ANMELDERNE SKREV OM CHRISTIAN JUNGERSENS FORRIGE ROMAN, UNDTAGELSEN:
“En romanteknisk åbenbaring … En suverænitet der sjældent ses i Danmark.” – INFORMATION
“Fremragende på så mange måder ... Der ligger en kolossal indlevelsesevne bag denne roman.”
“Det du især må være forberedt på, er at din mand mister al indlevelse i dig og i hvordan du har det.”
“Det hele er af fineste litterære kvalitet, fuldstændig gennemarbejdet … Det er så godt som alt det mest komplicerede og sammensatte i den menneskelige natur, der berøres her.” – BØRSEN
“Utallige bøger lover at ændre læserens liv. Men det lykkes kun få. Undtagelsen er i sandhed en undtagelse.” – ECONOMIST (STORBRITANNIEN)
“Der er i Undtagelsen en sjældent set fornem sammenfletning mellem faktuelt stof og handlingsgang … Det er en fryd, og samtidig er det forbandet uhyggeligt, fordi det går så tæt på.”
Mia er lærer. Frederik leder en privatskole. På en ferietur til Mallorca med deres sekstenårige søn begynder Frederik at opføre sig underligt. Det viser sig at han har en hjernesvulst der gradvist har ændret hans personlighed. Mia må nu beskytte sig selv og deres søn mod det afstumpede og fremmede væsen der bor i hendes mands krop. Da Frederik afsløres i et millionbedrageri, begynder et spil om skyld og ansvar, for er den skyldige ham selv eller hjerneskaden? Styres raske menneskers handlinger ikke lige så meget af biologien i vores hjerner? Og var den mand Mia forelskede sig i, den syge eller den raske?
– BERLINGSKE TIDENDE
“Man bliver uimodståeligt indfanget.” – LE MONDE (FRANKRIG)
Du forsvinder er en djævelsk og filosofisk kærlighedsroman om at finde sin egen vej ud af katastrofen, om mænd, kvinder og forstæder. Og om sjælen.
Foto: © Jan Grarup
– NEW YORK TIMES (USA)
Christian Jungersens første roman, Krat, vandt BogForums Debutantpris og blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. Hans anden roman, Undtagelsen, vandt De Gyldne Laurbær og Radioens Romanpris. Den er udkommet i 18 lande hvor den blev nomineret til priser i bl.a. Storbritannien, Frankrig og Sverige. I 2010 blev den nummer et i Berlingske Tidendes afstemning om de seneste ti års bedste danske roman.
“Et plot så stramt, at man skal helt om til sidste side, før tiøren (og et helt verdensbillede) falder.” – WEEKENDAVISEN 9 788702 121490
89659_cover_du forsvinder_r1.indd 1
Omslagsfoto og -design: Poul Lange
31/01/12 11.25
CHRISTIAN JUNGERSEN
Du forsvinder
ROMAN
•
GYLD ENDAL
1 Vi suser ned mellem mørke klippesider, gennem hårnålesving, nedad og rundt, forbi tørre krat, sølvblege træer og op igen, over en højderyg så bilen næsten letter, og Niklas og jeg hujer mens vi mærker vores indvolde blive vægtløse. Den varme middelhavsluft smækker os den ene lussing efter den anden, for alle fire vinduer er åbne. Frederik tager et sving så hurtigt at jeg griber fat i min nakkestøtte. Hele tiden er havet under os skiftevis til højre og venstre. Normalt er Frederik aldrig modig bag rattet, så jeg forsøger ikke at blive for bange. Og varmen gør klipperne mere stejle, mere mørke, duften fra citronlundene stikker endnu mere syrligt, havet lyser blåt som jeg ikke har set det før. Rundt om endnu et klippefremspring, og pludselig er vi omgivet af cyklister. Jeg skriger. Et pløre af neonpink cykelbluser. Jeg ser ud ad bagruden: Ingen er væltet, men de er stået af cyklerne; knyttede hænder, åbne munde. Vi runder det næste sving. “Frederik, det er ikke sjovt mere!” Han svarer ikke. “Frederik!” 7
Han udstøder et lille suk og holder farten. Jeg iagttager hans lange slanke fingre omkring rattet. De passer ikke til den måde at køre på. Engang fandt jeg dem erotiske, de er som miniudgaver af hans krop: høj, tynd; en vajende afslappet krop – ikke en fartidiots. Er det også farten der får hans øjne til at se dybere ud? De sortviolette bjergmassiver. Han virker fremmed, uden at jeg kan sige hvad forskellen er. Igen letter vi alle tre efter et hårdt bump. “Stands, Frederik, stands,” råber jeg. Niklas har haft hovedet ude ad vinduet. Nu trækker han det ind: “Mor, hold nu op.” “Skal jeg holde op?! Skal jeg holde op?! Din far kører fuldstændig sindssygt! Han slår os ihjel! Er det det du vil?!” Det er hastigheden, det er farverne, varmen og al den oprørende mallorcinske skønhed. Niklas sukker med præcis den samme hvislen som sin far og læner igen hovedet ud ad vinduet. “Niklas, tag hovedet ind. Det er farligt.” Han lader som om han ikke hører mig. “Tag hovedet ind, siger jeg. Det er farligt!” Stadig gør han det ikke. Og så er jeg ligeglad med at han er fyldt seksten; jeg vender mig bagud og hiver ham selv ind. Bruger en del kræfter, og han bliver siddende. Middelhavet lyser så skarpt at det er umuligt at se direkte på det. Det svæver op fra landskabet og kalder på os. Som den tunnel af lys de døende ser: “Kom til mig, så bliver du ét med min skønhed og min evighed.” Et puf til Frederiks hånd så svinger vi ud over vejsiden, så bliver vi alle tre vægtløse igen, så løftes vi også ud af landskabet. Jeg vil sige “stands, stands” igen. I stedet kigger jeg på vores søn: Han har det sjovt. Er det mig der er en lyseslukker? 8
En modkørende bil trykker hornet i bund. Frederik holder øjnene stift rettet på vejen foran os. “De kører helt sindssygt hernede,” siger han. “Vil du ikke nok køre langsommere?” spørger jeg igen. Niklas og Frederik griner. Vejen drejer. Og så er vi tilbage i skyggen og tæt på klippevæggen. En modkørende lastbil fylder pludselig alt foran os. Frederik kaster vores bil tæt op mod klippevæggen. Granit rasper den ene vognside med en lyd som er vi hældt i en metalkværn. Og så er vi forbi. Frederik siger: “Vi tegnede den store forsikring. Udlejningsfirmaet dækker det hele.” Han sænker ikke farten. Nu rykker Niklas i Frederiks ryglæn: “Far! Stands! Stands!” Og jeg fortsætter: “Stands den bil. Nu!” Men han tager ikke blikket fra vejen. Han sukker som før. Jeg hiver i håndbremsen mens vi kører. Han griner og løsner den igen. “Frederik, kig på mig. Vil du ikke nok?” Han ser stadig lige frem mens han taler roligt. Der er den sædvanlige fornuft i hans stemme: “Jeg er nødt til at se på vejen.”
… For fem dage siden, den dag vi skulle flyve til Mallorca, standsede jeg op på min løbetur ad stien gennem skoven langs Farum Sø og gav mig selv tid og lov til at mærke hvor godt jeg egentlig har det. Jeg gik ud på den korte badebro, og den svage vind kølnede min sved under blusen. Jeg tænkte over hvad 9
det er der gør de her år så forskellige fra mit liv for få år siden. Ude over søen rejste vandet sig i små toppe der ikke var egentlige bølger, og skoven på den modsatte bred så ud til at være nået længere ind i efteråret end træerne over mig og bag mig. Jeg har en dejlig søn, gode venner, et meningsfuldt job og et hus vi holder af. Men alt det havde jeg også for tre år siden. Forskellen, den helt afgørende og store forskel, er at jeg nu føler mig elsket. Hvor mange mennesker kan sige at de gør det, rigtigt føler sig elsket? Det skal jeg nyde. Endelig er det hele faldet i hak, tænkte jeg. Og så løb jeg videre ad stien gennem skoven. Farum er et roligt sted, en forstad man kun flytter til når man har fået to børn, eller i hvert fald har planer om nummer to. Mellem den charmerende oprindelige landsby og søen ligger det kvarter med villaer som vi er så heldige at bo i. Og ud fra denne gamle kerne voksede Farum sig i 1960’erne og 70’erne mere end fire gange så stor: På markerne øst for landsbyen blev der opført kilometervis af småveje med gule parcelhuse, skoler, børnehaver og så flere parcelhuse og en skole til og flere børnehaver. Alt er forbundet af et gigantisk net af græsomkransede bilfri cykelstier så børn kan cykle fra skole til fritidshjem til fodbold til vennerne uden at krydse en eneste vej mens forældrene sidder i S-toget eller kører til og fra arbejde ad motorvejen mod København. Vi forsøgte at få vores andet barn da vi flyttede hertil, og vidste endnu ikke at det aldrig ville lykkes. Vi havde heller ikke vænnet os til hvor utroligt Frederik klarede sig i sin karriere, også dér tog vi fejl: Vi troede det kun var et par år at han skulle bruge alle sine aftener og weekender på arbejdet og hvor han strøg fra den ene succes til den anden. Ved en af de mange taler Frederik har holdt for børn, forældre og ansatte på sin skole, sagde han at han var blevet lærer 10
og sidenhen skoleleder fordi “Det at være en støtte for et barn i knibe er det mest meningsfulde man kan bruge sit liv på”. Det er store ord, og jeg har flere gange tænkt over om de er for store. Men ingen kan være i tvivl om at Frederik kunne have tjent meget mere hvis han havde været leder for stort set alt andet end en skole. Og med hensyn til mig, så læste jeg et år til arkitekt før jeg skiftede til læreruddannelsen. Mens jeg gik på arkitektskolen tjente jeg lidt penge som tennistræner, og den forskel jeg kom til at gøre for mine unge tenniselever – især når vi talte om andet end tennis – kom hurtigt til at betyde mere for mig end studierne. At skifte uddannelse var en uundgåelig konsekvens af at tænke over hvad der betyder noget i et liv. Fra søen løb jeg de få hundrede meter ad skovstien langs jernbanen og var kort efter hjemme. På vej op i bad bankede jeg på døren til Niklas’ værelse. Han sad ved sin computer. “Er du begyndt at pakke?” spurgte jeg. Han svarede ikke. “Er du begyndt at pakke?” “Ja ja, jeg hørte dig godt.” Hans bedste ven i gymnasiet, Mathias, ville få sin families hus for sig selv i efterårsferien, og det havde været et mas at få Niklas til at rejse med os væk fra det kommende festkaos. Mathias komponerer elektronisk musik, og Niklas bruger meget energi på at lave hans musikvideoer, de havde planlagt at bo sammen hos Mathias hele ugen. “Du bliver rigtig glad for det, når først du er dernede,” sagde jeg. Min mobil ringede inde på Frederiks og mit soveværelse, og jeg løb ind og tog den. Det var Frederik der sagde at han ville komme senere hjem end planlagt. Han undskyldte mange gange, men der var noget med skolens bank som han blev nødt til at ordne. 11
“Det er okay, Frederik. Det er okay.” “Men det kan godt være jeg får svært ved at nå at pakke.” “Jeg pakker også for dig. Jeg glæder mig til at se dig.” Det var sådan noget der tidligere kunne gøre mig ulykkelig og vred. (“Ikke engang den dag vi skal på ferie, kan du …!”) Nu er det o.k. fordi vores forhold grundlæggende er i orden og fordi Frederik ikke længere udsætter mig for det uafbrudt. Nogle gange er det bare svært at være gift med en idealist. Man kan føle sig vraget samtidig med at man føler sig som en kæmpe egoist, alene fordi man ikke synes at skolebørnene skal plyndre ens familieliv. Heldigvis er alt det overstået. Frederik har opprioriteret os, og vi har aldrig haft det bedre sammen end nu.
… Frederik drejer ned ad en mindre vej, grus med lave stengærder på hver side, skrider i gruset, vi skriger, støder på stengærdet, slynges over i vejens anden side, støder også på dér, skrider. Standser. Jeg vender mig mod Niklas. Jeg vil være på bagsædet med ham, knuge hans hoved ind til mit bryst for at beskytte det. Men bilen holder stille nu. Det er for sent. “Er du okay?” Men jeg ved godt at han ikke er kommet noget til. Det var kun nogle små stød. Vi har været afsindigt heldige. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og puster ud. Min puls dunker i tindingerne. “Er du okay?” gentager jeg. “Ja. Hvad med dig?” “Det tror jeg.” Jeg ser ud ad forruden, Frederik er allerede derude. Han 12
sparker til bilen med et surt ansigtsudtryk, sætter sig på hug for at undersøge noget ved dens ene forskærm. Jeg råber ud til ham: “Skal du slet ikke se hvordan vi har det?” Han svarer ikke. “Er du helt ligeglad?” fortsætter jeg. “Jeg kan jo se at I har det fint.” Jeg løber ud. Og for første gang i vores tyve år sammen slår jeg ham så hårdt at det ikke kun er leg. Han trimler om på gruset. Imens råber jeg: “Hvad fanden! Hvad fanden i helvede! Er du blevet fuldstændig sindssyg?!” Sveden løber af mig, mine hænder er knyttede, stadig pulsen i tindingerne. Han rejser sig vaklende, men uanfægtet, som om han ikke har opdaget mit slag og går nogle skridt væk: “Jeg tror ikke jeg kan få den til at køre.” “Det var da et held, din store idiot. Så kan det være at vi alligevel ikke dør i dag.” “Mor!” Niklas’ stemme lyder inde fra bilen. Jeg trækker vejret dybt nogle gange. For Niklas’ skyld bliver jeg nødt til at være den fornuftige, og det lykkes mig at tage mig sammen. “Hvad gør vi?” spørger jeg med en nogenlunde rolig stemme. Frederik svarer ikke. Han stiller sig op på stengærdet og spejder ud over landskabet. Niklas kommer også ud af bilen. Hans hår lyser op i solen, det er lysere end mit, næsten hvidt. Efter at han har brugt sommerferien på at dyrke sit nye grungelook, ligner han en sekstenårig Kurt Cobain. “Der står i guiden at man skal ringe ‘112’,” siger han. Jeg ser op på Frederik på gærdet. 13
“Hvad er det med dig? Hvorfor gør du det her?” “Hvad er det med mig?!” Endelig ser han direkte på mig. “Det er da dig der har været efter mig uafbrudt på den her ferie! Så kører jeg for hurtigt, så taler jeg for højt på restauranten, så spiser jeg for meget. Du synes at jeg gør alting forkert!” Jeg ser op på ham og tænker at han svinger overdrevent med armene. Det virker unaturligt at han gestikulerer så voldsomt. “Jeg siger jo kun de ting fordi du har opført dig mærkeligt,” siger jeg. “Nej, jeg har ej! Men du er efter mig hele tiden. Så synes du at jeg er for glad på de forkerte tidspunkter, så synes du at jeg sover for længe.” Jeg kan godt se hvad han mener. Det har været en dejlig ferie, men jeg har også været underligt irriteret, og vi har skændtes meget. “Jeg skal nok lade være med at kritisere dig,” siger jeg. “Kommer du så ned?” “Det er jo også derhjemme. Og hvorfor må jeg ikke stå heroppe, hvis det er det jeg vil?” “Nu har du lige kørt vores bil ind i en mur, så kan jeg måske godt …” “Nu gør du det igen. Jeg kan ikke holde det ud! Se på Niklas. Han er ikke efter mig hele tiden. Så det kan lade sig gøre.” “Skal vi virkelig have den nu, Frederik?” “Og jeg elsker også Niklas. Han og jeg … vi er … Han kan godt …” Frederik begynder at græde. Jeg kigger over på Niklas der ser rørt ud. Jeg fornemmer at hans sidelæns blik mod mig ikke er helt venligt. Jeg går tættere på min mand: “Skal du nu græde over hvor godt du og Niklas kan lide hinanden? Har du fået hedeslag, eller hvad er det?” 14
“Nu må jeg ikke engang elske vores søn mere …” “Selvfølgelig må du det. Det er bare …” Frederik slår endnu mere uhæmmet ud med armene: “Du er en lort, Mia! Du er en stor fed lort!” Og så falder han. Vi løber hen til gærdet. Ser ham rulle ned ad bjergsiden, støde hovedet mod et træ og blive hængende livløs ved foden af det, fem meter under os. “Frederik! Frederik!” “Far!” Men han rører sig ikke. Bjergsiden fortsætter dybt ned under træet. Vi ringer ‘112’, stirrer, venter. Og frygter at han skal komme så meget til bevidsthed at han rykker sig fri.
2 Jeg tjatter med min tennisketsjer til det sorte stoleben foran mig i skadestuen på Hospital Universitario de Palma de Mallorca. Efter otte timer er Frederik stadig ikke kommet til bevidsthed. Så tjatter jeg til det andet ben. Måske kommer han til at sidde i kørestol, vil han så kunne fortsætte som skoleleder? Jeg ser sidste skoledag på Saxtorphs Privatskole for mig. Skolelederen kører ad en rampe op til talerstolen i sin kørestol. Han er i et elegant jakkesæt, alle elever og lærere er endnu mere stolte af ham. En sejrrig mine på hans ansigt. Jeg er også stolt, han er en helt. Men andre billeder. Derhjemme: Skal jeg skifte hans ble? Skal jeg løfte ham op i sengen? Skal … sex? Og så måske ikke. Førtidspension. Hvad hvis han er for dårlig til at fortsætte som skoleleder? Han sidder i kørestol mens jeg mader ham med suppe. Jeg er hans sygeplejerske og kone om tre år, om ti år, tyve, tredive. Jeg er en gammel kone der kører rundt på parcelhusvejene i Farum med en lam mand. Sådan blev vores ægteskab, sådan blev vores liv. Jeg trykker mit ansigt ind mod hans slapt hængende kind, og vi græder begge to mens vi gnubber vores næser og pander og kinder 18
mod hinanden. Sådan gør vi om tre år, om ti år, tyve, tredive. Der er tennisbaner i bjergene på Mallorca. Underlig idé at have min ketsjer med i bilen. Selvfølgelig ville jeg aldrig få den brugt. Hvad tænkte jeg på? Jeg tjatter med den igen på det første stoleben. Ser på uret. Klokken er elleve nu. Skadestuen er ikke som danske skadestuer. Billige metalstole med vinylsæder er stillet op i lange rækker. Her er plads til at mindst halvfjerds mennesker kan vente på at deres nummer bliver vist på de store røde lystal over sekretærens glasbur. Som ventesalen i en nedslidt udenlandsk busterminal. Vi skulle være fløjet hjem i overmorgen. Nu ser jeg Frederiks begravelse for mig. Hans forældre, hans venner, vi er i sort. Hundreder af buketter og kranse fra skolens forældre og lærere. Jeg ser hvor opløst jeg er. Min helt, min elskede, min mand. Kisten løftes ind i bilen. Niklas er en af bærerne, værdig og bleg. Det må snart gå Niklas på nerverne at jeg bliver ved med at tjatte med min ketsjer til den stol. Dok, dok, dok. Om lidt vil han sige: “Hold op. Jeg får kuller af det.” Jeg kan godt forstå ham. Jeg slår igen til stolebenene, hårdere, og hårdere. Jeg løfter hovedet og ser på ham. Dok, dok, dok. Skal han ikke sige at jeg skal stoppe? Nej, han spiller et spil på sin mobiltelefon. Han har hovedtelefoner i ørene, sanser intet. Jeg prikker ham på låret. “Hvad?” Han standser sit spil. “Synes du ikke det er ved at blive koldt?” Det er mørkt udenfor. Han er i shorts og T-shirt, jeg har en Rosemunde-top med blonder på og et par armyshorts. Vi havde ikke aftentøj med i bilen. “Jo,” siger han. “Skal jeg spørge om vi kan låne nogle tæpper?”
19
Han udstøder en mumlelyd der viser han er ligeglad, så starter han spillet igen. “Jeg tror jeg beder om nogle tæpper – eller måske et par sweatere som nogen har glemt,” siger jeg. Han kan ikke høre mig. “Eller nogle bukser … Hvis vi kan passe dem.” Dok, dok, dok; jeg får selv svip af den lyd. Jeg lægger ketsjeren fra mig. “Bukser eller sweatere,” siger jeg. “Måske begge dele.” Gravøl, venner der græder, naboerne kommer til begravelsen – ligesom til den for vores genbo der fik brystkræft. Ville hendes mand finde en ny kone og komme videre? Det tænkte vi alle på dengang. Nej, han er blevet sær. Holder sig for sig selv, aggressiv. Det er en tragedie. Han kommer sig ikke. Mig. Niklas. Jeg ser for mig hvordan jeg laver varm hyldebærsaft og hjemmebagte boller til ham om et halvt år. Det er aften, vi bor stadig i Farum. “Vi skal prøve at få et liv,” siger jeg. “Du skal vide at jeg vil være der for dig og støtte dig på alle de måder jeg kan.” Vi sidder i sofaen, taler, græder, nipper til den varme saft. Men det bliver jo ikke sådan. Niklas gider ikke at sidde i sofaen med mig. Andre billeder: Jeg køber ind alene, låser mig ind i et koldt og mørkt hus, går op ad trappen og ved at Frederik aldrig mere vil gå op ad den trappe med mig, jeg ligger oven på sengetæppet på vores dobbeltseng, åbner mig i et desperat håb om at mærke hans spøgelse. En klokke klemter. Jeg ser på de røde tal: vores nummer. Min hals tørrer ind. Jeg vil prikke til Niklas, men han er allerede ved at pakke sine hovedtelefoner sammen – mere fjern var han heller ikke. Mine ben sover da vi rejser os. Fra skranken leder en sygeplejerske os ind i et lille lokale med nøgne pastelgrønne vægge. 20
En ung mørklødet mand i kittel venter på os. Han er næsten sort under øjnene. Jeg fryser, skulle alligevel have bedt om en sweater. Og der er noget med lysstofrørene herinde, lyset skærer i øjnene. Vi sætter os på hver vores plasticsæde. Der står ‘Doctor González’ på mandens navneskilt, han taler engelsk til os: “Frederik er blevet skannet. Jeg er meget ked af det …” Blodet løber fra mit hoved, svimmel, jeg griber Niklas’ hånd: “Åh nej. Kraniebrud?” “Ja, han har en svulst i hjernen. Jeg er meget ked af det.” “Kan bruddet gøre ham lam? Vil han kunne tale? Kan han dø?” “Bruddet?” Lægen ser undrende på mig. “Ja, han faldt … Bruddet.” “Der er ikke noget brud.” “Du sagde lige …” “Han har en svulst i hjernen. Den har trykket og udløst et epileptisk anfald. Han har heldigvis ikke fået alvorlige slag mod hovedet.” “Du sagde det var et brud!” kommer jeg til at råbe. “Du sagde ‘ja’. Det hørte jeg!” Jeg ved godt jeg opfører mig helt forkert. Det skal jeg holde op med. Jeg tier og læner mig tilbage i den spinkle stol, men gør det med sådan en kraft at den er ved at vælte. “Undskyld,” siger jeg. “Undskyld.” Niklas tager over i en tone der er helt modsat min: “Har han en svulst?” “Ja.” Lægen påtager sig en bedrøvet mine og nikker for meget med hovedet. “Jeg kan desværre ikke sige meget mere,” fortsætter han. “Vi overfører ham til Neurologisk Afdeling. Der vil eksperter undersøge ham i morgen formiddag.” Jeg krammer stolesædet med begge hænder: 21
“Er det kræft?” “Det kan vi ikke sige. Neurologerne undersøger ham i morgen formiddag.” “Men så er det altså ikke kræft?” “Vi kan desværre ikke sige det endnu.” “Men det er sandsynligt at det ikke er kræft?” “Neurologerne vil kunne sige meget mere om det i morgen.” Jeg er ved at gå til af det besynderlige lys herinde; grumset som betændelsesvæske, skarpt som skalpellen der skærer den ud: “Hvad er det hvis det ikke er kræft? Vil det også …?” “Det er alt for tidligt at sige noget. Men neurologerne vil i morgen …” “Kan I så gøre noget ved lyset? Det gør ondt i øjnene.” “På Neurologisk Afdeling vil de helt sikkert gøre alt hvad de kan.” Niklas og jeg holder hinanden i hånden da vi langsomt vender tilbage til venteværelset. Vi er stille, han spiller ikke mere på sin telefon, jeg fumler ikke længere med min ketsjer. Bare stille. Jeg ved ikke hvad klokken er, da en sygeplejerske kommer ud til os: “I kan godt tage hjem nu. Der sker ikke mere. Så er I også mere friske når I tager på Neurologisk Afdeling i morgen.” Gennem taxaens vinduer ser vi ud på gaderne: rosa huse med grønne skodder, palmer, stræder og små idylliske pladser med isboder og parasoller. Alt er mørkt og forladt. Og imens ved jeg at jeg skal være den klippe Niklas kan støtte sig til. Min stemme kan dårligt høres i taxaen: “Han skal nok klare den, Niklas. Far er jo så stærk.” Vi kører ad en allé med høje palmer på vej mod hotelstriben 22
langs stranden. Lidt senere siger Niklas det samme til mig. Og jeg gentager det til ham: “Han skal nok klare den. Far er jo så stærk.”
… Det er tyve år siden jeg mødte Frederik og hurtigt vidste at han skulle være manden i mit liv. Jeg var toogtyve og gik på Blaagaard Seminarium hvor jeg havde matematik og idræt som linjefag. I mit andet studieår kom jeg i praktik på Trørødskolen i Søllerød hvor Frederik var lærer. Der var mere end tres lærere på skolen, og den første tid havde jeg ingen grund til at mødes med ham. Men jeg var klar over hvem han var, for folk talte om ham. Under et af møderne med min praktikvejleder i et hjørne af lærerbiblioteket sagde hun at Frederik helt sikkert gik efter at blive skoleleder ligesom sin far der ledede den konservative og meget respekterede Frederiksborg Private Realskole. Frederik var kun otteogtyve og allerede valgt som skolens fagudvalgsformand i dansk. Han havde også iværksat et samarbejde med tre andre skoler om at udvikle et videreuddannelsesforløb for dansklærere i kreativ skrivning for børn. Dengang tænkte jeg ikke over hvor let det ville have været for hende at sige det med irritation over at en helt grøn lærer forsøgte at rage op over hende. Men hun sagde det med en mildhed og stolthed på hans vegne som jeg først senere lærte er typisk for hvordan omgivelserne reagerer på Frederik. Så skulle vi på lejrskole, fem klasser og tolv lærere, en uge i en lille samling bjælkehytter langt ude i en svensk skov. Afgangen blev selvfølgelig forsinket, og vores busser måtte gøre flere stop undervejs på grund af køresyge børn. Efter fem timer i bussen stak bræklugten i min næse, og jeg var udkørt 23
af den konstante råben, grinen, gråd, hujen – og af et massivt fald i mit blodsukker på grund af den bradepandekage vi havde delt ud to timer tidligere. Endelig nåede vi frem til hytterne. Det var stadig tidligt på eftermiddagen, men skydækket og regnen var så altomsluttende at det gav en skumringsfornemmelse mange timer før solnedgang. Vi fik børnene i deres gummistøvler og regntøj, og de lærere der havde været her før, ledte dem ned mod stranden. Jeg gik bagerst og sørgede for at ingen blev ladt tilbage på stien gennem fyrreskoven. Regndråberne faldt ikke tæt, men hver dråbe var stor og fed og tordnede mod hætten på min regnjakke. Jeg var sakket mere end nødvendigt bagud i forhold til gruppen og var alene da jeg endelig nåede ud af skoven. Stranden var uendelig og øde bortset fra børnene der allerede var et godt stykke væk. Ikke en vækst, ikke en lysplet på himlen, og sandet under mine gummistøvler var gennemblødt og ensfarvet blygråt, kun en anelse mørkere end himlen. På afstand blev lærerne og børnene i deres hidsigfarvede regndragter til en pose Pinnochio Kugler som nogen havde tabt i det smattede sand og derefter sparket til. Den kolde våde vind skar i ansigtet. En farvet klat skilte sig ud fra de andre. Lidt efter stod han foran mig med regndråber dryppende fra næsen. Han rørte sig ikke og kiggede nysgerrigt. Og jeg kiggede på ham. “Måske skal jeg slet ikke være lærer,” sagde jeg. Han svarede ikke, jeg så ind i hans øjne der var vidåbne under regnhætten. Vi talte og gik ned mod vandkanten, og gradvis overgik den monotone rumlen af vandet til at blive en rytmisk buldren af hver enkelt bølge. Ingen stjerner, sol eller måne. Ingen jord un24
der os. Og så denne lyd. Verden var ikke skabt endnu. Intet lys, mørke, tid eller børn. Men en brølende snorken fra bølgerne, fra et væsen der hviler sig før verden skal skabes. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg kom til at fortælle om min gode veninde der var død to måneder tidligere. Hendes kæreste havde været utro i månedsvis med en af vores fælles veninder. Til sidst var han flyttet fra min ene veninde over til den anden. Og Hanne sprang ud fra et højhus. “Det mærkelige er at jeg har en følelse af at hun stadig er her,” sagde jeg. “Hun hænger under loftet i de rum jeg går ind i. Hun er herude i regnen. Hun følger mig.” Frederik stod med ryggen mod bølgerne, de hvide bræmmer bruste ind bag ham: “Siger hun at du vil blive glad for at være lærer?” “Lige et øjeblik.” Jeg lukkede øjnene i få sekunder. “… Ja. Det gør hun.” “Tror du hun har ret?” Jeg tog en pause igen for at tænke mig om: “Ja.” “Hun ved måske også hvorfor du kom i tvivl?” “Det ved hun godt,” svarede jeg. “Det er fordi jeg er så ked af det. Fordi jeg savner hende.” Allerede dér mærkede jeg en lyst til at stikke min arm ind under hans arm, så vi kunne gå forbundne hen til Frederiks kolleger. Mens vi nærmede os de andre med en passende afstand imellem os, sagde jeg: “Jeg tror selvfølgelig ikke rigtigt på spøgelser. Du kender mig ikke, men jeg er altså ikke tosset.” “Det troede jeg heller ikke.” Om aftenen sneg vi os med en lommelygte ad skovstien tilbage til stranden der nu var bælgmørk. Det regnede ikke længere, men der var alligevel hverken stjerner eller måne: 25
“Hvad så …” spurgte han, “tror du vi har en sjæl som overlever når vi dør?” Det blev en skøn lejrskole. Frederik havde usædvanligt lyse blegbrune øjne med en tynd mørkere ring yderst i iris, og han havde en lang slank næse. Der var noget kultiveret, noget elegant over ham. To aftener listede vi alene ud i skoven, Hannes spøgelse forsvandt, og jeg blev mere sikker end jeg nogensinde havde været, på at lærerjobbet var det rigtige for mig. Da vi kom hjem, forsøgte vi at holde vores forhold hemmeligt på skolen. Det lykkedes selvfølgelig ikke, og nogle af vores kvindelige kolleger blev sure på Frederik – og især på mig. Helt som forventet blev Frederik fire år senere skoleleder på en anden folkeskole. Han blev udvalgt til at sidde i Undervisningsministeriets Læseplanudvalg, og han kastede sig over at skrive en serie lærebøger der skulle introducere filosofi som selvstændigt fag i de ældste klasser. Da han var femogtredive, blev han headhuntet til at lede Saxtorphs Privatskole på Frederiksberg i København hvor han har været lige siden, og hvor han i løbet af tretten år næsten har fordoblet skolens elevtal.
… Da vi går igennem den store 1980’er-agtige lobby på vores hotel, er der tre danske turister der råber efter os. Vi har tidligere talt med dem ved poolen selvom vi aldrig ville være blevet venner med dem derhjemme. Nu kan vi se på lang afstand at de er fulde: “Nåeh, det blev sent i aften, hvad Mia? Har I haft det sjovt? Hvor var I?” Hverken Niklas eller jeg svarer dem. Vi styrer direkte mod vores lange grimme gang. Foran hans dør standser jeg: 26
“Kom ind til mig i nat hvis du ikke kan lide at være alene.” Måske en tøven? Så ser han på mig: “Du skal også bare banke på, hvis du …” Sådan har han aldrig sagt før, men ingen af os ved om han i nat bliver den eneste mand i familien. De forgyldte væglamper, panoramavinduerne mod Middelhavet. En svag brise ind gennem den kun næsten lukkede skydedør til altanen. Frederiks bukser ligger på stolen, og på gulvet ligger tre blade som han pludselig fandt på at købe i kiosken, det gør hans snorkel og et bælte og en T-shirt også. På vores fælles bord ligger hans håndklæde og hans sandaler. Før i tiden rodede han ikke. Det er en af de ting vi har skændtes om – også i løbet af de seneste uger derhjemme. Jeg går ud på altanen i trusser og T-shirt; mærker vinden, hører havets sug dernede, ser dybet de få steder hvor det er oplyst af hotellets lamper. Her stod jeg i går aftes med Frederik, vi holdt om hinanden, vi kyssede, vi troede vi var raske. Det er som om jeg nu mærker ham ved siden af mig, hans armhule mod min skulder, hans læber og pust mod min kind. Et øjeblik tænker jeg på om det er hans dødsøjeblik på hospitalet. Er det det jeg kan mærke? Besøger han mig? De sagde vi trygt kunne tage hjem i nat, at der ikke ville ske noget. Jeg må prøve ikke at tænke for meget. Det bliver en hård dag i morgen. Jeg må slå alt ud af hovedet og lægge mig nu. Det er ikke længe jeg når at ligge i sengen, så rumler det i min mave, den er udspændt, og det bevæger sig i den. Jeg løber ud på wc i sidste øjeblik. Derude får jeg også kvalme. Det løber ud af mig, og min hud glinser af sved. Rystende synker jeg sammen på wc’et, og her dør jeg af madforgiftning fra frokosten på en lille restaurant i bjergene, og min sjæl flyver ud og er lettet, og den hænger under loftet 27
og ser da Niklas næste morgen får personalet til at låse op, og de finder min kolde stivnede krop. Lugten af skrappe wcrengøringsmidler, min afføring, min død. Eller. Jeg overlever akkurat madforgiftningen denne nat, men jeg har en svulst i hjernen. Jeg dør alligevel snart, Frederik har smittet mig – om et halvt år giver lægen mig min sidste morfin på et hospice i Nordsjælland efter uger med smerter, spasmer og sort tale. Eller. Det er ikke mig der dør, det er Niklas. I morgen tidlig er der ikke noget svar da jeg banker på døren til hans værelse. Jeg løber ned i receptionen, og sammen med en receptionist finder jeg ham død på toilettet. Han ligger som jeg nu: Luften af rengøringsmidlerne, afføringen, hans død, min fortvivlelse. Alle familier er én krop. Svulsten har lange arme, røde tråde, ligner en blæksprutte, en brandmand ved stranden, den spreder sig fra Niklas ind i mig ind i Frederik. Den gror fra Frederik, Niklas ind i mig. Jeg vågner med hovedet på toiletsædet, tror kun jeg har sovet nogle minutter, men kvalmen er næsten væk. Jeg rejser mig, sammenkrummet og med slatne ben. Skyller munden, drikker vand, skyller mit ansigt og ser mig i spejlet. Jeg bliver nødt til at høre hvordan Niklas har det. Det kan være han også har fået madforgiftning. Det må være de små stegte fisk, tænker jeg. I en hvid hotelbadekåbe går jeg ud på gangen. Jeg banker på, men han åbner ikke. Jeg banker igen. Hårdere. Skal jeg ned og hente nogen? Døren går op. Hans ansigt er ikke det mindste hævet af søvnen eller varmen eller sorgen. Det er upåvirket, som unge menneskers ansigter er. 28
Jeg spørger: “Er du syg?” “Nej.” “Jeg tænkte det kunne være noget du havde spist.” “Jeg er ikke syg.” Han ser på mig og vågner lidt mere: “Er der noget i vejen …? Altså ud over at … selvfølgelig … at far …” Oven på en oprivende dag ville det for få år siden være det eneste naturlige at han kom op i min seng, eller jeg i hans. Der ville ikke være det mindste galt i det; at vi faldt i søvn mens jeg trykkede min søn ind til mig. Få år siden.