Skoven og naturen rummer en dyb spiritualitet

at vi er en del af et stort hele, siger han og fortsætter: e r g ud her nu?

– Ifølge forfatteren C.S. Lewis så man i Middelalderen ind i universet I dag siger vi, at vi ser ud i universet, som om vi er afkoblet fra universet. Til Skovkirke søger vi efter Gud i det skabte, og vi ser ind i den mystik, som naturen rummer.

Tilbage ved bålet er sidste salme sunget under den blå himmel. Det er tur til en skovvandring. Opgaven er, at de fremmødte skal bemærke noget i naturen, der spirer, og at de skal åbne sig for en åndelig erfaring og tydning af, at noget dør og noget andet spirer frem.

– Naturen er i et godt flow. Den er i Guds flow, fortæller Peder Poulsen, der prædiker til gudstjenesten. Han er kørt fra Aarhus til Helgenæs for at være med til Skovkirke.

– Øvelsen til skovvandringen handler om at erkende, at alt ikke lever evigt, men at døden og livet eksisterer side om side. Vi må lære at finde fred med, at noget dør, og andet spirer frem.

Alle rejser sig i stilhed og vandrer hver for sig op mod et kors, der står på toppen af en skrå eng. Nogle går med bøjede hoveder og iagttager skovbunden, en går med armene samlet på ryggen med blikket rettet mod himlen, en anden piller skånsomt ved barken på et gammelt træ.

De mødes i en rundkreds foran korset. Ingen siger et ord. En kvinde

ved navn Karen Hasseriis bryder tavsheden.

– Nu har vi kropsbøn, inspireret af qigong, fortæller hun.

– Alle kan være med. Vi inviterer det, som allerede er.

Deltagerne løfter armene over hovedet i en bue. De mærker jorden under deres fødder i en erkendelse af, at de selv er en del af jorden og er selv er kommet af den.

– Mærk hele kroppen, og vend jer mod solen. Hvordan er vejrudsigten indvendig lige nu? spørger Karen Hasseriis, der leder kroppenes bevægelser.

– Vi hengiver os til det, som er, uden at lave noget om. Vi vender venligheden ud mod verden, ud mod vores medmennesker. Og samtidig ind mod os selv.

Deltagerne står med lukkede øjne, begravet dybt inde i deres eget sind, mens de ånder langsomt ind og ud.

– Saml nu opmærksomheden i hjertet. Overvej muligheden af, at Gud er til stede i din indånding. Overvej, at der ikke er nogen adskillelse men en overgivelse og en sammensmeltning med det, som er større. Fornem vinden, duften, solens varme, lydene, siger hun lavmælt og fortsætter: e t andet KI r K erum

– Vi inviterer Kristus ind til at stå her sammen med os. Kristus er i os, under os, ved siden af os, over os, bag ved os.

Med sindet rettet mod Kristus kombinerer deltagerne tankerne med kropslige bevægelser. De rækker hænderne ud og modtager velsignelsen fra det guddommelige, som har »givet dem åndedrættet, kroppen og naturen de står midt i«.

Henrik Lausten Madsen rejser sig fra den bænk, han sidder på i sit drivhus. Han putter hænderne i sine lommer og stiller sig over til ruden for at kigge ud over landskabet.

– Jeg tror, at Skovkirke kan være et supplement til den almindelige gudstjeneste. Kirkens rum kan noget særligt, og kirkens storslåede rum viser en del af, hvem Gud er. Men naturen er et andet kirkerum, hvor vi kan møde Gud. I naturen kommer vi på en anden måde i kontakt med, at vi er skabt af jorden og er en del af skabelsen, end vi gør inde bag lukkede døre, siger han.

Ovre på engen er deltagerne færdige med qigong. De har sat sig i en cirkel og er nu klar til at dele ud af deres oplevelser med den spirende natur.

– Jeg fandt en gammel træstamme og så, at der var nogle små planter, der spirede. Jeg kom til at tænke på salmen, hvor der synges Navnet Jesus blegner aldrig, skyder stadig friske skud, fortæller en kvinde, der sidder med benene over kors.

– Jeg er ved at genfinde min tro, siger en anden og fortsætter: – Jeg synes, jeg mærker livet på ny på sådan en dag som i dag.

Da runden er ovre, rejser deltagerne sig fra deres forskellige kropspositioner. Skovkirke er slut for i dag, og nu er det tid til chokoladekage tilbage ved bålpladsen.

Deltageren Manja Jensen har taget sine to børn med til Skovkirke. Hun er der, fordi der er »højt til himlen herude«.

– Til Skovkirke er der et unikt fællesskab med mange forskellige mennesker, der dyrker troen på det guddommelige forskelligt. Uanset hvor mennesker er på troens vej, om de tror på Jesus eller ej, så er vi fælles om at søge det, som er større end os selv. Og det er der plads til, siger hun og fortsætter:

– Naturen er enestående. Vi har brug for at se Gud, og i naturen ser jeg Gud. Naturen er ikke Gud, men Gud har skabt noget smukt, en gave til mig og til min nydelse. Naturen er et rum, hvor Gud ikke vil mig noget, og jeg vil ikke Gud noget, men hvor vi er sammen i stilhed og i kærlighed, afslutter hun. ● s kovkirke er, som navnet indikerer, en gruppe mennesker, der går ud i skoven og holder kirke sammen. Der er ikke nogen fast opskrift på Skovkirke, men der er ofte nogle fællestræk: taizesange, bønner fra den keltiske tradition og praktisering af meditativt nærvær, hvor deltagerne forsøger at være til stede, blive nærværende i naturen og lytte til det, der bliver givet dem at høre. Sansninger og brugen af kroppen er en essentiel del af Skovkirke. o rdbo K

Skovkirke – skogkirke

Hue- og flyverdragtsklædte –lue og termodress

Hverdagens trummerum –hverdagens gjentagende rytme

Jer – dere Smukt – vakkert