1 minute read

MUSEUM THY

Udstillinger | Afdelinger

THISTED MUSEUM

Thisted Museum ligger i hjertet af købstaden Thisted, hvor du i syv nye, permanente udstillinger kan dykke ned i områdets lange historie. Her finder du både en moderne arkæologisk udstilling med blandt andet stenalderens minedrift, jernalderens bønder og ikke mindst Kallerupfundet, det internationalt kendte offerfund fra bronzealderen. Du kan også se nærmere på en vaskeægte runesten og høre fortællinger om vikinger og prinsesser.

Men historien om Thy er ikke kun noget fra meget gamle dage, for udstillingerne trækker historien helt op i vores egen tid. Hvem er thyboerne egentlig? Nogle har boet her i mange generationer, mens andre er flyttet til med et surfbræt under armen og en drøm, om hvad Thy er eller kan blive til.

Thisted Museum er et sted for hele familien.

Heltborg Museum

Heltborg Museum er beliggende i en gammel skole med den skønneste udsigt over Limfjordslandskabet, når det er smukkest.

Denne sommer kan du opleve sommerudstillingen ”Finn Have – Landskabet mod nordvest”. Det kystnære landskab har siden barndommen fascineret Finn Have, særligt hvordan vandets spejling reflekterer lyset. Under udstillingen vil han også arbejde på motiv direkte i landskabet ved Heltborg Museum, hvor processen kan følges.

I år udstiller museet Jens Søndergaard som du ikke normalt ser og kender ham. Jens Søndergaards værker er synonyme med store farvemættede lærreder, men Søndergaard arbejdede også med litografisk tryk. Museum Thy har i sin samling en del af disse sort/hvide tryk, som nu udstilles på Heltborg Museum.

Museet har også en landbrugsudstilling med redskaber fra før traktorens indtog – da oldefar var barn. Du kan også følge med i biernes liv i observationsstadet. Bag museet finder du en jernaldergård, der er rekonstrueret ud fra udgravninger i Heltborg. Her er der på udvalgte dage i juli måned levendegørelse.

Vorup R Museum

Thys måske hyggeligste museum. Vorupør Museum er indrettet i et gammelt bådeværft, hvor den gamle klinkbyggede heldæksbåd ”Brødrene” står centralt. Museet fortæller desuden om kystfiskeriet, om Vorupørs udvikling og om de specielle livsvilkår, kystbefolkningen har haft.

Inde i det gamle stuehus finder du køkkenet og det brændefyrede støbejernskomfur, hvor museet i mange år har arbejdet med gamle opskrifter og bl.a. har brygget øl, lavet oste og sennep og meget andet. Derudover kan du gå på opdagelse i Thys spiselige planter i udstillingen ”Smagen af Thy”, hvor du kan høre om, hvad planterne har betydet i hjemmene før i tiden, og hvad planterne betyder for Thy i dag. Der er noget for hele familien på Vorupør Museum.