nordkorea må man bruge tobak overalt. I midten af rummet sad Kim Yong Ho, ”direktøren for den europæiske komite for kulturelle relationer med fremmede lande,” som der stod på hans visitkort. Han lignede en sjofel og morderisk klovn så meget, at en rød papnæse overhovedet ikke var nødvendig. Alt ved ham sagde, at han havde slået folk ihjel. Med var også en tolk og et par embedsmænd. Vi satte os ned over for ham og præsenterede én for én vores medbragte gaver til den kære leder, sådan som etiketten kræver det. Jeg forærede Kim Jong Il en æske med tv-serien Matador på dvd. Kim Yong Ho takkede varmt for gaverne og forsikrede os om, at de med tiden ville blive udstillet i Det Internationale Venskabsmuseum. Jeg tænkte, at hvad, jeg var i færd med, på en måde svarede til at hylde Hitler, men én gang skal jo være den første. Da ceremonien var overstået, gik vi ned i baren i receptionen og drak os fulde, og fra da af var jeg konstant en smule tipsy. Uden alkohol er det simpelthen ubærligt at være turist i Nordkorea, men man må endelig ikke blive alt for stiv, for det er ikke muligt at gennemleve alvorlige tømmermænd i så vederstyggelig en verden. Vi drak den lokale Ponghak-øl og fik også noget sødligt risbrændevin. Imens fortalte Alejandro om den forrige delegation, som han bragte til Nordkorea. Det havde været en gruppe forretningsmænd, blandt andet fra Iran, og stod det til Alejandro, var Nordkorea et paradis at drive forretning i. Han snakkede om, at der for nylig var blevet fundet olie i landet, og der var store mængder guld oppe i bjergene, som bare ventede på 18

Klovnekrigen-NY6.indd 18

29-09-2013 23:59:11

nogle raske vesterlændinge, der kunne bidrage med det maskineri, nordkoreanerne manglede. Vi hørte også om Royal Blood Fresh, et blodfortyndingsmiddel lavet af naturprodukter, som er blevet en eksportsucces for Nordkorea, og især fremhævede Alejandro deres afrodisiakum kaldet Neoviagra, der ville gøre os utrolig liderlige i 14 dage i træk. Senere gik vi op i restauranten, hvor vi stiftede bekendtskab med et køkken præget af krigsøkonomi og total desperation. Det kunne f.eks. være en suppe, som bestod af lunkent vand med lidt olie og peber drysset i. Og altid noget med æg og let fordærvet, friturestegt fisk, fordi manglen på elektricitet gør det umuligt at holde fisken frisk. Men det er bare med at spise, hvad der serveres, for maden er det eneste, man får, og det siges, at op imod to millioner nordkoreanere sultede ihjel op gennem 1990’erne, hvor efterdønningerne fra Sovjetunionens sammenbrud gav landets planøkonomi dødsstødet. Under middagen ville Pop gerne forhøre sig hos Alejandro om chancerne for at komme i bukserne på de nordkoreanske kvinder, men Alejandro slukkede straks Pops drømme. – Italiens ambassadør i moderlandet (Nordkorea, red.) har været her i ni år. Han er meget glad for kvinder, men han har aldrig haft held med vores damer, sagde Alejandro og fortalte, at de nordkoreanske kvinder er ligeglade med en mands udseende, hans rigdom og status. – Det eneste, de tænder på hos en mand, er, hvor meget han elsker vores kære leder, sagde Alejandro og lod det ligge mellem linjerne, at Alejandro kunne få meget fisse, mens Pop måtte rejse hjem med uforrettet sag. Det var rigtig dumt at høre på. OM NATTEN RINGEDE min telefon pludselig. Altså ikke min mobiltelefon, for den skulle jeg aflevere i lufthavnen. Telefonen på hotelværelset ringede, og til sidst vågnede jeg, tog røret og gav mig til kende. Men ingen svarede. Jeg kunne høre et åndedræt, 19

Klovnekrigen-NY6.indd 19

29-09-2013 23:59:11

som var lidt hurtigere end hos et menneske med hvilepuls. Et energisk åndedræt. – Hallo, who is it? forsøgte jeg, men ingen svarede. Til sidst blev røret lagt på. Jeg faldt i søvn igen, vågnede ved daggry og satte mig ned i hotellets reception. Den norske maratonløber kom forbi og fortalte, at han skulle deltage i Pyongyangs maraton denne dag. Jeg kunne slet ikke få det til at give mening, men smilede venligt og ønskede ham held og lykke. Jeg gav mig til at læse i The Pyongyang Times, dateret den 1. april ”Juche 95.” I Nordkorea regner man tiden efter Kim Il Sungs fødsel, og derfor er år nul 1912. ”Juche” er navnet på Kim II Sungs udknaldede filosofi, som kort fortalt går ud på, at man skal være så uafhængig som muligt. På forsiden af avisen var et billede af den kære leder, Kim Il Sungs søn, Kim Jong Il. Som altid så han ravende skør ud, klædt i en stor dynejakke og iført de sædvanlige Versace-solbriller. Billedet var taget på en måde, så det ikke var muligt at se, at Kim Jong Il kun er 160 centimeter høj, plus de ekstra centimeter, hans små højhælede sko giver ham. Meningen med hans touperede morgenhår er også at føje lidt til højden på en deform krop, der samlet set fremstår som en aldrende kerub fra helvede. Artiklen handlede om, at Kim Jong Il havde gennemført endnu en omgang on the spot guidance, som bedst kan oversættes til ”på pletten-ledelse.” Konceptet er, at den kære leder kan dukke op når som helst, hvor som helst og forklare, hvordan kagen skal skæres. Denne gang gik det ud over Korean Peoples Army, Unit 3406, hvor han roste soldaterne for at ”pleje deres våben som æblerne i deres øjne,” som der stod i artiklen. Og så havde han foræret kommandanten på stedet et maskingevær og en kikkert, og så var han ellers drønet videre til et andet sted, som manglede på pletten-ledelse. Man kunne se på ham, at døden fulgte i hans fodspor. Og kunne man læse indenad, fremgik det, at ”Kim’s” står for ”Koreanere I Mange Skiver.” 20

Klovnekrigen-NY6.indd 20

29-09-2013 23:59:11

Nu var de andre i selskabet vågnet, og vi samledes i restauranten til morgenmad. Med undtagelse af Pop havde ingen af os endnu været uden for hotellet, for løsgængeri var ikke tilladt uden en ledsager fra sikkerhedstjenesten. Med hviskende stemme fortalte Pop, at han var gået ud til parken foran hotellet efter midnat for at trække noget frisk luft, og pludselig var der kommet et fuldkommen smadret menneske ud af buskadset. – Han havde ingen sko på og var smurt ind i lort og lugtede af pis, og han blinkede så meget, at jeg ikke kunne se hans øjne, forklarede Pop mig. Så kom Alejandro marcherende ind i restauranten og satte sig ved bordet. Han gik mere og mere som en tinsoldat. Jeg forsøgte at få Alejandro til at fortælle selskabet om den kære leders liv og levned. Før afrejsen havde jeg læst, at Kim Jong Il skulle eje en filmsamling på 20.000 videobånd, hvoriblandt serien om Rambo er hans favorit, og desuden hævdes det, at han fik elleve hole-in-ones, første gang han spillede golf. Og så var der historien om, at han aldrig flyver, men helst rejser rundt i et armeret tog, og når han er på langfart, får han fløjet levende hummere ud til toget med helikopter og fortærer dem med spisepinde af sølv. Alejandro afviste prompte det meste som løgn plantet af CIA og Sydkorea og gav sig til at prise lederen for hans intelligens, menneskelige varme og gavmildhed. Det bedste eksempel på den kære leders beskedne og retskafne væsen var, i Alejandros øjne, at hans datter arbejder ude i lufthavnen og ikke behandles som en prinsesse. Og så var stemningen ikke længere til, at jeg fortalte, hvad jeg gik og vidste om Kim Jong Ils mange ægte og uægte børn, som for eksempel Kim Jong Nam, der er blevet set ved spillebordene i Macao med lommerne fulde af falske, nordkoreansk producerede dollarsedler – såkaldte Supernotes. Vi fik også at vide, at vi var så heldige, at vi skulle være med til at fejre Solens Dag, Kim Il Sungs fødselsdag, hvor alle i Nordkorea ville få fri for at hylde den store leder, og måske ville hans søn vise sig offentligt, hvilket ikke var sket det seneste halvandet år. 21

Klovnekrigen-NY6.indd 21

29-09-2013 23:59:11

OG SÅ STARTEDE PROGRAMMET for alvor. Først kørte de os ud til Nordkoreas Betlehem, som hedder Manyongdae. Det var her, i et bondehus uden for Pyongyang, at Kim Il Sung kom til verden 15. april 1912. Alt ved ”Kim’ernes” historiografi er spundet ind i løgne for at gøre dem til overmennesker. Kulten omkring dem trækker på elementer fra kristendommen, fra den japanske kejser-kult og fra den græske mytologi. Det sidste ses klarest i dyrkelsen af bjerget Paektu, hvor Kim Jong Il efter sigende blev undfanget under to regnbuer, hvorefter han steg ned fra bjerget for at slå alle ihjel. Og da faderen, Solkongen, døde i 1994, rasede et uvejr over Pyongyang i flere døgn i træk, siger de hellige skrifter. I virkeligheden blev Kim Jong Il født i Manchuriet, og man hører aldrig noget om hans halvbror, som er blevet forvist til en ambassade langt fra Nordkorea. Og den store svulst på faderens nakke, som endte med at blive hans skæbne, ses ikke på officielle billeder eller malerier. Med på turen var Mr. Pak, vores tolk og guide. Han var en sød mand, men som alle andre nordkoreanere, vi talte med på rejsen, var han ikke til at komme ind på livet af. Hver gang vi standsede ved en turistattraktion, sagde han: – Den store leder Kim Il Sung har besøgt dette sted 17 gange … Vores kære leder Kim Jong Il har været her fem gange, og så ændrede tallene sig hen ad vejen. Mange af de monumenter, vi besøgte, var blevet opført i 1990’erne, mens der var størst hungersnød i landet. Forfølgelsesvanviddet havde kronede dage overalt i gaderne, hvor end vi kom frem, og rundt omkring hang der plakater i stalinistisk agitprop-stil med tegninger af grå og deforme amerikanske spioner, som blev spiddet af bajonetter på AK-47’ere. ”Vores massers blod er det reneste blod i verden,” udbasunerede et billboard. Presset fra Washington føltes overalt. Oppe fra førersædet råbte Alejandro noget om, at CIA sender pornofilm ind over grænsen til Nordkorea, men de kan godt spare sig ulejligheden, 22

Klovnekrigen-NY6.indd 22

29-09-2013 23:59:11

for alle tv- og radioapparater i Nordkorea er plomberede, så de kun kan tage de statslige kanaler. Alejandro sagde ikke hvad der sker med dem der bryder plomben. DE MENNESKER, som gik omkring på vejene, så hjerteskærende ensomme og fortabte ud. Cyklisterne var altid kun mænd, for Kim Jong Il har besluttet, at det er usundt for kvinder at cykle, medmindre de kører på trehjulede cykler. Man så aldrig mere end grupper på fire mennesker sammen, bortset fra enkelte gange, hvor man fik et kort glimt ind til en plads, hvor der stod flere tusind mennesker og trænede massegymnastik i det samme tøj. Flere gange observerede jeg mænd og kvinder, som bare stod og stirrede katatonisk ud i luften. Politi var der ikke noget af, men det gav også mening, for i en ægte politistat er der ikke brug for politi. Ud over billboards med propaganda passerede vi den ene freske efter den anden med afbildninger af faderen. Ikke så meget sønnen, for han har droslet lidt ned på kulten omkring sig selv. Og så, fra tid til anden, var der tavler og mure med malerier af smukke, store blomster og altid de samme to blomster, en rød begonie og en lilla orkidé. Og stor er forfærdelsen, når man opdager, at selv blomsterne, de smukke og uskyldige blomster, også er dem – faderen og sønnen. Den røde begonie hedder Kimjongilia og er blevet fremstillet til den kære leder af japanske botanikere, mens orkideen hedder Kimilsungia og blev avlet til Kim Il Sung af Sukarno, Indonesiens gamle despot. Orkidéen dyrkes i 250 kunstigt opvarmede drivhuse, og de statslige nyheder bringer en gang imellem bulletiner om patriotiske borgere, som har valgt at leve i kolde huse for at spare på varmen til orkidéerne. Det er netop det, man må forstå om Nordkorea: Landet tager sin begyndelse i 1948, det samme år, George Orwells dystopiske roman 1984 kommer til verden, men nordkoreanerne har bragt diktaturstaten meget længere end 1984, ekstrapoleret og botaniseret 23

Klovnekrigen-NY6.indd 23

29-09-2013 23:59:11

på ondskaben i en sådan grad, at det faktisk må aftvinge respekt. Et godt eksempel er de to obligate, indrammede billeder af far og søn, som hænger i stort set alle kontorer, værelser og rum i Nordkorea. Dels er de to mænd malet på en måde, så de kigger betragteren lige i øjnene, uanset hvor man står i lokalet, men dernæst er rammerne tykkere for oven, så de to mænd kigger ned på deres ofre. Alt er taget videre til næste niveau. NÆSTE STOP var det internationale hotel Yanggakdo, som ligger på en ø midt i Pyongyang. Oppe på toppen drejede en restaurant rundt. Vi gik gennem receptionen, hvor en gammel havskildpadde er fanget i et akvarium, som er så småt, at skildpadden ikke kan vende sig, men er fanget i den samme position for altid. Jeg har altid haft et blødt punkt for havskildpadder, men før jeg nåede at falde i staver over dyrets skæbne, blev jeg hevet med op på tredje sal til skrædderen Kim Ye Hi, hvor vi fik taget mål til hver sin yang bok, så vi ville være standsmæssigt klædt til Solens Dag. Pop havde ikke råd til at få lavet et jakkesæt, hvilket gjorde mig endnu mere deprimeret. Ved samme lejlighed hentede Alejandro et jakkesæt kaldet en yam-ba, som er den uniform, Kim Jong Il har ladet designe til sig selv – så han skiller sig ud fra faderen. Sættet er mere sporty og består af en vindjakke og dertil hørende bukser. Det sender et signal om, at ejeren er en dynamisk satan, som man ikke skal fucke med. Alejandros nye sæt var armygrønt, og han tog det straks på og strålede af glæde. Bagefter slentrede vi ned i hotellets kiosk og købte noget Neoviagra. De solgte også nordkoreanske tegnefilm, hvor de amerikanske soldater var rotter. Sidst på dagen havnede vi i Pyongyangs bowlinghal. Vi fik gummisko på og bestilte øl importeret fra Japan og gav os til at bowle. Der var travlhed på alle banerne. Pop havde aldrig bowlet før og kastede kuglerne ud på banen i konvekse buer, så de bragede ned i gulvet. Jeg fuldede mig rigtig, og i en pause i 24

Klovnekrigen-NY6.indd 24

29-09-2013 23:59:11

spillet fik jeg tid til at kigge på alle gæsterne i hallen. Det gik op for mig, hvor utroligt det egentlig er, at de ikke ved, hvad der foregår ude i verden omkring dem. På alle planer har de været hermetisk isoleret i 50 år og har derfor aldrig hørt om Beatles, P. Diddy, Pizza Hut, Real Madrid, internet, World of Warcraft, Justin Timberlake, Harry Potter, og hvad der ellers findes af fællesnævnere for den globale populærkultur. Alt dette og mere til er fremmed land for dem, og for hvert år, der går, vokser nye generationer af nordkoreanere op, som vil komme længere og længere væk fra resten af menneskehedens referenceapparat. Eller måske er det resten af menneskeheden, som fjerner sig fra dem, og en dag, langt ude i fremtiden, hvor vi har reduceret os selv til kybernetiske, kunstige, amerikanske skabninger, vil nordkoreanere være de sidste ægte mennesker på Jorden. Det var dem, jeg bowlede med, forfædrene til de sidste ægte mennesker, sagde jeg til mig selv. ET ANDET PUNKT på dagsordenen var gilde i den internationale diplomatklub, men først lagde vi et ben forbi hotellet for at spise og klæde om. Til vores held var der varmt vand på værelserne, og mens jeg var i bad og barberede mig, så jeg nordkoreansk fjernsyn. Sendeapparatet og teknologien var så gammel, at udsendelserne lignede tv fra 1960’erne, selv om det var blevet optaget for nylig. Pludselig kom en reportage fra Pyongyangs maraton på skærmen. De eneste løbere, man så, var nordmanden og yemenitterne fra vores hotel, men de forsøgte at klippe programmet, så det virkede, som om der var mange flere deltagere, og så sprang de til dækbilleder af et stort, klappende publikum ved Pyongyangs boulevarder, men vejrliget afslørede, at disse scener var blevet filmet en helt anden dag, og hen imod slutningen af programmet dukkede to nordkoreanske løbere op og strøg ind over målstregen. Det var så sølle og dårligt lavet, at jeg fik helt ondt af de mennesker, som havde til opgave at vedligeholde potemkinkulissen. 25

Klovnekrigen-NY6.indd 25

29-09-2013 23:59:11

I diplomatklubben i Pyongyang kunne man spille fandango i elefantitiske sorte lædersofaer sammen med bærmen af det internationale diplomatkorps. Her træffes en korpulent palæstinensisk chargé d’affaires i en vodkakoger sammen med en yemenitisk diplomat, og så er der Nordkoreas egne diplomater, som er berygtede for at smugle valuta, våben og narkotika for at skaffe penge til dagen og vejen i de lande, hvor de er udstationerede. Da vi kom indenfor, tog det hurtigt fart. Alejandro førte os op i karaokerummet, hvor vi købte flasker med Smirnoff til spotpriser, og så sang Alejandro Mac the Knife for os, og bagefter gik han videre til en af de godt og vel 30 karaokesange, som regimet i Nordkorea har sanktioneret, og som også sendes ud på fjernsynet dagligt, så man kan synge karaoke derhjemme. Den sang, Alejandro fyrede af, hedder Lad os blive satellitter om solen, og handler om glæden ved den totale krig. På storskærmen var der billeder af motoriserede flammekastere, stalinorgler, tanks og torpedobåde og rækker af nordkoreanske MIG-piloter, som må døje med den tort, det er, at landet kun har råd til, at de får ti flyvetimer pr. mand om året. Over for dem, nede i Kusan i Sydkorea, står det amerikanske luftvåbens berømte 8th Tactical Fighter Wing, også kaldet Ulvekoblet. Det er den mest velsmurte dødsmaskine i det amerikanske arsenal, og enhedens eneste opgave er at flyve til Pyongyang og bombe alt sønder og sammen. Der var nok at synge om denne aften. JEG KOM HJEM til hotellet og lagde mig til at sove. Først tænkte jeg på havskildpadden i hotellet. Så tænkte jeg på den belortede mand uden sko, som rendte rundt ude i mørket. Til sidst kom den store røde begonie til mig som en kødædende, bloddryppende, vaginal blomst. Og så lå jeg vågen i fire timer, indtil mine øjne gik i stykker. Dagen derpå fandt man Alejandro og mig på en joggingtur langs med de mange sportsanlæg, som var blevet opført i en 26

Klovnekrigen-NY6.indd 26

29-09-2013 23:59:11

svunden tid, hvor styret i nord håbede, de kunne deles om olympiaden med Sydkorea. Nu stod svømmehallen, basketballbanerne og atletikanlægget og forvitrede, fordi der hverken var råd til at vedligeholde eller drive faciliteterne. Det var som at løbe rundt på en kirkegård, hvor betonkolosserne søger hen, når de er klar til at dø. Alejandro var i bemærkelsesværdig dårlig form og var flere gange ved at kaste op. Når han ikke stønnede, rallede og prustede, fortalte han om sin baggrund. Jeg fik at vide, at han tilhørte den spanske adel og kunne føre sin slægt tilbage til 1300-tallet. Hans bedstefar havde været fascist, og det virkede, som om der var en masse skeletter i skabet. Som 16-årig var han rejst til Nordkorea, og nu var han en stor mand i Pyongyang og havde fået statsborgerskab, ordener og priser af kammeraterne. Han benægtede, at han fik penge af Nordkorea for sit arbejde, men påstod i stedet, at han udnyttede det kapitalistiske system og havde konti i Belize og på Kanaløerne. Det var svært at beslutte sig for, om Alejandro Cao De Benos var en kæmpe nar eller rundt regnet en af de farligste mænd, jeg nogensinde havde mødt, men det ene udelukker vel ikke det andet. OG SÅ VAR DET HEN til filmbyen uden for Pyongyang. Jeg skulle forhandle med lederen af The Korean Film Corporation og lagde hårdt ud med at forære ham en flaske Hennessy-cognac, en drik, som er yndet blandt Nordkoreas nomenklatura. Fordi jeg havde sat mig ind i deres tankegang, understregede jeg over for ham, at flasken ikke var til ham, men til alle på arbejdspladsen. Så viste jeg ham en prøveoptagelse med de to dansk-koreanske komikere, som jeg ville tage på en turné rundt i Nordkorea, og til min overraskelse havde han ingen problemer med, at den ene af dem er spastiker. Det eneste sted, hvor han grinede af min dummy, var det øjeblik, hvor handicappet blev synligt, men det var en langsom og sardonisk latter, han kom med. Når han endte med at godkende mit projekt, tror jeg, det var, fordi det 27

Klovnekrigen-NY6.indd 27

29-09-2013 23:59:11

ideologisk set kan forsvares, at en koreaner, som er vokset op i et kapitalistisk samfund, er spastiker. Da jeg kom tilbage på hotellet, blev jeg mødt af vores guide Mr. Pak, som arbejdede for sikkerhedstjenesten. Han stod med boksen med Matador på dvd og så brødebetynget ud. Han forklarede mig, at de kun ville modtage gaven, hvis de fik oversat alle de små resumeer af de enkelte episoder. Jeg forklarede ham, at det ville tage mange timer, men han insisterede. Jeg satte mig op på værelset og skrev løs: ”Red visits Maude, while Mr. Schwann drinks beer with waiter Bolt” osv. Mens jeg skrev, gik det op for mig, at en efterretningstjeneste, som arbejdede på denne måde, måtte køre på pumperne, og min angst for at være aflyttet og overvåget skrumpede betragteligt. Da jeg var færdig, spurgte Mr. Pak, om jeg havde noget papir, han kunne printe oversættelsen ud på, men det havde jeg ikke. Han så fortabt ud og forsvandt i en times tid for så at vende tilbage med noget gammelt gavepapir, han havde flået til, så det lignede A4-papir. NU BLEV VI GENNET ud i bussen og drevet rundt på en tur i bjergene nord for Pyongyang. Før afgangen fik jeg en snak med Pop, som havde det rigtig dårligt. Han var syv år, da Ceaucescus styre blev væltet, og nu var minderne begyndt at vende tilbage. Pop havde lidt af anæmi og kalkmangel, og faderen var til sidst taget ind til Bukarest og havde tigget mælkepulver hos nogle tyske diplomater, som landede ham i fedtefadet hos Securitate. Barndommen havde påvirket Pops metabolisme så meget, at han ikke kunne tåle at mangle ordentlig ernæring, han havde ingen stødpude simpelthen, og kosten i Nordkorea var begyndt at gøre ham syg. Han viste mig nogle dåser tunfisk, han havde købt nede i kiosken for at klare sig igennem. – Tro mig, Mads, jeg er ikke kommunist, sagde han med dirrende stemme. Og så trillede humørbussen af sted, med Mr. Pak og Alejandro i forreste række. 28

Klovnekrigen-NY6.indd 28

29-09-2013 23:59:11

Markerne uden for byen så forpinte og ufrugtbare ud. Hist og pist sad der sammenkrøllede skikkelser og rodede i jorden med hænderne. Jeg havde ingen anelse om, hvad formålet var. Oppe fra førersædet kunne jeg høre Alejandro fortælle historien om balladen med den amerikanske journalist Andrew Morse fra tv-stationen ABC. Som en af de første amerikanske journalister nogensinde fik Morse i 2004 lov til at komme til Nordkorea, på en tur anført af Alejandro. Hvad der så skete, afhænger af, hvem man spørger, men Alejandro mente i hvert fald, at Morse lavede skjulte optagelser af militære installationer, og mens delegationen var i havnebyen Nampo, brød Alejandro ind på Morses hotelværelse, brækkede hans kuffert op, ødelagde alle hans videobånd, smadrede hans computer og fik Morse anholdt af militærpolitiet. Morse var gået på knæ og havde tryglet om nåde, og det var kun, fordi han underskrev en erklæring om, at han var amerikansk spion, at han fik lov til at rejse ud af landet. Alejandro nåede også at true Morse med, at hans kumpaner i Den Koreanske Venskabsforening ville jagte ham resten af hans liv. – Han var meget slesk til at starte med og kaldte mig for supreme commander, hørte jeg Alejandro sige. VED AFTENSTIDE nåede vi frem til et hotel, hvor vi skulle overnatte. Herfra var der en times kørsel til Det Internationale Venskabsmuseum, ondskabens Louvre. Til middagen underholdt Alejandro om, hvor nemt det er at lave atombomber. Han snakkede om, hvordan man kan bygge snavsede bomber med materiale fra røgalarmer, og han havde også set en scanner med uranstænger til salg på eBay. Jeg spurgte, om der var noget nyt at berette om den kære leder, og så fik jeg en lang anekdote om, hvordan Kim Jong Il altid er på farten i en stor, sort Mercedes, som han sover i. Når han skal spise, er det gerne pizza, for det er nemt at have med på vejen, forklarede Alejandro. Så brød selskabet op. Alejandro og gutterne 29

Klovnekrigen-NY6.indd 29

29-09-2013 23:59:11

tog Pop med op i hotellets bar, mens jeg gik til køjs, og næste morgen kom Pop ind i restauranten og var hærget af druk. De havde hældt så meget sprut på ham, at han var trillet ned ad trapperne, og han havde forsøgt at kysse med vores chauffør, og de havde taget billeder af ham imens, og nu var Pop bange for, om det betød, at han var bøsse, og han ihukom sig også en tidligere officer fra Securitate, som havde givet Pop nogle gode råd med på vejen, før han tog til Nordkorea. Blandt andet havde han advaret ham om, at de kunne finde på at tage billeder, som de ville bruge til at afpresse ham med. Jeg forsøgte at berolige Pop, men på det tidspunkt var han utrøstelig og gik ud for at kaste op. Da han kom tilbage til bordet, skød han skylden på den elendige og begrænsede mængde af mad, men Alejandro sagde, at der måtte være noget galt med Pop, hvis han havde brug for mere at spise, end vi fik serveret. – Det er ikke normalt, Pop, konkluderede Alejandro. DET INTERNATIONALE Venskabsmuseum er nok det mest trippede sted i Nordkorea, og det siger ikke så lidt. I enorme haller og sale, beklædt med marmor fra top til tå, gravet så langt ind i massiv klippevæg, at museet kan modstå et atomangreb, har ”Kim’erne” gennem tiderne samlet alle de gaver, de har modtaget fra officielle gæster. I realiteteten handler det ikke om internationalt venskab, men om international paranoia, for magthaverne er så bange for attentatforsøg, at de ikke tør bruge deres gaver. Alene Kim Il Sung har fået 28.000 gaver, og sønnens afdeling vokser hastigt derudad med fladskærme og rokokomøbler. Her finder man en limousine fra Stalin, et tog fra formand Mao, en attachetaske i alligatorskind fra Castro og enorme mængder kitsch og ragelse fra store kemikoncerner, diktatorer fra Afrika, Sydamerika og Østeuropa. Og så var der basketbolden signeret af Michael Jordan, som USA’s daværende udenrigsminister Madeleine Albright medbragte til den kære leder i oktober 2000, da det nærmeste, 30

Klovnekrigen-NY6.indd 30

29-09-2013 23:59:12

vi kommer et tøbrud mellem USA og Nordkorea, var i svang. Et besøg fra præsident Bill Clinton var endda under forberedelse, men så kom George W. Bush til magten, og ABC-doktrinen blev indført: Anything But Clinton, og Nordkorea blev lagt på is igen, og tilbage var nu denne basketbold, fastfrosset i tid og rum i vitrineskabet i Ensomhedens Fort. Selv om man ikke kunne høre det, rummede alle gangene i Venskabsmuseet allerede lyden af slavehæren, som stormer museet og drager hærgende og plyndrende gennem gangene, når revolutionen en dag kommer. Og så var der lyden af Pop, som gik omkring og brækkede sig. I bussen hjem fortalte Alejandro videnskabsmanden Ralf, at han var rasende over, at nogen har skrevet om ham på Wikipedia, at hans familie var indblandet i pogromer. – Det passer ikke, at vi har slået jøder ihjel, sagde Alejandro indigneret. Ralf snakkede om, at pressen i Holland har beskyldt ham for at bedrive farlig og uansvarlig forskning, og sådan kunne de to blive enige om, at verden var uretfærdig. Men lyspunkter var der dog. Jeg hørte Alejandro berette om en 15-årig spansk dreng, som var med i Den Koreanske Venskabsforening. – Han er så begavet, at jeg har sørget for, at han er blevet optaget på et universitet i Rusland, og her forleden sendte han mig nogle billeder, hvor han stod og poserede med en AK-47, sagde Alejandro og gav sig til at prise en forsølvet, ciseleret Kalasnikovriffel, som produceres i Nordkorea. Han havde prøvet at skyde med den og mente, at det var ligesom at ”skyde med juveler.” Det ene ord tog det næste, og så stod vi i Pyongyangs skydeklub og skød med gamle russiske håndvåben til tre patroner for en euro. Til målskydning på den ene halvdel af banen var der levende høns, og hvis man dræbte dem, fik man dem med hjem, og lige med ét havde en af os dræbt en stor gammel hane, og stemningen kom ud af kontrol. Ovre på hotellet slappede jeg af med aftennyhederne, hvor de viste stillbilleder fra dagens på pletten-ledelse. Man så den 31

Klovnekrigen-NY6.indd 31

29-09-2013 23:59:12

kære leder inspicere køkkenet på en kaserne, hvor han stod og gloede på nogle fade med enorme mængder mad. ”Når han aldrig viser sig offentligt og aldrig har holdt taler, kan de sagtens køre landet i årevis uden ham og bare sende stillbilleder af på plettenledelse,” tænkte jeg og legede med tanken om, at den kære leder måske er død. EN MORGEN PÅ HOTELLET sad vi og spiste røræg, der smagte som udskrab fra en gammel mand. Vi snakkede om den kære leders arbejde, og jeg ridsede linjerne op: – Så det vil altså sige, Alejandro, at Kim Jong Il kunne træde ind i dette rum lige nu for at give os på pletten-ledelse? Men før Alejandro nåede at svare, kiggede min kollega Johan op med et manisk blik i øjnene og tilføjede: – Og så vil han spørge: ”Alejandro, vil du gifte dig med mig?” Der gik mange engle gennem restauranten efter den kommentar. Efter at havde sundet sig lidt sagde Alejandro så: – Johan, når du siger sådan noget, mister jeg al min tillid til dig, al min tillid. Og så brugte Johan resten af dagen på at undskylde over for Alejandro. Samtidig blussede min paranoia op til hidtil usete højder. Det værste var en voksende mistanke om, at den jordslåede, skallede, stinkende og ramponerede overflade kun var en facade, som dækkede over et state of the art højteknologisk overvågningsapparat. Hvem kunne vide, hvilke biometriske sensorer og telelinser, der gemte sig bag de lurvede gulvpaneler? Hvis paranoia var en ekstrem-sport, var jeg i færd med at runde Kap Horn i en optimistjolle. DER FULGTE FLERE NÆTTER, hvor telefonen ringede på mit værelse, og der bare var dette åndedræt i røret. Alejandro havde pådraget sig en madforgiftning og levede nu mest af medbragte kinesiske flødeskumskager, der lignede hamburgere. En dag besøgte vi Børnenes Palads, hvor jeg overværede 30 uniformerede 32

Klovnekrigen-NY6.indd 32

29-09-2013 23:59:12

småpiger spille på harmonika, mens de alle smilede på samme måde og bevægede sig på samme måde. Vi fik også en sang med titlen Staten giver os mælk. Alle deres smil var ens, og der var så koldt i lokalerne, at man kunne lugte deres blærebetændelse. Uden for paladset, som lignede CIA’s hovedkvarter, stod en forgyldt slæde, trukket af en bevinget hest. I slæden sad figurer af børn og dyr, formet som Disney ville lave dem, og alle deres munde var åbne, fordi de grinede af lykke. Det var slæden, som førte børnene til sindssygens land. Alejandro tog os også på en tur ned til DMZ’en, den 248 km lange demilitariserede zone, som deler Korea i to lande. Det er nok det sted i verden, hvor der er flest landminer begravet, og langs med motorvejen til den 38. breddegrad står der rækker af betonsøjler, som vil blive sprængt og væltet ned over vejen som en blokade, hvis krigen bryder løs. På begge sider er enorme mængder krigsmateriel linet op, og hvis Nordkorea så meget som træder et skridt over linjen, er USA automatisk i krig. Ved et sikkerhedstjek på vejen dertil benyttede jeg soldaternes toilet og kiggede ned i latrinen og bemærkede, at deres afføring lignede lilla majsgrød. Selve zonen var et kig ind i den kolde krigs sidste bastion. Midt ude i ingenmandsland har Nordkorea bygget et idealsamfund, hvor bønder arbejder ude i markerne, og Sydkorea har svaret igen med et tilsvarende idealsamfund. – Hvad mener du? Det er ikke et idealsamfund, det er bare en ganske normal by, sagde Alejandro, da jeg spurgte til den nordkoreanske bebyggelse. Og efter en kappestrid om, hvem der havde den største flagstang, løb Nordkorea af med sejren, med en javertus på 160 meter, som stod midt i det hele. Alejandro livede op ved synet af alle soldaterne og undersøgte muligheden for at få et af deres uniformsmærker til sin jakke. Da vi kom tilbage til hotellet i Pyongyang, gik jeg hen til Alejandros værelse og lånte hans medbragte samling af dvd-film. Der var kun gysere og børnefilm, og så var der Brokeback Mountain. 33

Klovnekrigen-NY6.indd 33

29-09-2013 23:59:12

OG SÅ OPRANDT Solens Dag, og vi hentede vores jakkesæt hos Kim Ye Hi, og mens de sidste fittings blev foretaget, sad jeg og så fjernsyn i hendes systue. På skærmen kørte en kavalkade med udenlandske statsledere, der har besøgt Kim Il Sung gennem tiderne, og midt i det hele så jeg søde, lille Anker Jørgensen stå ved siden af Kim Il Sung, og jeg fik en klump i halsen. Den gik først væk, da jeg sad oppe på toppen af hotellet, i den roterende restaurant, og lignede en kadet fra Dødsstjernen i min yang bok, mens jeg drak Neoviagra opløst i vodka, fordi jeg var manisk og sulten og selvdestruktiv. Pop sad ved siden af og hang med næbbet, fordi Alejandro og Kim Yong Ho netop havde afholdt et møde med ham nede i hotellets tesalon, hvor de havde bebrejdet ham, at han ikke var ideologisk nok. – Jeg er rumæner, jeg bliver aldrig koreaner, tro mig, sagde Pop til mig. Jerngardisterne havde også forsøgt at presse ham til at stable en delegation af rumænske erhvervsfolk på benene, som Alejandro så ville føre til Nordkorea. Og for at føje spot til skade havde Kim Yong Ho klandret Pop for, at han ikke havde anskaffet sig et koreansk jakkesæt, sådan som os andre. Mens Pop havde været væk, havde videnskabsmanden Ralf luftet den tanke for mig, at Pop måske var en dobbeltagent plantet af Alejandro for at spionere på os. Jeg kunne slet ikke overskue tanken om alle de vitriolske og uindpakkede meninger om Nordkorea, som jeg havde luftet over for Pop under turen, men det kunne også være det samme, for nu kom Alejandro og tog os med hen til Kim Il Sung-pladsen. På vejen passerede vi en kortege af busser med enorme mængder arabiske og østeuropæiske gøglere, musikere og scenekunstnere, som alle var blevet håndplukket af regimet og fløjet til Pyongyang med et leaset russisk fly for at optræde for eliten. Deres evner suttede så meget, at det skreg til himlen. Fremme 34

Klovnekrigen-NY6.indd 34

29-09-2013 23:59:12

ved målet blev vi ført op på en tribune for udenlandske VIPgæster og kiggede nu ud på en mennesketom plads. Bygningerne langs med pladsen var prydet med røde neonskilte med kommunistiske slagord, som blussede i mørket. Så skrattede det fra højttalervogne, og fra alle indfaldsveje kom tusinder af koreanere marcherende ind i snorlige rækker. Tusinder og atter tusinder, og til sidst var pladsen fyldt op, så langt øjet rakte, og så begyndte de at danse til statens stalinistiske popmuzak. Centralt i perspektivet stod Juche-tårnet med den 45 tons tunge, røde fakkel af glas på toppen, som Kim Jong Il byggede til sin far. Det var som at se dresserede sædceller danse foran en kæmpe pik, og alt, hvad nazisterne nogensinde præsterede som eventmakers, blegnede foran dette optrin. Men Neoviagraen virkede ikke, og jeg stod der med slap pik og frøs og ville gerne hjem, og oppe på balkonen var der ingen Kim Jong Il at se, og jeg blev endnu mere sikker på, at han var død. Ved siden af mig, på balkonen, foran alle de dansende disciple, stod en fransk nødhjælpsarbejder. Han havde været i Pyongyang i tre år, sagde han. Jeg spurgte, om han vidste, hvor eliten boede i byen, ja måske endda, hvor Kim Jong Il residerede. – Mener du Den Forbudte By? Det er lige bag os, hele området, som støder op til Folkets Studiehus. Du kan ikke se det på nogen kort over byen, men det er derinde, de alle sammen opholder sig, sagde han. – Hvor længe tror du, det fortsætter? spurgte jeg. – Jeg ser sådan her på det: Et regime, som kan sulte to millioner af sine egne borgere ihjel, og som stadigvæk kan arrangere shows som dette, de sidder tungt på magten, sagde han og pegede ud på masserne. DEN SIDSTE NAT kom Nordkorea til mig som en drøm, og der blev virkelig fyret op under min sprittede og kraftesløse hjerne. Jeg tror, det var manglen på protein, der gav mareridtet frit løb. 35

Klovnekrigen-NY6.indd 35

29-09-2013 23:59:12

Simon Spies var på en eller anden måde blevet blandet ind i sagerne, og der hang billeder af Formanden rundt omkring i Pyongyang. Vi blev kørt ud til en fabrik, som bare havde et nummer. Ved indgangen sagde guiden Mr. Pak, at denne fabrik fremstillede ”bioniske stjernekikkerter.” Vi gik indenfor og så, hvordan svampevækster var blevet brugt til at binde halvlevende mennesker og kikkerter sammen til én organisme. Jeg stod og betragtede en skindød koreaner med en stor, grålig svampevækst, som voksede op fra hans ene skulder og ind i kikkerten, og så sagde Mr. Pak: – 38 mio. svampesporer er blevet brugt til at fremstille denne kikkert. Vores kære leder har besøgt denne fabrik 541 gange, Den store leder har været her ni gange … Og så vågnede jeg, fordi telefonen på mit værelse ringede igen, og jeg tog den straks, og i røret hørte jeg det samme, klamme åndedræt igen, og fordi nerverne var på højkant, råbte jeg: – PLEASE SAY SOMETHING, og da der stadig ikke kom noget svar, fortsatte jeg: – WHY ARE YOU DOING THIS TO ME?!? Og så blev røret lagt på. Og så rejste jeg tilbage til Danmark og blev et menneske igen, og i morgen drager jeg til Nordkorea på ny, for man ligger, som man har redt, og i går skrev magasinet New Republic om de amerikanske efterretningstjenester, der svirrer med rygter om, at Nordkorea forbereder en test af det forbedrede Taepo Dong II-missil inden for de næste to uger – fordi de er sure over, at USA har beskyldt dem for at forfalske dollars og handle med narko. Og der er også snak om en ny tretrinsraket med et atomsprænghoved, som kan nå det vestlige USA … Tilbage er så frimureren fra templet på Blegdamsvej, Nordkoreas Frede Farmand, og i skrivende stund kommer jeg i tanke om det vigtigste, han sagde til mig. – Kim Jong Il er en mikromanager. Alt skal ind over hans skrivebord, så du kan godt være sikker på, at han har godkendt 36

Klovnekrigen-NY6.indd 36

29-09-2013 23:59:12

dit projekt, sagde han. Og lige pludselig fĂĽr jeg en ganske god idĂŠ om, hvem der ringer til mig om natten. Det er jo Ham, min kĂŚreste. [Trykt i Euroman, august 2006]

Klovnekrigen-NY6.indd 37

29-09-2013 23:59:12

Det startede med de pureste, mest noble intentioner om at lave en radiodokumentar om solskinspigerne. Mit mål var sådan set ikke at udlevere SE og HØR’s fordrukne, fordærvede og forvorpne univers, for det kan man gøre med begge arme bundet på ryggen. Men de kort jeg blev spillet gav mig intet andet valg, og sandt at sige er noget af det mest uhyggelige, jeg nogensinde har prøvet, at sidde alene på et hotelværelse i Mombasa, på et hotel jeg ikke tør forlade, og kunne høre lyden af SE og HØR’s chefredaktør, Peter Salskov, fuld og kolerisk, som beværter Kenyas forhenværende ondhersker, Daniel Arap Moi. Et blik, en antydning, det mindste vink med en vognstang fra Salskov, og jeg havde været solgt til stanglakrids. Min beretning om affæren udkom både som radiodokumentar og som reportage i Ekstra Bladet, og Salskov kom senere med et genmæle, hvor han skrev, at jeg var psykisk syg og ”hareagtigt” havde gemt mig på mit hotelværelse. Peter Salskov døde i 2006. På det tidspunkt var han blevet fyret som SE og HØR’s chefredaktør. Han tilgav mig aldrig, og benyttede enhver lejlighed til at advare andre om at tale med mig, men den dag i dag er jeg stadig meget begejstret for udtrykket ”hareagtig.”

Klovnekrigen-NY6.indd 38

29-09-2013 23:59:12