Den roede labyrint af Lars Kjaedegaard by bog.nu

omslag: eyelab.dk

Det er spændende, charmerende og underholdende på den begavede måde – Ekstra Bladet om DEN SIDSTE DOMMER

EN HVID & BELLING - KRIMI Tredje selvstændige bind i serien om drabsefterforskerne Anita Hvid og Thor Belling

Da den syvårige August Helskov findes kvalt i buskene bag familiens have sættes kriminalinspektør Thor Belling og hans partner Anita Hvid på sagen. Hurtigt bliver de klar over, at drengen er barn af en dysfunktionel og afsporet familie, og da det kommer frem, at hans morfar er ingen ringere end chefen for drabsafdelingen, Richard Brøssner, må den aldrende drabschef finde sig i at blive midlertidigt suspenderet. I sorg over tabet af sit barnebarn sætter Brøssner sig for at skrive sine erindringer, og det sætter ham i forbindelse med en af sin karrieres farligste modstandere, gangsteren Lothar Zolle.

Lars Kjædegaard (f. 1955) har et omfangsrigt forfatterskab bag sig med hele tyve romaner, heriblandt kriminalromaner og historiske romaner. I 2004 fik han Helsingør Kommunes Kulturpris og i 2007 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Med Smukke-Jan vendte Lars Kjædegaard tilbage til den klassiske kriminalroman. I efteråret 2011 fulgte Den sidste dommer som andet selvstændige bind i serien om Hvid og Belling.

DEN RØDE LABYRINT er en historie om almindelige mennesker i ualmindelige situationer.

»En effektiv, meget velstruktureret og velskrevet klassisk krimi tilsat lidt syre à la danske sommerrevyer.« – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

DEN RØDE LABYRINT

Drabschefen involverer sig naivt og i al hemmelighed med den skumle Zolle, og imens fortsætter Hvid og Belling ihærdigt efterforskningen.

PRESSEN SKREV

»I andet bind af krimiserien om politiparret Belling og Hvid får Lars Kjædegaard fornemt viklet gode persontegninger sammen med lokale betragtninger og dansk mentalitetshistorie … romanens helt store fornøjelse er Kjædegaards sans for lokal kolorit, både i form af pinligt præcise beskrivelser af alle, lige fra byens sociale tabere til de kulturradikale typer, der køber økogrønt i ‘Tebirkes Bakker’ og med efterforskeren Thors ord repræsenterer ‘det højere borgerskabs diskrete badekåbecharme’. Og hvor er det dog sjældent og skønt, at det er de grundige, langsommelige beskrivelser, der løfter romanen over gennemsnittet, snarere end brutale voldsscener.« – Sophie Engberg Sonne Politiken

EN HVID & BELLING - KRIMI ROSINANTE

Den røde labyrint OMS 155x230 .indd 1

»Her er langsomhed en dyd, og almindeligheden forvandler sig langsomt til et bekendtskab med nogle af de mest interessante strissere længe set.« – Christina Blangstrup Dahl Dagbladenes Bureau

onsdag 21/03/12 21:34

Af samme forfatter

Sidste år – roman · 1981 Ringelheim – roman · 1994 Et helvedes hus – thriller · 1995 Hvor hunden ligger begravet – spændingsroman · 1996 Et slag på tasken – roman · 1997 Herren giver – spændingsroman · 1998 Som man råber – spændingsroman · 1999 Nekrolog – roman · 2001 Det store sus – thriller · 2002 Noget fremmed – roman · 2004 Montebello – roman · 2005 Thelma – roman · 2006 Solsorten – roman · 2007 Illinois – roman · 2009 Smukke Jan – thriller · 2011 Den sidste dommer – thriller · 2011 Som Grethe Lange: Hammermanden – kriminalroman · 2000 Tømreren fra Tikøb – kriminalroman · 2000 Det sorte hus – kriminalroman · 2002 De knuste spejle – kriminalroman · 2002

Lars Kjædegaard

DEN RØDE LABYRINT

Rosinante

Den røde labyrint © Lars Kjædegaard og Rosinante /ROSINANTE&CO, København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Eyelab Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-638-2227-5 Printed in Denmark 2012

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

â&#x20AC;&#x201C; Det er lettere at vĂŚre grusom, end man skulle tro. ANITA HVID

1. Affæren havde varet i tre måneder, lige siden hun havde fået Lyse frikendt ved appelsagen i Landsretten. Han var idømt tre måneder ved Byretten for vold mod en kioskejer på Vesterbro, og under andre omstændigheder var sagen aldrig kommet for Landsretten. Men Lyse havde venner, som ikke var interesseret i, at han kom i fængsel, og de havde hyret Leunbach Anderson Advokater til at gå efter en frifindelse ved appelsagen. Hun havde fået sagen af Mikael Leunbach, seniorpartneren, som havde set på hende med et lille grin den formiddag, hvor de havde siddet på Mikaels kontor. Hun havde læst siderne i sagen fra Byretten og sagt til Mikael, – Det her er jo det rene pis. Han er udpeget af et vidne. Han har ikke noget alibi. Han er filmet af kioskens overvågningssystem. Tre måneder. Hvorfor fanden har han appelleret? Han burde være lettet. Mikael grinede stadig lidt. – Lyse arbejder for Willy Gustavsen. Hun betragtede sin chef. – Og Gustavsen betaler for en appelsag? – Ja. Han var herinde. Han har svært ved at undvære Lyse i tre måneder. Hun lagde mappen på Mikaels bord. – Siden hvornår er vi begyndt at tage den slags, Mikael? Mikael lænede sig tilbage og så på hende. Han smilede ikke længere, og hun fortrød sit spørgsmål. Mikael var en køn dreng, en Birkerøddreng med en god eksamen og en velorganiseret advokatpraksis i en ung alder. Bag ham kunne hun gennem de høje vinduer se ejendommen overfor i Store Kongensgade. 7

– Vi har altid taget den slags, sagde han. – Det ved du godt. Det hører med. – At få voldsmænd frikendt, fordi de arbejder for Willy Gustavsen? Den ene dag slår vi et slag for den lille mands ytringsfrihed, den næste forsvarer vi smågangstere? Mikael trak på skuldrene. – Det er gynger og karruseller, ikke? Det skal køre rundt. Og selv en mand som Lyse er i sin gode ret til at få sin sag prøvet ved en højere instans. – Hvis han har en Willy Gustavsen til at betale. Hun kunne se, at Mikael Leunbach ikke var i humør til at høre på moralprædiken om firmaets sagsprofil og anseelse. – Hvordan fanden har du tænkt dig, at jeg skal få ham frikendt? Mikael rettede sig op i stolen og lænede sig ind over sit skrivebord. Hans grå jakke sad pænt. – Det er et amatørspørgsmål, sagde han. – Se det som en prøve. Han rejste sig. – Du kan godt, sagde han og knappede jakken. Han havde ret. Hun havde fået Lyse frikendt i den store, gamle retssal i Bredgade. Det var en blanding af flere ting. Lyse var ikke tidligere straffet – mærkeligt nok – og den dag i Bredgade lignede han – fordi hun havde bedt ham om det – en tilforladelig borger i tweedjakke og sorte Levi’s. Han havde endda været hos frisøren, så hans gyldne hår ikke længere så for olieret og uappetitligt ud. Hun havde tidligere erfaret, hvordan dommerne i Landsretten af og til havde ringe tålmodighed over for appelsager af mindre grov karakter. De anså det i nogle tilfælde for spild af rettens tid. Somme tider dømte de hårdere end Byretten, somme tider frikendte de. Det var ikke til at vide. Hun havde effektivt sået tvivl om vidnets troværdighed – manden var alkoholiseret og dårligt seende – og Lyse havde oprigtigt forklaret, hvordan han havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, havde set voldsmanden løbe hen ad Absalonsgade og derefter selv var blevet pågrebet og fejlagtigt udpeget, da han forsøgte at komme ofret til undsætning. 8

Det hjalp heller ikke den langsommelige anklager, at kioskejeren – ofret – siden episoden var blevet sigtet og varetægtsfængslet for omfattende momssvindel og socialt bedrageri, eller at han havde forsøgt at bestikke lægen på Bispebjerg til at medtage en skulderskade, som han havde fået to måneder tidligere. Hun havde påstået frikendelse med henvisning til de mangelfulde beviser. Selv videooptagelserne fra kiosken virkede til hendes fordel. De hakkende billeder viste en slank mand med kasket ovenfra, men selve den påståede voldshandling foregik uden for billedet. Hun havde næsten måttet lægge bånd på sig selv for ikke at virke for meget ovenpå, da hun sagde, – Jeg ville mene, at de billeder kan forestille en hvilken som helst. Hun kunne se, at både dommeren og de to domsmænd betragtede hende velvilligt, og at især den ene domsmand havde svært ved at holde øjnene helt åbne under anklagerens monotone og uendelige referat af sagen fra Byretten. Under voteringen havde hun slet ikke været i tvivl, og hun følte sig næsten euforisk. Det var en prøve. Du kan godt. Ja, det kunne hun, og da kendelsen faldt, havde hun ikke længere tanke for de retlinede protester, hun havde brugt over for sin chef. Lyse havde takket hende og inviteret hende på en drink. Hun havde ikke noget, hun skulle nå. De var kørt i taxa til Vesterbro, og i baren på Hotel Copenhagen havde de fejret sejren. Hun var blevet beruset, hvilket hun sjældent var, og hun havde ikke for alvor noget imod det, da Lyse begyndte at lægge an på hende. Det føltes som en naturlig ting. Noget, hun kunne forholde sig distanceret til på ét plan, men som hendes krop havde forholdt sig til uden noget særligt forbehold. Det føltes som en næsten selvfølgelig fortsættelse af det, hun havde gjort. Hun havde fået en af Willy Gustavsens bøller frikendt, selv om hun ikke tvivlede på, at han var skyldig. At Lyse under sit tilforladelige, midlertidige soignerede look faktisk var ret lækker, gjorde sådan set kun det hele endnu bedre. – Jeg bor oppe på femte, havde han sagt efter den tredje drink. Hun drak vodka, Lyse drak whisky. 9

– Du bor simpelthen på hotellet? sagde hun. Selv det passede ind i det billede, hun havde dannet sig i løbet af dagen. Han smilede til hende. – Du ved godt, at jeg arbejder for Willy, sagde han. – Det er Willy, der betaler dit salær. – Hvad har Willy med hotellet at gøre? – Han ejer det, sagde Lyse. Hvis hun ikke havde været fuld, var hun aldrig kørt med ham op i elevatoren. Men hun var både fuld og sejrsstolt. Og det havde ikke varet mere end et minut, da de var kommet indenfor på hans værelse øverst oppe over Vesterbros gader, før han havde foretaget den sidste af de manøvrer, som han muligvis havde haft i tankerne længe, og hun havde givet efter og i løbet af et kvarter erfaret, at hun og Lyse var seksuelt kompatible i en grad, som nu, tre måneder senere, havde fået hende til at vende tilbage til Hotel Copenhagen hver onsdag klokken to om eftermiddagen for, som Lyse sagde, ‘at få en hårdt tiltrængt omgang dolk’. Selv hans beskrivelse af det, de foretog sig om eftermiddagen hver onsdag, forekom hende både dækkende og acceptabel, hvor hun før ville have afvist det som en vulgær fantasi hentet fra en amerikansk B-film. Det fandtes. Den enkle sandhed var, at hun godt kunne lide en mand, som i virkeligheden ikke brød sig om hende, men som nød at behandle hende på en måde, som hun før ville have følt sig frastødt af. Så enkelt var det. Det var virkeligt. Det var ordløst og virkeligt. Lyse betragtede hende som en overklassepige, som tænkte for meget. Og da han én gang havde forstået, at hendes overklassepigekrop var et hundrede procent modtagelig for det, han kunne, havde han sagt, – Du kommer bare igen. Og han havde tilføjet, med sit smil, – Igen og igen og igen. Hun havde haft seksuelle fantasier så længe, hun kunne huske. Det var normalt at have seksuelle fantasier. Men de var fantasier. Hun var 10

blevet voksen i bevidstheden om, at disse fantasier var private, og at de ikke hørte hjemme i realiteternes verden. Seksuelle fantasier var svagt ydmygende og primitivt, noget, man kunne gøre sig morsom over. Kirurgen og sygeplejersken. Godsejeren og stuepigen. Det var noget lurvet og pornografisk. Hvis det ikke havde været for prøven, Mikael Leunbach havde sat hende på, hvis ikke det havde været for Lyse og hans virtuose fornedrelse af hende, hvis ikke det havde været for den omstændighed, at hans foragt for hende harmonerede så fuldkomment med hendes nydelse ved at blive fornedret – havde hun stadig været den samme fornuftige og frustrerede pige. Tanken kunne få hende til at gyse. Hendes opdragelse havde lært hende at indordne sin seksualitet under livets øvrige realiteter. Kærlighed. Ægteskab. Moderskab. Et pænt hjem. Orden og stabilitet. Og frem for alt et borgerligt, let fortrængende og frustreret kompromis, som holdt én fast på den pæne, lige vej, og som med årene åd enhver tilskyndelse til at efterstræbe det, som Lyse gav hende, når han på en og samme tid fornedrede hende og tilfredsstillede hende, så hun var ved at besvime. Den kvindelige advokat og gangsteren. Men denne seksuelle fantasi var virkelighed. Den var selvsagt også hemmelig. Når hun forlod Hotel Copenhagen, begyndte selvbebrejdelserne. Der var noget galt med hende. Hun burde gå til en psykolog. Hun burde rydde op i sit liv. Men hun vidste godt, at det var hjernesnak. Der fandtes ikke den psykolog, som kunne bortrationalisere længslen efter Lyses hænder og krop. Når hun gik hen ad Istedgade for at praje en taxa, betragtede hun narkomanerne på hjørnet. Hun forstod noget, hun ikke før havde forstået. Hun forstod, hvordan det var at være afhængig af noget, som man ikke burde være afhængig af, men som man alligevel ville gøre næsten hvad som helst for at få. Den dag havde hun været sammen med Lyse for tolvte gang. Ingen vidste, hvor hun var. Hendes position på kontoret tillod hende let at opfinde forklaringer. Hun tjente penge hjem, ingen spurgte til hendes kommen og gåen. 11

Sollyset oplyste med mellemrum gaden. Hun var stadig ør efter det hiv på Lyses joint, som han altid tilbød hende, og som hun altid tog imod. Røgen fik alting til at forsvinde og gjorde følelsen af hans hånd mellem hendes ben stærkere. Hun havde bedt ham om ikke at lave mærker på hendes krop. – Hvem fanden skulle se dem? sagde han. Men han behøvede ikke at lave mærker. Hun tog sin mobiltelefon frem, tændte den og så, at der var et ubesvaret opkald. Hun prajede en taxa, satte sig ind og ringede, mens bilen kørte hende væk fra Vesterbro.

2. Thor Belling sad på bagsædet af en civil politibil på vej mod Nordvestkvarteret. Ved siden af sad vicekriminalinspektør Palle Christensen. Bilen kørte hurtigt. Palle sagde, – Det er en dreng på cirka ti år. Han er kvalt. Mine folk fik et opkald klokken fjorten femogtredve fra en dame ved navn Elise Christoffersen. Hun havde lige fundet ham. – Hvor? sagde Thor. Palle pegede på et kort, der lå i hans skød. – Her. Det er en sti. Det, man kalder en grøn korridor. Den løber fra Kærsangervej her, videre op under vejbroen her, indtil den munder ud ved Kaufmansvej her. Det er et gennemgangsareal. En asfalteret sti med parklamper. Der går et vandløb igennem området. – Hvor ligger drengen? – Her. Palle pegede igen, denne gang med sin kuglepen. – Så snart patruljen ankommer, foretager KA Lise Banke en afhøring af Elise Christoffersen. Makkeren, KA Flemming Dyrby, tilkalder teknisk afdeling, ringer derefter til mig og adviserer mig om et muligt drab. Jeg beder ham om at afvente assistance. Lidt efter ringer han igen. Ved siden af drengen ligger en gul nylonrygsæk. Han har kigget i den. Der ligger skolebøger med navn og adresse. Han rører ikke liget. Flemming kan se, at drengen er blevet kvalt umiddelbart uden for lågen, som fører ind i baghaven til huset, hvor han bor. Drengen hedder August Helskov. Går i tredje klasse på Højvangen Skole. Flemming opfatter det, som om drengen har været på vej hjem fra skole og er blevet passet op. Og kvalt. – Okay, sagde Thor. – Hvad gør I så? 13

Palle Christensen så på Thor. Palle var et par år ældre end han selv. Han var en stor, alvorlig mand med en lavmælt maner. Thor kendte ham ikke privat, men tænkte på Palle som en mand, der måske havde et sommerhus, hvor han holdt af at grille og koble af. – Ja, da nu vi allerede har identitet og adresse, beder jeg KA Banke om at gå ind i huset og om muligt underrette forældrene. Jeg ville ikke have, at de skulle komme ud. Søskende ... hvis han har nogen. Thor nikkede. – Fint. – Hun er derinde nu. Så der er nok nogen hjemme. – Hvad gør Dyrby? – Han afventer assistance. Teknikerne er i gang nu. For ti minutter siden ringede Dyrby og sagde, at han ville køre Elise Christoffersen hjem. Jeg sagde okay. Og så fik jeg fat i dig. Det er med sikkerhed drab. Det er op til dig og Anita. Thor nikkede. – Okay. Meget hurtigt forløb. ID, lokalitet, teknik, underretning. Palle sagde, – KA Banke er god til at underrette. Nu venter hun på jer. Det skulle være lige til at gå til. Thor studerede kortet. – Det vil sige, at haverne vender ud mod området med stien. En smutvej. Kun fodgængere. Øde. Alligevel – det virker satset at kvæle en lille dreng ved højlys dag sådan et sted. Palle sagde, – Det virker vel satset under alle omstændigheder. – Ja. – En, der er syg i hovedet. – Ja, måske. – Måske? Thor så på sin kollega, mens bilen kørte ud på en viadukt over et lavereliggende område. Trafikken på hovedfærdselsåren var livlig. Sollyset steg og faldt. – Det er svært at sige. – Jeg ville tænke i retning af en sindsforvirret. En pædofil. En psykiatrisk patient. – Ja, sagde Thor, – men drengen er kvalt lige uden for sin egen låge. – Måske indhentede drabsmanden ham bare der. 14

– Ja, måske. Men det er underligt. Bilen holdt ind. Palle sagde, – Det er her. Thor steg ud på broen. Han vidste, at Palle Christensen på et tidspunkt var blevet tilbudt en stilling i Drabsafdelingen, men havde sagt nej tak. Thor huskede, at han selv havde været lettet. Palle Christensen var en god politimand, men han tog tingene nær. Thor beundrede ham for at have afslået stillingen, selv om det var en forfremmelse. De stod på broen. Thor havde aldrig bemærket området nedenfor, selv om han af og til kørte over broen. Han så stien med lamperne, vandløbet, bagsiden af de tilstødende haver på begge sider. Omkring hundrede meter borte, på højre side, så han teknikerne i deres hvide dragter. Palles gengivelse var præcis. Området lå i et tæt bebygget kvarter. Alligevel var der noget øde over det. Det giver mening. Det er et sted med to ansigter. Om dagen er det venligt. Børnene må gerne gå igennem. De må gerne lege her og spille bold. Cykle rundt. Der er Kronborgbænke på plænen længere borte. Måske er der en grundejerforening, hvor de holder skovtur og spiller langbold en gang om året. Om natten er det anderledes. Man går ikke ad stien, efter det er blevet mørkt. Det må børnene ikke. Der kan ske noget, når det er mørkt. Måske er der sket noget. Måske er der nogen, der er blevet voldtaget her. De gik langs broen, indtil de kom til en trappe, der førte ned i området. Hvid og rød tape var spændt ud på gelænderet, og en uniformeret betjent stod ved trappen. De identificerede sig og gik ned ad de syngende ståltrin. – Jeg vil gerne se ham, sagde Thor. – Anita er på vej. Jeg regner med, at vi kan gå ind til forældrene og tage over. Palle sagde, – Hvordan gør du? Thor så på ham. – Gør hvad? – Ja, jeg kunne ikke. Jeg har set døde nok. Trafik, slagsmål, ulykker ... men hvordan kan du holde det ud, når det er så ondt? – Jeg ved det ikke, Palle. – Jeg bliver ved med at se deres ansigter. – Jeg havde problemer for nogle år siden. Jeg kunne ikke sove. Men 15

det gik over. Nu rører det mig ikke. Jo, det rører mig, men ikke på den måde. Jeg ser på dem, og så tænker jeg, at de er ude af det nu. De er her ikke længere. De døde er ikke mit arbejde. Mit arbejde er at finde drabsmanden. Og han er som regel i live. – Gud bedre det, sagde Palle Christensen. – Jeg går ikke derhen, hvis det er i orden. Thor sagde, – Selvfølgelig. Palle nikkede kort. – Det må være rart at kunne tænke sådan. Og så et barn. Drengen lå tæt ved buskadset ved hegnet ind til baghaven. Thor så en gammeldags trælåge med en fjeder, der fik den til at lukke af sig selv. Teknikerne havde rejst en hvid pavillon af plastic over stedet. Han nikkede til teknikerne og fotografen, trådte ind under baldakinen og knælede en meter fra liget. August Helskov havde i levende live muligvis været en køn dreng. Han var klejn. Han lå på ryggen med let spredte ben. Han bar blå cowboybukser, grålige løbesko, som virkede lidt store og klodsede, en grøn T-shirt og en grå hættetrøje. Hans halvlange hår var fint og lysebrunt. Hans hoved, som lå næsten inde under buskene ved havehegnet, var bøjet bagover, og den tynde, hvide hals bar massive, blodunderløbne mærker. Drengens ansigt var fortrukket, øjnene halvtåbne, mundvigene tvunget ned. Thor havde set denne form for udtryk før hos mennesker, som var blevet kvalt, og den form for offer fik ham til at tænke på et dyr. Han vidste ikke hvorfor. En overkørt kat på vejen. En ræv. Et kvalt offer gjorde et voldsomt indtryk. Et skudoffer, som ikke var ramt i hovedet, så ofte fredsommeligt ud. Hængte, kvalte, strangulerede eller forgiftede ofre var langt mere tydeligt døde og de stivnede, fortrukne træk enerverende at se på. – Han har ikke ligget længe, sagde han. – Nej, det er sket inden for et par timer, vil jeg tro. Der er stadig varme i huden, sagde teknikeren. – Han er blevet fundet meget kort tid efter. – Handsker? sagde han og så op. – Det vil jeg tro. 16

– Det ser voldsomt ud. – Ja, han har lagt kræfterne i. Han har vel haft travlt. – Er hovedet dislokeret? – Det ser sådan ud. Vinklen er lidt skæv. Thor rejste sig. Han forstod Palle Christensen. – En mand, sagde han. Teknikeren sagde, – Det kunne være en kvinde. Men det ville godt nok forbavse mig. – Hurtigt og voldsomt. Han har taget fat forfra. – Ja. Det er de to tommelfingeraftryk, vi kan se. – Han har dårligt nok nået at skrige op. – Hvis han har fået et godt greb hurtigt, har drengen været bevidstløs på under et minut. Drabsmanden har tvunget ham ned på ryggen, måske hvor han ligger nu. Der er ingen spor efter slagsmål. Rygsækken lå lige ved siden af ham. Og så har han ellers klemt til. Han har været død på under fem minutter. – Ja. Han nikkede til dem. – Jeg er færdig. – Vi kører ham på instituttet om lidt. De kan tage ham i aften. Men det virker ret tydeligt. Thor nikkede, takkede og gik lidt bort. Palle Christensen var gået tilbage til broen og talte med betjenten, der holdt nysgerrige borte. På broen stod nu fem personer. En af dem, en ung kvinde i en grøn sommerkjole og cowboyjakke, filmede ned mod gerningsstedet med sin mobiltelefon. En voldsom, målbevidst kvælning. Så det ud til. Obducenten ville uden tvivl finde små ting, som ikke kunne ses her. Han gennemgik systematisk sine indtryk. Måske var de ikke rigtige, men han fæstnede altid lid til det, han mærkede og tænkte, når han så et lig første gang. Han så på sit ur. 16:35. Dreng på vej hjem fra skole. Øde sted, men hjemmevant. Måske tog han den vej hver dag. Han kommer oppe fra Kærsangervej – den vej ligger skolen. Drabsmanden går efter ham ind i området. Har han planlagt det, eller er det tilfældigt? Ved han, hvem August er? 17

Thor kiggede i begge retninger. Det generede ham, at drengen lå lige præcis på dette sted. Det kunne tænkes, at drengen var begyndt at løbe for at nå lågen. Måske kunne han mærke, at drabsmanden ikke bare var en tilfældig, men var efter ham. Drabsmanden forstår, at han er opdaget, han sætter tempoet i vejret, indhenter August lige før lågen, da han indser, at drengen har kurs mod åbningen i hegnet og snart vil være uden for rækkevidde. Eller – drabsmanden ved, at August bor her, anråber ham, spørger ham om noget, kommer helt tæt på. Drabsmanden har måske fulgt efter ham før. Han tænkte på Palle Christensens ord. En sindsforvirret. En pædofil. En psykiatrisk patient. Det var forståeligt, at folk tænkte sådan. En galning, der dræber under indflydelse af stoffer eller gale tanker var lettere at tænke på end en normal, velfungerende borger, som pludselig gjorde den slags. Men hans instinkt sagde ham noget andet. Det var naturligt at tænke, at kun en gal mand kunne kvæle en lille dreng her. Men det var også en nem tanke. Ønsketænkning. Kvalt lige ved sin egen låge, få skridt fra sikkerheden. Hvad var sandsynligheden for, at en tilfældig, omstrejfende galning ville komme til at begå sin forbrydelse netop her? Han tvang sig ud af det uden andre følelser, end at det kunne være mere indviklet. Han vidste reelt meget lidt. Hans mobiltelefon ringede. – Hvor er du? sagde Anita Hvid. – Jeg er på gerningsstedet. Hvor er du? – Jeg holder oppe på vejen. Ved rækkehusene. – Jeg kommer op til dig nu. Han nikkede til teknikerne og gik hurtigt hen mod trappen op til vejbroen. Han lukkede telefonen. Han så en hvid kassevogn komme rullende langsomt hen ad stien. – Vi får ham ind nu, sagde Palle Christensen. – Jeg håber, I finder ham hurtigt. Thor nikkede, takkede ham igen og gik hurtigt hen mod trappen 18

op til vejbroen. Sommerdagen gik sin forblĂŚste gang over Nordvest, bilerne hvislede derude. MĂĽneden hed august, ligesom ofret.