Som Sørine læser Bibelen (uddrag) by Bibelselskabet

Sørine Gotfredsen

SOM SØRINE LÆSER BIBELEN kredser om de store spørgsmål i livet med hinanden og med Gud. Om ansvar og mening, om venskab og fortvivlelse, om kærlighed og tro. En personlig introduktion til Bibelen, som for forfatteren er verdens vigtigste bog.

SØRINE GOTFREDSEN

(født 1967) er præst, journalist, debattør og forfatter. Hun er kendt som en af tidens mest markante stemmer, en både eftertænksom og skarp debattør af vores kultur og samfund. Hun har blandt andet skrevet: At leve med Kierkegaard (2013), Løft blikket – nåde i narcissismens tid (2015) og Fri os fra det onde (2017).

Som Sørine læser Bibelen

armt og personligt deler Sørine Gotfredsen i denne bog ud af sine livserfaringer og tanker. Hun tager læseren med gennem Bibelen og fortæller undervejs om, hvordan den har præget hendes liv og holdninger. Samtidig spejler hun en række aktuelle samfundsdebatter og værdikampe i Bibelens tekster.

Som Sørine læser Bibelen Sørine Gotfredsen

BIBELSELSKABETS FORLAG

Sagen er, at vi i denne lidt naturvidenskabeligt forblændede tidsalder må blive ved med at insistere på, at sandhed kan formidles på flere måder, og at der inde i ethvert menneske findes en mulighed for at søge en erkendelse, der er overleveret os i et andet sprog.

Sørine Gotfredsen

SØRINE GOTFREDSEN

Som Sørine læser Bibelen

Som Sørine læser Bibelen Sørine Gotfredsen

BIBELSELSKABETS FORLAG

Som Sørine læser Bibelen Sørine Gotfredsen

Bibelselskabets Forlag

SOM SØRINE LÆSER BIBELEN Af Sørine Gotfredsen

© 2020 Det Danske Bibelselskab og Sørine Gotfredsen Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Al bibeltekst er fra Bibelen i autoriseret oversættelse af 1992 © Det Danske Bibelselskab 1992

Forfatter: Sørine Gotfredsen Redaktion: Lisbeth Elkjær Øland Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Imperiet ved Harvey Macaulay Omslagsfoto: Carsten Lundager Tryk: Tarm Bogtryk A/S Indbinding: Centrum Bogbinderi A/S Sat med Sabon og trykt på 100 gsm Arctic Matt

1. udgave, 1. oplag, 2020 ISBN 978-87-7523-988-7

Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk

Indhold

FORORD

. . . . .

JEG ER BLEVET SKABT

JEG ER FALDET

JEG HAR FÅET EN LOV

JEG SØGER VISDOM

JEG GØR MIG TANKER OM FREMTIDEN

JEG TROR

JEG SKAL HØRE ORDET

JEG SKAL ELSKE

JEG BEHØVER TILGIVELSE

. . . . .

39 67

. . . . .

139

. . . . .

169

195 . . . . .

JEG TROR PÅ EVIGHEDEN

217

. . . . .

241

. . . . .

117

Forord

ngang ville det have forekommet mig helt utænkeligt at skrive denne bog. For når jeg tænker tilbage på min bane gennem livet, var der til at begynde med ikke meget, der tydede på, at jeg skulle komme til at elske Bibelen højt. Jeg voksede op i 1970’erne og 1980’erne, hvor Bibelen af mange blev anset for at repræsentere en reaktionær og på mange måder overstået fase i vores historie, og det lå i luften, at den kun med tiden ville blive mindre relevant. Midt i denne stemning befandt der sig på min folkeskole et par lærere, der troede på værdien af at kende til de bibelske fortællinger, og det var mit held. Jeg husker, hvordan jeg i en kristendomstime sad og tegnede den 12-årige Jesus i templet, mens vores lærer fortalte historien, og øjeblikket er forblevet i erindringen, fordi de bibelske fortællinger er så intense. Men også fordi jeg kan genkalde mig min mors glæde, da jeg kom hjem og viste hende min tegning. Min mor var kunsthistoriker med særlig forstand på kirkekunst, og hun værdsatte, at vi i skolen lærte den bibel at kende, som hun selv havde fået et forhold til gennem billeder. Hun var af den overbevisning, at mennesket i vid udstrækning sanser verden 7

gennem fortælling, kunst og kendskab til det, der er gået forud, og for hende var det vigtigt at kende til Bibelen. Hun var, så vidt jeg ved, ikke troende, men Bibelen stod i reolen, og mine forældre opfattede den som en selvfølgelig kilde til indsigt i vores fælles fortid. Vi læste ikke højt fra den, og vi gik stort set aldrig i kirke, men respekten for Bibelens betydning var ikke til diskussion. Gennem den indstilling blev jeg værnet imod tidens dominerende strømning, og mens kulturradikalismen, marxismen og kvindebevægelsen højlydt prægede den offentlige samtale, var jeg barn i et hjem, hvor et ganske andet livssyn herskede. Her lærte vi, at angående musik, litteratur og europæisk historie og åndsliv har det klassiske meget stor værdi, og vi kendte både til Vivaldi, Greven af Monte Christo og Bismarck. Længe syntes det dog, som om det hele var prellet en smule af på mig, for som så mange andre skråsikre unge mennesker var jeg i en periode overbevist om, at jeg på egen hånd havde gennemskuet alt væsentligt. Der kan godt gå ret lang tid, før det frø, der er blevet sået i barndommen, for alvor begynder at spire, men det skete gradvist, og mine forældres respekt for indsigt i de større sammenhænge har været med til at bane en del af vejen for mit forhold til kristendommen. Ligesom den har gjort mig modstandsdygtig over for den stærke skepsis og foragt i synet på kirken, der dikterede stemningen i de årtier, der prægede min opvækst. Den stemning har også bidraget til, at mange stadig mener, at Bibelen ikke for alvor er værd at beskæftige sig med. Forbeholdet og forlegenheden stikker dybt sammen med en forestilling om, at det menneske, der ofte læser i Bibelen, måske mangler kræfter til på mere frigjort vis at kunne håndtere tilværelsen, og det piner mig. Men heldigvis behøver det ikke blive ved med at være sådan, for tiderne skifter, og dagen kan komme, hvor Bibelen igen kan blive opfattet som en bog, man bør kende. Det handler ikke nødvendigvis om en tro på Gud. Det handler i første omgang 8

om at være nysgerrig efter at forstå lidt mere af alt det, der er blevet tænkt før os, og derfor læse den bog, der rummer så megen indsigt i menneskelivet, at man simpelthen ikke kan undgå at blive ført nye steder hen, når man giver sig i kast med den. Bibelen indrammer hele tilværelsen fra skabelse til død og byder på så store mængder visdom, skønhed og kilde til tro, håb og selverkendelse, at der er meget at gå glip af, hvis man aldrig lærer den at kende. Det står mig endnu mere klart efter dette forår, som vi nok aldrig vil glemme. Når en sygdomsepidemi hærger som en ondsindet storm, der blindt går efter alt levende, bliver man overrumplet af de allerstørste spørgsmål om livet og døden, ensomheden og i det hele taget meningen med at være til. De stille måneder har været en anledning til at tænke tingene igennem én gang til. Vi har haft tiden til det, og måske har vi i de mange timer i eget selskab opdaget, at det virkelig kan være påkrævet igen at overveje sit liv. Midt i hverdagens høje tempo drukner mange tanker for hurtigt, og alt imens jeg bestemt ikke kan sige mig fri fra ønsket om at præstere, måske indimellem ligefrem for præstationens egen skyld, har jeg i dette forår spurgt mig selv, om mit livsmod faktisk stikker dybt nok, når det gælder. Jeg er kort sagt blevet usikker på, om det er intensiteten og den løbende anerkendelse, der holder mig kørende år efter år, eller om det er en dybere forankring af den slags, der holder én oprejst, når så meget pludselig går i stå. Uden at være nået frem til et sikkert svar er jeg under alle omstændigheder blevet mindet om, at det livsmod, jeg skal næres af, skal udspringe af noget andet end den hektiske flugt gennem hverdagen og forsøget på at erobre ære. Når omverdenen med ét står stille, må man finde fodfæste i de tidløse sandheder, der er højt hævet over både coronavirus og så meget andet forbigående, og de seneste måneder har gjort det 9

endnu mere klart for mig, hvad Bibelen betyder. Den rummer den vigtigste fortælling om, hvem jeg er, og med denne bog ønsker jeg at beskrive, hvordan ethvert menneske i Bibelen kan finde den vigtigste fortælling om sig selv. Den findes her, uanset hvilken tid man lever i, og uanset om den farer afsted som vanligt eller pludselig på grund af nogle ustyrlige kræfter er blevet tavs. Den store bog er altid hos os, og hvis vi ikke skønner nok på det, kan vi gå glip af viden om fortiden, erkendelse af at det nuværende og en helt særlig kilde til livsmod, håb og måske endda tro.

eee Imidlertid kan man jo ikke læse Bibelen uden at overveje, hvordan den egentlig er blevet til. Det har altid i den kristne kultur været erkendt, at Bibelen er skrevet af mennesker, og at det i en temmelig rationel proces er blevet besluttet, hvilke tekster den skulle bestå af. Bibelen er sat sammen af to skriftsamlinger, Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, og mens alle de tre monoteistiske verdensreligioner, kristendom, jødedom og islam, har rødder i Det Gamle Testamente, er Det Nye Testamente de kristnes helt afgørende vidnesbyrd om sandheden. Men begge værker har fra begyndelsen været en del af den kristne kirkes tradition. Der findes utallige spørgsmål angående historisk virkelighed, kildekritik og fortolkning af de bibelske skrifter, og sikkert er det, at man ikke blot kan læse den store bog som en beskrivelse af historisk virkelighed. Teksterne er så gamle og skribenterne bag i mange tilfælde så svære at identificere, at det er umuligt at vide, præcis hvordan det hele er blevet til. Som bekendt findes der stadig dem, der læser Bibelen på bogstavelig vis og uddrager konkrete livsregler fra den, hvilket specielt i forhold til Det Gamle Testamente er uholdbart. Her er det mytologiske og 10

næsten eventyrlige stof ganske indlysende til stede, og alene den kendsgerning, at vi ikke ved, om store hovedpersoner som Abraham og Moses virkelig har levet, ansporer til, at vi læser de gammeltestamentlige tekster i troen på en sandhedsværdi, der er noget andet end den bogstavelige og historisk virkelighedsnære. Men som vel at mærke er lige så betydningsfuld. Jeg læser altså ikke Det Gamle Testamente som en hverken biografisk beretning om bestemte personer eller en troværdig fremstilling fra en svunden tid, men jeg læser det som et vidnesbyrd om, at Gud findes og vil noget med os. Derfor ser jeg Det Gamle Testamente som udtryk for en guddommelig meddelelse, der nok er nedfældet af menneskehænder, men som dybest nede er inspireret af guddomskraft. Jeg kan ikke formulere en tilstrækkelig forklaring på essensen af Bibelens kraft, da det ville kræve mere indsigt i Guds væsen, end noget menneske har, men det er min overbevisning, at den skal fortolkes som den store fortælling om Guds intention med skaberværket. Den tro hindrer mig ikke i med min forstand at læse teksterne i lyset af både deres samtid og de forskellige interesser, der kan ligge bag deres udvælgelse, men den samlede meddelelse til læseren er, at Gud findes. Og hvis nogen spørger, hvorfor Gud ikke bare lader Bibelen være sit eget ufejlbarlige ord, der ikke skal tolkes, men blot adlydes, vil mit svar være, at Guds meddelelse til os ikke i sidste ende skulle være i form af tekst og bogstaver. Det er selve kernen i den kristne kultur, at Guds væsentligste meddelelse til os skulle ske i form af et menneske, nemlig, Jesus selv. Derfor skal Det Gamle Testamente ses i forhold til Det Nye Testamente, hvor Jesus er det altafgørende omdrejningspunkt. Med beretningen om ham mødes den gammeltestamentlige tradition med dens strenge lovtænkning af den universelle næstekærlighed og den store tilgivelse. Det Nye Testamente skaber en ny balance 11

mellem Gud og menneske, og derfor kan man ikke i kristen forstand læse Det Gamle Testamente uden at se det i lyset af både Det Nye Testamente og ens egen selvstændige vurdering af de overleverede ord. Når jeg for eksempel tillægger De ti bud fra Det Gamle Testamente autoritet, skyldes det især to ting. For det første rummer de efter min bedste overbevisning noget universelt moralsk sandt, og for det andet fremhæves de siden hen af Jesus selv. Sådan kan man beskrive en slags rød tråd i min læsning af Bibelen. Jeg lytter til min egen fornemmelse af ordenes tidløse gyldighed, og jeg sætter dem i relation til, hvad Jesus gør og siger. Dette er det nærmeste, jeg kan komme på en passende blanding af sund fornuft og ærefrygt for Guds store meddelelse, og sådan må det være, når vi har at gøre med en bog, som intet menneske kender sandheden bag. Men som ikke desto mindre ifølge min overbevisning handler om sandheden selv. Det Nye Testamente er væsentligt yngre end Det Gamle Testamente, men det ændrer ikke ved, at vores viden også angående disse skrifter er begrænset. Til gengæld er den historiske autenticitet her meget større, personer som Peter, Paulus og Pontius Pilatus – for slet ikke at tale om Jesus selv – har virkelig levet, og vi befinder os her i en anderledes forståelig virkelighed. Det Nye Testamente har da også haft en virkning i den vestlige verden, der er umådeligt stor. Man kan reelt ikke forestille sig, hvordan Europa ville have udviklet sig uden den kristne kirke som grundpille i samfundet, og den store beretning om denne kirke begynder med fortællingen om Jesus. Og i endnu videre forstand med fortællingen om skabelsen. Det er også her, min bog begynder. Ved skabelsen. Jeg følger de store spørgsmål, der har været i min bevidsthed, lige så længe jeg kan huske, og som stadig er den røde tråd i alt, hvad jeg siger og skriver. Jeg finder naturligvis aldrig frem til de endegyldige svar 12

angående meningen, glæden, fortvivlelsen, døden eller det største håb, men jeg er i bevægelse, fordi jeg bliver ved med at lede efter dem, og denne bog handler om Bibelen, som jeg læser den. Den rummer en slags essens af, hvad jeg indtil videre har tænkt, og kapitlerne kredser om alt det største, om skabelse, syndefald, lov, visdom, fremtid, Jesus’ fødsel, hans ord til os, kærligheden, tilgivelsen og evigheden. Skridt for skridt bevæger jeg mig gennem både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, mens jeg ser det hele i lyset af samfundet og historien, mine egne erfaringer med ensomheden og kærligheden og tankerne, jeg gør mig om det menneskesyn, der gradvist er opstået i en epoke, hvor kristendommen har fyldt så lidt. Mens værdirelativisme, kvindekamp og den store personlige frigørelse har fyldt så meget. Alt det, med andre ord, som vi taler om i denne fremskredne tidsalder, som jeg selv er et barn af. Min veninde Rose går turen sammen med mig, og det er mit håb, at enhver kan genkende nogle af de mange tanker, hun og jeg bærer på, og som følger ethvert menneske fra fødsel til død. I Bibelen er der for længst blevet sat ord på dem alle sammen, og når man på et tidspunkt i livet mærker trang til at grunde lidt mere omhyggeligt over, hvem man er, indser man måske, at der kun er én ting at gøre. Nemlig, at læse i Bibelen, for det er hér, den vigtigste fortælling om os findes. Og man kan begynde her. Med denne beretning om, hvordan Bibelen kan blive den højt elskede bog i et menneskes liv. Sørine Gotfredsen Frederiksberg, maj 2020

Jeg er blevet skabt

et er forskelligt fra det ene menneske til det andet, hvornår det sker. Men sikkert er det, at man på et tidspunkt i livet begynder at tænke nøjere over, hvordan man er blevet til, og hvad meningen med det hele er. Enhver er født af en kvinde på et bestemt tidspunkt, vi bærer alle nogle træk og kendetegn med, som præger os livet igennem, og erkendelsen af det nedarvede vækkes til live, hver gang man genkender linjer i ansigtet eller lag i personligheden, der stammer fra ens forældre. Det er svært at løbe fra blodets bånd, og skønt de stikker dybt, overvejer man med tiden, om der mon også eksisterer en endnu dybere årsag til, at man er blevet et menneske. Den konkrete personlige historie kan man relativt nemt lære at kende, men den store og universelle fortælling om vores tilblivelse, kan man blive ved med at spekulere over, lige så længe man lever.

Jeg er vokset op i en lille østjysk stationsby i en familie med fire børn i et stort hus omgivet af skov og marker. Jeg er præget af en blanding af akademikerhjem og friluftsliv og rideture på min hvide pony samt alt den ikke overvågede frihed, som barnelivet for 50 år siden var kendetegnet ved. Det var en tid med få skilsmisser 15

og en ret selvfølgelig antagelse af, at familien bestod af en far, en mor og en børneflok af en vis størrelse. Meget har forandret sig, og det er ikke længere så entydigt, hvem man stammer fra, for børn bringes i dag til verden på flere måder. Men uanset hvor meget eller lidt man ved om sit ophav, og uanset hvad der måtte eksistere af forældre og papforældre og ukendte og tidligere og kommende og mistede forældre, deler vi tankerne om selve skabelsen og spørgsmålet om, hvordan noget overhovedet i begyndelsen kunne blive levende. Dette overvældende spørgsmål har gennem historien fået filosoffer, videnskabsfolk, digtere og teologer til at bruge en stor del af deres liv på at lede efter forklaringer, for der er noget dragende og helt besynderligt ved at være sat i verden uden at vide hvorfor. Og gåden lader os aldrig i fred. Hvorfor er vi blevet udstyret med en så veludviklet tænkeevne, hvis det ikke er meningen, at vi skal blive ved med at forsøge at finde frem til svarene på alt? Nogle tror, at vi faktisk gradvist vil kunne forklare det meste, og at det kun er et spørgsmål om tid, inden menneskene kan formulere de vigtigste sammenhænge bag altings oprindelse, og for entusiastiske tilhængere af det videnskabelige verdensbillede føles det bekræftende at forestille sig, at mennesket ved en tilstrækkeligt systematisk indsats vil formå at gennemskue det, der i dag forekommer så gådefuldt. Imidlertid har jeg en fornemmelse af, at der eksisterer en grænse for, hvor meget mennesket bør vide. Det er nok tvivlsomt, om vi skal stræbe efter at få kabalen til at gå endeligt op, for det forehavende har noget ildevarslende over sig. Vi ville næppe, når alt kommer til alt, trives i en sådan af-fortryllet verden. Tænk blot på den gamle Gasolin-sang om den hellige Josha fra Itzehoe, der var parat til at sælge sin sjæl for at finde det endegyldige svar på ethvert mysterium. Han ønskede at finde ro, men opnåede ikke andet, end at stjernerne gik ud én efter én, og det står skrevet mellem linjerne, at den dybeste visdom skal være skjult for os. I 16

denne historiske epoke, der hviler på skuldrene af epokegørende mænd som Charles Darwin med evolutionslæren og Friedrich Nietzsche med den filosofiske pointe om, at den vestlige menneskehed har taget livet af Gud, kan det synes nærliggende, at tiden nu er kommet, hvor vi kan gå planken ud. Og at vi ved hjælp af videnskab, hjerneforskning og teknologisk kunnen langsomt kan bane vej for endelig afskaffelse af alle religiøse forestillinger. Men lad os lige besinde os et øjeblik. Det er nemlig også en mulighed, at det virkelig er omsonst at tro, at vi nogensinde skulle kunne formå at besvare alle de største spørgsmål om livet og døden, fordi selve kraften bag skabelsen af alt levende er af en karakter, der helt unddrager sig vores menneskelige forstand. Fordi den kraft er guddommelig. Det er fortællingen om den guddommelige magt bag alt liv, der indleder Bibelen. Som det første optræder her skabelsesberetningens beskrivelse af altings tilblivelse, der udgør et fundament under så umådelig meget af det, der gennem historien er blevet sagt og tænkt, malet og skrevet. Tidligere blev skabelsesberetningen i højere grad læst som en sand udlægning af, hvordan det hele i tidernes morgen blev til, og derfor har den traditionelt stået i modsætning til naturvidenskab. Så firkantet behøver vi ikke tænke længere, for med vor tids kendskab til arternes gradvise udvikling skal man være meget påståelig for at kunne tro på, at ethvert dyr samt mennesket selv blot er blevet formet som et færdigt væsen. Skabelsesberetningens karakter af kreativt værksted sættes unægtelig i perspektiv af den naturvidenskabelige tænkning, og der er ingen grund til at dvæle længe ved tanken om den bogstavelige læsning af skabelsen i Bibelen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg selv forlod den, engang i teenageårene, tror jeg, da de dybere tanker for alvor begyndte at røre på sig, og den har ikke siden forekommet mig relevant. For meningen med Bibelens skabelsesberetning er en helt anden end rationelt at ville 17

forklare det hele, den er mytologisk, og man kunne jo stræbe efter at rumme begge dele. Både den naturvidenskabelige og den bibelsk mytologiske tilgang til skaberværket. Ja, jeg vil hævde, at det udgør en ret stor kvalitet at kunne se noget sandt ved begge tolkninger, for den dobbelthed er med til at nære både troen, indlevelsesevnen og respekten for viden. Den videnskabelige tænkning udgør et betragteligt menneskeligt talent, mens det mytologiske og religiøse forsøg på at begribe verden udgør en anderledes indsigt i menneskenaturen, der til gengæld kan være en dyb kilde til livsmod. Uden den ville jeg have sværere ved selv at overkomme tilværelsen, mens jeg samtidig ville være ringere til at opmuntre andre, da jeg ville mangle både fantasi og tålmodighed i forsøget på at følge deres tankegange. Arten af ens livssyn er ikke kun væsentligt for én selv. Derfor er der flere gode grunde til at læse Bibelens indledning som noget af det mest vidunderligt opbyggelige, der til alle tider er blevet nedfældet af mennesker. Vi ved ikke af hvem eller hvornår, men vi ved, at tilblivelsen af Det Gamle Testamente er foregået i løbet af en periode på cirka 1000 år, og omkring 90 e.Kr. eksisterede hele bogen som et autoriseret skrift færdiggjort af en flok lærde teologer i Palæstina. Den består af en blanding af mundtlige overleveringer og skriftlige dokumenter, der er dybt præget af sagn og mytologi – altså, menneskets kreative og filosofiske forsøg på at sætte ord på de store fænomener i livet. Skabelsesberetningen rummer overleveringer fra den kana’anæiske og assyriskbabylonske tradition, og mest meningsfuldt er det at se teksten som en gave fra nogle anonyme givere, der ønskede at forære alle efterkommere en kilde til visdom og mening. Vi har fået en beskrivelse af vores fælles ophav, som vil bestå, uanset hvor meget vi formes af nye tanker om forældre, familie, slægt, køn, hjerne, teknologi og videnskab, for vi har fået beretningen om en forankring, der er hævet over tid og rum. Skabelsesberetningen rummer 18

noget sandt i sin helt egen universelle forstand og er en gengivelse af vores ur-historie om de grundlæggende vilkår ved at være et menneske. Og ikke nok med det. Den handler også om det velsignede ved at være et menneske.

eee I virkeligheden findes der to skabelsesberetninger, og de følger lige efter hinanden på de indledende sider i Første Mosebog. Men de udgør reelt hver sin fortælling om altings tilblivelse. I den første beskrives det, hvordan Gud gennem sit ord dag for dag skaber alting, idet han som det allerførste siger: ”Der skal være lys!”. Så blev der lys, og han fortsætter med himmelhvælvingen, havene, det tørre land, planter, træer, solen, månen og stjernerne, fugle, havdyr, kvæg, krybdyr, og alle de vilde dyr. Til sidst skaber Gud som det ypperste mennesket i sit eget billede og sætter det til at herske over dyrene. Som mand og kvinde skaber han dette menneske, og ved afslutningen af hver dag konstaterer Gud, at det, han har skabt, er godt. Den første skabelsesberetning er båret af en filosofisk tone med lyset som det første vidnesbyrd om Guds skabervilje, der bryder med den tomhed og det mørke, der hvilede over urdybet. Gud gør altså en ende på intetheden og glæder sig over gradvist at se livet blive til og blomstre i en ny ordnet verden med himmel og hav og landjord. Herfra stammer myten om, hvordan hele skaberværket efter kun seks dage stod færdigt, hvorefter Gud hvilede på den syvende, men allerede i formuleringen aner man, at begrebet ”dag” ikke skal læses bogstaveligt. Først på den fjerde dag skaber Gud solen, der jo gør det muligt overhovedet at registrere en dag, og alene fraværet af logik i rækkefølgen viser, at der næppe er tale om et forsøg på at postulere noget realistisk. Alt er båret af religiøs tænkning og en poetisk 19

Sørine Gotfredsen

SØRINE GOTFREDSEN

Som Sørine læser Bibelen

Som Sørine læser Bibelen Sørine Gotfredsen

BIBELSELSKABETS FORLAG

Sørine Gotfredsen

SØRINE GOTFREDSEN

Som Sørine læser Bibelen

Som Sørine læser Bibelen Sørine Gotfredsen

BIBELSELSKABETS FORLAG