Pinse begge har de noget med pinse at gøre. Aage Augustinus
Den ’gamle’ pinse. Det var ikke de kristne, der opfandt pinsen. Pinsen var oprindelig en israelittisk høstfest, der fejredes 50 dage efter påske. Festen blev senere i jødedommen knyttet til lovgivningen på Sinaj, det vil sige en mindefest for dengang Moses modtaog lovens tavler på Sinaj Bjerg. Det er jo en måde at tilvejebringe enighed på. Ved at betvinge interessemodsætninger og indbyrdes kampe ved hjælp af lovgivning: »alle er lige under loven«. Prisen for opnåelsen af denne enighed er tvang — og den deraf affødte tvivl: Med lov kan man få alle til at opføre sig ens, men er de ens? forstår de hinanden? er de indbyrdes enige?
Man behøver ikke at have beskæftiget sig særlig meget med Bibelen for at være opmærksom på, at der i de bibelske fortællinger kan trækkes en linie fra beretningen om Babelstårnet til pinseunderet. Myten om Babelstårnet i Gamle Testamente forsøger at forklare det forhold, som enhver, der ikke helt har mistet barnets sans for at undres, må stoppe op ved: Hvordan kan det være, at der er så megen splid i verden? Er det måske fordi, vi taler så mange forskellige sprog?’ Hvis vi alle er Guds skabning, hvorfor forstår vi ikke hinanden, hvorfor kan vi ikke enes? Myten udlægger uenigheden som en straf, og det er her, den gamle fortælling bliver vigtig som et modstykke til pinsen; for pointen er, at nok kan vi og bør vi stræbe efter enighed; men der er en verden til forskel på, hvorledes og hvorfor enigheden tilvejebringes. I Det gamle Testamente fører Pieter Breughel den Ældre, Babelstårnet enigheden til en himmelstorm, og en trussel mod Guds herredømme, Den ’nye’ pinse. og spørgsmålet er, om denne form for Den modsatte vej beskrives i det evanenighed ligger os særlig fjernt. Måske gelium, som kirken fra gammel tid har kunne man vove den påstand, at envalgt at lytte til i tiden mellem påske og gelsk ikke blot har afløst middelalderens pinse, og som just kan høres som en udlatin som »videnskabens sprog«, men lægning af pinsens betydning: »Elsker I også rummer elementet af at være det mig, så hold mine bud”, står der i Johanhimmelomstyrtende babelssprog. Er det nesevangeliet. Jamen, er dette ikke blot ikke det internationale akademiske og en tilføjelse til loven, altså et elvte bud at videnskabelige engelsk »skyld«, at de mejsle ind på tavlen under de ti andre? forskelligste mennesker jorden over har Både ja og nej. Det er et bud; men det er kunnet arbejde sammen om at udvikle dét bud, der sprænger de andre. Det er for nu blot at gribe til to velkendte og dét bud, der ophæver loven ved at indekstreme eksempler — genmanipulation løse loven. Det er dét bud, der forvandler (til frembringelse af mere »hensigtsmæslovens tvang til frihed. sige« og »sunde« skabninger) og atomTo handlinger kan begge være i overbomber (der er i stand til at udslette det ensstemmelse med et bud og kan udehele igen)? fra tage sig ens ud. Hele forskellen ligFor så vidt vi altså aner dette truende ger imidlertid i, om handlingen sker af perspektiv i enigheden og genkender et frygt for straf eller ud af kærlighed og babelsk motiv i vores nutid, er der desto taknemlighed over at være blevet gjort større grund til at opholde sig ved Bistraffri. belens fortællinger. For det fremgår, at Den nye pinse: festen for kærlighedens Bibelen omtaler to vidt forskellige veje, og tillidens fællesskab, blev indstiftet, da ad hvilke vi kan nå til enhedens mål, og
denne forskel gik op for disciplene. Nok havde de lyttet til Jesus igennem tre år på deres vandringer ad Galilæas landeveje. De havde overværet hans måde at omgås fremmede og fjender. Men de havde også oplevet korsfæstelsen og kunne ikke tro andet, end at nu var det hele slut. Det endte i fiasko. Det er indtrængende beskrevet, hvordan de gav op. Havde modløsheden varet ved, var der aldrig blevet nogen kristendom. Det blev der som bekendt. Da rygtet om opstandelsen kom ud, blev den mødt med den største skepsis. Var graven tom, måtte det være disciplene, der havde fjernet liget. Hvad var det da, der kunne fremkalde troen på, at Jesus fra Nazareth var opstået fra de døde og stadig var de troendes herre og mester? I kirkens selvforståelse er denne tro Helligåndens værk. Den første kristne pinse, som den beskrives i Ny Testamente: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.« (Apostlenes Gerninger 2, 1-13)
Pludselig dæmrede det for disciplene pinsemorgen, og de gik ud med budskabet derom. En ganske ny og livsfarlig frimodighed indfandt sig. Det havde været så svært at forstå, fordi det var så simpelt. Det havde ikke drejet sig om et eller andet indviklet, som der kræves professionel hjælp til at forstå; men om den overskrift over det hele,
27
NR. 25 27
29/04/07 20:27:00