Doedesporet

sara blædel

dødesporet krimi

Dette er et uddrag af Sara Blædels nye krimi, der udkommer den 8. november.

Glæd dig og god læselyst!

People’sPress

Han tøvede, inden han tog imod den døde høne, hans far rakte ham. Der var blodstænk på de hvide fjer, hvor hovedet havde siddet. Sune havde aldrig kunnet fordrage blod, hverken lugten eller den intense mørke farve, når det fossede ud og dannede en pøl.

Men det skulle hans far ikke se. Ikke i dag.

Det havde været nemmere, hvis hans mor skulle med, tænkte han og blinkede et par gange. Hun var døende og lå inde i soveværelset. Han havde siddet hos hende det meste af dagen. Det værste var droppet. Han kunne næsten ikke holde ud at se på det sted, hvor nålen gik ind i hendes hånd, selvom der var plaster over. Hun sov, da hans far kaldte og sagde, at det var tid til at køre.

Han havde glædet sig til ungdomsindvielsen i flere måneder, glædet sig til ritualet og til festen. Mange gange havde han forsøgt at forestille sig, hvordan det ville være at forlade huset som barn og vende tilbage engang i nat som en voksen mand. I hvert fald ville han blive betragtet som voksen, og han ville have de samme forpligtelser og rettigheder. De andre fra klassen var allerede blevet konfir­ meret, men som asatroende skulle Sune først bekræfte sit tilhørsforhold til troen, den dag han fyldte femten. Og det gjorde han i dag.

3

Han lagde hønen ned i den spand, hans far havde hentet i bryggerset, og stillede den i bilen foran forsædet, inden han kravlede ind og trak benene op. Hans far havde pak­ ket den hvide varevogn med alt, hvad de skulle bruge til midnatsblótet, og selv havde han sikret sig, at han havde husket de to små gaver til guderne.

Der skulle være en, der symboliserede hans barndom, og en, der stod for fremtiden. For barndommen havde han valgt den bog, han var vokset op med, selvom han næsten ikke kunne få sig selv til at gå af med den slidte udgave af Peter Plys. Bogryggen var holdt sammen af tape, for hans mor havde læst den for ham, til siderne begyndte at falde ud. Han kunne godt mærke, at det irriterede hans far, at han havde valgt bogen. Faren havde i stedet foreslået en fodbold. Men moren havde holdt med ham.

Den anden offergave var den store lommekniv, han ­hav­de fået af sin far. Sune håbede, at guderne til gengæld ville give ham mod og styrke i hans voksne liv, selvom han ikke havde planer om at blive slagter som sin far og farfar.

Han havde bare ikke kunnet finde på noget, der var bedre.

Og hans far havde været tilfreds.

Sune ville også selv få en gave. En gave, der skulle give ham et skub i den rigtige retning. Hans far havde fået en slagterkniv. Han havde hverken været særlig god til at læse eller skrive, så lige efter sin ungdomsindvielse var han ble­ vet taget ud af skolen for at komme i mesterlære som slagter hos sin far. Sune havde også hørt om en dreng, der havde fået en flybillet ud i verden med besked om at blive væk, til han var vokset fra at hænge i sin mors skørter. Han var aldrig kommet hjem igen.

Sune håbede, han selv fik en sølvkæde med en thors­ hammer, fordi den symboliserede deres nordiske tro. Det var hans fars idé, at han skulle ønske sig sådan en. Han 4

smilede og nikkede, da hans far drejede ind på skovvejen og spurgte, om han var klar.

Allerede på afstand så han faklerne og bålet. Tusmørket var ved at lukke til, og nattehimlen trak sorte skygger ned mellem træerne og gjorde ilden gylden og indbydende.

Det kriblede i brystet, da han så, at de andre var kommet tidligere for at gøre det hele klar til ham. Flammerne fra faklerne dansede i mørket.

I aften var det hans blót. For første gang skulle han være en del af mændenes kreds. Så langt tilbage Sune kunne huske, havde han været med sine forældre ude i skoven, når de mødtes med de andre asatroende. Han elskede stem­ ningen og det store fælles måltid, der blev afholdt, når de voksne var færdige med at bede til guderne, men han havde aldrig selv været en del af cirklen. Frem til nu havde han ikke været bundet af reglerne. Men når han i aften trådte ind i mændenes kreds, og cirklen blev lukket, ville han i al fremtid være bundet af sin ed. De voksnes cirkel kunne kun brydes af børn og dyr, der ikke forstod, at den var hellig.

Sammen med de andre børn plejede han at blive sendt ned for at lege bag den store bålplads med strenge ordrer om, at de kun måtte forstyrre, hvis en af de små kom alvorligt til skade.

Fra i aften ville han være en del af cirklen, når guderne blev påkaldt. Han ville få lov at deltage, når drikkehornet gik rundt, og som tak for sin indvielse skulle han ofre hø­ nen til guderne og bekræfte sin nordiske tro. De sidste par måneder havde de gennemgået alle ritualerne. Hans far havde fortalt ham om edsringen og indskærpet ham, at sværger man ved den, aflægger man et løfte til guderne, der ikke kan brydes.

Han tænkte på grisen, der lå omme bag i varevognen.

5

Som afslutning på ungdomsindvielsen ville den blive slået ihjel og dens blod givet i offergave til guderne. Det var familiens tak for, at de tog imod ham.

Faren gik forrest op mod bålet, hvor faklerne stod hele vejen rundt et par meter væk og fik det hele til at minde om en fæstning. Sune blev pludselig genert over stilheden, og at mændene højtideligt stillede sig på række og efter tur trådte frem og omfavnede ham. Han kunne ikke finde på noget at sige og prøvede at skjule det stolte smil for ikke at virke alt for barnlig. Så iførte Goden sig sin kappe, og tavse begyndte mændene at trække sammen i en kreds omkring bålet, så faklernes skær lukkede af ud mod skoven.

Nu, tænkte Sune. Nu går det i gang. Om lidt er jeg vok­ sen.

Han havde egentlig regnet med, at det var Goden, der ville tage ordet. Det var normalt ham, der indledte, når de voksne stod i kredsen. Men i stedet trådte hans far frem og lagde hovedet lidt på skrå, mens han med smil i blikket så på ham.

– Sune, min søn, begyndte han lidt kejtet. – I aften be­ gynder dit voksne liv. Nu er det slut med at være barn, og der er meget, du skal lære.

Et par af mændene rømmede sig eller hostede.

Sune kom til at tænke på sagnet om Signe, kong Vøl­ sungs datter, der havde sendt sine sønner ud i skoven, da den ældste kun var ti. Ingen af dem havde været modige nok til at klare sig derude. Selv var han femten og syntes også, at den mørke skov virkede skræmmende. Han havde aldrig hørt til den modige type, det vidste han godt. Et øjeblik tænkte han igen på sin mor.

– Tillykke med fødselsdagen, havde hun sagt, da han i morges tog sin morgenmad med ind til hendes seng. Selv 6

spiste hun ikke så meget mere, men fik det meste af sin næring gennem en sonde. Men hun havde smilet til ham og taget hans hånd.

– Glæder du dig til i aften?

Nu skubbede faren Sune ind i rundkredsen, og Goden begyndte at synge, mens han langsomt gik rundt om cirk­ len. I hvert verdenshjørne stoppede han op og påkaldte en gud. Odin, den øverste af guderne i nord. Thor, menneske­ nes beskytter i syd. Frej, frugtbarhedsguden i øst, og i vest Frigg, Odins hustru, der stod for det stabile i parforhold og ægteskab.

– Cirklen er lukket, erklærede Goden, da han nåede til­ bage til sin plads.

Hvis nogen bagefter havde spurgt, tvivlede Sune på, han ville være i stand til at referere, hvad der var blevet sagt til ham under selve ritualet. Flere gange havde han taget imod drikkehornet og husket at vende spidsen ind mod maven og løfte det forsigtigt op til munden, så der ikke blev dan­ net undertryk, og mjøden sprøjtede op i ansigtet. Hans far havde lært ham, at det var sådan, man skelnede mellem, hvem der var nye i cirklen, og hvem der var de garvede.

Hans kinder blussede efterhånden af varmen fra bålet og den høje alkoholprocent. Omtåget havde han lyttet, når mændene på skift trådte ind i cirklen og fremsagde et vers for ham. Flere havde udvalgt noget fra Hávamál, og han havde også genkendt et par steder fra Vølvens Spådom, men inden længe var versene begyndt at flyde sammen.

Da alle havde sagt deres ting, havde de sunget for ham.

Sune havde lagt gaverne til guderne på jorden, og så var drikkehornet gået rundt igen. Derefter blev cirklen åbnet.

Flere hujede og løftede ham op i luften, og han blev igen omfavnet hele vejen rundt.

Til gengæld huskede han hvert sekund fra det magiske 7

øjeblik, da han efter blótet var blevet indført i mændenes edsbroderskab. Han var blevet stående ved bålet, mens de voksne samledes under den store offer-eg. Det mere end tusind år gamle træ stod nogle meter fra bålpladsen, og da Sune var mindre, havde han elsket at springe frem og til­ bage gennem hullet i den brede stamme, mens han ventede på, at de voksne fik blótet overstået. I aften lignede hullet et sort øje, der stirrede på ham i halvmørket. Han havde mærket en rislen ned ad ryggen, men ikke på en ubehagelig måde. Han havde ikke følt sig bange, tværtimod.

Det var Goden, der gravede græstørven op af jorden og anbragte den på to grenspyd, så der dannedes en spinkel port. Sune havde altid været fascineret af sagnet om Odin og Loke og den pagt, som gjorde dem til fostbrødre. Nu var det ham selv, der var en del af samme ritual, for da han sammen med de andre gik ind under græstørven, symbo­ liserede det deres fælles genfødsel.

Det havde føltes, som om det hele foregik i slowmotion, da hans far tog ham i hånden, og Goden gik lige bag ham, og da han kom ud på den anden side, var det, som om månen lyste direkte på ham. Han var godt klar over, at det bare var noget, han bildte sig ind, men sådan havde det føltes. Og selvom han havde frygtet det øjeblik, hvor de én efter én skulle have skåret hul på en åre, så lidt blod kunne løbe ned på jorden, dér hvor græstørven var gravet op, så havde det ikke været så slemt.

Bagefter havde han fået overrakt en langskaftet bronze­ ske, der mest af alt mindede om en stor grydeske, bare tun­ gere, med et bredt og kantet skaft. Sune havde følt sig fuld af mod og stolthed, da han højtideligt blev bedt om at røre rundt i blodet på jorden, inden Goden løftede græstørven ned fra grenspyddene og lagde den tilbage i skovbunden som forsegling af deres ritual. Så blev jorden banket på 8

plads, og han blev trukket med ind i kredsen og havde følt sig voksen, da Goden erklærede, at han nu var bundet af pagten om at ære og værne om hinanden.

– Vi passer på hinanden, havde hans far forklaret, da han spurgte, hvad det betød.

Sune blev stående, da hans far begyndte at gå hen mod bilen. Han havde mest lyst til at snige sig væk, så han ikke behøvede at se på, når de om lidt slagtede grisen.

– Hjælper du lige med at pakke ud? spurgte Goden.

Han havde taget kappen af og pegede hen mod bålplad­ sen. Der stod allerede flere af de hvide termokasser nede fra slagterbutikken. Det var maden til festen. Heldigvis skulle de ikke spise grisen, mindede Sune sig selv om. Den skulle bare slagtes og hænges op, så blodet løb ud på jorden og blev liggende til guderne. Kroppen skulle med hjem og skæres ud næste dag, selvom det ikke var efter Fødevare­ styrelsens regler. Men hvad de ikke vidste, havde de ikke ondt af, plejede hans far at sige.

– Op med krogen! råbte faren i det samme henne fra bilen, og to mænd kom småløbende med tre svære jern­ stænger, som de stillede op under offer-egen, så det lignede teltstænger til et indianertelt. De blev samlet foroven med en kraftig jernskive, hvor en stor slagterkrog blev fastgjort, og så bakkede hans far den hvide varevogn helt hen til stativet, inden han slukkede motoren og hoppede om bag i bilen og begyndte at skubbe grisen ud. Han havde bedø­ vet soen, inden han læssede den, og den vejede som ind i helvede, havde han sagt, da de kørte.

Sune forstod stadig ikke, hvorfor hans far ikke bare hav­ de skudt den i panden med boltpistolen. Så havde den ikke behøvet at opleve det her. Han kunne ikke lide at tænke på, at den var levende, når den blev hængt op i krogen og fik halsen skåret over.

9

Han vendte ryggen til og fortsatte med at pakke maden ud. Der stod flere kasser med øl, men der var ikke mere mjød. Mændene havde drukket godt til under blótet. Han så sig om efter en sodavand, men det var der åbenbart ingen, der havde tænkt på.

– Er det ikke nu, knægten skal have sin gave? blev der brølet fra den anden side af bålpladsen.

Gennem mørket kunne Sune ikke se, hvem der råbte.

Han så sig om efter sin far.

– Jo, gu’ skal han så, gjaldede en anden stemme. Øjeblikket efter forsvandt alle, og han stod helt alene tilbage ved bålet.

Han overvejede, om det forventedes, at han gjorde noget, men så smækkede en bildør et sted inde mellem træerne, og lidt efter kom mændene gående tilbage mod ham i samlet flok.

Først troede Sune, det var hans mor, de havde hentet derud for at overraske ham, men det var mest på grund af det lange, løsthængende hår. Det var for mørkt til, at han rigtigt kunne se hende, før de kom tættere på, og han opdagede, at det var en ung kvinde. En del yngre end hans mor, men ældre end ham selv. Hans far gik lidt bag de andre med hænderne i lommen. Sune blev pludselig urolig og begyndte at gå hen imod ham.

– Bliv bare stående, sagde Goden.

Mændene stoppede op på stykket mellem bålet og det gamle egetræ, hvor den hvide varevogn stadig holdt med bagsmækken åben.

– Vi har bragt dig en gave.

Sune så på kvinden. Han havde ikke set hende før. Så kig­ gede han ned i jorden og mærkede usikkerheden brede sig.

– Vi har forstået på din far, at du bruger al din tid på bøger. Det har vi tænkt os at lave om på, sagde Goden.

10

Der lød en hæs latter fra flokken.

Det, der tidligere på aftenen havde ligget som forvent­ ningsfuld spænding i hans mellemgulv, forvandlede sig langsomt til mavepine.

– I nat skal du hylde Freja og dyrke frugtbarhedsritualet.

Goden nikkede kort til kvinden, og hun gik lidt frem mod Sune. Mændene samlede sig i en halvcirkel bag dem.

– Det vil styrke din manddom, fortsatte Goden. – Og manddom er vores gave til dig.

Sune så op og rystede på hovedet. Så forsøgte han at fange sin fars blik, da kvinden begyndte at knappe sin sorte skjortebluse op. Hun smilede til ham, da hun smed den på jorden og signalerede, at han skulle komme nærmere. Men han blev stående. Han var ude af stand til at flytte benene.

Hendes lange lokker faldt ned over skuldrene, der lyste i mørket med den varme glød fra bålet bagved. Han prøvede at se væk, men kunne ikke flytte blikket fra hendes nøgne bryst. Det var første gang, han så et kvindebryst i virkelig­ heden, og han mærkede en uvant sitren. Hun havde lynet sin sorte nederdel op og tog endnu et skridt hen imod ham, inden hun lod den falde til jorden.

Sune stirrede stadig på hendes bryst. Han kunne ikke se hende i øjnene, nu hvor hun stod helt afklædt foran ham.

Han fornemmede, at et par af mændene begyndte at stå uroligt. Kvinden lod hænderne løbe ned over sin nøgne krop og tog det sidste skridt hen til ham, så de nu stod så tæt, at hendes duft ramte hans næse og sendte et stød ned i hans underliv. Hendes ben var let adskilte, og hun begyndte at vugge i hofterne, som om de dansede. Han mærkede hendes hånd på sin bukseknap og hørte, at hun trak lynlåsen ned, før han fortumlet rev sig løs og væltede et par skridt baglæns. Men inden han nåede længere væk, greb en hånd om hans arm.

11

– Nu bliver du her, knægt! lød det lige bag ham.

Sune så på mændene, der trak tættere sammen om dem.

– Så se dog at få gjort noget ved det, snerrede Goden.

Det var, som om skovens mørke sank længere ned og omsluttede ham. Et øjeblik blev der helt stille i hans hoved, som om alle lyde var ophørt. Fortvivlet så han sig omkring for at finde et smuthul i muren af mænd, der nu stod helt tæt omkring ham og den nøgne kvinde.

I kredsen fik han øje på sin far. Sune ville løbe hen til ham, men hans krop slog over i slowmotion, og inden han nåede at sætte i gang, fik han et hårdt puf i ryggen, så han var ved at falde. Med ét vendte mændenes stemmer tilbage, og han forsøgte at rive sig løs, men grebet om hans arm gav sig ikke.

– Knep hende! blev der råbt.

– Jeg vil ikke, skreg Sune.

Den unge kvinde trådte hurtigt et par skridt tilbage og bøjede sig ned efter sit tøj.

En af mændene var over hende med det samme.

– Du går ingen steder, sagde han og beordrede hende hen mod Sune.

– Hvis drengen ikke vil, skal han ikke, sagde hun og begyndte at tage nederdelen på, da hun fik et slag i ansigtet.

– Du gør, hvad vi betaler dig for, lød det efterfulgt af endnu et slag.

Smilet om den unge kvindes mund var forsvundet, og der løb en tynd stribe blod ud af hendes næse.

Sune nåede ikke at reagere, da stærke hænder flåede hans bukser ned og slæbte ham hen over jorden mod kvinden.

– Se så at få den slatne diller op at stå! Så svært er det vel heller ikke!

– Jeg vil ikke, klynkede han og rystede på hovedet. Han mærkede, hvordan læberne bævrede, og det spændte i kin­ 12

derne, og så mistede han kontrollen over sit ansigt og be­ gyndte at græde. Han bed sig i læberne i et fortvivlet forsøg på at standse gråden, mens han hørte sin fars stemme helt tæt på øret.

– Gør det så, knægt. Jeg vil fandeme ikke stå her og være til grin.

I det samme sprang den unge kvinde frem og skubbede til hans far.

– Så lader I drengen være, skreg hun. – Når han ikke vil, skal han heller ikke!

I det sekund grebet om Sunes arm slap, trak han buk­ serne op og satte i løb ind i skoven. Væk fra flammerne fra bålet og faklerne og væk fra mændene. Han løb så hurtigt, han kunne. Ville bare ind i mørket.

Han stoppede først, da pulsen i tindingerne bankede så hårdt, at det svimlede for ham. Med hænderne på knæene bøjede han sig frem og spyttede på jorden. Besværet hev han efter vejret og mærkede sveden blive kold inde under blusen.

Mens han stod foroverbøjet, så han igen kvindens nøgne bryst for sig og mærkede den uvante sitren. Han pressede øjnene sammen, men slap ikke for synet af den tynde stribe blod. Så rettede han sig brat op, da hendes høje skrig i det samme trængte gennem mørket.

Tøvende begyndte han at gå tilbage.

Det var først, da han nåede så tæt på, at han igen kunne se flammerne fra bålet mellem træstammerne, at det gik op for ham, at kvindens skræmte råb var forstummet.

Sune støttede sig chokeret mod et træ, da han så hvor­ for. Hun havde fået bundet noget hvidt for munden. Han kunne ikke se hendes ansigtstræk, men fornemmede tyde­ ligt hendes desperation i den måde, hun slog om sig på.

13

Han forsøgte at tvinge sit blik væk, men det hang fast ved mændene, der holdt hende. Så sank hans far lidt sammen over hendes ryg, inden han lynede bukserne op og gav plads for den næste.

Den unge kvinde kæmpede fortsat for at komme fri, mens mændene voldtog hende én efter én. Hver gang hun forsøgte at slå dem væk og sparke fra sig, fik hun flere slag, og da den sidste var færdig, og de to mænd, der havde holdt hende fast mellem sig, slap, sank hun til jorden og blev liggende.

Sune ville skrige, men lydene satte sig fast i halsen. Plud­ selig frøs han, og bålets varme trak i ham, men han kunne ikke bevæge sig. Han stod som naglet til jorden og så til, da mændene begyndte at hive i kvindens arme og ruske i hendes skuldre. Til sidst bøjede Goden sig ned og mærkede efter hendes puls.

Da han lidt efter rystede på hovedet og slap hendes arm, trak mændene hen mod bålet og samlede sig i en flok. Sune kunne ikke høre ordene, kun deres stemmer. Så gik nogle af dem om bag den hvide vare­vogn og forsvandt mellem træerne, mens resten begyndte at rydde op på bålpladsen.

Sune anede ikke, hvor længe han havde stået og stirret uden at røre sig. Det eneste, han vidste, var, at den unge kvinde, der havde stået lige foran ham og smilet, ikke havde bevæget sig, siden mændene efterlod hendes nøgne krop på jorden.

– Vi er klar! råbte en stemme så fra stedet, hvor mændene var forsvundet ind i skoven, og Goden gik hen til kvinden og løftede hende op. Hendes arme og ben dinglede slapt, da han begyndte at bære hende ind mellem træerne.

Først nu opdagede Sune, at han rystede. Højre fod sov, og benet forsvandt under ham, da han ville trække sig dy­ bere ind i sit skjul. Det var, som om hans hjerne ikke ville 14

kapere det, han lige havde set. Samtidig bankede hans hjerte voldsomt, og kroppen føltes tung af rædsel, for han vidste godt, at den unge kvinde var død. Han havde vidst det al­ lerede, da hun lå på jorden.

Han kravlede lidt væk, mens han forsøgte at få liv i sit højre ben, og det gjorde ondt, da blodcirkulationen endelig satte i gang. Han burde løbe væk og gemme sig, men hvor? tænkte han og så ind i skovens natsorte mørke. Et par grene knækkede, da han usikkert kom på benene og begyndte at famle sig vej mellem træerne.

Pludselig hørte han stemmer, der råbte hans navn. De var kommet tilbage og var på vej ud efter ham.

Sune holdt vejret og krøb sammen. Han gjorde sig lille og kravlede ind under nogle grene, der lå hen over skov­ bunden.

Igen kaldte stemmerne. Tættere på.

– Sune, kom nu bare frem!

Det var hans far.

– Kom frem, du er en del af det her. Du kan ikke bare løbe væk og gemme dig!

Grene knækkede, da nogen med hurtige skridt gik forbi buskadset, hvor han lå. Ikke helt tæt på, men nok til at han holdt vejret. Så var fødderne væk.

Alligevel blev han liggende. Turde ikke andet. Og lidt efter var de tilbage. Kviste knækkede, blade raslede under deres fødder, og han hørte et forpustet åndedræt. Sune pres­ sede sig mod jorden og holdt vejret, mærkede den fugtige skovbund mod sin kind.

De kredsede om det sted, hvor han lå, og gav ikke op, før der pludselig lød et højt pift. Og så et til. Som en sirene i skovens nattunge stilhed. Og mændene vendte tilbage til lysningen omkring bålpladsen, som om eftersøgningen var blevet afblæst.

15

Først da fodtrinene var forsvundet, åndede Sune lettet op. Han trak vejret dybt ned i lungerne, mens han vendte sig en smule, så han kunne se op mod den klare måne, der skinnede ned mellem åbningen i trækronerne. Hjertet hamrede i hans bryst, mens han bad til guderne om, at mændene ikke fandt hans skjulested.

Henne ved offer-egen var Goden igen ved at trække i sin kappe, og Sune så, hvordan mændene atter trådte sam­ men. Bålet var ved at dø ud. Flammerne blafrede usikkert og lukkede mere og mere mørke ind over lysningen. Han så, hvordan alle stillede sig op i rundkreds. Hørte Goden lukke cirklen og stirrede på det, der vandrede fra den ene hånd til den næste.

Det var edsringen, der gik rundt, og mens kulden bredte sig i hans bryst, gik det op for Sune, at den var grunden til, at de havde ledt efter ham.

Han var voksen nu. En del af det. Han havde svoret med sit blod, at han nu var en af dem. Det forventedes, at han stod sammen med sine brødre, når de lukkede cirklen og aflagde et tavshedsløfte, der aldrig kunne brydes.

Louise Rick så sig om i kolonihavehuset. Hun var stået tid­ ligt op for at nå at pakke og læsse i bilen. I den tid hun havde været sygemeldt, havde hun boet i det lille, sort­ malede træhus i Dragør, som hun havde købt sammen med sin underbo, Melvin Pehrson.

Men nu var det tid til at vende hjem til lejligheden på Frederiksberg og arbejdet på Politigården. Der havde ellers indfundet sig en tryg ensformighed i den hverdag, hun og plejesønnen Jonas havde opbygget herude, og den havde passet godt til den sindsstemning, hun havde befundet sig i.

Hver morgen, når hun havde sendt Jonas med bussen i skole, havde hun lavet en kande te, som hun pakkede ned i cykelkurven, og så var hun kørt af sted mod stranden med Dina løbende ved siden af. Hunden svømmede med ud, når Louise tog sin morgendukkert, og den så undrende på hende, når hun begyndte at svømme ind igen, som om den ville overtale hende til at blive i vandet lidt længere. Og indimellem havde Louise haft lyst. Haft lyst til at svømme helt derud, hvor hun ville blive opslugt af bølgerne og for­ svinde. Men hver gang havde hun alligevel signaleret til den døve hund, at de skulle op.

Hun sørgede for at være lidt på afstand, inden den be­ gyndte at ryste sig, og hvis morgenerne var grå og regn­ 17

våde, pakkede hun sig ind i det tykke håndklæde og krøb i ly mellem klitroserne. Dér sad hun så og stirrede ud over havet, mens hun drak sin te, og Dina løb rundt i sandet og spiste strandede muslinger.

Hun havde ikke været på arbejde siden skudepisoden på Skyttegården, hvor en mand var blevet dræbt, da han forsøgte at voldtage hende. Men det var ikke billederne af hendes egen nøgne krop og manden bag hende, der blev ved at dukke op. Heller ikke af skudsåret i hans hoved og blodet, der havde sprøjtet ud over hende.

Det var billederne af René Gamst. Manden, der havde reddet hende. Det var lysten i hans blik, da han ventede lidt længere end nødvendigt med at affyre de dræbende skud.

Det var hånen i hans tonefald, da han sagde, at det var så tydeligt, hun kunne lide det.

Men det værste var det, han havde sagt om Klaus. ­Louises første kæreste, der havde hængt sig, dagen efter de var flyttet sammen. „Din kæreste var en slapsvans,“ havde René sagt. „Han havde sgu da ikke mod til selv at tage det reb om halsen.“ Sætningen havde givet ekko i hendes hoved, lige siden hun blev kørt væk fra gården i ambulancen.

På hospitalet havde de konstateret, at hun havde bræk­ ket tre ribben i venstre side, men ellers kun havde over­ fladiske skrammer, så hun var blevet udskrevet allerede samme aften. Når hun alligevel uden indvendinger havde accepteret den sygemelding, som Rønholt, hendes chef, havde foreslået, var det udelukkende på grund af det, René havde sagt. For ordene havde ramt hende et sted, hun ellers i mange år havde gemt væk. Også for sig selv.

Hun og Klaus havde været kærester, siden Louise gik i niende klasse på Hvalsø Skole, og på hendes 18-års fød­ selsdag forærede han hende en forlovelsesring. Da han året 18

efter blev udlært som slagtersvend, var de flyttet ud i et gammelt bondehus i Kisserup Krat, men allerede den anden nat havde han hængt sig.

I alle de år der var gået, siden hun trådte ind i den lav­ loftede gang og fandt ham hængende fra trappen i et reb, havde hun været plaget af skyldfølelse. Skyld over, at hun var taget til den koncert i Roskilde og bagefter havde over­ nattet hos sin veninde, Camilla. Skyld over, at hun åbenbart ikke havde været god nok. For hvis hun havde været værd at elske, havde han ikke taget sit eget liv.

Hun havde aldrig forstået det, der var sket den nat for alle de år siden. Ikke før nu.

For hvis René talte sandt, havde Klaus ikke selv bundet det reb om sin hals.

Nu sad René Gamst varetægtsfængslet i Holbæk Arrest og ventede på at få sin dom. Han havde allerede kort ef­ ter anholdelsen erkendt at have affyret de to skud, og alle vidste, at han havde skudt for at dræbe. Det var bare svært at bevise, at han havde villet hævne sig, fordi voldtægts­ manden kort forinden var trængt ind i hans hjem og havde forgrebet sig på hans kone. Selv holdt Gamst fast i, at han havde skudt for at redde Louise.

Hele den foregående dag havde hun siddet oppe på Holbæk Politistation og sammen med vicepolitikommis­ sær Kim Rasmussen endnu en gang gennemgået forløbet i detaljer. Ikke noget hun havde været særlig stolt ved. Især ikke da hun skulle forklare, hvordan René Gamst var endt med en brækket arm. Selv havde han ikke sagt noget, og hun havde indtil videre været lidt tåget omkring forløbet.

Først i går havde hun indrømmet, at hun var gået hårdt til ham efter skudepisoden, og mens de sad på Kims kontor med kaffe og pulvermælk, havde han trukket hende gen­ nem vridemaskinen.

19

For nogle år siden havde Louise kortvarigt været udsta­ tioneret i Holbæk, og derefter havde hun og Kim gennem en længere periode haft et forhold kørende. Det var endt med et ordentligt rabalder, hvor han havde gjort det forbi, men selvom det efterhånden var flere år siden, kendte han hende godt nok til at kunne se, når hun skjulte noget.

Og så var den kommet. Hele historien om Klaus og om alle årene med skyld. Om grunden til, at hun også over for Kim havde været sådan en dårlig kæreste. Om angsten for at binde sig, der gjorde, at hun siden Klaus kun var gået halvhjertet ind i de forhold, der havde krydset hendes vej.

Louise kunne ikke undgå at se, at den sidste bemærkning gjorde ondt på Kim, selvom han forsøgte at skjule det. Men samtidig virkede det også, som om han forstod lidt bedre.

Så forklarede hun, at efter René havde sagt det om Klaus, havde hun sparket riflen ud af hænderne på ham og vredet hans arm så hårdt om på ryggen, at han havde skreget højt.

Bagefter havde hun væltet ham om på jorden og lagt ham i håndjern.

– Men jeg hørte ikke armen brække, forsvarede hun sig og forsøgte at glemme, hvordan det havde lydt, da hun strammede de smalle plastikstrips.

– Jeg ville bare have ham til at fortælle, hvad han vidste.

Louise bar de sidste ting ud til bilen og gik tilbage for at se, om hun havde glemt noget. Melvin havde været efter hende et par gange, fordi ukrudtet havde fået lov at vokse højt, men hun havde da slået græsset. Eller rettere, Jonas havde slået det, men det var kun, fordi han syntes, den gamle håndskubber var sjov, og fordi det hele kunne klares på ti minutter.

Hun var lige svinget ud fra parkeringspladsen, da der kom en sms fra ham. Jonas havde sovet hos en kammerat, 20

og de var nok på vej i skole, tænkte hun og mærkede sav­ net. I aften skulle de hygge og hænge i sofaen med noget takeaway.

Hun kørte ind til siden. „Tager med Nico hjem og går i bif, ok?“ Det var efterhånden ikke meget, hun så til sin 15-årige plejesøn, og selvom Louise aldrig ville sige det højt, følte hun sig indimellem en smule forsmået, når han hellere ville være sammen med sine venner. Men inden følelsen nåede at tage rigtigt form, fik hun skældt sig selv så grundigt ud, at snerten af jalousi forsvandt.

Hun var lykkelig for, at han havde det godt og trivedes.

Det var ikke så længe siden, han havde haft en svær periode i skolen, og hun havde været alvorligt bekymret for ham.

Store sorger havde der været nok af. Begge hans forældre var døde, og for ikke så længe siden havde han mistet en nær kammerat. Så hun skulle bare se at få styr på sin egen ensomhed. Som var selvvalgt, mindede hun sig selv om, inden hun skrev „helt ok“ efterfulgt af en smiley, et hjerte og en thumbs up.

På turen tilbage mod byen sad hun og tænkte på, hvor­ dan det ville blive at komme tilbage på kontoret. Det, der bekymrede hende, var ikke arbejdet. Det var kollegernes spørgende blikke og især medlidenheden. De vidste selv­ følgelig alle sammen, hvad der var sket. Hun orkede bare ikke at tale om det.

Og så var der Eik. – Når man går ud sammen, tager man også hjem sam­ men, havde hendes makker sagt, da han ville følge med hende i ambulancen. Men hun havde sagt nej, og var krø­ bet ind i en skal, hvor det kun var Renés ord, der trængte igennem.

Eik havde ringet flere gange siden, men hun havde ikke 21

ringet tilbage. En dag var der kommet en foret kuvert med en Nick Cave-cd. Den havde hun heller ikke fået takket ham for.

Louise vidste, at han mente det godt, men hun havde ikke været klar til at se ham. Alt det med Klaus fyldte for meget. Så meget, at den nat, hun og Eik havde tilbragt sam­ men, lige inden det hele ramlede, mere virkede som en fjern drøm end en frisk erindring om dejlig sex og en over­ rumplende forelskelse.

Da hun havde slukket bilens motor, sad hun et øjeblik og kiggede op mod afdelingens høje vinduer. Pludselig kunne hun genkalde sig hans nærvær på en måde, der fik det til at prikke under huden.

– Husk at tjekke dueslaget, råbte Hanne efter hende, da hun gik forbi sekretærens kontor. Louise stoppede op, vend­ te rundt på hælen og gik med et påklistret smil hen for at konstatere, at dueslaget med hendes navn var tomt.

Hun havde kendt Hanne Munk, siden sekretæren en kort periode havde været ansat på Louises tidligere arbejdsplads i Drabsafdelingen. Dengang havde hun syntes, at Hanne var et frisk pust med sine flagrende armbevægelser, det store, røde hår og det spraglede tøj, men efter at Louise også var rykket over i Eftersøgningsafdelingen, havde hun mildt sagt haft det anstrengt med Rønholts sekretær.

– Godt, du mindede mig om det, sagde hun og var ude af kontoret igen. Selvom hun kendte Hannes facon, stødte det hende alligevel lidt, at sekretæren slet ikke kommenterede, at hun var tilbage.

Overgangsalder, manglende søvn eller for lidt sex, tænk­ te Louise, mens hun samtidig besvarede endnu en sms fra Jonas, som nu spurgte, om det var o.k., han blev og sov hos Nico efter biffen.

Gad vide om den knægt aldrig skal have skiftet tøj? ­Louise gik hurtigt ned ad gangen mod ’Rottehullet’, dob­ belt­kontoret hun havde fået anvist, da hun tidligere på året blev chef for Eftersøgningsafdelingens nyoprettede 23

specialenhed. Her skulle de tage sig af de forsvindings­ sager, hvor der var grund til at tro, at der kunne ligge en forbrydelse bag.

Dobbeltkontoret kunne med lethed rumme den nye afdeling, der indtil videre kun talte hende selv og Eik Nordstrøm. Alligevel irriterede det hende, at Rønholt ikke havde kunnet finde et andet sted til dem end det nedslidte lokale, der lå lige over køkkenet, så madlugten trængte op nedefra. I en periode havde det endda været invaderet af rotter, men dem havde Skadedyrsbekæmpelsen da fået bugt med.

Hun nåede lige at åbne døren, da hun blev stoppet af en voldsom knurren og opdagede, at hun stirrede lige ind i øjnene på en stor schæferhund med rejste børster og blot­ tede tænder. Hurtigt sprang hun tilbage og knaldede dø­ ren i. Samtidig hørte hun Eiks stemme længere nede ad gangen, og da hun vendte sig, så hun ham komme ud fra kopirummet, mens han stoppede en fladmast cigaretpakke i bukselommen.

Hele vejen ind i bilen havde hun tænkt på, hvordan det ville blive at se ham igen, og havde overvejet, hvad hun skulle sige. Nu stod han pludselig foran hende. Hun mær­ kede varmen strømme ud i alle kroppens celler, og da han bredte armene ud for at hilse på hende, kunne hun over­ hovedet ikke huske, hvorfor hun ikke havde haft overskud til at se ham, mens hun havde boet i kolonihaven.

– Hvordan går det med dig, smukke?

Han trak hende ind til et kram, men kom så åbenbart i tanke om hendes brækkede ribben, for han slap hende hurtigt igen.

– Undskyld, jeg ikke fik ringet tilbage, mumlede hun akavet og skyndte sig i stedet at spørge, hvad det var for en hund, der var parkeret på deres kontor?

24

– Lad lige mig gå ind først, sagde han. – Det er Charlie, og jeg må nok hellere præsentere jer.

– Jeg har mødt bæstet, pointerede hun. – Den var lige ved at ryge i struben på mig.

– Sludder, han gør ikke noget. Han skal bare lære dig at kende. For ham er du en fremmed, fordi han har været med på kontoret, mens du var væk.

Eik åbnede døren ind til Rottehullet og satte sig på hug i døråbningen, da den store schæfer kom springende hen til ham. Det var først nu, Louise bemærkede, at hunden bevægede sig af sted med højre bagben løftet efter sig. Den landede lige i favnen på Eik og begyndte at slikke ham i hovedet, så han var ved at vælte bagover.

– Hvad er der sket med den? spurgte hun og holdt sig ude på gangen, mens hendes makker kom på benene og fik fat i hundens halsbånd.

– Charlie-drengen blev ramt af et skud, som flænsede lårmusklen, da han satte efter en bankrøver ude i Hvidovre.

Dyrlægen mener heldigvis, at han nok skal komme til at bruge benet igen, selvom det aldrig bliver så godt, at han kan vende tilbage til hundepatruljen.

– Han er altså politihund, konstaterede hun, og Eik nik­ ke­de, mens han lagde hånden på hundens snude og kløede den lidt.

– Og hundeføreren? spurgte Louise.

Eik nikkede igen, og hans ansigt blev trist.

– Det var ham, der bagefter skød og dræbte gernings­ manden.

Alle politifolk kendte til sagen fra Hvidovre. Det var et væbnet røveri, der havde fundet sted et par måneder tid­ ligere. To maskerede gerningsmænd var trængt ind i banken med oversavede jagtgeværer og havde holdt personalet op, mens to bankkunder var blevet tvunget ned på gul­ 25

vet. Louise kunne ikke længere huske, hvor stort udbyttet havde været, men det var også lige meget, for det var gået helt galt. Politiet havde været så hurtigt på stedet, at de to bankrøvere kun lige var nået om på parkeringspladsen med tasken fuld af penge, før de var blevet omringet.

Den ene gerningsmand var begyndt at skyde mod po­ litiet, men havde ramt hunden, og lidt efter lå han selv på jorden. Dræbt. Han var 19 år, og medgerningsmanden var hans far. To personer med rene straffeattester som havde valgt en fuldstændig ugennemtænkt løsning på deres pres­ sede økonomiske situation.

Formiddagsaviserne havde været ved at flyde over med historien om faren, der var gået konkurs med sit malerfirma.

For to år siden havde han haft 12 ansatte og et stort parcel­ hus i Greve. Sønnen havde været lærling i firmaet. Så var det hele røget. Det eneste, der var tilbage, var en gæld, han ikke kunne se nogen vej ud af, og sønnen var ikke rigtigt kommet i gang igen, efter at han mistede lærepladsen.

– Der er jo ingen, der røver banker mere, hørte hun Eik sige. – Alle ved, de bliver knaldet. Han er helt færdig.

– Faren? spurgte Louise.

Hun vidste ikke, om der var faldet dom. Strafferammen for væbnede røverier var hård, og det ændrede sig ikke, fordi medgerningsmanden var blevet skudt.

– Sikkert også ham, nikkede Eik. – Men det var nu Charlies far, jeg mente. Han sidder bare derhjemme og stirrer ind i en væg. Jeg tror sgu ikke, han kommer tilbage i tjeneste. Vi gik på politiskole sammen, og selvom vi ikke har set vanvittig meget til hinanden, lagde han og Charlie indimellem vejen forbi Sydhavnen. Så nu har jeg tilbudt at passe hunden, indtil Finn får lidt hold på sig selv igen.

Og så var den ligesom ikke længere, kunne Louise mær­ 26

ke. Hun kunne heller ikke finde på nogen indvendinger. Så hun nøjedes med at nikke og tog prøvende et skridt frem mod kontoret.

Charlie havde sat sig klos op ad Eiks ben.

– Bare kom over og hils på ham.

Louise tog imod den hundekiks, han skubbede over til hende. Men inden hun nåede at række den frem mod hun­ den, var den på benene og viste tænder, så hun sprang ud på gangen igen.

– Okay, så gemmer vi præsentationen, besluttede Eik. Han begyndte at trække den store schæfer hen mod sit skrivebord, mens han småskændte på den, som om de var et gammelt ægtepar.

– Stop, skar Louise igennem. – Den skal ud herfra!

– Vent nu bare lidt, sagde han og fandt en hundesnor frem og viklede den et par gange om skrivebordsbenet, inden han klikkede den i halsbåndet. Så beordrede han hunden ned at ligge.

Akkompagneret af en dyb knurren kunne Louise endelig gå hen til sin plads.

– Ærlig talt, sagde hun. – Kan du ikke køre hjem med den? Det er jo fuldstændig latterligt, at den skal ligge der­ ovre og knurre ad mig.

– Han er vant til at være med rundt, ellers skal han være i en hundegård, og sådan en har jeg ikke.

– Det er der altså ikke noget at gøre ved. Han kan ikke være her, udbrød hun.

– Hold nu op. Charlie er en god dreng, I skal bare lige vænne jer til hinanden.

Louise mærkede, hvordan vreden voksede. For det første var det hende, der var chef for deres topersoners afdeling.

For det andet ville hun aldrig drømme om at tage Dina med på arbejde, hvis hunden var til gene for andre.

27

Men hun nåede ikke at sætte ord på alt det, før hendes telefon ringede.

– Eftersøgningstjenesten, Louise Rick, sagde hun og vend­ te ryggen til Eik, der stadig småsludrede med schæferen for at få den til at tie.

Hun mærkede øjeblikkelig knuden i maven, da hun hør­te Kims stemme. Inden han havde sagt mere end sit navn, havde hun allerede indstillet sig på, at han ringede for at informere hende om, at der ville blive rejst en tjeneste­ mandssag mod hende, fordi hun var gået så hårdt til Gamst under anholdelsen ude på Skyttegården. Hun nåede også at gøre sig helt klart, at hun ikke fortrød ét sekund, selvom det kunne få konsekvenser for hendes fremtidige karriere.

– Hej Kim, sagde hun roligt og satte sig ned.

– Vi har en sag, jeg er klar til at videregive til jer, be­ gyndte han i en tone, der end ikke indikerede, at hun dagen forinden havde krænget hele sit sønderskudte privatliv ud for ham.

Lynhurtigt samlede Louise al sin værdighed og blev chef for Eftersøgningsafdelingens specialenhed.

– Og hvorfor flytte sagen fra dit skrivebord over på mit? spurgte hun.

– Det drejer sig om en efterlysning, vi fik ind for et par uger siden, og der er noget, der ikke stemmer. Det er Røn­ holt, der har dirigeret mig videre til dig, sagde han hurtigt, som om han ville undskylde. – Drengen er forsvundet fra Hvalsø.

Louise mærkede et jag i mellemgulvet. Hun havde ikke brug for flere skygger fra fortiden og slet ikke for flere sager der involverede personer, hun havde kendt i sit tidligere liv.

– Drengen hedder Sune Frandsen, fortsatte Kim. – Han er søn af slagter Frandsen. Ham med den hvide varevogn.

Et nyt jag satte ind. Slagteren, hun havde anmeldt for 28

ulovligt kødsalg og sorte penge. Hun havde mest sladret til Kim, fordi hun aldrig havde kunnet snuppe de fyre, der engang havde været en del af Klaus’ omgangskreds. Han var sikket sluppet med en påtale og en efterregning, tænkte hun.

– Okay, nøjedes hun med at sige. – Jeg vidste ikke en­ gang, at han havde en søn.

– Sune forsvandt på sin 15-års fødselsdag for små tre uger siden, hørte hun Kim sige. – Og efterfølgende har vi ikke haft nogen spor at gå efter. Pung og mobil er efterladt på hans værelse. Familien er i forvejen i den ulykkelige situation, at drengens mor ligger for døden. Uhelbredeligt syg af kræft. Det har påvirket sønnen meget voldsomt.

Louise havde trukket en blok hen til sig.

– Han går i ottende klasse på Hvalsø Skole, fortsatte Kim. – Både skolens inspektør og drengens forældre frygter, at han kan have forladt hjemmet for at tage sit eget liv. Faren beskriver sønnen som usædvanlig mut og stille i den seneste tid. Han har som sagt været meget ulykkelig over morens sygdom og haft svært ved at håndtere sorgen. På skolen fortæller de også, at Sune har været temmelig fraværende i timerne de sidste måneder, og at han har sløset med lek­ tierne. Noget der øjensynligt ikke ligner ham.

Louise nikkede. Hun var godt klar over, at drenge oftere begik selvmord end piger. Især når de bar rundt på den slags tunge følelser.

– Hvad er grunden til, at du har aftalt med Rønholt, at I overdrager sagen til os? spurgte hun nysgerrigt.

– Jeg har lige haft besøg af Sunes klasselærer, fortalte Kim. – Han mødte op med et eksemplar af Midtsjællands Folkeblad. Det er en lokal gratisavis, som bliver husstands­ omdelt, sagde han, som om det krævede en forklaring.

Louise kendte den. Hendes forældre fik den også.

29

– Han viste mig et billede af et par ræveunger fra en artikel på avisens naturside. Det var taget med en af de der fotofælder, som naturfotograferne bruger, når de ikke selv kan komme tæt nok på dyrene uden at skræmme dem væk. Det er et kamera, der udløses automatisk ved en be­ vægelsessensor eller en usynlig infrarød stråle. Det er altså ikke manuelt betjent, så fotografen var ikke selv til stede, da billedet blev taget.

– Okay, mumlede Louise afventende.

– Ræveungerne var selvfølgelig i forgrunden af billedet, men bagerst til højre sidder en dreng på jorden ved en lille bålplads. Og klasselæreren er fuldstændig sikker på, at det er Sune.

– Jamen, så mangler I da bare at finde ud af, hvor billedet er taget. Så I kan køre ud og hente ham hjem, udbrød Louise uden at forstå, hvorfor den del skulle skubbes ind til hende.

– Så enkelt er det ikke, fortsatte Kim. – I går, da avisen kom, kørte klasselæreren ud til forældrene for at vise dem billedet, og det endte med, at han bogstavelig talt blev smidt ud. Faren frabad sig på det kraftigste, at man blandede sig i familiens anliggender. Han ville hverken se på billedet eller høre tale om, at hans søn holdt sig skjult og måske havde brug for hjælp.

– Hvor meget ligner drengen på billedet Slagterens søn? spurgte Louise og så over mod Eik på den anden side af de to skriveborde, der var skubbet op mod hinanden.

Han havde øjensynligt ikke fulgt med i samtalen, for han sad med blikket klæbet til sin computerskærm. Det gik op for Louise, at hun ikke anede, hvilke sager han havde taget hul på, mens hun havde været sygemeldt. Hun vidste ikke, om der var kommet noget aktuelt ind, eller om han var begyndt at se på nogle af de gamle sager, de havde fået overdraget. På en eller anden måde var det lykkedes hende 30

at skubbe alle arbejdsrelaterede tanker ud af hovedet, mens hun havde været væk.

– Det ligner ganske meget, erkendte Kim. – Derfor vur­ derer jeg, at der er tale om en regulær eftersøgningssag, og vi har haft den liggende i to uger uden at komme videre.

Det er grunden til, at jeg vælger at videregive den til jer.

Det var proceduren. Når en savnet person ikke var duk­ ket op inden for de to første uger, sendte de lokale stationer sagen videre til Eftersøgningsafdelingen. Derefter overtog de efterforskningen og gik i gang med at kortlægge den efterlystes færden og indhente id-oplysninger på personen.

Det var næsten for sært, at Slagteren fra Hvalsø skulle havne på hendes bord, tænkte Louise. Ganske vist udgjor­ de hun og Eik den enhed i afdelingen, der primært tog i marken og efterforskede, mens deres kolleger mere sad og koordinerede registre og indsamlede personoplysninger fra internationale eftersøgningssystemer. Men hun havde været tilbage i ti minutter, og så lå han der. Havde Kim overdraget sagen til dem i fredags, var det Eik eller en af kollegerne, der var blevet sendt ned til den lille stationsby på Midtsjælland.

– Jeg tror aldrig, jeg har hørt om et forældrepar, der bare accepterer, at deres barn er forsvundet, sagde hun og så igen over på Eik, som stadig sad med blikket på skærmen.

– Tværtimod har de som regel svært ved at acceptere si­ tuationen, selv når de står med et lig, og der ikke er nogen tvivl tilbage.

– Netop, medgav Kim. – Det virker forkert, og derfor synes jeg også, at I skal se på det.

Camilla Lind løb godt til. Det, der havde lignet en lille byge, da hun løb hjemmefra, havde udviklet sig til massiv regn. Måske skulle hun alligevel vende om, tænkte hun, men nød samtidig lugten af våd skovbund og dråberne, der ramte hendes svedige pande.

Hun var begyndt at løbe, efter hun flyttede ind på svi­ gerfamiliens store herregård, Ingersminde, i Boserup lidt uden for Roskilde. Hun løb ikke særlig langt, men hun løb, og hun var i gang med at udforske det store stykke privat skov, der hørte til stedet.

Hun drejede op til højre, hvor stien blev lidt smallere og gik gennem en lille grentykning, inden det igen lysnede, og træerne spredte sig. Mens hun løb, prøvede hun at finde på en god overskrift til det portrætinterview, hun havde sid­ det med hele dagen. Efter hun var begyndt at arbejde som freelancejournalist på avisen i Roskilde, var det indimellem nogle lidt spøjse opgaver, der landede på hendes blok, men det havde været en stor fornøjelse at interviewe Svend-Ole på hans lille værksted ude i Svogerslev. De sidste 35 år havde han tømt spillemaskinerne inde i Tivoli for mønter, og i garagen havde han selv en stor samling enarmede tyve­ knægte, som han og konen hyggede sig med.

Camilla skulle til at fortsætte ligeud, da hendes blik fan­ 32

gede noget inde mellem træerne, som fik hende til at sætte farten ned.

Regnen slørede sigtbarheden, men henne under et stort træ sad en dreng og krøb sammen, og hun kunne se, at han sad og spiste af noget, han samlede op fra jorden. Selv på afstand kunne hun se, at han var gennemblødt til skindet, og at hans våde hår klistrede til hovedet.

Hun begyndte at gå ind over skovbunden mod lysnin­ gen. Da hun kom tættere på, fangede hendes næse en sur lugt af brændt træ, og hun fik øje på en stor bålplads og undrede sig. Det her var i hvert fald et sted, hun aldrig havde været før.

– Hej! kaldte hun. – Sidder du ikke og fryser?

Det gav et sæt i drengen, da han hørte hendes stemme, og i løbet af et øjeblik var han på benene og begyndte at løbe væk.

Camilla så overrasket efter ham.

– Hey, råbte hun. – Vent!

Men drengen spurtede bare af sted, og det var mest, fordi det virkede så besynderligt, at Camilla besluttede at løbe efter.

Hun var næsten nået hen til det store træ, hvor han hav­ de siddet, da benene forsvandt under hende. Hun bandede højlydt, da hun gled og landede på maven i en mud­ derpøl.

Sølet ind i pløre kom hun langsomt op at stå og gik hen til træet, hvor hun sank ned på jorden med ryggen mod stammen, mens hun sundede sig. Hvor drengen havde sid­ det, lå en dynge våde madrester, som lignede resterne fra en grillfest. Hun blev trist, da det gik op for hende, at det var det, drengen havde siddet og spist af, da hun forstyr­ rede ham. Det så også ud, som om skovens dyr havde fået øje på godterne, for der lå afgnavede ben rundt omkring.

33

Men dyrene måtte også være blevet afbrudt, siden de ikke havde nået at spise op. Måske af drengen, tænkte hun og skuttede sig.

Hun var begyndt at fryse i sit våde løbetøj, men kunne ikke slippe tanken om drengen, der var forsvundet ind i skoven. Ganske vist var det en privat skov, men man måtte gerne færdes i den til fods, så der var ingen grund til at stikke af. Der var også nogle, der bare blæste på forbuddet og kørte ind i bil, men de fik en ordentlig røffel af Frederik eller forvalteren, hvis det blev opdaget.

Camilla ømmede sig og mærkede, at hun havde slået knæet, da hun faldt. Hun rystede benet lidt og bøjede sig ned for at børste mudderet væk og se, om der var gået hul.

Hun nåede lige at undre sig over, at mudderet var mere rødt end brunt, før det gik op for hende, at det, hun var sølet ind i, var blod.

Chokeret rettede hun sig op og tørrede hurtigt hænderne af mod træets ru stamme. Med en følelse af ubehag i hele kroppen begyndte hun at småløbe ind mellem træerne i retning af en lille bæk, hun før var stødt på. Undervejs rev hun regnvåde blade af buske og småtræer og forsøgte at tørre det mudrede blod af sig. Først nu lagde hun mærke til, at regnen var stilnet af.

Hun rystede af kulde, da det endelig lykkedes hende at finde den rigtige sti ned til bækken. Forsigtigt trådte hun ud på stenene, der stak op af vandet. Så satte hun sig på hug og begyndte at vaske sit ansigt. Bladene brugte hun som klud, da hun vaskede armene, og hun lod det iskolde skovvand løbe ned over benene, så det blodige pløre sejle­ de ned ad dem. Hun øsede mere vand på, kunne slet ikke udholde tanken om at være smurt ind i blod fra top til tå.

Pludselig hørte hun noget i skovbunden bag sig, kviste der knækkede og en slæbende lyd. Forskrækket snurrede 34

hun rundt og havde nær mistet balancen, da hun stirrede lige ind i ansigtet på en ældgammel dame med en bredskyg­ get stråhat og en lang fletning over højre skulder. I hånden havde hun en kraftig gren, som hun brugte som stok.

– Vognene ruller i Dødesporet, sagde hun og så indtræn­ gende på Camilla med klare, vandblå øjne. Så vendte hun om på hælen og forsvandt forbløffende hurtigt tilbage mod skovstien, lige så lydløst som hun var kommet.

Camilla stod i bækken ude af stand til at sige noget.

Hun havde ingen anelse om, hvor damen var kommet fra.

Havde intet hørt, før hun stod lige bag hende. Hun vidste ikke engang, om der var en indgang til skoven i nærheden af bækken.

Hendes hjerte hamrede, da hun drivende våd skyndte sig hjem gennem tusmørket.

Sune prøvede en gang til. Han havde fundet nogle tørre pinde inde i det hule træ, hvor han havde hængt sin hæt­ tetrøje til tørre, men han kunne ikke rigtig få lighterens flamme til at fænge.

Han tænkte på sin mor. Hun bakkede ham altid op, lige­ som dengang han gerne ville gå til spejder. Hans far havde ment, det var noget gejl. Han havde selv spillet håndbold, siden han var syv, og havde svært ved at forstå, hvorfor hans søn ikke ville give det en chance.

Din søn har ikke boldøje, havde hans mor forsvaret ham, efter at han havde forsøgt. Til gengæld havde han indsamlet samtlige duelighedsbeviser, som hun med stolthed havde syet på hans spejderskjorte, hver gang han kom hjem med et nyt.

Hans tænder klaprede, og fingrene var stive af kulden, selvom regnen var holdt op. Han havde ventet over en time, inden han havde turdet snige sig tilbage til bålpladsen for at samle den mad op, han havde været nødt til at efterlade, da damen pludselig kom løbende og råbte ad ham. Han vidste godt, at han nok burde lade det ligge, fordi han risikerede at blive syg. Men han var så sulten, at det mere var hans krop, der søgte tilbage mod resterne, end hans hjerne, der styrede ham ind mellem træerne og hen mod bålpladsen.

36

Sune vidste, at der var en anden gruppe asatroende, der også holdt deres blót ved offer-egen, og det var deres madrester, han havde kastet sig over. Fra sit skjul havde han set dem, da de samledes ved bålet. Han havde aldrig mødt dem, for det var dem, der havde fået ekskluderet den asagruppe, hans far tilhørte. Ja, og som han nu også selv var blevet optaget i, fløj det gennem hans hoved. Straks mærkede han knuden i brystet, der gjorde det svært for ham at trække vejret.

Først havde hans far og de andre i gruppen været rasen­ de over Asa- og Vanetrosamfundets afgørelse om udeluk­ kelse, men nu virkede det nærmest, som om de følte sig lidt ophøjede over, at de gik tættere på den oprindelige tro end de flippere, der mere var optaget af at ryge en fed og drikke deres hjemmebryggede mjød, som hans far udtrykte det.

Han havde tilbragt mange nætter i skoven, siden den aften han helst ville glemme. To gange havde han samlet mad ind oppe ved offer-egen. Det, han havde hentet efter ungdomsindvielsen, havde han fået til at holde en uge. Det sidste havde han pakket ind i store blade, som han håbede ville hjælpe på holdbarheden.

Efter den frygtelige aften var der gået mange timer, før han havde vovet at snige sig ud i lysningen. Bilerne var væk, og han havde holdt vejret, følt, at der var noget fare­ truende over stilheden og det skarpe lys fra den stjerneklare nattehimmel. Der havde stadig været lidt gløder på bålet, men han havde ikke turdet gå hen og varme sig. Vidste ikke, om nogen var blevet tilbage for at vente på ham. Til sidst var han i ly af bevoksningen krøbet hele vejen hen til træet, hvor han vidste, at de måtte have efterladt en god del af den mad, hans far havde medbragt.

Han havde forsøgt at glemme, hvad der var sket, glem­ me synet af den unge, døde kvinde, der havde smilet til 37

ham, inden det hele var gået galt. Efter at mændene var kommet tilbage fra skoven uden hende, og Goden havde lukket cirklen og ladet edsringen gå rundt, havde flokken sat sig omkring bålet og spist og drukket, som om alt var i den skønneste orden.

Men for Sune var ingenting i orden. Ingenting over­ hovedet. Han savnede sin mor. Hver eneste nat pintes han af mareridt om hendes død. Han så hvide kister og kirke­ gårde. Vågnede op badet i sved. Han vidste, at for hver dag han blev i skoven, kunne hans mor være blevet mere syg. Men han vidste også, at han ikke kunne komme hjem uden at forsone sig med sin far og de andre. Og det ville han ikke. Ikke efter det han havde oplevet den aften. Han ville aldrig være en del af det eller blive som dem.

Han fór sammen, da han hørte en bilmotor nærme sig på skovvejen, og skyndte sig at sparke sit lille, opstillede bål fra hinanden, inden han hurtigt krøb i skjul inde i træet.

Hver nat kom de for at lede efter ham. Når de kom for tæt på, tog han sine ting og stak af. Som et jaget dyr, der blev drevet ud af sin hule, strøg han af sted for at finde et nyt skjul. Han vidste ikke, hvem af dem det var. Måske skiftedes de til at køre og lede, tænkte han og foldede ar­ mene om knæene.

Angsten for at blive fundet fik det til at sitre under hu­ den. Han måtte se at komme videre, finde et helt nyt sted, hvor han ikke hele tiden havde dem i hælene. Han vidste bare ikke, hvor han skulle søge hen. Havde han bare fået gang i det møgbål tidligere, tænkte han, så ville hans tøj have været tørt, og han havde ikke behøvet at gå rundt og fryse.

Han åbnede en af de små bladpakker og begyndte at gnave af en kold svinekotelet. Tænkte igen på sin mor. Bare hans far nu passede hende ordentligt. Sune plejede at sætte 38

sig ind til hende, når han kom hjem fra skole, og læse højt.

Hun havde ikke længere selv kræfter til at holde en bog.

Indimellem faldt hun i søvn og snorkede let med halvåben mund, men han læste bare videre, og så smilede hun, når hun vågnede og sagde: „Jeg faldt vist lidt hen.“ Hans far læste ikke bøger. Det var spild af tid, sagde han altid. Men han ville gerne have, at hans søn klarede sig godt i skolen, så han sagde ingenting, når Sune gjorde det.

Skolen, tænkte han og så efter de røde baglygter, da bilen var nået forbi. Det var sidste uge med årsprøver. Gad vide, hvordan hans forældre havde forklaret skolen, hvorfor han ikke var mødt op?

Han slugte det sidste af koteletten, havde spist den alt for hurtigt. Det gjorde ondt langt ned i spiserøret, og han havde ikke noget at skylle efter med. Han plejede at drikke vand fra bækken, men han kunne ikke gå derned nu.

Igen hørte han bilens motor nærme sig og holdt vejret.

Den kørte langsomt, og flere gange stoppede den op, mens føreren spejdede ind mellem træerne, inden den igen fort­ satte videre frem.

Tusind gange havde Sune spurgt sig selv, om det allige­ vel ikke var bedre at tage hjem, men han var godt klar over, at det ikke længere var en mulighed. Han havde trodset de voksne, sat sig op imod broderskabet ved ikke at tage imod edsringen og aflægge tavshedsløftet sammen med de andre.

Da Camilla havde lukket den tunge hoveddør bag sig, sparkede hun løbeskoene af og brasede ind på sin mands kontor i sit våde tøj.

– Når I brækker en buk, eller hvad fanden det nu hedder, så kunne I godt tage og spule rent efter jer. Det sejler med blod ude i skoven.

Frederik så op.

– Hvad i alverden har du lavet?

– Jeg skvattede i en stor blodpøl derude.

Det var ikke meget, Camilla vidste om jagt og skovdrift, men hun var godt klar over, at jagten på sommerbukke var gået ind, for Frederik havde været ude flere gange. Men hun anede intet om, hvad der var normal procedure, når de havde nedlagt et dyr, bortset fra at det skulle sprættes op på stedet, og flere af de indre organer skulle fjernes, så maveindholdet ikke forgiftede det fine kød.

– Der er ikke blevet brækket nogen buk ude i skoven, så vidt jeg ved, forsvarede han sig. – Det er over en uge siden, vi var ude. Hvor var det henne?

– Jeg ved jo ikke præcis, hvor det var. Men der var et stort træ med hul i stammen, og lidt derfra lå en bålplads.

Det så ud, som om der havde været nogen.

Frederik rejste sig fra sit skrivebord. Det var ikke så tit, 40

han sad og arbejdede derhjemme. De fleste af hans vågne timer tilbragte han på direktionsgangen på vinduesfabrik­ ken Termo-Lux. Men han havde netop gennemtrumfet over for bestyrelsen, at hvis han skulle blive siddende i stillingen som administrerende direktør for familiefirmaet, ville han have en fridag om ugen, så han kunne arbejde på sine film­ manuskripter – og se sin kone, havde han tilføjet, da han fortalte Camilla, at de havde accepteret hans krav.

Hun havde mødt Frederik Sachs-Smith, mens han stadig boede i Californien, hvor han med årene havde fået en del at lave som filmmanuskriptforfatter. Dengang havde han al­ lerede skrevet med på flere store Hollywood-produktioner, og hun havde opfattet ham som en blanding af overklasseboheme og cool businessman, for det med skriveriet var kun noget, han gjorde, fordi han havde lyst. Under sin research til et interview med ham havde hun læst, at han havde vist sig at være en yderst kompetent investor og havde brugt arven efter sine bedsteforældre så klogt, at han havde skabt sig en betragtelig formue, som han så rigeligt kunne leve af.

Da de så forelskede sig i hinanden, havde planen egentlig været, at hun sammen med sin søn, Markus, skulle være flyttet over til ham i Santa Barbara. Men efter Frederiks brors død og meldingen om, at hans søster af personlige årsager valgte at trække sig fra direktørstillingen i familie­ firmaet, havde de ændret planer, og han var i stedet kom­ met hjem.

Først havde Camilla ikke forstået, hvorfor han accepte­ rede at tage over efter søsteren. Frederik havde aldrig lagt skjul på, at han netop var rejst ud i verden for at undgå at blive en del af familiedynastiet, og hun havde flere gange sagt, at der måtte være andre velkvalificerede til sådan en toppost. Men så var det gået op for hende, at Frederik ikke havde taget over for familiefirmaets skyld. Han havde gjort 41

det for sin fars skyld. Walther Sachs-Smith var året inden blevet tvunget ud af bestyrelsen for sit eget firma, da han begyndte at forberede et generationsskifte. Grådighed og magtbegær havde fået Frederiks to yngre søskende til at lave en svinestreg mod deres far, som alt for sent opdagede, hvad de to havde gang i. Og da han endelig fik øjnene op for det, var det for sent.

Derfor trak Frederik nu i jakkesættet fire dage om ugen for at køre ind og stå i spidsen for den virksomhed, hans farfar havde grundlagt for snart mange år siden.

– Det lyder, som om du har været ude ved offer-egen, sagde hendes mand. – Så er det nok svineblod, du er gledet i. De køber det hos slagteren.

– De! Hvem fanden er de? udbrød Camilla og begyndte at trække sine våde løbebukser af.

– Dem der ofrer til guderne. De tror på Odin og Thor, og indimellem mødes de til deres ritualer ude i skoven.

– Er det nogen af dem ovre fra Vikingeskibsmuseet?

– Nej, grinede han og rystede på hovedet ad hende. – De her tror på det. De er asatroende.

– Så tror jeg faktisk, jeg så en af dem.

Hun smed blusen i den våde bunke på gulvet og tog en plaid fra Chesterfield-sofaen. Kontoret stod, som det havde gjort, inden Frederiks far flyttede ud og overlod huset til dem. Det var ved samme lejlighed, at ejendommen var blevet omdøbt til Ingersminde til ære for Walthers afdøde kone.

– Der stod pludselig en gammel dame og stirrede mig lige ind i hovedet. Jeg var ved at få et hjertestop. Jeg havde slet ikke hørt hende. Hun kunne godt ligne sådan en.

Hun havde en lang fletning hængende ned over den ene skulder.

Nu grinede Frederik for alvor.

42

– Det er Elinor. Hun bor i Ledvogterhuset, det har hun gjort det meste af sit liv. Hun er helt uskadelig og helt sik­ kert hverken i familie med aserne eller jætterne.

– Hvorfor giver du dem lov til at rende rundt og smide med blod i vores skov? spurgte Camilla og krøb sammen i sofaen for at få varmen tilbage i kroppen.

– Den gamle asatro har altid haft en tæt tilknytning til egnen, selvom vi her i familien aldrig har dyrket den, sva­ rede Frederik. – Det tiltrækker dem, der interesserer sig for de nordiske guder og heltesagn. Der er jo meget af historien, der udspringer her fra området.

Han så på hende, mens Camilla anstrengte sig for at huske noget af det, hun havde lært i historietimerne.

– Det var her, Skjold som baby drev alene i land på et ubemandet skib, som guderne havde sendt af sted, fortsatte Frederik. – Han voksede op og blev konge i Lejre, og han havde den stærkeste og modigste hær. Vidste du det?

Hun nikkede. Den historie kendte man, når man havde gået på gymnasiet i Roskilde. Faktisk havde de hørt en masse om kong Skjold og hans skjoldunger. Også beret­ ningen om hvordan han kom derfra. Da han døde i en høj alder, blev han bragt tilbage til det skib, han var kommet på, og lagt på sit eget skjold ved siden af masten sammen med dynger af guld, smykker og kostbare våben. Derefter blev skibet stødt fra land. Og kun guderne ved, hvor det drev hen.

– Jeg mødte også en dreng derude. Jeg tror, han var på alder med Markus, sagde hun. – Han sad og spiste nogle gamle madrester, der lå på jorden ved siden af træet. Men det kan selvfølgelig også være en af dem.

Frederik rynkede panden.

– Jeg synes nu ikke, de unge plejer at komme alene. Som regel mødes de alle sammen nede ved leddet, hvor de stiller 43

bilerne, og så følges de ind, sagde han. – Men jeg har flere gange oplevet, at der lå mad tilbage på jorden efter dem.

Det er noget med, at de deler det med guderne, og det er jo fint nok. Så kan skovens dyr muntre sig med det, så længe der ikke er plastik og den slags imellem.

Camilla smilede til ham og samlede sit våde tøj op.

– Sådan nogle gudedyrkere havde vi altså ikke hjemme på Frederiksberg.

Hun kyssede ham, inden hun tilføjede, at det da lige skulle være i Søndermarken, hvor folk var lidt mere løs­ slupne end i Frederiksberg Have.

Forudbestil e-bogen i iBooks her >>

Forudbestil e-bogen på Saxo.com her >>

Forudbestil bogen på Saxo.com her >>

44

Dødesporet Copyright © Sara Blædel 2013 Copyright denne udgave © People’sPress 2013 Udgivet efter aftale med Nordin Agency AB, Sweden Omslag: Rasmus Funder med illustrationer © Shutterstock / Creative Travel Projects Bogen er sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde ISBN 978-87-7137-867-2 www.sarablaedel.dk Facebook.com/Sara.Blaedel Twitter: @sarablaedel Instagram: sarablaedel www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus •Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V