Tro og tvivl by Akademisk Forlag

»Vi troede, at hele verden ville blive sekulariseret, at religionen ville forsvinde.« – KARL OVE KNAUSGÅRD

IB ULBÆK

Selv ateister kan trænge til lidt gud

Til Kate

IB ULBÆK

TRO OG

TVIVL Selv ateister kan trænge til lidt gud

A K A D EMI SK FO R L AG

Tro og tvivl – selv ateister kan trænge til lidt gud Ib Ulbæk © 2017 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/undervisning. Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Sats: Tine Christoffersen Bogen er sat med: Kepler Omslag: Henriette Mørk Tryk: / SIBWFO 1. udgave, 1. oplag, 2017 ISBN: 978-87-500-5107-7 www.akademisk.dk

Indhold Indledning 7

• Tak til 14 ”Tougher than the rest” – fra konflikt til dialog 15

• Christopher Hitchens – gud er ikke stor 41 Videnskab og eksistens: at vide og at leve 47

• Udfordringen fra viden 58 • Hvad er viden – og hvad er tro? 61 • At tro og at tro på! 69 Tro, tvivl og fortvivlelse: en personlig beretning. Interview med Peter Tudvad 77 Ateisme som tro 93

• • • • • •

At tro på … 97 Nihilisme 100 Nietzsches omvurdering af alle værdier 104 Det absurde menneske: Camus 108 Viktor Frankl og viljen til mening 114 Det etiske aspekt af ateisme som tro 119

Kærligheden – størst af alt 123

• • • •

Det Gamle og Det Ny testamente: kærligheden til forskel 124 Kierkegaard og kærligheden 134 Du skal elske din næste som dig selv 144 Lovprisning af kærligheden 144

Livet er en jammerdal 161

• Livets elendighed – Johannes Sløk i dialog med Kierkegaard og Schopenhauer 169

Indhold

• Alt håb lades ude – Giacomo Leopardi 176 • At være en troløs jord tro? 183 Fortvivlelsen til døden 189

• • • • • • • •

Dødens realitet 189 Syndefaldets indsigt 191 Fortvivlelse over døden 192 Dødsangst – er der noget at være bange for? 195 Lysets sejr over mørket? 198 Er udødelighed noget at stræbe efter? 201 At skabe sin egen udødelighed 206 Udgang 207

Gud som paradoks 209

• • • • •

Guds forsvinden 209 Gud er ingen 211 Et religiøst sprog? 215 På grænsen til det uudsigelige 222 Får Gud det sidste ord? 227

Bibelens fortællinger 233

• Bibelen som litterær tekst 235 • Bibelen som litterær kilde 245 • Kain og Abel som romanstof 248 Interview med Karl Ove Knausgård om bogen Alting har en tid 257 Noter 274 Litteratur 276

Indledning Den 31. oktober 2016 lander pave Frans i Malmø for at tage til Lund Domkirke. Han skal deltage i en højmesse i anledning af 500-året for reformationen. Den splittelse, der har eksisteret i den kristne kirke siden 1517, ser ud til at blive afløst af dialog. Paven roser Luthers ”troen først” og siger, at katolikker og protestanter kan afholde fælles nadver.1 Den økumeniske bestræbelse, altså bestræbelsen på at have en fælles kirke, virker for en udenforstående rimelig al den stund, at der er et fælles trosgrundlag: en fælles gud, en tro på Jesus og hans budskab om frelsen og en fælles bibel, hvor det fælles trosgrundlag er manifesteret. Men kunne en sådan bestræbelse udstrækkes til at gælde kristne og ateister? Der er ingen fælles gud, ingen frelser og ingen bibel, der peger i retning af dialog og forståelse. Og vi oplever da også, at der er en uforsonlig kamp mellem det religiøse livssyn og det ateistiske, aktuelt oplevet i Danmark ved Ateistisk Selskabs berømte og berygtede busreklamer efter engelske ateisters forbillede, der fik danskerne i tusindtal til at udmelde sig af folkekirken. Alligevel er det en sådan dialog mellem ateister og kristne (primært, men i princippet alle religioner), denne bog vil undersøge muligheden af. Det er ikke en opgave, der falder naturligt for mig. Min far er rundet af den jyske bondemuld, og i hans hjem spillede religion ingen rolle, en indstilling, han tog videre med sig i livet. Jeg husker ikke, at han har udtrykt sig særlig dybt om tro, men blot sagt igen og igen, at religion skaber splid i verden. Min mors mor stammer fra Polen, men giftede sig med en dansk mand fra Sydsjælland, som heller ikke var religiøs i nogen retning, men som indvilligede i, at de blev gift katolsk. Min mor er således som den eneste i hendes klasse

Indledning

katolsk konfirmeret, en oplevelse, hun helst ville være foruden. Og dertil kom, at hun følte, at præsten ville mere med hende end naturligt, da han ønskede, at de sammen skulle på en pilgrimstur til Rom. Det satte hun sig så meget imod, at min mormor forpurrede præstens planer. Min mor har som følge heraf ikke sat sine ben i den katolske kirke siden. Men hos både min mor og mormor eksisterer tanken, at de skal møde deres mænd i himlen; det siger nu nok mere om deres ægteskab end om dybden af deres tro. Det er smukt sådan. Som barn har jeg ikke haft nogen religiøs følelse; man kunne ellers tænke, at når religiøs tro er så universel, som den er, at alle spontant ville danne religiøse forestillinger, men tanken om en gud er, så vidt jeg kan erindre, ikke spontant faldet mig ind. Jeg erindrer heller ikke, min nysgerrighed til trods, at jeg har undret mig over, hvordan verden er blevet til, den har været et naturligt faktum, en kendsgerning, der ikke kunne spørges bag om. Det rykkede skolens religionsundervisning ikke på og heller ikke konfirmationsforberedelsen. Konfirmeres var noget, alle skulle dér sidst i tresserne, men jeg havde mest tankerne rettet mod at få en båndoptager, og undervisningen var ”Guds spildte ord på Balle Lars”. Det var svært for den gamle præst at få ungdommen i tale, hormonerne var begyndt at rumstere. Albert Camus, den fransk-algerierske eksistentialist, har i sin sidste, selvbiografiske roman, Det første menneske (2014), givet sin oplevelse af religionens rolle i sin barndom, der passer meget fint med min egen oplevelse: ”(Jacques’ mor, IU) talte aldrig om Gud. Faktisk havde Jacques (Camus’ alter ego, IU) aldrig hørt dette ord udtalt i hele sin barndom, og han selv bekymrede sig ikke om det. Det mystiske og blændende liv var nok til at fylde ham helt.

Tro og tvivl

Men hvis nogen i familien skulle begraves borgerligt, skete det paradoksalt nok ikke sjældent, at bedstemoderen eller endda onklen beklagede fraværet af en præst: ’som en hund,’ sagde de. Religionen var nemlig for dem som for størstedelen af algerierne en del af det sociale liv og kun det. Man var katolik, ligesom man var fransk, og det tvinger én til visse ritualer. Disse ritualer var egentlig præcis fire: dåben, konfirmationen, vielsen (hvis man blev gift) og den sidste olie. Mellem disse ceremonier, der nødvendigvis lå langt fra hinanden, beskæftigede man sig med andre ting, frem for alt med at overleve.” (Camus 2014, 165 f.) I slutningen af gymnasieårene blev jeg politisk ”vakt”, kom med i en socialistisk studiegruppe, hvor vi læste den kendte gule bog, Introduktion til Kapitalens første bind, blev marxist, kom på RUC, forlod det igen, forlod også senere marxismen, men forblev materialist og ateist, der stadig fulgte Marx’ dictum om, at religion er opium for folket. Jeg var i begyndelsen af 1990’erne med til at starte Dansk Skeptiker Komité (DASK), der havde en holmgang med det alternative: alternativ medicin, jordstråler, astrologi, det holistiske livssyn med meget mere. Vi udgav bogen Er der mere mellem himmel og jord? En guide til erkendelsens grænseland (1992), holdt foredrag, gik på glødende kul og deltog i TV2’s Eleva2eren, hvor vi viste, at jordstråler umuligt kunne eksistere, når jordstrålefinderne ikke kunne finde hinandens jordstråler. Det klingede ud for mig personligt, da jeg måtte trække stikket ud i en længere periode af private grunde. For fire år siden mødte jeg min kæreste, der bor i den anden ende af landet. Hun har en helt anden baggrund, idet hun og hendes familie er troende. De er kristne tilknyttet den apostol-

Indledning

ske kirke, der udspringer af pinsekirken. Det er en frikirke forskellig fra folkekirken og kritisk over for den. Vægten lægges netop på Bibelens beskrivelse af pinsen, der ligger 50 dage efter påsken, hvor Jesus blev korsfæstet og steg op af graven og forlod sine disciple endegyldigt Kristi Himmelfarts dag 40 dage efter genopstandelsen. Disciplene var samlet, og Helligånden kom til dem, det såkaldte pinseunder: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” (Bibelen, Apostlenes gerninger, kapitel 2, vers 1-4) Apostlene kunne på den måde gå ud og missionere, gøre andre folkeslag end jøderne (men også dem) til kristne ved dåben. Og de var ”fyldt af Helligånden”, der er den ene del af den kristne treenighed: faderen (Gud), sønnen (Jesus) og Helligånden. Derfor kunne de nu lave mirakler og især helbrede de syge. De omvendte fik ligeledes del i Helligånden, så enhver kristen kan i princippet udføre mirakler, hvad vi kender fra danmarkshistorien, hvor en af de første kristne munke, Poppo, udførte mirakler, bar glødende jern, foran de imponerede danske vikinger, herunder kong Harald Blåtand, der lod sig kristne efter opfattelsen, at den kristne gud var stærkere end deres egne guder. Pinsebevægelsen og den apostolske kirke er således kendt for ”tungetale”: Medlemmer af menigheden kan komme i ekstase og fyldes af Helligånden og tale fremmede sprog som Jesu apostle, delirisk tale. Visse medlemmer har også den gave at kunne helbrede. I kirkens regi kan man have

Tro og tvivl

møder med besøgende prædikanter, som dels prædiker, men også helbreder i Jesu navn. Man lægger også vægt på, at apostlene gik ud i verden og omvendte til kristendom, så det missionerende står også stærkt – foruden at man virker socialt og næstekærligt. Der er således en stor afstand til folkekirkens virke og til de kulturkristne, der møder op i kirken til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det er mennesker med en tro og et virke i troen. Min kæreste har troen med fra sin barndom, idet hendes forældre er troende og ligeledes bedsteforældrene på begge sider og faktisk endnu et led. Og det er ikke, fordi hun kommer fra Vestjylland; hun er født i Fredericia af en lærer og en pædagog. Da jeg skulle møde min kærestes forældre for første gang, var jeg meget spændt – og åbenbart også fyldt med fordomme. Jeg havde nok forestillet mig dem mere som i Hans Kirks Fiskerne, de alvorsfulde og ordknappe indremissionske fiskere. Og at de boede meget gammeldags. Så det var meget overraskende, at de er søde og imødekommende mennesker, som jeg straks kom til at holde af, og at de bor helt moderne, selv om de er oppe i alderen. Men det er en anden livsform end den, jeg kender til. Ikke at de beder bordbøn, det sker dog, og til festlige lejligheder synger familien en taksigelse, inden maden spises. Jeg har været til en julefrokost, hvor jeg drak dobbelt så meget som de andre voksne, to øl. Og det kirkelige fylder i sagens natur meget. Min kæreste og jeg har meget til fælles ud over det at være kærester, så vores forhold giver meget mening. Vi er begge enige i Paulus’ ord om, at ”størst af alt er kærligheden”. Men vi er ikke så enige om, hvordan universet blev til – om det skete med Gud som skaber, eller at det var en rent fysisk proces. Vi er heller ikke så enige om menneskets nedstamning, om menne-

Indledning

sket er i familie med aberne, eller om vi er skabt i Guds billede. Så kunne man jo tænke, at så er kløften total og ingen forståelse mulig. Hvad laver de to mennesker med hinanden? Tidligt i vores forhold fandt vi en fælles interesse i det filosofiske, fx i Schopenhauers viljesfilosofi, som viste sig at brede sig ud i det eksistentialistiske. Og her er jo både kristne og ateistiske bud, Kierkegaard, Sartre og Camus for at nævne de indlysende. Men også Nietzsche optager os begge. Og det er ikke sådan, at kæresten står for den kristne indgang til eksistentialismen, mens jeg så er mest til ateisterne. Begge holder vi meget af Kierkegaard og har haft en fantastisk oplevelse ved at læse Enten-Eller sammen. Og Kate er om muligt en større fan af Camus end jeg, selv om han slet ikke har noget positivt forhold til religion eller kristendom, men han har en spændende og uortodoks forståelse af menneskets vilkår. Vi har modsætningernes synergi og ikke det modsatte. Som antydet ovenfor har jeg ikke nogen religiøs følelse, og jeg har før mødet med Kate heller ikke haft meget forståelse for tro som fænomen. Religion var, som sagt, opium for folket og som sådan skadelig for både individ og samfund. Men dels har jeg oplevet Kates måde at have sin tro på, og den finder jeg smuk og autentisk, dels ville jeg gerne forstå den mere indefra. Den mistroiske kan selvfølgelig altid finde andre motiver, såsom at jeg blot ønsker at føje min kæreste eller lignende. Sådanne tanker kan man ikke imødegå, så jeg vil blot gå videre. Jeg har en gammel bibel, som jeg fik af mine forældre, da jeg blev student. De må sikkert have undret sig, da jeg ønskede den som studentergave, men jeg fik den. Jeg læste faktisk i den som det kritiske unge menneske, jeg var. Det er lidt sjovt at støde på gamle understregninger og kommentarer i margen, når jeg i dag læser i den. Det er oversættelsen fra 1939, der stadig blev brugt i 1975, da jeg fik den, heldigvis. Den har den særlige

Tro og tvivl

sprogtone, der skyldes afstanden til 1939, og som gør den ”bibelsk” i mine ører. Så jeg har genlæst Det Ny Testamente, lytter med på ”Jeppesens Bibelskole” (på Radio 24Syv) og har også fulgt en bibelhøjskole i den lokale kirke, hvor Det Ny Testamente er blevet gennemgået. Og det er da med blandede følelser, jeg prøver at forstå de gamle jødiske skrifter, der udgør Det Gamle Testamente fra 5-600 år før Kristi fødsel, og kernen i kristendommen, Det Ny Testamentes beretning om Jesus og hans færd på jorden. Men det er ikke det samme som at sige, at det er ugyldigt og skadeligt. Og det er, hvad denne bog handler om. Jeg har stort set ingen viden om andre religioner end den kristne, så fokus er den kristne tro set fra en ateists synspunkt. Det er ikke givet på forhånd, at ateisten har ret mod troen, hvad der vil fremgå af det følgende. Jeg vælger at gå til sagen med et så åbent sind som muligt – givet min baggrund – for at se, om der ikke er berøringsflader mellem ateisme og kristentro, der kan berige forståelsen af livet eller eksistensen, som man med en mere eksistentiel toning kan udtrykke det. I det følgende kapitel skal vi se ateister og troende iført boksehandsker i en tæt og forbitret infight mod hinanden. Der er tale om en uforsonlig kamp, hvor begge parter har ret – i egen indbildning. Men det er dog en strid på ord. Det er først for nyligt, at kampen kun er på ord. Ateister har op gennem historien været forfulgt på lige fod med religiøse mindretal i den europæiske historie, så synspunktet har været undertrykt med døden til følge. Med oplysningstænkningen i det 18. århundrede (Voltaire, Diderot, Hume og Kant for at nævne nogle) blev ateistiske ideer udtrykt mere åbent og i samklang med den videnskabelige udvikling, som optog det nye og betydningsfulde borgerskab, der satte gang i den industrielle udvikling med hjælp fra videnskab og ingeniørkunst. I sammenhæng hermed

Indledning

kom også ytringsfriheden og religionsfrihed. I Danmark skete det med Grundloven i 1849, der siger, at ”enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”. I de protestantiske lande har der siden reformationen i 1500-tallet været en bevægelse væk fra, at kirkemagten regerede side om side med eller nogen gange over de verdslige konger og kejsere. Adskillelse af kirke og stat har været en del af samfundets sekulariseringsproces, samtidig med at kirkesamfundene blev beskyttet af religionsfrihed. ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning” (Grundloven § 67). I Danmark har vi over 50 anerkendte trossamfund, heraf 11, der har ret til at foretage vielser.2 I modsætning til andre dele af verden er Danmark således et frit samfund med ret til både at ytre ateistiske og teistiske tanker. Teisme betyder, at man tror, der er en eller flere guder, ateisme benægter dette: Der er ingen gud(er). Danmark giver også – trods folkekirkens tilknytning til staten, og hvor den evangelisk-lutherske tro er officiel religion for Danmark – andre religioner ret til at udøve deres religion. Det er desværre ikke det samme billede ude i verden, hvor religiøs undertrykkelse af andre religioner stadig finder sted. Til gengæld er ateismens undertrykkelse af religiøse samfund med sovjetstatens sammenbrud drastisk formindsket, men har været voldsom i den socialistiske verden og således også i Kina, Cuba og Vietnam. Det var forbudt at dyrke sin tro, og kristne, der smuglede bibler til disse lande, løb en stor risiko. Som sagt lever vi i en tid, hvor videnskaben dominerer, men det har den ikke altid gjort og heller ikke i den kultur, hvorfra kristendommen kommer. Det er ikke sådan, at der ikke var viden-

Tro og tvivl

skab, dengang Moses eller, langt senere, Jesus levede. Der var astronomi, matematik og ingeniørkunst, der muliggjorde de store flodkulturer i Babylon og Egypten. Den græske og den persiske kultur gjorde også videnskabelige landvindinger, alt sammen noget, som også den jødiske kultur kunne drage fordel af. Men ved siden af disse praktiske videnskaber var der en forståelse af verden, som beroede på guder, dæmoner og andre skabninger, der var ansvarlige for verdens gang, og som menneskene skulle stå på god fod med. Det skete gennem tilbedelse og ofringer, der skulle sikre høst, godt sejlvejr, lykke i ægteskabet og meget mere. Lægekunstens fader, Hippokrates (460-370 f. Kr.), tænkte videnskabeligt, selv om hans teorier er forladt i dag, idet han søgte efter naturlige årsager til sygdom og ikke så sygdom som resultat af guddommelig vrede. Så videnskaben har fundamentalt set arbejdet efter dette princip: at finde naturlige årsager til naturens fænomener. For så vidt at videnskaben akkumulerer, dvs. bygger oven på tidligere resultater, så kan man se, at guddommelige forklaringer trænges i defensiven. Og i vor tid i den grad, at fysikeren, astronomen og matematikeren Jean-Pierre Laplace (1749-1824) i et svar til Napoleon Bonaparte sagde, at man ikke havde brug for Gud til at få verden til at fungere. Det var et selvberoende system af kræfter. Den verden, som skabelsen i Første Mosebog skildrer, er helt anderledes end det enorme univers, vi nu bebor. Alligevel lever kristendommen to tusinde år efter dens opståen, selv om man skulle tro, at Gud og Jesus var sendt ned på Jobcentret. Det er nok ikke så meget, fordi Gud giver svaret på verdens skabelse – det svar ser ud til at blive besvaret andetsteds – men fordi der er en eksistentiel dimension i troen. Med en metafor: tilværelsens horisontale og vertikale dimensioner. Det er det, som resten af bogen skal handle om.

Indledning

Bogen ser på nogle af de ting, der kunne forene troende og ikke-troende, kristne og ateister. Her må man også se, at der over tid er sket nogle forskydninger, så der faktisk er en fælles verden for kristne og ateister at tage udgangspunkt i. Moderne kristne tager ikke Bibelen bogstavelig i den forstand, at den skabelsesberetning, der indleder den, skal tages for pålydende. Ej heller det regnestykke, ærkebiskoppen James Ussher udførte i 1654, hvor han ud fra Bibelen fastslog, at verden blev skabt den 23. oktober 4004 f. Kr. Moderne kristne accepterer det verdensbillede, som moderne videnskab over en bred kam har kunnet præstere over de seneste ca. 400 år. Vi har i dag en viden om universet og livet, som antikken slet ikke havde og heller ikke de jøder, der skrev Det Gamle Testamente. Bare en enkelt ting som forståelsen af forplantningen viser, hvilken kolossal forskel der er i forståelsen. For et menneske på Jesu tid var barnet i mandens sæd, og kvindens livmoder var blot en rede, hvor barnet voksede. Det er en tankegang, der passede fint med den patriarkalske samfundsorden, der herskede. Den rigtige forståelse af forplantning er således også en indrømmelse af kvindens bidrag og dermed en ligestilling mellem kønnene, der har rullet hen over den vestlige verden, siden kvinderne begyndte at kæmpe for ligestilling, hvor både stemmeret, økonomisk uafhængighed og seksuel frigørelse har været frugter heraf. Ateister har ikke været gode til at indrømme, at kristne faktisk vælger denne verden til, at de ikke lever efter moselovene. Så på mange måder lever kristne og ateister ikke i to adskilte virkeligheder – vi har en moderne verden, vi er fælles om og skal forvalte og give videre til børn og børnebørn. Men det er klart, at den usamtidighed, der er mellem nutidens højteknologiske verden og den verden, som er Bibelens baggrundstæppe med Israels tolv stammer i evig strid indbyrdes og med omgivelserne (og med en Gud, som herser med sit folk, der bestandigt

Tro og tvivl

taber troen), at denne usamtidighed presser ikke bare kirken som institution, men også det troende individ. For hvordan forene troen med den moderne verden? Er både Det gamle testamentes og Det ny testamentes Gud bundet til sin tid, eller er Herren i sandhed fra ”evighed og til evighed”? Derfor har jeg en samtale med filosoffen Peter Tudvad om tro, om at tabe troen og måske genvinde den. Hvad giver ”den religiøse dimension” det moderne menneske set i modsætning til det individ, der aldrig har troet? Og er tvivl og fortvivlelse indfattet i troen svarende til Jesu fortvivlede udråb på korset: ”Fader, hvorfor har du forladt mig?”? Det er en del af den troendes arsenal mod ateismen, at ateismen er lige så meget tro som teismen, det er bare en tro uden guder. Til syvende og sidst er det frugtesløst mundhuggeri, som gamle ægtefolk plager livet af hinanden med. Jeg vil vælge at tage trosbegrebet positivt op og bruge det til at skabe indhold i ateismen. Ateisme er egentlig en tom skal – en afvisning af eksistensen af en skabende og personlig Gud. Men hvad stiller vi så op med verden herfra – og hvad stiller vi op med hinanden? Jeg ser en endnu større beslægtethed mellem en eksistentialistisk ateisme og kristendommen i indsigten i dødens meningsløshed. Filosofisk pessimisme, der kan knyttes til enten en materialistisk eller en idealistisk filosofi, ser livet som lidelse og lykken som noget forbigående. Og selv for et lykkeligt menneske, hvis det eksisterer, er lykken kortvarig i den forstand, at livet ender, bedst som man levede det. Kan kristendom og ateisme gensidigt belyse menneskets absolutte grundvilkår? Hvad stiller man op med ”hvorfor leve, når man dog skal dø?” (J.P. Jacobsen: Niels Lyhne)? Giver begge sammen et bedre bud end det moderne ræs jorden rundt, fordi ”vi lever kun en gang”?

Indledning

Noget af det, der giver fylde i livet, er kærligheden i alle dens skikkelser. Det kan godt være, at kærlighed hverken kan måles eller vejes, som det ofte bruges som argument i ophedede diskussioner mellem åndeligt indstillede og materialister, der mener, at bevidstheden er et produkt af hjernen. Det er endnu en af de skindiskussioner, som præger skyttegravskrigen. En eksistentialistisk ateisme erkender og påskønner kærlighedens kraft (jf. også den kristne Søren Kierkegaards analyse af kærligheden i hans bog Kjerlighedens Gjerninger). I det hele taget må en moderne sekulær person omfavne en kompleks psykologi, hvor følelserne anerkendes som nødvendige styringsredskaber. At fornuften skulle være hersker i vores tilværelse, er uden tvivl en illusion, som fornuften opretholder om sig selv. Det er nok snarere viljen som erkendt af den tyske filosof Schopenhauer, der sørger for at holde os beskæftigede. Jeg mener, at en eksistentialistisk ateisme må påskønne kristendommen, når den betoner kærligheden og næstekærligheden. Jeg har derfor en samtale med den tidligere leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret og nuværende sognepræst ved Marmorkirken, Pia Søltoft, om kærligheden i den jordiske og den himmelske skikkelse. Søren Kierkegaard (1813-1855) har trods sit kristne livssyn talt til mange moderne mennesker uden tro, og med sit begreb om fortvivlelse har han fanget det moderne menneskes splittelse. Og for Kierkegaard har splittelsen kunnet overvindes ved at vælge troen, den kristne tro – der i parentes bemærket ikke er et liv i himmelsk stilstand, al den stund han ser den kristne som martyr. Men er overvindelsen af splittelsen en mulighed, og hvordan vil en ateist se på forholdet mellem det endelige og det uendelige, det timelige og evigheden? Vi er som mennesker endelige væsener, på alle måder, fysisk og psykisk, en begræn-

Tro og tvivl

set ressource forsynet med en indgang og en udgang i livet, men med vores bevidsthed rækker vi ud over vores endelighed, på samme måde som vi ikke bare lever i virkeligheden, men også kan lægge forestillede virkeligheder til. Vi kan tænke i mulige verdener, vores fantasi opstiller paralleluniverser, hvor vi kan leve ”hvis” og ”måske” ud: Tænk, hvis jeg havde fået hende, jeg var forelsket i i gymnasiet; hvad ville der være sket, hvis jeg var blevet boende i mit første hus; måske kan vi tage til Cuba til næste år etc. På samme måde kan vi tænke os ud over dødens tærskel, tænke at livet kunne fortsætte uden ende, tænke som den kristne, at der er et liv efter døden, hvor lidelse ophører. Sådanne tanker har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig, at min hund, Arnold, er i stand til at tænke. Den er lænket til det umiddelbare liv og meget nære forventninger koblet til det (håb om en godbid fx). Dette kunne være et bud på både håb og fortvivlelse i ét: Vi erkender vores endelighed, men vi stræber ud over endeligheden, så vores sjæl er på en måde uendelig, da vi forstår, hvad det indebærer, og kan se muligheden af at have evigt liv. Vi kender udsagnet fra Første Mosebog, at mennesket er skabt i Guds billede, så på den måde er der skabt den barnlige forestilling om Gud som en ældre, gråskægget herre. Man kan sige, at her har vi med sådanne forestillinger netop skabt Gud i vores billede. Det er på sæt og vis jødernes Gud, der ikke bare mødes med Adam og Eva i Edens have, men også mødes med Moses på Sinai-bjerget. Den kristne Gud er langt mindre kropsligt til stede og i Det Ny Testamente kun til stede via sin søn, Jesus, og Helligånden. Kristne tillægger Gud egenskaber, der fjerner ”ham” fra os: evig, almægtig og allestedsnærværende – for at nævne nogle. I streng forstand er Gud i virkeligheden ufattelig, ikke til at begribe. Her ser vi en vigtig bestemmelse af, hvad det

Indledning

vil sige at tro på Gud. Gud er simpelthen uden for vores virkelighed, så den eneste måde, den troende kan nærme sig ham på, er netop gennem tro. Det, vi får fat i gennem vores erkendeevner, er netop kun det menneskelige, det genkendelige. Hvis man tillader mig den forsimplede analogi, så kunne forholdet mellem det menneskelige og det guddommelige svare til forholdet mellem hunden Arnold og mig. Han vil aldrig med sine begrænsede kognitive evner kunne bringes til at forstå, hvad der egentlig er mig, mit sind og mit indre liv. Og hvad jeg foretager mig, må i hans øjne være ”uransageligt”. At en ateist ikke tror på Gud, er på sæt og vis også en trossag; fordi vi lever inde i denne fysiske virkelighed, som vi gør, så har vi ikke nogen chance for endegyldigt at lægge Gud i graven. Men som jeg ser det nu, så er han måske også en yderligere overvejelse værd, da det er vigtigt at prøve at forstå grænserne for erkendelse. ”Jeg tror, fordi det er absurd,” sagde Kierkegaard, og ja, det er netop i mødet med det absurde i troen, at der er noget eksistentielt på spil – også for en ateist. ”Der er intet nyt under solen,” siger vi – ofte i glad uvidenhed om, at det er et udtryk hentet fra Bibelen, nærmere bestemt fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente. Bibelen er et væld af gode og dybe historier, smukke og dramatiske passager, der både rummer en menneskelig visdom, men selvfølgelig også en verdensforståelse, der er knyttet til det jødiske folk og dets relationer til både den mesopotamiske verden og den antikke. Det skorter ikke på store øjeblikke: Skabelsen, syndefaldet, syndfloden, Babelstårnet, Abraham og Isak, fortællingerne om Josef og hans brødre, om Moses, om jødernes flugt fra Egypten, de ti plager, ørkenvandringen etc. Og evangeliernes fortælling i Det Ny Testamente om Jesu fødsel, hans virke, kampen med Satan i ørkenen, miraklerne, hans lignelser, indtoget i Jerusalem, Judas’

Tro og tvivl

forræderi, Jesu rettergang og korsfæstelse, opstandelse og genforening med hans disciple og sluttelig hans himmelfærd. Og Det Ny Testamentes dramatiske slutning med Johannes’ Åbenbaring, hvor verdens undergang ses i vældige syner. Det hele ender, hvor det begyndte: ved livets træ. Derudover er der sange, bønner, ordsprog, der har stor sproglig skønhed, og de fleste ikke-troende har let ved at holde af Højsangen om den smukke elskov mellem kong Salomon og en kvinde. Med andre ord er Bibelen en stor kulturskat, som man, uanset om man er troende eller ikke, bør kende til – og det er der desværre færre og færre, der gør. Det er på godt og ondt en følge af sekulariseringen og en fastfood-kultur, der ikke tillader, at man indtager åndelig føde i mængder, der er større, end det kan stå i et twitteropslag. Men selv om det er den begrædelige realitet, så er Bibelen stof til kunstnere og forfattere, afdøde og nulevende. Om dette har jeg en samtale med forfatteren Karl Ove Knausgård, kendt for sit seksbindsværk, Min kamp, men som også har skrevet den spændende roman, Alting har en tid ( fra 2004), om engleforskeren Antinous Bellori. Bogen rummer også storslåede skildringer fra Det gamle testamente, om syndefaldet, om Lot og Sodoma og Gomorra, og især om Noah og syndfloden. Og i essayet ”Om nåden” fra Sjælens Amerika (2014) har han Jesu radikalitet oppe til overvejelse. Som den opmærksomme læser måske har bemærket, vælger jeg forkortelsen f. Kr. eller e. Kr. – før eller efter Kristi fødsel – til at markere tid. Jeg kunne have valgt f.v.t. eller e.v.t. – før eller efter vor tidsregning. Da den sidste bare skjuler Jesu fødsel uden at være en egentlig ny tidsregning, og jeg netop har valgt en ikke-polemisk tilgang til forholdet til religion og tro, så beholder jeg den gamle betegnelse.

Indledning

Tak til Jeg takker først og fremmest min Kate for at have støttet mig gennem hele bogen og for at have læst og kommenteret den. Jeg takker også min redaktør Marianne Thorhauge for at have bakket op om ideen og for, kapitel for kapitel, at give det med- og modspil, som skal til, for at den skal være værd at læse. Tak også til Peter Tudvad, Pia Søltoft og Karl Ove Knausgård for at lade sig interviewe til bogen.

Troende T roend d e eller el le r ateist? a teii stt? Fronterne Fronttern n e står stå r stejlt st ejj lt over ov er for fo r hinanden, h i nand d en n, men nødvendigt? m en n er r det dett n ødvendig g t?? Nej, Nejj , siger sig g er r fforfatteren orfatteren n til ti l Tro Tro o og o g tvivl. tv iv vl. Der D er r eer r nemlig n emlig meget, meg g ett, der der r forener fo rene e r troende tr oende e og o g ikke-troende, ikke e -t roende e, kristne k ristnee og og ateister. ateisterr. Bogen Bo g en n ser s er r på på nogle n og g le e af af dee ting, ti ng g , der der r netop netop p kan kan n forene, fo ren ne , og og på å den n fælles fælles s verden, verden n, kristne k ristn n e og o g ateister ateiste er kan k a n tage tag g e udgangspunkt u d gang g sp u nk k t i. i.

TRO OOGG TVIVL TRO TV IV L indeholder i n deh h oll der desuden desud d en n tre tre længere læ nger r e interviews: i n ter vi ews s: M e d een n ttroende: roend de: Med sognepræst, sognep p ræsst , ph.d. p h . d. og og forfatter f orfatte e r Pia P ia Søltoft Sø lttofft Med M ed en e n frafalden frafalden n i troen: troen n: filosof fi l oso of og og forfatter f orfatte e r Peter P ete e r Tudvad Tu dvad d Og O g med med d en en erklæret er k lære e t ateist: a teii st: forfatteren f o rfattereen Karl K ar rl Ove O v e Knausgård. K nausg g ård d.

»J Jeg talte talte med jøder, jøder, ssom om ffortalte orta alte om mu ltraorto odokse »Jeg ultraortodokse jøder, vokser sig stærke. hardcore jøder, derr v okser si ig st tærke.. De er har rdcore med d en en bibellæsning biibellæsnin ng i en en bestemt be estemt tradition. tra adition n. Så Så har man n rreligionens eligionens tilbagekomst tiilbag gekomst i den muslimske mus slimske verden. verd den. Der meget sig til. D er err rrigtig igtig m eget her at tale om og forholde forho olde si ig ti il. Vil forstå forstå dette. V il man ma an fors stå vores tid,, så må man fors stå de ette. Vii err i v virkeligheden udkanten, V irk keligheden ud dkantten n, een n lille e religion.« ssekulariseret ekulariiseret ø i eett hav af re eligion.« «

– FFRA R A BOGENS B O G E N S IINTERVIEW N T E R V I E W MED M E D KARL K A R L OVE O V E KNAUSGÅRD KNAUSGÅRD