Amnesty #4 2010

Page 1

AMNESTY Medlemsblad for Amnesty International | Nr 4 november 2010

Amnesty runder milepæl

Skriv dem fri-maraton

Musik for fred

Holck frygter for sit liv

I oktober måned passerede Amnesty 100.000 medlemmer i Danmark.

I december kan du hjælpe med at skrive ti fanger fri fra fængslerne.

Den tidligere børnesoldat Emmanuel Jal er en komet på musikhimlen.

Indiens fængsler er fyldt med historier om tortur og mishandling.

Irak TEMA:

ET FOLK I KNÆ


| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: Jens Munch og Nora Rahbek Kanafani Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing Design og produktion: Datagraf Oplag: 100.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 11. februar 2011 (deadline 13. januar) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning. Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen. Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Priorgade 1A · 9000 Aalborg Tlf. 98 10 17 17 Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Forsidefoto: Hundredvis af irakiske børn, hvis forældre er døde under krigen, er tvunget til at tigge på gaden for at overleve. Foto: Scanpix

391.832 dokumenter senere

Amnestys redaktør:

I midten af oktober begyndte regeringer i en række lande at udvise en vis nervøsitet. Organisationen WikiLeaks havde på sin egen kryptiske facon annonceret, at endnu en stak fortrolige militærdokumenter var på vej til at gennemgå den fascinerende transformation fra hemmelig til offentlig. Men præcis hvad, der var på vej, forblev – en hemmelighed. En talsmand fra USA’ forsvarsministerium opfordrede kraftigt til at ”levere de stjålne dokumenter tilbage” og advarede alverdens nyhedsmedier mod at samarbejde med ”den uanstændige organisation kendt som WikiLeaks”.

Ole Hoff-Lund

Det ukendte viste sig at være den største lækage af hemmeligt stemplede dokumenter, som verden endnu har set. I samarbejde med udvalgte medier i hele verden spyttede WikiLeaks helt præcist 391.832 dokumenter ud om krigen i Irak. De såkaldte Warlogs beskriver tusindvis af militære operationer i Irak i form af indberetninger fra soldaterne selv. Dokumenterne afslører blandt andet, at antallet af civile dræbte er mindst 15.000 højere end hidtil antaget, og at irakisk politi har stået bag omfattende tortur af fanger, som er overdraget fra koalitionsstyrkerne. Set fra et dansk perspektiv var der også overraskelser i papirerne. Danske styrker har medvirket til at tage langt flere fanger end hidtil oplyst af regeringen og har udleveret dem til allierede, som har udsat dem for tortur. Danske soldater har efterfølgende berettet om, at de kendte til risikoen for tortur, når de udleverede fanger til irakisk politi. En af fangerne blev tævet ihjel. Alt det har offentligheden aldrig fået at vide trods en række spørgsmål i folketingssalen, og statsministeren har nu iværksat en undersøgelse af hele WikiLeaks-sagen. Desværre ikke en uvildig undersøgelse. Den forestås af forsvarsministeren, som lover at have den klar inden sommerferien. Amnesty International har siden krigens start i 2003 løbende offentliggjort rapporter om Irak. Dem vil ministeren inddrage i undersøgelsen. For advarsler var der nok af. De blev bare ikke taget seriøst af hverken Danmark, USA, Storbritannien, Polen og Australien – de fem lande, der deltog i invasionen af Irak. Allerede den 2. september 2003 sendte Amnesty et brev og en rapport til forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvor vi dokumenterede, at koalitionsstyrkerne stod bag tortur, drab og overdreven vold mod civile irakere. Amnesty opfordrede til uafhængige og tilbundsgående undersøgelser. Men intet skete. Afsløringerne fra WikiLeaks er en alvorlig påmindelse om, at de internationale regler for krig og behandling af fanger ikke blev fulgt i Irak. Det bliver de heller ikke i Afghanistan, hvor koalitionen trods advarslerne fra Amnesty fortsat udleverer fanger til den afghanske sikkerhedstjeneste, der er berygtet for tortur og mishandling. Amnesty har påpeget problemet overfor forsvarsministeren. Men endnu er intet sket.

2 I amnesty


Ind hold | Amnesty på fem minutter

4 Nyheder 10 Før var der én Saddam Irak er verdens fjerde mest korrupte land. Foto: Flemming Weiss Andersen

8

8

12 Da torturen knækkede Omar TEMA Irak – et folk i knæ

En bølge af vold og kriminalitet ramte Irak, da USA kort efter invasionen i 2003 opløste landets hær, og politiet ikke længere patruljerede i gaderne. I dag er Irak blevet mere fredeligt, men et gennemkorrupt retssystem og etniske og religiøse spændinger tynger stadig den irakiske hverdag. Journalisterne Eva Plesner og Flemming Weiss Andersen har rejst i Irak mindst én gang om året siden 2003 og har bevæget sig rundt i landet med hjælp fra et netværk af lokale kontakter. Læs deres stærke reportager og portrætter fra Irak.

Foto: Mads Ellesøe

28

28 Dansk fisker i besatte vande

I et landskab, der kun består af sand og grus, har en stor del af Vestsaharas oprindelige befolkning levet på flugt, siden Marokko invaderede deres land i 1975. Omkring 150.000 flygtninge lever i midlertidige flygtningelejre under ørkenens sol. Marokko har opført en 2.500 kilometer lang mur i ørkenen, der forhindrer dem i at vende tilbage. Imens tjener Marokko milliarder på at lade trawlere fra EU fiske i Atlanterhavet ud for Vestsahars kyst – deriblandt den danske skipper Jørgen Christensen.

Foto: Polfoto

iels Holck og den 34 Nsidste bøddel i Indien

Danskeren Niels Holck frygter for sit liv, hvis han bliver udleveret til Indien, hvor han er anklaget for at kaste våben ned fra et fly i 1995. Tortur og mishandling af fanger er udbredt over hele Indien, og i 2008-2009 døde mindst 127 mennesker i politiets varetægt. Samme år modtog Indiens menneskerettighedskommission 1.596 klager over tortur. Amnesty International mener, at Danmark bryder FN’s torturkonvention ved at udlevere Niels Holck til Indien, hvor landets sidste bøddel øver sig med sandsække.

34 Foto: Polfoto

års kamp for 36 6en5 undskyldning

36

65 år efter Anden Verdenskrig har Japan stadig ikke sagt undskyld eller givet erstatning til de tusinder af asiatiske kvinder, der blev brugt som sexslaver af japanske soldater ved fronten. Hver onsdag demonstrerer de overlevende kvinder foran Japans ambassade i Seoul. Gil Won-Ok var kun 13 år, da hun blev sendt til en lejr, hvor hun havde sex med 20-30 soldater hver dag. ”Det var et helvede. Jeg var så bange hele tiden, og vi havde så mange kunder”, fortæller hun i dag.

I snart fire år har Omar siddet fængslet i Irak uden sigtelse.

18 Volden er ikke det største problem

Det irakiske samfund er på alle måder presset i knæ.

20 Vi dræber dem på stedet Hvis en kvinde bringer skam over stammen, bliver hun dømt til døden.

23 På flugt fra stammens hævn Kvinder i livsfare får ingen beskyttelse af myndighederne i Irak.

24 Fortiden er uhørt Sandheden om Iraks nyere historie er ekstremt kompleks.

26 Amnesty dokumenterer Læs om Amnestys seneste rapporter.

31 Vestsahara – den glemte besættelse

Marokko tjener millioner på undertrykkelsen i Vestsahara.

39 Musikken skal kæmpe for fred

Den tidligere børnesoldat Emmanuel Jal er en komet på musikhimlen.

40 Stafetten Hollywood-stjernen James Cromwell er bekymret for planetens fremtid.

42 Kultur Ny film sætter fokus på agenten, der ville stoppe Irak-krigen.

44 Amnesty Live Amnesty runder 100.000 medlemmer i Danmark.

a mn e s t y I 3


Nyhede r Foto: Polfoto

Homoseksuelle i Uganda bliver truet på forsiden af landsdækkende aviser. Imens er et lovforslag om dødsstraf for homoseksualitet på vej til behandling i parlamentet.

Avis i Uganda:

”Hæng de homoseksuelle” Den 19. oktober bragte tabloidavisen Rolling Stone i Uganda en opsigtvækkende afsløring. Avisen bragte en liste over 100 ugandiske homoseksuelle med navne og billeder – og med teksten ”hæng dem” plastret henover forsiden. Ifølge Frank Mugisha, der er formand for organisationen Sexual Minorities in Uganda, var artiklen i Rolling Stone det hidtil mest ondsindede forsøg på at sprede panik omkring homoseksualitet i Uganda. Forsideartiklen anklager homoseksuelle for at ville ”rekruttere 100.000 uskyldige børn” som homoseksuelle inden 2012. ”Da jeg så overskriften og læste påstanden om, at vi er ude på at rekruttere børn, blev jeg meget bekymret ved tanken om, hvordan uganderne ville reagere. Stort set alle de personer, som blev nævnt i artiklen, er blevet chikaneret, og nogle er blevet overfaldet”, siger han. Chikanen kommer fra telefonopkald, fra mennesker på gaden og fra naboer, som spørger, hvorfor vi vil rekruttere børn. Ifølge Mu-

gisha bakker mange ugandere op om avisens opfordring til at hænge de homoseksuelle. Et kvindeligt medlem af Sexual Minorities in Uganda har oplevet, at hendes naboer kastede sten mod sit hus. ”Jeg føler mig truet. Jeg føler, at jeg er nødt til at se mig over skulderen mere end nogensinde”, siger hun til Amnesty International. Men Mugisha og hans organisation lader sig ikke kyse. De har slæbt Rolling Stone i Ugandas højesteret, som den 1. november udstedte et midlertidigt forbud mod, at avisen offentliggør flere personlige detaljer om påståede homoseksuelle. Avisens redaktør har imidlertid bekendtgjort, at han ikke agter at følge rettens påbud, men vil fortsætte med at afsløre homoseksuelle. Dødsstraf til homoseksuelle Homoseksualitet er forbudt i Uganda under en lovgivning, der stammer fra kolonitiden. Men et nyt lovforslag vil give livstidsfængsel for at dyrke homoseksualitet, dødsstraf for såkaldt overdreven homoseksualitet og tre års

Avisen Rolling Stone anklager Ugandas homoseksuelle for at ville rekruttere 100.000 uskyldige børn inden 2012.

fængsel til personer, der ikke melder homoseksuelle til politiet. Det forventes, at parlamentet genoptager behandlingen af forslaget efter nytår. Amnesty International og andre organisationer har protesteret kraftigt over lovforslaget. I Danmark har Amnesty afleveret over 15.000 underskrifter imod loven til Ugandas ambassadør, der lover, at Amnestys bekymringer bliver viderebragt til præsidenten, der kan nedlægge veto mod forslaget. Frank Mugisha mener, at homofobien i Uganda bunder i uvidenhed. ”Faktum er, at der ikke er plads til diskussion. Det er derfor, at nogle af disse regeringsmedlemmer ikke forstår problematikken”, siger Mugisha, der fortsat er optimistisk på sin organisations vegne – men han træder varsomt. ”Jeg ved ikke, hvad der kan ske med mig. Jeg ved ikke, hvem der ønsker at se mig hængt, og hvem der vil angribe mig. Jeg er ikke herre over min skæbne. Men jeg kan ikke gå tilbage i skabet. Jeg har givet mit liv til bevægelsen, og det kan jeg ikke ændre på nu”.

Domstol standser udsendelser til Grækenland Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har siden juni standset 286 tvangsudsendelser af asylansøgere fra Danmark til Grækenland. Det skyldes, at det græske asylsystem er brudt sammen under presset fra titusindvis asylansøgere fra lande som Irak, Iran og Afghanistan. Amnesty International har i flere rapporter beskrevet, hvordan asylansøgerne lever under ekstreme forhold og ikke får adgang til tolk, advokat eller fair behandling af deres sag. 4 I am n e s t y

Ifølge EU’s såkaldte Dublin-forordning skal asylansøgere have behandlet deres sag i det land, de først ankommer til – ofte Grækenland, hvorfra de søger videre til eksempelvis Danmark, som sender dem tilbage. Men på trods af domstolens signal om et generelt stop for overførsler til Grækenland agter integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ikke at ændre praksis. Hun vil fortsat forsøge at sende individer retur.

”Sagerne bliver ikke behandlet i Danmark. Det vil være en bombe under hele Dublin-systemet, som er helt afgørende for det europæiske samarbejde”, siger Birthe Rønn Hornbech til Ritzau. Flere andre EU-lande, herunder Storbritannien, Sverige, Island, Norge, Holland og Belgien, er ellers begyndt at behandle asylsagerne selv, og Amnesty opfordrer ministeren til at følge deres eksempel.


Af O le Hoff-lund

100.000

kort nyt:

Danske medlemmer af Amnesty International. Tallet blev nået 29. oktober.

Russisk journalist i koma En af Ruslands førende journalister, Oleg Kasjin, er lagt i kunstigt koma på et hospital i Moskva efter at være blevet gennembanket af ukendte gerningsmænd. Oleg Kasjin arbejder på avisen Kommersant, hvor han blandt andet skriver om demonstrationer, oppositionsmøder og præsident Dmitrij Medvedev. Ifølge avisens hjemmeside blev Kasjin overfaldet den 6. november ud for sit hjem, og anklagemyndigheden efterforsker sagen som mordforsøg. Kommersants chefredaktør, Mikhail Mikhailin, siger, at da overfaldsmændene ikke tog Kasjins pengepung eller telefon, må overfaldet have noget at gøre med journalistens arbejde.

Forbud mod klyngebomber En verden uden klyngebomber er kommet et lille skridt nærmere, efter at FN’s konvention mod klyngebomber trådte i kraft den 1. august i år. I alt har 108 nationer nu underskrevet traktaten, mens 43 lande har ratificeret den – heriblandt Danmark. Klyngebomber bliver kastet ned fra fly eller affyret med artilleri, hvorefter de deler sig i hundredvis af mindre granater over et stort område. Men mange granater eksploderer ikke, når de rammer jorden. De ueksploderede bomber

gør store landarealer ubrugelige, og uskyldige mænd, kvinder og børn, der færdes i områderne, risikerer lemlæstelse eller at miste livet. Den nye konvention forbyder landene at bruge, udvikle og producere klyngebomber, og de har pligt til at destruere deres lagre inden otte år samt at rense landområder for udetonerede klyngebomber. Store lande som USA, Israel, Kina, Indien, Brasilien, Pakistan, Sydkorea og Rusland har endnu ikke ratificeret konventionen.

USA ignorerer lov mod børnesoldater Foto: Polfoto

Aung San Suu Kyi møder sine tilhængere umiddelbart efter sin løsladelse.

Selv om USA har en lov, der forbyder praktisk og økonomisk støtte til regeringer, der anvender børnesoldater, så besluttede Barack Obama i november at undtage fire lande fra loven - Chad, DR Congo, Sudan og Yemen. USA’s støtte til landene begrundes med, at de er vigtige led i USA’s kamp mod terror, og at undtagelsen er i nationens interesse. Kun Burma og Somalia blev ikke undtaget. Amnesty kritiserer USA for at underminere beskyttelsen af børn mod krig.

EU fordømmer arbejdslejre i Kina

Burmas frihedsikon løsladt Kun seks dage efter parlamentsvalget i Burma den 7. november blev landets store frihedsikon, oppositionslederen Aung San Suu Kyi, løsladt fra sin mangeårige husarrest. Kort efter talte hun til tusindvis af tilhængere på gaden i Rangoon og opfordrede dem til at stå sammen for at skabe forandringer. ”Jeg tror på menneskerettighederne. Jeg tror på retsstaten. Jeg vil altid kæmpe for de ting. Hvis mit folk ikke er frit, hvordan kan jeg så sige, at jeg er fri? Enten er vi alle frie, eller også er vi alle ufrie”, sagde Aung San Suu Kyi. Amnesty har i årevis kæmpet for Aung San Suu Kyis løsladelse, og organisationen opfordrer militærstyret til at løslade de over 2.200 andre politiske fanger, sikre basale rettigheder for burmeserne og indlede

politiske og sociale reformer i landet. Aung San Suu Kyi og hendes parti National League for Democracy (NLD) vandt det seneste valg i 1990. Men militærstyret fratog partiet valgsejren, og Kyi blev placeret i husarrest, hvor hun har siddet næsten uafbrudt lige siden. Denne gang deltog NLD ikke i valget, fordi regimet havde forbudt Aung San Suu Kyi at stille op, ligesom kandidater med en fængselsdom bag sig ikke kunne deltage. Ifølge militærstyret gik over 80 procent af stemmerne til Unionen for Solidaritet og Udvikling, der ledes af en række tidligere officerer, men Amnesty International betegner valget som en farce og kritiserer, at internationale valgobservatører og journalister var forment adgang til landet.

EU-parlamentet er parat til at forbyde import af produkter fremstillet af fanger i kinesiske arbejdsfængsler. Laogai er betegnelsen for det kinesiske system af fængsler, hvor de indsatte udfører tvangsarbejde. De omkring 500 Laogaifængsler er også virksomheder med kommercielle firmanavne, som gør det næsten umuligt at spore produkterne til fængslerne. USA har allerede forbudt produkter fra Laogai-fængslerne på det amerikanske marked. I EU eksisterer der endnu ikke et sådant forbud.

Danmark til eksamen i FN Danmark er på vej til eksamen ved FN’s Menneskerettighedsråd i maj 2011. Forinden skal den danske regering indlevere en rapport om menneskerettighedssituationen i Danmark, Grønland og på Færøerne, som rådet kan diskutere. Amnesty har haft drøftelser med Udenrigsministeriet, der koordinerer arbejdet, og har lavet sig egen rapport på fem sider. Hovedanbefalingerne fokuserer på den manglende retssikkerhed i den danske terrorlovgivning, rettighederne for flygtninge og asylansøgere samt kvinders rettigheder i Danmark. Anbefalingerne blev afleveret til FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder den 8. november.


Nyhede r

Nobelprisvinder 11 år i fængsel

Liu Xiaobo gav interview til AMNESTY kort tid før sin anholdelse.

Foto: Jean Chung

Massevoldtægter i DR Congo

Kun meget få voldtægtssager i DR Congo bliver efterforsket. Her bliver en formodet gerningsmand stillet for retten i Goma mistænkt for voldtægt af en 14-årig pige.

6 I am n e s t y

Foto: David Høgsholt

Det vakte voldsom vrede på højeste plan i Kina, da det i oktober blev offentliggjort, at den fængslede kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo modtager Nobels Fredspris for sit bidrag til menneskerettigheder og fred. Den 54-årige Liu Xiaobo blev i 2008 arresteret og anklaget for statsundergravende virksomhed ved at offentliggøre det såkaldte Charter 08 – et dokument, der opfordrer til politiske reformer og respekt for menneskerettighederne i Kina. Charter 08 er underskrevet af 303 kinesiske intellektuelle og menneskerettighedsaktivister, som opfordrer til at indføre et uafhængigt retssystem, foreningsfrihed og religionsfrihed samt afskaffelse af etpartisystemet. Xiaobo blev idømt 11 års fængsel, som han i øjeblikket afsoner. Kina advarede på forhånd det norske Nobelinstitut mod at give prisen til Liu Xiaobo, og efterfølgende har Kina advaret EU-landene mod at møde op til festlighederne i Oslo i næste måned. En højtstående repræsentant fra det kinesiske udenrigsministerium kalder det ”en fornærmelse mod det kinesiske retssystem”, hvis man støtter Liu Xiaobo. Danmarks ambassadør i Oslo har meddelt, at han møder op til prisoverrækkelsen, men det er usikkert, hvem der modtager den på Liu Xiaobos vegne. Hans kone er sat i husarrest, og hans advokat bliver tilbageholdt i Beijing. AMNESTY bragte i februar 2009 et af de sidste interview, som Liu Xiaobo nåede at give, inden han blev fængslet: ”Historisk kan vi se, at når kommunistpartiet har rykket sig, så er det sket på grund af utilfredshed hos masserne, som de har måttet tage alvorligt. Det er op til folket at presse på for forandringer. Lederne gør det ikke af sig selv”, sagde Xiaobo til journalist Thomas Aue Sobol. Du kan hjælpe Liu Xiaobo ved at skrive til Kinas ambassadør eller sende Xiaobo en personlig lykønskning med prisen på www.amnesty.dk/skrivforliv

De voldsomme overgreb mod civilbefolkningen fortsætter i det krigshærgede DR Congo. Sidste år blev mindst 15.000 kvinder voldtaget af konfliktens parter, og ifølge en FN-rapport står uniformerede regeringsstyrker bag de fleste overgreb og plyndringer. 18.000 fredsbevarende FN-soldater skal beskytte civilbefolkningen, men senest har FN rapporteret, at 600 kvinder blev holdt fanget i en hule ved grænsen mellem Angola og Congo, hvor de efter eget udsagn blev massevoldtaget i ugevis af sikkerhedsstyrker. Da ofrene blev løsladt, måtte de vandre nøgne bort fra gerningsstedet. Robert Meece, der leder FN’s mission i DR Congo, siger til Associated Press, at problemet er enormt, og at hans tropper ikke kan løfte opgaven i de urohærgede østlige provinser. Flere gange er massemord og voldtægter sket i landsbyer meget tæt på FN-baser. FN har foreløbig indsamlet 7.685 indberetninger om voldtægter i perioden januar-juni 2010. Amnesty mener, at forbrydelsernes massive omfang viser behovet for at styrke FN’s mission i DR Congo, ligesom Den Internationale Straffedomstol (ICC) skal have bedre mulighed for at efterforske overgrebene og straffe gerningsmændene. I øjeblikket er det kun meget få sager, der fører til domfældelse. Læs mere på www.unfpa.org/congowomen


Foto: Polfoto

Terrorredegørelse savner indhold

Birtukan Mideksa bliver modtaget af en glad folkemængde efter sin løsladelse.

Etiopisk oppositionsleder løsladt Birtukan Mideksa blev modtaget af en syngende og jublende menneskemængde foran sit hjem i Etiopien den 6. oktober. Den 36-årige oppositionsleder og tidligere dommer var netop blevet benådet og løsladt fra fængslet i Addis Ababa, hvor hun havde siddet indespærret, siden hun modtog en livstidsdom i oktober 2008. ”Amnesty International betragtede Birtukan Mideksa som en samvittighedsfange. Hun blev fængslet, fordi hun med fredelige midler insisterede på sin ytringsfrihed og foreningsret. Vi er glade for, at hun nu kan tage hjem til sin familie”, siger Michelle Kagari, der er vicedirektør i Amnesty Internationals Afrika-afdeling. Birtukan Mideksa stod i spidsen for oppositionspartiet Unity for Democracy and Justice (UDJ) ved valget i Etiopien i maj 2005, som

blev vundet af den siddende regering. Mange talte højt om valgsvindel – blandt andre Birtukan Mideksa – og de følgende seks måneder var hovedstaden Addis Ababa præget af demonstrationer mod regeringen. Sikkerhedsstyrkerne endte med at skyde og dræbe 187 civile, mens yderligere 765 blev såret. Mindst seks betjente mistede livet. Efter urolighederne blev Birtukan Mideksa anholdt, sigtet for forræderi og idømt en livstidsdom. Efter 18 måneder blev hun løsladt, men under et besøg i Sverige fortalte hun om den proces, der havde ført til benådningen, og da hun nogle dage senere kom hjem, satte myndighederne hende atter i fængsel. Nu, to år senere, er hun igen på fri fod. Amnesty takker alle, der har aktioneret for Birtukan Mideksa.

MENNESKERETTIGHEDER I BEVÆGELSE TILBAGEGANG

En særlig anklager i USA har besluttet at droppe sagen mod de CIA-officerer, der i 2005 gav ordre til at slette videobånd med brutale afhøringer af de terrormistænkte Abu Zubaydah og Abd al-Rahim al-Nashiri. Begge blev udsat for waterboarding.

Iran fastholder dødsdommen mod den 43-årige kvinde Sakineh Mohammadi Ashati, som er anklaget for utroskab. Efter internationalt pres er straffen ændret fra stening til hængning. Senest er hendes advokat og søn blevet anholdt.

FREMGANG I Serbien lykkedes det i oktober trods voldsomme moddemonstrationer og trusler mod arrangørerne at gennemføre den første parade for homoseksuelle siden 2001. Pakistans forening af højesteretsadvokater har valgt en prominent menneskerettighedsaktivist som formand. Hendes navn er Asma Jahangir, og hun er også vicepræsident i International Federation for Human Rights. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har dømt Rusland for brud på forsamlingsfriheden, da bystyret i Moskva forbød homoseksuelle at demonstrere i 20062008.

Foto: Polfoto

Irak har dømt landets tidligere udenrigsminister Tariq Aziz til døden sammen med tidligere indenrigsminister Sadoun Shakir og Saddam Husseins privatsekretær, Abed Hamoud.

Regeringen svigter sin pligt til at give terrorlovene et kritisk eftersyn. Det mener Amnesty International efter offentliggørelsen af en længe ventet redegørelse fra justitsminister Lars Barfoed (K) om den danske terrorlovgivning. Redegørelsen er alene en faktuel gennemgang af de redskaber, som efterretningstjenesterne har fået siden 2002, og den konstaterer, at de udvidede beføjelser til hemmelige aflytninger, overvågning og ransagninger samt den svækkede domstolskontrol har lettet PET’s arbejde. På den baggrund er der ifølge ministeren ikke grund til at justere reglerne. Men dermed har ministeren ikke løst opgaven, mener Amnesty, der også kritiserer, at Justitsministeriet udelukkende baserer sig på Rigsadvokaten, PET og Rigspolitiet, mens domstole, advokater og organisationer er ikke blevet hørt. ”Ministeren dokumenterer ikke, at den svækkede retssikkerhed har været nødvendig i forsvaret mod terrorisme. Dermed er vi ikke kommet ét skridt videre i debatten om forholdet mellem sikkerhed og rettigheder i et retssamfund”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen. Folketingets Retsudvalg har besluttet, at der inden for de næste måneder skal gennemføres en offentlig høring om terrorlovgivningen.

a mn e s t y I 7


T ema: ir a k

Irak

på vej mod frihed og sikkerhed? Siden invasionen i marts 2003 har over 100.000 civile irakere lidt en voldelig død, og bomber og kugler dræber stadig hundredvis af uskyldige hver måned. Præsident Bush lovede irakerne frihed, sikkerhed og demokrati. Men voldsomme nedskæringer i den økonomiske støtte til genopbygning fra blandt andre Danmark og USA har sat udviklingen i stå, og befolkningen kæmper med korrupt politi, uretfærdige domstole, overfyldte fængsler, tortur og diskriminerende stammetraditioner. Samtidig har politikerne siden parlamentsvalget i marts pustet liv i sekteriske konflikter frem for at samarbejde om dannelsen af en ny regering, og de magtfulde stammer står stærkere end nogensinde. Det truer med at kaste Irak ud i endnu en bølge af vold. Der er stadig lang vej til frihed og sikkerhed for almindelige irakere.

Fra INVASION til EXIT I marts 2003 invaderede amerikanske tropper Irak. Præsident Bush lovede at destruere Saddams masseødelæggelsesvåben og gøre en ende på diktatorens rædselsregime. Syv år senere er Irak verdens fjerde mest korrupte land, og fire millioner er flygtet eller fordrevet fra deres hjem.

8 I am n e s t y


A F JE ns munc h | I llustr ati on Mikkel Henssel

a mn e s t y I 9


T ema: ir a k

En irakisk politimand ankommer til stedet, hvor en selvmordsbomber kort forinden har skabt død og ødelæggelse i Bagdad i 2005.

én Saddam, tusindvis

Før var der nu er der

En bølge af vold og kriminalitet ramte Irak, da USA kort efter invasionen i 2003 opløste landets hær, og politiet ikke længere patruljerede i gaderne. I dag er Irak blevet mere fredeligt, men et gennemkorrupt retssystem og etniske og religiøse spændinger tynger stadig den irakiske hverdag.

Ti dage før invasionen af Irak i marts 2003 afgav USA’s daværende præsident, George W. Bush, et løfte til irakerne: ”Vi vil erstatte den kræftsvulst, der er inde i Irak, med en regering, som repræsenterer alle 1 0 I am n e s t y

borgere”, sagde han og lovede, at irakernes levevilkår ville blive ”dramatisk forbedret”. ”Der er omkring 55.000 uddelingssteder af mad i Irak. Vi ved, hvor de er placeret, og vi skal sørge for, at folk får rigeligt. Vi ved også, hvor sy-

gehusene er, og vi skal sørge for, at de får de nødvendige forsyninger”, forsikrede præsidenten. Men en måned senere, da Bagdad faldt, og det irakiske politi var forsvundet fra gaderne, viste det sig, at koalitionen ikke havde nogen plan for at forbedre borgernes liv. Fødevarelagre, sygehuse og offentlige kontorer blev plyndret. Iraks hær blev opløst, landet blev kastet ud i kaos, og de første, der forstod at udnytte den nyvundne frihed, var kriminelle bander. De fik dog snart selskab af al-Qaeda, som med en bilbombe mod FN’s hovedkvarter i august 2003 fik jaget størsteparten af de udenlandske hjælpearbejdere ud af landet.


Af E va P lesner og F lemming Weiss Andersen

Guds hævn, alkohol og stoffer Irak blev en magnet for udenlandske hellige krigere, og de blev budt velkommen af sunniarabiske nationalister, islamister, stammeledere og gamle Baath-folk, som følte sig truet af både Vesten og Iran. I løbet af 2004 blev shia-muslimernes markedspladser, skoler og religiøse optog det foretrukne mål for sunnimilitante dødspatruljer og selvmordsbombere, og deres motiver var både politiske og religiøse. For de sunni-arabiske nationalister gjaldt det først og fremmest om en kollektiv afstraffelse af shia’erne, fordi deres ledere arbejdede sammen med ærkefjenderne Iran og USA. For de religiøst motiverede gjaldt det om at dræbe ”frafaldne” i forventning om, at Gud ville belønne dem med paradis. Og for de grupper og nationer, der finansierede bomberne, gjaldt det om at fremprovokere en borgerkrig og lade landet forbløde. I mere end to år lykkedes det imidlertid shiaernes religiøse ledere at afholde shiamilitser fra at hævne sig. Men da et af deres vigtigste religiøse symboler, den hellige gravmoske i Samara, blev bombet i februar 2006, mistede de al kontrol. Shia-arabiske dødspatruljer fra Mehdi-hæren, Guds Hævn-militsen, Irakisk Hizbollah og i snesevis af andre grupper tog på tilfældige hævntogter ind i sunni-dominerede områder. De var uden central styring, og i lighed med deres sunni-militante modstandere supplerede de koran-læsningen med alkohol og stoffer. Saddams rædsler gentager sig Og de lig, som dødspatruljerne efterlod sig – uanset om de var sunnier eller shiaer – bar ofte mærker efter de specialiteter, som Saddam-regimets bødler havde været så berygtede for: Hoved og lemmer var gennemhullede med el-boremaskiner, øjnene var gravet ud, knogler knust med køller, fingre og tæer var skåret af. Fortidens ofre var blevet bødler, og fortidens bødler havde fået nye arbejdsgivere. ”Før var der én Saddam, nu er der i tusindvis”, blev en almindelig talemåde i Irak, og civile borgere, som ikke var under beskyttelse fra en stærk milits eller stamme, følte sig prisgivet. Over en million irakere blev drevet på flugt. Men i løbet af efteråret 2006 fik de sunniarabiske stammer, som tidligere havde budt de hellige krigere velkommen, nok af deres gæsters sekteriske krig. De dannede sahwa’erne – de såkaldte opvågningsråd – og det blev begyndelsen til et blodigt opgør, hvor tusindvis af unge irakere fra sunni-arabiske modstandsgrupper vendte deres våben mod al-Qaeda. Sahwa’erne kom på den amerikanske hærs lønningsliste, da USA sendte ekstra 20.000 mand til Irak i foråret 2007. De kæm-

pede sammen med US Marines, og i Bagdad blev det i løbet af 2008 muligt at færdes i alle de nabolag, der tidligere havde været i al-Qaedas eller Den Islamiske Hærs vold. Eller som en Bagdad-borger sagde i sommeren 2008, da forlystelsesparker og fortovsrestauranter genåbnede under sahwa’ernes bevogtning i store dele af byen for første gang i fem år: ”Tænk, hvad man kan få for at give en ung mand 200 dollar om måneden i stedet for at sende ham ud i arbejdsløshed”. Samme år lykkedes det den nye, irakiske hær og specialtropperne at vinde stor respekt i befolkningen ved at føre an i nogle blodige slag mod shia-militserne i Bagdad og det sydlige Irak, og i dag har hæren stort set hele landet under kontrol. Sovende celler og stammevælde Men den relative fred er truet på mange fronter. De førende politikere har siden parlamentsvalget i marts snarere pustet liv i sekteriske og regionale konflikter frem for at samarbejde om dannelsen af en ny regering og fremme forsoning. En del af de sunniarabiske sahwa’er er stadig aktive i kampen mod al-Qaeda. Men den shia-dominerede regering underbetaler dem og nægter mange af dem optagelse i hæren og politiet, fordi man anser dem for at være mere loyale over for deres stammer end over for staten. Og hvis sahwa’erne ikke bliver integreret, er der risiko for, at de igen bliver regeringens fjender. En anden trussel er militsernes sovende celler, som findes langt ind i ministerier og sikkerhedsstyrker, og som kan vækkes til live igen af sekteriske spændinger. En tredje risikofaktor er stammevældet. Efter syv års magttomrum står stammerne stærkere end nogensinde siden invasionen i 2003 i såvel de shia-arabiske som de sunni-arabiske områder. De kræver penge af staten for at forholde sig loyalt, og mange steder kontrollerer de politiet, ligesom deres magt rækker langt ind i de ledende politikeres rækker. Endelig er der korruptionen. Irak er verdens fjerde mest korrupte land, og befolkningens afgrundsdybe mistillid til myndighederne er medvirkende til, at man søger beskyttelse hos stammer og militser. Alligevel har de seneste to års relative fred givet irakerne en forsigtig tro på fremtiden, og selv om en del ønsker sig tilbage til tiden under Saddam, er det langt fra majoriteten.

Sunni og shia Den misforståelse, man oftest hører i medierne, er, at Irak er opdelt i sunnier, shiaer og kurdere – som om de tre grupper kan sidestilles. Sunni og shia er to forskellige retninger inden for islam, der er opstået på grund af uenighed om, hvem der skulle overtage ledelsen af den islamiske nation efter profeten Mohammeds død. Shiamuslimerne udgør omkring 65 procent af Iraks befolkning, mens godt 30 procent er sunnimuslimer. Resten er blandt andet kristne, zoroasthere og yazidier. Kurderne er i lighed med araberne en etnisk befolkningsgruppe. Hovedparten af dem er sunnimuslimer. I Iraks etniske fordeling udgør kurderne 20-25 procent af befolkningen, mens araberne udgør 70 procent. En anden almindelig misforståelse er, at sunnierne har undertrykt shiaerne og kurderne. Sagen er snarere, at visse – fortrinsvis sunniarabiske – stammer og magteliter har undertrykt alle andre, uanset deres religiøse eller etniske tilhørsforhold. Det gælder især under Saddam Hussein. Han dræbte utvivlsomt flest blandt kurdere og shia-arabere, men dem, der eksekverede udrensningerne, var ofte selv shia-arabere og kurdere.

Om forfatterne AMNESTY bringer denne gang en række artikler skrevet af freelancereporterne Eva Plesner og Flemming Weiss Andersen, der har base i Kairo og skriver om forholdene i Mellemøsten og Østafrika. Siden 2003 har de besøgt Irak mindst én gang om året og har bevæget sig rundt i landet med hjælp fra et udstrakt netværk af lokale kontakter. Kun yderst sjældent har de været under militærets beskyttelse. De mange rejser har resulteret i en række artikler og radioreportager samt de to bøger ”Naboerne i Bagdad” (2004) ”Rejse i Rød Zone” (2007).

Iraks specialstyrker skulle være spydspidsen i terrorbekæmpelsen, Men de har ingen armerede biler, og de mangler ofte skudsikre veste og hjelme. Manglen på udstyr skyldes i høj grad korruption. a mn e s t y I 1 1


T ema: ir a k

Da torturen knækkede Omar

Syv og et halvt år efter invasionen vækker Iraks juridiske system stadig mindelser om Saddam-tiden. Det ved Hannah Yusuf alt om, efter at hendes søn Omar blev arresteret i april 2007. I dag sidder han på fjerde år i et af Bagdads overfyldte detentionscentre og venter på at komme for retten. Seks gange om året tager Hannah Yusuf den tunge tur til Detentionscenter nr. 10 for at besøge sin søn, Omar. I én time hver anden måned kan hun tale med ham gennem to lag trådnet, der er så kraftige, at man dårligt kan se igennem dem. Hun plejer ikke at holde til mere end 45 minutter, for samtalen foregår stående, og hun må slås korporligt med snesevis af andre mødre og hustruer om den trange plads foran trådnettene. ”Omar har det ikke godt,” siger Hannah Yusuf med brudt stemme. ”Han er syg. Syg og træt. Han bliver ved med at sige, at vi ikke skal komme og besøge ham. Han orker det ikke. Han har fået en slags nervøst udslet, hele hans krop er fyldt med eksem. Og han er så 1 2 I am n e s t y

tynd. Han har fået mavesår. Alle de andre, der blev arresteret den aften, er for længst blevet løsladt, og han forstår ikke, hvorfor han stadig sidder i fængsel”. Hannah Yusuf var ikke hjemme, den aften Omar blev arresteret. Men det var Omars storesøster, Samar, en smuk, ung kvinde på 24, som er elev på Kunstakademiets malerskole. ”Vi sad faktisk og grinede, da soldaterne kom brasende, for vores kat mjavede altid på en helt speciel måde, når der var ransagninger i kvarteret”, siger Samar. Det var den 6. april 2007, og husundersøgelser havde længe været dagligdag for familien. Men denne gang tog de irakiske specialstyrker den 20-årige Omar med sig.


Af E va P lesner og F lemming Weiss Andersen

I fire år har Hannah Yusuf kæmpet for at få sin søn, Omar, ud af fængslet, hvor han sidder uden dom. Hun har fuldstændig mistet tilliden til både retssystemet og sikkerhedsstyrkerne.

”Han blev taget sammen med en hel flok andre unge mænd i kvarteret, og de sagde, at det bare var et rutinecheck. Vi kunne komme og hente ham næste dag henne på den amerikanske base,” fortæller Samar. Brandsår og elektrisk stød Næste dag var Omar sporløst forsvundet, og i to måneder rendte familien myndighederne på dørene, før de endelig fik ham opsporet i Khademiya-fængslets berygtede femte afdeling for særligt farlige fanger. ”Da vi besøgte ham første gang, faldt han på knæ og tiggede os grædende om at få ham ud. Hans kæbe var brækket, han havde brandsår fra cigaretgløder på armene, og han havde mi-

stet hørelsen på det ene øre. Han sagde, at de havde tortureret ham i timevis, indtil de ikke orkede mere. De gav ham stød på de mest følsomme steder af kroppen for at få ham til at skrive under på en tilståelse. Til sidst havde de tvunget ham til at drikke sin egen urin. Så brød han sammen og skrev under”, siger Hannah Yusuf. Tilståelsen bestod i, at Omar satte sin underskrift på et stykke blankt papir. Og da han nogle uger senere blev stillet for en undersøgelsesdommer i Den Centrale Kriminalret, erfarede han, at han havde tilstået en næsten uendelig række forbrydelser fra voldtægt til terrorhandlinger. Hele seancen varede blot ti minutter, men Omar fik dog lejlighed til at

forklare, at tilståelsen var falsk, og at han var blevet tortureret. Nogle dage senere blev han overført til Detentionscenter nr. 10 i Tesfirat, Bagdads største fængselskompleks, hvor han nu sidder indespærret på fjerde år. Han har ikke set en dommer siden, og han venter stadig på, at hans sag kommer for retten. Retfærdighed findes kun på papiret Omar er langt fra noget særtilfælde. I dag skønnes det, at et sted mellem 20.000 og 30.000 varetægtsarrestanter sidder indespærret i de overfyldte detentionscentre. Og selvom koalitionen med amerikanerne i spidsen har spenderet mange hundrede mila mn e s t y I 1 3


T ema: ir a k

lioner dollars i bestræbelserne på at opbygge et retssamfund siden invasionen i 2003, må de fleste vente i månedsvis, nogle i årevis, på at blive stillet for en dommer. ”Ånden fra Saddam-tiden gennemsyrer hele det juridiske system, fra detentionscentrene til retssalene. Der er ingen respekt for loven, og chancerne for en retfærdig rettergang er lig nul”, siger en højtstående undersøgelsesdommer, som af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker at stå frem med navn. Men han har sine erfaringer fra Den Centrale Kriminalret – Iraks juridiske flagskib, som blev grundlagt af den daværende amerikanske statholder Paul Bremer i 2003, og som tager sig af de mest alvorlige sager som terror og organiseret kriminalitet. Retten til et kvalificeret forsvar er ifølge undersøgelsesdommeren noget, der kun eksisterer på papiret. Forsvarsadvokater bliver typisk først beskikket den dag, retssagen går i gang,

og kan derfor ikke sætte sig ind i sagen på forhånd. Og efterfølgende er det også nærmest umuligt for dem at komme til at mødes med deres klienter. ”Det forhindrer detentionscentrene, fordi de ikke vil have, at advokaterne ved selvsyn skal konstatere, hvad der foregår,” siger den anonyme dommer. I 2009 dokumenterede det irakiske Ministerium for Menneskerettigheder 493 tilfælde af tortur og mishandling i fængsler og detentionscentre. Siden da er ministeriets embedsmænd blevet forment adgang til fængslerne. Men både UNAMI (FN’s mission i Irak) og Amnesty International modtager løbende troværdige rapporter om tortur og mishandling, og i april 2010 lykkedes det alligevel ministeriet at afsløre, at irakiske specialstyrker havde bortført og tortureret terrormistænkte og holdt dem indespærret i et hemmeligt fængsel under Bagdads gamle militære lufthavn. De

Vi troede virkelig, at de ville efterforske anklagerne og finde dem grundløse. Men vi opdagede jo, at de er dummere end får”. Hanna Yusuf, mor til Omar

undskyldte sig med, at fangerne ellers ville være blevet frikendt uden retfærdig rettergang af Iraks korrupte dommere. 40 dommere er blevet dræbt siden invasionen i 2003, og det lægger et pres på dommerne for at tage imod bestikkelse frem for at få en kugle for panden. Aner ikke hvad efterforskning er Overgrebene finder typisk sted i forbindelse med arrestationen og efterforskningen. Kriminalsager i Irak er næsten udelukkende baseret på tilståelser og vidneudsagn, ofte fra hemmelige meddelere. Tekniske beviser forekommer yderst sjældent, dels fordi efterforskning på gerningsstedet kan være ekstremt farligt, dels fordi politiet ikke besidder de nødvendige teknikker. ”De aner ikke, hvad efterforskning er,” siger den anonyme dommer. ”Derfor er tilståelser det eneste, de har at falde tilbage på. Og ingen tilstår frivilligt, med mindre der foreligger meget håndfaste beviser. Og så er tortur den eneste mulighed.” Desuden medfører det enorme pres på domstolene, at undersøgelsesdommerne behandler 35-40 sager i løbet af en dag, og når sagen endelig er færdigbehandlet og kommer for retten, varer selve retssagen sjældent mere

Et par underbukser hver tredje måned 10.000 fanger sidder stuvet sammen i Tesfirat fængslet. Fangeforholdene er under al kritik, og personalet er ikke uddannet til opgaven. ”Nej til tortur! Ja til lovgivning og beskyttelse af menneskerettighederne!”. Sådan står der på en plakat i administrationsbygningen til Sektion 4 i Bagdads største detentionscenter, Tesfirat. Direktøren for alle Bagdads 19 arresthuse og fængsler, oberst Nazim al-Maliki, forklarer, at man arbejder på at forbedre menneskerettighedsstandarden. ”Den er OK nu. Men ikke super god”, siger han. Problemet er blandt andet et personale med en meget ringe uddannelse. Og en ledelse, der er uden særlige forudsætninger for at drive et fængsel. Som obersten selv. ”Jeg var officer i Frømandskorpset. Alligevel er jeg sat til at lede alle Bagdads fængsler”, siger han. ”Vores hovedmål burde være rehabilitering. At forandre fangerne fra at være kriminelle til gode borgere. Men vi er ene og alene fangevog1 4 I am n e s t y

tere, og det er ikke vores fejl. Det er regeringen. Den har fokuseret på sikkerhed og nedprioriteret genopbygning”, siger Nazim al-Maliki og tilføjer spøgefuldt: ”Det tør jeg godt sige, for jeg er fra samme stamme som premierminister al-Maliki!”

Fanger uden ID-kort må vente Der sidder cirka 10.000 fanger i Tesfirat, afsonere og varetægtsarrestanter mellem hinanden. De sorterer alle under det underfinansierede justitsministerium. AMNESTY forsøgte gentagne gange at få et interview med justitsminister Nouri al-Din, men forgæves. Og ingen andre i ministeriet havde lov til at udtale sig til medierne. Det lykkedes imidlertid at få en tilladelse til at besøge Tesfirats Sektion 4, som formodentlig er en mønsterafdeling.


”Vi tror ikke på nogen længere. Hvor er retfærdigheden blevet af?”, spørger Omars storesøster Samar, der studerer på Kunstakademiet i Bagdad.

end 30 minutter. Også når de anklagede risikerer en dødsdom. Vidnerne er forsvundet Efter to og et halvt år, hvor der tilsyneladende intet skete i Omars sag, lykkedes det for faderen at skrabe 20 millioner dinarer – cirka 98.000 danske kroner – sammen til en advokat. I dag er Omars forældre skilt, og faderen har ikke ønsket at medvirke i denne historie. Men så vidt moderen, Hannah Yusuf,

Det er forbudt at fotografere og tale med fangerne. Men vi får lov til at kigge ind gennem en smal sprække i døren til celle 429, som deles af 17 fanger. I loftet hænger et TV, og gulvpladsen er stort set fyldt ud af tre-etagers køjesenge. Mellem sengene hænger vasketøj til tørre. Ude på gangen til venstre for celledøren hænger en liste over de ting, som fangerne får udleveret: Fem cigaretter om dagen. To stykker sæbe, en flaske shampoo og en tube tandpasta om måneden. Et par underbukser og et håndklæde hver tredje måned. Derudover råder de over et tæppe, et par sandaler og en fangedragt. Oberst Nazim al-Maliki bekræfter, at nogle af de indsatte i Tesfirat har ventet i tre år eller længere på at se et anklageskrift. ”Nogle af dem har vi ingen papirer på, end ikke et ID-kort. De siger, at de er uskyldige og er blevet arresteret ved en fejltagelse. Men vi kan ikke løslade dem, før vi er sikre. Så de

har forstået, inkluderer beløbet både salær og bestikkelse til diverse myndigheder, blandt andet for at få sagsakterne udleveret. ”Når der gik så lang tid, var det fordi, vi ikke havde penge. Og vi troede virkelig, at de ville efterforske anklagerne og finde dem grundløse”, siger hun. ”Men vi opdagede jo, at de er dummere end får”. Advokaten har foreløbig konstateret, at de anklager, som Omars falske tilståelse er baseret på, hidrører fra en hemmelig meddeler,

må bare vente, mens retten leder efter beviser imod dem”, siger han.

Kontrolleret af militser De 10.000 fanger er fordelt i 13 afdelinger. Nogle er anbragt som i Sektor 4 i celler på cirka 30 kvadratmeter med op til 25 fanger i hver. Andre er anbragt i telte, og andre igen i lageragtige haller med op mod 800 fanger i hver. ”Men der er air-condition i alle afdelinger”, understreger oberst Nazim. Ifølge Hannah Yusuf, mor til en af de indsatte i Tesfirat, er sekterisk vold udbredt i Tesfirat. Hendes søn, Omar, som i godt tre år har siddet i én af de store haller med cirka 800 fanger, har fortalt hende, at det flere gange er sket, at en medfange har fået skåret halsen over i nattens løb. Nazim al-Maliki vedgår, at den sekteriske vold har været et problem, og at Tesfirat har været kontrolleret af militser. Men efter at

Jeg var officer i Frømandskorpset. Alligevel er jeg sat til at lede alle Bagdads fængsler”. Nazim al-Maliki, direktør for Bagdads fængsler

som imidlertid henviser til 12 navngivne vidner. Dem er det lykkedes advokaten at finde frem til, blandt andet en ung pige, som Omar er anklaget for at have voldtaget, og hvis far han skal have slået ihjel. Men pigen har ikke været udsat for nogen voldtægt, og faderen lever i bedste velgående. ”Nu er alle 12 vidner faldet fra, og undersøgelsesdommeren har forlangt den hemmelige meddeler indkaldt. Men ham kan de ikke finde. De ved ikke engang, hvad han hedder”, siger Hannah Yusuf. Hvem der kan have opfundet alle anklagerne – og hvorfor – er stadig en gåde for familien. Familien var både sunni og shia Da Omar blev arresteret, var de nylig flyttet fra den nordlige del af bydelen Ghazaliya til Hannah Yusufs forældres hus i den sydlige del. Det var oprindeligt et nabolag med både sunnier og shiaer, men da den religiøse krig tog fart i løbet af 2006, blev størsteparten af shiaerne fordrevet af sunni-militsen Den Islamiske Hær til den nordlige del af Ghazaliya. Her tog shia-militser snart magten og sendte deres dødspatruljer på hævntogter ned sydpå i sunni-delen. Som modtræk inviterede Den Islamiske

fængslet er blevet overført fra indenrigsministeriet til justitsministeriet, er militsfolkene blevet fyret, og ledelsen i Tesfirat er blevet udskiftet i løbet af 2008. I øvrigt var personalet ham bekendt aldrig direkte involveret i de sekteriske drab. ”Deres mest almindelige forseelse var, at de slap deres venner fri, og forhindrede deres fjender i at blive løsladt”, siger oberst Nazim.

Et hjørne af Tesfirat. I alt sidder her 10.000 fanger, afsonere og varetægtsfængslede mellem hinanden. Varetægtsfængslede kan have siddet her i årevis. a mn e s t y I 1 5


T ema: ir a k

Amnesty-rapport: Tortur i Iraks fængsler Indsatte i Irak lever i konstant fare for at blive mishandlet og tortureret. Slag med kabler, ophængning i håndled og fødder, elektrisk stød på følsomme steder, afrivning af finger- og tånegle, kvælning, mishandling med boremaskiner og trusler om voldtægt bliver ofte anvendt til at fremskaffe tilståelser i stedet for reel politiefterforskning og retfærdig rettergang. Det viser rapporten ”New Order – Same Abuses: Unlawful Detentions and Torture in Iraq”, som Amnesty International offentliggjorde den 13. september. Siden 2003 er titusinder af mistænkte blevet tilbageholdt i både irakiske fængsler og af de internationale styrker med USA i spidsen. Mindst 30.000 irakere sidder bag tremmer uden en officiel anklage. 10.000 af dem blev overdraget af amerikanske tropper i forbindelse med, at USA’s kampmission officielt sluttede 31. august i år. Mange har siddet i adskillige år og risikerer nu tortur og mishandling. I overensstemmelse med Wikileaks’ afsløringer den 23. oktober dokumenterer Amnestys rapport, at styrker fra den internationale koalition i Irak i stor stil har udleveret fanger til irakisk varetægt. Det er sket på trods af udbredt viden om, at politi og fængselspersonale bruger tortur til at fremtvinge tilståelser, der blandt andet kan føre til dødsstraf ved en irakisk domstol. Både USA og Danmark, der indtil 2007 var en del af koalitionen i Irak, har underskrevet FN’s torturkonvention. Begge lande har derfor pligt til ikke at udlevere fanger, der risikerer tortur. Læs hele rapporten på www.amnesty.org 1 6 I am n e s t y

Mens de fleste andre flygtede fra volden, prøvede Hannah Yusufs familie at tilpasse sig livet med militserne i Bagdad. Moderen Hannah og datteren Samar i midten, flankeret af Samars tvillingesøstre.

Hær de udenlandske hellige krigere fra alQaeda ind i Ghazaliya og intensiverede jagten på shiaerne. Hannah Yusuf er sunni-muslim, mens hendes daværende mand og børnene er shia-muslimer, så det gjaldt for familien om at holde lav profil over for alle slags militser. Ingen, uanset religiøst tilhørsforhold, kunne imidlertid føle sig sikre. I januar 2007 åbnede amerikanerne en base i bydelen, og på en af deres første patruljer fandt de liget af en lærerinde, der først var blevet voldtaget, hvorefter hun var blevet hængt op i fødderne i skolens gymnastiksal og havde fået ansigtet skåret af. Dét, at hun var sunni-muslim, havde ikke hjulpet hende. Hun havde undervist i engelsk, og det var grund nok for al-Qaeda til at henrette hende. ”De fleste i nabolaget flygtede, også mine forældre, men min mand var arbejdsløs, så vi havde ingen penge og forsøgte at tilpasse os”, fortæller Hannah Yusuf. Frygt holdt Omar inden døre Omars far, som altid har set stort på, hvem der var sunni, og hvem der var shia, gik i sunnimoskeerne for at ingen skulle få mistanke om, at han var shia. Samar og hendes søstre klædte sig i sort fra top til tå for ikke at blive stoppet af militserne. Og Omar opgav at gå til forelæsninger på universitetet, hvor han læste økonomi og ledelse. Omar er et typisk sunni-navn, og det gav ham en vis beskyttelse i nabolaget. ”Men hvis han blev stoppet af shia-militser på vej til universitetet, risikerede han at blive dræbt”, siger Hannah Yusuf. Så Omar blev derhjemme, og det skabte ifølge Samar en masse rygter i nabolaget.

”Alle var bange for alle, og folk syntes, det var mistænkeligt, at der var flyttet en ung mand ind i kvarteret, som aldrig gik ud”, siger hun. ”De har måske troet, at han var med i al-Qaeda”. Hannah Yusuf nikker. ”Men det er jo absurd, når man ved, at han dårligt turde vove sig ud for at gå til købmanden. Han brugte det meste af dagen på at ordne have og gøre rent og sågar lave mad”, siger hun. Selv ministeren har mundkurv på I januar i år skulle Omar have været for retten for første gang. Men da dagen oprandt, blev retsmødet udsat til februar, og da det blev februar, var dommeren blevet likvideret, hvorefter retsmødet endnu engang blev udsat. I maj blev sagen overført fra Den Centrale Kriminalret til kriminalretten i Adil, en lokal domstol, som kun tager sig af mindre alvorlige sager. Det betyder, at i hvert fald de alvorligste anklager må være faldet bort. Men ifølge Hannah Yusuf sparker de to retsinstanser sagen frem og tilbage mellem hinanden som fodboldspillere. Hver gang kommer der flere papirer til, og hun tør ikke længere håbe på noget. ”Forleden ringede min ex-mand. Han havde lige set vores søns sagsmappe. Han græd, da han så den. Han fortalte mig, at den er tyk som fem sammenlagte fingre. Hvis Omar bliver dømt for alt det, så ser han aldrig dagens lys igen”. Omars advokat ønsker ikke at udtale sig – hverken om hans sag eller om den manglende retssikkerhed generelt. ”Sig mig, hvad tænker I på? Kender I ikke Irak?”, spurgte han. ”Hvis man udtaler sig til medierne, er man nødt til at male et skønma-


leri af situationen. Jeg ville lyve i timevis. Det er spild af min tid – og jeres med. Det giver ingen mening at tale om menneskerettigheder og den slags i det her land. Det ændrer alligevel ikke på noget”. Det samme har Ministeriet for Menneskerettigheder fået at føle. De få gange, hvor ministeren Wijdan Salem har vovet at kritisere retssystemet offentligt, har hun fået mundkurv på. Og en rapport om mishandling af fanger, som ministeriet udarbejdede i 2008, blev kun uddelt til særligt udvalgte i al fortrolighed. De konkrete sager om mishandling, som ministeriet finder frem til, bliver overdraget til en komite, der hører direkte under premierminister Nouri al-Maliki. Det er så komiteens ansvar at gå videre til de relevante ministerier med sagerne. Men hvad der reelt sker, er mørkelagt. ”Hvis man forsøger at finde ud af, hvem der sidder i denne komite, og hvad den egentlig har af magt og beføjelser, så løber man panden mod en mur”, udtalte menneskerettighedsfor-

Loven beskytter forbrydere Ifølge paragraf 136 i irakisk lov kan en embedsmand kun stilles for retten, hvis den pågældende minister godkender det. Og selvom parlamentet i 2007 vedtog at slette paragraffen, har Præsidentrådet blokeret for ændringen. Det har været med til at cementere et system, hvor politifolk og fængselspersonale er urørlige, når blot de er af den rette politiske observans. Bestikkelse er derfor ofte de pårørendes eneste mulighed for at få deres familiemedlemmer – skyldige som uskyldige – ud af fængslerne. Og når alle på nær en enkelt af de unge mænd, som blev arresteret samme aften som Omar, i dag er løsladt igen, skyldes det da også, at der er udbetalt klækkelige summer til Iraks korrupte retsvæsen. ”Jeg kender mødrene til alle de anholdte”, fortæller Hannah Yusuf. ”Vi er blevet gode venner gennem årene. En af dem solgte sit hus for at få sin søn ud, en anden solgte alle sine smykker. Men jeg har ikke noget at sælge”. Det samme er tilfældet for den anden mor, hvis søn Der er ingen respekt for loven, også stadig sidder i fængsel. og chancerne for en retfærdig ”Domstolen frikendte hendes søn for ni måneder rettergang er lig nul”. siden, og hun var så lykkeHøjtstående undersøgelsesdommer i Irak lig. Men fængselspersonalet kræver penge for at lukke ham ud”, fortæller hun. Datteren Samar bryder ind: ”Vi tror ikke på kæmperen Hania Mufti i september sidste år nogen længere. Hvor er retfærdigheden blevet til avisen Christian Science Monitor. af? Hvordan skal der nogensinde blive fred, Så bortset fra medierne og menneskerettignår de uskyldige sidder i fængsel, og morderne hedsorganisationerne har folk ingen steder at går frit omkring?!” gå hen med deres klager.

WIKILEAKS OG VERDENS STØRSTE LÆKAGE Hjemmesiden Wikileaks stod den 22. oktober bag den største lækage af hemmelige dokumenter nogensinde. Forinden advarede både USA og NATO mod at offentliggøre dokumenterne. De 391.832 dokumenter fra de amerikanske styrker i Irak afslører blandt andet, at irakisk politi har stået bag omfattende tortur af fanger overdraget af koalitionsstyrkerne, og at de officielle tabstal for civile irakere har været alt for lavt sat. I Danmark har lækagen også ført til ubehagelige afsløringer. Flere medier har afdækket, at de danske styrker i Irak har udleveret fanger til allierede, hvorefter fangerne er blevet udsat for tortur. Dagbladet Information har afsløret, at en fange fra en dansk-ledet operation blev overdraget til irakisk politi, der tævede ham ihjel, og at den danske Irak-styrke i 2004-2005 har medvirket til at tage 95 fanger, hvor af mindst 62 blev overdraget til de irakiske myndigheder. Det er langt flere, end regeringen har oplyst. Danske soldater er stået frem og har fortalt, at de kendte til risikoen for tortur. Amnesty International skrev allerede den 2. september 2003 til forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (V) og advarede om risikoen for, at fanger blev udsat for tortur af britiske og amerikanske styrker. Brevet omtalte en række sager, hvor fanger blev udsat for tortur, mishandling og drab. Brevet og flere Amnesty-rapporter om Irak indgår i den undersøgelse, som forsvaret er i gang med at lave om Wikileaks’ afsløringer.

Tilbageholdt på ubestemt tid – skriv til iraks myndigheder Walid Yunis Ahmad blev arresteret 6. februar 2000 i Erbil i det nordlige Irak mistænkt for at have været med til at transportere sprængstoffer. En anklage han benægter. De næste tre år hørte hans familie intet til ham. Walid blev tortureret i fængslet, og da han gik i sultestrejke som protest, blev han sat i isolation. Ti år senere sidder han fortsat fængslet på ubestemt tid – uden dom og uden udsigt til at blive sigtet eller stillet for retten. ”Jeg har ikke set mine børn i ti år. Jeg vil ikke have, at de skal se mig i denne forfærdelige situation”, sagde han til Amnesty International, der senest besøgte ham i fængslet i juni 2010.

Her udtrykte han stor taknemmelighed for Amnesty Internationals indsats for hans sag. Det hjælper ham med at holde modet oppe. Over 6.400 danskere har skrevet under på, at Walid Yunis Ahmad skal løslades. Underskrifterne er sendt til den irakiske ambassade og myndighederne i Irak. Du kan hjælpe ved at skrive til myndighederne og kræve ham løsladt omgående – eller stillet for en dommer.

Skriv til: His Excellency Dr Barham Salih Prime Minister Kurdistan Regional Government Erbil Republic of Iraq E-mail: erbil@rp.krg.org Du kan også sende en personlig hilsen til Walid Yunis Ahmad på denne adresse:

I december sætter Amnesty fokus på ti fangesager i hele verden. Walid Yunis Ahmad er én af dem. Læs mere om Amnestys Skriv dem Fri-maraton på side 46.

Walid Yunis Asayish Building Erbil Kurdistan Region of Iraq Republic of Iraq a mn e s t y I 1 7


T ema: ir a k

” Volden er ikke det største problem” Irak har større problemer end sikkerheden. Det siger Irak-eksperten Zaid Al-Ali i et interview med AMNESTY. Korruptionen er enorm, retssystemet er ineffektivt, landbruget er kollapset, og elforsyningen virker kun et par timer i døgnet. Ifølge Al-Ali bekymrer staten sig ikke om folket, og fra udlandet mangler der vilje til at lægge pres på landets ledere.

Selv om de civile tabstal i Irak fortsat er tårnhøje syv år efter den amerikanske invasion, så er sikkerheden ikke længere irakernes største bekymring. I dag er den irakiske befolkning langt mere optaget af manglen på basale ydelser som mad, vand, elektricitet, sundhed og sanitet samt håndhævelse af loven. Det mener Irak-eksperten Zaid Al-Ali, der var rådgiver for FN under udarbejdelsen af Iraks forfatning i 2005 og fortsat er involveret i arbejdet med at skabe juridiske og parlamentariske reformer i Irak. ”Volden er et enormt problem i Irak, men det er ikke det største problem. Regeringens og det internationale samfunds ensidige fokus på sikkerhed fjerner opmærksomheden fra de problemer, der hver dag gør irakernes liv til en kamp og indskrænker deres frihed og menneskerettigheder”, siger Zaid Al-Ali. AMNESTY møder Zaid Al-Ali på hans kontor på Institut For Politiske Studier i Paris,

hvor han for tiden er gæsteforelæser. Han forklarer, at irakerne er ved at miste tålmodigheden med de folkevalgte, og at de med stigende forargelse ser til, når verdens ledere varter de irakiske politikere op med luksus – uden at stille modkrav om forbedringer af irakernes miserable levevilkår. ”Det internationale samfund må holde op med at belønne fiasko og med at anse Irak som en partner, der alene skal have kostbar militær træning til kampen mod terrorisme”, siger Zaid Al-Ali. Fra landbrugsjord til ørkensand Syv års stilstand har efterladt Iraks landbrug i en elendig forfatning. Vandingskanalerne forfalder og stoppes til med affald, og ny bebyggelse skyder op på arealer, der ifølge loven kun må bruges til opdyrkning af jorden. Det gør det svært at udvikle en effektiv fødevareproduktion i tilstrækkelig skala. Mange steder er store landbrugsarealer for-

Zaid Al-ali Zaid Al-Ali, 33 år, er irakisk født, men bosat i New York og har gennem sine irakiske forældre, familie og sine mange rejser i hele Irak et stort kendskab til landet. Han rådgav FN under udarbejdelsen af Iraks forfatning, der blev vedtaget ved en folkeafstemning i oktober 2005, og fungerer fortsat som FN-rådgiver om parlamentariske og juridiske reformer i Irak. Han har studeret jura, forfatningsanalyse og international handel på Kings College i London, Sorbonne i Paris samt på Harvard Law School i Boston. Siden 2007 har han stået i spidsen for et internationalt hold af eksperter, der udarbejder forslag til en ny forfatning i Bosnien-Herzegovina. Hart Publishing (Oxford) udgav i 2009 hans bog om Iraks forfatning.

1 8 I am n e s t y

vandlet til tæt bebyggede forstæder, og hele skove er blevet fældet – alt sammen ulovligt. Men politiet og retssystemet gør meget lidt for at håndhæve lovene, siger Zaid Al-Ali. Han peger på, at bøndernes arbejdsvilkår bliver forværret af et forældet bureaukrati. For at kunne købe sin såsæd eller sælge varer på markedet, skal de altid have fire forskellige identitetspapirer på sig. De fornyes med varierende mellemrum, og det koster penge. Ofte er det også nødvendigt at betale bestikkelse for at få udleveret dokumenterne fra myndighederne. ”Det ville være så nemt at ændre, og det ville gøre en kæmpe forskel i landmændenes dagligdag”, siger Zaid Al-Ali. Østens Venedig stinker Zaid Al-Ali udpeger et andet eksempel på, at lederne ignorerer forfaldet. I det sydligste Irak, ved porten til Den Persiske Golf, ligger storbyen Basra med sine næsten fire millioner indbyggere. Her mødes floderne Eufrat og Tigris, og vandet gennemskærer på kryds og tværs det, der i en svunden tid blev kaldt Østens Venedig. Men vandet i kanalerne under den stegende sol stinker af råddent skrald. ”Godt nok var problemet der også før invasionen i 2003. Krigen med Iran og Golfkrigen i 1991 var hård ved byen. Men nu, hvor der er relativ fred, er der stadig ingen, der rydder op. Folk er ludfattige, og den irakiske stat er fuldstændig ligeglad. Og det er ikke fordi, den mangler penge til at løse problemet. Der er penge nok fra de store indtægter på gas og olie. Statsbudgettet er stort og stigende, og der er flere kontrakter på vej, så myndighederne kunne bare hyre private firmaer til oprydnin-


Af Jens Munch Foto: Scanpix

Tidligere blev Basra i det sydlige Irak kaldt Østens Venedig. I dag er kanalerne fyldt med affald, og der lugter af råddent skrald. Men myndighederne gør ikke noget for at rydde op, siger Zaid Al-Ali.

gen. Men de vælger helt uforståeligt at lade være”, siger Al-Ali. Dagligdagen bliver yderligere besværliggjort af, at den olierige stat kun magter at forsyne sine borgere med elektricitet få timer om dagen. ”Det er manglen på elektricitet, der frustrerer folk mest. Når strømmen ryger om sommeren, bliver ethvert hjem forvandlet til en ulidelig sauna, hvor ingen kan arbejde, studere eller lukke et øje”, siger Al-Ali og tilføjer, at de ingen steder har at gå hen med deres protester: ”Ulykkelige mennesker vil naturligvis demonstrere deres utilfredshed, men de bliver forhindret. I det sydlige Irak er adskillige demonstrationer blevet standset allerede i opløbet. Når politiet får nys om en demonstration, kører de rundt i gaderne og advarer folk mod at deltage og siger, at enhver, der trodser advarslen, vil blive straffet. Det er et klart brud på forsamlingsfriheden”. Retssystemet virker ikke De mest basale rettigheder er generelt under pres. Ifølge irakisk lov skal enhver anholdt stilles for en dommer inden 24 timer, og loven forbyder tortur og mishandling. Men sådan ser virkeligheden ikke ud. ”Jeg ved fra venner i ministerier, at mange har siddet meget længe bag tremmer uden overhovedet at have været for en dommer. De sidder indespærret i overfyldte fængsler, hvor de indsatte skiftes til at sove, og alle risikerer at blive mishandlet. Men man skal ikke tro, at torturen sker systematisk. Der er bare ingen udbredt og dybt forankret forståelse for, hvad god behandling af fanger er”, siger Al-Ali. Han ser gerne, at udenlandske eksperter samarbejder med Iraks parlament, justitsministerium og højesteret om at gennemføre en gennemgribende undersøgelse af retssystemet. Det er ikke gjort siden invasionen i 2003. Samtidig peger han på en afgørende årsag til, at Iraks politikere ikke bekymrer sig om folket: ”Landets repræsentanter møder ikke kritik, når de rejser rundt i verden. Verdens ledere skal sige ’jeres hospitaler er elendige, befolkningen lider. Gør noget! Løs det!’ Før sker der ikke noget”, siger Zaid Al-Ali.

Den barske hverdag i Irak Befolkning: 29 millioner indbyggere. Gennemsnitalderen er 20,4 år. 39 % er under 14 år. Areal: 437.072 km2 – cirka ti gange større end Danmark. Arbejdsløshed: Officielt skøn: 15 procent Uofficielt skøn: 30 procent Levestandard: 90 procent af befolkningen er afhængig af statens fødevarerationer. 23 procent lever dagligt for mindre end 2,2 dollars. Elektricitet: Højst 50-60 procent af behovet bliver dækket.

Vand og kloakering: Mindre end 70 procent har adgang til rent drikkevand. Op til 25 procent af indbyggerne i Bagdad må købe dyrt drikkevand fra tankvogne. 20 procent er tilsluttet offentlig kloakering. Flygtninge: 900.000 er flygtet ud af landet siden 2003. 2,5 millioner er internt fordrevne. Pressefrihed: Irak er nummer 145 ud af 175 lande på indekset over pressefrihed fra Reportere uden Grænser. Korruption: Irak er ifølge Transparency International verdens fjerde mest korrupte land.

a mn e s t y I 1 9


T ema: ir a k

” Vi dræber dem på stedet” Iraks oldgamle stammevælde spiller mange steder en større rolle end domstole og politi. Hvis en kvinde har bragt skam over stammen, bliver hun dømt til døden. ”I vores samfund går stammen forud for alt andet”, siger en stammeleder.

2 0 I am n e s t y

De var omkring 100 stammeledere og ældste fra 12 forskellige stammer. I fire timer diskuterede de sagen og hørte på de to involverede familiers synspunkter. Så afsagde de deres dom: Den unge mand skulle forvises fra det sydlige Irak og for evigt være fredløs. Den unge kvinde skulle dø. ”Sådan er stammens love”, siger 53-årige sheikh Abdel Hussein Abbed fra as-Seiamar stammen, én af de 100 stammeledere, der afsagde dommen. Den unge mand er hans fætter. De to unges forbrydelse bestod i, at de havde forelsket sig. Han var fra as-Seiamar stammen, og hun var fra Sadda-stammen, som ikke giver deres kvinder bort til ”udenforstående”. Så der var kun én mulighed, hvis de ville have hinanden: Flugt. Ved daggry tog de af sted mod grænsen til Iran. Men kvindens familie opdagede det, og de blev indhentet og pågrebet, lige inden de

nåede grænsen. Dommen faldt samme dag, og kvinden blev overdraget til sin familie, som skar halsen over på hende. ”Det var den eneste måde, de kunne rense skammen bort på. Hvis de ikke havde slået hende ihjel, ville hun brænde i helvede for evigt”, forklarer sheikh Abbed. Politiet ser den anden vej Det er seks år siden, det skete. Men der har været masser af tilsvarende sager siden da, siger han, om end ikke lige i hans egen landsby, Abu Suhreir. Siden tidernes morgen er kvinder blevet dræbt, hvis de har skændet stammens ære. Og i dagens Irak foregår det med politiets fulde kendskab. ”Politiet er jo en del af os. Det er vores sønner og brødre”, siger sheikhen og afviser, at det officielle retssystem bør varetage den slags sager.


Af E va P lesner og F lemming Weiss Andersen

Dødsstraf i vækst i Irak Irak er et af de lande i verden, der hyppigst anvender dødsstraf. Selv om Irak først genoptog eksekveringen af dødsdomme i maj 2009 efter næsten to års pause, så ligger landet på andenpladsen på Amnestys opgørelse fra 2009 over lande, der bruger dødsstraf – kun overgået af Iran med 388 henrettelser. I de resterende syv måneder af 2009 blev i alt 124 personer henrettet, heraf fire kvinder. I gennemsnit udstedte Irak 65 dødsdomme om måneden, men dommene og henrettelserne er omgærdet af stort

”Staten er ikke ret meget til stede her. Langt de fleste sager afgøres af stammerne. Sådan har det altid været, og sådan fungerer det bedst”, siger sheikh Abdel Hussein Abbed fra as-Seiamar stammen.

”Staten er ikke ret meget til stede her. Langt de fleste sager afgøres af stammerne. Sådan har det altid været, og sådan fungerer det bedst”. For nylig kom én af bønderne i Abu Suhreir til at køre en cyklist fra en anden landsby ned. Da cyklisten kort efter døde af sine kvæstelser, troppede hans familie op og krævede erstatning. Bilistens stamme endte med at betale 12 millioner dinarer – cirka 56.000 kroner. Sagen blev aldrig indbragt for en dommer. ”Nej, hvorfor dog det”, siger sheikh Abbed. ”Så var vores mand jo bare kommet i fængsel. Det vigtige var spørgsmålet om erstatning, og nu har vi betalt”. Kun de mest komplicerede sager bliver af og til overladt til myndighederne. Sager, hvor parterne ikke kan nå til enighed. Som et eksempel fortæller han om en ung mand fra stammen, som for nylig blev myrdet. Morderen blev pågrebet, men det viste sig, at han havde omkring

hemmelighedskræmmeri. Eksempelvis kom de første 31 hængninger i maj-juni 2009 kun til offentlighedens kendskab, fordi de blev lækket til medierne. Ved udgangen af december 2009 befandt der sig 1.254 dødsdømte fanger i fængsler og arresthuse. Af dem har de 150 udtømt alle muligheder for appel. Senest har Irak dømt landets tidligere udenrigsminister Tariq Aziz til døden sammen med tidligere indenrigsminister Sadoun Shakir og Saddam Husseins privatsekretær, Abed Hamoud.

En mand har ret til at straffe sin hustru Æresdrab er udbredt i Irak, og ifølge straffeloven anses det for en formildende omstændighed, hvis et drab er begået af ”ærbare” motiver. Således er strafferammen for mord kun et års fængsel, hvis mordet er begået for at ”rense familiens ære”. En mand, som på fersk gerning griber sin hustru i utroskab, straffes kun med op til tre års fængsel, hvis han slår hende ihjel. Hans vidneudsagn i retten anses for tilstrækkeligt til at bevise utroskab.

Voldtægt straffes med op til syv års fængsel. Hustruvoldtægt eksisterer ikke i loven, ligesom der ikke er særskilte paragraffer, der omtaler hustruvold. Ifølge straffeloven har en mand ret til at straffe sin hustru ”inden for visse grænser udstukket efter sædvanen eller i loven”. Ofre for hustruvold får ingen nævneværdig støtte fra det offentlige. Myndighederne forsøger typisk at mægle, hvorpå kvinden bliver sendt hjem igen til sin familie.

Mange af deres mænd er dræbt, mange af deres søstre er voldtaget, og deres huse er brændt ned, fortæller de shia-arabiske kvinder fra byen Beiji, nord for Bagdad. De er fordrevet til az-Zubair syd for Basra som led i den sekteriske krig.

a mn e s t y I 2 1


T ema: ir a k

og varede i over 40 år”, siger sheikh Abbed. ”Men langt de fleste konflikter skyldes nu alligevel kvinderne”, indskyder 78-årige Jabbar Mokki, en af landsbyens ældste og ligeledes medlem af stammerådet i Abu Suhreir. Sheikh Abed nikker. ”Visse kvinder er vanskelige at kontrollere. De har en skarp tunge”, siger han. En rapkæftet kone, der sviner sin mand til verbalt, straffes typisk med to-tre måneder i husarrest. Et slag i ansigtet koster 2.300 kroner Ifølge Zuhour al-Hatab, som er leder af Stammerne har klare regler for, hvordan diverkvindeorganisationen Ishtar i Basra, er de se mindre forseelser takseres: Et knytnæveslag fleste kvinder i Irak fuldstændig i stammens koster omkring 1.000 kroner. Et slag i ansigtet omkring 2.300 kroner. Og tæver man nogen så vold, og som udgangspunkt er kvinden altid den skyldige. Selv en mand, der udsætter eftertrykkeligt, at de må en tur på hospitalet, en kvinde for overgreb, vil som regel slippe slipper man næppe under 4.700 kroner. Men ustraffet fra det. ”Hvis en kvinde forsøger at gå til politiet, Hvis de ikke havde slået risikerer hun at blive dræbt. Og hvis det lykkes hende ihjel, ville hun brænde hende at nå hen til polii helvede for evigt”. tistationen, vil betjenten blot sende hende tilbage Sheikh Abbed i armene på stammen. For han er selv født og alt kan selvfølgelig forhandles. Også små, trivi- opvokset med stammens love”, siger Zuhour al-Hatab. elle stridigheder om høns og hegnspæle tager stammerådene sig af, for den slags kan hurtigt Ulovligt at beskytte voldsramte kvinder udarte sig til noget langt alvorligere. Spørger man Iraks regeringsansvarlige om, ”Historien er rig på eksempler på, hvor hvordan de kan forsvare stammernes inhumagalt det kan gå. Basoos-krigen for 1.600 år sine behandling af kvinder, får man som regel den begyndte som et skænderi over en kamel 30 drab på samvittigheden, og hans stamme afviste at lade et stammeråd afgøre sagen. ”De siger, de ikke har ikke råd til at betale erstatninger til så mange”, forklarer sheiken. ”Vi håbede, at myndighederne kunne overtale dem til at finde en ordning, men nu har vi måttet meddele morderens stamme, at hvis vi fanger nogen af dem, så dræber vi dem på stedet”.

Stammernes råd i landsbyen Abu Suhreir, lidt nord for Basra. I forgrunden sheikh Abdel Hussein Abbed og 78-årige Jabbar Mokki.

en sludder for en sladder om Iraks traditioner og islam. Ingen søger for alvor at sætte en stopper for æresdrab og mishandling af kvinder. De religiøse partier har tværtimod gjort det ulovligt for hjælpeorganisationer at drive tilflugtssteder for voldsramte kvinder med den begrundelse, at de kan fungere som skalkeskjul for bordeller. Kvinder, som har held til at flygte fra deres stamme, havner derfor ofte i kriminalitet, og et stigende antal af dem vælger at blive siddende i fængslet efter udstået straf, fordi de frygter stammens hævn. ”I vores samfund går stammen forud for alt andet”, siger Zuhour al-Hatab. ”Sådan har det været i tusindvis af år. Stammen er uforanderlig. Derfor er den så magtfuld. Derfor er den stærkere end loven”.

Forfatningen blåstempler undertrykkelse Houzan Mahmoud fra Organisationen for Kvinders Frihed i Irak (OWFI) mener, at Iraks kvinder blev ladt i stikken af landets nu fem år gamle forfatning.

2 2 I am n e s t y

Den irakiske forfatning fra 2005 var en milepæl for besættelsesmagternes plan om at udvikle et frit og demokratisk Irak. Men ifølge Houzan Mahmoud, der repræsenterer Organisationen for Kvinders Frihed i Irak, rummer forfatningen en indbygget selvmodsigelse. Artikel 14 i forfatningen slår fast, at kønnene er lige, men i artikel 2 står der, at Iraks officielle religion er islam, og at ingen lovgivning må vedtages i strid med de etablerede bestemmelser i islam. Houzan Mahmoud mener derfor, at lovgiverne reelt hverken vil eller kan stille kvinder og mænd lige, da de ifølge forfatningen ikke kan ignorere regelsættet sharia, der foreskriver, at en mand er to gange mere værd end en kvinde. ”I dagens Irak har kvinder ingen rettigheder. Besættelsesmagterne blåstemplede kvindernes mindreværd, da de accepterede en forfatning,

der lovfæster sharia og dermed legitimerer undertrykkelse af kvinder”, siger Houzan Mahmoud til AMNESTY. ”Kvinder bliver handlet, tvunget ind i prostitution og myrdet med henvisning til familiens ære, mens vold i hjemmet er dagligdag”. Houzan Mahmoud kritiserer besættelsesmagterne for i sin tid at acceptere forfatningens ordlyd og dermed for at anerkende undertrykkelsen af kvinder. ”Regeringen har ikke i sinde at hjælpe Iraks kvinder med at opnå reelle rettigheder eller ligestilling. Regeringen har ved lov gjort kvinderne til slaver”, siger hun og understreger, at kun international solidaritet og pres kan afhjælpe kvindernes håbløse situation. Læs mere om OWFI: www.equalityiniraq.com


Af E va P lesner og F lemming Weiss Andersen 22-årige Rasha (th) er på flugt fra sin stamme og bor nu i et kvindehjem på en hemmelig adresse i Bagdad.

AMNESTY har mødt en ung kvinde, som blev bortført i et bagagerum, tæsket af politiet og truet på livet af sin far. Alligevel står hun uden myndighedernes beskyttelse.

På flugt fra stammens hævn 22-årige Rasha hiver op i sin bluse for at fremvise en stribe hvidlige ar på sin ryg. ”Min far tævede mig med en kødhammer”, siger hun. ”Han ville gifte mig bort til en fætter, men jeg ville ikke. Jeg var kun 14 år, og jeg ville hellere gå i skole”. Rasha boede dengang i Kut i det sydlige Irak, og da hun var blevet lappet sammen på hospitalet, stak hun af til Bagdad, hvor hun søgte ly hos en ældre søster – indtil faderen fandt ud af, hvor hun var, og dukkede op for at slå hende ihjel. Endnu engang lykkedes det hende at stikke af, og det følgende års tid klarede hun sig som tjenestepige. Men i slutningen af 2004 var Bagdad blevet et lovløst sted, og en dag overfaldt en flok unge mænd hende og smed hende ned i bagagerummet i deres bil. Ved et ameri-

kanerne udleverede hende og gerningsmændene til arresthuset i Ameriya. Kidnapperne bestak sig ud af fængslet, hvorimod Rasha blev mishandlet af politiet. ”De brændte mig med cigaretter og hængte mig op i loftet og sagde, at jeg skulle droppe sagen”, siger hun. ”Jeg sagde til politiofficeren: ’Jamen, hvis jeg dropper sagen, så gør de måske det samme med en anden pige!’ Men han sagde bare: ’Hold din kæft. Du har ingen familie. Du har ingen til at beskytte dig. Jeg kan så let som ingenting skyde to kugler gennem dit hoved og smide din krop på lossepladsen’”.

Faderen ville skyde og brænde hende Rasha frafaldt sagen, de unge mænd blev frikendt, og hun selv blev idømt fem års fængsel for falsk anmeldelse. I 2007 blev hun benådet i forbindelse De brændte mig med cigaretter og med en amnesti og overført til en instituhængte mig op i loftet og sagde, tion for unge kvinder at jeg skulle droppe sagen”. under 22 år. ”Det var ikke så Rasha, 22 år hårdt som kvindefængslet. Men der var kansk checkpoint lykkedes det hende at sparke kun to måder at komme derfra på: Ved at få et arbejde eller ved at blive gift”, fortæller hun. bagageklappen op, og både Rasha og kidnapOg da forstanderinden en dag havde funperne blev arresteret. det en mand til Rasha, sagde hun ja med det Rasha anmeldte sine kidnappere, og ameri-

samme – til trods for, at hun ikke anede, hvem fyren var. ”Men han var ung, og han havde fast arbejde”, siger Rasha. Han havde bare én betingelse: At Rashas far skulle godkende ægteskabet. Så forstanderinden kontaktede faderen og bad ham om at komme på besøg. Men da faderen dukkede op, blev han ikke lukket ind. ”Han havde en pistol på sig, og da de kropsvisiterede ham, råbte han: Giv mig min datter, så skal jeg levere hendes brændte lig tilbage inden en halv time”, fortæller Rasha, som derfor ikke blev gift. I dag bor hun sammen med en lille gruppe andre kvinder på en hemmelig adresse i Bagdad i et kvindehjem drevet af Organisationen for Kvinders Frihed i Irak (OWFI - Organisation of Women’s Freedom in Iraq). Hun har fået at vide, at hendes far er blevet smidt ud af stammen som straf for, at det ikke er lykkedes ham at slå hende ihjel. Ved at stikke af hjemmefra har hun nemlig kastet skam over sin familie, og stammens love tilsiger, at faderen skal vaske skammen væk med hendes blod. ”Men nu har jeg hørt, at han har opgivet mig”, siger Rasha håbefuldt. Vicedirektøren for Organisationen for Kvinders Frihed i Irak, Dalal Juma, bryder ind: ”Det siger han måske bare for at få Rasha til at føle sig tryg og for at få hende til at forlade sit skjulested. Og så tager han hende”. a mn e s t y I 2 3


T ema: ir a k

I de sydlige shia-arabiske provinser har man slettet de fleste spor efter kultdyrkelsen af Saddam Hussein, hvis gigantiske portræt er gennemhullet af skud i Al-Kherkhara nær Basra. Man prøver også at slette mindet om, i hvor høj grad befolkningen samarbejdede med regimet.

Fortiden er uhørt

Sandheden om Iraks nyere historie er ekstremt kompleks. Og spørgsmålet om, hvordan den skal fortælles, er lige så sprængfarligt, som det er afgørende for landets fremtid.

I kælderen under en stor, smuk villa i Bagdads svært bevogtede Grønne Zone ligger millionvis af papirer, rapporter, fotografier, videoer og smalfilm, som dokumenterer det tidligere Baath-regimes grusomheder. Det meste blev fundet i et hemmeligt rum under Baath-partiets hovedkvarter i forbindelse med de kaotiske plyndringer i Bagdad efter invasionen i 2003 og bragt i sikkerhed af den irakiske eksilforfatter Kanan Makiya og hans kollega, Mustafa al-Kadhemiy. Makiya havde kort forinden grundlagt Den Irakiske Mindefond, som har til formål at dokumentere fortidens grusomheder, ad2 4 I am n e s t y

vare mod gentagelser og sikre minderne for eftertiden, og da AMNESTY besøgte fonden i efteråret 2005, var man i fuld gang med at affotografere og digitalisere hele materialet. De omkring 11 millioner dokumenter består blandt andet af henrettelsesordrer, afhøringsrapporter, personoplysninger om partimedlemmer samt tusindvis af store, håndskrevne skoleprotokoller med oplysninger om hver eneste irakiske skoleelev fra sjette klasse og opefter. I kolonne efter kolonne er det noteret, om eleven var en loyal støtte af Saddam, om forældrene var medlem af Baath-partiet, om de støttede krigen imod Iran, om der var ar-

resterede personer i familien og mange andre spørgsmål. Saddams fjender tænker som Saddam Kanan Makiya havde store planer om at åbne et museum midt på regimets fordums Paradeplads. Bystyret havde stillet grunden gratis til rådighed, og lederen af Mindefondens Bagdad-kontor, Mustafa al-Kadhemiy, var i fuld gang med at indsamle udstillingsgenstande. Men i dag er museumsplanerne udsat, og det skyldes ifølge Kanan Makiya, at stærke kræfter i Irak har modarbejdet projektet. Det ironiske er, at modstanden først og


Af E va plesner og flemming weiss andersen

fremmest kommer fra den shia-islamistiske Sadr-bevægelse, der om nogen har slået sig op som modstandere af Saddam Husseins Baathregime. Det er da heller ikke museet som sådan, de er imod. Men de er instinktivt mistænksomme over for alle organisationer, der er privat finansierede, og som dermed ikke er hundrede procent under regeringens kontrol. ”Sadr-folkenes tankegang er lige som Baathfolkenes”, siger han. ”Glem ikke, at hovedparten af dem er født og opvokset under Saddam. Og alle som én er de formet af 30 års indoktrinering”. Skolebøger lyver om historien Kultdyrkelse af Saddam Hussein var et af Baath-partiets vigtige redskaber i undervisningen, og tidligere rummede hver eneste skolebog mindst ét portræt af diktatoren. I dag forbigår historielærerne stort set hele Saddam-æraen i tavshed. En historiebog for gymnasieelever undgår helt at nævne Saddam ved navn og kalder ham blot ”diktatoren”. Giftgasningen af kurderne i 1988 og nedslagtningen af shia-arabere efter oprøret i 1991 omtales blot som ”uroligheder og demonstrationer”, og invasionen i 2003 nævnes ikke med et ord. Invasionen opfattes som en befrielse af nogle, mens andre opfatter den som en besættelse, og hvilken version skal man så vælge at fortælle i skolerne? Det indlysende svar – at lægge begge synspunkter frem og beskrive de forhold, der underbygger dem – er endnu ikke en mulig løsning. ”Desværre er der ingen, der for alvor er interesseret i at prøve at nærme sig sandheden”, siger Kanan Makiya. ”Siden invasionen har kurdere og shia-araberne konkurreret med hinanden om hvem, der har lidt mest. Men sandheden om Irak er, at offer og gerningsmand meget ofte rummes i én og samme person, og at shia-arabere og kurdere i lige så høj grad som sunni-arabere er medskyldige i det tidligere regimes forbrydelser. Det har vi i overflod af beviser på”. Kanan Makiya nævner som eksempel, at han en dag fandt på at sammenligne to tilfældigt udvalgte skoleprotokoller fra to vidt forskellige bydele i Bagdad – den sunni-arabiske Adhemiya-bydel, som journalister ofte kalder

”Saddams tidligere højborg”, og det shia-arabiske fattigkvarter al-Thawra, som nu er omdøbt til Sadr City, og som den shia-islamistiske Sadr-bevægelse ynder at kalde ”de fattige og undertryktes heroiske modstandsborg”. Skoleprotokollerne viste imidlertid, at hver fjerde eller femte elev fra Adhemiya havde forældre, som ikke var medlem af Baath-partiet – hvor imod samtlige elever i Sadr City (al-Thawra) stod registreret med partikortet i orden. ”Selvfølgelig må man ikke glemme, at folk i Adhemiya generelt var velstående og havde onkler og fætre med de rigtige partikontakter. De kunne slippe af sted med ikke at være medlemmer. I Sadr City, derimod, var det meget dumt ikke at være partimedlem. Men det er alligevel en meget sigende lille statistik”, siger Kanan Makiya. Regimet undertrykte alle At fremstille Baath-regimet som et sunniarabisk regime, som undertrykte og forfulgte alle shiaer og kurdere er ifølge Kanan Makiya en meget alvorlig undervurdering af dets ondskab. Regimet var et totalitært regime, og det var lige fjendtligt imod alle. Arabere såvel som kurdere. Shiaer såvel som sunnier og kristne. Alligevel er sunni-arabiske grupperinger i fuld i gang med fortællingen om, at alting er værre nu end under Saddam. Ligesom kurderne er i gang med en historieskrivning, som helt forbigår deres egne, tætte forbindelser til regimet. ”Problemet er, at alle forsøger at slette den del af deres fortid, som de ikke kan lide, og det må vi forsøge at finde en løsning på i de kommende år”, siger Kanan Makiya. I 2008 indledte undervisningsministeriet en revision af alle skolebøger under supervision af FN’s kulturelle organ, UNESCO. Projektet forventes afsluttet i 2012. Men spørgsmålet er, hvad der kommer ud af det, så længe skrivningen af Iraks historie er underlagt stærke politiske interesser og hæmmet af frygten for at ramme et sekterisk minefelt. Det har før haft blodige konsekvenser. ”Irakerne er ikke parat til at fortælle deres nyere historie endnu. Den nødvendige distance til fortiden er endnu ikke nået”, siger Kanan Makiya. ”Det er stof, som langsomt må blive absorberet ind i kulturen og i landets samvittighed”.

Amnesty mener Amnesty International har siden krigens start i 2003 dokumenteret grove overgreb, menneskerettighedskrænkelser og drab på fanger og tilbageholdte i irakisk og amerikansk varetægt i Irak. Overgrebene er et groft brud på internationale konventioner, og landene er forpligtet til omgående at tage en række skridt til at beskytte de tilbageholdtes rettigheder: • Løslad alle fanger, der tilbageholdes ulovligt og uden sigtelse, eller stil dem for en domstol efter internationale retsstandarder. • Tilbyd alle fanger adgang til en advokat og mulighed for at afprøve grundlaget for deres tilbageholdelse ved retten. • Giv ofre for tortur og mishandling erstatning, og stil gerningsmændene til regnskab for deres forbrydelser. • Oplys fangernes advokater og pårørende om deres opholdssted og årsagen til deres arrestation. • Beskyt udsatte grupper, kvinder og børn mod overgreb og forfølgelse.

Kanan Makiya Født i Bagdad i 1949. Flygtede, da Baath-partiet kom til magten, og fik britisk statsborgerskab i 1982. Oprindeligt uddannet arkitekt. Debuterede som forfatter under pseudonymet Samir al-Khalil i 1989 med bogen ”Republic of Fear”, som i høj grad var med til at åbne Vestens øjne for grusomhederne i Saddam Husseins diktatur. Er i dag professor i islamiske og mellemøstlige studier ved Brandeis Universitetet i Boston, USA.

a mn e s t y I 2 5


AMNESTY DOKUMENTERER Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org/en/news-and-updates/report_abstract

Senegal: Straffrihedens land I Senegal kan man ikke regne med, at politi og soldater er befolkningens beskyttere. Tortur af tilbageholdte er udbredt, og de ansvarlige går fri uden straf. Nogle dør i politiets varetægt, andre straffes på baggrund af tilståelser givet under tortur.

Abdoulaye Wade Yinghou nåede kun lige at sige ”police, police” i telefonen til sin arbejdsgiver, inden telefonforbindelsen blev afbrudt. Men hans ord var ikke en bøn om at få tilkaldt politiet. Abdoulayes arbejdsgiver havde sendt ham ud for at købe fjerkræ i en forstad til Dakar, Senegals hovedstad. På sin vej gik han forbi en demonstration, hvor han blev anholdt af politiet på grund af de mistænkelige sække, han havde med sig. Vidner så politifolk slå ham med riffelkolber både under anholdelsen og ved hans ankomst til politistationen. Da Abdoulayes arbejdsgiver sammen med hans familie mødte op på politistationen dagen efter, fik de at vide, at han lå i hospitalets

Foto: Scanpix

2 6 I am n e s t y

lighus. Han var død, 29 år gammel, som følge af ”et anfald eller et ildebefindende”. En senere obduktion slog fast, at han døde ”efter angreb med en eller flere hårde, stumpe genstande”. Historien er blot ét eksempel på det udbredte magtmisbrug, som Amnesty Internationals researchere har dokumenteret gennem missioner til Senegal de seneste 12 år. Rapporten ”Senegal: Land of Impunity” samler op på disse 12 års arbejde og beskriver et land, hvor myndighederne er folkets fjende, og hvor lovovertrædere i uniform ikke straffes for deres forbrydelser. Tværtimod går myndighederne langt for at holde sikkerhedsstyrkerne straffri.

Soldater fra Senegals hær med en fange fra oprørsbevægelsen i Casamance i 1997. Ingen er nogensinde blevet dømt for forbrydelserne under den blodige konflikt.

Politiet: Vi slår din søn ihjel Fem andre dødsfald i politiets varetægt de seneste tre år beskrives i rapporten. Alle døde inden for to dage efter anholdelsen, og hvis politiet oplyser en dødsårsag, kalder de det selvmord. I andre tilfælde får de efterladte aldrig nogen forklaring. Dominique Lopy på 25 år blev anholdt i april 2007, efter at en regional borgmester havde meldt et fjernsyn stjålet. Hans mor fortæller: ”Om morgenen, da han blev arresteret, kom politiet til mit hus med Dominique. Han var i håndjern og uden tøj på overkroppen. De gennemsøgte huset og tog så væk med Dominique. Da de tog af sted, sagde en af betjentene, at han ville blive tæsket til døde, hvis han ikke leverede fjernsynet tilbage.” Dagen efter var Dominique død. Efterforskningen har ikke ført noget med sig siden. Dominiques mor mener, at myndighederne har begravet sagen sammen med Dominiques lig. Og sådan går det ofte. Det kræver nemlig en godkendelse fra Indenrigs- eller Forsvarsministeriet at retsforfølge medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. I praksis er de på den måde så godt som garanteret straffrihed for overgreb mod civile. Dommere accepterer tortur Endvidere kan tilbageholdte straffes på baggrund af tilståelser givet under tortur. Amnesty kender til tre tilfælde de seneste to år, hvor grupper af folk er blevet idømt lange fængselsstraffe på baggrund af tilståelser givet under tortur. I december 2008 demonstrerede mange indbyggere i minebyen Kédougou mod


Af rolf eic hel bec h

forværrede leveforhold. Der blev slået hårdt ned på demonstrationerne, som endte i vold og skud mod demonstranterne fra sikkerhedsstyrkerne. Mindst én demonstrant blev dræbt, og mange blev såret og anholdt. Ved en efterfølgende retssag i januar 2009 ignorerede dommeren, at flere af de sigtede kunne fremvise ar og åbne sår på ryggen, som de havde fået i sikkerhedsstyrkernes varetægt efter anholdelsen. Forsvareren krævede, at de tilståelser, de havde afgivet, skulle erklæres ubrugelige, da de var fremkommet under tortur. Til det svarede dommeren, at han skulle ”holde op med at te sig som en filmstjerne.” 19 mennesker blev på den baggrund idømt mellem fem og ti års fængsel. Allerede to måneder efter blev de dog benådet af præsidenten. Men det skete som følge af hans beslutning om at slette alle retlige konsekvenser af hændelserne i Kédougou – for at ”give folk mulighed for at glemme”. På den måde umuliggjorde præsidenten samtidig, at de ansvarlige for torturen, for skyderierne mod civile og for mordet på en demonstrant, nogensinde kan stilles til ansvar. Benådning er den lette løsning Og det er ikke første gang, præsidenten benytter kollektiv benådning til at lægge låg på en sag og holde regeringsstyrker straffri, samtidig med at uskyldige ofre fratages muligheden for kompensation og retfærdighed. Fra 1990 og mere end 10 år frem udkæmpede regeringsstyrker blodige kampe mod oprørere, som ønskede selvstændighed for Casamance-regionen i Senegal. Amnesty International gennemførte fire missioner til området, mens konflikten stod på og talte med adskillige civile ofre for voldelige overgreb og tortur begået af både regeringsstyrker og oprørere. Som del af en våbenhvileaftale bekendtgjorde præsident Wade i 2004 en amnestilov for alle forbrydelser begået under konflikten i Casamance siden 1991 – igen går forbryderne fri, mens ofrene efterlades uden håb om retfærdighed. Amnesty opfordrer Senegal til at leve op til landets internationale forpligtelser og garantere den retssikkerhed, som den nationale lovgivning formelt opstiller. I øjeblikket beskyttes sikkerhedsstyrkerne af en mur af straffrihed for overgreb mod tilbageholdte, siger Salvatore Saguès, som er Amnesty Internationals researcher på Vestafrika: ”Indtil den mur er nedbrudt, kan det senegalesiske folk ikke nære nogen tillid til hverken politiet, retsvæsenet eller regeringen i landet”.

Nigeria: Soldater skyder civile uden grund ”Soldaterne begyndte at skyde igen, men denne gang skød de ind i menneskemængden. Jeg blev skudt i venstre lår”. Sådan fortæller 34-årige Tamuno Tonye Ama om en episode den 12. oktober 2009, hvor sikkerhedsstyrker åbnede ild mod en gruppe mennesker, som fredeligt demonstrerede imod den planlagte rydning af deres boliger i det store Bundu-kvarter i Port Harcourt, Nigeria. ”Vi prøvede at flygte, men havde ingen steder at løbe hen. Soldaterne blev ved med at skyde og rykkede frem mod menneskemængden, og folk løb rundt overalt”. I rapporten ”Port Harcourt Demolitions: Excessive Use of Force Against Demonstrators” interviewer Amnesty International 12 personer, som blev alvorligt såret under aktionen. Én er fundet død i lighuset af et familiemedlem, men øjenvidner fortæller, at de har set mindst seks lig stablet på ladet af en politivogn i forbindelse med hændelsen. Et år efter har myndighederne ikke iværksat en efterforskning. Den lokale guvernør forklarer, at ”der var ingen skyderier, og ingen blev dræbt eller såret den dag. Faktisk skete der slet ingenting”. Men de lokale beretter, hvordan embedsmænd ledsaget af soldater ankom for at besigtige Bundu, en af de mange såkaldte kystbebyggelser i Port Harcourt. Her åbnede de ild, da de blev mødt af fredelige demonstranter. Kystbebyggelserne er hjem for cirka 200.000 mennesker, og de skal alle rives ned som del af et byfornyelsesprogram. Der er ikke fastsat en dato for rydningen, og beboerne lever derfor i konstant uvished og frygt for at blive sendt fra hus og hjem. Tidligere rydninger er sket uden kompensation til de involverede. Amnesty kræver, at Nigeria nedsætter en uafhængig kommission til at efterforske magtanvendelsen i Bundu. Herudover skal tvangsrydningerne standses, og en eventuel gennemførelse af byfornyelsen skal ske med respekt for menneskerettighederne.

Sudan: Pressefriheden truet før valg I Sudan bliver journalister tilbageholdt for at udføre deres arbejde, mens andre er blevet tortureret eller retsforfulgt på politiske anklager. Rapporten ”The Chains Remain: Restrictions on Freedom of Expression in Sudan” beskriver sudanesiske journalisters vanskelige arbejdsvilkår op til folkeafstemningen den 9. januar 2011 om Sydsudans eventuelle løsrivelse fra landet. I perioder efter parlamentsvalget i april 2010 har pressen i Nordsudan været officielt censureret, og sikkerhedsstyrker har dagligt sorteret i artiklerne på redaktioner og trykkerier. Selv i perioder uden censur er ytringsfriheden alvorligt begrænset af et såkaldt journalistisk æreskodeks, som pålægger journalister at ”forsvare nationens interesser”. ”Intet troværdigt valg kan gennemføres i et miljø, hvor ytringsfriheden så åbenlyst krænkes”, siger Rania Rajji, Amnesty Internationals Sudan-researcher. Amnesty opfordrer derfor regeringen til at sikre journalisternes ytringsfrihed og mulighed for at deltage i debatten om landets fremtid.

Andre rapporter Europæiske lande tvangshjemsender romaer til Kosovo, som ikke er i stand til at sikre deres rettigheder og adgang til uddannelse, sundhedspleje og bolig. Ungarn har været vidne til en række meget voldelige overfald på romaer de senere år. Politiet negligerer ofte racistiske motiver for forbrydelserne, og dermed bliver det sværere at bekæmpe racismen i landet. Beviserne for at adskillige lande i Europa var involveret i USA’s hemmelige fangeprogram og såkaldte renditions bliver stadig stærkere. Men EU har endnu ikke erkendt sit medansvar for tortur, forsvindinger og hemmelige tilbageholdelser af fanger.

a mn e s t y I 2 7


Vestsa h a r a Jørgen Christensen tænker ikke over, at han fisker i et besat land. Ikke så længe der er masser af fisk.

EU betaler en milliard for at fiske i Afrikas sidste koloni:

Dansk fisker i besatte vande Mere end 100 både fra EU-lande fisker i Atlanterhavet ud for det besatte Vestsahara. Besættelsesmagten Marokko bryder systematisk menneskerettighederne og tjener en milliard kroner på fiskeriet, mens Vestsaharas oprindelige befolkning er fanget i flygtningelejre i ørkenen. AMNESTY fandt en dansk fisker ud for Vestsaharas kyst.

De startede med at banke hende. Så fik hun bind for øjnene, blev bagbundet og hængt op i fødderne for at få flere tæsk. Til sidst blev en lille metalkugle med en ledning sat fast i øret og en anden ledning spændt rundt om en finger. Hun nåede at blive udsat for elektrochok i flere timer, før hun besvimede. Amama Sidi Abdelhadi fortæller nøgternt om hendes første dag i et marokkansk fængsel. Og om hvordan torturen fortsatte dagligt i to år. Hun var en af de oprindelige indbyggere i landet Vestsahara, der modsatte sig Marokkos besættelse i 1975. I dag bor hun i en flygtningelejr i Saharas golde ørken. I en lerklinet hytte i midten af ingenting fortæller hun sin historie. Nøgternt og beskrivende, uden de store følelser. Lige indtil snakken falder på de europæiske fiskere, der i dag trawler i hendes hjemlands farvande. Så bliver øjnene blanke. ”Det er ikke, fordi jeg er svag”, siger hun undskyldende. For et folk, der i 35 år har været i krig, er det ikke ærefuldt at vise den slags stærke følelser. 2 8 I am n e s t y

”Jeg bliver bare berørt af, at nogle plyndrer mit lands ressourcer, mens vi sulter herude i ørkenen”. Ude ved kysten omkring 800 kilometer derfra i det besatte Vestsahara er den store danske fiskekutter Dicada II ved at sejle ud fra havnen i byen Dakhla. Skibet sejlede indtil for et par år siden i farvandene ud for Esbjerg, Skagen og Thyborøn. Men nu er den 48 meter lange trawler sejlet sydpå. I styrehuset står fiskeskipper Jørgen Christensen. Han bor til daglig på en villavej i Skagen, men halvdelen af året tilbringer han i Vestsahara. Afrikas sidste koloni Siden Marokkos invasion i 1975 har Vestsahara været rammen om en bitter krig mellem besættelsesmagten og landets oprindelige befolkning, saharawierne. En stor del af saharawierne bor nu i flygtningelejre i ørkenen. Og de, der er blevet tilbage, bliver undertrykt af de marokkanske myndigheder, som ifølge Amnesty International og Human Rights Watch fortsat bryder menneskerettig-

hederne både i og uden for fængslerne. Samtidig har Marokko bygget en næsten 2.500 kilometer lang mur igennem Vestsahara for at forhindre de flygtede saharawier i at vende tilbage. FN betragter juridisk striden som en uløst kolonikonflikt, og derfor bliver Vestsahara ofte kaldt for Afrikas sidste koloni. Men for Jørgen Christensen er det først og fremmest et attraktivt farvand, som han med EU’s og Danmarks velsignelse kan fiske i. Han sejler hver dag ud og henter flere tons sardiner og makreller. Fisk, der forarbejdes på lokale fabrikker og sælges til hele verden. ”Der er ikke nogen, der hænger sig i fangstjournaler og pis og papir, og hvad man ellers skal lave i Danmark. De fisk, du fanger, dem losser du, og så er det bal ovre”, siger han. Den fidus er han langt fra den eneste europæiske fisker, der har opdaget. Mere end 100 europæiske både fisker i Atlanterhavet ud for Marokko og Vestsahara. De indgår i en af EU’s største fiskeriaftaler, hvor EU har betalt Marokko mere end en milliard kroner over de seneste fire år, for at europæiske fiskere


F oto og tekst: Mads E llesøe

De eneste fisk, der når frem til flygtningene i ørkenen, er på dåse og fra Thailand. De udleveres i nødhjælpsrationer – en dåse per flygtning per måned.

kan trawle ud for Nordvestafrikas kyst. Ikke mindst ud for Vestsahara. Aftalen er god for både Marokko og EU. De europæiske fiskere har lidt under de dårlige tider for fiskeindustrien nordpå. Og marokkanerne kan ikke selv bruge alle fiskene fra det land, de har besat. Alle vinder. På nær dem, som oprindeligt ejede fiskene, nemlig saharawierne. En dåse fisk om måneden Tilbage i flygtningelejrene i ørkenen ser flygtningene ikke meget til hverken den europæiske milliard eller til fiskene fra Vestsahara. ”Hvordan kan det være, at europæerne laver aftaler med en besættelsesmagt, mens de, hvis fisk de spiser, sidder i en flygtningelejr?”, spørger Amama Sidi Abdelhadi. ”Hvor er retfærdigheden, og hvor er menneskerettighederne, som specielt europæerne normalt snakker så meget om? Med den her aftale støtter I direkte besættelsen af mit land”. De eneste fisk, som finder vej ud i ørkenen, kommer på dåse fra Thailand. De kommer i

form af nødhjælp, fragtet ind af Røde Kors og betalt af den svenske stat. En dåse per flygtning om måneden. Det betyder alvorlig fejlernæring blandt de omkring 150.000 flygtninge. Ifølge Røde Kors er to tredjedele af de gravide kvinder fejlernærede. ”Vi deler hver måned 300 ton nødhjælp ud i lejrene. Det er mest ris og hvede. Vi ville gerne dele andre ting ud for at give en mere sund og varieret kost, men det er svært at få donorer. Der er ikke meget opmærksomhed omkring den her konflikt”, siger lederen af saharawiernes Røde Kors, Bujobeini Yahia. Han var barn, da hans familie flygtede fra besættelsesmagtens undertrykkelse. Familien boede i Dakhla – den selvsamme by i Vestsahara, som i dag huser den danske kutter. Hans far var fjerde generation af fiskere, og han skulle selv have været fisker. Men i dag deler Bujobeini Yahia i stedet thailandske fisk ud på dåse til sit folk i en flygtningelejr. ”Jeg håber, at den svenske stat ikke, som så mange andre, skærer ned i støtten til os, så vi også må droppe fiskene”, siger han.

FN-jurist dømmer aftalen ulovlig Aftalen mellem EU og Marokko blev lavet i 2006, og Danmark stemte for. På trods af, at det er en af EU’s største gældende fiskeriaftaler, vil den nuværende minister for fiskeri, Henrik Høegh (V), ikke udtale sig om sagen, fordi aftalen blev lavet før hans tid. Men kontorchef Ole Poulsen, der håndterede sagen den gang, siger: ”Du kan ikke sige, at området er besat, selv om der er mange, der opfatter det sådan. Der er en ordning, hvor Marokko administrerer Vestsahara, og derfor er det i overensstemmelse med folkeretten og godkendt af FN”. Den fortolkning er dog ikke helt entydig. Den danske generalmajor Kurt Mosgaard var fra 2005 til 2007 chef for FN’s fredsbevarende mission i Vestsahara – en mission, der siden 1991 har overvåget en våbenhvile mellem Marokko og saharawierne. ”FN’s holdning er, at befolkningen grundlæggende skal have mulighed for at gennemføre en folkeafstemning, som skal afgøre områdets fremtid”, siger Kurt Mosgaard. a mn e s t y I 2 9


Vestsa h a r a

Khalil Mohammed er et af de mange børn i lejrene, der lider af blodmangel som følge af fejlernæring.

Da Amama Sidi Abdelhadi skal fortælle om at blive tortureret, beder hun sine voksne børn om at forlade hytten. ”Det er for meget for dem at høre”, siger hun. ”Men omverden skal vide, hvad Marokko gør mod os”.

Samme juridiske uklarhed gælder fiskeriaftalen. EU-kommissionens jurister har godkendt fiskeriaftalen, mens EU-parlamentets jurister har stemplet den som værende i strid med international lov. Den daværende leder af FN’s juridiske kontor, Hans Corell, var også kritisk. I en juridisk vurdering fra 2002 til FN’s sikkerhedsråd skrev han, at videreudnyttelse af Vestsaharas naturressourcer var illegal, ”hvis den fortsætter imod Vestsaharas folks ønsker og interesser”. På spørgsmålet om, hvordan EU kan have en aftale, som ifølge FN’s og EU-parlamentets jurister er ulovlig, svarer Oliver Drewes, talsmanden for EU’s fiskerikommissær Maria Damanaki, efter en tænkepause: ”Der er parlamentets advokater, og der er kommissionens advokater. Men netop fordi der er så mange holdninger, så er det også nødvendigt, at vi ikke bare laver business as usual, men har en dialog med Marokko”. Med dialog refererer talsmanden til, at EU i flere år har forsøgt at få Marokko til at dokumentere, at nogle af EU’s mange millioner går til Vestsaharas lokalbefolkning – et krav, der angiveligt var en del af den oprindelige aftale. Det er dog tvivlsomt, om det er sket. For EU har i fire år ikke kontrolleret, at kravet blev overholdt, og Marokko har ignoreret ønsket om at udlevere dokumentation. Hvilket dog hverken har stoppet pengestrømmen til Marokko eller de europæiske bådes fiskeri.

ham, men han er for afkræftet til at børste dem væk. Derfor står hans mor det meste af tiden ved siden af sengen og vifter fluerne bort fra drengens matte øjne. Drengen kom til hospitalet med en simpel komplikation i maven, men måtte på grund af blodmangel indlægges akut. ”Vi troede først, at vi skulle miste ham, da vi ikke havde mere blod at give. Men så lavede en af mine kolleger, som har den samme blodtype, en blodtransfusion på sig selv, og på den måde fik vi reddet ham”, fortæller den ledende overlæge Fadel Mokhtar. Mere end halvdelen af børnene i lejrene lider af blodmangel. Årsagen er ifølge Fadel Mokhtar den dårlige kost. ”Hvis de fik andet end lyst brød og lidt ris, ville det hjælpe gevaldigt. For eksempel ville frisk fisk gøre alverdens forskel for alle her i flygtningelejrene. Men især for børnene”.

Børnene lider af blodmangel I en seng på det interimistiske hospital i flygtningelejren i ørkenen ligger treårige Khalil Mohammed. Fluerne summer om hovedet på 3 0 I am n e s t y

Ny aftale på vej EU venter i disse dage på en tilbagemelding fra Marokko, før fiskeriaftalen kan blive fornyet i februar 2011. Ifølge en EU-talsmand er der lagt op til, at aftalen forlænges, hvis Marokko kommer med de rigtige svar i forhold til at hjælpe lokalbefolkningen. EU skelner dog ikke mellem Vestsaharas oprindelige saharawi-befolkning og de mange hundrede tusinde marokkanske bosættere, som med finansiel støtte fra Marokko er flyttet ind i de besatte områder. Så der er formentlig lang vej til, at saharawierne får glæde af fiskene eller den milliard kroner, EU betaler for fiskene. Den problematik er Jørgen Christensen fra Skagen ikke bekendt med. Han har efter eget

udsagn ikke sat sig ind i situationen og kender hverken til en mur eller til flygtningelejre i ørkenen. Men han samarbejder gladeligt med både marokkanere og saharawier uden problemer. ”Så længe det ikke er noget, der generer fiskeriet, så går jeg ikke så højt op i det. Om der er en mur et eller andet sted imellem Marokko og Vestsahara, jamen det kan jeg ikke rigtig bruge tid på”. Aftale forlænger konflikt Den danske generalmajor Kurt Mosgaard, der har brugt to år i Vestsahara, må som nuværende chef for det danske militærs indsats i Afrika og tidligere repræsentant for FN ikke udtale sig politisk om sagen. Han mener dog, at både Danmark og EU bør tænke sig godt om: ”FN har nogle holdninger til, om man må tage ressourcer ud af et område, hvis status ikke er faldet på plads endnu, som for eksempel Vestsahara. Jeg håber, man vil overveje fiskeriaftalen nøje, da man nødigt skal vælge den forkerte løsning, for det kan være med til at påvirke konfliktens udvikling”. Torturofferet Amama Sidi Abdelhadi fra flygtningelejren i ørkenen udtrykker sig knapt så diplomatisk. ”De europæiske fiskere, der tager vores fisk, er direkte med til at forlænge Marokkos besættelse og undertrykkelse af vores folk. Det samme gælder EU. Selv om I normalt holder den moralske fane højt, så glemmer I åbenbart alle idealerne, når det kommer til økonomiske forhold”. De kommende måneders forhandlinger om fiskeriaftalens forlængelse vil vise, om hun har ret.


F oto og tekst: Mads E llesøe

Vestsahara – den glemte besættelse

Glemt af omverdenen lever Afrikas sidste koloniale konflikt i bedste velgående. Ved hjælp af en 2.500 kilometer lang mur, et af verdens største minefelter og undertrykkelse af den lokale saharawi befolkning tjener Marokko millioner på at besætte Vestsahara.

På afstand ser muren ikke ud af meget. Men som den forsvinder ud i horisonten kan man fornemme, hvordan den fortsætter nærmest endeløst i den golde Sahara-ørken. Den marokkansk byggede mur gennemskærer det besatte land Vestsahara og strækker sig over mere end 2.500 kilometer. På 800 meters afstand er det svært at se de marokkanske soldater, der står på toppen af muren og holder vagt. Men man skal ikke prøve at gå tættere på. Den 18-årige saharawidreng, der sidste år forsøgte, fik sprængt foden

af, da han trådte på en af de mere end seks millioner miner, der omkranser muren. Selv om muren er den næstlængste i verden efter den kinesiske mur, så er den så godt som ukendt af offentligheden i Vesten. Men sammen med det omkringliggende minefelt er den et konkret bevis på, at konflikten langt fra er slut i det, der bliver kaldt Afrikas sidste koloni. Omkring 150.000 flygtninge har nu i 35 år levet i midlerti-

a mn e s t y I 3 1


Vestsa h a r a

Vestsahara – den glemte besættelse... ➜

dige flygtningelejre i ørkenen på ydersiden af muren. I et landskab, der kun består af sand og grus, har en del af Vestsaharas oprindelige befolkning levet på flugt, siden Marokko invaderede deres land i 1975. Her har de under ørkenens sol opbygget en eksilregering med en præsident, 18 ministerier og et parlament, som de håber en dag kan komme til at styre Vestsahara. Rig på naturressourcer Vestsahara var indtil 1975 en spansk koloni, men da Spanien trak sig tilbage, rykkede Marokko i stedet ind med 300.000 marokkanske bosættere og en omfattende militær aktion. En stor del af saharawierne flygtede fra krigen og endte i lejrene i ørkenen, og resten lever i dag i det besatte Vestsahara indenfor muren. Indtil 1991 var der krig mellem saharawiernes organisation Polisario og den marokkanske hær, og som led i krigen byggede Marokko muren. FN fik en våbenhvile i stand i 1991 med henblik på at afholde en folkeafstemning om landets fremtid. Men Marokko har ikke

accepteret, at selvstændighed skulle være en mulighed ved en afstemning – og derfor har situationen været fastlåst i 20 år. Rent juridisk bliver Vestsahara af FN betragtet som et besat land. Marokko hævder, at Vestsahara er en del af et tidligere Stormarokko, men det blev afvist af Den Internationale Domstol i Haag i 1975. Et par år senere i 1979 udtalte FN’s Sikkerhedsråd, at de ”fordømmer forværringen af situationen i Vestsahara, som er et resultat af Marokkos besættelse”, og de ”opfordrer Marokko til at tilslutte sig fredsprocessen og stoppe besættelsen af Vestsahara”. Det er ikke sket. I stedet har Marokko fået store indtægter fra landets naturressourcer. Vestsahara er rig på fosfater, som eksporteres til hele verden, og har derudover en stor fiskeribestand, som EU betaler millioner af euro for at fiske i. Endvidere forventer man, at der er store olieforekomster i Vestsaharas farvande. Alle naturressourcerne ligger på den marokkanske side af muren, mens den lille del af landet, som Polisario i dag kontrollerer, udelukkende er ørken.

28 år i en seng i ørkenen Said Muhammed Fadeldof har siden 1982 ligget i en hospitalsseng i ørkenen i en flygtningelejr for saharawier i nabolandet Algeriet. Han kørte for 28 år siden på en af Marokkos landminer og har siden kun kunnet bevæge sin ene arm og sit hoved. Det første han spørger om, da AMNESTY møder ham, er, om Danmark anerkender Vestsahara som selvstændigt land, fri af Marokkos besættelse. Det gør de fleste afrikanske stater – men ingen europæiske lande. Han drejer hovedet, de centimeter han kan, og kigger resigneret ud af vinduet, da han hører svaret. ”Jeg kan se på TV, at Danmark kæmper for ytringsfrihed, menneskerettigheder og retfærdighed. Hvorfor vil I så ikke hjælpe os?” spørger han.

3 2 I am n e s t y


Marokko

Vestsahara

Mauretanien

Algeriet

Mali

den afrikanske mur En mere end 2.500 kilometer lang mur deler Vestsahara. Marokko besætter den største del, der blandt andet rummer store mængder mineraler og fisk. Den langt mindre anden del består udelukkende af ørken og styres af Vestsaharas oprindelige folk, saharawierne.

protestlejr ryddet En lejr med omkring 20.000 saharawier, der protesterede mod Marokkos undertrykkelse, blev den 8. november angrebet og opløst af marokkanske soldater, og øjenvidner beretter om op mod 20 omkomne og flere hundrede sårede. Lejren ved byen Aaiun var i flere uger rammen om den største demonstration i årtier mod den marokkanske besættelse af Vestsahara, men Marokko har afskåret medier, FN-ansatte og humanitære organisationer fra området. Amnesty International har protesteret over angrebet og opfordrer til en international undersøgelse af rydningen.

a mn e s t y I 3 3


Indien

Niels Holck og den sidste bøddel i Indien Danskeren Niels Holck frygter for sit liv, hvis han bliver udleveret til Indien, der vil have ham dømt for at kaste våben ned fra et fly over delstaten Vestbengalen i 1995. Amnesty advarer mod at udlevere ham og har i flere rapporter dokumenteret, at tortur og mishandling er udbredt i de indiske fængsler.

Niels Holck var en lettet mand, da byretten i Hillerød den 1. november afviste justitsministeriets afgørelse om at udlevere ham til Indien af frygt for, at han bliver udsat for tortur. Nu venter næste slag i Østre Landsret, hvor Niels Holcks forsvarer, Tyge Trier, igen skal forsøge at overbevise retten om, at den udleveringsaftale, som Danmark og Indien har indgået, ikke er juridisk holdbar, og at Niels Holck risikerer tortur og mishandling i de berygtede indiske fængsler. Indien har presset på for at få fingre i den 48-årige dansker, lige siden han den 17. december 1995 var med til at kaste flere ton våben ned fra et russisk fly over den indiske delstat Vestbengalen. Våbnene var tiltænkt medlemmerne af bevægelsen Ananda Marga, som ifølge Holck var udsat for systematiske overgreb fra myndighederne i den kommunistisk ledede delstat. ”Det kan være svært for andre mennesker at forstå, hvorfor vi greb til våbennedkastningen. Mange mennesker har spurgt mig, hvorfor vi ikke bare meldte overgrebene i Vestbengalen til politiet. Men det kunne vi ikke. For det var politiet og myndighederne selv, der stod bag overgrebene,” forklarede Niels Holck til Berlingske Tidende i 2008. Ananda Marga blev stiftet i 1955 af den indiske filosof P.B. Sarkar, som var en torn i øjet på de indiske myndigheder. Et af hans mål for var at udrydde kastesystemet og den massive undertrykkelse af indiske kvinder. Holck var selv involveret i sociale projekter for Ananda Marga og blev oprørt over politiets klapjagt på medlemmerne af bevægelsen i Vestbengalen. Derfor omtaler Niels Holck våbenoperationen som en legitim frihedskamp, mens Indien opfatter det som terrorisme. ”De bestialske drab, begået af dødspatruljer og politi, arrestationer og tortur af menne3 4 I am n e s t y

Niels Holck afventer nu Østre Landsrets dom. Her ses han med sine børn, Lau og Jaya, og sin kone, Sandra.


Af Ole Hoff- L und og Ann a K litg aa rd Indien har stadig dødsstraf, og otte indere sidder i øjeblikket på dødsgangen. Den seneste hængning fandt sted i 2004 i det fængselskompleks i Kolkata, hvor Niels Holck sandsynligvis havner, hvis han bliver udleveret. Bødlen dengang var Nata Mallick (tv). I dag er hans 27-årige barnebarn Prabhat Mallick (th) ansat som deltidsbøddel i Vestbengalen. Han har sin første henrettelse til gode, men han blev oplært af bedstefaderen og øver sig med sandsække. Billedet er fra den indiske avis The Nation.

sker involveret i projekter med udgangspunkt i Sarkars tanker, nedbrænding og nedrivning af diverse projekter har hørt til hverdagen i alle de år, kommunisterne har været ved magten”, skrev Niels Holck i en kronik i Politiken i 2007. Flygtede til fods Efter våbennedkastningen blev flyet tvunget ned i Mumbai, hvor Niels Holcks medsammensvorne – fem russere og en englænder – blev pågrebet af indisk politi. Sagen mod englænderen Peter Bleach varede otte år, og han overlevede kun med nød og næppe i de berygtede fængsler i Kolkata, hovedstaden i Vestbengalen, på trods af sult, mishandling og en ubehandlet tuberkulose. Niels Holck, derimod, slap væk til fods i lufthavnen. I sin bog ”De kalder mig terrorist” fortæller han, at han flygtede til Nepal og videre til Danmark, hvor han i dag har stiftet familie. To tidligere justitsministre, Frank Jensen (S) og Lene Espersen (K), har siden fastslået, at Niels Holck ikke kunne udleveres til Indien, fordi hans handlinger ikke var strafbare ifølge dansk lov. Men det blev alt sammen forandret med terrorloven fra 2002. Nu var der tale om en international forbrydelse – og loven havde tilbagevirkende kraft. Vendepunktet kom, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) under et officielt besøg i Indien i 2008 erklærede, at Danmark var villig til at udlevere Niels Holck på visse betingelser. Og den 9. april i år meddelte justitsminister Lars Barfoed (K), at Danmark og Indien havde indgået en aftale – en såkaldt diplomatisk forsikring. Den findes godt nok ikke på skrift, men justitsministeriet beskriver punkterne i aftalen på sin hjemmeside. Sagen skal ”fremmes med størst mulig hurtighed”, Danmark skal hver måned orienteres om status i sagen, og den danske ambassade skal have uhindret adgang til at besøge Niels Holck. Indien må ikke henrette Niels Holck, og han må ikke underkastes tortur eller grusom, nedværdigende eller umenneskelig behandling. Endelig skal han senest tre uger efter dommen overføres til afsoning i Danmark.

Indiske fængsler er lukket land På overfladen er alt i den skønneste orden – hvis ikke det var fordi, at Indien aldrig har ratificeret FN’s torturkonvention. Den er Danmark til gengæld forpligtet af, og den forbyder at udlevere personer til lande, hvor risikoen for tortur er til stede. Kattelemmen er den diplomatiske forsikring med Indien om, at han ikke vil blive udsat for tortur. Men ifølge den højeste myndighed på området, FN’s torturrapportør Manfred Nowak, er en diplomatisk forsikring ikke er det papir værd, den er skrevet på. Dels er den ikke juridisk bindende, og dels er det en stiltiende accept af, at der forekommer tortur i modtagerlandet, mener Nowak. “Jeg er dybt bekymret over, at nogle lande forsøger at omgå det absolutte forbud mod tortur og andre former for mishandling i terrorbekæmpelsens navn ved at sende terrormistænkte til lande, som er kendt for at udføre tortur”, siger Manfred Nowak. Torturrapportøren har blandt andet til opgave at besigtige fængsler og fangeforhold over hele verden, men selv om han siden 1992 har anmodet om tilladelse til at besøge de indiske fængsler, så har Indiens regering endnu aldrig givet lov. 127 døde i politiets varetægt Ifølge en række rapporter fra Amnesty International er tortur og mishandling af fanger udbredt over hele Indien. I 2008-2009 døde mindst 127 mennesker i politiets varetægt, og Indiens menneskerettighedskommission modtog 1.596 klager til over tortur. En af rapporterne stammer fra samme dag, som Lars Barfoed offentliggjorde aftalen med Indien. Her opfordrer Amnesty delstatsregeringen i Vestbengalen til at droppe en stribe falske anklager mod menneskerettighedsorganisationen Masum, der arrangerede en høring om tortur, hvor et panel af menneskeretseksperter og tidligere dommere hørte beretninger fra 82 torturofre, hvis klager er blevet afvist af myndighederne. Sagerne er aldrig blevet efterforsket af politiet i Kolkata, som også var inviteret til høringen. Men i stedet arresterede politiet Masums generalsekretær Kitty Roy og

anklagede ham og seks medarbejdere for injurier, sammensværgelse og dokumentfalsk. ”Delstatsregeringen må frafalde de falske anklager mod Kitty Roy og andre menneskerettighedsforkæmpere og stille politiet til ansvar for chikane og trusler mod dem. Myndighederne skal beskytte forsamlingsfriheden for individer, der ønsker at fremme respekten for menneskerettighederne”, lød det fra Amnesty International. Retten har talt Advarslerne om tortur i Indien blev også fremlagt i retten i Hillerød, og da dommer Søren Hafstrøm afsagde sin kendelse, skete det med henvisning til, at der er en ”konkret og reel risiko for, at Niels Holck, hvis han udleveres til strafforfølgning i Indien, vil blive udsat for forhold og behandling i strid med udleveringslovens § 6, stk. 2” (tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf). Niels Holck mener selv, at han er så godt som død, hvis han bliver udleveret. ”Selv om det er betryggende at vide, at Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti mener, at der vil opstå en diplomatisk krise mellem Indien og Danmark, såfremt jeg dør i vestbengalsk varetægt, så er det jo ikke rigtig noget, som hverken jeg eller min familie kan bruge til ret meget, eftersom jeg så vil være død”, skriver Niels Holck i sin kronik fra 2007.

Stop udlevering til Indien Amnesty International har i flere år arbejdet for at forhindre, at Danmark og de øvrige EU-lande anvender diplomatiske forsikringer, som ikke er juridisk bindende og er en omgåelse af FN’s torturkonvention. Amnesty har i adskillige rapporter dokumenteret, at tortur og mishandling er udbredt over hele Indien, og opfordrer den danske regering til at stoppe udleveringen og lade Indien føre sagen mod Niels Holck in absentia. Læs mere om Indien på www.amnesty.org

a mn e s t y I 3 5


SYDKORE A

65 års kamp for en

undskyldning 65 år efter Anden Verdenskrigs afslutning lever traumerne videre i Sydkorea. Hver onsdag demonstrerer tidligere sexslaver foran den japanske ambassade i Seoul. De vil have anerkendelse for de forbrydelser, som den japanske hær pådrog dem under krigen.

”APOLOGISE NOW”. Kvinderne med de gule veste har ikke tid til at vente. Alle er oppe i firserne, og de vil have den japanske regering til at undskylde for de forbrydelser, som den japanske hær begik før og under Anden Verdenskrig. Dengang blev de og mange hundredetusinde andre kvinder fra Korea og de omkringliggende lande holdt som såkaldte komfortkvinder for soldaterne i lejre. Men komfortkvinder er ikke et ord, som kvinderne bryder sig om. For livet var alt andet. Op til 30 gange om dagen måtte de lægge krop til de japanske soldaters seksuelle lyster og ofte også til bank og tortur. I dag er deres

kroppe ødelagte. Kun få har giftet sig og fået børn, og mange er syge. Men hver onsdag står de sammen, for Japan får ikke lov at glemme Sydkoreas tidligere sexslaver. Med støtte fra unge koreanere fylder demonstrationen godt op på fortovet over for den japanske ambassade i Seoul. Demonstrationen varer en time og foregår med mikrofoner og musik. Under solhatte sidder de gamle kvinder med front mod ambassadens røde mur. Selv bag nedrullede gardiner og hermetisk lukkede døre kan medarbejderne ikke undgå at høre budskabet. De otte gamle kvinder vil have en undskyldning og kompensati-

on fra den japanske regering for den systematiske udnyttelse, der begyndte allerede i 1932 og fortsatte til krigens afslutning i 1945. I løbet af disse år blev op mod 200.000 koreanere narret, kidnappet og købt af mellemhandlere og transporteret til fjerne lejre langs fronten. Mange vendte aldrig hjem, for kvindernes liv var kun noget værd, så længe de kunne arbejde. De døde af sygdomme, kulde og sult, mens andre blev dræbt i krigens sidste dage, fortæller Yoon Mee-Hyang fra Korean Council for the Women Drafted for Military Sexual Slavery by Japan. ”Vi har hørt overlevende fortælle om, hvordan de i krigens sidste dage blev begravet levende i massegrave, fordi Japan ville skjule forbrydelserne. Andre var så unge, da de kom til lejrene, at deres skeder blev skåret op, for at de overhovedet kunne udføre arbejdet. Mange døde, for lægerne var ligeglade med komfortkvindernes helbred”, siger Yoon Mee-Hyang.

Foto: Anna Klitgaard

Fire år i helvede Gil Won-Ok var kun 13 år, da hun i 1940 blev lokket fra hjemmet i det nuværende Nordkorea til Manchuriet i Kina, hvor hun hver dag blev tvunget til at have sex med 20-30 japanske soldater.

Sammen med de andre tidligere sexslaver kæmper 85-årige Gil Won-Ok for at få den japanske regering til at erkende den systematiske udnyttelse af koreanske kvinder fra 1932-45. I alt menes 200.000 at være blevet sendt til fronten for at servicere de japanske soldater – blandt andet i Kina. 3 6 I am n e s t y

Manchuriets vinterkulde trængte igennem bomuldsteltets tynde vægge. Det samme gjorde lydene fra de andre små rum. Alle var de ens indrettet med en tatami-måtte på gulvet og intet andet. Kvinderne her skulle alligevel ikke bruge mere plads. For deres job var udelukkende at ligge parat til at modtage den næste japanske soldat, så de kunne få afløb, inden de igen skulle tilbage til fronten.

I flere år var 13-årige Gil Won-O sexslave under strengt opsyn af en ældre japansk dame, der kontrollerede de unge koreanske piger i den japanske soldaterlejr i det nordøstlige Kina. Rundt om hende døde de andre piger som fluer af vold, kønssygdomme og operationer uden bedøvelse. Selv oplevede hun efter et år at skulle opereres. Lægen gjorde det uden bedøvelse og så


Af Ann a K litg aa rd Foto: Scanpix

Den 80-årige Yoon Sun-man, der var sexslave for japanerne under Anden Verdenskrig, holder et billede af sin far, mens hun råber slogans foran den japanske ambassade i Seoul.

Korean Council arbejder også for at få Japan til at erkende sin skyld. De vil have, at den japanske regering tager ansvar for, hvad der skete med kvinderne, og giver dem kompensation. Men det lader vente på sig til trods for, at Japan har anerkendt og undskyldt en række andre krigsforbrydelser. I 1995 oprettede den japanske regering godt nok Asian Womens Fund, der med private midler skulle støtte organisationer, der arbejdede for kvinders rettigheder. Men det accepterede kvinderne ikke. ”Vi nægtede at tage imod pengene. Den japanske regering kaldte dem for bodspenge, men med dem kom ikke nogen undskyldning eller erkendelse af skyld. De skulle bare lukke munden på os, men vi vil have, at regeringen helt uden forbehold erkender, at de begik grusomme krigsforbrydelser og kvindemishandling af uanede proportioner. Før de gør det, holder vi ikke op med at være her hver onsdag”, siger Yoon Mee-Hyang.

dårligt, at hun aldrig nogensinde kunne blive gravid. Mareridtet fortsatte helt frem til krigens afslutning i 1945, husker den nu 85-årige kvinde. ”De fem år som komfortkvinde for de japanske soldater var et helvede. Jeg var så bange hele tiden, og vi havde så mange kunder. Nogen gange kunne vi ikke engang nå at vaske os imellem besøgene. Det var ækelt, og jeg har aldrig kunnet glemme det”. Fortiden frem i lyset I årene efter krigen fortalte Gil Won-Ok ikke nogen om sin fortid. Og det havde hun måske aldrig gjort, hvis ikke hun havde mødt en nybagt mor, der ikke kunne beholde sit barn og gav det til Gil Won-Ok.

”Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv”, siger hun. Drengen blev den søn, hun aldrig selv kunne få, og det var ham og hans familie, der for 12 år siden overtalte hende til at stå frem med sin historie. ”En aften i nyhederne havde de et indslag om en kvinde, der sagde, at hun havde været komfortkvinde for japanerne. Alle mine mareridt kom tilbage. Men efter noget tid fik jeg fortalt til min søn og svigerdatter, at det havde jeg også været. De overtalte mig til at søge hjælp ved Korean Council. Det tog nogle år, inden jeg var klar til at stå frem offentligt, men siden har jeg været med til hver onsdagsdemonstration. Jeg håber, at Japan undskylder og erkender omfanget af deres forbrydelser”.

Et anspændt forhold I 1910 blev Korea annekteret af Japan, og hundredetusinder af mænd og kvinder blev sendt i arbejde for japanerne før og under Anden Verdenskrig. Efter krigen blev Japan besat af de allierede, og det anspændte forhold mellem de to nationer fik lov at hvile for en stund. Dog er det blusset op igen i 1990’erne, da japanske premierministre igen og igen besøger det kontroversielle Yasukuni-tempel i Tokyo for at ære krigens døde – herunder dømte krigsforbrydere.

a mn e s t y I 3 7


mhed

bankvirkso Menneskerettigheder og

netop Amnesty prisen på den gang at være sponsor for en nu end af lte sto sse Vi er i Merkur Andelska on, vedvarende energi og festival. ig og økologisk produkti afholdte CPH:DOX film ygt red bæ e eretier ans fin at kendt for er. Så hvad har mennesk I Merkur er vi nok mest dmøller og øko-landsby vin , ier jer me e isk log øko med den slags. Vi forbindes ig udvikling at gøre? ygt red bæ d me er hed tig En hel del!

Kære læser

muligheuløseligt sammen med ngigt og fair retsvæsen hæ uaf et bæreet ge og er byg op hed at ttig ere deres evner til Faktisk hænger mennesk mulighed for at udnytte g. får rin den nd klo ply på ud t tet ral tsig ove ængige af, imod kor afh derne for, at mennesker er de r, rce sou res at beskytte de dygtigt erhvervsliv og for enten de ske særinteresser, hvad boldværk mod økonomi s rne og i alrge det bo lan er ud sen fra – svæ ret er tilfældet Et stærkt og uafhængigt selv eller – som det ofte det lan i er son per og r kommer fra virksomhede ske magthavere. liance med lokale politi

Menneskerettigheder

ielle ftiger os ikke med finans ige økonomi - vi beskæ kel på den vir for den er d hed me vi lig er Mu ejd muligheder. I Merkur Andelskasse arb r om at give mennesker eller dle r han ede t mh De kso ld. vir sky e n ier ege ans t kan være ved at fin transaktioner for deres De . det fun for at sam er for hed n es evner til gav anden side mulig ene side at udnytte der ial retfærdighed. På den soc r l, der elle må ed for igh er ygt mm red er til bæ måde, så den fre institutioner, der bidrag es egen opsparing på en der e cer pla kan , det r ske alle de danskere, der øn de. sin på dem ger lig r betagle få af mulighederne: og hvor Merkur derudove Her nævner jeg blot no nuftig forrentning til dig for en er giv e båd der to, » Vores CO2 sparekon afrikanske landsbyer. bredelse af solceller til e mennesker en chance ler et støttebidrag til ud idler. Vær med til at giv nsm sio pen e vat pri d finans, også me » Investering i mikro fattigdommen. af ud me for at kom e energi. i produktion af vedvarend . » Investering direkte dets strengeste kriterier rke ma er eenede aktier eft scr sk eti i ng eri est Inv » r transparente. Hos Merku vi vægt på at være helt ger elæg r est ete inv i ivit går akt es ind For alle vor projekter, der r, vi finansierer og hvilke ede mh kso vir lke hvi , ved du ringsporteføljerne.

Den virkelige økonomi

delskasse!

Velkommen i Merkur An

Med Venlig hilsen Lars Pehrson Adm. direktør Merkur

www.merkur.dk MERKUR er Danmarks almennyttige pengeinstitut og har siden 1982 arbejdet med finansiering af sociale, kulturelle og miljøvenlige projekter. Merkur fungerer på samme måde som andre danske pengeinstitutter og har således alle serviceydelser. Størsteparten af det samlede udlån sker til samfundsgavnlige projekter på baggrund af økonomiske, såvel som etiske og miljømæssige vurderinger. Merkur har i dag cirka 17.000 kunder. Netbank · Opsparing · Lønkonto · Kassekredit · Betalingsservice · Pension · Rådgivning · Investering · Boliglån · Billån · Realkredit · Børneopsparing


Af Ole Hoff- Lund

CPH: DOX

Musikken skal kæmpe for fred ”Vores generation har den utrolige fordel, at vi kan dele alle informationer med hinanden over hele verden via internettet. Det skal vi udnytte til at kæmpe for fred.” Sådan lyder det fra den sudanesiske musiker Emmanuel Jal, der netop har været i København i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Festivalen viste den prisvindende film ”War Child” om Emmanuel Jals fortid som børnesoldat i Sudan. Allerede som syvårig blev han tvunget til at kæmpe i Sudans blodige borgerkrig. Men efter fem år blev han smuglet til Kenya af den britiske hjælpearbejder Emma McCune, der sørgede for, at han fik undervisning og noget af sin barndom tilbage. Den nye Bob Marley Senere fik han interesse for musik, og han er for længst slået igennem med sin særlige hiphop i både Kenya, Sudan og England. Han optrådte til Live Aid koncerten i 2005 og til Nelson Mandelas 90 års fødselsdag, og Peter Gabriel har sammenlignet ham med Bob

Marley. Hans erfaringer og succes skal bruges til at hjælpe andre børn, siger han. ”Jeg havde ikke noget liv som barn. Jeg tænkte kun på at slå så mange muslimer ihjel som muligt. Alle i de sydlige Sudan har mistet nogen i krigen. Deres søster er blevet voldtaget, deres mor er slået ihjel eller deres børn er forsvundet”, siger Emmanuel Jal med henvisning til borgerkrigen mellem det overvejende kristne syd og de arabiske magthavere i nord. Mindst to millioner mennesker mistede livet under 22 års borgerkrig. Fredsaftalen i 2005 afgjorde, at der skal holdes folkeafstemning om selvstændighed i det olierige Sydsudan den 8. januar næste år, men spændingerne i landet vokser op til afstemningen, og Emmanuel Jal frygter mere vold. Derfor planlægger han en aktion på internettet, hvor han vil samle en million såkaldte fredssoldater, der skal skrive breve til politikere og lægge pres på FN for at sikre freden i Sudan efter folkeafstemningen. Til gengæld får de lov at downloade hans musik.

Den tidligere børnesoldat Emmanuel Jal fra Sudan er slået igennem på den internationale musikscene. Hans mål er at samle penge ind til at bygge 100 skoler i hjemlandet, så den næste generation søger fred i stedet for krig.

Sultestrejke hjalp skoler De seneste to år har Emmanuel Jal kun spist ét måltid mad om dagen. Målet var at skabe opmærksomhed om børnene i Sudans flygtningelejre. På de 662 dage på smalkost indsamlede han 220.000 dollars til at forbedre og udbygge to skoler i det sydlige Sudan. Filosofien kalder han ”Lose to Win” – et typisk projekt for multikunstneren Emmanuel Jal. ”Jeg ofrede nogle måltider mad om dagen, mens mange andre støttede op om ideen og donerede penge. Den 7. oktober nåede jeg målet. Nu er skolen fuldstændig renoveret. Og jeg spiser igen”, fortæller Emmanuel Jal. Næste mål for Emmanuel Jal er at bygge et gymnasium og et bibliotek i Sudan, og på sigt vil han bygge 100 kombinerede skoler og biblioteker i Sudan og Kenya. ”Børn er uskyldige og lette at påvirke. Men hvis de får undervisning, kan de selv vælge deres fremtid. Når jeg møder børnene i flygtningelejrene, spørger de ikke efter mad. De beder om en pen og stykke papir. Uddannelse og viden betyder alt”, siger han.

kvindekamp i indien vinder Amnesty Award Det blev filmen Pink Saris, der vandt Amnesty Award på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som sluttede 14. november. Den internationale jury fastslog, at alle filmene i konkurrencen havde en utrolig høj kvalitet, integritet og betydning, men valget faldt på Pink Saris af Kim Logninotto. Juryen lagde især vægt på instruktørens evne til at skildre Indiens store sociale problemer gennem en personlig historie: ”Filmen er et intimt portræt, der frygtløst og emotionelt skildrer en kvindes kamp for det indiske folk”. Sammen med prisen modtager Kim Logninotto 5.000 euro, som er sponsoreret af Merkur Andelskasse.

a mn e s t y I 3 9


Stafet t e n

Af Ja mes Crom well

Med konceptet ”ACCESS INTERNATIONAL – Six Degrees of Human Rights” har AMNESTY skudt en stafet i gang. Over seks omgange vil vi afprøve, hvor indflydelsesrige og berømte personer vi kan få til at skrive om menneskerettigheder. Hver skribent sender stafetten videre til en person efter eget valg, som så selv vælger et emne. Konceptet er udviklet i samarbejde med forfatteren Martin Martensen-Larsen.

Six Degrees of Human Rights

? Gail Chasey 1: 2. 3. 4.

Elizabeth Zitrin Mike Farell

?

James Cromwell

Gail Chasey, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus i New Mexico. Elizabeth Zitrin, tidligere formand for American Civil Liberties Union i Californien. Mike Farell, skuespiller og formand for Death Penalty Focus i USA. James Cromwell, skuespiller

James Cromwell, amerikansk skuespiller. Har medvirket i film som ”The Queen”, ”L.A. Confidential”, ”W.” og ”Babe, den kække gris”. Sidstnævnte blev han nomineret til en Oscar for.

Einstein beskrev arrogancen i at betragte os selv som overlegne i forhold til andre arter som ”et optisk selvbedrag”.

planeten er i et fortvivlende kaos Retten til liv, frihed og stræben efter lykke var blandt de rettigheder, der blev skrevet ned i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, og som vi i dag betragter som selvindlysende. I 1776 var disse sandheder dog afgrænset af en dybtliggende tro på, at rettighederne var forbeholdt hvide mænd fra en bestemt socialklasse – at skaberen havde udstyret dem, og kun dem, med disse rettigheder. Datidens politiske realiteter betød, at kvinder og farvede folk var udelukket. Over de sidste to hundrede år har den politiske evolutions tre mægtige motorer – ofring, protest og blodsudgydelse – omdannet disse udelukkelser og perversiteter til det retfærdige og lige arrangement, vi hævder, at vi nu er en del af. Antagelsen er, at mennesker er skabt lige. Disse ”selvindlysende sandheder” flyder dog ikke lige så selvindlysende til alle andre sansende væsner og bestemt heller ikke til den jord, hvor vi alle forsøger at sameksistere. Selv i de bedste tider har vores perspektiv på rettighederne været centreret om os selv: Menneskene. 4 0 I am n e s t y

Vores planet er i dag i et fortvivlende kaos, og vi er i den grad ansvarlige. Menneskeheden synes – enten gennem frygt, uvidenhed, dovenskab eller grådighed – at have mistet sit moralske og etiske kompas. Vi er i sandhed, hvad vi indtager, hvad enten det er de milliarder af dyrs lidelser, opvokset og slagtet i foragtelig, inhuman og uudholdelig grusomhed, eller de løgne, vores fædre fortalte os. Mennesker siges at være moralske væsner, som er i stand til at handle, ikke blot instinktivt, men også ud fra et fornuftsbaseret etisk regelsæt. Men når den ”moralske intuition” har stået alene, har det gennem historien ført til accept af slaveri, pogromer, hekseafbrændinger, udnyttelse af børn og utallige holocausts. Sund fornuft, empati og medfølelse burde tvinge os til at sikre alle væsner den umistelige ret til ”stræben efter lykke” – eller et i nogen grad behageligt og minimalt smertefuldt liv, så vidt muligt fri for lidelser. Men hvis denne rettighed ikke er universelt gældende for både mennesker og dyr, er det så ikke en accept af, at ”magt skaber ret”? At vores intelligens og rang i fødekæden tillader os

at kontrollere, besejre, dominere og ødelægge alle andre livsformer? Einstein beskrev arrogancen i at betragte os selv som overlegne i forhold til andre arter som ”et optisk selvbedrag”. Moralens væsen bør måles ud fra, hvordan magt bruges i forhold til den svage og uskyldige. Det er umuligt at konstruere et rationelt og moralsk argument, som nægter dyr deres rettigheder, blot fordi de mangler evnen til ”fornuft”, ”moralsk instinkt” eller ”sprog” De kan ikke være udenfor nogen ”moralsk kontrakt”. Deres interesser er ligeså uantastelige som alle andre, der lige så lidt er i stand til at deltage i moralske kontrakter; for eksempel spædbørn og børn. Gennem historien har mennesker videreført regelsystemer, der har udelukket andre. Disse udelukkelser har nu vist sig at være lige så selvindlysende forkerte som udelukkelsen af andre væsner. Det, som en forhåbentlig mere oplyst fremtid vil vise os.


Den fornemmelse af at pengene til pakistanerne kun er en dråbe i det hav af penge, som vores familie ellers bruger på ture til Spanien eller tøj købt over Trendsales. Og at netop denne livsstil har en direkte sammenhæng med katastrofen i Pakistan. Johanne Mygind, den 25.08.2010 om sin kroniske skyldfølelse trods flere donationer.

Postboks 188, 1006 København K

RING 70 10 19 30 eller SMS* ”TILBUD” til 1241

Navn Adresse Postnr./By

Dagbladet Information + + + 10383 + + + 0893 Sjælland USF B

Telefon E-mail

Prøveabonnementet er uforpligtende og stopper automatisk efter 4 uger. Tilbuddet gælder til 31. december 2010 og gælder kun husstande, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. Bestil på SMS, telefon eller besøg www.information.dk/4ugergratis *Sms koster 0 kr. + alm. smstakst, betaling via mobilregning. Udbydes af Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K

Amn

Prøv Information GRATIS i 4 uger

Jeg vil gerne ha’ et forfriskende smæk til intellektet – gratis 6 dage om ugen i 4 uger. Betragtninger og perspektiver, der rager op over hverdagsligegyldighederne. Både når det handler om politik og populærkultur, FN og fjernsynsfænomener. Samtid, samliv, samleje og alt det andet, der er værd at vide noget om. Information med dybde, tyngde og hele tre ugentlige magasiner: Bøger, Billeder og Moderne tider.

amn e s t y I 4 1


KULTUR

KU

NS T

Af Kla us Rot hstein

Foto: SF Film

Med Naomi Watts og Sean Penn i hovedrollerne får vi nu spillefilmen om, hvordan Det Hvide Hus ofrede en CIA-agent, der beviste det forkete. Og så kunne Irakkrigen begynde.

Agenten der blev afsløret Vi begynder med noget, du godt kan huske. Den 21. marts 2003 sagde daværende statsminister og nuværende generealsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, sådan her på et pressemøde: ”Irak har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved. Irak har selv indrømmet, at det har haft sennepsgas, nervegas, miltbrand, men Saddam vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FN’s inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind”. Nej, der var ingen tvivl i statsministerens sind – men det var der i amerikanernes. De sad jo med de allernyeste efterretningsrapporter, og de pegede desværre i den forkerte retning. Desværre for dem, der altså ledte efter en grund til at gå i krig mod Irak. Faktisk 4 2 I am n e s t y

sagde rapporterne fra lederen af CIA’s Joint Task Force on Iraq, som havde ansvar for at infiltrere og dokumentere Saddam Husseins våbenprogram, at Irak ikke havde de frygtede våben. Der var intet beriget uran i Irak. Der var ingen Weapons of Mass Destruction. Men USA valgte at droppe efterretningsrapporterne og tro på rygterne. Og Danmark fulgte med. Den hemmelige agent Alt det husker vi godt. Men husker du Valerie Plame? Hun spillede en meget vigtig rolle i Washington i tiden op til krigens begyndelse, og nu rammer en yderst interessant film om hendes arbejde de danske biografer. Her er hendes historie: Den 14. juli 2003 skrev den amerikanske konservative journalist og kommentator Robert Nowak en klumme i Washington Post, hvor han afslørede Valerie Plame som CIA-

agent med ansvar for dybt hemmelige missioner i Irak. Officielt arbejdede hun i energiselskabet Brewster Jennings & Associates – som imidlertid viste sig at være et fupfirma, som CIA oprettede allerede i 1994 for agenter, der havde brug for at rejse på hemmelige missioner i den asiatiske og arabiske verden. Men hvorfor skulle en konservativ skribent være interesseret i at afsløre en CIA-agent, der ofte arbejdede bag fjendens linjer? Det er der en god forklaring på: Robert Nowak blev – viste det sig senere – fodret med informationer af kilder meget tæt på præsident Bush. Ikke mindst af præsidentens stabschef Karl Rove, der lækkede tophemmelige oplysninger, fordi han gerne ville sætte Valerie Plame ud af spillet. Valerie Plame insisterede nemlig på, at der ikke fandtes beviser for, at Saddam Hussein besad masseødelæggelsesvåben. Meget uprak-


Foto: Louisiana

Fred og frihed hos Picasso

KU

N

ST

”Jeg tror på liv frem for død. Jeg tror på fred frem for krig”. Ordene stammer fra den spanske maler Pablo Picasso, der til februar indtager Louisiana med udstillingen ”Picasso: Fred og Frihed”. Museet har i forvejen tre Picasso-malerier samt tegninger og grafiske tryk i sin faste samling, og gennem sin 50-årige historie har Louisiana afholdt fire udstillinger med den store kunstner. Den kommende udstilling sætter fokus på den politiske og fredselskende Picasso og viser omkring 100 værker, der vidner om hans so-

Abu Ghraib og politimord

ciale og politiske engagement i årene fra 1944 til hans død i 1973. Det er den Kolde Krigs og eftertankens tid efter gruen i Guernica og Anden Verdenskrigs rædsler, hvor Picasso havde mistet flere af sine venner enten ved fronten eller i koncentrationslejrene. Med malerier, tegninger, litografiske tryk, breve og fotografier dokumenterer udstillingen, hvordan Picasso refererer til en række historiske nøglebegivenheder. Picasso: Fred og frihed, Louisiana i Humlebæk, 11. februar–29. maj 2011.

Frygt og fryd i Damaskus Bjørn Meidell er til fredagsbøn og sammenkomst i et religiøst broderskab med ekstatisk sang og dans. Han overnatter i et nonnekloster, som er valfartssted for både kristne og muslimer. Og han møder den muslimske stormufti, den katolske patriark, beduiner og flygtninge fra nær og fjern. Og han taler med den politiske fange, der i 18 år sad isoleret i en fugtig celle uden dagslys og familiebesøg.

tisk for præsidenten og hans rådgivere, der reelt havde besluttet sig for at indlede krigen mod Irak.

uran til Irak. Men han vender hjem med beroligende oplysninger. Saddam er ikke farlig, konkluderer ægteparret. Men da Joe Wilson opdager, at den amerikanske regering ignorerer oplysningerne, beslutter han at skrive en artikel i The New York Times, hvor han afslører for offentligheden, at Irak reelt ikke har de masseødelæggelsesvåben, som Det Hvide Hus påstår, at de har. Og så bryder helvede løs. Kort efter kommer Robert Nowaks artikel, der sætter Valerie Plame ud af spillet. Hendes dobbeltidentitet er afsløret, og hun må øjeblikkeligt forlade CIA og droppe ledelsen af operationerne i Irak, hvor hendes kilder nu er i største fare – og selv bliver hun hængt ud i offentligheden som landsforræder.

KU

N

ST

Med sin bog ”Frygt og fryd i Damaskus” samler forfatteren og historikeren Bjørn Meidell resultatet af mange års rejser i Syrien og ophold i syrernes gamle hovedstad. Bogens fokus er demokratiets forkæmpere og personer, som forholder sig kritisk til det diktatoriske styre. Forfatteren har fulgt dem før og efter, de er blevet sat bag lås og slå. Men bogen handler i høj grad også om hverdagens syrere, hvordan de klarer dagen og vejen og holder sig langt væk fra risikable politiske aktiviteter.

Saddam er ikke farlig Ja, det lyder som en konspiratorisk agentfilm – og naturligvis er den virkelige historie om Valerie Plame nu også blevet omsat til film. Meget kan man nemlig sige om amerikanerne, men Hollywood-folkene har aldrig holdt sig tilbage for at lave film, der afdækker urent trav helt ind i toppen af Det Hvide Hus. Og i dette tilfælde er der altså tale om en spillefilm på baggrund af den skinbarlige virkelighed. Doug Limans film ”Fair Game” har Naomi Watts i hovedrollen som Valerie Plame, mens hendes mand Joe Wilson spilles af Sean Penn. Han er tidligere Afrika-ambassadør, og han hjælper CIA ved at rejse til Niger for at undersøge rygterne om et omfattende salg af beriget

GRATIS film og bøger PÅ NETTET

Bjørn Meidell: Frygt og fryd i Damaskus, Tiderne Skifter, 282 sider. Pris: 250 kr.

Doug Limans film ”Fair game” har premiere i danske biografer den 2. december.

TV: Tortur og mishandlinger i Afghanistan, Irak og Guantánamo fulgte i kølvandet på den amerikanske regerings beslutning om at se bort fra Geneve-konventionerne efter katastrofen den 11. september 2001. Se den 90 minutter lange og dybdeborende dokumentarfilm ”The Torture Question”. Programmet er produceret af USA’s største public service-station PBS – Public Broadcasting Service, som især er kendt for programmet Frontline. Se også den dybdeborende film ”Law & Disorder” om politivold i New Orleans efter orkanen Katrina eller udsendelsen ”Bush’s War”, der beskriver, hvordan krigen i Irak begyndte og blev udkæmpet – både på slagmarken og dybt inde i USA’s regering. www.pbs.org/wgbh/pages/frontline

Børnesoldater græder ikke Bøger: Mere end 11.000 børn er sendt i kamp i Columbias brutale konflikt om landets ressourcer. Både oprørsguerillaen FARC og den økonomiske elites paramilitære grupper har beordret børn ned til otteårsalderen til at begå grusomheder mod civile – endda henrettelser af andre børn, der forsøger at flygte. Bogen ”You’ll Learn Not to Cry: Child Combattants in Colombia” er blot én ud af 4.249 gratis bøger, som du kan læse eller downloade på siden E-Books Directory. Kategorien ”Law” indeholder underkategorien ”Human Rights”. Læs også bøger om krigen mod terror og kvindehandel i Nord- og Sydamerika. www.e-booksdirectory.com

Afghansk drama og sindslidende brasilianere Film: Drama, dokumentar og eksperimenterende kunstfilm! Folkene bag ”Culture Unplugged” har en mission om at ”føre autentiske og uafhængige stemmer af forskelligartede kulturer frem til et globalt publikum”. Du kan blandt andet se et afghansk, low-budget drama om en enlig mor, der forbydes at gifte sig med sin forlovede og i stedet bliver givet bort til en gammel krigsherre, som tvinger hende til at smugle narko over grænsen til Iran. Se også, hvordan sindslidende kriminelle lever og dør bag tremmer i Brasilien, eller en kunstfilm om et voldsoffers naive forhold til gerningsmanden. Klik på ”human rights” i bunden af siden. www.cultureunplugged.com a mn e s t y I 4 3


AMNESTY

– Din støtte gør en forskel! Li ve-redakt ion: R olf Ei chel B ech og N ora Rahbek Kanafan i

November 2010 Foto: Michael Bothager

Sammen står vi stærkt Fremgangen mod de 100.000 medlemmer er gået stærkt. I 2001 var vi 20.000 medlemmer i dansk afdeling – det tal er altså nu femdoblet på under ti år. Medlemmerne giver vores budskaber vægt. Med 100.000 medlemmer er vi faktisk blevet større end Socialdemokratiet og Venstre til sammen. På den baggrund har vi opnået mange resultater de senere år. Her er nogle af de vigtigste i Danmark:

Generalsekretær Lars Normann Jørgensen hilser på medlem nummer 100.000, Sille Nielsen (tv), der netop har meldt sig ind i Amnesty hos Malou Friis i baggrunden.

Sille er Amnestymedlem nr. 100.000 Sille Nielsen er 22 år og bor på Frederiksberg. Til daglig er hun pædagogstuderende, men om eftermiddagen den 29. oktober var hun på vej ud for at shoppe med sine veninder, da hun stoppede for at tale med Malou Friis fra Amnesty på Gammeltorv i København. ”Det er løgn!”, udbrød Sille forarget, da Malou forklarede, at voldtægtsforbrydere i Danmark slipper med lavere straf, hvis deres offer er handicappet eller ude af stand til at forsvare sig selv. Hun var med det samme klar til 4 4 I am n e s t yLive

at blive medlem for at lave om på den praksis. Sille vidste ikke, at der rundt om hjørnet stod fotograf, medarbejdere og Amnestys generalsekretær, Lars Normann Jørgensen, klar til at byde hende velkommen som dansk medlem nummer 100.000. Hun var overrasket over opmærksomheden, men glad for sin beslutning om at blive del af Amnesty: ”Jeg vil gerne støtte, hvor man kan se, at man kan gøre en forskel”.

• I 2005 samlede Amnestys danske afdeling 140.000 underskrifter for at forbyde tortur i Danmark. Kampagnen lykkedes – der er nu skrevet en torturbestemmelse ind i den danske straffelov. • I 2008 satte vi fokus på behovet for et uafhængigt system til at behandle klager over politiet i Danmark. I 2012 får Danmark et nyt, uafhængigt politiklagesystem. • I 2008 udgav vi en rapport, som viste, at danske kvinder alt for ofte svigtes af retssystemet, når de har været udsat for voldtægt, og vi afleverede over 15.000 underskrifter til justitsministeren med krav om at ændre lovgivningen. Straffelovrådet undersøger nu, hvordan man i lovgivningen kan sikre retfærdighed for voldtægtsofre. Amnesty International er verdens største folkelige menneskerettighedsorganisation med omkring 2,8 millioner medlemmer og støtter i mere end 150 lande. Dansk afdeling er den 8. største økonomiske bidragyder til det omfattende research- og lobbyarbejde, som Amnesty International udfører verden over for at dokumentere og forhindre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.


AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKTIVBLAD FOR Amn e s t y I n t e r n ati o n a l Hvad kan du gøre?

Hele vejen for menneskerettighederne I Nørrebrogade i København bor der et Amnesty-medlem for hver otte meter – i alt 245 medlemmer i samme gade. Dermed er Nørrebrogade den gade i Danmark, hvor flest mennesker støtter Amnesty. To tredjedele af medlemmerne i gaden er kvinder, og halvdelen er 30 år eller yngre. Her er fire af de medlemmer, du kan møde i Nørrebrogade: Louise Nøhr, 22 år Fotos: Katrine Lauritsen

Louise læser internationale udviklingsstudier og socialvidenskab på tredje år på RUC. Hun har boet flere steder i København, men synes bedst om Nørrebrogade, hvor hun lejede et værelse for et par måneder siden. ”Jeg startede i Amnesty som del af en youth-gruppe, da jeg gik i gymnasiet i Køge. Jeg er ikke længere aktiv i Amnesty, men jeg er tilmeldt Lifeline og skriver under, når der er vigtige sager. Jeg synes, det er vigtigt at have en organisation som Amnesty, som har politisk gennemslagskraft. Og Amnesty fokuserer på nogle ting, som der ikke er så mange andre organisationer, der tager op. For eksempel var kampagnen imod vold mod kvinder rigtig god. Og det er også vigtigt at kæmpe imod tortur og dødsstraf. Man behøver dog ikke altid se så langt efter vigtige sager. Nogle gange måtte Amnesty godt fokusere mere på Danmark. For eksempel i forbindelse med demonstrationerne ved klimatopmødet”. Yasamin Zafar, 28 år Yasamin blev færdig fra designskolen i sommer og arbejder med tøjdesign. For et år siden flyttede hun og hendes kæreste til Nørrebrogade, hvor deres lille hundehvalp Yoshi på fire måneder også er flyttet ind. ”Jeg blev hvervet til Amnesty for mange år siden på gaden i Århus, men der skulle ikke noget til at overtale mig. Amnestys arbejde ligger mig nært, måske på grund af min iranske baggrund. Jeg kom til Danmark med min familie for 24 år siden, og jeg hører selvfølgelig stadig meget om de krænkelser, der sker i Iran. Så det er en naturlig ting for mig at være medlem af Amnesty. Jeg synes, det er vigtigt også at se på problemerne herhjemme. For eksempel behandlingen af udlændinge og asylbørn. Men det er positivt, at Amnesty nu har 100.000 medlemmer, som støtter arbejdet for menneskerettighederne”.

Kristoffer Kiørboe, 31 år Kristoffer blev færdig som instruktør fra filmskolen sidste sommer. Han er opvokset på Østerbro og har boet i Nørrebrogade i halvandet år. I sine film fokuserer Kristoffer på eksistentielle dramaer. ”Jeg synes egentlig, vi har en helt fundamental moralsk forpligtelse som mennesker til at tage ansvar for hinanden – uanset race, religion og social baggrund. Når det er sagt, så kunne mange af os vel egentlig gøre mere, end vi allerede gør, men vi er jo desværre også bare almindelige dødelige mennesker, der hver især er optaget af at få vores egen tilværelse til at gå op og derfor er os selv og vores nærmest. Derfor er det fantastisk, at der findes organisationer som Amnesty, der tager de kampe op, som vi ikke selv magter. Udover at være medlem er jeg også tilmeldt Lifeline, og jeg skriver under på Amnestys kampagner. Men det er absurd at skulle fremhæve nogle sager frem for andre – alle har selvfølgelig lige ret til et værdigt liv”. Jesper Simonsen, 26 år Jesper er ved at være færdig med sin bachelor i medievidenskab, som han læser i Odense. Det sidste år har han boet i Nørrebrogade med to kammerater. ”Jeg har været medlem af Amnesty i tre-fire år. Jeg blev hvervet på gaden i Århus og var hurtigt sikker på, at jeg gerne ville støtte menneskerettighedsarbejdet. Det er ikke, fordi jeg tænker så meget på menneskerettigheder i hverdagen, men jeg tror ikke, der skal meget til for at overbevise folk om, at Amnestys arbejde er vigtigt. Især synes jeg, det er vigtigt at støtte op om minoriteters rettigheder. Og Amnestys mærkesager imod dødsstraf og tortur er også vigtige. Og så er det godt at have en organisation, som er så stor og synlig i sit arbejde”.

Hvis du har tid og lyst til at gøre en ekstra indsats, har du mange muligheder.

Skriv under: Ved udvalgte Amnesty-kampagner kan du skrive under mod krænkelser af menneskerettighederne for at lægge større pres på de ansvarlige politikere – for eksempel som i sommerens kampagne mod slumrydninger i Kenya. Du kan altid skrive under online på amnesty.dk

Skriv under med mobilen: I andre situationer opstår der et akut behov for at forhindre krænkelser af menneskerettighederne. I de tilfælde kan du give din underskrift lynhurtigt med mobilen. Tilmeld dig Amnesty Lifeline ved at sende beskeden Lifeline til 1919. Det er gratis at modtage aktioner og koster almindelig SMStakst at deltage.

Aktivitetspakke: Fire gange om året udarbejder Amnesty en aktivitetspakke med materialer, som klæder dig på til at lave menneskerettighedsarbejde i dit lokalområde. Det kan være i form af events, underskriftsindsamlinger og meget andet.

Amnesty Youth: Bliv medlem af en Youth-gruppe, eller start din egen gruppe på dit studium. Du kan arrangere events og aktioner på din skole og gøre opmærksom på Amnestys arbejde og budskaber.

Nyhedsbrev: Du kan også tilmelde dig Amnestys nyhedsbrev og holde dig opdateret om vores aktiviteter. Læs mere om alle mulighederne for en ekstra indsats på amnesty.dk a mn e s t y L i v e I 4 5


AMNESTY S k r i v D e m F r i - m a r at o n

Skriv fangerne fri Den 1.-10. december 2010 afholder Amnesty International en Skriv Dem Fri-maraton. Her kan du skrive breve, der lægger pres på myndighederne og giver uretfærdigt fængslede håb om frihed. Vi fokuserer på ti forskellige sager om uretfærdigt fængslede eller forfulgte mennesker ti steder i verden og opfordrer alle medlemmer til at skrive breve til myndighederne samt sende solidaritetshilsener til de mennesker, vi skriver for.

Vær med Det er første gang, at Amnesty i Danmark deltager i Skriv Dem Fri-maraton. Du kan deltage på flere forskellige måder: Hjemme i din stue kan du skrive breve, som Amnesty sender videre til de relevante myndigheder og til fangerne. Et håndskrevet brev lægger pres på beslutningstagere og giver fanger håb. Vi opfordrer dig også til at få dine venner til at skrive et brev, når de er på besøg. Du kan læse sagsbeskrivelserne på amnesty.dk/maraton. Online kan du melde dig til at få tilsendt en e-mail med en ny sag hver dag fra den 1.-10. december. På denne måde kan du hurtigt og effektivt gøre noget for dagens sag via et par klik. Tilmeld dig på amnesty.dk/maraton Via din mobil kan du, hvis du tilmelder dig vores SMSnetværk Lifeline, modtage en ny appelsag hver dag, som du skriver under på ved at svare på SMS’en. Tilmeld dig Lifeline på amnesty.dk/lifeline På Facebook kan du skrive solidaritetshilsener til fangerne direkte på Amnestys wall. Følg med på Amnesty International Danmarks Facebook-side – og bliv gerne fan!

I løbet af decembers Skriv Dem Fri-Maraton kan du blandt andet skrive til disse to fanger:

Mao Hengfeng med sine tre døtre

Mao Hengfeng Mao Hengfeng har gentagne gange været i fængsel på grund af sit arbejde for kinesiske kvinders ret til at bestemme over egen krop og reproduktion. Netop nu afsoner hun en 18-måneders dom i en arbejdslejr for at have deltaget i en demonstration til støtte for Liu Xiaobo, menneskerettighedsaktivisten, der i år blev tildelt Nobels Fredspris. Mao har flere gange været udsat for tortur i forbindelse med sine afsoninger. Du kan både skrive protestbrev til de lokale kinesiske myndigheder og solidaritetshilsen til Mao Hengfeng.

Det virker Sidste år deltog flere end 50 Amnesty-sektioner, og der blev skrevet over 700.000 breve. Én af fangerne, Justine Masika Bihamba, modtog mere end 50 kilo breve fra Amnesty-medlemmer, som ville udtrykke deres medfølelse og solidaritet. Ud af de ti sager fra sidste år er seks af fangerne blevet løsladt – en af dem på den dag, den internationale Skriv Dem Fri-maraton sluttede.

Femi Peters Femi Peters blev arresteret i oktober 2009, da han deltog i en fredelig demonstration arrangeret af United Democratic Party, oppositionspartiet i Gambia, som Femi arbejder for. Den 1. april i år blev han idømt et års fængsel for at have deltaget i en ulovlig demonstration og for at have brugt højttalere i det offentlige rum. Amnesty mener dog, at Femi udelukkende er tilbageholdt på grund af sit politiske arbejde. Femi lider af sukkersyge og malaria og Amnesty frygter, at han ikke får den fornødne behandling i fængslet. Du kan både skrive protestbrev til Gambias justitsminister og solidaritetshilsen til Femi Peters.

Postkort som missiler Den herboende Hashil S. Hashil sad fængslet i seks år i Tanzania anklaget for et mislykket regeringskup og et mord, han intet kendte til. AMNESTY interviewede ham i 2007. ”I Tanga fængslet i Tanzanias hovedstad, Dar-es-Salaam, modtog jeg mit første postkort. ’You Are Not Forgotten’, stod der. Ved at bestikke mine fangevogtere kunne jeg føre adskillige korrespondancer med Amnesty-medlemmer i Holland, Norge og Danmark. Jeg er ikke i tvivl om, at Amnesty International har æren for min pludselige løsladelse. Hver dag blev omkring 500 postkort sendt til fængsler i Tanzania. Postkortene landede som missiler i de forskellige fængsler, og præsidenten var rasende og vidste ikke, hvad han skulle gøre for at stoppe disse postkort. Til sidst var han nødt til at løslade os”.

4 6 I am n e s t yLive


Amnesty Danmark har i 2010 modtaget

218.272 underskrifter mod krænkelser af menneskerettighederne

Gode nyheder

Danske underskrifter i Kenya I 11 lande har Amnesty sommeren over aktioneret mod tvangsrydninger af slumområder i Kenya. Men de danske Amnesty-aktive har grund til at være ekstra stolte over indsatsen. Herhjemme indsamlede vi nemlig en femtedel af de mere end 130.000 underskrifter, som blev overrakt til Kenyas minister for naturressourcer den 4. oktober på World Habitat Day. På amnesty.dk kan du se billeder og video fra overrækkelsen i Kenya.

Helt præcist blev der indsamlet 26.154 underskrifter i Danmark gennem forskellige aktioner i alle dele af landet. Roskilde Festival og U2-koncerterne i Horsens i august var nogle af de events, hvor rigtig mange gav deres mening til kende. Og så har Amnesty ’tvangsryddet’ gymnasier over hele landet, hvor eleverne i stor stil har skrevet under mod den virkelige verdens tvangsrydninger af slumområder i Kenya.

Amnesty Impact Omkring 400 mennesker havde sat kryds i kalenderen den 30. oktober, hvor Amnesty holdt den årlige konference Amnesty IMPACT i Den Sorte Diamant i København. Emnet for konferencen var sikkerhed over for retssikkerhed i lyset af den såkaldte krig mod terror. I en række lande, herunder Danmark, har terrorlovgivning udfordret retssikkerheden de seneste år. Både danske og udenlandske eksperter kom med indlæg, og arrangementet blev afsluttet med en paneldebat, som Clement Kjersgaard styrede med kyndig hånd. Der var stor interesse for debatten i salen, og blandt andre rigsadvokat Jørgen S. Sørensen måtte svare på kritiske spørgsmål fra publikum. Amnesty IMPACT er tilbage igen næste efterår med et nyt aktuelt emne.

Mexicansk menneskerettighedsaktivist løsladt

10.357

danskere er fan af Amnesty på Facebook

Foto: Amnesty

Kenyas minister for naturressourcer (til højre i billedet) modtager 130.000 underskrifter mod tvangsrydninger.

”Jeg vil gerne takke Amnesty International og de folk i mange lande, som har arbejdet for min frihed”, sagde Raúl Hernández efter sin løsladelse i august efter mere end to års uretfærdig fængsling. Han blev i april 2008 arresteret sammen med fire andre, uretfærdigt anklaget for at have begået et mord. Amnesty har ført kampagne for hans løsladelse siden november 2008, og glæder sig over, at han omsider er fri. Amnesty opfordrer nu de mexicanske myndigheder til at undersøge den ufunderede retsforfølgelse af Hernández og til at yde ham fuld erstatning for den uretfærdige fængsling.

Prideparade i Beograd For første gang siden 2001 blev der den 10. oktober afholdt prideparade for homo- bi- og transseksuelle i Serbien. Omkring 1.000 mennesker gik parade i Beograds gader og aktionerede mod diskrimination. Amnestys danske afdeling var repræsenteret med to deltagere for at støtte arrangørerne og observere myndighedernes håndtering af arrangementet. De serbiske myndigheder prioriterede sikkerheden højt, og på trods af voldsomme moddemonstrationer kom ingen paradedeltagere til skade.

Foto: Amnesty

Amnesty indberetter til SKAT Amnesty International indberetter dine eventuelt fradragsberettigede bidrag til SKAT. Indberetningen til SKAT sker ved hjælp af dit CPRnummer. Hvis du tidligere oplyst dit CPRnummer, f.eks. i forbindelse med oprettelse af en betalingsserviceaftale, skal du ikke foretage dig noget. Hvis vi ikke har dit CPR-nummer,

bedes du oplyse det sammen med dit fulde navn, medlemsnummer og adresse. Oplysningerne opbevares naturligvis sikkert. • Ring til Medlemsservice på tlf. 33 45 65 65 mandag til fredag fra kl.10.00 til 16.00 • Indtast oplysningerne på den sikre kontaktformular på www.amnesty.dk/fradrag

end oplysningerne i en lukket •S kuvert til Amnesty International, Gammel Torv 8, 5. sal, 1457 København K. Hvis du ikke ønsker, at Amnesty skal foretage indberetning til SKAT, bedes du ligeledes oplyse dette. Læs mere om fradragsreglerne på www.amnesty.dk/fradrag

Indberetning til SKAT for skatteåret 2009 foretages kun for bidrag indbetalt senest den 31. december 2009.

a m n e s t yL i v e I 4 7


Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

Køb årets julegaver hos Amnesty Amnesty Sweatshirt Stand up for your rights kr.

400,-

Amnesty kalender Flot kalender, indbundet i genbrugslæder kr.

120,-

Tænd et lys i mørket Æske med 4 lys kr.

One World vægkalender 2011 kr.

150,www.amnesty.dk/shop

50,-


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.