ON
MISSI
BLOD
OG KROM
suder ingen 7. Her er 0 gh 0 hi ke r ik le el Cherub er de navne le e ol D fj i. m ed m um perskurke rklædt som tyggeg igher fo rkel tech dimse i CHERUB lever i vi ke for ik ter er en n ag de ge og un … le verden campus.com og el in im kr dens erub mere på ch børn. Læs dk b. agentcheru
ROBERTd MUCHAMORE
ISBN 978-87-710-8493-1
deres r hver a h r e t at de usom, B agen r U g R E å s H en cott Alle C ante S te er d D f . o n e g d o ke på s drastorie, tør tæn familie e k in ik s n om t af næste reridt myrde a v m le b ig lt ad har st e bruta d, da d ø d e k matis ed for muligh ande. n b e r e r å ik t s sion en b elig op en mis s å d p lu s p e lm Da der nte Ja orcyke der Da et mot n t e g s y , d r n a e hæv en b alt, hv bruge filtrere t in a t il a t r r bte fafo n er kla in dræ a s h e g n v O klub. r at hæ lært fo r a h n ha milie …
9 788771 084931
lling æ t r o f ! k En epis vntørst og kaos æ fuld af h hi-
E R O M A H C U M T R E
ON
MISSI
11
ROB
11
D O L BG KROM
O
m i s s i o n
1 1
Blod og krom Oversat fra engelsk af Thomas Munkholt
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 3
08/08/11 15.55
HVAD ER CHERUB?
CHERUB er en afdeling af den britiske efterretningstjeneste, MI5. Agenterne er mellem 10 og 17 år gamle. CHERUB-agenter er typisk forældreløse børn, der er blevet fjernet fra diverse børnehjem og trænet til at arbejde undercover. De bor på CHERUB’s hemmelige faciliteter et sted i England. HVAD NYTTER DET AT BRUGE BØRN? Ret meget. Ingen forventer, at man sender børn ud på en undercover-mission, hvilket betyder, at de kan slippe af sted med en hel masse, som voksne ikke kan. CHERUB T-SHIRTS CHERUB-agenter bliver rangeret efter, hvilken farve T-shirt de går med hjemme på området. ORANGE er til besøgende. RØD er til børn, der bor på CHERUB, men er for små til at arbejde som agenter (man skal mindst være 10 år). BLÅ er til de børn, der er på CHERUB’s hårde 100 dages grundtræningsprogram. En GRÅ T-shirt betyder, at man er godkendt til at tage ud på missioner. MØRKEBLÅ er belønning for at have gennemført en enkelt mission virkelig godt. Den SORTE T-shirt er den ultimative anerkendelse for en række fremragende præstationer. Når man trækker sig tilbage, får man den HVIDE T-shirt, som også bæres af de ansatte.
5
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 5
08/08/11 15.55
DEL 1
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 7
08/08/11 15.55
1. RYGMÆRKE
Motorcykelklubben Brigands M.C., ‘Banditterne’, blev stiftet i Californien i 1966 af en væbnet røver ved navn Kurt Oxford. Der var adskillige andre klubber som den, fyldt med hårde typer på store motorcykler med en truende attitude, der skræmte de almindelige borgere. Brigands var ikke den største rockerbande og heller ikke den sejeste eller mest berygtede. Mange mente, at Kurt Oxfords død i fængslet i 1969 ville betyde enden for banden. Men i stedet for at gå i opløsning eller blive opslugt af en større klub begyndte Brigands at vokse. Da Kurt Oxford ræsede ud ad Los Angeles’ motorveje på sin Harley Davidson, kunne han næppe have forestillet sig, at hans bikerklub en dag ville have 70 afdelinger fordelt over hele USA og yderligere 100 fra Australien til Skandinavien. I 1985 anslog man, at Brigands havde mere end 3.000 fuldgyldige medlemmer og 10 gange så mange støtter og påhæng. Kun fuldgyldige medlemmer af Brigands har ret til at bære klubbens symbol: et broderet logo med en kappeklædt landevejsrøver bevæbnet med et oversavet jagtgevær. (Uddrag fra bogen På bagsædet med Kurt og Banditterne af Jane Oxford). Af Brigands M.C.’s 11 afdelinger i Storbritannien var South Devon kun overgået af London, målt på magt og alder. Deres klubhus var et par lader, der var blevet konverteret til en knirkende 9
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 9
08/08/11 15.55
borg på en seks hektar stor grund, tæt på velhaverbyen Salcombe. I klart vejr havde videokameraerne, der sad monteret på bølgeblikhegnet, udsigt hen over pigtråden til millionærernes lystbåde, der lå fortøjret ved marinaen lige nedenfor. Dante Scott var otte år gammel og søn af Scotty, vicepræsidenten for South Devon Brigands. Dante var en sej lille knægt, der slog ud efter enhver, der drillede ham med hans pjuskede røde hår. Han kunne godt lide at hænge ud med sin far i Brigandsklubhuset, primært onsdag og fredag aften, hvor hans mor gik på aftenskole i Plymouth. Rockerne spillede pool, drak, røg tjald, bandede og gad ikke have rollinger til at gå i vejen. Der blev aldrig gjort rent udenfor, og Dantes mor havde forbudt ham at lege der på grund af glasskår og skarpt metal, men han var aldrig kommet noget til, og hans far var ligeglad, så længe han holdt sig selv beskæftiget. Dante satte sig tit ind bag rattet på en totalskadet Ford og lod, som om han kørte, eller byggede en rampe af halvrådne planker og rullede tomme ankre fadøl ned ad hældningen. For det meste var der også andre børn. Jorden hældede for meget til at spille fodbold, så de legede gemmeleg eller tagfat, hvilket var sjovest i mørket med lommelygter. Det allerbedste var, når Gnaver kom og gav ungerne lektioner i bokseringen. Ingen af Brigands-rockerne kunne siges at være krammedyr, men Gnaver så skræmmende ud selv efter deres standarder. Han var enorm og muskuløs, havde spidse sporer på sine støvlehæle og gik i fedtede jeans, der blev holdt oppe af en motorcykelkæde, der kunne flås fri og bruges til at smadre enhver, der kom i vejen for ham. Rockerøgenavne er for det mest lidt ironiske. Lille George var på størrelse med et hus, Fede var så tynd som en piberenser, og Gnaver havde ikke andet end bløde gummer og et par brune kindtænder inde bagerst i munden. Han ville aldrig fortælle, hvordan han havde mistet dem. Dante havde én gang spurgt, og Gnaver havde bare sagt, så skulle du have set ham den anden. 10
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 10
08/08/11 15.55
Gnaver var udsmider i en natklub og havde en biks kørende ved siden af med at sælge stoffer, men egentlig ville han være fribryder. Det skete, at han fik et par ugers tjans på et feriecenter om sommeren, og hans kampe var blevet vist i fjernsynet et par gange, selvom han ikke var en af de store stjerner, man så i de brydermagasiner, der lå i stakkevis på Dantes værelse. Gnaver underviste Dante og alle de andre drenge, der gad, i det store lokale bag den største af laderne, hvor der var en ældgammel boksering med flossede tove og et skævt gulv. Han havde lært Dante, hvordan man bokser rigtigt, hvordan man udfører karatespark og laver en halslås og alt muligt andet, som han ikke måtte fortælle sin mor om, fordi hans far sagde, at hun ville få et flip. Alle Brigands i hele verden skal hver onsdag deltage i det, der blev kaldt for gudstjeneste. Gudstjeneste var det bedste, Dante vidste. Hustruer og kærester til afdelingens 16 fuldgyldige medlemmer lavede mad og drak sig fulde i baren, mens mændene holdt møde i en lille tilbygning, der blev kaldt for kapellet. Joe var der altid. Han var søn af Føreren, afdelingens præsident. Dante og Joe gik i anden klasse på samme skole og var gode venner. På netop denne onsdag proppede de to sig med kyllingelår, cocktailpølser, ovnbagte fritter og cola. Derefter fik de begge et hårdt dask og et løfte om det, der var værre, da de skubbede en lidt ældre pige, der hed Isobel, ud i en vandpyt ved siden motorcyklerne, der holdt parkeret på række ude foran. Efter at have bøvset højlydt for at forhindre Joes nørdede 11-årige storebror, Martin, i at koncentrere sig om at læse endte parret med at slås for sjov og piske rundt i bokseringen. Når de blev forpustede, løb de tilbage til baren og tankede op med kager og Fanta. Det blev ensformigt efter lidt tid, så Dante og Joe var glade, da gudstjenesten sluttede, og Gnaver komme ud af mødelokalet. De fleste Brigands sluttede sig til kvinderne og venner af klubben i baren, men Gnaver slentrede forbi poolbordet og den blinkende enarmede tyveknægt og stak i stedet hovedet ind mellem de elastiske tove i bokseringen og gav de to otteårige fem svin. 11
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 11
08/08/11 15.55
»Hvordan har mine små champs det så?« spurgte Gnaver og smilte stort med sine gummer. Hans læber krummede indad i munden, og han kunne ikke udtale S og T rigtigt, men der var aldrig nogen, der drillede ham med det. De to otteårige var smurt ind i skidt og støv fra bokseringens gulv. Deres kinder var blussende røde, og deres pander glinsede af sved. »Vil du lære os et nyt trick?« spurgte Joe og prustede, mens han satte sig ned og lod benene svinge ud over siden. »Kickboxingøvelser,« sagde Gnaver alvorligt. Begge drenge stønnede. »Det er så kedeligt,« beklagede Dante sig. »Vis os noget sejt, som det der hemmelige trick, du fortalte om, hvor man slår ham den anden i nakken, så øjnene ryger ud.« »I er for små,« sagde Gnaver muntert. »Det er ikke den slags smarte tricks, der skal til for at blive en god fighter.« Mens Gnaver snakkede, trak han sine støvler af og hængte sin læderjakke med Brigands-logo over en hjørnestolpe. »Nu skal I høre,« sagde han og hoppede ind i ringen med hullede sokker og en kæmpe sparring-pude af skumgummi over sin højre hånd. »Vis mig nogle ordentlige spark og slag. Så vil jeg måske vise jer en god måde at rykke en skulder af led på. Dante, dig først.« Det næste kvarters tid fik Gnaver sved på panden, og de to drenge jagtede ham rundt i ringen, mens de slog og sparkede til hans træningshandske. Et par ældre piger sluttede sig til dem, og mens Dante og Joe stod lænet mod tovene og kiggede på, viste Gnaver pigerne en lusket tommelfingerlås, der kunne bruges mod enhver drengehånd, der bevægede sig hen, hvor den ikke havde noget at gøre. »At du gider, Sandra,« kvidrede Dante. »Du er så grim, at der alligevel ikke er nogen drenge, der gider at komme i nærheden af dig.« Sandra var 13, med håret stramt redt tilbage og en kæft som et 12
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 12
08/08/11 15.55
tågehorn. »Du tør ikke komme ud af den ring og sige det igen,« råbte hun. »Jeg flår hovedet af dig.« »Min kusine siger, at du allerede har bollet med halvdelen af drengene i ottende,« tilføjede Joe. »Nå, så det gør hun?« sagde Sandra og satte hænderne i siden. »Som om hun har noget at skulle have sagt med alt det, hun selv har haft gang i …« Gnaver afbrød dem. »Så, så, børn! Opfør jer ordentligt. Hvis I begynder at hyle og skrige, går jeg tilbage i baren og drikker mig fuld.« Dante blæste et flabet fingerkys efter Sandra, mens Joe samlede sparringhandsken op og igen rettede opmærksomheden mod bokseringen. »Har du lyst til at trække i handskerne igen og sparre lidt mere?« spurgte Joe. »Alt for baldret,« prustede Dante og kiggede på uret bag ringen. »Lad os få noget at drikke.« Netop da drengene sprang ud af ringen, kom deres fædre – Føreren og Scotty – ind i lokalet. De to mænd havde været indespærret i klubkontoret i over en time, efter at gudstjenesten var slut. Scotty var en stor mand, 34 år gammel, bredkæbet, barsk at se på og med det samme pjuskede røde hår som sin søn. Føreren var tyve år ældre. Lavstammet og kraftigt bygget, med et lille latterligt Hitler-overskæg og armene dækket af tatoveringer. Hans skaldede hoved og fede mave betød, at Dante aldrig kunne se ham oppefra uden at komme til at tænke på en bowlingkegle. »Er Martin her?« bjæffede han vredt, så alle senerne i halsen stod tydeligt frem. Så vendte han sig om mod Gnaver. »Har min knægt Martin talt med dig?« Gnaver rystede på hovedet. Dante syntes, det var underligt, for Martin var den sidste dreng i verden, der ville gå ind i en boksering. »Jeg sagde, han skulle tale med dig,« sagde Føreren og stormede rasende ind i det andet lokale. 13
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 13
08/08/11 15.55
Joe grinte til Dante og hviskede muntert: »Min nørdede bror får en røvfuld.« Inden Joe kunne nå at forklare, var Føreren tilbage og slæbte den 11-årige Martin efter sig i hans hvide skoleskjorte. »Hvad var det, jeg sagde til dig, din møgunge?« råbte Føreren. Sandra og den anden teenagepige trak sig væk, da Martin blev skubbet op mod væggen. »Snak med Gnaver,« svarede Martin fåret. »Jeg glemte det.« »Og hvad gjorde du så i stedet?« råbte Føreren og flåede bogen ud af sønnens hånd. »Harry Potter!« fnøs han. »Du tilbringer aftenen med at læse en bog om drager, og i morgen kan du så gå i skole og få tæsk igen. Hvad er der i vejen med dig?« »Rend mig,« råbte Martin trodsigt. »Der er aldrig kommet noget godt ud af at slås.« Der lød et skarpt smæld, da Føreren gav sin søn en lussing. Han vendte sig om mod Gnaver og Scotty og forklarede: »I går tog jeg den her lille samling skind og ben i køkkenet, hvor han stod og flæbede til sin mo-ar. Han sagde, at en eller anden knægt havde mobbet ham i skolen. Kan I se det for jer? Min søn, skolens boksebold? Så jeg tog ham med herhen og sagde, at han skulle få Gnaver til at vise ham et par tricks. Og hvad gør han?« Joe så ud til at nyde at se sin bror få klø, og han kunne ikke modstå fristelsen til at puste til ilden. »Han kan ikke gøre for det, far,« røg det ud af Joe. »Han er den fødte tabernørd.« Gnaver lød mere forstående. »Det er slet ikke svært, Martin. Fire eller fem træningstimer, og så vil du kunne forsvare dig selv. Jeg vil med glæde mødes med dig her et par eftermiddage efter skole.« »Jeg vil ikke lære at slås,« sagde Martin vredt. »Jeg klarer det her på min egen måde.« »Hvad er det for en måde?« brølede Føreren. »Flæbe til mo-ar? Bestikke bøllen med en pose slik?« »Jeg er pacifist,« sagde Martin og skulede ad sin far. »Jeg er ikke 14
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 14
08/08/11 15.55
ligesom dig, far. Jeg vil ikke tage et jernrør og brække ryggen på nogen som ham, du sørgede for endte i rullestol.« Føreren flåede Martin til sig og klaskede ham op mod væggen igen. »Du ender i en rullestol, hvis du ikke kommer op i den ring, og næste gang jeg tager dig i at læse, sparker jeg den forpulede bog op i røven på dig.« Martin blev løftet op fra gulvet og smidt brutalt ind mellem tovene. Han stønnede, da han ramte plankerne med hoften. Der var flere, der havde hørt balladen og nu kom dryssende ind fra baren for at se, hvad Føreren råbte for. »Hvis du tager ét skridt ud af den ring, vrider jeg kyllingehalsen om på dig,« truede Føreren. Martin tog sig til sin smertende hofte og stavrede hen i den modsatte ende af ringen, men han forsøgte ikke at flygte. Han havde fået øje på Gnavers Brigands M.C.-jakke, der var hægtet over hjørnestolpen, og da han nåede frem, tog han fat i kraven og spyttede på rygmærket. Dante tabte underkæben. En rockers rygmærke er helligt. Det var ikke usædvanligt, at folk fik tæsk, bare fordi de ved et uheld var kommet til at røre det i en proppet bar. Hvis en voksen havde spyttet på Gnavers rygmærke i Brigands’ klubhus, ville han formentlig aldrig være sluppet fra det i live. »Det er, hvad jeg mener om din åndssvage motorcykelklub,« råbte Martin trodsigt og spyttede igen, samtidig med at han gav sin far fingeren. »Din lille satan,« snerrede Føreren, idet han greb fat i det øverste reb og begyndte at klatre ind i ringen. »Åh, din store modige mand,« råbte Martin. »Så kan alle gutterne heppe på dig, mens du tæver din 11-årige søn.« Joe brød sig ikke specielt om sin bror, men han ville heller ikke se på, mens han blev slået ihjel. »Martin, hold nu kæft, din idiot,« bad han ham. »Far slår dig ihjel!« »Du kan også rende mig i røven,« råbte Martin. »Du efteraber bare alt, hvad far gør.« 15
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 15
08/08/11 15.55
Der kom flere mennesker fra baren ud i baglokalet. Vreden bredte sig gennem forsamlingen, efterhånden som folk opdagede, at Martin havde spyttet på Gnavers rygmærke. Føreren havde et grumt temperament, og Gnaver ville ikke have, at hans præsident gjorde noget mod Martin, han senere kom til at fortryde. Så han greb ham om livet og trak ham ned fra tovene. Gnaver var dobbelt så stor som Føreren, men han måtte kæmpe for at holde ham. Scotty og en anden rocker trådte til for at hjælpe. »Han er bare en knægt, der skaber sig lidt, boss,« sagde Scotty. »Fald ned. Jeg er sikker på, du ikke for alvor ønsker at gøre ham ondt.« »Han er ikke min søn,« skreg Føreren og pegede på Martin. »Når jeg får fingrene i dig, så smadrer jeg hver eneste knogle i kroppen på dig.« Gnaver var ikke glad for, at en knægt havde spyttet på hans rygmærke. Han syntes, at Martin fortjente nogle klask, men han ønskede ikke at se ham blive gennemtævet af en voksen mand. »Det er mit rygmærke og mig, der skal forsvare det,« sagde Gnaver, da Føreren endelig var faldet så meget til ro, at de tre rockere kunne slippe ham. »Men jeg vil ikke slås med en lille dreng, og det skal du heller ikke.« »Han må ikke slippe godt fra det,« svarede Føreren. »Han er gammel nok til at vide, hvad rygmærket betyder for os.« »En på hans egen størrelse,« sagde Gnaver og kiggede ned på Dante. »Hey, Dante, hvad siger du til at forsvare klubbens ære?« Dante var lusket hen i et hjørne sammen med Joe og blev forskrækket over at se, at alle gloede på ham. »Øh?« sagde han og gloede dumt. Gnaver dukkede sig ned ved siden af Dante og hviskede til ham. »Martin er et hoved højere end dig, men han er en slapsvans. Ham kan du sagtens klare. Vil du gå ind i ringen og kæmpe for mit rygmærkes ære?« Dante vidste ikke, hvad han skulle svare. Gnaver var en af hans 16
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 16
08/08/11 15.55
yndlingsvoksne, og normalt ville han have gjort hvad som helst, Gnaver bad om, men det var ikke ligefrem normalt, at en voksen bad ham hoppe ind i en boksering for at tæve en anden dreng. Dantes far, Scotty, satte sig på hug ved siden af Gnaver. »Vi er nødt til at gøre noget for at stille Føreren tilfreds,« forklarede Scotty i en hvisken. »Du ved, hvordan hans temperament er. Hvis vi lader ham ordne Martin, så ender drengen på hospitalet med flækket kranie.« Dante så tænksomt på Gnaver. »Så du vil have, at jeg skal holde igen?« Gnaver rystede på hovedet. »Det lille møgsvin spyttede på mit rygmærke. Han har fortjent, at det gør ondt. Jeg vil bare ikke have, at Føreren slår ham ihjel.« Dante kiggede på de to mænd, han så mest op til i hele verden. »Okay, jeg skal nok slås med ham.« Lige siden sit udbrud havde Martin hængt bagerst i ringen, og han så mere og mere forskræmt ud. Han havde set sin far blive slæbt væk fra tovene, men han havde ingen anelse om, hvad der ventede, før Gnaver ringede med klokken ved ringside. På det tidspunkt var der næsten 40 mennesker i lokalet. »Mine damer og herrer,« råbte Gnaver. »Efter at mit elskede Brigands-rygmærke er blevet vanhelliget af den magre unge fyr, der står og ryster i bukserne i det fjerneste ringhjørne, kan jeg nu med glæde meddele, at fornuften har sejret. Den ære, det er at forsvare klubbens navn, tilfalder en på hans egen størrelse. Nemlig den unge Dante Scott!« De fleste i forsamlingen var fulde, og de heppede højlydt, da Gnaver løftede Dante op i ringen, og hans far anførte et råbekor med hans navn. Ringen føltes enorm, og dens højde gav en underlig følelse af isolation. »Slå den nørd ihjel, Dante,« råbte Sandra. »Smadr hjernen på ham!« »Op med næverne, Martin,« råbte Joe. »Hold op med at være sådan en tøsedreng.« 17
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 17
08/08/11 15.55
Alle råbte noget på nær stakkels Martin, der stod i den fjerne ende af ringen med armene ned langs siden. Dantes tanker ræsede af sted. To ting gik op for ham. For det første havde han hverken handsker, tandbeskytter eller nogen anden form for beskyttelsesudstyr på, og der var ingen, der havde fortalt ham reglerne. For det andet tænkte han på skolen, og hvordan lærerne fik børnene til at give hinanden hånden og sidde sammen i hele næste time, hvis de kom op at slås. Dante havde det, som om han levede i to forskellige verdner. Hans mors og lærernes verden, hvor man ikke måtte bande eller slås, og man altid skulle være flink ved alle andre. Og så var der Brigands’ verden, hvor man solgte narko, dolkede stikkere, drak sig fulde, stjal biler og fandt det helt naturligt at smide en dreng ind i en boksering og give ham besked på at tæve en anden dreng, der havde spyttet på en jakke. »Hold op med at trække tiden, Dante,« råbte Føreren. »Tvær det radmagre lille svin ud!« Dante trådte væk fra tovene og så Martin trække sig ind i det modsatte hjørne af ringen. Det dummeste, en bokser kan gøre, er at lade sig fange i ringhjørnet, men Martin havde aldrig bokset i hele sit liv, og han holdt spagt sine arme krydsede foran ansigtet. Dante lukkede hurtigt hullet og slog. Han var overrasket over, hvor hurtigt Martin undveg, og han troede – håbede det næsten – at kampen ville blive mere lige, end alle gik ud fra. Han fulgte op med et karatespark, og hans tennissko sank dybt ind i Martins ubeskyttede mave. Tilskuerne råbte vildt, da Martin væltede til siden. Dante fik en snert af blodtørst, da den ældre dreng ramte tovene og blev kastet tilbage mod ham, fordi alle heppede på ham. Han tæskede til Martins ansigt og mave, indtil et særligt tilfredsstillende slag ramte den bløde tip af Martins næse. Blodet sprøjtede op ad Dantes arm og ud over hans T-shirt, og Martins ben knækkede sammen under ham. Tilskuerne gik amok, og Dante havde det på én gang fantastisk og forfærdeligt. 18
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 18
08/08/11 15.55
Sandra stod og hoppede op og ned forrest i mængden og hvinede: »Slå ham ihjel, slå ham ihjel! Kvas hans hjerne!« Det var ubehageligt med alt blodet, men alle tilråbene fik Dante til at føle det, som om han var verdens herre. Martin hulkede og havde tydeligvis ikke i sinde at rejse sig, til trods for at et par hårdhjertede typer sagde, han skulle vise sig som en mand og komme op at stå. Gnaver holdt symbolsk sin Brigands-jakke i vejret og ringede på klokken ved ringside. »Æren er genoprettet,« råbte han og så på Føreren. »Er du tilfreds, boss?« Der blev helt stille i lokalet, mens Føreren overvejede sit svar. »Min knægt fik som fortjent,« nikkede han. »Det kan jeg godt slå mig til tåls med.« Gnaver så lettet ud og trådte ind i ringen. »Er der nogen, der gider hente noget is til Martins næse?« Da Dante smuttede ud mellem tovene og kravlede ned fra ringen, stod Føreren pludselig lige foran ham. »Din flotte lille kamphund,« sagde Føreren med et strålende smil, mens han gav Dante et hurtigt knus og stak en tier i hånden på ham. »Skal du gå med et Brigands-rygmærke en dag?« »Klart,« sagde Dante, mens de andre Brigands forsamlede sig omkring ham og sagde ting som, du reddede klubbens ære, og på skift gav ham hånd. To meter bag ham havde Gnaver hjulpet Martin op at sidde. Der dryppede blod fra drengens næse og ned på plankerne. Gnaver holdt et tørklæde over den flækkede læbe, og Martin blev ved med at sige tak, fordi han vidste, han ville være kommet meget værre af sted, hvis det havde været hans far, der havde uddelt tæskene. Joe jagtede sin ven, da Dante søgte væk fra ringen og hen til den tomme bar med blikket rettet mod blodstænkene, der tørrede på hans arm. »Du var en dræber,« sagde Joe entusiastisk. »Dér hvor du smad19
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 19
08/08/11 15.55
rede min brors næse! Mand, bare det havde været mig, der havde fået lov til det!« Dante gik videre i tavshed, til han var ude i natteluften og stod ved rækken af motorcykler. »Er du okay?« spurgte Joe usikkert. »Han ramte dig slet ikke, gjorde han? Og min far gav dig en tier.« »Klap lige i et sekund,« sagde Dante og forsøgte at tænke klart. Han var virkelig forvirret, og hvis Joe ikke havde været der, ville han formentlig have grædt.
20
bog2418-Cherub-11-Blod-og-krom.indd 20
08/08/11 15.55