Amnesty #4 2013

Page 1

AMNESTY MEDLEMSBLAD FOR AMNESTY INTERNATIONAL | NR 4 NOVEMBER 2013

VOLD OG FRYGT I MEXICO

TUNESERNE LUKKER MUNDEN

KVINDER BAG RATTET

MED PENNEN SOM VÅBEN

Med livet som indsats afslører Annabel Hernandez korruption på højeste niveau.

Tunesiens journalister og kunstnere udsættes dagligt for trusler og fængsling.

En gruppe stærke kvinder i Saudi Arabien trodser forbuddet mod at køre bil.

Læs om seks mennesker, som Amnestys medlemmer prøver at sikre retfærdighed.

TEMA:

KVINDER I FRONTLINJEN


| L E DE R

MEDLEMSBLAD FOR DANSK AFDELING AF AMNESTY INTERNATIONAL

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: John Nielsen, Nora Rahbek Kanafani og Bjarke Windahl Pedersen Design: Dorte Kayser, Datagraf Produktion: Datagraf Oplag: 91.600 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 31. januar 2014 (deadline 7. januar) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning. Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen. Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk

Amnestys redaktør: Ole Hoff-Lund

Selv om de russiske myndigheder benægter, at der er tale om en straffeaktion mod Nadesjda, så ligner det hævn for den kritik, hun fremsatte en måned tidligere. I et brev betegnede hun forholdene i fængslets arbejdslejr som ”slavelignende”, og hun indledte en sultestrejke, indtil ”myndighederne begynder at overholde loven og holder op med at behandle fængslede kvinder som kvæg”.

Den nye kurs rammer kunstnere, intellektuelle og systemkritikere hårdt, og for civilsamfundet er den såkaldte udenlandske agentlov et frontalangreb. Siden den blev indført i november sidste år har organisationer, der modtager udenlandsk støtte og beskæftiger sig med ”politiske aktiviteter”, skullet registrere sig som udenlandske agenter. Det gælder blandt andre Amnesty. Over tusind ngo’er er blevet inspiceret af myndighederne, og mange har fået store bøder for ikke at leve op til de nye rigide regler. Andre bliver slæbt i retten, og flere velrenommerede organisationer har drejet nøglen om.

Foto: Reuters/Scanpix

AMNESTY MEDLEMSBLAD FOR AMNESTY INTERNATIONAL | NR 4 NOVEMBER 2013

VOLD OG FRYGT I MEXICO

TUNESERNE LUKKER MUNDEN

KVINDER BAG RATTET

MED PENNEN SOM VÅBEN

Med livet som indsats afslører Annabel Hernandez korruption på højeste niveau.

Tunesiens journalister og kunstnere udsættes dagligt for trusler og fængsling.

En gruppe stærke kvinder i Saudi Arabien trodser forbuddet mod at køre bil.

Læs om seks mennesker, som Amnestys medlemmer prøver at sikre retfærdighed.

KVINDER I FRONTLINJEN TEMA:

2 I A M N E S TY

Den 22. oktober blev Pussy Riot-aktivisten Nadesjda Tolokonnikova uden varsel flyttet fra det fængsel i Mordovia, hvor hun afsonede en dom på to år for at have spillet en protestsang mod præsident Putin i en katedral i Moskva. De følgende tre uger forsøgte hendes mand, Pjotr Versilov, forgæves at få information om, hvor Nadesjda befandt sig. Først den 14. november fandt han sin kone på et hospital i Sibirien – 4.500 kilometer fra Moskva, hvor han bor med deres 5-årige datter.

Pussy Riots aktion i marts 2012 var kulmination på et års store folkelige protester mod korruption og valgsvindel i Rusland. Og dommen mod Pussy Riot er et eksempel på, hvordan Rusland under præsident Putin har lukket sig om sig selv på en måde, der giver ubehagelige minder om Sovjetunionen. Putin har brug for en fjende for at holde på magten og har indført en række love, der lægger stramme tøjler på ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, og som diskriminerer homoseksuelle.

Forside: En indianerkvinde med sit barn på armen forsøger forgæves at forhindre politiet i at tvangsrydde deres hjem i det centrale Amazonas i Brasilien.

139738_Amnesty_4_2013.indd 1

OFFSIDE I RUSLAND

Om to måneder er Rusland vært for De Olympiske Vinterlege i Sochi, og propagandamaskinen buldrer for fuld damp for at tegne et skønmaleri af Putins Rusland. Men samtidig spiller Putin med musklerne ved at sætte specialstyrker ind mod Greenpeace, der i september protesterede mod russiske olieboringer i Arktis. De 30 besætningsmedlemmer er fængslet for pirateri. Og da norsk TV2 for nylig var i Sochi, blev de anholdt tre gange på to døgn og fik beslaglagt deres telefoner. Det Olympiske Charter fastslår, at ”enhver form for diskrimination i form af race, religion, politik, køn er uforeneligt med at tilhøre Den Olympiske Bevægelse”. Det ville klæde Danmark og EU at udtrykke klar kritik af Rusland og bede Putin om at rulle de diskriminerende love tilbage. Amnesty har for længst vinket og fløjtet for offside.

18/11/13 13.24


INDHOL D | AMNE S T Y PÅ FEM MI NUTTER

4 6 Illustration: Mikkel Henssel

8

TEMA Kvinder i frontlinjen

I dette nummer af AMNESTY kan du møde en række kvinder, som på trods af diskrimination, undertrykkelse og seksuel vold fortsætter kampen for retfærdighed i lande som Cambodja, Saudi Arabien, Mexico og Palæstina. I modsætning til kvindelige ikoner som den pakistanske skolepige Malala og Burmas oppositionsleder Aung San Suu Kyi er disse kvinder stort set ukendte. Så meget desto mere fortjener de opmærksomhed fra omverdenen. Flere af dem er med i Amnestys Skriv For Liv kampagne. Gør dem en tjeneste – skriv et brev og vis din støtte.

8 Foto: Scanpix

14 TEMA Vold og frygt i Mexico

14 Foto: Ove Rasmussen

24

Der er en tæt forbindelse mellem narkokarteller, politikere og embedsmænd i Mexico, og befolkningen betaler prisen. Det fortæller den kvindelige journalist Anabel Hernández efter fem års farligt gravearbejde, der har skaffet hende mange indflydelsesrige fjender. Som enlig mor til to børn lever hun med to livvagter døgnet rundt, men for nylig afleverede ukendte gerningsmænd alligevel to kasser med hovedløse dyr foran hendes hoveddør som en advarsel om, hvad der sker, hvis hun fortsætter med sine afsløringer.

24 Det frie ord er truet på livet

Ytringsfriheden kom til Tunesien med det arabiske forår i 2011. De folkelige protester sendte diktatoren Ben Ali på flugt og indledte en bølge af revolutioner i Mellemøsten og Nordafrika. Men Tunesiens journalister, bloggere og kunstnere bliver fortsat udsat for mordtrusler, vilkårlige arrestationer, fængselsstraf og tørre tæsk, og senest er to parlamentsmedlemmer fra oppositionen blevet myrdet. AMNESTY har mødt en række tunesiske stemmer og tegner et billede af situationen i landet næsten tre år efter oprøret.

7 8

Nyheder Menneskerettighederne er under angreb.

Gode nyheder Amnestys arbejde skaber resultater.

Cirkeline Cirkeline og Said er tilbage.

Kvinder i frontlinjen Læs temaet om stærke kvinder.

10 Yorm Bophas kamp for retfærdighed

Cambodjas stærke stemme er bag tremmer.

14 Narko og korruption avler vold og frygt

60.000 mennesker er dræbt i Mexicos krig mod narko.

20 Lille landsby med stor stemme

Hver fredag protesterer landsbyboerne i Nabi Saleh mod Israels besættelse.

22 Frihed bag rattet

Mød Eman Al Nafjan – kvindelig bilist i Saudi Arabien.

23 Ni stærke kvinder

Kom verden rundt med ni kvinder, der gør en forskel.

24 Det frie ord er truet på livet Mød Tunesiens journalister, bloggere og kunstnere.

28 Amnesty dokumenterer

Læs om de seneste rapporter fra Amnesty.

30 Amnesty LIVE

30 Forfattere skriver breve for liv

30

Din støtte gør os stærke.

Amnestys årlige Skriv for Liv kampagne er i fuld gang. Vi sætter fokus på seks personer og grupper fra Bahrain, Mexico, Palæstina, Cambodja, Etiopien og Rusland. Du kan hjælpe ved at sende en hilsen til dem eller et protestbrev til myndighederne om at løslade dem. Seks danske forfattere og skribenter viser vejen. Se hvad Ida Jessen, Claus Høxbroe, Josefine Ottesen, Anne Sophia Hermansen, Jannik Hastrup og Julia Lahme har skrevet og grib selv pennen inden den 10. december. Læs mere på skrivforliv.dk. AMN E S T Y I 3


NYHEDER Foto: Polfoto

AMNESTY KRÆVER UNDERSØGELSE AF USA’S OVERVÅGNING

Afsløringerne af den massive amerikanske overvågning af både statsledere og almindelige borgere bør få den danske regering til at protestere over for USA, mener Amnesty.

Lækkede dokumenter nævner Danmark som et land, der aktivt deler informationer med den skandaleramte efterretningstjeneste NSA. Takket være lækkede dokumenter fra den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden stiger kendskabet til USA’s massive overvågning af politiske ledere og millioner af borgere verden over. Hver uge bringer nye rystende afsløringer om NSA’s aflytning, og Amnesty har opfordret den danske regering til at undersøge og offentliggøre omfanget af mulig amerikansk overvågning i Danmark. ”Vi står midt i en aflytningsskandale af historiske dimensioner, som har ramt regeringer, statsledere, ambassader og enkeltpersoner over hele verden. Det er den danske regerings pligt at sikre, at vi får så mange informationer frem som muligt om omfanget af overvågningen for at stoppe eventuelle ulovligheder”, siger Amnestys vicegeneralsekretær Trine Christensen. Ifølge lækkede dokumenter tilhører Danmark en gruppe af 19 lande, som har et såkaldt ”fokuseret efterretningssamarbejde” med NSA. Siden 2007 har NSA haft direkte adgang til emails, billeder, video og online kommunikation fra millioner af amerikanere og udenlandske borgere. I europæiske lande 4 I AM N E S TY

som Tyskland, Frankrig og Spanien har USA angiveligt indsamlet millioner af telefonopkald, emails og sms beskeder hver måned. Ifølge avisen The Guardian har USA aflyttet udenlandske regeringskontorer og telefoner hos mindst 35 regeringsledere fra hele verdenen, blandt andre Tysklands kansler Angela Merkel. Lukker øjne og ører Men trods den massive overvågning har den danske regering indtil videre afvist at undersøge sagen, fordi ”man ingen grund har til at tro, at der foregår overvågning af Danmark eller danske interesser”. Men det er ikke godt nok, mener Amnesty, som har skrevet til justitsminister Morten Bødskov (S), og som i tråd med flere af Folketingets partier opfordrer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at indhente svar fra USA om aktiviteterne i Danmark. ”Vi må appellere til statsministeren om at bringe sagen op overfor USA for at få klare svar på det, der tyder på omfattende krænkelser af privatlivets fred for almindelige bor-

gere både i Danmark og resten af verden. Det er ubegribeligt, at regeringen lukker øjne og ører for, hvad der foregår i resten af verden og ukritisk accepterer USA’s mulige aflytning på dansk grund”, siger Trine Christensen. Overtræder privatlivets fred Amnesty er særligt bekymret for, at overvågningen rammer advokater, journalister, organisationer, virksomheder og forskningsinstitutioner, der alle behandler sager, hvor fortrolighed er afgørende. Men også i forhold til almindelige borgere er aflytningen så omfattende, at det ifølge Amnesty er en overtrædelse af bestemmelserne om privatlivets fred. Kravet om en dansk ordning for whistleblowere var på dagsordenen, da Amnesty sammen med Transparency International, Dansk Journalistforbund og dagbladet Arbejderen i november indbød til konference på Christiansborg. Samtidig etablerede regeringen et udvalg, der om et år skal komme med anbefalinger til en dansk whistleblowerordning.


AF BJA RK E W INDA HL PE DE RS E N OG O LE HOFF- LUND

KORT NYT:

AMERIKANSKE LÆGER DELTOG I TORTUR

1 Foto: Scanpix

Amerikanske læger deltog i tortur og mishandling af fanger i Guantánamo-fangelejren, selv om det er i strid med lægeløftet. Det fastslår en omfattende rapport fra Institute of Medicine As A Profession og Open Society Foundations. De kritiserer CIA og USA’s forsvarsministerium for at bruge læger til at overvåge det, som tidligere præsident George W. Bush omtalte som ”udvidede forhørsmetoder” – herunder waterboarding og alvorlige sanseforstyrrelser som for eksempel ultrahøj musik, langvarig stroboskoplys eller stresspositioner, hvor fangerne var tvunget til at stå op i dagevis. Lægerne skulle sikre, at fangerne ikke led alvorlig skade, hvilket ifølge rapporten er en

1

Den amerikanske rapper Mos Def var forsøgskanin ved en tvangsfodring i protest mod forholdene for de sultestrejkende fanger på Guantánamo.

juridisk omskrivning af lægeløftet, som taler om, at læger ikke må gøre skade på andre. Og lægerne handler fortsat i strid med World Medical Associations regler ved at deltage

i tvangsfodring af fanger. I november blev 14 Guantánamofanger tvangsfodret, fordi de sultestrejker i protest mod den over ti år lange tilbageholdelse uden dom eller sigtelse.

LØSLADT OG DØD EFTER 41 ÅR I ISOLATION Foto: Polfoto

Efter 41 år i isolationsfængsel i Louisiana, USA, blev Herman Wallace i oktober løsladt af helbredsmæssige årsager, bare for at dø af leverkræft tre dage senere. Den 71-årige Wallace var idømt livstid sammen med to andre mænd – tilsammen kaldet Angola 3 – for at have dræbt en fængselsvagt. De har altid afvist anklagen, ligesom der ikke findes fysiske beviser, der knytter dem til drabet. Tilbage i fængslet sidder den sidste overlevende af de tre, Albert Woodfox, som har været isolationsfængslet siden 1972, og inden sin død som en fri mand sagde Herman Wallace: ”Jeg vil have, at hele verden skal vide, at jeg er uskyldig, og det er Albert Woodfox også. Staten har stjålet mit liv, men min sjæl vil fortsætte med at kæmpe sammen med Albert”. Amnesty har kæmpet for løsladelsen af Angola 3 i

Tibetanske demonstranter skudt

Mindst 60 tibetanere blev skudt af kinesisk politi, da de deltog i en fredelig protestest mod, at tibetanske hjem og klostre skal flage med Kinas flag. Siden en tibetansk opstand i 2008 har Kina optrappet undertrykkelsen i Tibet, herunder såkaldt patriotisk uddannelse, hvor tibetanere skal sværge troskab til det kinesiske kommunistparti. Mindst 120 tibetanere har sat ild til sig selv i samme periode – de 102 er døde.

Qatar bruger slavearbejdere

Byggeriet af stadions, hoteller og infrastruktur er i fuld gang i ørkenstaten Qatar, der er vært for VM i fodbold i 2022. Men forholdene for de migrantarbejderne, der er hentet til landet, er så horrible, at Amnesty i en rapport betegner det som slavelignende vilkår. Alvorlige arbejdsulykker, manglende løn, inddragelse af pas og regulære arbejdslejre er blandt Amnestys kritikpunkter. Sepp Blatter, præsident for fodboldforbundet FIFA, reagerede efter Amnestys rapport ved at kræve, at Qatar retter op på arbejdsforholdene i landet. ”Situationen med uacceptable arbejdsforhold er en stor bekymring for FIFA og mig selv. Jeg er overbevist om, at Qatar tager situationen alvorligt og får ændret arbejdsforholdene”, skrev Blatter på Twitter. 1

Opgør i Argentina

Det langvarige opgør med Argentinas frygtede militærdiktatur i årene 1976-1983 tager en ny drejning efter fundet af 1.500 hidtil ukendte dokumenter, der blandt andet sætter navn på de kunstnere og intellektuelle, som styret ville til livs. Over 30.000 argentinere blev dræbt eller forsvandt under militærjuntaen. 1

En sengeliggende Herman Wallace og hans advokater gør klar til hjemtransporten efter 41 år i isolationsfængsel. Han døde af kræft tre dage efter.

mange år, men selv om amerikanske domstole tre gange har frikendt Albert Woodfox, så har staten Louisiana hver gang appelleret. ”Albert Woodfox har været isolationsfængslet i fire årtier

på baggrund af ikke eksisterende beviser og en retssag fyldt med procedurefejl. Louisiana må acceptere domstolens afgørelse og løslade ham nu”, siger Tessa Murphy fra Amnestys USA.

Egypten værst for kvinder

Det værste land i den arabiske verden, når det gælder kvinders rettigheder, er Egypten. Det fastslår en undersøgelse foretaget af Thomson Reuters Foundation blandt 330 eksperter i 22 arabiske lande. Sexchikane, en høj andel af kvindelig omskæring og væksten i konservative, islamistiske grupper bidrager til bundplaceringen skarpt forfulgt af Irak, Saudi Arabien, Syrien og Yemen. Bedst er øgruppen Comorerne, hvor kvinder besætter 20 procent af ministerposterne. Læs flere nyheder på www.amnesty.dk A MN E S T Y I 5


GODE NYHEDER

Amnesty aktionerer imod uretfærdige retssager, dødsdomme og andre krænkelser af menneskerettighederne over hele verden. Du kan skrive under på vores hasteaktioner på amnesty.dk og sms-netværket Lifeline. Send en sms med teksten ”Lifeline” til 1919. Det er gratis.

Foto: Scanpix

Den iranske advokat Nasrin Sotoudeh krammer sønnen Nima i sit hjem i Tehran efter løsladelsen fra fængslet.

IRAN LØSLADER KENDT ADVOKAT I september blev den prominente iranske menneskerettighedsadvokat Nasrin Sotoudeh og 11 andre politiske aktivister løsladt fra et fængsel i Iran. Sotoudeh blev i 2010 idømt seks års fængsel for at sprede propaganda imod systemet gennem Centre for Human Rights Defenders. Amnesty har kæmpet for hendes sag og opfordrer Iran til også at ophæve hendes forbud mod at rejse udenlands og mod at arbejde som advokat.

I fængslet kunne hun kun modtage sporadiske besøg fra hendes mand og to børn. Sidste år fik hendes 13-årige datter også rejseforbud, men det blev ophævet, da Nasrin havde sultestrejket i fængslet i 49 dage. Tusindvis af Amnesty-medlemmer har skrevet appeller til Irans regering, og efter sin løsladelse sendte Nasrin denne hilsen til Amnesty: ”Jeg har hele tiden været vidende om jeres arbejde for at få mig løsladt, og jeg vil gerne takke jer for jeres indsats”. 1

FLYGTNINGENÆVNET ÆNDRER PRAKSIS FOR SYRIEN Flygtninge fra de hårdest ramte krigsområder i Syrien behøver ikke længere at sandsynliggøre, at de er individuelt og konkret forfulgt for at kunne få asyl i Danmark. Det er resultatet af en praksisændring i Flygtningenævnet sidst i september. Ændringen kom ti dage efter, at Amnesty i et brev til nævnet opfordrede til at ændre reglerne, så der tages hensyn til den generelle situation i Syrien, hvor mere end 100.000 mennesker er dræbt, fire millioner er internt fordrevne og to millioner er flygtet til nabolandene. ”Efter Amnestys opfattelse er kamphandlingerne og overgrebene så omfattende, at det er meningsløst at tale om, at det er en betingelse for at få asyl, at risikoen for overgreb er konkret og individuel”, skrev Amnesty. 1

IRAKISKE TORTUROFRE FÅR MEDHOLD AF HØJESTERET Irakere, som anklager Danmark for torturansvar, behøver ikke længere stille 40.000 kroner i sikkerhed for at få prøvet deres sag. Foto: Scanpix

23 irakere, der hævder, at de blev udsat for tortur efter en dansk ledet operation, skal have fri adgang til domstolene, mener Amnesty. 6 I AM N E S TY

De 23 irakere, som sagsøger Danmark for tortur efter den dansk ledede Operation Green Desert i 2004, kom et skridt nærmere på at få deres sag for retten, da Højesteret i september afviste Forsvarsministeriets krav om, at hver iraker skal stille bankgaranti på 40.000 kroner. Under Operation Green Desert blev 36 irakere tilbageholdt og udleveret til en irakisk politistation, hvor de angiveligt blev udsat for tortur. Retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen har undersøgt 11 af irakerne og fastslår, at de med stor sandsynlighed har været udsat for tortur. ”Naturligvis bør der ikke lægges forhindringer i vejen for, at en tortursag kan blive

bedømt af en uvildig domstol”, siger generalsekretær i Amnesty, Lars Normann Jørgensen. Amnesty kritiserer Danmark for, at man ni år efter operationen stadig ikke har efterlevet FN’s torturkonvention, som fastslår, at stater aktivt skal sikre en tilbundsgående undersøgelse af sager om tortur. I stedet har Forsvaret retsforfulgt den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard, der blev dømt for at offentliggøre en video, som viser fangerne få tæsk under operationen, mens danske soldater ser passivt til. Advokaten for irakerne, Christian Harlang, oplyser, at han med udgansgpunkt i Højesterets afgørelse nu vil søge om fri proces. 1


T E GNE R JA NNIK H A S T RUP | HIS T ORIE L IS A BL INK E NBE R G OG MI CHEL B ANZ

✂ Klip ud og gem Cirkeline: Se Said, der er en dreng. Han ser sød ud. Skal vi ikke gå hen og snakke med ham? Hej, du der, hvad hedder du, og hvor kommer du fra?

Rahmat: Var det dig, der sagde noget? Jeg synes, jeg hørte en pigestemme? Said: Ja, det var min veninde Cirkeline. Rahmat: Hvem? Åh nej, de stemmer gør mig vanvittig.

Cirkeline: Det er bare mig. Jeg er ikke så stor, men jeg er her altså. Har du det skidt? Said og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig.

Rahmat: Du kan ikke hjælpe mig. Jeg er så bange, for jeg skal sendes ud af Danmark. Jeg kom for fire år siden, men da jeg fyldte 18 år, ledte de efter mig. Altså politiet. Jeg tog alle mine ting og forsvandt.

Cirkeline: Hvordan forsvandt du? Rahmat: Jeg boede her og der. På togstationer, hos venner og bekendte, men aldrig for længe af gangen. Men til sidst fandt de mig.

Said: Hvorfor må du ikke bo i Danmark? Rahmat: Jeg flygtede fra Afghanistan, da min far blev dræbt, og min bror blev bortført af Taleban. Da jeg kom til Danmark, søgte jeg asyl, men de sagde nej.

Rahmat: Jeg fik kun lov til at bo her, indtil jeg blev 18 år, fordi begge mine forældre er døde. Men jeg vil ikke til Afghanistan. Mit hjem er i Danmark. Cirkeline: Said er der ikke noget, vi kan gøre? Åh nej, nu kommer politiet!

Politiet: Rahmat, du er nødt til at pakke dine ting og sige farvel til din ven. Rahmat: Men jeg vil ikke rejse. Politiet: Vær ikke bange, vi passer på dig. Og der vil ikke ske dig noget.

Fortsættelse følger... A MN E S T Y I 7


T EMA: K V IN D E R I FR O N T L I N JE N

KVINDER I FRONTLINJEN I dette nummer af AMNESTY kan du læse om en række stærke kvinder, som på trods af diskrimination, undertrykkelse og seksuel vold bliver ved med at kæmpe for retfærdighed i lande som Cambodja, Saudi Arabien, Mexico og Palæstina. Flere af dem er med i Amnestys Skriv For Liv kampagne. Gør dem en tjeneste – skriv et brev.

De fleste har hørt om den pakistanske skolepige Malala Yousafzai, der blev skudt i hovedet af Taleban, fordi hun var en utrættelig forkæmper for pigers ret til uddannelse. Hun overlevede attentatforsøget og har siden vundet flere store priser for sin kamp – blandt andet Amnestys Ambassador of Conscience Award, som hun fik overrakt i Irland i september, hvor hun gav denne analyse af den situation, som mange af verdens kvinder befinder sig i: ”I mange lande er kvinder ofre for seksuel mishandling og tvangsægteskaber i en ung alder. De er ikke accepteret som menneskelige individer, men er mindreværdige, oversete og marginaliserede. Kvinder er frataget deres basale ret til lighed og retfærdighed. Måske spørger I jer selv, hvad løsningen er? Jeg tror på, at den eneste løsning er uddannelse, uddannelse, uddannelse”. Frihedsikonet i Burma Hvor Malala står som den unge generations forbillede, så er Burmas oppositionsleder Aung San Suu Kyi et ikon, når det gælder kvindelige menneskerettighedsfor-

8 I AM N E S TY

kæmpere. Hun tilbragte næsten to årtier i husarrest under militærstyret på grund af sin fredelige kamp for frihed, og hun led store personlige ofre undervejs, inden hun blev løsladt i 2011. I dag sidder Suu Kyi i parlamentet, militærstyret har løsnet sit jerngreb om landet, og landet har udsigt til et afgørende præsidentvalg næste år. ”Amnesty har hjulpet os med at holde en lille flamme af håb og selvrespekt i live i Burma. Jeg håber, I vil være med os i de kommende år, så vi sammen kan opleve mit land som stedet, hvor håb og historie smelter sammen”, sagde Suu Kyi, da hun i fjor var i udlandet for første gang i 24 år. Forbillede for millioner Både Malalas og Suu Kyis historier er enestående og dramatiske. Og som kvinder i to stærkt mandsdominerede samfund er deres bedrifter så meget mere heltemodige. De er forbilleder for millioner af kvinder og piger over hele verden, fordi de giver håb om, at det er muligt – mod alle odds – at forandre verden med mod, engagement og stædighed.

I dette nummer af AMNESTY sætter vi fokus på kvinder i frontlinjen – eller women human rights defenders, som de kaldes internationalt. Kvinder, som på trods af de særlige udfordringer, de møder i form af diskrimination, undertrykkelse, seksuel vold eller manglende adgang til uddannelse, bliver ved med at kæmpe for retfærdighed. Flere af dem er med i den globale Skriv for Liv kampagne, hvor Amnestys medlemmer skriver solidaritetshilsner til kvinderne eller appelbreve til myndighederne om at sikre retfærdighed i deres sager. Kvinderne i dette nummer er formentlig ikke nogen, du har hørt om før. Men de fortjener så meget desto mere opmærksomhed fra omverdenen. Gør kvinderne en tjeneste og send en hilsen – gerne inden 10. december. Seks danske kunstnere har vist vejen og skrevet et brev: Ida Jessen, Josefine Ottesen, Claus Høxbroe, Anne Sophia Hermansen, Jannik Hastrup og Julia Lahme. Find inspiration og læs mere på de næste sider eller på skrivforliv.dk.


AF OL E HOF F -L UND | IL L US T RAT ION MI KKEL H ENSSEL

Alt for mange steder i verden bliver kvinder udsat for vold og undertrykkelse. På de følgende sider kan du møde nogle af de stærke kvinder, der nægter at være tavse.

A MN E S T Y I 9


T EMA: K V IN D E R I FR O N T L I N JE N

YORM BOPHAS KAMP FOR

RETFÆRDIGHED

Desperationen vokser i Cambodja, hvor hundredtusinder mister deres hjem, jord og forsørgelsesgrundlag i udviklingens navn. De, som tør protestere mod tvangsflytningerne, får regimets stadigt mere brutale metoder at mærke.

Foto: Polfoto

Yorm Bopha knytter næven, efter at Cambodjas højesteret i marts afviste at løslade hende mod kaution.

Phnom Penh: Yorm Bopha træder ud i solen, smiler stort og omfavner sin familie og sine venner. Hendes niårige søn kravler op på hendes skød. Vagterne skæver forsigtigt opmuntrende til hende. Den 30-årige cambodjanske kvinde er tynd under den blå fangedragt. Nok er hun berøvet sin frihed, men hun er klar i blikket og ved godt mod. Hun ved, at verdens øjne hviler på hende. ”Jeg er ikke bange, for jeg ved, at jeg ikke har gjort noget ulovligt. Det eneste, jeg er bange for, er at miste hjem og forsørgelsesgrundlag. Jeg havde intet valg og var tvunget til at kæmpe imod”, siger Yorm Bopha. Det er besøgstid i fængslet i hovedstaden Phnom Penh, hvor Yorm Bopha nu har siddet indespærret i et år. Her deler hun 32 kvadratmeter og ét toilet med 19 medfanger. Yorm Bopha er bare en af de mange, som er anholdt for at protestere mod den stadig mere omfattende ekspropriation af jord i Cambodja. Først blev hun truet af politiet for at tale myndighederne imod. Så blev hun anholdt og i december 2012 idømt tre års fængsel for ”forsætlig vold” mod to civile mænd. Ifølge Amnesty International og Human Rights Watch var der tale om en helt igennem politisk motiveret dom afsagt uden beviser. Nu er hun bag tremmer. Andre, som har protesteret, er døde. Brudte løfter Billig arbejdskraft og rige naturressourcer lokker investorer til Cambodja, og regeringen uddeler rask væk jordkoncessioner til højre og venstre. Der tages kun ringe hensyn til dem, der bor på de eftertragtede jordområder. Ifølge den cambodjanske menneskerettighedsorganisation Licadho er flere end 400.000 cambodjanere blevet tvangsforflyttet siden 2003.

1 0 I AM N E S TY

”Det er den overtrædelse af menneskerettighederne, som i dag berører flest cambodjanere. Den er også direkte forbundet med andre grove overtrædelser af menneskerettighederne såsom menneskehandel, fattigdom, børnearbejde og vold i hjemmet”, siger chefen for Licadho, Naly Pilorge. I Phnom Udong, godt 40 km fra Phnom Penh, øser regnen ned og forvandler jorden til mudder i et område, hvor der er hamret pæle ned til nogle simple huse. Der hviler en stille, opgivende stemning over stedet, som ligner en flygtningelejr. I januar 2011 blev over hundrede familier fragtet hertil i lastbiler af virksomheden Phanimex, som havde investeret i familiernes gamle kvarter i bydelen Borei Keila i Phnom Penh. De fik tilbudt nogle hundrede dollars for at flytte og blev lovet nye boliger. Men da de kom hertil, var der ikke andet end bambusgræs. De havde intet med sig, eftersom alt – deres hjem og ejendele – var blevet jævnet med jorden. ”Jeg fødte mit barn her på jorden under en presenning”, siger den 43-årige Somsukontae. Hun løfter sin godt etårige søn op fra brystet. Han ser blot ud til at være nogle få måneder gammel. I en kasserolle simrer en tynd, hvid suppe kogt på bananpalme. Somsukontae griber min arm i regnen og ser på mig med et indsmigrende smil. Der er ingen, der tigger åbenlyst, men alting emmer af desperation. Her er langt til skole, sygehus og marked. De omkring 800 mennesker, der bor her, mangler el, mad og drikkevand. Deres identitetspapirer er væk, hvilket gør det svært at få arbejde og optage lån. For at få mad, fanger de blandt andet små flodkrabber, som lever her på marken. Andre sælger deres hår, når der kommer købere.


AF CHA RL OT T E SIMONS E N | FOTO J ONAS G RATZ ER Yorm Bophas mor, 60-årige Sombo Sut, holder et billede af sin fængslede datter.

Monsunregnen vælter ned over de mudrede gader i Phnom Udong, som er nyt hjem for de tvangsforflyttede indbyggere fra Borei Keila.

PRIVATE INVESTORER OVERTAGER JORDEN I CAMBODJA Ved udgangen af 1990’erne var Cambodja flået i stumper og stykker af årtiers borgerkrig. Igennem en periode på ti år frem til 2008 fik landet i gennemsnit tilført 600 mio. dollars om året fra forskellige donorlande, men Cambodja har stadig en af verdens fattigste befolkninger.

45 procent af Cambodjas jord er lejet ud til private investorer. Forrige år indefrøs Verdensbanken sit lån til Cambodja efter tvangsforflytningerne fra Boeung Kak søen. Ved valget den 28. juli gik sejren til Det Cambodjanske Folkeparti. Oppositionspartiet CNRP gik imidlertid stærkt frem, og dets leder, Sam Rainsy,

anerkender ikke valgresultatet. Der er desuden rapporter om valgsvindel. I juni opretholdt appelretten fængslingen af Yorm Bopha, men nedsatte straffen til to år. Afgørelsen udløste demonstrationer foran premierministerens hjem. Yorm Bophas sidste appelmulighed er i slutningen af november. ➜

A MN E S T Y I 1 1


T EMA: K V IN D E R I FR O N T L I N JE N Der hviler en stille, opgivende stemning over Phnom Udong, som ligner en flygtningelejr.

43-årige Somsukontae mistede alt, da familien blev tvunget til at flytte fra hjemmet i Borei Keila. Yorm Bophas mand og hendes niårige søn på vej over fængselsgården for at besøge hende i fængslet.

Vil kæmpe til døden Igennem en årrække har såkaldt politisk stabilitet og stærk vækst rådet i Cambodja. Alligevel menes et ud af tre børn under fem år at være underernæret, og husene i Phnom Udong er, som så meget andet i landet, skænket af hjælpeorganisationer. Regimet regner kynisk med, at andre påtager sig det sociale ansvar i et land, som praktisk talt er bygget op af ikke-statslige hjælpeorganisationer og udenlandsk bistand. Den økonomiske bistand svarer til halvdelen af statsbudgettet. Men selv om menneskerettighedsorganisationer længe har opfordret donorlandene til at kræve respekt for menneskerettighederne sammen med støtten, så bliver myndighedernes fremfærd mere og mere hårdhændet. I de seneste to år har regeringen i flere tilfælde direkte hjulpet virksomheder ved at sætte militæret ind i forbindelse med tvangsrydningerne. Yorm Bopha blev selv en torn i øjet på politiet, da hun offentligt protesterede mod anholdelserne af 13 kvinder, der havde turdet demonstrere mod tvangsforflytningerne ved søen Boeung Kak i det centrale Phnom Penh. Søen, som var de omkringboendes livsgrundlag, blev fyldt op med sand, og folks hjem blev revet ned, da virksomheden Shukaku, som er ejet af en senator, ønskede at udnytte jorden. En af de 13 anholdte er den 32-årige Tep Vanny, der stadig bor ved siden af den nu 1 2 I AM N E S TY


ødelagte sø. Hendes gamle butik er omdannet til hovedkvarter i kampen for retten til jorden og for Yorm Bophas frigivelse. Gennem kampagner og protestaktioner har hun sammen med andre aktivister rejst spørgsmålet på internationalt plan. Amnesty International betegner Yorm Bopha som samvittighedsfange og rejser hendes sag i den verdensomfattende Skriv For Liv kampagne i slutningen af året. ”Vi gør det for børnenes og fremtidens skyld. Det er vores eneste chance”, siger Tep Vanny. Hendes blik er hårdt. Hun er træt og bekymret for deres forsørgelsesgrundlag og sønnens

skolegang. Men hun har erklæret, at hun vil kæmpe, til hun dør. Støtten fra omverdenen Menneskerettighedsorganisationen Licadho har de seneste tre år registeret en stærkt forøget risiko for menneskerettighedsforkæmpere i Cambodja: Forrige år blev miljøaktivisten Chut Wutty samt en undersøgende journalist og en 14-årig pige dræbt i forbindelse med en jordkonflikt. Utallige andre er ligesom Yorm Bopha blevet forfulgt af domstolene, herunder den kendte radiojournalist Mam Sonando, der blev idømt en fængselsstraf på 20 år, men nu er løsladt. Mens grebet om medierne i landet strammes, går de ansvarlige for krænkelserne fri. Politiet begyndte at true Yorm Bopha kort tid efter, at hun var blevet en central skikkelse i

modstanden omkring Boeung Kak søen. Hun fik at vide, at hun var sortlistet, og kort efter blev hun anholdt og dømt til fængsel. ”Loven er bare ord på et papir. Jeg vidste, at jeg ville blive sat i fængsel, for det er sådan, vores retssystem fungerer”, siger Yorm Bopha. Hun holder armene om sin søn, der drikker cola af et sugerør. Han besøger hende i fængslet to gange om ugen. En del af Yorm Bophas medfanger har begået grove forbrydelser, og andre har alvorlige sygdomme. I starten var hun plaget af skrigene, larmen og snavset i fængslet. Hun fik vejrtrækningsproblemer, men har det bedre nu. ”Vi er oftere udendørs nu, og jeg holder mig i form, mediterer og forsøger at sove tidligt. Jeg mærker kærlighed og støtte fra omverdenen og fra min familie og mine venner. Hvis de er stærke, må jeg også være stærk”, siger hun.

32-årige Tap Venny fører nu an i en kampagne for at få Yorm Bopha ud af fængslet.

CAMBODIA

BOPHA M R O Y IL T V E R B T E SKRIV af Amnestys seks Yorm Bopha er en vårets Skriv for Li udvalgte sager i n lse hi en n sende kampagne. Du ka at d, ve n hu slet, så til hende i fæng ti sin kamp for re ne ale er e ikk hun færdighed. e Forfatter Josefin af en er n se te Ot r de mange, der ha til ev br et skrevet Yorm.

Send et brev direkte til Yorm – eller et protestbrev til Cambodjas justitsminister – på skrivforliv.dk

YORM BOPHA

Kære Yorm. du kæmper Du og den sag, der ikke for, berører alle, de ke nge eller nder har rige slægtni . Os, et at ar pp ta i mag rigtige personer nealmindelige men der bare er helt lov en r en stat og sker, har brug fo , m de od m ytter os givning, der besk r at fo er sk ne en m d og der udnytter jor ange og vi er rigtig m lv, se sig e rig be på av kr Vi har alle over hele kloden. ere vid en ud m ingen et sted at bo, so r fo ug br r ha vi , fra kan sætte os ud er os mad, vi ønsk at kunne skaffe skal vokse op i rn bø alle, at vores r at n få mulighed fo fred, og at de ka r ive bl r rfo de p to ne uddanne sig. Og tre lt elementære din kamp for he p… e sammens kam all s tigheder vore (…)

a, jeg er også en Kære Yorm Boph ske, u, og jeg ville øn mor og en hustr og e var nødvendig, at din kamp ikk ne di ge nne tilbrin at du i stedet ku leve tigste i livet : At vig t de dage med på re kæ ne di ed m fredeligt sammen . lag jeres livsgrund den jord, der er , har ulle beskytte jer sk r Men dem, de er r rfo de side, og valgt den anden e ngslet. Din styrk fæ t sig æs m et du ur er lev r alle os, der er et eksempel fo dre forhold, men be og e under andr lv os også på, at se din kamp husker n ka s, re vo m so r gamle demokratie og at vi alle skal være skrøbelige, me på, at helt alvære opmærksom skers helt selvfølmindelige menne t. er bliver beskytte gelige rettighed nne de r er flest af på For det er os, de og g di om rt r har hø klode, og alle, de r dig. din kamp, støtte

A MN E S T Y I 1 3


T EMA: K V IN D E R I FR O N T L I N JE N Foto: Scanpix

NARKO OG KORRUPTION AVLER

VOLD OG FRYGT Der er en tæt forbindelse mellem narkokarteller, politikere og embedsmænd i Mexico, og befolkningen betaler prisen. Det afslører den kvindelige journalist Anabel Hernández efter fem års farligt gravearbejde, der har skaffet hende mange indflydelsesrige fjender. Som enlig mor til to børn lever hun med to livvagter døgnet rundt.

I november 1995 bliver den berygtede leder af Sinaloa-narkokartellet, Joaquín ”El Chapo” Guzmán Loera, sat bag tremmer i Puente Grande fængslet i Mexico. Men selv om fængslet officielt er topsikret, så er virkeligheden bag fængselsmurene et grelt eksempel på samarbejdet mellem narkokartellerne og myndigheder i Mexico. El Chapo – ”den korte” – får bragt prostituerede kvinder og Viagra ind i fængslet, hvor narkogangsterne arrangerer seksuelle udholdenhedskonkurrencer. Under beskyttelse af vagterne gør de fængslets unge, kvindelige fanger til sexslaver. Og på årtusindets sidste

1 4 I AM N E S TY

juleaften kører en fængselschef personligt ud for at hente El Chapos familie, en stor gruppe mariachi-musikere samt 500 liter alkohol og en menu bestående af hummerbisque, filet mignon, bagte kartofler, sauce, rejer og salater. Da Mexicos Højesteret året efter gør det nemmere at udlevere fanger fra Mexico til USA, flygter El Chapo i januar 2001 fra fængslet – ifølge den officielle forklaring skjult i en varevogn med vasketøj. Beskytter Mexicos største narkoboss El Chapo er fortsat leder af Sinaloa-kartellet, og han befinder sig endda på Forbes liste over verdens 100 mest magtfulde mennesker. Men han er også en central figur i den journalistiske bestsellerbog Los Señores del Narco fra 2010, hvori den kvindelige mexicanske journalist Anabel Hernández under stor per-


AF REGNER H ANSEN Mexicansk politi fremviser store mængder kokain og våben, som de har beslaglagt fra Sinaloa narkokartellet. I virkeligheden er der skjulte tråde mellem politi, militær og narkokarteller i Mexico.

MERE END 60.000 DRÆBTE I 2006 satte daværende præsident Calderón militæret ind mod narkokartellerne. Men resultaterne er udeblevet, primært på grund af korruption blandt politi, militær og politikere. Til gengæld har over 60.000 mennesker mistet livet, og tusinder er meldt savnet. Blandt de otte mexicanske narkokarteller dominerer Sinaloa-kartellet og Zetas-kartellet. Sinaloa-kartellet betegnes som det største i verden, og dets leder, Joaquín ”El Chapo” Guzmán Loera, menes at have mere magt, end da Pablo Escobar i Colombia var på sit højeste. 90 procent af al kokain i USA kommer til landet via Mexico, og det stammer fra Colombia. De mexicanske karteller sælger desuden heroin og marihuana fremstillet i Mexico. Kartellerne giver sig også af med handel med våben, menneskehandel, prostitution, bortførelser og afpresning.

sonlig risiko afdækker den tætte forbindelse mellem korrupte myndigheder og narkokartellerne i Mexico. Los Señores del Narco har allerede solgt mere end 200.000 eksemplarer i Mexico, og den er netop udgivet på engelsk under titlen Narcoland: The Mexican Drug Lords and Their Godfathers. I den anledning er Anabel Hernández i London, hvor AMNESTY møder hende til et offentligt foredrag i Conway Hall, et aldrende grågult kulturhus i centrum. ”Da jeg begyndte gravearbejdet i 2005, blev jeg ringet op af en advokat, fordi jeg ville lave interview med en af hans klienter, som havde været souschef i Puente Grande fængslet”, siger Anabel Hernández. ”Souschefen, som var gjort til syndebuk i sagen, fortalte en helt anden version om El Chapos exit fra fængslet. El Chapo blev iklædt

Jeg havde svært ved at begribe, at regeringen i virkeligheden beskyttede landets største narkoboss. Anabel Hernández

en politiuniform og eskorteret ud af de føderale myndigheder. Souschefen havde beviser. Jeg havde svært ved at begribe, at regeringen i virkeligheden beskyttede landets største narkoboss”, siger Anabel Hernández.

Ansporet af familietragedie Anabel Hernández er 43 år, og hun har været journalist de seneste 20. Ligesom titusinder af andre mexicanere har hun personligt oplevet, hvordan vold og korruption gennemsyrer det mexicanske samfund. I 2000 blev hendes far, som var forretningsmand, bortført og myrdet. Det var formentlig et forsøg på pengeafpresning. Politiet ville ikke hjælpe med opklaringen uden betaling, men Hernández’ familie afviste kravet med en begrundelse om, at retfærdighed ikke skal koste penge. Hun ved stadig ikke, hvem der myrdede hendes far, men oplevelsen fik hende til at begynde at afdække korruptionen i mexicansk politik. I 2001 afslørede hun, at daværende præsident Vicente Fox havde brugt, hvad svarer til over 2,5 millioner kroner i offentlige midler, A MN E S T Y I 1 5


T EMA: K V IN D E R I FR O N T L I N JE N Foto: Regner Hansen

Anabel Hernández har skabt sig mange indflydelsesrige fjender efter sine afsløringer af korruption på højeste niveau i Mexico. I dag har hun to livvagter døgnet rundt.

på at udsmykke to hytter ved embedsboligen. Historien indbragte hende den nationale journalistpris i Mexico. To år senere afdækkede hun et netværk af organiseret slavearbejde og seksuel udnyttelse af mexicanske piger på farme i det sydlige Californien. Og efter et tip fra UNICEF’s afdeling i Mexico tog hun på reportagerejse til delstaterne Sinaloa, Durango og Chihuahua, hvor børn blev tvunget til at høste marihuana og opium i Mexicos såkaldte gyldne trekant. Hun opdagede, at politi, militær og andre repræsentanter for myndighederne var totalt fraværende, og at børnene øjnede muligheder i deres beskæftigelse og drømte om at blive narkobosser. ”Det var frygteligt. På den ene side var der børnene i den gyldne trekant, som var involveret i narkoproduktionen, og på den anden side kartellederen over dem alle, som fik lov at gå frit omkring. Jeg følte, at jeg måtte gøre noget”, siger hun. Det blev startskuddet til hendes store projekt om narkokartellernes magt, der efter fem år resulterede i bogen om Mexico som narkoland. 1 6 I AM N E S TY

Volden i Mexico har medført krænkelser af menneskerettighederne, drab på uskyldige og tvungne forsvindinger. Det er veldokumenteret. Det er frygteligt. Ingen griber ind. Ingen gør noget. Og mexicanerne fortsætter med at dø. Anabel Hernández

Narkokorruption når til tops Anabel Hernández forklarer, hvordan hun ”som at åbne den ene dør efter den anden” langsomt nåede ind til centrale kilder, advokater, regeringsembedsmænd og fremtrædende medlemmer af narkokartellerne. Hun sammenholdt deres oplysninger med vidneudsagn i retssager, bilag og tusindvis af andre dokumenter, og på den måde fremstillede

hun et troværdigt billede af situationen. Hendes analyse viser, at den mexicanske administration efter frigivelsen af El Chapo begyndte at favorisere Sinaloa-kartellet i forhold til de andre karteller. Mens andre narkobosser er blevet pågrebet, er El Chapo stadig på fri fod. Anabel Hernández viger ikke bort fra at nævne navne på mange af de ansvarlige i bogen – blandt dem den tidligere chef for offentlighed sikkerhed, Genaro García Luna, som sideløbende med sit samarbejde med narkokartellerne modtog æresbevisninger fra det amerikanske narkopoliti, DEA. Hans dobbeltrolle må ifølge Hernandez have været kendt af tidligere præsident Felipe Calderón, og García Luna har – sigende nok – ikke kvitteret for hendes beskyldninger med en stævning om injurier.


KÆMPER MOD SEKSUEL UDNYTTELSE Lydia Cacho, 50 år, begyndte som ung journalist med at skrive om vold mod kvinder. Senere udvidede hun emnekredsen til organiseret seksuel udnyttelse af kvinder og børn samt børneporno. Det var ikke uden risiko. I 1999 fulgte en mand efter hende ind på toilettet på en busstation i Cancún, hvor han voldtog hende brutalt og brækkede flere af hendes knogler. Hun mener, at overfaldet var en straffeaktion for hendes artikler. Men Lydia Cacho gav ikke op. Hun fortsatte sin dybdeborende journalistik og udgav i 2005 bogen Los Demonios del Éden (Dæmonerne i Paradisets Have). Heri beskylder hun mægtige forretningsfolk og po-

litikere i flere delstater for at være med i et børneporno-netværk. Få måneder senere, efter at en af de nævnte i bogen havde sagsøgt hende for ærekrænkelse, blev hun afhentet af politibetjente og kørt 1.500 kilometer tværs over Mexico og sat kortvarigt i fængsel. Undervejs stak betjente en pistol i munden på hende og chikanerede hende seksuelt. Hun førte injuriesagen til landets højesteret og vandt. Lederen af børnepornonetværket blev flere år senere idømt fængsel på mere end livstid. Lydia Cacho insisterer på at blive boende i Mexico trods hyppige dødstrusler om blandt andet at ”skære hende i småstykker”. Hun

er blevet belønnet med adskillige internationale priser, heriblandt Amnestys Ginetta Sagan Pris for Kvinders og Børns Rettigheder i 2007 og Det Internationale Presseinstituts pris for heltemodigt forsvar for pressefrihed i verden i 2010.

Anabel Hernández’ bog Narcoland er en bestseller i Mexico, hvor 60.000 er dræbt på syv år i krigen mod narko.

En af verdens rigeste mænd, Joaquin ”El Chapo” Guzmán Loera, er leder af narkokartellet Sinaloa i Mexico.

To livvagter døgnet rundt Både kollegaer og kilder har frarådet Anabel Hernández at interessere sig for narkokartellernes affærer. Hun er kvinde, enlig mor til to børn, og hendes arbejde har ikke været uden personlige omkostninger. I 2011 blev en stor fødselsdagsfest for hendes niece afbrudt af bevæbnede pistolmænd, som truede familien og stjal deres kreditkort, men det tog mere end et år, før politiet begyndte at undersøge overfaldet. Anabel Hernández er ikke i tvivl om, at overfaldet skyldes hendes arbejde. ”Så sent som i juni efterlod nogen – jeg er sikker på, at det var regeringsfunktionærer – to kasser med hovedløse dyr uden for døren til mit hus”, siger hun.

Kun takket være pres fra Den Nationale Menneskerettighedskommission er hun udstyret med to livvagter døgnet rundt. Men det er en midlertidig ordning, advarer myndighederne. ”Hverken jeg eller mine børn har en normal tilværelse. Vi befinder os i en kontant tilstand af stress”, siger hun om sig selv samt datteren på 16 og sønnen på fire. Hun holder en af sine jævnlige pauser i ordstrømmen. ”Jeg er bange for, at den mexicanske regering forsøger at tvinge mig ud af Mexico. Hvis jeg bliver frataget livvagter, bliver det virkelig farligt”. Hendes journalistiske mod og vedholdenhed indgik i begrundelsen, da hun i 2012 blev belønnet med Den Gyldne Pen for kampen

to:

Fo

LIVSFARLIGT AT SKRIVE OM VOLDEN pix

an

Sc

Mexico er et af de farligste lande i verden for journalister. Ifølge Den Nationale Menneskerettighedskommission er 84 journalister blevet dræbt i forbindelse med deres erhverv siden 2000. Ni ud af ti drab er uopklarede, og narkokarteller og kriminelle bander er den største trussel for journalisterne. ”Pressen har frygtelige forhold”, siger Mike O’Connor, som er repræsentant i Mexico for Komiteen til Beskyttelse af Journalister (CPJ). Han forklarer, at kartellerne oprindeligt søgte at værne om ruterne til smugleri af ko-

kain, men at de nu går efter at kontrollere territorier, fordi de også udfører mange andre former for kriminel aktivitet. De bryder sig ikke om, at det kommer til offentlighedens kendskab. Nogle embedsmænd optræder på samme truende måde, siger Mike O’Connor i telefonen fra Mexico By: ”De chikanerer journalister og lader dem forstå, hvad de må skrive om, og hvad der ikke er velset. De truer med at skade journalisternes karriere, og i værste fald dræber de dem”.

A MN E S T Y I 1 7


T EMA: K V IN D E R I FR O N T L I N JE N Foto: Polfoto

UDFORDRER STATSLIGT OLIESELSKAB Foto: Xxxxxxxxx

Ana Lilia Pérez, 37 år, har siden sommeren 2012 opnået beskyttelse i Tyskland som led i PEN’s program for forfattere i eksil. Det skyldes hendes farefulde journalistiske arbejde i Mexico. Inden flugten var hun udsat for stribevis af dødstrusler, fordi hun i dybdeborende artikler og bøger havde afsløret ulovlige forbindelser mellem erhvervsliv og politikere i de øverste samfundslag i Mexico. To af Ana Lilia Pérez’ bøger har vakt betydelig opsigt, nemlig Camisas Azules, Manos Negras (Blå Skjorter, Sorte Hænder) fra 2010 og El Cártel Negro (Det Sorte Kartel) fra 2011. Heri beskriver hun ulovlige transaktioner med tilknytning til det statslige mexicanske olieselskab Pemex, og hun påviser blandt andet, hvordan fremtrædende embedsmænd har forbindelser til organiseret kriminalitet. ”Korruptionen foregår på så højt niveau, at Pemex er blevet et paradis for kriminalitet”, fastslår hun. Ana Lilia Pérez har fået flere journalistiske priser. I 2012 modtog hun Leipziger Medienpreis, som tidligere er tildelt blandt andre den nu dræbte russiske journalist Anna Politkovskaja for hendes tilsvarende indsats for pressefrihed. Den mexicanske regering er korrumperet af narkopenge, siger forfatteren og journalisten Anabel Hernández.

for pressefrihed, der tildeles af World Association of Newspapers and News Publishers. Men Anabel Hernández iler med at sige, at mange mexicanske journalister udfører deres hverv med samme risiko og forklarer, at hele befolkningen er påvirket af den humanitære krise, som narko-korruptionen har udløst. ”Volden i Mexico har medført krænkelser af menneskerettighederne, drab på uskyldige og tvungne forsvindinger. Det er veldokumenteret. Det er frygteligt. Ingen griber ind. Ingen gør noget. Og mexicanerne fortsætter med at dø”, siger hun. Mexico har brug for internationalt pres Den mexicanske journalist understreger, at narkoproblemet er globalt. Pengene fra en kvindes køb af kokain på et gadehjørne i 1 8 I AM N E S TY

Hvad der sker i Mexico, det er ikke kun et mexicansk problem. Kartellerne er mægtige, og de har forgreninger ud i verden. Anabel Hernández

London bliver måske brugt til kugler til det næste angreb med skydevåben i Mexico. ”Hvad der sker i Mexico, det er ikke kun et mexicansk problem. Kartellerne er mægtige, og de har forgreninger ud i verden”, fastslår hun. Men ud over at holde sig fra narko og narkopenge – hvad kan det internationale samfund så gøre? Hvordan kan en organisation som Amnesty forbedre situationen i Mexico?

”Jeg vil gerne fastslå, at Amnesty International er en af de organisationer, som i de stærkeste vendinger har kritiseret regeringen i Mexico. Amnesty udsender hele tiden bulletiner, hvori man oplyser om de dårlige forhold. Det behager ikke den mexicanske regering. Derudover kan andre landes regeringerne fordømme den manglende respekt for menneskerettighederne og kritisere den mexicanske regering for drabene og de tvungne forsvindinger. Den mexicanske regering skal ophøre med at være en regering, som er korrumperet af narkopenge”, siger Anabel Hernandez. 1


AF NORA RAHBEK K ANAFANI

JEG TÆNKER PÅ DET SOM EN OND DRØM Bortført, tortureret og tvunget til at underskrive en falsk tilståelse. 30-årige Miriam Lopez kæmper med traumerne efter de mexicanske sikkerhedsstyrkers overgreb, men hun er fast besluttet på at få sine gerningsmænd straffet. Miriam Lopez havde netop afleveret sine børn i skole og var på vej for at besøge sin mor, da hun blev overmandet af to maskerede mænd, der tvang hende ind i en hvid varevogn. ”Jeg anede ikke, hvem de var, og da jeg spurgte dem, satte de en pistol mod mit hoved. De sagde, at hvis jeg ikke holdt kæft, ville de blæse min hjerne ud”, husker Miriam. Mændene, der senere blev identificeret som soldater, gav Miriam bind for øjnene og kørte hende til en militærbarak, hvor de i en uge voldtog og torturerede hende. Mishandlingen stoppede først, da Miriam underskrev en falsk tilståelse om narkokriminalitet. Miriam blev fængslet og ventede i syv måneder på en retssag, der aldrig fandt sted. Derefter blev hun løsladt uden yderligere forklaring. Tortur er udbredt i Mexico, og Miriams historie er langt fra enestående. Myndighedernes krig mod landets narkokarteller bety-

MEXICO

MIRIAM LÓPEZ

EZ P O L M IA IR M IL T V E SKRIV ET BR en af Amnestys Miriam Lopez er r r i årets Skriv fo ge seks udvalgte sa ev br et e kan send Liv-kampagne. Du , d, at vi er mange ve n hu så e, til hend res kamp for retfæ der støtter hend dighed. tDen danske forfa st ali rn jou og r te Julia Lahme er en af de mange danskere, derhar skrevet direkte til Miriam :

Skriv et brev direkte til Miriam – eller et protestbrev til den mexicanske statsanklager – på skrivforliv.dk

Kære Miriam. om din Indtil jeg hørte jeg, at e ed tro , rie histo Jeg dt sted at leve. Mexico var et go n de til t te lyt n ku har været naiv og Jeg n. de he lig ke vir af glittede version r, ha jeg rige venner, kan huske nogle Og år. et r tå holde ny tog dertil for at rnefamilie, der be bø en er nd jeg ke d r ejer et hotel ve søger venner, de t mig billeder af vis r kysten. De ha for at land, de gør alt det paradisiske ede an g Je t. ig ul mm besøge så tit so en r det paradis, ha ikke, at dit land, på gt sser så dårli regering, der pa mit )… Jeg vil gøre (… e… er sine borg n da or hv , om rden til at fortælle ve pog hvordan de sim er, så og ico ex M … de ste ikke er til leste rettigheder almindelig ke ns ga en Jeg er

der, at sikkerhedsstyrkerne stort set straffrit kan anholde, torturere og fængsle mennesker uden at have skyggen af bevis mod dem. Ifølge Den Nationale Menneskerettighedskommission steg antallet af anmeldelser af tortur og mishandling i Mexico med 500 procent mellem 2006 og 2012. Miriam kæmper i dag for oprejsning med støtte fra Amnesty. Hun er fast indstillet på, at andre kvinder ikke skal udsættes for det, hun har oplevet. Men selv om hun har identificeret nogle af sine gerningsmænd, er ingen endnu blevet stillet til ansvar. ”Jeg tænker stadig på det som en ond drøm. Jeg forsøger at leve et almindeligt liv, men jeg er altid bange for, at der skal ske mig selv eller min familie noget. Jeg er altid på vagt og venter på, at de skal komme og gøre noget ved mig. Jeg havde jo aldrig forventet, at sådan noget skulle ske for mig”, siger Miriam. 1

g. langt væk fra di kvinde, i et land liv t di r, se lel fø dine Jeg tror ikke, at en om e m øm dr ne di med dine børn, elrsk fo familie er sund og lykkelig skal vide, at jeg Du e. in lige fra m , gne over den tid sørger på dine ve over , rn bø ne di ed du har mistet m var et af det liv, du de år, du har mist e ikk du at e, over i gang med at lev g og gå. Men du di jse re at til er fri at så glædes over, og skal vide, at jeg t or gj r ha gt fra dig, mennesker så lan at s, de fin du på, at mig opmærksom dig, og at de aled m øje er ld de ho har mennesker i Du drig slipper dig. ad rden, som gør, hv fjerne kroge af ve æn al sk n tio n situa de kan for, at di en rd Ve . gt rti hu er dres, og at det sk er g, og jeg glemm har ikke glemt di . aldrig din historie

A MN E S T Y I 1 9


T EMA: K V IN D E R I FR O N T L I N JE N

Foto: Scanpix

Demonstranter i Nabi Saleh løber i sikkerhed, da israelsk militær affyrer tåregas mod dem.

LILLE LANDSBY MED

STOR STEMME

Hver fredag risikerer indbyggerne i en lille palæstinensisk landsby deres liv ved at demonstrere imod israelske bosætteres inddragelse af deres land og vandressourcer. Kvinderne spiller en afgørende rolle i protesterne. AMNESTY tilbragte en dag sammen med de modige kvinder, mænd og børn fra Nabi Saleh.

Det er fredag midt på dagen på Vestbredden under en brændende varm sommersol. Den lille landsby Nabi Saleh, der er gemt væk på en bakketop nordvest for hovedbyen Ramallah, vækkes til live ved kaldet til bøn fra landsbyens moske. Da bønnen slutter, samles folk i skyggen af et nærliggende træ. Denne fredag, som alle andre fredage siden 2009, forbereder Nabi Salehs mænd, kvinder og børn sig på at gå i samlet flok ned mod byens kilde, som er deres vigtigste vandressource for at dyrke jorden. Pigerne har farverige kjoler på og har svøbt sig i palæstinensiske flag. Ved tidligere demonstrationer har deltagerne iklædt sig klovnekostumer, masker og superheltedragter. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at der var tale om en stor familie på vej på skovtur. Den tabte kilde Men dette er ikke nogen skovtur. Indbyggerne i Nabi Saleh protesterer over tyveriet af deres jord, deres tabte vandressourcer og imod den israelske militære besættelse. På den anden side af et sikkerhedshegn venter den israelske hær. Kilden har siden 2008 været uden for lands2 0 I AM N E S TY

byens rækkevidde. Den blev overtaget af den nærliggende israelske bosættelse Halamish, fortæller Saleh Hijazi, der er Amnestys kampagnemedarbejder i Israel og Palæstina. ”Kilden blev tidligere brugt af landsbyboerne til deres landbrug. Nu er den kun åben for bosættere”, fortæller han og peger på bosættelsens rækker af hvide huse på den næste bjergskråning. ”Halamish har i årevis inddraget land, der tilhørte Nabi Saleh og en anden palæstinensisk landsby, Deir Nidham”. Hijazi udpeger også den nærliggende militærbase og de militærjeeps, der er parkeret ved kilden og ved indgangen til Nabi Saleh. Demonstranterne forlader træets beskyttende skygge og går ned ad vejen, mens de råber slogans og holder papskilte i hånden. Hijazi, der har besøgt dette sted i årevis, forklarer: ”Soldaterne står klar med tåregaskanoner og chokgranater. De sigter ofte direkte mod folk og deres huse, så snart demonstranterne er nået et vist stykke hen ad vejen. Hvis demonstranterne fortsætter længere endnu, beskyder soldaterne dem med gummikugler og nogle gange med rigtig ammunition, selvom demonstranterne forholder sig fredeligt”.

Kvinder i frontlinjen 38-årige Manal er en af de mange landsbykvinder, der hver uge deltager i demonstrationen. Som talsperson for landsbyen er hun i sig selv et billede på den store rolle, som kvinder spiller i Nabi Salehs protester. ”Kvinder har fra dag ét været en del af modstandskampen. Derfor er soldaterne også gået meget efter os. De har arresteret os, givet os bank og ydmyget os ved at rive vores tørklæder af. De har endog tvunget kvinder til at tage tøjet af for på den måde at tvinge mændene til at holde deres koner og døtre væk fra frontlinjen”, fortæller Manal. Siden demonstrationerne begyndte i 2009, har landsbyen mistet to unge mennesker. 28-årige Mustafa Tamimi blev som den første dræbt i december 2011. ”Den dag brugte hæren unødig meget vold, og nogle landsbyboere smed sten efter militærets jeeps, da de kørte væk”, fortæller Saleh Hijazi. ”En soldat i den bagerste jeep åbnede døren og affyrede en tåregasgranat lige i hovedet på Mustafa, som døde to dage senere”. Mens demonstranterne fortsætter ned ad bakken, peger Hijazi på det sted, hvor en anden af landsbyens indbyggere i november


AF NORA RA HBE K KA N AFANI OG THE WI RE

Foto: The Wire

38-årige Manal er en af de kvinder, der hver fredag protester fredeligt mod den israelske besættelse.

sidste år blev ramt af skud. 31-årige Rushdi Tamimi døde på hospitalet få dage senere. ”Vi har også set hundredvis af skader fra gummikugler på folks overkroppe og ansigter. Også på børn”, fortæller Hijazi. Rushdi var svoger til Bassem Tamimi, som tidligere har siddet fængslet på grund af sin deltagelse i demonstrationerne. I dag bliver Bassem interviewet af en ung journalist om vigtigheden af at protestere fredeligt. Bassem er til demonstrationen med sine børn, men hans kone, Nariman Tamimi, som er en fremtrædende aktivist, er der ikke. Nariman er tvunget til at blive hjemme, fordi hun er sat i husarrest af de israelske myndigheder. I stedet byder hun besøgende aktivister velkommen med små kopper stærk sort kaffe. Har valgt kampen Nariman og andre kvinder i Nabi Saleh er helt centrale for oprøret i landsbyen. Her står kvinder og mænd skulder ved skulder mod det israelske militærs chikane. Landsbyens talsperson Manal var ikke selv aktiv i protesterne indtil december sidste år, hvor bosætterne overtog den tredje kilde i dalen og dermed inddrog resten af den land-

brugsjord, som før havde tilhørt landsbyen. En måneds tid senere blev en tåregasgranat skudt ind i hendes hus, men da familien forsøgte at få børnene ud, beordrede soldaterne dem tilbage ind i huset. Manal frygtede for sine børns liv og råbte og skreg af soldaterne. Derefter gik det hurtigt. Manal blev anholdt og bragt til et israelsk kvindefængsel. ”Mine børn så det hele – at soldaterne slog mig med deres geværer, at jeg fik håndjern på og blev smidt ind i en jeep”. Efter ti dage og en kaution på 4.000 dollars blev hun løsladt, men det tog lang tid, før hendes børn turde slippe hende af syne. I dag er de stadig bange for, at hun pludselig forsvinder fra dem igen. ”Det er det værste for en mor. Jeg har valgt denne kamp. Jeg har valgt at gå til de her demonstrationer og at udsætte mig selv for fare. Men mine børn har ikke valgt det. De har ikke selv valgt det her liv”, fortæller hun. Tilbage i demonstrationen står børnene under et træ og synger og råber slagord i en megafon. De andre fortsætter ned ad bakken med kurs mod militæret. Snart begynder militæret at affyre tåregaskanoner, og hvid røg dækker bakkesiden. 1

PALÆSTINA

NABI SALEH

EH L A S I B A N N E Y B S D N A SKRIV ET BREV TIL L er byen Nabi Saleh Beboerne i lands ri ge sa te lg va ud seks en af Amnestys n ka v-kampagne. Du årets Skriv for Li de så e, indbyggern sende et brev til dege, som støtter an m er ved, at vi p. res fredelige kam Jannik Hastrup, uder er manu r og tte rfa tfo skrip ne, skaber af Cirkeli ge an m er en af de r danskere, der ha til e kt re di t ve re sk landsbyboerne :

. Kære Nabi Saleh har jeg y st Gennem Amne indne di og g hørt om di r de er, ed igh rd fæ byggere. De uret om et eg r vi ikke m overgår dig, høre har jeg , rig g tror ald på dansk TV. Je hørt dit navn. rørt, når jeg høJeg bliver altid op er overgreb, der sk rer om de grove nok ap kn r de land, omkring dig. I et r syv va g Je d. lan et er anerkendt som iepr ro na blev eksp år, da dit Palæsti le he n ste t er nu næ ret og delt op. De og g di r fo e ikk er det mit liv. Og hvad . re ge yg db in dine , hvordan man Jeg tænker tit på de erdag i gang med kan holde en hv . ud forb evige overgreb og

re? er dine indbygge Hvordan overlev ole? sk s re børnene de Hvordan passer og en er rb en, ba Kan grønthandler res forretninger? de e ss pa en er slagt ræer overleve? Kan dine olivent ? Hvem holder de er Hvor gamle ge? Bryllupper? fester? Fødselsda elser. Ikke bare begrav

Send et brev direkte til Nabi Saleh – eller et protestbrev til den israelske forsvarsminister – på skrivforliv.dk

A MN E S T Y I 2 1


AF NORA R AHBEK K ANAFANI

TEMA: K V IN D E R I FR O N T L I N JE N

Eman Al Nafjan kæmper for kvinders ret til at køre bil i et af verdens mest mandsdominerede lande – Saudi Arabien.

FRIHED BAG RATTET Den 26. oktober satte Eman Al Nafjan og hendes veninde sig ind i en bil i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh. Veninden satte sig bag rattet, og Eman indtog passagersædet – med sit videokamera. Og mens veninden sikkert styrede bilen rundt i Riyadhs gader, sad Eman og filmede turen: ”Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville få så positive reaktioner, som vi fik på gaden. Vi kørte af sted om eftermiddagen og kom først hjem ud på aftenen. De andre bilister rullede vinduerne ned for at vinke, give ’thumbs up’ eller bare smile. Vi kunne se på kvindernes øjne bag niqab’ene, at de smilede og grinede, når de så en kvinde køre bil”, husker Eman, der smed videoen på nettet, så snart hun kom hjem. Det lykkedes 20 andre kvinder at udføre samme bedrift den dag. Og dermed trodsede de både lovforbud, dødstrusler, advarsler fra styret og en hacket hjemmeside for at dele deres køretur med omverdenen. Kvinder umyndiggjort Eman Al Nafjan er ph.d.-studerende, mor til tre og en forkæmper for kvinders rettigheder i Saudi Arabien. Allerede i 2011 var hun en af drivkræfterne bag kampagnen for kvin2 2 I AM N E S TY

ders ret til at køre bil, inspireret af de oprør, der fandt sted i forbindelse med Det Arabiske Forår. Dengang blev hendes veninde fængslet i en uge for at opfordre kvinder til at sætte sig bag rattet. “Hvis du med ét enkelt ord skal beskrive, hvordan det er at være en saudiarabisk kvinde, så er det ordet ’umyndiggjort’. Lige meget hvor gammel du er, forbliver du mindreårig i regeringens øjne”, forklarer Eman. På sin blog saudiwoman.me skriver hun løst og fast om livet for kvinderne i ørkenstaten Saudi Arabien, om ægteskab og skilsmisse og om forbuddet mod kvindelige bilister. ”I Saudi Arabien tager vi patriarkatet helt ud i det ekstreme. Kvindelige borgere tildeles en mandlig værge blandt sine nærmeste slægtninge. Han kan – med loven på sin side – gifte hende bort til en mand, der er årtier ældre end hende. Han kan også forhindre hende i at tage en uddannelse, et job eller at blive gift. Han skal officielt forhåndsgodkende enhver rejse, som hun skal på. Fordi det er gratis at gå i skole, sender mange mandlige værger pigerne i skole. Men hvis værgen vælger at låse kvinden inde derhjemme, så gør retssystemet det stort set umuligt for hende at slippe væk”, skriver Eman.

Værgen bestemmer Netop den slags mangel på helt konkret bevægelsesfrihed handler forbuddet mod kvinder bag rattet også om. Mekka er den eneste by med offentlig transport i Saudi Arabien, så hvis en kvinde skal fra A til B, skal hun ikke kun eje en bil, men også overtale et mandligt familiemedlem – eller ansætte en chauffør – til at køre for hende. Denne daglige forhindring skaber problemer i forhold til uddannelse, karriere eller endda lægebesøg. Siden deres sidste køretur er videoen gået verden rundt, og Eman er ikke i tvivl om, at befolkningen er klar til at give kvinder flere rettigheder. Det er dog mere tvivlsomt, hvordan regimet stiller sig. ”Truslerne afskrækker os ikke. Vi fortsætter med at presse på for kvinders ret til at køre bil”, siger Eman. Ifølge saudiske myndigheder blev 16 kvinder standset af politiet på aktionsdagen den 26. oktober, og hver fik en bøde på omkring 440 kroner for ulovligt at køre bil. 1


A F BJA RK E WINDA HL P E DE RS E N OG OL E HOF F -L UND | IL L US T RAT ION MI KKEL H ENSSEL

A MN E S T Y I 2 3


T UNESIE N

DET FRIE ER TRUET PÅ ORD LIVET

Ytringsfriheden kom til Tunesien med det arabiske forår i 2011. Men landets journalister, bloggere og kunstnere udsættes dagligt for mordtrusler, vilkårlige arrestationer, fængselssstraf og tørre tæsk. AMNESTY har mødt en række tunesiske stemmer og tegner her et billede af situationen i landet.

Den 14. januar 2011 blev Tunesiens diktator Ben Ali styrtet. Tre dage senere erklærede landets nye regering ”total ytringsfrihed”. Det var begyndelsen på det arabiske forår, og i november 2011 blev presse- og ytringsfriheden stadfæstet med to lovdekreter. ”Der er næppe noget land i verden, hvor man kan udtrykke sig så frit”, skriver præsident Moncef Marzouki i sin bog L’invention d’une démocratie, som udkom i april. Og Marzouki er ikke bare præsident. Han har været aktiv i Amnesty International og var formand for Tunesiens Liga for Menneskerettigheder 1989-94. Han blev flere gange fængslet under Ben Alis diktatur. Men den berømte blogger Lina Ben Mhenni er kun delvist enig med sin præsident. ”Ja, vi kan vi sige, hvad vi vil, men når vi gør det, bliver vi straffet”, siger kvinden bag bloggen A Tunisian Girl, der leverede brændstof til den folkelige mobilisering op til Ben Alis fald. I dag er Lina Ben Mhenni stadig blogger og aktivist. Men det koster skrammer. Tæv og dødstrusler ”Jeg fik tæv af politiet under demonstrationerne på Bardo-pladsen i Tunis i sommer”, fortæller Lina Ben Mhenni, og fremviser 2 4 I AM N E S TY

arrene fra nogle grimme sår på arme og skinneben. ”Jeg bliver kaldt vantro og får dødstrusler per mail og Facebook på grund af mine skriverier. Men jeg er ikke bange”. Alligevel skyndte Lina Ben Mhenni sig op på taget af sit hjem for at skjule sig, da politiet dukkede op den 3. august 2013. Var de kommet for at arrestere hende? Hun hørte sin far åbne døren og snakke med betjentene. Men nej, de var kommet for at tilbyde deres beskyttelse. Politiet havde anholdt en gruppe salafister (islamiske fundamentalister, red.) og fundet konkrete planer for mord på Lina Ben Mhenni og andre journalister og politikere. Lina Ben Mhenni tøvede, men sagde ja. I dag bliver hun ledsaget af bevæbnede betjente, hvor hun går og står. ”Politibeskyttelsen var en chance, som jeg ikke kunne sige nej til. Flere modstandere af Tunesiens islamistiske regering var jo allerede blevet dræbt”, forklarer hun. Politisk krise Hun henviser til, at to parlamentsmedlemmer fra oppositionen er blevet myrdet i år. Det sendte Tunesien ud i den største politiske krise efter Ben Alis fald. Den 6. februar blev den kendte advokat Chokri Belaïd dræbt af fem skud foran sit

hjem i Tunis. Morderen forsvandt på bagsædet af en Vespa-scooter. Den 25. juli blev Mohamed Brahmi fra et lille panarabisk parti myrdet, da han steg ud af sin bil foran sit hjem i Tunis. En kort salve fra en 9 mm semiautomatisk pistol og pist væk på en Vespa med chauffør. Ifølge indenrigsministeriet var begge attentater udført af radikale salafister. ”Mordet på Chokri Belaid var et chok”, fortæller Sarah Ben Hamadi, der er journalist på web-avisen Huffington Post Maghreb. ”Folk læste aviserne og græd. Var det nye Tunesien virkeligt sunket så lavt? Men da Mohamed Brahmi blev dræbt, var det bare for meget. Der gik en strøm af vrede gennem befolkningen”, siger hun. Slagord mod regeringen ”Skrub af! Dégage! Vi er ikke bange!”. Sådan råbte tusindvis af mennesker på hovedstrøget Bourguiba i Tunis få timer efter Brahmis død. Det var de samme slagord, der sendte diktatoren Ben Ali i eksil. Men nu rettet mod den såkaldte trojka-regering, der kom til magten efter Tunesiens første frie valg den 23. oktober 2011. Trojkaen bestod af den store islamistiske bevægelse Ennahda, der er en aflægger af Det Muslimske Broderskab, i alliance med præsident Marzoukis lille centerparti CPR og socialdemokraterne fra Ettakatol.


T E K S T OG F O TO: OVE R ASMUSSEN

Kameramanden Mourad Meherzi blev arresteret, fordi han filmede et møde, hvor en filminstruktør kastede et æg i hovedet på kulturministeren. Siden er æg blevet symbol på pressefrihed.

Oppositionen boykottede arbejdet med en ny grundlov og organiserede en sit-in foran parlamentet i Tunis. Hver aften fra juli til oktober var Bardo-pladsen et mylder af demonstranter og slagord, telte og boder med brochurer og popcorn. Oppositionen ville styrte islamisternes trojka-regering, som de så som kimen til et nyt diktatur. Et stille statskup, med revolutionsmilitser og bevæbnede salafister som hjælpetropper. ”Parlamentet og Ennahda-regeringen havde i oktober 2011 fået et mandat på et år til at udarbejde en ny grundlov”, siger bloggeren Lina Ben Mhenni. ”Men knap to år senere stod grundlovsarbejdet i stampe, og alt tydede på, at Ennahda ville sætte sig på magten. Islamisterne har systematisk placeret deres egne folk på centrale poster i administrationen og de offentlige medier. Kritik bliver mødt med arrestationer og vold. Unge mennesker bliver tævet, når de kom på politistationen”. Uklare spilleregler Samme indtryk har Héla Ammar, der er billedkunstner og doktor i jura. ”Unge fra de svageste sociale grupper får ofte den hårdeste behandling af politiet og retsvæsenet”, siger hun og giver et eksempel: ”I november 2012 blev to unge kunstnere,

Héla Ammar har som billedkunstner og doktor i jura svært ved at tage ytringsfrihed alvorligt, når kritiske kunstnere slæbes i retten.

der kalder sig Zwewla (de fattige) arresteret i industribyen Gabes, fordi de havde tagget en mur med sætninger som ’De fattige er Tunesiens levende døde’. De blev anklaget for at udbrede falske informationer, der forstyrrer den offentlige ro og orden og stod til fem års fængsel. Men efter fem måneders venten endte de med en lille bøde på 100 dinarer (375 kr., red.). Måske på grund af en omfattende støttekampagne, fortæller Héla Ammar. Hun har svært ved at tage ytringsfriheden alvorligt, når kritiske journalister, kunstnere og bloggere slæbes i retten på basis af den undertrykkende straffelov fra Ben Alis tid. ”De bliver anklaget for at forstyrre den offentlige orden og moral, og de risikerer lange

fængselsstraffe. Måske får de en hård straf, måske en mild dom efter måneders procedurer. Måske bliver sagen annulleret uden nærmere forklaring. Spillereglerne er uklare”, siger hun. Problemet er, at ingen ved, hvornår hammeren falder, og det underminerer ytringsfriheden, mener Héla Ammar. ”Under Ben Ali vidste man i det mindste, at man ikke direkte skulle kritisere regimet. Men vi kunstnere kunne udtrykke os, som vi havde lyst til. I dag kan alle, der ytrer sig, risikere at komme i fængsel. For et værk, som islamisterne ikke bryder sig om, eller en forkert bemærkning på Facebook”. ➜

LÆS MERE OM TUNESIENS KUNSTNERE OG JOURNALISTER Lina Ben Mhenni www.atunisiangirl.blogspot.fr Héla Ammar www.helaammar.com Nadia Khiari www.facebook.com/willis.fromtunis Sarah Ben Hamadi www.un-oeil-sur-la-planete.blogspot.fr Støttekomiteen for Jabeur Mejri og Ghazi Bejis www.jabeurghazifree.blogspot.com Moncef Marzouki “L’invention d’une démocratie”, Paris 2013, ISBN 978-2707175861 Weld el 15’s clip “Boulicia Kleb” www.youtube.com/watch?v=6owW_Jv5ng4 Observatoriet for Pressefriheds månedlige rapporter om overgreb på journalister www.ctlj.org

A MN E S T Y I 2 5


T UNESIE N Journalister i Tunesien demonstrerer ofte over de mange angreb på pressefriheden.

Efter mordet på Mohamed Brahmi i juli samledes folk på Bardo-pladsen i Tunis hver aften i tre måneder.

Sarah Ben Hamadi er blogger og journalist på Huff Post Maghreb.

Tegninger af profeten Jabeur Mejri er 27 år og har bopæl i kystbyen Mahdia. Han er forhenværende jernbanearbejder og havde været arbejdsløs i seks år, da han blev fængslet den 5. marts 2012, fordi han på Facebook offentliggjorde satiriske tegninger af profeten Mohammed og en novelle om islams illusioner skrevet af kammeraten Ghazi Beji. Tegneren Nadia Khiari, der er aktiv i en støttekomite for Jabeur Mejri, fortæller, at en beboer i Mahdia anmeldte Facebook-siden til politiet, fordi han følte sig krænket. Anmelderen blev bistået af en lokal advokat, og i marts 2012 blev Jabeur og Ghazi idømt 7,5 års fæng-

sel for at forstyrre den offentlige ro og orden og den offentlige moral via telefonnettet. Ghazi flygtede ud af landet, da han hørte, at Jabeur var arresteret. I dag har han status som politisk flygtning i Frankrig, mens Jabeur må udsone sin straf. ”Jabeur og Ghazi udtrykte deres meninger på internettet som så mange andre unge i Tunesien i dag”, siger Nadia Khiari. ”Sagen har været i appelretten og højesteret, og juridisk set er der ikke mere at gøre. Jabeur slipper kun fri, hvis han benådes af præsident Marzouki. Og det haster. Jabeur bliver mobbet af sine medfanger, fordi han er ateist. Han har det elendigt i fængslet”, siger hun.

Kunstværker ødelægges Nadia Khiari er aldrig selv blevet forulempet på grund af sine satiriske tegninger af den kloge kat Willis from Tunis, der kommenterer udviklingen i Tunesien på Facebook og Twitter. Willis kom til verden den 13. januar 2011, da Nadia havde set diktatoren Ben Ali love ytringsfrihed på TV. Men Nadia og Willis var med på den årlige kunstudstilling i Tunis-forstaden La Marsa, der blev invaderet af vrede islamister i juni 2012. ”På udstillingens sidste dag fik vi besøg af en notar, der konstaterede, at visse værker var anstødelige for islam”, fortæller Nadia Khiari.

NATIONAL DIALOG I KRISE I TUNESIEN Den 25. oktober 2013 kastede statsminister Ali Larayedh håndklædet i ringen. Hans regering ville træde tilbage og overlade magten til et neutralt forretningsministerium. Det var afslutningen på tre måneders intens politisk krise efter drabet på oppositionspolitikeren Mohamed Brahmi i juli. Og begyndelsen på en national dialog mellem oppositionen, der er en broget forsamling af verdslige demokratiske partier, og det islamistisk dominerede flertal i Tunesiens grundlovgivende forsamling. Tunesien fik sit første demokratiske parlament og ny regering i december 2011 efter valget samme efterår. Regeringen fik mandat til at udarbejde en ny grundlov i løbet af et år. Regering og parlament har siden været domineret af den islamistiske bevægelse Ennahda, der er en aflægger af Det Muslimske Broderskab, i alliance med det socialdemokratiske Ettakatol og præsident Marzoukis parti CPR. Allerede i oktober 2012 tog Tunesiens faglige landsorganisation UGTT (750.000 medlemmer) initiativ til en dialog mellem landets

2 6 I AM N E S TY

uforsonlige politiske fløje. Men først et år senere var tiden moden. UGTT har i mellemtiden fået selskab af arbejdsgiverforeningen UTICA samt Advokatsamfundet og Tunesiens Liga for Menneskerettigheder. De fire organisationer udgør den såkaldte kvartet, der nu optræder som mægler mellem de politiske partier for at få Tunesien ud af krisen. Imens trommer de internationale banker og samarbejdspartnere i bordet. En ny grundlov skal på bordet i løbet af fire uger (efter to års ørkesløse forhandlinger). Et forretningsministerium skal lede landet frem til nye demokratiske valg efter jul og samtidig forhindre, at Tunesiens væbnede islamistiske grupper stikker en kæp i hjulet på den demokratiske proces med nye drab og attentater. De tunesiske jihadgrupper holdt sig indtil oktober 2013 til politiske drab og angreb på soldater og politi. Men den 30. oktober eksploderede en kluntet kamikazebombe på stranden i turistbyen Sousse. Spørgsmålet er, om bomben var en reaktion på den nationale dialog.


Tegneren Nadia Khiari opfandt katten Willis fra Tunis, da diktatoren Ben Ali lovede ytringsfrihed i januar 2011. Demonstration mod udnævnelsen af islamister på chefposter i statsradioen. Bloggeren Lina Ben Mhenni får dødstrusler på grund af sine skriverier.

”Vi nægtede at fjerne værkerne, men senere kom notaren tilbage med 3-400 vrede islamister. De blev stoppet af politiet. Men ud på natten trængte islamisterne ind og ødelagde kunstværkerne og skrev slagord på væggene”. Udstillingen i La Marsa udløste tumult i flere tunesiske byer. En imam opfordrede til at slå de vantro kunstnere ihjel, kunstnernes adresser cirkulerede på Facebook, og flere blev så bange, at de ikke mere har udstillet. Få dage efter Marsa-tumulterne foreslog regeringspartiet Ennahda, at blasfemi blev indskrevet i grundloven som strafbar handling. To Marsa-kunstnere blev stævnet, fordi deres værker forstyrrede den offentlige moral, men anklagen blev siden frafaldet uden nærmere forklaringer. Musiker på flugt Rapperen Weld el 15 (’Drengen på 15 år’, red.) er også på flugt. Den 13. juni blev han idømt 2,5 års fængsel for usømmelighed, bagvaskelse af embedsmand i funktion og forstyrrelse af den offentlige moral på grund af musikvideoen ”Boulicia Kleb” – ”Strisserne er nogle køtere” – der dukkede op på YouTube i marts. Den 2. juli blev straffen nedsat til seks måneders betinget fængsel. Men den 22. august gik det galt igen. Weld el 15 var på scenen under en festival i badebyen Hammamet med kollegaen Klay BBJ. Publikum ville høre den forbudte sang. Først nægtede musikerne, men de endte med at nynne nogle strofer fra sangen uden at synge de fornærmende ord. Pludselig strømmede politiet op på scenen og

arresterede musikerne. På vej til politistationen blev Weld el 15 gennembanket. Kammeraterne genfandt ham i en ussel tilstand på hospitalet. ”Politiet handlede på eget initiativ, så det ligner en hævnakt. Men desværre bliver det først muligt at klage over politiets repressive metoder, når Tunesien får en ny grundlov med klar adskillelse af politiet og retsvæsenets funktioner”, kommenterer Sélim Kharrat fra foreningen Al Bawsala, der overvåger den demokratiske proces i Tunesien. Få dage senere blev Weld el 15 og Klay BBJ idømt et år og ni måneders fængsel for bagvaskelse og fornærmelse af embedsmænd i funktion under en retssag, hvor hverken kunstnerne eller deres advokat var blevet indkaldt. Weld el 15 gik under jorden og er eftersøgt af politiet. Klay BBJ blev arresteret, men frigivet tre uger senere. Journalister forfølges Tunesiens journalister er ligeledes ved at være trænet i at løbe spidsrod mellem retsvæsenet og vrede islamister. I marts afslørede Walid Mejri fra pressekollektivet Nawaat, at en diskret specialstyrke, baseret i Tunis’ lufthavn, tilsyneladende trænede tunesiske jihadkrigere på vej til Syrien. Lederen af specialstyrken blev forflyttet, men Mejri måtte leve med en strøm af fornærmelser og dødstrusler på mobilen og Facebook. ”En dag blev jeg passet op af fire salafister. En af dem trak en kniv. Men jeg blev reddet, fordi en gruppe soldater, der tilfældigvis var i nærheden, greb ind”, fortæller Walid Mejri.

Walid Mejris dybdeborende journalistik giver ham problemer. Fra en smadret bil over skældsord til dødstrusler.

Kameramanden Mourad Meherzi fra tvstationen Astrolabe blev arresteret den 18. august, fordi han havde filmet et møde, hvor en filminstruktør smed et æg i hovedet på kulturminister Mehdi Mabrouk. Meherzi blev anklaget for konspiration og risikerede syv års fængsel. Astrolabes koordinator Ahmed Ben Saad gik i sultestrejke for at få sin kameramand frigivet, og pressekollegerne demonstrerede foran Tunis’ domhus, da Meherzi var for retten den 5. september. Her blev Meherzi løsladt, men anklagerne mod ham blev ikke frafaldet. ”Regeringen bruger retsvæsenet til at chikanere pressens arbejde”, mener journalistforbundet SNJT’s forkvinde Néjiba Hamrouni. ”Lovdekreterne om pressefrihed blev vedtaget lige før, islamisterne kom til magten, og de har aldrig været deres kop the”, siger hun. Sagen om ægget tog en ny drejning, da Zied el-Heni fra SNJT’s hovedbestyrelse blev varetægtsfængslet den 13. september. El-Heni havde skaffet en kopi af politirapporten fra den dag, kameramanden blev anholdt. Meherzi havde ikke underskrevet protokollen, så statsadvokaten havde tilsyneladende løjet, da han sagde, at kameramanden havde tilstået, at han stod i ledtog med æggekasteren. Men den afsløring kostede Zied el-Heni en tur i fængsel. Journalistforbundet svarede igen med en generalstrejke den 16. september. ”Vi forsvarer os mod de daglige overgreb på pressefriheden. Men det vigtigste er, at Tunesien får en ny grundlov, hvor presse- og ytringsfriheden er sikret”, siger Néjiba Hamrouni fra SNJT. A MN E S T Y I 2 7


AMNEST Y D O K U ME N TE R E R Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org

PAKISTAN: DRONER DRÆBER CIVILE Foto: Amnesty

Mamana Bibis søn, Rafiqul Rehman, og hendes fire børnebørn har stadig ikke fået kompensation eller bekræftelse på, at det var USA’s droner, der slog hende ihjel.

Amerikanske droner rammer uskyldige pakistanere, men USA nægter at offentliggøre information om angrebene. De efterladte lever i konstant frygt for dronerne.

2 8 I AM N E S TY

”Jeg var ikke bange for dronerne før, men nu hvor de flyver deroppe, tænker jeg på, om jeg bliver den næste”. Ordene kommer fra Nabila, det otteårige barnebarn til Mamana Bibi, der blev dræbt ved et droneangreb i oktober 2012. Mamana Bibi samlede grøntsager på familiens marker i Ghundi Kala Village i det nordvestlige Pakistan om eftermiddagen den 24. oktober. Over hende var en klar blå himmel, omkring hende i marken hjalp børnebørnene til med at give dyrene vand eller høste majs. Øjeblikket efter blev hun ramt af et missil og dræbt på stedet for øjnene af sine børnebørn.

Ingen indrømmelse fra USA USA nægter at offentliggøre information om de enkelte droneangreb. Nu, næsten et år senere, har Mamana Bibis efterladte familie stadig hverken fået kompensation eller bekræftelse på, at det var USA, der slog hende ihjel. Børnenes ar er ikke kun psykiske, de har stadig splinter fra missilet i kroppen. Og de lever i konstant frygt for dronerne. Med rapporten Will I be next – US drone strikes in Pakistan offentliggjorde Amnesty et af de mest grundige studier til dato af drab på civile i forbindelse med USA’s droneprogram i Pakistan. Amnesty har gennemgået


AF LÆ RK E RI SBORG J AKOBSEN

Frankrig: 10.000 romaer tvunget fra deres hjem

45 kendte droneangreb i Nord-Waziristan i det nordlige Pakistan mellem januar 2012 og august 2013, og researchere har lavet detaljerede undersøgelser af ni sager. Nord-Waziristan er et mindre område, der grænser op til Afghanistan. Langt størstedelen af USA’s droneangreb har fundet sted i området, der er et af de farligste og mest utilgængelige i verden. Siden slutningen af 2001 er tusindvis af Taleban og al-Qaeda sympatisører flygtet til Nord-Waziristan for at undgå USA’s millitæroperationer i Afghanistan. Derfor er området blevet både tilflugtssted, træningsområde og base for deres angreb i Pakistan og Afghanistan. Ofre udgjorde ingen trussel USA’s angreb har ledt til betydelige tab blandt Taleban og andre væbnede grupper i Nord-Waziristan. Men ifølge Amnestys rapport har mange ofre været uskyldige civile. Modsat officielle påstande, der stempler de dræbte som terrorister, viser Amnestys research, at ofrene ikke var involverede i kamp eller på anden måde udgjorde en trussel. ”Vi kan ikke finde nogen retfærdiggørelse for disse drab. Der findes virkelige trusler mod USA og dets allierede i regionen, og droneangreb kan være lovlige i nogle tilfælde. Men det er svært at begribe, at en flok arbejdere eller en ældre kvinde omgivet af sine børnebørn var til fare for nogen som helst eller udgjorde nogen trussel mod USA”, siger Mustafa Qadri, Amnestys researcher i Pakistan. Mamana Bibis mand er tidligere skoleinspektør, og hendes sønner er alle lærere på lokale skoler. Den pakistanske efterretningstjeneste har fortalt Amnestys researchere, at hun kan være blevet dræbt, fordi et medlem af Taleban havde befundet sig i nærheden og brugt en satellittelefon omkring ti minutter før angrebet. Men det er svært at drage præcise konklusioner på grund af USA’s tavshed omkring droneprogrammet: ”Hemmeligholdelse af droneprogrammet giver USA licens til at dræbe og samtidig undgå domstolene og internationale lovgivningsstandarder. Det er på tide, at USA fortæller sandheden om deres droneprogram og drager de rette til ansvar”, siger Amnestys Mustafa Qadri.

15 minutter til at pakke og forlade sit hjem. Det er typisk, hvad 26-årige Adela har fået af politiet. Adela, som har fire børn, har i sine ti år i Frankrig oplevet hele 15 tvangsflytninger. I første halvdel af 2013 blev hele 10.000 romaer i Frankrig tvunget fra deres hjem, og næsten ingen af dem fik tilbudt alternative boligløsninger.”Hvis der ikke findes andre boligmuligheder, og de ikke kan hjælpe os, hvorfor lader de os så ikke bo her? Vi har ikke andre steder at tage hen. Vi kan ikke sove på gaden”, fortæller Adela til Amnestys researchere i Frankrig. Et år efter Frankrigs præsident Hollande lovede ny kurs for tvangsflytningerne af landets roma-immigranter, er situationen for Frankrigs cirka 20.000 romaer stadig ikke forbedret. Tværtimod. De 10.000 er det højeste antal tvangsflytninger, der er sket, siden Amnesty i 2010 begyndte at dokumentere tvangsflytninger i Frankrig. Senest har Amnesty dokumenteret tvangsflytninger og kritiseret manglende politisk handling i rapporten Told to Move on – Forced Evictions of Roma in France. Tvangsflytningerne sker uden hensyn til roma-familierne og i strid med international lovgivning. Den kommission, der blev nedsat i 2012 og skulle udarbejde nye retningslinjer for tvangsflytningerne, har ikke haft nogen politisk vægt. ”De nye tiltag lever ikke op til internationale menneskerettighedsstandarder, og retningslinjerne bliver ikke fulgt konsekvent. Til trods for gode intentioner bliver de nye tiltag undermineret af det gennemgående ønske om at tvangsflytte romaer uanset hvad”, siger John Dalhuisen, Amnestys programdirektør i Europa og centralasien.

Grov politivold under demonstrationerne i Tyrkiet Det tyrkiske politis brug af tåregas, vandkanoner og vold mod demonstranter ledte til mere end 8.000 sårede under Gezi Park-demonstrationerne i sommer. Selv mennesker, der ikke havde noget med demonstrationerne at gøre, kunne blive mål for politiets aggressioner. 37-årige Hakan Yaman var på vej hjem til sin kone og sine børn, da han den 3. juni blev overfaldet og gennemtæsket af politiet i Istanbul. De brækkede næsen på ham, og hans kindben og knogler i pande og hage blev smadret. Desuden mistede han sit ene øje og 80 procent af synet på det andet. Han havde ikke gjort andet end at bo tæt på det område, hvor Gezi Park-demonstrationerne foregik. I rapporten Gezi Park protests – brutal denial of the right to peaceful assembly in Turkey dokumenterer Amnesty mindst tre døde og 8.000 sårede som følge af politiets overgreb. Folk, der har hjulpet sårede demonstranter eller rapporteret om volden bagefter, såsom læger, advokater og journalister, er også blevet udsat for trusler og chikane. “Omfanget af den vold, politiet brugte under Gezi Park demonstrationerne, viser tydeligt, hvad der sker, når dårligt trænede politifolk bliver instrueret i at bruge vold – og opfordret til at bruge det uden undtagelse – velvidende, at de sikkert aldrig bliver identificeret eller retsforfulgt for deres overtrædelser”, siger Amnestys Tyrkiet-ekspert, Andrew Gardner. Tre måneder efter demonstrationerne er størstedelen af politiets overgreb passeret ustraffet, og mange mennesker står derfor tilbage uden afklaring på deres sag.

Andre rapporter Ofre og efterladte fra konflikten mellem protestanter og katolikker i Nordirland venter stadig på retfærdighed. Siden Belfast-aftalen for 15 år siden har Storbritannien nedprioriteret efterforskning af deres sager, derfor opfordrer Amnesty til, at de tages op igen. Palæstinensisk politi og sikkerhedsstyrker på Vestbredden har i flere tilfælde brugt unødig vold mod fredelige demonstranter, og ingen er blevet stillet til ansvar. I EU bliver hadforbrydelser mod seksuelle minoriteter sjældent anerkendt som andet end almindelig vold, og udøverne straffes ikke for diskrimination. Det sker på grund af huller i europæiske landes lovgivninger. I Kenya lever en stor del af indbyggerne i Nairobis slum under en kontant risiko for tvangsrydninger. Mange af dem, der allerede har mistet deres hjem, er hjemløse og har hverken modtaget hjælp eller kompensation fra myndighederne.

Følg Amnesty på

amnesty.dk A MN E S T Y I 2 9


AMNESTY N O V E M B E R 2 01 3

AMNESTYS SKRIV FOR LIV SAGER

6

• Den danske statsborger og menneskerettighedsforkæmper Abdulhadi al-Khawaja har sammen med 12 andre menneskerettighedsforkæmpere siddet fængslet i Bahrain siden 2011 – udelukkende for at udtrykke kritik af landets regering. • Miriam López blev for mere end to år siden overfaldet og kørt til en militærbarak i Mexico, hvor hun i en uge blev voldtaget og tortureret. Til sidst blev hun tvunget til at underskrive en falsk tilståelse for narkoforbrydelser og fængslet i syv måneder. • Eskinder Nega er dømt til 18 års fængsel for at kritisere styret i Etiopien. • Den palæstinensiske landsby Nabi Saleh holder ugentligt fredelige demonstrationer mod Israels ulovlige bosættelser. Det israelske politi svarer igen med unødvendig hård vold. To er dræbt og hundredvis er såret. • Yorm Bopha kæmper i Cambodja for retten til et hjem for tusindvis af mennesker, der er blevet smidt på gaden af myndighederne. Nu sidder hun bag tremmer under falske anklager. • Vladimir Akimenkov, Artiom Saviolov og Mikhail Kosenko har siddet varetægtsfængslet i Rusland, siden de blev arresteret under en demonstration i Moskva i juni 2012. Vladimir og Artiom venter stadig på en retssag, mens Mikhail er blevet idømt tvungen psykiatrisk behandling.

30 I AM N E S TY LIVE

– DIN STØTTE GØR EN FORSKEL!

L I V E- REDA K T I O N : L ÆRK E RIS BO RG JA KO B S E N

En håndfuld mennesker, der har ordet i deres magt, har allerede sat sig ned og skrevet breve til de seks udvalgte personer i Amnestys Skriv for Liv-kampagne. Her fortæller nogle af dem hvorfor.

ORDKUNSTNERE SKRIVER BREVE FOR LIV Claus Høxbroe, beatpoet og digter: ”Skriv for Liv-kampagnen tiltaler mig, fordi den ikke handler om at samle penge ind, men om rent fysisk at få folk til at tage stilling, handle og i dette tilfælde udforme breve. Der er intet forkert i at samle penge ind, men det har en tendens til at holde folk i sofaerne, forblive passive, ikke tage sagen med ind i deres hverdag. Her opfordres man til at rejse sig, skrive, lave skrive-cafeer og på den måde involvere sig. Det fattigste samfund er et passivt samfund, så jeg deltager for at få folk op af sofaerne og få dem til at overveje, hvilket samfund de ønsker”.

Josefine Ottesen, forfatter: ”Det, der berører mig mest ved Yorm Bophas sag, er, at hun er en ganske almindelig kvinde, der formodentlig bare vil leve et helt almindeligt liv. Men den uretfærdige behandling, som hun bliver udsat for, tvinger hende ud i en konfrontation med den magt, der burde beskytte hende. Hun kunne have bøjet hovedet, men hun har valgt at stille sig frem. Det, synes jeg, er beundringsværdigt, og det vil jeg gerne fortælle hende”.

Anne Sophia Hermansen, blogger: ”Jeg håber, at mange vil sætte sig ned og bruge lidt tid på at engagere sig i et andet menneske og gøre sit til at forbedre vedkommendes vilkår. Vi har så luksuriøse problemer i Danmark. Vi diskuterer frikadeller i daginstitutioner, en censor, der ikke vil give hånd, amning på cafeer, og det er ærligt talt latterligt at bruge så meget tid på. Det er first world problems. Jeg er forundret over, at vi, som er rundet af 70’ernes fredsbevægelser, miljø- og kvindebevægelser, er blevet så provinsielle. Det er som om, vi har tabt vores horisont lige ned i Juno-sengen eller blespanden. Lad os løfte blikket lidt og gøre noget, der reelt kan gøre en forskel for et andet menneske. I dette tilfælde at skrive et brev til et menneske, der kæmper for ytringsfrihed. Eller for at forbedre kvinders vilkår. Eller bare for ikke at blive bøllet af myndigheder, der ser stort på det enkelte menneskes rettigheder. Vi tager så meget for givet i Danmark, og vi kan glæde os over, at vi lever i et af verdens bedste samfund. Men det gør vi, fordi vores forældre og forfædre har kæmpet for en bedre verden”.

Ida Jessen, forfatter: ”Et håndskrevet brev er vægten af en personlig hilsen. At vise sin håndskrift er som at vise sit blik. Nogen har villet dig noget, ikke med skjulte øjne, men med åbne øjne”.


AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER A K T I V BL A D FO R A M N ES T Y I N T ERN AT I O N A L DE T K A N DU GØRE... Foto: Amnesty

I KENYA RYDDER MAN HUSE I Kenyas slumområder lever fem millioner mennesker hver dag med risikoen for tvangsrydninger. Lige nu venter beboerne i slumområdet Deep Sea på, at det bliver deres tur. Der skal nemlig bygges en vej i netop det område. Kenya var i 2012 tæt på at vedtage en lov, der skal sikre beboere i slumkvartererne basale rettigheder ved tvangsrydninger. Men siden landet fik ny regering i maj, har lovforslaget ligget i skuffen. Sara Haugesen, der er kampagnekoordinator i Amnestys danske afdeling, var i Kenya i oktober for at hjælpe med at lægge pres på politikerne. 1. Hvad lavede Amnesty i Kenya? Vi lancerede den nye Amnesty-rapport ”We are like rubbish in this country”, som handler om tvangsrydninger i Nairobi. Her fortalte repræsentanter for 11 slumområder, hvordan det er at opleve rydningerne på egen krop. De nationale tv- og radiokanaler transmitterede direkte fra pressemødet. Den sidste dag var der kvindemarch, hvor kvinder fra slumkvartererne sang og dansede foran boligministeriet fra klokken ni om morgenen, indtil boligministeren endelig kom ud klokken 17. Hun lovede at arbejde for, at loven bliver taget op igen. 2. Hvorfor er det vigtigt, at Amnesty er med i Kenya? Fordi vi oplyser beboerne om deres rettigheder, så de er bedre rustet. Det fremgår ikke af kenyansk lov, at tvangsrydninger er ulovlige, men vi er i dialog med regeringen om, hvordan loven skal udformes, så den lever op til internationale standarder. 3. Hvad gjorde mest indtryk på dig? Jeg mødte en kvinde, der skulle føde sit tredje barn ved kejsersnit. Da hun kom hjem fra hospitalet, var hele området omkring hendes hjem i Deep Sea brændt ned. Hun måtte lægge sig ned i resterne af huset for at hvile sig sammen med sit barn. Det gjorde dybt indtryk. Når man møder de mennesker, hvis rettigheder bliver krænket, rører det én på en helt anden måde, end når man blot læser om det.

krænkelser på en række områder – herunder ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Det gælder eksempelvis loven, der undertrykker seksuelle minoriteters (LGBT) rettigheder og forbyder at sprede såkaldt homoseksuel propaganda. Amnesty har opfordret til at skrotte loven, og Danmarks medlem af IOC, Kronprins Frederik, understreger, hvor vigtigt det er, at idræts-

Del Skriv for Livkampagnen på Facebook og inspirer andre til at være med på skrivforliv.dk

5 MINUTTER

NYT FRA HOVEDBESTYRELSEN I august deltog dansk afdeling i Amnestys internationale generalforsamling (ICM) i Berlin sammen med 400 delegerede og menneskerettighedsforkæmpere. ICM afholdes hvert andet år, og er Amnestys øverste myndighed. På mødet tog vi hul på debatten om Amnestys nye strategi, der skal vedtages i 2016. Du får lejlighed til at engagere dig i processen på de næste to landsmøder. ICM traf også beslutning om Amnestys økonomiske og organisatoriske forhold, og mødet var præget af den igangværende omstillingsproces, hvor vi etablerer stærke regionale kontorer, som bringer os tættere på de menneskerettighedsforkæmpere, vi arbejder for og med. Hvis du vil vide mere om ICM, kan du kontakte hovedbestyrelsen eller international rådgiver Dan Hindsgaul: dh@amnesty.dk

RUSLAND PÅ GLAT IS Frem til De Olympiske Vinterlege i februar sætter Amnesty fokus på krænkelser af menneskerettighederne i Rusland. Rusland har sat alle sejl til for at præsentere sig bedst muligt ved OL i Sochi i februar 2014. Men med kampagnen ”Tænd Flammen For Menneskerettigheder” vil Amnesty vise, at Rusland er ansvarlig for omfattende menneskerettigheds-

1 MINUT

udøvere ikke diskrimineres: ”Hvis enkelte grupper diskrimineres, er det et brud på Det Olympiske Charter, den olympiske ånd og ikke mindst den kontrakt, ethvert værtsland indgår med IOC. Dette har IOC’s præsident gjort klart over for de russiske arrangører”, skriver kronprinsen til Politiken. Følg med i kampagnen på amnesty.dk

Send et brev til et menneske, der bliver uretfærdigt behandlet. Eller til dem, der har magten til at hjælpe. Skriv brevet online på skrivforliv.dk

1 TIME Deltag i en skrivecafé i nærheden af dig. Drik en kop kaffe og skriv breve sammen med andre. Tilmeld dig på skrivforliv.dk/events

HUSK AT FÅ DIT FRADRAG Amnesty indberetter dine eventuelt fradragsberettigede bidrag til SKAT ved hjælp af dit CPR-nummer. Bidrag op til 14.500 kr. er fradragsberettigede – dog ikke selve medlemskontingentet. Har du tidligere oplyst dit CPR-nummer – for eksempel i forbindelse med oprettelse af en betalingsserviceaftale – skal du ikke foretage dig noget. Hvis vi ikke har dit CPR-nummer, bedes du oplyse det sammen med dit fulde navn, medlemsnummer og adresse på en af følgende måder: • Indtast oplysningerne på den sikre kontaktformular www.amnesty.dk/fradrag • Send oplysningerne i et brev til Amnesty International, Gammel Torv 8, 5. sal, 1457 København K. • Ring til Medlemsser vice på 33 45 65 65. Oplysningerne opbevares naturligvis sikkert. Hvis du ikke ønsker, at Amnesty skal foretage indberetning til SKAT, bedes du ligeledes oplyse dette. Indberetning til SKAT for skatteåret 2013 foretages kun for bidrag indbetalt senest den 31. december.

A MN E S T Y L I V E I 3 1


GIV MENING! Freeset skuldertaske

The Human Rights Concerts

Freeset beskæftiger mere end 150 kvinder, der ellers ville være overladt til prostitution og udnyttelse i Indien.

Fire cd’er med de store Amnestystøttekoncerter fra 1980’erne.

kr.

300,-

kr. Husk også at se alle de andre lækre sager og gode tilbud i amnestys webshop !

”Sommerfuglen” Den berømte amerikanske kunstner Shepard Fairey har skabt denne plakat til støtte for Amnestys kampagne for kvinders rettigheder i Nicaragua. (Størrelse: 59,4 × 84,0 cm)

kr.

2014 kalender En uge per opslag.

kr.

129-149,-

(alle 4 cd’er 499 kr.)

100,-

100,-

Amnesty One World vægkalender 12 stemningsfyldte billeder kan pryde din væg gennem hele 2014.

kr.

180,-

Unikke krus

Julekort

Elisabeth Laursen har fremstillet disse keramiske krus til Amnesty – alle er unikke.

10 stk.

kr.

300,-

www.amnesty.dk/shop

kr.

30,-


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.