RAPPORT At fastholde æblefestivalen til brug for evaluering af årets begivenheder. Midt i en corona tid lykkedes det at få skabt en fin og velbesøgt Æblefestival, hvor vi overholdt alle tænkelige regler og alligevel havde et par gode dage sammen. Og gæster var der mange af – langt ude over Holbæks Kommune grænser kom de til Tuse Næs, både unge og ældre, børn og voksne.
Tommy Flugt Tekst og foto
TURLANDET TUSE NÆS Den 9. Æblefestival på Tuse Næs
Æblet: Fem rum med en til flere kerner og hver kerne kan blive til et nyt æbletræ af en ny sort. Det er da en fascinerende historie. Se selv efter og skær et æble over. Når dertil lægges at æblet stammer fra Kasakhstan på grænsen til Kina og at her findes æbleskove, som er stammoderen til vores dyrkede æbler, så mangler vi kun at vide: Hvordan er de kommet hertil? Historien er enkel, som gode historier ofte er, og sand. Det var bjørnene, der kunne lide æbler med god smag og de har så efterladt dem på deres rejser, fordi kernerne er gået ufordøjet igennem deres bjørnemaver og er efterladt med en fin startgødning. Sådan er generne for god smag blevet fremmet gennem naturlig selektion og hjælp fra bjørnene. Og den historie kan du fortælle dine børn og børnebørn.
1
2
3
Boderne ankommet og bodholdet i fuld gang, de nymalede boder lægges ud, sættes op og samles til Æblefestivalen i lørdag morgen, hvor de er klar klokken 8 til at blive fyldt op - og festivalen åbnes klokken 11 af Tina Månsson.
Færdigt arbejde
4
5
6
7
Yvonne Thygesens velkomst, Alice Faber introducerer ĂĽbningstaleren Tina MĂĽnsson
8
Åbningstale af Tina Månsson til Æblefestivalen 2020: Næs-elsker Man siger, at æblet ikke falder langt fra stammen. Hvis I kan forestille jer mig som et æble, så er det her æble trillet lidt mod øst fra sin stamme. Min slægt har levet på Tuse Næs igennem flere generationer, og jeg selv er flyttet til Roskilde. Jeg har aldrig boet på Tuse næs, men jeg er kommet her hele mit liv. Min oldefar havde gård ved Kisserup strand og udstykkede sin jord til de sommerhusgrunde, der er der idag. Min farmor og farfar, er begge er født på Tuse Næs, Edith og Folmer Hansen. De drev Rølmergården i mange år og min onkel Erik overtog gården og har drevet den videre. Derudover har mine forældre haft sommerhus, på min oldefars gamle marker i mange år. Jeg er altså kommet her hele mit liv. Det var her jeg første gang holdt en kylling i mine hænder bare et par år gammel. (altså mig ikke kyllingen), her en onkel lærte mig at kigge efter figurer i skyerne. Her min farmor lærte mig at plukke hyben og lave hybenmarmelade uden at få de kradsende frø i tøjet, her jeg lærte at slå smut og kaste torskemund i fjorden. Her jeg første gang mærkede sandormenes små bjerge mellem tæerne i vandet. Det er her på Tuse Næs, at jeg har lært at trille æg til påske. Det var også her jeg lærte noget vigtigt om familie og fællesskab. Æblet trillede et lille stykke væk fra stammen og kunne måske dermed bedre se det fine træ. Jeg har altid set beundrende på det fine fælleskab, der eksisterer herude. Jeg har deltaget i et hav af fester og teaterforetillinger i Udby forsamlingshus. Hørt om høstfester, foreningsliv og om den naturlighed med hvilken man hjælper hinanden. Og I samler og plukker også æbler sammen. Jeg føler, at jeg har dybe rødder til Tuse Næs, selvom jeg aldrig har boet her. Jeg kan altså ikke kalde mig næsboer, men næs-elsker. Og det er vel også noget? Og i hvert fald elskede jeg Tuse næs så meget, at jeg fik lyst til at skrive en roman om det. Næsboer Man siger, at mennesket ikke er en ø. Måske er det et næs. Jeg synes, der er noget interessant ved næsboere. Det er ligesom et folkefærd for sig. Der er dem inde på fastlandet, som ikke skiller sig særligt ud. Der er øboerne, som er et kapitel for sig. 9
og endelig er der så næsboerne. Hvem er det, der slår sig ned på et næs? Øboerne er sådan nogen, der vil have vand hele vejen omkring sig. Være for sig selv. Men hvad så med næsboerne. De stikker også lidt ud i fjorden, men har stadig et forbindelsesled ind til fastlandet. Være for sig selv, men stadig hænge sammen med andre. Denne dobbelthed i vores psyke og sjæle interesserer mig dybt. Fortællerne i min roman om Tuse Næs er en flok ældre mænd. De siger sådan her: ”Næsset ligner noget, der var på vej mod at blive til en ø, men ombestemte sig i sidste øjeblik. Som et menneske, der ville være for sig selv, men så alligevel hellere ville være forbundet. Alle årene har Næsset ligget og vugget omgivet af vand på 3 sider på vej til at rive sig løs og flyde ud af fjorden. Vandet klukket mod kysterne og kalder: Kom med mig, kom med mig, men det kalder forgæves, for tangen har ikke ladet sig oversvømme. Endnu. Den rejser sig op over vandet med landevejen på sin ryg og lader os vide, at der altid er en vej ud, selvom vi er bange for den. Det er dette sted, vi kalder vores hjem. Et hjem er for os et sted, hvor man har lyst til at blive i tusind år, men som man frit kan drage bort fra, hvis man vil” Som mennesker trænger vi både til tid og rum for os selv, men også til dybe fællesskaber med andre. Og denne dobbelthed synes jeg vises så fint i en næsboer. Eller i et æble. Æblerne dingler enkeltvis på træet, men er fint forbundet via træets grene. Og hvad så når et æble falder ned i græsset? Er det så bare overladt til sig selv? Haiku Æblerne falder adskilte Jeg samler dem I min mave At miste. Liv og død. Fællesskab med andre mennesker kan også være besværligt, konfliktfyldt og kan koste smerte, når man mister dem, man var så nært forbundet med. Sidste år begravede jeg både min elskede farmor og min elskede far i Tuse Næs´ jord. Når man elsker meget, må man bære stor sorg. Jeg er sikker på at der er andre her i blandt jer, der har begravet folk, I elsker i denne jord. Og det gør jo kun ens tilhørsforhold til Næsset endnu stærkere. Vi begraver de døde i den samme jord, som vi får føde fra. Det er der noget smukt i. At liv og død helt bogstaveligt er forbundet. Som æblekernen, der falder i jorden og begynder at spire. Den spire er for mig et billede på vores håb om, at vi igen må blive forenet med de mennesker, vi elsker.
10
Hestehullerne Den roman, jeg har skrevet om Tuse Næs hedder Hestehullerne. Min farmor og far har fortalt mig, at der har været og måske stadig er hestehuller i fjorden omkring næsset. Et hestehul er et hul i en revle, hvor der kan dannes en kraftig udadgående strøm. Vi kender nok alle til, at hvis man bliver fanget i et hestehul, så gælder det om ikke at kæmpe imod. Ikke prøve at svømme den samme vej tilbage, men lade sig føre med. Men er der noget vi mennesker har svært ved. Så er det ikke at kæmpe imod, når livet byder på hestehuller. Når der sker ting i vores liv, som vi ikke bryder os om. Svære ting. sygdom. Dødsfald. Arbejdsløshed. Uvenskab, økonomiske problemer osv. Så vil vi bare tilbage til sådan som livet var før. Så vil vi bare svømme imod strømmen. Det er det min bog handler om. For det er for mig at se en fundamental opgave her i livet. Det at vi skal finde en vej videre, når livet giver os hårde slag. Og hvordan gør vi bedst det? Mit svar er: i fællesskab med andre. Lidt for os selv og så sammen med andre igen. Som en rigtig næsboer. Vi løfter hinanden, når der er brug for det, som vi løfter æblerne i dag og deler dem med hinanden. Æblefestivalen er for mig en glædens fest midt i al livets kaos og strabadser. Et tidspunkt, hvor kun glæden, og fællesskabet får plads. Jeg erklærer hermed festivalen for åben.
11
12
13
14
15
16
Mejeriets Fie arrangerede fine løb
17
Udstilling i HUSET PÅ NÆSSET
18
Udby Skoles udstilling
19
20
Yderligere udstillede Lise Lotte Limone & Monica Amos Naturscopes som er naturens magiske spejlinger og et kreativt samarbejde mellem to lokale kunstnere
Berit Anja Dannebrog
Susanne Thyboe Huset pĂĽ NĂŚsset
21
Tuse Næs Kunsthåndværk
22
23
OPLEV Nordvestnyt 26. sep. 2020
Æblerne fejres i Oplev side 20-21 i denne tillÌgsavis til Norvestnyt. Find den gode artikel: https://www.e-pages.dk/oplev/125/
24
Tur til Mosteriet, Bavnen 4 fra Udby Skole. Anni fra Mosteriet fortalte om æblesorter og plantagen for børnene. Et led i skolens forberedelse til Æblefestivalen. Eleverne lærer at sanse æbler, at smage æbler og at forme æbler. Og så træner de løb op til æblefestivalen. Slutter søndag den 4.09 med en udstilling i Huset på Næsset, hvor forældrene kan se udstillingen til årets Æblefestival den 4. oktober. Onsdag den 30.09 stiller Anni & Jørgen fra Mosteriet æblepresser op på Udby Skole og der presses æbler i kander. Der er de dejligste æbler på Tuse Næs.
Ane stod for program, plakat og vimpler.
25
Redigering og fotos: Tommy Flugt tommyflugt@gmail.com
Turlandet Tuse NĂŚs www.turinaturen.dk
26
27