Amnesty #2 2010

AMNESTY Medlemsblad for Amnesty International | Nr 2 Maj 2010

Udlevering til tortur

Her regerer KGB

Brandbomber og skud

Skjulte børn i Danmark

Regeringen vil udlevere dansker – trods fare for dødsdom og tortur.

Hvideruslands efterretningstjeneste forfølger oppositionen.

Millioner af romaer lever kummerligt og i frygt for vold.

I strid med børnekonventionen får børn af illegale migranter ikke lægehjælp.

TEMA:

Diskrimination og racisme i

Det Nye Europa

| l ed e r

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: Jens Munch og Nora Rahbek Kanafani Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing Design og produktion: Datagraf Oplag: 93.200 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 17. september 2010 (deadline 20. august) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning. Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Priorgade 1A · 9000 Aalborg Tlf. 98 10 17 17 Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Forsidefoto: Tilhængere af det populære højrenationalistiske parti Jobbik i Ungarn.

Foto: Scanpix

Ud af skabet Vilnius den 8. maj. Omkring 500 demonstranter gør sig klar til historiens første Baltic Pride for homoseksuelle i Litauen. Imens har flere tusinde moddemonstranter taget plads langs ruten – de mest indædte modstandere iført skrårem, nazistiske symboler og bannere, der håner og nedgør homoseksuelle. Talstærkt politi sørger for at beskytte deltagerne, og Baltic Pride folder sig ud i alle regnbuens farver, indtil et ophidset parlamentsmedlem til slut forcerer politiafspærringerne og kommer i håndgemæng med politichefen.

Amnestys redaktør: Ole Hoff-lund

Situationen illustrerer, hvor langt nogle af de nye EU-lande endnu er fra at efterleve de helt fundamentale værdier i det europæiske fællesskab – lighed, tolerance, ligestilling, beskyttelse af mindretal og respekt for menneskerettighederne. I Litauen viste en meningsmåling for nylig, at trefjerdedele af befolkningen støttede et forbud mod Baltic Pride, og det homofobiske parlamentsmedlem, der gik til angreb på politiet, var ikke alene. I ugerne op til Baltic Pride forsøgte 53 parlamentsmedlemmer at få den forbudt med henvisning til en ny lov, der kriminaliserer undervisning til børn og unge om homoseksualitet. Først dagen før paraden fik arrangørerne grønt lys fra en domstol.

Det kræver mod at stille sig op på gaden i Vilnius og skilte med sin seksualitet i kampen for ytringsfrihed og ligestilling. Homoseksuelle i de baltiske lande møder massiv diskrimination og fordømmelse, og når først de kommer ud af skabet, er de nemme ofre for hadforbrydelser fra højreradikale grupper, som står bag utallige voldelige overfald. Baltic Pride er langt fra den eneste parade for homoseksuelle, som møder massiv modstand – ikke bare blandt den almindelige befolkning, men også blandt politikere, medier og myndigheder.

Det samme sker i Bulgarien, Rumænien, Slovakiet, Ungarn, Polen og Slovenien. Og forfølgelsen rammer ikke kun homoseksuelle.

Indvandrere og romaer er andre populære skydeskiver for den voksende racisme i Europa. En tendens, der blev bekræftet, da det højrenationalistiske parti Jobbik i Ungarn fik 17 procent af stemmerne ved valget i april efter en hadefuld kampagne mod romaer.

Hidtil har EU haft svært ved at skride effektivt ind overfor de medlemslande, der ikke beskytter sine mindretal, eller som aktivt diskriminerer bestemte befolkningsgrupper. Men det bliver der efter alt at dømme lavet om på nu. Med Lissabon-traktaten og EU’s charter om grundlæggende rettigheder – der begge blev juridisk bindende i december 2009 – har EU skrevet ”menneskerettigheder” med store bogstaver ud over det nye Europakort. Og EU-domstolen har fået magt til at sætte handling bag ordene. Dermed er EU atter gearet til at være den bannerfører for menneskerettighederne, som ligger dybt i den europæiske selvopfattelse. Nu venter vi bare på, at EU’s regeringsledere kommer ud af skabet og bekæmper diskrimination, racisme og fremmedhad i alle lande og i alle afskygninger.

2 I am n e s t y

Indh ol d | A mnesty på fem mi nutter

4 Nyheder 8 Vold og racisme hærger det nye Europa

Foto: Kaare Viemose

10 TEMA: Sejr bag hegn og panser

10

Under massiv politibeskyttelse lykkedes det den 8. maj at gennemføre den første Baltic Pride nogensinde for homoseksuelle i Litauen. Amnesty International sendte 70 aktivister fra 23 lande til Vilnius for at sætte fokus på diskrimination af seksuelle minoriteter i de baltiske lande. I ugerne op til priden forsøgte politikere i Litauen at få Baltic Pride forbudt. Først dagen inden afgjorde en domstol, at de 500 demonstranter kunne gennemføre Baltic Pride, hvor tusindvis af moddemonstranter var klar til at angribe optoget.

20 TEMA: Nu falder hammeren

Siden 2004 har EU optaget 12 nye medlemslande fra Østog Centraleuropa, og endnu flere står på spring for at komme ind i fællesskabet. Men selv om den europ æiske fælleskabstanke bygger på frihed, tolerance, ligestilling og beskyttelse af mindretal, så kæmper EU med voksende racisme og diskrimination. Hidtil har EU haft svært ved at gribe effektivt ind, men med Lissabon-traktaten forudser eksperter langt flere sager ved EU-domstolen mod lande, der vedtager diskriminerende lovgivning.

20 Foto: Anna Klitgaard

24

24

elvmordsbølge rammer S indiske bønder

Kausalla Deshettiwar er i chok. Det er kun seks dage siden, at hendes mand gik ud i bomuldsmarken, betragtede de syge planter og satte dunken med gift for munden. Han er blot én af de 200.000 indiske bomuldsbønder, der i løbet af de sidste ti år har begået selvmord efter en fejlslagen satsning på genmodificerede bomuldsplanter. De fleste dødsfald sker i Maharashtra i det vestlige Indien. Tidligere blev regionen kaldt Bomuldsbæltet. I dag hedder den Selvmordsbæltet.

Illustration: Mikkel Henssel

28 USA’s nye nigger

28

I kampen mod terror har USA skabt en ny nigger og givet køb på de værdier, landet kæmper for at forsvare. Amerikanske statsborgere med arabiske aner bliver overvåget og diskrimineret, og store dele af befolkningen bakker op, når regeringen fratager dem deres rettigheder. Med udgangspunkt i kærlighedshistorien mellem Samia Shoman og Feras El Hefnawi fra Californien fortæller AMNESTY, hvordan araberne nu bliver betragtet som USA’s indre fjende og nye undermennesker.

De europæiske værdier er under pres.

14 Folkevalgte angriber homoseksuelle

Homoseksualitet forstyrrer den nationale selvforståelse i østlandene.

16 Det var bedre under kommunismen

Romaerne er det mest forfulgte mindretal i Europa.

18 Her regerer KGB Bortførelser og fingerede henrettelser er hverdagskost i Hviderusland.

22 Amnesty dokumenterer Læs om Amnestys seneste rapporter.

34 Rettigheder? Ren volapyk I Sudan har tre ud af fire aldrig hørt om menneskerettigheder.

36 De skjulte børn i Danmark Børn af illegale indvandrere lever i skjul for myndighederne.

40 Stafetten

Sex, penge og stemmeret.

41 Rettigheder

– lige i hovedet

Amnesty har stor succes med at undervise skolelærere.

42 Kultur Klaus Rothstein skriver om kvinder.

44 Amnesty Live

Din støtte gør en forskel.

a mn e s t y I 3

Nyhed e r Foto: Polfoto

Stop udlevering til Indien Niels Holck har god grund til at frygte tortur i Indien, vurderer FN’s torturrapportør Manfred Nowak.

Det danske justitsministerium har ikke en skriftlig aftale med Indien om, hvordan danskeren Niels Holck skal behandles, hvis han bliver udleveret til Indien. Det siger Holcks advokat, Tyge Trier, til AMNESTY. ”Der eksisterer kun et kludetæppe af gamle breve sendt mellem Danmark og det indiske udenrigsministerium. Der er ingen aftale, hvor både Indien og Danmark har skrevet under”, siger Tyge Trier. ”Det er meget usikkert, hvorvidt dommer, politichef og anklagemyndighed i Kolkata (tidligere Calcutta, red.) vil betragte disse breve som retligt forpligtende, ligesom brevene giver anledning til megen tvivl. Især hvis dommeren i delstaten bare ser Holck som endnu en terrorist”, fortsætter Tyge Trier.

Justitsministeriet erklærede den 9. april, at Indien har opfyldt en række krav til behandlingen af Niels Holck, der er anklaget for at have deltaget i nedkastningen af fire tons våben fra et fly i 1995. Kravene er blandt andet, at Indien ikke eksekverer en eventuel dødsstraf, og at Niels Holck ikke udsættes for tortur eller mishandling.

AMNESTY har søgt om aktindsigt i aftalen mellem de to lande, men har fået afslag med henvisning til, at der er tale om en personsag – ikke at aftalen ikke eksisterer. Men selv hvis der forelå en skriftlig aftale, så er der tale om et klart brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der forbyder udlevering af personer til lande, som anvender dødsstraf, mener Amnesty International. Tortur og misFoto: Scanpix

Foto: Scanpix

Justitsminister Lene Espersen 2002:

Niels Holck kan ikke udleveres

4 I am n e s t y

Justitsminister Lars Barfoed 2010:

Niels Holck skal udleveres

handling er udbredt i store dele af Indien, der ikke har ratificeret FN’s torturkonvention, og hvor mindst 50 mennesker blev dømt til døden i 2009.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet en række afgørelser, der klart tilsidesætter såkaldte diplomatiske garantier som gældende. En af sagerne gælder en indisk mand, som Storbritannien ville udlevere til Indien, men det blev bremset af domstolen på grund af frygt for tortur. ”Garantien fra Indien er intet værd. Alene det faktum, at man er nødt til at lave en aftale med Indien om så ømtålelige emner som dødsstraf og tortur, bør få alle alarmklokker til at ringe”, siger Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International.

I et brev til Lars Normann Jørgensen skriver justitsminister Lars Barfoed (K): ”Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at alt internationalt samarbejde inden for det politimæssige og strafferetlige område baserer sig på gensidig tillid”.

Amnesty International udgav den 12. april rapporten ”Dangerous Deals: Europe’s Reliance on Diplomatic Assurances Against Torture”, som opfordrer de europæiske lande til at skrotte brugen af diplomatiske aftaler med lande, der bruger tortur og dødsstraf.

Også FN’s torturrapportør Manfred Nowak advarer kraftigt mod at udlevere Niels Holck. Tidligere har to danske justitsministre afvist at udlevere Niels Holck – senest Lene Espersen (K) i 2002. Udleveringen skal nu behandles ved domstolene.

Af O le Hoff-lu nd

Irakere vender hjem til forfølgelse Civile irakere lever i frygt for bevæbnede grupper, som de irakiske myndigheder intet kan stille op over for, og adskillige hjemsendte irakere er blevet forfulgt og chikaneret af myndighederne. Det fastslår en ny rapport fra Amnesty International, der fraråder de europæiske regeringer at tvangsudsende irakere til det krigshærgede land.

Et af eksemplerne er fra februar 2009, hvor en tidligere tolk for de internationale styrker valgte at rejse hjem til Irak efter afslag på asyl fra flere europæiske lande. I Bagdads lufthavn blev han tilbageholdt og udspurgt om sit

kort nyt: Blodigt arkiv åbnes

ophold i Europa. Han fik tæsk og tvunget til at udbetale 1.300 dollar, før han blev løsladt den følgende dag. En måned senere blev han opsøgt af politiet i sin lejlighed i Bagdad, tilbageholdt og mishandlet på en politistation i en uge og truet med en langvarig fængselsdom.

Han blev først løsladt, da en amerikansk officer greb ind. I juni 2009 flygtede han igen fra Irak.

Den 13. maj var det et år siden, at Danmark indgik en omstridt aftale med Irak om at tage imod afviste asylansøgere. Amnesty opfordrer regeringen til at stoppe alle hjemsendelser, indtil UNHCR siger god for sikkerheden i Irak.

Ruslands præsident Dmitrij Medvedev, der i april besøgte Danmark, har beordret det hemmeligholdte arkiv om massakren på over 22.000 polakker i 1940 åbnet for offentligheden. Massakren fandt sted i skovene omkring Katyn i det vestlige Rusland og er en af Anden Verdenskrigs mest berygtede krigsforbrydelser. I mange år beskyldte Sovjetunionen nazisterne for at stå bag massedrabet på den polske elite – officerer, intellektuelle og præster – men i 1990 erkendte Sovjetunionen, at det var Stalins hemmelige politi, der stod bag.

S eks måneders fængsel for hadforbrydelser To danske mænd på 28 og 33 år fik i februar stadfæstet byrettens dom på seks måneders fængsel for deres voldelige overfald på fire personer på åbningsaftenen for World Outgames i København sidste sommer. Tre af de fire ofre var homoseksuelle, og dommerne i Østre Landsret lagde da også vægt på, at der var tale om hadforbrydelser, som skærper strafudmålingen. De to angreb deres ofre med knytnæveslag, spark og homofobiske tilråb.

Hemmeligt torturfængsel i Irak Foto: Polfoto

Rustin O’Neil bliver skudt med en Taser under en demonstration på University of California.

Dansk politi overvejer strømpistoler livet, og 90 procent af ofrene var ubevæbnede og udviste ikke truende adfærd, da politiet affyrede pistolen. ”Med mindre strømpistolen skal erstatte den almindelige pistol, så er vi dybt skeptiske over, at politiet overvejer at anskaffe dem. Det er et potentielt dødeligt våben, og det vil være en optrapning af betjentenes magtmidler”, siger Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International.

Du kan se film om brugen af Taser i USA på

Foto: Junglecat

Dansk politi overvejer nu at indføre de stærkt omdiskuterede strømpistoler af typen Taser, som alene i USA har dræbt over 350 mennesker siden 2001. Pistolen affyres på op til ti meters afstand og sender små pile med modhager ind i kroppen. Pilene er fastgjort til ledninger, som afgiver et elektrisk stød på 50.000 volt, der lammer musklerne og får offeret til at gå i krampe.

Amnesty International advarer mod brugen af strømpistolerne, og har i flere rapporter dokumenteret, at der er tale om et potentielt dødeligt våben, og at man ikke kan forudsige, hvordan den enkelte person reagerer på et angreb. I USA har adskillige teenagere mistet

”De gav mig elektrisk chok mod min penis. Jeg blev også seksuelt misbrugt med en stav”.

Sådan forklarer en af fangerne fra et hemmeligt torturfængsel i Mosul i det nordlige Irak til Human Rights Watch. Menneskerettighedsorganisationen har talt med 42 mænd, som har været tilbageholdt i fængslet, der primært blev anvendt til at torturere og tilbageholde sunnimuslimer.

En anden fange forklarer, at fængselsbetjente truede ham med, at de ville voldtage hans mor og søster, hvis han ikke erkendte sig skyldig i at være terrorist. Den unge mand blev selv voldtaget i fængslet. Andre fortæller, at de blev bundet og hængt op med hovedet nedad og med bind for øjnene, mens de fik tæsk.

Den irakiske premierminister Nuri al-Maliki nægter anklagerne og siger, at han på intet tidspunkt har haft kendskab til fængslet i Mosul.

www.youtube.com a mn e s t y I 5

Nyhed e r Foto: Polfoto

Video viser civile drab i Irak Amerikansk militær er endnu engang kommet under alvorlig anklage efter offentliggørelsen af en 38 minutter lang video, der viser den brutale nedskydning af 12 civile irakere i Bagdad i 2007. Videoen, der blev offentliggjort af Wikileaks i april, er optaget fra en af de to Apache helikoptere, der gennemførte angrebet.

To af de dræbte var en journalist og en fotograf fra nyhedsbureauet Reuters, der lige siden har forsøgt at få USA’s militær til at offentliggøre detaljer om angrebet. Det har militæret afvist med henvisning til, at der var tale om oprørere.

Spanien kræver opgør med Franco-regimet Spaniens verdensberømte undersøgelsesdommer Baltasar Garzón er kommet i uventet modvind, efter at han har indledt en efterforskning af de massive menneskerettighedsovergreb, der blev begået under diktatoren Francisco Franco, der døde i 1975.

Hundredtusinder af spaniere blev likvideret eller forsvandt under Francos hårdhændede regime, og Baltasar Garzón nåede at registrere 114.000 dødsofre, inden Spaniens højesteret bremsede hans arbejde i sidste måned. Det skete med anklager om, at han bevidst har ignoreret en lov fra 1977, der forhindrer efterforskningen af de overgreb, der blev begået under den spanske borgerkrig fra 1936-1939.

Foto: Polfoto

6 I am n e s t y

Højesterets indgriben fik over 100.000 demonstranter på gaden i Madrid den 24. april i sympati med Baltasar Garzón. Lignende demonstrationer fandt sted i 22 andre spanske byer under parolen ”Vi glemmer ikke fortiden og kræver retfærdighed”.

Den 54-årige Garzón blev verdenskendt, da han i 1998 udstedte en international arrestordre på Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet, som opholdt sig i London. Udleveringen blev afvist med henvisning til Pinochets dårlige helbred. Spaniens straffelov giver mulighed for universel jurisdiktion efter princippet om, at alvorlige internationale forbrydelser skal kunne retsforfølges over hele verden.

Kort efter den første angrebsbølge ankommer to mænd i en varevogn for at hjælpe de sårede, men på lydsporet til videoen får skytterne tilladelse til at skyde igen. Mændene bliver dræbt, og to små børn i varevognen bliver alvorligt såret.

Amnesty International opfordrer USA til at indlede en uafhængig undersøgelse og offentliggøre alle informationer om angrebet for at fastslå, om militæret levede op til international humanitær ret.

Du kan se filmen på www.wikileaks.org.

Amnesty kritiserer ny udlændingelov Regeringens forslag til nye stramninger af udlændingeloven straffer unge, som mod deres vilje bliver sendt på genopdragelse i hjemlandet. De nye regler fremmer heller ikke integration og aktiv deltagelse i det danske samfund, men risikerer at fremmedgøre unge med anden etnisk baggrund end dansk, skriver Amnesty i sit høringssvar.

Forslaget vil desuden gøre det muligt at tilsidesætte lægeerklæringer i sager om humanitær opholdstilladelse, hvis den pågældende læge efterfølgende udtaler sig offentligt om sagen. ”Det er en grov indskrænkning af lægernes ytringsfrihed. En lægelig ekspert, som udtaler sig kritisk, er muligvis besværlig – men ikke af den grund inhabil”, siger Lars Normann Jørgensen.

Lovforslaget blev sendt i høring umiddelbart inden påskeferien og havde en så kort høringsfrist, at en lang række organisationer – herunder Amnesty International – ikke nåede at svare i tide.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har selv tidligere rettet hård kritik mod regeringens korte høringsfrister og udtalt, at det optimale er en høringsperiode på fire uger. I den aktuelle sag giver hun medierne skylden: ”Jeg vil meget gerne have meget længere høringsfrister, men mange af forslagene har et meget langt politisk forløb og en forventning også hos medierne om, at forslagene bliver hurtigt fremsat”, siger hun til Politiken.

Iran henretter politiske fanger fodrede hende, da hun gik i sultestrejke.

I årets første fire måneder har Amnesty International registreret 80 henrettelser mod 388 i hele 2009.

Også journalisten og instruktøren Maziar Bahari, der blev fængslet under sommerens uroligheder i Iran, har nu fået sin straf.

Iransk-canadiske Bahari, der arbejder for magasinet Newsweek, blev løsladt efter 118 dage mod en kaution på 300.000 dollars og opholder sig i London, hvor han in absentia er idømt 13 års fængsel og 74 piskeslag.

Udbredt diskrimination i København Foto: Polfoto

Fem iranere blev henrettet i det berygtede Evin fængsel i Teheran den 9. maj – alle sammen dømt for at være ”moharebeh” (fjender af Gud). Fire af de henrettede var kurdiske politiske aktivister.

Amnesty International fordømmer henrettelserne, som fandt sted uden varsel til familie eller advokater, og uden at de anklagede havde adgang til en fair retssag. ”Tre af de henrettede blev tortureret, og to af dem blev presset til at tilstå. De blev henrettet i strid med iransk lov, som kræver, at fangernes advokater bliver informeret på forhånd”, siger Malcolm Smart fra Amnesty International.

En af de henrettede, Farzad Kamangar, skrev i et brev fra fængslet i 2008, at han sad i en frysende kold celle, og at vagterne jævnligt omringede ham og spillede ”fodbold” med hans krop. Den henrettede kvinde, Shirin Alam-Holi, fortæller ligeledes i et brev fra fængslet, hvordan vagter slog hende under fodsålerne og i maven, og at de tvangs-

Mere end hver femte borger i København med anden etnisk baggrund end dansk har følt sig diskrimineret i løbet af det seneste år. Det viser en undersøgelse, som Catinét har lavet for Københavns Kommune, som nu har oprettet en særlig hotline, hvor borgerne kan få hjælp og rådgivning. Næsten halvdelen af de adspurgte har indtryk af, at diskrimination er et alvorligt problem i byen, og det er et uacceptabelt højt tal, mener borgerrådgiver Johan Busse.

Den nye hotline har telefonnummer 80 30 20 20.

Rækken af likvideringer mod advokater, journalister og menneskerettighedsforkæmpere fortsætter i Rusland. Den 12. april blev den 47-årige dommer Eduard Chuvashov myrdet med adskillige skud fra en lyddæmpet pistol i sin trappeopgang i Moskva.

Eduard Chuvashov var kendt for at have dømt flere nynazister og højreekstremister for hadforbrydelser. Ugen inden sin død idømte han to medlemmer af den højrenationalistiske gruppe Ryno Gang ti års fængsel. De to dømte havde offentliggjort videoer med billeder fra nogle af de likvideringer, de havde foretaget.

I februar var Chuvashov dommer, da flere medlemmer af gruppen White Wolves fik langvarige fængselsdomme for at have offentliggjort lignende videoer af drabene på seks personer. White Wolves består primært af unge skinheads, som angriber russere med mørk hudfarve.

Ifølge menneskerettighedsgruppen SOVA, der overvåger udviklingen i nationalisme og racisme i Rusland, blev der i 2009 begået mindst 60 racistisk motiverede drab, og 306 personer blev såret i forbindelse med hadforbrydelser.

Præsident Dmitrij Medvedev har lovet at

Foto: Polfoto

Russisk dommer likvideret

Dommeren Eduard Chuvashov dømte nynazister for vold og blev senere myrdet foran sin bopæl i Moskva.

gøre alt for at finde gerningsmændene til drabet på Eduard Chuvashov, men i forvejen er der en lang liste af uopklarede mord på politiske aktivister og systemkritikere. Da Medvedev besøgte Danmark i april skrev Amnesty International et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og opfordrede ham til at diskutere menneskerettigheder – herunder de mange likvideringer – med præsidenten.

“Gerningsmændene bliver kun i sjældne tilfælde fundet og retsforfulgt. Dermed har Rusland opbygget et politisk klima, hvor regeringen ikke tager beskyttelsen af systemkritikere alvorligt, og hvor straffrihed desværre er blevet en del af den russiske virkelighed”, skrev Amnesty International i brevet, der blev sendt på vegne af de 500 deltagere på Amnestys landsmøde den 24.-25. april i Nyborg. a mn e s t y I 7

T ema: De t n y e e u r o pa

VOLD OG RACISME HÆRGER DET NYE EUROPA Siden 2004 har EU udstedt medlemskort til 12 nye nationer. Langt de fleste lå for kun 20 år siden bag Jerntæppet – grænsen mellem frie og undertrykte europæere. Længere mod øst og på Balkan står endnu flere lande på spring til at knytte tætte bånd til det eftertragtede fællesskab.

I EU er menneskets værdighed, frihed og lighed traktatfæstet som ”universelle og udelelige”.

Alle medlemslande har skrevet under på, at unionen er bevidst om sin ”åndelige og etiske arv”. Men værdierne er under pres. Politi, sociale myndigheder og borgere i disse lande har i generationer opereret og levet i totalitære regimer.

Uagtet at befolkningerne i det gamle Vesteuropa også i disse år udsættes for alvorlige krænkelser, så kæmper østlandene i særlig grad med at indhente det demokratiske underskud: Etniske minoriteter, homoseksuelle og journalister bliver dagligt udsat for trusler og forfølgelse. AMNESTY sætter fokus på Det Nye Europa.

1 2 3 15 4

5 6 17 8 7

9

11 12

10 14 13

1. Estland Nynazister overfalder etniske minoriteter.

Mange voldsmænd bliver ikke retsforfulgt.

Grænsevagter chikanerer immigranter.

Russere diskrimineres på arbejdsmarkedet, og myndighederne anklager ngo’er for at stå i ledtog med fremmede magter.

2. Letland

3. Litauen

4. Polen

5. Tjekkiet

Antallet af racistisk motiverede overfald og offentlige hadefulde ytringer stiger.

Voldsmændene undgår ofte at blive stillet for en dommer. Retssystemet diskriminerer voldsramte kvinder, og myndigheder forhindrer EU i at oplyse om love mod diskrimination.

Mindreårige voldtægtsofre risikerer at blive nægtet adgang til en ellers lovlig abort. Anklager om tortur i CIA-fængsler på polsk jord er endnu ikke undersøgt til bunds. Lovgivningen sikrer ikke mod diskrimination på baggrund af race, køn og seksualitet.

Højreekstremister overfalder romaer, og embedsmænd tiltaler ofrene i racistiske vendinger. Mentalt handicappede bliver opbevaret og fikseret i såkaldte ”cage beds” – små indespærrede senge. Romaer har begrænset adgang til lejeboliger – selv med en bankgaranti i hånden.

8 I am n e s t y

Immigranter, romaer og seksuelle minoriteter risikerer overfald. 400.000 statsløse indbyggere mangler retssikkerhed og er særligt udsatte for politisk og social diskrimination. Anklager om tortur i politiets varetægt og i fængsler bliver utilstrækkeligt efterforsket.

A f Je n s Munc h

I

Illustratio n: Mikkel He nssel

11. Kroatien

12. Serbien

13. Albanien

Kun ganske få fremskridt er sket i retsforfølgelsen af krigsforbrydere. Psykiatriske patienter, bl.a. børn, bliver opbevaret indespærrede senge – såkaldte ”cage beds”.

Kroatiske serbere har endnu ikke ret til at vende tilbage til de hjem, de flygtede fra under krigen i 1990’erne.

Myndighederne undlader at beskytte kritikere af den mangelfulde retsforfølgelse af formodede krigsforbrydere. Politiet afviste at beskytte en homoparade mod voldelige angreb fra højreradikale grupper. Psykiatriske patienter i Beograds fængselshospital bliver slået med knipler.

Anklager mod politiet om tortur bliver sjældent afprøvet ved en domstol. Vidner i sager om menneskehandel til prostitution bliver ikke beskyttet tilstrækkeligt. Vold i hjemmet rammer hver tredje kvinde, men kun få sager kommer for retten. Fængslerne er overfyldte.

14. Makedonien

15. Hviderusland

Retsforfølgelsen af formodede krigsforbrydere er stærkt mangelfuld. Dommere og anklagere undlader at efterforske mishandling af fanger – selvom de møder op i retten med tydelige tydelige skader.

Mangler at implementere konventionen om handel med kvinder.

Dødsstraf ved skydning. Regeringens jerngreb om medierne og opposition bliver konstant hårdere. Kritiske medier mister retten til at deltage i det nationale distributionssystem. Forsamlingsfriheden eksisterer ikke. Aktivister bliver chikaneret.

16. Ukraine

17. Moldova

Myndighederne ignorerer racistiske overfald. Politiets og fængslernes torturbødler undgår straf. Asylansøgere sendes tilbage til lande, hvor de risikerer tortur – uden ret til appel. Journalister risikerer likvidering.

Tortur og mishandling i fængslerne. Ofre får dødstrusler, hvis de ønsker at klage.

Efterforskning af krænkelserne fører kun sjældent til dom. Trods ny progressiv lov om forsamlingsfrihed anholder politiet fredelige demonstranter.

18. Tyrkiet

19. Rusland

Politiet torturerer og mishandler tilbageholdte, og problemet er udbredt og stigende. Forsamlingsfriheden eksisterer ikke i praksis, og fredelige demonstrationer bliver opløst med skarpladte våben og gummikugler. Domme falder ofte på grundlag af spinkle beviser.

Vilkårlige henrettelser og tortur i Tjetjenien, Dagestan og Ingusjetien. Elektrisk chok, kvælning med plasticposer og hårde slag mod tilbageholdte er udbredt i hele Den Russiske Føderation. Journalister og aktivister bliver likvideret, truet og chikaneret.

7. Slovenien

8. Ungarn

Et af regeringens første tiltag efter uafhængigheden i 1991 var at slette samtlige ikke-etniske slovenere, fra andre jugoslaviske republikker, fra de offentlige registre.

Deres børn blev bortvist fra skolerne. Omkring 100.000 indbyggere har endnu ikke fået genetableret deres rettigheder.

Det højreradikale og stærkt romafjendske parti Jobbik har støtte fra knap 17 procent af vælgerne. Romaer har stærkt begrænset adgang til uddannelse og sundhedsvæsen, og homoseksuelle bliver overfaldet af voldelige grupperinger.

6. Slovakiet

9. Rumænien

10. Bulgarien

Indbyggere risikerer invaliderende og dødelige overfald fra grupper af racistiske politibetjente. Manglende opfølgning på politiske tiltag, der skulle sikre almindelig skolegang til romabørn. Regeringen vil tvangsfjerne børnene og indskrive dem på særlige kostskoler.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har slået fast, at mindreårige romaer er blevet overfaldet og stærkt invalideret af racistiske politibetjente. Beretninger fra øjenvidner bestyrker mistanken om, at regeringen har tilladt hemmelige CIAfængsler i landet.

Politiet chikanerer det makedonske mindretal, og det højrenationale parti Ataka omtaler den tyrkiske minoritet i stærkt diskriminerende vendinger. Fængslerne er overfyldte. En obduktion har vist, at en person i politiets varetægt døde af spark mod hovedet.

19

16

18

EU-medlemmer Ikke EU-medlemmer

a mn e s t y I 9

T ema: De t n y e e u r o pa Foto: Kaare Viemose

Overalt på området, hvor paraden foregik, stod politiet klar til at gribe ind mod voldelige moddemonstranter.

Sejr bag hegn og panser Skinheads, nynazister og kristne var mødt op for at true og tilsvine deltagerne i Litauens første parade for homo-, bi- og transseksuelle nogensinde – Baltic Pride 2010. Kun efter måneders massivt pres fra Amnesty International lykkedes det at gennemføre paraden og sikre politibeskyttelse af de 500 deltagere. 800 pansrede betjente troppede op og var med til at gøre begivenheden til en succes.

På vej til paraden, ved foden af en tårnhøj glasbygning – et af byens symboler på håbet om en lys og international fremtid – møder pridens deltagere for første gang alvoren.

Grønklædte politibetjente med skarpladte våben, lange sorte støvler, strømpistoler og knipler står klar til at gennemse de busser, der 1 0 I am n e s t y

har transporteret pridens deltagere hen til den halve kilometer lange rute, som politiet har tildelt arrangørerne. Det sker for at forhindre voldelige moddemonstranter i at snyde sig ind bag indhegningen.

Bag afspærringen ligger ruten. Passagerne stiger af på en parkeringsplads, klemt inde

Af Je ns Munch Foto: Kaare Viemose

I græsset foran scenen og med Vilnius’ indbyggere som fjerne tilskuere kunne deltagerne lytte til støttetaler.

Religiøs familiefar støtter priden ”Jeg er kristen, jeg er heteroseksuel, jeg er familiefar, og jeg er for menneskerettigheder”, siger Algis, en 35-årig litauisk mand. Med sit håndskrevne papskilt står han midt i det farvestrålende og festlige optog og viser omver-

denen, at han støtter Baltic Pride 2010 i sin hjemby Vilnius. Og det er ikke ufarligt. Ordlyden burde ikke være kontroversiel. Men i et stærkt homofobisk samfund med voldelige højreradikale grupper, og hvor to tredjedele af borgerne ønsker at tage ytrings- og forsamlingsfriheden fra seksuelle minoriteter og nedlægge forbud mod deres parader, er det ikke ufarligt at insistere på, at menneskerettigheder gælder alle.

Algis kan nok se frem til kraftige reaktioner – især fordi han giver interview til det ene tv-hold efter det andet og dermed eksponerer sig for familie, kolleger, venner og sognebørnene i sin egen menighed. Han er klar over risikoen for hån, spot og vold: ”Det skal gøres. Det må siges.

Hvis ingen stiller op, så sker der intet. Min religion dikterer mig at støtte disse mennesker i kampen mod diskrimination”, siger Algis og forklarer, at han dermed undsiger dele af sin egen kirkes stig-

De 800 betjente var forberedte på det værste.

Hunde, skarpladte våben, strømpistoler og peberspray skulle holde moddemonstranterne væk, hvis de besluttede at angribe.

Foto: Charles Meacham

mellem en høj hotelbygning og en mælkebøtteklædt græsplæne, der skråner ned mod Neris-floden et par hundrede meter borte. Intet normalt dagligliv er i sigte. Pladsen er omkranset af over 20 politibiler og en enkelt brandbil, mens pansrede betjente med skjolde, hjelme og knipler assisterer deres kolleger til hest. Politiet holder tilsyneladende deres løfte om at give paraden den nødvendige beskyttelse.

De cirka 500 paradedeltagere er på den ene side beskyttet af floden, der med sin stærke strøm bugter sig igennem byen, og på den anden side flankeret af et to meter højt stålhegn og i alt 800 politibetjente.

Pridens deltagere gør sig klar. Bannere og papskilte med slogans som ”Hate is not a family value” og ”All different – all equal” pakkes ud, mens et lyserødt Union Jack og et EUflag med stjerner i alle farver bliver ledsaget af sambarytmer fra fløjter, trommer og taktfaste slag fra en ske mod en stegepande.

➜

a mn e s t y I 1 1

T ema: De t n y e e u r o pa

Foto: Kaare Viemose

– bortset fra indimellem at sprøjte peberspray i hovedet på de nærmeste uromagere.

Midt på ruten får priden ikke lov til at gå længere. Ellers ville deltagerne komme for tæt på moddemonstranterne. Her står en scene på den frodige græsplæne vendt mod floden – så byens mange passive tilskuere fra den fjerne side af floden kan følge med. Indenlandske og internationale gæster holder støttetaler, og de store højttalere bærer ordene om frihed og lighed over vandet. Et stort kors på brinken taler sit tydelige sprog, og to mænd forsøger i en gul, oppustelig kano at krydse floden, mens de råber ”fags go home – you bring shame to society ”. Politiet får dem hurtigt gennet tilbage.

Sveriges EU-minister Brigitta Olsson blev beskyttet af adskillige livvagter, da hun kom og gav sin støtte til paraden.

➜

matisering af de homoseksuelle som degenererede og farlige elementer, der for alt i verden skal ties ihjel.

Nazister, støttetaler og en gul kano 100 meter fra parkeringspladsen står flere betjente og udgør en barriere mod de nærmeste moddemonstranter. For enden af ruten skimtes endnu en hær af politifolk. Den skærmer af for omkring 2.000 tilskuere. Omkring en fjerdedel af dem protesterer med tilråb eller skilte med tekster som ”Gays killed my friend” og piktogrammer med to overstregede mænd, hvor den ene står foroverbøjet foran den anden. En enkelt råber vredt og skingert i en megafon, mens skinheads i camouflagetøj og kristne med kors i hænderne råber om kap

med tilsyneladende helt almindelige teenagere, der ytrer deres had mod homoseksuelle.

I den anden ende af ruten venter pridens deltagere stadig tålmodigt på det officielle starttidspunkt. Kort efter, at en gruppe sortklædte mænd under røde nazifaner støder til det hadefulde kor af protester, ankommer den svenske EU-minister Brigitta Olsson i fuld fart i sin sorte Mercedes med en eskorte af lige så sorte Volvoer for at give sin støtte. Paraden sætter i bevægelse under munter hujen og klapsalver.

Snart bryder urolighederne ud i rutens fjerne ende. Moddemonstranter kaster røgbomber, men vinden bærer den tykke, hvide røg tilbage i hovedet på dem selv. Andre kaster sten og flasker mod politiet, der holder sig i ro

Politikere går til angreb Da talerne er færdige, kommer et par herrer i jakkesæt hastigt gående fra afspærringen med kurs mod scenen. Et par politibetjente opfordrer dem til at vende om, men de nægter og går målrettet videre. Da en politimand endelig tager fat i den ene, kommer de to i slåskamp.

De ubudne gæster er parlamentsmedlemmer, og på videooptagelser viser det sig senere, at de uhindret fik lov til at passere barrieren.

Politiet tøvede angiveligt med at standse de to, fordi de som parlamentarikere har immunitet.

Affæren får formentlig et retsligt efterspil.

De 500 deltagere i Baltic Pride går tilbage til busserne og forlader området med en følelse af, at de har deltaget i en historisk begivenhed, som på sigt kan bringe Litauen ud af det jerngreb, som fordomme, diskrimination og undertrykkelse lægger om landets seksuelle minoriteter. Og der er bred enighed om, at landets reaktionære kræfter ville have haft held til at sabotere ytringsfriheden uden det vedholdende pres fra Amnesty International og europæiske politikere.

Paradens svære fødsel 26. januar

Arrangørerne af Baltic Pride – Lithuanian Gay League (LGL) og Tolerant Youth Organisation – får ved et møde med Vilnius’ byråd tildelt en rute til priden. Byrådet insisterer på, at arrangørerne selv står for sikkerheden, selv om det bryder med Litauens forpligtelse til at sikre borgernes forsamlingsfrihed.

1 2 I am n e s t y

15. februar

Amnesty opfordrer borgmestre i samtlige europæiske hovedstæder til at sende breve til borgmesteren i Vilnius med krav om, at myndighederne beskytter deltagerne i priden.

1. marts

Ny lov træder i kraft i Litauen. Loven forbyder bl.a. information om andre forhold end det

mellem mand og kvinde. Amnesty frygter, at loven vil blive brugt til at diskriminere homoseksuelle.

15. marts

Københavns overborgmester Frank Jensen skriver til borgmesteren i Vilnius, Vilius Navickas, og beder ham ”garantere sikkerheden omkring paraden, så Baltic Pride kan løbe

af stablen på forsvarlig vis”. Amnesty informerer Vilnius’ borgmester om, at organisationen deltager i Priden med delegater fra mere end 20 europæiske lande.

16. marts

Amnesty afholder møde med politimesteren i Vilnius, Kestutis Lancinskas, der nu går væk fra sin oprindelige udtalelse om, at arrangørerne af Baltic Pride skal hyre private vagtværn. Politiet garanterer paradedeltagernes sikkerhed.

17. marts

53 litauiske parlamentsmedlemmer bruger den nye lov som afsæt for en appel om at få priden forbudt. Den offentlige anklager afviser i første omgang henvendelsen.

8. april

Direktøren for biografen Skalja – hvor Baltic Pride Filmfestival afholdes – kontaktes af medlemmer af byrådet

Litauiske Algis Davidavicius valgte som heteroseksuel og kristen familiefar at støtte og gå med i paraden.

Tilsyneladende helt almindelige unge demonstrerede, at de anså homoseksuelle for smittefarlige og uønskede borgere.

Hjemmelavede piktogrammer viste tydelig foragt og udpegede bøsser som overvægtige pædofile.

Lokale nynazister med faner, armbind og sorte uniformer lod deres hadefulde ytringer skylle udover forsamlingen.

Foto: Kaare Viemose

Foto: Jens Munch

Foto: Kaare Viemose

Foto: Jens Munch Foto: Scanpix

Ophidsede moddemonstranter forsøgte flere gange at forcere hegnet, der omkransede paraden.

i Vilnius med krav om, at festivalen aflyses på grund af de ”amoralske film”. Herefter bliver hun dagligt kontaktet om sagen.

grupper på Litauens uafhængighedsdag tidligere på året. Den nye rute er dog længere end den første.

for at få tilladelsen til priden annulleret på baggrund af ”sikkerhedstrusler” mod deltagerne.

27. april

29. april

Europaparlamentet afholder offentlig høring om Baltic Pride. Amnesty deltager.

5. maj

Byrådet ændrer pridens rute, fordi den oprindelige rute går over en jødisk kirkegård.

Samme rute blev uden problemer anvendt af højrenationalistiske

4. maj

Den offentlige anklager i Vilnius anlægger sag

Retten beslutter at annullere tilladelsen til Baltic Pride. LGL anker beslutningen. Amnesty kontakter Litauens præsident, der senere samme dag udtaler, at hun støtter priden.

6. maj

Amnesty afleverer 15.000 underskrifter til præsidenten.

Filmfestivalen afholdes, selv om biografdirektøren frygter for sit job.

7. maj

Retten i Vilnius tillader Baltic Pride 2010.

8. maj

Tidligt om morgenen knuses ruder i Tolerant Youth Associations kontor, og der kastes en molotovcocktail ind.

Ingen kommer til skade.

Baltic Pride 2010 forløber fredeligt med deltagelse af 70 Amnesty delegater fra 23 lande. a mn e s t y I 1 3

T ema: De t n y e e u r o pa Foto: Polfoto

Politiet måtte gribe ind, da det litauiske parlamentsmedlem Kazimieras Uoka forsøgte at angribe paraden.

Folkevalgte angriber homoseksuelle Baltic Pride kan trods sin ringe størrelse vise sig at få langt større betydning for homoseksuelles rettigheder end de farverige prides i Europas andre hovedstæder. Baltic Pride udfordrer nemlig den udbredte homofobi i Østeuropa.

Selv om Baltic Pride i Vilnius ikke kan måle sig med paraderne i Europas andre hovedstæder, når det kommer til størrelse, farverigdom og kreative kostumer, så kan det lille optog på 350 mennesker vise sig at få langt større betydning for Europas homoseksuelle.

Baltic Pride er nemlig et symbol på kampen for de basale rettigheder, som homoseksuelle i de baltiske lande og Østeuropa må leve uden – snarere end en fejring af seksualitet og mangfoldighed. Homofobi er udbredt, og prides møder voldsom modstand fra både myndigheder og befolkning. Sidste år blev omkring 40 mennesker anholdt i Moskva i forbindelse med en pride, som myndighederne havde nedlagt forbud mod. Byens borgmester Jurij Lusjkov betegnede priden som ”satans værk”. Både i Letlands hovedstad 1 4 I am n e s t y

Riga og i den polske by Krakow blev sidste års prides mødt af hundredvis af moddemonstranter, der dog ikke formåede at forhindre paraderne.

I denne del af verden er små parader med nogle få hundrede homoseksuelle deltagere et større slag mod den nationale selvforståelse end de højrenationalistiske parader, der hvert år tiltrækker en blanding af nazi-sympatisører, nationalister og kristne fundamentalister. I Litauen og flere andre lande maler både myndigheder og medier skræmmebilleder af homoseksuelle som pædofile, der ønsker at omstyrte den eksisterende samfundsorden.

Undskyld mor ”Med priden håber vi, at befolkningen vil opdage, at homoseksuelle slet ikke er så farlige.

Folk her ved ingenting om homoseksualitet, men de finder det alligevel bizart og forkert.

De mener, at homoseksualitet kommer fra EU, og at det hverken kan forenes med litauisk tradition eller med kristendommen”, fortæller Tomas, der er med til at arrangere Baltic Pride.

Tomas oplever den splittelse, som er typisk for homoseksuelle i denne region. Han går brændende op i homoseksuelles rettigheder og har i de seneste tre måneder arbejdet i døgndrift på at arrangere priden. Men under selve priden befandt han sig på en café i en anden del af byen, for han har hverken fortalt familie eller venner, at han er bøsse. En episode for syv år siden afskrækkede ham. ”Da jeg var 18 år, var jeg ude med en dreng, og da jeg kom hjem, så min mor på mig med

A f Nor a Rahb ek K anafa nI Foto: Kaare Viemose

Nynazister vejrede med fanerne i foragt for de homoseksuelles optog i Vilnius’ gader.

i EU-parlamentet, og det er sket, at det litauiske parlament efter pres har justeret ordlyden af en lov om undervisning af skolebørn om homoseksualitet.

et mærkeligt blik og sagde: ’Gad vide om min søn er sygdomsramt’?”.

Men Tomas prøver at tage mod til sig, og han overvejer at tage med til næste pride iført en t-shirt, hvor på der står ”undskyld mor”. ”For jeg ved, hvor mange problemer hun vil få med familie og kolleger, når jeg kommer ud af skabet”.

Udover fordommene blandt venner og familie, så diskrimineres homoseksuelle på stort set alle planer i samfundet. At være erklæret homoseksuel er uforeneligt med at gøre karriere i Litauen, og homoseksuelle par har ingen rettigheder. Ligesom de andre baltiske lande er Litauen medlem af EU, og det giver landet problemer. For eksempel har en del af Litauens lovforslag mødt panderynken

En forstyrrende homokultur Men hvorfor er problemet med homofobi så stort i netop Østeuropa og Baltikum? Det kan være fristende at forsøge at forklare homofobien ud fra religion, men det er langt fra hele sandheden. Undersøgelser har vist, at de mest indædte modstandere af homoseksuelle ikke nødvendigvis er religiøse.

Ifølge Søren Riishøj, der er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet med speciale i Øst- og Centraleuropa, handler det snarere om østeuropæernes fokus på kulturel homogenitet. ”I de baltiske lande handler det i mindre grad om religion og mere om den nationale selvforståelse. I de her lande dyrker man kernefamilien, og de traditionelle værdier har dybt rodfæste. Så her virker homokulturen forstyrrende, og det vil tage sin tid at få indarbejdet den tolerance i deres kultur”, siger Søren Riishøj.

Han peger på, at landenes fortid som sovjetstater også spiller en stor rolle.

Den relativt nyvundne selvstæn-

dighed betyder nemlig, at man er på vagt over for alt, der risikerer at udfordre den nationale identitet. ”Samtidig vil man jo gerne være medlem af EU, så man er i et dilemma mellem på den ene side at være bange for at være udenfor, og på en anden side bange for at blive opslugt og miste sin nationale identitet”, siger han.

Europaparlamentet har i årevis rettet skarp kritik mod de homofobiske tendenser i Europa, og myndighederne i Central- og Østeuropa er gentagne gange blevet opfordret til at gøre langt mere for at beskytte sine seksuelle mindretal og sikre deres ret til at organisere, forsamle og ytre sig.

Men selv om det er en langsommelig proces at skabe de nødvendige holdningsændringer, så vil det ifølge Søren Riishøj ske i takt med europæiseringen, hvor den unge generation i langt højere grad oplever Vesteuropa og for eksempel går på universitetet i andre EU-lande. ”Intolerance hænger meget sammen med uddannelsesgrad og sociale problemer. Hvis homofobien skal begrænses, er det nødvendigt, at man i de baltiske lande får flest muligt med, når det kommer til jobs og uddannelse”, siger Søren Riishøj.

Tomas’ rigtige navn er redaktionen bekendt.

15.000 underskrifter til præsidenten

Foto: Scanpix

Amnesty Internationals danske afdeling stod i spidsen for Amnestys globale indsats for at gennemføre Baltic Pride og afleverede 15.000 underskrifter til Litauens præsident Dalia Grybauskaite.

Hun erklærede sin støtte til priden og sagde, at der måtte være tale om en misforståelse, da statsadvokaten forsøgte at forbyde optoget. 70 Amnestymedlemmer fra 23 lande deltog i Baltic Pride. Amnesty takker alle medlemmer for opbakningen. a mn e s t y I 1 5

T ema: De t n y e e u r o pa

Det var bedre under kommunismen I Øst- og Centraleuropa lever millioner af romaer en kummerlig tilværelse med grov racisme og diskrimination. Vold, overgreb og manglende adgang til uddannelse, arbejde og boliger er langt mere udbredt nu end for tyve år siden. Derfor drømmer mange sig tilbage til kommunismens tid.

I den ungarske by Tatarszentgyörgy satte personer fra det højreekstremistiske miljø sidste år ild til en romafamilies hus og beskød husets beboere, da de forsøgte at flygte fra flammerne. Familiens far og hans femårige søn blev begge ramt af skuddene og døde, to andre familiemedlemmer blev alvorligt kvæstet.

I Vitkov, Tjekkiet, blev en romafamilie sidste år angrebet med brandbomber. Tre af familiens medlemmer fik alvorlige forbrændinger, og en toårig pige måtte indlægges med forbrændinger på 80 procent af kroppen.

Fire personer, alle fra det højreekstremistiske miljø, blev anholdt i sagen og risikerer nu op til 15 års fængsel.

I den slovakiske by Ostrovany lever byens romabefolkning adskilt fra byens slovakiske befolkning af en mere end to meter høj mur.

Samme type historier vil kunne findes i Bulga-

rien, Rumænien, Polen, Serbien eller Montenegro. Grove menneskerettighedskrænkelser og rækken af angreb på romaer i Øst- og Centraleuropa bliver længere og længere.

De op imod seks millioner romaer, som skønnes at bo i de øst- og centraleuropæiske lande, har fået det svært efter kommunismens fald og demokratiets indtog for 20 år siden. Ikke fordi livet under kommunisterne var problemfrit, men overgreb af racistisk karakter og manglende adgang til uddannelse, arbejde og boliger er mere udbredt i dag og har gjort romaernes liv mere kompliceret. Under kommunisterne havde alle ret og pligt til at arbejde, de fik tildelt en bolig og var sikret nogenlunde livsbetingelser. I dag er det de almindelige markedsvilkår, det gælder, og her kommer romaerne ofte sidst i rækken og har sværest ved at klare sig. Den økonomiske krise, som med stor styrke har ramt hovedparten

af landene, har ikke gjort livet nemmere for romaerne.

Tjekkiske romaer har det værst En undersøgelse fra EU’ s Agentur for grundlæggende rettigheder (FRA) fastslog sidste år, at mere end halvdelen af romaerne i Øst- og Centraleuropa havde oplevet krænkelser af deres grundlæggende menneskerettigheder på grund af deres etniske baggrund mindst én gang i løbet af det forløbne år. Værst står det til i Tjekkiet, hvor 64 procent af de adspurgte personer med romabaggrund svarer, at de har oplevet diskrimination.

Undersøgelsens resultat overrasker ikke journalist Frantisek Kostlan fra Roma Information Service i Prag, der dokumenterer overgrebene mod landets romaer. ”Tjekkiske romaer bliver diskrimineret mere, end mange tror. Medierne omtaler kun de vær-

Hætteklædte højreradikale i Tjekkiet laver optøjer i protest mod positiv særbehandling af romaer.

De mest forfulgte

1 6 I am n e s t y

Foto: Scanpix

Europas 10-12 millioner romaer har større risiko for et liv i fattigdom og social udelukkelse end andre europæere.

Det blev slået fast på det europæiske topmøde om romaer i den spanske by Cordoba i april i år. Dermed er romaerne den mest forfulgte minoritet i Europa.

Roma er i dag betegnelsen for, hvad der folkemunde kendes som sigøjnere.

De udgør en etnisk gruppe med delvist fælles kultur og sprog, der fortrinsvist er udbredt i Europa, hovedsageligt i Østeuropa. Romaerne nedstammer formentlig fra et nomadefolk i det nordlige Indien.

Af Ota Tiefe nböck

Foto: Ota Tiefenböck

Marcherende højreekstremister, stenkast og angreb med tåregas er dagligdag i romaernes beboelsesområder.

Frantisek Kostlan, journalist i Tjekkiet

ste sager, så den tjekkiske offentlighed får ikke et reelt kendskab til, hvor slemt det egentlig står til”, siger Frantisek Kostlan og fortsætter: ”Værst står det til i den nordlige del af landet, især omkring byen Ostrava. Marcherende højreekstremister, stenkast og angreb med tåregas, er dagligdag i romaernes beboelsesområder”.

Men den mest udbredte form for diskrimination af de tjekkiske romaer foregår ifølge Frantisek Kostlan i det skjulte – i skolerne og på arbejdsmarkedet. ”Romabørn ender ofte i særlige skoler, adskilt fra tjekkiske børn. Mange skoler vil ikke have romabørn af frygt for, at de tjekkiske elever flygter. Mange forældre ønsker ikke, at deres børn går i skole med romabørn. På arbejdsmarkedet er situationen den samme.

Romaerne har svært ved at finde et arbejde og får ofte kun jobs, som tjekkerne ikke vil have”, siger Frantisek Kostlan.

Højrenationalisterne marcherer Diskriminationen af romaer går igen i de fleste øst- og centraleuropæiske lande. I Ungarn var romaerne sidste år udsat for en lang række racistisk motiverede overgreb, som kostede otte menneskeliv og mindst tolv alvorlige kvæstelser, og spændingerne i det ungarske samfund stiger med samme hast som befolkningens støtte til højreekstremistiske kræfter. Den politiske udvikling i Ungarn og styrkelsen af de højrenationalistiske kræfter i landet kan hurtigt sprede sig til andre øst- og centraleuropæiske lande, hvor romaernes stilling i samfundet har mange lighedspunkter. Raceadskillelse af romabørn på de statslige uddannelsesinstitutioner, udelukkelse fra arbejdsmarkedet, tvangsforflytning til særlige roma-ghettoer og overgreb af racistisk karakter kendetegner i dag de fleste øst- og centraleuropæiske lande.

’Jeg får intet ud af mit liv’ 50-årige Maria Conkova fra Bratislava lever på bunden af det slovakiske samfund. Hver gang hun svarer på en boligannonce, bliver hun afvist, fordi hun er roma. ”Vi havde det bedre under kommunisterne. Dengang var vi sikret boliger, et arbejde og levede et godt liv. I dag lever vi på bunden af samfundet, bliver diskrimineret og risikerer at blive slået ned af skinheads eller andre højreekstremister”.

Sådan siger 50-årige Marie Conkova.

Hun er roma, bor i den slovakiske hovedstad Bratislava, og livet er blevet svært for hende, efter at de politiske omvæltninger skyllede ned over hele Øst- og Centraleuropa. Maria Conkova arbejder som opvasker på en restaurant med en arbejdstid på 15 timer hver anden dag og en løn på 500 euro om måneden. Halvdelen af lønnen får hun udbetalt sort, fordi det giver en besparelse i skat for hendes arbejdsgiver. ”Det er et helvede. Jeg får intet ud af mit liv. Hvis jeg bliver syg, bliver mine sygedagpenge beregnet ud fra de 250 euro, jeg tjener officielt. Derfor går jeg på arbejde, også hvis jeg er syg. Som mange andre romaer har jeg ingen uddannelse og har derfor svært ved at finde et arbejde”, siger Maria Conkova.

Hun tilføjer, at de fleste romaer i Slovakiet har svært ved at finde et arbejde, lever i dyb fattigdom og bliver presset ud i kriminalitet for at kunne klare de mest basale behov.

Bedre dengang Maria Conkova bor sammen med sin

30-årige søns familie. Det er hun tvunget til. ”Jeg har ikke andre muligheder. Det er svært at finde et sted at bo, når man er sigøjner. Det er helt umuligt at købe en lejlighed. Priserne er høje, og med den løn, som jeg har, er der ingen bank, der vil låne mig penge. Det er også svært at leje et værelse, siger Maria Conkova, som ofte føler sig diskrimineret, fordi hun er roma. ”Jeg har flere gange reageret på en boligannonce. Når jeg ringer og snakker med udlejeren, er der ingen problemer. Men når jeg kommer, og udlejeren ser, at jeg er sigøjner, er værelset straks udlejet til anden side. Engang fik jeg et værelse, men blev nødt til at flytte efter tre uger, da folk i ejendommen klagede til udlejeren, fordi de ikke ville bo sammen med en sigøjner”, siger Maria Conkova.

Maria Conkova synes, at livet i Slovakiet er blevet hårdt. I de 20 år, der er gået siden de politiske omvæltninger i landet, har hun kun holdt ferie en gang. Det var hendes søn, der betalte og forærede hende en rejse til Italien. ”Mange mennesker, især på landet, har ikke noget at lave. Mit arbejde er hårdt, men jeg er glad for det. Jeg får mad på mit arbejde, og det giver en ekstra besparelse, så jeg skal ikke brokke mig. Men der er ingen tvivl om, at mit liv var bedre dengang”, siger Maria Conkova. a mn e s t y I 1 7

T ema: De t n y e e u r o pa

Her regerer KGB

Bortførelser, overvågning og fingerede henrettelser af kritiske borgere er hverdagskost i Hviderusland. På overfladen har den totalitære præsident Lukashenko prøvet at løsne op. Men bag facaden har menneskerettighederne trange kår i Europas sidste diktatur.

Han drejer nøglen en ekstra gang for at sikre sig, at døren er låst. Den 28-årige, hviderussiske oppositionspolitiker Dzmitser Dashkevich ved, at der før har været ubudne gæster i hans hjem. Den slags man ikke kan anmelde til politiet, fordi de er fra politiet. Eller rettere, fra det hviderussiske efterretningsvæsen, der på disse kanter stadig hedder KGB. Det sovjetiske arvegods er i det hele taget meget synligt i Hviderusland. En fire meter høj statue af Lenin troner på den centrale plads foran parlamentet i Minsk, ligesom flere af de imposante statsbygninger er prydet med hammer og sejl.

Oprindeligt kom præsident Alexander Lukashenko til magten for 16 år siden ved et demokratisk valg efter Sovjets fald. Men siden har han holdt sig på posten med mere tvivlsomme metoder.

1 8 I am n e s t y

Lovgivningen er blevet ændret, så magten er taget ud af hænderne på parlamentet og overdraget til præsidenten personligt, og med en omskrivning af Hvideruslands grundlov kan Lukashenko blive siddende til evig tid.

Desuden er Hviderusland den eneste nation i Europa med dødsstraf.

Samtidigt har regimet tjent gigantiske formuer på at sælge ud af de gamle sovjetiske våbenlagre til diktaturer som Sudan og Iran.

I samme øjeblik Dzmitser Dashkevich låser sin dør, bemærker han de to store mænd, der står i skyggen på afsatsen ovenfor. Derefter går det hurtigt. Dzmitser fornemmer instinktivt, at der er noget helt galt, og prøver at komme ind i lejligheden igen. Men før han får døren op, er de to mænd sprunget ned af trappen og kaster sig over den unge mands spinkle krop.

Den ene lægger sine hænder over hans mund

og øjne, mens den anden holder hans arme fast på ryggen og løfter ham op.

Selv om Dzmitser Dashkevich prøver at sparke og slå fra sig, så er der intet at gøre.

Han bliver resolut båret ned af trappen og smidt ind i en ventende varevogn. Her får han en hætte over hovedet, samtidigt med at bilen gasser op.

Tiden står stille Dagen begyndte ellers godt for lederen af den politiske ungdomsbevægelse Malady Front.

Dzmitser Dashkevich havde lagt sidste hånd på forberedelserne til at samle ni hviderussiske oppositionsgrupper i en fælles bevægelse. Den nye gruppe skal forene kræfterne fra de ungdomsgrupperinger, der kæmper imod Hvideruslands diktatoriske leder Victor Lukashenko.

Netop denne solrige, kolde dag i december var Dzmitser Dashkevich på vej til et møde for at få de endelige detaljer på plads. Han håbede på en frisk start for den kuldsejlede opposition i Hviderusland. I stedet sidder Dzmitser Dashkevich nu bag i en varevogn.

Bagbundet og med en hætte over hovedet.

Mens resten af Østeuropa siden murens fald

tekst og foto: Ma ds Ellesøe Den kommunistiske helt Lenin troner stadig foran Hvideruslands parlament, og efterretningstjenesten hedder på disse kanter stadig KGB.

har oplevet demokratisering og velstand, så er det, som om tiden har stået stille i Hviderusland. Landet grænser op til demokratiske EUlande, men har ellers intet til fælles med disse.

USA’s tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice har kaldt landet for ”tyranniets forpost”.

derfor smidt ud ad universitetet. Prisen for at være kritisk overfor styret er enormt høj”.

For Andrei Kim stoppede tiden i fængslet tidligere, end han forventede. Efter syv måneder kom der i 2008 pludselig en personlig benådning fra Lukashenko, som under stort postyr satte flere politiske fanger fri i en kampagne for at nærme sig Vesten.

Flere oppositionskandidater fik lov at stille op til parlamentet, og en enkelt oppositionsavis fik tilladelse til at udkomme. ”Det gik op for mig, at min fængsling og efterfølgende løsladelse blot var en del af Lukashenkos spil overfor Vesten. Jeg var en nem handelsvare, som ikke kostede ham noget. For hver oppositionspolitiker, der fik lov at stille op, fik 10 andre forbud. Jeg giver ikke meget for den nye åbenhed”, siger Andrei Kim. Frygten er der hele tiden Den første halve time efter bortførelsen råber KGB-agenterne mere eller mindre usammenhængende anklager i hovedet på Dzmitser Dashkevich, mens bilen kører af sted. Derefter bliver de stille. ”Det er ikke første gang, styrets modstandere bliver bortført”, fortæller Dzmitser Dashkevich, da AMNESTY møder ham på en plads i Minsk. ”Det er efterhånden mange år siden, at de har dræbt nogen direkte, så jeg prøvede at styre min frygt. Men det var svært ikke at være bange”, siger han. s Såvel tolken som den unge oppositionspolitiker kigger sig flere gange omkring. Ifølge dem begge står Dzmitser Dashkevich så højt på KGB’s liste over modstandere, at han formentlig bliver overvåget hele tiden. Det er svært at gennemskue, hvor realiteterne slutter, og paranoiaen begynder. Men frygten er der hele tiden.

Efter fire timers kørsel i tavshed, standser varevognen. Dzmitser Dashkevich bliver kommanderet ud af bilen, og kan under hætten skimte, at han befinder sig i en skov. Så fortæller hans bortførere ham, at de er ved at grave et hul. ”Da blev jeg meget bange og begyndte for alvor at bede til Gud og gennemgå, hvilke syn-

der jeg havde begået i mit liv”, fortæller han.

KGB agenterne tvinger en lang kæp igennem hans ærmer, så han er tvunget til at holde armene ud til siden. Stadig med hætten over hovedet bliver han ført ind i skoven og får besked på at tælle til 100. Da han er færdig, er hans bortførere som sunket i jorden, og det lykkes ham med besvær at få kæppen ud af ærmerne og hætten af.

Han ved ikke, hvor han er. Men han er i live. Og selv om styret prøver at true kritikerne til tavshed, så holder Dashkevich fast: ”Der er dem, der bliver bange og trækker sig tilbage. Og så er der dem, der bliver rigtig bange. Og derfor fortsætter”.

Thatchers spindoktor rådgiver diktatoren Hvideruslands diktator Lukashenko hyrede for to år siden Margaret Thatchers tidligere spindoktor Tim Bell til at lancere sin ”nye demokratiske profil” overfor vesten. Tim Bell var i 1970 med til at grundlægge reklamebureauet Saatchi and Saatchi, og da han fik posten som Lukashenkos rådgiver, udtalte han til Moscow Times: ”Lukashenko ønsker, at hans land bliver præsenteret bedre, og at hans succeser bliver forstået. Lukashenko kan ikke se, hvorfor hans land ikke på samme tid kan være ven med Vesten og Rusland”.

Foto: Topfoto/Polfoto

Demonstranter bliver mishandlet Flere kritiske journalister er dræbt eller forsvundet, oppositionspolitikere bliver forfulgt, ligesom politiet slår hårdt ned med tæsk og vilkårlige fængslinger under og efter demonstrationer imod styret.

En af dem, der har oplevet det, er 23-årige Andrei Kim. Den unge universitetsstuderende deltog forrige år i en demonstration mod styret. Han blev anholdt og smidt i fængsel, og et par dage senere blev han anklaget for vold mod en politibetjent – og siden dømt til halvandet års fængsel. ”Det ville først og fremmest være virkeligt dumt at slå på en politibetjent i det her land.

Og en række videooptagelser fra demonstrationen viser da også, at jeg på ingen måder slog nogen som helst”, fortæller Andrei Kim. På trods af klare beviser på det modsatte og protester fra flere menneskerettighedsgrupper blev han smidt i en celle med otte senge til 14 indsatte. ”Vi måtte sove på skift, og maden bestod mest af fordærvede madvarer”, husker Andrei Kim. At der rent faktisk blev afholdt en retssag, siger noget om den måde, det hviderussiske styre opererer, fortæller Hulak Aleh, leder af den lokale afdeling af Helsinki Komiteen – Hvideruslands eneste lovlige menneskerettighedsorganisation. ”Man prøver at give indtryk af, at det er et demokrati med plads til kritik, hvilket også er grunden til, at vores organisation er tilladt”, fortæller Hulak Aleh. ”Men folk, der er kritiske, bliver chikaneret af styret. Alle arbejdspladser har en såkaldt ideologisk medarbejder, der sørger for, at systemkritiske personer har det svært eller direkte bliver fyret. De unge mennesker, der har deltaget i demonstrationer mod styret, bliver pludseligt dumpet ved alle deres eksaminer og

Dzmitser Dashkevich blev kidnappet af KGB, men han arbejder ufortrødent videre i den politiske kamp mod det hviderussiske regime.

a mn e s t y I 1 9

T ema: De t n y e e u r o pa

Lissabon-traktaten styrker EU-domstolen:

NU FALDER HAMMEREN Det europæiske samarbejde er på vej mod store omvæltninger.

Hidtil har EU haft svært ved at gribe ind over for den voksende diskrimination og racisme i de nye EU-lande, men med Lissabontraktaten er menneskerettighederne placeret helt centralt i EU. Eksperter forudser langt flere sager ved EU-domstolen mod lande, der vedtager diskriminerende lovgivning.

Selv om den europæiske fælleskabstanke bygger på frihed, tolerance, ligestilling, beskyttelse af mindretal og respekt for menneskerettighederne, så kæmper EU med voksende racisme og diskrimination. Specielt i de lande, der blev optaget med udvidelserne i 2004 og 2007, hvor EU voksede fra 15 til 27 lande.

Hidtil har EU manglet redskaberne til at skride effektivt ind, når et medlemsland forbryder sig mod de fælles værdier. Men med Lissabon-traktaten i hånden har EU fået et nyt, stærkt værktøj. Nu har EU-domstolen hjemmel til at afsige kendelser mod lande, der diskriminerer sine borgere, og de 27 dommere risikerer at få travlt i de kommende år, vurderer flere eksperter.

I Ungarn fik det højrenationalistiske parti Jobbik næsten 17 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i april efter en hadefuld kampagne mod landets omkring 700.000 romaer. Det har udløst frygt for, at forfølgelsen af landets romaer vil eskalere yderligere.

Valgets vinder, centrum-højre partiet Fidesz, lagde under valgkampen vægt på, at de vil skærpe overvågningen af romaerne, som også bliver forfulgt og diskrimineret i Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet og Bulgarien.

Homoseksuelle udsættes for chikane og hetz fra politikere og religiøse grupper i en stribe østeuropæiske lande samt i Estland, Letland og Litauen, og i mange byer bliver parader for homoseksuelle enten forbudt eller mødt af voldelige moddemonstranter.

Paradokset i EU Marlene Wind, der er professor og centerleder ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, forklarer, at EU under 2 0 I am n e s t y

optagelsesforhandlingerne med de nye lande gjorde meget ud af at fokusere på demokrati og menneskerettigheder, men at det har været svært at følge op, når de først er inde i varmen. ”Helt overordnet er landene mere bøjelige og føjelige under optagelsesprocessen, fordi de så gerne vil ind. Derfor går de nok længere med deres løfter for at imødegå EU’s krav om eksempelvis ikke at diskriminere mod romaer og mindretal. Men når de først er inde, så kan det være vanskeligt at få dem til at implementere de ting, de har lovet. Og det har været et paradoks for EU, som hidtil har haft svært ved at gøre ret meget andet end at pege fingre af de pågældende”, siger Marlene Wind.

Men det er der rettet kraftigt op på med EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Lissabon-traktaten, som trådte i kraft i december sidste år. Det Europæiske Råd udformede charteret tilbage i 1999, men først med Lissabon-traktaten blev det juridisk bindende for medlemslandene. Nu har EU mulighed for at skride langt hårdere ind og kan i yderste konsekvens fratage et land stemmeretten eller smide det helt ud af unionen, hvis landet groft eller vedholdende overtræder de basale principper og rettigheder, forklarer Marlene Wind. ”Så det er et meget, meget stærkt værktøj”, siger hun.

En revolution Marlene Wind forudser, at EU-domstolen med det nye charter om grundlæggende rettigheder vil anlægge en langt hårdere kurs over for de lande, der diskriminerer etniske mindretal eller seksuelle minoriteter.

Det kunne for eksempel være Litauen, hvor parlamentet i 2009 vedtog en lov, der forbyder

undervisning til børn om homoseksualitet, fordi det fraviger den traditionelle forestilling om ægteskab mellem mand og kvinde. ”I det tilfælde bør de homoseksuelles organisation tage sagen til EU-domstolen, som helt sikkert vil erklære den lov ugyldig. For diskrimination på basis af køn og seksuel orientering er jo i strid med værdierne i EU’s charter om grundlæggende rettigheder”, fastslår Marlene Wind.

Hun tilføjer, at man altid har kunnet slæbe de enkelte lande for domstolen, men at EUcharteret er et yderligere signal til domstolene om, at rettighederne nu er juridisk bindende for alle landene. ”Ved at gøre grundrettighederne juridisk bindende står de meget mere centralt. Det er meget vigtigt, og alle forventer, at der vil ske en revolution indenfor rettighedsområdet i EU. Ifølge de fleste eksperter vil det resultere i, at domstolen vil slå meget hårdt ned på enhver form for diskrimination”, siger hun.

Samtidig har EU fået en kommissær for borgerrettigheder og et agentur for grundlæggende rettigheder, som ifølge professoren overvåger udviklingen med stor nidkærhed. ”Hvis der så er lande, der skejer ud, kan man lægge sag an om traktatbrud eller opfordre organisationer til at lægge sag an ved EUdomstolen. Summa summarum er EU med Lissabon-traktaten blevet et værdifællesskab på en helt anden måde, end det har været tidligere”, siger Marlene Wind.

Religion kontra rettigheder Cecilie Banke, der er historiker og seniorforsker for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), deler opfattelsen af, at Lissabon-traktaten er et stærkt juridisk

Af Ole Hoff- Lu nd

Alle rettigheder på ét papir Indtil 1999 var EU-borgernes rettigheder spredt rundt i en række traktater, nationale love og FN-konventioner. For at understrege bestemmelserne for gamle, nye og kommende medlemmer valgte Det Europæiske Råd – som består af

EU’s faste formand samt stats- og regeringscheferne og EU-Kommissionens formand – i 1999 at samle dem i ét dokument: Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder.

Charterets syv kapitler omhandler værdighed,

frihed, ligestilling, solidaritet, borgerskab, retfærdighed i retssystemet og almindelige bestemmelser om f.eks. misbrug af charteret. Med Lissabon-traktaten blev charteret juridisk bindende for EU’s medlemslande i december 2009.

værktøj, som giver EU langt bedre muligheder for at forfølge den rettighedstænkning, der er kernen i det europæiske fællesskab. ”Men spørgsmålet er, om det også har en reel politisk effekt og siver ned gennem samfundet og bundfælder sig. Rettighedstænkningen er jo baseret på jura, men der er andre værdifællesskaber, som er baseret på religion og kultur. De to står overfor hinanden”, siger Cecilie Banke.

Eksempelvis er det svært at udrydde polske katolikkers forhold til fri abort, og selv om de juridiske normer samler fællesskabet, så eksisterer der stadig mange sociale, religiøse og etniske konflikter i de enkelte medlemslande.

Ifølge historikeren skal man ikke underkende, hvor dybt forankret religionen er i Europa, og hvor meget den betyder for det sociale liv – noget som rettighedstænkningen ikke nødvendigvis kan tilbyde. ”Menneskerettighedstænkningen er rigtig god for postmodernistiske individualister,

som har fralagt sig alle former for religiøse tilhørsforhold, og som er super sekulære og kan magte sig selv og etablere en identitet, et socialt liv, en sammenhæng, sociale bånd, og som kan acceptere, at samfundet er styret af juridiske normer. Men sådan er det ikke alle mennesker, der har det. Og i det krydsfelt kan der opstå sociale spændinger mellem minoriteter og andre samfundsgrupper”, forklarer Cecilie Banke.

Hun understreger, at den mest udtalte diskrimination og racisme finder sted i nogle af de lande, der socialøkonomisk er dårligst kørende i EU – Rumænien, Bulgarien og Slovakiet. ”Historisk set vil en økonomisk fremgang eliminere problemet delvist – men ikke helt.

De etniske og religiøse konflikter ligger der jo.

Men når der etableres en middelklasse, så har den slags problemer ikke samme mulighed for at blive ytret og komme i spil. Lige siden EU blev etableret, har vi troet på, at social og øko-

nomisk stabilitet kan minimere risikoen for etniske, religiøse og historisk betingede konflikter. Det er jo også filosofien bag velfærdsstaten”, siger Cecilie Banke.

Krigen på Balkan i 1990’erne var et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis de religiøse og kulturelle forskelle for lov at løbe løbsk, og hvor skrøbelig stabiliteten er i EU’s udkant. Derfor var Jugoslaviens opløsning en medvirkende årsag til, at EU-udvidelsen fandt sted så hurtigt, selv om kritikere mener, at det gik for stærkt. ”Hele spørgsmålet om Europa handler også om, at der ikke skal særlig meget til for at få det til at tippe, og at der trods vore gode intentioner om samarbejde og respekt for forskellighed stadig ligger en del intolerance, racisme og had under overfladen. Den moderne kultur med al dens sekularisme og individualitet har jo vist sig historisk at være stærkere end de traditionelle værdier og normer, der også binder et samfund sammen”, siger Cecilie Banke.

Polens daværende premiereminister Donald Tusk og hans udenrigsminister Radek Sikorski skrev i december 2007 under på Lissabon-traktaten.

Dermed bandt Polen sig juridisk til EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

a mn e s t y I 2 1

AMNESTY DOKUME N TERER Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org/en/news-and-updates/report_abstract

159 lande i den sorte bog Amnesty International Report 2010 udstiller en verden, hvor menneskers liv stadig bliver flået itu af undertrykkelse, vold og diskrimination, og hvor politisk uansvarlighed forhindrer et værdigt liv for millioner af mennesker.

2 2 I am n e s t y

Forbrydelse uden straf Amnesty International Report 2010 – The State of The World’s Human Rights har særligt fokus på stater, som giver straffrihed til dem, der overtræder menneskerettighederne, og på det internationale system, der svigter sin forpligtelse til at stille regeringer, politikere og virksomheder til ansvar.

Israels offensiv i Gaza, som kostede hundredvis af mænd, kvinder og børn livet, Irans

brutale fremfærd mod demonstranter i kølvandet på præsidentvalget, samt den skånselsløse offensiv mod oprørere i det nordvestlige Pakistan, der sendte hundredtusinder på flugt, er alle blodige forbrydelser, hvor de ansvarlige endnu ikke er blevet stillet til ansvar.

Danmark er også peget ud Amnestys research omfatter også mere fredelige egne i verden, hvor lovgivningen og det po-

Sri Lankas regeringstropper var sidste år i hårde kampe med De Tamilske Tigre. Tusinder af civile blev dræbt i krydsilden, og endnu flere blev sat lejre.

Foto: Polfoto

111 lande udførte sidst år tortur eller mishandling, 55 nationer gennemførte uretfærdige retsager, 96 begrænsede borgernes ytringsfrihed, og 48 havde samvittighedsfanger siddende bag tremmer. I alt er 159 stater omtalt i Amnesty International Report 2010 – ­ der i blandt Danmark.

En af de alvorligste kriser, som verden var vidne til sidste år, var borgerkrigen på Sri Lanka mellem januar og maj. Op imod 300.000 srilankanere blev fanget i skudlinjen mellem De Tamilske Tigre og den fremstormende regeringshær. FN’s Sikkerhedsråd undlod at gribe ind på trods af adskillige veldokumenterede rapporter om grove overtrædelser af menneskerettighederne fra begge parter i borgerkrigen. Mindst 7.000 blev dræbt – nogle estimerer tallet til 20.000 – og hundredtusindvis af internt fordrevne tamilere blev tilbageholdt i detentionslejre under uværdige forhold.

Den srilankanske regering afviste alle krav om en international undersøgelse. FN’s Menneskerettighedsråd samledes for at diskutere den humanitære krise i landet. Men magtspillet førte til, at medlemslandene vedtog en resolution, som var skrevet af den srilankanske regering selv. På trods af, at beviserne på krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser hober sig op, er ingen stillet til ansvar ved årets udgang. Det er svært at forestille sig en større fiasko for den internationale ambition om retfærdighed og ansvarlighed.

Af astri d d ybkjær

Ingen henrettelser i Europa

litiske klima giver anledning til bekymring.

Danmark får kritik for de særlige domstole for terrormistænkte, som ikke kan få adgang til at se beviserne imod sig, og for at acceptere brugen af diplomatiske forsikringer fra lande, der er kendt for at bruge tortur, når en terrormistænkt skal udvises – senest i sagen om Niels Holck, der skal udleveres til Indien.

Amnesty kritiserer også Danmark for den udbredte brug af isolation under varetægtsfængsling, overdreven magtanvendelse ved masseanholdelserne under klimatopmødet og for tvangshjemsendelsen af asylansøgere til Irak i strid med FN’s anbefalinger.

Fra Gaza til Guantánamo Men der er også sket fremskridt. I 2009 udstedte Den Internationale Straffedomstol (ICC) en arrestordre på Sudans præsident Omar Al Bashir for forbrydelser mod menneskeheden. Han blev dermed det første siddende statsoverhoved, som anklages ved domstolen.

I FN-regi anførte den sydafrikanske dommer Richard Goldstone en fact-finding mission til Gaza efter den 22 dage lange væbnede konflikt mellem Hamas og israelske regeringsstyrker, som sluttede i januar 2009.

Goldstone-rapporten konkluderede, at begge parter i konflikten havde begået krigsforbrydelser, og at Israels invasion var udtryk for overdreven magtanvendelse – blandt andet med brugen af hvid fosfor. Dermed bekræftede han de konklusioner, som Amnesty International allerede var kommet frem til.

Men vejen til retfærdighed er lang og brolagt med politiske rænker. Det lovede godt for fremtiden, da USA’s præsident Barack Obama ved sin tiltrædelse i januar 2009 annoncerede, at Guantánamo-lejren ville være lukket inden for et år. Men halvandet år senere er lejren stadig i brug, og ingen er endnu stillet til ansvar for krænkelser af i USA’s såkaldte krig mod terror.

Krænkelser må anerkendes, de skyldige skal stilles til ansvar, og retfærdigheden ske fyldest, hvis ofre for tortur, forfølgelse og vold skal kunne komme videre med deres liv.

Læs mere på www.amnesty.dk/ aarsrapport-2010

21-årige Behnoud Shojaee blev hængt i Iran søndag den 11. oktober. Han var dømt til døden for et drab, han begik som 17-årig – på trods af, at international lov klart og utvetydigt forbyder dødsstraf til mindreårige. Mindst fem iranere blev i 2009 henrettet for forbrydelser, som de havde begået, inden de nåede myndighedsalderen.

Behnoud Shojaee er en af de mindst 718 personer, der blev henrettet sidste år ifølge Amnestys rapport Death Sentences and Executions in 2009. Men 2009 blev også det første år i nyere tid, hvor der ikke blev gennemført en eneste henrettelse i Europa.

Med 388 dokumenterede henrettelser topper Iran listen over lande, som har henrettet flest i 2009, efterfulgt af Irak (120), Saudi Arabien (69), USA (52) og Yemen (30). Den tvivlsomme ære har ellers i årtier tilfaldet Kina, hvor Amnesty forrige år registrerede mindst 1.718 henrettelser. Det virkelige tal er formentlig mange gange større, men antallet af henrettede og dødsdømte er en statshemmelighed. Amnesty har i år valgt ikke at lade Kina optræde i statistikkerne, før Kina skaber gennemsigtighed om tallene.

Læs mere på www.amnesty.dk/doedsstraf

EU-lande sælger torturinstrumenter Håndjern, der kan fastgøres til vægge eller lofter, instrumenter, der afgiver kraftige elektriske stød, tommelskruer og kemiske sprays eksporteres fra EU til lande, hvor politi og sikkerhedsstyrker er kendt for at bruge sådanne redskaber til tortur. Det afslører Amnesty International i rapporten From Words to Deeds: Making the EU Ban on the Trade in ’Tools of Torture’ a Reality.

Trods et EU-forbud i 2006, der skulle sætte en stopper for import og eksport af torturinstrumenter, fortsætter handlen.

Blandt andet Tyskland og Tjekkiet har givet eksporttilladelser til firmaer, der producerer redskaber skabt med det ene formål at blive brugt til at udøve tortur.

Ukraine: Straffrihed skal stoppes Ukraine har massive forklaringsproblemer, hvad angår overtrædelser af menneskerettighederne i politi- og retssystemet, skriver Amnesty International i Put Deeds Before Words: Deliver Human Rights for Ukraine. Organisationen opfordrer landets nyvalgte præsident Viktor Janukovitj til at sikre, at befolkningen bliver beskyttet mod tortur, mishandling og diskrimination i politiets hænder, og at de skyldige bag krænkelser af menneskerettighederne bliver retsforfulgt.

Amnestys research viser, at straffrihed er udbredt i Ukraine, at politiet fremtvinger tilståelser ved tortur og mishandling, og at princippet om, at en mistænkt er uskyldig indtil det modsatte er bevist, sjældent respekteres.

Andre rapporter Kasakhstans politi giver rutinemæssigt mistænkte tæsk i fængslet, skriver Amnesty i en rapport fra marts, der dokumenterer udbredt brug af tortur, vold og mishandling i det centralasiatiske land. Cambodjas retssystem svigter voldtægtsofre, som på grund af fattigdom, korruption og diskrimination ikke kan stille deres overfaldsmænd til regnskab. Myanmars undertrykkelse af etniske minoriteter og politiske modstandere eskalerede op til valget i februar. Politiet i Papua Ny Guinea brændte huse ned og truede med at skyde folk som led i den ulovlige rydning af beboelsesområder tæt på landets største guldmine. I Malaysia bliver migrantarbejdere udnyttet på det groveste af deres arbejdsgivere, uden at myndighederne løfter en finger for at hjælpe dem. Den Demokratiske Republik Congo forfølger systematisk menneskerettighedsforkæmpere, som udsættes for dødstrusler og ubegrundede arrestationer på grund af deres fredelige arbejde for at sikre rettigheder for landets forarmede befolkning. Læs flere rapporter på www.amnesty.org

a mn e s t y I 2 3

Ind i en

I løbet af de sidste ti år har 200.000 indiske bønder taget livet af sig. Regeringen har udset genmodificerede bomuldsfrø til at sikre landmændene en frodig fremtid, men de slår i stedet bunden ud af deres økonomi. En uoverskuelig gæld til frøsælgere og brutale lånehajer stjæler det sidste håb om en værdig fremtid.

Ashok efterlod sig kone og to voksne sønner.

Selvmordsbølge rammer De sorte øjne stirrer tomme og fulde af smerte ud i luften. De søger noget – en mening eller en grund – men fra den fasttrampede jord uden for den blåkalkede hytte er det svært at få øje på den. Omgivet af svigerfamilien og de to sønner, sidder Kausalla Deshettiwar ensom tilbage. Hun er i chok, for det er kun seks dage siden hendes mand Ashok gik ud i bomuldsmarken, betragtede de syge planter og satte dunken med gift for munden.

Ashok Deshettiwar er blot én af 200.000 indiske bomuldsbønder, der i løbet af de sidste ti år har begået selvmord. Som de fleste andre kommer han fra Vidarbha-regionen i delstaten Maharashtra i det vestlige Indien. Tidligere blev regionen kaldt Bomuldsbæltet, men efterhånden går den under navnet Selvmordsbæltet. Tre millioner hektar landbrugsjord er 2 4 I am n e s t y

her udlagt til bomuldsdyrkning – ca. 300.000 hektar mere end det samlede opdyrkede areal i Danmark.

Bønderne er fanget i en dødelig spiral. For at få deres egen lille andel i middelklassens stigende materielle velstand, har de skrinlagt dyrkningen af fødevarer til eget forbrug for i stedet at satse på afgrøder, som de kan sælge for kontanter på markedet. Men stigende udgifter og faldende verdensmarkedspriser gør det noget nær umuligt at tjene penge på de små, lavteknologiske brug. Med de vigende indtægter bliver bønderne ramt ekstra hårdt af den svigtende regntid, og konsekvensen er, at familierne hverken har mad eller penge, når monsunen ikke leverer tilstrækkeligt med regn, som den ikke har gjort i flere år i Vidarbha.

TEKST OG FOTO : Anna Klitgaar d

Kausalla Deshettiwar (i midten) er en af de 200.000 kvinder i Indien, der har oplevet deres mænd begå selvmord efter en fejlslagen høst.

indiske bønder Og spiralen fortsætter nedad. Der er nemlig ingen hjælp at hente til investeringer, som ellers ville gøre landbrugene mere effektive og mindre sårbare overfor variationer i nedbøren. I stigende grad har bankerne lukket for lån til de små landmænd, og det efterlader dem sårbare over for skruppelløse pengeudlånere, der ofte kræver ågerrenter for selv små lån, og som kan finde på at tage landmandens kone i pant. Ågerkarlene er oven i købet ikke de eneste, som ser en god forretning i de desperate familiefædre. Med liberaliseringen af landbrugssektoren åbnede den indiske regering op for multinationale selskaber, og for mange af dem udgjorde landets 148 millioner landmænd et særdeles lukrativt marked. Flere store producenter af såsæd så deres snit til at sælge

genmodificerede sorter, og da den indiske regering higede efter at skabe hurtig udvikling og fremgang, tog de ukritisk imod den nye teknologi. For hundredtusinder af landmænd som Ashok har effekten været fatal.

Filmstjerner sælger frø Reklamerne lader ellers ingen tvivl tilbage. Filmsekvenser af glade og dansende Bollywood-stjerner i bomuldsmarker, hvor hvide knopper tynger planternes grene mod jorden, har dog intet med bøndernes virkelighed at gøre. Godt nok har de brugt såsæd fra de samme funklende kasser, som stjernerne holder i hænderne, men deres marker står visne og indtørrede hen. Alligevel har mange af de analfabetiske bønder taget salgstrickene til sig, fordi de fortæller en historie om

velstand, fremgang og en mulighed for at få del i den udvikling, som Indiens voksende middelklasse har nydt godt af. På de glitrende reklamer ser bønderne velnærede og velklædte skuespillere side om side med gyldne indiske guder i grønne marker, og budskabet er enkelt: Det er de gyldne kasser med superfrø, der skaber velstanden.

Reklamerne og frøene kommer både fra indiske og multinationale selskaber som det amerikanske Monsanto. Sidstnævnte sikrede sig allerede i 2002 retten til at sælge genmodificerede frø som de første i Indien, og siden er det gået stærkt. Fra at være dyrket på 0,3 procent af det samlede areal under bomuldsdyrkning i 2003, spirer Monsantos genmodificerede frø nu på 70 procent af Indiens bomuldsmarker. a mn e s t y I 2 5

➜

Ind i en

➜

40 km med gift i maven Ashok er blot en af bønderne i landsbyen Baggi, der tror på reklamernes gyldne løfter og derfor dyrker frøene. Som den ældste søn arvede han marken fra sin far, og han er desperat efter at vise fremgang og udvikling i familien. I generationer har hans far og farfar dyrket jorden, avlet mad og lidt salgbare afgrøder, men Ashok vil mere. Han ønsker at give familien adgang til de materielle goder, som reklamerne viser – motorcykler og mobiler.

Men denne søndag føler han kun skammen og nederlaget. Om formiddagen står han i bomuldsmarken, der på trods af den snarlige høsttid er alt andet end grøn og hvid. Svampesygdommen Dhaliae har angrebet planternes blade og knopper. Udtørrede sidder de som sammenfoldede vatrondeller på de visne grene og ligner alt andet end de svulmende, knopfyldte marker fra reklamerne. Dagen forinden har Ashok været en tur i områdets større by, Pandharkawada, hvor han køber gift. Den skal bruges til at bekæmpe svampen, der dræber hans høst og gør bladene alarmerende røde. Men marken får aldrig gavn af giften. I stedet sætter han dunken for munden og tømmer den.

Hvad der præcis går igennem den 46-årige Ashoks tanker i disse minutter, finder familien Deshettiwar aldrig ud af. Hverken Kausalla, der var gift med ham i 27 år, eller sønnerne Anil og Sunil på 24 og 26 år. Dog er Sunil sikker på, at hans far fortryder giften i minutterne efter, han har drukket den. Omtumlet kommer han nemlig stavrende ind på den støvede gårdsplads, hvor Sunil sidder og drikker sød te. I døråbningen begynder han at kaste voldsomt op, og Sunil lugter det straks:

Hele vejen til hospitalet kaster Ashok stinkende opkast op. Han er bange nu, kan Sunil mærke, og i tydelig smerte. Giften ætser spiserøret.

Stanken af pesticider – endosulfan – der er forbudt i stort set resten af verden, men stadig er tilladt i Indien.

I en tilstand af panik løber Sunil ind til naboen. Han har en motorcykel, og det er hurtigere at køre selv end at vente på ambulancen.

Der er 40 kilometer ind til Pandharkawadas hospital, og kan de blot få Ashok derind, så er chancerne for at få faren hjem i live større.

Med besvær får han ham op på motorcyklen og sætter sig selv bagerst. Med armene om Ashok kører de af sted, mens Kausalla fortvivlet står tilbage.

Giften rammer nervesystemet Hele vejen til hospitalet kaster Ashok stinkende opkast op. Han er bange nu, kan Sunil mærke, og i tydelig smerte. Giften ætser spiserøret, virker som skoldhed kaffe, og når det rammer mavesækken, så arbejder det sig vej gennem væggen og ud i nervesystemet.

Da far og søn når frem til Pandharkawada Hospital går Dr. Sanjay Todase straks i gang med at få giften ud af kroppen. Han arbejder rutineret og effektivt, mens han fører en slange ned gennem spiserøret. Ashok er langt fra den første forgiftede bomuldsbonde han har set. Lægen behandlede sidste år i gennemsnit to om dagen, og han ved, at kun 30 procent overlever. Af dem er mange svært tilredte bagefter, fordi giften har forårsaget uopret-

10 millioner bønder med dårligt udbytte I 2007 producerede Indien 3,6 millioner tons bomuld, og landet er dermed verdens næststørste bomuldsproducent efter Kina. Men udbyttet per arealenhed er dårligt. I delstaten Maharashtra kan en bonde kun regne med 187 kg/hektar. Verdensgennemsnittet er på 580 kg/ hektar.

Bomuldsproduktionen beskæftiger over 10 millioner mennesker i Indien. Planten dækker fem procent af det samlede landbrugsareal, men sluger 54 procent af alle pesticider brugt i hele det indiske landbrug.

2 6 I am n e s t y

telig skade. Lige nu kæmper han for Ashoks liv. Med slanger og modgift. Men rystelser fortæller ham, at endosulfanen allerede er gået i bondens nervesystem. Dr. Todase kan ikke gøre mere for ham her, men må sende Ashok med ambulance og Sunil ved sin side af sted mod regionshospitalet yderligere 60 km borte i distriktshovedstaden Yavatmal.

Udenfor ambulancens vinduer suser bomuldsmarkerne forbi. Sunil kan mærke, at hans far vil sige noget, men rystelserne sender igen og igen hans krop ud i nærmest spastiske kramper. Langsomt ebber kramperne ud. Livet forlader ham.

Embedsmænd stjæler enkernes penge Liberaliseringen af det enorme indiske landbrug begyndte allerede i midten af 1990’erne, da Indien søgte optagelse og kom med i Verdenshandelsorganisationen WTO. Indtil da havde landbruget været en central del af indernes selvforståelse og havde gjort Indien selvforsynende med fødevarer. Landmændene var rygraden i den store nation.

Mere end 70 procent af den nu 1,2 milliard store befolkning lever stadig på landet, og selvom de ikke alle er landmænd, så er langt de fleste af dem økonomisk afhængige af sektoren. Derfor søsatte regeringen store kunstvandingsprojekter og gav landmændene prisgarantier for deres afgrøder. Med optagelsen i WTO skrottede regeringen mange af disse støtteordninger og begyndte at opkøbe billige produkter på verdensmarkedet. For millioner af landmænd, der var gået væk fra at avle mad til dem og nu var afhængige af afgrøder til salg, betød det økonomisk ruin. Selvmordsbølgen begyndte. I Vidarbha udviklede den sig nærmest til en epidemi, da bønderne her var specielt udsatte. Kun fire procent havde adgang til kunstvanding, og med flere års tørke gik mange fallit.

For at komme Vidarbhas bønder til undsætning uden at bryde WTO’s regler annoncerede den indiske premierminister Manmohan Singh i 2006 en hjælpepakke til landbruget på 37,5 mia. rupees (3,75 mia. kroner). Året forinden havde Maharashtras delstatsregering afsat 1,7 mia. kroner til landbrugssektoren, men på trods af de astronomiske beløb er selvmordsbølgen ikke stoppet. Tværtimod er antallet kun gået op, og korruptionen gør ondt værre. Embedsmænd i de ramte områder har

Bønder må ikke dyrke såsæd De fattige landmænd producerede tidligere selv de frø, som skulle bruges til såsæd. Men selskabet bag de genmodificerede frø har frataget dem den mulighed. Derfor skal de hvert år bruge penge på nye frø. Det multinationale selskab Monsanto specialiserer sig i landbrugsprodukter – blandt andet ukrudtsmidlet Roundup. Firmaet har opereret i Indien siden fusionen med Maharashtra Hybrid Seed Company Ltd. (Mahyco) i 1998. Sammenlægningen gav Monsanto-Mahyco fodfæste på det enorme indiske landbrugsmarked med 148 millioner potentielle kunder og åbnede hurtigt op for testforsøg med det genmanipulerede Bt-frø (bioteknologiske frø).

Monsanto udviklede deres Bt-frø i 1980’erne. De er kodet med et stof, Bacillus thuringiensis, som de mest skadelige bomuldslarver ikke kan lide. Denne egenskab kan spare bonden både penge og sprøjtning med gift, og det kunne flere indiske frøfirmaer se fidusen i. De købte en licens af Monsanto, som dog stadig ejer patentet og anser alle Btfrø som firmaets ejendom.

Det betyder, at de ikke tillader bønder i hverken Indien eller resten af verden at gemme, videresælge eller bruge frø fra Bt-planter. De skal derfor investere i nye frø hvert år. Hvis bønderne forsøger at omgå Monsantos forbud ved at gemme eller genbruge såsæd, så har det i flere tilfælde vist sig, at de genmodificerede frø fra firmaet ikke kan reproducere sig selv. Bønder og interesseorganisationer påstår, at det skyldes terminator-teknologien, der gør frøene sterile, men Monsanto lover på deres hjemmeside, at de ikke vil bruge teknologien – i fødevarer.

I 2002 blev Bt-bomuld som den første genmodificerede afgrøde godkendt til kommercielt brug i Indien, og siden er det gået stærkt. I dag er 6,3 millioner hektar ud af ni millioner under Bt-opdyrkning – en stigning fra 0,3 procent i 2003 til 70 procent i dag. I Vidarbha begyndte bønderne for alvor at bruge frøene i 20032004, og i de første høstår var jordens afkast højt. Men så gik det galt.

Indiske frøsælgere langede sidste år 27 millioner pakker Bt-bomuld over disken. Den store mængde gør Indien til det største Bt-land i verden. I butikkerne koster en pakke traditionel såsæd til 0,2 hektar cirka 250 rupees. En forgyldt pakke fra Monsanto eller en af deres underleverandører koster til sammenligning 750 rupees.

Når bønderne alligevel investerer i den dyre såsæd, er det fordi, de er fanget af reklamernes løfter. De drømmer om et bedre liv, og Monsanto og underleverandørerne udnytter dette ved at lokke bønderne med store afkast og tilbud om penge. Frøfirmaerne sælger nemlig ikke kun frø, de finansierer også indkøbene, hvis bonden ikke har rede kontanter. Denne fremgangsmåde er blevet kritiseret fra flere sider, men indtil videre stiger andelen af lån optaget hos såsædssælgere bare.

Læs mere: www.vidarbhajanandolansamiti.blogspot.com

Kun 46 procent af enkerne kan læse og er derfor et nemt bytte for de koldblodige embedsmænd.

Familierne slår hånden af enkerne Kausalla Deshettiwar er nu enke. Hun er analfabet, og mange indiske familier slår hånden af enkerne, da de betragtes som ulykkesfugle. For mange er det endt i flugt over stok og sten med børnene til byerne, hvor de ender som tiggere eller prostituerede. Men Kausalla har en smule held med sig.

Hendes familie har lovet, at de vil tage sig af hende. Sønnerne Sunil og Anil er hos hende. Sunil er uddannet i hæren og sender allerede penge hjem, mens Anil er under uddannelse som automekaniker, og Ashoks lillebror, Kishore Deshettiwar, der nu er blevet familiens overhoved, vil sammen med sønnerne sikre hende en tålelig tilværelse.

Kausalla har nu brændt sin mand på et ligbål ved den udtørrede flod – blot 11 timer efter han kastede op på gårdspladsen. Hun sidder tilbage med et fotografi af sin mand i en forgyldt ramme – uden svar på sine mange spørgsmål – ligesom mindst 200.000 andre fattige enker.

Foto: Monsanto

fået til opgave at dele pengene ud – både blandt bønder, der har brug for lån, men også som kompensation til enkerne. Hver efterladt kvinde har krav på 100.000 rupees fra den nationale regering i Delhi samt 10.000 rupees fra delstatsregeringen.

Pengene var tænkt som en hjælpende hånd til at sikre børnenes uddannelse, familiernes boliger samt investering i landbruget, men de er i høj grad gået til at smøre embedsmændene. Kun 46 procent af enkerne kan læse og er derfor et nemt bytte for de koldblodige embedsmænd.

a mn e s t y I 2 7

USA

2 8 I am n e s t y

T ekst og Foto: Ru ne La n ghoff

DEN nye

I

Illustratio n : Mikkel He n ssel

I kampen mod terror har USA skabt en ny nigger og givet køb på de værdier, landet kæmper for at forsvare. Amerikanske statsborgere med arabiske aner bliver overvåget og diskrimineret, og store dele af befolkningen bakker op. Med udgangspunkt i en kærlighedshistorie fortæller vi, hvordan araberne nu bliver betragtet som USA’s indre fjende og nye undermennesker.

nigger Samia Shoman følte, at hun var personificeringen af den amerikanske drøm. Hun havde opnået alle de ting, som hendes forældre selv havde drømt om, da de immigrerede til USA fra Palæstina i slutningen af 1960’erne.

Hun havde gjort sin familie stolt, og mens faderen endnu levede, gik han altid rundt med det papir, der viste, at hans datter var optaget på University of Columbia i lommen, så han kunne vise det til alle og enhver. Efter hans død dimitterede hun på Fars dag med topkarakterer som den bedst uddannede kvinde nogensinde fra forældrenes hjemby, Jerusalemforstaden Beit Hanina.

Nu havde hun to gode job som underviser.

Et på Hillsdale High School og et andet på San Francisco State University, hvor hun underviste i frihedsrettigheder og den amerikanske forfatning.

Og så havde hun – endelig, mente hendes mor, og som den sidste af sine syv søskende – fundet den mand, hun ville dele sit liv med.

Han var kommet til USA seks år tidligere med de samme drømme som hendes forældre og hed Feras El Hefnawi. Alt var, som den dengang 29-årige Samia havde planlagt. Og sådan var det, indtil den dag i februar 2005, hvor Samia og Feras modtog et brev om, at Feras skulle møde op til en høring for at vurdere hans fortsatte opholdstilladelse i USA. Forkert religion For ligesom terrorangrebet mod New York i 2001 ændrede alt for amerikanerne, så ændrede det også livet for de tre millioner

amerikanere med arabisk baggrund og de syv millioner muslimer, der bor i USA. Men hvor det var en udefrakommende fjende, der ændrede USA, så var det deres egen regering, der ændrede livet for de amerikanske arabere og muslimer. Det gjorde den med vedtagelsen af Patriot Act, der indskrænkede deres frihedsrettigheder, og ved at målrette 15 ud af 20 nye immigrationslove mod arabere og muslimer. ”De lovændringer ændrede livet for millioner af uskyldige mennesker, som kun havde gjort det forkert, at de var født i et forkert land, at de havde en forkert religion eller en forkert etnicitet”, siger Louise Cainkar, professor i sociale og kulturelle studier ved Marquette University. ”Volden, diskriminationen, æreskrænkelserne og intolerancen mod arabere i USA har nået et stadie, som aldrig er set lignende”, siger hun.

Vince Cannistraro, der indtil 1991 var direktør i CIA’s afdeling for terrorbekæmpelse, mener, at regeringens svar på terrorangrebene var amoralsk, overilet og ineffektivt. Men mere skelsættende: Bush-regeringens adfærd ændrede også USA. ”Vi er ikke længere et demokratisk forbillede”, siger han.

To snørrebånd og et bælte Det er den 8. marts 2005, og der er gået tre uger, siden Samia Shoman og Feras El Hefnawi fik brevet med besked om, at de skulle møde til deportationshøring. Advokaten kommer ud af døren fra retslokalet. I venteværelset sidder Samia. I det øjeblik hun

ser sin advokat komme ud, ved hun, at det er forbi. I hænderne har advokaten det, der skal blive minderne om Samias liv med Feras: To snørrebånd, et sort bælte og hans vielsesring.

Advokaten har tårer i øjnene, da han forklarer, at Feras nu vil blive ført i fængsel og siden deporteret, ligesom tusindvis af andre arabiske og muslimske mænd er blevet det i årene efter 11. september 2001. Samia får snørrebåndene og bæltet, så Feras ikke begår selvmord.

Aftenen før sad de i Feras’ Saab og kiggede ud over den lavvandede del af bugten ved San Francisco Airport, mens de hørte arabisk musik. De sagde ikke mange ord. Nymånen skinnede bag de lette skyer, og de sad bare dér i mørket og kiggede på lysene fra flyene, der cirklede over dem inden landing. Samia overvejede slet ikke, at et lignende fly snart ville flyve Feras ud af hendes liv.

13 rejser til Jordan I løbet af de næste tre og et halvt år har Samia tre job på samme tid for at kunne betale advokatregninger. Hun flyver 13 gange til Jordan for at besøge sin mand, og hun bruger flere hundrede tusinde kroner undervejs. Alt sammen i håb om, at hendes mand kommer hjem til hende, og at de sammen kan fuldende det, Samia betragter som den anden del af sin amerikanske drøm: Drømmen om af stifte familie.

Men for Samia Shoman virker det ikke længere som om, at den amerikanske drøm er hende forundt. Et halvt år efter 11. september mente hver fjerde amerikaner, at amerikanske a mn e s t y I 2 9

➜

USA

➜

statsborgere af arabisk herkomst skulle have færre frihedsrettigheder end andre. Samtidig gik hver anden amerikaner ind for, at samtlige arabere skulle have særlige identifikationskort.

Og endelig viste undersøgelser fra Princeton University, at antallet af amerikanere, der er intolerante over for amerikanske arabere og muslimer, er steget fra hver fjerde før den 11. september til tæt på to ud af tre i dag.

Amaney Jamal, der er professor i statskundskab ved Princeton University og har beskæftiget sig indgående med arabiske forhold, giver denne forklaring: ”Mange amerikanere mener ikke, at muslimer og arabere værdsætter demokratiske rettigheder, og derfor mener de heller ikke, de har ret til de rettigheder”, siger Amaney Jamal.

En anden forklaring findes i de stereotype fremstillinger af arabere og muslimer, der i over hundrede år er blevet spredt af underholdningsindustrien. ”Arabere og muslimer er den mest stigmatiserede gruppe i Hollywoods historie, og det er kun blevet værre efter 11. september”, siger Jack Shaheen, professor emeritus i massekommunikation ved South Illinois University.

Han har analyseret over 1.000 Hollywoodfilm fra de sidste 100 år og påpeger, at den stereotype fremstilling ikke har været forbeholdt arabere og muslimer: ”Forskellen er bare, at det stadig er acceptabelt at fremstille alle arabere som terrorister eller lignende”.

Stormende forelskelse Samia og Feras mødtes første gang fem måneder før den høring, der endte med, at Feras blev fængslet. Det var i november 2004. Der var gensidig interesse fra begyndelsen, men

3 0 I am n e s t y

Feras tøvede med at invitere hende ud. Men så ringede han pludselig – for at sige godnat, sagde han. ”Var der andet?”, spurgte Samia.

Det var der. Han ville på date. I løbet af få uger udviklede det sig til en stormende forelskelse, og som det er tradition i muslimske kredse, gik der ikke lang tid, før Feras anmodede om Samias hånd. De blev forlovet og viet efter muslimsk skik i februar 2005. Men de nåede ikke at holde bryllupsreceptionen, der var planlagt til sommeren 2005. På det tidspunkt var Feras deporteret til Jordan.

Klapjagt og hadforbrydelser Den første måned efter den 11. september 2001 steg antallet af hadforbrydelser mod amerikanere af arabisk, muslimsk eller sydasiatisk herkomst med 1.600 procent. Det betød blandt andet, at mindst elleve arabere – eller personer, der blev forvekslet med arabere – mistede livet ved hadmotiverede mord.

Samtidig modtog myndighederne i den første uge efter angrebene 96.000 opkald om mistænkelige arabere og muslimer, og det amerikanske justitsministerium med justitsminister John Ashcroft i spidsen reagerede ved at internere over tusind arabiske og muslimske mænd.

Men kun de færreste fik at vide, hvad de blev anholdt og sigtet for – og det var et brud på den amerikanske retstradition, mener Barbara Olshansky, der på daværende tidspunkt var vicedirektør i Center for Constitutional Rights. ”Aldrig før i USA’s historie har vi anholdt folk og først bagefter undersøgt, om de har gjort noget ulovligt. Den slags gør vi ikke.

Ikke før nu i hvert fald”, siger hun.

Fremgangsmåden blev kritiseret af justitsministeriets egen ombudsmand, der i en rapport fra 2003 fastslog, at anholdelserne stred mod den amerikanske forfatning. Og fadæsen blev ikke mindre, da ingen af de anholdte blev sigtet for terrorhandlinger eller forbindelse til terrorisme i det hele taget.

John Ashcroft afviste kategorisk kritikken og udtalte, at han ville gøre det hele igen.

At Ashcroft mente det alvorligt, stod klart, da Bush-regeringen målrettet begyndte at arrestere muslimske og arabiske immigranter, som havde uorden i deres immigrationspapirer – for eksempel hvis deres visum var udløbet. Der er millioner af illegale indvandrere i USA, men efter 11. september kendte myndighederne til 314.000 sager, hvoraf de 2.000 havde arabisk baggrund. Men selv om de udgjorde under en procent af sagerne, var det dem, man valgte at fokusere på.

Orange fangedragt En af dem var Feras El Hefnawi. Myndighederne ville deportere ham, fordi han – ligesom millioner af mexicanere og latinoer – opholdt sig ulovligt i USA. De godtog ikke, at han var blevet gift med Samia og dermed havde ret til at blive i landet. De mente, at ægteskabet var ugyldigt, og Feras fik indrejseforbud i USA i 10 år. ”Jeg føler, at præmissen for deres beslutning var, at vi er arabiske muslimer. Hvis Feras var gift med en hvid amerikaner i nøjagtig samme situation som jeg, ville han aldrig være blevet deporteret i første omgang”, siger Samia og fortæller, at hendes advokat begyndte at få mange hundrede sager som lignede deres.

Et andet aspekt, der frustrerede Samia, var, at hun og Feras ikke fik mulighed for at tale

med dommeren under høringen, sådan som der ellers er lovhjemmel til. ”Hvorfor ville de ikke engang høre, hvad vi havde at sige? De kunne også have ladet Feras blive i landet, mens sagen blev behandlet. Loven giver mange forskellige muligheder, men vi fik ingen af dem”.

Feras blev overført til Santa Clara Countys fængsel. Her blev han et nummer og iført orange fangedragt. Han følte sig utryg. Der var alt for meget drama. Så han begyndte at leve et omvendt liv, hvor han sov om dagen og gik i seng efter morgenmaden. I cellen var der et vindue ud til gangen, hvor lyset altid var tændt. Om natten faldt lyset ind gennem vinduet, og når han sad lige nedenfor, var der lys nok til, at han kunne læse de bøger, som Samia bestilte og fik sendt direkte til fængslet.

En dyster kolos Immigrationsmyndighedernes bygning i San Fransisco er en dyster kolos med små vinduer som lodrette furer i den grå beton. Et skilt på glasdøren ind til sikkerhedszonen i foyeren bekendtgør det aktuelle sikkerhedsniveau.

Skiltet skifter farve fra rød til gul til orange alt efter, hvor stor faren for terrorangreb er. I dag er det gult, så der er betydelig risiko for et terrorangreb.

Samia skynder sig ind. Det er 5. maj 2005, og Feras skal deporteres. Jo hurtigere sikkerhedstjekket går, jo mere tid har hun sammen med Feras, der er blevet kørt hertil fra fængslet. Men det går ikke som planlagt. ”Du kommer ikke til at se ham”, siger en af betjentene, da hun kommer op på kontoret.

Det var hun ellers blevet lovet. ”Tag hans kufferter med til lufthavnen. Måske får du lov til at se ham derude”.

Sorte venner, vi har nået målet.

Endelig er der en ny nigger.

Det er dem fra Mellemøsten.

I lufthavnen løfter Feras sine lænkede arme op over Samias hoved for at omfavne hende.

De har fået lov til at tage afsked. Samia presser sine arme ind under hans armhuler og gengælder omfavnelsen. Det er første gang, siden Feras kom i politiets varetægt for to måneder siden, at hun kan mærke sin mand og ikke bare se ham gennem en glasrude i fængslet. Sådan står de i fem minutter, indtil Feras bliver ført væk, sat ombord på flyet og sendt ud af USA. Nu skal de vænne sig til et liv hver for sig.

Den første sommer går. Samia har problemer med sin ryg, og det er svært for hende at spille fodbold og løbe, som ellers er den måde, hun bedst kan abstrahere fra sin situation på.

Den næste sommer går. Samia og Feras holder deres bryllupsfest, men det er mest Feras’ venner, der kommer, fordi festen bliver holdt i Jordan. ”Det er den slags øjeblikke, de har stjålet fra mig”, siger Samia.

Og endnu en sommer går.

Den nye nigger Den måde, hvorpå amerikanere med arabiske og muslimske rødder er blevet behandlet efter 11. september, får flere eksperter til at mene, at de har overtaget rollen som USA’s nigger. Et af de første tegn på den udvikling fandt man hos dem, ordet blevet opfundet til. Nemlig afroamerikanere. ”Sorte venner, vi har nået målet. Endelig er der en ny nigger. Det er dem fra Mellem-

østen”, sagde komikeren Ian Edwards for eksempel under et af sine shows.

Lanita Jacobs-Huey, der er lektor i antropologi ved University of California, har forsket i netop den tendens, da hun umiddelbart efter 11. september lavede feltstudier i en række stand-up-klubber i Los Angeles. ”Det tema, der gik igen som et ekko, var, at arabere og folk fra Mellemøsten er de nye niggere”, siger hun.

Men hvad er en nigger? Efter pres fra interesseorganisationer definerer ordbøgerne ikke længere nigger som et skældsord, der kun rettes mod sorte. Ifølge Webster-ordbogen er ordet nigger en ”betegnelse for et medlem af en socialt undertrykt gruppe”. Arabere og muslimer for eksempel.

Og Aladdin Elaasar, tidligere professor ved Monterey Institute of International Studies og forfatter til flere bøger om amerikanske araberes rettigheder, er da heller ikke i tvivl: ”Amerikanere af muslimsk eller arabisk herkomst er USA’s nye niggere. Faktisk bliver de jo kaldt sandniggere allerede”, siger han.

Han bakkes op af Amaney Jamal: ”Araberne indtager en ny og anderledes niggerrolle. Godt nok var den originale nigger et produkt af slaveriets tragedie, men muslimer er blevet et socialt acceptabelt mål at rette sin racisme imod, ligesom afroamerikanere tidligere var det”, siger hun.

Hovedet er tomt Samia ligger på gulvet. Hendes hoved er helt

Arabere i USA Den første større arabiske immigration til USA fandt sted for omkring hundrede år siden. De første arabere, der ankom, var primært kristne. Først i sidste halvdel af det 20. århundrede begyndte muslimske arabere at immigrere i stort antal.

De største arabiske befolkningsgrupper i USA er libanesere og syrere og et flertal er kristne. a mn e s t y I 3 1

➜

USA

➜

tomt, og hun prøver at samle mod til at åbne det brev, som hun fandt i postkassen en time tidligere. Rundt omkring hende er stuegulvet fyldt med alle de ting, hun skal have med i sine kufferter, når hun om to dage rejser til Jordan for at besøge Feras. Det er den 15. december 2007. Endelig åbner hun brevet, men der er ingen grund til at læse det hele. Et ord springer med det samme i øjnene: ”Denied”.

Deres appel er afvist. ”I brevet stod der, at det var berettiget at antage, at jeg ville flytte til Jordan, hvis jeg ønskede at være sammen med min mand”, fortæller hun. ”Jeg kan simpelthen ikke fatte, at jeg har et brev, hvor mit land beder mig om at flytte til Jordan. Jeg er amerikansk statsborger og stolt af mit land, men jeg har nu lært, at vi ikke alle er lige, som der står i forfatningen. Vi er ikke ens”.

Mens myndighederne har brugt år på at behandle sagen, har Samia og Feras kun 14 dage til at appellere. Samia er forvirret. Sur. Irriteret. Så bliver hun vred.

Fra Jordan samarbejder hun med sin advokat i USA om at lave en ny appel. I sin egen motivation forklarer hun endnu en gang sin situation for myndighederne: ”Jeg er på mange måder lykkelig. Jeg elsker mit job, mine studerende og de piger, jeg træner i fodbold. Men jeg lider også. Jeg græder hver dag, når jeg kommer hjem, fordi jeg savner at være sammen med Feras og vil starte en familie med ham. Jeg græder i min bil, når radioen spiller en sang, der minder mig om ham. Nogen gange græder jeg endda, når jeg er i fitnesscenteret. Jeg ved, det er ret ynkeligt, men jeg kan ikke lade være”, skriver hun i sin motivation.

3 2 I am n e s t y

Jeg kan simpelthen ikke fatte, at jeg har et brev, hvor mit land beder mig om at flytte til Jordan.

Jeg er amerikansk statsborger og stolt af mit land, men jeg har nu lært, at vi ikke alle er lige, som der står i forfatningen. Vi er ikke ens. ”Jeg er godt klar over den politiske kontekst, som vores sag udspiller sig i, men uanset det tror jeg på vores retssystem og de værdier og den retfærdighed, som vores land står for”, skriver hun videre.

Håbløshed og depression Hun bliver mentalundersøgt af psykolog Amana Ayoub, der kommer frem til en diagnose, som bliver sendt ind til myndighederne.

Deportationen af Feras har haft stor indflydelse, konkluderer psykologen: ”Fru Shoman har posttraumatisk stress og lider i øjeblikket af en dyb depression, der kan beskrives som tilbagevendende og svær, men uden psykotiske kendetegn. Hendes symptomer inkluderer nedtrykt humør, mangel på energi, træthed, tendens til at isolere sig selv, håbløshed, koncentrationsbesvær, let til tårer, ensomhed, følelsen af at være fanget og indespærret, svigtende interesse i tidligere aktiviteter, angst og bekymring”.

Samia samler og dokumenterer alle tænkelige fakta og detaljer om sit liv, og så skaffer hun 52 støttebreve fra familie, venner, kolleger og elever.

I alt fylder appellen omkring 200 sider. Men de kan opsummeres langt kortere: ”Jeg har lært af mine forældre, at hårdt arbejde og ærlighed er nøglen til lykke. Men det her er ikke det liv, min far ønskede, jeg skulle leve. Det var ikke derfor, han og min mor rejste til USA”, skriver hun.

Myndighederne meddeler, at det kan tage op til 18 måneder, før der kommer et svar.

Tager du pis på mig?

Samia Shomans mobiltelefon ringer. Det er et 415-nummer, hvilket er områdenummeret for San Francisco, men hun kan ikke genkende nummeret. Hun ruller bilvinduet op for at kunne høre, hvem det er. ”Hallo”. ”Er det Samia?”, spørger stemmen i den anden ende.

Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, det er den 25. februar 2008, og Samia Shoman er på vej fra et job til et andet. I sin navyblå Chevrolet nærmer hun sig sammenfletningen mellem J. Arthur Youngers Freeway og Junipero Serra Freeway i det område af San Fransisco, der er et af de mest jordskælvsramte i verden. Det er, da hun kører fra den ene motorvej til den anden, at telefonen ringer, og hendes liv forrykker sig, som jordens plader under hende har gjort det før. ”Ja, det er Samia”. ”Det er Farshad Owji”. Hendes advokat. ”Hvordan har du det?”.

Hendes første tanke er, at han ringer for at kræve penge ind. Efter Feras er blevet sendt til Jordan, har hun fået så dårlig økonomi, at regningerne er svære at betale, selv om hun har tre forskellige job. ”Er der sket noget?” ”Gæt engang”.

En minoritet uden rettigheder Da Farshad Owji siger de to ord, ved hun, at det ikke kan være noget skidt. ”Gæt, hvad jeg har foran mig. Jeg har et medhold i jeres appel”. ”Oh my god”. Samia glemmer helt, at det er hendes advokat, hun snakker med. ”Tager du pis på mig? Jeg elsker dig, Farshad, du er den bedste”. ”Jeg er virkelig glad på jeres vegne, men…”

Farshad Owji forklarer, at hun ikke skal glæde sig for tidligt. Ikke før Feras har et visum i sit pas. I Irbid i Jordan køber Feras alligevel søde sager til ”hele byen”, efter han har snakket med Samia.

Sammen på rulletrappen Den 5. maj 2008, præcis tre år efter han blev deporteret, får Feras et amerikansk visum i sit pas, og han kan vende tilbage til USA. Samia vil ikke lade ham rejse alene, så hun henter ham, og den 29. juli 2008 stiller de sig op på rulletrappen i Queen Alia International Airport i Jordan. Her plejede Samia at stå alene, mens Feras stod på den anden side af glasset og vinkede farvel. ”Vi står på rulletrappen sammen, skat”, siger Samia til Feras. ”Vi er på vej hjem”.

I dag elsker Feras, når Samia vækker ham med kaffe på sengen, og de er begyndt at drømme om at få børn og deres eget hus. Tilbage er mistænkeliggørelsen. ”Vi bliver stadig mindet om, at vi ikke er normale”, siger Feras.

Før en flyrejse til Chicago for at besøge Samias yngre søster, Nina, sidste efterår kom Feras igen i problemer. Betjentene stillede alle mulige slags spørgsmål. ”Hvor skal du hen? Hvornår blev du gift?”.

De tjekkede hans navn og identifikationspapirer igen og igen, og da Samia begyndte at blande sig, blev hun bedt om at gå videre.

Det vedkom ikke hende. Men Samia modsatte sig og nægtede at vige fra sin mands side.

Den dobbelte bevidsthed ”Men det er sådan, det er. De planter en frygt i dig. Du bliver bange og er konstant på vagt.

Du bliver træt af det på et tidspunkt. Du bliver kynisk. Du har haft alle disse drømme og troet på de her værdier. Men når dit land tager røven på dig, går det op for dig, at de ikke vil kendes ved dig. Det er hårdt”, forklarer hun og opsummerer: ”Selv om det her er mit land, så føler jeg ikke, at jeg hører til her lige så meget som alle andre. Jeg bliver ikke betragtet som 100 procent amerikansk, selv om jeg er født og opvokset her”.

Dermed nærmer hun sig det, som forfatteren og borgerrettighedsforkæmperen W.E.B. Du Bois i sin tid beskrev som den dobbelte bevidsthed, der karakteriserede den sorte mands dilemma: Er det muligt at være både sort og amerikaner, at være begge dele og være begge dele helt og uden forbehold, uden at nogen spytter på en, uden at mulighedernes døre blev lukket?

I dag er spørgsmålet, om man kan være både araber og amerikaner. ”Jeg håber, at alt igen bliver normalt. At de begynder at stole på os igen. Vi er bange for, at vores børn vil blive behandlet på samme måde. Derfor er det fristende at flytte til et andet land, en anden verden, hvor vi kan være normale, hvor de ikke er efter os, ikke er imod os, og hvor de ikke er bange for os, men hvor vi kan være os selv”, siger Feras.

Amerikanere med arabisk baggrund har ikke samme mindretalsrettigheder som andre minoriteter i USA. Når USA’s svar på Danmarks Statistik – The Census Bureau – hvert tiende år opgør landets befolkningssammensætning efter race og etnicitet, bliver araberne opfattet som hvide – selv om hverken de selv eller nogen andre opfatter dem som hvide. Det er konsekvensen af, at der simpelthen ikke er en boks på Census-formularen, hvor araberne med et kryds kan bekende etnisk eller racemæssig kulør, selvom de er mange flere i antal end nogle af de minoriteter, der rent faktisk har en boks. Et faktum, som det indflydelsesrige Time Magazine betegner som ”ufatteligt”.

The Census Bureau spørger således først, om man er hvid, sort, indfødt, hispanic eller latino. Dernæst om man er fra Indien, Kina, Fillippinerne, Japan, Korea, Vietnam (eller et andet asiatisk land), Hawaii, Guam, Samoa (eller en anden Stillehavsø) eller Mexico, Puerto Rico, Cuba (eller andet sydamerikansk land).

På den måde får araberne ikke del i de rettigheder, den beskyttelse og den økonomiske støtte, der er forbundet med at være en minoritet – herunder positiv særbehandling ved adgang til job, bolig og uddannelse. ”Det er meget problematisk. Når de ikke bliver talt med, får de ikke samme beskyttelse som andre minoriteter og får dermed større problemer end nogen anden etnisk gruppe”, siger Amaney Jamal, der er professor i statskundskab ved Princeton University.

a mn e s t y I 3 3

Sudan

Rettigheder I SUDAN?

Ren volapyk I Sydsudan har tre ud af fire aldrig hørt om menneskerettigheder. En ny menneskerettighedskommission skal kommunikere de grundlæggende rettigheder ud til befolkningen i et land, hvor borgerkrig og olie i årtier har trukket sorte spor af krænkelser henover ørkensandet.

Fra krig til klondike Kommissionen har blandt andet til opgave at udbrede kendskabet til forfatningen og behandle klager over overgreb og krænkelser.

Og i sin første rapport tegner kommissionen et dystert billede af situationen i Sydsudan. 77 procent af befolkningen har aldrig hørt om menneskerettigheder. Og på spørgsmålet om, hvornår en person kan siges at være beskyt3 4 I am n e s t y

Byen er administrativt centrum for et Sydsudan, der med negative verdensrekorder i børnedødelighed, mødredødelighed og adgang til uddannelse er et af verdens mindst udviklede områder. Hvert fjerde barn dør, inden det fylder fem år. Kun et ud af ti børn har adgang til skole, og over 90 procent af kvinderne er analfabeter. Den forventede levealder i Sydsudan er 42 år mod 59 år hos deres bedre stillede naboer i Nord.

Menneskerettigheder i Sydsudan handler med andre ord om meget andet end ytringsfrihed og afholdelse af legitime valg. ”Vi er gået i gang med at etablere kontorer i ti forskellige provinser. Vores hovedopgave bliver at skabe bevidsthed. At fortælle folk, at der eksisterer en forfatning, og at den sikrer dem en række basale rettigheder. Og hvis de føler, at deres rettigheder bliver krænket, er der organer, de kan klage til. Vi gør det samme over for regeringen og administrationen, så de ikke kan bruge uvidenhed som undskyldning, når der sker krænkelser”, siger Joy Kwaje.

Kommissionen bruger også medierne til at komme ud med deres budskaber, laver opsøgende arbejde i landsbyerne og afholder kur-

Det splittede sudan Nord- og Sydsudan indgik i 2005 fredsaftale efter 22 års borgerkrig. Aftalen giver Sydsudan delvist selvstyre og mulighed for at stemme om fuld selvstændighed i januar 2011.

I april afholdt Sudan sit første parlamentsvalg i 24 år, og det gav en ventet sejr til præsident Omar al-Bashir – den eneste regeringsleder i verden, der er efterlyst af den internationale straffedomstol (ICC). Flere modkandidater boykottede valget, som blev kritiseret af valgobservatører fra EU. Sudan har ca. 40 mio. indbyggere. Heraf bor de seks millioner i Syd. Nordsudan er strengt muslimsk, mens Sydsudan er overvejende kristent.

Foto: Polfoto

I Sydsudan er det med menneskerettighederne lidt ligesom med vejnettet. Det har aldrig været særlig udbygget, og 22 års borgerkrig har smadret den smule, der var.

Ved borgerkrigens afslutning i 2005 fandtes der blot 14 kilometer asfalterede veje i hele Sydsudan, et område større end Frankrig.

Men hvor det med international hjælp er lykkedes at etablere flere tusinde kilometer vej, går det langsommere for menneskerettighederne.

Landet har de sidste 200 år kun kendt koloniherrerømme, diktatur og borgerkrig. For befolkningen har det været en rejse gennem forskellige udgaver af krænkelser frem til i dag, hvor et spirende demokrati i Sydsudan skal til at give dem det, de aldrig har haft: Rettigheder. ”Vi har været i krig nærmest hele vores liv, så spørgsmålet om menneskerettigheder er ikke noget, vi er vant til at forholde os til. For vi har aldrig kendt til dem”, siger Joy Kwaje, der er leder af den nyoprettede, uafhængige menneskerettighedskommission Southern Sudan Human Rights Commission.

tet af menneskerettigheder, svarer 89 procent ”ved ikke”.

Undersøgelsen tegner et billede af en befolkning, der er så vant til krænkelser, at tanken om at være beskyttet af rettigheder for de fleste ligger uden for forestillingsevnen. ”En af de ting, der virkelig ligger os på sinde, er at få befolkningen til at forstå, at vi ikke længere befinder os i krigens æra, men at vi lever i en tid med rettigheder, som er sikret af forfatningen. Derfor ville vi undersøge, om folk var klar over deres nye forfatningssikrede rettigheder, og om de overhovedet vidste, at der findes en menneskerettighedskommission. Resultatet var ganske klart: De aner det ikke”, siger Joy Kwaje, der er tidligere medlem af parlamentet.

Kommissionens beskedne kontor ligger i udkanten af Sydsudans hovedstad Juba, der af nogle betegnes som verdens hurtigst voksende by. På tre år er Juba forvandlet fra en krigshærget by med 50.000 indbyggere til et kaotisk klondike med over en million mennesker.

Mange er afvæbnede soldater, der er kommet ind fra bushen, og flygtninge, der er vendt hjem fra eksil i Kenya og Uganda.

En kvinde afgiver sin stemme ved parlamentsvalget, der blev kritiseret for af valgobservatører fra både EU og Carter Centre for ikke at leve op til internationale standarder for frie og retfærdige valg.

Af Jeppe Villa d sen

Joy Kwaje er formand for Southern Sudan Human Rights Commission og tidligere medlem af parlamentet.

ser og events – for eksempel en årlig menneskerettighedsdag.

Foto: Jeppe Villadsen

Lang vej til målet Taler man med den almindelige befolkning, lyder der forsigtig anerkendelse af, at fredsaftalen trods alt har betydet en nedtrapning i kamphandlingerne. Men mange er samtidig skuffede over, at den relative fred ikke har skabt udvikling og økonomisk fremgang. ”Forholdene er trods alt bedre end under borgerkrigen, men der er fortsat mange overgreb på civilbefolkningen, og vi har ikke mærket meget til de store olierigdomme”, siger biskop Maicha Davi.

Han henviser til landets enorme olieindtægter, som udgør 98 procent af statsbudgettet i Sydsudan. ”Sundheds- og undervisningssystemet er fortsat nærmest ikke eksisterende. Et andet problem er, at folk bliver arresteret vilkårligt uden at komme for en dommer eller blive oplyst om deres rettigheder. De rige går fri, fordi de kan købe sig til frihed. Den største udfordring lige nu er at standse kamphandlingerne og informere folk, fordi de ikke kender deres rettigheder”, mener biskoppen.

Olien dræber Med over 2.500 dræbte og 350.000 fordrevne var 2009 det mest voldelige år i Sydsudan siden fredsaftalen for fem år siden. Det gik særlig hårdt ud over befolkningen i det omstridte grænseområde mellem Nord- og Sydsudan, hvor størstedelen af olien er. Optrapningen har fået mange iagttagere – herunder Amnesty International – til at advare om risikoen for en ny borgerkrig. Den sidste nåede at koste over to millioner mennesker livet og sende seks millioner på flugt.

Konflikten bunder i modsætningsforhold mellem kristne og muslimer, afrikanere og arabere, agerdyrkere og nomader, lokalsamfund og centralregering. Hertil kommer flere generationer af sudanere, der ikke kender til andet end krig.

Soldater, der plyndrer, fordi de ikke får løn. Og eks-soldater, der stadig bærer våben.

Nedenunder det hele strømmer olien som hovedkilden til den fortsatte ustabilitet. Eksperter anslår, at der under Sudans røde ørkensand gemmer sig olie nok til at bringe landet helt op i toppen af verdens olieproducenter.

Det var netop udsigten til massive olieindtægter, der banede vejen for fredsaftalen, som sikrede Sydsudan delvist selvstyre og mulighed for at stemme om fuld selvstændighed i 2011.

Til gengæld accepterede Sydsudan, at olieindtægterne deles med Nord, selv om det meste af olien befinder sig syd for grænselinjen.

Styret i Khartoum bliver beskyldt for bevidst at destabilisere situationen i Sydsudan ved at

støtte lokale militser og klaner og derved sabotere afstemningen om uafhængighed. Utallige vidnesbyrd viser, at befolkningen i olieområderne frem for oliepenge har oplevet overgreb og miljøødelæggelser, men Joy Kwaje fra Menneskerettighedskommissionen er ikke meget for at udtale sig om oliespørgsmålet. ”Vi har undersøgt de store miljøødelæggelser, som olieudvindingen skaber, og som ødelægger leveforholdene for de lokale beboere. Spørgsmålet om, hvor vidt olien nærer konflikter, er noget, vi har mærket, men ikke undersøgt, fordi området er en lille smule politisk”, siger hun diplomatisk.

Rejsen er blevet til med støtte fra Danidas Oplysningspulje.

a mn e s t y I 3 5

Illega l e indva ndr e r e

De skjulte børn i Børn af illegale migranter har ikke adgang til basale tilbud som lægehjælp, vaccination eller daginstitution. Flere steder i landet får sundhedsplejersker forbud mod at besøge børnene. Det giver risiko for alvorlige følgevirkninger og er i strid med Børnekonventionen.

Et nyfødt spædbarn lever skjult i en lejlighed i en forstad til København sammen med sine forældre, der er gået under jorden efter at have fået afslag på asyl. Den lokale sundhedsplejerske har fået instruks om, at hun ikke må tage ud og tjekke, om barnet har det godt.

En halvandet år gammel afrikansk tumling får vaccinationer og lægetilsyn gennem et uofficielt netværk, der hjælper flygtninge under jorden. Det meste af sin tid tilbringer han i en lejlighed sammen med sin mor og tre andre såkaldt illegale, eller udokumenterede, migranter.

En treårig dreng fra Afghanistan har i mere end et år lidt af gentagne mellemørebetændelser, men selv om han ofte har været forpint og febril, har hans familie ikke råd til at tage ham til læge.

Ingen ved, hvor mange det præcist drejer sig om, men AMNESTY er stødt på en række konkrete eksempler på børn, der lever illegalt i Danmark, eller som kommer i klemme i systemet, fordi deres forældre har en ansøgning om asyl eller familiesammenføring under behandling.

For to år siden lavede fagbladet Sygeplejersken en rundringning blandt sundhedsplejersker på Københavns Vestegn og i Århus-forstaden Gellerup, og dengang var billedet det samme: Alle melder om børn, der i kortere eller længere perioder har været afskåret fra lægehjælp og sociale ydelser. Ofte har familierne ikke råd til at sende deres børn til lægen, og børnene har ikke ret til at gå i vuggestue, børnehave eller skole.

Og det kan få alvorlige konsekvenser for børnene, siger sundhedsplejerske Anette Bryndum Larsen fra Høje-Taastrup Kommune: 3 6 I am n e s t y

”Man risikerer, at de får nogle grundlæggende problemer, som kan følge dem gennem livet. Én ting er, at man ikke kan holde øje med deres sundhedstilstand, og om de for eksempel vokser, som de skal. Men rent psykisk er det også meget vigtigt, at børnene får den nødvendige omsorg og kontakt. Ellers risikerer man, at de får varige følelsesmæssige skader, som kan være meget svære at rette op på senere”, siger hun.

Meget sårbare Dan Biswas, der er scholarstipendiat ved Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed på Institut for Folkesundhedsvidenskab under Københavns Universitet, har interviewet en række papirløse migranter, der lever under jorden i Danmark. Han siger: ”Vi ved, at den manglende adgang til sundhed kan have alvorlige konsekvenser, fordi de papirløse migranter ofte lader være med at søge læge eller udsætter det, til sygdommen er blevet meget alvorlig, fordi de er bange for at blive afvist eller meldt til politiet. Det samme gør sig formentlig gældende, når det drejer som om deres børn – men det er i det hele taget bekymrende, at de børn ikke kan få den samme lægehjælp, vaccinationsprogrammer og tandlæge som alle andre børn i Danmark”.

Han understreger, at der ikke findes nogen studier af papirløse børns sundhed i Danmark, ligesom man ikke ved noget om, hvor mange det drejer sig om. Men internationale rapporter slår fast, at børnene udgør en særligt truet gruppe blandt de i forvejen udsatte illegale migranter, der lever uden papirer og rettigheder, og som i stigende grad er udsat for fattigdom, nød og udstødelse.

Hvorfor rejser familierne ikke hjem, hvis

forholdene er så dårlige for dem selv og deres børn? ”Der er flere ting i det. For nogle papirløse migranter kan der være en reel fare forbundet med at vende hjem. For andre kan det være forbundet med skam at vende hjem uden at have nået det, man rejste ud for. Familien derhjemme kan også være afhængig af, at der bliver sendt penge til dem, og det kan presse dem til at blive i Danmark. Endelig er der trods alt nogle fordele og privilegier ved at bo i en vestlig by, som nogle migranter foretrækker på trods af, at deres vilkår ikke er optimale”, siger Dan Biswas fra Københavns Universitet.

Morten Hjort Jahnsen fra Red Barnet har deltaget i et internationalt forskningsprojekt om de udokumenterede børn for den europæiske organisation PICUM. ”Det er et dybt alvorligt problem, at børn, der opholder sig illegalt i Europa og Danmark, mangler en grundlæggende beskyttelse og adgang til grundlæggende sociale rettigheder.

Disse usynlige børn er sårbare, først og fremmest fordi de er børn, men også fordi de er migranter, og mestendels fordi de er såkaldte illegale migranter”, siger han.

Forbudt at tilse nyfødte Som det blev beskrevet i det seneste nummer AMNESTY, dukker der med jævne mellemrum fødende kvinder op på danske hospitaler uden hverken cpr-nummer eller lovligt ophold i Danmark. De papirløse migranter har ikke ret til kontrol og undersøgelser i graviditeten, men får hjælp til selve den aktive fødsel.

Efter fødslen får mor og barn lov til at være på fødestedet et par timer, eller indtil persona-

A f L e ne T orp Carlse n

Danmark let skønner, at det er forsvarligt at sende dem hjem. Samtidig bliver barnet udstyret med et midlertidigt cpr-nummer, og fødslen bliver indberettet til opholdskommunen.

Men da sociale ydelser kun gælder danske statsborgere, må sundhedsplejerskerne ikke tage ud og tilse de babyer, der er født af en mor uden lovligt ophold. Det fortæller en sundhedsplejerske fra København, der ønsker at være anonym: ”Vi får af og til besked om, at der er født et barn af en udokumenteret migrant, som har opgivet en adresse til fødestedet. Men der er det sådan, at vi udtrykkeligt har fået besked på, at vi ikke må tage ud og se til det barn. Det er dybt frustrerende, for de børn er faktisk alvorligt truet. Alene på grund af deres omstændigheder og de usikre leveforhold er de i farezonen. Man ved for eksempel, at amningen er meget påvirket af, hvordan moderen

har det, og at det kan være meget risikabelt, hvis barnet ikke får mad nok i starten”, siger hun.

Et par gange har den anonyme sundhedsplejerske trodset forbuddet og er taget ud for at besøge en papirløs familie med et nyfødt spædbarn.

Udokumenterede migranter De officielle estimater anslår, at der lever et sted mellem 1.000 og 5.000 udokumenterede migranter i Danmark, men tallet er formentlig kun toppen af isbjerget. I EU som helhed sættes tallet til et sted mellem fem og otte millioner.

Gruppen er en broget flok og udgøres blandt andet af flygtninge, der har fået afslag på asyl og er gået under jorden, illegale immigranter fra Østeuropa og Afrika, romaer og aupair piger fra Thailand og Filippinerne, der bliver i landet, efter deres kontrakt løber ud. Men det dækker også ulovligt indrejste sexarbejdere, inklusive ofre for trafficking, tilrejsende på turistvisum samt familiesam-

menføringssager, der er under behandling, eller som er blevet afvist, men hvor personen alligevel er blevet i landet.

Gruppen bliver betegnet som ”udokumenteret”, ”papirløs” eller ”irregulær”, da det udbredte begreb ”illegal” opfattes som umenneskeliggørende og antyder, at der er tale om kriminelle.

Organisationen PICUM (Platform for International Cooperation on Undocumented Migrants) fremhæver, at manglende adgang til sundhed er et af de største problemer for de udokumenterede migranter.

Læs mere på www.picum.org

I

F oto: L ars Helsi nghof

Det er et dybt alvorligt problem, at børn, der opholder sig illegalt i Europa og Danmark, mangler en grundlæggende beskyttelse og adgang til grundlæggende sociale rettigheder.

Morten Hjorth Jahnsen, Red Barnet.

”Hvis jeg skal tage ud og se til dem, skal jeg faktisk stjæle sedlen fra kontoret og tage derud i min fritid. Det har jeg gjort et par gange, fordi jeg ikke kan holde ud at tænke på, hvis der slet ikke er nogen, der ser til de børn”, fortæller hun.

En af de familier, hun har besøgt på den måde, havde en nyfødt pige – men der var også en dreng på næsten fire år i lejligheden, og han var meget præget af at have levet under jorden hele sit liv. ”Moderen fortalte, at hun ikke turde tage ham udenfor, og at han ikke så andre mennesker end sine forældre og en fjern slægtning, der kom på besøg en gang imellem. Det var meget rystende”, siger hun.

Sundhedsplejersken forsøgte at overtale familien til at opgive livet under jorden og melde sig hos asylmyndighederne. Ellers ville hun føle sig tvunget til at melde dem – for børnenes skyld. Men da hun vendte tilbage nogle dage efter, var familien forsvundet, og hun har ikke set eller hørt noget til dem siden. ”Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan de børn skal udvikle sig fremover. Man ved jo, at de sociale og indlæringsmæssige kompetencer a mn e s t y I 3 7

➜

Illega l e indva ndr e r e

➜

er meget afhængige af, at man er blevet stimuleret og har haft med andre mennesker at gøre som barn”.

Kommuner i tvivl Nogle børn kommer i klemme, fordi deres mor har et såkaldt processuelt ophold. Det vil sige, at hun har en ansøgning om asyl eller familiesammenføring under behandling, men er privat indkvarteret. Både kvinder og børn er altså lovligt i landet, men de har ikke fået cpr-nummer eller sygesikringsbevis endnu.

I de tilfælde er der stor tvivl hos kommunerne om, hvilke ydelser børnene har ret til.

Er det for eksempel forældrene, der skal betale for lægehjælp, og hvordan ser det ud med børnenes muligheder for at komme i daginstitution, til børnetandlæge eller blive tilset af en sundhedsplejerske?

Det har sundhedsplejerske Anette Bryndum Larsen oplevet flere gange. Og generelt er det hendes oplevelse, at mange instanser og

Under jorden med et lille barn Josie N. fra Gambia lever skjult i København med sin lille søn, Samuel. Hun har ingen penge, kan ikke arbejde og har hverken ret til lægehjælp eller institutionsplads til sit barn. Hendes situation er så håbløs, at hun overvejer at lade menneskesmuglere sende den 16 måneder gamle dreng alene tilbage til Afrika, hvor han risikerer at blive solgt.

Den lille dreng pludrer fornøjet, mens han holder en tallerken op i luften, for derefter at slå den hårdt ned i bordpladen – igen og igen, indtil den smadrer, og han fascineret betragter, hvordan de to dele falder fra hinanden.

Så griber han ud efter en ny tallerken for at gentage succesen. Vi er i en lille lejlighed i København, hvor drengens mor, 22-årige Josie N. fra Gambia, forsøger at aflede opmærksomheden ved at tilbyde barnet en kiks. Det lykkes, og Samuel er stille for en stund, mens han spiser. ”Jeg har været i Danmark i næsten 10 måneder, men det er meget svært, for jeg har ikke nogen papirer”, fortæller Josie og fortsætter: ”Nu, hvor Samuel har brug for vaccinationer, tog jeg ham med hen til Michelle, for hun kender en læge, der vil gøre det uden at tage betaling. Jeg var også bekymret, for han har hostet meget og haft feber”, siger hun.

3 8 I am n e s t y

Josie taler om Michelle Mildwater, der er leder af organisationen HopeNow. Det er hende, der har kontakten til Josie, og som har arrangeret mødet i dag – et neutralt sted i byen, hvor Josie ikke er bange for at blive arresteret. For frygten for at blive anholdt og sendt tilbage fylder meget. ”Jeg tør ikke gå nogen steder hen, og jeg har ikke lyst til at være sammen med mange mennesker eller snakke med nogen, jeg ikke kender, for jeg er hele tiden bange for at blive arresteret. Det meste af tiden er vi bare i lejligheden, og hvis jeg skal ned og købe ind, skynder jeg mig tilbage igen”.

Josie har haft en lang og hård rejse fra sin barndoms landsby til København. Som barn blev hun solgt til en rig familie i den nærmeste storby, hvor hun reelt levede og arbejdede som ubetalt børneslave fra hun var 10 til hun var 18 år. Hun stak af og kom

med en af de mange grupper bådflygtninge, der krydser Middelhavet i deres søgen efter et bedre liv i Europa. Undervejs var hun blevet gravid og fødte sin søn i den asyllejr, hvor hun blev anbragt, mens hendes sag blev behandlet.

Hun fik afslag på asyl og tog imod et tilbud fra en ”trafficker”, der tilbød at hjælpe hende videre op i Europa. Men det viste sig, at hun var blevet handlet til prostitution i Italien. Det lykkedes hende at undslippe sammen med sin baby, og efter en rejse af uransagelige veje endte hun i Danmark, hvor hun søgte asyl.

Men da hun allerede har fået afslag i den første lejr, vil hun ifølge reglerne blive sendt tilbage dertil – hvorfra hun efter alt at dømme vil blive deporteret til Afrika. Tilbage til de menneskehandlere, hun er flygtet fra, og som hun frygter vil straffe hende hårdt, fordi hun stak af, og fordi hun skylder dem penge. Derfor er hun gået under jorden, selv om situationen virker håbløs.

Brændte broer Michelle Mildwater håber, hun kan overtale Josie til at melde sig i asylsystemet igen. For selv om det formentlig vil betyde, at hun bliver sendt tilbage til Niger, er der ikke noget reelt alternativ:

Moderen fortalte, at hun ikke turde tage ham udenfor, og at han ikke så andre mennesker end sine forældre og en fjern slægtning, der kom på besøg en gang imellem.

Anonym sundhedsplejerske, København

sagsbehandlere bruger de uklare retningslinier til at undgå at betale for lægehjælpen og de sociale ydelser. ”Det står jo i loven, at alle børn skal have den fornødne hjælp, men sådan fungerer det ikke i praksis. For eksempel kan den lokale læge ikke få refunderet sine udgifter, hvis ikke patienten har et cpr-nummer, så typisk vil han eller hun kun tilse de her patienter en enkelt gang eller to. De smyger sig uden om alle sammen, hele vejen rundt”, siger hun og fortsætter:

”Jeg er stødt på flere eksempler, hvor jeg har forsøgt at hjælpe familierne, for det er utroligt svært at finde ud af, hvor man skal henvende sig, og hvad man skal gøre. Selv jeg, der er dansker, har haft meget svært ved at finde rundt i systemerne. Nogle af de familier, jeg har hjulpet, har været så skadede, at de ikke har haft nogen mulighed for selv at finde ud af det. Problemet er, at det går ud over børnene, der bliver fanget i et tomrum mellem de mange instanser, som ikke hjælper dem”.

”Min opgave er også at sige, at det måske vil være den bedste mulighed at rejse hjem til Afrika. Det kan vi hjælpe hende med. Både her, og når hun er kommet tilbage. Men jeg kan også godt forstå, hvis hun ikke tør, for hun har virkelig brændt sine broer”.

Michelle Mildwater har mange års erfaring med udokumenterede – eller papirløse – kvinder i Danmark: ”Der er mange etiske dilemmaer forbundet med det arbejde, vi udfører. På den ene side er det vores mål at få Josie og kvinder som hende, der ikke har noget håb om at få asyl, til at acceptere en kontrolleret, frivillig tilbagerejse til hjemlandet. Vi opfordrer ikke nogen til at gå under jorden, men når vi møder nogen, er det vores erklærede mål at reducere skaden ved at skaffe nødvendig lægehjælp og andre praktiske fornødenheder, så kvinderne er bedre rustet til at træffe de valg, der er nødvendige for at forbedre deres situation”, forklarer hun og fortsætter: ”Josie er i overhængende fare for at beslutte, at prostitution er hendes eneste overlevelsesmulighed. Hun er også i fare for at blive kontaktet af kriminelle netværk, som for eksempel kan tilbyde at hjælpe hende til et andet land, men som i virkeligheden vil handle hende til sexindustrien dér”.

Josies situation er så desperat, at hun overvejer at sende Samuel tilbage til Afrika. Angiveligt har nogle af de bagmænd, der smugler kvinder fra Afrika til sexmarkederne i Europa, tilbudt hende at tage babyen med den anden vej og skaffe ham en plejefamilie. Men Michelle Mildwater advarer i kraftige vendinger mod den ide: ”Hun må ikke bare tro på de mennesker og give barnet til dem, for hun risikerer, at det bliver handlet. Det er ikke en type mennesker, man vil overlade et lille barn til – det er simpelthen livsfarligt, for du har ingen kontrol med hans skæbne”, siger hun.

Kvinden og barnet i artiklen er anonymiserede, men deres identitet er kendt af redaktionen.

Et nyfødt spædbarn er meget sårbart og har både brug for fysisk og psykisk omsorg, hvis det skal udvikle sig normalt. Og det er et klart brud på Børnekonventionen, hvis man ligefrem nægter de udokumenterede børn fri adgang til sundhed på lige fod med andre børn. Det vurderer Morten Hjorth Jahnsen fra Red Barnet, der finder det afgørende vigtigt at sikre børnenes trivsel: ”Retten til adgang til lægehjælp er et grundlæggende princip i Børnekonventionen. Hvis dette princip kun fortolkes som adgangen til akut lægehjælp, så risikerer man at spille hasard med barnets fysiske og psykiske sundhed. Derved bringer man sig i konflikt med Danmarks internationale forpligtelser – eksempelvis Børnekonventionens artikel 2, der indeholder princippet om ikkediskrimination, og artikel 6, der blandt andet taler om statens pligt til at sikre barnets overlevelse og udvikling”, siger Morten Hjorth Jahnsen.

Michelle Mildwater er leder af hjælpeorganisationen HopeNow.

HopeNow HopeNow er en privat, dansk organisation, der arbejder med handlede og udenlandske kvinder i prostitution. Arbejdet består i opsøgende socialt arbejde på gaden, bordeller, i asylcentre og fængsler, men organisationen bliver ofte kontaktet af kvinderne selv. Des-

uden samarbejder HopeNow med en række andre aktører i ind- og udland med at tilbyde rehabilitering til hjemlandet under kontrollerede former, der blandt andet inkluderer uddannelse, husly og mikrolån til erhverv. Læs mere på www.hopenow.dk

Stafet t en

Af Eliza bet h Zitri n

Med konceptet ”ACCESS INTERNATIONAL – Six Degrees of Human Rights” har AMNESTY skudt en stafet i gang. Over seks omgange vil vi afprøve, hvor indflydelsesrige og berømte personer vi kan få til at skrive om menneskerettigheder. Hver skribent sender stafetten videre til en person efter eget valg, som så selv vælger et emne. Konceptet er udviklet i samarbejde med forfatteren Martin Martensen-Larsen.

?

Gail Chasey

?

Six Degrees of Human Rights

?

?

Elizabeth Zitrin

1: Gail Chasey, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus i New Mexico.

2. Elizabeth Zitrin, tidligere formand for American Civil Liberties Union i Californien.

Elizabeth Zitrin er advokat og international koordinator for Death Penalty Focus. Hun sidder i USA’s arbejdsgruppe for World Coalition Against The Death Penalty og er tidligere formand for American Civil Liberties Union (ACLU) i Californien.

Velgørende fonde til fordel for kvinder har i dag værdier for flere hundrede millioner dollars.

Sex, penge og

stemmeret Min mor, som er pensioneret læge og nærmer sig de 92 år, blev født i USA, før kvinder kunne stemme – samme land, som stolt kalder sig selv verdens bedste demokrati.

Jeg selv tilhører Baby Boom-generationen og er opvokset midt i den seksuelle revolution.

Jeg havde lige den rette alder til Roe vs. Wade (skelsættende højesteretssag fra 1973 om ret til fri abort i USA, red.), den nemme adgang til p-piller og andre muligheder for os kvinder til at bestemme vores reproduktive fremtid.

Men det var også, før HIV/AIDS kastede samme frihed ud i ren tragedie og kaos.

Jeg vidste, at kvinder gennem historien altid har standset uønskede graviditeter, men at det også var farligt, usikkert, ulovligt og alt for ofte dødeligt. Men fordi mine forældre var læger, havde jeg altid tænkt – også før Roe – at hvis jeg en dag fik brug for en abort, ville jeg også kunne få en. Jeg vidste samtidig også, at selv for velhavende piger, som ikke befandt sig i den samme heldige situation som mig – med forældre, der var læger – så var skønhedssalonerne det eneste sted, hvor deres mødre

4 0 I am n e s t y

videregav informationer om hvem, hvor og hvor meget.

Jeg er født i Brooklyn, og her lærer man tidligt på gaden, at ”money talks”. Det er en kliché, der stadig lever i bedste velgående i global politik. To generationer efter ”pillen” og den reproduktive frihed tjener kvinder i USA stadig kun 77 cents for hver dollar, deres mandlige modstykker får. Men vi har efterhånden lært at få meget ud af det, vi har.

Der har altid været kvinder repræsenteret på den økonomiske rangsstige. Både blandt de fattigste, mest undertrykte og magtesløse – og blandt de rigeste. Men den sidstnævnte gruppe har måske manglet viden, erfaring, rollemodeller og rammer til at bruge deres velstand til at støtte deres mindre heldige medsøstre.

Selv om ikke alle gjorde, hvad de kunne eller burde have gjort for at finansiere kampen for kvinders ret til at stemme, så har der uden tvivl været velhavende kvinder – og velhavende mænd – som har støttet kvindebevægelsen.

Men hvad der står klart i det 21. århundrede

er, at kvinder er ved at skabe en økonomisk styrke både som givere og modtagere af økonomisk støtte.

Velgørende fonde til fordel for kvinder har i dag værdier for flere hundrede millioner dollars. De sørger for støtte til kvinders private initiativer og til kvinder, børn og familiers behov i alle dele af verden – fra de rige landes baggård til de fattige landes sidegader. Når de mest uprivilegerede og undertrykte kvinder modtager bare en smule økonomisk støtte til en lille forretning, viser de sig ofte at være i stand til at forsørge ikke bare sig selv og deres børn, men også deres til tider undertrykkende mænd og svigerfamilier. Som derefter er tidligere undertrykkende.

For det viser sig nemlig, at når det er mor, der kommer hjem med pengene til familien, så vil mishandlingen og undertrykkelsen ofte stoppe. Og kvinderne vil igen få kontrol over deres person, seksualitet, reproduktive valg og familieliv. ”Money talks”. Og nogle gange siger de: ”Søstersolidaritet er magtfuldt”.

Af Mia Forum P alvig

Amnesty Int e r a c t i v e

Rettigheder

– lige i hovedet En mand sidder på hug, bundet til en pæl og med bind for øjnene. En kvinde – også med bind for øjnene – står på tåspidser på en stol og er lige ved at falde ned. I den anden ende af lokalet er en workshop i gang.

Vi befinder os i Amnestys undervisningscenter i København, Amnesty Interactive, hvor en gruppe folkeskolelærere og lærerstuderende er på kursus i, hvordan menneskerettigheder kan gøres til en del af den daglige undervisning i folkeskolen. En undersøgelse, som Amnesty lavede i 2008, viste, at danske skoleelevers viden om menneskerettigheder er meget begrænset. ”Det vil vi gerne gøre noget ved”, siger Signe Poppenbøll Hansen, der er projektleder i Amnesty Interactive.

Målet med kurserne er, at flere elever bliver bevidste om menneskerettighederne og deres betydning. Og metoden er at udstyre lærerne med nogle undervisningsredskaber

for at nå ud til flest mulige elever i den anden ende.

Mærk dine rettigheder På introduktionskurset får lærerne uddybet deres viden om menneskerettighederne, og de udforsker pædagogiske teknikker til at undervise i emnet gennem interaktiv undervisning og sansebaserede oplevelser. ”Vi har indrettet kurserne, så lærerne får nogle redskaber til at sætte elevernes tanker i gang. Blandt andet kan de på egen krop mærke, hvad det vil sige at blive diskrimineret”, fortæller Signe Poppenbøll Hansen.

Deltagerne bliver ved ankomsten frataget deres identitet og udstyret med et nummer, som repræsenterer en af de 30 artikler i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Hele dagen diskrimineres de ud fra det nummer. På den måde får de ikke blot kendskab til artiklerne, men mærker dem på egen krop.

Tusindvis af danske skoleelever blev sidste år undervist i menneskerettighederne.

Deres lærere har været på kursus hos Amnesty Interactive, som åbnede i foråret 2009.

”Tankerne kom i gang på en anden måde ved de små events. Jeg kan huske det i dag. Og det tror jeg også, at eleverne vil kunne”, forklarer en af lærerne på kurset.

Ude i klasseværelset De sanselige elementer understøttes af debatoplæg og aktive workshops, hvor deltagerne diskuterer problematikker, muligheder og erfaringer, og arbejder sammen om at udvikle inspirerende undervisningsforløb. Kurset giver også ideer til, hvordan man som lærer integrerer menneskerettighederne i den daglige undervisning, ligesom kursisterne får en posefuld materialer med hjem, så det er let at komme i gang. ”Det er godt at kombinere undervisning og øvelser. Og det er godt at have i baghovedet, at man skal relatere til børnenes krop, intellekt og sanser”, siger en lærerstuderende.

International konference i Danmark Den 11.-14. maj afholdt Amnesty en konference på Nyborg Strand med deltagere fra 47 lande under temaet ”Menneskerettighedsundervisning for bemyndigelse og social forandring”.

Viden om og forståelse for menneskerettigheder er en forudsætning for at kræve sine rettigheder og bryde ud af fattigdom og undertrykkelse. Derfor er undervisning i rettigheder vigtig.

Amnesty deltager også i et globalt projekt kaldet Human Rights Friendly Schools – et samarbejde med skoler for at skabe en samlet menneskerettighedskultur, så rettighederne er integreret i læseplanerne, skolens pædagogik og ledelse.

Folkeskolelærere fra hele Danmark har hos Amnesty Interactive været på kursus i, hvordan de kan undervise deres elever i menneskerettigheder. Både viden om rettigheder og pædagogiske teknikker indgår i kurset. amn e s t y I 4 1

KULTUR

Af Klaus Rot hstei n

KU

NS T

Foto: Scanpix

Kvindehandel er vokset til verdens næststørste kriminelle økonomi – kun overgået af narko. Med forestillingen Knock on Unpainted Wood sætter det moderne danske danseteater Mute Comp fokus på problemet. Koreografen har researchet blandt børn, der arbejder som sexslaver i Cambodia.

KVINDEHANDEL OG SEXSLAVER

KU N

ST

Mute Comp: Knock on Unpainted Wood.

Premiere 27. august 2010, Dansehallerne, Carlsberg.

Jum-jum? Bum-bum? Det lyder umiddelbart som et vrøvlerim for børn. Men virkeligheden er en helt anden. Jum-jum bliver brugt om oralsex, mens bum-bum står for samleje i Cambodia.

Og ordene blev brugt af to børn, som skuespiller, danser og koreograf Kasper Ravnhøj mødte på sin researchrejse til landet forud for danseteateret Mute Comps forestilling om kvindehandel og sexslaveri: ”Du kan købe sex alle steder. Der er restauranter, hvor man kan købe en skål nudler og et blow job. Jeg besøgte et sted, som mænd rejser til for at købe sex med børn. Børnene var mellem 4 og 9 år, og de yngste spurgte ’Jum-jum?’, mens de ældste sagde ’Bumbum?’. Det er et helvede så absurd, at man ikke kan beskrive det”, siger Kasper Ravnhøj.

Kasper Ravnhøj rejste til Cambodia for at indsamle stof til Mute Comps tre kommende forestillinger om de største globale, kriminelle økonomier, nemlig sex, våben og narko – og turen gav ham indsigt i et problem, som vi

4 2 I am n e s t y

godt ved, er der, men som vi ofte lukker øjnene for. ”Jeg havde læst Somaly Mams bog En kvindes pris om hendes tid som sexslave i Cambodia. Så rejste jeg dertil og holdt møder med en masse organisationsfolk og for at komme i kontakt med nogle af pigerne og kvinderne selv. Jeg købte bl.a. en time hos nogle af dem, bare for at tale med dem. Jeg ville undersøge, hvor langt jeg kunne gå uden at have sex med dem. Når jeg først havde brugt lang tid på at overbevise dem om, at jeg kun ville tale, fik jeg så deres historier”.

På Somaly Mam Foundation, hvor piger der er sluppet ud af sexindustrien får hjælp, mødte han en pige på 16, der var blevet sexslave som 12-årig. Hun var først blevet sat ind i en kasse fuld af insekter, der bed hende. Så blev der sat strøm til hende. Så blev hun solgt som jomfru, syet sammen og solgt igen. Fire gange. Da hun blev gravid, fik hun en abort, og da hun dagen efter aborten bad om lov til ikke at arbejde den dag, blev hendes ene øje stukket ud.

”Jeg så turistbusser fulde af mænd, der kom for at købe pigerne. Jeg besøgte karaoke-barer, der dækkede over bordeller. Og jeg så et hus, der lignede et underholdningspalads, hvor 2000 piger efter sigende blev holdt fanget som sexslaver. Jeg opsøgte stederne med skjult kamera, og i dag kan jeg se, hvor farligt det var, men jeg var nødt til det. Efter en masse research, læsning og snak, måtte jeg møde og se pigerne selv”.

Mute Comps Knock on Unpainted Wood er første forestilling i en trilogi om de kriminelle økonomier, fordi sexslaveriet hele tiden vokser og i dag kun overgås af narkohandel. ”Det handler dybest set om livet, og hvordan vi spilder det. Sex, våben og narko er tre megabenspænd for en god udvikling. Vi ønsker at sætte fokus på trafficking og sexslaveri, fordi vi gerne vil vise konsekvenserne. Vi kan ikke løse problemet, men vi kan bruge det dramatiske danseteater til at få folk til at spærre øjnene op”, siger Kasper Ravnhøj.

KVINDER I VOLDELIGE ÆGTESKABER Tina Enghoff og Uzma Ahmed Andresen: SYV. 20. maj 2010 - 11. september 2010, Det Nationale Fotomuseum, Søjlesalen.

SYV, stort tværformat, 152 sider, indbundet i lærred. 299 kr. Forlaget Vandkunsten.

KU

N

ST

Fotografen og billedkunstneren Tina Enghoff og kulturformidleren Uzma Ahmed Andresen har sammen skabt projektet SYV, der i fotografi, lyd og video beskriver problemerne for de kvinder, som tvinges til at leve i voldelige ægteskaber. ”Vi kommer fra to forskellige verdener, men vi har det samme raseri over den måde, Danmark behandler dem, der står udenfor. For eksempel de kvinder, der risikerer at blive udvist af landet, hvis de bliver skilt efter kortere tid end syv år. Det tvinger mange kvinder til at

blive i voldelige ægteskaber. Det er urimeligt, groft og uanstændigt, og jeg håber, at vi med udstillingen kan få skabt opmærksomhed om problemet og få stoppet syvårsreglen”, siger Tina Enghoff.

Udstillingen SYV er ifølge de to ophavskvinder en universel tolkning af den følelsesmæssige situation hos mennesker, der finder sig fastlåst i en umulig situation. Helt konkret består udstillingen af en række fotografier af kvinder, der er truet af udvisning efter at have forladt deres voldelige ægteskab, dels af en videoinstallation, hvor kvinderne fortæller deres historie.

De syv kvindeskæbner bliver samtidig fortalt i ord og billeder i en bog, der har forord af forfatteren Kirsten Thorup og efterskrift af Uzma Ahmed Andresen.

IRANske kvinder uden mænd Sherin Neshat: Kvinder uden mænd.

Premiere: 1.juli 2010.

Det lyder næsten som endnu en svensk krimi, men Kvinder uden mænd er titlen på den iransk fødte videokunstner Sherin Neshats billedskønne spillefilm, der modtog en Sølvløve ved sidste års filmfestival i Venedig.

Da hun i 2008 udstillede videoværker på Aarhus Kunstmuseum, skrev Berlingske Tidendes Torben Weirup, at hendes arbejder i dén grad tematiserer kvinders situation, deres rolle i samfundet og den tvungne adskillelse fra mænd (med mindre de arbejder på et bordel!).

Filmen, der er Sherin Neshats første spillefilm, er baseret på en roman af Shahrnush Parsipur. Den skildrer fire kvinders liv i som-

meren 1953, hvor USA og England støttede et statskup, der genindsatte shahen ved magten.

Det så vesten som et bolværk mod kommunismen og den sikre vej til olie. Filmen følger blandt andet en prostitueret og en politisk aktivist, og den viser på den måde kvindernes situation i et land under store forandringer.

Sherin Neshat ser selv sin film som et bindeled mellem revolten i 1953 og de omfattende demonstrationer mod styret i 2009: ”Nu ser vi igen unge mænd og kvinder, der demonstrerer i Irans gader, og vi bliver endnu engang mindet om, at denne kamp stadig er aktuel. Vi kan kun håbe, at Kvinder Uden Mænd vil udgøre et lille bidrag til de utallige fortællinger om Irans historie ved at minde os om, at nationens stemme, der blev bragt til tavshed i 1953 af både interne og eksterne kræfter, nu igen løfter sin røst”, siger hun.

SE GRATIS DOKUMENTARFILM PÅ NETTET

800.000 myrdet på 100 dage Freedocumentaries.org streamer dokumentarfilm i fuld længde – uden at du behøver registrere dig som bruger. Vælg imellem 18 kategorier, bl.a. Human Rights. Se for eksempel den 58 minutter lange Ghosts of Rwanda, om de 100 dage i 1994, hvor 800.000 mænd, kvinder og børn blev slagtet i en ufattelig blodig massakre under ledelse af oberst Theoneste Bagosora – mens hele Verden vendte det blinde øje til.

Se også filmene Cambodia: The Betrayal og Born Into Brothels. Folkene bag projektet opfordrer til, at brugerne donerer penge til filmskaberne. www.freedocumentaries.org

Racismens historie Topdocumentaryfilms.com byder på hundreder af dokumentarfilm i fuld længde. Vælg bl.a. mellem 30 film om 11. september og 70 film om politik. Hjemmesiden har ingen separat kategori om krænkelser af menneskerettigheder, da de ligger gemt i de 24 kategorier. Se bl.a. den tankevækkende historiske fortælling Racism: A History om racismens globale historie. Filmen udforsker, hvordan racistiske tanker har floreret i både religiøse og sekulære organisationer og i tekster af europæiske filosoffer som Immanuel Kant og Aristoteles. www.topdocumentaryfilms.com/ watch-online

Landet, der blev stjålet Free Documentaries Online viser 15 film om menneskerettigheder. Folkene bag hjemmesiden er meget sparsomme med oplysninger om, hvem de er og om baggrunden for deres ambition om at skabe ”verdens bedste hjemmeside med dokumentarfilm”. Ikke desto mindre er der rigeligt at vælge imellem. Vælg kategorien ”Human Rights” og klik på ”older entries” i bunden. Se bl.a. den anerkendte journalist John Pilgers Stealing a Nation om dengang skiftende britiske regeringer i 1960’erne og de tidlige 70’ere forviste befolkningen fra øgruppen Chagos i Stillehavet. Der skulle nemlig være plads til en amerikansk militærbase. www.watch-documentaries-online.com

a mn e s t y I 4 3

AMNESTY

– Din støtte gør en forskel!

Li ve-redakt ion: P hi l i ppa Ge i sler crone o g N ora Rahbek Kanafan i

Maj 2010

Amnestys landsmøde blev igen i år afholdt på Hotel Nyborg Strand i weekenden den 24.-25. april. Flere end 500 medlemmer deltog i landsmødet, der også bød på 18 forskellige workshops med talere fra ind- og udland samt koncert med Tina Dickow lørdag aften.

Selve landsmødet kan ses eller genses på www.amnestywebcast.dk.

Nadia Sander Strange, 27 år, fra Gladsaxe. Har været på landsmøde to gange før.

H vorfor er du taget til landsmøde? ”Jeg synes, det giver mulighed for refleksion og for at få perspektiveret sine tanker om menneskerettigheder. Jeg kommer med min veninde hvert år, så det giver os nogle andre ting at snakke om. Og vi får vendt nogle af de ting, vi snakker om til hverdag, på en ny måde”.

H vordan har det været? ”Jeg synes, det har været rigtig godt. Jeg kommer hovedsageligt for de mange workshops. Jeg kan godt lide at få det indblik, de giver. Det er et indblik, man normalt ikke får”.

H vad har været særlig godt? ”Workshoppen om Iran med Ali Alfoneh var helt fantastisk. Han var sindssygt god. Han vidste alt, og han freestylede over emnet, mens han holdt tråden – det var fantastisk”.

H vordan var koncerten? ”Jeg synes, den var god. Hun var overraskende godt i kontakt med sit publikum, og hun formåede at skabe en rigtig god stemning”.

Ragnhild Ibsen, 73 år, fra Herning. Har været på landsmøde flere gange før.

H vorfor er du taget til landsmøde? ”Jeg synes, man bliver opdateret på mange områder til landsmødet. Man får en større indsigt i, hvor det brænder på, og hvad man kan gøre ved det. Det er derfor, jeg kommer, og sådan har det været hver gang”.

H vordan har det været? ”Det har været et godt landsmøde, men jeg synes, det er meget svært med de mange forkortelser”.

H vad har været særlig godt? ”Det har været godt at være med i workshops’ene.

Jeg synes, jeg har fået en indsigt i mange ting. Det var fint med journalisten Niels Krogsgård – at han var så nede på jorden og ikke blæste sig op. Han hvilede i sig selv og lod sig ikke bruge i spillet. Det var dejligt at opleve, fordi der er så meget selvpromovering i den tid, vi lever i”.

H vordan var koncerten? ”Det var en god koncert. Jeg kendte ikke Tina Dickow i forvejen, men jeg synes, det var en fin koncert. Selvom jeg egentlig er mest til klassisk musik”.

Amnestys hovedbestyrelse: Efter landsmødets valg består Amnestys hovedbestyrelse af John Olsen (formand), Charlotte Cécile Renard (næstformand), Marianne Hammelboe (kasserer), Lasse Hvid-Jørgensen, Mads

4 4 I am n e s t yLive

Huyk Jørgensen, Mona Skriver og Jes Vestergaard. Roland R. Thomsen er valgt som suppleant. Mariann Bille Petersen (tidligere suppleant) blev ikke genvalgt til hovedbestyrelsen.

Jakob Bjerregård, 21 år, fra København. Er på landsmøde for første gang.

H vorfor er du taget til landsmøde? ”Jeg må indrømme, at det er fordi, jeg blev tiltrukket af programmet, som jeg synes er rigtig godt. Jeg syntes, at workshops’ene og koncerten med Tina Dickow så meget spændende ud. Jeg har været interesseret i Amnesty længe, men det var programmet, der gjorde, at jeg synes det så spændende nok ud til, at jeg ville tage af sted”.

H vordan har det været? ”Jeg synes, det har været godt. Det er selvfølgelig et hårdt program, fordi man skal af sted tidligt om morgenen, men det har været godt”.

H vad har været særlig godt? ”Workshops’ene var det bedste. Det var interessant, og jeg synes, det var nogle relevante foredragsholdere. De vidste, hvad de snakkede om. Det var også interessant, at der var mulighed for at tale med dem. Jeg er selv studerende på Journalisthøjskolen, så jeg synes især, det var spændende at høre Niels Krogsgård fortælle om sit ophold i Iran. Ali Alfoneh var også ret spændende at høre”.

H vordan var koncerten? ”Den var fed. Jeg er ret stor fan af Tina Dickow, så det var fedt at se hende. Det var et lækkert program, der sluttede af med lidt underholdning”.

Foto: Kåre Viemose

Fuldt hus til Amnesty landsmøde

Landsmødedeltagerne som regnbueflag – symbolet på fred og menneskerettigheder.

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKTI VBLAD FOR Amnesty Internat ional Det kan du gøre...

Stor opbakning til Baltic Pride Aktive over hele landet støttede Baltic Pride ved at fotografere det regnbuefarvede flag på forskellige steder i Danmark.

Mange af de flere end 1000 fotos blev trykt på en stor plakat, som blev afleveret til den litauiske ambassadør i Danmark.

1 minut: Bliv fan af Amnesty på facebook og hold dig opdateret om spændende begivenheder, nyheder og aktionsmuligheder hos Amnesty. www.facebook.com/amnesty.dk

2 MINUTTER: Red liv med mobilen. Tilmeld dig Amnesty Lifeline og brug mobilen til at skrive under på en aktuel aktion hver uge. Med din sms kan du redde mennesker fra tortur, dødsstraf og uretfærdige fængslinger. Tilmeld dig ved at sende beskeden Lifeline 1231. Det er gratis at modtage aktioner og koster almindelig SMS-takst at deltage.

5 minutter: Send et brev og læg pres på de ansvarlige myndigheder i lande, hvor mennesker risikerer tortur, uretmæssige fængslinger eller dødsstraf. På www.amnesty.dk/skrivforliv kan du printe og sende breve.

Danske borgmestre støttede priden Borgmestrene i København, Århus og Odense bakkede også op om afholdelsen af Baltic Pride. Københavns overborgmester Frank Jensen og Århus’ borgmester Nicolai Wammen skrev et brev til Vilnius’ borgmester og opfordrede til, at paraden blev gennemført sikkert og synligt. I Odense stillede et enigt byråd med borgmester Anker Boye (billedet) i spidsen op til en fotoevent med regnbueflag i hænderne som en solidaritetserklæring til Baltic Pride og en opfordring til byrådet i Vilnius om at beskytte priden.

Deltag i Amnestys aktiviteter til sommer Sommeren over sætter dansk afdeling fokus på slum og de rettighedskrænkelser, som et liv i slum medfører.

En milliard mennesker verden over lever i slumkvarterer og er frarøvet deres basale menneskerettigheder. De lever under elendige forhold og med en konstant trussel om rydninger og tvangsforflytninger.

Tvangsforflytninger er en af de største krænkelser for folk, der lever i slum. Forflytningerne frarøver mennesker retten til ejendom, retten til beskyttelse og retten til et værdigt liv.

Vær med til at sætte fokus på og aktionere for slumbeboeres ret til en bolig og meld dig til næste aktivitetspakke.

Tilmeld dig på hjemmesiden eller kontakt kommunikationsmedarbejder Katrine Lauritsen: klauritsen@amnesty.dk.

10 MINUTTER: Bliv aktiv i Amnesty. Tilmeld dig Amnestys aktivitetspakker og vær med til at sætte fokus på menneskerettigheder gennem spændende aktiviteter og events. Gå ind på www.amnesty.dk/aktivitetspakker a mn e s t y L i v e I 4 5

AMNESTY Amnesty i glimt

Danske forfattere aflivede dødsstraf ”I Danmark er vi enige om, at dødsstraf er umenneskelig. Men vi skal passe på ikke at sove tornerosesøvn, for alting kan vende til det modsatte.

Derfor skal vi tage spørgsmålet om dødsstraf op igen og igen, så argumenterne ikke bliver glemt”, siger Jan Sonnergaard, en af de forfattere, som skød dødsstraf ned med ord til Amnestys Skriv for Liv café den 29. marts.

Der er fuldt hus i caféen på Halmtorvet, og folk i alle aldre bliver ved med at dumpe ind ad døren. Ved et bord helt op ad scenen sidder en gruppe unge tæt sammen og skriver. ”Jeg synes, Skriv for Liv er en rigtig god måde at aktionere på. Jeg er kommet, fordi jeg gerne vil skrive breve til de dødsdømte, fordi jeg er stor fan af Jan Sonnergaard, og fordi jeg elsker Café Mandela”, siger Kristian Bruun, der er 21 år og fra København. ”Jeg kan godt lide, at det man skriver rent fysisk kommer til et andet sted i verden – og

Amnesty TIL u2 OG ROSKILDE

Foto: Lars Helsinghof

Forfatterne Jan Sonnergaard, Janne Teller og Stig Dalager talte imod dødsstraf, mens publikum skrev breve til fanger på dødsgangen.

Amnestys Skriv for Liv event på Café Mandela i København den 29. marts trak fulde huse.

Stig Dalager, Janne Teller og Jan Sonnergaard deltog i Amnestys arrangement på Café Mandela.

at man ved, at det, man gør, virker”, siger han.

Hans sidemand, Niels Pettersen, der er 27 år og fra Norge, er enig. ”Jeg synes, det er fedt, at så mange gør noget aktivt. Og det er godt, at der både er forfatteroplæg til inspiration, og at man bagefter kan aktionere”, siger han.

Janne Teller, som har skrevet en novelle i anledning af arrangementet, er glad for at være med.

Foto: Diana Scrimgeour

U2 har inviteret Amnesty International med på bandets verdensturne i sommeren 2010.

Til de 38 koncerter arbejder stjernerne og organisationen sammen om at sætte fokus på kampagnen ”Demand Dignity”, som skal give verdens millioner af fattige en reel chance for at kræve deres rettigheder. Det sker også til koncerterne i Horsens 15. og 16. august.

Desuden rykker kampagnen ”STOP BULLDOZEREN – alle har ret til et hjem” ind på årets Roskilde Festival.

”Jeg er stærkt imod dødsstraf. Dødsstraf giver samfundet en frygtelig forråelse. Jeg tror, at brevene gør en forskel for fangerne, og jeg er glad, hvis jeg kan være med til at få folk til at skrive dem”, siger hun.

Arrangementet på Café Mandela er kulminationen på en række aktioner mod dødsstraf, som Amnesty har lavet i marts måned over hele Danmark i anledning af offentliggørelsen af Amnestys årlige statistik om dødsstraf.

Færøerne opruster Amnesty Færøerne har ansat Katrin á Neystabø som Campaign & Growth Coordinator. En af Katrins første opgaver er at arrangere Amnestys Face2Face-kampagne til sommer og gøre Amnesty mere synlig på de færøske sommerfestivaler.

Amnestys færøske afdeling har indtil 2005 været drevet udelukkende af frivillige. Efter Katrin á Neystabøs tiltrædelse den 1. juli 2010 vil den færøske afdeling bestå af to fuldtidsansatte.

Færøerne er det land, hvor der er flest Amnestymedlemmer per indbygger.

Konku rrenc e

Gæt et citat – og vind bøger og film I samarbejde med Gads Forlag og instruktør Andreas Johnsen sætter vi 10 eksemplarer af Ayaan Hirsi Alis nye bog ”Nomaden” og 10 eksemplarer af dokumentarfilmen ”Murder” på højkant.

Ayaan Hirsi Ali er en 4 6 I am n e s t yLive

kontroversiel islamkritiker, der blev kendt, da hun i 2004 skrev manuskript til filmen ”Submission” om kvindeundertrykkelse i islam.

Andreas Johnsens dokumentarfilm ”Murder” handler om

det totale abortforbud i Nicaragua, som bringer tusindvis af kvinders liv i fare hvert år. Filmen deltog i CPH:DOX i 2009.

Svar på følgende spørgsmål og send det til amnesty@amnesty.dk mærket ”Konkurrence”.

Hvilken politiker sagde følgende, da Amnesty i en rapport dokumenterede, at tvangshjemsendte irakere bliver udsat for overgreb og forfølgelse i hjemlandet?

” Hør nu her. Jeg siger til dig, at der ikke kan være noget nyt i den rapport. Jeg kender det. Uanset hvad Amnesty siger igen, igen, igen, så siger jeg det samme igen, igen, igen”.

A) Peter Skaarup (DF) B) Birthe Rønn Hornbech (V) C) Helle ThorningSchmidt (S)

1619

breve blev skrevet i løbet af Amnestys Skriv for Liv-aktiviteter i februar.

Gode nyhedeR

Fremskridt og tilbagegang – dødsstraf Den 30. marts blev Amnestys årlige opgørelse over dødsstraf offentliggjort.

TILBAGEGANG

Kina holdt antallet af henrettede hemmeligt, og Amnesty kunne derfor ikke gøre tallet op.

Det officielle antal henrettede på verdensplan er steget fra 672 til 718 i 2009.

Iran henrettede 112 mennesker på otte uger efter præsidentvalget i juni.

FREMSKRIDT To lande – Burundi og Togo – afskaffede dødsstraf i 2009.

Ingen blev henrettet i Europa i 2009.

Ingen blev henrettet i Afghanistan, Pakistan, Indonesien og Mongoliet i 2009. Det er første gang i flere år, at der ikke har fundet henrettelser sted i disse lande.

Iransk studerende på fri fod Den 28-årige iranske studerende Payam Jahangiry er blevet løsladt efter seks ugers fængsling uden anklage i byen Shiraz i det sydvestlige Iran. Payam Jahangiry støtter oppositionsbevægelsen i Iran, også kaldet den grønne bevægelse, som blev dannet efter præsidentvalget i sommeren 2009.

Dansk statsborger løsladt i Libyen Den danske statsborger og forfatter Jamal Al-Haji er blevet løsladt efter mere end fire måneders fængsling i Libyen. Han blev frifundet for anklager om at have fornærmet de libyske myndigheder. Forfatteren sad fængslet i Libyen første gang fra februar 2007 til marts 2009 og blev nægtet udrejse efter sin løsladelse. I december 2009 blev han anholdt igen efter at have klaget til det libyske justitsministerium. I klagen beskrev han de menneskeretskrænkelser, han var udsat for under sin første fængsling.

Politisk aktivist løsladt i ukraine Den hviderussiske musiker og aktivist Igor Koktysh er blevet løsladt efter næsten tre års varetægtsfængsling i Ukraine. Igor Koktysh støtter oppositionen i Hviderusland og har været varetægtsfængslet siden juni 2007. De ukrainske myndigheder ville udlevere ham til Hviderusland, men Igor Koktysh klagede til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen afgjorde, at han ikke skulle udleveres, fordi han ville være i stor risiko for at blive udsat for tortur og for at blive dømt til døden i Hviderusland. Igor Koktysh søger nu status som flygtning i Ukraine.

Dødsdømt får udsat sin høring Den dødsdømte amerikaner Troy Davis har fået udsat sin høring til den 23. juni 2010. Ved høringen får Troy Davis mulighed for at fremføre afgørende beviser, der sandsynligvis kan dokumentere hans uskyld. Troy Davis har tre gange tidligere fået udsat sin henrettelse i sidste øjeblik. Han er dømt for mordet på en politibetjent i staten Georgia i 1991 – et mord, han efter al sandsynlighed ikke har begået. Han har siddet på dødsgangen lige siden på trods af manglende beviser, og flere af de vidner, der oprindeligt angav ham, har trukket deres forklaringer tilbage.

Igor Koktysh med sin kone.

a mn e s t y L i v e I 4 7

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

SOMMER MED AMNESTY Smart taske til strandturen

V책d sommer?

Ikke med Amnestys flotte paraply i kraftig kvalitet kr.

kr.

250,-

150,Sort top kr.

150,-

Amnesty t-shirts i flotte farver kr.

250,Se flere nye varer i Amnestys webshop p책 www.amnesty.dk/shop