Amnesty #3 2013

AMNESTY MedleMsblad For aMnesty InternatIonal | nr 3 septeMber 2013

BLACK HILLS ER IKKE TIL SALG

URO FØR KAMPSTART

PROTEST MOD PUTIN

KINA STOPPER ORGANHØST

Sioux-indianerne i South Dakota kræver deres hellige land tilbage.

Brasilien forbereder VM og OL ved at rydde slumområderne i Rio.

50.000 danskere skrev under i protest mod Ruslands homofobiske lov.

Den årtier lange praksis med at bruge organer fra henrettede fanger bliver udfaset.

TEMA: USA’S INDIANERE HAR IKKE GIvET OP:

TABTE LAND

KAMPEN FOR DET

| L E DE R

MEDLEMSBLAD FOR DANSK AFDELING AF AMNESTY INTERNATIONAL

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: John Nielsen, Nora Rahbek Kanafani og Bjarke Windahl Pedersen Design: Dorte Kayser, Datagraf Produktion: Datagraf Oplag: 93.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 29. november 2013 (deadline 1. november) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning.

Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk

Forside: Ni-årige Wakinyan Two Bulls hænger bedeflag i træerne ved Mato Tipila eller Devil’s Tower, som spiller en central rolle i Sioux-indianernes mytologi.

Foto: Aaron Huey

DEN RØDE LINjE

Amnestys redaktør:

Den røde linje er henover sommeren blevet synonym med forskellen på, om USA griber ind i borgerkrigen i Syrien, eller om katastrofen får lov at rulle videre med FN’s Sikkerhedsråd som ubeslutsom tilskuer.

Det var præsident Obama, der sidste år advarede om, at den røde linje var overtrådt, hvis Syriens præsident Assad anvendte kemiske våben. I august kom så de uhyggelige meldinger om et kemisk angreb i Damaskus. Dermed har voldsspiralen i Syrien nået et nyt lavpunkt. I forvejen har mindst 100.000 mennesker mistet livet, og over seks millioner er på flugt. Det er næsten en tredjedel af landets befolkning.

Ole Hoff-Lund

Sidste sommer lykkedes det FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan at stable en fredskonference på benene. Både Assad-styret og oprørsstyrkerne var klar til at diskutere en mulig overgangsregering, men initiativet blev dræbt, da USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton proklamerede, at Assad først skulle fjernes. Et år senere synes muligheden for en politisk løsning at fortone sig i horisonten.

Amnesty har i to år appelleret til Sikkerhedsrådet om at gribe ind.

Dels ved at lade Den Internationale Straffedomstol indlede en efterforskning, dels ved at indefryse Assads midler og indføre en våbenembargo mod styret. Intet er sket, og ifølge FN står vi nu med den værste flygtningekrise siden folkedrabet i Rwanda i 1994. Amnesty har ikke en holdning for eller imod en væbnet intervention i Syrien.

Vores fokus er på ofrene og på at stille de ansvarlige til regnskab. Ti gange har vores researchere krydset grænsen til Syrien det seneste år, og i august offentliggjorde vi satellitbilleder, der viser, hvordan Syriens næststørste by Aleppo er sønderbombet af regeringsstyrkerne. Men selv om der er klare beviser for krigsforbrydelser, så vejer geopolitiske interesser og gamle alliancer nok en gang tungere end menneskerettigheder og beskyttelse af civile.

Danmark mærker kun ringe i vandet fra den bølge af flygtninge, der skyller ind over nabolandene. Omkring 1.700 syrere er nået hertil siden januar 2012. Alligevel er knap 200 blevet afvist, fordi de ikke er individuelt forfulgt. Sverige har i samme periode taget imod 14.000 syrere, som har fået treårige opholdstilladelser. Men for nylig besluttede det svenske Migrationsverket, at konflikten har krydset en rød linje: Sikkerhedssituationen i Syrien er ekstrem, volden optrappes, og freden har lange udsigter. Derfor får alle asylansøgere nu automatisk en tidsubestemt opholdstilladelse.

Sveriges beslutning er truffet med henvisning til det såkaldte anerkendelsesdirektiv under EU’s retlige samarbejde, som Danmark ikke er med i. Men det er et vink med en grænsebom til den danske regering om, hvad international solidaritet og beskyttelse handler om, når vi står med en væbnet konflikt i denne skala. Danmark bør følge trop: Indfør en særlig krigsflygtningestatus og giv alle syrere ophold, indtil de med rimelighed kan vende hjem.

2 I aM n e s ty

INDHOL D | AMNE S T Y På FEM MI NUTTER

4 8 Foto: Aaron Huey

10 TEMA Black Hills er ikke til salg

Midt på den endeløse prærie i South Dakota knejser Siouxindianernes helligste sted – The Black Hills. Men bjergene er også hjemsted for Mount Rushmore, som med sine 18 meter høje granitskulpturer af fire amerikanske præsidenter hylder den hvide mands Amerika. I strid med to fredstraktater blev området overtaget af den amerikanske hær i 1877. Først i 1980 erkendte USA’s højesteret forbrydelsen og tildelte en kompensation på 102 millioner dollars. Men indianerne sagde nej. De vil have landet tilbage. For The Black Hills er ikke til salg.

10 Foto: Aaron Huey

16 TEMA Begrav mit hjerte

ved Wounded Knee

Foto: John Nielsen

16

I generationer har USA undertrykt sin oprindelige befolkning. De stjal indianernes land, forbød dem at praktisere deres religion og tvangsfjernede børn til kristne kostskoler for at gøre dem til civiliserede mennesker. Det kulturelle folkemord betyder, at mange indianere har mistet deres identitet og lever i fattigdom med vold, alkoholmisbrug og arbejdsløshed. I dag kæmper de også mod olieledningen Keystone XL, som skal gå tværs igennem reservatet Pine Ridge i South Dakota. AMNESTY har mødt de indbyggere, som forsøger at vende udviklingen.

10

16

Nyheder Amnestys arbejde skaber resultater.

Undskyldningen ingen hørte De oprindelige folk i USA efterlyser klar tale fra Obama.

Black Hills er ikke til salg Sioux-indianerne vil have USA til at opfylde traktat fra 1868.

Begrav mit hjerte ved Wounded Knee Et kulturelt folkemord har bragt Pine Ridge-reservatet på kanten af afgrunden.

24 26 28 30

Baltic Pride Æg og flaskekast kunne ikke stoppe priden i Litauen.

Uro før kampstart Tvangsrydninger rammer Brasilien før VM og OL.

Amnesty dokumenterer Læs de seneste rapporter fra Amnesty.

Amnesty Live Din støtte gør en forskel.

24 Baltic Pride mødt med æg og flasker

Både politikere og medier i Litauen diskuterede homoseksuelles rettigheder intenst i tiden op til Baltic Pride i juli. Litauen havde overtaget EU-formandskabet kort tid forinden, og begivenheden blev derfor betragtet som en lakmusprøve på, om Litauen kan og vil leve op til EU’s forbud mod diskrimination. For første gang fik priden lov til at bevæge sig gennem centrum af hovedstaden Vilnius, og selv om 1.000 moddemonstranter mødte op og forsøgte at spolere priden, betegner Amnesty det som en succes. Læs reportagen fra Baltic Pride.

Foto: Mauricio Hora

24

26 Uro før kampstart

26

Forud for næste års VM i fodbold i Brasilien er alt ikke samba, sommer og solskin. Uroligheder præger landet, og i hovedstaden Rio har kritikken af de planlagte tvangsrydninger i byens fattigste kvarterer – favelaerne – mange stemmer. En af dem er fotografen Maurício Hora. Han har boet i Morro da Providência – Brasiliens ældste favela – hele sit liv. Men med renoveringen af Rio forud for VM i 2014 og OL i 2016 er tusindvis af hjemmene i kvarteret i fare. Amnesty arbejder for at sikre indbyggernes menneskerettigheder. aMn e s t y I 3

NYHEDER Foto: Amnesty

En egyptisk demonstrant modtager behandling efter militærets angreb på en pro-Morsi protestlejr i Kairo.

DØDSTALLET STIGER I EGYPTEN Efter militærets afsættelse af den demokratisk valgte præsident Mohamed Morsi er Egypten havnet i en ny voldsspiral.

Mere end 800 demonstranter og tilfældige civile egyptere har mistet livet, siden militæret den 14. august med vold opløste de protestlejre, hvor støtter af landets nu afsatte præsident Mohamed Morsi opholdt sig. Ifølge Indenrigsministeriet har 69 medlemmer af landets sikkerhedsstyrker også mistet livet.

Amnesty har et hold af researchere til stede, og de har blandt andet besøgt hospitaler og lighuse i Kairo for at undersøge, hvilke overgreb, som har fundet sted. Byens læger fortæller, at mange af de sårede og døde er blevet bragt ind med skudsår på overkroppen.

Amnesty har derfor krævet en tilbundsgående og upartisk undersøgelse af den massive dødelige vold, uanset hvem der har startet den eller givet ordren til at anvende dødeligt magt:

“Den midlertidige regering har allerede plettet sin menneskerettighedshistorik. Først ved at løbe fra løftet om ikke at bruge dræbende våben til at opløse pro-Morsi forsamlingerne og ved ikke at give sårede mulighed for at komme væk. For det andet ved fortsat at forsvare sine handlinger til trods for det store tragiske tab af liv. Sikkerhedsstyrkerne kan ikke opføre sig på denne måde uden at miste enhver form for troværdighed”, siger Salil Shetty, der er generalsekretær for Amnesty International.

Vold fra flere sider Siden Mohamed Morsi blev afsat den 3. juli har Amnesty dokumenteret en stigning i omfanget af grove menneskerettighedsovergreb i Egypten. Disse inkluderer en hidtil uset stig-

ning i angreb mod landets koptiske kristne, tilsyneladende som hævnaktioner for deres opbakning til fjernelsen af Morsi. Kristne aktivister har siden den voldelige opløsning af pro-Morsi demonstrationerne dokumenteret mere end 60 angreb på kirker, samtidig med at sikkerhedsstyrkerne ikke effektivt er trådt til for at standse angrebene.

Amnesty har desuden dokumenteret overgreb begået af Morsi-tilhængere, såsom tæsk, tortur og drab. I de seneste uger er volden af blandt Morsis støtter taget til i forbindelse med angreb på regeringskontorer, politistationer og deres personale. Enkelte demonstranter har desuden skudt med skarpladte våben mod lokale beboere og mod mulige politiske modstandere.

MANNING IDØMT 35 åRS FæNGSEL Den amerikanske soldat og whistleblower Bradley Manning blev den 21. august idømt 35 års fængsel ved en militærdomstol i USA. En dom, som Amnesty omgående har opfordret præsident Obama til at omstøde til den tid, Manning allerede har afsonet i fængsel forud for retssagen.

Manning, som risikerede op til 90 års fængsel, har på nuværende tidspunkt afsonet mere end tre år i fængsel, herunder 11 måneder i isolation under betingelser, som FN’s torturrapportør har karakteriseret som ondskabsfulde og umenneskelige. De materialer, som Manning 4 I aM n e s ty

lækkede til Wikileaks, pegede på en række mulige menneskerettighedskrænkelser begået af det amerikanske militær og dets allierede i Irak og Afghanistan. ”Manning handlede ud fra overbevisningen om, at han kunne starte en debat omkring prisen for krig og det amerikanske militærs opførsel i Irak og Afghanistan. Afsløringerne involverede hidtil ukendt videomateriale af blandt andet journalister og civile, som bliver dræbt i et amerikansk helikopterangreb – informationer, som burde indgå i den offentlige debat. I stedet

for at kæmpe med næb og klør for at bure Manning inde i årtier, burde regeringen undersøge de grove menneskerettighedskrænkelser, der blev begået under påskud om at bekæmpe terrorisme”, siger Widney Brown, der er leder af Amnestys kontor for international politik.

Bradley Mannings advokater forventes snarest at indgive en appel om benådning til justitsministeriet, der behandler appellen, før den går videre til præsidenten, som har mandat til at benåde Manning. Amnesty støtter opfordringen om benådning.

AF BjA RK E WI NDAHL P EDERSEN

KORT NYT:

WHISTLEBLOWER FåR IKKE LOv AT ANKE

1 Foto: Scanpix

Den tidligere efterretningsofficer i hæren, Anders Kærgaard, der sidste år lækkede en kontroversiel fangevideo fra Irak, får ikke lov til at rejse sin sag ved Højesteret. Dermed er de juridiske muligheder udtømte for Kærgaard, som i Østre Landsret i juni blev idømt dagbøder på i alt 13.000 kroner for at nægte at oplyse, hvordan han kom i besiddelse af videoen, som viser fanger få tæsk af irakiske sikkerhedsstyrker under den dansk ledede Operation Green Desert i 2004.

Men sagen burde aldrig have været rejst, mener Amnesty: ”Gennem FN’s torturkonvention har Danmark forpligtet sig til aktivt at efterforske alle anklager om tortur. Det kan ikke være rigtigt, at privatpersoner, der står frem, risikerer bødestraf og fængsel for at sikre viden om, hvad der er foregået. Det er en fejlvurdering, når Forsvaret jagter kilden til en video, men børster ørkenstøvet af uniformen i den tortursag, det hele handler om”, siger vicegenralsekretær Trine Christensen.

1 Anders Kærgaard er i dag sygemeldt fra Forsvaret og har mistet en stor del af sit netværk på grund af sine afsløringer.

Indtil Kærgaard lækkede videoen til Ekstra Bladet, havde Forsvaret benægtet, at der skulle have fundet nogen overgreb sted. Amnesty opfordrer fortsat myndighederne til at komme til bunds i hovedsagen om de 23 irakere, der kræver erstatning for den påståede tortur, og droppe kravet om sikkerhedsstillelse på 40.000 kroner for hver iraker for at rejse sagen. En af Danmark mest anerkendte retsmedicinere, professor Jørgen Lange Thomsen, har fastslået, at ira-

kerne med stor sandsynlighed har været udsat for tortur.

Til fagbladet Journalisten siger Anders Kærgaard: “Meget af mit personlige netværk forsvandt samme dag, jeg valgte at stå frem. Jeg er persona non grata i Forsvaret. Jeg får beskeder på Facebook om, at jeg er en forræder. Men når jeg så sidder her og har ondt af mig selv, bliver jeg jo også nødt til at kigge på irakerne. Så ved jeg godt, at jeg ikke har det hårdt. Den pris, jeg betaler, er ikke noget i forhold til dem”.

Selv om militæret i Burma over de seneste to år har løsnet markant op for mediecensuren, så forbød regeringen i juli en forside på Time Magazine, der satte teksten ”The Face of Buddhist Terror” på et billede af en landets mest radikale munke, Wirathu, som beskyldes for at opildne til den antimuslimske vold i landet. ”Artiklen er forbudt at producere, sælge eller distribuere i original udgave såvel som i kopi for at undgå yderligere racemæssige og religiøse konflikter”, skrev en talsmand for regeringen, Ye Htut, på sin Facebook-side.

Efterfølgende udtalte en repræsentant for præsidenten, at artiklen skaber en ”misforståelse af buddhisme”.

Siden urolighederne mellem muslimer og buddhister brød ud sidste år, er mere end 200 mennesker døde, og op mod 140.000 mennesker er internt fordrevet. Langt størstedelen er muslimske rohingyaer fra den vestlige Arakan-provins. Øjenvidner fortæller til det uafhængige burmesiske nyhedsmedie Democratic Voice of Burma, at folk i munkeklæder er involveret i urolighederne. Munke har desuden ført an i en boykot af muslim-

ske butikker, ligesom Wirathu har opfordret til at indføre en lov, som forbyder ægteskaber mellem buddhistiske kvinder og mænd fra andre religioner.

Graffiti-maler dræbt af strømpistol

Den 18-årige graffitimaler Hernandez Llach døde i august i politiets varetægt i Miami, da betjente affyrede en strømpistol imod ham. Politiet havde forinden set ham male graffiti på en forladt bygning. Dødsfaldet har endnu en gang rejst debatten om politiets brug af strømpistoler, der har kostet hvor 544 mennesker livet siden 2001.

1

Pussy Riot nægtes prøveløsladelse

En appelret i Rusland gav i juli afslag på Pussy Riot-sangerinden Nadezhda Tolokonnikovas appelansøgning, fordi hun fortsat nægter sig skyldig i anklagen om hooliganisme. Nadezhda blev sammen med to andre medlemmer af punkgruppen Pussy Riot anholdt efter at have sunget en protestsang mod præsident Putin i Moskvas største katedral i februar 2012.

1

BURMA FORBYDER ARTIKEL OM RELIGIØS vOLD

Besøg på vej til krigstolke

Efter lang tids pres fra Amnesty besluttede Folketinget i august at sende en arbejdsgruppe til Afghanistan for at vurdere de afghanske tolkes mulighed for at få asyl i Danmark. Mindst 195 tolke har arbejdet for de danske styrker, men selv om den politiske aftale kom på plads i maj, så har Information afsløret, at Forsvarsministeriets indsats for at skaffe oplysninger om tolkene begrænser sig til tre emails, et telefonopkald og en efterlysning på Facebook.

jennifer Lopez undskylder

Den amerikanske popsanger Jennifer Lopez møder kritik, fordi hun i juni optrådte for Turkmenistans præsident Gurbanguly Berdimuhamedov ved en intimkoncert. Turkmenistan er et af verdens mest undertrykkende regimer, men Lopez undskylder sig med, at hun ikke kendte til menneskerettighedssituationen i landet.

1

Amnesty møder Edward Snowden

Whistebloweren Edward Snowden, der har afsløret global amerikansk internetovervågning, opholder sig fortsat i Rusland, hvor Amnesty holdt møde med ham i juli og gav ham fuld opbakning. Amnesty mener ubetinget, at afsløringerne er i offentlighedens interesse, og at Snowdens rettigheder skal beskyttes, mens USA’s ulovlige overvågning skal have konsekvenser.

Forsiden af Time Magazine i juli.

Læs flere nyheder på www.amnesty.dk a Mn e s t y I 5

GODE nyheder

Amnesty aktionerer imod uretfærdige retssager, dødsdomme og andre krænkelser af menneskerettighederne over hele verden. Du kan skrive under på vores hasteaktioner på amnesty.dk og sms-netværket Lifeline.

Send en sms med teksten ”Lifeline” til 1919. Det er gratis.

UNG MOR REDDET I EL SALvADOR Efter massivt internationalt pres tillod El Salvador i juni den 22-årige Beatriz at få en abort, som har reddet hendes liv.

Beatriz ville dø, hvis ikke hun fik en abort.

Samtidig slog flere scanninger fast, at fosteret i Beatriz’ mave formentlig ville dø inden fødslen eller kort derefter. Alligevel turde lægerne ikke foretage aborten af frygt for at blive retsforfulgt på grund af det totale abortforbud i El Salvador. Beatriz har i forvejen en etårig søn.

Loven forbyder enhver form for abort I El Salvador er det forbudt ved lov at udføre eller opsøge enhver form for abort. Selv i tilfælde af incest, voldtægt og livstruende sygdom gælder forbuddet. Brydes loven, risikerer både læge og patient lange fængselsstraffe. Samme politik kendes fra blandt andet Nicaragua.

Lægerne havde derfor søgt om særlig tilladelse til at foretage en abort på Beatriz med den begrundelse, at både mor og barn ville dø, hvis ikke Beatriz fik fjernet fosteret. Men myndighederne gav afslag. Regeringen har undervejs desuden ignoreret beslutningen fra Sydamerikas Menneskerettighedskommission,

Foto: Amnesty

Først nægtede regeringen i El Salvador at lytte til landets læger. Så ignorerede den Sydamerikas Menneskerettighedskommission og FN. Men efter at den unge, gravide kvinde Beatriz i ugevis havde stærke lidelser på grund af sygdom, der nødvendiggjorde en abort, besluttede myndighederne i El Salvador i juni endeligt at tillade hende behandling.

Beatriz’ sag mobiliserede mennesker fra hele verden, som gennem underskrifter og breve lagde pres på myndighederne – heriblandt 14.000 danskere via Amnestys smsnetværk Lifeline. ”Vi ønsker Beatriz en hurtig og fuld bedring efter denne lange og forfærdelige proces”, siger Amnestys El Salvador researcher, Esther Major, og tilføjer: ”På samme tid ønsker vi igen at slå fast, at ingen kvinde eller pige bør udsættes for den slags diskrimination og tortur, som Beatriz har gennemgået, mens hun har kæmpet for sit liv”.

Under hele sagen vurderede lægerne, at

som gav El Salvador 72 timer til at skride ind og sikre, at Beatriz fik den rette behandling.

Amnesty mener, at det er et brud på menneskerettighederne, at Beatriz er blevet nægtet en abort og har derfor lagt pres på myndighederne i El Salvador. I et brev til præsident Mauricio Funes og sundhedsminister María Isabel Rodríguez har Amnesty på det kraftigste opfordret regeringen til at sikre, at Beatriz’ læger kunne foretage aborten uden at blive retsforfulgt. 1

Foto: John Nielsen

På vej op ad syltekrukken:

OPBAKNING TIL NUMRE På BETjENTE

Amnesty havde medbragt ti kopier af kampklædte betjente i fuld størrelse for at sætte fokus på retssikkerhed.

6 I aM n e s ty

Der er politisk opbakning til at indføre en løsning, der kan identificere danske politibetjente og bidrage til at øge borgernes retssikkerhed. Det står klart efter Folkemødet på Bornholm, hvor Amnesty havde indkaldt en række politiske ordførere og eksperter for at drøfte, hvordan myndighederne kan blive bedre til at finde de betjente, som borgerne klager over. En uofficiel opgørelse viste for to år siden, at næsten en femtedel af klagerne i København måtte henlægges, fordi man ikke kunne identificere betjentene.

Det er to og et halvt år siden, at justitsministeriet nedsatte en arbejdsgruppe, men på Folkemødet var De Konservative, Enhedslisten og Dansk Politiforbund enige om, at problemet skal løses snarest, og at arbejdsgruppen ikke må blive en syltekrukke. Vi venter spændt på nyt. 1

AF BjA RK E WI NDAHL P EDERSEN

15-åRIG PIGE SLIPPER FOR STOKKESLAG Maldivernes højesteret har efter pres fra Amnesty og en række andre organisationer ophævet straffen til en 15-årig pige, der var dømt for at have sex uden for ægteskabet.

Straffen lød oprindeligt på 100 stokkeslag og otte måneders husarrest til pigen, men den 21. august blev dommen over den 15-årige pige pludselig omstødt. Sagen fik massiv omtale i internationale, 22.000 danske Amnesty-medlemmer underskrev en appel til maldivernes præsident og statsanklager.

Pigen blev først arresteret i juni sidste år i forbindelse med en sag mod hendes stedfader, som ifølge rapporter fra Maldiverne havde

misbrugt pigen, gjort hende gravid og efterfølgende slået spædbarnet ihjel. Herefter dømte en ungdomsdomstol i hovedstaden Malé imidlertid den 15-årige pige for utugt – ifølge retten på grund af en ny sag, som ikke havde relation til stedfaderens misbrug. ”Vi er meget lettede over, at pigen slipper for denne umenneskelige straf. For det første bør ingen straffes for at have haft sex uden for ægteskabet. For det andet skal misbrugsofre have hjælp, ikke straffes, og regeringen må nu sikre, at pigen får den tilstrækkelige støtte til at komme videre”, siger Polly Truscott, Amnestys vicedirektør i Asien og Stillehavs-regionen.

I 2009 blev mindst 180 mennesker i Maldiverne dømt til stokkeslag på grund af utugt, nogle af dem ofre for voldtægter og andre former for seksuelt misbrug. Medierapporter indikerer, at næsten 90 procent af de dømte for utugt er kvinder.

Amnesty fastholder, at utugt ikke en forbrydelse i international lov, og at stokkeslag er en grusom form for straf, der aldrig bør praktiseres, da det er et brud på torturkonventionen.

Derfor opfordrer Amnesty fortsat de maldiviske myndigheder til at annullere alle domme, hvor straffen er udmålt i stokkeslag, og samtidig afskaffe utugt som en mulighed i straffeloven.

Foto: Scanpix

KINA STOPPER ORGANHØST FRA HENRETTEDE FANGER Kinas årtier lange praksis med at bruge organer fra henrettede fanger vil begynde at blive udfaset fra november, lyder det ifølge avisen The Guardian fra officielle kilder i det kinesiske sundhedsministerium. Kina er det land i verden som henretter flest mennesker, og det eneste land som systematisk stadig bruger organerne fra de henrettede fanger til transplantation. Antallet af henrettelser er imidlertid en statshemmelighed.

Amnesty International har længe kritiseret organhøsten, som ifølge menneskerettighedsorganisationer sker uden de henrettede

fangers accept eller deres familiers viden. Siden 1993 har Amnesty dokumenteret og kritiseret brugen af organer fra kinesiske fanger på dødsgangen: ”Vi er bekymrede for, at fangerne ikke har mulighed for at sige fra eller at give et meningsfuldt samtykke. Når de er under statens kontrol og afhængige af staten i samtlige af deres daglige behov, så er det umuligt at vurdere, om de har et frit valg”, siger Roseanne Rife fra Amnesty i Hong Kong.

Amnesty har aldrig haft adgang til at foretage selvstændig research Kina, men ifølge

officielle tal kom 64 procent af alle transplanterede organer i 2012 fra henrettede fanger.

Et tal, som i år er faldet til 54 procent.

Den planlagte udfasning af brugen af henrettede fangers organer sker samtidig med, at Kina er ved at indføre et system for frivillige donorer. Huang Jiefu, chefen for den kinesiske komité for organtransplantation, siger ifølge The Guardian, at Kina vil sikre, at transplantationer i fremtiden ”vil ske i overensstemmelse med de globalt accepterede etiske standarder i resten af verden”. Amnesty International følger udviklingen. 1

FRA REDAKTIONEN Vi beklager, at vi ikke kan bringe historien om Said og Cirkeline denne gang. Men de sidder i Ellebæk fængslet og får ikke lov til at skrive til os om deres oplevelser. Vi håber, vi snart kan få kontakt med dem igen. a Mn e s t y I 7

AF OL E HOF F -L UND | IL L US T RAT ION ERNESTO YERENA

teM a: U s a’s In d Iaa n e r e

UNDSKYLDNINGEN HØRTE

INGEN

I generationer har USA undertrykt sin oprindelige befolkning. Den hvide mand stjal indianernes land, forbød dem at praktisere deres religion og tvangsfjernede børn til kristne kostskoler for at gøre dem til civiliserede mennesker. Det kulturelle folkemord har betydet, at mange indianere har mistet deres identitet og lever i ekstrem fattigdom med vold, alkohol og arbejdsløshed. I 2009 sagde præsident Obama undskyld. Men der var ingen, der hørte det. AMNESTY har besøgt Pine Ridge-reservatet i South Dakota og gør status på indianernes kamp for at vinde det tabte land tilbage.

Onsdag den 11. juni 2008 opfordrede Canadas premierminister Stephen Harper landets 35 millioner indbyggere til at tænde for radioen og deltage i en national begivenhed uden fortilfælde. Fra parlamentets talerstol gav han en uforbeholden undskyldning til landets oprindelige befolkning. ”Canadas regering undskylder og beder om tilgivelse fra de oprindelige indbyggere i dette land for at have svigtet dem så dybt”, sagde Stephen Harper.

Han henviste blandt andet til, hvordan myndighederne i årtier tvangsfjernede børn fra deres forældre og placerede dem i kristne kostskoler, hvor de ikke måtte tale deres eget sprog, og mange blev seksuelt mishandlet.

Lederen af de oprindelige folk i Canada (Assembly of First Nations), Phil Fontaine, var en af dem, der lyttede med. Og ligesom mange andre canadiere opfattede han det som en historisk forsoning mellem befolkningsgrupperne i landet. ”Vi hørte Canadas regering tage det fulde ansvar for dette frygtelige kapitel i vores fælles historie. Langt om længe hørte vi Canada sige undskyld”, sagde Phil Fontaine.

Vold og mishandling Året efter var det Barack Obamas tur til at undskylde overfor USA’s oprindelige befolk8 I a M n e s ty

ning. Men det var der ingen, der hørte. Undskyldningen var gemt af vejen som en resolution dybt inde i forsvarsbudgettet, som han underskrev 19. december 2009. Her står der, at USA ”undskylder til alle oprindelige folk for de mange tilfælde af vold, mishandling og forsømmelser begået af borgere i USA”.

Medierne havde ikke adgang til seancen, og efterfølgende har Obama ikke gjort noget stort nummer ud af den såkaldte Native American Apology Resolution.

De senatorer, der fremsatte resolutionen, fik forinden afvist et forslag om at tilføje historiske detaljer, der redegør for, hvordan skiftende amerikanske regeringer har undertrykt indianerne: De utallige traktatbrud, tyveriet af store indianske landområder, drab på kvinder og børn, massakren ved Wounded Knee i 1890 og den store tvangsflytning af indianere fra de østlige stater til midtvesten – også kaldet The Trail of Tears – hvor tusinder af indianere mistede livet under den lange vandring.

Kulturelt folkemord Dermed slap Obama også for at berøre det tema, som hans canadiske kollega fremhævede, og som ifølge forskere har været det allermest ødelæggende for den indianske kultur – de forhadte boarding schools, hvor indianerbørn blev tvunget til at tale engelsk, klæde sig i vestligt tøj, klippe håret, bekende sig til kristendommen og fralægge sig alle indianske traditioner. Ligesom i Canada var vold og seksuelt misbrug udbredt i skolerne.

Den første af disse skoler blev oprettet i 1879 af militærofficeren Richard Pratt, hvis motto var: ”Kill the Indian in him – save the Man”. Skolerne var i funktion helt op til 1980’erne og er siden blevet betegnet som ”kulturelt folkemord”. Den amerikanske professor Ward Churchill fra Colorado University har undersøgt skolernes effekt på den indianske befolkning og konkluderer: ”Af al den ondskab, som var indbygget i USA’s og Canadas politik overfor indianerne, var skolerne ubetinget det værste. Rækkevidden af deres destruktive effekt på den oprindelige befolkning – både individuelt og kollektivt – var og er stadig uoverskuelig”, skriver Ward Churchill.

Mange indianske stammeledere har opfordret Barack Obama til at følge Canadas eksempel og sige undskyld offentligt. Ellers er det, som den amerikanske forsker Lise Balk King ved Carr Center for Human Rights Policy skriver i Huffington Post: ”Et stort og historisk træ faldt i skoven, men det sagde ikke en lyd”.

➜

a Mn e s t y I 9

teM a: U s a’s In d Ia n e r e

BBLACK LACK HHILLS ILLS ER IKKE TIL SALG

Midt Midt på den påendeløse den endeløse prærie prærie i South i South Dakota Dakota knejser knejser Sioux-indianernes Sioux-indianernes helligste helligste sted –sted The–Black The Black Hills.Hills.

I lodret I lodret strid strid med to med fredstraktater to fredstraktater blev blev området området taget taget med brutal med brutal magtmagt af den afamerikansk den amerikansk hær under hær under guldfeberen guldfeberen i i 1877.

1877.

Først Først hundrede i 1980årerkendte senere erkendte højesteret højesteret forbrydelsen forbrydelsen og tildelte ogen tildelte en kompensation kompensation påpå 102 102 millioner millioner dollars. dollars.

Men Men indianerne indianerne sagde sagde nej. nej.

DeDe vil vil have have landet landet tilbage. tilbage.

ForFor The The Black Black Hills Hills er er ikke ikke til til salg. salg.

Den smalle vej snor sig langs bjergsiden gennem tætte granskove op til en af USA’s største turistattraktioner, som ligger midt i Siouxindianernes helligste land. Vi er i The Black Hills i South Dakota, som for indianerne rummer syv naturlige helligdomme med rødder til både skabelsesberetningen og pagten med Moder Jord. ”Paha Sapa” kalder indianerne det, og de smukke bjerge rummer steder, hvor de forskellige stammer gennem århundreder er mødtes til ceremonier og rådslagninger.

Pludselig åbner de store trækroner op og giver frit udsyn til fire gigantiske stenansigter 1 0 I aM n e s ty

hugget ind i klippen på den anden side af dalen: Mount Rushmore med de 18 meter høje granitskulpturer af præsidenterne George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln. Monumentet, der stod færdigt i 1941, er en hyldest til det amerikanske demokrati og de første 150 år af historien om den hvide mands Amerika.

Men for Amerikas oprindelige folk er mindesmærket snarere et symbol på den hvide mands brudte løfter, da The Black Hills i 1877 blev stjålet fra Sioux-indianerne i strid med to traktater, der blev indgået på det nærliggende

AF OL E HOF F -L UND | FOTO: AARON HUEY

En gruppe ryttere tager en pause fra aktiviteterne, der markerer årsdagen for slaget mod general Custer den 25. juni 1876 – en af de store sejre i Sioux-indianernes historie.

Foto: Ole Hoff-Lund

Mount Rushmore markerer de første 130 år af USA’s historie: Fra venstre George Washington, Tomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abrham Lincoln.

FORT LARAMIE TREATY 1868

Vi vil ikke have pengene. Vi vil have vores land tilbage.

Rick Two Dog

I 1851 indgik USA og Sioux-indianerne en traktat ved Fort Laramie, som gav indianerne retten til store landområder i midtvesten. Men da nybyggere i de følgende år fortsatte med at trænge ind på indiansk territorium, iværksatte Sioux og Cheyenne-indianere i 1866 en række angreb for at stoppe den hvide mands fremmarch.

Angrebene fik USA til at opgive en jernbane tværs igennem indiansk territorium i South Dakota, og parterne indgik en ny fredsaftale, som blev nedfældet i Fort Laramie Treaty i 1868. Den tildeler et landområde på størrelse med Frankrig til Siouxindianernes ”absolutte og uforstyrrede brug” til alle tider – inklusiv The Black Hills. Ingen skulle have lov til at ”krydse, bo eller opLandskabet i Pine Ridgereservatet i South Dakota er mange steder uvejsomt og ufrugtbart.

Fort Laramie i 1851 og 1868. Traktaterne fastslog, at The Black Hills til evig tid tilhørte indianerne. ”Den hvide mand kalder Mount Rushmore

for demokratiets helligdom.

For os er det hykleriets helligdom. Den hvide mand stjal The Black Hills, og de fire præsidenter har ikke gjort noget godt for os. Bare se på Lincoln. Han stod bag den største massehenrettelse i USA’s historie, da 38 siouxindianere blev hængt i Minnesota i 1862”, siger Rick Two Dog, der bor i det nærliggende indianerreservat Pine Ridge.

Rick Two Dog er en wicasa wakan – en me-

holde sig” på den jord, der er omfattet af traktaten. Reservatet blev kendt som The Great Sioux Reservation.

I 1873 begyndte nybyggere at trænge ind i The Black Hills, og rygtet om guld i området bredte sig til hele USA. Præsident Grant sendte i første omgang general Custer ud for at stoppe invasionen i Black Hills. Men da Custer selv fandt guld, ændrede præsidenten strategi. Han lod guldgraverne komme ind for derved at presse Sioux-indianerne ud i en ny krig – kendt som The Great Sioux War 1876-1877.

I de følgende år tog USA stadig mere land fra indianerne. Det endelige nederlag kom ved massakren ved Wounded Knee den 29. december 1890.

dicinmand med kontakt til forfædrene i den spirituelle verden ligesom den legendariske høvding Sitting Bull. Han ved om nogen, hvilken betydning The Black Hills har for indianerne. ”Det er helligt land. Det fortæller alt”, siger han.

Køber stjålet land tilbage Et af de vigtige steder er Pe’ Sla, en højtliggende slette, der er formet som et hjerte, når man ser det fra oven. Siden indianerne mistede The Black Hills, har Pe’ Sla været ejet a Mn e s t y I 1 1

➜

teM a: U s a’s In d Ia n e r e

➜

af familien Reynolds, som altid har givet indianerne fri adgang til området. Derfor vakte det bekymring i alle indianerreservaterne tværs over The Great Plains, da Reynoldsfamilien sidste år satte området til salg med et prisskilt på ni millioner dollars.

Sioux-stammerne frygtede, at Pe’ Sla ville blive opkøbt og udnyttet til byggeri af nye veje og turistattraktioner i de velbesøgte Black Hills. Men da nøden var størst, lykkedes det at indsamle pengene gennem private donationer, selv om reservaterne på disse kanter er blandt de fattigste områder i hele USA. ”Det var en enestående chance for at få noget land tilbage, som vi sætter meget, meget stor pris på. De fleste stammer ville gerne gøre noget, men det var meget vanskeligt at rejse så store summer”, fortæller Louis Wayne Boyd fra den nærliggende Rosebud Siouxstamme.

I sidste ende kom støtten fra deres velhavende venner fra Shakopee Mdewakantonstammen i Minneapolis, der tjener millioner af dollars på kasinoer og hotelkæder. Men de lokale stammer måtte også til lommerne, fortæller Tom Poor Bear, der er vicepræsident for Lakota Sioux-indianerne i Pine Ridgereservatet: ”Det svarer til at få stjålet sin bil og blive tvunget til at betale for at få den igen. Men vi kan ikke vente på, at USA gør skaden god igen og giver os The Black Hills tilbage”.

Guldfeber i Deadwood The Black Hills betegnes ofte som de mest værdifulde 100 kvadratkilometer i verden.

Med god grund. For da general Custer og hans mænd i 1874 faktisk blev sendt til The

Hvis der var nogle mænd og kvinder af ære i Kongressen, så ville de leve op til traktaten i dag.

Vi overholder den. Vi holder stadig fred.

Chase Iron Eyes

Black Hills for at standse nybyggere, der brød Fort Laramie-traktaten ved at gå på skovhugst, stødte han på guld. Rygtet spredte sig hurtigt, og selv om militæret kortvarigt forsøgte at opretholde traktaten ved at smide guldgraverne ud, så blev The Black Hills oversvømmet af hvide mænd med guldfeber.

De byggede byen Deadwood, og i 1876 åbnede det, der skulle blive USA’s næststørste guldmine, The Homestake Goldmine, som frem til begyndelsen af dette århundrede producerede i alt 1.250 tons guld.

Samme år slog Saloon No. 10 første gang dørene op for de tørstige nybyggere. På væggene hænger portrætter af nogle af de største personligheder fra Det Vilde Vesten: Buffalo Bill, Calamity Jane, Wild Bill Hickok og Poker Alice. En hel væg er dedikeret til heltefortællingen om general Custer, der blev dræbt af indianere under slaget ved Little Big Horn i juni 1876, hvor yderligere 267 soldater døde.

Slaget var en del af The Great Sioux War, hvor Sitting Bull, Crazy Horse og Red Cloud førte an i kampen mod den hvide mand, som var ved at fortrænge indianerne fra deres land.

HONOR THE TREATIES Aaron Huey arbejder som fotograf for en række af verdens største magasiner – heriblandt National Geographic, TIME, Newsweek og The New Yorker. Projektet om Pine Ridge Indian Reservation i South Dakota er blevet til gennem syv års rejser og utallige besøg i området.

Du kan se hans foredrag om Lakota Sioux indianerne i Pine Ridge på www.ted.com Aaron Huey er også initiativtager til projektet Honor The Treaties, som gennem kunst og lobbyarbejde forsøger at give en stemme til de oprindelige folk i USA. Du kan aktionere, downloade plakater og læse mere på www.honorthetreaties.org

1 2 I aM n e s ty

Selv om Fort Laramie-traktaterne altså gav indianerne fuld råderet over enorme landområder vest for Missouri River – og traktaterne kun kunne ophæves, hvis tre fjerdedele af stammens medlemmer godkendte det – så tog USA fuld kontrol med The Black Hills i 1877. 13 år senere led Sioux-indianerne deres sidste store nederlag ved massakren i Wounded Knee ikke langt derfra.

Så længe græsset gror Men 90 år senere vandt de et andet slag – denne gang i den amerikanske højesteret.

Allerede i 1910 anlagde de overlevende Sioux-indianere sag mod USA for traktatbrud og krævede The Black Hills tilbage. Men på grund af teknikaliteter, dårlig rådgivning og uduelige advokater var sagen 70 år undervejs i retssystemet. Først den 23. juli 1980 fastslog højesteret, at USA havde handlet uhæderligt, og at indianerne skulle have en kompensation på 102 millioner dollars for The Black Hills.

Men indianerne sagde nej. For selv om Pine Ridge-reservatet, der grænser op til The Black Hills, i dag er et af de allerfattigste områder i USA, så har Sioux-lederne altid afvist at tage imod pengene. ”Vi vil ikke have pengene. Vi vil have vores land tilbage. Mineselskaberne har tjent milliarder af dollars gennem årene. De millioner, som de vil give os i kompensation, er småpenge. Det, der betyder noget for os, er at få vores helligste jord tilbage. Stedet, hvor vi blev skabt og fik liv sammen med buffaloen”, siger Rick Two Dog.

En ung indianerkvinde tager del i den traditionelle stammedans Pow Wow i byen Kyle i Pine Ridge-reservatet.

1.000.000.000 $ venter En af dem, der kæmper for at få det tabte land tilbage, er dr.jur. Chase Iron Eyes, der er vokset op i Standing Rock reservatet i North Dakota, men har læst jura på universitetet i Denver, Colorado.

Chase Iron Eyes og hans kone Sarah Jumping Eagle førte an i indsamlingen af penge til at købe Pe’ Sla i The Black Hills, og han driver en populær blog på hjemmesiden lastrealindians.com. Det lykkedes at få 10.000 donationer fra hele verden – i alt en million dollars. De resterende otte millioner kom fra tre forskellige indianerreservater.

”Jeg blev inspireret af det arabiske forår. Det viste os, hvad sociale medier kan gøre. Jeg mindes ikke, at der nogensinde har været en så stor mobilisering over hele verden for at bakke op om en sag, der vedrører oprindelige folk i Nordamerika. Der kom mange donationer fra folk i Europa. Også fra Danmark.

Og vores kamp er kun lige begyndt”, siger Chase Iron Eyes uden at blinke.

I dag er det 33 år siden, at højesteret tildelte indianerne kompensation for The Black Hills. Beløbet står uberørt på en konto i Nationalbanken og samler renter, så der i dag er omkring en milliard

dollars. Og der bliver de stående for evigt, hvis man spørger Chase Iron Eyes. ”Black Hills blev stjålet fra os. Derfor skal regeringen give landet tilbage. Jeg tror desværre ikke, at det sker. Men måske kan vi med tiden få den del af området tilbage, som i dag er nationalpark. Det er omkring halvanden million hektar. Personligt vil jeg heller ikke være med til at sparke de amerikanere ud, som har boet i The Black Hills i generationer”, siger Chase Iron Eyes.

Han fortæller, at alle børn på reservaterne har lært om The Black Hills, og de ved, at de ikke er til salg. ”Hvis der var nogle mænd og kvinder af ære i Kongressen, så ville de leve op til traktaten i dag. Vi overholder den. Vi holder stadig fred”, siger Chase Iron Eyes.

a Mn e s t y I 1 3

➜

teM a: U s a’s In d Ia n e r e

NORTH DAKOTA

Missouri River

Cheyenne River

Missouri River

Standing Rock

Lake Traverse

SOUTH DAKOTA

s

ill ck H

Bla

Crow Creek

Lake Traverse

Rapid City

Pine Ridge

MINNESOTA

Rosebud

SOUTH DAKOTA NORTH DAKOTA NEBRASKA

Crow CreekFØR OG NU SOUTH DAKOTA Rock

Grænserne under 1868-traktaten Tabt i 1877 Tabt i 1889

Cheyenne River

MINNESOTA Foto: Ole Hoff-Lund

Missouri River

Great Sioux Reservation Standing

Medicinmanden Rick Two Dog kræver Siouxindianernes helligste jord tilbage.

Lake Traverse

Tabt i 1910

Nuværende stammeområder

Crow Creek

d City ills

H➜

SOUTH DAKOTA

MINNESOTA

NEBRASKA

Begyndelsen til enden Tabet af The Black Hills blev begyndelsen på årtiers depression og undertrykkelse af de oprindelige folk i Amerika. I den amerikanPine ske offentlighed er sagen om The Black Hills Ridge Rosebud lukket med højesterets dom i 1980, og de fleste amerikanere forstår ikke, hvorfor indianerne ikke tager imod kompensationen.

Men for Chase Iron Eyes er det ikke slut, før retfærdigheden sker fyldest, og han minder om alle USA’s andre overgreb på de oprindelige folk. ”Den hvide mand forbød os at afholde vores ceremonier, og vi måtte ikke praktisere vores religion. De forbød os at tale vores sprog, og de stjal vores børn og sendte dem på kostskoler. Det kollektive traume eksisterer fortsat.

Mine forfædre holdt drømmen om The Black Hills i live, og det faktum, at vi afviser en milliard dollars, selv om vi er blandt de fattigste mennesker i USA, det viser for mig noget om vores menneskelighed og vores natur. Vi vil ikke have pengene. Vi vil hellere gå ud til verden og bede om penge, så vi kan beskytte vores hellige steder”, siger Chase Iron Eyes.

1 4 I aM n e s ty

Fire teenagere lader sig ikke skræmme af en truende sommerstorm i Wounded Knee.

Mindesmærke ved massegraven for de 300 indianere, der blev dræbt ved Wounded Knee i 1890.

NEBRASKA

MASSAKREN vED WOUNDED KNEE Den 29. december 1890 angreb USA’s 7. kavaleri en stor gruppe indianere, der havde slået lejr ved Wounded Knee i South Dakota. Mindst 150 indianere – mænd, kvinder og børn – blev dræbt under massakren og smidt i en massegrav. Andre kilder nævner 300 dræbte.

For USA markerede det afslutningen på de langvarige American Indian Wars. 20 soldater blev hædret for deres heroiske indsats ved Wounded Knee og tildelt militærets fineste medalje, Medal of Honor – noget som kun syv soldater har fået under krigen i Afghanistan.

Avisen New York Times beskrev dengang episoden ved Wounded Knee mere nøgternt: USA havde ”bestjålet indianerne i fredstid, udsultet dem, tvunget dem i krig og til sidst slået dem ihjel”. Trods mangeårige protester fra sioux-indianerne er medaljerne aldrig blevet trukket tilbage, og nu har ejeren af området ved Wounded Knee, en hvid amerikaner ved navn James Czywczynski, sat det til salg for 3,9 millioner dollars. Markedsprisen skønnes kun at være 10.000 dollars.

Foto: Ole Hoff-Lund

Det svarer til at få stjålet sin bil og blive tvunget til at betale for at få den igen.

FN: Giv Black Hills tilbage I årtier har indianerne følt sig ladt i stikken af både USA og omverdenen. Men de fik en smule håb sidste år, da FN’s særlige rapportør for oprindelige folk, amerikaneren James Anaya, udgav en rapport, der kritiserer USA’s behandling af indianerne. Forinden havde han besøgt en række reservater over hele USA – blandt andet Pine Ridge – og spørgsmålet om The Black Hills gik ikke ubemærket hen. ”The Black Hills er kendetegnende for mange af de problemer, som de oprindelige folk slås med. Jeg har hørt mange beretninger, som gør det klart, at de oprindelige folk her stadig føler en dyb smerte på grund af den historiske undertrykkelse, de har levet under. Det er af afgørende betydning for

Tom Poor Bear

deres økonomiske udvikling og kulturelle identitet, at de bliver sikret retten til deres land”, sagde James Anaya, da han offentliggjorde rapporten.

I en direkte appel til præsident Barack Obama opfordrer han til, at USA lever op til sine traktatmæssige forpligtelser og tager nye midler i brug for at hele sårene i den indianske befolkning. James Anaya nævner præsidenthovederne på Mount Rushmore som et eksempel på, hvordan følgerne efter

undertrykkelsen ikke bare forsvinder. ”Ved at give det tilbage, som de oprindelige folk har et legitimt krav på, kan vi skabe forsoning, og vi kan sikre, at The Black Hills ikke forbliver en påmindelse om undertrykkelse og dominans”, siger James Anaya.

De fire stirrende stenpræsidenter forsvinder dog ikke uden videre. Ifølge Mount Rushmore National Park vil vind og vejr kun erodere ansigterne med 2,5 centimeter de næste 10.000 år.

Optimismen stråler heller ikke ligefrem ud af medicinmanden Rick Two Dog, da han hører om FN-rapportørens appel. ”Der står i traktaten, at The Black Hills tilhører os, så længe græsset gror, og så længe vandet flyder. Men hvem ved? En skønne dag vil vore efterkommere måske se det gå i opfyldelse”, siger han. 1 a Mn e s t y I 1 5

teM a: U s a’s In d Ia n e r e

BEGRAv EGRA MIT HjERTE vED

WOUNDED KNEE W I 1890 sluttede årtiers blodig konflikt mellem Sioux-indianerne og USA, da den amerikanske hær slagtede næsten 300 mænd, kvinder og børn ved Wounded Knee.

I dag kæmper indbyggerne stadig mod årtiers undertrykkelse af deres kultur, socialt armod, alkoholisme og nu også en stor olieledning, som skal gå tværs igennem reservatet Pine Ridge i South Dakota. AMNESTY har besøgt Pine Ridge og mødt de indbyggere, som kæmper for at vende udviklingen.

Foto: Ole Hoff-Lund

Dorothy Sunbear med sit barnebarn.

1 6 I aM n e s ty

Det amerikanske flag Stars and Stripes blafrer i vinden foran Dorothy Sunbears slidte trailer. Her bor hun på 20 kvadratmeter sammen med sin søn og hans kæreste og deres barn samt de fire børnebørn, som hendes datter efterlod sig, da hun døde i en bilulykke.

En flok høns leder efter mad rundt om et bilvrag, der hviler sig rustent på den støvede jord. Det flyder med gamle møbler og udtjent elektronik, og flaget på Dorothys flagstang vender på hovedet. Noget er ikke, som det skal være. ”Det er et nødråb. Vi er ulykkelige, og vi har intet håb om en bedre fremtid. Det er derfor, flaget hænger omvendt. Alkoholen har ødelagt så mange liv her, men der er ingen, der hjælper os til at stoppe det”, forklarer Dorothy Sunbear.

Vi er i Pine Ridge – et stort indianerreservat for Oglala Sioux-stammen på grænsen mellem South Dakota og Nebraska. I årevis har reservatet været tørlagt for alkohol. Ikke at de omkring 40.000 indbyggere i reservatet er afholdsmennesker. Langt fra. Men i et forsøg på at komme det omfattende alkoholmisbrug til livs har de få forretninger i reservatet forbud mod at sælge øl og sprut.

Man skal dog ikke længere væk end 100 meter udenfor reservatet for at finde den lille flække Whiteclay i Nebraska, hvor hvide amerikanere tjener styrtende på at sælge alkohol til indianerne. På en mur har en kunstner malet et indiansk motiv med teksten ”Divided We Fall”. På jorden foran ligger to mænd

og sover branderten ud ved højlys dag. De ligner nogen, der er i færd med at drikke sig ihjel. Selv om der officielt kun er ti indbyggere i Whiteclay, solgte de sidste år 4,1 millioner dåser øl fra fire butikker.

Dagen før har Dorothy Sunbear deltaget i en demonstration for at stoppe alkoholsalget i Whiteclay. ”Stedet har intet andet formål end at sælge alkohol. De sælger også til mindreårige og til folk, der er synligt påvirkede. Jeg kender mødre, der afleverer deres månedlige socialhjælp i butikken og drikker, indtil der ikke er flere penge. Andre sælger sex for en flaske sprut”, siger Dorothy Sunbear.

Desperation og vold Nogle af de største legender i indianernes overlevelseskamp mod USA – Sitting Bull, Crazy Horse og Red Cloud – har deres rødder i området omkring Pine Ridge. Kun et stenkast fra Dorothy Sunbears trailer ligger massegraven for de næsten 300 indianere, der mistede livet under massakren ved Wounded Knee i 1890 – afslutningen på indianernes opstand.

I dag er Pine Ridge mærket af desperation, vold og alkoholmisbrug, og mange steder langs landevejen er der placeret kors med påskriften ”Why Die?” for at markere dødsulykker, som ofte involverer alkohol. Dorothy selv kan knapt nok forsørge storfamilien for den socialhjælp, hun modtager fra staten.

AF OL E HOF F -L UND | FOTO: AARON HUEY

Børnedødeligheden i Pine Ridge er tre gange højere end det øvrige USA, og 70 procent af eleverne dropper ud af skolen inden udgangen af 9. klasse.

En pige leger med en bue foran sit hus i byen Manderson. ➜

a Mn e s t y I 1 7

teM a: U s a’s In d Ia n e r e

Besiddelse af alkohol er forbudt i reservatet, men det kan købes i grænsebyen Whiteclay, Nebraska, hvor fire butikker sælger over fire millioner øldåser årligt.

➜

”Livet er hårdt her. Vi har ikke rent vand, og vi varmer traileren op med vores køkkenovn.

Vi laver lidt kunsthåndværk, som vi sælger for at tjene en ekstra skilling, og så går vi de 30 kilometer ind til byen, når vi skal købe ind”, forklarer hun.

Og hun er ikke alene. 80 procent af indbyggerne i Pine Ridge er arbejdsløse. 49 procent lever under fattigdomsgrænsen. Pine Ridge ligger i Shannon County, som er et af de fattigste counties i hele USA. Børnedødeligheden er fem gange højere end landsgennemsnittet, og levealderen på 52 år for kvinder og 48 år for mænd er den laveste i den vestlige verden bortset fra Haiti.

Tobak til medicinmanden Men Dorothy er ikke alene om at ville vende udviklingen. Det samme kæmper Cecilia Firethunder for. Hun blev valgt som den første kvindelige præsident for Oglala Siouxstammen i 2004, men hendes embedsperiode blev afbrudt midtvejs, da et flertal i stammerådet opponerede imod hendes beslutning 1 8 I aM n e s ty

om at tillade abort i tilfælde, hvor kvinden er blevet voldtaget, eller hvor barnets liv er i fare som følge af moderens brug af alkohol eller stoffer.

South Dakota er en udpræget anti-abort stat, men i reservaterne har indianerne på visse punkter selvbestemmelse. Alligevel måtte

Cecilia Firethunder træde tilbage, og så kom der igen en mandlig præsident. ”Jeg mener fortsat, at kvinder skal have ret til abort, hvis graviditeten skyldes et af de utallige seksuelle overgreb, som finder sted her. Pine Ridge er et meget belastet område.

Mange kvinder bliver udsat for overgreb”, for-

PINE RIDGE I TAL Der bor omkring 40.000 mennesker i Pine Ridge Indian Reservation i South Dakota. Den årlige indkomst er cirka 3.700 dollars per indbygger – halvdelen lever under fattigdomsgrænsen.

Levealderen er 48 år for mænd og 52 år for kvinder. I resten af USA er den 77,5 år.

30 procent af husene mangler elektricitet og vand. Over 60 procent af husene har skimmelsvamp. Det anslås, at der i gennemsnit bor 17 personer i hvert hjem.

I Pine Ridge er der otte gange så mange tilfælde af tuberkulose og diabetes end i det øvrige USA på grund af dårlig kost. Over halvdelen af den voksne befolkning menes at have forskellige grader af alkoholisme. Hvert fjerde barn fødes med alkoholsyndrom. Selvmordsraten blandt teenagere er fire gange højere end i USA. Børnedødeligheden er tre gange højere. Over 70 procent af eleverne dropper ud af skolen inden udgangen af 9. klasse.

Deltagerne i medicinmanden Rick Two Dogs åndeceremoni kommer ud ad svedhytterne.

Dette er et dysfunktionelt samfund. klarer 66-årige Cecilia Firethunder over en kop kaffe på Lakota Prairie Ranch Resort.

Efter mange års kamp for at stoppe vold mod kvinder, skiftede hun for fire år siden fokus til børnenes tarv for at bremse den onde cirkel med vold og overgreb i familierne så tidligt som muligt. ”Børnene er vores vigtigste ressource. Hvad enten de er øjenvidner til vold i hjemmet eller selv er ofre for overgreb fra forældre eller familie, så bliver de skadet af det. Nogle kæmper med det hele livet, og mange finder desværre trøst i alkohol”, siger hun.

Hun parkerer sin bil foran en lav bygning, der ligger tilbagetrukket fra landevejen og næsten falder i et med de bølgende græsklædte bakker. Inden hun går ind, fisker hun en pose tobak op fra sin taske. ”Den skal du give til medicinmanden. For at vise din respekt”, forklarer hun.

500 års åndelige kræfter Rick Two Dog er wicasa wakan – en hellig mand, der er begavet med stærke åndelige kræfter og kan kommunikere med for-

fædrene. Ritualerne er videregivet gennem generationer, og Rick Two Dog kan spore sine rødder over 500 år tilbage i tiden, siger han. Ikke langt fra huset ligger en mindre bygning, hvor han jævnligt udfører de traditionelle renselsesritualer i svedehytter for at komme i kontakt med åndeverdenen. ”Dette er et dysfunktionelt samfund med meget vold, alkohol, misbrug og seksuelle overgreb. Mange børn vokser op med deres bedsteforældre, fordi forældrene ikke er i stand til at tage sig af dem”, siger Rick Two Dog og forklarer, at overgrebene i ni ud af ti tilfælde finder sted inden for storfamilien.

Sammen med Cecilia Firethunder har han startet et program, der skal hjælpe ofre for seksuel vold og forebygge selvmord blandt børn og unge. Foreløbig har de hjulpet over hundrede børn og i mange tilfælde også deres forældre, søskende og udvidede familie.

Kort fortalt tager han børnene og familien med på en rejse tilbage i tiden – i nogle tilfælde helt tilbage til dengang, hvor barnet lå i mors mave – og i fællesskab når healeren og familien frem til, hvad der skete dengang.

Rick Two Dog

”Og så forsøger jeg at hele deres sår gennem en renselsesproces, hvor jeg tager kontakt til ånderne og søger råd hos dem. Det er ikke overstået på én gang. Healingprocessen kan vare hele livet”, siger Two Dog. I Pine Ridge er selvmordsraten tre gange højere end på landsplan, og det er særligt blandt unge mellem 13 og 24 år. ”I den alder bliver smerten fra de voldelige eller seksuelle overgreb uudholdelig for dem, hvis der ikke bliver taget hånd om den. Men selvmordsraten er faldet betydeligt blandt de børn og unge, som har været i behandling her”, siger han.

Projektet er støttet med en million dollars af delstatsregeringen, men det er på betingelse af, at stammen selv rejser det samme beløb. Og deri ligger problemet. Rick Two Dogs kasse er tom. ”Vi er det fattigste county i hele USA. Vi kan ikke rejse de penge”. a Mn e s t y I 1 9

➜

teMa: U s a’s In d Ia n e r e

Travis Lone Hill ryger en joint i sit hjem i Manderson.

➜

Brudte løfter Over halvdelen af indbyggerne i Pine Ridge Reservation er under 18 år, og Two Dog vurderer, at trefjerdedele af dem lider psykisk på grund af druk og vold i hjemmet. Oven i det kommer det kollektive traume over, at indianernes kultur og eksistensgrundlag var alvorligt truet af USA helt frem til 1980’erne, siger han.

Samtlige traktater, som Sioux-stammerne indgik med USA i 1800-tallet, blev brudt ensidigt af amerikanerne, og reservaterne blev tvunget til at afgive enorme landarealer. Børn blev fjernet fra familierne og sendt på hvide kostskoler, og i næsten hundrede år var det forbudt at udføre de traditionelle indianske ceremonier.

Først med Freedom of Religion Act i 1978 blev det atter tilladt at praktisere ritualerne.

Cirka samtidig ophørte tvangsfjernelserne af børn til de forhadte kostskoler. ”Forestil dig den række af traktatbrud og den massive undertrykkelse af den indianske 2 0 I aM n e s ty

Jeg kender mødre, der afleverer deres månedlige socialhjælp i butikken og drikker, indtil der ikke er flere penge.

Dorothy Sunbear

kultur, der har fundet sted. Det har givet nogle historiske traumer, som sidder dybt i os alle.

Min bedstefar sad i fængsel for at praktisere sin religion. Helt op til 1930 måtte de ikke forlade reservatet, som havde status af krigsfangelejr”, siger Rick Two Dog. En slange i paradis Krigsfangelejren i Pine Ridge Reservation var kendt som #344. Men som Debra White Plume – en hærdet kvindelig aktivist på omkring 50 år – forklarer, så har der altid været små lommer af modstand mod den undertrykkelse af indiansk kultur, som fandt sted i årtier.

”Jeg var 14 år, da staten afkriminaliserede vores religiøse traditioner. Hvis du blev taget i at praktisere din indianske kultur, kunne du ryge i fængsel eller på en sindssygeanstalt.

Heldigvis var der grupper af indianere, der fastholdt vores værdier og traditioner og stod imod kristendommen og den hvide mands regler. Kun derfor har vi bevaret vores kultur.

Men opgaven består nu i at genopdage de værdier og bringe dem videre til de nye generationer”, siger Debra White Plume.

Som et eksempel peger hun på, at mange skoler i reservatet igen er begyndt at undervise på det oprindelige lakota sprog.

Men Debra White Plumes fokus er et andet sted. Hun rejser rundt til de forskellige reservater og underviser i aktivistmetoder, menneskerettigheder, fysiske blokader og civil ulydighed. Projektet hedder Moccasins On The Ground (Mokkasiner på Jorden, red.). ”Der er en sort slange i paradis”, fortæller hun.

Slangen er en olierørledning – den stærkt omdiskuterede Keystone XL – som skal trans-

30 procent af husene i Pine Ridge mangler elektricitet og vand.

portere olie fra Canada til Texas. Ledningen skal løbe gennem Pine Ridge-reservatet, men indbyggerne frygter olieudslip, forurening og uoprettelig skade på grundvandet. Keystone XL har været i offentlig høring, titusindvis af demonstranter har protesteret foran Det Hvide Hus, og det er nu op til præsident Obama at beslutte, om han vil give grønt lys – formentlig i oktober. ”Næsten alle muligheder for at stoppe Keystone XL er udtømte, og Obama er under stort pres fra olieselskaberne og medlemmer af kongressen, der tager imod penge fra olieindustrien. Men jeg tror, han vil være lydhør over for os”, siger Debra White Plume. Hun og fire andre aktivister – deriblandt en 94-årig indianerkvinde i kørestol – blev for nylig arresteret for at blokere en lastbil fra Keystone, der var på vej igennem reservatet. ”Vi er tusindvis af aktivister, der er klar til at gå i fængsel for at stoppe den. Vi har trænet, og vi er parate, hvis de kommer. Vi er nødt til at beskytte Grandmother Earth”, siger hun.

AKTION: LØSLAD LEONARD PELTIER Leonard Peltier var et ledende medlem af American Indian Movement (AIM), der i 1970’erne aktionerede for indianernes rettigheder. Målet var, at USA skulle anerkende Fort Laramie traktaten fra 1868.

I 1975 blev to FBI-agenter skudt og dræbt i Pine Ridge reservatet. To år senere blev Leonard Peltier idømt to gange livstidsstraf for drabene. Peltier afviser ikke, at han var til stede, men han nægter at stå bag drabene.

Siden har et nøglevidne trukket sin forklaring tilbage og siger nu, at hun blev truet af FBI til at pege på Leonard Peltier. Alligevel har US Parole Commission afvist at løslade Leonard Peltier – også selv om anklagemyndigheden har erkendt, at der ikke findes beviser på, at Peltier dræbte FBI-agenterne, og at FBI brugte ulovlige metoder under efterforskningen.

Den 69-årige Leonard Peltier har nu afsonet 36 år i et fængsel i Florida, 3.000 kilo-

meter fra sin familie i North Dakota. Hans næste appelhøring er sat til 2024.

Amnesty mener, at der er så stor usikkerhed om Leonard Peltiers skyld, at han bør løslades. Du kan skrive til præsident Barack Obama og kræve Leonard Peltier løsladt. Du kan også sende en hilsen til Leonard Peltier i fængslet.

President Barack Obama The White House 1600 Pennsylvania Av NW Washington DC 20500 USA Leonard Peltier #89637-132 USP Coleman 1 US Penitentiary, PO Box 1033 Coleman, Florida 33521 USA ➜

a Mn e s t y I 2 1

teM a: U s a’s In d Ia n e r e

➜

Rovdrift på naturen For Rick Two Dog består den vigtigste opgave i at få USA til at anerkende den sociale armod i reservaterne og dernæst yde en indsats for at stoppe det og bringe indianerne tilbage på ret kurs. ”Vi er blevet presset ind i dette lille hjørne af landet, så vi kunne leve i et reservat ligesom dyr. Det er i strid med vores kultur. Vi er et folk, der er vant til at bevæge os over de store sletter. Vi har lidt under USA’s undertrykkelse i generationer, men regeringen gør intet”, siger Rick Two Dog. Efter en tænkepause siger han: ”Vi søger bare vores ret til at leve – og overleve – med vores kultur. Retten til at være dem, vi er. Det er alt, hvad vi beder om”.

Isaac Last Horse, en af stammens ældre ledere, har siddet med under hele samtalen uden at sige noget. Først nu rømmer han sig og siger: ”Den hvide mand har forsøgt at assimilere os og har næsten udryddet vores sprog og kul2 2 I aM n e s ty

”Det er et nødråb. Vi er ulykkelige”, siger Dorothy Sunbear om det omvendte flag.

tur. Vores traditioner har kun overlevet ved hemmelige ceremonier under jorden. Rundt omkring os mishandler den hvide mand jorden. Han driver rovdrift på naturen og forgifter vores drikkevand med pesticider. Moder Jord græder”, siger han lavmælt.

Vi sidder lidt i tavshed, mens Rick Two Dog åbner tobakspungen og gør klar til at ryge. Så tager Isaac Last Horse ordet igen: ”Det værste er ligegyldigheden blandt den hvide befolkning. De ved, hvad der foregår.

De ved, hvad vi har været udsat for. Men de ser den anden vej”.

Tilbage i Dorothy Sunbears trailer viser et af børnebørnene stolt en lille drømmefanger, som han har lavet af grene og kulørte perler i stammens fire farver – sort, rød, gul og hvid. Dorothy siger noget på lakota-sproget.

Drengen griner og rækker den frem som en afskedsgave. ”Jeg håber, at der kommer en dag, hvor jeg igen kan hænge flaget rigtigt”, siger Dorothy Sunbear.

Foto: Ole Hoff-Lund

En dreng betragter et familiemedlem, der er faldet om af alkohol. Alkoholisme er udbredt i Pine Ridge-reservatet.

CPH:DOX vISER FILM OM PINE RIDGE Den unge instruktør Anna Eborns dansk/ svenske debutfilm ”Pine Ridge” blev tidligere i år udtaget til den prestigefulde filmfestival i Venedig. Nu kommer den også til Danmark og får premiere på CPH:DOX i november. Filmen er først og fremmest et nærværende og smukt portræt af områdets unge generation, skildret på deres egne præmisser over en lang og varm sommer.

”Den hvide mand driver rovdrift på naturen. Moder Jord græder”, siger Isaac Last Horse, en af stammens ældste.

Buffalo-hovedet skal tørre i solen et år, før kraniet kan bruges til Siouxstammens soldans.

Foto: Ole Hoff-Lund

AMNESTY SæTTER FOKUS På INDIANERNE I 2007 udgav Amnesty International rapporten ”Maze of Injustice”, som undersøgte forholdene for indianske kvinder i USA. Ifølge officielle tal har indianske kvinder 2,5 gange større risiko for at blive voldtaget end andre kvinder i USA, og hver tredje bliver voldtaget i løbet af deres liv. 86 procent af de anmeldte voldtægter bliver begået af ikke-indianske mænd i eller uden for reservaterne.

På grund af et indviklet juridisk system og en kronisk mangel på ressourcer indenfor politi og sundhedsvæsen i reservaterne bliver mange seksuelle overgreb ikke efterforsket, og gerningsmændene går ofte fri, konkluderer Amnesty. Amnestys rapport førte til, at Senatet for første gang afholdt høringer om rets-

sikkerheden for indianere, og justitsminister Eric Holder i 2009 foretog en Tribal Nations Listening Tour, hvor han drøftede problemerne med indianske ledere i hele landet. På den baggrund underskrev præsident Barack Obama i 2010 Tribal Law and Order Act, som blandt andet styrker mulighederne for at retsforfølge ikke-indianske mænd, der begår forbrydelser i reservaterne og tildeler flere ressourcer til politi og hospitaler.

Obama har afsat 700 millioner dollars til at forbedre retssikkerhed og forholdene for ofre. I maj 2013 udkom en regeringsrapport, der viser en stigning i antallet af rejste straffesager på 54 procent i de indianske reservater i forhold til 2008.

En ung indianerkvinde med sin hest.

a Mn e s t y I 2 3

l I taU en

æG OG FLASKER RAMTE BALTIC PRIDE Der blev kastet både æg og flasker mod deltagerne i Baltic Pride i Vilnius i juli. Alligevel var priden en sejr, mener Amnesty.

”Red familien”, står der på skiltet, som 50-årige Donates holder op foran sig. Han vil ikke have sit efternavn frem, men fortæller, at han er skolelærer på en offentlig skole i Litauen. Og så er han mødt op denne lørdag i juli for at demonstrere mod Baltic Pride i hovedstaden Vilnius. ”Jeg protesterer mod priden, fordi jeg frygter, at den traditionelle familie går tabt. Altså en familie bestående at en mand, en kvinde og deres børn. Det er dét, der er det rigtige”, siger Donates fra sidelinjen i den hovedgade, hvor farverige demonstranter går forbi ham for at støtte homoseksuelles rettigheder. Han råber skældsord efter demonstranterne og vender tommelfingeren nedad.

Slagsmål under overfladen Både politikere og medier har i tiden op til Baltic Pride diskuteret homoseksuelles rettigheder intenst. Litauen har overtaget EUformandskabet kun kort tid før priden, og begivenheden bliver derfor betragtet som en lakmusprøve på, om Litauen kan og vil leve op til EU’s forbud mod diskrimination. Andre steder i Østeuropa har der de seneste år været en tendens til hadforbrydelser og øget diskrimination af homoseksuelle. I Rusland er der endda blevet vedtaget lovgivning, der forbyder ”homoseksuel propaganda”, og lignende lovforslag var på bordet i Litauen i 2009 med en blødere ordlyd og mindre straffe.

Selv om farverige flag og balloner pryder priden, ligger der altså alvorlige politiske slagsmål lige under overfladen. Skolelæreren Donates er langt fra den eneste, der er mødt op for at markere sin modstand mod homoseksuelle. Omkring 1.000 moddemonstranter har stillet sig op langs den planlagte rute for 2 4 I aM n e s ty

For første gang i Baltic Prides historie fandt paraden sted i centrum af Vilnius.

AF S OPHIE RY T T E R | FOTO: j OHN N I ELSEN

BALTIC PRIDE I TAL • Cirka 1.000 deltagere gik lørdag den 27. juli med i Baltic Pride i Vilnius for at vise deres støtte til homoseksuelles rettigheder.

• Politiet i Vilnius skønner, at der også var mødt cirka 1.000 moddemonstranter op.

• 28 moddemonstranter blev anholdt under priden, heriblandt det ekstremt konservative parlamentsmedlem Petras Grazulis.

Talstærkt politi holdt de mange moddemonstranter på afstand.

Mange moddemonstranter opfatter homoseksualitet som en trussel mod kernefamilien.

demonstrationen. De råber og bærer skilte, hvor der står ”Stop Aids” eller andre nedværdigende slogans og tegninger.

Unge karseklippede mænd er mødt talstærkt op og opfører sig meget truende. De kaster både æg og flasker mod deltagerne i priden. Men blandt moddemonstranterne er der også ældre, nydelige damer og familier med børn. Nogle har været særdeles kreative i deres kamp mod homoseksualitet. En ældre mand er taget ind til byen med sin ged, som han går rundt

med i en snor. Da politiet beder ham træde væk fra pridens rute med geden, insisterer han på, at geden er hans kæreste – for når to mænd kan være kærester, kan han vel lige så godt være kæreste med sin ged.

Byrådet i Vilnius tvunget i knæ De mange moddemonstranter til trods er det i sig selv en sejr, at priden i år afholdes inde i centrum af Vilnius. Sidste gang, Litauen var vært for Baltic Pride i 2010, forlangte byrådet i Vilnius, at marchen skulle foregå langs en afsides flodbred i udkanten af hovedstaden.

Sådan blev det. Men i år ville hovedarrangøren, Lithuanian Gay League, ikke tage til takke med en afsides rute: En pride, der ikke kan ses, mister sit formål.

Forud for priden er der derfor gået mere

end et halvt år med juridiske slagsmål, hvor byrådet i Vilnius gentagne gange har forbudt priden i byens centrum. ”Selv blandt politikerne i hovedstadens byråd hersker der en omfattende homofobi.

Under møderne bliver arrangørerne af priden mødt med himmelvendte øjne og åbenlyse grimasser, simpelthen fordi de er homoseksuelle. Det er et skræmmende billede på, hvordan holdningen til seksuelle mindretal er i landet”, forklarer Helle Jacobsen, kampagnekoordinator i Amnesty, der har kæmpet side om side med arrangørerne i den lange proces for at få tilladt priden. ”Det her handler ikke blot om homoseksuelles rettigheder. Det handler også om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Disse rettigheder er en del af det moderne Europa, men nu ser vi desværre, at EU-formandslandet ikke er villig til at beskytte menneskerettighederne”, siger hun.

Smil på læberne Forud for priden i Litauen har også formanden for EU-Kommissionen, José Manual Barroso, udtalt, at EU-kommissionen ikke vil tøve med at reagere, hvis homo- og transseksuelle diskrimineres. Kun få dage før den planlagte dato for priden afgjorde en regional domstol i Litauen så endelig, at priden skulle tillades på en central rute, til byrådets store ærgrelse.

Derfor går deltagerne den 800 meter lange vej med smil på læberne ledsaget af et massivt politiopbud, der skal sørge for sikkerheden. Et par moddemonstranter kaster æg og fyldte plastikflasker mod de politikere og ambassadører, der går forrest i optoget. Men priden ender som planlagt i en park, hvor der er taler og fest.

Pludselig spæner et stort antal moddemonstranter ind i parken, og situationen bliver utryg for deltagerne i priden. Efter noget tid får politiet dog igen kontrol over situationen, og deltagerne kan konstatere, at Baltic Pride 2013 har været et vellykket slag for menneskerettigheder og de seksuelle minoriteter i Litauen. 1

FAKTA OM HOMOFOBI I ØSTEUROPA • Baltic Pride i Litauen er blot én af de mange prides i Østeuropa, som Amnesty støtter i kampen mod diskrimination.

• En undersøgelse lavet af FRA (EU’s agentur for fundamentale rettigheder) viste for nyligt, at Litauen er det EU-land, hvor seksuelle mindretal føler sig mest forfulgt.

• Over hele Østeuropa er ytrings- og forsamlingsfriheden under angreb. I en række lande er der indført homofobisk lovgivning, og ofte er der stort set straffrihed for hadforbrydelser mod homoseksuelle.

Læs mere på amnesty.dk/love

a Mn e s t y I 2 5

brasIl Ie n Maurício Horas billeder fra de snævre gader i Morro da Providência har gjort ham internationalt berømt. Nu sætter han fokus på fattigdom og tvangsrydninger forud for de store sportsbegivenheder i 2014 og 2016.

Forud for næste års VM i fodbold i Brasilien er landet præget af uroligheder. I Rio de Janeiro har kritikken af de planlagte tvangsrydninger i byens fattigste kvarterer, favelaerne, mange stemmer. En af dem er fotografen Maurício Hora, der har boet i Morro da Providência – Brasiliens ældste favela – hele sit liv.

Men med renoveringen af Rio forud for VM i 2014 og OL i 2016 er tusindvis af hjem i fare.

URO FØR KAMPSTART Gennem snart 120 år har beboerne i Morro da Providência kigget ud over Rio de Janeiro fra en stejl skråning bag byen. Indbyggerne bor tæt her, ingen kender deres nøjagtige antal, men mange kender hinanden. De vokser op sammen, og da meget af livet foregår i de små gyder, har familierne kun få hemmeligheder for hinanden.

Derfor kan fotografen Maurício Hora heller ikke forestille sig at bo andre steder. Godt nok er han blevet internationalt kendt for at dokumentere livet i bydelen og for at have grundlagt fotoskolen Favelarte, der underviser unge favelados – favelaernes indbyggere – i fotografiets kunst. Men selv om han i dag kunne vælge at flytte til et mindre fattigt kvarter med en større boligsikkerhed, så er de små gyder i Providência hans hjem, og sådan ønsker han, at det skal fortsætte. Men favelaens fremtid er i fare.

Hundredtusinder på gaden Brasilianernes yndlingssport kommer nemlig til landet i 2014 i form af VM i fodbold, og to år efter følger OL i Rio – og det kræver plads.

De centralt beliggende arealer, som mange af byens gamle favelaer er bygget på, er på ny kommet i myndighedernes søgelys, og bystyret har nu besluttet at renovere Providência.

Det skal blandt andet ske ved at anlægge en svævebane over favelaen. Det betyder ifølge Maurício Hora, at 614 huse skal rives ned alene i nærheden af hans hus.

2 6 I aM n e s ty

”Vi er ikke imod fornyelse, men vi har brug for åbenhed. For hvad er det politikerne og bygherrerne vil med området? De siger én ting, men gør så noget andet, og det skaber mistillid imellem os og dem. Der skal mere åbenhed til, ellers bliver det her rigtig grimt”, siger Maurício.

Hvor grimt kunne omverdenen se med egne øjne denne sommer. For urolighederne i Rios gader viste ikke bare fattige favelados, men også hundredtusinder af andre borgere i kampe med politiet. De protesterede over, at myndighederne har brugt milliarder på de store sportsbegivenheder, mens den offentlige transport er blevet dyrere, og folk er blevet tvunget fra deres hjem i favelaerne. Politiet mødte demonstranterne med vold, og det fik blandt andet det brasilianske fodboldlandsholds største stjerne, Neymar, til Facebooktasterne: ”Jeg er ked af det, som sker i Brasilien lige nu. Jeg havde også en tro på, at det ikke ville være nødvendigt at gå på gaden for at kræve bedre transport, sundhed, uddannelse og sikkerhed. Det er alt sammen regeringens opgave”, skrev 21-årige Neymar.

På usikker grund Afmagten hos demonstranterne er en følelse, som Maurício Hora kan genkende, for han kan selv se, hvordan betjentene er begyndt at gå hårdere til værks. Politiet har nemlig –

ligesom politikerne – deres egne interesser i Providência, fortæller han. Narkobagmænd øger politiets lønninger gennem bestikkelse, og der er desuden mange penge at hente i de attraktive jordområder, som udgør favelaerne i Rio. En del af husejerne i bydelen er allerede købt ud med småbeløb, forklarer Maurício Hora. Men efter at han og andre gik ind i arbejdet med at forklare befolkningen, hvor mange penge deres huse egentlig er værd, er priserne på de gamle huse steget. ”Jeg er efterhånden af den mening, at politikerne ønsker at udslette Providência. De sætter folk op mod hinanden. De lover nogle indbyggere midlertidigt arbejde til en dårlig løn og betaler andre en smule for deres huse – alt sammen for at splitte os ad. De fleste, der bor her, er fattige folk, så der skal ikke mange penge til at få folk til hvad som helst. Men hvis du tager beboerne væk fra favelaen, forsvinder det samfund og den fællesskabsfølelse, vi har her”, siger Maurício Hora.

Min hjemmebane På trods af vreden og usikkerheden om favelaens fremtid, så har Maurício og hans kone ingen planer om at flytte. For Maurício er født i kvarteret, hvor hans far var gangster, og han har alle sine venner her. Han føler sig som en del af kvarteret, siger han: ”Jeg elsker at bo her. Jeg er en favelado og stolt af det. Jeg ved, at andre ikke bryder sig

AF T OMé jORGE OG A NNA KL IT GA A RD | FO TO: MAURI CI O HORA Providência klynger sig til en stejl skråning i Rio de Janeiro.

Fra toppen er der en utrolig udsigt ud over millionbyen.

MORRO DA PROvIDêNCIA Providência var den første favela i Rio de Janeiro, og den blev grundlagt i 1897, da krigsveteraner fra en blodig borgerkrig i det nordøstlige Brasilien blev lovet land her. Dengang var Providência kendt under navnet Morro da Favela, men i løbet af det 20. århundrede skiftede bydelen navn og voksede hastigt. Mange frie slaver fandt et sted at bo her, og det samme gjorde europæiske immigranter, der havde brug for tag over hovedet til en overskuelig pris samt nem adgang til byen og havnen.

om den identitet, men jeg bruger ordet for at provokere. For favelaerne er her. Og de er hjem for mange millioner i Brasilien, selv om myndighederne gerne vil det anderledes – og det er her, jeg finder motiverne til mine fotografier”.

Ikke mange har kunnet komme så tæt på favelaens indbyggere som ham. Det har givet ham international berømmelse og nu også en scene, hvorfra han kan fortælle omverdenen om myndighedernes planer forud for de store sportsbegivenheder.

Et selvmål af bystyret Et af de tiltag, han har sat i værk sammen med elever fra fotoskolen Favelarte, var at tage billeder af indbyggerne i de huse i Providência, der skulle rives ned for at give plads

til svævebanen. Igennem en kollega i New York fik han blæst dem op til store plancher, og i samarbejde med beboerne satte han billederne på dørene. Resultatet udeblev ikke, forklarer fotografen. ”Fem dage senere blev jeg kaldt ind på rådhuset. De fortalte mig, at de havde skiftet mening, og at det nu var nogle andre huse, der skulle rives ned”.

Men Maurício Hora stopper ikke her. For det drejer sig ikke kun om huse – men om rettigheder og mange millioner liv. For at få opmærksomhed fortsætter han med at tage billeder og udstille dem rundt om i verden. Samtidig underviser han den næste generation af fotointeresserede favelados i fotografiets magt.

Igennem Favelarte træner han unge i at tage billeder, underviser dem i favelaernes historie

og når ud til deres familier med information.

Og arbejdet begynder at bære frugt rundt omkring i verden. Således lagde han navn til en artikel i New York Times for nylig, hvor han taler imod myndighedernes magtanvendelse i Rio, og hans billeder har været udstillet i både USA og Europa. ”Jeg ser gerne, at myndighederne investerer i favelaerne. Vi har ikke noget imod, at de river huse ned eller fornyr bydelen, men det skal ske i samarbejde med beboerne og for lokalsamfundets bedste. Favelaerne kan være rare steder at leve, at opvokse i, men det kræver, at de bliver set som samfund – ikke som slumkvarterer. Og det kræver, at man behandler indbyggerne som mennesker. Det er det, jeg gerne vil forandre igennem mine billeder”.

AMNESTY I BRASILIEN: USIKKERHEDEN SPREDER SIG I 2011 åbnede Amnesty sit første kontor i Brasilien. Frem mod VM i 2014 og OL i 2016 vil Amnestys researchere blandt andet undersøge myndighedernes fremfærd i storbyernes fattige favelaer. Amnesty har tidligere dokumenteret et mønster af politiovergreb, ulovlige ransagninger, udenomsretslige henrettelser og tvungne forsvindinger i favelaerne.

Det fik for nylig Amnesty Internationals

generalsekretær, Salil Shetty, til under et besøg i landet at lufte sin bekymring over for Brasiliens justitsminister og en række øvrige ministre i regeringen: ”Regeringen bliver nødt til at droppe den falske modsætning mellem udvikling og menneskerettigheder. Favelaerne og de oprindelige folks lokalsamfund i Brasilien kan ikke behandles som menneskerettighedsfri zoner”, sagde Salil Shetty.

Under besøget blev Salil Shetty ledsaget af Amnestys direktør i Brasilien, Atilla Roque: ”Usikkerheden og frustrationen fra folk, som lever i favelaerne, spreder sig. De brasilianere, som identificerer sig selv som middelklassen, er over de seneste måneder gået på gaden, mange af dem for første gang.

Det, de har set, er den grimme side af et politivæsen, som ikke er underlagt civil kontrol”, siger Atilla Roque.

a Mn e s t y I 2 7

aMnest y d o K U M e n te r er Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org

vOLDSOMME TvANGSRYDNINGER I NIGERIA Foto: Polfoto

Indbyggerne i slumkvarteret Badia East i Lagos betragter de massive ødelæggelser efter myndighedernes rydning af hundredvis af hjem tidligere på året.

2 8 I aM n e s ty

Satellitfotos modbeviser myndighedernes bortforklaringer i Lagos: Tusindvis af mennesker er med magt blevet tvunget fra deres hjem, og flere planlagte tvangsrydninger truer titusinder i området Badia East.

Bimbo Omowole Osobe bor i Badia Eastkvarteret i den nigerianske millionby Lagos.

Hun er en af de op mod 9.000 indbyggere i kvarteret, hvis hjem, butikker og levegrundlag er blevet jævnet med jorden af myndig-

hederne. I dag bor hun under et moskito-net, hun er blevet nødt til at sende sine børn væk for at bo hos andre familiemedlemmer, og hun har måttet trække dem ud af skolen, fordi hun ikke længere kan betale deres skolegang.

AF BjA RK E WI NDAHL P EDERSEN

Faren stiger for Afrikas homoseksuelle

”Husly kommer før alt andet i livet. Så længe du har husly, kan du klare alle de andre udfordringer foran dig. Men når du ikke har et sted at bo, hvordan overlever du så?”, spørger Bimbo Osobe.

Satellitbilleder, taget af Amnesty både før og efter nedrivningerne i Badia East den 23. februar i år, viser med al tydelighed, at et tæt befolket område fyldt med huse opført i sten og i andre materialer i dag er blevet jævnet totalt med jorden. Alligevel har repræsentanter fra statsregeringen i Lagos fastholdt, at området tidligere blot har været en losseplads.

Samtidig har regeringen udtalt, at rydningen i februar – som skete uden nogen form for varsling og blev udført af bulldozere og væbnet politi – blot er første skridt i helt at rydde Badia East-området, som skal ”genudvikles”. Gennemføres den plan, vil yderligere titusinder af menneske, komme til at stå uden hjem og uden indtægtskilder.

Hjem og forretninger ødelagt Mange kvinder, hvis små forretninger og hjem ligesom Bimbo Osobes blev ødelagt af bulldozere, før de kunne nå at redde deres ting, er nu fuldstændig afhængige af familiemedlemmer og venner for at klare dagens basale nødvendigheder. ”De tvungne tvangsflytninger i februar har været ødelæggende for lokalsamfundet og indbyggerne i Badia East. Dusinvis af mennesker sover nu under åben himmel eller under en nærliggende bro, hvor de stadig er udsat for regn, mosquitos og i risiko for fysiske angreb”, siger Oluwatosin Popoola, Amnestys researcher i Nigeria.

Flere af de udsatte mennesker fortæller selv, at de i dag lider af malaria og tyfus, og at de ikke har råd til at købe medicin mod sygdommene.

Amnesty fortsætter med at presse på for at få delstatsregeringen til at standse tvangsrydningerne og hjælpe de familier, som allerede nu er tvunget fra deres hjem: ”Regeringen må omgående sikre husly og kompensation til alle de mennesker, som er blevet berørt af tvangsrydningerne”, siger Oluwatosin Popoola.

En undersøgelse udført af beboerne i Badia East anslår at mindst 2.237 husholdninger i kvarteret er blevet hårdt ramt af rydningerne af hjem og butikker.

Homofobiske angreb stiger, og staters diskrimination mod homoseksuelle bliver stadigt mere udbredt i en række afrikanske lande syd for Sahara. Det viser rapporten Making Love a Crime, som dokumenterer systematisk diskrimination og kriminalisering af seksuelle minoriteter (LBGT).

Amnesty har undersøgt nationale lovgivninger mod LGBTI-personer på tværs af kontinentet, hvor 38 lande kriminaliserer homoseksualitet, der ofte karakteriseres som ”handlinger imod naturens orden”.

I en lang række interviews fortæller afrikanske homoseksuelle samtidig om deres daglige kamp mod diskrimination og trusler. ”Ofte bliver angreb mod grupper eller individer tilskyndet af politikere eller religiøse ledere, som i stedet burde bruge deres offentlige indflydelse til at bekæmpe diskriminationen. Disse – til tider dødelige – angreb mod homoseksuelle må standses. Intet menneske skal risikere at blive tæsket eller slået ihjel på grund af, hvem de er tiltrukket af eller intimt involveret med”, siger Widney Brown, Amnesty Internationals direktør for lovgivning og politik.

Inden for de seneste fem år har Sydsudan og Burundi introduceret nye love, som ulovliggør seksuelle forhold mellem borgere af samme køn.

Uganda, Liberia og Nigerias parlamenter arbejder i øjeblikket alle på lovforslag, som vil forhøje allerede eksisterende strafferammer for homoseksualitet.

I Cameroun bliver mennesker anholdt efter at være blevet angivet som homoseksuelle af andre. Enkelte camerounesere har siddet fængslet i tre år uden en retssag. Tidligere fanger fortæller til Amnesty, at de er blevet udsat for tæsk under deres fængsling, ligesom de er blevet udsat for tvungne anale undersøgelser. ”Enhver lov, som kriminaliserer seksuelle relationer mellem mennesker af samme køn, sender et signal om, at bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede mennesker er kriminelle og ikke har de samme rettigheder som alle andre”, siger Widney Brown.

Syrien: Assad har sønderbombet Aleppo Analyser af nye satellitfotos fra byen Aleppo i Syrien – de til dato mest omfattende satellitanalyser fra en aktiv konfliktzone – er blandt de seneste beviser på, hvad den to et halvt år lange konflikt betyder for den syriske befolkning: Halvdelen af Aleppos befolkning er drevet på flugt på grund af regeringens massive, hensynsløse og dødelige bombardementer, infrastrukturen i byen er smadret, og hele kvarterer er reduceret til grus.

Analysen af fotografierne er foretaget af American Association for the Advancement of Science i samarbejde med Amnestys program Science for Human Rights. Amnestys researcher i Syrien, Donatella Rovera, bekræfter desuden ødelæggelsernes omfang: ”Aleppo er blevet fuldstændigt smadret, og indbyggerne er flygtet i massivt omfang”, siger Donetalla Rovera, som siden april 2012 har krydset grænsen til det nordlige Syrien mere end ti gange for at foretage research i landet.

Amnesty har siden august 2012 offentliggjort satellitfotos fra Aleppo og Syrien.

Satellitbilleder viser de smadrede bygninger i et helt beboelseskvarter i Aleppo efter et missilangreb, der dræbte mindst 50 mennesker den 18. februar 2013.

Følg Amnesty på

amnesty.dk a Mn e s t y I 2 9

AMNESTY s e p t e M b e r 2 01 3

– DIN STØTTE GØR EN FORSKEL!

l I v e- reda K t I o n : n o r a r a h be K K a n a Fa n I

Som en kulmination på Love is a Human Right kampagnen om diskrimination af homoseksuelle kunne Amnesty den 3. september overrække 50.358 danske underskrifter til den russiske ambassade i København.

Underskrifterne bakker op om Amnestys protest mod den nye homofobiske lovgivning i Rusland, som indfører stærke begrænsninger på ytrings- og forsamlingsfriheden og diskriminerer de seksuelle mindretal i landet.

Amnestys vicegeneralsekretær Trine Christensen og kampagneleder Helle Jacobsen havde en times møde med den russiske viceam-

bassadør, der fortalte, at det gør indtryk på præsident Putin, når så mange mennesker protesterer.

Underskrifterne er led i en større international kampagne for at lægge pres på den russiske regering for at få lovgivningen ændret. Få uger inden gik 20.000 danskere på gaden i København for at demonstrere mod den russiske lovgivning, og temaet gik igen under årets Copenhagen Pride, hvor Amnesty gik i front og viste sympati med de russiske homoseksuelle.

En stor tak til alle jer, der var med til at sætte kampen mod homofobi på dagsordenen. Amnesty fortsætter arbejdet.

Amnesty og To Russia With Love afleverede over 50.000 underskrifter til Ruslands viceambassadør.

REGNBUEPLAKATER I vILNIUS Foto: Amnesty

Amnesty gik forrest, da Copenhagen Pride fyldte gaderne den 24. august.

væR MED I AMNESTYS ARBEjDE I forbindelse med Love is a Human Right kampagnen bad vi folk om at donere 20 kroner per sms.

Pengene gik ubeskåret til en oplysningskampagne i Vilnius’ gader frem mod Baltic Pride i slutningen af juli. Rigtigt mange mennesker bakkede op om aktionen, og vi fik indsamlet så mange penge,

30 I aM n e s ty LIvE

at det var muligt at gennemføre en meget synlig plakatkampagne på gadeplan. Kampagnen var med til at skabe debat om LGBTpersoners rettigheder i et land, hvor der er kæmpe problemer med homofobi, og hvor 70 procent af befolkningen siger, at de aldrig har mødt en homoseksuel.

Vidste du, at Amnesty landet over har grupper, der arbejder for menneskerettighederne? I en amnestygruppe kan du være med til at gøre vores kampagner synlige i den by, hvor du bor, og ved at repræsentere Amnesty ved kulturarrangementer og i lokalpressen.

Du kan gå ind på amnesty.dk/ lokal og se, om der er en amnestygruppe nær dig, og ellers kan du selv være med til at danne en. Lige

nu arbejder vi på at få åbnet nye grupper på Sydfyn, på LollandFalster og på Nørrebro i København, ligesom der er en gruppe på vej for studerende i København.

Du er velkommen til at skrive til aktivservice@amnesty.dk, hvis du vil vide mere.

Hvis du går på en ungdomsuddannelse, kan du være med i en youth-gruppe. Læs mere på amnesty.dk/youth

Fotos: John Nielsen

50.358 DANSKERE GIvER PUTIN KLAR BESKED

I 2012 blev der i Danmark skrevet

67.000

breve og sms’er i forbindelse med Skriv for Liv kampagnen. de t K a n dU gøre...

I oktober sætter Amnesty fokus på tvangsrydninger i Kenya, hvor tusindvis af mennesker får jævnet deres huse med jorden for at skabe plads til nybyggeri.

I 2010 afleverede vi 100.000 underskrifter til boligministeren i Kenya for at få ham til at forbyde tvangsrydninger og sikre, at menneskerettighederne overholdes.

Amnestys afdeling i Kenya var efterfølgende med til at skrive et lovforslag på området, som var tæt på at blive vedtaget af parlamentet i 2012.

Nu er der kommet en ny regering og en nyudnævnt boligminister, og det kræver igen omverdenens pres at få lovforslaget genoptaget og vedtaget.

Et forbud mod tvangsrydninger kan være med til at forbedre og sikre millioner af kenyaneres boligsituation, og du kan være med til at skabe den forandring.

Hold øje med vores aktioner og underskriftindsamling på amnesty.dk/tvangsrydninger eller via vores nyhedsbreve og vores mobile netværk Lifeline.

Foto: Amnesty

STOP TvANGSRYDNINGER I KENYA

Op imod en million mennesker bor i Kiberia, Kenyas største slumområde.

Skriv under på, at myndighederne skal tillade og beskytte Serbien Pride 29. september. Sms love + dit navn til 1919.

2 MINUTTER Send et brev og kræv retfærdighed for et menneske i nød. Gå ind på amnesty.dk/ skrivforliv

1 DAg Hvis du er under 20 år, kan du deltage på Amnestys årlige Youth-dag den 9. november, hvor du kan lære mere om menneskerettigheder og aktivisme og møde andre youthaktivister fra hele Danmark. Tilmeld dig på amnesty.dk/youth

SKRIv FOR LIv I NOvEMBER Fat pennen og vær med i dette års Skriv for Liv kampagne, der begynder i november. Her skriver vi solidaritetsbreve til mennesker, hvis rettigheder er blevet krænket – for eksempel mennesker, der sidder uretfærdigt fængslet.

Vi skriver også protestbreve til de relevante myndigheder i hele

verden med krav om at overholde menneskerettighederne. Kampagnen er international, og erfaringen viser, at det har en enorm effekt, når titusindvis af Amnesty-medlemmer aktionerer på de samme sager på samme tid.

Følg med i vores nyhedsbreve og på www.amnesty.dk

BREvENE GØR EN FORSKEL Sidste år skrev 6.500 danskere breve eller sms’er med kravet om, at mordet på Maria Isabel Franco fra Guatemala skal efterforskes, og de ansvarlige stilles til ansvar.

Som følge af brevene har vicepræsidenten i Guatemala, Roxana Baldetti, offentligt lovet at støtte efterforskningen af mordet på Maria og at modarbejde vold mod kvinder i Guatemala generelt.

Marias mor Rosa Franco

1 MINUT

modtog flere tusinde solidaritetshilsner og skriver i et brev til Amnesty: ”Jeg vil gerne takke jer alle; Amnesty og alle de vidunderlige mennesker, der har gjort så sød og kærlig en gestus ved at skrive til mig. Da jeg fik alle disse postkort og breve, begyndte jeg at græde, en blanding af glæde og savnet efter min datter. Jeg er så taknemmelig for alle disse hilsner. De giver mig fornyet styrke i min kamp”.

Læs mere om, hvad vi opnåede ved sidste års kampagne: www.amnesty.dk/skrivforliv/ resultater2012

MØD OP TIL KAMPAGNESEMINAR I ODENSE Lørdag den 2. november kl. 10-17 afholdes Amnestys første kampagneseminar i Mødecenter Odense.

På kampagneseminaret lader vi op til Skriv for Liv kampagnen i november, der bliver dansk afdelings største kampagneaktivitet nogensinde. Vi skal også skal høre mere om de to store kampagner i 2014-15. Den ene bliver mod tortur og den anden om seksuelle og reproduktive rettigheder.

Kampagneseminaret er stedet, hvor aktive har mulighed for at mødes på tværs og udveksle erfaringer, og der bliver mulighed for at snakke med repræsentanter for hovedbestyrelsen.

Kampagneseminaret er åbent for alle, der ønsker at gøre en indsats for Amnestys kampagnearbejde, både enkeltpersoner og aktive i grupper. Men hvis du er under 20 år, anbefaler vi i stedet, at du deltager i Amnesty Youth Day weekenden efter.

Skriv til aktivservice@amnesty.dk, hvis du ønsker at høre mere eller at tilmelde dig Kampagneseminar 2013.

a Mn e s t y L I v E I 31

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

vIS DIN STØTTE TIL AMNESTY Kopper med Amnesty logo Alle kopperne er unikke og håndfremstillet i keramik af Elisabeth Laursen.

Kr.

Pussy Riot T-shirt FØR 300,-

300,-

NU 200,Husk også at se alle de andre lækre sager og gode tilbud i amnestys webshop !

get up ! Stand Up !

150,2 stk. 250,1 stk.

NUDIE T-shirt FØR 395,NU

280,-

Net Indkøbsnet med citat af Nelson Mandela på engelsk og arabisk. ”Education is the most powerful weapon which you can use to change the world” Kr.

www.amnesty.dk/shop

100,-