JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 13 OUTPUT: Thu Apr 26 09:13:33 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1897_Gudestorm_110x178_Palatino/Materie
Anne-Marie Vedsø Olesen
GUDESTORM Trilogien om Seth
GYLDENDALpocket
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 13 OUTPUT: Thu Apr 26 09:13:33 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1897_Gudestorm_110x178_Palatino/Materie
PROLOG
Hans kone havde givet ham et stykke sild med i madpakken. Det var sådan set sødt af hende, han vidste, at hun vidste, at han elskede marinerede sild. Men altså bare ikke i en madpakke. Marinaden sivede igennem til de andre madder, så alting smagte af sild. Han pakkede madpakken sammen igen og lagde den tilbage i køleskabet. Det var på tide at gå en runde. Klokken to-runden var aldrig noget problem. Det var værre med den klokken fem, den havde han aldrig rigtig vænnet sig til. Det var egentlig mærkeligt, når nu han havde været nattevagt i næsten tyve år, men han blev stadig så træt hen under morgenen. Måske han skulle fejre de tyve år? Holde et lille jubilæum i vagtstuen? Han krydsede den mørke vinterhave og gik op til det uddøde cafeteria, alt imens han lyste på trappetrinnene med sin lygte. Han havde engang prøvet at snuble i mørket på vej op ad de trin, og han var landet med et brag nede blandt vinterhavens gigantiske natsorte planter. Den pludselige lyd i den ellers totale stilhed, der hvilede over museet midt om natten, havde forskrækket ham sådan. Bumpet, det klirrende nøglesæt og den metalliske lyd fra lygten, der trillede hen over gulvet, havde fået hans hjerte til at springe et slag over. Han gik videre gennem cafeteriet, mens han spekulerede over, hvem han skulle invitere med til jubilæet, og 13
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 13 OUTPUT: Thu Apr 26 09:13:33 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1897_Gudestorm_110x178_Palatino/Materie
fortsatte derpå ind i de mørklagte sale med franske statuer, hvor han for et øjeblik standsede op og rettede lygten mod kvinden med slangerne på hovedet. Hun var ved at blive slået ihjel, hende med slangerne, og det kunne man jo sådan set godt forstå, når nu hun var sådan et uhyggeligt uhyre. Men det var alligevel lidt synd, det havde han altid syntes, for manden, der slog hende ihjel, så voldelig ud, ja nærmest sindssyg, som en gal morder, og hele situationen var så væmmelig. Lars skulle selvfølgelig med, og Flemming. Men hvad med ham den nye unge, Nikolaj, ham kendte han jo næsten ikke? Han fortsatte hurtigt gennem salene med bronzestatuerne og standsede kun op ved de små nøgler, der hang på væggene, for dér at stikke dem ind i sit apparat og dreje en omgang. Det beviste, at han havde været i rummene. Han syntes, at de var kedelige, de statuer. Det var kun hende med slangerne, der var noget ved. Men Flemming kunne godt lide dem. Det var meget sjovt indimellem at høre, hvad de andre kunne lide og ikke kunne lide, men de så kun sjældent hinanden, faktisk kun når de lagde vagtplaner. Salene med de danske statuer var også kedelige, og han var glad, da han endelig stod i den lille mellemgang med stensarkofagerne. Her standsede han altid op og kiggede på billederne, der var hugget ud i stenen. Der var hende Ariadne, der holdt fest med Dionysos, det kunne han godt lide at se på, de var så glade, og så alle de pæne drueklaser ... Og ham Dionysos var vingud, havde Nikolaj i sidste uge fortalt ham, og Ariadne havde været ked af det, inden Dionysos kom, for hendes kæreste havde forladt hende. Det var lidt mærkeligt at se på sarkofagen nu, faktisk 14
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 13 OUTPUT: Thu Apr 26 09:13:33 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1897_Gudestorm_110x178_Palatino/Materie
bedre, tænkte han, for nu var der ligesom endnu mere glæde at se, når nu han vidste, at hun havde været så ked af det. Og vindruerne, jamen selvfølgelig, det var da fordi ham Dionysos var vingud! Det skulle han huske at fortælle sin kone. Nikolaj var nu ikke så tosset alligevel, selv om han tit talte om underlige ting. Men det med Ariadne og Dionysos, det syntes han var spændende, sådan noget kunne han da godt tænke sig at vide noget mere om selv. Ja, Nikolaj skulle bestemt også med, besluttede han og fortsatte ind i det firkantede forværelse med de fire stenløver. Herfra ville han dreje til højre, ind i salene med græske statuer. Dem kunne han også meget godt lide, selv om han aldrig rigtig havde forstået, hvordan sådan et fint museum kunne tillade sig at udstille kopier. ‘Romersk kopi’ stod der på de fleste af de hvide marmorstatuer i den største af salene, og han syntes, at det var lidt pinligt for museet. Netop som han skulle til at begive sig ind i den græske afdeling, strejfede lyskeglen fra hans lygte indgangen til den klassiske festsal lige fremme, og han standsede op igen. Sikke noget sjusk, tænkte han og lyste derind, de havde tydeligvis glemt at rydde op efter sig. I det samme hørte han lyden. Glas der splintredes, en klirren mod et stengulv, så var den væk igen, denne lyd, lige så hurtigt og pludseligt som den var kommet, og han stod alene tilbage i den nu alt for tomme stilhed blandt løvernes sorte stensilhuetter og prøvede at genkalde sig den. Jo, det var lyden af knust glas, det var han sikker på, og den var kommet inde fra venstre, fra den ægyptiske afdeling. Han slukkede lygten og lyttede. Han kunne mærke sine pulsslag nu, hurtigt og kraftigt 15
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 13 OUTPUT: Thu Apr 26 09:13:33 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1897_Gudestorm_110x178_Palatino/Materie
dunkede de helt ud i tommelfingrene. I sine snart tyve år som nattevagt havde han aldrig oplevet en sådan situation, og alt hvad han engang for mange år siden havde lært om procedurer og sikkerhedsregler syntes med ét at være splintret sammen med den lyd af knust glas, der nu rungede gennem hans hjerne. Men der var helt stille nu, kun lyden af hans eget åndedrag, mens han stod og lyttede. Og intet bevægede sig, museet forekom lige så mørkt og dødt, som det plejede på denne tid af natten. Han flyttede lidt på sit ene ben. Engang havde han overrasket professoren, der sad dér midt om natten med sin lygte og sine papirer foran en af etruskervaserne i kælderen. Han havde været bange ved synet af det uventede lys i kælderen, men havde hurtigt genkendt professoren, der blot kortvarigt havde kigget op og nikket til ham for så at vende tilbage til vasen og papirerne, som om dette natlige møde var det naturligste i verden. Erindringen beroligede ham noget, og han listede over mod den ægyptiske afdeling og kiggede forsigtigt ind. Det var en stor mørk sal, og nede i bunden, midt på gulvet, stod den høje massive granitstatue, som han også altid plejede at standse op ved. Alt lignede sig selv, så vidt han kunne se i mørket, men der var heller ikke noget af glas i den sal. Men det var der til gengæld i dem bagved. Han listede ind i salen, stadig med slukket lygte, og fortsatte mod den anden ende, hvor indgangene til de tre andre ægyptersale lå. Den ene førte ned i kælderen af den nybyggede del af museet, hvor mumierne nu befandt sig, men dernedefra ville man næppe kunne høre en lyd så tydeligt, som han havde hørt den. Han skuttede sig, idet han passerede den mandshøje statue af Anubis med sjakalhovedet. Det var en dødsgud, havde Lars engang sagt, men han vidste ikke rigtigt, om 16
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 13 OUTPUT: Thu Apr 26 09:13:33 2012 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1897_Gudestorm_110x178_Palatino/Materie
han skulle tro på ham, for Lars var ellers ligeglad med ‘alt det gamle ragelse’, som han plejede at kalde det. Selv havde han altid haft det svært med de ægyptiske statuer. ‘Kan lide’, ‘kan ikke lide’, sådan kunne han opdele resten af museets kunstgenstande, men lige netop de ægyptiske var så underlige, så døde og stivnede, men ikke døde alligevel, selv om de aldrig rigtig havde bevægelse, som de græske havde det, men man havde alligevel fornemmelsen af, at de kunne begynde at røre på sig når som helst. Og så de underlige frosne ansigtsudtryk, næsten som masker, de gjorde ham altid lidt uhyggelig til mode. Men han kunne ikke sige, at han ikke kunne lide dem. Han passerede den massive granitstatue i bunden af salen og tog et par forsigtige trin ind i den lille cirkelrunde sal, der lå i forlængelse af den store sal. Han var altid noget beklemt, når han gik gennem den runde sal, for éns skridt rungede så underligt højt og med et ekko, som om man befandt sig i et stort kirkerum. Hans hjerne nægtede at anerkende, hvad han så: Nej, det kunne ikke være rigtigt, nåede han at tænke, ikke rigtigt ... Lyset voksede i styrke, blændede ham, omsluttede ham, så kom smerten, og han registrerede, at noget knustes med et brag. Og som fra et fjernt sted hørte han sit eget rungende ‘NEJ’, der sendte ekkoer gennem museets mørke gange og sale.