Tørst 2022

Page 1

S ØGE S AND H E D S AM ME N

tørst

SØKE SANNH ET SAMME N

A r e o pag os 1 0 0 å r

1922–2022

• T ræ k vej ret, s å be de r du • Dre nge n me d f regne rne • • Søk l an g s ve ie n • T roe n krev e r f rykt løshet •


bø n

Tekst Charlotte Rørth og Lars Mollerup-Degn

– Hver enkelt av oss er en inkarnert gudstanke, som skulle realiseres i verden.

At v i s e , at d et en k elt e menneske har en hellighed i sig, var en rettesnor for Karl Ludvig ­Reichelt, som for 100 år siden skabte det, der siden blev til Areopagos. Han var ud af en missionsengageret familie og tog det seriøst, da han som kun 13-årig mærkede et indre kald. Som 20-årig tog han på Missionsskolen i Stavanger i 1897. Kun seks år senere blev han udsendt af Det Norske Misjonsselskap (N MS) til Kina, hvor han 1903–1911 udførte missionsarbejde i Hunan-provinsen. 2

T ørst 2022

Der erfarede han, at buddhister og kristne kan befrugte hinandens tro. Da han efter sit andet ophold i Kina på det nyoprettede Central­ kinas Lutherske Teologiske Seminarium returnerede til Norge i 1920, brugte han det meste af to år på at overbevise NMS om at genudsende ham til et nyt og banebrydende arbejde blandt de åndeligt toneangivende i Kina – en helt ny måde at tænke mission på. Han fik etablereret støttekredse i hele Norden, og i 1922 blev han og Notto Norman Thelle sendt til Kina for at begynde Den Nordiske Kristne Buddhistmission, i dag Areopagos. Missionen fik fra 1930 til huse i Hong Kong, hvor de byggede centret Tao Fong Shan, som stadig er en af Areopagos' vigtigste partnere i Asien. Karl Ludvig Reichelt arbejdede som præst, missionær og religionshistoriker. Han var på hyppige pilgrimsrejser til Kinas templer og helligsteder for både at undervise og opbygge netværk. Møderne øgede hans forståelse af østens religioner og traditioner og gav inspiration

til fornyet fordybelse i hans egen kristne tro. Han skrev flere bøger, der gav nye perspektiver på menneskesynet på tværs af kulturer. En af dem er »Fra kristuslivets helligdom« udgivet i 1946. I den står: »Gud har gitt enhver sin egenart for at vi hver på vårt vis skulle gjenspeile rikdommen i hans mangeartede herlighet. Men akk, så mange av oss lar aldri stråleglansen komme til sin rett på grunn av menneskefrykt, makelighetshensyn og smålig beregning. Det er urett mot ham min skaper og Fader om jeg ikke lar den gudgivne egenart få utvikles i frihet og lydighet! Det er urett mot mine medmennesker og mot hele Guds store verden, i hvilken han har tent min lille livsgnist, en gnist av hans uendelige flamme. La oss huske det: Hver enkelt av oss er en inkarnert gudstanke, som skulle realiseres i verden. La gudstanken få sitt liv i deg, fritt og fullt, ikke hemmet av ussel selvsyke, ikke stekket av ussel menneskefrykt.« Karl Ludvig Reichelt døde i Hong Kong 13. marts 1952 og er begravet på Tao Fong Shan. ●


Tørst  19 22– 20 22

Jubileumsmagasinet du ­holder i dine hender handler om å søke sannhet sammen. Ikke sannheten med stor S, men spor av sannhet hvor den kan finnes: I hverandre, i skaperverket, i praksis, tradisjoner og erfaringer. Vi kan søke sammen i pilegrimsvandringen, på retreaten eller foran kunsten. Eller i tempelet, på gudstjenesten og under stjernehimmelen. I Bibelens første bok kan vi lese en fortelling om kraften i å snakke samme språk. Når vi forstår hverandres ord, kan vi dele følelser, erfaringer, overbevisninger, visjoner – ja, vi kan bygge byer, broer og bevegelser som forandrer verden. Areopagos feirer i år 100-årsjubileum. 100 år med dialog og trospraksis, som startet da den norske misjonæren Karl Ludvig Reichelt dro til Kina og oppdaget at Gud hadde gått foran ham. Han fant i Kinas helligdommer «Guds fotspor, Guds storhet og herlighet». Reichelts åpenhet og dialogiske holdning i møte med buddhist­ munkene er fortsatt en inspirasjon for vårt arbeid i dag. Som et konkret uttrykk for at vi tror på dialogen, har vi brukt både det danske og norske språket da vi skulle skape dette Tørst-magasinet. Ikke fordi vi tror språk er uviktig, snarere tvert imot; språket åpner nye horisonter for oss. Det skjer ikke av seg selv, men krever ekstra oppmerksomhet fra meg som leser. Noe av det fineste med å lære seg et nytt språk, er at vi oppdager

A r eopagos 100 år

Foto: Elisabeth Nord-Varhaug

leder

ord og begrep som rommer noe annet og mer enn de ordene vi allerede kan. Og den beste og mest effektive måten å lære språk på, er som kjent å være tett på noen som snakker det. Den kristne kirkens første og konstituerende møte, som vi kan lese om i Bibelens nye testamente, kjennetegnes av at Gud lot folk forstå hverandres språk. Enten du er Areopagos-venn med lang fartstid eller du aldri hadde hørt om Areopagos før du plukket opp dette magasinet, håper jeg at din lesning av disse sidene kan bli en del av en oppdagelsesreise vi gjør sammen. En reise som gjerne kan ha Areopagos sine jubileumsarrangement som rasteplasser gjennom året. Rasteplasser hvor vi lytter til hverandre, for å lære noe mer om hva som er sant.

G iv e n gave t il Ar e o pago s Donér til den 100-årige her:

Nyt reisen og rasteplassene!

N o r ge Vipps: 19420

Silje Kvamme Bjørndal, generalsekretær, A r e o pa g o s

Da nma r k Mobilepay: 86486

T ørst 2 0 2 2

3


A r eo pago s 1 0 0 å r

1922–2022

c ov e r

Digt Zhang Yu

Kunst Li Zhiwei

A r e o pag o s 10 0 år Marts 2022 Ansva r s h av e nd e c h e f r e da k tø r : Silje Kvamme Bjørndal R e da k tø r : Charlotte Rørth I r e da k ti o n e n : Lea Braüner Larsen, Dorthe Davidsen Langås, Erlend Klepsvik Haus, ­Margunn Krohn ­Svære, Christine ­Nybraaten ­Colstrup og Sanne Raabjerg. D esi gn: Magnus Osnes T ry k : 07 Media, Oslo, og ­Specialtrykkeriet Arco A/S, Skive. Udgivet af: Areopagos Norge, PB 6763 St. Olavs plass, 0130 Oslo, (Bernhard Getz' gate 3) +47 23 33 17 00 www.areopagos.no og Areopagos Danmark, Peter Bangs Vej 5B, 2000 ­Frederiksberg +45 23 60 23 50 www.areopagos.dk A r eo pago s , bjerget i Athen, hvor Paulus prædikede, er er en kristen organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni. Vi arbejder i Danmark og Norge, Hong Kong og Kina, hvor Areopagos blev grundlagt i 1922.

IN G

NORD

KN

I

M IL J Ø M Æ R

SK

5041 0826

4

T ør st 2022

Digt af Z h a ng Yo u Oversat fra kinesisk af Sanne Raabjerg.

Livets flod forbinder alt. Selv når vind og regn går os imod, lyset i ansigtet giver os mod. Hundreder af år forsvinder, men evig er vejen, vi finder. Sandhed findes i et åndedrag, søg og du skal finde. Læs det or igi na l e digt på bagsi den .

L i Zh iwe i (1955) bor i byen Jianshui i det sydlige Kina. Han er vokset op under Mao Zedongs styre og lader sin kunst udtrykke de store forandringer i Kinas moderne historie ved at forbinde beskueren med rigets tusindårige historie og male i traditionel kinesisk stil. Hans

kunstværk til magasinets for- og bagside har han skabt over temaet »Søge sandhed sammen«. Grenen er fra et japansk abrikostræ, som blomstrer om vinteren på trods af sne og kulde. Vi er alle forskellige blomster på den samme gren, og broen er den vej, vi går på sammen.


i nnhol d

Tørst  19 22– 20 22

t e ma Hvordan vil vi tro fremover? Fem meget forskellige eksperter satser på, at vi i højere grad vil søge sammen, men med hvem og efter hvad?

HON G KON G Det hellige i det almindelige. Retræte på Tao Fong Shan om at koble tro og hverdagsliv.

sp r åk I Fjell kirke ­snakker de «matsk» på fredager. Samtalen handler om rom for ulikheter.

s id e 2 6

Side 3 4

Side 6

r e p o rtag e I Stenbjerg Kirke bevæger de sig sammen med bønnen – og hinanden. s ide 4 4

Po e si Et hav af flammer. En af Danmarks førende digtere, Ursula Andkjær Olsen, har skrevet unikt digt til Tørst. Side 1 2

sa m ta l e Sandheden skal deles, mener Biskop Thomas, og giver syv svar til os alle.

in t e rvi e w Det krever fryktløshet å snakke om tro, mener generalsekretær Silje Kvamme Bjørndal. Kan vi gi hverandre mot?

s ide 4 8

s id e 16

Es say At bede er at ånde kosmos – også som gammel, skriver svenske Margareta Melin.

in t e rvie w Musik har en helende virkning i kinesiske Zhang Yus liv. Også i Danmark.

Side 22

s id e 3 0

R e p o rta sje Kan en søkende ­pilegrim vandre seg til forvandling? Side 52

in t e r v i e w Han insisterer på, at han ikke har svar. Måske ved Notto Reidar Thelle end ikke helt, hvem barnet er indeni?

sa l m e Hvor troen blir delt, sker mirakler. Salme i anledning af 100-året for Arepagos.

Side 3 8

A r eopagos 100 år

s ide 59

T ørst 2 0 2 2

5


t e ma

Tekst Charlotte Rørth

Tag min hånd

Hvordan vil vi tro fremover? Fem meget forskellige eksperter satser på, at vi vil søge mere i fælles­ skaber, men med hvem og efter hvad?

6

T ørst 2022


– Flere er mere interesserede i at tale sammen. Eli se K ru se , r e ligio ns r e da k tø r

– Jeg er a l l er ede gamm el , konstaterer Elise Kruse, der fylder 30 år her i år 2022. – Dem, der er yngre end mig, er meget mere optaget af fællesskabet end alle os på min alder og ældre. Det er helt utroligt så stor en forskel, der er. Netop Elise Kruses evner til at se forandringer og handle på dem, har gjort, at hun fra i år er religionsredaktør på Norges store kristne avis, Vårt Land. – En avis som vores har ikke nogen fremtid, hvis vi ikke er relevante for læserne, det siger sig selv. Derfor skal vi vide, hvad de vil de kommende år. Og det er at søge sammen, fastslår hun. Hendes ord står i direkte kontrast til, hvad mange ellers siger om den tid, vi lever i. Nogle kalder den sågar individualiseringens tidsalder, hvor enhver vil sit. Den udbredte asatro afløstes for 1000 år siden af en dominerende kristentro. Først 500 år med katolicismen. Efter reformationen fulgte 500 år med den protestantiske kirke, som flest stadig tilslutter sig: Den norske kirke 67 procent, den danske folkekirke 75 procent. At de er medlemmer, betyder dog ikke i dag, at de søger det samme. Nogle mener, de end ikke søger sammen, men kun kommer i kirken, når de selv eller deres kære skal døbes, giftes eller begraves. Mange taler om, at andre søger hver for sig og finder frem til deres helt eget miks af religioner. Der plukkes hist og pist alt efter, hvad der får nutidsmennesket til at få det bedre selv. – Det har nok været rigtigt, men de senere år er der sket noget meget markant, men vi kan knap måle det endnu, fastholder Elise Kruse og uddyber: – Flere er mere interesserede i at tale sammen det, vi alle sammen undrer os over: Hvorfor er vi til? Og de A r eopagos 100 år

– De unge er i front med deres fokus på at være sammen. Heldigvis er de ældre mere og mere interesserede i at følge med, erfarer Elise Kruse, religionsredaktør. F oto: Vårt Land

vil undersøge det sammen. Det store mysterium i troen er vi endda fælles om på tværs af generationer. Det vil jeg italesætte. Ved at gøre det håber jeg at hjælpe os til at rumme hinanden bedre, for det er det, flere og flere vil. Netop fordi, Elise Kruse skal sørge for en indtjening, skal hun være sikker i sin analyse. Og det er hun. – De unge er i front med deres fokus på at være sammen. Heldigvis er de ældre mere og mere interesserede i at følge med, og det forstærker udviklingen, observerer hun.

Sø ger o gså v iden Biskop i Den norske kirke Halvor Nordhaug tilhører hendes forældres generation. Han ser den samme forandring ske fra sit kontor i Norges næststørste by, Bergen. – De seneste to års pandemi har understreget, at vi alle gerne vil være noget for hinanden, og at vi finder nye måder at mødes på, så det kan lade sig gøre, fastslår han og fortsætter: – Især de unge vil fællesskabet, men de vil det i deres eget kulturelle udtryk. For dem er gudstjenesten temmelig T ørst 2 0 2 2

7


– At være discipel er en måde at leve sammen på. Ha lv or Nordhau g, biskop

– Tro handler ikke bare om at hygge sig alene, men at gå ud og gøre noget med andre, siger biskop Halvor Nordhaug.

uncool, så vi må og skal være kirke andre måder, hvis vi vil have dem til at komme og være sammen, konstaterer han. I Bergen har de unge i lighed med andre steder i både Norge og Danmark derfor fået deres egen kirke, St. Jakob. – Fællesskabsdriften skal kirken understøtte, men vi skal også hjælpe dem med ikke kun at være optaget af selve det at søge sammen. De skal også lære om det, de søger. Følelser og kundskaber skal følges ad, ellers er det for skrøbeligt for den enkelte og for fællesskabet, siger biskoppen og kommer med en opfordring. – Vi må dele viden om, at det ikke er nok bare at tro ud i det blå. Det, at vi kan have en relation til 8

T ørst 2022

Gud via Jesus, er afgørende i kristendommen. Det er den sandhed med stort S, vi skal søge efter. Ifølge biskoppen kan kun få svare klart på, hvad deres søgen retter sig mod. Mange synes ikke, de ved nok til at kunne formulere det, fordi de ikke har lært så meget om tro i skolen og familien. Kirkens svar kan være at gå til kernen og dermed gøre det mere enkelt for flere. – Den tendens er i gang. I dag er vi i kirkesamfundene ikke så optagede af, hvad der skiller, men af hvad der samler, erfarer han. – Vi bør også lægge mere vægt på, at det at være discipel er en måde at leve sammen på. Tro handler ikke bare

L e ksiko n asatro – åsatro


– Tænk, hvilken lettelse, det kunne være, hvis vi søgte sammen, søgte Gud, lagde noget over til ham, siger teolog Merete Thomassen, Universitet i Oslo. F oto: Universitetet i Oslo

– Folk slider med ensomhed og rodløshed. Me r e t e T h o ma s s e n, do k to r i t e o lo gi

om at hygge sig alene, men at gå ud og gøre noget med andre. Arbejde med diakoni eller med de udfordringer, klimaforandringer fører med sig, fattigdom som eksempel, foreslår Halvor Nordhaug og understreger: – Hvis ikke kirken kan sige noget om klimakrisen, så er den jo irrelevant. Sø ger for egen sk yld – Hvis det er relevant for mig, så ja, lyder forsker Merete Thomassens korte svar på, om vi fremover vil søge mere sammen. På Universitetet i Oslo underviser hun som doktor i teologi kommende præster. Hun forsker også, er selv præst og har forfattet brugsbogen Gud til hverdags. A r eopagos 100 år

– I dag søger folk for at få det bedre, men også for at kunne yde mere til fællesskabet. Hvis de får det bedre, får de større overskud til andre, mener de, og det er reelt nok, påpeger hun. For 100 år siden søgte folk sammen i kirker og bedehuse, når de havde mistet en mand på søen, en mor i barselsseng eller et barn til sygdom. Døden fyldte i livet. Det var relevant at samles og søge svar på, hvordan man kunne leve med den. – Folk slider med ensomhed og rodløshed i dag. Med fremmedgjortheden overfor det digitale og globaliseringen. Det er de fælles udfordringer, vi hver især mærker, og som vi sammen har brug for at søge sandhed om.

Historien viser, at mennesker altid har søgt sammen ind i det guddommelige, så åndeligheden vil overleve, mener hun, der derimod er usikker på, om kirken kan klare 100 år mere i den form, den har nu. – Den enkelte vil i dag ses og anerkendes med sine egne erfaringer. Derfor er den hastigst voksende religion verden over pinsebevægelsen, der netop bygger på folks egne oplevelser med Gud, forklarer Merete Thomassen og regner med øget inspiration religionerne imellem også globalt set. – Jeg er håbefuld, når jeg ser de mange initiativer med religionsdialog som på norske Areopagos' dialogcentre, for vi hører sammen, alle os på kloden. Det lærte pandemien T ørst 2 0 2 2

9


– De vil søge sammen. Men de vil selv vælge med hvem. H e n ri k R e into ft, r e ligio ns s o cio lo g

os – også på den barske måde, siger Merete Thomassen, men det er et spinkelt håb, frygter hun. Hendes seneste forskning i, hvad vi gør, når vi beder, afslører nemlig en »brutal« sandhed, som hun kalder den. – Før i tiden bad vi i fællesskab Gud om hjælp. Det gør vi ikke i dag. Nu beder folk hver især om sindsro og om flere kræfter til at klare mere. Tænk, hvilken lettelse, det kunne være, hvis vi søgte sammen, søgte Gud, lagde noget over til ham? Sø ger m ed l igesindede Som leder af Center for Samtidsreligion på Danmarks næststørste Universitet i Aarhus ser Henrik Reintoft et velkendt mønster, der i disse år forstærkes. De seneste 1000 år har Norden øget sin velfærd. Når man ikke skal koncentrere sig om at holde sig varm og mæt, er der plads til andet. – Folks egne følelser fylder mere og mere. Hvad der er praktisk og logisk, er ikke så afgørende som før, heller ikke regler og gamle dogmer. Mange vil selv bestemme, men det betyder ikke, at de ikke vil hinanden. De vil søge sammen. Men de vil selv vælge med hvem, forklarer religionssociolog Henrik Reintoft. Teknologien skubber på udviklingen. Enhver kan finde frem til et fællesskab med andre med eksakt samme interesser, samme kultur eller samme udtryksform. – Det ser man også spirituelt, siger forskeren. Flere små menigheder dukker op. Folk tager på retræter, samles i bibelgrupper, nogle mødes hjemme til andagt som i det danske Areopagos-projekt Nautilus. 10

T ørst 2022

– At grupperne, vi samles i, er mindre, betyder ikke, at vi ikke søger efter den samme sandhed med det store S, men det er klart, at det er en teologisk udfordring for de store kirkesamfund. Det har de indset og koncentrerer sig om at få slebet kanter af og fokusere på det, mange kan samles om, observerer han og ser, som han siger det, afgjort en fremtid for en fælles søgen i troen. I et større studie blev 2500 konfirmander og præster spurgt om, hvad de synes var vigtigt at bruge tid på ved konfirmationsforberedelsen. Svaret var overraskende, men positivt for kirken, påpeger forskeren. De unge havde tillid til, at tiden med præsten var et rum, hvor de kunne tale om det, der var vigtigt for dem. – De ville tale venskab, mens præsterne svarede, at de ville forkynde mere direkte om Jesus. Præsterne skal nu ændre sig, for alle er børn af deres tid, også præsterne i kirkerne, konkluderer Henrik Reintoft. Sø ger inderst in de Ikke langt fra universitetet i Aarhus sidder hans tidligere forskerkollega, ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal. Hun er nu forfatter og i en romantisk præstegård i landsbyen Hjortshøj skriver hun ved sit flygel sine eftertragtede moderne salmer, nogle af dem gendigtninger af gamle salmer, også fra Det Gamle Testamente. Også hun er barn af sin tid, men kan bedre end de fleste finde ordene frem. – Jeg er ikke længere så optaget af, hvad jeg tror og er slet ikke fokuseret på dogmer. I stedet er jeg mere og mere modtagende overfor livet. Det, der kommer, beretter hun og funderer over, om hun vil kalde sig selv pessi-

mist, når hun skal give en vurdering af, om flere vil søge sandhed sammen. – Umiddelbart ser jeg ikke overbevisende tegn på, at vi ønsker mere fællesskab i vores liv, men at der er en større åndelighed, er der slet ingen tvivl om. Måske er det også en søgen efter det fælles, spørger hun sig selv og fortsætter: – Det tror jeg egentlig godt, man kan sige. Når den enkelte sidder alene hjemme i stuen i bøn, er det vel en søgen efter at være en del af menneskeheden? Hvad, det er at være en del af denne fælles menneskehed nu, før og altid, kan der ikke findes simple svar på, mener digteren. Det er en gåde, der kun »anes i poesien og kunsten«, og som er troens kerne. Kun det at søge efter sandheden er muligt. Svaret fås ikke. Og det er meningen med det hele. – Efter alle de år med fokus på det rationelle, er vi nok – håber jeg – ved at gå ind i en tid, hvor vi bliver mere optagede af det uforklarlige, som er lige der, al skønhed ligger, fastholder hun. – Hvis alt er til at forstå, bliver det endimensionelt og koldt. Det ved vi mennesker godt, siger Iben Krogsdal. Samtidig med en øget forståelse for vores sammenvævethed som menneskehed tror hun også, at vi vil blive mere optagede af vore egne kulturers spirituelle traditioner for at finde ståsteder i en globaliseret verden. – Jeg tror, vi er på vej ind flere små, nye vækkelser, hvor vi sammen vil dykke ned i vores egne tros-traditioner for at finde forbindelse til hinanden og vores forfædre. Vi vil søge sandhed ved at se mere tilbage, spår Iben Krogsdal. ●


– Vi er på vej ind i flere små, nye vækkelser. Ib e n Kr o gs da l, s a l me di gt e r

– Når den enkelte sidder alene hjemme i stuen i bøn, er det vel en søgen efter at være en del af menneskeheden, siger Iben Krogsdal, salmedigter. F oto: www.krogsdal.dk


di gt

Tekst Ursula Andkjær Olsen

Kunst Li Zhiwei

Tydninger 1 Det jeg virkelig ønsker. Der er en åkande på et violet vand. En ramme inde i en ramme, der overskylles af en tåge af perlemor. Farverne er: violet, sartrosa, lys blålig. Jeg ønsker at stå – åben – i midten og lade mig overskylle. 2 Det jeg tror, jeg ønsker. Jeg kan se et rødt billede i en gylden ramme. Det røde billede udgøres af et bål, et hav af flammer, hvori en enkelt skikkelse befinder sig – muligvis i en båd. Af bålet rejser sig en hvid vinge, konturen af en hvid vinge, faktisk næsten konturerne af en hel fugl. Jeg tror, jeg ønsker at besejle ildhavet og derefter rejse mig som en fugl Fønix af asken. 3 Hvad strømmer under dette? Igen: blå, violet, rosa, men mere intense farver end før. Mere – blåt – blod, mindre perlemor. To fjer svæver foran en måne eller et andet himmellegeme. Den øverste er blålig og glat, den nederste rosa og flosset – eller er den bare mere bevægelig for vinden/i vandet? Det er månens spejlbillede på vand med to fjer flydende i overfladen. Månen således under fjerene. Under ønsket står månen, som den flydende grund, ønsket kan stå på. Som en grund i det tilsyneladende flydende. 1, 2, 3 Livmor – Åkande Bækkenbund – Genopstandelse Nål – Fjer

12

T ørst 2022


1+2+3 Jeg har brug for at stå som en – åben – livmor på et violet vand. Slimhindernes blårøde perlemor! Jeg tror, jeg skal besejle et hav af flammer i mit bækken af gammelt metal, men i virkeligheden skal jeg stå/står jeg som en perlemorsfarvet livmor på et blødt, violet vand, og det kan jeg, fordi månen stiller sin grund til rådighed for mig i vandets overflade. Jeg står på månen i vandet helt roligt. Det jeg troede var fugl Fønix’ vinger, den fugl Fønix, jeg troede jeg burde være, det jeg troede var dens vinger, er to nåle, som månen har givet mig. Så jeg kan rulle min navlestreng ud påny og sy den fast til søbunden.

A r eopagos 100 år

Ur sul a And kjæ r Olse n, født 1970, er en af Danmarks førende poeter. • Siden 2019 rektor på Forfatterskolen, hvorfra hun selv er uddannet 1999. • Cand.mag. i musikvidenskab og filosofi 2002. • Har udgivet mere end 20 værker. • Debut 2000 med digtsamlingen Lulus sange og taler. • Ægteskabet mellem vejen og udvejen 2005 gav gennembrud til større publikum. • Have og helvede fra 2010 om slangen i Paradiset var broderet og illustreret af søsteren, Julie Andkjær Olsen. • Mit smykkeskrin om at kunne bære liv 2020. • Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse 2017, medlem af Det Danske Akademi 2018, har modtaget en lang række priser. Digtet har ikke før været offentliggjort.

T ørst 2 0 2 2

13


voxp op

Tekst Lea Braüner Larsen og Christine Nybraaten Colstrup

Hva betyr sannhet for deg? + Hvordan søker du sannhet sammen med andre?

– Troen styrkes af at blive udfordret. Mohammad Al Jiz ani

Mohammad Al Jizani, 35 år, muslim, København.

Hvad betyder sandhed for dig? For mig er sandheden islam: troen på én gud og hans profeter. Det kræver ikke en lovbog eller en profet at fortælle mig, hvad sandheden er, for det er noget, man kan rationalisere sig til. Hvis alle mennesker satte sig sammen, var ærlige og brugte rationelle argumenter, tror jeg, vi ville komme frem til den samme sandhed. Hvordan søger du sandhed med andre? Når jeg diskuterer holdninger med andre, der selv har en tro. Troen styrkes af at blive udfordret. For tiden diskuterer jeg mest med ateister, men diskussionerne er ikke noget, jeg aktivt søger. Når folk kan se, jeg er troende og for eksempel beder, så får jeg spørgsmål til min tro. Det kan ikke undgås.

14

T ørst 2022

Foto Privat

Birgit Scott, 59 år, buddhist, Aarhus.

Hvad betyder sandhed for dig? Der er lige så mange sandheder, som der er levende væsner. Forstået på den måde, at vi alle sammen oplever verden tilsyneladende fælles, men samtidigt helt unikt. Det er ikke verden, der definerer, hvordan vi oplever den, men vores oplevelser definerer, hvordan vi ser verden. Når jeg kigger på andre mennesker, ser jeg, at de hårdt prøver på at blive lykkelige ud fra den verden, de ser og oplever. De prøver at få det bedste ud af det, men så længe de har fokus udadtil i stedet for indadtil, er det ikke altid, det lykkes dem. Af den grund synes jeg, man skal være så ærlig og kærlig som mulig over for alle levende væsner. Jeg er buddhist, fordi buddhisme er viden om sindet.

– Det er ikke verden, der definerer, hvordan vi oplever den. Bir git Scott


– Ritualer er nødvending for å se mange sannheter i vår verden. Mi chae l Kohn

Ingvild Amalie Stavran Bergsjø, 27 år, kristen, Oslo.

Hva betyr sannhet for deg? Sannhet er for meg å finne Gud - som er alle tings opphav. Jeg ser på sannhet som noe som er mulig å finne, og at det dermed gir mening å søke sannhet. Jeg tror det finnes en objektiv sannhet, som er gjeldende for alle mennesker. Den viktigste sannheten i mitt liv, er Jesus.

Michael Kohn, 36 år, jøde, Bern.

Hva betyr sannhet for deg? For meg er den menneskelige sannhet, i motsvar til den himmelske sannhet, viktigst. Sannheten på bakken er flerfoldig, delvis. Fragmenter av den ligger overalt. Når to påstander er i konflikt, er det ikke nødvendigvis fordi det ene er sant, det andre usant. Det kan være, og er det ofte, at hver av dem representerer et annet perspektiv på virkeligheten, en alternativ måte å strukturere orden på. I himmelen er det sannhet; på jorden er det sannheter. A r eopagos 100 år

Hvordan søker du sannhet sammen med andre? Bibelen forteller oss at kunnskap er et resultat av ritualer. Vi kan tilegne oss sannheter om verden og vårt forhold til Gud gjennom ritualer. Det er en form for erfaringskunnskap som vi ikke kan lese oss til. Å feire Shabbat leder oss til sannheter om Gud (2. Mosebok 31,13) og løvhyttene våre i løpet av Sukkot er nødvendig for å forstå sannheter om Guds beskyttelse (3. Mosebok 23,43). Ritualer er nødvending for å se mange sannheter i vår verden, og det er ofte nødvendig å være flere når vi utøver religiøse ritualer.

Hvordan søker du sannhet sammen med andre? Det gjør jeg sammen med mannen min, familien min, venner og menigheten jeg går i, ved at vi snakker om livet og alt det innebærer. I tillegg liker jeg å drøfte og diskutere ting jeg lærer underveis i livet, på disse ulike arenaene. Slik opplever jeg at jeg kan nærme meg sannhet, og at det faktisk er lettere i felles­ skap med andre.

– Den viktigste sannheten i mitt liv, er Jesus. Ingv ild Ama li e Stav r a n Be r gs jø

T ørst 2 0 2 2

15


In t e rview

Tekst Charlotte Rørth

Foto Line Søndergaard

VIL DU HAVE MIT MOD Vi må lære hinanden at være frygtløse, mener general­sekretær Silje Kvamme Bjørndal, men hvorfor?

16

T ørst 2022


– Det krever fryktløshet å tale tro. Frimodighet.


– Jeg søker etter å se hvem jeg er i Guds øyne. Silj e Kva mme Bj ø r nda l

S i l j e K vamm e Bj ø r n d a l er ikke stor og stærk, men spinkel og så glad for høje sko i glade farver, at kun Gud ved, hvor mange der står på hendes kontor. Hun ligner ingen anden. Er den første kvinde, den yngste af alle, og den første udenlandsadopterede, der sidder på pladsen som den øverste leder af Areopagos. Intet af alt dette behøvede at betyde noget, men det gør det. Det fortæller, at Areopagos er en organisation, der vil bygge bro mellem flere kulturer, ja, kontinenter, køn og aldersklasser. At hun har en uddannelse som teolog og er opvokset i pinsekirken, forærer dertil en fortælling om, at Areopagos beskæftiger sig med at være kristen på mange forskellige måder. Silje Kvamme Bjørndal er en overraskelse. Hun passer ikke ned i de kasser, de fleste af os gerne sætter mennesker ned i. Det er ikke altid, vi er bevidste om det, men det sker. Også Areopagos overrasker. Fra at have været et missionsk projekt skabt af norske kristne, der for 100 år siden ville omvende kinesiske buddhister, er det i dag en af Nordens førende til at skabe projekter med mennesker af forskellig tro, der respektfuldt taler og arbejder sammen. Samtidig udvikles der hele tiden nye og tidssvarende måder at praktisere den kristne tro på, ofte med inspiration fra buddhismen. Det er ikke svært at se, at Bjørndal og foreningen kan passe sammen, men da hun blev udnævnt i 2020, var der mange, der blev overrasket. Selv stod hun fast. Hentede sin frygtløshed frem. Det var dette, hun ville. Ikke, fordi hun havde en færdig plan for, hvordan de næste 100 år for Areopagos skulle forløbe. Snarere tværtimod. Hun havde modet til at stå ved, 18

T ørst 2022

at hun ikke ved alt, men altid vil være på vej. Et mod, hun gerne giver videre til Gud og hvermand. For der er brug for frygtløshed. I dag og sikkert også om 100 år. No gen sk a l t ur de – Det krever fryktløshet å snakke om tro. Frimodighet. Det krever at noen går foran og forteller. Det krever at noen tør å si at den erfaringen jeg hadde var et møte med Gud; når jeg er i skogen eller med mine barn, erfarer jeg Gud. Eller som vår grunnlegger Karl Ludvig Reichelt i sin tid sa: Jeg har møtt noe i denne buddhistmunken som er sant. Silje Kvamme Bjørndal sidder i Oslo og skal fortælle, hvorfor det at søge sandhed sammen er overskriften for Areopagos´ arbejde i dette jubilæumsår. Hvad er det for en sandhed, vi skal søge? Og hvorfor skal vi gøre det sammen? Hvorfor skal vi give hinanden modet til at gøre det? Hun refererer igen til stifteren, Reichelt. – Det jeg håper for Areopagos, er at vi fortsatt tar vare på og lever i den arven som Reichelt har gitt oss, og lar oss lede av det som var hans ledestjerne. Ydmyg, sann og fryktløs! La det være vårt løsen. At være alle tre ting på samme tid er det afgørende, mener generalsekretæren, og det har vores tid i høj grad brug for at lære. En krop som sa n dh ed For at forklare sig beskriver hun sandheden som en horisont, som vi alle står og ser på. Fra hver vores sted. Vi kan ikke se alt, men må lytte til andre, der står et andet sted og ser på det samme, som for os alle er uendeligt langt væk. – I mitt møte med deg kan du vise meg en annen del av horisonten, men

det betyr ikke at det jeg så var feil. Vi må noen ganger våge å si at dette holder jeg for sant, selv om jeg vet at det ikke er hele sannheten. Jeg kan ikke se hele horisonten, men ser en bit her. Det betyr ikke at jeg eier sannheten og at det ikke finnes andre utvidede horisonter som jeg kan se i løpet av livet mitt. Men vi må likevel kunne kjempe for det vi ser som sant nå i vårt liv. Vi må frygtløst stå ved, hvem vi er, og hvor vi er i livet, mener hun, og samtidig ydmygt minde hinanden om, at andre er andre steder og må have lov at stå ved deres liv. Fordi vi lever. Livet er konkret og forandrer sig. Ingen kan eje den absolutte sandhed. – Vi kan tenke at sannheten er dogmer, setninger eller noe abstrakt, men jeg er opptatt av det Areopagos er bærer av, nemlig at inkarnasjonen er den kristne kirkens evangelium. Sannheten fikk kropp. Sannheten ble kjøtt og blod. Sannheten ble et menneske, et barn, som kom hit og kjente på kulde og varme. Sannheten er noe som du og jeg erfarer og lever i. For Silje Kvamme Bjørndal er sandheden konkret og levende og dermed er det ikke muligt at blive totalitær og døv overfor andres måder at være i verden på. – Noen tenker at Bibelens ord og bokstaver er sannheten, at man kan lære seg sannheten som en tekst. Men Jesus viser oss at det ikke går. Når han treffer de skriftlærde og fariseerne som tror de eier sannheten, kommer Jesus i kjøtt og blod og viser at den ikke kan eies. Den må erfares og møtes. Vi skal mødes, gå sammen, sidde stille sammen, tage på retræter, bede i bevægelse, tale sammen, leve sammen, søge sammen. – Vi må holde det kroppslige sammen med teologisk tenkning i vår


– Å komme som adoptert fra andre siden av verden har gjort noe med både mitt behov for å kommunisere og mitt behov for å forstå og bli forstått.


– Det bra å ha mange erfarne menn med masse klokskap og visdom. Men hvor er det andre perspektivet? siger Silje Kvamme Bjørndal, her foto­graferet foran Edvard Munchs Alma Mater, 1916, MUNCH-museet, Oslo.

• Areopagos er stiftet 1922 som en kristen forening, der arbejder for dialog mellem kristendommen og andre religioner, især fra østen samt udvikler kropslige bønspraksisser og støtter studier og forskning. • Til stede i Kina, Hong Kong, Norge og Danmark. • Areopagos er en høj ved Akropolis, hvor Paulus forkyndte. Læ s d ig t il fæ l l es søgn ing • Martin Buber: Between Man and Man, 1947 • Steen Bonde, Pernille Aagard og Michael Jahn: Knuset & køligheden: mødet mellem buddhisme, new age og kri­ stendom, 1999 • Fagerli, Grung, Kloster og Onsrud (red.): Dialogteologi på norsk, 2016

20

T ørst 2022

søken etter sannhet. Det kan bli et slags lappeteppe, men det å holde den teologiske forankringen opplever jeg som ganske unikt ved Areopagos. Se m er e af l iv et – Jeg tror at i alle menneskers liv finnes det en sånn grunnleggende tillit til sannhet som ikke er i en formel. For eksempel i kjærlighetsforholdet vårt: Jeg har på et eller annet vis tillit til at min mann Christer elsker meg, uten at det kan bevises. Det kan ikke vises i en formel eller faktasjekkes på noen måte. Men er det sant? Ja, det er det. Alle skal netop ikke søge den samme, men søge kærligheden. Både for at være søgende sammen og også søge hinanden. – Jeg må ikke være for eksempel en asylsøker for å kunne lære å forstå dennes erfarte sannhet, men jeg er helt avhengig av å gjøre det i felles­ skap med henne eller ham for å kunne se det. Det gode livet er å se mer av den erfarte sannheten. Å dele smer-

ten. Å få en verktøykasse, en evne til å bære livet. Jeg tror at målet med å søke sannhet sammen, det er rett og slett å kunne leve bedre liv. Vi skal søge sammen for at lære at leve helt og fuldt. Den søgen stopper ikke, før livet gør det, så vi må hele tiden være i gang med at søge hos og med hinanden. – Vår søken er en lengsel etter den andre. Vi har snakket om det i koronatiden. Vi savnet ikke nødvendigvis de store folkemengdene, men den gode samtalen, det å sitte rundt bordene og være sammen, to, tre, fire stykker. Det er jo sånn som vi ser i evangeliene. Alt vi får høre om Jesus skjer i hans møte med mennesker. Vi mennesker vil så gjerne gjøre alt sammen. Vi vil også ha med oss noen til å søke denne sannheten som vi har funnet hos Jesus. Ta l god t m ed de a n dr e Silje Kvamme Bjørndal ved, at det at tale om at være sammen og om, at der findes en fælles søgen, er »litt


– Målet med å søke sannhet sammen: Å kunne leve bedre liv. Silj e K vam m e Bj ø rnda l

motstrøms i vår kultur«, hvor vi ofte er mest optaget af os selv og vores blik på verden, men opgaven for Areopagos er ikke at overbevise den anden, understreger hun. – Jeg kan ikke nekte for at det er noen både i vår hundreårige historie og hos oss i dag som ønsker det. Bare Gud kjenner våre hjerters motiv, og vi i Areopagos tror at Gud er en virkelighet og har noe å bety for livene våre. Men det som er viktig for oss i dialogen er å bevisstgjøre hverandre. Man skal trygt komme inn i vårt fellesskap uten å frykte et egentlig, skjult mål. Dialogkompetansen er derfor viktig, og blir viktigere og viktigere. Den kan ikke læres, hvis man kun taler med dem, man er magen til. Men det er det, der sker i dag. Alle mulige former for informationsteknologi bruges i stigende grad til at samles med andre med samme interesser i ekkokamre, hvad end det er musik, politik eller tro. – Dialogkompetansen er det som gir meg egenskapen til å møte den som står ved siden av meg. Det kan være kommunikasjon, språk, bilder, lytting. Det handler om rammer. Hvilke rammer setter man for det møtet? Vi har 100 år lang historie med religionsdialog, men dialogkompetansen vil være relevant på langt flere områder enn bare religion, så det er bruk for oss. H v em er jeg i Gu ds øjne Hvis man mener det at være i dialog seriøst, må man tale i respekt med dem, der er anderledes end en selv. Som også Jesus gjorde. Silje Kvamme Bjørndal er ofte den, der er anderledes, og kender derfor erfaringerne fra egen krop. A r eopagos 100 år

– Det er ofte mannlige religiøse ledere som sitter rundt bordet. Det er en utfordring som også vi i Areopagos må ta. Allerede fra dag én var jeg opptatt av å spørre og bevisstgjøre administrasjonen og staben om kvinne­stemmen. Har vi en konferanse så er det bra å ha mange erfarne menn med masse klokskap og visdom. Men hvor er det andre perspektivet? Spørgsmålet skal stilles, selv om det kan være upopulært. Man må finde modet, som også dem, der ansatte hende fandt, til at stille spørgsmålet: Hvor er det andet perspektiv? – Å komme som adoptert fra andre siden av verden og vokse opp uten å ligne på noen rundt meg – jeg kan ikke si at jeg har mammas nese eller pappas ører – det har gjort noe med både mitt behov for å kommunisere og mitt behov for å forstå og bli forstått. Det er noe jeg opplever som en styrke inn i en dialogsituasjon. Både det å ikke ta for gitt at ditt eget perspektiv er det første og eneste, og behovet for å forstå. Hun kan stadig mødes med kommentarer om, at hun taler forbavsende fint norsk, men hvad skulle hun ellers? Hun var tre år, da hun kom fra Sydkorea. Hendes familie har altid været optaget af at hende til at føle sig norsk, mens andre så hende som fremmed. Det gav hende en indre dialog. Og en søgen. Da Silje Kvamme Bjørndal fik sin første bibel som syv-årig, læste hun den på egen hånd og talte om og med den. En samtale, der ikke er hørt op. – Faktisk tror jeg det å søke i stor grad handler om søken etter sannheten om hvem vi er. Når jeg søker Gud er det også fordi jeg søker etter å se hvem jeg er i Guds øyne. ●

Silj e Kva mme Bj ø r nda l er født 29. maj 1981 i Seoul og kom som to-årig på børnehjemmet Sung Ro Won Baby Home efter sin mors død. Hun er opvokset i Bergen og er gift med Christer Bjørndal, partner, CARN. De er forældre til Theodor, født 2013, og Leonora, 2016, og bor i Oslo. I 2020 blev hun generalsekretær i Areopagos efter have været det samme i et år i KRIK og før da, fra 2017–19, politisk rådgiver i Kristeligt Folkepartis stortingsgruppe. Hun har en Ph.d. i teologi og var 2009–2016 stipendiat på Det Teologiske Menighets­ fakultetet.

Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst. Jesus i Lukasevangeliet til forældrene med en syg datter, han helbreder.

L e ksiko n å – at skogen – skoven løsen – motto kjempe – kæmpe lappeteppe – kludetæppe

T ørst 2 0 2 2

21


Es s ay

Tekst Margareta Melin

Foto Charlotte Rørth

Træk vejret, så beder du. En af Nordens vise kvinder, Margareta Melin, skriver i sin bog Vara i bön – utan att be om något at det at bede ikke kun er, som mange forestiller sig. Det er er ikke kun at bede om godt vejr, tilg­ ivelse, forandring, gaver til andre, helbredelse til flere. Bøn er også at være til. At trække vejret. Hendes bog er ikke udgivet på andre sprog, men Tørst bringer her et uddrag oversat af hendes to faste, danske oversættere Kaja Muldbjerg og Lars Kruse.

For det meste taler man om bøn i betydningen bede om. De fleste tekster om bøn er helt enkelt opfordringer til Gud om at gribe ind. Udsagnsordet står i imperativ, i befalende form: Kom, vær, gør, giv, hjælp, hør, se, lad, forlad, forbarm dig … Bøn er mere og andet end at bede om. Det er temaet i Stina Anderssons (svensk forfatter 1876–1940, red.) snart hundredårige salme, som indledes med ordene: »Att bedja är ej endast at begära … Att bedja är att komma Gud så nära, att han blir livet i vårt eget liv.« At bede er ej kun at begære … At bede er at komme Gud så nær, at han bliver livet i vort eget liv. At bede kan være at minde sig om at Gud er så nær at finde ro og lytte ind i det nærvær at selv være nærværende at ånde trygt. 22

T ørst 2022

Det er i grunden ikke mere underligt at bede end at ånde. Den, der giver alle liv, ånde og alt, er nær som luften, vi ånder. Mellem skaberen og skabningen findes ingen afstand. Alt er gennemåndet af hans nærvær. Den, der gennemånder kosmos, ånder også i os. Vort åndedræt er bærer af hans. Åndedrættet sker i os uafhængig af vores vilje og bevidsthed. Det er næppe os, der ånder; det ånder i os. DU ånder i os. I dig vi lever og ånder. Du ånder og lever i os. Sm erter n es m a n d I et radiointerview fortalte Tomas Sjödin (svensk præst, født 1959, forfatter til blandt andet: Det sker, når du hviler og Stol på, at det vil lysne og flere andre bøger oversat til dansk og norsk, red.) for længe siden om sin bøn – eller

manglende bøn – i en periode, hvor alt var sort. Han og hans Lotta havde fået at vide, at deres tredje søn bar på samme svært invaliderende sygdom som deres førstefødte. Det blev for meget. I lang tid var Tomas’ eneste bøn: Jesus Kristus, smerternes mand – fortalte han. Så snart han havde sagt det, kom han med en tilføjelse: Og det er ikke engang en bøn, egentlig! Hvorfor tænker man at dette ikke er en bøn? Ja, ordene kan lyde blot som en indledning, noget man siger, inden man kommer frem til selve bønneemnet, det man ber’ om. Men Tomas har intet bønneemne. Han beder ikke om helbredelse. Sådanne ord og forhåbninger er ophørt efter deres egne og andres bøn for den ældste søn. Jesus Kristus, smerternes mand. Med disse tilbagevendende ord befinder Tomas sig i bønnens hjerte,


– At sige ja til det, som er. M arga r e ta Me lin

i dens inderste rum. I alt det, man kan ønske og tænke, udtrykker de ord enhed med Jesus. Jesus Kristus, smerternes mand, siger han – og er selv en smerternes mand. I smerten, i det ubegribeligt svære er han ét med Kristus. Ét med en kæmpende menneskehed. Bønnen, enheden med Jesus, fortsætter og tager form i den daglige omsorg for de børn, der har brug for hjælp. Kristi kærlighed når børnene i omsorg fra forældrene og andre hjælpere; og de voksne kan på deres side ane det guddommelige nærvær i barnets blik, både i lidelse og lettelse. Der sker et hemmelighedsfuldt og gensidigt gudsmøde når udsathed og hjælpsomhed finder vejen til hinanden. At sige ja til det som er, at have medfølelse og gøre det man kan – alt sådant er enhed med Kristus og bøn. Vort arbejde, vore handlinger er bøn – når vi vil at det vi gør, skal være hjælp og glæde. H u n var en b øn Når jeg tænker på Ruth kommer ordene: Hun var en bøn! Efter et aktivt og givende liv sad hun på sine gamle dage ved vinduet i sit rum på Lindgården. Der fandtes en mærkbar fred omkring hende. Den fyldte rummet. Den fyldte mig, når jeg besøgte hende. Hun kunne knap nok se længere, knap høre. Men hun havde det godt, sagde hun. Hun havde så meget at mindes, at tænke på og være taknemmelig for. Og hun så frem mod snart at forlade sin skrøbelige krop og flytte hjem. En enkelt gang blev hun lidt urolig og selvkritisk: »Jeg er efterhånden A r eopagos 100 år

blevet dårlig til at bede«, sagde hun bekymret. »Burde jo bede mere nu, hvor jeg sidder her og ikke kan andet. Men jeg glemmer det bare!« Nej, elskede Ruth, du burde ikke! Hele du er en bøn, en Guds fred og nærvær midt iblandt os! Med Ruth i tankerne formulerede jeg en bøn, som jeg ved næste besøg udtalte og gentog, mens jeg sad tæt ind til hende. Hun må have hørt ordene og bejaet dem, for hun smilede og nikkede stille. Nu er alting enkelt alt på sin plads. Du er i mig – mit liv, min fred. Jeg er i dig – omsluttet, bevaret. Ord behøves ikke mere. Alt mit er dit. Alt dit er mit. Kort tid efter var jeg hos Ruth den nat, der blev hendes sidste. Mens jeg sad der og timerne gik, begyndte jeg at tænke på døden som en søster, en hjælper; og helt uventet for mig selv vendte jeg mig til denne søster – og bød hende velkommen. Du er ventet nu, søster død. Du er velkommen her. Også du står i livets tjeneste. Så frigør nu varsomt min elskede ven fra en krop som har fuldført sit. Et liv har blomstret og båret sin frugt. Nu er aftenen kommet med fred. Set m ed gode øjn e Hvordan vi beder – og hvor gerne vi beder – beror meget på, hvordan vi forstiller os at den, vi beder til, ser

på os. At vende sig mod nogen, som man tror er utilfreds og krævende, det er noget helt andet end at forvente at blive set med gode øjne og blive budt velkommen med et smil. Apropos at blive set med gode øjne har jeg bevaret et billede i mit minde, et øjebliksbillede. Det var en deltager på en retræte, der udmalede situationen. Hun havde siddet i samtale hjemme hos nogle venner, da husets treårige datter kom ned ad trappen og påkaldte sig alles opmærksomhed. Med åbne arme og et strålende smil sagde hun: Her kommer herlige lille jeg! Den glæde og selvfølelse, som dette lille væsen udstrålede, vidner om at hun var blevet set med gode øjne. Hun må have hørt værdsættende ord som eksempelvis: Hvor er du dejlig! Lille du! Derfor: ingen skam, ingen angst. Bare glæde. Tanken på pigen på trappen og hendes forældre, giver mig et billede af den himmelske forælder, som Jesus vidner om og som han selv udstråler. Jesus ved, at han er et elsket gudebarn – at han er herlig! Kernen i hans budskab er at vi alle er gudebørn – og hinandens søskende; at vi har samme oprindelse som han og er lige elskede. Han opfordrer mennesker til at slå følge med sig og lære af ham; og i hans selskab opdage og forløse sit eget potentiale til kærlighed, til medfølelse og generøsitet. Han opfordrer til at bejae det guddommelige i os, at udvikle den kreativitet og frimodighed, som vi er skabt til. Med samme frimodighed som den treårige på trappen kan vi vende os til vor himmelske far/mor – og sige: Her er jeg, dit elskede barn! T ørst 2 0 2 2

23


Her er jeg igen! Igen og igen … Og om det skulle være længe siden, så er jeg her i hvert fald nu. Og det er nuet, der gælder! Skam dig ikke overfor Gud! vil jeg sige. Lad ikke skammen komme imellem og hindre den betingelsesløse kærlighed i at nå frem, at nå ind til gudebarnet i dig! Jeg citerer gerne nogle linjer af Tomas Tranströmers (svensk poet, nobelprismodtager, 1931–2015. red.) velkendte digt: Skam dig ikke over at du er menneske, vær stolt! Inde i dig åbner sig hvælving bag hvælving, uendeligt Du bliver aldrig færdig, og sådan skal det være. Den vi dun der l ige fa r Dette er beretningen om en far, der er langt mere forstående og generøs end nogen af hans sønner kunne have forestillet sig. Den yngre, som har fået sin arv på forskud, vender tilbage til den fædrene 24

T ørst 2022

gård flad og desillusioneret. På vejen hjemover går han og mumler på en syndsbekendelse. Han håber og tror, at hans far vil tilgive hans ungdommelige overmod og lade ham blive – som en af karlene på gården. Faderen ser ham på lang afstand og springer ham i møde, omfavner og kysser ham. Sønnen vil straks lette sit hjerte – og fremfører det, han med stor alvor havde forberedt sig på at sige: Far, Jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Men, hans far lytter ikke! Han synes ikke at tage sig af det. Hans tanker er et andet sted. Efter det store velkomstkram har han vendt sig mod sine tjenere og opfordret dem til at skynde sig. For nu skal fedekalven slagtes og festtøjet frem! Der skal blive fest, en velkomstfest uden lige! I genforeningens glæde er tidligere uro, sorger og bekymringer som blæst bort. Og man kan jo undres: Findes der noget at tilgive?

At være menneske er at drømme og tage risici, at prøve sine vinger og udfordre det ukendte. Det er til tider at have fremgang, blive hyldet og begejstret. Det er også at gå vild, at blive snydt og udnyttet, at svigte og blive svigtet. I fremmede lande har denne mand levet udsvævende. Han har taget skade, fået nye indsigter, revurderet og angret. Og: Anger er på samme tid tilgivelse. Han vender tilbage med dyrekøbte erfaringer, bevidst om, hvem han er og hvor han hører hjemme. Faderens omfavnelse åbenbarer det forunderlige: at alt er på plads, at alt har samvirket til det bedste! Ifølge Lukas beretter Jesus denne lignelse (Luk. 15), da de socialt etablerede var forargede over at han omgav sig med hvem som helst. At han ikke gjorde forskel på folk.


– I dybet af mit væsen er jeg den, jeg er. M argareta M e lin

I lignelsen er det den samvittighedsfulde søn, der forarges. Han bliver oprørt over sin fars sanseløse glæde. Alt dette ståhej bare fordi hans slubbert af en bror behager at vende hjem! Her er hverken sund fornuft eller retfærdighed. Det ryger ud af ham: »Nu har jeg tjent dig i så mange år … men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham!« Hans far har fuld forståelse for denne frustration og bekræfter roligt deres samhørighed: »Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Alt har sin tid. I dag er lillebrors dag og det gør ikke storebror fattigere. Alt mit er dit – og delt glæde er er dobbelt glæde. Ingen skam at tabe og tage fejl. Alle fejltrin giver chancen for at lære mere. Vejen bort er skridt på vejen hjem. V i er gudeb ør n Det er min overbevisning at Gud tager imod med åben favn, når som helst et menneskebarn vender sig til ham. Hvad et menneske end gør, hvor hun end befinder sig, ser han sit barn i hende. Intet kan skille hende fra Guds kærlighed! A r eopagos 100 år

Hvad end der hænder, hvad vi end skulle i gang med, kan vi vende os til den Gud, som vi kommer fra, som er udelt kærlighed og barmhjertighed – og sige: Her er jeg, dit elskede barn. For hvad er et menneske? At være barn af Gud er hendes primære og grundlæggende identitet. Andre identiteter – som køn, job, nationalitet, talent – adskiller. Vores dybeste identitet derimod forener os. Alle har vi samme guddommelige oprindelse og lever som celler i en og samme krop, i samme menneskelighed. Jeg har den opfattelse at det var det, Jesus på alle tænkelige måder vidnede om. At Gud er fader vor, hans far og vores far, alles far/mor, alles begyndelse og livgiver. Jeg er gudebarn lys af dit lys fred af din fred evig kærlighed. I dybet af mit væsen er jeg den, jeg er udelt og sand ét med dig ét med alt og alle. Du er gudebarn lys af Guds lys fred af hans fred evig kærlighed. I dybet af dit væsen er du den, du er udelt og sand ét med Gud ét med alt og alle. ●

Mar gar e ta Me l in , født 1935. Teolog, forfatter og poet. Har i mere end 50 år skrevet om åndelige og eksistentielle emner for både voksne og børn og virket som retræteleder og vejleder. Læs hendes blog på melin­ margareta.wordpress.com

På dansk e r ud give t : • Den indre kilde, 1986 • Vær den du er, 1989 • Jeg vil tale med Gud – bønne­ bog for små og store, 1990 • Kærlighed en bro – digte, 2001 • Tro godt om dit hjerte, 2007 • Tilgive – og bevare sit hjerte, 2017 På no r sk: • Barn og bønn, 1971 • Hanne og Leif, 1977 • Om å godta seg selv, 1978 • Om å leve som menneske, 1980 • Om kjærligheten i ekteskap og familie, 1984 • Den indre kilden: om Guds nærvær i oss, 1994 • Å være den jeg er, 1995 • Tro godt om ditt hjerte, 2005 L e ksiko n træk vejret – pust kid – kje

◀ Ud d r ag: Margareta Melin: Vare i bön, Libris förlag, 2017. Uddrag oversat af Kaja Muldbjerg og Lars Kruse.

T ørst 2 0 2 2

25


Re portage

Tekst Lars Mollerup-Degn

Foto L IF E Ministry, Tao Fong Shan.

At se det hellige i hverdagen 40 babygrave på Tao Fong Shan giver tanker om vores egne liv. Bruger vi dem godt nok?

– De d ødfød t e babyer fik kun meget korte liv. Alligevel er de elskede og savnede. I forhold til dem har vi fået meget lange liv. Har vi brugt dem godt nok? Petros står i englenes have, The Garden of Angels, midt på kirkegården på Tao Fong Shan. Som et af de ganske få steder i Hong Kong kan forældre til dødfødte børn få dem begravet her, holde en mindeceremoni og få samtaler i sorgen over deres tab. The Garden of Angels åbnede for tre år siden. Allerede nu ligger her 40 børn. – Jeg forsøger altid at have en retning fra stilhed til handling på mine dagsretræter, fortæller Petros, der er daglig leder af LIFE Ministry i Hongkong. LIFE, Living In Fullness Every Day, er et samarbejdsprojekt mellem Areopagos og Tao Fong Shan Christian Center, der har fokus på livsmestring og åndelig dannelse hele livet og på at gøre den kristne tro tilgængelig, virkelighedsnær og anvendelig. LIFE tilbyder kurser og 26

T ørst 2022

undervisning, sjælesorgssamtaler, åndelig vejledning og retræter. Ef ter l a der in d try k Når Petros tager retrætedeltagere med på kirkegården, reflekterer han også over nogle af gravmonumenterne. På en gravsten er der gjort plads til ægtefællens navn. Et tegn på,

– Fra stilhed til handling. P et ro s, daglig l e de r a f L I FE Mini st ry

at nogen gerne vil kendes ved en, også efter døden. Et andet gravmonument består af to mørke flader, adskilt af en lys stribe med et hjerte. Den sorte del, hvor afdødes navn står, repræsenterer døden og den hinsides, den lyse stribe det

nuværende liv. Kærligheden i livet knytter os sammen også i dødens adskillelse. Petros beder retrætedeltagerne lægge sig på græsset midt på kirkegården og reflektere over deres eget liv. Hvilket indtryk efterlader deres liv sig? Hvad er de taknemmelige for at have fået med fra deres forfædre? Når de en gang skal lægges i deres egen grav, er der så nogen, som stadig vil elske dem, være taknemmelige for, at de har levet og føle sig knyttet til dem, selv på tværs af døden? Petros læser afsnit op fra Salme 139, langsomt, med pauser og gentagelser, som Lectio Divina: Herre, du ved, om jeg sidder eller står; Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud; bagfra og forfra omslutter du mig. Siger jeg: »Mørket skal dække mig«, så er mørket ikke mørke for dig.


– Hvilket kors bærer byen på, som kræver vores handling, vores opmærksomhed, vores indsats, spørger Petros som afslutningen på retræten.

Tao Fong Shan er et kristent dialog-, studie- og retrætecenter i Hongkong etableret 1930 af Den Nordiske Kristne Buddhistmission (nu Areopagos). Fik 2010 selvstændig bestyrelse med repræsentation fra lokale lutherske kirker og Areopagos. Søgende med buddhistisk, taoistisk og anden religiøs baggrund kan her møde kristen tro og spiritualitet. Udover L IF E og retrætemuligheder er her et akademisk institut for studier i samfundsreligion, et center for uddannelse i åndelig vejledning, konferencefaciliteter, kunstbutik, to menigheder (kinesisk og engelsksproget) og mere til. Tegnet af den danske stjernearkitekt Johannes Prip-Møller ud fra kinesisk klosterarkitektur for at vise, at Guds ord inkarnerer sig i enhver kultur og til enhver tid.


Det hellige skal findes i alt, vi gør. Når vi hviler, spiser sammen eller besøger dem, vi har mistet.

28

T ørst 2022


– Kan vi få øje på det hellige? P e t ros

Du flettede mig sammen i min mors liv. Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje. Ransag mig Gud, kend mine tanker. Petros har en fortid inden for it-branchen, men skiftede spor, læste teologi og blev præst. Han fokuserer sine retræter på at koble det spirituelle og åndelige med det dagligdags, stilhed med aktivitet, tilbagetrukketheden med hverdagslivet. Det hellige sted er for ham ikke retrætestedet, som her på Tao Fong Shan. Det er der, hvor vi lever vores daglige liv; på arbejdet, i skolen, i familien. Gud er nær alle steder. Retræterne afholder han gerne steder, som kan have en symbolsk betydning, der kan understøtte retrætens tema og fokus. Det er vigtigt med bøn og meditation, men det er også vigtigt at inddrage kroppen og det sanselige. Han har ofte gå-meditation i programmet og lader i det hele taget naturen, fællesskabet og omgivelserne tale til den enkelte, som skal være mindful, opmærksomt nærværende, også omkring måltidet. Spis l a ngsomt o g st ille – Når vi spiser sammen, opstiller jeg tre regler, indleder han. – For det første skal man spise i stilhed og være opmærksom på det, man spiser og have eftertanke og taknemmelighed for både maden og dem, der har tilberedt den for os. Gud holder måltid med os. Man skal være opmærksom på Guds nærvær i måltidet og fællesskabet. For det andet plejer jeg at sige, at man skal tygge maden grundigt, mindst en gang, fortæller Petros. En bemærkA r eopagos 100 år

ning, der som regel får smilet frem hos folk. Retræte er alvorligt, men ikke nødvendigvis sørgeligt, ifølge Petros. – At tygge maden grundigt får folk til at reflektere over hvor ofte, de bare sluger maden uden at tænke nærmere over det. Jeg siger ikke, at man skal tygge et bestemt antal gange, for så begynder man bare at tælle og være opmærksom på det. I stedet skal man fokusere på smagen og konsistensen og på, hvad det gør ved kroppen at få god næring. Derfor er maden også sund, lokal, næringsrig, økologisk og æstetisk anrettet. – Den tredje regel er, at man kun må spise det, man får serveret af andre, og at man skal servere for andre. Stilheden og retræten skal gøre os opmærksomme på Gud, på hinanden og på os selv og vores egne behov. Allerede heri er bevægelsen fra stilhed til handling. Hvor nå r sk a l v i h a n dl e Efter måltidet og besøget på kirkegården går retrætedeltagerne ned til det store kors på spidsen af Tao Fong Shan. Når de ser op på korset, står der »Det er fuldbragt«, men når de ser ned, ser og hører de den pulserende by neden for bjerget, hvor dagliglivet leves. Da spørger Petros: – Hvilket kors bærer byen på, som kræver vores handling, vores opmærksomhed, vores indsats, for at kunne bære indskriften »Det er fuldbragt«? Hvilke behov ser vi, som vi må handle på? Kan vi få øje på det hellige – eller den hellige – midt i dagliglivets udfordringer og opgaver? Kan vi bringe opmærksomheden på Guds nærvær i alle ting og alle mennesker med os hjem efter retræten? ●

Pe t r o s L am Kwo ng Hun g har været leder af L IF E siden 2019. Uddannet BA i handel og MA i teologi fra The Chinese University of Hong Kong. Efter 15 års arbejde i IT-branchen, valgte han at læse teologi og arbejdede derefter i fem år som præst i The Church of Christ, inden han kom til L IF E Ministry på Tao Fong Shan. Han er 50 år, gift med ­Queenie, sammen har de sønnerne A ­ drian, 10 år, og Alvin 21 år.

L ar s Mo l l e r up -De gn er seniorrådgiver og chef for Tao Fong Shan-­ relationer. Han var volontør for Areopagos i Hongkong 1989–90, blev sygeplejerske i 1993, men har siden 1994 været ansat i Areopagos som dialog- og lands­ sekretær, landsleder og konstitueret direktør. Han har fra 2005 en Teologisk Master i »Mission, dialog og religionsmøde« fra Københavns Universitet. Han er født i 1964, gift med Ellen og far til fire voksne børn.

T ørst 2 0 2 2

29


In t e rview

Tekst Sanne Raabjerg

Foto Miriam Randi Larsen og Yu Wang

Når musikken heler Musik har haft en helende virkning igennem kinesiske Zhang Yus liv. Både da hun mistede sin mor, og da hun flyttede fra Kina til Danmark. Når savnet til familien og hjemlandet bliver for stort, finder hun ro og fred i musikken.

A l l e r e d e s o m f e m å r i g begyndte Zhang Yu at lære at spille på GuZheng – en slags kinesisk harpe med 21 strenge. Det var klogt af hendes mor, mener hun i dag, selv om musikken ikke betød noget særligt for hende som barn. Det ændrede sig senere: – I min high school-tid havde jeg en vanskelig periode og et vanskeligt forhold til min familie. Der var mange ting der fyldte, men da ønskede jeg for første gang virkelig selv at spille på mine instrumenter og lytte til lyden af dem. Zhang Yu oplevede pludselig, at musikken var virkelig kraftfuld. Den gav hende ro og fred. Hun ønskede derfor at spille musik for og med andre, og give dét videre, som hun selv havde oplevet siden high school, at musikken kunne gøre: – Jeg håber, at folk kan glemme alle bekymringerne omkring dem. Glemme deres liv. Holde pause. Og nyde musikken. Tage til en anden verden og hvile sig lidt.

– Mange børn i Kina har store drømme, men deres forældre skærer deres vinger af, fordi de mener, at et sikkert job vil være bedre for dem. Så det har betydet meget for mig, at mine forældre støttede mig i at flyve.

Drøm st ort, fly v højt Selvom Zhang Yu havde en drøm om at kunne leve af at spille musik, var det ikke nogen selvfølge, at drømmen blev til virkelighed:

Før er m a nge sa m m en Kulturcenteret T CG Nordica, som er Areopagos tætte samarbejdspartner i Kunming i Kina, har i flere år været platform for Zhang Yus videregivelse

30

T ørst 2022

– Jeg håber, at folk kan glemme alle bekymringerne omkring dem. Glemme deres liv. Holde pause. Zh a ng Yu

Hendes forældres støtte har været vigtig, men endnu vigtigere har hendes egen beslutning om det været. Hun har insisteret på ikke at give op og fortsætte med at gå efter sin drøm.

af musikkens påvirkning af sindet. Her har hun undervist børn og unge, givet koncerter og samarbejdet med kunstnere fra nær og fjern. I 2019 arbejdede Zhang Yu sammen med T CG Nordica, om et stort projekt, hvor kunstnere fra hele verden bidrog til en omrejsende udstilling med værker, der satte fokus på klima og miljø. Her spillede hun to koncerter sammen med et par andre musikere. Den ene koncert handlede om skov, vådområder og hav, og den anden om øer, ørken og by. Zhang Yu synes, at når vi taler om større emner, som klima og miljø, så bliver det hele lidt sort-hvidt, når vi kun bruger ord. Men igennem kunst og musik, kan vi pludselig få øje på flere nuancer. – Vand kan være én dråbe, to dråber, tre dråber, og så kan det være vandløbene, floden, og det store hav. Så dét brugte jeg forskellige lyde til at udtrykke. Jeg ville fortælle folk, at vi er nødt til at arbejde sammen nu. To personer, tre personer eller ti personer sammen, for at løse disse miljøproblemer Zhang Yus livsvej begyndte at pege i retning af Danmark. På T CG Nordica havde hun flere gange mødt folk fra Skandinavien. I 2013 fik hun for første gang en tættere relation til


Hele sit liv har Zhang Yu både spillet på ­GuZheng og mange andre traditionelle kinesiske instrumenter.


Zhang Yu bor i Aarhus med sin mand, Skjold, og deres nye hundehvalp, Gaia.

nogle ­danskere, Peter og Betty Arendt i Hong Kong. Da vidste Zhang Yu ikke, at Peter og Betty senere skulle blive hendes svigerforældre. De mødtes i Hong Kong om et projekt, der hed World Church Music (verdenskirkemusik), hvor de spillede lovsange og salmer sammen fra hele verden. Selvom om troen altid været en naturlig del af livet, blev musiksamarbejdet en øjenåbner for hende: – Jeg indså først dér, at folk over hele verden priser Gud sammen igennem musik. Derfor kan vi også møde hinanden igennem salmer. Zhang Yu blev døbt i Kina samtidig med sin mor, da hun var syv år gammel. Hun er fuld af tillid til Gud, og har aldrig oplevet den personlige tro, 32

T ørst 2022

– Folk over hele verden priser Gud sammen igennem musik. Derfor kan vi også møde hinanden igennem salmer. Zh a ng Yu

som noget tungt eller svært. Derimod kan det nogle gange være svært at få lov til at dele sin tro med andre i Kina. Igennem musik og kunst har hun kunnet udtrykke ting, som kan være vanskelige at sige direkte.

T o fr a t o v er den er Året efter mødet med Peter og Betty i Hong Kong blev Zhang Yu og to andre kinesiske musikere inviteret til Danmark for at spille verdenskirkemusik. Det var i Peter og Bettys hjem, at Zhang Yu mødte sin kommende mand, Skjold, for første gang. Han var 18, hun var 20, og forelskelsen begyndte at spire allerede den første aften de mødtes. I sommeren 2018 blev Zhang Yu og Skjold gift i Danmark. Efter at have boet sammen i Kina i et par år, er Zhang Yu og Skjold nu flyttet til Danmark. Zhang Yu er glad for deres nye liv sammen, og føler sig taknemmelig. Det sværeste ved flytningen har været at undvære familien, men igen finder Zhang Yu hurtigt frem til sin


– Jeg læste bare digtene, og så kom melodien til mig. Det var en gave. Zhan g Yu

taknemmelighed. Når savnet er størst, bruger hun musikken som forløsning, og selvom familien er på den anden side af jorden, er de i virkeligheden kun et videoopkald væk. M i t k i n esisk e sav n Da hendes mor dør af kræft i 2019, rammer en uudholdelig sorg Zhang Yu.. Igen bliver musikken og kunsten hendes redning. Nogle over tusind år gamle digte fra Tangdynastiet har haft særlig betydning for hende, især en linje fra digtet »Farvelfest i Jinling«: Kom, Jinlings unge, for at sende mig afsted, vi bliver hængende og drikker til vore hjerter er fornøjede. – Det var store følelser for mig, da jeg skulle sige farvel til min familie og flytte til Danmark. At synge digtet forstærker følelsen. Virkelig trist, men smukt på samme tid. Et vers fra et andet digt, betyder også noget særligt for Zhang Yu: Tredive tusind fod, vil mit hvide hår gro, for lige så lang er min smerte. Der er efterårsfrost i det skinnende spejl – Hvorfra det kom, kender jeg næppe. Zhang Yu genkender smerten fra digtet i sin egen sorg over at miste sin mor. Digtet fremkalder oplevelsen af at se sig selv i øjnene i spejlet og begynde at græde. Efterårsfrosten her i digtet, er dine tårer. Zhang Yu har valgt at sætte musik til de to digte og siden flere andre for at understøtte skønheden og hjælpe andre til at værdsætte gammel kineA r eopagos 100 år

sisk kultur. Først skrev hun melodierne som en del af sin undervisning på en international skole, siden blev det af mere personlige årsager. – Det var, efter min mor døde. Jeg savner hende meget. Og de digte er virkelig dybe, du ved. De arbejdede dybt i mit hjerte. Zhang Yu kalder det selv en »gammeldags måde« at sørge på. At grave sig dybt ned i ældgamle digte, som beskriver en sorg, der er den samme i dag, som den var for tusinder af år siden. At få øje på det smukke i sorgen og i savnet. Hun forklarer, hvordan hun nærmest oplevede at kommunikere med digtene: – Jeg tænkte slet ikke på noget om teknik, hvordan man skriver en sang, eller hvordan man opbygger dem. Nej, jeg læste bare digtene, og så kom melodien til mig. Det var en gave. Musik og kunst er gaver i de svære perioder i Zhang Yus liv. Især efter hendes mors død. Igennem de vanskeligste tider har Zhang Yu oplevet, at sproget ikke var nok for hende. Her har musikken hjulpet til ro og heling. Zhang Yu drømmer om at komme til at undervise i musik igen her i Danmark. For hende er undervisning ikke bare at lære fra sig. Hun lærer også selv, når hun spiller musik med andre, og hun synes, det er fantastisk, når vi hjælper hinanden til at opdage nye sider af livet, til at hele og til at forstå verden. Derfor drømmer hun også om at lave flere projekter, som beskæftiger sig med store og vigtige emner. – Hvis folk kan forstå komplekse ting gennem simpel musik, så er det perfekt. Det er vidunderligt, siger Zhang Yu. ●

Zh ang Yu er født den 21. April 1993 i Kunming i Kina. Hun har en bachelor i musik fra Yunnan Arts University i 2015 og er uddannet lærer i kinesisk som andetsprog i 2016. Hun har været musiklærer på IIE International School i Kunming fra 2016 til 2018, og på Cenci English School i Kunming fra 2018 til 2019. Derudover har hun været musiker og underviser på TCG Nordica kulturcenter, samt privatlærer i musik fra 2013 til 2021. Siden 2012 har hun optrådt som professionel musiker, både som solist og i ensembler.

I Kina bliver de fleste ­mennesker, ofte i starten af deres skoletid, tildelt et ­engelsk navn. Zhang Yus ­engelske navn er Sophia, og det bliver hun kaldt af mange af sine internationale venner.

L e ksiko n vandløbene – bekkene hinanden – hverandre efterårsfrost – høstfrost sværeste – vanskeligste

T ørst 2 0 2 2

33


Re portasje

Tekst Margunn Krohn Sævre

Foto Ahmet Dogan

– Her er språket mat I Fjell kirke snakker de «matsk» på fredager, og samtalen handler om rom for ulikheter. En gruppe ungdommer møtes på kjøkkenet i kirken på Fjell i byen Drammen sør for Oslo. Forandringshuset, drevet av K FUK-KFUM, er arrangør. Hjelpeleder Rosa Fivelstad instruerer deltakerne i kutting av grønnsaker, og hennes medarbeider Atia-E-Tehami lager den grønneste desserten jeg noen gang har sett. Dagens meny er nemlig valgt ut fra fargen grønn, med spinat, pesto, pistasj og kiwi. Og uansett farge har Atia-E-Tehami har sørget for at ingrediensene er halal. – For oss er det viktig at de som skal ha halal, får det, sier Rosa Fivelstad. – Men jeg vet ikke alltid hva det innebærer, innrømmer hun og viser til sjokolademoussen som Atia-E-Tehami måtte stå over sist de møttes. – Da kan jeg ta ansvar for å handle, skyter Atia-E-Tehami inn. Som muslim, til og med datter av imamen i moskeen borti gata, vet hun godt hva hun kan spise og hvor i byen det selges. – Og respekten må gå begge veier. Hvis jeg vil ha bacon ved siden av, har jeg det, sier Fivelstad. – Hvordan opplever du å sitte til bords med baconspisere? – Det går helt fint, forsikrer Atia-E-Tehami. – Så lenge jeg slipper å ha det på min tallerken.

stod ferdig i 1984, moskeen kom omtrent 30 år senere. Høsten 2021 ble det kjent at styret ved Drammen moské sonderte muligheten for å bruke høyttalere til å kalle inn til fredagsbønn. De ligger nær hverandre, de to gudshusene. Fra kirkebakken kan man se minareten. Gjelder det også

Ser over t i l hv er a ndr e Fjell er en bydel som med sine store boligblokker fra 60- og 70-tallet har rom for mange mennesker. Kirken

Vi m å bli k jen t m ed h v er a ndr es r el igion For å få fram en saklig meningsutveksling, inviterte derfor Kirkelig

34

T ørst 2022

– Jeg skulle ønske vi hadde en sånn gruppe i min oppvekst. R os a F iv e lsta d

i overført betydning? Er det lettere for kirkens folk å forstå muslimenes behov for religiøse uttrykk? Behovet for å kalle inn til fredagsbønn? – Jeg skjønner ikke hva som er problemet om de begynner med bønnerop, sier menighetsrådsleder i kirken, Eilin Ekeland, om nabomoskeen. Men det viste seg å være et problem for mange. Diskusjonen om bønnerop i norsk offentlig rom var ikke bare behersket og hyggelig, mildt sagt.

dialogsenter i Drammen, med utspring fra nettopp Fjell kirke, til panelsamtale i byen. Samtalen belyste parallellen mellom kirkeklokker og bønnerop. Ekeland fikk anklage om å være dumsnill i sin åpne innstilling til muslimers religiøse uttrykk: «Dere blir de første til å halshugges», fikk hun høre. Diskusjonene ledet ikke til et svar som alle var forsont med. Men arrangementet viser Kirkelig dialogsenter og Fjell kirke sitt mot i møte med aktuelle problemstillinger i lokalmiljøet. – Vi er kirke i en multireligiøs bydel, og må ta det på alvor for at bydelen skal være et godt sted å leve. Det betyr at vi må bli kjent med hverandres religioner, mener Ekeland. Hun tror mange av kirkens folk forstår godt menneskers behov for å utøve sin religion. – Rett og slett fordi de vet hvor viktig det er for dem selv. Men samtidig er det nok også mange av kirkens folk som opplever andre religioner truende fordi de ønsker at flest mulig skal tro på «vår» Gud. M at mo t for d om m er Kirken arrangerer jevnlig dialoggudstjenester, også med gjester fra andre trossamfunn, samtidig som kirkens ansatte besøker andres gudshus. Det vigslede kirkerommet beholder de til egne arrangementer, men byggets øvrige rom leies ut til barnebursdager, ulike religiøse seremonier og alt mellom. Og nettopp der finner vi dagens


Matgruppa på Fjell vil flytte deler av aktivitetene fra kirken og bort til moskeen som ligger like ved. Atia-E-Tehami (til venstre) og Rosa Fivelstad er frivillige ledere i Forandringshuset.


–Vi er alle først mennesker, så kommer religion. Atia-E-T e h a mi

spinatpai og pistasjgrønne dessert med skiver av kiwi på toppen. – Det vi gjør her, er veldig viktig, sier Fivelstad. – Vi lærer masse, og språket er mat. Da de laget iransk kebab fikk Atia spørsmålet «kan du lage det, du er jo fra Pakistan!» Og selvsagt gikk det an. – Jeg skulle ønske vi hadde en sånn gruppe i min oppvekst, sier Fivelstad, som i dag er voksen og selv mor til tre, to av dem er med i gruppa. – Her lærer de mye av hverandre og om forskjellige kulturer. Både Fivelstad og Atia-E-Tehami mener kokkelering i fellesskap bidrar til mindre fordømmelse blant folk. – Vi er alle først mennesker, så kommer religion. Vi må være gode mot hverandre, oppfordrer Atia-E-Tehami. T i l mosk eens kjøkken Likevel, det viser seg at Atia-E-Tehami er tryggere i møte med kirken enn andre muslimer i området. Flere av de muslimske familiene er skeptiske til å sende sine døtre på aktiviteter som foregår i kirken, derfor planlegger de å legge annenhver samling til moskeens kjøkken. – Selv om kirken på Fjell er åpen og gjør mye bra for lokalsamfunnet, ville det vært naivt å tro at kirkebygget ikke utgjør en barriere for enkelte, forklarer Camilla Movik Gustavsen, ansvarlig for matgruppa. – Vår jobb er å senke denne terskelen og da kan samarbeid med moskeen være viktig for å bygge tillit både hos ungdommene og deres foreldre. Movik Gustavsen mener at ved å være til stede der ungdommene al36

T ørst 2022

lerede føler tilhørighet, får aktivitetene deres tryggere rammer og blir synlige for flere. – Samtidig vil det ha gode effekter at deltakere som ikke kommer fra moskeen er med, legger hun til. – Ved å bygge broer mellom religiøse aktører, minsker vi fordommer. Movik Gustavsen forteller at det var imamen selv – altså far til Atia-E-Tehami med den grønne desserten, Avais Malik – som inviterte matgruppa til å benytte moskeens lokaler. – Dette er jo en seier for religionsdialogen, fordi imamen med det viser tillit til arbeidet som skjer hos oss, vi som er en kristen organisasjon med et livssynsåpent arbeid. Dill a på r a ita Broer mellom ulike religiøse grupper bygges gjerne i små steg. Utfordringen for aktørene i Fjell kirke og Drammen moské blir å bevege lokalsamfunnet – men bevege i akkurat passe tempo så folk kan henge med i alt fra av muslimske bønnerop til matlaging i kirkens lokaler. – Når vi skaper godt samhold, har vi et friskere samfunn, mener Atia-E-Tehami på kjøkkenet i Fjell kirke. Fredagsgjengen sin kokkelering for forståelse og respekt er opplagt verdifull utover maten som lages. Vi slår igjen over fra norsk til matsk: Atia-E-Tehami lærte Rosa Fivelstad å lage raita en liten stund tilbake. – Jeg har laget det hjemme flere ganger etterpå, forteller Fivelstad. – Wow, svarer medhjelperen imponert. På norsk betyr det: Vi har passert nok en liten barriere. ●

Ko kk e l e r ing i fe l l e sskap Fjell kirke ligger i Drammen. Kirkelig dialogsenter, med tilknytning til Areopagos, holder til i her. Det gjør også Forandringshuset, eid av Norges KF UKKF UM. De driver matgruppe som en del av sitt arbeid med ungdommer i Drammen, kalt Prosjekt Nettverk, ledet av ­Camilla Movik Gustavsen. Målet er at ungdom skal bli kjent og etablere nye vennskap på tvers av religion og sosial bakgrunn. Rett ved Fjell kirke ligger Drammen moské. Moskeen har luftet bruk av bønnerop på fredager og med det skapt opphetet debatt i lokale og regionale medier. Panelsamtalen «Bønnerop og klokkeklang» er en del av serien Ypsilonsamtaler fra Kirkelig dialogsenter i Drammen, og ligger på ulike plattformer for podkast.

L e ksiko n bli kjent med – lære at kende bønnerop – bønnekald barnebursdager – børne­ fødselsdage friskere – sundere likevel – alligevel pai – pie (tærte) seier – sejr språk – sprog steg – trin vigslede – indviede


– Når vi skaper et godt samhold, har vi friskere samfunn, sier Atia-E-Tehami (nederst tilhøyre). Hun leder matgruppapå Fjell sammen med Rosa Fivelstad (øverst til venstre) og Camilla Movik Gustavsen (øverst til høyre).

A r eopagos 100 år

T ørst 2 0 2 2

37


i n t e rview

Tekst Charlotte Rørth

Foto Line Ørnes Søndergaard

Drengen med fregnerne Få ved så meget som professor Notto Reidar Thelle om tro i øst og vest, alligevel insisterer han på, at han ikke har svar. Måske ved han end ikke helt, hvem barnet er indeni?

– M a n v e t j o a l d r i hva som er først, og hva som er sist, indleder Notto Reidar Thelle, og sådan er det, når man møder ham. Om det er i en af hans mange bøger eller en eftermiddag i den inderste krog af hans stue kun små ti minutter fra Oslo centrum. Oppe på anden sal bor han, professoren, der hele sit liv har levet i en lang samtale mellem troen i østen og troen i vesten. En samtale han har ladet alle andre deltage i via sin forskning og skrevne og talte ord. Og sin måde at være på, ikke mindst. Han vil ikke komme med svar på hvad, der kom først og hvad, der kommer sidst. Han vil have, at vi taler om det. Notto Reidar Thelle er professor emeritus ved Det teologiske fakultet, Universitetet i Oslo og forfatter til banebrydende værker, senest Stillheten og skriket fra 2019. Tidligere blandt andet Gåten Jesus og Kjære Siddhartha. Han er yngste søn af fire til Notto Normann Thelle som sammen med den norske missionær, Karl Ludvig Reichelt, stiftede et broderhjem i Kina 38

T ørst 2022

for omrejsende buddhistiske og taoistiske munke for 100 år siden. Den Nordiske Kristne Buddhistmission hed dét, der senere blev til Areopagos, hvis formål er at skabe samtaler mellem øst og vest om tro og liv og lyset her og hinsides. K r igsba r n et Missionen flyttede til Hong Kong, hvor han blev født 19. marts 1941. Da han var et halvt år, angreb de japanske naboer 7. december Pearl Harbor ude på Hawaii. 2400 amerikanere og 29 japanere blev dræbt. Amerikanernes gengældelse var at kaste verdens første atombombe over Hiroshima i 1945. Verden var i konflikt. I brand. Fyldt med fjendskab også mellem øst og vest. Samfund brød sammen i had. Hungersnød fulgte. – Det som faller meg inn nå som et minne er ikke veldig religiøst. Min eldre bror og jeg er ute og leker, og vi hadde orm i magen. Altså, innvollsorm. Han


A r eopagos 100 år

T ørst 2 0 2 2

39


– Vi blir opplært til å bli tvilens store mestere, men så kan det hende at man vender tilbake.

tok et blad og trakk ut en lang orm fra baken min. Jeg var jo liten da, så for meg var den veldig lang, omtrent som en meter. Han kan le nu, men husker, hvordan deres drengekroppe var mærkede af krigen. De blev skånet for kampe, men ikke armod. – Vi var underernærte, og vi hadde mye sykdom underveis hele familien. Malaria. Dysenteri. Samtidig – nei, jeg vet ikke om det er fantasien som har spilt meg et puss, for jeg var bare fem år da vi forlot Hongkong – men vi gutter husker det som et godt sted. Jeg husker også munker som duftet av røkelse i klærne, og med brennemerker på hodet som tegn på den buddhistiske ordinasjonen. Om det er fantasi eller virkelighet vet jeg ikke, men det sitter der, og fortellingen er også en slags hukommelse. Par a disisk æble Det er der, hans anderledes sikre tilgang til, at det kan nytte at bygge bro og gå frem og tilbage på broen, befæstes. 40

T ørst 2022

– Ja, for det er forskjell på bøker og levd liv, også for eksempel når det gjelder å studere buddhisme. En bok har ingen lukt. I det levende livet er det sanser og duft og smak og hud og mennesker og kropper. Han kritiserer ikke, konstaterer blot, at han er et sansende menneske i verden og bringer den med ind i samtaler om troen. Som når han husker duften af det store æble, han fik på australsk båd lige efter krigen. Da familien landede i Stavanger med flyet fra London, var de fremmede. De kørte videre med tog til Kristiansand gennem et Norge i gang med genopbygningen. Overalt lagde arbejdere nye tag på husene, og den lille Notto lo. Han troede, de var abekatte, som dem han kendte hjemmefra. Fra Tao Fong Shan. Men nu var han i Norge. Et lille menneske i et langt og fremmed land, der strakte sig fra syd til nord, mens hans lille krop måtte strække sig fra øst til vest.


– Dypet i mennesket er rettet mot det gode. Notto Re ida r T h e ll e

Måske hørte den hjemme i den tilstand? Måske er det barndommens tilstand, man søger tilbage til? Som man udforsker livet igennem? Måske er det at genfinde sit indre barn det, der gør os modne, voksne, villige til at vove at leve sandfærdigt? Som viser os fligen af gudsbilledligheden? Som han skriver afsluttende i boge Buddha og Kristus, som den danske udgave af Kjære Siddhartha hedder: Er du fortsat den lille dreng, som under krigen løb barbenet omkring på bjerget udenfor Hong Kong? (…) Jo, vist, det er vel dig. (…) Fregnerne er de samme, bare blegnede og næsten udviskede. (…) Barnet (er i dig) som en sindets arkæologi, ikke stivnet og forstenet, men lag på lag af bevidsthed og nerve og krop og muskler. Hol der ba r nets tro – Den første naivitet er på en måte selvfølgelig barnetroen. Så kommer pubertetskrisene. Overgang fra barnetro til voksen tro. Det skjer i hele vår kultur. Vi er preget av 200 års opplysningstenkning, modernitet og kritisk refleksjon. Også som tenkende ungdom som studerer teologi, møter man de store kritikkens mestere. Vi blir opplært til å bli tvilens store mestere, men så kan det hende at man vender tilbake – ikke til barnetroen kanskje, men kall det en annen naivitet. Barnetro kan være svær at tale om, fordi den kan virke som om, man ikke tænker sig om. Men måske er det at netop barnetroen, man skal ned i på en ny måde for erfare, at troen i øst og vest er i slægt? At selve barnetroen hos os alle er mere ens, end vi tror som veluddannede voksne. Måske er frelsen, at vi skal blive som børn igen? – Det er vanskelig å snakke om frelse, fordi ordet i tradisjonell forkynnelse er så ensidig konsentrert om synd og soning. Mange slike ord mister mening fordi de stenges inne i en ferdig definert verden. Når de blir prøvet og kanskje renset gjennom troskriser, kan det hende at ordene gjenoppstår med en ny mening. De har bærekraft, ikke som ferdigdefinerte sannheter, men som fortellinger og begreper og metaforer, som åpner opp og lar oss fortelle videre uten at man har fasiten på slutten, men bevarer en større toleranse for de ubesvarte tingene. Det eneste gyldige svaret får man aldri. Vi kan snakke om Gud, men ikke gi ferdige definisjoner, fortæller han og afrunder: A r eopagos 100 år

– Gud er et ord man løfter opp som lovsang eller klage. Som takk. Og når det siste ordet er sagt, så er det prikk, prikk, prikk. Det siste ordet har Gud. Gud er ik k e besk y t tet Som voksen havde Notto Thelle travlt. Han arbejdede, skrev, underviste, prædikede, fik familie, levede i øst og vest og gik, kan man sige, i sin fars fodspor. – Jeg kom tilbake til Østen og jobbet med buddhismen og østlig religion på en ny måte, på min måte. Underveis mobiliserer jeg det som sitter i kroppen, i hukommelsen, i opplevelsene, og samtidig får jeg en anledning til å bearbeide det og å definere det på nytt. Kanskje kan man si at jeg har konstant dialog med mitt indre barn. Det må jeg tenke litt videre på. Han sidder stille lidt. Lader teen stå. Lytter måske til trafikken. Eller til sig selv. Vender tilbage efter en stund og er draget til Bethlehem, til Jesu fødsel. – Et barn har ingen skranker. Det er ubeskyttet. For meg er det et fantastisk bilde på hvem Gud er. Gud utleverer seg faktisk til en truet verden, og samtidig er dette barnet en kontrast til keiser Augustus. Helt ute i en jødisk provins fødes et lite barn som undergraver makten. Da tenker jeg det er en måte å si at det å gi avkall på makt står for en annen form for makt enn keiserens. Evangeliet er for de fattige, for de undertrykte og nedtråkkede. Når vi ved hver gudstjeneste siterer juleevangeliet og synger «ære være Gud i det høyeste», burde vi også synge «ære være Gud i det laveste». Sånn er det jo. M id t v ejsk r isen Gud er i det laveste. Også vores eget laveste. Der, hvor vi ikke har hverken håb eller tro eller har mistet retning. Det skete for ham, da han som 40-årig havde travlt som missionspræst og rektor i Japan og en dag måtte spørge sig selv: – Har du blitt en litt annen person enn den du var skapt til å være? Er det nok å bli respektert av andre, husker han og fortsætter: – Det var ganske brutalt. Jeg fant ut at jeg måtte komme tilbake til meg selv. En buddhistisk filosof T ørst 2 0 2 2

41


– Gud er et ord man løfter opp som lovsang. Notto Re idar T h e ll e

som betydde mye for meg lekte med formuleringen om Messias, som skal komme. Han spurte meg, hvem er Notto, han som skal komme? Det betydde enormt mye for meg. Jeg kan nesten gråte når jeg tenker på det. Kanskje knytter det til tankene om å vende tilbake til det barnet som jeg hadde i meg. Men på grunn av andres forventninger, egne ambisjoner, alt det som møter oss underveis, ble jeg en annen som gikk rundt der og var dyktig og flink, forkynner og misjonær. At det var en buddhistisk ven, der gav ham skubbet til at komme til sig selv, undrer ham ikke. Tværtimod er det netop det, Notto Reidar Thelle ved, at andre religioner end den, man selv tilhører, kan gøre. De kan skubbe til os. Alene ved at være noget andet end det, vi kender, holdes vi årvågne og ser os selv med et andet blik. Netop den buddhistiske tradition har noget særligt at byde på, når det gælder om ærligt at komme til sig selv. – Buddhistisk meditasjon har som anliggende å komme til sitt opprinnelige ansikt. Ikke for å kopiere barnet som har vært der hele tiden, men for å se det fortrengte og utvikle det til å bli et modent menneske. Jeg tror ikke at et menneske har en definert bestemmelse, men at vi bærer med oss potensialer som kan utvikles i mange retninger. Vi er delaktige. Ly t t i l de m a lle Denne åbenhed overfor andre religioner var i modsætning til det traditionelle missionsarbejde. Det var også netop et af de opgør, Notto Reidar Thelles far og Karl Ludvig Reichelt tog, da de stiftede Den Nordiske Kristne Buddhistmission, Areopagos, for 100 år siden. Åbenhed er ikke det samme som at sige, at den grundlæggende essens, er den samme i alle religioner, forklarer han. – Da tar man ikke forskjellene alvorlig, og tolker de andre inn i ens egen forståelse. Men som troende menneske kan man fornemme en klangbunn hos andre, selv om de har en annen tro. Paradoksalt nok var det Reichelts dype forankring i pietistisk fromhet som åpnet ham for hans fascinasjon av buddhismen. Han så på dem som brødre i deres søken etter innsikt, og han merket at hans egen tro ble fordypet ved å lytte til deres erfaringer. 42

T ørst 2022

Not to Re idar T h e l l e blev født i Hongkong 19. marts 1941 som yngste søn af fire af Rannfrid og Notto Normann Thelle. I 1965 blev han gift med Mona Irene Ramstad, sammen har de fem børn. Han blev cand.theol. 1965 og dr.theol. 1983. Var missionspræst i Kyoto, Japan, 1969–85. Blev derefter professor i økumenikk og missiologi ved det teologiske fakultet, Universitetet i Oslo. Siden 2006 har han været professor emeritus. • Stillheten og skriket, 2019 • Hva er da et menneske med Karsten Alnæs, 2015 • Gåten Jesus, 2009, på dansk året efter • Kjære Siddhartha, 2005 (Buddha og Kristus på dansk, 2007) • Zen – lyden av én hånd, 2001 • Tao Te Ching, utvalgte taoistiske skrifter, 2001 • Hinduismen og buddhismen med Knut A. Jacobsen, 1999 • Ditt ansikt søker jeg, 1993 • Hvem kan stoppe vinden, 1991 Er i gang med en biografi om Karl Ludvig Reichelt, som sammen med hans far grundlagde Den Nordiske Kristne Buddhistmission, der senere omdøbtes til Areopagos.

L e ksiko n stenges inne – lukkes inde kanskje – måske å – at mye – meget likevel – alligevel


– Det var ganske brutalt. Jeg fant ut at jeg måtte komme tilbake til meg selv.

Professoren minder om, at Jesus ikke kaldte folk til at blive kristne. Han ville gøre os til disciple. – En disippel er en som går i lære hos en mester for selv å øve seg i mesterens kunst og praktisere hans erfaring og innsikt. Identiteten er ikke en merkelapp, men noe som blir til i prosessen. Følger man Jesus som sin mester, behøver man ikke å være redd for å lytte til andre og prøve ut deres innsikt. Og jeg tror ikke man blir helt ferdig noen gang. Thelle synes, som han udtrykker det, at det er fantastisk, når et menneske kommer til tro og omvender sig, men det er ikke formålet med dialogen. – Man kan ikke bruke dialogen som et middel til å finne de svake punktene for så å vise kristendommens overlegenhet. Det kan være en fristelse for noen, men en virkelig dialog må være åpen, uten skjulte hensikter, gjensidig og gjestfri. Man ønsker både å dele sin tro, og samtidig lytte til den andre og gi rom for den andre. Der skjer det en prosess som er uforutsigelig, en gjensidig forandringsprosess. Og så får resten være opp til Gud. V ensk a b er m å let Notto Reidar Thelle taler derfor med glæde om, at Universitetet i Oslo har skabt en formel uddannelse, hvor unge med og uden tro kan blive dialogpiloter. De lærer at skabe samtaler mellem mennesker fra forskellige trossamfund for at hindre radikalisering, ikke for at omvende andre. A r eopagos 100 år

– Det som skjer med de fleste er at de kanskje blir mer rotfestet i sin egen tradisjon, men også mer tolerante. Møtet forandrer dem. La oss ha vennskap som suksesskategori, ikke omvendelse. Venskab med Østen blev drivkraften for hans far og Karl Ludvig Reichelt, som det er det for ham. Relationer er det, mennesket bygges af, sammenfatter Notto Reidar Thelle. – Man kan ikke være et menneske uten å være i relasjon. Da blir man som et barn som isoleres. Skadet. Jeg sier ikke at det er galt å være ensom, eller alene, nei, nei, men vi blir til i fellesskap. Vi formes av vennene, foreldre og brødre og søstre og samfunnet. De andre. Derfor må og skal vi søge møder med andre, mener han, selv om det kan være problematisk af og til. – Fellesskap er helt fundamentalt. Vi skal søke sammen. Være gjestfrie og sjenerøse. Jeg tror kanskje hvis jeg skal beskrive den dypeste, sterkeste kvaliteten så er det evnen til vennskap. Møter. Hva er løsningen på fiendskap? Det er å møtes ansikt til ansikt. Han ser op. – Grunnleggende kan det være naivt, og veldig mye peker den gale veien. Mye av virkeligheten stemmer ikke overens med min teologiske forventning om at Gud har satt sitt spor i hvert menneske, men jeg tror likevel at dypet i mennesket er rettet mot det gode. ● T ørst 2 0 2 2

43


i n t e rview

Tekst Malene Fenger-Grøndahl

Foto Lars Horn/Baghuset

Når bønnen er sjælebad Over hele Danmark mødes grupper til Bøn i Bevægelse. Også i Stenbjerg Kirke forenes krop og ord til stille bøn og meditation.

A l t e r l y s e n e e r t æ n d t, og lysekronen i loftet kaster lys ned over de blåmalede kirkebænke med karrygule hynder. Det er mørkt udenfor, og det støvregner og blæser lidt, men inde i Stenbjerg Kirke i Thy er der lunt og næsten stille. I midtergangen med ryggen mod alterpartiet sidder Jens Knudsen, der er leder af den lokale Bøn i Bevægelse-gruppe. Jens Knudsen er uddannet til at lede Bøn i Bevægelse, og de øvrige i gruppen har stort set alle mange års erfaring med meditation. Denne vinteraften er der fem 44

T ørst 2022

personer til stede ud over Jens Knudsen. De sidder spredt på kirkebænkene, så de har plads til at lave de enkle, langsomme kropsøvelser, som er en væsentlig del af meditationen i Bøn i Bevægelse. Gruppen begynder med en salme, og derefter introducerer Jens Knudsen til, hvad der skal foregå. – Efter salmen laver vi en komtil-stede-øvelse på et par minutter, og så laver vi en nærværsøvelse med skulderrulninger og andre bevægelser, som fungerer som blid opvarmning af kroppen. Derefter kommer bønnen med enkle bevægelser til.


– Kan bedre se det enkelte menneske. Anna-Lo uis e Kjæ r


– Få kroppen med i bønnen. Je n s Knudse n

46

T ørst 2022


Bønnens ord er i dag fra Paulus Brev til Efeserne: »Må Kristus bo ved troen i vores hjerter«. De tilstedeværende smiler og nikker, mens de enten har blikket rettet mod Jens Knudsen eller lukker øjnene og retter opmærksomheden indad. Så synger deltagerne sammen Grundtvigs Lovsynger Herren, min mund og mit indre, hvorefter Jens Knudsen instruerer i de enkle opvarmningsøvelser, først siddende, derefter stående. K roppen m ed i b ønnen – Ingen af øvelserne er svære eller fysisk krævende. Det er langsomme og blide bevægelser, som alle kan være med til. Formålet er at få kroppen med i bønnen, siger Jens Knudsen, der er uddannet idrætslærer og gennem hele sit liv har arbejdet med kropsbevidsthed. Møderne følger et fast mønster, hvor enkle bevægelser og få ord og sætninger skaber ro og forankrer evangeliets budskab i kroppen. Jens Knudsen guider deltagerne gennem en nærværsøvelse, hvor han blandt andet opfordrer dem til at være opmærksomme på åndedrættet. – Du kan minde dig selv om, at i den næste times tid skal du ikke præstere noget. Når du ånder ind, kan du tænke på, at Gud er i alting, også i den luft vi indånder, og som bliver spredt ud i hver eneste celle i kroppen, så vi bliver fyldt med Guds nærvær. Når du ånder ud, kan du slippe dine bekymringer og dagens møje, og når du ånder ind, kan du ånde glæde og fred ind. Øv el ser t i l Vor h er r e på a lta n en Bente Astrup sidder på en bænk i højre side af kirken. Hun har prøvet forskellige former for meditation og også været på et månedlangt ophold i en ashram i Indien, men har siden opdaget spiritualiteten i folkekirken. Hun kommer også til højmesse, A r eopagos 100 år

men oplever, at Bøn i Bevægelse giver noget andet. – Det giver ro og eftertanke på en anden måde end en højmesse. Jeg tager noget med mig herfra ind i hverdagen. I dagene efter vores møder vender jeg ofte tilbage til de ord, vi har brugt under meditationen. Og næsten hver dag går jeg ud på min altan og laver nogle af kropsøvelserne fra Bøn i Bevægelse til Vorherre, siger hun. Et å ndel igt ba d – o g k a ffe bagef ter Jens Knudsen guider deltagerne igennem aftenens forløb, hvor nogle enkle bevægelser kombineres med Paulus’ ord fra Efeserbrevet. »Må Kristus bo ved troen i mit hjerte,« gentager deltagerne tre til fire gange, mens de bevæger armene i en gestus, hvor hænderne til slut samles foran hjertet. Herefter fortsætter bønnen i stilhed med en række bevægelser, som hver deltager laver i sit eget tempo. Efter en stille stund, hvor deltagerne reflekterer over, hvad de oplevede under bønnen, beder gruppen fadervor sammen. Til slut lyser Jens Knudsen velsignelsen, og deltagerne synger en salme. Inden termokanderne med kaffe og kagen, som to af deltagerne har medbragt, findes frem, kan dem, der har lyst, sige et par ord om, hvad de har på hjerte i relation til aftenens meditation. – Hvis ikke det her er et åndeligt bad, ved jeg ikke, hvad der er, siger Anna-Louise Kjær. Ligesom Bente Astrup har hun praktiseret forskellige former for meditation uden for folkekirken, men oplevede først med Bøn i Bevægelse, at hun fandt det, hun længtes efter. – Når jeg har været til Bøn i Bevægelse, kan jeg bedre se det enkelte menneske uden fordomme og forbehold. Min udstråling over for mine medmennesker bliver anderledes, siger Anna-Louise Kjær. ●

– Næsten hver dag går jeg ud på min altan og laver nogle af kropsøvelserne. Be nt e Ast r up

Bø n i Be væge lse Bøn i Bevægelse udviklet i Areopagos, er en kristen meditationsform, hvor man benytter langsomme bevægelser sammen med få ord som hjælp til at falde til ro og være til stede i Guds kærlige nærvær. Praksissen stammer fra kirkens mangfoldige bønnepraksis – med inspiration fra fysioterapi, afspændingsterapi, psykosomatik, kampkunst, neurovidenskab og bevægelsestræning som forebyggende sundhedsarbejde. Kombinationen af bevægelse, ord og åndedræt hjælper dig med at få troen fra hovedet ind i hjertet, ind i kroppen og ud i livet. Bøn i Bevægelse praktiseres af flere grupper rundt om i Danmark. Aftenerne bliver ledet af lokale uddannede Bøn i Bevægelse-ledere og består af en time med øvelser og stilhed. Det koster 50 kr. pr. gang eller er gratis, hvis man er medlem af Areopagos (100 kr. pr. år).

L e ksiko n hynder – puter svære – vanskelige ashram – sted for tilbake­ trekking i hinduismen, ligner kirkens klostervesen

T ørst 2 0 2 2

47


Sam tal e

Tekst Charlotte Rørth

Foto Henrik Vinther Krogh, Dorthe Davidsen Langås m.fl.

Manden, der vil os andre

Indimellem skal der kun få spørgsmål til, for en ny måde at se verden på bliver mulig. Dorthe Davidsen Langås, Areopagos, stillede under en retræte på klostret Anafora syv spørgsmål til Biskop Thomas. Her er hans svar til os alle.

48

T ørst 2022


– Da er der plads til, at sandheden kan lyse. Bi sko p T ho m as

1

Tak, biskop Thomas, at vi to kan sidde sammen og tale. Dette blad har temaet; at søge sandheden sammen. Hvad tænker du, når du hører de ord? – I think of humanity. Jeg tænker på menneskeheden. Og menneskeheden er meget mere, end vi kan se fra en side, fra vores egen vinkel. Først, når vi er i stand til at forstå betydningen af den anden og den andens visdom, kan vi se. Først da kan vi blive i stand til at søge med visdom. Søge sandheden. Den sandhed, som er relevant nu og her, altid har været det og til evig tid vil være det.

2

Hvorfor ikke bare søge alene? – Det er for det første vigtigt at begynde med os selv. At begynde inde i os selv. Det er vigtigt, for da er vi tro mod os selv. Men sandheden må ikke forblive derinde. Den skal deles. It needs to be shared. For det andet er vi som mennesker skabt til at være sociale. Vi er nødt til at mødes med hinanden. For det tredje synes jeg, det er dumt (at søge alene). Jeg kan ikke forstå alt. Jeg har brug for nogen til at fortælle mig det, jeg har brug for at få at vide, som jeg ikke selv kan se. Andre skal være vores spejle. Som vi bruger spejle, når vi vil se dele af vores krop, som vi ikke umiddelbart kan se. Det giver en helt anden visdom, når andre med deres indsigter bliver mine følgesvende på vejen mod at søge sandheden.

3

Hvorfor er det vigtigt at søge sandheden? – Fordi vi er nødt til at leve i virkeligheden. Vi kan ikke leve på illusioner alene, men dem er der masser af i verden. Mange af dem ser vi endda som rene A r eopagos 100 år

sandheder, men det er ingen af dem. Der er optiske illusioner, psykiske illusioner og filosofiske illusioner. Der findes endda videnskabelige illusioner. Vi må ikke leve i dem. Vi skal være i virkeligheden. We need to face reality. Nogle gange skaber vi illusionerne, fordi der er et mørkt sted inde i os. Når lyset en dag sætter spot på det sted, når lyset mødes med mørket i os, så kastes der en skygge. Den skygge er ikke os. Det er bare en skygge, men vi kan få en trang til at rende efter den skygge, til at fange den, danse med den. Vi kan endda se det som en sandhed at gøre netop det. Da er det, at vi har brug for nogen til at hjælpe os med at gøre os i stand til at centrere os med lyset. Så snart vi centrerer os med lyset, kan vi slippe af med skyggen. Skyggen er skabt af det mørke sted derinde og at centrere vores liv med lyset kan fjerne den. Dette er en meget vigtig ting at sige. Dette er sandheden. Derfor ønskede Jesus at fortælle os det. Derfor er han sandheden. Han er lyset. At søge efter sandheden er at tillade de mørke steder i os at blive oplyst. Så kan skyggen ses, og vi kan se, at det bare er en skygge, at det ikke er os. Når vi har fået øje på det, da kan det mørke i os fjernes, og der er adgang for Guds visdom. Da er der plads til, at sandheden kan lyse, og vi kan se klarere.

4

Hvordan kan jeg finde sandheden om mig selv? – I stilhed. Ved at være alene. In solitude. Ved at vende tilbage til dig selv. Der kan du finde sandheden. Prøv at forestille dig, at du står ved havet. Bølgerne er store. Havet bevæger sig voldsomt. Det har travlt, kan man sige. Hvis du kaster en lille

Bisko p T h o mas blev født i Kairo 8. november 8, 1957 og uddannede sig som dyrlæge ved Cairo University, 1981. Har tjent i Kenya, Zambia og Zimbabwe 1987–1988. Biskop over El Qussia og Mir siden 1988. Har modtaget flere priser og ordener fra udlandet, blandt andre Freedom House Award, USA, 1999 og den norske Sankt Stefan Pris, 2006.

• Biskop Thomas stiftede i 1999 klostret Anafora, 50 km nord for Kairo. • 70.000 har været her til konferencer, kurser og spirituelle retræter. • Klostret arbejder aktivt med især kurser om at sprede kunnen om: • Menneskerettigheder, uddannelse for alle, lige ret mellem kønnene, sundhed for enhver, bæredygtig energi og opbygning af lokale demokratier. • Al arbejde har rod i mottoet: »To be the hands working to lift others up, and raising the whole person«, »At være de hænder, der arbejder for at løfte andre op og udvikle hele mennesker.«

T ørst 2 0 2 2

49


sten derud, vil det ikke have nogen synderlig virkning. Måske vil du lige akkurat være i stand til at se dråben, når den rammer overfladen af vandet, ellers ingenting. Men, hvis du står ved en stille sø, og du dér kaster en lille sten, vil du kunne se præcis, hvad der sker. Du vil kunne se ringene i vandet og bølgerne og dønningerne, og du vil kunne reflektere over de indre bølger og de ydre bølger, hvordan de spreder sig, og hvordan de alle begynder inderst i dig. Når vi er i stilhed, møder vi os selv og har ro til at kunne analysere, hvad der sker inde i os. Da er vi i stand til at søge sandheden.

5

Hvordan finder vi sandheden om os? – For mig ligger visdommen hos dem, der har levet før, i den hellige tekst, Bibelen, der lader Guds ord tale og ved at undersøge, hvad tidlige tiders vise forstod ved Guds visdom. Jeg lærer af andres visdom og erfaringer. The wisdom and the experience of other people. Når jeg gør det, oplever jeg samtidig, at der også er en stemme indeni mig. At Gud taler til mig inde i mig. Helligånden taler til mig inde i mig - inde i os alle sammen. Når jeg er i stand til at lytte til den indre stemme, 50

T ørst 2022

er jeg i stand til at høre Guds ord. Vi skal desuden også tale med nulevende rådgivere og vejledere som også de tidlige kirkefædre understregede. Så vi skal både samtale med de gamle, med Bibelen, med samtidige rådgivere og med stemmen inden i os. Hvis de alle trækker i samme retning, så vil jeg mene, at det er en god retning. Så rammer man en indre fred. Da afspejles sandheden, men kæmpes der mellem parterne, vil det ikke være muligt at se sandheden.

6

Jeg ved, biskop Thomas, at du gerne vil tale om »det store os«. Kan du forklare mig, hvad det er? – Vi er forskellige som mennesker, men vi har alle sammen mange relationer. Jo mere enhed, der er i vores forhold til os selv, jo tættere når vi på sandheden, fordi den primære relation er til os selv. Det er derfor vigtigt at få en fælles enhed ud af alle de indre kræfter i os. Det er der, vi må begynde. Men vi kan ikke leve alene. Du er også i mit liv. Der er også andre personer. Vi mødes med forskellige slags mennesker, forskellige venner, familie. Så mange mennesker ... Hvordan kan vi dog komme frem til et fælles os? Det kan vi ved at holde fast i, at vi

alle er mennesker og derfor ét i ånden, i tankerne, i vores følelsesliv. Alene i det, at vi er mennesker, gør, at vi alle er forenede. Når man taler om at være os, så tænker mange på at være i en gruppe. Men uanset hvad der forener disse grupper, uanset hvilken form for nationalitet eller race eller filosofi eller andet, der kan samle en gruppe, så kan ingen af dem fuldt ud forklare mig, hvad der gør dem til et »det store os«. Det er derfor, vi er nødt til at forstå, at »det store os« involverer det guddommelige. Det inddrager Gud, fordi Gud er i os. Han er her. Han er der. Han er i alle. Det er Ham, der er enheden i os. Enheden er med det guddommelige. Men, og det er vigtigt, det her: Vi er også i et fællesskab med naturen, med hele verden, kosmos, med alt deri - det sete og det usete. The nature, the whole world, the cosmos with everything in there - the seen and the unseen. At forstå sandheden er at få en forståelse for alt, der er en del af det store os. Det er at ville drage omsorg for kosmos, naturen, klimaet. Hvad sker der med planterne? Hvorfor trives de ikke? Hvad er der galt med miljøet lige her, hvor jeg bor? Hvad sker der med floderne? Skovene? Luften?


– Naturen vil blive lykkeligere. Bi sko p T ho m as

Hvis vi vil tæt på sandheden, må vi forstå, at det ikke kun er os, der lever på denne jord. Mennesket må tænke guddommeligt stort og se naturen, skabelsen, menneskeheden, nu og da og altid, som et stort os. Hvis vi er i stand til at begribe det, så nærmer vi os sandheden.

7

Visionen med Anafora er at være den hånd, der løfter hvert enkelt menneske op. Det gælder ikke kun mennesker her i Egypten, siger du, men over hele verden. Anafora er åbent for alle. Og når du siger, vi er velkomne, så er det også det, jeg mærker, når jeg er her. Men der er jo masser af mennesker alene i Egypten, der har brug for hjælpen. Hvorfor vil du holde Anafora åben for alle i hele verden? – Fordi vi er ét i menneskeheden. Vi hører allesammen sammen i evigheden. At forstå det er at forstå Anafora. At mærke, at det er sådan, får os til at komme tættere på at være dem, at vi ønsker at være. Det bliver stadigt vigtigere, at vi mærker, før vi handler. At vi mærker, at vi hviler i at være en del af menneskeheden. At vi hviler i at have en tilknytning til det guddommelige, til den skabelse, vi lever og ånder i. Gør vi det, fødes der i os et ønske om at hjælpe andre til også at føle sig ansvarlige for det fællesskab: Du er der for mig, jeg for dig. Vi er Guds børn, og vi arbejder i vores fars hus, og det hus er overalt. Også i vores hjerter. Vores hjerter huser hver og en, som vores far også huser alle også evigheden. Så det gør vi også. Visionen om, at Anafora løfter hvert enkelt menneske op, kræver noget af os. Jeg plejer at udtrykke det sådan her: Ingen kan løfte en anden op, medmindre de er i stand til at knæle ned. A r eopagos 100 år

I would say no one can lift up any other person unless they are able to kneel down. At knæle er ikke kun et tegn på menneskelig ydmyghed eller en måde at bede på. Det er kommunikation. Det er pointen. Kristus inkarnerede, Gud blev til et menneske, han kommunikerede med os. Han gjorde sig lig os, assimileredes. Det må vi også gøre. Vi må blive som ham. Det betyder, at vi er nødt til at se vigtigheden af at knæle. Vi skal knæle for hinanden. Jeg tror, det er det, jeg med Anafora ønsker at give som gave til alle. Denne vision om at løfte alle mennesker ved at knæle ned for hinanden. Denne visdom i »det store os«. Dette håb om, at hvis vi som mennesker bliver i stand til at nå frem til sandheden i os, så vil verden ændre sig, naturen vil blive lykkeligere. Da vil vi være i stand til at genoprette sammenholdet med naturen, med universet. Vi vil kunne bringe alt ind i et fællesskab af godhed. Jeg tror, når folk er i stand til at gå i dybden med deres indre person, med spiritualitet, med at kende Gud, med guddommeligheden i dem selv, så vil de mærke fællesskabet. Det giver en oplevelse af glæde, og den vil vi gerne dele, og det giver os også glæde. Det er vigtigt at huske: At dele giver os stor glæde. Folk vil gerne give. Så stol på Gud: Vi vil ikke mangle noget. Han er den store giver. Han vil sørge for os. Ved at stole på det, ved at se nåden og Gud i vores liv, bliver vi i stand til at give videre og til at modtage den gave af glæde, det bringer. Tak. – You're welcome. ●

Do rt h e David se n L angå s, født i Holstebro 16. marts 1973, er landechef i Areopagos, Danmark, og har været ansat i Areopagos siden 2013. Hun er gift med Arngeir Langås. Sammen har de Noa, 18 år, og Selma, 14 år, og bor i Gilleleje. De var udsendt af Danmission til Zanzibar 2002– 2010, hvor hun grundlagde diapraksisprojektet Upendo for kvinder med både muslimsk og kristen baggrund.

Biskop Thomas kommer til Danmark i 2022. Himmel­ ske Dage den 26.–29. maj i ­Roskilde. Klimaretræte­ konference den 7.–9. oktober på Galleri Emmaus, Haslev. www.areopagos.dk for til­ melding og indhold.

Lyt til den uredigerede samtale på engelsk mellem Biskop Thomas og Dorthe Davidsen Langås her:

T ørst 2 0 2 2

51


re portasje

Tekst og foto Margunn Krohn Sævre

Søk langs veien – Sannheter avdekkes gradvis for en søkende pilegrim.

På N i d a r o s d o m e n s vestfront henger hun – Sannhet. Pilegrimsveiene i Skandinavia har sitt hovedmål i byen Trondheim midt i Norge, der graven til helgenen Olav den hellige ligger under katedralen Nidarosdomen. Sannhet er plassert ved siden av Miskunn, litt oppe til høyre for hoveddøren. Hun er en skulptur i stein, modellert av Odd Hilt og hugd av Ola Moum. Men det er kanskje ikke hele sannheten. – Sannhet er ikke en mastodont som er gitt. Den kan være både stor, mektig eller var, men uansett noe jeg vokser inn i eller blir åpen for å se, sier pilegrimsprest Einar Vegge. L et t er på sl ør et Vegge har selv vandret lange og korte turer gjennom mange år som engasjert pilegrim, og er ansatt for å ta imot pilegrimer som kommer fram til målet. Der, i Nidarosdomen, møter han dem som har vandret seg gjennom prosesser underveis, der sannheter gradvis avdekkes. – Søk etter sannhet er å lette på sløret. Pilegrimer vandrer i et landskap de selv ikke eier, og har en åpenhet for at det stadig finnes 52

T ørst 2022

noe mer å oppdage. De som eier sannheten på forhånd, kan bare sitte hjemme. Mo t ta kel ig for in n try k k Det er november, dagslyset er kun på snarvisitt og vi er helt utenom sesongen for pilegrimsvandring i denne delen av Europa. Været skifter mellom solgløtt, tett snødrev og piskende hagel. Jeg takker Gud for votter, lue og medvandreren – et levende leksikon, kjentmann og sjelesørger i én og samme person. – Noe av det fine med å være pilegrim, er å være utsatt for naturkrefter i all slags vær, sier han, og leder meg gjennom aller siste etappe av den lange Olavsleden fra Bottenhavet i Sverige til Atlanterhavet og Nidarosdomen. Leden går i åpent land ved Trondheimsfjorden, gjennom et skogholt, langs industriområder og så inn i stadig tettere boligområder og trafikkerte innfartsårer til den tredje største byen i Norge. – Hvordan formes pilegrimsferden av gnagsår, vonde hofter og kalde tær i regnog ruskevær? – Særlig ved lange turer spiller fysiske vondter inn, man kan bli såpass sliten at man ikke tenker så

dype tanker. Men kanskje blir du mer følelsesmessig mottakelig for inntrykk, tror Vegge. Jeg blir svart under øynene og innser at det er vannfast maskara som gjelder for pilegrimer i nedbør. Eller simpelthen ingen, for er det ikke nettopp det pilegrimsvandringen hjelper oss til, å la sminken ligge? Staffasjen, fasaden og alt vi til enhver tid smykker oss med; stilig utdannelse, riktig bil, flinke barn, pene hjem med nybakte boller og en samfunnsnyttig fritid. Vandringen mot sannhet er å skrelle bort dette og bare være. Være der, være menneske og Guds barn. Eller jordens barn, hvis det lyder mer naturlig. – Det er ikke så mange forsvarsmekanismer igjen, som pilegrim stiller jeg meg forsvarsløs overfor andre, og kan dermed ta imot omsorg. Spesielt når du går alene, blir det gode blikket du møter hos andre så viktig. Feir er gav en e Vegge kaller det som kommer langs leden for gaver. – Pilgrimsvandring er å feire gavene fra Gud, ikke minst


Ly de n av mid de l al de r i Nidaros Mens du leser artikkelen, lytt gjerne til Rex Olavus med koret Schola Sanctae Sunnivae. De er tilknyttet Nidarosdomen og pilegrims­arbeidet.


– Domen er et sted å søke hvile og oppreisning. Ein a r Ve gge

­ enneskeheten og ansiktene vi ser m hos hverandre, sier han og siterer med det Kirkenes Verdensråd. Og der, langs leden, kommer en liten gave i form av lukten av nybrent kaffe. Mon om det ikke ligger et kaffebrenneri her, spør jeg, og feirer denne velluktsgaven med en ekstra lang innpust. Men ikke alt kan feires, verken langs vandringen eller i hverdagen. – Jeg må også tørre å besøke sårene. Sår i naturen, mellom fattig og rik, i fellesskapet og inni meg. Når jeg går langt, ikke minst når jeg går alene, så unngår jeg ikke smertepunktene i livet. T er apeu t isk vandr ing Mens jeg gjentakende setter den ene foten foran den andre mens vi sakte tråkler oss bortover leden, lytter jeg til Vegge: – Alle kjenner et sprik mellom det vi håpet og det som ble. Jeg grunner på spriket i eget liv, og aner nærmest en kribling av fryd ved tanken på mulighetene ved pilegrimsaktiviteten. Har terapiverden oppdaget vandringen? Pilegrimspresten forteller at både terapi og rusbehandling foregår langs leden. – Og vi tar imot grupper av innsatte fra fengsler. Ved å vandre langt møter de seg selv, så vakre ting skjer med mennesker på slike turer. Dessuten gir det noe å bli tatt imot i Nidarosdomen som er så høyt verdsatt i vår kultur. Det best e vi h a r Det er jammen ikke underlig at Nidarosdomen er verdsatt. Den er helt spesiell i skandinavisk sam54

T ørst 2022

menheng. Majestetisk og utskilt fra omgivelsene. Selve katedralen kan fylle bøker alene, og Vegge har timevis av detaljerte fortellinger om utformingen, den stadig pågående restaureringen, og kongen domen ble bygd over. – Er Nidarosdomen metafor for himmelen? – Ja, som hellig sted er det en forsmak på paradiset, svarer Einar Vegge, og beskriver hvordan graven til Olav den hellige symboliserer Jesu grav der oppstandelse og fornyelse skjer. Steinhoggerne har laget noe som ligner på en paradisisk hage over graven. Nettopp slike konkrete symboler er viktig for pilegrimen Einar Vegge. – Jeg går ikke bare innover i sinnet, men er også orientert mot det som er rundt i naturen og kulturminnene. De materielle sporene gjør at jeg slipper å bære all betydning gjennom min følelse og tanke. – Hva tilfører kontrasten mellom den svette og sølete vandringen på jord og stein, og så møtet med katedralen ved målet? – Vi gir pilegrimen det beste vi har! For de som vandrer langt, vil verdigheten som Nidarosdomen representerer også kaste lys over vandringen de har gjort. I sommerhalvåret blir vandrere tatt imot med daglige pilegrimsgudstjenester. – Domen er et sted å søke hvile og oppreisning, og jeg tenker at det er Gud som møter meg med nåde, tilgivelse og velsignelse. I pilegrimsvisdommen ligger en tanke om forvandling, nettopp fordi det har et forløp og et mål som er definert som et hellig sted. Modningen kan

du ikke tvinge fram, men være åpen for, og håpe på. Pil egr im en defin er er sin egen va n dr ing Heldige Tørst-reporter får vandre inn til Trondheim to dager på rad, prøve innspurten fra to retninger langs to ulike leder sammen med to ulike guider. Begge turene er kronet med novembers lunefulle vær. – Dette kom i går, sier en forbipasserende og peker på en lang revne i stien. Vannmassene har dempet seg nå, men sporene viser at her har bekken vist muskler. Dagens medpilegrim heter Tor Inge Eikrem, sosialantropolog og prosjektleder for pilegrimsbyen Trondheim. Han er ikke spesielt kirkevant, ei heller troende. Hva gjør han så i pilegrimsmottaket, ved selve klimakset på en egentlig svært religiøs aktivitet? – I det moderne pilegrimsfenomenet i Skandinavia står man fri til å definere sin egen vandring, så det er ingen som eier pilegrimsbegrepet. Selv om det tradisjonelt har vært forbundet med noe religiøst, kan man legge sin egen mening inn i det, mener Eikrem. Denne tanken reflekteres i hele oppbyggingen av den moderne pilegrimssatsingen i Norge. Det er et bredt samarbeid med direktoratet for naturforvaltning, flere departementer i regjeringen og den norske kirke. R a dik a lt å gå Sosialantropologen Tor Inge Eikrem har selv vokst opp blant norske fjell og fjorder i Molde, og er spesielt glad i å være ute i naturen. Slik kom


Pilegrimsprest Einar Vegge peker mot den ytre leden som går via Tautra kloster i Trondheimsfjorden.

Mange ru t e r t i lgje n ge l ig Oprinnelig hadde pilegrimer et mål som Nidarosdomen, Peterskirken i Roma eller Jakobskatedralen i Santiago de Compostela (i enden av den kjente ruten ­Camino). I våre dager finnes an-

dre veier og muligheter til å dele opp turen i kortere vandringer. Se det interaktive kartet på kulturogpilgrimsruter.dk. Se også pilegrimsleden.no for mer informasjon.


– Selv om pilegrimsvandring er forbundet med noe religiøst, kan man legge sin egen mening i det, mener Tor Inge Eikrem.

– Pilegrimsvandring er en måte å oppnå en slags langsomhet.


– Det er en spesiell opplevelse å komme hit når målet åpenbarer seg. To r I n ge Eikre m

også interessen for pilegrimsvandring. – Det å gå har en verdi i seg selv, mener han, og legger til at vandring er nesten det mest radikale man kan gjøre i dag. – I den verden vi lever i, der alt beveger seg raskt, kan pilegrimsvandring være en måte å oppnå stillhet og en slags langsomhet – en meditativ tilsand. Eikrem kaller det en mulighet til å klarne tanker. – Hverdagslivet går fort og jeg får masse informasjon servert fra apper på telefonen hele tida. Når man logger av og senker tempoet, blir man kanskje påkobla sanseapparatet i stedet, og litt mer til stede i egen kropp. Gledens bak k e Etter å ha vandret gjennom terrenget, tar leden oss langs bilveier mot byen. Vi nærmer oss et mettet sanseinntrykk; toppen av Steinberget med utsikt over Trondheim by med Nidarosdomen pent plassert ved Nidelven. En tett skyet formiddag gjør at vi forventer tåkehav over byen, men i stedet har regnet lettet og gitt utsyn så langt et øye kan håpe å se. – Det er en spesiell opplevelse å komme hit når målet åpenbarer seg, sier Eikrem. Stedet kalles og Feginsbrekka, som betyr «gledens bakke». Her fikk pilegrimene sørfra se byen for første gang, og de pleide å falle på kne og takke Gud. Eikrem stiller med pilegrimskopper utskåret i tre, og kaffe på Stanley-termosen for å feire utsikten. Kalde pilegrimsfingre kan knapt ønske seg mer. Hadde jeg vært en A r eopagos 100 år

vandrer helt fra Jylland nå, kunne denne åpenbaringen, så himmelsk og mektig forløsende, fått meg til å danse meg gjennom det siste strekket. I litt mer nøktern stil vandrer vi videre mellom gammel trehusbebyggelse i bratte bakker. – Nå skal vi ned … skal vi se, sier Eikrem og stopper litt opp for å orientere seg på leden. Han finner fram pilegrimsleden.no på smarttelefonen, og funksjonen for å spore opp seg selv om man går litt av lei. – Jeg tror vi kan gå ned her, sier han, legger bort telefonen og leder oss ned en trapp. Den fører tilbake til skiltene som viser veien de siste kilometerne med byvandring helt til målet og 0 kilometer-steinen som markerer at pilegrimen har null kilometer igjen å gå. – Folk får en mestringsfølelse av å komme fram, forteller han. Forva ndr ing Mestringsfølelsen etter dagens korte etappe fra Lian er begrenset. Men Nidarosdomen er like mektig og der bestemmer jeg meg; en dag vil jeg vandre i dagevis fram hit. Kjenne på stegene, været, myggen, livet, ensomheten og fellesskapet. Eikrem har stadig samtaler med folk som har gjort denne reisen, utvendig og innvendig. Variasjonene like mange som det er pilegrimer. Noen kjenner seg forvandlet og fornyet, noen er nærmest skuffet over å kjenne seg helt lik som før vandringen tok til. – Kan reisen like mye være en forsoning med hvem jeg er? – Ja, det var godt sagt, jeg tror mange pilegrimer opplever det. ●

Ol av d e n He l l ige Den norske vikingkongen Olav II Haraldsson ble født i år 995 og døpt i 1014. Han kom tilbake til Norge med en visjon om å samle sitt kongerike til ett kristent land med en ny kristen lovgiving. Kongen ble drept i slaget på Stiklestad 29. juli 1030. Sagaen om Olav den Hellige, skrevet av Snorre Sturlasson, forteller at det skjedde mirakler både på slagstedet og senere rundt kongens grav i Trondheim. Hellig Olavs skrin i Nidarosdomen har vært det viktigste pilegrimsmålet i Norden siden helgenkåringen i 1031. I 1153 ble Nidaros erkebispedømme etablert, og arbeidet med å bygge den majestetiske katedralen i Trondheim, Nidarosdomen, begynte straks. k ild e : pilegrimsleden.no

L e ksiko n: hugd – hugget gitt – givet var – sensitiv å – at eier – ejer snarvisitt – lynvisit solgløtt – solskin snødrev – snedriver votter – vanter kjentmann – bekendt vær – vejr leden – stien gnagsår – gnavesår vonde – ømme innpust – indånding tørre – turde tråkler – trawler sprik – sprække grunner– tænker over rusbehandling – afvænning vakre – smukke jammen – sandelig laget – lavet hage – have sølete – snavsede på rad – i træk innspurten – slutspurten ulike – forskellige

T ørst 2 0 2 2

57


Opp sl agstavl e

Areo pago s har en lang række aktiviteter i både ­Danmark og Norge. Her er et lille udvalg. Find mere ­information på www.areopagos.dk og www.areopagos.no

Bliv medlem af Areopagos i Danmark www.medlem.areopagos.dk eller i Norge www.areopagos.no/bli-med/bli-medlem

Norge

Danmark

T ide b ønn

Messe r

Areopagos inviterer til tidebønn både i ­appen Tidebønn basert på boken Tidebønner gjennom året, og i økumeniske tidebønns­ samlinger i Trefoldighetskirken i Oslo.

Mød I Mesterens Lys, en Areopagos-praksis, på alternativmesser over hele landet. Få en forbøn, deltag i en workshop eller bliv lyttet til af de frivillige lyttere fra Den Lyttende Kirke.

S a l i g e r tø r st e n

T r osp r aksis.tv

Dette er en dag med foredrag, samtale og verksted med smake­ biter fra kristne praksiser som nærer tros­ livet. Arrangeres i flere byer, fra nord til sør.

Trospraksis.tv er en kanal, hvor du med ét abonnement får adgang til over 100 videoer med meditationer, bønner og hjælp til din daglige åndelige praksis givet af dygtige og dedikerede undervisere på både dansk og norsk.

Bøn i Bevæ ge lse

Jes u s dojo

Dojo er det japanske navnet for treningsstudio og betyr «stedet for veien». Vi formes av Jesus, gjennom å sammen gjøre konkrete øvelser og refleksjon. Samlingene foregår både digitalt og i Oslo.

Bøn i Bevægelse er en kristen meditationsform, hvor man benytter langsomme bevægelser sammen med få ord som hjælp til at falde til ro og være til stede i Guds kærlige nærvær. Der findes også en lokal gruppe nær dig.

Nau t ilus Me di tas jon og m es s e

Meditasjonen tar utganspunkt i en av jesus­ fortellingene i Bibelen. Metoden er å leve seg inn i fortellingen som om du selv var til stede. Meditasjon og messe foregår i Nordstrand kirke i Oslo.

Et fællesskab for dig, der er åndeligt nysgerrig og ønsker at være i et fællesskab i København, hvor du kan lære mere om kristen meditation og bønspraksis.

Podk a st

De n Lytt e n de K ir ke

Kulturmisjonen og Trospraksis.

Tag på kursus hos Den Lyttende Kirke og bliv bedre til at lytte til dig selv, dine medmennesker og Gud. Du kan også blive lyttet til af en professionel frivillig lytter.

Tilmeld dig de danske nyhedsbreve her: www.nyhedsbreve.areopagos.dk Meld deg på det norske nyhetsbrevet her: www.areopagos.no/bli-med/abonner-nyhetsbrev

58

T ørst 2022


Sal me

Tekst Merete Bandak

Melodi Torsten Borbye Nielsen

E T R U M T I L AT SØGE DET SANDE Salme i anledning af 100-året for Areopagos.

A r eopagos 100 år

Et rum til at søge det sande, det skønne, ja godheden selv, en åbning i hjerte og pande til visdommens kilde og elv, et møde – ansigt til ansigt – med Kristus, din hemmelighed, det ber vi dig, Gud, om at give din søgende menneskehed

Hvor troen blir delt, sker mirakler. Gud øser sin Hellige Ånd i strømme til tørstige stakler og løser de snærende bånd, så falske billeder blegner. Forsoningens Gud træder frem og nedbryder mure, der skiller, og byder os velkommen hjem

At lytte, at handle, at svare, at mødes i åben respekt, at dele sin tro og forklare i ærlighed, aldrig fordækt, er kaldet, det vil vi følge, og mesteren selv vandrer med, den Gud, der har hjerte for alle og elsker sin menneskehed

Nu ber vi dig, Gud, lad os vandre med lyttende nænsomme skridt og villighed til at forandre os selv, når vi elsker for lidt. Vær du vor faste forankring, vort hjerteslags bankende tro, så godhedens rige må komme, det sted, hvor vi sammen kan bo

T ørst 2 0 2 2

59


DA N MA RK NORGE HONG KONG KI NA

w ww.are opagos.dk • w ww.are opag os.no


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.