Värmland 2017 af Tommy Flugt by Tommy Flugt

AT REJSE

VÄRMLAND Sommerrejse 7.-13. august 2017

At rejse ud er godt, men rejse ud på besøg til venner, der har tilrettelagt en tur i deres egne er dobbelt godt. Deres viden og kærlighed til stederne er ikke muligt selv at etablere. Så vi fik tur på tur i sommers til Småland og Värmland hos svenske venner. Nu skal turen gøres op og fortælles vidt og bredt. Hjemme er godt, men tur hos gode venner er en rejse værd. At få indsigt og indlevelse i ukendt egn er vore venners fortjeneste. At fortælle alment er min egen. Men nu til sagen: Värmland kalder.

Tommy Flugt September 2017

VÄRMLAND En sommerrejse i august 2017

Tekst og fotos Tommy Flugt tommyflugt@gmail.com Tlf.: 51265643 Web: www.auroraordhaven.dk

Värmland og Småland kalder

Vi skulle over Øresundsbroen og køre fire timer ind i landet inden vi var fremme ved bestemmelsesstedet i Urshult, Tingsryd kommune, Småland. Langt ude i skoven lå et lille rødt hus. Vi har været der for nogle år siden, men gensynsglæden var stor. Omringet af elektrisk hegn mod de fremmede, vildsvinene, følte vi os trygge. For en dansker er det uvant med vildsvin. Men for svenskerne er det om ikke naturligt, så nødvendigt at hegne sig ind. Vores værtspar fik for nogle år siden hele deres grund pløjet op af vildsvinene, de kan virkelig spolere en grund på kort tid, hvis den ikke er hegnet ind. Og det blev den så naturligvis. Men lige udenfor græsset to heste: Toblerone og Frants. Af og til kommer en elg forbi eller traner. Dem hørte vi kun. Og elgene har vi til gode. Men ellers ikke noget, her er vidunderligt stille og smukt langt ude i skoven. Og huset er et studium værd. Smukt indrettet.

Vi er i Sverige og her er mange sten. I modsætning til hjemme er de overalt. Havens store sten udgør næsten en smuk skulptur, stor og flot placeret og ingen drømmer om at fjerne den. Bag den er mindre sten igennem tiderne samlet op og lagt i bunke, som vi også kender det. Bortset fra at svenskerne har uendeligt mange flere og også bruger dem til smukke stendiger. Det er stadig samme hus og have. Et typisk svensk rødt træhus. Mange danskere har i de senere år købt eller lejet svenske gårde og beboelseshuse i sydsverige, og man forstår dem så godt. Her er idyllisk og fredeligt. Og her er megen kunst og et helt Glasrige i Småland, som vi tidligere har været på rundtur i med vores venner. Og med den kunstforening vi er medlem af Odsherreds Kunstmuseums og Malergårdens Venner har vi været på en anden kunsttur i Småland, som jeg har skrevet om tidligere. Så vi skal altså på andre ruter og veje denne gang. Med udgangspunkt herfra. Vi tager det lidt i etaper. Korrö blev første tur:

Her har netop været en Folkemusikfestival. En årlig tilbagevendende begivenhed. Vores værter kender den. Og yngre familiemedlemmer deltog som musikere. Det er en del af Sverige med musik, sang og dans. For de der har været så heldige at se Monica Z af Per Fly vil forstå hvad jeg taler om. Monica Zetterlund var en stor svensk sangerinde med både internationalt gennembrud i New York med Bill Evans, men stor også i Sverige. Hun spillede sammen med Arne Domnerus orkester og rejste rundt i landet og gav velbesøgte koncerter. Filmen fortæller en smuk historie om hendes vanskelige og besværlige liv til højderne. Og hendes vidunderlige sangstemme fx i Sakta vi går genom stan,Trubbel og Ack Värmland, Du Sköna. Men vi er på vej ind i landet, som bare ligger en bros afstand fra os og har så meget at byde på. Vi skal til Värmland herfra.

Men forinden var der lidt undervisning i den svenske kultur. Vi lærte hvad en Nyckelharpa er for et musikinstrument. Og Fred Åkerström: Jeg gir dig min morgen - er god at kende. Ulf Lundell: Öppna Landskab, for ikke at tale om Björn Afzelius: Tusen Bitar. Nu er vi ved at være inde i landet, men vi skal videre, se mere, og endemålet er Karlstad i Värmland og det er en lang tur fra Småland.

En bog ligger fristende på bordet og vi bliver vist en stump video med musikere på en scene inden vi dagen efter begiver os af sted. Der er noget i vente kan vi mærke. Vi skal til Berätterlandet, siger de.

Sverige er et stort land går det op for en. Turen vi er ude på tager en 7 timer, men vi gør holdt undervejs, drikker kaffe og medbragt brød og er velsignede af solskinsvejr. Smukke byer, landeveje der snor sig igennem et smukt landskab og glæden ved at være sammen. Lægger mærke til nogle små skilte langs vejen og spørger hvad de betyder: Jo, det er skilte for Fibernet til hele Sverige. Det er besluttet for 5 år siden og også påbegyndt. En statslig investering på 10 mia. Immervæk noget. I Danmark har vi snakket om det i 20 år, men længere er vi ikke kommet. Der hvor vores værter bor har de fibernet indlagt og egen sky i maskinrummet til deres post og forsendelser. Vadsten, Motola og Örebro glider forbi os og solen skinner og der er 23° udenfor. Bilen syer sig igennem landskabet og vi ankommer til Karlstad, hvor solen altid skinner, som vor vært fortæller. Finder Good Morning Hotellet og senere Värmlandsmuseet og en stor akvareludstilling af Lars Lerin. Vi er dog ikke mere mætte end vi finder et godt spisested Blå Kök og Bar, hvor vi fik lam og fisk og god vin Ghost Pines til og så en creme brulle. Bagefter hilste jeg på digterne Gustav Fröding og Nils Ferlin på torvet. En fuldendt dag.

VĂ¤rmlands Museet i Karlstad Link: https://varmlandsmuseum.se/ Og overfor Sandgrund: Lars Lerin akvarelmesteren: http://sandgrund.org/

Sven Ingvars, idoler, karikaturtegninger og installationer plus en samling japanske værker. Min Borsalino hat kom for et øjeblik på museum sammen med Alice. Smukt og stort museum midt i byens hjerte. Nogle hundrede meter derfra kunne vi gå over til den store akavarelmaler og se hans kæmpe udstilling i stort museum som byens har stillet til hans rådighed. Han er en urolig sjæl og uden sidestykke i aktivitet. Det er store lærreder han arbejder med. Ikke meget a4 format der. Utrolig succesfuld kunstner. Og det er gået op for mig at svenskerne virkelig værdsætter akvarellen som kunstart. De har også eget akvarelmuseum som vi har besøgt engang med Tegnerne. Det er en mere stilfærdig verden for akvarellen i Danmark.

Øverst en karakteristisk birkeskov og nederst Mårbacka af Lars Lerin. Han er født i 1954. Og det er en overvældende udstilling af hans akvareller. Velbesøgt ovenikøbet. Folk stod i kø for at komme ind da de åbnede. Der er en permanent udstilling af ham, dog udskiftes den af ham, da han er meget produktiv. Museet er stillet til rådighed for ham af byen, de ville hellere have ham som turistmagnet i byen end ude, hvor han bor. Hans ven stod i baren. Og der vistes en film om deres forhold og hvordan han kom til Sverige. Lerin har tv udsendelser, hvor han inviterer andre kunstnere ind. De er sete. Og diskuterede. Hans homoseksuelle forhold er helt åbent og accepteret. Lerin har været helt nede, men er nu oppe igen og en efterspurgt og produktiv kunstner.

Lars Lerin

I regn kørte vi ud til Selma Lagerlöfs gård Mårbacka i Sunne

Selma Lagerlöf (1858-1940) debuterede i 1891 med romanen Gösta Berlings saga. Generelt er hun som nordisk forfatter en ætling af det moderne gennembrud med den danske kritiker Georg Brandes som åndelig mentor, og mere specifikt er hun en del af 1890'ernes litterære symbolisme i Sverige, hvis hovedskikkelse hun er. Inspirationen til Selma Lagerlöfs digtning strømmer primært fra hendes første kreds: Värmlands natur og folk og den nære familie på slægtsgården Mårbacka, som tidligt i hendes liv gled familien af hænde. I 1909, hvor hun som den første kvindelige forfatter modtog nobelprisen i litteratur, købte hun Mårbacka tilbage, en personlig triumf, der afspejlede en større radikal kønspolitisk indsats i epoken, hvor kvindelige kunstnere markerede sig i den kulturelle, politiske offentlighed. For Selma Lagerlöf skete det gennem sproget. "Digtningen er min eneste passion," skrev hun. (Citat: Den store danske)

Omgivelser på Mårbacka og Selma Lagerlöfs stue og kontor. Vi fik en glimrende rundvisning i huset og fortælling af en vidende person. Selma Lagerlöf levede alene og koncentrerede sig om sit forfatterskab. Var forelsket i en smuk kvinde, men afvistes med ordene: ”Hold tasterne for dig selv”. En stue i Mårbacka er helliget hende. Selma Lagerlöf skrev om drengen Niels Holgersen der er 14 år gammel og træt af alting. Træt af sine forældre, træt af sine kammerater. Det eneste, han gider, er at sove og spise. Og så kan han lide at drille og lave ulykker. Men en dag bliver han forhekset og forvandlet til en lille pusling, ikke større end en tommeltot. Og med en flok vildgæs kommer han ud på sit livs største rejse og gennemlever Sverige. Bogen er kommet på dansk i smuk udgave med Helle Frøsings illustrationer.

Vi forlod Mårbacka og kørte i silende regn ud til Västana Teater, Berätterladen Sunne, hvor vi skulle overvære en 4 timers musik, dans og teaterforestilling bygget over Selma Lagerlöfs Charlotte Löwensköld instrueret af Leif Stinnerbom. Charlotte Löwensköld er anden del af en trilogi og den unge kvinde Charlotte er beretningens hovedperson om et besværligt kærlighedsforhold til et i religion fortabt narcissistisk menneske, hendes frigørelse og sluttelige praktiske og velovervejede giftermål med en anden bejler. Men inden stykket begyndte var der tid til at se en stor og fantastisk udstilling af kostumer fra tidligere forestillinger. Det er Inger Hallströms fantastiske kostumer sammen med maske, rekvisitter og dekorationer fra forestillingerne. Der findes en bog fra Heidruns Förlag om dette fra 2016: ”Träden jag ärvde”. Det er hendes kostumer vi møder allerede ved indgangen til teatret, selv programsælgeren er smukt påklædt og indgår senere i stykket. Der er et stort og kreativt kollektiv bag teatret i den store og smukt indrettede røde berätterlade. Derudover var der i pausen spisning i spisesalen og her var også en fornem udstilling af textilkunstneren Malin Lager, som broderer sine billeder, der er helt fantastiske, men hvor kameraet ikke kan gengive hvad øjet ser. Vi starter med kostumeudstillingen textilkunsten:

Men forstillingen kalder

Forestillingen kan begynde

Forventningsfuldt publikum

Musikken, hallingdansen og rytmen og det lysende tableau og kostumerne var kunst Der er en helhed af musik, rytme, hallingdansen der glider henover scenen i næsten svævende bevægelse og rytmen, der bruges til at beskrive sindsstemninger, anger, extase, vrede, fortvivlelse, håb og glæde. Musikken er placeret midt i scenebilledet og er centralt styrende forløbet. Det er deres rytme og præcision der driver forestillingens energi igennem de 4½ time. Det er dybt professionelt.

Hvad var det så jeg så? Danse og musik teater og påklædningsstykke af høj karat. Spillerne svæver nærmest til musikken på scenen i de smukke kostumer. Scenen udfyldes på fornemste vis i den gamle lade, hvor der er plads til 500 publikummer, og de er der, stykket er udsolgt, de sidder bjergtagne og hensunket i skønhed og musik i en udgave af Selma Lagerlöf, som hun må glæde sig over i sin himmel. Et nyt og gammelt stykke på engang. Men hvad fanden er det for et stykke? Folkedans? Nej. Teaterreplikker: Ja og nej. Musik? Ja og teaterscenografi og kostumer smeltet sammen i en lystig fortælling med stærk musik som bærede element. Forestillingen foregår i hele rummet: over scenen, ved siden af, over og imellem publikum, opad trapperne og nedad, dansende, løbende og smidige spillere. Ingen fejltrin trods det høje tempo. Musikken er i centrum. Synlig, hørbar og hurtig, dunkende går den i kroppen og publikum er draget ind i forestillingen. En scene med lamper, musikken og søgning i mørket i rummet var flot og stærkt iscenesat og virkningsfuldt. En stor æstetisk oplevelse. Forinden var den religiøse tilbedelsesscene rystende demagogi og stærk i sin udførelse: Lad de små børn komme til mig - til mennesket. Var en vild mennesketilbedelse og stærkt iscenesat. Den forsmår den sorte kristendom og giver livsglæden plads. Der er bibelbælter i Sverige, og vi kørte igennem et par på vej til Sunne. Var stykket for langt. Ja, måske. Havde stramninger hjulpet. Sikkert. Kunne historien være skåret enklere til? Sandsynligvis. Men det var hvad instruktøren valgte skulle med. Den patriarkalske side af systemet vises fra den mest cementerede og ufrugtsomme side. Mændende skildres som umulige i et jævnbyrdigt forhold til kvinden. Og det er vel Selmas og instruktøren og den kunstneriske leder og teaterchef for Västanå Teater, Leif Stinnerboms tema og mening med opsætningen. Dog slutter stykket med et ”fornuftsægteskab”, hvor det gifte par står og kikker triste og sørgmodige og uden gnist ud mod publikum - og så bliver scenen sort. Lyset slukkes og jeg tænkte: hvad fanden sker der. Er det en slutning at give os? Er det sådan ægteskabet skal være? Er det mulighederne, har vi siddet i 4 timer for at får at vide at fornuftsægteskabet er det opnåelige? Men så slår instruktøren til: Tænder lyset og hovedpersonen Charlotte bryder ud og siger, at det er for trist en slutning, nu skal der være fest. Og så bliver festen fyret af i dans og kraftspring på scenen i vild og energisk musikalsk udfoldelse, og så kan alle gå glade derfra. Og gør det, selvom slutningen er kunstigt og ikke så elegant fortalt. Men ok, stykket skulle slutte. Og vi fik en festlig afslutning på stykket, som var hele rejsen værd. Rørte han ved noget moderne til sidst med sin afslutning og opsætning af det gamle midterstykke i Selma Lagerlöfs trilogi om Löwenskölds ringen? Måske, men helt sikkert var det ikke gennemført. Men det betyder ikke noget for totaloplevelsen: musikken, rytmen og kostumerne bar fortællingen helt i mål. Vi har stadig halling dansen i kroppen.

1.Kørte gennem Sverige I solskin til Värmland Berætteregnen De store fortællingers hjemsted

2.I solens tempel faldt regnen Og lysets mange facetter Førtes vi igennem Af akvarelmesteren Lerin

3.Hilste på Gustav Fröding På torvet og Nils Ferlin Men så kaldte sulten Og det Blå Kök var klar

7.I Stockholm demonstrerer Nynazisterne mod flygtninge Med opmærksomheds aktioner

4.En glidende tur i regn

De svage slår de svage

Til aftenteater Musik og halling dans

I Västana Teater

10.08.2017

5.Charlotte Löwensköls og Selma Har ikke levet forgæves Aftenen sluttede i dans

Sverige DN ledare:

Og akrobatik på teatret

6.Udenfor regnen

”Dagens nazister har ingen parlamentarisk makt. Men de har gatans makt, och hotens og våldets makt”.

Og det Värmlandske

10.08.2017

Storslåede landskab Kaldte os til svunden tid

På landevejen igen. Vi besøger Klässbolls væveri, Nysäter antik og Sliperiet med en fotoudstilling med kendisfotografier til over 100.000 SVKr. Men maden var god i Sliperiet. Så kørte vi igennem Fuckin Åmål for at få en fornemmelse af den tvberømte by. Vi havde sigte mod Kronogården ved Hov og Ålmestad for at overnatte på B&B på en fin gammel svensk gård med køer og heste. Vi fik et helt hus til deling. Kronogården ligger lidt nord for Ulricehamn ved en stor sø Åsunden.

Vi mødte undervejs et par traner Besøgte Klässbolls Linnevæveri og så deres fantastiske væverier og fristelser. Her væves dugen til bordet til Nobel prisvindernes middag. Ligeledes servietterne med Nobels profil.

Glasudstilling på Sliperiet

Sliperiet Spisested og galleri

Uden mad og drikke

De rejsende + fotografen hos Klässbolls

Vi kom forbi en sluse. Skibe fra en sø til en anden

Imponerende ingeniørarbejde

Men vi skulle ud på landet til Kronogården nord for Ulricehamn. Forinden traf vi en elg, endda udstoppet:

Aftenlyset var faldet over landeskabet inden vi var fremme. Vi fik et hus til deling og spiste en god medbragt osteanretning og drak vin til, småsnakkende om dagens oplevelser til vi måtte gå til ro og hvile. Nye oplevelser var i vente. Godt at være udhvilede. Vi talte undervejs om navne til nye snapse og faldt over disse 1) Grums, 2) Tösse, 3) Molla og 4) Lomsjö. Så slap fantasien op, men den blev vækket næste dag ved trækirken i Habo med udvendigt klokkespil og helt bemalet indvendig, overalt, vægge, stole, gulv og loft.

Tage Andersens Gunillaberg er et besøg værd. Den store blomster kunstner har købt og indrettet stedet helt i sin ånd med kunst og græssende bugsvin helt ind i huset. Der er en kreativ ånd i alt og en inspration fra stedet som er drømmerisk og emmer af nostalgi.

Huset er ĂĽbent og indrettet som et kunstvĂŚrk med andres vĂŚrker og Tage Andersen blomsterdekorationer.

Vandalorum Når rønnebærrene er røde bliver det en hård vinter, siger man i Småland, Urshult. Men man kan jo tage fejl. I Skallarlid som vi er kommet tibage til er det eftertankens tid. Vores rejse er ved at være færdig. En dejlig morgenmad venter, vi skal hilse af med vor gode ven og rejsefører Leif der skal til Stockholm en tid og husets frue Ulla-Britta har et besøg i baghånden inden vi skal hjemad. Vi skal besøge en kunstner i Mossen i Hätteboda. Hun bor i et gammelt træhus inde i skoven ved Urshult. Vi er mætte at indtryk og jeg er ikke særlig lydhør på dette tidspunkt af rejsen, så jeg har hørt efter med et halvt øre. Men vil naturligvis gerne med for høflighedens skyld. Synes jeg har haft nok oplevelser på denne tur, men ok en til da. Og det skal vise sig at blive om ikke højdepunktet på rejsen så noget der ligner. Vi kører igennem skovveje, der snor sig op og ned og ind igennem skoven frem til stedet hvor kunstneren bor. Og her sker der noget utroligt.

Vi kommer ind i en tidslomme. Skabt af en skulptør og hans hustru som er maler. Sammen genopbyggede de gamle træhuse som de købte og fandt forskellige steder deromkring. Rev dem ned, og genopbyggede dem på deres grund, hvor der var et mindre træhus. Det blev over et helt liv til en gård, som de har levet i og arbejdet med deres kunst i. Det er en gård som ikke ligner noget nogen har set medmindre man har besøgt nationalmuseets ældste træhuse fra den islandske sagas tid. Det er et utroligt sted og et fantastisk arbejde de to har lagt i det og har udført. Nu er han på plejehjem og hun passer gården og tegner og maler som altid. De er begge uddannet på Kunstakademiet i København, hvor de mødte hinanden. Hun havde professor Søeren Hjorth Nielsen som lærer og besøgte ham privat, fortalte hun. Hun var glad for hans vejledning. Da jeg fortalte at jeg kendte ham, fandt vi samtalen let og ubesværet. Efter to år holdt hun op, da hun blev gift og parret flyttede til Sverige i Urshult Småland. Han havde en idé om at genopbygge gamle huse og genskabe svunden tid og så leve i den. Her havde han sit smedeværksted og hun har et atelier. De er begge anerkendte kunstnere og har udstillet sammen. Hun er Inge Grünwaldt Svensson og han Ingemar Svensson. Her er link. Gæstfriheden hos Inge Grünwaldt er smittende og hun viser os fortællende rundt på gården. Der kommer besøg som hun skal tale med om aftale om fåre græsning på hendes enge: Hun er interesseret kan vi høre og senere fortæller hun at det er godt for marken at få får til at græsse den ned inden den gror til. Her lærer vi en del af det svenske at kende. Man kan have får uden jorder og så lejer man sig ind hos dem med enge. Hun håbede at få aftalen i stand. Og så viste hun os rundt og til slut i atelieret.

Ingemars Svenssons værksteds smedie. Eksempler på hans må jern skulpturer.

Vi går over til stuehuset og senere Inge Svenssons atelier.

Og sĂĽ er vi i Inge Svenssons atelier og hun viser sin nye kunst frem. Og der er en rigdom af vĂŚrker.

Dette lille smukke æbletræ står i Inge Grünwaldt Svenssons have. Hun har foreviget det i et smukt værk som har skifter ejer og nu er kommet til Tuse Næs. Vi kunne tænke os at arrangere en udstilling med hendes smukke værker i Tuse Næs Kunsthåndværk i 2018, hvis der er plads i udstillingskalenderen.

Og så sluttede vi vor smukke tur af med grillaften i Skallalid.

Det er brombærrenes tid og blommernes tid

Det er sommer og kornet står vajende udover marker og valmuens røde farve mindet om tiden der svandt

Hjem fra Värmland & Småland

Tommy Flugt tommyflugt@gmail.com 51265643 www.auroraordhaven.dk