Noa – af Bjarne Reuter by Bibelselskabet

slag

Noa Af Bjarne Reuter illustreret af Kamilla Wichmann © 2018 Det Danske Bibelselskab, Bjarne Reuter og Kamilla Wichmann Forfatter: Bjarne Reuter Illustrator: Kamilla Wichmann Redaktør: Lisbeth Elkjær Øland Grafisk tilrettelæggelse: Kamilla Wichmann Tryk og indbinding: Tarm Bogtryk og Centrum Grafisk Sat med Garamond på Munken Pure Rough 150 gsm 1. udgave, 1. oplag, 2018 ISBN 978-87-7523-896-5 Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk

Noa

BJA RNE

REUTER

Illustreret af Kamilla Wichmann

oa så ud over havet. Han stod sammen med sin yngste søn, Jafet, som hver

morgen tog ud at fiske med sin far. De sejlede altid ud ved daggry, hvad enten det var storm eller stille, men på denne morgen var Noa kommet i tvivl. Han mente, han kendte til vind og vejr, men i dag var han ikke så sikker. Jafet så på ham. ‒ Hvad venter vi på, far? Noa stirrede på det spejlblanke hav. Vinden var frisk, men havet var blikstille. I Noas øjne var vinden og havet i familie med hinanden, men på denne morgen så det ikke sådan ud. ‒ Jeg synes aldrig, jeg har set det sådan før, mumlede han. Jafet sagde, at han ikke kunne se, at havet så anderledes ud, end det plejede at gøre. Trods sin unge alder var Jafet en erfaren fisker, han var god til at dykke, sætte sejl og reparere fiskenettene, og det var ofte ham, der først fik øje på de store fiskestimer. Det var også ham og hans to ældre brødre, som havde skåret bådens årer, dens ror og den høje slanke mast med det firkantede sejl. At bygge en smuk og solid båd var et håndværk, brødrene havde lært af deres far. Jafet elskede havet, for det var havet, som gav familien mad på bordet. Der var dage, hvor de ikke kunne tage på havet, fordi det − som Noa plejede at sige − var i et dårligt lune, men på denne morgen var havet stille. Med havet kunne man aldrig føle sig sikker, det kunne pludselig forandre sig, og Jafet havde fået respekt for dets luner. Noa samlede en smule sand op, som han lod glide ud mellem fingrene. ‒ Måske skulle du blive hjemme i dag, Jafet. Jafet lagde hovedet på skrå. ‒ Blive hjemme? ‒ Bare i dag. Jafet slog ud med armene, han forstod ikke sin far; hvis vinden løjede af eller skiftede retning, var det godt at være to til at ro, når de skulle tilbage igen.

‒ Og jeg er sikker på, vi kommer hjem med masser af fisk. Noa så sig om. ‒ Det har intet med fiskene at gøre, sagde han, for hvis havet havde en stemme ... Jafet stillede sig foran sin far. ‒ Hvad ville det så sige? Noa sukkede. ‒ At jeg skal tage derud alene, spørg mig ikke hvorfor, men jeg tror, det er bedst, hvis du bliver hjemme. ‒ Plejer du ikke at sige, at to er bedre end én? Noa smilede. ‒ Du er blevet en god fisker, Jafet, den bedste jeg kender. Du har forstand på vind og vejr og har to friske øjne og to gode ører. Meget bedre end mine. Kan du høre noget? Jafet trak på skuldrene. ‒ Nej, sagde han, kan du? Noa lod blikket glide hen over det stille vand. ‒ Det var bare som om ... som om jeg hørte nogen nævne mit navn. Jafet sendte sin far et skævt smil. ‒ Havet har altså en stemme. Det vidste jeg ikke. Noa skubbede båden i vandet. ‒ Der er meget, du ikke ved, min dreng, der er også meget, som jeg ikke ved, og jeg kan jo tage fejl; lad os sætte sejlet, om lidt står solen op, og så vil alting være, som det plejer at være. De havde til at begynde med en god vind og skød en god fart. Jafet passede sejlet, og Noa sad ved roret, og snart var de så langt ude, at de ikke kunne se land. Noa suttede på sin pegefinger og stak den op i luften.

‒ Skyerne er i bevægelse, og vinden kommer fra alle retninger. Det er et godt tegn. Måske har du ret, måske får vi fangst. Jafet smilede forventningsfuldt. ‒ Jeg har taget en sten med. Noa så på den store sten, der lå i bunden af båden. ‒ Ja, det kan jeg se, sagde han, men er du sikker på, at du vil dykke i dag? Jafet lukkede det ene øje halvt i. ‒ Kan du huske, hvad jeg fandt sidste gang? Noa nikkede, den smukke konkylie lå hjemme i huset, og det var den største konkylie, Noa havde set. Den lyd, som Jafet kunne frembringe, når han pustede i konkylien, kunne høres over store afstande. ‒ Jeg er tilbage om lidt, sagde Jafet, stol på mig, i dag vil jeg finde en endnu større konkylie.

Jafet var ikke bare en god svømmer, han kunne også være under vand længere end nogen anden. ‒ Tæl til hundrede, råbte han, tæl til to hundrede, før du trækker mig op. De havde gjort det masser af gange, og med stenen bundet til brystkassen var Jafet hurtigt nede på havbunden. Aftalen var sådan, at når Noa mistede tålmodigheden, rykkede han i rebet, for at Jafet skulle gøre sig fri af stenen, så Noa kunne trække ham op. Det hele var en del af en fast rutine, og Noa så sin dreng forsvinde i vandet, men det var himlen, som havde Noas opmærksomhed. Himlen, der havde skiftet farve fra lysegrå til mørkegrå. Båden begyndte at gynge, og årerne rullede frem og tilbage på bundplankerne. Noa tog fat i rælingen og stirrede fra side til side. Han var sikker på, at en lyd var kommet ud af skydækket. Det lød som en fjern torden, men det var ikke torden, det var langt dybere, og pludselig faldt båden ned mellem to enorme bølger. Noa kurede fra den ene ende af båden til den anden, kom på benene og rakte ud efter masten, men mistede fodfæste og faldt over bord. Med et gisp fik han hovedet oven vande. I modsætning til Jafet var Noa ikke en god svømmer, og efter et øjebliks kamp med bølgerne lagde han sig på ryggen og lod sig flyde på vandet for at komme til kræfter. Over ham var et stort gråt hul dukket op, og rundt om hullet snurrede skyerne, så de dannede en spiral. Det eneste ord, Noa kunne tænke på, var tornado. Han havde før oplevet tornadoer, men aldrig når han var på havet. Noa svømmede hen til sin båd og kravlede op over rælingen, mens han flåede i rebet for at få Jafet op af vandet. Noa nåede dog aldrig så langt, men satte sig i bunden af båden. Han var sikker på, at han havde hørt nogen kalde, men det var umuligt, han var jo mutters alene på havet.

rengen Jafet er ude at fiske sammen med sin far Noa, da det pludselig

blæser voldsomt op. Noa hører torden, men også en stemme, som taler til ham fra de mørkegrå skyer. Det er Guds stemme. Gud befaler, at Noa skal bygge et stort skib, en ark, og redde sin familie og alle jordens dyr − for snart vil regnen dække alting. Naboerne synes, Noa og hans familie er skøre, for solen bager ned fra en skyfri himmel, så hvorfor bygge et skib midt på den tørre mark? Jafet derimod er mest optaget af at få sine to hvide kaniner med om bord. Da regnen endelig kommer, kan Noa ikke finde sin søn på arken … Bjarne Reuters dramatiske gendigtning af Bibelens fortælling om Noas ark, og dengang Gud lod jorden oversvømme, er illustreret med smukke akvareltegninger af Kamilla Wichmann.