Amnesty #3 2010

Page 1

AMNESTY Medlemsblad for Amnesty International | Nr 3 september 2010

Isolationsfængslet i 100 år

USA privatiserer krigen

opgøret i Brasiliens slum

Amnesty på filmfestival

Tre amerikanere har siddet isolationsfængslet siden 1970’erne på seks kvadratmeter hver.

Lejesoldaters mulige drab, overgreb og tortur bliver ikke straffet.

Politiet skyder og dræber hvert år mere end 1 .000 civile i Rio de Janeiro.

Amnesty International hædrer dokumentarfilm på CPH:DOX.

USA TEMA: DEN FALMEDE STJERNE

stadig et forbillede?


| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: Jens Munch og Nora Rahbek Kanafani Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing Design og produktion: Datagraf Oplag: 97.850 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 26. november 2010 (deadline 1. november) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning. Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen. Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Priorgade 1A · 9000 Aalborg Tlf. 98 10 17 17 Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Forsidefoto: Polfoto

Kære onkel Sam

Amnestys redaktør: Ole Hoff-lund

Meget vand er løbet under broen, siden du som helt ung gjorde oprør mod autoriteterne og skrev din uafhængighedserklæring. Vi var mange, der dengang syntes, at du gik lige lovlig vidt i din jagt på personlig frihed og umistelige rettigheder. Senere lærte vi at forstå din tankegang og din ukuelige tro på, at alle mennesker er født lige og frie. I takt med at du voksede op og lagde nye alen til dine vidtløftige betragtninger om individets rettigheder, begyndte vi at respektere dig – og kopiere dig. Du åbnede vore øjne. For det var jo dig, der havde ret, når du slog på tromme for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Det var dig, der gik i krig for at ophæve slaveriet. Og du var tidligt ude med at give kvinderne stemmeret. Hvor er du vokset! Hvor er du blevet stor! Med striber og stjerner i dit flag har du været bannerfører for alle spirende demokrater og frihedselskere i hele verden. Altid var du klar til at forsvare de svage. Du bekæmpede diktatorer og undertrykkere, og du kom til vores undsætning, da nøden var størst under Hitlers hærgen i Europa. Du tog stikket hjem, da du efter krigen gik i spidsen for arbejdet med at udforme FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Et smukkere dokument er aldrig set. Det oprør, du indledte i din ungdom, var pludselig blevet en universel kamp for alle menneskers rettigheder. Men så begyndte du at holde dig væk. Du ville hellere være alene. Når en af os fik en god idé, sagde du nej. Du virkede sær, da du ikke ville være med til at lave en domstol, der kunne straffe de værste slyngler og krigsforbrydere i verden. Fordi du selv var bange for at blive dømt, sagde du. Hvor var din tro på, at vi må stå sammen for at skabe en bedre verden? Hvad gik der galt? Hvorfor gjorde du vold på de principper, som du har kæmpet for hele dit liv? Du løj om masseødelæggelsesvåben i Irak og gik i krig uden om FN. Men vi stolede på dig og fulgte dig ind i krigen mod terror. Vi begrænsede vore egne frihedsrettigheder – i frihedens navn. Vi overvågede og aflyttede, vi gjorde indhug i retsstatens fundament, og vi bøjede reglerne. Men det var ikke nok for dig. Du opfandt begrebet ”illegale kombattanter” for at kunne jagte dine fjender, du torturerede dine fanger og satte dem i fængsel på ubestemt tid. Og dit heltebillede krakelerede, da vi hørte historierne fra Abu Ghraib fængslet og Guantánamo. Vi kan ikke kende dig mere. Du siger, at du fortryder dine fejltrin. At du vil forandre dig og kæmpe for at vinde din moralske anseelse tilbage. Det er vi glade for. Men først må du vise os, at du mener det alvorligt. Du må sætte handling bag ordene og rydde op i de ulykker og menneskelige tragedier, som du har ansvaret for. Først når du har gjort det, tør vi atter tro på, at du, onkel Sam, kan vise vejen til retfærdighed, frihed og respekt for menneskerettighederne.

2 I am n e s t y


Ind hold | A mnesty på fem m i nutter

4 Nyheder 8 USA:

Forbillede og skurk

Mød heltene fra den amerikanske historie. Foto: Polfoto

10 TEMA USA er ikke et land

Hvordan kan verdens eneste supermagt være både forbillede og fjendebillede? Hvem tager fejl, når frihedselskende demokrater peger på USA som det gode eksempel, mens menneskerettighedsforkæmpere udråber den magtfulde nation til skurk, som gang på gang tilsidesætter fundamentale rettigheder? USA-eksperten Mads Fuglede giver sit bud på, hvorfor Amerika i kampen for frihed og demokrati gang på gang træder idealerne under fode og kommer i konflikt med sig selv.

10 Foto: Polfoto

12 TEMA Lejesoldaterne fra Blackwater

12 Foto: Privat

20

18 Lovløse droner Ubemandede bombefly dræber civile i Pakistan.

24 Jagten på retfærdighed Hundredvis af irakere venter på erstatning for drab og tortur.

26 Amnesty dokumenterer

Det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater har løst en række vitale opgaver for USA i Irak og Afghanistan. Men selv om de tungt bevæbnede lejesoldater trækker et blodigt spor af overgreb, drab og tortur efter sig, så er ikke én eneste af dem blevet dømt for deres forbrydelser. Blackwaters grundlægger, milliardærarvingen Eric Prince, har opbygget verdens største militære træningsanlæg i North Carolina, og militært er Blackwater så godt udrustet, at firmaet angiveligt kan omstyrte flere regeringer i den tredje verden.

Læs om Amnestys seneste rapporter.

20 TEMA 100 års isolation

40 Stafetten

I USA’s største fængsel, Angola State Penitentiary i Louisiana, har tre sorte mænd siddet isolationsfængslet i over 100 år tilsammen. Det er rekord i nyere amerikansk historie. De kaldes Angola 3. To af dem sidder der endnu. Hermann Wallace og Albert Woodfox er dømt på tvivlsomme beviser for et mord, som de nægter at have begået. Selv offerets kone mener ikke, at de er gerningsmændene. Alligevel har de tilbragt over halvdelen af deres liv i en celle på to gange tre meter. Læs den utrolige historie om et muligt justitsmord, der måske aldrig bliver opklaret.

Foto: Jean Chung

28 Kampen for livet i Sierra Leone

28

16 USA vil standse WikiLeaks Hemmelige dokumenter presser USA.

36 Krigen i Brasiliens slum Elitestyrker dræber over tusind brasilianere om året.

38 Fortielsens mur Ofrene for Francos diktatur i Spanien vil kende sandheden.

Børnene lider i USA.

41 Ny mand ved roret Mød Amnestys nye internationale generalsekretær Salil Shetty.

42 Kultur Filmfestivalen CPH:DOX kommer til byen i november.

44 Amnesty Live Din støtte gør en forskel.

Sierra Leone er et af verdens fattigste lande og har verdens højeste mødredødelighed. Hver ottende kvinde risikerer i deres levetid at dø af komplikationer ved graviditet og fødsel. Men måske er der forandringer på vej. I april indførte regeringen gratis sygesikring til gravide kvinder og til børn under fem år. Fotografen Jean Chung tilbragte to uger på det største hospital i hovedstaden Freetown for at dokumentere, hvordan helt almindelige fødselskomplikationer kan være livsfarlige for kvinderne i Sierra Leone.

a mn e s t y I 3


Nyhede r Foto: Polfoto

Justitsministeren afviser Amnestys kritik af politiets masseanholdelse under klimatopmødet sidste år, hvor næsten 1.000 mennesker sad bagbundet i timevis.

Barfoed: Amnesty er urimelig Den danske regering afviser kritikken af Danmark i Amnesty Internationals årsrapport, som blev offentliggjort den 28. maj. ”Jeg lytter til kritikken, men det er min opfattelse, at Amnestys udtalelser er urimelige og ubegrundede”, siger justitsminister Lars Barfoed (K). Amnesty kritiserer, at Danmark ikke tager afstand fra brugen af såkaldte diplomatiske forsikringer, som bruges til at omgå det totale forbud mod tortur, når en person udvises eller udleveres til torturlande. I foråret besluttede Lars Barfoed at udlevere danskeren Niels Holck til Indien, som ikke har ratificeret FN’s torturkonvention. Udleveringen sker på trods af, at tortur er udbredt i store dele af Indien, og at Indien ikke har afskaffet dødsstraffen. Retten i Hillerød afgør i løbet af efteråret, om Niels Holck kan udleveres. Årsrapporten hæfter sig også ved politiets overdrevne magtanvendelse under klimatopmødet i december, hvor 968 demonstranter

– deriblandt flere unge under 18 år – blev præventivt tilbageholdt og tvunget til at sidde bagbundet på den iskolde kørebane i fem timer. Desuden kritiserer Amnesty blandt andet tvangshjemsendelserne af irakiske asylansøgere i strid med FN’s anbefalinger. ”Vi oplever, at den danske regering i en række sager betragter menneskerettighederne som et privilegium for de udvalgte snarere end universelle rettigheder for alle mennesker. Vi underminerer menneskerettighederne, når de er ubekvemme. Det ødelægger vores egen troværdighed, når vi kæmper for retfærdighed ude i verden”, sagde generalsekretær Lars Normann Jørgensen, da årsrapporten blev offentliggjort. Kritikken af Danmark fik De Radikales retsordfører Lone Dybkjær til at indkalde justitsministeren i samråd, som blev afholdt 1. september. Her gjorde ministeren et stort nummer ud af at forsvare regeringens lømmelpakke. ”Stramningerne før klimatopmødet var i

orden. Vi skal glæde os over, at de store demonstrationer foregik i god ro og orden. Der er grund til at rose politiets indsats”, siger ministeren. Heller ikke når det gælder udleveringen af Niels Holck, er der noget at komme efter, mener Barfoed, selv om Danmark ikke har nogen sanktionsmuligheder, hvis Indien bryder aftalen og udsætter Holck for mishandling eller tortur. ”Jeg forventer naturligvis, at inderne overholder den aftale, de har tiltrådt. I modsat fald får Indien store problemer i forhold til det internationale politisamarbejde”, siger Lars Barfoed. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) var også indkaldt til samrådet, hvor hun ligeledes gik til angreb på Amnesty International. ”Jeg har for længst meldt mig ud af Amnesty, da jeg fandt ud af, at det er et politisk parti”, sagde Birthe Rønn Hornbech.

Tilliden til politiet styrtdykker Befolkningens tillid til politiet er på det laveste niveau, man nogensinde har registreret, viser en undersøgelse, som Rigspolitiet og Københavns Universitet har lavet i fællesskab. Kun 64 procent af danskerne har stor eller meget stor tillid til politiet, og det er alvorligt, siger professor og kriminolog Flemming Balvig, som har været med til at lave undersøgelsen. 4 I am n e s t y

”Noget af det vigtigste for et demokratisk samfund er, at der er tillid til myndighederne. Ikke mindst de myndigheder, der kan anvende magt”, siger han til Politiken. Især Københavns Politi har oplevet meget negativ omtale i de seneste år. Senest har rigsadvokaten i august stemplet en politirapport om urolighederne efter rydningen af Ungdomshu-

set i marts 2007 som ”meget kritisabel”. Af rapporten fremgik det, at samtlige 49 anholdte i en knibtangsmanøvre deltog aktivt i stenkast mod politiet. Det viste sig senere at være løgn, men rapporten blev brugt til at få en stor del af dem varetægtsfængslet i Københavns Byret.


Af O le Hoff-l und

28.000

mennesker er dræbt i Mexico i opgør mellem politi og narkobander siden 2006.

15 års fængsel til kinesisk journalist En kinesisk domstol har idømt 15 års fængsel til den erfarne journalist Hairat Niyaz, der i juli 2009 advarede myndighederne om, at der var risiko for etniske uroligheder mellem uighurer og kinesere i Xinjiang provinsen. Urolighederne kostede et ukendt antal mennesker livet, og efterfølgende har myndighederne henrettet flere uighurere. Hairat Niyaz havde i en række artikler beskrevet, hvordan uighurerne følte sig udnyt-

tet og diskrimineret på arbejdsmarkedet, og at utilfredsheden kunne føre til vold. Da han i ugerne efter urolighederne gav flere interview, blev han anholdt og anklaget for at udgøre en fare for statens sikkerhed. Amnesty International betragter Hairat Niyaz som en samvittighedsfange og kræver ham løsladt omgående. Samtidig opfordrer Amnesty til, at der gennemføres en uafhængig undersøgelse af begivenhederne i Xinjiang i juli 2009.

Foto: Polfoto

Historisk dom over torturbøddel Cambodja tog i juli det første skridt på vejen mod et opgør med landets blodige fortid, da den berygtede torturbøddel Kaing Guek Eav, også kendt som Duch, blev idømt 35 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden. Duch var leder af fængslet S-21 i Phnom Penh, hvor 14.000 mennesker blev henrettet og tortureret til døde i 1975-1979, hvor De Røde Khmerer med diktatoren Pol Pot i spidsen styrede landet med en uhørt brutalitet, der kostede mindst 1,7 millioner mennesker livet. Pol Pot døde i 1998, men ti andre topfolk fra De Røde Khmerer er stadig i live, og den særlige internationale domstol i Cambodja afgør senere på året, om der skal rejses sager mod dem.

Amnesty kritiserer fangeoverlevering i Afghanistan Der er alvorlige problemer med de danske og internationale styrkers (ISAF) indsats i Afghanistan. Det fastslog Amnesty International på et møde i september med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Amnesty finder det dybt problematisk, at ISAF overdrager fanger til de afghanske myndigheder uden sikkerhed for, at de ikke lider overlast i fængslerne, der er berygtede for udbredt mishandling og tortur. Hærens Operative Kommando har oplyst, at danske styrker er ophørt med at overdrage fanger, men at de i stedet afskærmer fjenden militært, så de afghanske styrker kan foretage selve tilbageholdelsen. Men det fritager ikke

Danmark for ansvar for de tilbageholdte, og Amnesty har bedt om tal for, hvor mange individer, der er tale om. Amnesty kritiserer også den utilstrækkelige efterforskning, når NATO er involveret i krigshandlinger med civile ofre. Den særlige enhed under NATO, der efterforsker civile drab, mangler ressourcer, og Amnesty opfordrer regeringen til at styrke dette arbejde. Desuden ønsker Amnesty, at Danmark øger indsatsen for at opbygge et ansvarligt retsvæsen og politi samt styrker indsatsen for kvinders rettigheder, særligt i lyset af planerne om at inddrage Taleban i fredsforhandlingerne.

kort nyt: Iran stækker religiøs minoritet Iran har idømt syv ledende medlemmer af den religiøse minoritet Baha’i hver 20 års fængsel på anklager, der ifølge Amnesty International er politisk motiverede. De fem mænd og to kvinder blev anholdt for to år siden og blev i august dømt for spionage for Israel og propaganda imod systemet. Amnesty mener, at de syv Baha’iledere er samvittighedsfanger, der udelukkende er fængslet på grund af deres tro eller deres fredelige aktiviteter, og at der er tale om en forfulgt religiøs minoritet. Baha’i-trossamfundet har over 300.000 medlemmer i Iran, men de er frataget en lang række rettigheder og har ulige adgang til job, uddannelse, bolig og pension, ligesom de ikke må praktisere deres religion og afholde ceremonier.

BBC forbudt i Sudan BBC får inddraget sin tilladelse til at sende tv og radio i det nordlige Sudan. Begrundelsen er, at BBC ifølge myndighederne har indsmuglet ulovligt udstyr, herunder satellitsendere. Mange sudanesere – især beboerne i flygtningelejrene i Darfur – har i årevis brugt BBC’s arabisksprogede udsendelser som den vigtigste kilde til uafhængige nyheder. Forbuddet kommer samtidig med, at volden atter stiger i Darfur, hvor 600 mennesker i maj blev dræbt i nye kampe.

Vand er en menneskeret Et stort flertal af lande i FN stemte i juli for en resolution, der gør vand til en menneskeret. Vedtagelsen har ingen folkeretlig, juridisk virkning, men det er en vigtig politisk markering. Ifølge FN har 884 millioner mennesker utilstrækkelig adgang til rent vand, og 2,6 milliarder mennesker mangler adgang til simple sanitære installationer. Desuden dør omkring to millioner mennesker hvert år på grund af sygdomme fra urent vand.

Straf, straf og mere straf Siden VK-regeringen kom til magten i 2002, er strafferammerne blevet hævet 47 gange for alt fra narkoforbrydelser og knivbesiddelse til burkatvang og erhvervsspionage. Det fremgår af en opgørelse fra Justitsministeriet. Af samme grund er den samlede mængde af straf, som domstolene udmåler, vokset med 25 procent siden 2002.

a mn e s t y I 5


Nyhede r

20

Jesper Langballes immunitet ophævet Folketingspolitikeren Jesper Langballe (DF) fik i juni ophævet sin politiske immunitet, så retten kan tage stilling til, om han har overtrådt straffelovens racismeparagraf. Det sker, efter at Langballe i januar forsvarede formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, der har sagt, at muslimer voldtager deres egne børn.

Langballe skrev et debatindlæg i Berlingske Tidende, hvor han kom med denne kommentar: ”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt”.

afviste asylansøgere fra Brorsons Kirke har nu fået lovligt ophold i Danmark.

Foto: Polfoto

Argentina tillader homoægteskaber

Foto: Scanpix

Som det første land i Latinamerika har Argentina vedtaget, at homoseksuelle par kan gifte sig, adoptere og opnå alle de samme rettigheder som heteroseksuelle par nyder godt af. Op til afstemningen i Argentinas parlament var der massive demonstrationer imod loven, og den katolske kirke har ført an i protesterne. Men Argentinas præsident Christina

Fernandez har været en vedholdende støtte for ligestillingen, og hun har kritiseret kirken for den hårde tone i debatten. ”Det er meget bekymrende at høre ord som ’Guds krig’ og ’djævelens projekt’. Det fører os tilbage til den spanske inkvisition”, sagde Christina Fernandez. Ægteskaber mellem personer af samme køn er tilladt i Uruguay samt i enkelte delstater i Mexico, men her følger der ikke andre rettigheder med.

politiske fanger løsladt i cuba

6 I am n e s t y

Hver uge protesterer De Hvide Mødre i Havana for at få løsladt de politiske fanger.

Foto: Polfoto

52 politiske fanger, der har siddet fængslet i Cuba siden 2003, blev frigivet i juli. 20 af fangerne blev fløjet til Spanien, som har forhandlet med Cuba om deres løsladelse og tilbudt dem asyl. De øvrige er søgt til USA eller blevet i Cuba. De løsladte fanger – deriblandt flere journalister – fortalte på en pressekonference i Madrid, hvordan de levede blandt rotter og kakerlakker i fængslerne, og trods udbrud af denguefeber og tuberkulose blev fangerne ikke tilset af læger. ”Jeg har set fanger rulle sig selv ind i skummadrasser og sætte ild til sig selv. Fanger, der sprøjter ekskrementer og urin i øjnene, bare for at blive tilset af en læge”, siger journalisten Normando Hernandez, der blev idømt 25 års fængsel for at kritisere Cuba. Amnesty International kæmper for frigivelsen af alle politiske fanger i Cuba. Det menes, at der fortsat befinder sig 170 politiske fanger i cubanske fængsler.


Amnesty Media Award til Burmas journalister

Foto: Amnesty International

Med udsigten til det første parlamentsvalg i Burma i 20 år, valgte Amnesty International i juni at tildele sin internationale mediepris 2010 til alle uafhængige mediearbejdere i landet. Militærdiktaturet i Burma har sat den 7. november som valgdato, men valget er underlagt en lang række restriktioner for både medier og politiske partier. Det betyder, at oppositionslederen Aung San Suu Kyi ikke kan stille op for sit parti National League for Democracy (NLD), der af samme grund boykotter valget. NLD vandt en overbevisende valgsejr i 1990, men militæret ignorerede resultatet og placerede Aung San Suu Kyi i husarrest, hvor hun har tilbragt 14 af de seneste 20 år. Desuden giver landets nye forfatning – som skal implementeres ved det kommende valg – straffrihed for alle handlinger begået af militærstyret siden 1988. Over 2.200 politiske fanger sidder i landets fængsler, og militærstyret har gennem årene ignoreret 19 FN-resolutioner. I begrundelsen for at tildele Amnesty Media Award til Burmas frie journalister, hedder det, at journalisterne udviser et stort mod ved at sætte sig op imod systemet. ”Disse journalister fortsætter deres arbejde imod alle odds, fordi de ønsker, at Burmas befolkning – og resten af verden – skal have adgang til andre nyheder end den statslige propaganda. Denne pris anerkender deres indsats og mod”.

Udvisningsbølge rammer romaer i EU

200 hekse dræbt i indien

så det bliver nemmere at udvise romaer ”for at skabe offentlig orden i landet”. Over 1.000 romaer blev udvist i august uden at få deres sager behandlet individuelt. Sarkozys udtalelser har fået flere advokater og menneskeretsgrupper til at beskylde ham for racisme og diskrimination, og EU-kommissionen overvåger mulige brud på EU-reglerne. Også Italien planlægger at lukke flere hundrede lejre for romaer i Rom og Milano. Foto: Polfoto

Mindst 200 kvinder bliver hvert år dræbt, fordi de mistænkes for at være hekse. Det fastslår den indiske organisation RLEK. Henrettelserne foregår hovedsageligt i den nordindiske delstat Jharkhand, men de finder også sted andre steder. Ofte er der tale om kvinder, der lever alene, og afstraffelserne foregår blandt andet ved, at kvinderne tvinges til at drikke urin eller spise afføring, hvorefter de trækkes nøgne gennem gaderne. De fleste delstater har love mod heksedrab, men de håndhæves sjældent, og den maksimale straf er tre måneder. Amnesty International opfordrer Indien til at indlede undersøgelser af de barbariske henrettelser, hæve strafferammen og sikre bedre beskyttelse af enlige kvinder.

En række EU-lande har indledt et kontroversielt hjemsendelsesprogram af EU-borgere med romabaggrund til fortrinsvis Rumænien og Bulgarien. De 12 millioner romaer i Europa er den største etniske minoritet i EU, og udvisningerne er ifølge flere eksperter i strid med reglerne om den fri bevægelighed i EU. I Danmark blussede debatten om romaerne op, da politiet på opfordring fra overborgmester Frank Jensen (S) ryddede to små lejre på Amager Fælled. De 23 romaer blev administrativt udvist, fordi de forstyrrede den offentlige orden ved at overnatte i det fri. Amnesty kritiserede udvisningerne, og European Roma Rights Centre planlægger nu et sagsanlæg mod den danske stat for uberettiget udvisning af EU-borgere. I Frankrig har præsident Nicolas Sarkozy indledt et regulært felttog mod romaer. I juli beordrede han 300 romalejre ryddet og kaldte dem en kilde til menneskehandel, prostitution og udnyttelse af børn. Samtidig opfordrede han til at ændre de franske immigrationslove,

a mn e s t y I 7


T ema: U SA

: USA Amerikanske helte En lang række amerikanere har op igennem historien kæmpet for individets medfødte rettigheder. Mens nogle sad i enerum og skrev dem ned for første gang i verdenshistorien, gik andre efter magten i Det Hvide Hus eller satte sig i en bus uden at få lov. Her er et udvalg af de mest afgørende personligheder i USA’s historie.

THOMAS JEFFERSON 1743-1826

Var USA’s tredje præsident i årene 1801-09 og forfattede uafhængighedserklæringen i 1776. Jefferson nedskrev sine visionære tanker om individets rettigheder: ”… at alle mennesker er skabt lige … og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke”.

8 I am n e s t y

Forbillede og skurk Både frie og undertrykte mennesker over hele jorden anser supermagten USA for at være garant for demokrati og menneskerettigheder. Men samtidig vækker nationens brutale fremfærd berettiget vrede. USA blev født i kampen for frihed og individets rettigheder, men nationen har en historie fuld af slaveri, vold, tortur, drab og nedværdigende behandling af hele befolkningsgrupper. AMNESTY fokuserer i denne udgave på paradokset USA.

JAMES MADISON

1751-1836

Skrev forfatningen i 1787 og var USA’s fjerde præsident i årene 1809-17. Den indeholdt ingen rettigheder – kun rammerne for det politiske system. På bl.a. Jeffersons opfordring skrev han derfor i 1789 Bill of Rights – de ti første tilføjelser til forfatningen, der bl.a. indeholder ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Kongressen vedtog den i 1791.

ABRAHAM LINCOLN

1809-1865

Blev som modstander af slaveriet valgt til præsident. Han sad fra 1861, til han blev skudt og dræbt i 1865. Lincoln stod i spidsen for USA gennem landets største interne krise – Den Amerikanske Borgerkrig med over 600.000 dræbte. Krigen sluttede med Nordstaternes sejr og betød enden på slaveriet.

ELEANOR ROOSEVELT 1884-1962

Var gift med præsident Franklin D. Roosevelt og stod i spidsen for den FN-komité, der i 1948 udarbejdede Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Hun var medstifter af den internationale organisation Freedom House, der blev sat i verden for at forske i og udbrede kendskabet til demokrati, politisk frihed og menneskerettigheder.


AF J E ns m un ch | Ill ustrat i on Mi kkel Henssel

5 grunde til at USA er et forbillede:

1 2 3 4 5

Uafhængighedserklæringen fra 1776 danner grundlag for alle fremtidige erklæringer om individets rettigheder. Dokumentet slår fast, at en tyrannisk regering ikke er egnet til at regere. Kongressen vedtager i 1791 ti tilføjelser til Forfatningen fra 1787. ”Bill of Rights” giver bl.a. forsamlings- og ytringsfrihed samt retten til at få afprøvet sin sag ved myndigheder og domstole. USA var en af de bærende kræfter i udformningen af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Førstedamen Eleanor Roosevelt stod i spidsen for arbejdet. USA er i to verdenskrige kommet friheden til undsætning. Europa blev begge gange holdt som gidsel af et aggressivt Tyskland – den ene gang af det mest menneskefjendske regime verden endnu har set. Efter 2. Verdenskrig var Marshall-hjælpen med til at bringe Europa på fode igen. Loven ”Freedom of Information Act” sikrer usædvanlig høj grad af åbenhed i forvaltningen. Borgerretsgrupper som Center for Constitutional Rights og American Civil Liberties Union har vundet talrige juridiske slag og sikret advokatbistand til Guantánamo-fangerne.

LYNDON B. JOHNSON

1908-1973

Var præsident fra John Kennedy blev myrdet i 1963 og frem til 1969. På den ene side eskalerede Vietnam-krigen under hans styre. På den anden side lancerede han sit store ”Great Society”-program. Med tiden gennemførte Kongressen mange af hans forslag om støtte til uddannelse, lægehjælp, byfornyelse og kamp mod fattigdom.

MARTIN LUTHER KING 1929-1968

Var leder af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, indtil han blev myrdet 4. april 1968. I 1964 fik han Nobels Fredspris for sin ikke-voldelige kamp mod raceadskillelse og diskrimination. Han sendte dog godtroende og ikke-voldelige aktivister i armene på racistiske voldsmænd – alene for at skabe opmærksomhed om sagen.

5 grunde til at USA er en skurk:

1 2 3 4 5

De oprindelige amerikanere blev myrdet og fordrevet. Op imod 650.000 afrikanere blev som slaver bragt til USA – i 1860 levede fire millioner i slaveri. Disse slaver var ikke inkluderet i rettighederne for ”alle mennesker”. Afroamerikanere og japanere blev udsat for racediskrimination. USA har ikke ratificeret børnekonventionen, konventionen om diskrimination mod kvinder, konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt Rom-statutten, som er aftalen bag Den Internationale Straffedomstol (ICC). USA har støttet despoter som Chiles Pinochet og Indonesiens Suharto med tusinder af myrdede og torturofre til følge. CIA har verden rundt manipuleret med demokratiske processer. Bush-administrationen indførte begrebet illegale kombattanter og udvidede forhørsmetoder for at omgå FN’s totale forbud mod tortur. CIA sendte fanger til hemmelige fængsler i torturlande. 176 fanger sidder stadig tilbageholdt i Guantánamolejren uden sigtelse – et klart brud på Geneve-konventionerne. Omkring to millioner mennesker sidder i fængsel i USA – svarende til 1 ud af hver 140 amerikanere. De fleste er dømt for ikke-voldelige forbrydelser. Siden 1976 er ca. 1.300 amerikanere henrettet. Over 3.000 sidder på dødsgangen.

ROSA PARKS

1913-2005

Blev af Kongressen kaldt ”the first lady of civil rights”. Den 1. december 1955 steg hun ombord i bussen i sin hjemby Montgomery i sydstaten Alabama. Hun nægtede at flytte sig for en hvid passager. Hendes ulydighed satte gang i en omfattende boykot, der bragte statens offentlige transportsystem økonomisk i knæ.

HARVEY MILK

1930-1978

Blev i 1977 den første åbenlyst homoseksuelle mand, der blev valgt til en lovgivende forsamling. Milk sad i 11 måneder som byrådsmedlem i San Francisco, inden han blev skudt og dræbt af en kollega i november 1978. Under sit virke fik han blandt andet gennemført en banebrydende bekendtgørelse om homoseksuelles rettigheder i byen.

a mn e s t y I 9


T ema: U SA

USA er ikke et land Amerikanske præsidenters mange taler om frihed og demokrati bliver gang på gang fulgt op af brutal våbenmagt og brud på menneskerettighederne. USA-analytikeren Mads Fuglede siger, at amerikanerne siden nationens fødsel selv har været bevidste om det paradoksale i, at frihedens krigere ikke kan undgå at træde idealerne under fode. AMNESTY talte med ham om supermagtens splittede sjæl og fik at vide, at USA slet ikke er et land.

chives National Ar Foto: U.S.

USA’s uafhængighedserklæring fra 1776 fastslår, at alle mennesker er født lige, og at de har ret til liv, frihed og jagten på lykke.

1 0 I am n e s t y

Hvordan kan verdens supermagt både være forbillede og fjendebillede? Hvem tager fejl, når frihedselskende demokrater peger på USA som det gode eksempel, mens menneskerettighedsforkæmpere udråber den magtfulde nation til skurk, som gang på gang tilsidesætter fundamentale rettigheder? USA-analytikeren Mads Fuglede indleder sit svar med en bemærkning om, at Amnesty Internationals sag formentlig ikke havde haft ben at gå på uden USA. Med Uafhængighedserklæringen fra 1776 blev menneskerettigheder nemlig for første gang i verdenshistorien gjort gældende som en nations skrevne fundament. ”USA er meget mere end et geografisk område. USA er en idé. USA er ikke født af historien. USA er født af filosofien og er dermed anderledes end alle andre nationer. Det at være amerikaner er en tanke. Det er ikke noget man er, fordi man bor et bestemt sted, taler et bestemt sprog, bekender sig til en bestemt religion eller har en bestemt etnicitet. At

være amerikaner er at tro på den amerikanske drøm”, siger Mads Fuglede. Drømmen er paradoksal Den amerikanske drøm kom for første gang til udtryk i Uafhængighedserklæringen. Den er hovedsageligt skrevet af Thomas Jefferson på opfordring fra hans kolleger i Kongressen, der netop havde besluttet officielt at fornægte den engelske kolonimagt, som i årtier havde undertrykt amerikanerne. ”Han slog med sin tekst fast, at det er en selvindlysende sandhed, at alle mennesker er født lige, at de har ret til liv, frihed og jagten på lykke, og at lige mænd skal kunne vælge deres egen regering. Hvis regeringen handler i strid med de rettigheder, så har man ret til at afsætte regeringen. Det var dybt revolutionerende”, siger Mads Fuglede. Jefferson ejede selv hundredvis af slaver og udtrykte sig racistisk om de oprindelige amerikanere – indianerne. Men det paradoks, som Jeffersons eftermæle indeholder, er ifølge Fuglede helt centralt for forståelsen af sjælen i USA: ”Han vidste, at noget var galt i den måde, man levede på, og at det skulle være anderledes. Men han magtede ikke selv at udleve tanken. Måske var han netop derfor den rigtige mand til at formulere tankerne i Uafhængighedserklæringen. Han håbede på at formulere dem på en sådan måde, at den nation, han var med til at skabe, på et tidspunkt kunne gøre det bedre, end han personligt var i stand til. Det var et paradoks, og han bliver derfor kaldt The American Sphinx – den amerikanske gåde”, siger Mads Fuglede og fortsætter: ”Forestillingen var, at inde i alle undertrykte mennesker findes der en amerikaner, som venter på at blive befriet”, siger Fuglede. Når monstre jager monstre Paradokset i at tro på og leve i frihed og lighed og samtidig gå i krig for andres rettigheder er nok ikke udtrykt bedre end af John Quincy Adams. Han var søn af landets anden præsident, John Adams, og selv udenrigsminister i årene 1817-25 og senere USA’s sjette præsident 1825-29. I en tale i Repræsentanternes Hus på uafhængighedsdagen 4. juli 1821 slog han fast, at USA ikke bør tage udenlands i jagten på fjender: ”She (USA, red.) does not


Af Jens Munch

Bush var overbevist om, at der inde i Mellemøstens undertrykte folk er amerikanere, der ønsker sig et frit samfund, frit marked, privat ejendomsret og adskillelse af kirke og stat”. Mads Fuglede

go abroad in search of monsters to destroy”. Adams understregede ved samme lejlighed, at frihedskæmpere overalt i verden har USA’s sympati, men at hvis USA selv går ind i kampen – hvor retfærdig den end måtte være – vil nationens politik og idealer umærkeligt ændre sig fra frihed til tvang. Landet ville forvandle sig til en global diktator. Det viser ifølge Fuglede, at man fra starten var helt bevidst om dilemmaet i på samme tid at tro på og kæmpe for frihed. Her kan man trække en tråd direkte op til præsident George W. Bush. ”Kritikerne af Irak-krigen hev igen og igen Adams’ citat frem – at hvis man eksempelvis bruger waterboarding under forhør, så risikerer man selv at blive det monster, som man forsøger at bekæmpe”, siger Mads Fuglede.

USA ser sig selv i spejlet USA’s historie er fuld af blodige ugerninger. Overgreb mod og tvangsforflytninger af indianerne; Anden Verdenskrigs bombardementer af tyske byer med hundredetusinder af døde civile; Vietnam-krigen, hvor over fire millioner civile mistede livet; meddelagtighed til militærkuppet i Chile, hvor tusinder blev myrdet og tortureret; krigene i Irak og Afghanistan, hvor civilbefolkningen ofte kommer i vejen for amerikanske kugler og granater samt den umenneskelige tilbageholdelse og behandling af internerede i Guantánamo. Mads Fuglede afviser ikke, at USA har blod på hænderne: ”Amerikanerne har etableret en forestilling om, at man godt må bøje reglerne, når man ikke er så ond og gudløs som de andre”. Han gør dog samtidig opmærksom på, at

landet gik i borgerkrig over slaveriet, at kvinder fik stemmeret i Wyoming allerede i 1869 – 40 år før danske kvinder, at USA var med til at redde Europa fra nazistisk overherredømme, og at USA var en af de bærende kræfter i udarbejdelsen af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder i 1948. ”USA’s præsident Franklin D. Roosevelt forsøgte at gøre mad, bolig og en anstændig indkomst til en menneskeret. Landet er også fuld af familier, der er parate til at ofre sine sønner i krig for at andre kan opnå den amerikanske drøm om frihed. Og hver gang tropperne har været ude i verden, diskuterer befolkningen og politikerne, hvorfor der blev begået overgreb. Hver gang lærer de noget. Det, synes jeg, er flot. Desuden diskuterer amerikanerne uafbrudt deres forfatning – det gør vi stort set ikke i Danmark, og mange tusinder amerikanere har vundet en sag over staten, hvilket nærmest ingen danskere har”, siger Fuglede. Paradokset mellem virkelighed og drøm er ifølge Mads Fuglede helt centralt i USA’s sjæl. Det frie menneske og dets rettigheder er en målsætning – ikke en kendsgerning: ”De, der ikke forstår dét, kalder USA for dobbeltmoralsk” .

Mads Fuglede

Foto: Scanpix

Der er en amerikaner i alle De mænd, der i sin tid grundlagde nationen, har ifølge Mads Fuglede fået status af en slags helgener. Mænd som Thomas Jefferson og John Adams blev efter sejren over englænderne hovedpersoner i en form for civilreligion. Forestillingen blev bestyrket af et helt særligt sammenfald. Jefferson og Adams dør på samme dag i hver sin ende af landet. Og det var ikke en hvilken som helst dag. De ånder begge ud den 4. juli 1826 – præcis 50 år efter Uafhængighedserklæringen blev skrevet. Mange, også veluddannede amerikanere, har siden ment, at Jefferson og Adams var udsendt i en højere sags tjeneste. Også George W. Bush havde Gud med på sin side, da han invaderede Irak, og Mads Fuglede mener, at Bush fejlede ved ikke at gøre rede for sit sande motiv for at gå i krig. ”Jeg ser Bush som en klassisk jeffersonist. Bush var overbevist om, at der inde i Mellemøstens undertrykte folk er amerikanere, der ønsker sig et frit samfund, frit marked, privat ejendomsret og adskillelse af kirke og stat. Derfor havde Gud placeret ham, hvor han var. Det sagde han lige ud flere gange – blandt andet under møder med israelerne. Så dybt mente han det. Det var ikke på grund af olien. Han kunne ikke finde på at tage nogens olie. Det ville sende ham direkte i helvede. Han var i øvrigt fuldt bevidst om, at samtiden ikke ville forstå ham – ligesom Lincolns samtid

ikke forstod, hvorfor han ville befri slaverne. Senere ville verden forstå, at det ifølge Bush var en gave fra USA”, siger Fuglede. I stedet for at tale om frygten for Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben havde Bush været bedre tjent med at fortælle åbent om sine motiver: At han tror på, at vi får en bedre verden, hvis vi tvangsdemokratiserer et stort land i Mellemøsten, mener Mads Fuglede.

Bliver ofte brugt som ekspert i amerikansk historie og politik på både TV2 og DR. Som cand. mag. i historie og filosofi med speciale i amerikanske forhold, samt ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet er han en kyndig kender af amerikanske forhold. Fuglede har skrevet bogen ”USA – Den Universelle Nation”, der gør op med de myter og vrangforestillinger, der i følge Fuglede florerer her i Europa om amerikansk politik og amerikanske vælgere.

a mn e s t y I 1 1


T ema: U SA Foto: Getty Images

lejesoldaterne fra blackwater Det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater har løst en række vitale opgaver for USA i Irak og Afghanistan. Men selv om de tungt bevæbnede lejesoldater trækker et blodigt spor af overgreb, drab, tortur og voldtægter efter sig, så er ikke en eneste af dem blevet dømt for deres forbrydelser mod civile.

Den 16. september 2007 er en brændende varm dag i Bagdad. Klokken er 12.08, da en konvoj bestående af fire pansrede mandskabsvogne med maskingeværer og tungt bevæbnede lejesoldater fra det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater ruller ind på den stærkt trafikerede Nisour Square. For irakisk politi er det blevet rutine at holde trafikken tilbage for at give plads til, at amerikanske VIP’s – beskyttet af private sikkerhedsstyrker – kan køre gennem byen i høj fart for at mindske risikoen for angreb. Færdselsbetjenten Ali Khalaf Salman husker tydeligt, hvordan konvojen først kører ind på pladsen for derefter at lave en 180 graders vending og køre imod trafikken på den ensrettede Yarmouk Road. Pludselig standser køretøjerne, hvorefter en af lejesoldaterne begynder at skyde på må og få. Kort efter hører Khalaf en kvinde råbe: ”Min søn! Min søn!”. Sammen med sin kol1 2 I am n e s t y

lega Sarhan Thiab løber han hen til en hvid Opel, hvor de finder en midaldrende kvinde, der sidder og holder om sin søn, en ung medicinstuderende ved navn Ahmed Hathem al-Rubaie. Han er ramt i hovedet og dækket af blod. Den uniformsklædte Khalaf løfter sin venstre arm for at signalere til Blackwater-soldaterne, at de skal indstille skydningen. Men i samme sekund begynder bilen at trille fremad – måske fordi Ahmeds fod fortsat hviler på speederen. ”Skyd ikke!”, råber Khalaf, men alligevel åbner de ild mod moderen i bilen. ”Jeg så dele af moderens hoved flyve forbi mig i luften. Bilen brød i brand og eksploderede. Alle fire Blackwater biler skød med tunge våben i alle retninger. De dræbte alle, der sad i de nærmeste biler. Da det var overstået, var omkring 15 biler ødelagt, og der lå sårede og dræbte på gaden og fortovet”, fortæller Thiab.

I alt bliver 17 mennesker dræbt og over 20 såret. Talrige øjenvidner har siden beskrevet episoden i detaljer, deriblandt advokat Hassan Jabar Salman, der blev ramt af fire skud i ryggen. ”Jeg så kvinder og børn springe ud af deres biler og kravle på kørebanen for at undslippe skuddene. Men beskydningen fortsatte, og mange blev ramt. Jeg så en dreng på omkring ti år, der blev skudt i hovedet. Hans mor kastede sig over ham, men hun blev også dræbt”, fortæller han. Skyderiet fortsatte i 15 minutter, før Blackwater konvojen forsvandt i skyen fra en røgbombe. Blackwater forklarede efterfølgende, at sikkerhedsstyrkerne var blevet angrebet med AK-47 automatrifler, og at flere biler forekom at være selvmordsbombere. ”Vores folk handlede korrekt. De forsvarede heroisk amerikanske liv i en krigszone. De ci-


Af ole h off-l und På denne plads i Bagdad blev 17 irakere dræbt af lejesoldater fra Blackwater.

Foto: Polfoto

USA’s første administrator i Irak, Paul Bremer (tv), i selskab med forsvarsminister Donald Rumsfeld i 2004. Paul Bremer blev beskyttet af Blackwater døgnet rundt. På sin sidste arbejdsdag i Irak kvitterede han ved at give Blackwater immunitet for deres handlinger i Irak.

En sikkerhedsvagt fra Blackwater foran et mindesmærke ved en massegrav fra Saddam Husseins tid.

Foto: Getty Images

Foto: Getty Images

vile, som angiveligt er blevet beskudt af Blackwater, var i virkeligheden bevæbnede fjender”, lød det fra sikkerhedsfirmaet. Flere versioner af sandheden Indledningsvist blev de involverede Blackwater-ansatte afhørt af embedsmænd fra USA’s State Department, som garanterede, at deres forklaringer ikke kunne bruges i en retssag. Først to uger efter massakren ankom et hold fra FBI for at undersøge de irakiske anklager om drab på civile. Senere skulle det vise sig, at en deling amerikanske soldater var ankommet på gerningsstedet klokken 12.39, umiddelbart efter at Blackwater havde kastet røgbomben. De afhørte vidner, foretog undersøgelser på stedet og snakkede med irakisk politi. Og deres konklusion modsagde Blackwaters forklaring på alle punkter. Der var ”ingen fjendtlig aktivitet”, alle drabene var ”ubegrundede”, og skyderiet var ”en kriminel handling”. Undersøgelsen viste, at mange irakere blev skudt, mens de forsøgte at flygte, og at der var ”alle indikationer på overdreven brug af skydevåben”. Soldaterne fandt ingen tegn på, at der var affyret AK-47 eller andre våben mod Blackwater. Til gengæld var der en overflod af brugt ammunition fra Blackwaters rifler og maskin-

geværer. FBI’s konklusion var næsten identisk. I sidste ende krævede Iraks regering otte millioner dollars til hver af ofrenes familier. Men State Departement tilbød dem 10.000 dollars hver på vegne af Blackwater, hvilket de fleste familier afviste. I stedet lagde de sag an i USA sammen med Center for Constitutional Rights. Fuld opbakning til Blackwater Massakren på Nisour Square udløste en alvorlig diplomatisk krise mellem USA og Irak, hvis parlament allerede dagen efter krævede drabsmændene straffet. Et legitimt krav, der imidlertid ikke kunne indfries. Blackwater og alle andre private sikkerhedsfirmaer i Irak var nemlig omfattet af den såkaldte Order 17, som Paul Bremer – USA’s første administrator i Irak – afgav på sin sidste arbejdsdag i Irak den 27. Juni 2004. Ordren gav immunitet til alle private militære operatører i Irak og blev først ophævet i 2008, da USA indførte ny lovgivning på området. Først i 2009 fik Irak selv mulighed for at retsforfølge udenlandske kriminelle og drabsmænd. Men til dato har de private sikkerhedsfirmaer klaret sig fri af alle anklager om overgreb, drab, voldtægt og tortur ved de amerikanske domstole.

”Ikke en eneste sikkerhedsvagt fra Blackwater eller noget andet firma er nogensinde blevet dømt for nogen forbrydelser mod en iraker. Irak var som Det Vilde Vesten, men uden sherif ”, siger den amerikanske journalist Jeremy Scahill, der har fulgt de private sikkerhedsfirmaer tæt og er forfatter til bogen ”Blackwater”. Center for Constitutional Rights (CCR), som fører tre sager mod Blackwater og andre private sikkerhedsfirmaer ved amerikanske domstole, mener, at USA har et klart formål med at sende lejesoldaterne i frontlinjen. ”Det faktum, at de har immunitet, betyder, at de ikke engang behøver at frygte for konsekvenserne af deres brutale handlinger og drab. Og intet af det her er tilfældigt. Hele deres formål er at brutalisere og indgyde frygt i den irakiske befolkning”, siger Michael Ratner, der er præsident for organisationen Center for Constitutional Rights i USA. Paul Bremer og alle amerikanske ambassadører efter ham blev beskyttet af Blackwater, der i dag har skiftet navn til Xe Services. Også USA’ tidligere udenrigsminister Colin Powell og Storbritanniens Tony Blair blev mandsopdækket af vagterne fra Blackwater, når de besøgte tropperne i Irak. I en kommentar til tragedien på Nisour Square gav a mn e s t y I 1 3


T ema: U SA

Foto: Polfoto

Blackwaters grundlægger, Eric Prince, i hovedkvarteret i Moyock i North Carolina – verdens største militære træningsanlæg. Blackwaters logo er en bjørneklo.

præsident George W. Bush sin fulde støtte til Blackwater: ”Blackwater yder en værdifuld service. De beskytter folks liv. Og jeg værdsætter de ofre og den service, som Blackwaters ansatte har leveret”. Skyd først – spørg bagefter Da USA rykkede ind i Irak, fik Blackwater til opgave at bevogte Den Grønne Zone i Bagdad – et ambassadeområde på 10 kvadratkilometer i Bagdad, hvor omkring 3.000 diplomater bor og arbejder. Samtidig fik Blackwater ansvaret for at beskytte alle topembedsmænd, der rejste rundt i landet. Modsat de øvrige sikkerhedsfirmaer refererede Blackwater ikke til forsvarsministeren, men direkte til State Department og Det Hvide Hus. Og kontrakterne væltede ind i årene efter invasionen af Irak. Blackwater havde ikke svært ved at tiltrække specialstyrker og marinesoldater til en hyre på omkring 33.000 dollars om måneden – seks gange mere end de amerikanske soldater i Irak. På firmaets hjemmeside fremgår det, at Blackwater har løst 40.000 missioner til perfektion: Ikke en eneste VIP er blevet såret eller dræbt i Blackwaters varetægt. Men under en høring i den amerikanske kongres efter Nisour Square i oktober 2007 fik flere generaler luft for deres frustrationer over, at de private sikkerhedsstyrker underminerer hærens indsats for at vinde irakernes tillid. ”Det kan godt være, at de handler indenfor deres mandat, når de tvinger andre trafikanter ud i grøften eller gennemhuller en bil, som ser mistænkelig ud. Men det er til skade for vores mission, som handler om at få folk over på vores side”, sagde oberst Peter Mansoor. Brigadegeneral Karl Horst supplerede:

”De skejer ud og opfører sig tåbeligt, men der er ingen, der har autoritet over dem, så du kan ikke komme efter dem, når de optrapper deres magtanvendelse. De skyder folk og overlader det til andre at rydde op”. Og oberst Thomas X. Hammes, der fik til opgave at genopbygge Iraks hær, efter at Paul Bremer havde opløst Saddams militær, skar det ud i pap: ”De skaber fjender overalt”. Ud af kloakkerne Blackwaters grundlægger Eric Prince er en mand, der helst undgår offentlighedens søgelys. Indtil høringen i Kongressen i oktober 2007 havde de færreste amerikanere set ham. Den dag blev han forsidestof i de amerikanske medier. Som tidligere elitesoldat og arving til den højreradikale mangemilliardær Edgar Prince valgte han i 1996 at kaste en del af formuen i det, der med tiden skulle blive verdens største og mest sofistikerede militære træningsanlæg i Moyock, North Carolina. Ved årtusindskiftet begyndte Blackwater at få sine første større kontrakter med regeringen, og da terrorangrebet ramte USA den 11. september 2001, stod

Eric Prince klar med en mindre privat hær af professionelle soldater, som ifølge iagttagere nemt kan vælte adskillige regeringer i den tredje verden og kan rykke ud til konflikter i hele verden med få dages varsel. ”Vores mål er at gøre det samme for det nationale sikkerhedsapparat, som FedEx gjorde for postvæsenet. Vi vil ikke erstatte det, men vi vil have det til at køre bedre, hurtigere og smartere”, sagde Eric Prince på en militærkonference i 2006, hvor han tilbød at oprette en hel brigade af lejesoldater på 30.000 mand som en del af USA’s militær. Blackwater rykkede ind i Afghanistan sammen med CIA i den tidlige fase af invasionen og blev ifølge New York Times hyret af CIA til at ”lokalisere og dræbe al-Qaedas topfolk”. I 2006 havde Blackwater 2.300 lejesoldater udstationeret i ni lande. Dertil kommer en database med yderligere 21.000 mand, som kan kaldes ind, hvis det er nødvendigt. Firmaet råder over alt det nyeste indenfor militært isenkram samt – indtil for nylig – et mindre luftvåben. De ansatte kommer ikke kun fra USA. Efterhånden som kontrakter for anslået 1,6 milliarder dollars kom i hus i krigens første fire

2.000.000 dollars om ugen til Taleban USA betaler indirekte to millioner dollar om ugen i bestikkelsespenge til Taleban i Afghanistan. Det fastslår den amerikanske Commission on Wartime Contracting in Iraq and Afghanistan, som forsøger at komme til bunds i de mange sager om svindel og bestikkelse blandt de private sikkerhedsfirmaer.

1 4 I am n e s t y

I en rapport fra 21. juni beskriver kommissionen resultaterne af sine undersøgelser i Afghanistan som et sted ”mellem alvorlige og chokerende”. USA har hyret otte firmaer til at stå for al transport af mad, vand, benzin og ammunition til de omkring 200 amerikanske baser i landet. Pris: 2,16 milliarder dollars. Transportfirmaerne anslår, at de betaler op til

to millioner dollars om ugen til Taleban og lokale krigsherrer for at få beskyttelse, når de passerer gennem farlige områder. Dermed er USA’s militære transporter en væsentlig indtægtskilde for Taleban, konkluderer kommissionen: ”Det risikerer at underminere strategien for at opnå vores mål i Afghanistan”.


Private firmaer på fremmarch i krigen Ved den første Irak-krig i 1991 var kun hver tiende amerikaner i Irak ansat i et privat firma. Men ifølge en rapport fra USA’s forsvarsministerium fra juli 2010 er der nu 19 procent flere privatansatte (207.600) end uniformerede soldater (175.000) i Irak og Afghanistan. Af dem er 11.610 væbnede sikkerhedsstyrker. Ifølge rapporten brugte USA 76 milliarder dollars på kontrakter til private firmaer i Irak i perioden 2003-2007 – herunder transport, sikkerhed, uddannelse af lokalt politi og militær samt hele serviceapparatet på de amerikanske baser.

Obamas nye kæledægge Episoden på Nisour Square er langt fra den eneste, hvor Blackwater har dræbt civile irakere og afghanere. Officielt var Blackwater involveret i ti skudepisoder med dødelig ud-

kraten Michael Thibault, der er formand for Commission on Wartime Contracting. Kritikere mener, at Obama ikke tør fyre Blackwater af frygt for, at Eric Prince kan finde på at offentliggøre beskidte detaljer om USA’s hemmelige operationer. ”Obama har ikke noget valg. Dels er Blackwater noget nær det eneste firma, der kan levere varen. Og dels har Blackwater deltaget i så mange hemmelige CIA-operationer, at de ved, hvor alle de grimme sager ligger begravet – og hvem, der har begravet dem. Det er ikke den slags mennesker, du slår hånden af uden at frygte for konsekvenserne”, skriver Jeremy Scahill i The Nation. Imens forsøger borgerretsgrupper som CCR på sjette år at få dømt de sikkerhedsfirmaer, der har begået tortur, overgreb og drab i Irak. Samtidig er flere af Eric Prince’ nærmeste medarbejdere i dag anklaget i sager om svindel, falske vidneforklaringer og våbensmugling. Blackwater – eller Xe Services, som det hedder i dag – skønnes at bruge tre millioner dollars om måneden på advokater. Og måske har Eric Prince også fået nok. I hvert fald er militæranlægget i Moyock, North Carolina, sat til salg, og i midten af august flyttede han til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater – et land, der ikke har nogen udleveringsaftale med USA. Dele af artiklen er baseret på Jeremy Scahills bog ”Blackwater”.

Foto: Polfoto

år, begyndte Blackwater at hente specialstyrker fra blandt andre Honduras, El Salvador, Colombia, Panama og Peru. Og fra Chile hentede Blackwater folk med tæt tilknytning til kredsen omkring eks-diktator Augusto Pinochet. ”Vi afsøger alle afkroge af verden for at finde professionelle. De chilenske kommandosoldater er meget, meget professionelle, og de passer ind i Blackwaters system”, sagde Blackwaters daværende præsident Gary Jackson. Internetmagasinet The Nation fik i maj 2010 fingre i en optagelse af en tale, Eric Prince holdt på en militærkonference i Michigan. Her afslører han, at Blackwater stadig arbejder tæt sammen med CIA på hemmelige operationer, at Blackwater har direkte adgang til at tilkalde luftstøtte fra NATO-fly i Afghanistan for at bombe specifikke mål, og at Blackwater er til stede i Pakistan, hvilket er i modstrid med USA’s officielle politik. Eric Prince foreslår også, at USA udsender private sikkerhedsstyrker til Nigeria, Yemen, Somalia og Saudi Arabien for at bekæmpe terrorister, han taler negativt om Genevekonventionerne, og han omtaler oprørerne i Irak og Afghanistan i stærkt nedsættende vendinger. ”Disse mennesker er kravlet ud af kloakkerne, og de har en mentalitet som i 1200-tallet. De er barbarer”, siger Eric Prince.

gang i perioden fra 2005-2007, men irakiske regeringskilder siger, at tallet er langt højere. Og i maj 2009 dræbte Blackwater angiveligt en civil afghaner nær Kabul. At Blackwater fik lov at blive i Irak på trods af irakernes vrede og flere kritiske undersøgelser af deres overgreb på civile, sendte et klart signal om, at USA havde mere brug for Blackwater end for at foregive, at den irakiske regering havde reel indflydelse. Senest er det kommet frem, at Blackwater har oprettet mere end 30 skuffeselskaber for i al hemmelighed at skaffe kontrakter fra CIA for milliarder af kroner i Irak – også efter at Blackwater var faldet i unåde efter Nisour Square. Under valgkampen i USA i 2008 konkurrerede de demokratiske kandidater Barack Obama og Hillary Clinton om at udvise handlekraft i forhold til de private sikkerhedsstyrker. Hillary Clinton ville forbyde lejesoldater fra Blackwater og alle andre private firmaer at operere i Irak, og Obama fastslog, at man ikke kan vinde kampen om irakernes hjerter og hjerner, når USA udliciterer kritiske missioner til uansvarlige private sikkerhedsstyrker. Alligevel fik Blackwater i juni 2010 nye kontrakter på 250 millioner dollars for at beskytte to amerikanske provinshovedkvarterer i Herat og Mazar-i-Sharif i Afghanistan. Og det vækker bestyrtelse blandt politikere, der troede, at Blackwater var på vej ud i kulden. ”Hvor meget skal der til, før et privat sikkerhedsfirma ikke får flere kontrakter af den amerikanske regering”, spørger demo-

Efter massakren på Nisour Square protesterede aktivister i USA mod Blackwater og privatiseringen af krigen. a mn e s t y I 1 5


T ema: U SA

USA vil standse WikiLeaks Siden offentliggørelsen af 92.000 hemmeligstemplede dokumenter om krigen i Afghanistan er folkene bag hjemmesiden WikiLeaks kommet i stormvejr. Den amerikanske regering forsøger at stoppe flere afsløringer, og adskillige organisationer har kritiseret WikiLeaks for at bringe civile afghanere i fare. Men talsmanden Julian Assange holder fast i, at offentligheden har ret til at kende krigens virkelighed.

Julian Assange rejser ikke længere ind i USA. Selv om diskussionerne om at retsforfølge ham for spionage tilsyneladende er forstummet, frygter han stadig at blive tilbageholdt som vidne i sagen mod den 22-årige efterretningsmedarbejder i den amerikanske hær, Bradley Manning. Det fortalte han ved et arrangement i den engelske journalistforening The Frontline Club den 12. august. Bradley Manning sidder i et militærfængsel i Kuwait, anklaget for at have lækket en klassificeret video, som viser amerikanske soldater dræbe civile i Bagdad. WikiLeaks offentliggjorde videoen i april under titlen Collateral Murder. Men dermed har WikiLeaks afsløret statshemmeligheder, siger Pentagon, som vil have Manning dømt for lækket. Det har gjort Julian Assange forsigtig. Og det har han tilsyneladende god grund til at være. WikiLeaks’ talsmand i USA, Jacob Appelbaum, blev for nylig tilbageholdt i en lufthavn i New York i tre timer og udspurgt om Assanges tilholdssted, mens toldagenter gennemsøgte hans computer. Og senest har Det Hvide Hus ifølge internetavisen The Daily Beast bedt sine allierede i Europa og Australien om at benytte sig af den nationale lovgivning til at tilbageholde Assange. 92.000 dokumenter om krigen i Afghanistan I centrum for den amerikanske regerings bekymring står WikiLeaks’ offentliggørelse af 92.000 dokumenter fra krigen i Afghanistan, hvoraf en stor del var hemmeligstemplede. De blev offentliggjort på Wikileaks’ hjemmeside den 25. juli i år. Dokumenterne, som består

1 6 I am n e s t y

af rå, ubearbejdede efterretningsdata, afslører blandt andet, at de fleste civile tab holdes skjult for offentligheden, og at den amerikanske hær er overbevist om, at Pakistan – som ellers er USA’s allierede i Afghanistan – arbejder sammen med Taleban. Ikke just overraskende, skrev mange medier umiddelbart efter afsløringen, men ikke desto mindre pinligt for Det Hvide Hus, som da også var hurtige til at fordømme WikiLeaks’ offentliggørelse af dokumenterne, fordi de angiveligt truer den nationale sikkerhed og sætter amerikanske soldaters liv i fare. Svenske pirater hjælper Wikileaks Men Assange og WikiLeaks får hjælp fra Danmarks nabolande. I 2007 flyttede organisationen sin hovedserver fra USA til Sverige, hvor lovgivningen i højere grad beskytter journalister og deres kilder, og hvor regeringen sjældent blander sig i, hvad medier offentliggør. I august i år indgik WikiLeaks en aftale med det svenske Piratparti, som har lovet at stille servere til rådighed for hjemmesiden uden beregning. ”WikiLeaks’ indsats er af kolossalt stor betydning for hele verden. Vi ønsker at bidrage til en hvilken som helst bestræbelse på at øge gennemsigtighed og ansvarstagen blandt verdens magthavere”, lød begrundelsen fra Piratpartiets leder Rick Falkvinge. Samtidig har Island vedtaget den hidtil mest vidtgående lov til beskyttelse af whistleblowers og anonyme kilder. Loven er blevet til på initiativ af Assange i samarbejde med parlamentsmedlem Birgitta Jonsdottir, der er digter, kunstner og tidligere anarkist. Loven skal gøre det


A f A str id Schmeltzer D ybk jær

Foto: Polfoto

Julian Assange kom på alverdens forsider den 25. juli, da WikiLeaks offentliggjorde 92.000 dokumenter om krigen i Afghanistan.

sværere for myndighederne at forhindre kontroversielle historier i at komme frem og har til formål at gøre Island til et attraktivt sted at drive sin medievirksomhed fra. Håbet er, at man vil tiltrække organisationer som netop WikiLeaks til det økonomisk hårdt prøvede land. Gennemsigtighed frem for alt Assanges mission er gennemsigtighed. ”Vi tror på, at gennemsigtighed i regeringsaktiviteter fører til mindre korruption, bedre regeringsførelse og stærkere demokratier. Alle regeringer har godt af at blive set efter i sømmene af verdenssamfundet såvel som af deres egne befolkninger”, står der på WikiLeaks’ hjemmeside. Kun de rå data gælder. Når de offentliggøres, kan læseren danne sin egen fortolkning. Det mener Assange ifølge magasinet The New Yorker, som tilbragte en uge sammen med WikiLeaks i deres tilflugtssted på Island, mens de forberedte offentliggørelsen af videoen Collateral Murder. Journalister skal lade sig inspirere af den måde, videnskabelige artikler bliver til, siger Assange til The New Yorker: ”Hvis du udgiver en artikel om DNA, så kræver alle de gode biologiske tidsskrifter, at du vedlægger de data, som ligger til grund for din forskning – så andre kan efterprøve, tjekke og verificere dem. Det er noget, der også burde ske i journalistik”. Beskyldt for dobbeltmoral Daniel Ellsberg, som i 1971 stod bag lækket af de såkaldte Pentagon-papirer, som indeholdt følsom information om Vietnam-krigen, bifalder afsløringen af Afghanistan-dokumenterne: ”Jeg er meget imponeret over offentliggørelsen. Jeg har ventet på, at nogen skulle gøre

sådan noget i 40 år”, siger han til hjemmesiden The Nation. Men ikke alle er lige imponerede. The Wall Street Journal fik i starten af august fingrene i et brev, hvori fem menneskerettighedsorganisationer kritiserede Wikileaks for ikke at have gjort nok for at sløre identiteten af de afghanere, som havde samarbejdet med de internationale styrker. De er nu i kommet i livsfare, frygter organisationerne. Få dage senere sendte pressefrihedsorganisationen Reporters Without Borders et åbent brev til Julian Assange, hvor de i skarpe vendinger kritiserer offentliggørelsen af navne og adresser på afghanere, som nu er i Talebans søgelys. De beskylder Assange for at spille på to heste, når han på den ene side kræver, at hans kilder skal beskyttes, og på den anden side nægter selv at ligge under for journalistiske regler om kildebeskyttelse. Flere dokumenter på vej Assange afviser blankt kritikken: ”Vi er sikre på, [at ingens sikkerhed trues]. Materialet er syv måneder gammelt; vi gennemgik det grundigt”, fortæller han i et interview med Time. ”Vi har nu i fire år publiceret materiale, som har afstedkommet ændrede forfatninger og væltede regeringer, men der har aldrig været et tilfælde, som vi har kendskab til, der har resulteret i personlig skade for nogen”. Om de 15.000 dokumenter, som endnu ikke er offentliggjort, siger han: ”Nogle af dem kan være mere eksplosive. Det er efterretningsrapporter, så de kommer fra et lidt højere niveau”. Pentagon og Det Hvide Hus har god grund til at være nervøse.

Hvad er WikiLeaks? WikiLeaks blev dannet af internetaktivister i juli 2007 med det formål at beskytte whistleblowers, journalister og aktivister, der vil dele følsomme informationer med offentligheden. WikiLeaks’ medarbejdere indsamler, analyserer, verificerer og offentliggør dokumenter fra hele verden ud fra princippet om, at vores fælles historieskrivning skal være så sandfærdig og gennemsigtig som muligt. Det er sparsomt med informationer om personkredsen omkring WikiLeaks, men hjemmesiden oplyser, at den australske computerhacker Julian Assange spiller en væsentlig rolle med at bearbejde meget af det materiale, som WikiLeaks hidtil har offentliggjort. Du kan læse mere om WikiLeaks på www.wikileaks.org WikiLeaks’ vigtigste læk: Irak: Videoen Collateral Murder, som blev offentliggjort i april i år, viser et amerikansk helikopterangreb i Bagdad i 2007, hvor 12 mennesker blev dræbt, heriblandt en 22-årig fotograf fra Reuters og hans 40-årige chauffør. Videoen vakte stor forargelse, blandt andet fordi man på lydsiden kan høre de amerikanske soldater grine af de døde og udtrykke en chokerende ligegyldighed overfor to sårede børn. Kenya: Rapporten Kenya: The Cry of Blood – Extra Judicial Killings and Disappearances, som blev offentliggjort i november 2008, afslører hundredvis af drab begået af de kenyanske politistyrker. Julian Assange og WikiLeaks blev i 2009 tildelt Amnestys New Media Award for offentliggørelsen af rapporten. USA: En kopi af procedureprotokollen for behandling af fanger i Guantánamo-lejren, kaldet Standard Operating Procedures for Camp Delta, blev offentliggjort på WikiLeaks’ hjemmeside den 7. november 2007. Dokumentet, som er dateret marts 2003, beskriver, hvordan Røde kors blev nægtet adgang til nogle af fangerne i lejren, hvilket det amerikanske militær gentagne gange havde benægtet.

a mn e s t y I 1 7


T ema: U SA

LOVLØSE DRONER USA mener, at landets fjernstyrede bombefly er højt hævet over international lov. FN savner dokumentation for, at USA overholder Geneve-konventionerne og frygter en ”PlayStation-mentalitet”. Den 30. oktober 2006 kredsede en amerikansk drone ubemærket højt over en religiøs skole i Bajaur i det nordlige Pakistan. Langt derfra sad to amerikanske soldater i et lille rum med joysticks i hånden og øjnene stift rettet mod skærmen. Da skolen var i sigtekornet, fløj dronens laserstyrede Hellfire-missiler af sted og dræbte 82 mennesker. Adskillige af dem var børn. Amnesty Internationals Pakistan-rapport fra juni 2010 dokumenterer gennem mere end 300 interview, at USA i stigende grad gennemfører fjernstyrede angreb i Pakistan. Præsident Obama anvender altså dronerne i videre udstrækning end sin forgænger

1 81 8I Ia mam n ensetsyt y

George W. Bush. Fra 2008 til 2009 steg antallet fra 34 til 51, og ifølge rapporten dræbte dronerne op til 1.200 mennesker i årene 20042010. Omkring 32 procent var civile. USA anser dronerne som et nyttigt redskab til eliminering af krigere, der kæmper i Afghanistan og søger ly på den anden side af bjergtoppene i Pakistan. Philip Alston, som er FN’s særlige ekspert i ulovlige henrettelser og drab, kritiserer i en rapport USA for at bruge reglerne for internationale konflikter i en konflikt, der er et internt pakistansk anliggende. I kampe mellem nationer er det ifølge Geneve-konventionerne tilladt at slå fjenden ihjel, så længe man er sikker på, at han tager del i

kamphandlingerne. Men i interne, nationale konflikter er menneskerettighederne og det pågældende lands lovgivning fundamentet. Philip Alston skriver i rapporten: ”Et missil fra en drone er ikke anderledes end et missil fra en helikopter … bekymringen går snarere på, at politikere og kommandører er mere tilbøjelige til at fortolke reglerne til egen fordel, når deres egne soldater ikke er i fare under aktionen. Reglerne skal overholdes uanset valget af våben”. Alston mener, at der er risiko for udvikling af en ”PlayStation-mentalitet” i de væbnede styrker, fordi fjenden går fra at være mennesker af kød og blod til pixels på en skærm.


AF J E ns m un ch | Ill ustrat i on Mi kkel Henssel

a ma nmn e setsyt yI I 1 91 9


T ema: U SA

100 år i isolation I det amerikanske fængsel Angola State Penitentiary i sydstaten Louisiana har to mænd siddet isolationsfængslet i henholdsvis 35 og 37 år for et mord, som de er dømt for på tvivlsomme beviser. En tredje mand, Robert Hillary King, slap ud efter 29 år i isolation. Tilsammen kaldes de Angola 3. En ny dokumentarfilm fortæller de tre mænds historie om tilsammen mere end 100 års ensomhed.

Dokumentarfilmen ”In the Land of the Free” havde premiere i foråret, og handler om Angola 3.

2 0 I am n e s t y

Cellen måler to gange tre meter. Den indeholder en rusten metalseng, et bord, der kan slås ud fra væggen, en wc-kumme og en dryppende håndvask. Neonlyset i loftet i gangen udenfor er tændt det meste af døgnet, og gangens lyde forsvinder aldrig. Skrig og råb fra mænd, der bliver gale eller vågner op fra et mareridt, giver genlyd mellem de grå mure. Tre gange om dagen bliver en låge i tremmerne ved siden af døren ud mod gangen åbnet, og en tallerken med mad bliver skubbet ind. Ellers sker der ingenting. 23 timer om dagen sidder fangerne isoleret i de vinduesløse rum uden kontakt til de øvrige indsatte. Derfor er ensomheden lammende. Sådan husker Robert Hillary King sine 29 år i isolation i Louisianas statsfængsel, Angola State Penitentiary. Sammen med to kammerater, Herman Wallace og Albert Woodfox, er han kendt som Angola 3, og ens for dem alle er, at de er dømt for forbrydelser, som de siger, de ikke har begået. Tilsammen har de levet over 100 år i isolationsfængsel, og mens Ro-

bert i 2001 accepterede en falsk anklage og fik reduceret sin livstidsdom til den tid, han allerede havde siddet – bare for at komme ud – så sidder Herman og Albert der endnu. Fængselsmyndighederne begrunder blandt andet den langvarige isolation med, at de to vil have en negativ indflydelse på de yngre fanger og udsprede propaganda om Black Panthers, som vil gøre arbejdet vanskeligere for fængslets ansatte. Derfor bliver isolationen forlænget administrativt hver tredje måned. Angola, som fængslet kaldes i folkemunde, er USA’s største Supermax-fængsel. Det er midlertidigt hjem eller endestation for 5.108 fanger, hvoraf 86 procent anses som farlige og derved har forhøjet risiko for at ende i isolation. Over halvdelen sidder inde på livstid, og mange af dem vil dø i fængslet. Skam, sex og slaver Det enorme fængsel ligger på 73 kvadratkilometer af Louisianas bedste landbrugsland og er en tidligere slavefarm. Ikke meget har æn-


Af Anna K li tgaard

Foto: Privat

Herman Wallace og Albert Woodfox har siddet isolationsfængslet i over halvdelen af deres liv. Billedet er fra 1970’erne.

dret sig siden dengang, mener Robert King, for langt de fleste af arbejderne på markerne er stadig sorte, og afstraffelser, fornedrelser og menneskerettighedskrænkelser er dagligdag. Fra sin tid i Angola husker han, hvordan svage fanger blev brugt som sexslaver for stærkere fanger, og hvordan fængselspersonalet uddelte bank og analundersøgelser hver dag. Selv forsøgte han flere gange at gøre oprør, men det forlængede bare hans straf, indtil det blev en livstidsdom uden mulighed for løsladelse. Den samme skæbne ramte hans to kammerater, Herman og Albert, siger han. Alle tre var del af den sorte, politiske bevægelse Black Panther Party. Efter frigivelsen i 2001 er Robert blevet talsmand for de to og arbejder fuld tid på at få dem ud. På 38. år – en rekord i nyere amerikansk historie – sidder de i isolation for et mord på fængselsbetjenten Brent Miller i 1972, som de siger, de ikke har begået. Og det er hårdt for psyken, siger Robert, der taler af erfaring.

”Når man ved, at man er uskyldig, så er isolation nok værre, for der ikke er nogen grund til, at man skal lide. Men fængselsvæsenet i USA bruger denne form for tortur, fordi de på den måde bedre kan styre fangerne og spare penge, men også simpelthen for at straffe”, siger Rober King, der i dag er 68 år. Det samme siger flere amerikanske psykologer, psykiatere og fængselseksperter. Mennesket er et socialt væsen, og den manglende kontakt med andre kan lede til svære psykiske lidelser, angst og selvmord. Dr. Sharon Shalev, der er kriminolog ved London School of Economics and Political Science, har skrevet bogen ”Supermax: Controlling risk through solitary confinement”. I den beskriver hun forholdene for de 100.000 amerikanere, der i dag lever i isolation i Supermax-fængsler, og for hende er der ikke nogen tvivl: Isolationen er en torturform, der kun har til hensigt at knække den indsatte, således at han eller hun mister sin modstandsvilje.

Justitsmord i et fejlfrit system Robert knækkede aldrig, men de grusomme minder fra fængslet står stadig lysende klare. Billeder af mænd, der blev gale, sultede og skadede sig selv i desperation over deres situation, følger ham hver dag, men selv forblev han fokuseret på kampen for frihed, oprejsning og sortes rettigheder. Som årene gik, nærlæste han andre sager, der mindede om hans, og funderede over det amerikanske samfund – the land of the free. Han studerede retssystemet og tog via domstolene kampen for friheden op. Men det system, der havde idømt ham livstid, var ikke meget for at indrømme sine fejl. Sådan er det også i dag med Herman og Wallace, siger han, for de har ikke noget med mordet på den hvide fængselsbetjent Brent Miller at gøre. ”Både tidligere indsatte, som blev tvunget til at afgive vidneudsagn imod os, samt vores advokater og vi selv ved, at fængslet har fingeraftryk på dem, der gjorde det. De ved, de ikke matcher Herman og Alberts, men de a mn e s t y I 2 1


T ema: U SA

Foto: Amnesty

TROY DAVIS Troy Davis blev dømt for mordet på en politibetjent i Georgia, USA, i 1991. Der var ingen fysiske beviser mod ham, og drabsvåbenet er aldrig blevet fundet. Bevismaterialet bestod udelukkende af øjenvidneberetninger, som allerede under retssagen pegede i modstridende retninger. Siden da har mange af vidnerne trukket deres forklaring tilbage, og flere af dem har under ed forklaret, at politiet havde presset eller overtalt dem til at vidne mod Troy Davis. Næsten to årtier senere sidder Davis stadig på dødsgangen, selvom anklagerne imod ham er faldet fra hinanden. For et år siden gav Højesteret tilladelse til en ny høring for Troy Davis, hvor nye beviser kunne fremlægges, men den føderale domstol afviste de nye beviser, og sagen forbliver lukket. Amnesty aktionerer for en genoptagelse af hans sag.

Foto: Amnesty

MUMIA ABU-JAMAL Journalisten og Black Pantheraktivisten Mumia Abu-Jamal blev i juli 1982 idømt dødsstraf for mordet på den hvide politibetjent Daniel Faulkner. Amnesty har kritiseret retssagen mod Abu-Jamal for at være fuld af fejl. Blandt andet blev der ikke testet for krudtstøv på AbuJamals hænder, og bevismaterialet bygger hovedsagligt på usikre øjenvidneberetninger. Vidnerne havde vanskeligt ved at beskrive gerningsmandens udseende, tøj og med hvilken hånd, han havde affyret våbnet, ligesom de er uenige om, hvorvidt han løb væk fra gerningsstedet eller ej. Amnesty kritiserer også, at nogle politiske udtalelser, som Abu-Jamal kom med som teenager, blev brugt mod ham under retssagen. Amnesty opfordrer derfor til en genoptagelse af Abu-Jamals sag.

2 2 I am n e s t y

Foto: Polfoto

Tvivlsomme retssager i USA

En tyr går til angreb på fire livstidsfanger fra Angola State Penitentiary. En gang om året afholder fængslet et rodeoshow med over 5.000 betalende tilskuere. I denne disciplin sidder fire fanger i arenaen og spiller poker ved et rødt bord, indtil tyren angriber. Den fange, der bliver siddende længst, har vundet. Overskuddet fra showet går til fængselskassen.

nægter at sammenligne dem med deres arkivaftryk. Selv Brent Millers enke siger ligeud, at det ikke er dem. Alligevel gør ingen fra anklagemyndighedens side noget for at rette op på de justitsmord, der er begået”, siger Robert King. Rå racisme og retsløse fængsler USA’s store problem er, at antallet af indsatte i landets fængsler siden 1970’erne er eksploderet. Fra 174.000 i 1972 til to millioner i dag. På samme tid er mange af fængslerne privatiseret, så private firmaer nu driver dem som en forretning. Det betyder, at hver fængselsbetjent skal passe på flere indsatte – billigere og mere effektivt end tidligere. Isolation er en god måde at holde et stort antal mennesker passiviserede, men samfundet betaler en høj pris, siger professor ved the Wright Institute i Californien, Terry A. Kupers, der i mange år dokumenteret isolationsfangernes psykiske mén. ”Siden Reagan-tiden har staten skåret ned på det sociale og forebyggende arbejde for unge på samfundets kant. I stedet for at hjælpe sender man dem i fængsel, og man støtter dem heller ikke, når de kommer ud. Samfundet vælger at vende ryggen til, men bare fordi USA har en voksende del af sin befolkning i fængsel, så er landet langt fra et mere sikkert sted at færdes. Måden at behandle de indsatte på er grundlæggende forkert, og det skaber ikke

bedre borgere, hvis de engang skulle komme ud”, siger Terry A. Kupers. Også Robert King mener, at systemet har spillet fallit og i stedet har skabt hadefulde monstre ved at placere så stor en del af den unge sorte befolkningen på ungdomsinstitutioner og i fængsler. Han opfatter systemet som racistisk, fordi over halvdelen af alle indsatte er sorte, selvom de kun udgør 12 procent af den amerikanske befolkning. I Angola oplevede han også, hvordan de hvide fik arbejde i fængslets administration, mens de sorte knoklede 16 timer om dagen, seks dage om ugen, i sukkerrørsmarkerne for fire pence i timen. Endnu i dag er Angola en ranch, hvor fængselsmyndighederne tjener penge på de indsattes arbejde. ”Jo flere fanger, de har, jo mere arbejdskraft, og jo flere penge tjener de, der driver fængslet. På samme tid bliver personalet tvunget til at holde styr på ekstra indsatte og passivisere dem”, siger Robert King. Skruen synes uden ende for det amerikanske fængselsvæsen. I dag sidder op mod 100.000 mænd og kvinder i isolation, hvilket er fem procent af det samlede antal indsatte. Intet sted i verden er tallet så højt, og den kedelige verdensrekord ser ikke ud til at forandre sig. Mange af dem, der ender i fængsel, kommer nemlig igen efter endt afsoning, fordi de ikke får redskaber til at klare sig udenfor og ikke får økonomisk hjælp efter løsladelsen. Andre


Foto: Polfoto

Amnesty: Stop umenneskelig og nedværdigende behandling

Angola State Penitentiary er USA’s største Supermax fængsel med 5.108 indsatte og 1.740 ansatte. Over halvdelen af de indsatte sidder inde på livstid. Isolationscellerne måler kun tre gange to meter. På dødsgangen sidder 84 mænd og én kvinde.

Denne plakat fortæller historien om Angola 3 – Hermann Wallace, Robert Hillary King (King Wilkerson) og Albert Woodfox, som blev isolationsfængslet i 1972.

Amnesty International opfordrer myndighederne i Louisiana til at afslutte den grusomme, umenneskelige og nedværdigende behandling af Albert Woodfox og Herman Wallace, som tilsammen har tilbragt 73 år i isolation. 23 timer i døgnet tilbringer de en celle på to gange tre meter. De kan kun være uden døre i et indhegnet bur én time tre gange om ugen, hvilket er under FN’s minimumsstandarder for fanger. Amnesty påpeger, at der aldrig er fundet fysiske beviser imod de to mænd, og at de udelukkende blev dømt på andre indsattes vidneudsagn. Gennem årene er der fremkommet dokumenter, der tyder på, at hovedvidnerne var bestukket af fængslets ansatte, og at fængslet tilbageholdt vidneudsagn fra andre indsatte, der afviser, at Woodfox og Wallace var gerningsmændene. Amnesty International er bekymret for, at isolationsfængslingen alene skyldes deres tilhørsforhold til The Black Panther Party. Begge mænd lider angiveligt af alvorlige sundhedsproblemer på grund af deres langvarige ophold i små isolationsceller. FN’s torturkomité har fastslået, at langvarig isolationsfængsling kan udgøre tortur.

Angola 3

kommer aldrig ud på grund af de meget lange straffe, dommerne udsteder. Både på dødsgangene og i isolationscellerne sidder der mænd som Herman og Albert, som er dømt på tvivlsomme beviser. I de senere år er adskillige fanger i USA blevet løsladt efter brug af dna-beviser, men systemet er ikke meget for at indrømme fejl fra fortiden. Det er den drivkraft, der holder Robert i gang, for han vil opleve den dag, hvor hans to kammerater frit kan forlade den lille celle, spadsere ud af Angolas porte og nyde resten af deres tilværelse som frie mænd. ”Det er min drøm nu, for 100 år i ensomhed er lang tid”.

Herman Wallace, Albert Woodfox og Robert Hillary King fandt sammen i USA’s største fængsel Angola State Penitentiary i kampen for at forbedre forholdene for de indsatte. Med deres fælles politiske engagement for sortes rettigheder dannede de en afdeling af The Black Panther Party i fængslet. I 1972 blev Herman Wallace og Albert Woodfox idømt livstid for mordet på en hvid fængselsbetjent, Brent Miller. Et mord, de nægter at have begået. 68-årige Herman Wallace har tilbragt næsten 38 år i isolation, og 64-årige Albert Woodfox været isolationsfængslet i 35 år. De to fangers appelsager er gået i stå på trods af nye beviser, der med al sandsynlighed kan dokumentere deres uskyld. Herman Wallace blev i 2009 flyttet til Elayn Hunt Correctional Center i Louisiana. Robert Hillary King blev i 1973 dømt til livsvarigt fængsel uden mulighed for løsladelse for et drab på en medfange, som han nægter at have begået. Helt frem til sin

løsladelse den 8. februar 2001 blev han holdt i isolation – i alt 29 år. Han blev først løsladt, da han modstræbende erklærede sig skyldig i en anklage om ”sammensværgelse til at begå drab”. Robert Hillary King har skrevet bogen ”From The Bottom of The Heap” om sin tid i fængslet. Læs mere på www.angola3.org Skriv et brev til Herman Wallace og Albert Woodfox Herman Wallace #76759 Elayn Hunt Correctional Center CCR - B - #6 PO Box 174 St Gabriel, LA 70776 USA Albert Woodfox #72148 CCR, Lower A-13 Louisiana State Penitentiary Angola, LA 70712 USA

a mn e s t y I 2 3


T ema: U SA

Lang vej til

Retfærdighed Barack Obama lovede forandring, da han blev præsident. Men oprydningen efter Bush har været sværere end forudset. Han har ikke lukket Guantánamo. Han har ikke stillet den tidligere administration til regnskab for ordren om at bruge tortur og mishandling i krigen mod terror. Og han vil fortsat internere terrormistænkte på ubestemt tid.

”I aften annoncerer jeg, at de amerikanske kampoperationer i Irak er færdige. Operation Iraqi Freedom er slut”. Sådan lød det, da USA’s præsident Barack Obama den 1. september overlod hovedansvaret for sikkerheden i Irak til det irakiske folk efter over syv års blodig tilstedeværelse, som har kostet mindst 100.000 civile livet. Imens gnider de amerikanske sikkerhedsfirmaer sig i hænderne. Det tomrum, de amerikanske kampstyrker efterlader, skal nemlig udfyldes af lejesoldater fra nogle af de sikkerhedsfirmaer, der er så forhadte i Irak. Det amerikanske State Department planlægger en fordobling af antallet af private lejesoldater til omkring 7.000 for at beskytte ambassaden og sine kontorer og embedsmænd i landet. Den strategi vækker harme i den amerikan-

Guantánamo – ni år senere Selv om Barack Obama som sin første embedshandling i januar 2009 lovede at lukke Guantánamo-fangelejren i løbet af et år, så sidder der fortsat 176 mænd i lejren. Mange af dem har siddet der i over otte år. Obamas særlige Guantánamo Task Force vurderer, at 50 af fangerne er for farlige til at løslade, men for vanskelige at retsforfølge. 40 af fangerne skal stilles for en dommer eller en militær domstol. De resterende venter blot på at komme ud i friheden – men der er ingen lande, der vil have dem. Obama har forsøgt at forbedre de stærkt

2 4 I am n e s t y

kritiserede militærdomstole, som Bush opfandt, men de lever fortsat ikke op til internationale standarder for retfærdige retssager, mener Amnesty International. Den første fange, der stilles for domstolen, er Omar Khadr, der var 15 år, da han blev pågrebet i Afghanistan. I dag er han 23. Under afhøringer blev han truet med gruppevoldtægt. Alligevel har dommeren tilladt at bruge de udtalelser, som Omar Khadr kom med under afhøringen. Sagen ventes at køre sidst i september.

ske borgerretsorganisation Center for Constitutional Rights (CCR) – ikke mindst fordi præsident Obama og udenrigsminister Hillary Clinton under valgkampen lovede at stække de private sikkerhedsfirmaer. ”Det er fint, at vi tager tropperne hjem fra Irak, men løsningen er ikke at erstatte dem med uansvarlige, private sikkerhedsstyrker, som gennem årene har begået talrige alvorlige menneskerettighedskrænkelser”, siger Laura Raymond fra CCR. Mens adskillige soldater i den amerikanske hær er dømt for forbrydelser i Irak og Afghanistan under den militære straffelov, så er lejesoldaterne gået fri. De private sikkerhedsfirmaer har hidtil undgået straf ved at hævde, at de hverken kan dømmes under den militære eller civile straffelov, fordi de er ansat af staten og derfor kun står til ansvar overfor præsidenten. CCR har anlagt tre retssager for at få de private sikkerhedsfirmaer stillet til ansvar for deres handlinger i Irak. Det har foreløbig taget seks år. ”Ingen af de ansatte i de firmaer, der har begået tortur, voldtægt og drab i Irak, er endnu blevet dømt. Imens venter hundredvis af irakiske torturoverlevere og pårørende til de dræbte på at få erstatning og oprejsning ved domstolene”, fortæller Laura Raymond. Laura Raymond er dybt bekymret over den udvikling, der har fundet sted, med stadig større brug af lejesoldater i krigen, og hun kalder det ”en katastrofe”, at den amerikanske regering ikke kan eller vil holde de private sikkerhedsfirmaer ansvarlige.


Af Ole Hoff- Lu nd

Manglende retsopgør Gennem tre år har CCR forsøgt at få dømt de fem Blackwater-ansatte, der var indblandet i massakren på Nisour Square i Bagdad i 2007, hvor 17 civile irakere blev skudt. Men den 31. december 2009 blev sagen afvist ved en amerikansk domstol, fordi anklageren støttede sig til de vidneudsagn, som de fem afgav på betingelse af immunitet umiddelbart efter massakren. Ifølge dommeren ville det være i strid med forfatningen og et brud på de sigtedes rettigheder, hvis deres udtalelser alligevel blev brugt imod dem. ”Det mest fundamentale problem er, at regeringen ikke kan – eller vil – håndhæve loven over for deres freelance våbenmænd. Et retssamfund kan ikke gå i krig på den måde”, skrev avisen New York Times i januar. Først efter pres fra organisationer og en række demokratiske senatorer valgte vicepræsident Joe Biden i april at appellere sagen. CCR fører også sag på vegne af 250 irakere mod ansatte i firmaerne CACI International og Titan Corporation, der ifølge den amerikanske hær stod bag mere end hvert tredje af de overgreb, som fandt sted i Abu Ghraib fængslet i 2004. CCR anklager de to selskaber for tortur, mishandling, seksuelle overgreb, voldtægt og vold. Nogle af irakerne siger, at de blev tvunget til at overvære familiemed-

lemmer blive tortureret til døde. Sagen er foreløbig blevet afvist ved to domstole, fordi de to sikkerhedsfirmaer ”ikke er statslige aktører”, og fordi vagterne som del af deres kontrakt havde straffrihed. CCR har appelleret til Højesteret, som tager stilling til sagen den 27. september. Opgøret med fortiden Det er heller ikke lykkedes at stille Bush-administrationen til regnskab for den mishandling og tortur, der fandt sted under dække af de såkaldte udvidede forhørsmetoder, som forsvarsminister Donald Rumsfeld godkendte. Kun lavtstående officerer blev dømt for de overgreb, der fandt sted i Abu Ghraib-fængslet i Irak. Ingen er dømt for mishandling af fanger i Guantánamo-lejren. Peter Vedel Kessing, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og forfatter til bogen Terrorbekæmpelse og Menneskeret, er ikke i tvivl om, at ansvaret for tortur og mishandling skal placeres højere oppe i systemet. ”De, der har truffet beslutningerne og lavet det juridiske grundlag for at anvende tortur, er gået fri, mens de, der har udført ordrerne, er blevet dømt. Det er anstødeligt. Folkeretligt er USA forpligtet til at undersøge, hvem der er ansvarlig for overgrebene, og jeg mener, at sagerne skal prøves ved en domstol. Det har

FN’s torturrapportør Manfred Nowak også fastslået. Men politisk er det svært at forestille sig et strafferetligt opgør med Rumsfeld”, siger Peter Vedel Kessing, der har gennemlæst tusindvis af offentliggjorte dokumenter fra Bush-administrationen. Trods Obamas gode intentioner, kan Peter Vedel Kessing ikke få øje på de store forandringer. ”Der er ikke sket særlig meget, men retorikken er i topform. Han taler om at genoprette USA’s renommé, om at styrke samarbejdet med FN, om at støtte de universelle menneskerettigheder og om at række hånden ud til fjendtlige lande. Han vil gerne have USA tilbage på sporet. Det lignede en helt ny æra, da han trådte til, men i realiteten er det meste fortsat under Obama”, siger han. Som et eksempel nævner han, at Obama i sin sikkerhedsstrategi fra maj 2010 nævner behovet for at kunne ”tilbageholde fanger, som ikke kan retsforfølges, men som udgør en trussel for det amerikanske folk”. ”Det viser, at Obama er handlingslammet. På den ene side siger han, at han vil overholde menneskerettighederne, men samtidig er han nødt til at bryde dem. Man må jo ikke frihedsberøve folk alene af forebyggende grunde. Det hænger ikke sammen”, siger Peter Vedel Kessing.

Foto: Polfoto

USA afviser canadisk torturoffer

Lynndie England

2004

Lynndie England

2010

11 amerikanske soldater er blevet dømt for mishandling, tortur og seksuelle ydmygelser af fanger i Abu Ghraib fængslet i Irak i 2004. Den hårdeste straf tilfaldt Charles Graner, der fik 10 års fængsel. Lynndie England (th) fik tre års fængsel - blandt andet for at holde en iraker i snor (øverst tv). Resten fik mellem tre og ti måneders fængsel. En tredjedel af overgrebene blev ifølge hæren begået af ansatte i private sikkerhedsfirmaer. De irakiske pårørende har lagt sag an, men seks år senere er ingen blevet dømt (nederst tv).

Højesteret i USA afviste i juni en sag anlagt af Center for Constitutional Rights på vegne af canadieren Maher Arar, der i 2002 blev tilbageholdt i JFK lufthavnen i New York og udsat for en såkaldt rendition – udsendelse til tortur i et andet land. Maher Arar blev i hemmelighed sendt til Syrien, hvor han i knapt et år blev placeret i en lille underjordisk celle og afhørt under tortur. Den syriske efterretningstjeneste konkluderede, at Arar ikke havde forbindelse til terrorgrupper og sendte ham tilbage. En undersøgelse fra Canadas regering førte til en total frifindelse af Maher Arar, som fik 10 millioner dollar i erstatning og en offentlig undskyldning for Canadas rolle i sagen. USA’s højesteret mener, at sagen om Maher Arar skal løses af kongressen, men Obamas administration har erklæret, at selv hvis det var hensigten at udsende Maher Arar til tortur i Syrien, så bør de ansvarlige ikke stilles til ansvar.

a mn e s t y I 2 5


AMNESTY DOKUMENTERER Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org/en/news-and-updates/report_abstract

Nordkoreas sundhedssystem er i opløsning Efter en fejlslagen høst truer en ny hungersnød i Nordkorea. I forvejen lider befolkningen under et af verdens mest undertrykkende systemer, hvor sundhedssystemet er i opløsning, og hospitalerne mangler medicin og udstyr.

2 6 I am n e s t y

Cigaretter som betaling Selv om styret hævder, at der er gratis sundhedsbehandling for alle indbyggere, så fortæller mange vidner til Amnesty International, at de er nødt til at betale med cigaretter, alkohol eller mad for at modtage basal lægebehandling. Amputationer og større operationer finder sted uden bedøvelse, og tuberkulose er i kraftig vækst. En 56-årig kvinde fortæller, hvordan hun i 2001 fik fjernet sin blindtarm uden bedøvelse: ”Operationen tog omkring en time og ti minutter. Jeg skreg så meget på grund af smerten, og jeg troede, jeg skulle dø. De havde

Nordkoreas leder Kim Jong-il hilser på folket.

bundet mine hænder og ben fast, så jeg ikke kunne bevæge mig”. Til gengæld kræver det kontanter at få foretaget større undersøgelser eller tests. Mange nordkoreanere afholder sig af samme grund fra at gå til lægen. I stedet køber de medicin på markederne og selvmedicinerer sig på basis af gætværk eller råd fra gadesælgere. Bark, rødder og græs I begyndelsen af 1990’erne blev Nordkorea ramt af hungersnød, der dræbte omkring en million mennesker. Myndighederne opfandt dengang et slogan, der opfordrede folk til

Foto: Scanpix

”Jeg tror, det er 18-19 år siden, jeg sidst så en ambulance i min by. Ellers har jeg kun set dem i TV. Det er kun de meget rige, der har telefon i hjemmet, så almindelige mennesker kan ikke ringe efter en ambulance. Men selv hvis jeg ringede, ville der ingenting ske, for der er ikke noget benzin til ambulancerne”. Sådan fortæller en 27-årig nordkoreansk mand fra den nordlige Hamgyeong-provins til Amnesty International. Amnestys rapport ”The Crumbling State of Health in North Korea” bygger på adskillige af denne type udsagn, og den tegner et billede af Nordkoreas sundhedssystem, som er presset fuldstændigt i knæ. Amnesty International er forment adgang til Nordkorea. Derfor er rapporten baseret på interview med mere end 40 nordkoreanere, der er flygtet fra det kommunistiske regime, samt med læger og sygeplejersker fra internationale organisationer, der arbejder i Nordkorea. Rapporten er dyster læsning: Hospitalerne kører på pumperne og er stort set udgået for medicin, epidemierne florerer på grund af underernæring, og en ny hungersnød ventes at ramme landet den kommende vinter. Vidner beskriver overfor Amnesty International, hvordan kanyler på hospitalerne ikke bliver steriliseret, og hvordan sengetøjet på hospitalsstuerne ofte ikke bliver vasket. ”Hospitalerne ligger ikke inde med noget medicin. Hvis du har brug for en indsprøjtning, må du først købe medicinen på markedet og så tage det med på hospitalet, hvor lægen kan hjælpe dig”, fortæller en 26-årig mand.


A f Nora Rahb ek K anafan i

Kenya: Kvinder i frygt for overfald

kun at spise to gange om dagen. Men trods massiv humanitær hjælp er manglen på mad stadig et udbredt problem. Hwang, en 24-årig mand fra Hamgyong, blev hjemløs og forældreløs, da han som niårig blev forladt af sin mor, der tog til Kina for at finde arbejde. Hwang blev en del af den voksende gruppe af hjemløse børn, hvis forældre enten er døde af sult eller er taget til Kina for at arbejde. ”Jeg spiste som oftest ét måltid om dagen. Jeg var altid sulten. Hvis jeg havde noget at spise, spiste jeg rub og stub – selv hvis jeg var mæt. Jeg vidste aldrig, hvornår jeg ville få chancen for at spise igen. Som hjemløs havde jeg ikke mulighed for at gemme mad til senere. Det gav mig voldsomme mavesmerter”, fortæller Hwang til Amnesty. Også andre nordkoreanere fortæller i rapporten, at de har fået kroniske lidelser som resultat af underernæring, og en hel generation af unge lider af lav vækst. Tusinder af mennesker sultede ihjel i januar og februar i år, da prisen på ris steg til mere end det dobbelte, og mange af de interviewede i rapporten har overlevet ved at spise bark, rødder og græs. I sommer advarede FN’s World Food Programme om, at høsten i Nordkorea igen slår fejl, og at fødevarelagrene er ved at være tomme. Forude venter en ny, omfattende hungersnød. Donorlande må afstå fra sanktioner Amnesty International opfordrer på den baggrund donorlandene til at øge den humanitære hjælp til Nordkorea – hvis de får lov af diktatoren Kim Jong-il – og afstå fra sanktioner, der vil straffe befolkningen og forværre nordkoreanernes liv og sundhed. ”Nordkorea har ikke formået at sikre sine borgere de mest basale sundhedsydelser for at overleve. Det gælder i særdeleshed dem, der er for fattige til at betale for lægehjælp. Det er derfor afgørende, at Nordkoreas borgere sikres adgang til medicin og mad, og at donorlandene fortsat yder humanitær hjælp og ikke gør Nordkorea til en politisk kastebold”, siger Catherine Baber fra Amnesty Internationals hovedkontor. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er Nordkorea det land i verden, der bruger færrest penge på sundhedsvæsenet – under én dollar per indbygger om året.

Hundredtusindvis af kvinder i slumkvartererne i Kenyas hovedstad Nairobi lever i frygt for overfald og voldtægt og vover sig derfor sjældent ud alene. Kvindernes liv vanskeliggøres af, at toiletter og badefaciliteter typisk ligger langt væk fra husene. I rapporten ”Insecurity and Indignity: Women’s Experiences in the Slums of Nairobi, Kenya” kritiserer Amnesty International Kenyas myndigheder for at svigte indbyggerne i landets slumkvarterer ved ikke at sikre dem ordentlig sanitære forhold.Vold mod kvinder i Nairobis slum er udbredt og stort set straffrit. Rapporten bygger på interview med 130 kvinder, der alle har historier at fortælle om vold og overgreb. 19-årige Amina, der bor i slumområdet Mathare, fortæller: ”Jeg har altid undervurderet risikoen for overfald og har ikke været bange for at gå udenfor for at bruge toilettet, hvis ikke det var for sent om aftenen. Men det ændrede sig for to måneder siden, da jeg var tæt på at blive voldtaget”. Amina blev en aften antastet af en gruppe på fire mænd. De slog hende, rev hendes tøj af og skulle til at voldtage hende, da Aminas skrig hidkaldte en gruppe beboere, der kom hende til undsætning. Selvom Amina kendte en af de mænd, der overfaldt hende, anmeldte hun ikke episoden til politiet, fordi hun er bange for gerningsmændenes hævn. Rapporten kritiserer Kenyas regering for at gøre alt for lidt for at komme volden mod kvinder til livs. Situationen forværres af den manglende tilstedeværelse af politi i slumområderne. I Kibera, Nairobis største slumkvarter, bor cirka en million mennesker. Området har ikke én politistation.

Yemen: Terrorbekæmpelse går ud over civile Den 27-årige Ahmed Mohamed Ahmed Khaloufa blev sidste vinter antastet af civilklædte politibetjente foran sit hus i byen al-Hudaydah i Yemen. Betjentene bragte ham til en ukendt destination, og i over en måned hørte hans familie og venner intet fra ham. Først derefter fortalte myndigheder familien, at Ahmed blev såkaldt ”præventivt tilbageholdt”, fordi han mentes at kende en eftersøgt mand. Ahmed er en af de mange civile yemenitter, der bliver ramt af myndighedernes brutale kamp mod terror. I rapporten ”Yemen: Cracking Down Under Pressure” beskriver Amnesty International, hvordan forsvindinger, tortur og ulovlige tilbageholdelser uden rettergang er hverdag, når myndighederne forsøger at komme landets oprørsbevægelser til livs. Truslen fra al-Qaeda er stigende i Yemen, og internationalt pres fra blandt andre USA bidrager til, at myndighederne tyer til ulovlige metoder for at få ram på oprørerne. Metoderne i terrorbekæmpelsen bruges også til at lukke munden på systemkritikere under dække af ”den nationale sikkerhed”. Ofte bliver også helt almindelige civile ramt.

Andre rapporter: 15 måneder efter præsidentvalget i Iran sidder hundredvis af journalister, systemkritikere, studerende og aktivister fortsat fængslet, og præstestyret slår hårdt ned på ethvert optræk til protester. En vag lovgivning i Cuba betyder, at stort set alle kritiske udsagn kan tolkes som kriminelle og dermed straffes. Det skaber et klima af frygt for landets journalister, systemkritikere og aktivister. I Pakistan bliver kampene mellem Taleban og regeringstropperne mere og mere blodige og går især udover civile. I Grækenland sidder asylansøgere og illegale indvandrere flere måneder i detentionscentre med begrænset adgang til lægehjælp og juridisk rådgivning. Amnesty fik for første gang i fem år tilladelse til at komme ind i Libyen, og rapporten på baggrund af besøget viser, at landet trods forsøg på at opnå international anerkendelse stadigvæk bruger piskeslag som straf for utroskab, fængselsstraf for kæresteforhold, vilkårlig brug af dødsstraf og tortur samt bortførelser af systemkritikere. Læs flere rapporter på www.amnesty.org

a mn e s t y I 2 7


Sierra l e o n e

Sierra Leone er et af verdens fattigste lande og har verdens højeste mødredødelighed. Men måske er der forandringer på vej. I april indførte regeringen gratis sygesikring til gravide kvinder og til børn under fem år.

Kampen for livet i Sierra Leone

2 8 I am n e s t y


T ekst og foto: Jean C hu ng

➜

a mn e s t y I 2 9


Sierra l e o n e

21-årige Georgiana Pieh (th) lider af svangerskabsforgiftning og har fået kejsersnit for at føde sin dreng. Få timer senere udånder hun.

Næste morgen henter familiemedlemmerne Georgiana for at vaske hende, inden hun lægges i kisten.

3 0 I am n e s t y


Kampen for livet i Sierra Leone

Vi befinder os på fødeafdeling 4 på Princess Christian Hospital i Freetown, Sierra Leone. Omkring 20 patienter sidder eller ligger på deres senge under seks ventilatorer i loftet. Men ventilatorerne virker ikke, og både patienter, pårørende, babyer, sygeplejersker og læger sveder kraftigt. Det er på flere måder en brutal oplevelse at opholde sig på fødeafdelingen i Freetown. Temperaturen udenfor er 30 grader, men midt i regnvejrssæsonen bliver luftfugtigheden næsten ulidelig indenfor. Der er ingen aircondition på de seks fødeafdelinger på det største hospital i hovedstaden, og stanken af urin er ikke til at tage fejl af. Sierra Leone er landet, der led under 11 års borgerkrig, og det er nu et af verdens fattigste lande. Pludselig skriger nogle unge kvinder, der er på besøg hos en patient. Sygeplejerskerne springer op af stolene og løber hen til den seng, hvor patienten ligger og stønner. De taler febrilsk sammen, henter en iltmaske og begynder at give hende hjertemassage. Oversygeplejersken, Sister Mary, bruger sin private mobiltelefon til at ringe efter den vagthavende læge. Først efter flere forsøg får hun fat i Dr. Kamara, som ankommer 15 minutter senere. Han tager et stetoskop og undersøger patienten. Kort efter erklærer han patienten død: ”Hun er væk”. Patienten var den 26-årige Abibatu Conteh. Hun ankom til hospitalet en uge tidligere efter at have fået foretaget en ulovlig abort i en pri-

vat klinik. Mange kvinder får ulovlige aborter, men på grund af de uhygiejniske forhold kan det meget vel være en dødsdom for dem selv. Blodforgiftninger efter illegale aborter er en af de væsentligste årsager til den høje mødredødelighed i landet. Højeste mødredødelighed i verden På verdensplan dør omkring 358.000 kvinder i barselssengen hvert år. I Sierra Leone risikerer hver ottende kvinde at dø af komplikationer ved graviditet og fødsel. Med en befolkning på 5,7 millioner mennesker har Sierra Leone formentlig den højeste mødredødelighed i verden. Ifølge FN dør 2.100 kvinder i Sierra Leone, hver gang 100.000 børn bliver født. I Danmark er tallet 3, og i USA er tallet 11. På Princess Christian Hospital i Freetown døde mindst tre mødre på grund af fødselskomplikationer i løbet af to uger i maj. Alle tre kunne have overlevet, hvis de havde fået den rigtige behandling før fødslen. Sundhedseksperter i landet siger, at forsinkede hospitalsindlæggelser er en væsentlig årsag til den høje mødredødelighed. ”Den første forsinkelse skyldes, at mødrene bruger for lang tid på at overveje, om de skal tage ind til hospitalet for at få behandling. Den næste forsinkelse handler om at skaffe transport ind til hospitalet. Endelig skal hospitalet også have tid til at forberede sig på at foretage behandlingen. Men mange patienter venter så længe med at opsøge hospitalet, at

Georgiana og mange andre kvinder ligger i navnløse grave på Kissy kirkegården i hovedstaden Freetown. a mn e s t y I 3 1


Sierra l e o n e Georgianas yngre søster, Zainab, hviler hovedet på en venindes knæ. Hun græd hysterisk og besvimede, da storesøsterens kiste blev bragt hjem.

Georgianas søn overlevede, men familien er usikre på, om faderen til barnet vil opfostre ham.

vi reelt ikke kan gøre ret meget for at redde dem”, siger doktor S.A.S. Kargo fra sundhedsministeriet i Sierra Leone. Forandringer på vej Den 27. april skete der dramatiske forandringer i Sierra Leone. Regeringen indførte gratis sygesikring for gravide og ammende kvinder samt til børn under fem år. Et projekt, som støttes med 19 millioner dollar af Verdensbanken, African Development Bank og UNICEF. Initiativet har fjernet den økonomiske barriere, som mange gravide kvinder støder på, når de har behov for lægehjælp: Frygten for store lægeregninger, som de ikke kan betale. 3 2 I am n e s t y

Da den gratis sygesikring blev officielt annonceret, skabte det lange køer foran hospitalerne, selv om mødre og børn ikke var syge. Et par uger senere gik det op for de fleste, at sygesikringen rent faktisk virkede for dem, der havde komplikationer. Derefter skrumpede køerne kraftigt ind, og sundhedsvæsenet har store forventninger til, at initiativet kan give synlige resultater. Men der er stadig mange forhindringer for en stor del af Sierra Leones kvinder, der lever fjernt fra storbyerne, og hvis kulturelle traditioner gør det vanskeligt at opsøge moderne lægehjælp. Over halvdelen af kvinderne bor i områder, hvor der ikke findes udstyr,

medicin og sundhedsfaciliteter til at behandle fødselskomplikationer, forklarer Brima Sheriff, der er leder af Amnesty International i Sierra Leone. ”Det gør det svært at nå frem til et hospital i tide. Regeringen skal sikre, at alle kvinder i Sierra Leone har adgang til behandling. Men samtidig er der mange hjem, hvor man tror på særlige religiøse ritualer for graviditet og fødsler. Derfor nægter de at bringe en gravid kvinde til et sundhedscenter. I stedet bliver kvinderne tilset af selvlærte jordemødre, som ikke har den nødvendige viden og uddannelse. Vi er på rette kurs, men der er lang vej endnu”, siger Brima Sheriff.


17-årige Musukuda Fofanah har voldsomme kramper før fødslen, og en sygeplejerske måler hendes blodtryk. Hun har nægtet at blive tilset af læger i de første otte måneder af graviditeten, men da hun fik svangerskabsforgiftning, måtte familien bære hende til hospitalet, hvor lægerne tvang hende til at tage medicin.

Musukudas kramper er så voldsomme, at sygeplejerskerne må binde hende til sengen, hvor hun skriger af smerte dag og nat. I regntiden er luftfugtigheden så høj, at de fleste kvinder på fødegangen er nøgne. To dage efter indlæggelsen føder Musukuda et dødfødt barn. Kort efter udånder hun. Hendes mor skriver en seddel med navn og adresse, så bedemanden kan bringe hende hjem dagen efter.

a mn e s t y I 3 3


Sierra l e o n e ➜

Oversygeplejersken Sister Mary undersøger 26-årige Abibatu Conteh, der blev indlagt for en uge siden med stærke smerter efter en illegal abort.

Gratis sygesikring til gravide og børn Amnesty International udgav i 2009 rapporten ”Out of Reach: The Cost of Maternal Health in Sierra Leone”, som satte fokus på mødredødelighed og bidrog til regeringens beslutning om at etablere gratis sygesikring til gravide og børn. Sierra Leone har anmodet det internationale samfund om støtte til at gennemføre reformen, som koster omkring 90 millioner dollar om året. Lige nu mangler Sierra Leone 20 millioner dollar for resten af 2010. Knapt en halv million kvinder dør hvert år under barslen eller i forbindelse med fødslen i verdens fattigste lande. Det svarer til, at tre jumbojets falder ned hver dag. Kvinder dør af komplikationer, der håndteres uden problemer i de udviklede lande. De dør ikke kun på grund af utilstrækkelig adgang til klinikker med kvalificeret personale. De dør også, fordi problemet ikke prioriteres eller tages alvorligt på grund af systematisk diskrimination mod kvinder, mindretal og fattige. Derfor er Amnesty International gået ind i kampen for at sikre overholdelse af kvinders og fattiges ret til basal sundhed og et liv uden diskrimination. Arbejdet mod mødredødelighed er en del af Amnestys verdenskampagne mod fattigdom, Demand Dignity, der vil stoppe de overgreb på menneskerettighederne, som er med til at fastholde og forværre fattigdommen. Kampagnen mobiliserer mennesker i hele verden bag krav til regeringer og virksomheder om at lytte til de fattiges krav og respektere deres rettigheder. En sygeplejerske giver Abibatu ilt, men hun udånder få minutter senere. Overlægen, doktor Kamara, forklarer, at hun har fået en infektion efter aborten, og at hospitalet ikke har den nødvendige medicin til at behandle hende.

3 4 I am n e s t y

Sister Mary (tv) og en anden sygeplejerske tildækker Abibatu Conteh og gør hende klar til bedemanden. ”Det piner mig, at jeg skal opleve det her. Det gør mig vred”, siger Sister Mary.


Sengen, som Abibatu døde i, står imellem andre senge, hvor nybagte mødre ligger med deres børn.

a mn e s t y I 3 5


Brasili e n

Krigen i Brasiliens slum Rio de Janeiro i Brasilien er kendt for sine smukke strande, smilende befolkning og voldsomme kriminalitet. I gennemsnit bliver 18 mennesker myrdet i byen hver dag, og over 1.000 dør hvert år i skudvekslinger med politiet. De senere år er narkokriminaliteten i byen eksploderet, og staten har indsat en toptrænet specialstyrke til at holde situationen under kontrol. Der skal ryddes op, inden VM i fodbold i 2014 og OL i 2016.

” Sortklædte mand, hvad er det, du gør? Jeg gør det, der skræmmer selv djævlene. Sortklædte mand, hvad er din mission? At indtage slummen og efterlade kroppe på jorden”. Sådan lyder første vers i den kampsang, som elitestyrken i Rio de Janeiros militærpoliti (BOPE) synger dagligt under deres intensive træning. Svært bevæbnede, i pansrede kampvogne med et dødningehoved som logo indtager BOPE byens slumkvarterer – favelaerne. Målet er at bekæmpe den omfattende narkokriminalitet, der hærger i slummen. Og alle midler tages i brug. Brasilien er et stort land med en befolkning, der er præget af dybe racemæssige, sociale og økonomiske kløfter. Det er sambaens, fodboldens og glædens land – men også favelaernes land. Det går godt for Brasilien. Landet er allerede verdens ottende største økonomi, men vil ifølge magasinet The Economist indenfor de næste 15 år være verdens femte største. Med oliefund og internationale handelsaftaler bliver det en stadig vigtigere brik i verdens økonomi, og i de seneste to år har mere end 20 millioner brasilianere bevæget sig op fra de laveste sociale lag og ind i middelklassen. 3 6 I am n e s t y

Men en stor del af brasilianere lever stadig i ekstrem fattigdom, og kriminalitets- og voldsraterne i landet er uoverstigeligt høje. Gennemsnitligt bliver 18 mennesker myrdet hver dag i Rio de Janeiro, og næsten dagligt rapporteres der om voldsomme sammenstød mellem politi og narkobander. De kommer i mørket Det er i favelaerne i Rio, at langt størstedelen af byens kriminalitet finder sted. BOPE arbejder udelukkende i slummen, som huser knap 20 procent af byens indbyggere. De fleste favelaer er underlagt narkobander, som i årevis har organiseret sig i rivaliserende fraktioner og overtaget kontrollen. Ikke sjældent er der sammenstød mellem narkobaronerne, og det er her, BOPE træder ind. I nattens mørke og bevæbnet med maskinpistoler, knive og knipler bevæger de sig ind i slummen. Når det går hårdt til, bruger BOPE den såkaldte Caveirão (”det store dødningehoved”). Det er en armeret sort tank, som kan rumme 12 fuldt bevæbnede BOPE-soldater. Ifølge Amnesty International har indførelsen af Caveirão været et afgørende skridt mod en intensivering af brugen af tunge våben i krigen mellem narkobander og politiet. En krig, der er ude af kontrol.

På seks år har politiet dræbt over 11.000 mennesker i Rio de Janeiro og Sao Paulo. Alligevel møder BOPE stor støtte fra mange sider i befolkningen, som ikke ser anden løsning. Når de kriminelle har en ”skyd først-mentalitet”, bliver politiet nødt til at kunne svare igen på samme måde, lyder argumentet. BOPE er kendt for at køre en nultolerance-politik overfor ikke blot narkokriminelle, men også korrupte politibetjente. Styrken bliver hyldet som den eneste gruppe indenfor det brasilianske politikorps, der er renset for korruption. ”Ubestikkelige og ubarmhjertige”, er deres motto. Ingen medlidenhed De to tidligere BOPE-soldater Rodrigo Pimentel og André Batista har skrevet en dagbog fra deres tid i styrken. En bog, der har fået debatten om politivold og narkohandel i Brasilien til at blusse op. Adskillige gange beskriver soldaterne, hvordan BOPE’s metoder er blevet hårdere de senere år, og hvordan brasilianernes behov for sikkerhed og tryghed stort set har givet styrken carte blanche til at torturere og i værste fald dræbe mistænkte. For kun sjældent skal voldelige politibetjente stå til ansvar for deres lovovertrædelser. Brasilianske medier og


A f B i an ca Z an in i Vas concellos Fotos: Getty Images

De sortklædte mænd Der er cirka 400 politimænd i BOPE, som findes i forskellige versioner i Brasiliens største byer. Kandidater til styrken skal bestå den fysisk og psykisk udmattende træning med topkarakter samt en række kurser om blandt andet håndtering af gidselsituationer, urban krigsførelse, torturmetoder og indtrængen i konfliktfyldte områder. Kun få kommer igennem. 90 procent af ansøgerne giver op i løbet af de første ti dage – også kaldet ”Ugen i Helvede” – hvor de blandt andet lærer at dræbe effektivt. BOPE på jagt efter kriminelle i Rio de Janeiros slumkvarterer.

internationale menneskerettighedsorganisationer har i mange år kritiseret den udbredte straffrihed, men politiet argumenterer blot med, at ofrene har været narkohandlere, som døde under en konfrontation. Drabene registreres som ”modstand” eller ”selvforsvar” i statistikkerne. Antallet af mennesker dræbt i skudvekslinger med politiet overstiger 1.100 om året – langt størstedelen er unge, sorte mænd. De to tidligere BOPE-soldater understreger, at race har stor betydning for, hvad politiet kan tillade sig at gøre:

”Hvis tandløse, fattige sorte kommer ned fra bjergsiderne og spærrer en vej, så er ordren at tage alle midler i brug, banke dem sønder og sammen, og hvis tingene bliver slemme, så skyde først og spørge senere. Men hvis det er rige blonde børn, som har gader opkaldt efter deres efternavne, skal behandlingen være femstjernet VIP-politiarbejde”. Kokain for millioner De høje drabstal og den voldsomme kriminalitet i Rio de Janeiro skaber i stigende grad international opmærksomhed. Byen skal

Brasilien lige nu Med sine 187 millioner indbyggere er Brasilien verdens femtestørste land. Det er Sydamerikas største økonomi og udgør B’et i de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), som betegner verdens fremadstormende økonomiske stormagter. Selv om Kina leder verdensøkonomien, står Brasilien stærkere end de andre lande på mange måder. Modsat Kina er der tale om et demokrati. Modsat Indien har Brasilien hverken religiøse konflikter eller fjendtlige naboer. Og

modsat Rusland bygger Brasiliens eksport på mere end blot olie, gas og våben. Ud over den nye olieindustri har Brasilien en række teknologiske virksomheder og en stor landbrugseksport i form af blandt andet ætanol og sojabønner – og naturligvis kaffe. Brasilien er kommet nådigt ud af den finansielle krise, da det amerikanske marked ikke er altafgørende for økonomien, hvor Kina spiller en større og større rolle som eksportmarked.

være vært for VM i 2014 og OL i 2016, og de gentagne episoder med våben- og narkofund, eksplosioner og sammenstød har fået medier i hele verden til at spørge, om myndighederne kan nå at rydde op i byen inden legene. Ifølge det brasilianske Institut for Økonomisk Forskning (IPEA) kan man eliminere landets ekstreme fattigdom inden 2016. Mindre fattigdom betyder generelt mindre kriminalitet, men den narkorelaterede kriminalitet ventes at fortsætte på fuldt blus – især fordi en stor del af kokainsalget går til middelklassen. Alene i Rio bliver der solgt 20 ton kokain om året, og profitten på omkring 900 millioner danske kroner finansierer både våbenhandel og korrupte politimænd. Politikerne taler om nye strategier og hårdere straffe, og BOPE har intensiveret sin tilstedeværelse i slummen. Men der er lang vej igen. En ny undersøgelse viser, at sikkerhed og et velfungerende sundhedssystem topper listen over befolkningens største bekymringer, og bekæmpelsen af kriminalitet vil være et af de helt store emner frem mod parlamentsvalget den 3. oktober. Her kæmper nuværende præsident Lulas efterfølger Dilma Roussef fra arbejderpartiet PT med centrum-højre-kandidaten José Serra fra PSDB om præsidentposten. a mn e s t y I 3 7


Spani e n

FORTIELSENS

MUR

Pårørende til tusindvis af dødsofre i Granada i Sydspanien kæmper for, at sandheden om Den Spanske Borgerkrig kommer frem, og at de får en officiel mindevæg på stedet, hvor deres kære blev skudt ned af Francos fascister. Hidtil forgæves.

Gabriel Fernández Valladares viser et indrammet billede af sin far, som blev henrettet af fascisterne ved muren bag ham, da Gabriel var seks år.

Højt over byen Granada i Sydspanien troner Alhambra på et plateau. Et prægtigt palads, der blev opført af maurerne og anses som et storslået trofæ i den spanske generobring i 1492. Kun et par hundrede meter derfra ligger San José Kirkegården, der dækker over en anden, langt nyere begivenhed i landets historie, som der ikke på samme måde kastes glans over: En fortælling om Den Spanske Borgerkrig i 1936-1939. Det er en krig, som fortsat udkæmpes – dog uden krudt og kugler – her over 70 år efter. Hans far blev skudt Gabriel Fernández Valladares er en velholdt mand på 81 år med gråt, tilbagestrøget hår. Han er på besøg på kirkegården for at ære sin far, som var socialistisk byrådsmedlem i Granada og blev dræbt i borgerkrigens tidlige fase. Gabriel Fernández har medbragt et foto i gylden indramning af faderen, Juan Fernández Rosillo, som sammen med 14 andre byråds3 8 I am n e s t y

medlemmer blev revet bort fra deres familier af de selvbestaltede magthavere og bragt til denne kirkegård, hvor de blev stillet op af en ydermur og henrettet summarisk. Der er stadig synlige skudhuller i den fire meter høje, rødbrune mur. Hvad der siden hændte med ligene af dem og flere tusinde andre, er der ingen, som ved. Hovedparten ligger formentlig i nærheden. Derfor er det ved denne lange fortielsens mur, at pårørende lægger blomsterbuketter og anbringer

portrætbilleder for dog at have et sted at sørge. Men nogen officiel anerkendelse af stedet og det, som det står for, er der ikke kommet. ”Det er vigtigt for mig, at andre også ved, hvad der skete. For det er vores historie. Det er noget, som er gemt her i hjertet”, siger Gabriel Fernández. ”Det har været mange år med tavshed”, tilføjer han. Den dengang seksårige Gabriel havde to

DEN SPANSKE BORGERKRIG Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) og var et blodigt opgør mellem Spaniens republikanske regering og general Francisco Francos fascister. Republikken fik støtte fra omkring 40.000 udlændinge fra De Internationale Brigader – herunder socialister og kommunister – som rejste til Spanien for at bekæmpe fascismen. De fleste europæiske regeringer valgte at

holde sig uden for konflikten, men retsforfulgte de hjemvendte frivillige efter borgerkrigen. Både Italien og Tyskland støttede Franco med materiel og soldater. Det anslås, at omkring 450.000 mennesker døde under krigen – heraf mindst 250.000 i krigshandlinger. Borgerkrigen endte med en sejr til Francisco Franco, som styrede Spanien til sin død i 1975.


T ekst og foto: Regner Hansen Francisco Vigueras Roldán fremviser skudhullerne i kirkegårdsmuren, hvoraf de ældste stammer fra 1936.

På mindestenen for Domingo de Torres Aznar står der, at ”han blev myrdet af De Røde på grund af sin kristne tro og rette opførsel”.

ældre søskende, og de gik en svær tid i møde efter faderens død. Familien fik frataget boligen, og faderens trykkeri blev beslaglagt. Kun takket være hjælp fra slægtninge klarede de sig gennem krigen. Senere måtte moderen ernære sig ved at sy skjorter til Francos militær, mens Gabriel, allerede fra han var 12, måtte arbejde som trykker for at spæde til husholdningen. Dødsrute gennem byen En nylig undersøgelse viser, at i alt 3.970 personer blev skudt og dræbt af fascisterne ved San José-kirkegårdsmuren. Heraf er næsten 600 uidentificerede. Undersøgelsen er foretaget af Rafael Gil Bracero, professor i historie ved Granadas Universitet, som støtter sig til byens folkeregister, lokalarkivet og diverse militære optegnelser. Blandt de henrettede var akademikere, advokater, fagforeningsfolk og lokalpolitikere. I krigens første uger samlede Francos medsammensvorne deres republikanske modstandere i Granadas provinsfængsel og i byens mægtige tyrefægtningsarena, der var omdannet til koncentrationslejr, inden de hver morgen ved daggry kørte nogle af dem i lastbiler gennem centrum op til muren ved San José Kirkegården. Det var den såkaldte dødsrute. Dét blev der ikke dækket over. Hensigten var at sprede frygt blandt borgerne.

De officielle helte For at illustrere, hvad han og AGRMH tolker som forskelsbehandling, viser han vej til et afsnit af kirkegården, som er forbeholdt omkomne blandt kupmagerne og deres falangistiske fæller. Her er rigelig plads til anerkendelse. På en indskrift øverst står der med glaserede fliser i hvidt og blåt, at ”her hviler de faldne for Gud og fædrelandet”. Der er tilmed åbnet for individuel påskønnelse. Således er der en gråmeleret gravsten til minde om en Domingo de Torres Aznar, som blev ”myrdet af de røde på grund af sin kristne tro og rette opførsel”. Og det er bare ét eksempel blandt mange. ”Vi mener, at det er kupmagernes ideologi, som går igen. Hvordan kan det lade sig gøre, når PP kalder sig demokratisk og gerne vil fremstå som et midterparti, at de fortsætter med at agere, som om de var fascister”, spørger AGRMH-talsmanden. Francisco Vigueras fremhæver også, at byrådet værner om et monument i Granadas centrum, som hylder falangistbevægelsens stifter, José Antonio Primo de la Rivera. Og hvad siger byrådsflertallet i Granada så som reaktion på disse anklager? Ikke så meget. På rådhuset henviser byrådets presseansvarlige, Maria José Martín, til PP’s Granada-afdeling. Og hos PP-Granada bliver ønsket om et interview høfligt afslået. Men PP-Granadas formand, Sebastián Pérez, har tidligere udtalt om AGRMH, at organisationen blot forsøger at splitte lokalsamfundet. Pérez, som ligeledes er viceborgmester, erklærer videre, at der er tilstrækkelig med viden blandt borgerne om, hvad der skete i Granada under borgerkrigen.

DOMMEREN DER VAR LIDT FOR AKTIV Den verdensberømte spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzón – der blandt andet er kendt for sin arrestordre mod Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet – blev bremset af de spanske myndigheder, da han rettede blikket mod Spaniens egen fortid. Anslået 114.000 mennesker forsvandt under Francos regime og menes at ligge i anonyme massegrave. Men da Garzón tog skridt til at åbne en række grave og granske gamle dokumenter for at udpege de hovedansvarlige, blev han beskyldt for at overskride sine beføjelser. Spaniens højesteret suspenderede ham i maj fra den nationale straffedomstol, fordi han angiveligt havde tilsidesat en lov fra 1977, som giver amnesti for alle forbrydelser begået under Franco-æraen. Nu ligger initiativet med hensyn til sandheden om Franco-epoken hos den socialistiske spanske regering, som har vedtaget en lov om, at statslige organer skal bidrage til, at ”kendsgerninger om omstændighederne ved borgerkrigen og diktaturet bliver kendt”. Baltasar Garzón har i en årrække forsøgt at retsforfølge tyranner rundt om i verden for overgreb på menneskerettighederne og forbrydelser mod menneskeheden. Mens den spanske højesteret overvejer en endelig afgørelse i Garzónsagen, er stjernedommeren blevet knyttet til Den Internationale Straffedomstol i Haag. Foto: Scanpix

Ønske om en mindevæg I Granada arbejder den private organisation Granadas Sammenslutning til Generobring af den Historiske Erindring (AGRMH) for, at San José-kirkegårdsmuren bliver forvandlet til en mindevæg med ofrenes navne. Foreløbig har organisationen på eget initiativ opsat en mindeplade, men myndighederne pillede den næsten lige så hurtigt ned igen. Byrådet vil ikke være med til, at kirkegårdsmuren udråbes til et mindested. Francisco Vigueras Roldán er talsmand for AGRMH. Han er med under besøget på San José Kirkegården, og han udtrykker fortørnelse over byrådet, hvor de konservative fra Folkepartiet (PP) sidder på et absolut flertal. PP har aner tilbage til Franco-æraen, og flere konservative byrådsmedlemmer har for-

fædre, som var på kupmagernes side i 1936. ”Vi taler om et af de mest symbolske steder fra borgerkrigen og fascismens undertrykkelse og et af de mest glemte steder. Det er fysisk umuligt at finde alle ofrene, men det er kun rimeligt at mindes dem. Det var en massakre. Det var cremen af Granadas ungdom. Vi ønsker, at det bliver kendt. Det handler om værdighed”, siger Francisco Vigueras. ”PP’s modstand skyldes alene, at partiet vil udviske erindringen”, tilføjer han.

Baltasar Garzón kom for tæt på Spaniens betændte fortid.

amn e s t y I 3 9


Stafet t e n

Af Mi ke Farrell

Med konceptet ”ACCESS INTERNATIONAL – Six Degrees of Human Rights” har AMNESTY skudt en stafet i gang. Over seks omgange vil vi afprøve, hvor indflydelsesrige og berømte personer vi kan få til at skrive om menneskerettigheder. Hver skribent sender stafetten videre til en person efter eget valg, som så selv vælger et emne. Konceptet er udviklet i samarbejde med forfatteren Martin Martensen-Larsen.

? Gail Chasey

Six Degrees of Human Rights

?

?

Elizabeth Zitrin Mike Farell

1: Gail Chasey, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus i New Mexico. 2. Elizabeth Zitrin, tidligere formand for American Civil Liberties Union i Californien. 3. Mike Farell, skuespiller og formand for Death Penalty Focus i USA.

Mike Farell er skuespiller (blandt andet kendt fra tv-serien M.A.S.H.) og formand for Death Penalty Focus, en anti-dødsstraf organisation i USA. Han er forfatter til bøgerne ”Just Call Me Mike; A Journey to Actor and Activist” og ”Of Mule and Man”.

Men vi forbliver det eneste land i verden, der idømmer børn under 18 år livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Mere end 2.500 børn er på den måde blevet dømt til et liv uden håb, uden kærlighed, uden mening og uden værdighed.

BØRNENE LIDER I USA For et folk, som påstår at skatte børn højt, så har amerikanerne en mærkelig måde at vise det på. Debatten mellem religiøse abortmodstandere og dem, der mener, at abort nogle gange er nødvendigt, betragtes i dag som den primære moralske diskussion i USA. Men den ætsende tone i den ofte skingre debat kan samtidig skabe undren over, hvorfor samme lidenskab ikke synes at omfatte de børn, som allerede er født. Statistikker over børnedødelighed placerer USA på en plads som nummer 44 i verden – altså længere nede på listen end Cuba. Vi har den næsthøjeste spædbørnsdødelighed i den industrielle verden. Og for de børn, der overlever fødslen, kan en UNICEF-rapport om børnetrivsel fortælle, at USA rangerer lavest af alle i-lande. De faktorer, der behandles i rapporten, er mishandling og forsømmelse af børn samt om de får tøj, mad og ordentlig pleje. 4 0 I am n e s t y

Og hvad sker der så med de børn, hvis trivsel ligger langt under den standard, som man ellers kunne forvente sig af verdens rigeste og mest magtfulde nation? Når man tænker på, at USA rangerer på en 18. plads blandt verdens 24 rigeste lande, når det gælder uddannelse af vores børn, så forstår man pludselig bedre vores svulmende fængselssystem. I et samfund, der spærrer flere af sine borgere inde end noget andet land i verden, burde det ikke være nogen overraskelse, at USA også har flere børn og unge bag tremmer end nogen anden nation – med en kraftig overrepræsentation af etniske minoriteter. Godt nok satte USA’s Højesteret med stemmerne 5-4 en stopper for vores brug af dødsstraf overfor mindreårige for fem år siden og bragte os tilbage i det gode internationale selskab. Men vi forbliver det eneste land i verden, der idømmer børn under 18 år livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.

Mere end 2.500 børn er på den måde blevet dømt til et liv uden håb, uden kærlighed, uden mening og uden værdighed. Hvor er de så henne, disse lidenskabelige moralister, når uskyldige børn rammes af den uheldige skæbne at være født ind i et samfund, som – sammen med Somalia – er det eneste land i verden, der nægter at underskrive FN’s Børnekonvention? Hvor er de?


A f N ora R ahbek Kanafan i

Interv ie w

NY CHEF I AMNESTY Som ny international generalsekretær skal Salil Shetty føre Amnesty Internationals 2,8 millioner medlemmer frem mod organisationens 50 års jubilæum i maj 2011.

Den 1. juli tiltrådte Salil Shetty som Amnesty Internationals nye internationale generalsekretær. Han er indisk statsborger og har i de seneste seks år været formand for FN’s Millennium Campaign. Før da var han formand for den internationale NGO ActionAid, der arbejder med fattigdomsbekæmpelse. Her fortæller han om Amnestys udfordringer i de kommende år. Hvad var grunden til, at du blev engageret i humanitært arbejde?

”Med min familiebaggrund ville det faktisk have været mærkeligt, hvis jeg havde foretaget mig noget som helst andet. Min mor var advokat og meget engageret i kvindebevægelsen, og min far er journalist og aktiv i Dalit-bevægelsen (en bevægelse i Indien, der arbejder for at forbedre de kasteløses forhold, red.). Vores telefoner blev altid aflyttet, vi blev overvåget af politiet, og min far blev arresteret adskillige gange. Mit hjem var hovedkvarter for flere bevægelser, og det var altid fuldt af aktivister.

Foto: Amnesty International

Det var en meget tumultarisk tid i Indien, da jeg voksede op. I 1976 blev der erklæret undtagelsestilstand for første gang siden uafhængigheden i 1948. Menneskerettighederne blev krænket, og det skabte voldsomt røre blandt journalister, studerende, kunstnere og mange andre. Jeg blev senere formand for studenterforeningen på mit gymnasium, og det var også en periode med protester og modstand imod uretfærdighederne”. Hvad er efter din mening de største udfordringer for menneskerettighederne i dag? ”Det kan man lave en lang liste over. Det er blevet mere og mere klart for mig, at krænkelserne af de politiske og civile rettigheder fortsat udgør et stort problem. Det samme gælder fattigdom og de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Der mangler ikke udfordringer, og det betyder, at Amnesty International om muligt bliver endnu mere relevant og betydningsfuld i de kommende årtier”. Hvad er dine forventninger til dit nye job? ”Jeg er meget begejstret over at blive en del af Amnesty International. Med den massive folkelige opbakning og organisationens årelange troværdighed har vi meget at byde på, når det drejer sig om at tackle menneskerettighedskrænkelser. For mig at se er Amnesty Internationals udfordring at vælge nogle få, men klare mål og initiativer for de kommende år. Vi skal blive enige om nogle få sager, som vi alle tror på, og som vi tror, vi kan lykkes med. Alle de steder, jeg har rejst, har folk altid fremhævet Amnesty Internationals stærke argumenter, analyser og research. Og det er netop kombinationen af den folkelige opbakning og de gode argumenter, der vil hjælpe os til at gøre en forskel. Det er i sin mest simple form, hvad opgaven går ud på for Amnesty International” .

amn e s t y I 4 1


KULTUR

Af Kla us Rot hste i n

Amnesty Award på CPH:DOX

NS T

Den 8. udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX finder sted 4.-10. november i en række københavnske biografer. Blandt de hundredvis af dokumentarfilm fra hele verden har arrangørerne udvalgt ti film, som konkurrerer om prisen Amnesty Award og 5.000 euro. Du kan læse mere om festivalen på www.cphdox.dk

KU

Russisk kynisme er en dødelig sygdom

Det er en slidt kliche, men en sand kliche: I krig er sandhed altid det første offer. Denne resignerede konstatering skyldes Arthur Ponsonby (1871-1946), en engelsk adelsmand, der fraskrev sig sin titel og gik ind i fredssagen og politik for det engelske arbejderparti, Labour. Og der går en lige linie fra hans pointe om krig og sandhed til nutidens dokumentarfilm om samme emne i for eksempel Afghanistan, Irak og Georgien. Se bare en ny russisk dokumentarfilm, der har dansk premiere på dette års dokumentarfilmfestival CPH:DOX. Russian Lessons, hedder den. Titlen er dobbelttydig. Den ene af filmens to russiske instruktører, Andrei Nekrasov, går rundt i et georgisk hus, der er blevet jævnet med jorden af russiske soldater i augustkrigen 2008. Han samler et stilehæfte op og læser, hvad der står på forsiden: ”Russiskundervisning”. Stilehæftet bliver et sagtmodigt symbol 4 2 I am n e s t y

Foto: Polfoto

Ruslands krig i Georgien i august 2008 var brutal – men Vesten var ligeglad, fordi Putin og Medvedev kontrollerer den vigtige naturgas. Nu afslører dokumentarfilmen Russian Lessons krigens løgne og manipulationer. Se den og en række andre stærke film på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i november.

på den lektie, som georgierne netop har lært. Filmen, som Andrei Nekrasov har skrevet og instrueret sammen med Olga Konskaya, er en journalistisk-dokumentarisk undersøgelse af sandheder og løgne i den komplicerede krig, som man har svært ved at fatte, hvis ikke man kan definere politiske og etniske nuancer i forholdet mellem Rusland og den tidligere Sovjetrepublik Georgien. Hvad handler konflikten egentlig om, spørger man sig selv. Om magt og kontrol? Om etniske spændinger? Og hvorfor var Vesten så tøvende i kritikken af Rusland? Er det fordi ingen har interesse i at stikke hovedet frem for en lille republik, der bliver banket på plads? Eller fordi Rusland skal have det, som Rusland vil have det, så længe vi er afhængige af deres naturgas? Olga Konskaya og Andrei Nekrasov stiller mange spørgsmål i filmen, der ikke mindst samler sig i en anklage imod den russiske

presse, der lod sig spænde for Vladimir Putins propagandavogn og dydigt, lydigt og loyalt viderebragte halve og kvarte sandheder, ja hele manipulationer og grove løgne om krigens faktuelle forløb – løgne som fandt vej videre til blandt andre BBC. Ja, sandheden er det første offer i krig. Det ved vi godt, for alle, der sender informationer ud, har en interesse i at fremstille dem, så det tjener deres egen sag. I disse år spiller den journalistiske dokumentarfilm derfor en vigtig rolle – men den er selv sårbar for at blive beskyldt for manipulation, for dokumentaristerne har også en dagsorden. De to instruktører virker troværdige, men paranoiaen breder sig: Hvem kan vi stole på? Hvad skal man for eksempel mene om den sortklædte kvinde, der i en lang sekvens fortæller historien om, hvordan hendes søn blev dræbt, og hun selv blev tortureret? Hun beskriver, hvordan hun sad med sin søn i ar-


ANDRE FILM I AMNESTY AWARD: Foto: PR-foto

Pink Saris – lyserød kvindekamp Den engelske doku-dronning Kim Longinotto skildrer den indædte kamp, som den insisterende, frygtløse og ihærdige aktivist Sampat Pal kæmper for kasteløse kvinder i Indien. ”The Gulabi Gang”, kalder de si kvinderne i lyserøde sarier, som har fået nok af hustruvold og kræver tryghed og flere rettigheder. En fantastisk

HØR GRATIS DOKUMENTARER PÅ NETTET

Voodoopræst myrder 30.000

dokumentarfilm om pink aktivisme. Sampat, der selv har måttet kæmpe sig ud af ægteskabets vold – i alle ordets betydninger – er et livstykke. Men filmen bliver aldrig ukritisk heltedyrkelse og udvikler sig i sin skildring af fire alt for tidligt gifte piger til en langt mere kompleks størrelse end en forestilling om pigerne mod drengene.

Skraldekunst og jordskælv Wasteland: Lucy Walkers film kommer til København efter at have bevæget publikum på filmfestivalerne i blandt andet Berlin og Sundance. Filmen følger gennem tre år den brasilianske kunster Vik Muniz, der skaber kunst på verdens største losseplads udenfor Rio. Vik Muniz involverer de fattige, der ellers lever af at finde genbrugsmaterialer i dyngerne, og det lykkes ham ikke bare at skabe kunstværker – men også at skabe håb.

Draquila: Den italienske kulturminister boykottede filmfestivalen i Cannes i protest mod visningen af Sabina Guzzantis film, der afslører den groteske korruption, som fulgte i kølvandet på det store jordskælv i den lille italienske by L’Aquila i april 2009. En korruption, der omfatter både erhvervsliv, offentlige myndigheder og – naturligvis – premierminister Silvio Berlusconi selv.

mene og indåndede hans sidste vejrtrækning, og hvordan russiske terrorister skar øjet ud af et lig og tvang hende til at sluge det. Kvinden fortæller i fantastiske helsætninger, der lyder som en teatermonolog, og hun slutter med det retoriske spørgsmål: ”Hvornår kan vi vende tilbage, så jeg kan omfavne min søns grav? Vi levede side om side, abkhasere og georgiere, men alt det blev ødelagt af et andet land: Rusland!” Side om side med mediekritikken, leverer Russian Lessons et betydeligt og rystende vidnesbyrd om den humanitære katastrofe, som den underbelyste krig afstedkom. De to instruktører nærmer sig – under krigshandlingerne i 2008 – fronten fra hvert deres udgangspunkt, den ene med fly til Georgien via Europa, den anden over land. De registrerer, hvad de ser i opsigtsvækkende og chokerende optagelser, hvor ligene skovles om bord på lastbiler i trøstesløse og nedbrændte byer.

Krigen er ifølge instruktørerne et resultat af russisk kynisme. En sygdom, man dør af. Instruktørernes egen stemme står i det hele taget stærkt i filmen, ikke mindst i afslutningen, hvor Andrei Nekrasov retter et angreb mod dem, der ikke tør konfrontere Rusland og dets ledere med de forbrydelser, de begår. Ruslands forbrydelser er, siger han, på linie med Milosevics etniske udrensninger 15 år tidligere i ex-Jugoslavien. Ham kunne man godt gå i krig med, for han var økonomisk ubetydelig. Men Putins Rusland er hævet over kritik, konkluderer filmen, samtidig med at den trækker tråde tilbage til konfliktens start i forbindelse med Sovjetunionens opløsning i 1991. Dette er altså en tankevækkende og øjenåbnende undervisningstime i russisk krig, kynisme og propaganda. Men også endnu en holdningsstærk opinions-dokumentarfilm, der kan diskuteres for dens virkemidler og fortællestil.

Papa Doc regerede Haiti fra 1957 til sin død i 1971 og anså sig selv som både voodoopræst og legemliggørelsen af hele nationen. Det hemmelige politi Milice Volontaires de la Sécurité National – Den Nationale Sikkerhedsmilits af Frivillige - var større end hæren og stod bag mordene på op til 30.000 borgere. Efter Papa Docs død overtog den 19-årige søn magten og fik tilnavnet Baby Doc. Hør den nu afdøde latinamerikakorrespondent Halldor Sigurdssons dokumentar ”Papa Doc”. Hør også portrættet af Richard Nixon ”Jeg er ingen svindler” og ”Korea i syd og nord” om konflikten mellem Nord- og Sydkorea. www.dr.dk/P1/Radioklassikeren/ Udsendelser

Folsom Prison er en trykkoger Denne side samler en stor bid af de tusinder af gratis radiodokumentarer på nettet på én side. Klik på ”search” vælg f.eks. kategorien ”Violence” og hør her dokumentaren ”Stuck in Folsom Prison”. Det berømte og berygtede fængsel i Californien var en gang et såkaldt mønsterfængsel, men er i dag overfyldt og gør reelt ikke andet end at uddanne fangerne til endnu mere kriminalitet ude i friheden. Fængslet blev bygget til 1.800 indsatte men huser nu mere end 4.400. 75 procent af de løsladte vender tilbage inden tre år – USA’s højeste rate. Hør også historier om Aung San Suu Kyi og muslimer i Israels hær. www.audiodocumentary.org

Unge drenge optræder som piger I det Afghanske samfund lever kønnene i vid udstrækning adskilt, og unge drenge optræder til fester klædt ud som piger. Mange af dem må efter festlighederne gennemgå brutale krænkelser. BBC fortæller i dokumentaren ”Dancing Boys” historien om et voksende fænomen, hvor drenge ned til 12 år efter fester i ly af natten bliver transporteret til billige hotelværelser og bliver seksuelt misbrugt af flere mænd. Hør også ”Being Gay in the 50’s” og lyt til beretninger om det svære liv som homoseksuel i 1950’ernes Storbritannien. www.bbc.co.uk/worldservice/

a mn e s t y I 4 3


AMNESTY

– Din støtte gør en forskel! Redaktør Nora Rahbek K anafan i

september 2010

Foto: Thomas Lekfeldt

Foto: Signe Halvordsen

Elever fra Rysensteens Gymnasium i København skriver under mod tvangsrydninger i Kenya.

Foto: Thomas Lekfeldt

I Amnestys bod på Roskilde Festival kunne man dyste i at rydde slumbyer med bulldozere.

Amnestys aktive skabte opmærksomhed om tvangsrydninger i Kenya på Roskilde Festival.

SLUM-SOMMER

Amnesty indsamlede underskrifter til U2-koncert i Horsens.

Sommeren 2010 stod i slummens tegn. 80 byer over hele landet har deltaget i Amnestys STOP Bulldozeren-kampagne, der sætter fokus på tvangsrydninger i Kenyas slumområder. Aktivister har ”tvangsryddet” skoler, udstillet Amnestys plakater om slum på biblioteker og kultursteder, deltaget i kulturnætter og festivaler samt skrevet debatindlæg til lokalaviser om slum

i Kenya. I alt er mere end 23.500 underskrifter mod tvangsrydninger blevet indsamlet. Underskrifter fra hele verden bliver overrakt til Kenyas præsident den 4. oktober.

Tvangsrydninger i Kenya Mere end en milliard mennesker – en sjettedel af verdens befolkning – bor i slumkvarterer. Disse mennesker lever et liv uden grundlæggende menneskerettigheder i konstant frygt for at måtte forlade deres hjem på grund af tvangsforflytninger. Særligt i Kenya er tvangsforflytninger et stort og voksende problem. I og omkring Kenyas hovedstad Nairobi lever mere end 127.000 mennesker lige nu i fare for at blive tvangsforflyttet fra deres hjem, fordi den kenyanske regering planlægger at gennemføre ’Nairobi River Basin Programme’, som har til formål at rydde op i – og omkring – Nairobi River. Foto: Uggi Kaldan

4 4 I am n e s t yLive

Foto: Amnesty International


AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKTI VBLAD FOR Amn e s t y I n t e r n atio n a l Det kan du gøre... Foto: Katrine Lauritsen

1 minut:

Anas (nr. to fra venstre) i færd med at ’tvangsrydde’ Rysensteens Gymnasium i København i forbindelse med Amnestys kampagne mod tvangsrydninger i Kenyas slumområder.

Anas Kababo er 19 år og fra Bagsværd. Han har været aktiv i Amnesty i fire år. H vordan blev du aktiv i Amnesty? Jeg startede med at være aktiv i Amnesty da jeg gik i 1.g for cirka 4 år siden, da en af mine klassekammerater spurgte mig, om vi ikke skulle starte en youthgruppe. Jeg flyttede i 2.g. til en anden skole, hvor jeg så startede min egen youth-gruppe sammen med en ven. H vad har du lavet i sommerens kampagne om tvangsrydninger? Jeg har allerede været ude for at rydde et gymnasium i forbindelse med kampagnen om tvangsrydninger, hvilket var super fedt! Vi evakuerede hele skolen og samlede dem i skolegården, og folk kunne slet ikke forstå, hvad der skete. Derudover var jeg i Amnestys bod på Roskilde Festivalen. På fredag skal jeg ud og rydde endnu en skole. H vad er det sjoveste, du har oplevet som aktiv? Den sjoveste oplevelse må være Amnestys – eller snarere menneskerettighedserklæringens – 60-års fødselsdag, der blev fejret i Vega. Jeg skulle sørge for, at kunstnerne back-stage havde alt, hvad de havde brug for. Det var ret fedt at kunne mænge sig med Trentemøller, Isam B, Thomas Buttenschøn og en masse andre fede mennesker – og showet var også helt fantastisk! Derudover har vi haft nogle sjove indslag i vores youth-gruppe. For eksempel har vi både holdt menneskerettighedsbingo på skolen, lavet menneskelige Pride-flag og samlet underskrifter i hvide plastikdragter. H vilke Amnesty-sager optager dig mest/synes du er vigtigst? Jeg er meget optaget og glad for Amnestys Dignitykampagne, der sætter fokus på menneskelig værdighed. Godt nok dækker Dignity-kampagnen og -begrebet over mange emner, men jeg mener, at værdighed er et overordnet emne, som mangler at blive belyst og kæmpet for. Værdighed for alle mennesker. H vad får du ud af at være aktiv i Amnesty? Jeg får både mulighed for at hjælpe andre mennesker, få ny indsigt og en masse fede oplevelser.

Vi l d u g ø r e m e r e …

Tænd Amnesty-lys på Menneskerettighedsdagen

Abonnér på Amnestys nyhedsbrev og bliv opdateret på aktioner og kampagner på www.amnesty.dk

2 minutter: Red liv med mobilen. Tilmeld dig Amnesty Lifeline og brug mobilen til at skrive under på en aktuel aktion hver uge. Med din SMS kan du redde mennesker fra tortur, dødsstraf og uretfærdige fængslinger. Tilmeld dig ved at sende beskeden Lifeline 1231. Det er gratis at modtage aktioner og koster almindelig SMStakst at deltage

5 minutter: Skriv under for at sikre frie valg og frigivelse af politiske fanger i Myanmar på www.amnesty.dk/myanmar

1 dag: Traditionen tro tænder Amnesty lys på menneskerettighedsdagen den 10. december. Sidste år deltog mere end 50 byer i lystænding-aktioner, hvor stearinlys formet som Amnestys logo på stemningsfuld vis markerede menneskerettighedernes fødselsdag. Hvis du har lyst til at deltage i årets fejring, så kontakt klauritsen@amnesty.dk.

Deltag i brevskrivningsmaraton

Deltag i Amnesty IMPACT 2010 lørdag den 30. oktober i Den Sorte Diamant i København med temaet ’sikkerhed og menneskerettigheder i Danmark’. Tilmeld dig på amnesty@amnesty.dk. Hvis du ku nne tænke at deltage dig i fremtidig e kampag aktioner, så netjek Amne stys hjemmesi de under ”hvad kan du gøre”, eller send en mail til klauritsen @amnesty. dk.

Fra den 4. til den 14. december afholder Amnesty sin tilbagevendende brevskrivningsaktion Letter Writing Marathon. I disse ti dage skrives der appelbreve på ti udvalgte fangesager fra blandt andet Kina, Mexico, Senegal og Myanmar, ligesom der på enkelte af sagerne er mulighed for at sende fangen en solidaritetshilsen. Sidste år var en bragende succes internationalt med mere end 730.000 aktioner i 50 lande på ti dage. I år deltager dansk afdeling i brevskrivningen, og vil gerne opfordre alle vores medlemmer til at finde pen og papir frem og appellere til amnesti. Få mere information og tilmeld dig hos klauritsen@amnesty.dk.

a mn e s t y Li v e I 4 5


AMNESTY Amnesty i glimt

Amnesty på scenen til U2-koncert

I august måned blev Amnestys årlige ungdomskonference, Nordic Youth Conference, afholdt i København. Mere end 50 aktivister fra Sverige, Norge, Finland, Færøerne, Kenya, Zimbabwe, Letland og Danmark var mødt op for at bruge fire dage på at lære mere om kampagnearbejde og aktivisme i Amnesty. Og selvfølgelig for at få nye venner og have det sjovt.

Foto: Andy Willsher

aktive fra hele verden mødtes i København

Dagene blev brugt på at snakke om menneskerettigheder og på at arrangere gadeaktioner, som udspillede sig på Amagertorv, Rådhuspladsen og Kultorvet i København. På blot halvanden time indsamlede aktivisterne knap 1000 underskrifter til slumkampagnen. Nordic Youth Conference er en tilbagevendende konference, som afholdes på skift i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Foto: Katrine Lauritsen

Amnesty-aktive fra hele verden lavede gadeaktioner med fokus på slumkampagnen i København.

Amnesty tvangsrydder danske gymnasier Som led i den internationale kampagne mod tvangsrydninger af slumområder i Kenya tager Amnesty Danmark på gymnasieturné. I efteråret besøger Amnesty 20 danske gymnasier for at give eleverne en anderledes menneskerettighedsople-velse. Eleverne bliver gennet ud af lokalerne af Amnestys aktive klædt ud som uniformerede soldater og bliver efterfølgende bedt om at deltage i Amnestys aktion. Hensigten er, at sætte fokus på emnet på en anderledes måde og samtidig vise, hvordan man kan lave aktivisme i Amnesty.

U2 har inviteret Amnesty International med på deres verdensturne, som tæller over 80 koncerter i hele verden over en periode på fire år. Den 15. og 16. august bragte turneen bandet til Horsens, hvor Amnestys aktive mødte talstærkt op. Formålet med Amnestys tilstedeværelse var at indsamle underskrifter mod tvangsrydninger af slum i Kenya. Under koncerterne satte U2 og forsanger Bono fokus på Amnesty ved at opfordre folk til at støtte organisationen og Bono takkede de personer, som havde skrevet under på Amnestys kampagne. Under nummeret ’Walk On’, som U2 har dedikeret til Myanmars oppositions-ikon Daw Aung San Suu Kyi, gik 40 Amnesty-aktive på scenen med 40 lanterner med Amnestys logo printet på. Over 7000 underskrifter blev det til, hvilket svarer til, at hele 10 procent af koncertgæsterne skrev under.

23.500

danskere har skrevet under mod slumrydninger i Kenya Konku rrenc e

Vind bogen 40 piskeslag Den sudanesiske journalist Lubna alHussein blev i 2009 idømt 40 piskeslag for anstødelig og umoralsk opførsel, fordi hun havde bukser på. Men i modsætning til de øvrige 43.000 kvinder i Sudan, der hvert år rammes af samme dom, accepterede hun det ikke i stilhed. Hun gik til kamp mod styrets overgreb på Sudans kvinder, og i bogen 40 piskeslag fortæller hun historien om et land, hvor kvinders 4 6 I am n e s t yLive

levevilkår er under stadig forværring. 40 piskeslag er blevet en international succes og er udkommet på fransk, engelsk, arabisk og swahili.

“De, som opgiver grundlæggende frihed for at opnå en smule midlertidig sikkerhed, fortjener hverken frihed eller sikkerhed”.

I samarbejde med Gads Forlag sætter vi 10 eksemplarer af Lubna al-Husseins bog på højkant. Svar på følgende spørgsmål og send det til amnesty@amnesty.dk mærket ”konkurrence”.

A) Benjamin Franklin B) George W. Bush C) Anders Fogh Rasmussen Svaret i sidste nummer var: Birthe Rønn Hornbech.


98.000

danskere er nu medlem af Amnesty

nyheder om aktioner

Internationalt pres afblæser stening

Fremskridt og tilbagegang for menneskerettighederne i verden TILBAGEGANG

FREMSKRIDT

Et lovforslag i Ugandas parlament vil gøre det muligt at idømme dødsstraf for homoseksualitet.

Ecuador er det første land i verden, der ratificerer en ny FN-konvention, der skal sikre økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

I Afghanistan stenede Taliban et kærestepar til døde. Ifølge Amnestys kilder er dette den første stening udført af Taliban siden 2001.

I Tyrkiet har retten fundet 19 politibetjente og fængselsbetjente skyldige i at have tortureret en politisk aktivist til døde.

I slumkvarteret Kabete i Kenya blev 100 hjem og 470 markedsstande revet ned af myndighedernes bulldozere, uden at indbyggerne var blevet advaret om det.

Indiens højesteret vil genåbne Bhopal-sagen, efter at de milde straffe til de ansvarlige for giftulykken i Bhopal i 1984 udløste kritik.

16.000 underskrifter mod homofobi 200 Amnesty-aktive deltog i Copenhagen Pride den 21. august for at aktionere mod et lovforslag i Uganda, der kan straffe homoseksuelle med livstidsfængsel eller dødsstraf. Indtil videre har Amnesty indsamlet 16.000 underskrifter mod lovforslaget. Protesterne bliver overrakt til Ugandas ambassadør i København. Under Copenhagen Pride modtog Amnesty prisen Årets Laks for organisationens arbejde for homoseksuelles rettigheder over hele verden.

Tidligere barnefange stillet for uretfærdig domstol

Notesbog med hvidt papir i kraftig kvalitet Hvid t-shirt med Amnestys flamme kr. T-shirt “Human rights are my pride” kr.

200,-

200,Se flere varer i Amnesty webshop på

www.amnesty.dk/shop

Den iranske kvinde Sakineh Mohammadi blev i 2009 dømt til døden ved stening for utroskab. Historien skabte massive protester internationalt; i Danmark alene indsamlede Amnesty 9817 underskrifter på mobilnetværket Lifeline i løbet af ganske få dage, det er en rekord. Irans myndigheder har siden bøjet sig for det internationale pres og omstødt dommen. Sakineh Ashanti Mohammadi er dog stadig dødsdømt, og Amnesty International fortsætter arbejdet med hendes sag.

kr.

100,-

Omar Khadr, som er canadisk statsborger, var kun 15 år da han blev anholdt i Afghanistan i juli 2002. Han blev siden overført til Guantánamolejren, hvor han har tilbragt de seneste otte år. I august begyndt retssagen mod ham ved en militærdomstol, hvor han risikerer at blive idømt livstidsfængsel. I retssager ved militærdomstole bruges anonyme vidner og rygter, samt tilståelser fremtvunget under pres, som i normale retssager ikke ville være tilladt. Derfor anser Amnesty de militære tribunaler for at være i strid med menneskerettighederne og internationale standarder for retfærdig rettergang. Amnesty har aktioneret for, at Omar Khadr stilles for en almindelig domstol eller løslades, hvis ikke beviserne imod ham er stærke nok. Retssagen fortsætter, og Amnesty overvåger den nøje. a mn e s t y Li v e I 4 7


Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

AMNESTY impact 2010 Kom og vær med til den store menneskerettighedskonference Amnesty IMPACT 2010 i Den Sorte Diamant i København lørdag den 30. oktober 2010.

Ni år efter terrorangrebet på USA har den internationale terrorbekæmpelse sat sine tydelige spor over hele verden. Konferencen Amnesty IMPACT 2010 sætter fokus på, hvordan vi rydder op efter den såkaldte krig mod terror og genopretter respekten for menneskerettighederne. Kom og hør oplæg fra internationale eksperter om terrorbekæmpelsens konsekvenser for borgerrettighederne. Mød blandt andre Jude Howell fra London School of Economics, der er forfatter til bogen ”Counter-Terrorism, Aid and Civil Society: Before and After the War on Terror”, og advokaten Ben Wizner fra American Civil Liberties

Union, der har ført en række retssager i USA i forbindelse med krigen mod terror. Det fulde program bliver offentliggjort i begyndelsen af oktober på www.amnesty.dk/impact2010 Pris og tilmelding Alle medlemmer er velkomne. Deltagergebyret er 50 kr. Der vil være mulighed for overnatning på et nærliggende hotel (fra 200 kr. pr. person). Transportudgifter på over 300 kr. kan refunderes (unge under 25 år kan få det fulde beløb refunderet). Tilmeldingsfristen er den 12. oktober. Foto: Amnesty International

Foto: Polfoto

Irene Khan (tv) og FN’s tidligere højkommisær for menneskerettigheder Mary Robinson var hovedtalerne på sidste års IMPACT i Den Sorte Diamant.

Læs mere og tilmeld dig på www.amnesty.dk/impact2010


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.