Til eftertanke

12 præster fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen

AKADEMISK FORLAG

12 præster fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen

TIL EFTERTANKE

AKADEMISK FORLAG

Til eftertanke. 12 præster fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen Leif Andersen, Marianne Christiansen, Meghan W. Jakobsen, Anna Mejlhede, Rasmus Nøjgaard, Thomas Reinholdt Rasmussen, Lea Skovsgaard, Jesper Stange, Steffen Støvring, Erik Norman Svendsen, Pia Søltoft, Morten Thaysen © 2017 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Grafisk tilrettelægning: Carl-H.K.Zakrisson Sats: Tine Christoffersen/C-Grafik Bogen er sat med: Lyon Omslag: Trine Pape/Imperiet Fotografier: Christian Reinholtz/Lindhardt og Ringhof Forlag Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2017 ISBN: 978-87-500-5120-6

www.akademisk.dk

INDHOLD FORORD Anja C. Andersen 7

MELANKOLI Lea Skovsgaard 10

OM AT SE DET USYNLIGE Jesper Stange 22

DET ER MIG, DEN, DER TALER TIL DIG Marianne Christiansen 40

TO FORTABTE SØNNER OG EN FAR MED OVERSKUD Steffen Støvring 52

I VANDSKORPEN Meghan W. Jakobsen 60

KVINDEN DER ELSKER MEGET Pia Søltoft 68

NÅDENS RUM Thomas Reinholdt Rasmussen 86

KOM, HJERTE, MED HVAD DØDT DU HAR Anna Mejlhede 100

FRIHEDENS FRUGTER Rasmus Nøjgaard 114

DEN NAT JEG GIK I STYKKER Leif Andersen 126

OM KVINDERNE, DER FLYGTER FRA GRAVEN Morten Thaysen 142

LOVSANG TIL DEN BARMHJERTIGE GUD Erik Norman Svendsen 154

OM FORFATTERNE 167

FORORD Af Anja C. Andersen, astrofysiker ved Niels Bohr Institutet

En af mine kollegaer spurgte mig på et tidspunkt: ”Hvordan kan det være, at du ofte er i samtale med præster? Er de ikke lidt kedelige at tale med? For de har jo svar på alting og er aldrig i tvivl om noget!” At dette udsagn ligger meget langt fra virkeligheden, er denne bog et godt og meget tydeligt eksempel på.

Her møder vi et dusin modige mennesker, der gavmildt deler deres inderste tanker om meningen med livet med læseren. Gavmildhed og taknemmelighed er de to ord, som faldt mig ind, da jeg læste teksterne. For efter at have læst de forskellige bidrag sidder jeg tilbage med en taknemmelighed over livets mangfoldige små vidundere, som de bliver beskrevet, og som jeg pludselig får øjnene op for i mit eget liv.

At undre sig er et menneskeligt grundvilkår. At søge efter svar på de helt store spørgsmål har altid drevet os som mennesker. Men måske endnu vigtigere end at finde svarene, er vores refleksioner over, hvordan vi forvalter vores liv, mens vi søger svar. Vi vil så gerne forstå, hvordan det hele hænger sammen, hvad meningen er med det store univers, og ikke mindst hvilken rolle vi som mennesker spiller i kosmos.

Sådanne spørgsmål har skabt fundamentet for videnskab, filosofi og religion. Videnskabeligt angriber vi de store spørgsmål ved at dele dem op i mange, meget mindre delspørgsmål, som udgør forskellige emneområder. Emneområderne er repræsenteret på FORORD | 7

universiteterne i forskellige fakulteter: naturvidenskab, medicin, humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi. Det er en praktisk opdeling, som gør det muligt for de enkelte forskere at fokusere koncentreret på hver deres delspørgsmål, og som har resulteret i stor indsigt i mange emner. Denne indsigt har drevet meget af den udvikling, vi oplever i samfundet, og har bl.a. ført til markant forbedret levestandard og livskvalitet for rigtig mange mennesker.

Men desto dybere vi kommer ned i detaljen rent videnskabeligt, desto større risiko er der for, at vi mister overblikket. For som Niels Bohr har formuleret det: ”Sandhedens modsætning er enkelhed”.

Denne bogs tekster udforsker dybden i ovenstående citat. Nemlig at det på ingen måde er enkelt at være et menneske i søgen efter sandheden. Og at det måske ikke kun er i videnskaben, vi skal søge efter svar.

8 | TIL EFTERTANKE

JAKOBS KAMP 1. Mosebog, kapitel 32, vers 23-33 Samme nat stod han op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested; han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over. Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. ”Slip mig!” sagde han, ”det er ved at blive lyst.” Men Jakob svarede: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Manden spurgte ham: ”Hvad er dit navn?”

Han svarede: ”Jakob.” Så sagde han: ”Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med

Gud og mennesker, og du har sejret.” Jakob sagde: ”Sig mig dit navn!”

Han spurgte: ”Hvorfor spørger du om mit navn?” Så velsignede han ham dér.

Jakob kaldte stedet Penuel, ”for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet”. Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.

Derfor undlader israelitterne den dag i dag at spise hoftenerven, som ligger over hofteskålen. For Jakob havde fået et slag på hofteskålen lige på hoftenerven.

I VANDSKORPEN Af Meghan W. Jakobsen, sognepræst ved Østerlars og Gudhjem kirker på Bornholm

Engang mødte jeg Gud i vadestedet Min mor var død af kræft. Min yngste datter var kronisk syg, meget syg. Mit ægteskab var forlist. Jeg havde mistet mit job og mit hjem.

Jeg kunne ikke få dagpenge, og jeg havde et kæmpe minus på kontoen, for noget skulle man jo leve af.

Jeg stod ikke i vadestedet, jeg hang med røven i vandskorpen.

Men at det var Gud, jeg var kommet i clinch med, gik først op for mig, da jeg fik en hofteskade. Og det var til gengæld et vink med en vognstang. Gud har humor, det tror jeg på, og da jeg sad hos lægen med min dårlige hofte, kunne jeg ikke lade være med at le. ”Det er ligesom Jakob,” sagde jeg. ” Ham i Bibelen, du ved.” Det vidste lægen godt, viste det sig, for hans kone var nemlig præst. ”Ja,” sagde han. ”Og hvad kan du så lære af det?”

Så stak han mig i hoften med en stor nål. Og mens jeg humpede hjem igen – og hjemturen var lang, for jeg humpede langsomt – tænkte jeg over, hvad jeg kunne lære af det. Næste morgen lige under daggry vågnede jeg og kunne konstatere, at den blokade, lægen havde lagt, faktisk virkede. Smerterne i hoften var aftagende.

Så sagde jeg til Gud: ”Men jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.”

Det er jeg sikker på, at han grinede lidt af. Men han velsignede mig ikke desto mindre: 62 | TIL EFTERTANKE

Jeg fik nemlig den tanke, at hvis jeg alligevel skulle starte helt fra nul en gang til, så kunne jeg lige så godt gøre det som studerende på Det Teologiske Fakultet i København. Midt i tab og nederlag så jeg pludselig en mulighed for at gøre noget, jeg havde drømt om, siden jeg stod med studenterhuen i hånden, men aldrig havde turde.

For nu var der jo intet at tabe!

Præstestudiet blev jeg ikke mindre fattig af, og min datter blev ikke mindre syg. Nogle gange når jeg stod om morgenen og smurte flade leverpostejmadder til børnenes madpakker, så føltes det også temmelig kummerligt at være på SU og vel over fyrre på én gang.

Men når jeg hver dag gik gennem porten til fakultetet, så føltes det i sandhed velsignet. Det er en kliché, måske, men jeg var kommet gennem vadestedet, og jeg var kommet hjem.

Velsignelsen ”Velsignet være den, der kommer i Herrens navn”, står der over døren til den jødiske synagoge i København. Det står på hebraisk, for det er et citat fra salme 118 i Det Gamle Testamente. I kirken kender vi det fra nadverritualet, og fra påske- og adventstiden, hvor det bruges til at varsle Jesu komme. Men dér, over døren til synagogen, er det rettet imod enhver, der træder indenfor. Velsignet være du, der træder indenfor – du, der er kommet i Herrens navn. Det er egentlig det, citatet siger. Ikke velsignet ved den ydre handling, det er at træde over dørtærsklen, men velsignet ved den tanke, der førte dig derhen. Og jeg var altså velsignet ved den tanke, der hver dag i de næste fem et halvt år skulle føre mig over på fakultetet og ind ad porten.

Velsignelse er et dejligt, righoldigt ord, synes jeg. Vi tænker som regel på det i betydningen af anerkendelse. Vi siger til nogen, at de har vores velsignelse, når vi vil signalere accept. Men i en bredere forstand betyder velsignelse tilsagn – tilsagn fra Gud om, at Han er med os. At Han tager os ved hånden og går med os, så vi ikke snubI VANDSKORPEN | 63

ler og falder. At Han bevarer vores udgang og indgang, som det så fint hedder i dåbsritualet.

Noget af det smukkeste, vi tager med os hjem, når vi har været i kirke, er netop den aronitiske velsignelse, der bliver lyst til allersidst i gudstjenesten, når præsten hæver armene og siger: Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Den samme velsignelse har fædre lyst over deres børn og prædikanter over deres menigheder siden gammeltestamentlig tid.

Rabbineren ovre i synagogen sender sin menighed hjem med nøjagtig de samme ord. Velsignelsen er smuk, fordi den sammen med nadveren udgør gudstjenestens ældste led, men den er også smuk, fordi den er en gave, der tilfalder enhver, der er klar til at tage imod den, hvad enten han eller hun har gjort sig fortjent til den eller ej.

Gud lover os sit nærvær, Han lover at tage os ved hånden, når vi går hjem, uden at vi overhovedet behøver at love Ham noget igen.

Smukkere bliver det ikke.

Også Jakob får Guds velsignelse i gave. Han får den helt gratis der midt i vadestedet, for han har ikke gjort sig fortjent til den overhovedet. Jakob er ikke nogen helt i traditionel forstand, vist nok tværtimod. Han er typen, der altid har en plan, og på en eller anden måde lykkes han altid med den, også når den nærmer sig det forkastelige. Han er fræk, og han har vovemod ud over det sædvanlige.

Han har hutzpah, som det så velklingende hedder på jiddisch – det sprog, europæiske jøder har talt i århundreder. Når Jakob i teksten krydser floden med alt, hvad han har tiltusket sig af koner og trælkvinder, så er det for at købe sig til fred og forsoning hos sin storebror, Esau, som han har franarret den fædrene arv. Jakob plages ikke af anger og dårlig samvittighed i den forbindelse, skal det tilføjes, men af frygt for Esau, der er så rasende, at han vil slå ham ihjel.

Hvis man alligevel kan beundre Jakob, så er det for hans stædighed og evne til at se muligheder i selv et nederlag. Jakob kender sin 64 | TIL EFTERTANKE

besøgelsestid, for nu at bruge et bibelsk udtryk, jeg holder meget af, og som jeg vil vende tilbage til om lidt. Han ved, hvornår han skal slå til. Den samme konklusion når Gud tilsyneladende også frem til, da han i vadestedet bremser Jakob midt i hans tvivlsomme foretagende. Jakob skal bare have et puf i den rigtige retning, et slag hen over hofteskålen. Og det kan nok være, at Jakob har ondt i hoften, da han humper videre ud i den årle morgen, men resten af sine dage går Jakob med Gud, og det kommer hans lange liv og resten af bibelhistorien til at bære præg af. Han forsoner sig med sin bror, ikke for pengenes skyld, men af kærlighed. Og han bliver stamfar til hele det israelitiske folk, der også bliver opkaldt efter ham, for Gud skænker ham som æresbevisning tilnavnet Israel – ”Han, som vandt over Gud.”

I VANDSKORPEN | 65

12 PRÆSTER har fået helt frie hænder til at fortælle om deres yndlingstekst fra Bibelen.

Det er der kommet 12 meget forskellige fortællinger ud af. Men de har det til fælles, at de er svære at glemme – og at de vækker til eftertanke.

LEIF ANDERSEN MARIANNE CHRISTIANSEN MEGHAN WELSCH JAKOBSEN ANNA MEJLHEDE RASMUS NØJGAARD THOMAS REINHOLDT RASMUSSEN LEA SKOVSGAARD JESPER STANGE STEFFEN STØVRING ERIK NORMAN SVENDSEN PIA SØLTOFT MORTEN FESTER THAYSEN

TIL EFTERTANKE

åbner læserens øjne for Bibelens spændende, indsigtsfulde og evigtgyldige tekster og viser, hvor meget de har at sige os også i dag.

WWW.AKADEMISK.DK